↩ Reaktionen mod den katolske Romantik har ført Oehlenschlæger dybt tilbage i det 18. Aarhundrede. Han spiller Lessing ud imod Brødrene Schlegel, ikke blot hans Æstetik, men hans Livsanskuelse. Den kyniske Popo og den hæderlige Fangefoged stammer direkte ned fra Patriarken og Klosterbroderen i »Nathan der Weise«. Og midt i Jomsvikingernes Forsamling forkynder Humanitetens Ordfører Thorvald Vidførle sin borgerlige, republikanske Pacifisme; med næsten barok Tydelighed demonstrerer Tragedien, hvorledes den raa Kraft kommer til kort i Sammenligning med den fredelige Mildhed. Pudsig, men i Grunden rørende, er Scenen mellem Thorvald og Bue - en Apoteose af Oplysningstidens Klubaand og Vennesalighed.