↩ Men der var endnu en Historie i Omløb om Correggio, som Vasari ikke kendte; den kan kun føres tilbage til det 17. Aarhundredes Slutning. I Bologna skal Correggio foran Raffaels »Hellige Cæcilia« have XXXVI udraabt: Anch' io sono pittore - ogsaa jeg er Maler! Denne tilsyneladende saa selvbevidste Ytring har Oehlenschlæger aandfuldt og dybsindigt tydet som Gennembruddet hos en søgende Kunstner, der - stillet overfor det højeste - endelig naar til Visheden om sine Evner og til Troen paa sig selv og sin Kunst. Anekdoten er blevet den frugtbare Kærne for Tragediens ulige værdifuldere indre Handling. Saaledes fører allerede Digterens Kilder os ind til Dramaets Idé og forklarer dets Komposition.