Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter IV

Tilsidst hæver Tragedien sig til en romantisk Forherligelse af Kunstens Storhed og Magt, dobbelt grel paa Baggrund af Kunstnerens Elendighed og Ulykke. Sidste Akt er, hvad Tysken kalder »Tod und Verklärung« - Kunstens Sejr, Kunstnerens Undergang. Naar Eneboeren begejstret kaldte Kunsten »den skiønne Bro Regnbuen, som forbinder Jorden med den hvalte Himmel,« saa ser vi tilsidst denne Regnbue lyse over den døende Antonio: det er Farverne, der kalder deres Mester bort fra dette Livs Elendighed til en højere Verden hisset. Og samtidig har hans Kunst betvunget Røvernes Mordlyst, reddet hans bitreste Fjendes Søn fra den visse Død, ført ham selv tryg gennem truende Farer, og bragt den gamle forhærdede Forbryder Battista til Vanviddets Rand af Fortvivlelse og Anger. Ogsaa Correggio falder som en Sejrherre - som Palnatoke og Axel gør det.