Oehlenschläger, Adam

DANMARKS NATIONALLITTERATUR
OEHLENSCHLÆGERS
POETISKE SKRIFTER
b

        

c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

d

        

e

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
H. TOPSØE-JENSEN

IV

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

f

J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI

I

INDLEDNING

For den populære Opfattelse er Oehlenschlæger først og fremmest Tragediedigteren. Hans Navn er uløseligt knyttet til det store Drama paa samme Maade som Holbergs til Komedien og H. C. Andersens til Eventyret. Eftertidens Omvurdering har været tilbøjelig til at fremdrage de øvrige Sider af hans Produktion, men den vil ligesaa lidt nægte den store historiske Betydning, hans dramatiske Virksomhed har haft, som den vil frakende hans bedste Forsøg som Tragiker deres særegne Værdi. Som typiske Prøver bringer dette Bind de tre store Tragedier fra Udenlandsrejsens senere Aar: »Palnatoke«, »Axel og Valborg« og »Correggio«. I kunstnerisk Henseende naar ingen af dem op paa Siden af »Baldur hin Gode« og »Hakon Jarl«, ligesom de heller ikke taaler Sammenligningen med »Yrsa«, der afslutter Romancekredsen »Helge«, og som vil finde sin Plads i sidste Bind af denne Udgave. Men de giver alle tre et smukt og tydeligt Indtryk af den oehlenschlægerske Normaltragedies Egenskaber, ligesom de ved deres Emnevalg viser Digterens Stræben efter Universalitet; et Heltespil fra Danmarks Oldhistorie, en meddelalderlig II norsk Kærlighedstragedie og et Kunstnerdrama fra Renæssancens Italien.

Den 15. November 1806 kom Oehlenschlæger til Paris, hvor han opholdt sig indtil August 1808. Her digtede han »Palnatoke« og »Axel og Valborg«. Fra Paris gik Rejsen til Svejts; Vinteren tilbragte han paa Coppet ved Madame de Staëls Digterhof. Tidligt næste Foraar (1809) brød han op til Italien, hvor »Correggio« blev skrevet i Rom og Grotta ferrata. Endelig dette Efteraar blev det til Alvor med den længe bebudede Hjemrejse. Den 24. November 1809 landede Oehlenschlæger i Korsør. Han havde da været borte fra Fædrelandet i over fire Aar.

Sammenlignet med de rige Impulser, Tysklandsopholdet havde givet Digteren, bragte Rejsens sidste tre Aar ham ikke noget tilsvarende aandeligt Udbytte. Han hjemsendte vigtige Værker i Aarene 1807-1809, men intet der kunde maale sig med de »Nordiske Digte«. I Tyskland havde Oehlenschlæger følt sig hjemme som i sit andet Fædreland. Han kom dertil i en Periode, hvor Aandslivet stod i rigeste Flor, og han fik Lejlighed til at træde i personlig Forbindelse med flere af de ypperste Repræsentanter for tysk Kultur, først og fremmest med Goethe. Til Paris kom han derimod som en fremmed, der ganske beherskedes af sin Generations germanske Fordomme mod fransk Aand og fransk Kunst. Frankrig oplevede i Aarhundredets første Ti-Aar en eventyrlig politisk Storhedstid; fra sit Vindue i 7. Etage i Hôtel des Quinze-Vingts havde Oehlenschlæger Udsigt over Karrusselpladsen, hvor Napoleon i egen høje Person ekserserede sin Garde.

III

Men i Litteraturen havde Riget mistet den gamle Førerstilling. Perioden beherskedes af Epigonerne, og de nye Strømninger, der var ved at arbejde sig frem, har næppe tiltrukket sig den unge Danskers Opmærksomhed. Han havde ingen Forbindelse med ledende franske Personligheder; den tyskorienterede Madame de Staël kom han først i Coppet paa nærmere Hold, og hun har forøvrigt intet betydet for hans aandelige Udvikling.

Hjemme paa Hotellet bestyrkede hans brave Ven, Arkæologen P. O. Brøndsted, ham i de medbragte ugunstige Meninger om den franske Nation. De var ikke fri for begge at behage sig i Bevidstheden om at være ærlige og dybtsøgende Nordboer, naar de sammenlignede sig med de galliske Overflademennesker, hvem Brøndsted frakendte »Liv i Idéen«. Franskmænd omgikkes Oehlenschlæger ingen af; Omgangskredsen var dansk-tysk; hans Fransklærer Depping var en Tysker, og hans egen Hovedbeskæftigelse i Frankrigs Hovedstad var at digte paa Tysk. Hans Dom over Nationalmodsætningerne tilspidsedes i Paradokset »Gud elsker de gothiske Nationer«. »Palnatoke«s Kontrast mellem Nordens aabne Ærlighed og Sydens lumpne Nedrighed er Digterens egen Opfattelse af hans Forhold til Byernes By.

Og alligevel kunde han ikke frigøre sig fra dens Trylleri. Privat var han til Brøndsteds Bekymring slet ikke uimodtagelig for Paris' farlige Tillokkelser. Og trods hans Kunstanskuelses stive Doktrinarisme overfor den franske Tragedie, bragte flittige Teaterbesøg, der nok mest gjaldt Lystspillet, men hvor heller ikke Tragedieopførelserne med den store Talma i Hovedrollerne blev forsømt, ham paa flere IV Punkter til at revidere sin oprindelig fuldstændigt afvisende Dom. »Axel og Valborg« er et Forsøg paa at sammensmelte den galliske og den germanske Dramatype. Og det store Brev til Goethe af 4. September 1808 (kort efter Afrejsen fra Paris) giver, alle Forbehold og Indvendinger tiltrods, en paa sin Vis baade forstaaende og træffende Karakteristik af de store franske Tragikere. Oehlenschlæger har Sans for den aandfulde Dristighed, som præger Corneilles bedste Værker. Om Racine gør han den rigtige Bemærkning, at han »i visse Maader har afluret de Gamle det sammentrængt Skønne i den dramatiske Stil«. Ved sin Uvilje mod hans Psykologi - Racines Helte er »slette, listige og nedrige Karle« - røber han, at han meget vel har forstaaet, hvorledes Versenes ydre Elegance dækker over Lidenskaber af en hæftig og farlig Glød, aabner Afgrunde af forfærdende Dybder, som var hans egen sunde og naive tragiske Stil fremmed.

Men var han saaledes som Nordbo paa sin Post overfor Franskmændene, hvem han selv paa Coppet »aldrig lærte at søbe Kaal med«, saa følte han sig ikke i mindre Grad i Opposition til de to førende Medlemmer indenfor sin tyske Omgangskreds, Brødrene Friedrich og August Wilhelm Schlegel, Romantikens skarpeste kritiske Begavelser. Kollisionen mellem den unge Poets højt udviklede Selvfølelse og de to berømte Brødres ikke mindre tydelige Bevidsthed om deres eget Værd var uundgaaelig, og Modsætningen skærpedes ved Gemytternes dybe Uoverensstemmelse: Oehlenschlægers hede, følelsesbevægede Sind overfor August Wilhelms akademiske Korrekthed og Friedrich Schegels kolde Ironi. Dertil kom de to

        

V Parters fuldstændigt forskellige Syn paa Kunst og Liv. Brødrene Schlegel havde draget Romantikens sidste Konsekvenser; Middelalderdyrkelsen havde ført dem til den katolske Kirke. Oehlenschlæger bestyrkedes yderligere i sit Brud med Romantiken ved Samværet med dem; han var yderst forarget over Fr. Schlegels respektløse Ytringer om Goethe, og han følte sig gennem den tyske Klassicisme fast forankret i det 18. Aarhundredes Humanisme. Palnatokes Uvilje gælder ikke Kristendommen, men Katolicismen, og som Protest mod Middelalderdyrkelsen skrev Oehlenschlæger samme Aar som Tragedien det fortællende tyske Digt »Der irrende Ritter« - Virkelighedens Opgør med det romantiske Blændværk. Sit antiromantiske Standpunkt udtrykte Digteren fyndigt i dette Epigram:

Lessings Aesthetik wollte Wahrheit,
Natur in kräft'ger schöner Klarheit.
Die beiden Schlegel wollen Wehmut,
In mönchischer und stolzer Demuth.

Biskop Popo og Sortebroder Knud er hans Svar paa Brødrenes katolske Propaganda.

Medens Coppet-Vinteren kun synes at have været af ringe Betydning for Oehlenschlægers digteriske Skaben, er »Correggio« mættet med ItaliafærdensTuristindtryk af Natur, Mennesker og Kunst. Og hvad Oehlenschlæger ikke havde mødt i Paris og paa Coppet, traf han i Rom: en stor og en beslægtet Aand. Mødet med Thorvaldsen kan i Betydning sammenstilles med Mødet med Goethe.

Digteren havde forladt Danmark som ung Romantiker. Han vendte hjem som Talsmand for en moderat Klassicisme, i samme Grad paa Vagt overfor VI fransk Frivolitet og tysk Mystik; som skyede det ekstravagante og det unaturlige, skræmmedes af det hæslige og det sære, men som hyldede Mennesket i dets højeste harmoniske Udfoldelse. Her var Grundvolden lagt for Guldalderen i den danske Litteratur.

Saa snart Oehlenschlæger havde fundet sig lidt tilrette i Paris, begyndte han Arbejdet paa en ny Tragedie. Emnet skulde være nordisk. Allerede 23. November 1806 skrev han hjem efter Wilkina-Saga, Biörners Kæmpe-Dater og Vedels Saxooversættelse. Men han har aabenbart ikke haft Lyst til at vente paa Bøgerne, om de da overhovedet nogensinde er kommet til Paris, for kort efter træffer vi ham fuldt optaget af at excerpere anden og tredje Tome af Suhms Historie af Danmark, som Brøndsted havde skaffet fra Nationalbiblioteket. Det var Planen at skrive en dansk Tragedie efter den norske »Hakon Jarl«; i »Palnatoke« fandt han hurtigt et passende Emne, »og jeg valgte det saameget heller, da det sluttede sig til en Tidsalder, jeg alt i Halle temmelig grundigt havde studeret.« Hans bevarede Uddrag af Suhms digre Kvarter viser, at han straks har haft sin Opmærksomhed fæstet paa Jomsvikingerne. Derpaa optegner han i broget Fylde Træk fra Danmarks Konge- og Kirkehistorie; følger Suhm paa hans Digressioner med Normannerne over Europa, har ogsaa Blik for smaa kulturhistoriske Lokalfarve-Finesser. 3. Februar 1807 skrev han til Kamma Rahbek: »En Orm kan ikke bore sig dybere ind i gammelt Træe, end jeg for nærværende Tid giør i den gamle danske Historie; hvilket vel om nogen Tid vil komme VII til at yttre sig i Frugter, der skal sendes Eder vel indpakkede, naar de ere modne.« Ti Dage senere kunde han læse Begyndelsen af sit nye Drama for Brøndsted. Først havde han tænkt sig det som et Heltelystspil om Jomsborgs Grundlæggelse, men allerede 24. Februar noterer Brøndsted med Bifald i sin Dagbog, at Oehlenschlæger har bestemt sig for en tragisk Udgang. Hver Dag sad Digteren støt ved sit Skrivebord fra Kl. 8 Morgen til Kl. 4 Eftermiddag; hans lykkelige Arbejdshumør og kække Fremtidsforhaabninger lyser op i et muntert Brev til Christiane fra 4. Marts, hvori det helt overgivent hedder: »Hver Tragoedie vil blive mig et sandt Lystspil. For den første Akt kiøbe vi Lys og Brænde, for den anden Logis, for den tredie Klæder, for den fierde Mad og for den femte giøre vi Traktement, og kiøbe Hunde med sorte Snuder, som kan lege med vore Børn.«

I April var Tragedien færdig, men først midt i Juni afsendtes Manuskriptet til København, hvortil det naaede en Maaned senere. Rahbek skulde føre Tilsyn med Trykningen, og de to Venner vekslede forskellige Breve i den Anledning. Det forfærdelige Ulykkesbud om Københavns Bombardement satte sine Spor i en vigtig Tilføjelse i Palnatokes store Tale i anden Akt; et Par Ændringer synes efter Rahbeks Forslag at være foretaget i fjerde Akt. Endnu saa sent som i Marts 1808 sendte Oehlenschlæger Rahbek »en lille Tilsats til Palnatoke«. Først den 4. November samme Aar meddelte det kgl. Teaters Direktion, at Stykket var antaget til Opførelse.

I et smukt Digt »Til Rahbek. Med Sørgespillet Palnatoke« har Oehlenschlæger selv fremhævet sit VIII nye Værk som et dansk Sidestykke til »Hakon Jarl«, men samtidig peget paa dets større Jævnhed. Det er de danske Bakker overfor de norske Fjelde. Sammenligningen er træffende; ikke blot Stilen og Menneskeskildringen er mindre ophøjet end før, ogsaa den nye Tragedies Idé. I »Hakon Jarl« staar Kampen mellem selve Religionerne: Hedenskabet og Kristendommen. »Palnatoke« behandler det samme Tidsskifte; Modstanderne er ogsaa her Hedninger og Kristne, men et religiøst Drama er Tragedien ingenlunde. Det er ikke Kristendommen i og for sig, som det ærlige Hedenskabs Repræsentant bekæmper, men »Munkelist og Svig«. Synspunktet er rent etisk; det er den sunkne Moral, Palnatoke vil reformere. »I »Palnatoke« fremstilles det Onde, der atter er en Følge af Blødheden, og den modsætter den atter Heltekraften« (til Rahbek, Marts 1808).

Tendensen er tydeligt bestemt af Pariseropholdet; den er rettet mod Syden (Franskmændene) og imod Katolicismen (Schlegelerne). Modsætningen er ikke Hedenskab og Kristendom, men gammel Kraft og ny Blødagtighed, Fromhed og Kirkevælde. Paa det 18. Aarhundredes Vis opfattes Kristendommen sødligt som »en uskyldig Lære om stille Dyd«; og Stykkets Helt er ikke blot ærlig Nordbo, han er ogsaa god Lutheraner! Digteren gaar end ikke af Vejen for at retlede sit Publikum i saa Henseende ved et lille Ordspil (se Side 30). I Grunden betyder det religiøse ikke mere for Palnatoke end for hans Modstander Popo; hans Guder er kun personificerede Begreber; han selv er Rationalist og yderst tolerant. Han kæmper for et etisk Ideal, der holder den rette Midterkurs mellem Kraft og Fromhed. Det vilde Hedenskab IX og den lumre Munkepest fra Syden er ham i lige Grad imod.

Reaktionen mod den katolske Romantik har ført Oehlenschlæger dybt tilbage i det 18. Aarhundrede. Han spiller Lessing ud imod Brødrene Schlegel, ikke blot hans Æstetik, men hans Livsanskuelse. Den kyniske Popo og den hæderlige Fangefoged stammer direkte ned fra Patriarken og Klosterbroderen i »Nathan der Weise«. Og midt i Jomsvikingernes Forsamling forkynder Humanitetens Ordfører Thorvald Vidførle sin borgerlige, republikanske Pacifisme; med næsten barok Tydelighed demonstrerer Tragedien, hvorledes den raa Kraft kommer til kort i Sammenligning med den fredelige Mildhed. Pudsig, men i Grunden rørende, er Scenen mellem Thorvald og Bue - en Apoteose af Oplysningstidens Klubaand og Vennesalighed.

Men som det gik i »Hakon Jarl«, saaledes gaar det ogsaa her: »Stykket forskydes fra at være et tragisk Brud mellem mer eller mindre ligeberettigede Ideer til at blive en Forherligelse af en enkelt Person, nemlig Palnatoke« (Clemens Petersen). Spørgsmaalet om Modsætningen mellem Kristendom og Hedenskab viger Pladsen; Interessen samler sig om Heltens tragiske Overilelse og hans Soning af den med Døden.

I »Hakon Jarl« søgte Digteren at skabe et vist Balanceforhold mellem de to kæmpende Magter. I »Palnatoke« er hele Sympatien paa Hedenskabets Side. Den samme Tendens finder vi i Karaktertegningen; Fordelingen af Lys og Skygge er grel og skarp, Overgangene savnes.

Naar »Palnatoke« trods sine mange store Skønheder X ikke er lykkedes helt for Digteren, er det især Hovedpersonens Skyld. Opgaven har været for vanskelig: at faa et virkeligt Menneske ud af den tænkte Idealfigur. Palnatoke er først Helten, det personificerede gamle Norden. Denne Side af Karakteren er fortrinligt gennemført: en stærk Mand, som forener personlig Myndighed med en koldblodig Dristighed og en udpræget Æresfølelse, der foretrækker Døden for Ydmygelsen. Palnatoke er ærlig og aaben baade mod Venner og Fjender; han er rask og slagfærdig i Ordskiftet med sine Modstandere. Men bag hans rolige Selvbeherskelse lurer Overilelsen; han kan tirres saalænge, at han handler paa en Maade, som han selv ved roligt Overlæg vil fortryde. Helten er kun et Menneske, og det menneskelige kræver sin Ret.

Som Digteren i de første Akter har skildret Palnatoke, er det forstaaeligt, at Drabet paa den værgeløse Konge trods alt maa forekomme ham en Plet paa hans blanke Skjold, selv om Motiveringen nok kunde være mere overbevisende. Og man tør følgelig heller ikke forkaste den rigtignok meget haartrukne, men ganske subtilt opfundne Slutning, som forøvrigt har den unge Brandes' Autoritet for sig: Fjenderne skal ikke fælde Palnatoke, Skæbnen selv fører det dræbende Hug. Palnatokes personlige Rolle i Tragedien er da denne: en pletfri Mand udfører i Hidsighed en vanærende Handling, og han tager med oprejst Pande sin Straf, da den højere Retfærdighed sker Fyldest.

Men Palnatoke er ikke blot Helten. Han er dernæst som Moralist og Politiker Digterens Talerør, og han er Patrioten, atter et Begreb fra Humanitetens store Aarhundrede. Han øver ingen Privathævn, XI men kæmper for Rigets Sag, og han drives kun ved Kongens tyranniske Optræden til Oprør. Oehlenschlæger har villet for meget paa en Gang; han har villet forene uforenelige Bestanddele, og derfor er Figuren gaaet i Stykker for ham.

Baggrunden for Palnatokes lysende Fortjenester er den rænkefulde Konge, som repræsenterer den populære Opfattelse af den mørke Middelalder. Digteren har i unødig Grad belæsset ham med Skyld, f. Ex. for Broderen Knud Dan-Asts Drab, for derved at retfærdiggøre Palnatoke. Men som Karakter er han ikke uden Interesse. Harald er Oldingen, der stadig hænger ved Livet, og han er »den forbryderiske Munkekonge«, som uretmæssigt har tilranet sig Kronen. Hans herskende Egenskab er en daarlig Samvittighed. Af politiske Grunde har han svigtet sine Fædres Tro, og hans Kristendom er kun en tynd Fernis. Hykleri og lumsk Beregning, Hævngerrighed og Fejghed bestemmer hans Handlinger. Hans Raadgiver Popo er skildret som den katolske Bedrager, Magtpolitikeren, der er parat til at ofre Harald for Svend; kort sagt, Jesuiten, som det 18. Aarhundrede forestillede sig ham, der kynisk forkynder sin Lære, at Hensigten helliger Midlet.

Af Vigtighed er endelig Thorvald, hvem Oehlenschlæger ønsker opfattet som »en erfaren Mand, som imponerer selv Heltene ved sin stille, fornuftige Kraft.« Han erkendte iøvrigt selv senere, at Figuren var »behandlet noget for blød og modern. Havde jeg i Paris havt Thorvald Vidførles Saga, saa vilde jeg givet denne Charakteer meer af sin Tidsalders Kolorit.« Ideen at anbringe den fredsæle Viking i Stykket har Digteren sikkert faaet ved at mindes XII sin gamle Lærer Edvard Storms yndede Vise »Svend Tveskjæg havde sig en Mand, som Thorvald hed«. Og til Udførelsen har han efter egen Tilstaaelse laant vigtige Karaktertræk fra sin fine og elskelige Svoger Carl Heger. Baade Punschevisen og den stilfærdige Bibliotekar forklarer saaledes den ejendommelige Figur, den vidtberejste Thorvald gør i det raske Jomsvikingeselskab.

Bifigurerne er gennemgaaende ypperlige som den lystige Bue og den kække Vagn. Man har især beundret den brave Fangefoged, der dog smager vel meget af det borgerlige Lystspil. Snarere fortjente den misundelige Fiølnir at fremhæves, der er tegnet med faa og sikre Streger, og især Kong Svend, en af Oehlenschlægers bedst gennemførte Karakterer. Som sin Far er han er svag Mand, men han er en hæderlig Mand, og hans bratte Omslag i sidste Akt, hvor Sønnefølelsen sejrer, saa at han fornægter sin Fosterfader og Ven, er kort, smukt og overbevisende motiveret.

Men Tragediens betydeligste Værdier ligger i Kompositionen og Stilen. Digterens eneste Kilde er, som allerede nævnt, Suhms »Historie af Danmark«, og den er behandlet med Frihed. Baggrunden for Handlingen og Lokalkoloriten baseres paa Optegnelser om den politiske og den kirkelige Historie, om Normannernes Hærgen i Europa, Popos Jærnbyrd, Jomsvikingernes Samfund i Julin. Og koncentreret om Aaret 991, til hvilket Suhm sætter Harald Blaatands Død, placeres nu en Række Hovedoptrin: Skiløbet og Bueskydningen, Jomsborgs Stiftelse (Suhm: 984), Thorvald Vidførle-Episoden (fra Svends Landflygtighed i England), den symbolske Scene med Bautastenen; XIII Kongens Død og Opgøret mellem Svend og Palnatoke (993).

Overalt ændrer og omdigter Oehlenschlæger. I Kilden skyder Palnatoke først Æblet af Sønnens Hovede og foretager dernæst det dumdristige Skiløb ned af Kullen. Digteren har med sikker Sans for det dramatisk rigtige ombyttet de to Optrin og derved opnaaet en meget virkningsfuld Stigning, ligesom han har ændret Motiveringen for Kongens Optræden: naar han befaler Palnatoke at skyde, er det for at hævne en personlig Krænkelse, idet Jarlen har pralet med, at han var en bedre Skytte end Kongen. Vagns Ankomst til Jomsborg, hvor han med sit Skib tilkæmper sig Adgang til Vikingesamfundet, erstattes med den friske Scene i anden Akt, hvor Bue kaster den uopdragne Hvalp, der forstyrrer de ældres forstandige Samtale, ud af Vinduet. Frit opfundet er Palnatokes Møde med Popo og Skoftes natlige Attentat, som tjener til at undskylde Drabet paa Kongen som Selvforsvar. Kongens Død er mere heroisk end hos Suhm, hvor Palnatoke nok saa respektløst fra et Baghold skyder ham en Pil gennem Bagen, da han et Øjeblik er gaaet afsides om Natten. Ceremoniellet ved Gravøllet er hentet fra Suhms Fortælling om det fælles Gravøl, hvormed Svend Tveskæg hædrede sin Faders, Strutharalds og Vesets Minde, og hvor Jomsvikingerne aflagde deres letsindige Løfte om at bekrige Hakon Jarl. Efter Drabet af Harald forsvandt Palnatoke klogeligt til England og indfandt sig efter gentagne forgæves Opfordringer først to Aar senere paa Svends udtrykkelige Befaling i Kongshallen. Her udspilledes nu den virkningsfulde Scene med Pilen, som var fundet i Kongens Lig. Men

        

XIV da Palnatoke var mødt fuldt rustet og med hundrede Mand i sit Følge, beherskede han uden Vanskelighed Situationen. Han huggede Fiølnir ned, forlod uantastet Gildet, drog til Jomsborg, hvor han senere døde af Sygdom. Digteren har altsaa fra først til sidst søgt at løfte sin Helt op i et højere Plan, end han fandt ham i sin Kilde.

Over denne Scenerække har Oehlenschlæger bygget Handlingen. Den er koncentreret om det kortest mulige Spand af Tid. De to første Akter spiller i Løbet af et Døgn; ved Slutningen af anden Akt er vi naaet til den anden Dags Morgen. Samme Eftermiddag (eller muligvis først den næste?) foregaar tredie Akt, den paafølgende Nat fjerde Akt, og femte Akt udfylder den næste Dag. I teknisk Henseende er »Palnatoke« et af Digterens klarest disponerede og bedst gennemførte Værker.

Mønstergyldig er, som bestandig i Oehlenschlægers Teater, første Akt, Ekspositionen. Den begynder langsomt, lidt omstændeligt, med en omhyggelig Redegørelse for Handlingens forskellige Udgangspunkter, vokser saa i et mægtigt crescendo op til den yderst virkningsfulde Finale. Palnatokes Magt fornemmes allerede gennem Bispens og Kongens Samtale. Da bryder Budskabet om hans vidunderlige Redning fra Skiløbet ind i den forhastede Glæde over hans Død. Svends daarlige Forhold til Faderen spænder yderligere Forventningerne, og saa følger Heltens glimrende Entré. Nu udvikler Begivenhederne sig Slag i Slag; to Livsanskuelser, det gamle Norden og Middelalderen, to personlige Fjender, Palnatoke og Harald, tørner sammen, og efter den ypperlige, i XV dramatisk og teatralsk*) Henseende lige fuldendte Bueskydningsscene, opsiger Palnatoke Kongen Huldskab og Troskab og gemmer den skæbnesvangre Pil ved sit Bryst, et Motiv, der gaar som den røde Traad gennem hele Handlingen. Som en god Førsteakt skal gøre det, peger Akten fremover: Maalet er fuldt, der maa sættes en Dæmning mod den alt overskyllende sydlandske Fordærvelse!

Helt paa Højde med Introduktionen holder Stykket sig ikke, men Handlingen skrider dog stadig frem i klare, levende Optrin. I anden Akt stifter Palnatoke sit store Forbund, bygget paa strænge Love, som skal standse Borgerkrigen, genrejse Riget og sætte Svend paa hans uværdige Faders Trone. Digteren har sørget for Afveksling i den megen teoretiske Præken ved den raske Vagn Akisøn-Scene; han har psykologisk forberedt Katastrofen i sidste Akt ved at vise os Bues ubændige Hidsighed, og han har stillet et humant Ideal (Thorvald) op mod Vikingemagten. Akten slutter med en dramatiseret Anekdote, der forkynder, at den aabne Kamp er begyndt.

I tredie Akt mødes Idealisten og Magtpolitikeren, Palnatoke og Popo, i en dreven Folkekomediescene med et rigt Opbud af drabelige Overraskelseseffekter. Situationen er tilspidset til det yderste: Palnatoke og Svend har villet en ærlig og aaben Fejde; nu er den unge Konge blevet et Offer for sin Fars Troløshed, og hans Liv staar maaske ikke til at redde. Paa dette Punkt - Befrielsen - slappes Digterens faste Greb om Emnet, og Thorvald Vidførle- Episoden, *

XVI denne dramatiske Fabel om Dydens Magt, faar Lov til at brede sig til Skade for Hovedhandlingen.

Det mislykkede Anslag mod Svend tvinger i fjerde Akt den gamle Konge (under Akkompagnement af alskens Skrækromantik) til at forsøge et afgørende Stød mod Hovedfjenden Palnatoke ved at sende ham Morderen Skofte paa Halsen. Ved dette tredie Attentat mod hans Liv er det ude med Palnatokes Taalmodighed; Pilen ved hans Bryst bliver Straffens Redskab, og i den schillerske Slutningsscene fælder han højtideligt sin kronede Modstander, der forgæves trygler ham om Livet.

Femte Akt: Katastrofen. Mordet faar Svend til at mindes, at han er sin Fars Søn. Og det forstyrrer Ligevægten i Palnatokes Sind. Han fortryder ikke sin retfærdige Hævn, men han skammer sig over, at han ikke gav Harald Lejlighed til at kæmpe for sit Liv, men skød ham værgeløs ned. Først hans eget Blod afvasker Pletten paa hans Ære, og han dør, forsonet med Skæbnen, som Sejrherren paa Højden af sin Livsbane.

Den klare Komposition er Tragediens ene Fortrin, det andet er Stilen. Af Betydning for den sikre Sprogtone blev Benyttelsen af A. S. Vedels »Svend Tiuveskiægs Historie«, som Oehlenschlæger har studeret i Paris. Hans Optegnelser fra den lille Bog viser hans Sans for de fyndige og malende Vendinger; i det Udvalg af dem, der fandt Anvendelse i »Palnatoke«, har han med sikker Takt undgaaet vanskelige, svært gennemskuelige Udtryk, som vilde kræve Kommentar for at forstaas af Læseren. Og som i »Vaulundur« maa man ogsaa her beundre det sikre XVII Maadehold. Han vogter sig for at overfylde sine Vers med gamle Gloser, og han afstemmer sin egen Sprogtone efter dem uden at arkaisere, men saaledes at Stilens Enhed er bevaret Tonen er udpræget folkelig, djærv og frisk; den adskiller sig mærkbart fra »Hakon Jarl«s store Patos og »Axel og Valborg«s blide Sødme, og den finder lige ægte Udtryk for naturlig Højhed og Ro, som for slagfærdigt Humør. I Sammenligning med denne sjællandske Djærvhed virker »Wilhelm Tell«s homeriske Diktion kunstig og bleg.

»Wilhelm Tell«, som Oehlenschlæger betragtede som det rigtige store, folkelige Drama, har vel i det hele ogsaa været Forbilledet for hans eget Folkestykke, som »Wallenstein« har været det for Idéog Karaktertragedien »Hakon Jarl«. Bevidst kappes han med Schiller i Bueskydningsscenen, hvis Kunst han i sine Forelæsninger senere saa fint har analyseret, og skaber et selvstændigt mesterligt Sidestykke, som taaler og fortjener den Sammenligning, han selv flere Gange har anstillet. Jomsvikingemødet svarer til Rütlisammenkomsten og har endda det Fortrin, at Stykkets Hovedperson ogsaa her er den ledende Kraft. Fælles for de to Tragedier er endvidere Synspunktet: Oprøret mod Tyrannen er paatvunget ved hans Overgreb; hans Drab er et naturligt Udslag af Nødværge. Iøvrigt har en berømt schillersk Episode foresvævet Oehlenschlæger ved Skildringen af Kongens Død, nemlig Montgomery-Scenen fra »Jungfrau von Orleans«. Begge Steder markeres den uafvendelige Skæbnes Højtidelighed ved et pludseligt Skifte i Versemaalet: Trimetret afløser den femfodede Jambe. Lessings »Nathan« har

        

XVIII vi sporet i Popo og Fangefogden; Skofte er en Studie efter shakespeareske Narre og Mordere.

Samtiden - den fornuftige Rahbek, den kyndige Dahlmann m. fl. - var tilbøjelig til at sætte »Palnatoke« over »Hakon Jarl«. Eftertiden har til Gengæld, sikkert med Urette, vurderet Stykket meget for lavt. At Tragedien er dybt rodfæstet i Digterens egen Tid og præget af dens etiske Idealer, vil ikke kunne være nogen afgørende Anstødssten; det samme gælder Værker som »Nathan« og »Tasso«. Svagheden ligger, som allerede anført, i Skildringen af Hovedpersonen, og »Palnatoke« plettes dernæst slemt af et enkelt fælt Misgreb, Harald i Ligklæderne, hvorom J. L. Heiberg har sagt de sande Ord: »Noget mere parodisk og slettere motiveret findes ikke i noget af Oehlenschlægers Stykker«. Men med alle dets Fejl og Mangler er der over dette Drama en Ungdomsfriskhed, en fyndig Kraft og en Rigdom af ægte dramatiske Situationer, der stiller det i Række med Digterens bedste Skuespil. Ved sin klare Handling og sin lidt firkantede Menneskeskildring, som med al ønskelig Tydelighed sætter Skel mellem gode og onde, maatte det frem for de øvrige Tragedier have Betingelser for at kunne virke i en folkelig Opførelse paa et folkeligt Publikum.

I et Brev til Christiane af den 3. December 1807 fortæller Oehlenschlæger: »Jeg agter at skrive endnu en Tragoedie, mens jeg er her, og har allerede giort Planen; det er en Kierligheds-Tragoedie.« Det er første Gang, Digteren omtaler sit næste store Værk: »Axel og Valborg«. Kun to Maaneder senere hedder det i et Brev til H. C. Ørsted (3. Februar 1808): XIX »In Parenthesis vil jeg lade Dig vide, at jeg for Øieblikket arbeider paa 5te Akt af en ny Tragoedie, og at de 4 første ere fuldkommen færdige. Tal til Ingen herom. Aarsagen, hvorfor jeg holder det hemmeligt, er, at den dumme Theaterdirektion, naar den hører, jeg skriver saa meget, kunde faae Frygt og Bævelse. Jeg bringer min nye Tragoedie med mig i Juli, naar jeg kommer hjem.«

Antagelig har Oehlenschlæger været færdig i Løbet af Februar; under Resten af Pariseropholdet omtales det nye Værk ikke i Brevene hjem*). Midt i August forlod han Seinestaden, og fra Zürich bebudede et Brev til Fru Rahbek (16. September), at »Axel og Valborg« nu kunde ventes. Digteren stolede paa, at den hos Vennerne vilde faa samme gode Modtagelse som sine Forgængere. »For Publicum er det udentvivl det af mine Stykker, som vil have meest Interesse og som lettest lader sig opføre.«

Var det af Hensyn til Teaterdirektionen (for ikke at overfylde Markedet med Tragedier?), at Hjemsendelsen lod vente saa længe paa sig? I November regner Oehlenschlæger med, at »Axel og Valborg« omsider, »efter et Aars Forløb næsten«, er naaet til København og har vist, at han ogsaa forstaar at *

XX »fremstille Kierligheden« (Coppet 16. November, til Christiane). Men endnu skulde der gaa næsten to Maaneder, inden den længselsfuldt ventede Pakke kom Adressaten i Hænde (11. Januar 1809). Tre Dage senere skildrer Christiane i et jublende Brev den begejstrede Modtagelse. Fru Rahbek stemmer i med; Rahbek skriver: »Jeg kiænder i hele den dramatiske Litteratur saare faa Sørgespil, der i den Grad forene classisk Correction med tragisk Interesse, som dette sande Sørgespil.« Og han skyndte sig at sætte en begejstret Forhaandsanmeldelse i sit stærkt forsinkede Decembernummer af »Ny danske Tilskuer«. Længe inden Stykket var blevet opført eller var udkommet i Boghandelen, havde det halve København læst det; Christiane fortæller fornøjet om Folks Iver efter at laane Manuskriptet til Læsning og Afskrivning. Et Par af de Afskrifter, der cirkulerede Byen over, findes endnu paa Det kgl. Bibliotek.

Denne Gang havde Oehlenschlæger valgt et Emne, som paa Forhaand kunde paaregne en betydelig Interesse hos hans danske Publikum. Gennem to Aarhundreder havde Romanvisen om Axel Thordsøn og Skøn Valborg været kendt og elsket. Denne Skildring af Senmiddelalderens ideale Ridder og ideale Jomfru stammer fra katolske danske Adelskredse i Reformationstidens Norge; dens talentfulde Forfatter har været fortrolig baade med Hofliv og med kirkelige Forhold. Forskellige Tryk af Visen var i Omløb i det 17. Aarhundrede; 1695 optog Syv den i Fierde Part af sin Folkevisesamling, og han har Ansvaret for at have fortolket Gidskeslægten (en anset Stormandsfamilie i Norge) som den Gilske Slægt og sat den i Forbindelse med Kong Harald Gilles XXI Navn. Om Digtets hurtige Popularitet vidner allerede et Par fyndige Vers af Jens Steen Sehested († 1698) i hans »Pigernes Dyd- og Laster-Spejl«:

Hun kvæder med Behag Hr. Axel Thordsens Vise,
Hr. Eskild véd hun højt for hans Bestand at prise.
Men Sortebroder Knud bandsætter hun af Harm,
Fordi Hr. Axel ej fik Valborg i sin Arm.

Holberg stiklede gentagne Gange til Visen (den hører til Peder Paars' Yndlingslekture!), Wadskiær har i et Bryllupsdigt fra 1742 sympatisk reproduceret Scenen, hvor den lille Valborg leger med Æble og Blomme. Men først Førromantiken indførte Axel og Valborg i den rigtige »fine« Litteratur. 1775 fremkaldte en Prisæskning i Norske Selskab P. H. Frimans følelsesfulde Romance, der dog vidner om et ægte Digtersind, og en tør Heriode i Popes Maner af Jomfru Dorthea Biehl (»Brev fra Valdborg Immersdotter til hendes Veninde«). Ogsaa Dramatikerne lod sig friste: Rahbek kæmpede tre Aar forgæves med Stoffet; fra P. A. Heibergs Ungdom findes i Manuskript en Førsteakt, som ikke er uden Værdi; bemærkelsesværdigt er det, at Visens Haagen her som hos Oehlenschlæger identificeres med Hakon Herdebred, og at Kampen mod Erling Skakke er Baggrund for Handlingen. Ganske værdiløst er det tredie dramatiske Forsøg, Jonas Reins stivbenede og kedsommelige Dyds- og Humanitetstragedie »Hagen og Axel« (1786).

Oehlenschlæger har til sin nye Tragedie benyttet Franskmændenes klassiske Skema med Overholdelse af ialtfald to af de berømte tre Enheder: Tidens og Stedets. Handlingen varer akkurat et Døgn, og Scenen er uforandret gennem alle fem Akter den mægtige XXII Domkirke. Men han har i Kompositionen bevaret den germanske Forkærlighed for broget Afveksling i Situationerne og for ydre Scenevirkninger som Optog, Slag paa Scenen m. m.

Denne strenge Koncentration om Tid og Sted har naturligt medført Ændringer i Handlingen i Sammenligning med Visen hos Syv; Ændringer, der er begrundede i Forskellen mellem dramatisk og episk Digtning. Oehlenschlæger har beholdt Fortællingens Højdepunkter: Valborg, der læser Axels Frierbrev; det store Optrin, hvor Kirken skiller de elskende; Afskeden imellem dem. Og med kyndig Omtanke har han overalt tilpasset Stoffet til den nye Form. Aldersforskellen mellem Axel og Valborg mindskes - i Visen er hun kun et lille Barn, da han drager udenlands. En Pilgrim, som Axel i Visen træffer i Velskland, giver Oehlenschlæger Idéen til Forklædningen. Digteren adskiller og udnytter dernæst med Virkning de to afgørende Hindringer for Brylluppet, som i Visen nævnes i Flæng. Han lader Axel opnaa Pavens Dispensation for det kødelige Slægtskab; dobbelt rammer Slaget saa, da Brudeparret standses med Nyheden om, at de tillige er Daabssøskende for Gud. I Visen er de to trolovede indkaldt til at møde for Kapitlet og er altsaa forberedt paa den Skæbne, som venter dem. I Tragedien overlever Kongen Axel, der har ofret sit Liv for at redde hans; i Visen beder Kongen døende Axel om at hævne ham; Axel lyder Befalingen, men falder kort Tid efter med 18 Saar i Brystet Ny er ogsaa Valborgs Død; Visen ender med, at hun giver sig i Kloster.

Digteren har dernæst tidsfæstet sit Stof, placeret XXIII Handlingen i et stormfuldt Afsnit af Norgeshistorien. Han har gjort Kongen til den unge Hakon Herdebred, som 1162 blev overvundet af Erling Skakke ( dog ikke i Trondhjem, men paa Romsdalsfjorden); Axels og Valborgs rene Menneskelighed virker dobbelt stærkt paa Borgerkrigens mørke Baggrund. I Peringskiölds Udgave af Heimskringla fandt han en Askel fra Førland flygtigt omtalt mellem Kong Hakons Mænd. Studier i Snorre og i sjette og syvende Tome af Suhms Danmarkshistorie har hjulpet ham til at indpasse Axels Skæbne i Begivenhederne omkring det 12. Aarhundredes Midte og til at give Tragedien den fremtrædende historiske Kolorit, som udmærker den fremfor den temmelig tidløse »Palnatoke«. I Fortalen har Digteren gjort Rede for sine Kombinationer; et morsomt Indblik i hans Værksted giver følgende bevarede Optegnelse fra et af Værkets ældste Tilblivelsesstadier:

Jeg giør Axel til en Søn af Thord Husfreya Kong Eistens Mand, som faldt i Slaget med ham. Han følger Kong Eisten paa Toget hvor Kongen slaaes ihiel. Af Misfornøielse over den indvortes Krig og for at flye sin Kierlighed reiser han til Danmark 1157 og redder Absalon ved et Tilfælde (Suhm VI Tome 251), giør Bekiendtskab med Henrik Løve og Svend Grathe og følger med ham til Tydskland og følger ham paa sin vendiske Tog. 1159 gaaer han med et Brev til Rom til Hadrian for Keiseren og Hertugen og faaer ved den Leilighed Dispensation af Hadrian. Lærer i Italien at kiende den nubiske Geograph Abu Abdalla Muhamed. Han giør Toget med til Crema og Beleiringen af Mailand. Men da Keiseren lokker den oprigtige Waldemar til at tage Riget til Lehn, bliver Axel vred*), og reiser igien til Norden, da han hører at Striden *

XXIV mellem Inge og Hakon er endt, for nu at tiene Hakon mod indenlandske Fiender i det Haab at denne skal bringe samme Enighed og Roe i Norge, som Waldemar i Danmark.«

Man ser, hvorledes Oehlenschlæger under den endelige Udarbejdelse har maattet resignere. En Række overflødige Enkeltheder er skaaret bort; andre, som det Handlingen ret uvedkommende Valdemarparti, er blevet staaende som Rudimenter af den oprindelige Plan.

»Axel og Valborg« er Oehlenschlægers første store Kærlighedstragedie, men den har samtidig et videre Sigte. Den forherliger den nordiske Trofasthed: »Han døde Kongen, hun sin Bejler tro«. Konflikten mellem Individ og Samfund, mellem Kærlighed og Hirdmandstroskab viser, at Digteren ikke forgæves har besøgt Tragedieaftnerne i »Théâtre français«. Axel skal ikke blot (som i Visen) ofre sit Liv for Kongen; han skal frivilligt give Afkald paa Valborg for at bringe dette Offer. Her laa den store Vanskelighed, til hvis Løsning Rahbek begejstret lykønskede Vennen: »Især beundrer jeg den mesterlige Maade, hvorpaa du har faaet Axels Død, der for os Andre var en aldeles utragisk Hændelse, til en sand tragisk Hovedbegivenhed, et Hovedled i den Demantskiæde, der forbinder og forskiønner det Hele«. Men det vil imidlertid ved et nærmere Blik paa Kompositionen vise sig, at dette Resultat kun er naaet paa Bekostning af Tragediens indre Logik, saa at det er et stort Spørgsmaal, om ikke den Skade, der er anrettet, er større end de Fordele, som er opnaaet.

XXV

De første Akter kan tjene som Eksempel paa en naturlig og smuk Komposition. Forhistorien er fortræffeligt givet. Spillet mellem Axel paa den ene Side, Knud og Kongen paa den anden, er fyldt med ægte dramatisk Liv. Mødet mellem de elskende hører til det skønneste, Oehlenschlæger nogensinde har skrevet. Det store centrale Optrin, hvor Krisen indtræder, vil aldrig forfejle sin stærke Virkning, og den lange, men dejlige og saa menneskeligt rige Afskedsscene holder sig paa samme kunstneriske Højde. Digteren har som en Mester løst første Del af sin Opgave: at skildre Axel som den trofaste Elsker, hvis Livs Lykke knuses just i det Øjeblik, da den helt og fuldt synes at tilhøre ham.

Men nu skal Helten vise sin Troskab mod sin kongelige Rival, bringe ham det højeste Offer. Og for at opnaa denne Virkning i sin Tragedie, for at forbinde Historien om Axels Kærlighed og om Axels Heltedød, har Oehlenschlæger opfundet den temmelig absurde Vilhelm-Episode, som fylder Slutningen af tredie og næsten hele fjerde Akt, og som forøvrigt er laant fra femte Akt af Schillers »Don Carlos«.

Vanskeligheden ligger ikke blot i den plumpe Maade, hvorpaa Genganger-Idéen er praktiseret, og i den moralsk set betænkelige Motivering for dette kirkelige Bedrag. Heller ikke i den ligesaa smagløse som usandsynlige Rædselshistorie om Eleonora von Hildesheim, der anbringes for at gøre den hæderlige gamle Biskop til Interessent i dette tvivlsomme Foretagende. Den ligger først og fremmest i Digterens Attentat mod Stykkets egen Aand.

Det er et haardt Forlangende, at Erkebiskoppen XXVI villigt skal opgive sit høje Embede udelukkende for at flygte med det elskende Par til Tyskland og foretage Vielsen der. Men selv dette Offer vilde ikke paa nogen Maade bringe den virkelige Vanskelighed ud af Verden. Thi Kirkens Skilsmissedom staar stadig ved Magt, og den skulde en af Kirkens højeste Tjenere uden Skrupler kunne se bort fra, naar han i Forvejen har anerkendt dens fulde Lovlighed? Saalænge Dommen ikke er omstødt af Paven, er den gyldig, selv om den ogsaa gaar de gode imod og tavoriserer de uretfærdige. Men denne Dom, Kærnen i hele Stykket, synes Digteren i de sidste Akter ganske at have glemt, ligesom han overser, at Knud jo ikke er en Bedrager, men formelt set har hele Retten paa sin Side. Det er fremdeles Kirkens Dom og ikke Kongens overflødige Vagt, der er den eneste og virkelige Hindring for Axels og Valborgs Forening. Og saaledes som Oehlenschlæger har skildret de to, er det ganske udelukket, at de kan tage Afsked med hinanden for evigt - for faa Timer senere at indvillige i at flygte sammen.

Alt dette sker kun, for at Axel i det afgørende Øjeblik, da Luren høres, frivilligt kan ofre Kærligheden for Pligten mod Fædrelandet, sin egen Lykke for Statens Vel. Den trofaste Elsker er tillige den ideale Ridder. Og Oehlenschlæger har lagt den store Poesi over Scenen ved Valborgs stolte Afskedsord:

Nu gaae! Nu glemmer jeg dig aldrig!

Først i femte Akt er Digteren ved at komme fri af de Vanskeligheder, Konstruktionen har hildet ham i. Men selv der gør Stykkets Grundskavank sig gældende. Axel kan ingenlunde ved sin Troskab mod XXVII Hakon paa ny gøre sig Haab om Valborgs Haand. Selv om Kongen højmodigt gaar i sig selv og resignerer, kan dette ikke ændre det skete. Interessant er det til Sammenligning at se, at Visens Digter, der ligeledes skildrer Forsoningen mellem de to Rivaler, ikke med et Ord omtaler Valborgs Skæbne i den Sammenhæng - fordi det Spørgsmaal nu engang havde fundet sin uigenkaldelige Løsning. Men Oehlenschlæger har villet lade Kongen sone sit egennyttige Overgreb, saa at Axel i sin Heltedød kan tage Afsked med Livet uden Bitterhed. Han dør, rigt lønnet for sin Trofasthed, efter at have vundet: »en trofast Elskerinde, en Ven, en Konge, som sit Hierte lød«. Valborg følger sin Ven i Døden; Kongens Fald løser Forbandelsen over Harald Gilles Æt. Tragedien afsluttes saaledes ikke blot med Axel og Valborgs Død; Gilleslægtens Undergang sætter Punktum for et helt Tidsafsnit i Rigets Historie.

»Axel og Valborg« er saaledes intet lydefrit Mesterværk, men det er alligevel et Hovedstykke indenfor Oehlenschlægers Produktion samtidig med, at det er hans populæreste Tragedie, den eneste, som til Dato har passeret de 100 Opførelser. Dets varige Værd beror paa den skønne og levende Menneskeskildring.

Her er ikke blot, som i »Palnatoke«, Personerne i anden Række lykkedes. De er meget levende: den besindige, kraftige Sigurd, hvem Kongen føler som en evig Tugtemester over sig, eller den baade saa menneskeligt medfølende og dog saa værdige og myndige gamle Erkebiskop. Sortebroder Knud er, især i de første Akter, en adskilligt finere tegnet Karakter end Popo. Hans nedrige Adfærd mod de XXVIII elskende er dikteret af Magtbegær, deres Ulykke er et Middel for ham til yderligere at sikre sig Kongens Gunst. Blandt Oehlenschlægers ellers noget stereotype Skurke er denne vantro Kyniker, som endog vandt Baggesens Bifald, sikkert den heldigste. Paa hans frække Fjæs lyser Spot, Sleskhed og Frivolitet - rigt nuanceret især i hans kostelige første Scene med den hjemvendte Axel.

Men ogsaa Hovedpersonerne er alle betydelige. Palnatokes Modstandere var blottet for hæderlige Egenskaber. Denne Svaghed er heldigt undgaaet i Skildringen af Kongen, hvor en sammensat Karakter er lykkedes Digteren overraskende godt. Kilden (Snorre) har ingen Støtte kunnet yde. Hakon Herdebred var kun en stor Dreng, da han faldt; de mange unge Konger, som i det 12. Aarhundredes Midte kæmpede om Magten i Norge, har kun været Dukker i Hænderne paa de mægtige Stormænd, der var Landets virkelige Herrer. Oehlenschlægers Hakon er nok lidt ældre end Sagaens femtenaarige Fyrste, men ogsaa han maa tænkes som en pur ung Mand, umoden, uudviklet, uerfaren og stædig. Forbavsende godt er denne forkælede Dreng, som ikke vil lade sig sige, skildret; en meget levende Blanding af uhøflig ungdommelig Overlegenhed og en hovmodig ydre Fremtræden, der pludselig kan slaa over i Desperation, som i Scenen med Axel, hvor Kongen selv gaar i den Fælde, han har stillet for sin Medbejler. Kosteligt er hans Raseri i Slutningen af anden Akt; han hugger Navnetrækket ned, skælder og smælder som et Fruentimmer - en Scene, Baggesen ikke forstod, men en af de mange Lystspilsituationer, som liver op i Tragedierne. I sin selvraadige Trods sætter Hakon

        

XXIX alt paa Spidsen, glemmer alle Hensyn og Pligter for sin Lidenskab, der gør ham uædel og grusom; men han er i Virkeligheden en svag Natur, der viger for et fast Blik og et myndigt Svar. Alligevel - paa Bunden gemmer han de rette fyrstelige Egenskaber: Selvbeherskelse og stolt Højsind. Han lærer at sejre over sig selv og kan derfor falde som en ægte Konge. Oehlenschlæger har sikkert til Skildringen af Hakon lært adskilligt af Racines Helte, selv om han fandt, at de var »slette og nedrige Karle«.

Kongens fødte Modsætning er Axel, den sande oehlenschlægerske Helt. Han er en helt usammensat Natur. Og faa har saa ægte som Oehlenschlæger kunnet skildre de rene, stærke, helt elementære Følelser: Heftigheden overfor Knud; den overstrømmende Glæde ved Mødet med Valborg og den næsten ordløse Fortvivlelse, da alt brister for ham. Han kan ikke tro paa sin Lykke og ikke fatte sin Ulykke. Axel er et umiddelbart Udtryk for skøn Menneskelighed, det simple og det hjertelige er hans Natur. Han er skildret som den modne, alvorlige Mand overfor den hæftige Konge; hans Kærlighed er mindre præget af brændende Lidenskab end af den varme Trofasthed. Men den uforsagte Helt er samtidig et Stykke af en veg Drømmer; en Type, som sikkert laa Digterens Hjerte nærmere end den raske Handlingens Mand.

Betegnende og rigtigt set er det, at Valborg er den stærkeste Natur af de to, som Kvinderne ofte er det i Oehlenschlægers Tragedier. Hvor hans blinde Optimisme slaar over i fuldstændig Modløshed, er hun den moderlige Trøster. Hendes Kærlighed er lige saa XXX rig som hans, men hun giver sig ikke hen i sin Lykke, som han gør det; derfor kan hun bedre bære Ulykken. Hendes tilkæmpede Ro, som baade er nordisk og skøn, svigter hende ikke i Afskedens Øjeblik; hun bryder ikke ud i Klager, da hun knæler ved sin elskedes Lig. Kun de sværmeriske Gengangerfantasier i sidste Akt er udenfor Rollen; de er et Offer til Tidens sentimentale Smag, som den store Digter selv ikke kunde sige sig ganske fri for. Men bortset herfra er en højbaaren og i ædleste Forstand enfoldig Tankegang gendigtet med gribende psykologisk Sandhed. Selv den digteriske Frihed i Skildringen af hendes pludselige Død under Vilhelms Vise føles ikke som et Brud paa Tragediens indre Sandhed. Den voldte senere Oehlenschlæger mange rationalistiske og medicinske Skrupler, men er gentaget af Crillparzer i hans Hero (»Des Meeres und der Liebe Wellen« 1831). Valborg virker betydeligere end Axel, hun som paa engang er den trofaste og den stærke. Hun er overhovedet den største Kvindeskikkelse i Oehlenschlægers Teater - paa sin Vis ligesaa skøn og ligesaa sand som Shakespeares Julie.

»Correggio«, den sidste af de store Tragedier fra Udenlandsrejsen, indtager allerede ved sit Emne en Særstilling. Oehlenschlæger havde før skildret nordiske Konger og Helte. Nu vender han Blikket mod Syden; den ydre Slagtummel afløses af de indre Kampe; Hovedpersonen er en ukrigerisk Kunstner. Men Prologen indskærper os, at det tragiske lige saavel kan træffes i det stille, tilsyneladende fredelige Husliv som i Historiens store Opgør. Vendt mod Hakons, Palnatokes og Axels Heroisme hedder det, XXXI at ikke blot den, der lærer os at dø, er en Helt, men ogsaa den, som lærer os at leve.

Dette betydningsfulde Værk, hvori Digteren søger at forklare og begrunde sin egen Kunstnertype, har en længere Tilblivelseshistorie end nogen anden af Tragedierne. I Dresden havde Oehlenschlæger modtaget de første Indtryk af Correggios Kunst; her saa han »Natten«, det berømte Billede af Kristi Fødsel, og Kopien af den bodfærdige Magdalene. I Paris læste han hans Levned i Vasaris Kunstnerbiografier, og Legenden om Correggios Død under den tunge Pengesæk satte straks hans Fantasi i Bevægelse. Midt under Arbejdet paa »Palnatoke« skrev han til Ørsted (1. Marts 1807): »Jeg har et herligt Sujet til en Tragoedie; Planen er færdig i Hovedet, og jeg tænker snart at begynde derpaa«. Et vigtigt Brev til Goethe fra Maj samme Aar gaar dybere ind paa Emnet. Idéen til Scenerne med Mikel Angelo og Giulio Romano staar allerede tydeligt for Digteren. Hensigten med det nye Værk, fortæller han, skal ikke blot være at fremstille den tragiske Konflikt, hvori Kunstneren staar til det almene Liv, men tillige at skildre Modsætningen mellem akademisk Lavsaand, Partigængeri og den impotente Kunstdiskussion paa den ene Side og den glade, godlidende produktive Kunstnerkarakter paa den anden. Altsaa samme Modsætning, som Oehlenschlæger i sit Hjerte fandt mellem sig og Brødrene Schlegel.

Andre Planer - »Axel og Valborg« bl. a. - kom hindrende i Vejen. Oehlenschlæger glemte imidlertid ikke sit Kunstnerdrama, med besluttede at vente med Udarbejdelsen, til han kom til Italien, hvor de rette Omgivelser vilde skabe den rette Stemning.

XXXII

1. Marts 1809 forlod han Coppet, og paa Nedrejsen til Rom fik »Correggio«-Planerne nyt Liv. Indvielsen til det nye Værk fik han under Correggios Kuppel i Parmas Domkirke; i sin tyske Dagbog noterede han følgende Bøn, der viser hans Ærefrygt for Kunsten og hans religiøse Tro paa dens Mission: »Lad mig blive en god Digter, kære Gud! Du har skabt mit Hjerte for Kunsten, og den er den eneste Kikkert, som lader mig skue Dig. Lad mig leve i mine Værker efter Døden som denne gode, livsfriske Correggio, saa at jeg som han, naar jeg er Støv, endnu kan henrive og begejstre mangt ungdommeligt Hjerte!« Og den endelige Beslutning blev taget i Palazzo ducale i Modena, foran en Fresko over Kaminen, som sagdes at være et Ungdomsarbejde af Correggio (Beskrivelsen af den stemmer ikke ganske overens med noget bevaret Værk af Kunstneren). Her ser man en Engel byde Jesusbarnet en Skaal med Kirsebær, som det spiser paa sin Moders Skød. »Havde Correggio end Intet andet malet af dette Slags, saa var det allerede nok til at give hans Forhold i mit Sørgespil til Kone og Barn historisk Sandhed.«

I April kom han til Rom. Han følte sig hurtigt hjemme i den dansk-tyske Kunstnerkreds, hvor Thorvaldsen indtog Forsædet; dens faglige Drøftelser maa være kommet Tragediens Kunstdiskussion tilgode. I den hedeste Sommertid flyttede han med en Del af Vennerne til Grotta ferrata. Begge Steder arbejdede han flittigt paa sin »Correggio«.

Medens Oehlenschlæger i Paris havde følt og digtet som Nordbo, er han Kosmopolit i sit nye Drama. Han kom ligefra det internationale Digterhof XXXIII paa Coppet; hans Omgang i Rom var væsentlig tysk; selv hans Rejsedagbog er forfattet paa Tysk. Han følte sig som Europæer, vilde have et større Publikum i Tale, og derfor blev ogsaa »Correggio« digtet paa et fremmed Sprog. Til Ørsted meldte han den 20. August 1809 fra Rom, at den nye Tragedie var færdig; den skulde vise Tyskerne, hvad han kunde give i deres Tungemaal, naar han ikke i Forvejen (som ved Oversættelserne af »Aladdin«, »Hakon Jarl« og »Palnatoke«) var bundet af en dansk Originaltekst. Dog beder han Ørsted om ikke at fremhæve dette for stærkt hjemme. »Der kunde muligt nogle Patrioter være saa dumpatriotiske, at det lagdes mig til Last«. Med Henblik paa den kommende danske Udgave fortsætter han: »Stykket er skrevet i begge Sprog, kan Du sige, hvis der skulde tales derom, paa Tydsk og Dansk, ligesom de nye Almanaker.«

Her har vi altsaa Forklaringen paa, at »Correggio« i sproglig Henseende ikke kan maale sig med de tidligere Værker. Allerede Samtiden - Provst Fr. Schmidt - klagede over den tunge Diktion og den ukorrekte Versbehandling; »man kunde fristes til at anse Stykket for en Oversættelse, hvilket det da vel ogsaa endelig er«. At denne Oversættelse i Enkeltheder er lykkedes fortrinligt, udelukker ikke, at den paa en lang Række Punkter (se herom Noterne!) kun meget klodset gengiver Originalen. Og selv om den tyske Tekst viser Fremskridt i Beherskelsen af Sproget i Sammenligning med »Aladdin«-Oversættelsen, saa var og blev det dog et fremmed Sprog for Digteren, hvori han aldrig kunde opnaa samme Virkninger som i sit Modersmaal.

XXXIV

Fra en senere Tids Synspunkt kan det altsaa kun beklages, at Værket digtedes paa Tysk. Men Oehlenschlæger selv havde den Tilfredsstillelse, da det i 1816 udkom i Tyskland, at det vakte større Opsigt dér end noget af hans tidligere Arbejder. Det gav endda Stødet til Fremkomsten af en helt ny Skuespiltype: Kunstnerdramerne; baade Van Dyck og Raffael, Dürer og Ostade blev bragt paa Scenen, indtil Tieck satte en Stopper for hele Genren i sin udførlige og skarpe, men lærerige og interessante Anmeldelse af »Correggio«.

Tieck bebrejder Oehlenschlæger meget stærkt, at hans Maler kun har det berømte Navn fælles med den store Renæssancemester, »den lykkeligste, den overgivneste, den overmodigste af alle dødelige«. Correggios Kunst burde have givet Digteren en Forestilling om hans Væsens høje Sikkerhed og hans Fantasis legende Munterhed. Oehlenschlæger havde i Modsætning til sin tyske Digterven ikke megen Forstand paa Kunst, selv om den rent indholdsmæssigt kunde optage og inspirere ham. Han er da sikkert heller ikke kommet til at interessere sig for Correggio gennem hans Værker. Et Par Anekdoter om hans Liv har sat Fantasien i Bevægelse; det har ikke været hans Hensigt at give et tro Portræt af »Natten«s Maler - han havde ingen kunsthistoriske Aspirationer - men med Correggio som Udgangspukt at skrive et Drama om en Kunstners Kampe og om Kunstens Kaar. Hans beundrede Mønster var Goethes Digterdrama om Tasso, der heller ikke tilstræber historisk Korrekthed i Skildringen af den halvt sindssyge Renæssancepoet og hans Omgivelser. Og i Goethes Ungdomsdigtning har han XXXV med Udbytte studeret den lille Trilogi »Kunstlers Erdewallen, Vergötterung und Apotheose«, som djærvt og usentimentalt skildrer Kunstnerens Kamp mod økonomiske Vanskeligheder, mod manglende Forstaaelse og smaalig Kritik - og dernæst Eftertidens sene Beundring for den, hvem Samtiden kun havde Sultekaar, men ingen Paaskønnelse tilovers for.

Hvad Goethe havde digtet, var netop det samme, som Oehlenschlæger med Bevægelse læste i Vasaris 85nde Biografi, iøvrigt en af de tyndeste og upaalideligste i den berømte Samling. Ganske flygtigt tegnes her Correggios beskedne, vennesæle Karakter og de trykkende Omstændigheder, han levede under. Vasari skildrer ham (uhistorisk) som Autodidakten og fremhæver hans Mesterskab i Koloriten, medens han i Tegningen ikke opfyldte Kunstens strængeste Fordringer. Dernæst opregner han hans Hovedværker og fortæller Legenden om hans Død: den arme Kunstner maatte slæbe en Sæk med 60 Scudi i Kobberpenge fra Parma til Correggio, overanstrengte og forkølede sig paa Vejen og døde kort efter i sit Hjem af en hidsig Feber. Oehlenschlægers lidt massive Fantasi og hans borgerlige Sentimentalitet har ikke kunnet staa for dette folkelige Symbol paa Kunstneren, der bogstaveligt segner under Byrden af sine økonomiske Besværligheder. Scenen med Sækken er Nøglen til den ydre Handling i den nye Tragedie.

Men der var endnu en Historie i Omløb om Correggio, som Vasari ikke kendte; den kan kun føres tilbage til det 17. Aarhundredes Slutning. I Bologna skal Correggio foran Raffaels »Hellige Cæcilia« have XXXVI udraabt: Anch' io sono pittore - ogsaa jeg er Maler! Denne tilsyneladende saa selvbevidste Ytring har Oehlenschlæger aandfuldt og dybsindigt tydet som Gennembruddet hos en søgende Kunstner, der - stillet overfor det højeste - endelig naar til Visheden om sine Evner og til Troen paa sig selv og sin Kunst. Anekdoten er blevet den frugtbare Kærne for Tragediens ulige værdifuldere indre Handling. Saaledes fører allerede Digterens Kilder os ind til Dramaets Idé og forklarer dets Komposition.

I sin Anmeldelse kaldte Baggesen »Correggio« et Læredigt, en æstetisk Afhandling. Der er noget om det. Den principielle Diskussion indtager en større Plads her end i Oehlenschlægers øvrige Skrifter. Det er, som om han her ved Afslutningen af den største og frugtbareste Periode af sit Digterliv vender sig tilbage for at forklare og forsvare sin Opfattelse af Kunsten. I Tragedien samler Digteren sin Opmærksomhed om fire Spørgsmaal, der skiftevis belyses, efterhaanden som Handlingen skrider frem. Kunstnerens Forhold til Omverdenen og til sin egen Kunst er de to vigtigste. Men dertil kommer Forsvaret for en bestemt Kunstnertype, bag hvilken man aner Digteren selv, og endelig Forherligelsen af Kunstens Magt og Storhed. Handlingen er gennemført med den tætte Koncentration i Tiden, som udmærker Tragedierne fra Udenlandsrejsen. De tre første Akter spiller uden Ophold omkring Middagstid i Correggio; samme Aften staar Kunstneren med sit Billede i Ottavios Sal i Parma (fjerde Akt), og inden Daggry tager han døende Afsked med Kone og Barn i Skoven ved Eremittens Hytte (femte Akt).

Kunstnerens Forhold til Omverdenen er givet i XXXVII lidt traditionelle Variationer over det kendte Tema: »Hvor mangen stor Mand, tænkte jeg, siden forgudet, men miskendt af sin Samtid, har ikke anstrængt sig for sit Udkomme, og slæbt sig ihiel paa den knappe Løn?« Saaledes stilles den fattige, upraktiske Antonio, som tilmed ikke taaler stærke Sindsbevægelser ovenpaa sin farlige Sygdom, straks da Stykket begynder overfor Verdens Kynisme og Ondskab i Adelsmanden Ottavios og Værten Battistas Skikkelser. Den sidste forfølger ham med sit uforstilte Had. Den første interesserer sig ikke, som den arme Maler tror, for hans Kunst, men i høj Grad for hans Kone og tilføjer ham en dødelig Fornærmelse med sit ligesaa ærekrænkende som utrolige Forslag om at arrangere en ægteskabelig Trekant (den besynderligste Figur og det ubegribeligste Optrin i Oehlenschlægers samlede dramatiske Produktion!). Correggios Menneskelighed trædes brutalt under Fod; hans rige Kunst lønnes af Verdens Ondskab med den tunge Sæk Kobberpenge, som han slæber sig tildøde under - netop i det Øjeblik, da Paaskønnelsen endelig begynder at vise sig. Meget mere levende er den nydelige Skildring af Antonio som Ægtemand og Far: Konflikten mellem hans Pligt til at skaffe Familien Brødet og hans indre Kald som Kunstner, der trods Mismod og Tvivl bestandig holder ham fast, eller af Hustruens blinde Tillid og trofaste Hengivenhed. Men Digteren har været lidt for rørt over sin Helt; det mærkes især i Dødsscenen med den sentimentale Afsked med Hustruen og den lille Giovanni.

Oehlenschlæger har skildret sin Correggio som en ren Martyr i Kampen for den borgerlige Eksistens;

        

XXXVIII han er for god til denne Verden; hans Modstandere er uvidende og lumpne Personer. Medfølelsen med Mester Antons triste Skæbne løber i de sidste Akter ud i den rene Sentimentalitet; Digteren plæderer med en saadan Iver sin Klients Sag, at alle Omstændigheder, ogsaa de mest urimelige, kritikløst tages med. Tieck dyede sig ikke for at drille ham: Hvorfor gaar Correggio dog ikke hen og faar de Penge vekslet? Eller, hvis det er for sent at komme til Vekselereren, hvorfor lejer han saa ikke en Drager til at slæbe Sækken? Han tilføjer vittigt: »Mein Erstaunen über diese unerhörte Einfalt übersteigt mein Bedauern seines Untergangs.«

Heldigvis er Stykket andet og mere end dette. Det stiller ikke blot Kunstneren i Relation til Omgivelserne, men det lader os faa Indblik i de Kampe, der staar i hans egen Sjæl. Correggio gennemgaar en virkelig Udvikling i Tragedien. I Ly af den dramatiske Kunsts ældgamle Privilegier har Digteren i faa og store Scener sammentrængt Aars Oplevelser og sjælelige Erfaringer. I kort Begreb skildres her et helt Kunstnerliv.

Først kommer den umiddelbare Periode. Kunstneren skaber, fordi han ikke kan andet - uden at reflektere over sin Kunst. Han lever et rent Planteliv. Men saa kommer Kritiken ind i hans fredelige Tilværelse; den møder ham baade med den knusende Dom og med den beundrende Hyldest. Og Kritiken tvinger til Selvransagelse; han stilles overfor det fundamentale Problem: Er jeg Kunstner, eller er jeg det ikke? - I de to Akter, der indeholder Correggios Møde med de to store Mestre, som tilintetgør hans fredelige Idyl, træder Oehlenschlægers XXXIX Storhed baade som Dramatiker og som Psykolig overbevisende frem. Navnlig er den gennemførte Parallelisme i de afgørende Optrin: Mikel Angelos strænge tekniske Dom og Giulio Romanos sympatiske Forstaaelse af frisk og stor Virkning. Og det er sikkert med Urette, at man har bebrejdet Digteren, at han ikke i et nyt Møde mellem Correggio og Mikel Angelo lod den sidste tage sine haarde Ord i sig igen. Han har taktfuldt sparet Titanen for en pinlig Scene, og han har opnaaet en knappere, men fuldt saa stærk Virkning ved at lade Mesterens store Ring, som saa frygteligt havde fortalt Antonio, hvem den formentlige Farver var, erstatte et stort nyt Optrin, som Tegnet paa den absolute Oprejsning og Anerkendelse.

Correggio har vaklet mellem Tvivl og Tro. Saa giver Mødet med den store Kunst i Ottavios Billedsal ham den rette Maalestok i Hænde. Han har lært at skønne, at vurdere; han ved nu, hvor han selv staar, og hvad han formaar. Problemet: Kunstner eller Fusker? eksisterer ikke mere for ham. Han kan med Sandhed udbryde: Ogsaa jeg er Maler! Først nu er han moden til at bekranses som Mester, og Dramaets Modsætning mellem den ydre og den indre Handling tilspidses i den stort tænkte, men slet udførte fjerde Akt, der bringer Mennesket den dybeste Ydmygelse, Kunstneren den højeste Hæder.

I den Kunstnertype, Oehlenschlæger har fremstillet i Correggio, har han ført et varmt og begejstret Forsvar for sine egne Idealer. Gennem Eneboeren Silvestro bekender han sig aabent til Jorden, Sansernes Verden - med Brodden rettet mod den blodfattige Romantik:

XL

En Kunstner elsker Jorden; thi han elsker,
Som et elskværdigt Barn, det Sandselige.
Han stræber ofte vel, saa kiæk som Ørnen,
At stige over Field og Sky til Himlen;
Men ei dog ud af denne varme Luft,
Solstraalens Bad, den lette Silfes Næring.
Det ligger i Naturen; Livet maa
Jo elske Livet. Først den sølvgraa Alder
Seer uden Gysen i det øde Dyb.

Og »Aladdin«-Tanken er paa en lidt farlig Maade ført videre. Correggio, det selvlærte, harmoniske Naturgeni, ses i Modsætning til den akademiske Skoleuddannelse, selv hvor den er parret med Smag og Talent som hos Giulio Romano. Geniet, hedder det med et uforsigtigt Paradoks, gror ikke i et Drivhus, men maa vokse vildt. Men samtidig hævdes Typens Selvstændighed og Værd overfor det storestrænge Geni, der bevidst øver sin Kunst. Det er Digterens Revolte mod Goetheklassicismen - han har selv ved en Bemærkning i sit »Levnet« bekræftet den naturlige Formodning, at han med Mikel Angelo har tænkt paa sin store Mester i Weimar. Correggio finder ved Synet af Mikel Angelos Mediceergravmæle, at det er »stort og skiønt, dog dødt og sorgfuldt«. Mod den store Stil sættes den brogede Munterhed, mod »det Strængt bestemte, Lige« det blidt afrundede. Samtidig med, at Correggio-Oehlenschlæger bøjer sig dybt for Mikel Angelo-Goethe - det fremhæves eftertrykkeligt, at her staar det ufuldkomment skolede Geni overfor den strængt øvede Mester - hævder han alligevel, beskeden, men sikker i sin Sag, sin Plads i Kunstens store Rige. Opgøret er saa levende, fordi det er dybt personligt. Dette mærkes ikke mindst, hvor Digteren understreger, at den store XLI Kunstner ogsaa maa være det gode Menneske. Stykkets mest betegnende Sentens lyder saaledes:

Hiertets Godhed er det kiæreste i Kunsten, som i Livet.

Tilsidst hæver Tragedien sig til en romantisk Forherligelse af Kunstens Storhed og Magt, dobbelt grel paa Baggrund af Kunstnerens Elendighed og Ulykke. Sidste Akt er, hvad Tysken kalder »Tod und Verklärung« - Kunstens Sejr, Kunstnerens Undergang. Naar Eneboeren begejstret kaldte Kunsten »den skiønne Bro Regnbuen, som forbinder Jorden med den hvalte Himmel,« saa ser vi tilsidst denne Regnbue lyse over den døende Antonio: det er Farverne, der kalder deres Mester bort fra dette Livs Elendighed til en højere Verden hisset. Og samtidig har hans Kunst betvunget Røvernes Mordlyst, reddet hans bitreste Fjendes Søn fra den visse Død, ført ham selv tryg gennem truende Farer, og bragt den gamle forhærdede Forbryder Battista til Vanviddets Rand af Fortvivlelse og Anger. Ogsaa Correggio falder som en Sejrherre - som Palnatoke og Axel gør det.

Men Demonstrationen af denne kunstneriske Trosbekendelse tager i den Grad Magten fra Digteren, at de to sidste Akter kun er en dialogiseret Allegori, ikke noget virkeligt Drama. Det hele opløses i Tableauer og Monologer. Medens der i de tre første Akter forekommer fem Monologer, er Tallet i de to sidste steget til ni, hvoraf alene de seks i fjerde Akt, og deres Omfang vokser mere og mere, jo længere Stykket skrider frem. Fra Tankens Side er Tragedien konsekvent nok gennemført - det gaar ikke an, som Heiberg og Tieck har foreslaaet det, at skære XLII de to sidste Akter væk, selv om de i dramatisk og teknisk Henseende er haabløse, og selv om deres digteriske Værdi heller ikke er stor. Dette gælder navnlig den fjerde; Correggios Møde med den store Kunst er blevet en naiv Museumsakt, hvor han, som Tieck siger, fryder sig som et Barn over de smukke Billeder - og netop ikke som en stor Maler! Sidste Akt indeholder dog mellem meget kunstigt og uinspireret (Lauretta-Scenen) saa dejlige Enkeltheder som Correggios store Regnbuemonolog.

Helt anderledes forholder det sig med de tre første Akter, som altid har været regnet mellem Perlerne i Oehlenschlægers Digtning. De repræsenterer en Genre, som Digteren selv træffende har kaldt den tragiske Idyl, og som han senere med Held har dyrket i fine Smaastykker som »Ærlighed varer længst« og »Den lille Hyrdedreng«. Disse første tre Akter er et virkeligt Drama, udspillet mellem levende Karakterer, mod hvilke stive allegoriske Dukker som Coelestina og den bodfærdige Røver Valentino tager sig besynderligt ud. Især har Skildringen af de tre store Malere fængslet Oehlenschlæger.

Correggio selv er, som vi allerede har set, den passive Helt i Modsætning til Krigere som Hakon og Palnatoke. Han er en Fredens Mand; afviser saaledes Tanken om en Duel med sin Fornærmer. Oehlenschlæger karakteriserer ham med et af sine Yndlingsord: Correggio er venlig (hvilket akkurat er en Nuance finere end det, Digteren paa sine gamle Dage med Sympati kaldte for et skikkeligt Menneske). Den store Kunstner er et rigtigt Hjertemenneske; rørende i sin Kærlighed til Hustru og Barn, godtroende overfor Verden, naiv og barnlig, mild og munter. Ved sin XLIII Nøjsomhed og sin gode Samvittighed er han Indbegrebet af alle borgerlige Dyder, som Axel var det af de ridderlige. Og da han er et inderligt godt Menneske og selv ved det, er der et Stykke af en Farisæer i ham, som naar han anstiller Betragtninger over Raffaels Privatliv. Denne lidt sødlige Figur er imidlertid saa levende tegnet med en Række fine og hjertelige Iagttagelser, at man virkelig tror paa ham. Han er Stemningsmennesket frem for nogen anden af Oehlenschlægers Helte; hans Sind er i en stadig Bølgen. Begejstret, livlig, helt slagfærdig kan han være, og selv om han hurtigt taber Modet - han synker fuldstændig sammen under Mikel Angelos Tordentale - saa lader alligevel, og dette er saa morsomt og saa nydeligt gjort, hans lette og lyse Sind sig ikke i det lange Løb hæmme. Trods alle alvorlige og bedrøvede Forsætter kræver Kunstnernaturen sin Ret; den strenge Dom kan ikke være den endelige, Optimisten i ham kan ikke give tabt. Overordentlig smukt er det skildret, hvorledes han med Iver søger at hævde den store Autoritets fordømmende Anskuelse overfor Giulio Romano, samtidig med at han begærligt aabner sit saarede Hjerte for den rige Anerkendelse, der møder ham lige saa uventet nu, som den strenge Kritik gjorde det før. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at Sentimentaliteten først i Stykkets sidste Halvdel tager rigtig Fart, indtil den kulminerer i Dødsscenen.

For at give en »medicinsk« Forklaring paa det triste Optrin med Sækken har Oehlenschlæger tildigtet en fysisk Skrøbelighed hos sin Maler. For tre Maaneder siden har han haft en pludselig Blodstyrtning; han taaler derfor hverken store Sindsbevægelser XLIV eller store Anstrengelser, og Døgnets oprivende sjælelige Oplevelser har saaledes allerede bidraget deres til at svække hans Natur, inden Battista lægger Kobberbyrden paa hans Skuldre. Trods Digterens Protester kan man ikke se bort fra det Element af en Sygehistorie i Stykket, som fik en Mand ved Førsteopførelsen til at forme følgende klassiske Replik: »Men Herregud! hvor kan det nu fornøie Publikum at see en fattig Maler gaae der og hive et heelt Stykke igennem?« Han fandt Meningsfæller i Goethe og i Tieck, der til Oehlenschlægers Harme haardnakket kaldte Correggio for »svindsottig«.

Oehlenschlæger har selv gentagne Gange søgt at bortfortolke denne Side af Correggios Væsen og har flere Steder, bl. a. i et interessant Brev til Skuespiller N. P. Nielsen, fremhævet, at Fremstilleren skal lægge Hovedvægten paa Antonios naive Munterhed, raske Selvfølelse og kraftige, patetiske Begejstring. Meget betegnende er denne Passus i »En Reise«, som saa udmærket giver en Forestilling om Digterens mundtlige Ivrighed i Argumentationen; man hører ham ligefrem tale sig op efterhaanden. Den godlidende Boghandler Perthes var kommet for Skade at nævne, at Correggio døde af Blodstyrtning:

»Jeg giorde ham opmærksom paa at det var en Misforstaaelse, at betragte Correggio som et sygeligt Væsen; at han tvertimod er munter, livfuld, naiv og virksom hele Stykket igiennem; at han kun trængte til Ro og Opmuntring, og at det var Mangelen af disse, og Følger af Skiæbnen og hans Fienders Lumpenheder, som berøvede ham Livet. Derved opreves igien det næsten lægte Saar, til en øjebliklig, pludseligdræbende Blodsudgydelse, hvilken XLV ethvert tragisk Dolkestik paa en lignende Maade foraarsager. Flau Sygelighed, sagde jeg, kan ingen hade meer end jeg, men lader os vel tage os iagt for at falde til den modsatte Yderlighed, og ikke med uvenlig Kritik lukke vort Bryst for den ægte Menneskefølelse.«

Overfor den naive Correggio staar den noble, humane Giulio Romano og den vældige Mikel Angelo. Giulio Romano, det fine Skoletalent, er smukt og hjerteligt tegnet som den urbane og ædle Natur med det slebne og fornemme Væsen. Beskeden, men med rolig Følelse af sit eget Værd, har han Evnen til at forstaa og beundre og Myndighed til at fælde en Dom. I Forholdet til sin geniale Rejsefælle er han ærbødig, men alligevel frimodig; han er Diplomat og dog Følelsesmenneske. Han repræsenterer Oehlenschlægers egen Opfattelse, naar han varmt forsvarer de menneskelige Værdier i Kunsten, hvad der indbragte ham denne ufortjente Skose af Baggesen, at »han (skjøndt Mester selv i Konsten) taler uophørlig Dilettantens Sprog.«

Mikel Angelo er tegnet con amore og malet med den brede Pensel. Naar Correggios Kendingsord er venlig, er Mikel Angelos dygtig, en af de vidtfækkende og meget sigende Goethe-Gloser, som ogsaa Oehlenschlæger forstod at vurdere. Hans Optræden er imponerende. Han er Geniet, som forener den højeste Indsigt med den rigeste kunstneriske Evne; hans rastløse Aand omfatter alt. Men han stiller de strængeste Krav til sig selv; hans Skaben er præget af haardt, gigantisk Arbejde, en Jættekamp med vældige Problemer. Han er Ildaanden, mere Titan end Gud, han mangler Mildhed og Ro. Hans XLVI strænge Følelse af Saglighed er udtrykt i det stolte Svar paa den forfærdede Antonius Spørgsmaal om, hvem han er: »en som veed det!«

Men Digteren har skildret Geniet i Hverdagsklæderne, fri for al ydre Positur; det menneskelige i den store Mand er stærkt fremhævet, uden at han dog har forgrebet sig paa det monumentale og det imposante i Skikkelsen. Mikel Angelo udtrykker sig paa Goethes djærve Vis, som Oehlenschlæger beundrede, naar han sammenlignede den med Hofmændenes smidige galante Tunge og Retorens højtravende Talemaader. Og han har Thorvaldsens Kunstner- og Borgerstolthed over for Aristokraterne. Hans Væsen er kantet og uslebent; han er grov og hidsig; hans stolte Selvfølelse bruser let over, men den afbalanceres til Gengæld af hans barske Humør. Det fordømte Uheld med Vognen, der har spoleret hans gode Lune, farver hans Syn paa Mennesker og Forhold i den gode By Correggio; den ulykkelige Maler, der vover at modsige ham, faar hele hans vældige Vredes Uvejr over sig. Men bag den lidenskabelige Strænghed fornemmes den store ærlige Naturs Trang til at øve Ret og bøde paa en begaaet Uret. Og uden at spolere sin Figur har Digteren forstaaet at vise, at Ildaanden dog samtidig er den godmodige Bjørn. I Scenen med Barnet, som Tieck beundrede, smelter den liflige oehlenschlægerske Varme selve Titanens barske Trods.

For Mikel Angelos Skyld vender man Gang paa Gang tilbage til Oehlenschlægers saa skrøbelige og dog saa rige Kunstnerdrama. Han har aldrig senere formaaet at skabe en saa mangfoldig og saa imponerende Skikkelse. Sammen med den uforlignelige XLVII Morgiane er det hans prægtigste Forsøg i den store Humor.

Det oehlenschlægerske Teater svarer kun daarligt til de Definitioner af Tragedien, som de store Teoretikere siden Aristoteles' Dage har opstillet paa Grundlag af de store Tragikeres Værker. Kun i »Hakon Jarl« og »Yrsa« mærkes den sande Tragedies barske Væsen, dens alvorsfulde Spil mellem Skyld og Skæbne, dens løftende og dog knugende Kamp mellem Frihed og Nødvendighed.

Hos den store Tragiker rokkes Menneskets tilsyneladende sikre Stade af Tilværelsens uforklarlige Kræfter. Heltens Situation er en heroisk Kamp med Livet som Indsats mod Magter, han selv har manet frem, men som han ikke længere formaar at besværge. Han gaar under, fordi han nødvendigt maa gøre det; er han end et Hoved højere end alt Folket, saa er han dog et Menneske og ingen Guddom. Tragedien ved, at Stormen truer de højeste Træer; i det tragiske Sindelag mødes Følelsen af Menneskets Storhed og Menneskelivets Intethed. Tilskuerne sidder grebne tilbage, rørt af et Pust af
das grosze gigantische Schicksal,
Welches den Menschen erhebt, wenn es den Menschen
zermalmt.

Anderledes hos Oehlenschlæger. Naar hans Forestillinger om Tragedien afviger fra de gængse, er det, fordi hans Sinds lyse Optimisme, hans trygge Fornufttro paa det menneskeliges Tilstrækkelighed i dets Forhold til Tilværelsen udelukker en virkelig tragisk Opfattelse. Thi det er Livsanskuelsen, der skaber XLVIII den sande Tragiker; hans Kunst kan ikke læres. Undertiden foretrækker Oehlenschlæger den mere neutrale Betegnelse: Sørgespil til sine Dramer, og den passer nok saa godt til deres Egenart.

Den oehlenschlægerske Tragedie staar aabent og ærligt i Humanitetens Tjeneste. Den vil fremkalde »Højagtelse og Beundring« gennem »en skiøn Fremstillelse af det menneskelig Store.« Den skal besjæles af »en højere sund Munterhed,« som styrker Aanden og opløfter Sjælen. »Tragoediens Hensigt bliver evig« - hedder det 1827 til Heiberg - »idet den fremstiller store Characterer, at udtrykke stærke, ømme Følelser, at stemme Sjælen for det Evige, det Hellige, at røre Hiertet for det Ædele og Skiønne.« Digteren har altsaa sin bestemte etiske Opgave; han er Medkæmper i Striden for Tilværelsens gode Magter.

Det største og højtideligste Indtryk af menneskelig Storhed faar vi, lærer Oehlenschlæger, ved Heltens Død. Denne Digter, som selv skyede al fysisk Smærte, elskede at udmale store værdige Dødsscener. Døden er for ham ikke Katastrofen, Undergangen, men Apoteosen. »Tragoediens Form vælger en Digter for at vise det udmærkede Menneske i sit vigtigste, høie, sidste Øieblik, hvor saa at sige hans hele Inderste bliver udvortes, hans hele Kraft forener sig i sit Brændpunkt« (En Reise). - Med en Opfattelse som den her skitserede af Sørgespillets Aand og Karakter er det en Selvfølge, at det komiske Element efterhaanden mere og niere maatte fortrænges; det forstyrrede Værdigheden. Denne Betragtningsmaade gør sig dog endnu ikke gældende i de tre foreliggende Værker, der alle i Enkeltheder XLIX røber udmærkede Anlæg for Lystspillet, og den blev iøvrigt aldrig gennemført i Strænghed.

I Emnevalget blev han ikke altid de smukke Teorier tro. Han lod sig altfor ofte lokke af de brogede Sider i Historiens store Billedbog fremfor at inspireres af de Begivenheder, der har sat Skel og dannet Epoke. Vald. Vedel har peget paa dette, naar han fremhæver Oehlenschlægers Forkærlighed for de historiske Memorabilier, det interessante Enkelttilfælde, hvis typiske Værdi ofte kun er ringe. Allerede »Palnatoke« afgiver tydelige Eksempler paa den dramatiserede Anekdote (Bautastenens Flytning); »Correggio« er i den Henseende ganske typisk. Og i en Række af Digterens senere svage Værker dækker Historiens største Navne - »Carl den Store«, »Dronning Margaretha«, »Knud den Store« - udelukkende over iscenesatte »interessante« Episoder fra Sagn eller Historie. Noget Forsøg paa at give de store Skikkelser Liv, forstaa deres Psykologi ud fra deres Handlinger og deres Omgivelser, foreligger ikke.

Thi i Virkeligheden manglede Oehlenschlæger dybere historisk Sans. Historien opløser sig for ham i en Række smukke Eksempler til Efterfølgelse; den store Sammenhæng savnede han Blik for. »Hakon Jarl« danner en Undtagelse i den lange Række af hans Dramer. Heller ikke brød han sig meget om Lokalkolorit eller historisk Psykologi; han afviste Tanken om lærde Kildestudier, hvor man blot risikerede at »tabe sig i en Labyrinth, hvor ogsaa Begeistringen gik tabt,« og han forbeholdt sig sin digteriske Frihed overfor de foreliggende Kendsgerninger. Han laver just ikke meget om paa dem, men L han mangler Respekt for det karakteristiske. Hans Hensigt var at »forbinde de store Bedrifter, de store Charakteertræk med det Almeenmenneskelige«. Men de Enkeltheder, han fæstede sin Opmærksomhed ved, har ofte paa frugtbar Maade formaaet at sætte hans situations- og karakterskabende Fantasi i Bevægelse. Som alle store Digtere havde han en glimrende Evne til at udnytte sit foreliggende Stof; med Beundring ser man Suhms tørre og ganske uanskuelige Fremstilling af Harald Blaatands Historie omsat i »Palnatoke«s faste og levende Billedrække; men som de fleste alvorlige Dramatikere anvendte han kun ringe Opfindsomhed paa Intrigen. Genfærds-Episoden i »Axel og Valborg« og Handlingen i »Correggio« er tydelige Vidnesbyrd herom. I Kompositionen træder baade Digterens Styrke og hans Svaghed frem. Anslaget er ofte ypperligt med glimrende Greb om Emnet. Men der fattes den strænge dramatiske Logik, som uden Sidespring kan fastholde Interessen fra først til sidst. Slutningen er ofte det svageste, men just paa Katastrofen, siger Tieck med Rette, kendes den fuldendte tragiske Digter. Oehlenschlæger gaar ikke dybt nok, han er ikke Dramatiker nok til at udnytte sit Emne tilbunds. Sammenligner man hans »Axel og Valborg« med Racines store Kærlighedstragedie »Bérénice«, vil man se, at det glipper netop for ham paa det Punkt, hvor Franskmanden er størst: i »la simplicité d'action« (som Racine i sin kloge Fortale med Rette roser sig af.) Han søger Hjælp udefra for at skabe Afveksling, fylder op med Episoder og Enkeltheder, der splitter Handlingens Enhed (Thorvald Vidførle-Episoden) eller fornemmes som overflødigt

        

LI Fyld. Saaledes elsker han paa urette Sted at lufte sin historiske Viden: de vidtløftige Excerpter af Kirke- og Normannerhistorien tager for meget Plads i »Palnatoke«; Valdemar den Stores Tysklandsoplevelser vedkommer ikke Axels og Valborgs Skæbne; Kæmpernes Diskussioner i samme Tragedies fjerde Akt breder sig paa den virkelige Handlings Bekostning. Allerede i »Hakon Jarl« (nærv. Udg. Bd. III. S. 336), hvor Helten efter at have mistet sin ene Søn ikke tager i Betragtning at ofre den anden, føles det pinligt unødvendigt, at han en passant nævner en tredje (»Erik stormer om paa egen Haand«). Og til det overflødige kommer de ligefremme Misgreb, hvor det for Tanken virkningsfulde forveksles med det paa Teatret mulige, f. Eks. Correggios Betragtninger i Billedgalleriet. Undertiden skyldes de en usikker Smag: Midnatsuhyggen med Uret og Hanegalet i »Axel og Valborg«; den berygtede Scene i »Palnatoke«, hvor Kongen tager fejl af Klædeskabet og præsenterer sig i Ligtøjet i Stedet for i Kroningsdragten. Hertil kommer en ulykkelig Kærlighed til den ved udvendige Midler haandfast demonstrerede Symbolik, som passer i Romancen, men tager sig ilde ud paa Scenen. Første Gang møder den os, hvor Odins Billedstøtte falder i »Hakon Jarl«, den skæmmer især de to sidste Akter af »Correggio« og tangerer det urimelige, hvor Helten dør under Pengesækken.

Men trods alle Fejlgreb har Oehlenschlæger dog en lykkelig Haand som Teaterdigter. Vi ser det i hans Mesterskab i den enkelte Situation; alle tre Tragedier rummer Optrin, som kun en meget stor Digter kan skrive dem. Hvor Oehlenschlæger er LII bedst, er han fuldstændig naturlig. Det opstyltede ligger ham ganske fjærnt; han har tvertimod den guddommelige Gave uden at være søgt eller villet dybsindig at kunne finde det rette Ord i det rette Øjeblik, til at sætte en Oplevelse i den Belysning, den kræver. Han kan uden at ryste paa Haanden forme den store afgørende Scene: Bueskydningen, Axels og Valborgs lykkelige Elskovsmøde, Correggios Sammenstød med Mikel Angelo. Men han kan ogsaa i et enkelt Ordskifte paa ganske faa Repliker opnaa de højeste dramatiske Virkninger: Erkebiskoppens myndige Fasthed overfor den paa samme Tid brutale og svage Konge i »Axel og Valborg«. Situationen er Grundformlen i hans Dramatik, som den er det i hans Lyrik (smlgn. Bd. I, S. XXVII).

Og dette udprægede Sindsbevægelsestemperament, der netop i Situationerne helt kunde udfolde sig, fylder hans Skuespil med Liv, der ofte tilslører Handlingens Mangel paa fast Tømmer og erstatter Karakterernes Mangel paa Udvikling. Faa forstaar som han paa en simpel og storslaaet Maade at benytte elementære Følelser som Glæde og Sorg, Forventning og Skuffelse som Drivkræfter i Spillet. Han er en Mester i at skildre de bratte Følelsesomslag, som Overraskelsen fremkalder: Jubelen i Axel og Valborgs første Møde; Fortvivlelsen, da Bryllupstoget standses af Kirkens Skilsmissedom; Correggios Samtale med de to fremmede som afslører sig som Malerkunstens Stormestre; Palnatokes uventede Hjemkomst, da Harald netop glæder sig over det forhastede Budskab om hans Død. Parallelt med Forkærligheden for Overraskelser følger Trangen til Spænding, som i sine uheldigste Udslag kan

        

LIII vise Tilbøjelighed for Skrækromantikens kildrende Gysen.

Det er nævnt, at Oehlenschlægers Emnevalg er broget. Han henter sine Sujetter ligefra Sokrates og op til det 18de Aarhundrede - med Norden som særligt Speciale. Men i Karaktertegningen lægger han Hovedvægten paa det alment-menneskelige: »den store Menneskelighed uden Hensyn til Rang eller Stand.«

Hans Menneskeskildring beskæftiger sig nødig med psykologiske Undtagelsestilfælde eller meget sammensatte Figurer, og den overrasker ikke ved sin Dybde. Men han er en fremragende Skildrer af det normale Menneskeliv; hans Figurer er helstøbte og fri for Modsigelser, og de har Liv og Sandhed; han overbeviser ved sine klare og sikre sjælelige Iagttagelser. Svagheden er en lidt for billig Fordeling af Lys og Skygge. Heltene - bortset fra Hakon og Helge - er for hvide, Skurkene for sorte. Han savner objektiv Upartiskhed; han staar ikke over sit Værk, men lider med de gode og harmes over de lumpne - et af hans betegnende Yndlingsord. Den virkelige Tragiker sørger altid for at skabe et vist Balanceforhold mellem Helten og Modstanderne; han tager ikke saa aabenlyst Parti for Hovedpersonen, men lader ham snarere paa en vis Maade staa Skoleret for Tilskuerne. Oehlenschlægers Styrke er de usammensatte Skikkelser, hvor rene, umiddelbare Følelser spejles i et rent og umiddelbart Sind (Axel, Valborg, Correggio). Paa sit eget begrænsede Omraade har han ikke mange jævnbyrdige.

Trods alle Forbehold staar det fast, at skønt Tragedien ikke er det Felt, hvor Oehlenschlæger har LIV vundet sine største kunstneriske Sejre, er han dog ubestridt Førstemanden i det alvorlige Drama i den danske Litteratur. Ewald havde den store hede Patos, men han savnede Sansen for det scenisk rigtige, som Oehlenschlæger ved Siden af sine mange Fejlgreb netop Gang paa Gang viser. Og i Sammenligning med vor Digter er Hertz kun Efterklang, Hauch og Gjellerup kun Skrivebordspoesi; overfor hans rene Natur virker Drachmann forloren og uægte.

Oehlenschlægers Storhed er hans lykkelige Simpelhed. Han kan gribe fejl af Maal og Midler; hans Smag kan være usikker, hans Teknik for løs og overfladisk. Men han skaber sig aldrig. Han er altid ærlig, og han er altid ægte. Hans Teater, der er viet til Humanitetens Tjeneste, burde endnu have sin vigtige folkelige Mission.

LV

PALNATOKE ET SØRGESPIL

LVI

        

1

PERSONERNE:

  • Harald Blaatand, Konning i Danmark.
  • Svend Tveskiæg, hans Søn; Søekonning.
  • Fiølnir, Haralds Staller og Merkismand.
  • Palnatoke, Jarl i Fyen, Vensyssel og Bretland.
  • Palnir, hans Søn.
  • Bue hin Digre, hans Svogere, Bornholmere, Vesets Sønner.
  • Sigurd Kappe, hans Svogere, Bornholmere, Vesets Sønner.
  • Vagn Akisøn, hans Sønnesøn.
  • Sigvald Jarl, Strutharalds Sønner, Skaaninger.
  • Thorkil hin Høie, Strutharalds Sønner, Skaaninger.
  • Thorvald Vidførle, en Islænder.
  • Popo, Biskop i Slesvig.
  • Skofte, Kong Haralds Gangerpilt.
  • Arnoddur, Kong Svends Herold og Kiertesvend.
  • En Fangefoged.
  • Kæmper.

Handlingen foregaaer i Roskild. Tiden er 991.

2

        

3

FØRSTE AKT.

KONGENS HAL.

KONG HARALD. BISKOP POPO.

POPO.

Hvor fryder det mit Hierte, ædle Herre!
At finde Eder ved de gamle Kræfter.

HARALD.

Himlen skee Tak! Min Sundhed fattes intet,
Gid alt var i mit Rige sundt som jeg,
Saa skranted ei saameget, som nu skranter.

POPO.

Det er en Barnesygdom. Veed I ei
De Børn, som kues under Væxten, trives
Med Tiden bedst? den danske Christendom
End ligger som et nyefødt Barn i Vuggen;
Men lad den komme først til Kræfter, Herre!

HARALD.

Naar den er kommen fuldelig til Kraft,
Da er min Krop længst faldet hen i Muld.

POPO.

Saalænge Verden staaer, vil I erindres
Som Christendommens første danske Konge.

4
HARALD.

Hvo veed, om ei den nidske Efterslægt
Vil giøre selv mig dette Tilnavn stridigt?

POPO.

Umuligt, Herre! Tidens høie Røst
Kun taler Sandheds Ord; jeg forudseer
St. Harald eengang anraabt som en Helgen.

HARALD.

I lover meer, Herr Bisp! end I kan holde.

POPO.

Hvor var den Hersker, der med Kraft, som I,
Den gode Sag har vældig understøttet?
Hos Harald Klak, hos Gorm hin Rige, Frode,
Beundres ene kan den gode Villie;
Kong Erik lod sig døbe, det er sandt,
Han var Anschar en Ven, han bygte Slesvig
Den Kirke, hvor I satte mig til Bisp;
Men ak han faldt, som St. Sebastian,
For Hedningernes Pil! Først Eder blev
Det givet heldig at stadfæste Troen,
Og derfor meer end hine Kongers Navne,
End Ebbos, end Anscharii, Rimberti,
End Adalgars, end Unnis, Adeldags,
Vil Eders, fromme Harald! Funkle frem
Høit, fremfor alle Christendommens Helte.

HARALD.

Hvad bringer I fra Bisp Libentz i Hamborg?

POPO.

Først mange kraftige Velsignelser,
Velmente Raad, og faderlige Bønner.

5
HARALD.

Jeg har endnu en Slump tilovers af
Den Skok, han sendte mig med sidste Hilsen,
Og trænger ei saasnart igien. Hvad mere?
Spring over alt det andet, Præst! og lad
Os komme til det Vigtigste. Hvad siger
Mig Keiser Otho ved din Erkebisp?

POPO.

Den store Keiser har med Velbehag
Fornummet Eders Iver, fromme Konge!
For Christendommen; han forsikkrer Eder
Om varigt Huld, hvis saa I farer fort.
Fremdeles sender Eder Erkebispen
En Afskrivt af den pavelige Bulle;
Johannes, Christendommens hulde Fader,
Har sendt ham Pallium; sin Bispestav
Har Otho rækket ham med egne Hænder.
Saaledes er han nu stadfæstet i
Sit fromme Embed efter Adeldag,
Som Erkebisp i Hamborg og i Bremen
Og Christendommens milde Overhyrde
I Nord. Her seer I Bullen, Herre Konge!

Han rækker ham en Pergaments Rolle.

HARALD.

Hvad skal jeg med den Rolle Kragetæer?
Runer paa Skioldet kan jeg læse dig
Saa godt som nogen Skiald; men disse Snørkler
Forstaaer jeg mig ei paa. Tag det tilbage!
Jeg veed saa forud alt hvad det betyder:
Indskrænkning i min kongelige Magt!

6
POPO.

Uhindret har du Verdslighedens Arm,
Kun Geistlighedens styrer Erkebispen.

HARALD.

Retsaa! Eenarmet staaer jeg, det er Tingen;
Før havde Dannerkongen tvende Arme.

POPO.

Saa sømmer det sig ingen christen Konge
At tænke, ædle Harald! overlad
Den vilde Stoltheds Uregierlighed
Til Hedningen. Speil Jer i Hakon Jarl!
Saa vild en Helt han var, saa tog han dog
En Ladning Munke med til Norges Land.

HARALD.

Ja Hakon! Det er mig den rette Christen.
Og veed I ei, at neppe var han kommen
Paa Havet ud, før flux han kasted Munke,
Med Bøger, Vievandskar og Paternoster,
Ud over Bord; og at han bygger nu
Rundt sine gamle Templer op paa nye?

POPO.

Hvis saa er, vil han svede seent derfor
I Svovelpølen.

HARALD.

Nu! Det faaer saa være.
Jeg er en Christen, jeg er døbt! Nu vel!
Jeg breder ud den christne Tro. Saa er det!
Jeg nødes til det. Otho lærte mig
At indsee Tingen, med sit Sværd - Jeg var
7 Desuden stemt for Sagen førend han kom!
Og dit Mirakkel, Bisp, med Handsken, har
Stadfæstet mig i Troen. Lad saa være!
Og at paa denne Viis en Dæmning sættes
Mod disse Oprørsmænd, som vover at
Foragte Kongens Høihed, Overherskab;
At de skal brænde dygtigt for det hist,
Det glæder mig; kun at I ikke glemmer,
I gode Munke, Fyrstens Rettigheder.

POPO.

Du har ei mere trofast Underdan
End mig, og Klostrets fromme Brødre, Harald!
For christne Præster har du ei at frygte;
For Hedenskabets tøileløse Mænd
Desmeer, og fremfor alt, for Palnatoke.

HARALD.

Ham frygter jeg nu, Tak skee Gud, ei længer,
Thi han har brudt sin Hals paa Skaanes Bakker.

POPO.

Hvorledes, fromme Konge? Er det mueligt!

HARALD.

Hovmodig, trodsig, som bestandig, paastod
Han engang i et Drikkelag i Vinter,
At kunne løbe vel saa godt paa Skie
Som nogen Mand, ja bedre selv end Kongen;
Til Straf paalagde jeg ham ned at løbe
Ad Kullens Ryg; der har hans Dristighed
I Havet styrtet ham.

8
POPO
sukker.

Nu, det var vel!
Thi værre Dievel gik paa Jorden ei.
Han ægged Sønnen op mod Faderen,
Og han var Hedenskabets Marv og Næring.

FIØLNIR
kommer.

Tilgiv, Kong Harald, at jeg melder dig
Et ukiert Budskab: Svend, din Søn, er landet,
Har qværsat sine Skibe i Issefiorden,
Og giester her dig moxen i din Hal.

HARALD.

Den Uforskammede! Siig, kommer han
Med megen Magt? Thi skiøndt han er min Søn,
Saa nøder hans Ugudelighed mig
Bestandig at betragte ham som Fiende.

FIØLNIR.

Han er ei dragen slap paa Folk og Færsel,
Dog har vi intet end at ræddes for.

POPO.

Jeg gaaer. Gud styrke dig min ædle Herre!
Mit Blik afskyer at see Forhærdelsen.
Men dersom du vilst nyde hist Belønning,
Saa døv dit Øre for hans Røst, om Giften
Er nok saa sød! viis dig din Fromhed og
Din Krone værdig! Sønderriv de Baand,
Der vil foreene paa en syndig Maade
En christen Fader med en hedensk Søn!

9
FIØLNIR.

Jeg følger Eder min ærværdige Herre!

Popo og Fiølnir gaae.

SVEND TVESKIÆG
træder ind.

Hil dig, Kong Harald! høie Dannerkonge.

HARALD.

Hvad vilst du her? Hvor understaaer du dig
At trænge dig ind i min Hal, Svend Otho?
Har jeg for evig ei forbuden dig
At komme mig for Øine meer i Verden?

SVEND.

Saaledes pleied aldrig danske Konger
At hilse fremmed Mand i egen Stue.
At glemme Giestfriehedens skiønne Pligt
Blev anseet for en Skiændsel; Kongen viste
Sig venlig mod den Mindste som den Største.
Men det var Hedenskabets Sæd; nu tænker,
I alt man anderledes, som jeg mærker.
Nu er det fromt at qvæle Hiertets Stemme,
At glemme Blodets Pligt; nu kan en Fader
Selv hade sine Børn; det lønnes hisset
Jo med Lyksalighedens Palmekrone.

HARALD.

Forhærdede! hvad taler du om Pligt,
Som gandske glemmer hvad du est forpligtet
Ei blot din Fader, men din Overherre?

10
SVEND.

Min Fader har du aldrig viist dig Harald,
Min Overherre skalst du ikke være.

HARALD.

Hvo giorde til Statholder dig i Vigen?
Hvo gav dig trende Skibe, hundred Mand,
Til dine Røvertog? Hvo gav dig sex?
Hvo gav dig Skaanes Marker at bestyre?

SVEND.

Du, Harald! som en ussel, svag Erstatning
For hvad mig tilkom efter Fødselsretten.
Du sendte mig til Vigen og til Skaane,
For bort at fierne den Forhadte; gav
Mig nogle Skibe, for at vorde qvit mig.
Det kalder du nu Fadergodhed! Godhed!
Ha hele Norden kiender denne Godhed
Og seer dit Sindelag imod din Søn.
Du troer vel ei jeg veed, hvad hele Landet
Halv taler om forundret, halv med Tvivl?
At du vilst drage Arverettigheden
Fra mig, din Søn, til Thrugil Sprakaleg
I Jomsborg? Guder! saae man hidindtil
En Fader handle saadan mod sit Barn?
Naturen væmmes ved at troe derpaa,
Og giver de urimeligste Rygter
Sandsynlighed. Man mener rundt i Landet,
At jeg er ei din Dronning Gundhilds Søn,
At kun jeg er et Frillebarn, som fødtes
Dig af en Trælleqvinde; derfor kaldes
Jeg Svend: en Træl. Sligt maa jeg høre, døie!
Maa see hvorledes Uretfærdigheden
For mine Øine væbner sig; og skulde
11 Nu sidde stil med Hænderne i Skiødet?
Nei ved den staalbeklædte Asathor!
Jeg væbner mig; og har du plat forglemt
En Faders Pligter, nu saa er det billigt
At jeg forglemmer Sønnens, og itide
Mig reiser mod min græsselige Fiende.
Det er ei mig, men dig, der giver Verden
Et grumt Bevis paa unaturligt Had.

HARALD.

Hvad vil, hvad vil min Fiende i min Hal?

SVEND.

Med egne Øren høre, hvad mit Hierte
Afskyer at troe, Siig mig, har Rygtet Ret?

HARALD.

Du byder mig at tale, Ungersvend!
Om jeg nu taug?

SVEND.

Saa skriger meer din Taushed,
End Fenris Hyl.

HARALD.

Ha, Svend! jeg veed ret vel
Hvorfra din Opstand har sin Hovedkilde.
Bestandig hører jeg kun giennem dig
Den stolte Palnatokes Røst. Ha men
Dersom til ham du sætter end din Liid,
Da har paa Flyvesand du bygt dit Slot;
Den vilde Hedning aander ikke længer.

SVEND.

Og dersom du til Palnatokes Død
Din Trøst har sat, da est du trøstløs, Konge!
12 Thi Palnatoke har ved Valhals Hielp
Sit Eventyr bestaaet; om en Stund
Vil han med mine Kæmper hilse dig
I Kongesalen.

HARALD.

Palna- raser du?
Har ei han brudt sin stive Hals paa Skien?

SVEND.

Nei Konge! Palnatokes Kæmperhals
Er endnu heel, og kneiser vel saa stiv,
Som hidindtil.

HARALD.

Hvad var det Rygte da,
Som bragte mig det Budskab, at hans Skie
I Farten brast, at han var død i Havet?

SVEND.

Hvad Rygtet oftest er: Et Sandhedsfnug
Sendt i en Ladning let og vindig Løgn.
Den brast, hans Skie; saavidt har Rygtet Ret;
Men denne Skiens Bristen har forhindret
At Palnatokes stolte Hierte brast.
Thi, som han fløi afsted, og netop var
Ved Skraaningen, som førte ned mod Havet,
Da tørned Skien mod en Kampesteen,
Og Palnatoke faldt og rulled brat
Tilside ned i Dalen, snebedækt.
Da skyndte dine Vidner flux sig bort,
At bringe dig den kiere Efterretning:
Hans Drab. - Men Palnatoke lever, Konge!
Den Snilde lod sig bære ud for død
Hen paa sit Skib, og satte hurtig Farten
13 Til mig i Skotland, hvor jeg var paa Tog.
Nu giester han dig, sund og stærk som hidtil,
Med mig i Dag, i Roskild, paa din Kongsgaard.

HARALD.

Og har til Hævn nu ægget dig mod mig?

SVEND.

Vi kommer her som fredelige Giester.
Hvad fra i Dag skal skee, beroer paa dig.

HARALD.

Og hvad forlanger du?

SVEND.

Hvad du forlangte
Af Gorm din Fader, og hvad du erholdt:
En Part i Riget.

HARALD.

Du, en Hedning, Svend!
Religionens Fiende Part i Riget?

SVEND.

Gorm deelte Magten i sin Alderdom
Med dig, skiøndt han var Hedning, du en Christen;
Nu sømmer det sig omvendt dig at handle.
Lad Troen være Troe; det er en Sag
Hvorfor Enhver bør raade selv, ei Kongen.
Giør ingen Vold paa Landets gamle Sæd!
Paa Landets Vedtægt grunder sig dit Herskab.
Hvad dig til Drot har giort, giør mig til Arving,
Og til din Medhielp nu i Alderdommen.

14
HARALD
afsides.

Ha jeg forgaaer af Harm. Men jeg vil skiule
Mig til en bedre Leilighed mod ham.
Paa Ophavsmanden derimod, fra hvem
Det Onde kommer, vil jeg hævne mig
Endnu i Dag, saasandt jeg er en Konge.

Høit.

Da du est kommen hid, saa vær velkommen!
Hvad jeg fremdeles giøre skal for dig,
Beroer paa dine Handlinger herefter.

SVEND.

Jeg hører Palnatoke med mit Følge.

HARALD
afsides.

Ham skal min Harme træffe sikkerlig.

PALNATOKE. EN SKARE KÆMPER.

PALNATOKE.

Hil Dannerkongen i sin Hal.

HARALD.

Velkommen
Fra Heltedaaden, Toke! Som jeg hører,
Saa har du giort berømte Bukkespring
I Sneen, siden sidst vi taltes ved.

PALNATOKE.

Jeg har ei vægret mig at efterkomme
Dit Herrebud.

15
HARALD.

Men, som jeg hører, Frænde!
Ei skilt dig ved det paa den bedste Maade.
En Helt, der løber stolt paa Skie, som du,
Er det just ingen Hæder, ingen Ære
At takke latterlige Hændelser
For Seieren. Thi varst du falden ei
Paa Bagen, midt i Sneen, som en Pebling,
Saa varst du neppe kommen, som jeg hører,
Uplukket hiem fra dette Julegilde.

PALNATOKE.

Slig Spot kan ikke træffe mig. Jeg haaber
Hver billig Mand, som kiender Kullen, indseer
Nødvendigheden af et saadant Fald.
At dette Fald ei blev min Undergang,
Det takker Guderne jeg for. Du vilde
Ydmyge mig; jeg foretrak, som det
En Dannemand sig sømmer, Døden for
Ydmygelsen. Hvis ei med min Bedrift
Du est tilfreds, da prøv den selv; og kommer
Du bedre fra den, vel, saa kanst du spotte.
Forresten, da nu Sagen er forbi,
Saa lad den ogsaa være glemt, Kong Blaatand!

HARALD.

Hvad Blaatand? Væmmeligt er for mit Øre
Sligt Øgenavn. Hovmodig stolte Mand!
Det veedst du. Harald Gormsøn vil jeg kaldes.

PALNATOKE.

Tillad mig at jeg kalder dig Kong Blaatand.
Det er en gammel Ret for Dannerfolket.
16 At give deres Konger slige Tilnavn.
En Konge drømmer ofte sig en Gud.
Da er det godt, at Navnet altid raaber:
Du est ei blot en Askurs Søn, o Konge!
Men selv en Askurs Søn med Feil, som Andre.

HARALD.

Du est saa næsedierv, som hidindtil.
Dit Eventyr har endnu ei formaaet
At knække Dristigheden.

PALNATOKE.

Odin lade
Det aldrig komme dertil, at en sund
Og ærlig Danske glemmer Dristigheden.
Da pløie Gefion før det stolte Sielland
I Havet ned igien med sine Øxne.

HARALD.

At glemme, hvad du est din Herre skyldig,
Det kalder du en Dyd, saavidt jeg mærker.

PALNATOKE.

Jeg glemmer ikke, hvad jeg skylder dig,
Fordi jeg mindes, hvad jeg selv mig skylder.

HARALD
hidsig.

Min Ære gaaer for din.

PALNATOKE
rolig.

Din Ære vinder
Ved at beherske frie Mænd, ei Trælle.
17 At tale dierve Ord i Kongesalen
Var Brug fra Arrilds Tid.

HARALD.

Det vilde Væsen
Er just, hvad jeg forjage vil af Landet.

PALNATOKE.

Dumdristighed er vild, ei Dristigheden.

HARALD.

Altsaa, da du ved Drikkebordet sidst
Hovmoded dig og lod din egen Mund,
I Hallen, høit gientage dine Fortrin,
Da varst dumdristig du.

PALNATOKE
med undertrykt Fortrydelse.

Ei hidindtil
Blev for Vanhæder det betragtet, stundum
At see en Kæmpe med en ærlig Ruus.

HARALD.

Men hvad den Drukne paastaaer, veedst du vel,
Skal ædru Mand forsvare.

PALNATOKE.

Aldrig var
Min Tunge Hersker over min Forstand.
Klogskaben tidlig gaaer fra Drikkelaget
Med Qvinderne, den skranter, maa tilsengs,
Den er af skrøbelig Natur, den modstaaer
Ei Miødens Kraft. Men Sanddruheden, Herre!
Den vaager ud paa Natten, som en Mand,
18 Den drikker uanfægtet med den Bedste.
Og vinder alt i Kræfter, som den drikker.

HARALD.

Af drukne Folk og Børn skal Sandhed høres.
Ret saa. For Kongen er det ofte nyttigt,
Ved sligt et Gilde stundom at erfare
Det sande Sindelag, som ellers Listen
Forstaaer at holde skiult.

PALNATOKE.

Jeg troede stedse,
Naar Dannerkongen giested sine Kæmper,
Da var det for at lønne Mod og Troskab,
Ei for at speide fiendtlig efter Svig.

HARALD.

Alt som det falder! - Som jeg seer, saa har du
Din Bue med dig, og dit Pilekogger.
Ifald jeg mindes ret, saa roste du
Dig ogsaa dengang af: du kunde skyde
Vel fremfor alle Mænd, ja selv for Kongen,
Den Vidtberømte for sit Pileskud;
Est du endnu af samme Tanker, Toke?

PALNATOKE.

Hvad er det om min Mening dig at giøre?
Naar Danmarks Fiender komme, vil vi skyde;
Der kan vi kappes paa en ærlig Viis.

HARALD.

Nei, nei, du slipper ei saa let derfra.
Gientag din Pral! tilstaae i Ædruhed
19 For alle Kæmper: Skyder bedre du
End Dannerkongen? Bringer ingen Fare
Din Arm dig til at skiælve? Ingen Fare?

PALNATOKE.

Jeg praler ei.

HARALD.

Velan! saa siig det frem.

PALNATOKE.

Hvorfor gientage, hvad der alt er sagt?

HARALD.

Du staaer da ved dit Ord?

PALNATOKE.

Saa er min Vane.

HARALD.

Heel vel! - Dit sidstudviste Helteværk
Beviser ikke meget, vidner ei
Om sieldne Fortrin. Du slapst heel derfra
Kun ved en Slumpelykke, det var alt.
Det sømmer sig den vise Dannerkonge
At prøve sine Mænd, retfærdig stræng
At veie hvers Fortieneste. Du trænger
Dig stedse frem, du giver dig et Skin
Af den udmærkede, den sieldne Mand.
Velan! saa er det ogsaa nu fornødent,
At, ved en rask og usædvanlig Daad,
Du viser mig dit Fortrin fremfor alle.
Du est en dygtig Kæmpe, saa er flere,
Det giver intet Fortrin dig forud dem.
At du est mægtig, at du eier Land,
20 Beviser atter Lykken, intet Værd.
Thi er det nu nødvendigt, som du indseer,
Engang for Alvor ret at prøve da
Din Dygtighed; og for at kunne dette,
Har jeg udtænkt en Daad, som snart er giort,
Paa Stedet her, som Kongen selv kan see
Med egne Øine, som beviser ham
Hvad han forlanger, nemlig at du est
En usædvanlig, færdig Bueskytte.
Jeg seer din yngste Søn i dette Følge.
Du unge Palnir! træd i Hallen frem.

PALNATOKE.

Hvad har du udtænkt Harald?

HARALD.

Hvad du snart
Erfare skalst. Træd frem, du yske Svend!
Træd frem og knæl!

PALNIR.

Min Fader har mig lært
At kun jeg knæle skal for Guderne.

HARALD.

Knæl kun for Guderne! det kan behøves. -
Jeg lægger dette Æble paa dit Hoved.
Ifald din Fader, hist i Krogen der,
Dig skyder det med Pilen bort, og rører
Din guldbelokte Tinding ei, da skal
Han gielde for den bedste Skytte.

PALNATOKE.

Konge!

21
HARALD.

Men hvis han nægter det, da skal han gielde
Kun for en Praler, for en Løgner, og
Forvises Hof og Land.

PALNIR
knæler rask.

Ha, det er billigt!
Men det har ingen Nød. Han nægter ei
At lyde din Befaling, Herre Konge!
Min Fader praler ei, han lyver ei;
Hans Blik er skarpt, hans Arm er vis, hans Aand
Er stærk, hans Søn er uforfærdet. - Konge!
Du har en Guldring om den venstre Arm,
Jeg vædder strax mit Liv imod din Ring,
Ifald du vover det, at Pilen krummer
Et Haar ei paa mit Hoved.

HARALD
forundret.

Mener du?

PALNIR.

Du tør vel ikke vædde, Herre Konge?

HARALD.

Ifald saa er, skal Ringen vorde din.

PALNIR.

Der kan man see! Nu komme der mig Nogen
Og paastaa tiere fræk, at Harald Blaatand
Er nidsk og gierrig; jeg beundrer hans
Høimodighed. Skyd nu, min Fader! Skyd!

22
PALNATOKE.

Er det dit Alvor, Harald?

HARALD.

Palnatoke!
Jeg spøger sielden, mindst med dig.

PALNATOKE.

Velan!

Han lægger en Piil paa sin Bue, sigter paa Palnir, men holder af igien.

Velan! jeg skyder. Men ei her i Hallen.
Her falder Lyset skummelt, sparsomt ind
Ad disse smaae, bemalte Vinduesruder.
De brede Piller skygge mig formeget
I den paa munkeviis opførte Kongsgaard.
Her kan jeg ikke sigte. Reis dig Palnir!
Her dræbte jeg min Søn. Og vilde du
Kong Harald, see, hvordan uskyldigt Blod
Besudlede din Hal? Det blev en Plet,
Som ingen skarp med Aske blandet Lud
Udtvætte kunde. Rød den vilde brænde,
Og ryge fælt, naar Hanen goel om Natten,
Op efter Hævn. - I Gaarden staaer en Steen;
Nu er den kun en Bænk for dine Trælle,
Før var den Gudernes og Odins Alter.
Gak ud, min Søn, og knæl for denne Steen;
Lad Odin straale dig i Hiertet Haab,
Imens hans Dag dit Hoved rundt omstraaler;
Saa vil jeg skyde. Hvis du skulde falde,
Da synker du, et Offer paa hans Alter;
Hils ham fra Palnatoke, fra din Fader,
Og læg et Hynde paa den lange Bænk
23 Tilrette ved din Side, naar jeg kommer. -
Dog haaber jeg, det har vel ingen Nød.

PALNIR.

Hvad Nød? Det er en heel uventet Lykke.
Den skaffer mig Kong Haralds gyldne Ring.
Glem ikke Væddemaalet, Konge!

PALNATOKE
kysser ham.

Nu
Gaae da min Gut!

PALNIR.

Glem ikke Væddemaalet!

Han gaaer.

HARALD
spodsk.

Du est jo jo hiertegreben, stærke Helt!

PALNATOKE.

Ei alle Fædre hade deres Sønner,
Jeg elsker min meer end mit eget Liv.
Staaer du endnu bestandig ved dit Bud?

HARALD.

Hvad jeg har sagt, det veedst du; dvæler du,
Da skalst du være min og Hvermands Nidding.

PALNATOKE
bister.

Det vilde Palnatoke nødig være,
Ei for sin Søns, for sit, og Kongens Liv.
24

Han tager endnu en Piil af sit Kogger og stikker i Barmen, derpaa lægger han an ud af Vinduet.

Grimslagen har du giort mig, det er vel!
Jeg skyder aldrig bedre, end naar Blodet
I mine Aarer koger. - Rolig her!
Staae stille med dit Hoved, Dreng! derude.
Nu skyder Palnatoke Mesterskud.

Pilen flyver fra Strængen.

SVEND.

Thor være lovet! Truffet!

HARALD
mørk.

Truffet?

MÆNGDEN
slaaer paa Skioldene.

Truffet!
Hil Palnatoke! Danmarks bedste Skytte.

PALNIR
kommer ind og falder i Faderens Arme.

Seer du, det havde ingen Nød, min Fader? -
Min Guldring, Konge!

HARALD
forbittret.

Ha hvad Guldring?

SVEND.

Harald!
Den har du lovet ham, som Hvermand hørte.

25
HARALD
kaster den til ham.

Saa tag den! - Men endnu et Ord om Tingen.
Jeg saae, du stakst en Piil i Barmen nylig,
Kort før du skiødst den anden mod din Søn;
Hvad skulde det betyde, Palnatoke?

PALNATOKE.

Ifald min Søn var bleven dræbt af hiin,
Var Dannerkongen bleven dræbt af denne.

MÆNGDEN
slaaer paa Skioldene.

Et dristigt Svar. En opbragt Fader værdigt.

HARALD
med indædt Forbittrelse.

Jeg skaaner den Fortørnede! - Velan,
Du har beviist dig som en dygtig Skytte.
For Een der skyder sikkert saasom du,
Var dette Bud ei nogen haard Befaling.
Saa lad da dermed Sagen være glemt.
Tilbords! Min Fiende den, som ikke følger.

Alle følge Kongen. Palnatoke bliver tilbage.

PALNATOKE.

Din Fiende den, som ikke følger. Vel.

PALNIR
som seer sin Fader dvæle, vender om igien.

Min Fader!

PALNATOKE.

Naar du ser, at Kongens Mænd
Begynder ind at slumre over Hornet,
Da skynd dig hen til Sigvald Jarl, til Thorkil
26 Hin Høie, Bue Digre, Thorvald
Vidførle, og til Sigurd Kappe; siig dem:
Jeg venter dem i Aften i mit Huus,
Naar Nadveren er endt.

PALNIR.

Heel vel, min Fader!

PALNATOKE.

Og følg nu Kongen. Ogsaa jeg skal komme.

Palnir gaaer.

PALNATOKE
støtter sig grundende til sin Bue.

Det er besluttet! Der skal sættes Dæmning
For denne lumre Munkepest fra Syden.
List, Nidingsværk og Tvedragt, som en Gift,
Har alt begyndt at bryde ned, o Danmark!
Din Kæmpestyrke. Men endnu er Tid.
Jeg veed en Modgift, ja jeg veed en Modgift.
Flink, raske Styrmand! Bølgen slaaer paa Dækket,
Og Vinden klapprer i det brustne Tougværk,
Nu gielder det med vældig Haand at styre
Det stærke Roer i Nattens Skum.

Grunder et Øieblik og siger betænkelig.

Men hvis
Nu Stormen hele Skibet slog i Qvag? - -

Begeistret.

Saa redder jeg de danske Ædelstene,
Den bedste Rest, og svømmer bort dermed,
Og planter Siellands Heltekræfter om;
Hvad Sielland var, da vorder Usedom;
Det gamle Leire sank, men vi skal seire,
Og Jomsborg vorde skal det andet Leire.

27

ANDEN AKT.

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. BUE HIN DIGRE.

SIGURD KAPPE. THORKIL HIN HØIE.

SIGVALD JARL. THORVALD VIDFØRLE.

SIGVALD.

Ja, vi vil slaae for Svend som gode Kæmper,
Og støde Harald fra den Kongestol,
Som han vanærer med sit Nidingsværk.

PALNATOKE.

Hellig er Kongen, hellig er hans Magt,
Naar Skiæbnen kalder ham ved Fødselsretten,
Naar Folket ham har valgt, naar ved Misgierning
Han ei vanærer sig, hellig er Kongen.
Saaledes er det ei med Harald Blaatand.
Han dræbte Knud Dan-Ast, sin ældre Broder,
Gorms ædle Søn, og bragte hiem fra Bretland,
I Stedet for en Seir, sin Broders Liig -
Saaledes blev han Konge! For at tækkes
Sin Moder lod han Christensindet; først
Da Popo giorde Kunster med sin Handske,
Fandt han sig overtydet, lod sig døbe -
Saaledes blev han Christen! Hvad der driver
28 Ham til at understøtte Pavens Sag,
Er Iver ei, er Fromhed ei, det er
Uværdig Frygt for Othos Overmagt.
Ha Godfrid skulde reise sig i Graven,
Den stærke Helt, som satte Carl den Store
En sikker Dæmning, Carl den Vældige,
Som Obotritter, Friser, Saxer tvang,
Som giorde Fordring paa det tydske Rige,
Som trued selv at gieste Carl i Achen. -
Dog vi vil ikke klynke her som Qvinder,
En Mand maa tage Tingen som den er.

SIGVALD.

Ret saa, min Ven! faer fort, hvad er din Mening?

PALNATOKE.

Harald forkaster Rigets gamle Love,
Han vil betage Svend sin Fødselsret;
Saaledes opstaaer nu indbyrdes Krige.
Det er det Værste; men dog det, hvorpaa
Kan hurtigst raades Bod. Men hurtig maa
Det ogsaa være, thi fortærer Tvedragt
End længe Landets sidste Marv, saa kommer
Otho fra Tydskland, Erik hist fra Sverrig,
Og Hakon Jarl den Listige fra Norge,
Vi stride da - som Kæmperne for Rolf -
Og Danmark synker i sit Blod.

THORKIL.

Ha det
Forbyde Thor!

PALNATOKE.

Det vil han, mine Brødre!
Ved os, og alle vakkre Dannerkæmper.
29 De høie Guder kommer ikke selv,
De virke giennem Mennesket; velan
Saa lad os vise, hvordan vi besiæles
Af Asathor, af Odin, Tyr og Vidar.
For den, der drives af Retfærdigheden,
Er Baldur ikke død; saaledes styrker
Os alle Valhals Guder.

THORVALD.

Palnatoke!
Hellig Begeistring taler af din Mund.

PALNATOKE.

I gode Brødre! Kraft og Fromhed er
De tvende Lys, som bør bestraale Livet.
Kraft skinner som en Sol, ved Dagens Tid,
Og kalder med sin stærke Sommerstraale
De skiønne Blomster af det døde Muld.
Fromheden lysner som den blege Maane
Paa Urten, giver den sin Yndighed,
Sit største Tække. Disse Lys maa vexle.
Thi brænder Solen evig med sin Lue,
Da vorder Urtegaarden til en Ørk
Og Helten til en Blaamand; skinner Maanen
Bestandig med sin fromme, matte Flamme,
Da svinder Livets Kraft, og Mennesket
Er alt et Spøgelse, der pusler om
Blandt Nattens tause Grave før sin Død.

THORVALD.

Der har du skildret os med raske Træk
Det vilde Hedenskab og Pavens Lære.

30
PALNATOKE.

Hil Tiden, naar engang den lumre Dag,
Den kolde Nat sig frugtbar luttrer til
En frisk livsalig Morgen-Aftenrøde!
Dog den oplever ingen her. Velan,
Saa lad os handle i det mindste saa,
At Morgen-Aftenrøden, naar den kommer,
Kan smile hen paa vore Bautastene.

BUE.

Ha Palnatoke taler som en Skiald!

PALNATOKE.

Den gamle Tro er artet ud, er vild.
Men hvordan bruge disse skumle Munke
Den Lære, som de nu vil brede ud?
Blot som et Middel til at trænge sig
I Danmarks Egne, til at dræbe Landets
Selvstændighed, at giøre det afhængigt
Af Tydsklands Keiser. Odins gamle Lære
Den gik fra Norden ned til Syd; da lærte
De vilde Saxer, Vender, Obotritter
Og Bretland, hvad de skulde troe og tænke
Af os; da gik det stærke Sandheds Lys
Fra Upsal, Leire, Trondhiem. Nu til Giengield
Skal Legen spilles omvendt. Gaaer det fort,
Saa taber meer og meer sig Landets Kraft,
Og Norden døer, den værste Død af alle.
Ei dræbt ved Sværdets pludselige Slag,
Men langsomt skrantende paa Bænkehalmen
Døer Danmark Straadød, synker ned til Hel.

31
BUE.

Ha Palnatoke!

PALNATOKE.

Hvad har giort det muligt?
Hvad giør det muligt for det kiælne Syd
At trænge sig i Norden ind? Kun Norden.
Vi spilde vore Kræfter. Overalt
Behersker Danmarks Helt Europas Riger,
Og dog maa Danmark skiælve for sin Tilstand.
Hvad hielper det, at Regnar Lodbrog tvang
Det vilde Bretland? at Biørn Ironside
Med Hasting raabte, da de havde tvunget
Det stolte Frankrig, brændt Paris: Nu lad os
Gaae ned til Rom, og seire der som her?
At Rolf har stiftet Normandie? At Biørn
Constantinopels Forstad brændte? Hvad
At Luna blev i Velskland undertvunget,
Og at de største Stæder plyndredes
I Spanieland? Hvad gavner det os selv,
At Orvarodd har grundet Ruslands Vælde
Paa danske Væringer? at hisset fiernt
I Afrika den barske bistre Blaamand
Blev hvid af Skræk, naar Nordens Sværde klang?
Her synge Sydens Munke længer ei:
»Frie os, o Gud, fra Nordens Helterasen!«
Hvad gavner det!

BUE
hæftig.

Nu ja, hvad gavner da?
Siig det i Hast, at vi kan vide det;
Thi retnu taber jeg Taalmodigheden.

32
PALNATOKE
rækker ham og Sigvald Hænder.

Et Forbund gavner, mellem Dannerhelte.
Et indre Forbund; ei paa Biers Viis
En Flok, der sværmer vildt i fremmed Hauge;
En Muur af Jern, reist paa vor egen Grund,
Paa Oldtids Kraft, Samdrægtighed og Mod;
Og naar den fast, urokket, vældig staaer,
Skal ingen sydlig Argelist den styrte.

SIGVALD.

Ha Frænde! jeg begynder at forstaae dig.

PALNATOKE.

I Korthed: Den indbyrdes Krig maa endes,
Og Svend maa sidde fast paa Kongestolen.
Men det er ikke nok, at redde Riget
Fra Døden; Legemet maa siden styrkes.
Svend er min Ven, min Fostersøn; hvad jeg

Har giort for ham, det veed I.

Han skal see
I mig en trofast Støtte. Men hans Mand
Det vil jeg ikke være. Alle vi
Nedstamme her fra kongelige Fædre,
Som Svend; før Gorm den Gamle hele Landet
Sig undertvang, var Toke Underkonning
I Fyen, og Veset paa Bornholm; Strutharald
Er det endnu i Skaane. - Vakkre Thorvald!
Du est en Bondesøn, men dine Dyder,
Din Sindrighed, Bereisthed og Forstand
Har giort dig værdig til at gaae i Lag
Med Keiseren i Achen. Nu velan!
I veed Miseco, Polens Herre, gav
Mig Øen Usedom til Lehn med Jomsborg.
33 Alt har den svenske Styrbiørn lagt en Grundsteen,
Men der maa bygges meer paa denne Steen.
Saa hører mig: Paa Søemagt grunder sig
Vor største Vælde; thi den danske Mand
Er engang nu en Søefugl; Ægir er
Hans milde Gud, og Havets Døttre siunge
Paa skumbeklædte Bølger lydt hans Roes
Ved alle Strande. Dertil har ham Gud
Nu engang skabt; og uforgiængelig,
Som selv Naturen, er ham Gaven fra
De evige Guder. Brænde kan en Røver
Stundum hans Snekker eller stjæle dem -
Hvad siger det? I Skoven voxer Egen,
I Bjerget blinker Malmen! Han har Arm
Og Øxe til at bygge andre nye,
Og vore Øer har den Eviges Haand
I Havet kastet, paa det Kiølen let
Sit stolte Element kan atter finde.
Den er en Træl og vel sin Tilstand værd
Som vilde feig i Nøden nu forsage.
Staaer sorte Skyer paa den danske Himmel,
Vel, vi vil ei fortvivle; vi vil handle
Med mandig Styrke! Derfor agter jeg
I Jomsborg hist med Eders Hielp at grunde
Et Sømands Forbund, stærkt og stolt og frit,
Som skal beherske Østersøens Bølger,
Og hvor vi yttre vil den Heltekraft,
Til Landets Fordeel, inden egne Grændser,
Som før de vilde Brødre spildte bort
Paa fremmed Grund. Hvo nu vil være med,
Den lade Skioldet klinge Bifalds-Klang.

Alle Kæmperne, undtagen Thorvald, slaaer paa Skioldene med deres Sværd.
34
PALNATOKE
gaaer hen i Baggrunden og aabner en Loftsluge.

See Solen staaer alt over Kattegat
Og straaler henad Issefiordens Bølger
Til vore Skiolde. Dette Tegn er godt!
Thi det betyder, at vor Heltedaad
Skal pryde Bølgerne som Solens Purpur.

Vagn Akisøn kommer hurtig ind, fulgt af Palnir.

VAGN.

Ha hvad er dette Farfar? Som jeg hører,
Saa stifter I et Heltesamfund her,
Og jeg er ikke med?

PALNATOKE.

Vagn, raser du?
En Dreng paa tolv Aar!

VAGN.

Naar jeg alt paa tolv
Kan kappes mageligt med Een paa atten,
Hvi skal da Palnir foretrækkes mig?

PALNATOKE
til Bue afsides.

Stil ham tilrette, Svoger! thi du est jo
Den Eneste, som er istand at tæmme
Den unge Biørn?

BUE.

Lad mig kun raade, Toke!
Jeg veed det rette Greb at ta'e ham paa.

Høit.

Hør Vagn! saa fremt du ikke søger Dørren,
Saa kommer der du ud af Vindveslaagen.

35
VAGN.

Mig vilst du kaste ud af Vindveslaagen?

BUE
opbragt.

Ja det vil jeg, du Ulveunge!

VAGN.

Du?

BUE.

Saa at du aldrig meer skal kræve Kage
Fra denne Dag.

VAGN.

Det vil vi see.

BUE.

Det skalst du.

Han griber Vagn om Livet; denne sætter sig kiek til Modværge, men trænges dog alt meer og meer hen i Baggrunden af Bue til Laagen, hvor han støder ham ud.

Saaest du, det lod sig giøre, Mimringtand?

PALNATOKE.

Ha Bue! raser du? det var dit Alvor!
Fra andet Stokværk.

BUE
fatter sig.

Den fordømte Dreng!
Han giør mig altid hidsig.

THORVALD.

Du har dræbt ham.

36
BUE.

Saa kiender du ham ikke ret. Han døer
Ei af saalidt. Han falder som en Kat
Bestandig ned paa Benene; den Idræt
Har vi alt prøvet meer end engang sammen.

PALNATOKE.

Men aldrig fra saa høit et Sted. Ha Bue!
Jeg frygter for din Uregierlighed.

BUE.

Det er nu engang min Natur; den bruser;
Min Ven behøver ei at frygte for den.

PALNATOKE.

Er Vagn din Fiende da?

BUE.

Den Ulveunge
Veed alt for vel, han er min Kiæledægge.

THORVALD.

Du kiæler for ham paa en egen Maade.

BUE.

Han kommer nok, som sagt; thi brak han Halsen
Blot ved at falde udaf Vinduet
I Fredens Tid, saa var han ikke værd
At stamme ned fra Veset paa Bornholm.

THORVALD
urolig.

Jeg vil gaae ned og see -

Han gaaer.
37
BUE.

Lidt hidsig er jeg,
Dog kan jeg tæmme mig, naar jeg faaer Tid.
Kun at jeg ikke faaer Bærsærkegang,
Da kiender jeg ei længer Ven fra Fiende.

PALNATOKE.

Du est et Hekla, Bue! vild og rædsom.
Dog var det ikke godt for Nordens Ære,
Hvis Ilden ulmed under Isen ei.
Vi skal vel tæmme dig.

SIGURD.

Vi har den Maade,
At klemme ham blandt Skiolde, naar han fnyser.

PALNATOKE.

Ifald kun Vagn -

BUE.

Han kommer nok; med mindre
Han mod Formodning skulde brukket Halsen.
Men hvis saa er, da skal han aldrig gielde
Fra nu af længer for min Søstersøn.

Thorvald kommer med Vagn.

ALLE.

Der er han atter!

BUE.

Naa! det var din Lykke.
Hvi komst du ikke strax?

VAGN.

Det spørger du,
Som styrted mig af Laagen ud, fordi
Jeg kom den første Gang?

38
THORVALD.

Jeg bringer ham. - -
I saae mig nylig ikke slaae paa Skioldet
Ved Palnatokes Forslag, Venner! Troer
For alting ei, at det var Utilfredshed.
Mit Hierte slog, som det bestandig giør,
Naar denne vise Helt begeistret taler.
Men kiere Brødre, vakkre Dannerhelte!
Tillader mig nu frit, at ogsaa jeg
Maa yttre egen Daad og Villie her.
Jeg kan ei tage Deel i Eders Forbund.
Til dette Forbund hører sielden Styrke,
Og Lyst til Krig. Det har mig Nornen nægtet.
Forskiælligt deelte Himlen sine Gaver.
Nogle blev givet vældig Handlekraft,
Andre fik ei den rige, bedre Deel;
Til Giengield skienkte Himlen dem et aabent
Og trofast Hierte, Evne til at skatte
De Andres Virksomhed. Blandt dem er jeg.
Fra Barnsbeen var min Lyst at læse Sager,
At høre Eventyr i Borgestuen.
Da jeg blev større, drev min Videlyst mig
Fra Island rundtomkring i alle Lande.
Saadan henrinder frydeligst mit Liv.
Jeg kan ei binde mig til enkelt Sted.
Svend har mig fængslet med sin Venlighed;
Han er min Ven; saalænge Lysten lader
Mig blive her, forbliver jeg hos ham.
Og haaber I mistyder ei mit Afslag.

PALNATOKE.

Nei Thorvald, nei!

39
THORVALD.

At du har holdt mig værdig
At tage Deel i dette Stifterlaug,
Det hædrer, rører mig. Din Oversigt
Af Landets Tilstand har husvalet mig.
Jeg takker dig! Men du vil ei fortørnes,
At frit, som det en nordisk Mand sig sømmer,
Jeg siger dig mit Hiertes Mening her.

PALNATOKE.

Det smerter mig at miste dig, min Thorvald!
Men du har Ret. Gak du med Baldur, brave
Retskafne Ven!

THORVALD
smilende.

Naar nu jeg træder ud
Af Lauget, er en ledig Plads. Jeg tænker,
Vagn Akisøn har viist sig dygtig til den.
Den unge, vilde Løve kan I bruge,
Og han vil nytte Eder meer end slig
En fredelig og stille Mand, som jeg.
Thor styrke Eders Daad, og signe den!

Han gaaer.

SIGVALD.

Naar han har alting hørt, saa gaaer han bort.

THORKIL.

Et braadent Sværd, ved Thor!

BUE.

Vil undgaae Legen,
Hvor ei det gielder Fingrene, men Liv
Og Hals.

40
VAGN.

Et Qvindehierte!

PALNATOKE
vred.

Stille Dreng!
Om og din Krop er alt fuldvoxen, stærk,
Skalst du dog nyde mange Skiepper Salt,
Før du forstaaer at dømme om en Mand,
Mindst om en Thorvald. Sigvald! overil
Dig ei, udstødte Ord er vendingsløse.
Jeg kiender ham, har ofte seet ham stride,
Hvor han sin Fiende Stykke gav for Stykke,
Raat for Usødet. Men det er vel sandt,
Langt meer han glimrer fra en anden Side.
Ingen i Nord er saa berømt, som Thorvald,
For Godhed, Trofasthed og Hielpsomhed.
Alt, hvad i Strid han faaer til Bytte, deler
Han blandt de Fattige, løskiøber Fanger
Og klæder dem. Man vise mig en Christen,
Der staaer i milde Dyder over ham.
Hvo derfor være vil min Ven, han troe mig:
Det er en Hædersmand.

BUE.

Velan, vi troe dig.

PALNATOKE.

Tit rækker did den milde Dyd, min Frænde!
Hvor Spydet er for kort. Læg det paa Hierte.
Men det er Tid, at ende denne Sag.

Han henter et Skiold.

Her har jeg kortelig optegnet for
Vort Laug de første Love. Deres Indhold
41 Er, at vi stifte vil et Manddomsforbund,
Der vorde skal den faste danske Stok,
En Sømagt mellem Dannemænd i Jomsborg;
Hvor Løgn og Svig, Bagtale, Tvedragt skal
Forbandet være, og hvor ingen Qvinder
Maa bringes inden Byens Mure.

VAGN.

Hvad?
Slet ingen Qvinder?

BUE.

Est du qvindesyg,
Saa gaa igien, hvorfra du kom.

VAGN.

Men ude
Skal vi dog ikke holde os, som Munke,
Fra Qvindesamfund?

PALNATOKE.

Der er hver Mand fri.
Jeg eier selv en trofast Viv i Bretland.
Men ind i Jomsborg maa de bringes ei.
Vort Samfund grunder sig paa enig Styrke,
Og Blødhed kommer kun fra Qvinderne.

BUE.

Det var et Sandheds Ord, et Viisdomsord.

PALNATOKE.

Alt hvad i Krigen vindes, deles lige.
En Formand kun maa føre an i Krigen,
42 Maa pleie Retten. Det var listig Hyklen,
En smaalig Omvei, hvis jeg satte Valget
Til Eder, thi jeg veed, I vælge mig.
Jeg er den Ældste, og den Mægtigste;
Og jeg er Stifteren.

ALLE.

Du est vor Formand!

PALNATOKE.

Saa sværger da, i det I vende Sværdet
Mod Runerne paa Skioldets Love her,
At I vil holde dem, som vakkre Helte.

ALLE KÆMPERNE
drage deres Sværd og vende Oddene mod Skioldet.

Vi sværge!

PALNATOKE.

Sværger her med mig, at vi
Vil hielpe Svend paa Danmarks Kongetrone.

ALLE.

Vi sværge!

PALNATOKE.

Sværger endelig tilsidst,
At vi vil grunde en selvstændig Stat,
Et Bolværk imod Sydens Argelist.

ALLE.

Vi sværge!

PALNATOKE.

Vel! Det var den tredie Eed.
Odin har hørt den, thi hans Straaler smile.
43 Nu følger mig i Borgestuen, Venner!
Der vil vi tømme fro det store Miødhorn
Til Edens Hæder og Bekræftelse,
Mens Sigurd synger os en Kæmpevise.

SIGVALD.

Ja, Sigurd være skal vort Jomsborgs Skiald.

BUE.

Jeg skulde ikke rose ham, han er
Min Broder, men han har en Stemme, som
En Biørn i Skoven; mens han synger, maa jeg
Bestandig drikke.

PALNATOKE.

Ret saa, vakkre Bue!
Den, som ei svigter ved det fulde Bæger,
Han svigter heller ei, hvor Hildur leger.

De gaae.

EN PLADS I SKOVEN.

Morgen. Kong Harald i Forgrunden med Skofte, sin Gangerpilt. I Baggrunden seer man en talrig Skare Mennesker, spændte for en stor Kampesteen, hvilken de langsomt drage over Skuepladsen.

HARALD.

En herlig Morgen!

SKOFTE
gnider sine Øjne.

Hvis den kun ei faldt
Saa tidlig ind paa Dagen.

44
HARALD.

Est du søvnig,
Hvad vilde du da med?

SKOFTE.

Du har fortalt
Saa meget om det Minde, du vil sætte
I Leireskoven, for din Fader Gorm
Og for din Moder Tyra, saa jeg tænkte
At see et Underværk.

HARALD.

Og er da ikke
Hiin store Steen, som blot mit Bud bevæger,
Heel kongelig?

SKOFTE
gaber.

Heel kongelig? Maaskee.
Jeg veed ei ret, hvad der er kongeligt.
Du spænder dine Undersaatter for,
Som Stude, til at slæbe dine Byrder.
Hvis det er kongeligt -

HARALD.

Du est en Giek.
Der kommer Fiølnir! han forstaaer det bedre.

FIØLNIR
kommer.

Hil Dannerkongen!

HARALD.

Tak, velkommen Fiølnir!
Du seer mig ved mit Arbeid. Dette Minde
45 Skal giøre Gorm udødelig, og vise
Hans Søns Taknemlighed for Efterverden.
See! denne Steen stod alt trehundred Aar
Ved Issefiordens Indløb; mangt et Skib
Er brustet mod dens haarde Barm i Stormen.
Jeg har ved Bønder og ved Trælle ladet
Den bringe hid paa Land, og drage fort.
Ei noget Dyr, blot Mennesker har ført den
I Leireskoven ind, til Kongens Minde.
Siig, saaest du nogentid en større Byrde
At drages bort ved menneskelig Kraft?

FIØLNIR.

Ja Herre! jeg har seet den, som var større.

HARALD.

En større Klump ved blotte Manddoms Kræfter?

FIØLNIR.

Nys saae jeg Svend, din Søn, paa Leirething
Fra dig til sig at drage Danmarks Rige;
Døm selv nu, hvilken Klump der var den største.

HARALD.

Hvad siger du?

FIØLNIR.

Du meente, Svend var kommen
Med fire Skibe blot?

HARALD.

Er det ei saa?

46
FIØLNIR.

Nys meldte Eivind Skeira: Palnatoke
Har efterladt med Svend en talrig Flaade
Ved Samsøe; Han har talt, foruden Holke,
Foruden Espinger og mindre Snekker,
Tyve Dromunder, fyrgetyve Knurrer.
Et andet Budskab melder os fremdeles:
Ved Ringsted samler sig en Hær for Svend.
I Nat har Palnatoke havt et Møde
Af Kæmper i sit Huus; Svend Otho nu
Gik nys ombord til Samsøe, og paa Thinget,
Ved Stranden, svor ham Hedningerne Troskab.

HARALD.

Hvad bringer du mig for et Rædselsbudskab?

FIØLNIR.

Hvert Ord er Sandhed, Herre! Væbne dig!

HARALD
raaber:

Lad Stenen staae! Til Vaaben alle Mand!
Nu gielder det, at vise Mod og Troskab.
Lad Stenen staae! Jeg har fra Danmarks Hav
Maaskee hidslæbt den til min egen Grav.

Han iler bort med sit Følge.

47

TREDIE AKT.

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. PALNIR.

PALNIR

Ha Stilstand! Og min Fader her som Gidsel!

PALNATOKE.

Det var det værste Puds, den Listige
Os kunde spille. Vi var ham for stærke,
Thi kiøler han vort Mod med Langsomhed.
Nu røres inderligt hans Faderhierte
Ved slig en Krig imod sin egen Søn;
Nu vil han see, hvordan til Begges Fordeel
Al Tvedragt endes kan, foruden Blod.

PALNIR.

Ha skal da Argelisten med sin Omvei
Bestandig qvæle Helten, som en Slange!

PALNATOKE.

Forsigtighed vanærer ingen Mand.
Svend er med sine Gidsler reist til Samsøe.
Jeg har jo mine Heltebrødre hos mig.
Hvi frygte? Med en lille Flok, som den,
48 Slaaer jeg mig giennem Haralds Leiesvende,
Hvis det skal gielde, Palnir!

EN SVEND
kommer og melder:

Biskop Popo!

PALNATOKE.

Du seer, jeg har alt fornemt Munkeselskab.
Ham vil jeg have dog min lille Spøg med,
Den sledske Præst! Jeg gietter hvad han vil.
Han har alt meldt sig for en Time siden.
Gak ud med Svenden, Søn! og naar jeg slaaer
Paa Skioldet, kom igien; og bring med ham,
Hvad du vil see, jeg har tillavet Bispen
Paa Arnestedet.

PALNIR.

Det skal skee, min Fader!

Han gaaer med Svenden.

Biskop Popo træder ind.

POPO.

Det undres Eder vist, min tappre Herre!
At over denne Tærskel Biskop Popo
Tør vove sig.

PALNATOKE.

Hvi saa, min fromme Herre?
Troer I, jeg holder selv mig for en Ulv,
Jer for et Faar, og denne Stue for
En Morderkule?

POPO.

Nei, jeg veed I er
En ædelmodig Helt, og kommer freidig.

49
PALNATOKE.

I taler jo, som om I havde giort
Et farligt Tog, Herr Bisp! til Biarmeland.

POPO.

Jeg kiender Eders Hierte, Jarl! I kan
Ei være Christendommen fiendtlig sindet.

PALNATOKE.

Dertil behøves ikke meget Kiendskab.

POPO.

I strider ei af Had mod Christendommen,
Men for at ende Landets indre Krig,
Og for at hielpe Svend til det, som Ret er.

PALNATOKE.

I siger Sagen, som den er, Herr Bisp!

POPO.

Hvo ønsker ikke denne Tvedragt endt?
Deri maa Christ og Hedning være enig.
Alt blinkte Sværdet, draget af sin Balg,
Da greb jeg dristig omkring Haralds Arm,
Og hindred Barnemordet.

PALNATOKE.

I er Aarsag
I denne Stilstand?

POPO.

Jeg, og ingen Anden.

PALNATOKE.

Det kan jeg ikke takke Eder for.
Det korte Onde er det bedste Onde;
50 Og dette gamle Saar vil aldrig læges,
Før en frimodig og veldædig Kniv
Har skaaret Ædderbylden bort, som buldner.

POPO.

I mener: under denne løse Vaklen
Kan intet trives?

PALNATOKE.

Ja, det er min Mening.

POPO.

Min med, Herr Jarl! I troer: om ogsaa Harald
Nu slutted et Forliig med Svend, sin Søn,
Saa havde det dog ingen Varighed
Med dette Venskab.

PALNATOKE.

Jeg formoder det.

POPO.

Jeg med, Herr Jarl! Thi hvad der bygges kun
Paa Sand, det blæser om ved første Vind.
I mener: Danmark have maa en Herre
Med Manddomskraft, med Heltemod og Viisdom,
Hvis Landet blomstre skal, som hidindtil.

PALNATOKE.

Jeg har den Tro.

POPO.

Jeg har den samme Tro.
Fra denne Synspunkt er vi Troesforvandte. -
Det er jo underligt, hvordan vi Tvende
I mange Punkter stemmer overeens!

51
PALNATOKE.

Jeg finder selv det ubegribeligt.
Dog det maa være vel en Misforstand!

POPO.

Nei, nei, Herr Jarl! vi stemme mere sammen,
End I vil troe. Hver paa sin egen Maade.
Vi drives Begge dog af Eet, det er:
Af Iver for den gode Sag, af Retfærd.
I er den første Helt blandt danske Kæmper,
Jeg er den første Præst blandt danske Christne.
I strider ei af Had mod Christendommen,
Men for at bringe Ro og Kraft i Riget;
Jeg holder mig til Harald, ei fordi
Jeg hader Svend, men kun fordi jeg nødes
At gribe til den første, bedste Støtte,
At dog det spæde Blomst kan finde noget
At vinde Stilken til. Hvis ei Svend Tveskiæg
Foragted Christendommen, maatte jeg
Saavel som nogen brav, forstandig Mand,
Langt heller ønske Dannemark en Konge
Med Ungdomskraft, end En, som gaaer i Barndom,
Og som har intet andet af en Christen,
End netop Navnet.

PALNATOKE
opmærksom.

Fuldfør Eders Tale.

POPO.

Det som jeg mig opoffrer ene for,
Er Christendommen, ei Kong Harald; Harald
Er et Vehiculum, det er at sige:
Et Middel for min Hovedsag. Saa gaaer
52 Det Eder; Danmarks Kræfter vil I styrke!
Det, som I kun opoffrer Eder for,
Er Landets Hæder, ei Kong Svend; Kong Svend
Er et Vehiculum for Eders Plan.
Forstaaer I mig?

PALNATOKE.

Saa temmelig, Herr Bisp!

POPO.

Hvis hele Fædrelandets Redning fordred,
At I forlod Kong Svend, var det en Synd
At foretrække Landets Frelse ham?

PALNATOKE.

Nei sikkerlig.

POPO.

Ei sandt? Det var en Pligt,
At lade Svend i Stikken for det Hele.

PALNATOKE.

I Stikken?

POPO.

Nu, det er et Udtryk kun.
Vor Pligt var, deri er vi enige,
For Jer, at offre Danmarks Rige Svend,
For mig, at offre Christendommen Harald.

PALNATOKE.

Hvad følger nu af hvad I her har sagt?

POPO.

Hver Mand maa stride med sit eget Vaaben.
En Helt gaaer frem, saa dristig som Naturen
53 I sine Virkninger, med ydre Styrke;
Mig gaaer det anderledes, med det Indre
Kan jeg kun virke, kun ved Aandens Kraft
Kan jeg kun vende Tingen til min Fordeel.
At ville vandre frem med Tvang, som I,
Var Raseri af mig, saavist, min Fremgang
Af Eder maatte kaldes snedig List.
Hvad Een sig sømmer, sømmer ei den Anden.

PALNATOKE.

Det lar sig høre.

POPO.

Nu, som vakkre Mænd
Kan vi jo sige her vor Hiertens Mening,
Thi ikkun Lumskhed gaaer den lange Omvei.
Jeg kommer, ikke blot som Betler, for
At bede, ogsaa for at byde. Lige
For Lige, hedder det, skal Venskab holdes.
Er det ei saa?

PALNATOKE.

Det Ordsprog er ei gammelt;
Det findes ei i Odins Havamaal;
Fra Syden er det kommet seent; men da I
Er kommen samme Vei, Herr Bisp! saa er
Det billigt, at I hædrer Landsmandskabet.

POPO.

Et Middel, hvorved Brodermord forhindres,
Og hvorved sikkert dog det Gode fremmes,
Bør foretrækkes Eet, hvorved tilvisse
Det første skeer, men hvorved Følgens Godhed
Er uvis. Er I ei af samme Tanker?

54
PALNATOKE.

Jeg frygter for, vi blier uenige
Af lutter Enighed tilsidst.

POPO.

Hvis saa var,
Er Skylden ikke min, jeg har forudseet,
Alt hvad Fornuft og Billighed kan fordre,
For at forhindre Misforstand og Vrede.
Nu da til Sagen med et freidigt Mod.
I truer Harald med en talrig Flaade
Og med en Hær; men han er Dannerkonge,
Og staaer i Magt for Eder ei tilbage.
Uvis er Sagen, thi naar Sværdet drages,
Er Seiren, som I veed, endnu hos Gud.

PALNATOKE.

Heel vel.

POPO.

Kong Harald vil berøve Svend
Sin Fødselsret; han tvinger Sønnen selv
At gribe Sværdet mod sin Fader.

PALNATOKE.

Rigtig.

POPO.

Det seer den christne Præst, som Kampens Mand.
Men, kiere Herre! kan vi ønske Svend
En Seir, som vil aarsage Christendommen
Nedstyrtelse og Fiendskab, som vil giøre
Anschars og Rimberts fromme Værk tilintet?

PALNATOKE.

Kong Svend vil handle, som det sømmer sig
En ærlig Drot.

55
POPO.

Ja - naar man vidste det!

PALNATOKE.

Hvad har I paa Jert Hierte, fromme Fader!
Siig mig det uden Frygt, tal ud af Skiægget.

POPO.

Jer Godhed og bekiendte Bravhed giver
Mig Mod til at fortroe mig Eder.

PALNATOKE.

Tal!

POPO.

Saafremt Kong Svend høitidelig vil love,
Saafremt I selv høitidelig vil love,
At lade Christendommen uforkrænket,
Saa lover jeg Kong Svend og Eder, Herre!
En Seir, en sikker Seir, og uden Blod.

PALNATOKE.

Hvorledes skulde det da vel gaae til?

POPO.

Danmark er delt i tvende Parter: Christne
Og Hedninger. Hvad Hedningerne angaaer,
De hører Eder til; men, strænge Herre!

Smilende.

Jeg styrer Christendommen.

PALNATOKE.

Fromme Fader!
Forklar Jer tydeligt.

56
POPO.

Af hellig Iver
Staaer kun det halve Danmark imod Svend,
Ei for at tækkes Harald; thi han hades.

PALNATOKE.

Troer I?

POPO.

Tilvisse. Lover I mig helligt,
(Og Eders Ord er mig tilfulde nok),
Mit Embed og den arme Christendom
Uskadt og uforkrænket, lover I
Mig Klostrets Herlighed urørt, saa bringer
Jeg Eder Danmarks Krone i min Haand.

PALNATOKE.

Hvorledes?

POPO
græder.

Christendommen uforkrænket!
Ved Gud! hvad jeg forlanger, er beskedent;
Et billigt, et retfærdigt Krav.

PALNATOKE.

Hvorledes?
Hvorledes vil I virke det?

POPO.

Jeg træder
For Haralds Hær. Det sidste Baand, som holder
Hans Magt, det kan jeg med et enkelt Ord
Brat sønderrive; - træder for hans Hær;
Jeg byder dem at lægge Sværdet; vidner,
57 At Harald er en Synder, at Kong Svend
Bør efter Himlens høie Villie kaares;
Stadfæster det ved et Mirakel; Svend
Bestiger Tronen; Landets Krig er endt;
Harald aflægger stakket før sin Død
En Krone, som han ei kan længer bære -
Og alt det ædle danske Blod er spart.

PALNATOKE.

I vil stadfæste det ved et Mirakel?
Har Rygtet Ret, og kan I virkelig
Uden at brænde Huden, bære Handsker
Af giennemglødet Staal?

POPO.

Sligt Jertegn skiænkte
Mig Himlen, for at overtyde Mængden.

PALNATOKE.

Det havde selv jeg megen Lyst at see.
Hvo veed? Maaske jeg med blev overtydet.

POPO.

Kom til mig i min Celle, naar det mørknes,
Der skal I skue det med egne Øine.

PALNATOKE.

I vil mig vise Kunsten?

POPO.

Hiertens gierne.

PALNATOKE.

Fortræfligt. Det kan skee paa Øieblikket;
58 Strax. Vi behøver ei at vente Mørket.
Hvad jeg skal see, det seer jeg bedst ved Dagen.

Han slaaer paa sit Skiold. Palnir og Svenden bringe en gloende Jernhandske ind paa et Fyrfad, som de sætte tause for Bispen.

POPO
bestyrtset.

Ha hvad er det?

PALNATOKE.

En Vante, god for Kulden;
Træk den kun paa! Jeg siger Eder god for,
I vil ei fryse paa den høire Haand.

POPO.

Et forud overlagt iværksat Spil,
For at forhaane mig?

PALNATOKE.

Vi Hedninger
Kan spaae; jeg forudsaae omtrent, hvad
Der vilde skee, og har forsynet mig
Med det Nødvendige itide.

POPO.

Jarl!
Er det min Tak for min Oprigtighed?

PALNATOKE.

Nu ingen lang Indledning! Længenok
Har taus jeg hørt paa Eders Tale, nu
Vil jeg en Handling, som kan krone Værket.

59
POPO.

Jeg giør det ei.

PALNATOKE.

Det er Halstarrighed,
Fornærmelse, som jeg har ei fortient,
At I ei troer mig værd et Jertegn, som
I spilder paa den mindste Almuesmand.

POPO.

I Klostret vil jeg vise det! ei her.

PALNATOKE
mørk.

Altsaa - Det er ei alle varme Vanter,
Der passer Eders Haand?

POPO.

Jeg gaaer herfra.

PALNATOKE
griber hans Arm.

I bliver. - Dersom jeg betragter Tingen
Blot som en Kunst, saa har I Ret til Afslag.
Til Kunster kan man Ingen tvinge. Men
I har afskaffet Tvekamp, grundet paa
Vor Olds Natur, og den almene Villie,
Og indført Jernbyrd; saadan skal man nu
Bevise sin Uskyldighed, sin Ret.

Stræng.

Saa følg Jer egen Lov paa Øieblikket!
Drag Handsken paa, som en uskyldig Mand,
Hvis ei, da gaa herfra som en Bedrager!

60
POPO
spændt.

Den mindste Deel af Hoben findes skikket
Til retlig Indsigt; til at dæmpe Tvedragt
Blandt Mængden, er det korte Middel bedst.
Faa fatte det Guddommelige; naar
Den Vise bruger sandselige Midler,
For at opnaae et himmelsk Øiemeed,
Da er Bedraget, om det saa kan kaldes,
Uskyldigt og tilgiveligt Bedrag.

PALNATOKE.

Ha hvad en Munk dog ei udsmykke kan!
Henrevet af Forundring har jeg seet
Jer skiule bag en smidig Silketunge,
Et Blaargarnshierte; har jeg seet Jer listig
Med rene hvide Klæder at udpynte
De sorteste Forbrydelser. Kong Harald,
Som - være han forresten hvad han vil -
Er Eders Ven, Velgiører, vil I svige!
Vil I forraade! Af en Niddingsfrygt,
Da alt I seer, til hvad Kant Vognen hælder,
Hidkommer I til mig, den Mand, som I
Af alle hader meest, og spiller Ven.
Og Christendommen, en uskyldig Lære
Om stille Dyd, maa selv bekvemme sig
Til Skalkeskiul for Eders Synder. - Popo!
Du vilst dig sammenligne med Anschar?
Med Rimbert? med de dydefulde Mænd,
Hver uden Egennytte, venlig hver,
Og agtet hver af Hedning, som af Christen?
Du vilst dig sammenligne her med mig?
Og troer, en tapper Fyrste, at en Hær
61 Af Dannerkæmper skulde takke Seiren
Din Munkelist? Ha gaa du falske Judas!
Svøb skamrød ind dit blege Ansigt i
Den sorte Kutte! Gaa! Bliv atter Skaffer
For Brunos Klosterkiøkken hist i Cøln!
Mædsk dig i Dovenskab af Bondens Sved;
Men vov dig aldrig meer for mine Øine!

POPO
forbittret.

Du triumferer alt, du stærke Helt!
Jeg saae forud, til hvad Kant Vognen hældte?
Den hælder hen, hvor du det venter mindst.
Snart sprætter Jetten hovedløs! Svend Tveskiæg -
Ha jeg maa lee! Velan, I vil det saa!
Men I vil græde Blod, at I foragted
Min Nødhielp taabelig! Vil græde Blod!

Han gaaer.

PALNATOKE.

Ha hvad var det? Han trued? Høie Guder!
Han nævnte Svend. Gaaer! henter ham tilbage.

Palnir og Svenden skynde sig bort, og bringe Bispen atter tilbage for Palnatoke.

PALNATOKE
drager sit Sværd og sætter ham det for Brystet.

Hvor har I Svend? Hvad vilst du sige med
Den hovedløse Jette? Har I alt
Brudt Freden? Er ei Svend med sine Gidsler
Paa Samsøe?

POPO
ængstelig.

Ak Herr Jarl! tag Jer iagt!
I trykker mig jo Sværdet giennem Kappen.

62
PALNATOKE.

Jeg trykker dig det giennem Brystet, Munk!
Hvis ei du skrifter strax Forræderiet.

POPO.

Slip mig kun først.

PALNATOKE.

Tal saadan, som du staaer!
Sværdsodden maa du føle under Hiertet,
Hvis det skal røres til Oprigtighed.
Hvor har I Svend?

POPO.

I Ormetaarnet! Uden
For Byen; midt i Skoven; Harald Gormsøn
Lod Skibet standse, hvorpaa Svend med Gidsler
Til Samsøe foer; - har ladt hans Følge dræbe,
At Sagen ikke skulde vorde kundgiort;
Kun Thorvald fængslet blev med Svend.

PALNATOKE.

I Taarnet?
I Ormetaarnet?

POPO.

Men ei kastet end
For Ormene; kun i et Kammer over
Den dybe Kule. Hvad der meer skal skee,
Beroer paa Kongens Bud. Mig maa I takke
For den Opdagelse.

PALNATOKE.

Ha Niffelheim!
Fort tager denne Munk og baster ham!
I Kieldren skal han kastes; Speiderne,
63 Som holde Vagt ved Døren, ligesaa.
Jeg iler hurtig med min lille Flok,
At redde Svend. En Baad skal sætte os
I Skumringen paa Dybet hen til Samsøe.
Baghuset vender lige ind mod Skoven;
Vi snige did os, uden at bemærkes.
Nu gielder Hurtighed og Uforsagthed.
Afsted med Munken! Fort at redde Svend.

POPO.

I fængsle mig til Eders største Skade;
Endnu i Lænker kan jeg hævne mig.

Alle gaae bort.

FÆNGSEL.

FANGEFOGDEN,
en Gubbe med et langt graat Skiæg.

Fordømt! Det er dog bedre, meget bedre,
At være Røver paa den vilde Sø,
End Fangefoged i det skumle Fængsel.
Thi hugger jeg paa Borderanden der
Min Karl i Panden med den brede Øxe,
Saa kan han giøre mig den samme Skiel;
Det er et ærligt Haandværk, frit og lystigt!
Hvad har jeg derimod vel af, at lade
De arme Dievle styrte ned i Hullet
Til Ormene? - - Ifald det ikke var
For Aldrens Skyld, hvis ikke Biskop Popo
Mig havde tordnet det i Ørerne,
Og truet mig med Svovelpølen - hu!
Hvis der var koldt, brød jeg mig feil derom.
64 Jeg er en gammel Normand, vant til Frost,
Har al min hele Tid holdt mig fra Ovnen;
Og skulde nu tilsidst - - Det var for stærkt!
Han sagde mig: saafremt han ikke kom
Før Sol gik ned, da skulde jeg i Guds Navn
Kun lade Lemmen falde; thi da havde
Kong Svend (hvad nu han vilde undersøge)
Fortient sin Død. - Det mørknes jo alt stærkt.
Ifald han kom, og fandt det ikke fuldført,
Blev jeg vel bandsat paa min gammel Alder.

Han gaaer hen og tager i en Kiæde ved Væggen.

Velan! - Hvor snart er dog et Menneske
Sat ud af Verden! Hurtig er han indsat
Og hurtig udsat. Jeg behøver kun
At drage stærkt i denne Kobberlænke,
Saa styrter Gulvet med de To derinde. -
De veed det ei, de gaae med Tillid paa
Den falske Grund. - Det giør vi Alle jo!
Jorden er huul, hvorhelst vi træde, lurer
En Grav; vi gaae et lille Stykke Vei,
Saa brister Isen, og saa plumpe vi. -

Han betænker sig et Øieblik og siger derpaa bevæget:

- Men derfor rører det mig og desmeer,
At korte disse raske Ungersvende
Den korte Vei. - - Ja ja! Een kan jeg redde!
Kong Svend, var Bispens Ord; den Anden ei.
Den Fremmede, ham kan jeg redde. - - Hvilken
Er Svend, og hvilken er den Fremmede?
De kom i Mørket, og jeg kiender Ingen.
Nu jeg vil raabe den herud, som ei
Er Svend.

Han gaaer ind og kommer tilbage med Thorvald Vidførle.
65
FANGEFOGDEN
med den høieste Forundring.

Herr Thorvald! Himmel! Er det Eder?

THORVALD.

Jeg hedder Thorvald. Hvo est du, min Gubbe?

FANGEFOGDEN.

Mit Navn er Søbiørn Steinakløfver; men
Gud bedre mig, nu er jeg fra en Søbiørn
Forvandlet til en Fængselsrotte.

THORVALD.

Søbiørn!
I forekommer mig bekiendt.

FANGEFOGDEN.

Ak Himmel!
Det er vel intet Under! I har reddet
Mit Liv paa et Fribytterskib, løskiøbt
Min Søn; og denne Skramme, som I seer,
Her paa min venstre Kind, har selv I syet
Mig sammen. - Og nu er I fængslet her!
Saa har vor Herre hørt min Bøn, saa kan jeg
Dog lønne Godt med Godt, og Liv med Liv.
Gaa, Herre! skynd Jer! der er Nøglen; aabner
Jert Fængsel, skiuler Jer i Skoven, flyer!
At ei I møder Bispen.

THORVALD.

Og Kong Svend?

FANGEFOGDEN.

Maa blive. - Han er en Forbryder, siger
Den fromme Bisp, og ham maa jeg vel troe.
66 Men om han sagde tusind Gange, Thorvald!
At I var en Forbryder, skyldig Døden,
Saa troede jeg ham ei, om saa han bar
Titusend hede Handsker til Beviis.

THORVALD.

Hvad Skiæbne har man her bestemt Kong Svend?

FANGEFOGDEN.

At styrtes ned til Ormene. Saasnart
Jeg drager denne Snor, saa synker Gulvet
I Kamret der, saa er det giort.

THORVALD.

Velan:
I redder Svend og mig, hvis ei, da dræber
I Svend og mig. Jeg skilles ikke fra
Min Ven, forlader ham i Døden ei.

FANGEFOGDEN.

Jeg dræbe Eder? Før skal Ravnen hugge
Mig mine Øine ud paa Retterstedet.

THORVALD.

Giør, hvad I vil, handl' efter Eders Pligt.
Svend er min Ven, en brav, uskyldig Helt;
Bispen har vidst, at daare Eders Eenfold.
Hans Kunst med Handsken er et plumpt Bedrag.

FANGEFOGDEN.

Forsynd Jer ei, jeg veed, I er en Hedning;
Men jeg er døbt; maa ære Christendommen.

67
THORVALD.

Jeg ærer Christendommen, skiøndt en Hedning.
Popo er Christen ei, skiøndt han er døbt.
Giør hvad I vil. Betænk Jer, hvem af os To
I meest bør stole paa, hvad enten den,
Der gav Jer Sundhed, Liv og Søn tilbage,
Hvad heller den, der drog en gloheed Handske
Paa Haanden, uden at forbrænde Huden.
Min Skiæbne er uskillelig fra Svends.

Han gaaer ind.

FANGEFOGDEN
grublende.

Hvad enten den, der drog en Handske paa,
Hvad heller den, der drog sin Glavind ud
Og redded mig med egen Fare? Himmel!
Tilgiv den gamle Søbiørn, hvis han feiler!
Jeg holder med den Handskeløse.

Gaaer ind.

EN PLADS I SKOVEN.

Fangetaarnet vender ud til Veien paa den ene Side med en stor Jerndør.

PALNATOKE, SIGVALD JARL, BUE HIN

DIGRE, SIGURD KAPPE, PALNIR, VAGN

og FLERE KÆMPER, alle bevæbnede.

PALNATOKE
stærkt bevæget.

Ha
Forgieves! Argelist har vundet Seir.
Den tykke Muur ugiennemtrængelig.
Støbt Jern er Dørren. Udentvivl har Fogden
68 Adlydt den grumme Munks Befaling alt.
Hvad gavner det, at vi med Angstens Sved
Tilstaaelsen fik presset af hans Bryst?
Her standser Heltens Mod; en skummel Gift
Fortæret har vort Hierte. Krig og Tvedragt
Vil ødelægge Landet! Falder Harald,
Hvo skal bestige Tronen? Tvistighed,
Ærgierrig Stræben hæver alt sin Tinding
Af Nattens Dynd, til Held for Danmarks Fiender.
O Danmark, o mit arme Fædreland!

BUE.

Du græder, Toke? Nu ved Nastronds Flammer!
Her har jeg i min Haand en vældig Stang
Af syvfold hærdet Staal, min Oldefader
Fik den af Veland, den berømte Smed;
Jeg render Dørren ind, jeg sprænger Bolten!
Meer end af Løvens, end af Biørnens Blod
Har tolv Mænds Styrke Bue Digre drukket
Af dine Heltetaarer.

Han render med saadan Fart mod Dørren, at Spydet springer i Stykker, og han styrter til Jorden. Alle Kæmperne støtte sig vemodigen til deres Spyd og stirre til Dørren; i det samme aabnes den, og Thorvald Vidførle træder ud med Svend ved sin Haand, fulgt af den Gamle.

ALLE.

Ha Kong Svend!

PALNATOKE.

Svend!

69
SVEND.

Palnatoke! Elskte Fosterfader!

Han kaster sig i hans Arme.

PALNATOKE.

Er det et Blændværk? Har du Muren sprængt?
Svend! har du skræmmet Døden bort?

SVEND
peger paa Thorvald.

Der staaer
Min Redningsmand.

ALLE KÆMPERNE
forundrede.

Hvad? Thorvald?

SVEND.

Denne Gubbe
Er Fangefogden; ham har Thorvald eengang
Fra Døden reddet med sin Søn; nu vilde
Han atter redde ham, men Thorvald svor
En Eed, han gik ei ene uden mig.
Da rørte sig den gode Oldings Hierte,
Og vi gik begge fri.

PALNATOKE.

Ha ædle Thorvald!
Tillad mig at omfavne dig.

THORVALD.

Min Herre!
I giør for meget af en ringe Gierning.

PALNATOKE.

Jeg favner dig ei blot for denne Gierning,
Endskiøndt den er vort Lands Lyksalighed;
70 Jeg favner dig for dette Hiertelag,
Der bringer dig til overalt at finde,
I Fængslet selv, taknemlig Gield. O Svend!
Tak Guderne for denne Ven, behold ham!
Han er den bedste Glavind ved din Side.

SVEND.

Det er han.

PALNATOKE
vender sig til Stridsmændene.

Nu, I stolte Jomsborgs Kæmper?
Nu Bue? var det sandt om Dydens Magt?
Der ligger hist dit søndersprungne Spær,
Og her staaer Svend ved Thorvalds Haand.

BUE.

Ti! ti!

SVEND.

Nu maae vi skynde os i Skoven; klæde
Os om som Fiskere, og seile bort
Til Samsø med en Baad, som Gubben veed.

PALNATOKE.

Retsaa. Vi andre bliver her tilbage.
Popo er fængslet alt med Speiderne;
Før Morgen faaer ei Harald Nys om Tingen.
For Overfald kan man jo sikkre sig,
Og aabenlyst vil ingen Dannerkæmpe
Som Nidding bryde Freden; og vort Anhang -
Men kom, her kunde vi opdages, hist
I Skovens Dyb vil vi aftale Resten.

De gaae. Bue holder Thorvald tilbage.
71
BUE.

Islænder! bliv et lille Korn, og hør paa
Hvad en Bornholmer har at sige dig.

THORVALD.

Heel gierne, Ven!

BUE.

Vi har et gammelt Ordsprog,
At man skal ikke skue Hund paa Haaret;
Det passer prægtigt paa os begge to.

THORVALD.

Du redelige Kæmpe!

BUE.

Island ligger
Vel fuld af Iis og Snee, men Ilden brænder
I Grunden der; og hvad der gielder Lærdom,
Og Runer og Historier, af dem
Har I da fuldt op. Det er intet Under,
At du forstaaer at skikke dig saavel.

THORVALD.

Den vakkre Bue er saa brav, som stærk.

BUE
ryster hans Haand.

Bornholm er stenet, fuld af Klipper, men
Det er ei sieldent, at man finder der
Karfunkler dybt i Flintestenen.

THORVALD
rørt.

Ven!

72
BUE
drager hurtig sit Sværd, og vender Spidsen deraf imod Jorden.

Kom, vi vil blande Blod i Jorden sammen,
Og sværge strax Fostbroderskab!

THORVALD
venlig.

Nei Bue!
Det er mod min Natur.

BUE
rækker ham Sværdet.

Der! vilst du have
Mit Sværd? Det allerbedste, som jeg eier!

THORVALD

Behold dit Sværd, det kanst du bedre føre
End jeg.

BUE
utaalmodig.

Hvad vilst du have da?

THORVALD.

Giv mig
Dit Venskab.

BUE
omfavner ham.

Hvis du nøies vil med det,Da skalst du have det saa friskt og varmt, som
Det kommer ud af dette danske Hierte.

THORVALD.

Ærlige, dierve Kæmpe!

73
BUE.

Vise Thorvald!
Du est en Blomst i Freden, jeg en Ulv
I Krigen.

THORVALD.

Begge for vort Fædreland!

BUE.

Og begge Fienden farlig. Fred og Krig
Gaaer Haand i Haand, er Venner! Lad saa Nogen
Herefter vove paa at true Danmark!

De gaae bort Arm i Arm.

74

FIERDE AKT.

KONGENS HAL.

Nat. En Lampe hænger under Loftet og oplyser Dronning Tyre Dannebods Billed i Baggrunden.

HARALD. FIØLNIR.

FIØLNIR.

Som jeg har sagt, min Herre! Taarnet ledigt,
Og Svend og Thorvald rømt med Fangefogden.

HARALD.

Den sølvgraa Gubbe, hvis Samvittighed
Bestod i blindt at lyde Bispens Bud!

FIØLNIR.

Fuglen har skiftet Fiær, og tomt staaer Buret!

HARALD.

Og Toke flygtet bort med alle Gidsler?

FIØLNIR.

De kan ei have faaet Nys om Tingen;
Thi nylig gik jeg Palnatokes Huus
Forbi; de sad og drak for aabne Dørre
I Borgestuen; sang, som intet Fiendskab
Var tænkeligt.

75
HARALD.

Det er endda en Trøst.
Hvad Kundskab er os bragt af Speiderne?

FIØLNIR.

Jeg kan ei finde dem.

HARALD.

Hvad? Speiderne?

FIØLNIR.

Maaskee de sad hos Palnatokes Kæmper,
Det kunde jeg saa grant ei see. I veed
Mit Forhold til den stolte Palnatoke.
Jeg hader ham, som jeg har altid hadet
Hans Fader, der foragted mig, sin Broder,
Fordi jeg var et Slegfredbarn, som var det
En Skam, at takke fyrig Elskov for
Sin Fødsel. Sad ei Rolf paa Leiretronen?
At jeg har hjulpen dig at straffe Aki,
Farbroderen, veed Palnatoke; Straffen,
Den velfortiente, kalder han et Mord.
Hans Kæmper er en Efterklang af ham.
Jeg gik forbi, den tykke Bue saae mig,
Da greb han Hornet, raabte: Fader Fiølnir!
Hvi sniger du dig som en Snog forbi os?
Kom ind og tøm et Horn! saa vil vi glemme,
At du est Akis Bane; thi nu hævner
Straadøden jo dog snart dit Niddingsværk.
Da blev jeg rød af Harm; jeg maatte døie
Forsmædelsen, de havde Overmagten.
Men snarlig hævne vi os, Herre Konge!

76
HARALD.

Med Himlens Hielp. Det er endda en Trøst,
At de er overmodige, høirøsted';
Det viser, at de ruge intet ud.
Og som du siger, sad de ubevæbned'
Og drak.

FIØLNIR.

Ei ubevæbned'; klædt i Jern
Med store Slagsværd ved de venstre Sider.
Paa Væggen rundtomkring hang blanke Øxer
Og lange Spiud i alle Kroge.

HARALD.

Ha!
Det Tegn er ikke godt.

FIØLNIR.

Saaledes pleie
Bestandig Palnatokes Mænd at drikke.
De er saa vant til Harnisk og til Sværd,
At de er aldrig meer i deres Es,
End naar de sidde diupt i Pandserplader.

HARALD.

Det er endda en Trøst.

FIØLNIR.

Er det en Trøst?

HARALD.

Gaa, hent mig Bispen! Denne hele Sag
Er sær forblommet.

77
FIØLNIR.

Hente Bispen? Ja
Saafremt jeg vidste, hvor han var; han er
Ei heller nogensteds at finde.

HARALD.

Hvad?
I Klostret ei?

FIØLNIR.

Slet ingensteds, min Herre!
I Morges gik han ud; hvorhen, veed Ingen.
Jeg frygter, han er gaaet ud til Taarnet,
At Svend har kastet ham, ved Fogdens Hielp,
I Hullet ned til Ormene.

HARALD.

Som Natten,
Er sort og skummel denne Sag. - Hvordan
Er Veiret ude?

FIØLNIR.

Mørkt, og Vinden hyler
I Træerne.

HARALD.

En gunstig Nat for Stimænd.
Jeg seer dem brænde Huset!

FIØLNIR.

Vi er sikkre.

HARALD.

Gaa Fiølnir! Viis dig værdig til min Staller,
Min Mærkismand. Bring Hæren hurtig sammen!
78 Lad Eivind Skeira vaage over Flaaden.
Jeg kan ei færdes selv i Natten; men
I Morgen vil jeg vise mig en Kæmpe.

FIØLNIR.

Gak du tilsengs, og frygt dig ei, min Herre!
Vi skal vel vaage over dig.

HARALD.

Nei, nei!
Selv vil jeg vaage over mig; man vaager
Selv bedst. Gaae, hent mig Skofte, Gangerpilten.
Han skal mig korte denne lange Nat med
Historier og Eventyr.

FIØLNIR.

Kong Harald!
Nu vilst du høre Eventyr? Maaskee vi
Opleve selv et Eventyr i Nat,
Som vil fortælles mange Aar herefter.

HARALD.

Spild Tiden ei, skynd dig og lyd mit Bud.

Fiølnir gaaer.

HARALD.

Man bruger ei Fortrolige til alting. -
Ha denne Nat er svanger paa Misgierning.
Jeg seer i Mørket dem med Dolk og Blus!
Ha Niddinger! jeg forekommer Eder.
Giv Lykke mig til Daaden, St. Sebaldus!
Saa skal dit Altar faae et Overtræk
Af Purpurpel, ti store Voxlys; ja
Jeg bygger dig en Kirke, hvis du hielper
Mig ud af denne ængstelige Nat.

79
SKOFTE
kommer.

See her er Skofte! Er ei Dannerkongen
Endnu tilsengs?

HARALD.

Man sover alt for meget
I dette korte Liv. Tidsnok at sove
Paa Bolstret af de haarde Kampestene
I Høien.

SKOFTE.

Nei, det Leie er for haardt.
Jeg sover helst ved Arnestedet, i
Den hede Askehob.

HARALD.

Jeg vil ei heller
Henkastes i det kolde Muld; jeg vil ei,
At Stormen mig omtude skal, en Synder
Paa Steilen lig; i Roskilds Kirke vil
Jeg jordes; høit i Choret skal de mure
Mit kongelige Legem i en Piller
Opreist; og male mig med stærke Farver
Paa Pillens Væg, for Efterslægtens Øine.
Saaledes vil jeg leve efter Døden.

SKOFTE.

Men naar nu Kalken falder af paa Væggen?
Og naar i Muren dine Been blier Kalk?

HARALD.

Saa skal jeg leve frisk i Skialdens Digt;
Og længer har ei nogen Helt det drevet.

80
SKOFTE.

Det er kun Galgenfrist.

HARALD.

Fordriv mig Tiden.

SKOFTE.

Du vilst fordrive Tiden, Konning Harald!
Og Tiden vil igien fordrive dig;
Det gaaer jo op.

HARALD.

Fortæl et Eventyr.

SKOFTE.

Skal jeg fortælle dig om Heidreks Sværd,
Som vilde lædske sig i Mandeblod,
Naar det blev draget?

HARALD.

Nei; det har Anschar
Fordærvet, ved at underlægge det
Moralsk Betydning. Denne Viis er slet!
Tirfing var virkelig et Troldomssværd;
Saaledes har de gamle Skialdre meent det.
Nu taler han om Myrdelyst og Grumhed!
Paa denne Maade dræbes Tirfing selv.

SKOFTE.

Saa vil jeg synge dig en Vise da,
Som jeg har lært i Hiemmet.

Han synger:

Maanen skine!
Dømand grine!
Verde du ikke ræd?

81
HARALD.

Hvilke Fagter!
Fy, Ti! - det er kun Overtro. Den Dræbte
Kan ikke lee i Maanskin.

SKOFTE.

Herre Konge!
Da leer man først, naar Kiødet falden er
Fra Kiæven; men det er en tvungen Latter!

HARALD.

Kom sæt dig ligeover for mig, Skofte!
Og da jeg veed, at du har Miøden kiær,
Saa drik af dette guldbeslagne Kruus,
Mens jeg fortæller dig et Eventyr!

SKOFTE.

Du vilst fortælle? Det er kosteligt.

Han sætter sig hurtig ved det lille Bord, ligeover for Kongen; skiænker og drikker.

HARALD.

Der var engang en sølverhaaret Konning;
Ham stod de lumske Fiender efter Livet.
De trued ham, opægget af en Nidding;
Og Gubben sad forladt i Alderdommen.

SKOFTE
drikker.

Den arme Dievel!

HARALD.

Det var bælmørk Midnat.
Naar Dagen kom, da skulde Striden stande.
Han sad i Natten, søvnløs og forfærdet.
82 Rebellerne var i et andet Huus,
Og svired, sikkre paa den snare Seir;
Der var og Kongens værste Avindsmand.
Ak! tænkte Oldingen, ifald jeg havde
En Tiener nu, behiertet, uforsagt,
Saa sendte jeg ham i min Fiendes Huus;
Han stødte Dolken i Forræderen;
Og naar da Dagen kom, var Seiren vundet.

SKOFTE.

Og fandt da Gubben ei en Slig?

HARALD.

Min Søn!
Behiertet Troskab er ei let at finde.

SKOFTE.

Det skulde været mig, jeg havde ei
Betænkt mig længe.

HARALD.

Du est rask og snild,
Og uforsagt, men du est ikke vant til
At bruge Sværd, at skue Blod.

SKOFTE.

Ei Sværdet,
Men Kniven kan jeg bruge destobedre.
Ei vant at skue Blod! Hvor vilst du hen?
Hos os, derhiemme, bringe Qvinderne
Bestandig Svededugen og Ligskiorten
Til Gildet med, for deres Mænd og Brødre.
Der løber sielden af det uden Blod.

83
HARALD.

Tillader Kulden saadan Hæftighed?
Tilstæder Sneen Drab?

SKOFTE.

O Herre Konge!
Den lokker just dertil; thi aldrig rødme
Blodsdraaberne saa smukt, saa purpurfriske,
Som naar de drypper i den hvide Snee.

HARALD.

Du havde virkelig da Mod, min Skofte!
Til denne Daad, hvis jeg var Oldingen?

SKOFTE.

Hvad Mod? Jeg har alt dræbt med egen Haand
Tre stærke Mænd, min Faders Fiender.

HARALD.

Du?

SKOFTE.

Just jeg.

Han drager sin Kniv.

Og seer du disse Pletter Rust
Paa Kniven? Det er Blodrust: det er Blod af
Min Faders Fiender.

HARALD.

I en Tvekamp?

SKOFTE
stikker Kniven til sig.

Nei,
Det var en Enekamp.

84
HARALD.

Stod de da stille,
Og lod dig støde til?

SKOFTE
skienker.

Nei; men de laae.

HARALD.

De laae?

SKOFTE
drikker.

Og sov.

HARALD.

Ja saa! - - Du est saa munter!
Ha jeg misunder dig din Munterhed.
Siig, est du aldrig plaget af en Svartalf,
Som man har kaldt Samvittigheden?

SKOFTE.

Nei.
Jeg kiender lidt til Vittigheden, mindre
Samvittigheden.

HARALD.

Lykkelig est du!

SKOFTE.

Jeg giør, hvad man befaler mig, og lader
De Andre tænke efter, om min Daad
Er vel giort eller ikke.

HARALD.

Lykkelig
Est du!

85
SKOFTE.

Hvad er det da saa stort, at døe?
Saa stort at dræbe? Er det her forbi,
Saa lever man jo op et andet Sted,
Hvor der skal være bedre, som man siger.

HARALD.

Egen er din Natur. Siig, har du Brødre?

SKOFTE.

En Broder, hedder Karker, hos Jarl Hakon
I Norge; han er dum; jeg pryglte ham,
Derfor har Jarlen skilt os ad, og sendt
Mig hid til dig i Skat, med Falkene.

HARALD.

Jeg takker ham for denne sieldne Gave.
Naar Nøden stærkest er, er Hielpen nærmest.
Et Væsen har jeg netop nødig, Skofte!
Som dig; thi jeg er Gubben selv, min Søn!
Og Palnatoke, hist, er Ophavsmanden.

SKOFTE.

Han, som skiød Æblet hist af Sønnens Hoved?

HARALD.

Just ham.

SKOFTE.

Det var et dygtigt Skud.

HARALD.

Jeg frygter
Et værre. Hvis han ikke forekommes,
Da skyder snart han Kronen af mit eget.

86
SKOFTE.

Skyd Hovedet af ham, saa er din Frygt
Et Hoved kortere.

HARALD.

Du taler som
Den vise Mimer. Skofte! vilst du snige
Dig did, og støde Dolken i hans Bryst?

SKOFTE.

Ifald det laer sig giøre, ja!

HARALD.

Det lader
Sig giøre; Huset er mig vel bekiendt;
Jeg ejed det som Kongesøn i Gorms Tid.
I tvende Stokværk er det bygt; dernede
Er Borgestuen, den er fuld af Kæmper.
For oven er en Svale med et Kammer,
Der sover vist han nogle Timer ene. -
Du kanst dog klattre, Skofte?

SKOFTE.

Som et Egern.

HARALD.

Saa stige du ad Træet op til Taget,
Den største Skorsteen fører dig til Svalen;
Der kanst i Mag du vente Leiligheden.

SKOFTE.

Det laer sig høre.

HARALD.

Hvis det lykkes dig,
Da skalst du faae en søgrøn Silkekofte
87 Skarlagens Hue, høi og spids, og Støvler
Med Kløverblad.

SKOFTE.

Og maa jeg tidlig gaae
Tilsengs? Og maa din Kiøgemester give
Mig mere Smør paa Brødet, end sædvanlig,
Og ikke skrabe det saa karrigt tyndt?

HARALD.

Det loves dig! Hvis Palnatoke falder,
Da skalst du aldrig mangle Suul til Brødet.

SKOFTE.

Jeg iler! - - Men, endnu dog Eet, Kong Harald!
Du har saa ofte lovet mig at vise
Dig for mig i din nye Kroningsdragt;
Det har jeg aldrig seet. Hvis jeg skal gaae,
Saa maa du først fornøie mig med dette.

HARALD.

En anden Gang.

SKOFTE.

Nei dennegang! Nu strax.
Der kunde skee Forhindringer; maaskee jeg
Da fik det ei saa let at see igien.

HARALD.

Selv deri vil jeg føie dig.

SKOFTE.

Det ligger
I Skabet, i dit Sengekammer. Skal
Jeg lyse?

88
HARALD.

Nei, bliv her! jeg veed Besked.
Til høire Side ligger Kroningsdragten,
Til venstre Kant Ligklæderne. Bliv her!
Jeg veed at finde, hvad jeg vil, i Mørke.

SKOFTE
alene, drager sin Daggert.

Ifald den kun er skarp nok, denne Daggert.
Nu, jeg vil slibe den, før jeg gaaer bort,
Derude paa vor Bænk, det gamle Alter.
Der hvæsser jeg bestandig Kongens Knive.
Der staaer den gamle Odin med sit Sværd,
Smukt gravet ud i Stenens Overflade.
Vi har alt slebet bort lidt efter lidt
Det halve Sværd, med samt hans Tommelfinger;
Thi til et velbesat og lækkert Taffel,
Udfordres fremfor alting Kniv og Gaffel.
Da maa der slibes; mens nu Kniven vinder,
Derude Sværdet meer og meer forsvinder;
Og gaaer det længe rask saaledes fort,
Saa er snart hele Kæmpen slebet bort.

Kong Harald kommer ind i sine Ligklæder.

SKOFTE.

Der er han alt. Ja tænkte jeg det ikke!
Nu har han grebet feil; der kommer han i
Ligklæderne. Hu! han seer rædsom ud.

HARALD
med stolt Høitidelighed.

Her er jeg i min egentlige Dragt;
Den Dragt, der tyder paa min Slægt, mit Udspring,
89 Der viser med sin sieldne Herlighed,
Af hvilken vældig Spire jeg er rundet.
Den anden bæres kun af Ydmyghed;
Men denne pryder mig for alle Andre
Den høitidsfulde Dag, naar jeg bestiger
Min Throne.

SKOFTE.

Stolte Konge! Du har Ret!
Unægtelig est du den største Mand
I det fiirkantet-lille Fyrrerige;
De andre er kun Madiker mod dig.

HARALD
betragter sig.

O Himmel! hvad er dette?

SKOFTE.

Du har vidst
At finde, hvad du vilde, vel i Mørke.

HARALD
forfærdet.

Jeg tog den Bylt, som laae til høire Side.
Jeg veed det vist, den laae til høire Side!
Min Kroningsdragt! selv har jeg lagt den hen,
Selv har jeg Nøglen - ja, jeg veed det vist!

SKOFTE.

Det er vel ikke første Gang, Kong Harald!
At du har taget venstre Haand for høire?

HARALD.

Gaa! Surtur kogler fælt i denne Nat!
Gaa! dyp din Daggert i min Fiendes Blod,
90 Saa skalst du see mig i min Kongedragt
End mange Aar. Men skynd dig ufortøvet,
Thi jeg er syg om Hiertet.

SKOFTE.

Vel, jeg gaaer.

HARALD.

Her er en Dør, forborgen i Tapetet;
Den bringer under Jorden i en Løngang
Dig op i Gaarden, paa den anden Side,
At ei Drabanterne skal mærke dig.
Saaledes kommer du igien tilbage;
Og alle Spor, som kunde røbe Daaden,
Er slettet ud. Men skynd dig, Skofte! skynd dig!
Thi jeg er syg. Det hvide Ligtøi har
En hæslig Stank. - Jeg veed det vel, det kommer
Af Fyrreskabet, af beklumret Luft. -
Jeg kan ei taale Lugt af Høvlespaaner,
Med Høvlespaaner stoppes Dødens Pude!
Gaa, skynd dig!

SKOFTE.

Jeg er hurtig som en Falk.

HARALD.

Styrt hurtig, som en Falk, dig paa dit Bytte!

De gaae.

91

PALNATOKES HUUS.

En Løgte staaer paa Bordet, og brænder.

PALNATOKE. BUE.

PALNATOKE.

Det er alt Midnat, Bue! jeg vil sove.
Bed dem i Borgestuen spare Miøden;
Naar Svend har seiret, vil vi drikke meer.
Den aarle Morgen maa i Kraft os see,
Ei halv beruste. Vi maa skiftes til
At sove, medens Nogle holde Vagt.

BUE.

Der har du Ret min Svoger! Jeg vil ile!
Og hvis de døver Øret mod Forstanden,
Saa vil jeg tordne dem den Sang i Øret:
»Op, ei til lystigt Gilde!
Ei Jomfrusnak hin milde;
Men Hildurs Leeg hin haarde,
Hver skal mod Fienden baarde!«

PALNATOKE.

Det gamle Biarkemaal! Retsaa min Frænde!
Thor styrke dig, god Nat. I Morgen sees vi.
Men om i Morgen-Nat vi vandre til
Saa kort en Hvile; om os Hanen vækker
At skue Overmorgens Morgenrøde -
Veed Himlen, Bue! Men vi sees igien;
Thi Dødens Magt adskiller ei de Gode.

BUE.

O vi skal leve sammen, nyde Seiren
Som Venner. Disse Niddinger kan ei
92 Forkorte vore Dage; og min Arm skal
Jeg bruge tro for dig og for dit Liv,
Thi det er mere værd, end mit og Manges.

PALNATOKE
griber hans Haand.

Og skal jeg falde, Thor! saa lad mig falde
For slig en ærlig Kæmpes Heltearm,
Saa gaaer jeg glad i Døden, naar du vinker.

BUE.

Thor har dig hørt, seer du, hans Stierne blinker?

De omfavne hinanden; Bue gaaer.

PALNATOKE
allene.

Jeg kunde lægge mig paa Sengen der
I Kamret; men saa sover jeg for hardt,
Og vaagner døsig i den aarle Morgen.
Paa Stolen vil jeg sidde her ved Bordet;
En liden Slummer, ingen Qvindesøvn.

Han sætter sig.

Ha jeg er træt! - Hvor herligt smager Hvilen
Den Mødige. - Og Haralds List, og Bispens
Og min Forstillelse, den tvungne Glæde
Har mattet mere mig, end selv en Kamp.
Jeg er ei vant til saadant Mummespil. - -
Lyset kan ingen Skade giøre der
I Løgten; jeg vil lade Lyset brænde.
Saa kom da hulde Siofna, Nattens Mø!
Giv mig dit Kys, og styrk mig med din Slummer.

Han sover ind. Pause.

Skiærmen bliver taget bort fra Kaminen, og SKOFTE træder ud med sin Daggert i den venstre Haand og med et Klæde om den høire.

93
SKOFTE.

Han sover. Rigtig! Nu behændig Skofte. -
Fordømt, at jeg har skaaret mig saa dybt
I Haanden, da jeg vilde slibe hurtig
Min Kniv i Mørket hist paa Offerstenen.
Man skulde ikke troe det; men det kom mig
Saa for, som om den gamle Odin reiste
Sig op fra Stenens Overflade, stødte
Mig Kniven dybt i Haanden ind. Da løb jeg
Af alle Kræfter. Jeg begriber ei
Hvorledes jeg er kommen hid saa hurtig,
Men han var efter mig i Hælene!

Seer paa Palnatoke, og farer forskrækket tilbage.

Der sidder han!! - Nei det er Palnatoke.
Han ligner Odin. Hvilken dygtig Kæmpe.
Bredskuldret! Hvilken Pande! Brystet hvalt.
Han er bedækt med Staal. Jeg kan ei støde
Ham Daggerten i Brystet. Stille, Halsen
Er bar - Et Snit kun! Frisk nu!

Han nærmer sig skiælvende, men standser pludselig.

Det er dumt! -
At løbe hurtig til, og støde hurtig,
Og hurtig løbe bort, den Sag er let.
Men - nærme sig hans Aasyn, Skridt for Skridt.
Hvad er det for et Ansigt! Hvis han vaagned
Han knuste mig til Ravnemad.

Nærmer sig atter, og standser igien.

Hvi har jeg
Mig ogsaa skaaret i den høire Haand?
Den venstre kan jeg ikke bruge. Hvo der
Gaaer ud paa Mord, den burde altid være
Keithaandet.
94

Han gaaer lige ind paa Jarlen, og sætter ham Kniven for Struben.

Nu? Hvad holder mig tilbage?
Nu kun et Snit -

I det han rører ved Palnatoke, taber han Dolken af Forskrækkelse; og i det den klingende falder paa Gulvet, raaber han af alle Kræfter:

Red Jer, Herr Jarl! Ha red Jer!
Man staaer Jer efter Livet.

PALNATOKE
springer op.

Hvo er her?
Hvo vared mig for Mordere?

SKOFTE
forstyrret.

Jeg Herre!

PALNATOKE.

Hvo vilde dræbe mig?

SKOFTE.

Jeg. Herre!

PALNATOKE.

Du?

SKOFTE.

Ja Herre!

PALNATOKE.

Hvi fuldførte du da ikke
Din Heltedaad?

SKOFTE.

Jeg havde gierne giort det,
Hvis Evnen havde været der som Villien.

95
PALNATOKE.

Hvordan?

SKOFTE.

Naar I en anden Gang vil dræbes
I Søvne, maa I ei forskrække Folk.

PALNATOKE
griber ham i Brystet.

Ha feige Morder! hvo har sendt dig hid?

SKOFTE.

Det tør jeg ikke sige, det har Kongen
Forbudet mig; det er en Sag, som kun
Vedkommer ham og mig.

PALNATOKE.

Mig skulde den
Dog ogsaa komme ved, saavidt jeg mærker.

SKOFTE.

Ja det er sandt. Jeg taler lidt forvirret;
I har forbluffet mig.

PALNATOKE
drager sit Sværd.

Hvorledes est
Du kommen hid igiennem Vagten? Har
Alt Haralds Stimænd overvældet lumsk
Min lille Helteflok?

SKOFTE.

Jeg har jo sagt Jer:
Det er en Sag imellem os, os Tre;
96 Og hverken Eders eller Kongens Kæmper
Har mindste Nys om denne Nattereise.

PALNATOKE.

Hvorledes est du kommen i mit Huus?

SKOFTE
peger til Kaminen.

Har I ei før seet Ugler falde ned
Igiennem Eders Skorsteen?

PALNATOKE.

Hvordan komst du
Af Kongens Gaard igiennem Nattevagten?

SKOFTE.

Harald har tvende Huller paa sin Hule,
Som Ræven, Een bekiendt og Een forborgen;
Mig har han udsendt af den Bagerste.

PALNATOKE.

For skammeligt at myrde mig i Søvne!

SKOFTE.

Det siger I, og ikke jeg, min Herre!

PALNATOKE.

Den tredie Gang! Nu ved Retfærdigheden! -
Min Bue! - her - Mit Pilekogger! - ha
Hvor er mit Pilekogger? - Jeg har glemt det
I Borgestuen mellem Kæmperne. -
Forsigtighed! - hvad Rota? Nægter du
Retfærdigheden Hævn? og Hævneren
97 Sit Vaaben? Skiæbne! vilst du standse mig?

Han grunder et Øieblik, og lægger Haanden paa sit Bryst.

Hvad har jeg her? O mægtige Gudinder!
En Piil! den samme Piil, jeg stak i Barmen,
Da Harald - Nu, retfærdige Forsyn! nu
Forstaar jeg dig; du taler tydeligt.
Jeg er i Haralds Gield, jeg skylder ham
Et Skud - han minder strængt - det skal betales.

Til Skofte:

Du følger mig; saa hurtig som en Raa,
Stum som en Fisk, og lydig som en Hund!
Jeg binder dig ved Dørren, at du ei
Skalst løbe bort mig, mens jeg giester Kongen.
Den mindste Lyd vil koste dig dit Liv.

SKOFTE.

Jeg har ei Raad, at kiøbe den saa dyrt.

Begge bort.

KONGENS HAL.

HARALD
sidder ved Bordet i en Purpurkaabe med en Guldkrone paa sit Hoved; hans Scepter ligger paa Bordet; han hælder Miød af Guldkruset i et Horn.

Han tøver længe. Det er Midnat alt.
Høit galer Hanen; Mørkets Vægter! Heimdal
For Jordens Ragnarokur! hæsligt støder
Du i dit Giallerhorn. - Tusmørket truer
Jo Guderne - saa maa Bælmørkets Mulm
Vel true Kongerne! - - Ei! Harald Gormsøn!
Hvad er dog det for Drømme? Altid falder
98 Du til det gamle Hedenskab. Du est jo
En Christen! Hine dunkle Fabler due
Kun til at skræmme Børn med ....

Grunder.

Børn har godt.
Som Barn har man et let og muntert Hierte;
Man voxer til, og alt imens man voxer,
Saa svulmer Hiertet mere haardt og tungt,
Og trykker En tilsidst som Steen i Brystet.

Han stirrer hen paa sin Moders Billed i Baggrunden.

Der hænger hun! Hun græder, tykkes mig.
Ha Tyra Dannebod! hvi græder du?
Men det er Glædestaarer; hendes Søn
Har bragt det vidt, han sidder med en Krone
Paa Issen, med et Scepter i sin Haand,
Med gyldenbræmmet Purpurpel om Skuldren;
Maa hun da ikke fryde sig? Thi hvad
Er større Glæde for en Moder, end
At see sit Barn vel artet? - Gamle Taabe!
Hvad er dog det for Sværmeri, du drømmer?
Den Hane skal i Morgen slagtes; thi
Den skriger mig for stærkt i Ørerne,
Og Hunden tuder Grovt til Hanens Fiint,
Mens Uglen kroer sig af sin Fisteltrille.
Et herligt Taffelspil, heel kongeligt!
Hvo ei ved slig Musik fik Lyst til Drik,
Var ikke Miøden værd. God Taar derude!

Han drikker og lægger Hornet fra sig.

Besynderligt med de Umælende!
Om Dagen tie de, og laer os tale;
Om Natten sladdre de, naar vi er tause,
Og kræver os med deres Hyl til Regnskab.
99 Alt præker, disse Mure, Tyras Billed.
See hvor hun stirrer straffende herned! -
Som om jeg ikke vidste, dine Øine
Var brustne længst. - Det er en hæslig Vane,
At Skilderierne ved Nattetide
Bestandig stirre Folk i Øinene.
Hvorhen jeg gaaer, forfølger hendes Blik mig.
Utaaleligt! det er en Hexekunst.
Jeg vil forbyde alle Malere
At nærme sig mit Rige.

Gaaer hen for Billedet.

Nu? hvad vilst du?
Har du paa Bugen vendt dig i din Grav,
Fordi din Godhed, din Formaning ei
Har frugtet paa mig? vilst du end bestandig
Mig revse med din Tale, som en Pebling?
Ha jeg er voxet længst fra Riset, jeg!
Jeg er en Mand paa fiirsindstyve Aar;
Kan raade selv mig.

Han sætter sig.

Hvor dog Skofte bliver.
Det maa dog være giort nu alt. Saa kom!
Da skalst du see mig i min Kroningsdragt.
Ei blot for Drengens, for min egen Skyld,
Har jeg iført mig denne Dragt; den giør
Mig tryg i Natten. Nattens Rædsler tør
Ei nærme sig den Salvede.

Seer stivt paa Billedet.

Den Stirren
Skal jeg dog vænne snart dig af med ....

Han gaaer hen, og vender Billedet om paa Væggen.

Saa!
100 Nu kanst du see i Væggen, ei paa mig ....
Den Salvede! Ha trued hendes Blik ei
Ved dette Ord, som om hun vilde sagt ....
Nok - død er død - Og Knud Dan-Ast er længst
Begravet. - Var han god, saa er han salig! -
Hvad der gik for sig mellem ham og mig,
Det kommer Ingen ved, - nu sover han i
Tinkisten. Harald er den Salvede. -
At Salven brændte ham som Ild paa Issen,
At Haarene faldt af derved; det er
En Hemmelighed, som kun Harald veed,
Og som han tager med sig i sin Grav.
Hvis han er Drot, har han betalt sin Krone,
Ei faaet den for intet; han har kiøbt den
Med sin Samvittighed, og det er meer,
End dette gule Stykke Malm er værd. - -
Dit blege Gienfærd skrækker mig ei, Knud!
Det er Indbildning kun, at hist jeg seer det
I Hallen rynke sine hvide Bryn,
Og pege med sin Finger paa sit Saar;
Kun Overtro! der gives ingen Gienfærd! -
Natten er raa, den tærer kold, som Søen;
Da maa man drikke muntert og forjage
Sin Hovedsvimmel. - Ha der kommer han!
Der kommer Skofte med sin røde Daggert.
Den svæver op, den skiulte Dør! - Saa ryst
Dog ikke saa! nu er det jo forbi.

Dørren aabner sig og Palnatoke staaer i fuld Rustning med opspændt Bue, og sigter paa Harald.

Hielp Himmel! det er Palnatokes Aand!

Han styrter til Jorden.
101
PALNATOKE.

Nu er din Time, Harald Gormsøn! kommen; dø!

HARALD.

O lad mig ei som Synder døe! O Skygge spar!

PALNATOKE.

At synde meer forhindre dig vil Rotas Bud.

HARALD.

Jeg synger Sielemesser dig ved Graven; spar!

PALNATOKE.

Opdaget blev dit Niddingsværk; mit Liv er frelst.

HARALD.

Spar, spar! Jeg deler villig Riget strax med Svend.

PALNATOKE.

For sildig! Eden binder mig, du maa herfra.

HARALD.

O vær ei grusom! Fryder dig en Oldings Drab?

PALNATOKE.

Ved Thor! jeg sender Dødsens Piil med Taarer dig.

HARALD.

Bi, bi til Morgnen, lad os stride da som Mænd.

PALNATOKE.

Du est en Niding, tør i ærlig Kamp ei gaae.

102
HARALD
drager sit Sværd.

Saa dræb med Sværdet! Nægt mig ei mit Livs Forsvar.

PALNATOKE.

Spilfægten var kun mellem dig og mig en Kamp.

HARALD.

Her knæler jeg i Støvet for dig; Skaan mit Liv!

PALNATOKE.

Vee den, som Livet foretrækker Ærens Lov.

HARALD
reiser sig fortvivlet og griber sit Scepter.

Jeg er din Konning! Lyd mit Scepter! Fly min Hal!

PALNATOKE.

Tilranet har du Sceptret dig ved Brodermord.

HARALD.

Ha Morderengel! Ær min Krone! Mig i den!

PALNATOKE.

Vanæret har du Danmarks Krone; tag din Straf!

Han skyder ham Pilen i Brystet og gaaer.

HARALD
styrter.

O, han har dræbt mig! Milde Himmel, Miskundhed!
Hielp, hielp! I Danske, kommer! stiller Kongens Blod.
Dybt brænder Pilens Od mit Bryst. Jeg brænder alt.
103

Han velter sig mod sin Moders Billed.

O bed til Himlen Moder! for din Søn, du varst
Jo god og dydig! Styrk mig hulde Moderblik!

Fortvivlet.

O Himmel! Ryggen har hun vendt sin Søn! - Nei! Nei!
Selv har jeg vendt min Moder fra mig. Ingen Trøst
I Døden! Ingen Trøst i Døden! Intet Haab.
Hævn! Hævn! I sorte Magter! Hævn paa den, som lod
I Synden døe den sølvgraa Gubbe; blodig Hævn!

Han døer.

104

FEMTE AKT.

KONGENS HAL.

KONG SVEND. THORVALD. FIØLNIR. FØLGE.

SVEND.

Her blev min Fader myrdet, Gubbe? her?

FIØLNIR.

Her. Hist i Sovekamret - slumrer han.

Han aabner Dørren. Svend giør en Bevægelse til at gaae hurtig ind, men standser, og følger langsomt med Fiølnir.

THORVALD.

Kongen er hæftig rørt.

EN KÆMPE.

Den gamle Fiølnir
Har taget Svededugen af den Døde.
Svend kysser knælende sin Faders Haand.

SVEND
kommer tilbage med Hænderne for Øinene; Han staaer længe taus i den inderligste Bedrøvelse; endelig bryder han ud:

Han var min Fader! Ak hvad er min Seir?
Her staaer jeg nu! En kronet Betler! Hvad
105 En pialtet Træl, der skraber Gryden hist
I Stegerset, besidder, blev mig nægtet;
Thi jeg har ingen Fader. Han er dræbt!
Og da han leved, var han død for mig.
O hvad er skiønt som det at ei' en Fader?
Vedbenden slynger sig ei mere trygt
Til Egen og den brede Bøg, end Sønnen
Til Faderhiertet.

Han stirrer ind paa Liget.

Hvorfor vilde du,
Som varst saa herskesyg, ej herske over
Et sønligt Hjerte? Hvorfor skulde Døden
Først aabne dig et Bryst, hvis Kierlighed
I Livet du forskiødst? Hvi skulde Mordet
Mit Hierte lære først: du varst min Fader?
Men det har lært mig det; med røde Runer
Har Morderpilen gravet i mit Hierte:
Du varst min Fader! og saavist jeg haaber
At nyde hisset Odins stolte Glæder,
Saavist jeg hævne skal din Død, hvis Surtur
Ei skiuler Ophavsmanden med sit Mulm;
Det sværger jeg dig høit! Ja du skalst hævnes.

FIØLNIR.

O at min gamle Herre havde hørt
Sligt Udbrud af sin Søns Hengivenhed.
Ha, skal da Misforstaaelser og Ondskab
Bestandig fierne selv de bedste Hierter?
Ja jeg er vis derpaa, I havde fundet
En Fader i ham, hvis han havde kiendt Jer.
Men Vee den, som Forargelsen kom fra.

106
SVEND.

Siig, Gubbe! har du Ingen mistænkt? Ingen?

FIØLNIR.

Mistanken ene fælder ingen Mand;
Dog, Herre! jo; ei blot Mistanken har jeg
Men meer: Sandsynlighed; og maaskee - Vished.

SVEND.

Vished?

FIØLNIR.

Lad Eders Følge træde bort,
Saa vil jeg tale.

SVEND
betyder Drabanterne ved et Vink at forføie sig bort; til Thorvald, som ligeledes vil gaae, siger han:

Bliv, min Ven! for dig
Har Kongen intet hemmeligt. Tal Gubbe!

FIØLNIR.

Her fandt jeg Kongen i sit Blod i Morges.
Den finske Træl var borte. Alle troe nu,
At han er Morderen; men hvo, som kiender
Hans forhen viste Troskab, maa forkaste
Sligt, som den plat urimeligste Gisning.
Hvorledes dette Mord er skeet, det skiules
I Nattens Mulm; men, Herre! Gierningsmanden,
Ham har alt Hævnens vrede Norne røbet!

SVEND.

Hvorledes? Tal! Hvem har du mistænkt? tal!

107
FIØLNIR
tager en Piil frem af sin Barm.

Med denne Piil er Eders Fader dræbt;
Selv har jeg draget den af Kongens Hierte.

SVEND.

O Himmel! den er blodig end.

FIØLNIR.

Som Blodet
Beviser Mordet, saa beviser Pilen
Tillige Gierningsmanden. Kiender du
Den ei, min Herre?

SVEND.

Nei! - Jo! - Nei! - I Guder
Hvad Gisning isner mig!

FIØLNIR.

Sikkert den rette.
Siig Herre! kiender I ei denne Piil?
Hvo skyder med saa tunge store Pile?

SVEND.

Thorvald!

THORVALD.

Min Konge!

SVEND.

Nærm dig! Kiender du
Den Piil? Tal, tal!

108
THORVALD
betragter den, studser et Øieblik, men giver den derpaa rolig tilbage:

Ja Svend! jeg kiender den.
Den har en Stimand stiaalet ud i Nat,
Af Palnatokes Kogger.

SVEND
omfavner ham.

O min Ven!
Dig skiænkte Himlen mig, en evig Frelser.
Som før mit Liv, saa har du reddet nu
Mit Haab, dræbt min Fortvivlelse; du har
Blot ved et Ord nu andengang befriet mig
Fra Lænkerne. Ja Thorvald! du har brudt
Uværdig Mistvivls Slavelænke.

FIØLNIR.

Stille!
Lad først mig lukke Dørren for den Døde.
Slig Tale kunde reise ham i Kisten.

SVEND.

Hvad siger du?

FIØLNIR.