↩ Mønstergyldig er, som bestandig i Oehlenschlægers Teater, første Akt, Ekspositionen. Den begynder langsomt, lidt omstændeligt, med en omhyggelig Redegørelse for Handlingens forskellige Udgangspunkter, vokser saa i et mægtigt crescendo op til den yderst virkningsfulde Finale. Palnatokes Magt fornemmes allerede gennem Bispens og Kongens Samtale. Da bryder Budskabet om hans vidunderlige Redning fra Skiløbet ind i den forhastede Glæde over hans Død. Svends daarlige Forhold til Faderen spænder yderligere Forventningerne, og saa følger Heltens glimrende Entré. Nu udvikler Begivenhederne sig Slag i Slag; to Livsanskuelser, det gamle Norden og Middelalderen, to personlige Fjender, Palnatoke og Harald, tørner sammen, og efter den ypperlige, i XV dramatisk og teatralsk*) Henseende lige fuldendte Bueskydningsscene, opsiger Palnatoke Kongen Huldskab og Troskab og gemmer den skæbnesvangre Pil ved sit Bryst, et Motiv, der gaar som den røde Traad gennem hele Handlingen. Som en god Førsteakt skal gøre det, peger Akten fremover: Maalet er fuldt, der maa sættes en Dæmning mod den alt overskyllende sydlandske Fordærvelse!