↩ Men trods alle Fejlgreb har Oehlenschlæger dog en lykkelig Haand som Teaterdigter. Vi ser det i hans Mesterskab i den enkelte Situation; alle tre Tragedier rummer Optrin, som kun en meget stor Digter kan skrive dem. Hvor Oehlenschlæger er LII bedst, er han fuldstændig naturlig. Det opstyltede ligger ham ganske fjærnt; han har tvertimod den guddommelige Gave uden at være søgt eller villet dybsindig at kunne finde det rette Ord i det rette Øjeblik, til at sætte en Oplevelse i den Belysning, den kræver. Han kan uden at ryste paa Haanden forme den store afgørende Scene: Bueskydningen, Axels og Valborgs lykkelige Elskovsmøde, Correggios Sammenstød med Mikel Angelo. Men han kan ogsaa i et enkelt Ordskifte paa ganske faa Repliker opnaa de højeste dramatiske Virkninger: Erkebiskoppens myndige Fasthed overfor den paa samme Tid brutale og svage Konge i »Axel og Valborg«. Situationen er Grundformlen i hans Dramatik, som den er det i hans Lyrik (smlgn. Bd. I, S. XXVII).