Oehlenschläger, Adam ALADDIN, ELLER DEN FORUNDERLIGE LAMPE

ALADDIN, ELLER DEN FORUNDERLIGE LAMPE ET LYSTSPIL

62

        

63

PERSONERNE:

  • Sangvinitas, Prolog.
  • Soliman, Sultan i Persien.
  • Zulima, hans Hustrue.
  • Gulnare, deres Datter.
  • Stor-Veziren.
  • Saladin, hans Søn.
  • Mustapha, Skrædder.
  • Morgiane, hans Kone.
  • Aladdin, deres Søn.
  • Noureddin, Troldmand.
  • Hindbad, hans Broder.
  • Selim.
  • Sindbad.
  • En Jøde.
  • En christen Kiøbmand.
  • Bedreddin Kiøbmænd.
  • Ali Kiøbmænd.
  • Gulnares Amme.
  • En Urtekræmmer.
  • Ali Baba, Stiernetyder.
  • En Staldkarl.
  • En vagthavende Officier.
  • Første Vagt.
  • Anden Vagt.
  • En gammel Kiøbmand.
  • En Kobbersmed.
  • Bøddelen og hans Dreng.
  • En Karl.
  • En gammel Mand.
  • Morgianes Vært.
  • En Apotheker.
  • Sultanens Hofnar.
  • En Persisk Digter.
  • Fatime, en hellig Kone.
  • Caravane.
  • Pillegrimme, Abdaller og Calendere.
  • Soldater, Pøbel etc.
  • Lampens Aand.
  • Ringens Aand.
  • Paribanou, Feernes Dronning.
  • Tvende Biergpiger.
  • Lympha.
  • Zephyr.
  • En Faarekylling.
  • En Spindelvæv.
  • Første Alf.
  • Anden Alf.
  • To Fugle.
  • Nattergaler.

Chor af Lampens, Ringens og Biergets Aander, af Alfer, Sandsigerinder og Fugle.

Phantasia, Epilog.

64

        

65

PROLOG.

SANGVINITAS
træder frem og siger:

Du Nordens mørke Møe, Melancholia!
Som sidder hisset paa det tykke Bundt
Af Krøniker fra Island, gamle Digte
Fra Danmark, med en Harpe i din Haand
Af Biørnesener og af Egetræe,
Modtag idag et lille kort Besøg
Her af din Søster, af Sangvinitas,
Den ældre, muntre, morgenlandske Datter.
Glem for et Øieblik, du voxne Møe!
Tilsløret, rank og ædel, svøbt i Maar,
Din dybe Tungsind. Vaagn af din Erindring
Om Frode, Athelstein og Tryggvesøn.
Husk at den Sidste tyede hen til mig,
Da Rygen havde lært ham elske Cypern.
Stir heller ey saa taareblændt til Skyggen
Med den tredobbelt-tunge Demantskrone,
Og til hans Fader, med et spaltet Skiæg,
Der delte sig til England og til Danmark.
O glem at en Forvorpen sprængte siden
Knuds Kiste, og adsplitted skammeligt
De hvide Been. Er det dig ey Triumf nok
At Britten regner kun fra William Conqveror?
66 Tænk heller nu paa Navnet Waldemar,
Der blomstrede med Danmarks Ridderstid,
Tag Saxo frem, og lad ham huldt erstatte
Med spillende romantisk Farveblanding
Det Store i din Snorros Overblik
Paa Livet om de sneebedækte Fielde.
Erkiend min Skiønhed, yngre, blege Søster!
Og mindes at din Knud, din Eyegod,
Din Haarderaade, og saa mange Flere
Blev lokket af mit sydligmilde Blik.
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme som et hærdet Demant-Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskel-Arm,
For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frøe,
Til Solen trænger, for at giennemglødes;
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne til Norden drage,
For at forædle Slægten, varme den -
Da bliver Slægten, som du seer desværre!
En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres,
Blier bleg af Farve, søvning, mat - og døer.
Her ruller jeg fortrolig op for dig
Mit rigeligt indsprængte Blomsterflor;
Som Østens Æther let og giennemsigtigt
Udruller jeg det paa dit sorte Skiold,
At det kan laane det en hellig Grund
Af nordisk Aftendæmring.
Og finder du ey i det hele Billed
Alt hvad der turde høre til mit Rige,
Blier undertiden Farven mere mat,
End Straalerne fra Orienten taaler -
Da tilgiv Kunstneren, som malte det.
67 Erindre dig, det var din Søn, min Søster!
Der saae det Hele, skiønt med henrykt Aand,
Dog giennem dit, sin Moders, Sørgeslør;
Og harmes ikke over den Natur,
Der sødt har bragt ham til at elske dig!

68

FØRSTE AKT.

ISPAHAN.

Et lidet fattigt Værelse.

MUSTAPHA sidder paa et Bord og syer. MORGIANE spinder Bomuld.

MUSTAPHA.

Nu Morgiane? Sover du igien?

MORGIANE.

Nei Mustapha! der giorde du mig Uret.
Jeg sad og læste just min Aftenbøn,
Og lukte Øinene fast i, for ey
At blive adspredt. Det er ellers silde.

MUSTAPHA.

Hvad silde? Kom mig ey med saadan Snak!
Jeg siger det er tidlig. Hvem er Herre
I Huset her? Du eller jeg? Du er
Et Murmeldyr. Er det nu Tid at læse
Sin Aftenbøn, for fattig Folk som vi?

MORGIANE.

Hvad kan det skade at man er gudsfrygtig?

69
MUSTAPHA.

Meer end du troer. Imens du læser, seer du!
Saa spinder du ey Bomuld. Af din Bøn
Kan vi ey leve. Faaer man Brød for Bønner?
Hvad? Kan man kiøbe Kiød for dem paa Torvet?
Jeg er en gammel Mand - min Kraft er borte.
Jeg kan ey længer sye saa flink som før.
Du er min Medhielp, seer du! Det vil sige
At du skal rappe dig og hielpe mig.

MORGIANE
græder.

Jeg hielper dig med Alt jo hvad jeg kan.

MUSTAPHA.

Nu nu, græd ikke. Jeg er god igien!
Du er ey slem, du kunde være værre.
Da jeg var vel ved Magt i gamle Dage,
Da var jeg selv ey for du skulde være
For meget med. Da bad jeg selv dig skaane
De hvide Hænder og det smukke Ansigt
For Solen. Men saa gaaer det nu i Verden!
Nu er Forgyldningen af dig, og jeg er fattig.
Nu maa du spinde. Ellers gaaer det galt.
Det er ey blot os selv, den lange Lømmel,
Som driver om og giør slet ingen Nytte,
Ham skal vi ogsaa føde.

MORGIANE.

Altid har du
Saameget nu imod den stakkels Dreng.
Han er saa ung, og med hans varme Blod
70 Er man ey skikket til at sidde stille,
Med Benet overkors den hele Dag.

MUSTAPHA.

Men at gaae om med Armen overkors
Den hele Dag, dertil er Blodet koldt nok.
Hør Morgiane!

MORGIANE.

Nu saa vær dog rolig.
Der kommer han.

ALADDIN
kommer ind.

God Aften, Fader!

MUSTAPHA.

Ja
Jeg skal godaftne dig, din lange Slyngel!
Har du nu drevet hele Aftnen om
Paa Gaden med de andre Drenge? Hvad?

ALADDIN.

Ney Fader! Jeg har ikke drevet om.
See her er Penge fra den rige Kiøbmand,
For den violblaa Silkekaftan. Manden
Var ikke hiemme selv, men som en Dreng
Har jeg frie Adgang i det hele Huus,
Og naar jeg kommer der engang iblandt,
Kan jeg ey slippe fra hans Fruentimmer.
Du hellige Prophet! hvad dog de Piger
Er deilige. De giorde Løier med mig,
Og spurgte skiemtviis om jeg ogsaa vel
Forstod mig noget paa min Profession?
At jeg nok var den rette Skrædder, jeg!
71 Jeg svarte dem, at dersom de tillod det,
Saa tog jeg Maal strax af dem allesammen.
Dertil var de nu alle villige,
Og bragte lange Strimler af Papir.
Da skulde I kun seet en Maalen, Fader!
Om Armene, om Livet, og om Barmen.
O hvor det dog er skiønt at være Skrædder!

MUSTAPHA.

Ja jeg skal skræddre dig! Ja jeg skal skræddre
Dig Kieltring.

Vil springe ned af Bordet, men glider og er færdig at styrte.

Ak du hellige Prophet!
Hielp! Hielp! Jeg glider. Hielp! Jeg brækker Halsen.

ALADDIN
hielper ham.

Ja saadan er det at forhaste sig.

MUSTAPHA
med indbidt Forbittrelse.

Min Søn! Tag mig den Alen, som der hænger.

Aladdin rækker ham Alnen. Mustapha hugger efter ham; men Aladdin springer tilside, saa at han slaaer Bomuldstotten paa Morgianes Rok ned i Lyset. Aladdin løber ud.

MORGIANE,
som vaagner af den Søvn, hun nylig var falden i, seer Totten brænde og raaber:

Brand! Brand! Brand! Ispahan! Brand! Ispahan!
Den store Hovedstad i Persien
Staaer i lys Lue.

72
MUSTAPHA.

Ney, det er for galt.
Jeg gamle Mand, det holder jeg ey ud.
O slemme Skarn! Du liderlige Fugl!
Som ey vil staae imens man straffer ham!
Som skiller mig ved al min Næring, hos
De rige, de mistænkelige Kiøbmænd;
Som - Morgiane! Er du fra Forstanden?
Du sidder stille og laer Totten brænde?
Sluk! Sluk! Om du saa aldrig slukker meer.

MORGIANE
ganske forstyrret.

Sluk! Hvormed skal jeg arme Kone slukke?
Her er jo ingen Sprøyte eller Brandspand.
Ak! Ak! min Bomuld! Ak min Spindeløn!

Hun gaaer i Forskrækkelsen hen og tager den Silkeklædning, som Mustapha nylig har syet paa, og kaster over Ilden.

MUSTAPHA.

Ney, nu er det forbi. Kaftanen brænder!
Jeg mægter ikke at betale den.
Jeg arme Mand. O Himmel! jeg faaer Ondt.

Synker i Morgianes Arme.

AFRIKA.

Et stort Værelse, oplyst af en døsig Lampe. Rundtomkring paa Væggene hænge alleslags underlige Instrumenter. Adskillige Boghylder paa den ene Side. I Baggrunden sidder

NOUREDDIN TROLDMAND,
i et langt sort Klædebond, med et Axelskierf om Livet, bemalet med hemmelige Ziffre. Foran 73 sig paa et Bord har han en liden Kasse staaende, fyldt med fint Sand. Han sidder meget fordybet og hensiunken; tegner Punkter i Sandet med en Ibenholdts Griffel, forbinder dem med Streger og punkterer. Pludselig bryder han ud:

En Skat! En sielden Skat! - I Verden ingen
Saa stor. - Udi en Hule. Hvor? - I Asien!
Og hvor i Asien? - Ved Ispahan!
Dybt under Jorden; i en hvælvet Grotte;
Indkrandst af Bierge. - Hellige Prophet!
Hvad Hemmelighed aabenbarer sig
Her for min Siel! Saa lykkes det mig dog,
At efter fyrgetyve lange Aars
Utrættede, vedholdne, strænge Flid
I Midnatsstunden - Stille! Lad mig see:
Hvad er det for en Skat? - En Kobber-Lampe!
En gammel, plump, anløben Kobber-Lampe!
Hvori bestaaer dens Kraft? - I Taager skiult!
Det seer først Eyermanden. Og skal jeg
(Min Tunge knap af Frygt og Haab indlænket
Her mægte kan at tale Ordet ud)
Skal jeg da blive denne Eyermand? -
Det fine Sand, som Vandet, sammenruller,
Og efterlader ikke Griflens Spor.
Utydeligt! - Dog stille! Runde Bølger
Sig taarner i det tørre Hav, som naar
En Stormvind gaaer i Biledulgerid.
Hvad sige disse Toppe? - Jeg skal hente
Hin gamle Digters Bog, som staaer paa Hylden,
Øster i Salen. Paa den første Side
Mit Øie falder, naar jeg slaaer den op,
Jeg læse skal. Det bringer mig paa Spor!

Han gaaer langsomt hen, tager en gammel Foliant, 74 slaaer den op, og læser paa den første Side, han træffer:

Sælsomt er Lykkens Gaver rundt fordeelt,
Som Funker er de spredt fra Syd til Norden,
Og saare Faa besidde Lykken heelt.

Hvert Blomster har sit eget Sted paa Jorden,
Hvor Druens Blod er varmest, lurer Død,
I hule Jordbund buldre Lyn og Torden.

Blandt Østens Palmer mellem Frugten, sød,
Sig Brilleslangen under Løvet sniger,
Og Giften blusser giennem Blomsten, rød.

Fra kolde Nord snart varme Sol bortviger,
Men uden Jordskielv, uden Gift og Pest,
Nødtørftig Rugen groer for stærke Kriger.

Naturens muntre Søn er Lykken næst.
Hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
Naar Solen slukkes i det blege Vest,

Det finder han med Lethed ved et Under.
Fast ubegribeligt ham Lykken gaaer
Imøde, mens han sødt og sorgfrit blunder.

Og deri Lykken netop jo bestaaer,
At den umiddelbar, ved skiulte Kræfter,
Hen til sin elskte Gienstand sikkert naaer.

Den kommer selv, den vil ey gribes efter.
Det hielper lidt kun at du søge vil,
At du din Tanke paa dens Ankomst hæfter.

Du griber - Haabets Dør sig lukker til.
Hvis ey umiddelbar din Lod er falden,
75 Da blier du for din Higen kun et Spil.
Da hielper ey din Forsken og din Kalden.

Han lukker Bogen langsomt.

En Dødelig har skrevet dette Digt.
En ringe Sanger, uindviet i
Naturens helligste Mysterium.
Mild aabner den for mig sin skiulte Skat.
Var det for strax derpaa at spotte mig,
Af qvindligt Lune? Ney! Den vise Røst
Var ingen Spottefugls; dens rene Lys
Er ingen Lygtemand, som leder vild.
Alvorlig, blid dens Finger peger hen
Til Skatten, som den huldt for mig oplader.
Men jeg forstaaer hvad, mystisk underlig,
Den, og ey Sangeren igiennem dette
Umodne Digt, mig giver at forstaae.
Adspredt er Jordens Kræfter, mange Hænder
Forenes maae at lette svare Byrder.
Mig givet blev, med dyb, skarpsindig Aand,
At skue i Naturens Inderste,
Men det udvortes Redskab er jeg ey.
Naturens muntre Søn (en melkeblods
Natur, hvis rene Fattigdom paa Tanker
Har alle Kræfter spart til Kiød og Blod)
En ung enfoldig Dreng skal hielpe mig,
Skal tage Skatten, næsten som i Søvne,
Og flye mig den, uklog paa dens Værdie.
Er det ey saa, du store Salomon?

Han sætter sig atter til at punktere.

Ja det er saa! En Ild med Røgelse
Skal giøre Hulens Indgang kiendelig;
Og en rødmosset, uopdragen Dreng,
Som ved et Lotterie hist i Europa,
76 Skal trække Lodden ud, til min Gevinst.
Tak være dig, du mægtige Prophet!
Min Siel er mat af sin Anstrængelse.
Min Lykke fundet er. Det trætte Legem
Til Hvile stunder. Sødt kan slumres nu.
I Morgen staaer jeg paa mit blotte Ord
I Asien; og inden Overmorgen
Staaer jeg med Lampen, Jordens bedste Stierne,
(Som Himlens lykkelige Stierner skienkte mig)
Her atter i min Haand.

Gaaer.

ISPAHAN.

Mustaphas Stue. MUSTAPHA ligger Liig. MORGIANE og hendes NABOERSKER staaer omkring Kisten.

MORGIANE.

Endnu engang, hav Tak, I gode Qvinder!
Som hialp mig med min stakkels gamle Husbond.
Han er nu død! Ak hellige Prophet!

Græder.

Han sidder aldrig meer paa Bordet der,
Og syer og skiender paa mig for min Søvn.
Nu sover han langt stærkere end jeg.
Hav Tak, min gode Mirza! Du Amine!
Hav Tak! Ifald Propheten skulde kalde
Snart een af Eders Mænd, skal Morgiane
Sig vise redebon, som I har viist Jer,
Med Vaskning, Tvætning, Kistelægning, Pyntning.
Ak Allah! Tænk, det Taft han ligger i
Det blev hans Død. Han vilde slaae Aladdin,
Saa slog han i min Bomuldstot; den faldt
77 I Lyset; jeg, forskrækket af min Søvn,
Sprang op og vilde slukke Ildebranden;
Men da jeg ikke kunde skille Sort
Fra Hvidt, i Angsten, tog jeg Silkekiolen
Og vilde slukke med. Min arme Mand!
Bleg sank han i min Arm, og døde kort
Derpaa af Skræk. Græder. Du gode, gamle Mand!
Nu, den Vey skal vi alle gaae. Men Himmel!
Det er dog tungt - og paa en saadan Maade!
Aladdin er en Galgenfugl! - Farvel
I gode Qvinder! Hisset kommer alt
Ligbærerne. Jeg holder det ey ud.

Ligbærerne komme.

Mit Hierte brister! - Ak I gode Mænd!
Saa tag da Kisten, men tag ey for haardt.
Det er en gammel Mand, ak bær ham varlig,
Han taaler ikke mange flere Stød.
Og vend hans sølvgraae Hoved imod Mekka,
Og Fødderne, koldt udstrakt, mod Medina.
Endnu et Kys! Ak hvor han ligger roligt.
Før foer han altid op. Det er forbi.
Farvel min Mand! Min Mustapha! Farvel.

Ligbærerne gaae bort med Kisten. Qvinderne hyle over Liget.

GADE.

ALADDIN; en Hoben ANDRE DRENGE. I Baggrunden NOUREDDIN, som giver Agt paa deres Tale og Adfærd.

SELIM.

Der er Aladdin! Saa, nu kan vor Leeg
Begynde ret.

78
ALADDIN.

God Morgen Kammerater.

SELIM.

Hvor blev du af saalænge?

ALADDIN.

Seer du vel,
Der var Begravelse her uden Byen,
Paa Kirkegaarden ved Moskeen hist.
Det maatte jeg først see. Det er saa morsomt
At høre Sangen, og at see dem gaae
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.

SELIM.

Hvi har du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?

ALADDIN
ganske ligegyldig.

Min Fader.

SELIM.

Hvad? Din Fader? Er han død?

ALADDIN.

I Forgaarsaftes døde han.

SELIM.

Og derom
Har du ey talt et Ord?

ALADDIN.

Saa har jeg glemt det.

79
SELIM.

Og sørger ey?

ALADDIN.

Nu har jeg Raad til det!

SELIM.

Jeg mener ey med Klæder, men med Sielen.

ALADDIN.

Ey hvad! Den som vil sørge over Alting
Fik Nok at sørge over. Han var gammel.

SINDBAD.

Naa kom nu! Kom! Den rige Kiøbmand hist
Paa Hiørnet, vil idag igien udkaste
Tre Pomeranzer her, i Gramsetag.

ALADDIN.

Ja jeg er med.

SINDBAD.

Er du? Det troer jeg nok.
Der kommer alt den Ene. Vaerskoe, Drenge!

En Pomeranz bliver kastet ud af et Vindue, Aladdin griber den.

SELIM.

Du er nu altid lykkelig.

DRENGENE.

Fleer! Fleer!

En Pomeranz kastes atter ud, som Aladdin ligeledes griber.

ALADDIN.

Det var den Anden. Nu har jeg alt To.

80
SINDBAD.

Aladdin maa ey være længer med.
Den Tredie maa han ikke gramse efter.
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!

De holde paa Aladdin. Den tredie Pomeranz kastes ud, den falder i hans Turban.

ALADDIN.

Det var den Tredie. Een jeg spiser selv,
Og der har I de andre To igien!

Han kaster de to Pomeranzer i Luften. Drengene løbe bort for at gribe dem.

NOUREDDIN
træder frem.

Hvi skulde jeg gaae længer? Dette Spil,
Saa hensigtsløst og barnligt som det lader,
Har Skiebnen stiftet, for at vise mig
Mit Redskab. Netop som jeg tænkte ham!
Rødmusset, stærk og doven, sorgesløs.
Hans Fader blev begravet - han gik ud
At see paa det, som paa et andet Spil.
Togange skienker Lykken ham sin Gunst,
Og trediegang, med sammentvungne Hænder,
Han lokker den ned i sin Turban-Pul.
Hvad vil jeg meer? Her har jeg hvad jeg søgte.

Gaaer hen mod Aladdin.

Til Lykke, unge Ven! Jeg seer du er
Vel øvet i at gramse.

ALADDIN
undseelig.

Ja saamænd!

81
NOUREDDIN.

Bliv ikke vred, at jeg saa dristig kommer
Og taler med dig, uden dit Bekiendtskab.
Men flere Ting opmærksom mig har giort.
Først er du i den hele Drengeflok
Den Smukkeste; dernæst er du den Største.
Hvor gammel er du?

ALADDIN.

Sytten Aar.

NOUREDDIN.

Ja seer man!
Og du seer endnu ældre ud. Du mangler
Kun Skiegget, saa var du complet en Mand.
Dertil er du behændigst af dem Alle,
Og lykkeligst. Jeg er en fremmed Kiøbmand,
Kun lidt kiendt i det store Ispahan,
Og søger derfor smukke Folks Bekiendtskab.

ALADDIN.

Min Herre! I beviser mig stor Ære.
Med mit Bekiendtskab er I lidet tient.
Jer er en fattig Skrædderdreng. Min Fader
Er død. Han vilde prygle mig, saa slog
Han i min Moders Bomuldstot; saa gik
Der Ild i Totten, og - saa døde han!

NOUREDDIN.

Jeg hørte Eder tale om hans Ligfærd,
Og - bliv ey vred - den Ligegyldighed
Hvormed du talde, kom mig til at studse.

82
ALADDIN.

Ak hvad! det var en gammel, stakkels Mand.
Halvfierdsindstyve Aar! Saa gammel bliver
Kun Faa i Ispahan.

NOUREDDIN.

Men som jeg hører,
Saa har du været Aarsag i hans Død.

ALADDIN.

Fordi jeg ikke vilde lae mig slaae for Panden
Med Alnen, men behændig sprang tilside?
Ney, kiere Herre! Tænk Jer dog et Liv,
Der hænger i saa tynd en Spindelvæv,
At det kan døe af Skræk, naar der engang
Gaaer Ild i Bomuldstotten. Han maa takke
Mig til, fordi jeg skaffed ham et Paaskud
Til at forføie sig herfra.

NOUREDDIN.

Det var
Ey sønlig talt.

ALADDIN.

Den store Allah veed
Om jeg just var hans Søn. Han var alt gammel
Da han min Moder tog, og hun var ung
Og smuk, hvis man kan troe hvad Rygtet siger.
Al Semi, en Emir, kom tit i Huset;
Han havde mig ret kier; jeg lignte ham;
Han gav mig ofte før Foræringer;
Nu er han dræbt i Krigen af en Tyrk!

NOUREDDIN.

Din Fader var saa gammel? Siig, hvad heed han?

83
ALADDIN.

Hans Navn var Mustapha.

NOUREDDIN
med stigende Opmærksomhed.

Og han var Skrædder?

ALADDIN.

Med Liv og Siel!

NOUREDDIN.

Og har alt længe boet
I Ispahan?

ALADDIN.

Saalænge jeg kan huske.

NOUREDDIN.

Knarvurren, vranten, hidsig af Gemyt?

ALADDIN.

I kiender ham?

NOUREDDIN.

En stræbsom gammel Mand.

ALADDIN.

Ja rigtig!

NOUREDDIN.

Som bestandig vilde
At man sig Noget skulde tage for,
Og ikke gaae paa Gaden om og drive.

ALADDIN
forundret.

Det er ham! Det er hans udtrykte Billed.

84
NOUREDDIN
omfavner ham.

Min Brodersøn!

ALADDIN.

Hvordan? I er hans Broder?

NOUREDDIN.

Hans kiødelige Broder! Muhamed
Du hellige Prophet! Jeg troede længst ham død,
Og haabed ey at træffe paa hans Slægt,
Og nu jeg finder en saa vakker Yngling.
Kom! Kom! Hvad hedder du?

ALADDIN.

Aladdin.

NOUREDDIN.

Rigtig!
Det skrev han froe mig til, da du var født.
Thi - hvad du sagde om Emiren nys -

ALADDIN
undseelig og bange.

Ak! bryd Jer ey om det. Det faldt mig kun
Saa ud af Munden, kiereste Herr Fætter!

NOUREDDIN.

O kom Aladdin! Kiere Brodersøn!
Kom, bring mig til din Moer. Hun lever dog?

ALADDIN.

Her boer hun! Her i dette lille Huus.

NOUREDDIN.

Du hellige Prophet! Hvor Skiebnen fører
Dog Alt besynderligt i denne Verden.

De gaae ind.

85

STUE.

NOUREDDIN, MORGIANE og ALADDIN sidder om et Bord, ved et velsmagende Maaltid.

MORGIANE.

Høistærede Herr Fætter! Kiere Svoger!
Broer Noureddin! (Tag ikke ilde op
At jeg saa dristig taler) Ney saa vilde
Jeg heller troet at Caucasus var sløifet,
At Solen havde tørret Euphrat ud,
End at min kiere, brave Ægtefælle,
(Nu er han i Prophetens Paradis,
Hvor unge Houris, smukkere end jeg,
Omfavner ham og klæer ham af og paa,
Og stryger ham med Multum for sin Gigt.
Ak lad dem det! Jeg er kun lidt jaloux)
Men - hvad jeg vilde sige, kiere Svoger!
Det kunde jeg, som sagt, dog aldrig troe,
At Mustapha, det gamle stakkels Skrog,
Var Broder til en saadan fornem Herre.
Jeg har ey heller i mit hele Liv
Hørt Manden tale om Jer. Derfor troede
Jeg ogsaa først - tilgiv min dumme Mistroe -
At I nok var en Tyv, en Kieltringknægt,
Som kom kun for at see paa Leiligheden.
Men da jeg saa betænkte mig igien,
At her var intet meer at stiele af,
End paa en Banke Sand i Sahras Ørkner,
Og da I nu lod hente Mad og Sherbet,
Og gav os et saa herligt Traktement,
Da bortsvandt al min Mistroe, kiere Fætter.
Thi ak! hvad skulde bragt Jer til at giøre
86 Mig arme Kone, med min stakkels Dreng,
Saameget Godt, var det ey Slægtskabs Skyld?

NOUREDDIN.

Ja kiere Svigerske! Hvad jeg kan giøre
For Eder, og for Eders gode Søn,
Det skal jeg giøre som en ærlig Fætter.
Hvi hindred Skiebnen mig bestandig i
At høre om min Broders trange Kaar?
Jeg skulde vist forlængst, med villigt Hierte
Og med uskrømtet Glæde hiulpet Eder.
Dog skeet er skeet og kan ey giøres om.
Det hielper ey at klynke over det
Som ey kan ændres, lad os altsaa nu
Betragte det Nærværende. Skienker. Aladdin!
Kom Søn, og drik mig til.

ALADDIN.

God Taar, Herr Fætter!

NOUREDDIN.

Siig altsaa, kiere Morgiane! nu
Hvordan I har det? Hvoraf lever I?
Hvad giør Aladdin? Er han flittig? Har
Han alt bestemt sig? Hvortil har han Lyst?

MORGIANE.

Ak hvortil han har Lyst? At gaae paa Gaden
Den hele lange Dag, at spille Skorsteen,
Nærmest til Væg, Klink, Pind, og Soe i Hullet;
At søle sig i Snavset, som et Svin,
At rive Buxerne itu for Knæet,
At slide Hul paa sine Albueærmer,
At slaaes, at bande; og at løbe gal.
87 Ak, kiereste Herr Fætter! I kan troe
At han har giort mig mangen Hiertesorg.
Han giør mig ey saa glad; det staaer jeg for!
Det er min Søn, det er mit Kiød og Blod.
Han er ey hæslig! Deilig rød og hvid,
Og Alle siger at han ligner mig!
Men Sandhed maa for Dagen, om den saa
Skal ud igiennem mine Sidebeen.
Jeg spinder Bomuld hele Dagen, men
Hvad vil vel det forslaae? Han gidder ey
Bestille - Gud forlade ham, det Skarn! -
Saameget som at kæmme selv sit Haar.
Alt ligger paa mig arme stakkels Kone!
Han skulde være Skrædder, som hans Fader,
Men ak Gud bedre ham for Skrædd'r han er!
Ney, der vil Andet til, end gaae og drive. -
Da Mustapha var endnu levende
Tog jeg det Skarn i Forsvar. Himlens Straf
Nu kommer over mig, for al min Svaghed.

NOUREDDIN.

Nu, kiere Svigerske! Giv Jer tilfreds.
Saavidt som jeg kan mærke paa Aladdin,
Saa er han af en ædel, stolt Natur.
For ung til selv at aabne sig en Bane,
Nedtrykt af al den Armod rundt omkring sig,
Er han ey vaagnet ret endnu; og derfor
Har Leeg og Lediggang bestandig tumlet
Den ubevidste Siel, som i en Vugge.
Jeg vædder, naar man satte ham istand
Til at begynde en anstændig Handel,
At naar man skaffed ham en Bod, med Varer
Af alleslags fortræffelige Stoffer,
88 Fra China, Indien og fra Levanten,
Jeg vædder To mod Een at hans blev kied
Af al sin gamle Tidsfordriv, og fik
Til bedre Sysler Lyst. Ey sandt Aladdin?

ALADDIN.

Herr Fætter! I kan læse i mit Hierte.
Ak! jeg kan aldrig gaae en Bod forbi,
Som hænger fuld af Guldmor og af Sølvmor,
Af Flor, af Atlask og af Silketøier,
Og klare Perlebaand, og slige Sager,
Før strax jeg tænker: Havde du dig dog
En saadan herlig Bod! Saa kom hver Dag
De skiønne Perserinder i din Bod,
Og slog de lange Sølverslør tilside,
For ret de smukke Varer at besee;
Og mens de saa besaae min Herlighed,
Besaae jeg deres Herlighed igien.
O kiere Fætter! Skaf mig slig en Bod.
Og her jeg lover Jer med Haand og Mund,
At jeg skal blive ordentlig, fornuftig,
Selv rede Haaret, vaske, tvætte mig,
Og ikke lege med de dumme Drenge.

NOUREDDIN
rækker ham Haanden.

Et Ord et Ord?

ALADDIN
tager den.

En Mand en Mand!

NOUREDDIN.

Top Fætter!
I Overmorgen har du dig en Bod.

89
MORGIANE.

Ak hellige Prophet! Den arme Orm!
Hvor skulde han faae den fra?

NOUREDDIN.

Kiere Moder!
Jeg kiøber og forærer ham en Bod.

ALADDIN
falder ham om Halsen.

Nu! det kan man dog kalde en oprigtig
Og ærlig Fætter. Kiere, kiere Fætter!
I er af mine Folk. Men kiere Fætter!
Der er saa længe til i Overmorgen,
Var det ey bedre strax, - imorgen tidlig -
At kiøbe Boden? Det er dog saa godt
At faae fra Haanden, hvad man skal; og jeg
Kan ikke taale godt at bie.

MORGIANE.

Dosmer!
Kiødhoved! Lange Lømmel! Er der da
Ey mindste Tanke i dit tykke Hoved?
Er det Taknemlighed? Og taber du
Ey Mælet over saa uventet Godhed?
Ak jeg maa græde! Kiereste Herr Fætter!
Er I en Engel, sendt fra Himlen ned,
At hielpe denne faderløse Orm.
Den arme stakkels Dreng. Flux hen, dit Afskum!
Og kys Herr Fætteren smukt paa sin Haand,
Og tak ham. - Ak er det ey alt en Drøm?
Jeg er saa vandt til Sorg og Usselhed,
At denne Lykke giør mig reent forplumret.

90
NOUREDDIN.

Vær rolig, gode Kone! Ney Aladdin,
I Morgen er det Fredag, Helligdag,
Da kan man ikke kiøbslaae. Hver en Bod
Er lukket til, og Livet deler sig
I Gudsfrygt og uskyldig Tidsfordriv.
I Morgen vil jeg skaffe dig en Klædning,
Som passer for din nye Stand, saa vil vi,
Ifald din Moder ey er derimod,
Spadsere sammen ud af Stadens Porte,
Igiennem disse smukke kiølne Haver,
Som rundt omringe den. Du har dog Lyst?

ALADDIN.

Stor Lyst, Herr Fætter! Grumme megen Lyst.

NOUREDDIN.

Saa vil vi skilles ad i Aften; thi
Det er alt sildig, og jeg mærker at
Jeg er af Reisen træt. I Morgen sees vi.
Farvel saalænge Børn.

ALADDIN og MORGIANE.

God Nat, Herr Fætter!

EN VILD BIERG-EGN.

Tvende store Klipper skraane brat ned imod hinanden og danne et snevert Pas, i hvis Midte er en liden behagelig Strækning, bevoxet med Græs og Blomster. Træerne fra Fieldet lude tildeels derover, og ud af Klippen springer en Kilde, som snoer sig ned i Afgrunden.

NOUREDDIN, ALADDIN.

De komme gaaende sammen, fordybet i en Samtale.

91
ALADDIN.

Ak kiereste Herr Fætter! I fortæller
De bedste Eventyr, som jeg har hørt
I al min Levetid. Det er en Lyst
At høre Eder saadan tale, Fætter!
Det forekommer mig, som om jeg var
Langt klogere, end da vi først gik ud
Af Porten. I har viist mig rundtomkring
I alle Verdens Dele. Hvad I siger
Om Handelsdriften, er fornøieligt
At høre paa; dog maa jeg tilstaae reent ud,
At hvad I talde om Naturens Kræfter,
Dens skiulte, underlige Skatte, om
De Mennesker, som af en venlig Skiebne,
Tit pludselig faae det som Andre hige
Forgieves efter deres hele Liv;
Om det Usynliges Indvirkning i
Det Synlige, og alle slige Sager,
Det mored mig af alle Ting dog meest!

NOUREDDIN.

Det er og det Mærkværdigste, min Søn!
Det Helligste, hvortil vor Siel sig hæver.

ALADDIN
seer sig forbauset omkring.

Men Hillemænd! Hvor er vi kommen hen?
Henrevet af hvert Ord, I sagde mig,
Har jeg saa reent forglemt at huske Veyen,
At langt fra Haverne, ud over Marken
Vi komne er, og staae nu midt imellem
De vilde Bierge. Rigtignok det kom
Mig for, som jeg blev træt engang paa Veyen,
92 Men det var snart forglemt. Er det maaskee
Saaledes ogsaa gaaet Eder, Fætter?

NOUREDDIN.

Ney, elskte Søn! Med Forsæt har jeg ført
Dig uformærkt fra Stadens Larm og Bulder,
Ind i den vilde, herlige Natur.
Af barnlig Glæde slog dit unge Hierte,
Da hist igiennem Haverne vi gik,
Der, som en stor uhyre Blomsterkrands,
Den store Steenhob kiøler og omdufter.
Og skiønt jeg nægter ey at disse Lunde,
Hvor Kilden risler, Pomeranzen lugter
Og qvæger Tungen med sin hulde Saft,
Er et husvalende og venligt Syn,
Saa staaer dog denne smaalige Natur,
Af Nødtørft sammentrængt i visse Grændser,
Opvoxet inden Eyendommens Skranker,
Og under Eyermandens Herskerblik,
Saa langt tilbage for Naturen, i
Sin dristige og grændseløse Rigdom,
Som Natte-Faklen for den lyse Sol. -
Tilsyneladende tilfældigviis kun,
Men i mit Hierte sindrig overtænkt,
Har jeg paa Veien ledt din muntre Aand,
Fra ringe Gienstand til en større Udsigt.
Jeg vilde stemme dig til, uformærkt,
At vænnes til det høist Forunderlige.
At ikke, som en rask og vælig Ganger
Vel af Natur, men stakket paa Forstand,
Du skulde studse ved uventet Knald.
Det har jeg giort; og troer nu at jeg vel
Kan uden Fare sige dig min Hensigt.

93
ALADDIN.

Tael kun, Herr Fætter! Jeg er ikke bange.

NOUREDDIN.

Saa viid, min Søn! At jeg i mange Aar
Har grandsket i Naturens lukte Bog,
Og at det endelig ved ufortrøden,
Anstrænget og usvækket Flid tilsidst
Mig lykkedes at spore Sager op,
Som ikke sees af Mængdens matte Øye.
Blandt Andet har jeg sikkert grundet ud,
At netop her, paa dette Sted vi staae,
En Hule hvælver sig dybt under Jorden,
Hvor alt hvad Bierget giemmer i sin Favn
Langt skiønnere og mere glandsfuldt blomstrer,
Med stærke Straaler i en evig Vaar,
End Overfladens skrøbelige Planter,
Hvor Farven falmer hurtig som den kom,
Og efterlader kun den visne Stub.
Hvis nu min Ven Aladdin! du har Mod
Til at betragte denne skiønne Hule,
(For din Skyld gik jeg kun den lange Vei,
Thi jeg har ofte seet slig Herlighed)
Saa vil jeg, ved et mørkt forblummet Ord,
Og ved at tænde Ild i nogle Qviste,
Snart sikkert finde ud den skiulte Indgang.

ALADDIN.

Hvordan, Herr Fætter! Her? Her er en Hule?
Her under denne Plads, jeg træder paa?

NOUREDDIN.

En deilig Hule, hvor Naturen har
Gavmild forenet al sin spredte Skiønhed.

94
ALADDIN.

Og denne Indgang, som er ganske skiult,
Den kan I finde ved at brænde Qviste
Og tale nogle underlige Ord?

NOUREDDIN.

Ja, elskte Søn! Det skienkte Allah mig.

ALADDIN.

Nu har jeg aldrig hørt saa galt!

NOUREDDIN.

Du er
Dog ikke bange?

ALADDIN.

Bange? Paa det Lav.
Men - det er dog jo høist besynderligt!

NOUREDDIN.

Hist hvor de tørre Grene hænge ned,
Af Solen marvet ud, paa brændte Field,
Did gak! og hent en Dragt af trøsket Qvas;
Men skynd dig Søn! Thi Natten stunder til.

ALADDIN.

Herr Fætter! Eders Villie er min Lov.
Jeg higer efter denne skiønne Hule,
Og henter Træe til den fornødne Ild.

Gaaer.

NOUREDDIN.

Saa er da nu den store Time kommen,
Der sætter mig i fast Besiddelse
Af alle Jordens mange Herligheder!
95 Her er det lidet, ubekiendte Sted,
Hvorefter jeg har ledt min hele Livstid,
Og reist saa mange, mange hundred Mile.
Aladdin er mit Værktøi. Hisset kommer
Han sorgesløs, med en Dragt Ved paa Ryggen.
Af Hastværk har han neppe Tid at see
Hvorhen han flytter Foden, mens han gaaer.
O du enfoldige Letsindighed!
See dig omkring, og qvæg for sidste Gang
Dit Øie i det friske Blomsterskiær,
Dit arme Legem i det blide Solskin.
Snart gisper du i Mørket, uden Sol,
Og uden Blomster efter Hungersdøden.
Dog hvad Medlidenhed? Enfoldig Svaghed!
Betænker sig Naturens Grubler paa,
At stikke Naalen i Insektets Ryg?

ALADDIN
kommer tilbage med Brænde paa Ryggen.

Herr Fætter! Her er Brænde til en Ild,
Hvorved I stege kan en Elefant.
Men, medens jeg gik hisset om, og ledte,
Og samled Qviste op, og bandt dem sammen,
Og lagde dem paa Ryggen, og gik fort,
Saa faldt det gamle Eventyr mig ind
Om Abraham, som vilde offre Isak,
Hvordan den arme Dreng selv maatte slæbe
Det Træe hvorpaa han skulde været brændt.
Men Allah sendte ham en Cherubim
Til Hielp fra Himlen. Allah hielper altid,
Naar Nøden størst er. Ikkesandt Herr Fætter?

96
NOUREDDIN
forvirret.

Ugrundelig er Allahs Viisdoms-Vey!

ALADDIN.

Den gode Isak var dog ganske vist
En lille bitte Smule alt for dum,
At ey han kunde mærke slige Streger.
Det skulde været mig? Jo jo min Karl!
Dog, det er vel et Eventyr det Hele!

NOUREDDIN.

Formodentlig. Saa! Læg nu Riset der.
Saa vil jeg strax slaae Ild. Men end et Ord.
Jeg stedse, fra det første Øieblik,
Jeg saae dig gramse Pommeranzen hist,
Har holdt dig for en vakker Dreng, en Knøs,
Der ey var bange, som en gammel Kierling,
Men rask og uforsagt, og gierne vilde
I Lav med det, som var besynderligt.

ALADDIN.

Hvis det er Eders Tanker om mig, Fætter!
Saa haaber jeg I ey har taget feil.

NOUREDDIN.

Velan da! Da du er min Brodersøn,
Og da jeg elsker dig og gierne vil
Forskaffe dig en Glæde, som tilforn du
Har aldrig nydt - saa gaaer vi nu til Sagen,
Naar jeg har slaaet Ild i dette Qvas,
Og kastet Røgelsen, og talt derover,
Saa ryster Jorden. Og naar det er skeet,
97 Faaer du en Steen at see, som skyder frem sig
Af Jordens Skiød, fiirkantet, med en Jernring.
Den løfter du med ringe Kræfter op,
I det du nævner sagte ved dig selv
Din Faders og din Bestefaders Navn.
Og neppe har du veltet Stenen bort,
Før strax du seer en Trappe, ned ad denne
Du stiger. Frygt dig ey for Hulens Mørke,
Det svinder snart; thi Grottens klare Frugter,
Som Stierner spillende i alle Farver,
Snart lyser atter, med langt større Skiønhed,
End denne lumre, svoveltændte Sol.
Først kommer du igiennem trende Grotter,
Hvor Guld og Sølv, ret som i store Tønder,
Er sluttet ind udi Granitens Kløfter.
Gaae det forbi, rør heller ey derved,
Det sidder fast, du spilder ikkun Tiden.
Naar disse trende Kamre nu du først
Har giennemvandret, ak! da kommer du
Ind i en Have. Paradisets Have
Var ey saa smuk; maaske dog var det den,
Som flygted did ned efter Syndefaldet.
De herligste og straalerigste Frugter
Af allehaande Farver, røde, blaae,
Græsgrønne, violette, hvide, gule,
Som Ædelstene i en Sultanindes
Guldørnring, hænge der i herlig Orden.
Hvor gierne gik jeg ikke selv derned.
Men ak desværre! Een ad Gangen kun
Kan nyde denne Fryd; for din Skyld dog
Jeg gierne nægter selv mig denne Lykke.
Alt hvad jeg fordrer for min Godhed mod dig
Er, at du heelt gaaer op igiennem Haven,
98 Til Muren ligefor i den dunkle Baggrund.
Der hænger i en røget, mørk Fordybning
En gammel Kobber-Lampe. Den skal du
Hidbringe mig. Du veed jeg er en Ven
Af gamle Snurrepiberier; jeg
Har sagt dig at jeg samler slige Sager,
Og Lampen, uden Værd for alle Andre,
Har altsaa dog en indbildt Værd for mig.
Paa Veien, naar du gaaer tilbage, maa
Du gierne plukke dig saamange Frugter,
Som du kan bære, for at bringe hiem.
Men skynd dig kun, og bring for alt mig Lampen.
Du har ey nødig selv at frygte for
At den skal smudske dig; naar du har slukt
Dens Ild, og øst dens Olie ud paa Jorden,
Saa tørres den strax ganske af sig selv.

ALADDIN.

Godt, kiere Fætter! Jeg er redebon.

NOUREDDIN
tager en Æske frem med Røgelse, og kaster Noget deraf i Ilden. Strax derpaa høres et svagt Tordenbrag. En Lynstraale slaaer ned i Jorden, hvor Røgelsen brænder. Jorden skielver. En stor fiirkantet Marmorsteen skyder sig op, horizontal med Jordens Overflade. I Midten deraf er befæstet en stor Jernring.
NOUREDDIN.

Kom nu Aladdin! Skynd dig! Ufortøvet!

ALADDIN
angest.

Ak ney, Herr Fætter! Kiereste Herr Fætter!
Forskaan mig! Ak! Jeg tør det ey! Jeg ryster!

99
NOUREDDIN
slaaer ham i Hovedet saa han tumler.

Barnagtige, foragtelige Dreng!
Troer du at giekke mig? Har jeg for din Skyld
Saa svart et Arbeid foretaget mig,
At du, som en forkielet Skiødehund,
Skal staae og ryste, mens man klapper dig?
Flux grib i Ringen! Eller ved Propheten
Og ved den store Salomon, jeg lænker
Dig fast til denne Steen, og reiser bort
Til Afrika, hvorfra jeg kom, og lader
Dig og din Moder i Elendighed.

ALADDIN.

Ak kiereste Herr Fætter! Vær dog ey
Saa vred, saa grusom. Jeg vil gierne giøre
Hvad I befaler mig.

NOUREDDIN
formildet.

Ret saa, min Søn!
Saa vil du ogsaa vorde lykkelig.
Du bløde Sind! Staaer ikke Taarerne
Ham alt i Øiet.

Klapper ham paa Kinden.

Skam dig dog, Aladdin!
Vær en fornuftig Dreng, saa skal i mig
Du altid see en god, en gavmild Fætter.
Jeg staaer dig jo dog nu i Faders Sted,
Og derfor er det Pligt at straffe dig,
Naar du fortiener det. Det er jo til
Dit eget Bedste. Kom nu hid, min Søn!
Og lad mig see at du har Mod i Brystet,
100 Grib Ringen fat og nævn din Faders Navn,
Og saa din Bestefaders.

ALADDIN.

Nu velan da!

Han mumler sagte ved sig selv, griber derpaa i Stenen, men kan ikke rokke den.

NOUREDDIN
afsides, i det han farer forfærdet tilbage.

Ha! hvad er det? Du hellige Prophet!
Har jeg ey skuet ret? og gaaer jeg vild?

ALADDIN
med en stille Forundring.

Ja tænkte jeg det ikke nok.

NOUREDDIN.

Hvad tænkte
Du Dosmer! Nævnte du din Faders Navn?

ALADDIN.

Af Agtelse for Eder, kiere Fætter!
Jeg nævnte Mustaphas og Casems Navne,
Men Stenen ligger fast som Bierget selv.
Men vil I nu tillade mig at nævne
(At sige uden al Fortrydelse)
Emirens Navn, tilligemed hans Faders,
Saa skal I bare see.

NOUREDDIN.

Ha nævn dem da!

ALADDIN
i det han løfter.

Al Mamon og Al Sefi! - Der er Stenen.

101
NOUREDDIN.

Du havde Ret!

ALADDIN.

Naar vi skal see os om,
Saa blive vi paa denne Maade jo
Ey engang Fættere?

NOUREDDIN.

Saa er vi Venner.
Gak nu kun ned og hent mig Lampen op.

ALADDIN.

Det er en magelig, velhuggen Trappe.
Der seer ey farligt ud; og hisset skimter
Jeg allerede Lyset. Morsomt nok!
Nu er jeg ikke længer bange, da jeg
I Hullet staaer. Før giøs jeg, mellem os sagt.
Det maa nu briste eller bære.

NOUREDDIN.

Glem
Ey Lampen.

ALADDIN
stiger ned.

Hav kun ingen Frygt for det.

NOUREDDIN.

Hør Fætter! Endnu Eet. For at du dog
Kan være ganske sikker i din Sag,
Saa tag her af min Finger denne Ring
Og sæt paa din. Den skiermer dig for alt,
Hvad maaskee ellers kunde møde dig.

ALADDIN.

Godt, kiere Fætter! Lad mig nu kun gaae.

102

En underjordisk Hvælving høi, ret som en Have brammer,
Thi store Træer af blankt Metal udbrede deres Stammer,
Af Kobber, Jern, og Zink og Blye, med stærke Skud i Bugter,
Og paa hver udstrakt sielden Green nedhænge sieldne Frugter.
Thi Nogle hvide er, som Melk, og klare, som Chrystaller,
Blodrøde Nogle, Andre blegt kun rødme, som Coraller;
Og grønne, violette, blaae, og brunlige, og gule,
Med Funklen hænge rundt omkring udi den skiønne Hule.
De hvide Frugter Perler er, de klare Diamanter;
Rubinen spiller i sit Blod med sine slebne Kanter.
Smaragder er det grønne Græs, de blaae Saphirer finder
Du lavt ved Træets stærke Rod, som smilende Kierminder.
Og overalt hvor Øiet seer det sig saa huldt forlyster,
Paa Jaspis, paa indsprængt Agat, violblaae Ametyster.
En liden Biergelv slynger sig, snart stærkt, og snart den mattes,
Dens Sang, skiønt lidt utydelig, kan dog af Sielen fattes.
Og inderst paa den sorte Væg, imellem Røg og Dampe,
Der brænder, i sit mørke Hul, den underfulde Lampe.
Af den faaer Hulen alt sit Skin, thi skiønt den lyser ene,
Gienstraaler Lyset tusindfold, fra Guld og Ædelstene.

USYNLIGT CHOR AF BIERGAANDER.

En buldrende Torden
Sit Lyn har nedsendt.
Flux revnede Jorden,
Hvor Straalen har brændt.

103
ANDRE STEMMER.

Det Liv, som saa herligt sig rører,
Med Blodet, saa varmt og saa rødt,
Hid Skiebnen nu venligen fører,
Til hvad der er stenet og dødt.

STEMME FRA LAMPEN.

Saa skal da længer ey min Straale,
Uvirksom fængslet med sin Magt,
Kun denne tause Hvælving maale,
Og lysne rundtomkring til Pragt!
Alt rasler, Biergets Dør! din Hængsel,
Og alt betrædes nu din Stie!
Fra dette dødningstille Fængsel
Vil evig Viisdom mig befrie.

STEMMER FRA TRÆERNE.

Ak! skal vi miste dig, du Biergets Lue!
Saa miste vi jo med vort Farvespil.
Hvad er vor Skiønhed vel, naar Hulens Bue
For hulde Lysning grumt sig lukker til?

STEMMEN FRA LAMPEN.

Giv Eder kun tilfreds, I smukke Stene!
En anden Ild snart tænder sig paa Stand.
Troer ikke det er mig, som lyser ene;
I Bierget flammer der en evig Brand.
Nu Skiebnen har en Lykkelig forundet
At trænge dybt udi Naturen ind.
Da først det store Underværk er fundet,
Naar Øiet blander sig med Biergets Skin.
104 Naar Intet længer Jordens Hersker blinder,
Da seer han Undervirkning rundt omkring;
En Aand til at udrette Alt han finder,
Og Harmonia skienker ham sin Ring.
Den fierner fra hans Hierte Angst og Krampe,
Den giør ham let og lykkelig og mild,
Mens Helligdommenes dybtfundne Lampe
Udretter Alting med sin Himmelild.
En nye Prometeus atter vil forene
Det høie Lys med Mennesket idag,
En anden Odin, giennem Biergets Stene,
Faaer Drikken, ved Gundlødes Favnetag.

ALADDIN
kommer ind, han studser og seer sig om.

Ak hvilken deilig Have! Alle Træer
Af Frugter hænge fuld. Hvor røde Æbler!
Og violette Pferskner! Grønne Blommer!
Og gule Pommeranzer! Hvide Ribs!
Og Druer! Nogle ganske himmelblaae,
Og nogle klare, som det rene Vand.
Hvor Bækken huldt sig giennem Alting slynger!
Ak! det er Skade, her er ingen Fugle,
Der synge kan i disse grønne Toppe.
Alt er saa stille. - Hvilke smukke Blomster!
Saa gule, som det rene, røde Guld.
Jeg troer de kaldes Fandens Melkebøtter
Hos os; her har de vel et andet Navn.
Ak hvilke hvide Lillier! Hvor de straale!
Man skulde sværge paa de var af Sølv.
105 Jeg vil dog lugte Een. - De lugter ey.
Ak! det er Skade, de har ingen Lugt.
Naa det er sandt! Det maa jeg dog tilstaa
Min Fætter havde Ret, dengang han paastod
At sligt var værd at see. - Der hænger Lampen!
Hvor underligt den med sit røde Skin
Oplyser Alt, og giver det sin Glands.
Min Fætter er dog ret en egen Mand.
Hvad nu han vil med den? De skiønne Frugter,
Det er dog noget ganske Andet. Naa da!
Nu har jeg aldrig seet saa stor en Drue,
Som denne her. Ak den maa lædske sødt!
Jeg er saa tørstig. Jeg vil plukke den,
Min Fætter gav mig Lov dertil. - Hvad nu?
O vee! Det er ey en naturlig Drue.
Den er af Glas kun. Slap det saadan ud?
Maaskee at denne Røde smager bedre. -
Hvad? - Ogsaa Glas? Nu har jeg aldrig seet!
Det er kun malet Glas, den hele Stads.
Ha ha ha ha! Det var da Løyer, det. -

Grædefærdig.

Jeg tænkte det var Frugter, og saa er
Det haardt, som Steen. Ney sikke Narrerie!
Ja saa! Saa er det bedst at skynde sig
At man kan komme hiem til Ispahan,
For at faae nogen Mad, som laer sig spise. -
Men smukke er dog disse glatte Stene.
Troe mig! de andre Drenge, de vil vist
Nok giøre store Øine, naar de seer
Al denne Herlighed. Jeg plukker mig
Saa mange jeg kan bære. - Saa! Nu er jeg
Belæsset, som en reisende Kameel.
Og nu afsted. - Men stop! Ha det er sandt,
106 Jeg havde nær jo glemt den rare Lampe.
Saa havde Pokker været løs med Fætter.

Han tager den ud af Hullet.

Saa kom da nu, dit gamle Skumpelskud!
Stod det til mig - jeg lod dig heller hænge.
Jeg vil ey slukke den, før jeg kan see
Daglyset, giennem Hulens Aabning hisset.

Seer sig endnu engang omkring.

Det er dog ret en grumme deilig Hule.
Der hænger endnu Een! Den er saa blaae,
Den kan jeg sagtens bære med de andre.
Saa, nu farvel, du smukke Glasboutik!
Nu maa jeg gaae; min Fætter venter paa mig.

Gaaer.

DET SNEVRE PAS MELLEM BIERGENE

NOUREDDIN
staaer ved Hulens Indgang, bøier sig over den, og lytter.

Der kommer han! Jeg hører alt hans Fied.
Han gaaer belæsset, langsomt, tynget ned
Af Hulens Steen. Den vil beholde ham.
Saa lad den det! Naar nu jeg Lampen har,
Saa kaster jeg paa Ilden denne Haandfuld
Og mumler Ordet ud. Saa lukkes Alt.
Saa ængstes jeg ey daglig, at min Skat,
Min hemmelige Skat, skal blive røbet,
Ved denne sløve Drengs Enfoldighed,
Hvis Siel staaer aaben, som en ledig Lade.

Alvorlig og høitidelig.

O Muhamed! Vær nu din Tiener huld.
Jeg slog Aladdin, for at vænne ham
Til Lydighed. Thi strax, frivillig, mens han
107 Er end i Hulen, maa han Lampen række
Mig, uden Trudsel, uden mindste Frygt.
Ifald han kommer ganske op af Grotten,
Er Lampen hans. Det vil den grumme Skiebne!
Og har jeg eengang tryllet Hulen til,
Kan ey min hele Magt den atter aabne. -
Der kommer han. Nuvel! nu gielder det.

ALADDIN
i Hulen.

Her er jeg, Fætter! Ræk mig Eders Haand,
At jeg kan komme op.

NOUREDDIN.

Ræk mig først Lampen,
Min kiere Søn! saa skal jeg hielpe dig.

ALADDIN.

Jeg har saamange af de smukke Stene,
Her i min Kiortelflig. Den ligger mellem
Det Øvrige. Lad mig først komme op!

NOUREDDIN.

Snik, Snak! Giv mig først Lampen. Lad det Snavs
Kun falde! Kommer du paa nye igien
Med dine Barnestreger? Giv mig Lampen.

ALADDIN
fortrydelig.

Først skal man rende, som en Nar, og hente
En gammel Lampe, og naar det er giort,
Og jeg har fundet nogle smukke Stene,
Saa maa man ey engang beholde dem. -
I faaer ey Lampen før jeg kommer op!

108
NOUREDDIN
fatter sig.

Min Søn! læg dine Stene ned paa Jorden,
Og tag saa Lampen ud. Du kan jo siden
Opsamle dem igien.

ALADDIN.

Men hvor kan I
Dog bede mig om sligt? Det er jo bedre
At bie til jeg først er kommen op.
Kom, skynd Jer, Fætter! Ræk mig eders Haand.

NOUREDDIN.

Jeg hielper ey, før du har flyet mig Lampen.

ALADDIN
opbragt.

Saa kan jeg klattre uden Eders Hielp.

Han er allerede næsten oppe.

NOUREDDIN
støder ham forbittret for Brystet, saa han falder ned igien, og siger:

Du skal ey høste Frugten af min Møie.

Kaster Røgelsen paa Ilden.

Luk dig igien, du klippehaarde Field.

Bierget lukker sig; han staaer længe og stirrer hen paa den svundne Indgang.

Hvad stod der i den gamle Sangers Digt?
»Du griber - Haabets Dør sig lukker til.«
Den Lykke var mig altsaa ey bestemt!
Men end er Noureddin dog ey forsagt.
Naturen bukke skal for Sielens Magt.
Paa nye jeg søger Lykkens skiulte Vey;
Thi denne lukte sig, den var det ey.
109 Til Afrika jeg atter haster hen,
Begynder paa min Grublen der igien,
Og ved anstrænget, uforstyrret Flid,
Det lykkes maa at lokke Kraften hid.
Her er det ude. Lig du der og bliv
Til Støv, du Usle! Stakket var dit Liv.

Iler bort.

TRAPPEN AF DEN UNDERJORDISKE HULE.

Alt er bælmørkt; Indgangen tillukket.

ALADDIN
kryber omkring, famler og støder sig; endelig synker han magtesløs ned.

Ak, kiere Fætter! Luk dog op igien.
Jeg vil jo gierne giøre alt hvad I
Befaler mig. Ak Fætter! luk dog op. -
Han er alt borte! Ak! langt borte er han.
Hvor længe har jeg siddet her og grædt,
I dette mørke, græsselige Dyb?
Ha! du er ingen Fætter. Ney du er
En skammelig, en ond, en nedrig Troldmand,
Som søger at forlokke unge Børn.
Din Glæde er kun deres Qval og Død,
Dit blege Afskum. - Allah! Muhamed!
Forløser mig af denne Rædselsnød.
Jeg har jo aldrig dog endnu begaaet
Misgierninger, som kræve grusom Straf.
Hvad kan jeg dertil at min Fader døde?
O red mig, red mig, red mig, af min Smerte!
Lad mig ey døe af Hunger store Allah.

Han synker hen i en magtesløs Taushed en tidlang, og lytter rundtomkring. Derpaa siger han rolig, med en barnlig Adspredelse: 110

Hør Bækken, inde i den store Have,
Hvor rislende, besynderligt den rinder! -
Saadan den rislet har i mange Aar,
Før jeg blev født. I mange hundred Aar!
Hvor underligt ned fra det høye Loft
Den bløde Drypsteen falder. Hvor det plumper!
Bestandig samme Lyd. Dryp! Dryp! Dryp! Dryp!
Faaer det da ingen Ende? End bestandig -

Den eensformige Lyd dysser ham lidt effer lidt i en blid Søvn.

TVENDE BIERGPIGER
komme sagte snigende sig frem, giennem en Biergkløft, hver med sin Kerte i Haand; de hælde sig hen over Aladdin og betragte ham.
DEN FØRSTE
hvidskende.

Seer du, min Søster! den deilige Dreng?

DEN ANDEN
ligesaa.

Ak! hvo har redt ham den steenhaarde Seng?

DEN FØRSTE.

Hvilken Lyksalighed skienkes vort Bierg!

DEN ANDEN.

Deilig, som han, er ey Alf eller Dverg.

DEN FØRSTE.

See hvor han blusser!

DEN ANDEN.

Ak hvor han er smuk.

DEN FØRSTE.

Skielver og udstøder Sukke paa Suk.

De kysser ham.
111
DEN ANDEN.

Sødeste Kys!

DEN FØRSTE.

Nu hvi est du saa blye?

DEN ANDEN.

Stille, han vaagner.

DEN FØRSTE.

Ak saa maa vi flye!

De forsvinde.

ALADDIN.
farer sammen og seer sig om.

Hvordan? Endnu i denne mørke Hule?
Hvad kolde, klamme Læber rørte mine?
Ak! det var Døden, nok, som kyste mig.
Thi Hungren plager. Ha! forbandet være
De haarde, stolte, de grusomme Frugter,
Som lokke kun og skaffer ingen Næring.

Springer op.

Ha! jeg vil ned til Kilden at faae Vand.
Jeg kan ey! Der er sat et Skillerum
Imellem mig og den. Fortvivlelse!
O Allah tag min Siel! -

Han støder den Ring, Noureddin har givet ham paa Fingeren, imod Klippen. En Gnist springer ud deraf, bliver ved at brænde og opklarer Hulen.

RINGENS AAND
lader sig tilsyne udi en stor Kæmpeskikkelse, og siger med tordnende Røst:

Herre! hvad vil du mig?
See! jeg maa lyde dig.
112 Ringen er i din Haand,
Du byder Ringens Aand.
Ey er det mig, som maa
Ene tilrede staae.
Alle de Slaver, som
Hylde dens Helligdom,
Knæle til dyben Jord,
Lystre dit Magtens Ord.

ALADDIN
paa Knæe med sammenfoldede Hænder.

Ak skrækkelige Magt! Ifald du kan,
Og hvis du redde vil et stakkels Barn,
Da skaf mig ud af denne fæle Hule,
Hiem, hvor min Moder boer, i Ispahan!

AANDEN.

Herre! du byder,
Din er min Magt.
Flux jeg dig lyder,
Som Ordet er sagt.
Snart, paa min Vinge,
Freidig og tryg,
Skal jeg dig svinge
Over Caucasus Ryg.
Paa Zephyrens Fod,
Over bølgende Vand,
Over Euphrats Flod,
Til Ispahan.

Han tager Aladdin i sin Favn og flyver bort med ham.

113

ANDEN AKT.

Tidlig Morgen under Solens Opgang.

ALADDIN
staaer udenfor een af Ispahans Porte, med Kiortelfligene fulde af Hulens Ædelstene.

Mit Hoved svimler! Ney en saadan Reise
Har jeg endnu ey giort mit hele Liv.
Om Kroppen tog han mig. Det var som Vandet,
Naar det omslynger Een, i lune Bad.
Hvor høit han fløy, mens Maanen skinte klar!
Ak hvor besynderlig da Jorden lod!
Det store Ispahan, med sine Lys,
Som sluktes uformærkt, lidt efter lidt,
Saae ud kun, som en Smule brændt Papir,
Hvor Børnene gaaer langsomt bort af Skole.
Han svang sig rundtomkring med mig, en Omvey,
For ret, i Nattens klare Tryllelys,
At vise mig den vidtudstrakte Jord.
Jeg glemmer ey, da over Caucasus
Han fløy, og hvilte lidt paa Biergets Tinde,
Og styrted sig saa skraas igiennem Landet,
Som om han vilde druknet mig i Euphrat.
For Stormen drev en vældig Tremast hist,
Midt paa det sorte Hav. Did fløy han hen,
114 Berørte Skibets Vimpel med sin Taae,
Og strakte sig stivt ud, ret som en Støtte,
Paa dette faste Postament, med mig
I Armene, høit opstrakt imod Himlen.
Derpaa, da Maanen, som en Dødning bleg,
Forsvandt ved første Glimt af Solens Glands,
Forvandled han sig til en Purpurskye,
Og sænkte blidt sig ned med Morgenduggen,
Imellem Blomsterne ved Stadens Port.
Derpaa, forvandlet til en Lærke, steeg han
Igien i Luften, qviddrende, og svandt. -
Ak jeg er træt, afmægtig; jeg maa hiem.
Hvor vil min Moder giøre store Øine!
Ak! havde hun kun det fornødne Brød;
Thi jeg er hungrig; meget, meget hungrig.

Gaaer.

STUE.

MORGIANE, ALADDIN.
Han sidder og spiser.

MORGIANE.

Min hierte Søn! vær langsom, giv dig Tid,
Spis ey for hastig - pust imellem lidt,
Drik til din Mad - og spild ey paa Salveten.
Skiær dig med Kniven ey i Fingrene!
Ak Gud! Man har dog idel Qval og Kummer
Af sine Børn. Den som Gud giver Børn,
Den gier han Hiertesorg. Nu tænkte jeg
Saa vist, den hellige Grav var vel forvart,
At vist du skulde blevet noget Stort.
At altid jeg mit Lærred skulde kiøbe
115 Hos dig, naar først du var en fornem Kiøbmand.
Jo paa det Lav! Ak Himlen straffe dog
Den skammelige Trold, for sine Streger.

ALADDIN.

Ja Moder! Var det ikke skiendigt giort,
At lukke i for mig, og overlade
Mig grusom til den visse Hungersnød.

MORGIANE
opbragt.

Og hvad som værre var: Slaae dig paa Øret,
Saa nær du næsten havde tumlet om.
Den Næsvis! Hvem har givet ham vel Lov til
At tugte fremmede Forældres Børn?
Den slette Karl!

ALADDIN.

Men hør nu, kiere Moder!
Hvad der er skeet, er skeet, og kan ey ændres.
Men derimod er jeg endnu saa sulten,
At absolut jeg maa ha'e mere Mad.

MORGIANE.

Ak, hierte Søn! Jeg har ey mere til dig.
Jeg giemte dig min egen Mundportion,
Og tænkte der var nok. Og Penge har jeg
Ey heller nu, at kiøbe noget for,
Før jeg faaer solgt min sidste Bomulds-Spind.

ALADDIN.

Da var det ilde, thi jeg maa bekiende,
At jeg har en velsignet Appetit.
116 Men - stille - Alt kan blive godt endnu.
Giem I kun Eders Bomuld, kiere Moder!
Og ræk mig hid den gamle Kobber-Lampe,
Som jeg tog med fra Hulen. Jeg faaer altid
Saameget for den, hos en Kobber-Smed,
At vi kan kiøbe Mad for tvende Dage.

MORGIANE.

Her er den. Ak hvad kan du faae for den?
Den seer jo ud, som om den havde lagt
I Jorden, hundred Aar paa samme Sted.
Det maa dog være nogle Sviin, som boer
I disse Bierge. Man kan neppe se
At den er giort af ordentligt Metal.
Jeg vil dog gnide den først af, en Smule,
Og kan du saa faae solgt den, kiere Søn!
Saa er det godt, hvis ikke maa du bie,
Og styre Spiselysten til imorgen.

Hun tager et Klæde, giør det vaadt, dypper det i Sand, og begynder at skure Lampen.

LAMPENS AAND,
en stor, men velskabt Kæmpe, skyder sig op igiennem Jorden og siger:

Nu, hvi gnider du saa voldsomt? See, jeg lystrer jo dit Vink.
Herskerinde, naar du kalder, kommer jeg som Lynets Blink.
Ikke jeg allene, Frue! men hver anden Lampens Aand,
Bukker sine Knæe og lyder den, som Lampen har i Haand.

MORGIANE
falder i Afmagt.

Ak hellige Prophet! Ak red mig, red mig!

117
ALADDIN
som i Førstningen blev noget bestyrtset, griber Lampen, og siger:

Ak! jeg er mægtig hungrig, kiere Dievel!
Hvis du kan skaffe mig et Maaltid Mad,
Saa skal jeg tiene dig en anden Gang,
Ifald du skulde trænge til min Hielp.

Aanden forsvinder; strax derpaa lader han sig igien tilsyne med et stort Sølvbækken paa sit Hoved, tilligemed tolv tildækkede Sølvfade, fulde af alleslags nydelige Retter. Sex hvide Brød ligge ovenpaa Tallerknerne. Han har tillige to Flasker med kostbar Viin, og tvende Glas i Haanden. Alt dette sætter han fra sig paa Bordet og forsvinder igien.

ALADDIN
betragter en tidlang med Forundring dette Syn, endelig giver Madlysten ham Mod; han gaaer langsomt hen til Bordet, lukker Laaget op paa eet af Fadene og siger fuld af Glæde og Forundring, i det han lidt efter lidt betragter det altsammen:

Hvad? - Dyrekiød? - Kiødsuppe? - Kogte Riis?
Bagværk og Frugter! Fiskemad, Fasaner!
Min Livret. Ha! det kalder jeg en Aand,
Som veed hvad der kan smage. O hvor vil
Det gotte mig. Jeg er ret opsat til det.

Pludselig angest.

Men store Muhamed! Det skulde dog
Vel ikke atter være Glas, kun alting,
Som Frugterne, hist i den store Hule?

Putter et dygtigt Stykke i Munden.

Ney, Allah være lovet! Ney det er
Naturlig rigtig Mad, af Kiød og Been.

Sætter sig tilbords. 118

Nu da! I Herrens Navn. - Men det er sandt,
Hvor blev min Moder af? Jeg troer hun faldt
Paa Gulvet, da hun saae den store Kæmpe.

Raaber.

Hey! Moder! Reis Jer dog og kom og spiis!
Han er alt borte, Moder! Reis jer dog. -
See om hun vil? Jeg faaer vel reise mig.

Fortrædelig, i det han staaer op.

Nu sad jeg just saa godt. Der er dog Intet
Fuldkomment her i denne Jammerdal.

Rusker i hende.

Hey, Moder! Hvad er det nu værd at ligge
Paa Gulvet? Op! - Du hellige Prophet!
Hun er dog aldrig død af Skræk? O Himmel!
Saa var jeg faderløs og moderløs.

Han løber hen til Bordet og henter en Vandkaraffel, putter med det samme en Mundfuld Mad i Munden, kommer igien og stænker hende med Vand i Ansigtet.

Ak, kiere Moder! Faae dog Eders Samling.
Hvis I er død, som Mustapha, min Fader,
Saa smager der mig ey en Mundfuld meer.

MORGIANE
slaaer sine Øine op.

Ak, naadigste Herr Geist! Ak spar mit Liv.

ALADDIN.

Han er alt borte. Kiender I da ikke
Aladdin, Eders kiødelige Søn?

MORGIANE
reiser sig.

Ak hvor blev Geisten af?

119
ALADDIN.

Han gik igien,
Da først han havde bragt os Mad og Drikke.

MORGIANE.

Har Geisten bragt det Maaltid Mad, der staaer?

ALADDIN.

Ja, kiere Moder! Tænk engang.

MORGIANE.

Min Søn!
Kast det i Rakkerkulen. Skynd dig! Skynd dig!

ALADDIN.

Ney, jeg er ikke gal. Kom kiere Moder!
Kom hid og smag hvor herligt at det smager.

MORGIANE.

Jeg stikker ey en Krumme i min Mund.
Ak! Ak! Nu har jeg gaaet meget, meget
Igiennem her i Verden, jeg er gammel.
Jeg veed hvad Verden gier; men dette vidste
Jeg endnu ey. Du store, milde Gud!
Man lære skal saalænge som man lever.
Men siig mig, kiere Søn: Hvor gik det til,
At dette græsselige Afskum kom?

ALADDIN.

Det kom af det I gneed paa Lampen, Moder!

MORGIANE.

Hvordan? Er Lampen Skyld i den Ulykke?
Ak, kiere Søn! Saa skynd dig, gaae og sælg den.
120 Jeg er ey rolig, før jeg veed med Vished,
At den er ikke længer her i Huset.

ALADDIN.

Jeg sælge Lampen? Slig en sielden Skat?
Nei, kiere Moder! kom dog til Jer selv,
I taler endnu lidt i Feberheden.
Ulykke! - Ja en stor Ulykke er det,
At faae Fasaner, Dyrekiød, og Bagværk,
Og alle Aarets sieldne, gode Ting,
Naar man paatager sig det Kæmpeværk,
At gnide Fingren irret paa en Lampe!

MORGIANE.

Ak, kiere Søn! Jeg raader dig, min Søn!
Tag dig iagt. Det er kun Dievelskab.
Og har Propheten ey forbuden os,
At giøre os gemeen med slige Dievle?

ALADDIN.

Min kiere Moder, jeg har altid hørt
At Dievlene var onde Folk; men denne
Er saa honet og god af Hiertelav,
At han kan gaae i Nødsfald for en Engel.
Giv Eder kun tilfreds. Hvis ey jeg feiler,
Saa har den store, hellige Prophet
Just giort os lykkelig med denne Lampe.
Nu kan jeg først begribe hvorfor Trolden
Var saa begierlig efter den, den Skalk!
Og kaldte den kun Snurrepiberie.
Jeg er alt eengang vandt, at see det Syn;
Thi slig en Aand (Gud veed hvordan han kom,
Jeg maa vel have gnedet lidt paa Lampen)
121 Har jeg at takke for Befrielsen
Af Biergets Hule. Det var Spot og Skam
At lønne Godt med Ondt, og at foragte
En saadan venlig Aand, som hielper naar man
Er meest i Nød, og trænger meest til Hielp.
See, hvilke rare Fade! Det er Sølv!
Nu vil jeg tage eet af dem og gaae
I Byen ud et Sted og sælge det;
Og blive saadan ved til Alt er solgt.
Thi det kan ikke skikke sig at kalde
Paa Lampens Aand, undtagen naar det kniber.
Kom Moder nu, og spiis dog ogsaa lidt.

MORGIANE.

Jeg kan ey spise efter denne Skræk,
Men giør forresten hvad du vil, min Søn!
Jeg er en gammel og enfoldig Kone,
Jeg vasker mine Hænder, jeg har ingen,
Slet ingen Deel i dette Hexerie.

ALADDIN.

Det skal I heller ey; men vær kun rolig.
Nu vil jeg strax gaae ud og sælge Fadet.

Gaaer.

GADE.

ALADDIN med et Sølvfad under Kiolen. EN GAMMEL JØDE.

JØDEN.

God Morgen, unge Herre! Har han Noget
At skakkre med? Jeg seer han holder Noget
122 Her bag sin Kiole. Vil han sælge det,
Saa kom til mig. Jeg være kan saa god,
Som Nogen anden Kiøber? Ikkesandt?

ALADDIN.

Det kommer an derpaa. Hvad byder du
Paa dette Sølvfad?

JØDEN
griber begierlig derefter.

Dette Sølvfad? Jo
Nu kommer vi nok strax, min unge Ven!
Tin! Tin er ogsaa godt. Kom lad mig see.

ALADDIN.

Jeg slipper ikke Fadet af min Haand,
Før først du har betalt mig det. Jeg kiender
Nok Jøderne. Du kunde løbe bort
Og sige det var dit.

JØDEN.

Du store Gud!
Hvad har han dog for nogle Tanker om mig.
Naa, siig, hvad vil han have for sit Fad?

ALADDIN.

Hvad vil du give?

JØDEN.

Veed han ikke meer
Af Kiøbmandskab? En Kiøbmand siger altid
Hvad Varen koster. Siden prutter man.

ALADDIN.

Ak! jeg forstaaer mig lidt kun paa at høkre.
Siig rent ud hvad det vel kan være værd,
Og jeg vil troe dig paa et ærligt Ansigt.

123
JØDEN
betragter først Fadet nøie, derpaa Aladdin.

Et ærligt Ansigt? Nu det kan jeg lide.
Han troer endnu paa Ærlighed i Verden!
Han er en vakker Søn, en vakker Søn.
Han seer saa ærlig ud. Han har vist ikke
Endnu ret seet sig om i Verden. Hæ?

ALADDIN.

Hvad byder du mig Jøde, for mit Fad?

JØDEN.

Nu! Fadet er ret smukt; det er af Sølv;
Men man kan ogsaa kiøbe Guld for dyrt.

Tager tvivlraadig en Guldpenge op af Lommen for at prøve Aladdin.

Hvad siger han om saadan Een, min Ven?

ALADDIN
tager den.

Dermed er jeg tilfreds. Afsides. Den er af Guld!
Ha! jeg er bange, han betænker sig,
At han fortryder paa sit Kiøb, og fordrer
Sit Guld tilbage. Jeg vil smøre Haser.

Løber bort.

JØDEN.

Hør, unge Ven! Han er alt fløiten. Ha!
Han troede vist jeg skulde angre Kiøbet!
Jeg Sviin, jeg Klodrian, jeg dumme Bæst!
Han havde solgt mig det for halv saa meget,
For Fierdeparten, ja for Sietteparten.

Raaber.

Hei! Stop ham! Hold paa Tyven! Han er borte.
124 Ha gamle Dosmer! Taabe, som jeg er.

Betragter Fadet.

Vel er det tredsindstyve Gange mere værd,
End jeg betalte ham. Fiint, herligt Sølv. -
Maaskee han kommer tiere. Det faaer være
Nu som det er. Hvad hielper det at klage,
Nu det er giort? Ak Moses! Hvilken Skam
For slig en gammel, rynket Skielm, som dig,
At snydes af en slig glathaget Tosse.

Gaaer.

EN FORNEM KAHN.

Adskillige Kiøbmænd sidde hist og her, ryge Tobak og drikke Sorbet.
ALI og BEDREDDIN staae i Vinduet.

ALI.

See! hist paa Gaden kommer atter hid
Det smukke unge Menneske, som var her
I Gaar og Overgaars. Han, med den lysblaa,
Guldsnorte Kaftan, og den høie Turban.

BEDREDDIN.

En vakker Knøs.

ALI.

Saavidt som jeg har hørt,
Saa skal det ikke være længe siden,
Man saae ham gaae paa Gaden om og lege
Med Drengene. Men nu, paa ganske kort Tid,
Har han saa mærkelig forandret sig,
At man kan neppe kiende ham igien.
125 Nu gaaer han altid ordentlig og velklædt,
Besøger Kahnerne, og hører altid
Med stor Opmærksomhed og heel beskeden,
Hvad lærde Folk og gamle Kiøbmænd taler.

BEDREDDIN.

O see, den Skielm! See hvor han skotter op
Til Eben Hassans Vinduer. Han venter
At see den smukke Kone. Ha, din Strik!
See hvor uskyldig dog han gaaer forbi.
Fik du en Næse, som var lidt for lang,
Min smukke Sommerfugl?

ALI.

Han kommer hid.

BEDREDDIN.

Ha! vi skal drille ham.

ALADDIN
kommer.

Propheten og
Den store Allah signe Eder!

ALI.

Vel talt!
Men hør, min unge Ven! Om jeg maa spørge,
Hvad har da Eders Øine vel at giøre
Ved Eben Hassans Vinduer?

BEDREDDIN.

Ih nu!
De vilde see om Vinduerne stod
I samme Retning, som de stod igaar.

126
ALI.

Du giør ham Uret, Broder! Denne Herre
Saae ey paa Eben Hassans Vinduer,
Han saae kun giennem dem.

BEDREDDIN.

Og smilte til
Jernstængerne, som staae saa ranke, smekkre,
I Vinduerne fra Morgen og til Aften.

ALI.

Og tale, stumme skiønt, et kraftigt Sprog,
I det de sige: Fatme er saa smuk,
Som hendes gamle Ægtemand er nidkier.

ALADDIN.

I gode Herrer! Jeg er kun et ungt,
Enfoldigt Menneske, flad paa Forstand
Og nøgen, som en Skive. Det er let
Paa mig at sigte Vittighedens Piil.

BEDREDDIN.

Af en Enfoldighed at være, var
Dog dette Indfald ikke saa enfoldigt.
Ih nu! Hvad er det meer det Hele da?
I finder Eben Hassans Hustrue smuk.
Hun er det og. Jeg kiender ikkun Een,
Som rigtig nok giør hende Rangen stridig.

ALADDIN
hurtig.

Og hvem er det?

BEDREDDIN.

Vor store Sultans Dotter,
Den deilige Gulnare. Hun er skiøn,
127 Som Morgensolen, i en giennemsigtig
Mild Purpurtaage. Ey den runde Maane
Ombølges saa vellystigt af en Sølvskye,
Som Sølversløret sødt ombølger disse
Høithvalte Hvælvinger, hvor Alt er Snee.
Blidt, som naar Graven aabner sig og sender
Den saliggiorte Siel til Paradis,
Saaledes aabner hun det hulde Øynlaag,
Og hæver op til Himlen sine Blik.
Naturen har i hende prøvet paa,
At bringe hver Modsigelse til Skiønhed,
Til Harmonie. Den hvide Biergsnee brænder,
Og venligt, under Sneens kridne Lag,
Sødt blaaner Pulsens røde Purpur-Kilder!
Hvo skulde troe at Mørket kunde lyse?
Og dog er intet Mørke halv saa sort,
Som hendes store, straalerige Øie.
Smekker og fyldig! Jordisk og ætherisk!
Glat, som et Elbenbeen, og dog et Haar
Der strømmer ned fra Nakken, som en Flod.
Snart sparsom fiin, snart yppig overflødig.
En Gang, som Sommerfuglens Flugt; en Fromhed
I Sindet, som en sneehvid Turteldue.
Hvad vil jeg male meer? De matte Ord
Blier Spottegloser over mit Forsøg kun!

ALADDIN.

Ak kiere Herre! Tael ey heller længer.
Om Hiertet fast jeg bliver ganske trang;
Thi Aanden, saa nødvendig dog til Livet,
Beskeden holder sig tilbage, for
Ey daarlig at bedøve Eders Ord.
Ak! I har ret. Hvis dette Billed ligner.
128 Saa maa Prindsessen være saare skiøn.
Men hvor er det vel muligt, for en Mand,
At see den Deilige i al sin Klarhed?
Bestandig det misundelige Slør,
Ret som en gammel, skinsyg Ægtefælle,
Jo ruger om den skjulte Skiønhed. Hvad?

BEDREDDIN.

Hver Dag, og næsten nu ved denne Tid,
Gaaer hun i Bad. Ifald I havde Mod til
At skiule Eder bag en Pille, ved
Den smukke Indgang, (saa har Flere giort)
Saa kunde I vel faae Jer Længsel stillet.
Thi hun slaaer altid gierne Sløret op,
For Kiølnings Skyld, før hun i Badet træder.

ALADDIN.

Om jeg har Mod? Hvad Straf var der at vente,
Ifald man grebet blev?

ALI.

En Bagatel!
Hvad Ænder og hvad Giæs saa tit maa taale:
At blive speddet; eller kom det høit,
At springe ned paa Krogene fra Taarnet.

ALADDIN.

Jeg sagde nys at kun jeg var enfoldig,
Og ved en Gaas at ligne paa Forstand.
Men for slig Gaasestraf betakker jeg mig.

BEDREDDIN.

Ak! troe ham ey. Vor Sultan er en god,
En venlig Herre, som det altid smigrer,
129 At lidt man vover, for saa smukt et Syns Skyld.
Den største Straf, hvis det blev aabenbaret,
Var, høit, et Klaps af Gildingernes Oberst.

ALADDIN.

Er det og sandt?

BEDREDDIN.

Ved Allah og Propheten!

ALADDIN.

Naar jeg engang faaer Tid og Lyst dertil,
Skal jeg dog prøve det. Nu kan jeg ikke,
Nu har jeg Ting af mere Vigtighed
At passe. Derfor maa jeg gaae. Farvel!
Propheten glæde Eder, mine Herrer!

Gaaer.

BEDREDDIN.

O hvor det unge Menneske er snild!
Hør Ali! vil du tro han gaaer derhen
Paa Øieblikket?

ALI.

Ja naturligviis.
Men det er Synd at sætte unge Folk
Deslige Fluer ind i deres Hoved.
Hvis nu den arme Dievel blier forelsket?

BEDREDDIN.

Saa blier han, hvad vi alt har været, Ven!
Og sveder snart sin Elskov ud igien.

130

EN SKIØN PLADS, NOGET AFSIDES I BYEN.

I Baggranden Prindsesse Gulnares Badehuus; en prægtig Bygning, hvis Indgang paa begge Sider er prydet med høie Marmorpiller.

ALADDIN
kommer.

Her er det! Her. Hvor disse Piller staae
Skal jeg forvandles til en Marmorpille,
Henrevet af Forundring og af Elskov.
Her skal jeg from, som en caldæisk Hyrde,
See Stiernen, naar den gaaer mit Blik forbi.
Ha stille! Tys! Hist kommer hun, hun kommer,
Omringet af de sorte Gildinger,
Som Casiopeia eller som Capella,
Livsalig paa det mørke Firmament.
Op da! - Men hvis nu Gildingerne see mig?
Hvis her de blive, mens hun er i Badet?
Nei, det er sandt! Der er en Forsal inde,
Hvor de maa holde Vagt! Der kommer hun!
Nu hurtig op da bag ved Marmorpillen.

PRINDSESSE GULNARE kommer, fulgt af sin AMME OG EN STOR SKARE SORTE GILDINGER. Ved Indgangen slaaer hun Sløret op og blotter sit Ansigt.

AMMEN
sagte til Prindsessen.

Min Dotter! Hvilken Uforskammenhed!
Seer du den unge Knøs, bag Pillen, der?
Der har han skiult sig, for at see dit Ansigt.
Slaa Sløret ned.

131
GULNARE
betragter ham.

Jeg er saa heed, min Moder!
Ak! lad ham see, jeg seer jo ham igien.
Kan du ey unde ham det korte Syn?

De gaae ind i Badet.

ALADDIN
kommer frem paa Postamentet; han stirrer stivt og ubevægelig hen for sig, med sammenfoldede Hænder.

O! hvi er Marmor ikke giennemsigtigt,
Som Glas? O! hvi besidder Øiet ey
Den Egenskab, at skue giennem Alt?
Hvi kan mit Blik ey giennemtrænge Muren,
Da hendes giennemtrængte dog mit Hierte?
O skiønne Houris! Underfulde Syn!
Her vil jeg vente din Tilbagekomst.

Han staaer ubevægelig, som en Støtte.

MORGIANE
kommer gaaende med en Torvespand paa Armen. I det hun gaaer forbi, bliver hun staaende lidt, og betragter Badehuset.

Skiønt jeg har ikke megen Tid idag,
Men skal paa Torvet, efter Kiød og Urter,
Saa maa jeg altid dog betragte dette
Fortræffelige Huus; hvergang jeg nu
Gaaer her forbi. Ak hvilke smukke Støtter!
Hvor her maa være rart at bade sig.
Men hvad er det? Der er jo bleven opsat
En splinterny og deilig Billedstøtte,
Der forestiller et ungt Menneske,
Et skikkeligt Mands Barn, i dybe Tanker,
Med sine Øine vendt til Døren hisset.
132 Jeg maa dog have mine Briller frem.

Sætter Brillerne paa.

Hvad nu? Du salige Prophet fra Mekka!
Det er min Søn! Min kiødelige Søn!
Med Kaftan paa, med Buxer, Turban, Støvler,
Livagtig som han staaer og gaaer paa Jorden.
Hvorledes kommer han til denne Ære?

Vemodig.

Det skulde dog vel aldrig være Spot,
Fordi det er et fattigt Skrædderbarn?
Jeg maa dog gaae lidt nærmere. - Nu rører
Han Haanden lidt. Nu slog han til en Flue,
Som havde sat sig midt paa Næsen af ham.
Nu kløer han sig paa Næsen. Nei det er
Umuligt! Det er Hexeri; det er
Formeget fordret af en Billedstøtte.

Hun gaaer nærmere.

Aladdin! Hierte Søn! Ak svar mig dog.
Giv dog en Lyd fra dig, at jeg kan høre
Om det er dig, min Søn! Men taer jeg feil,
Og er du ey Aladdin, men en Anden,
Saa bliv ey vred; men tilgiv smukt din Moder
Som en god, kierlig Søn.

ALADDIN
bliver Moderen vaer og springer ned.

Hvad nu? Min Moder?
Hvad giør I her, min Moer?

MORGIANE.

Jeg kiøber Kiød.
Men hvad giør du paa Huset, som en Støtte?

133
ALADDIN
henrykt.

Jeg stod fordybet i Betragtning over
Den skiønne Bygning.

MORGIANE.

Ja, min kiere Søn!
Om det er mig, som kun forstaaer mig lidt
Paa Kitekturen, eller hvad den hedder,
Saa maa jeg dog betragte den hver Dag.

ALADDIN.

Hvad? Kryber ogsaa I, min Moder! op,
Og staaer bag Pillen?

MORGIANE.

Nei, min kiere Søn!
Thi først kan jeg slet ikke voltigere,
Da mine Been er gamle. Og desuden
Er der ey Vidde nok i mine Skiørter.
Desuden skikker det sig heller ey.
Men stille! Døren bliver lukket op.
Prindsessen kommer ud af Badet. Skynd dig!
Lad os gaae bort; thi ingen Mandsperson
Maa være, hvor Prindsessen gaaer forbi.

ALADDIN
dvæler og seer sig tilbage.

Ak, kiere Moder!

MORGIANE
trækker af med ham.

O! saa kom dog med.
Følg mig paa Torvet. Bær min Torvespand.
134 Giør nogen Nytte for din gamle Moder,
Og skab dig ikke længer som en Nar.

De gaae.

GADE.

ALADDIN
kommer med det store Sølvbækken under sin Kappe.

Ak Himmel! Ak! Nu har jeg hende seet.
Jeg stod og saae; og saae, og saae, og saae.
Jeg har ey mindste Roe, blier hun ey min,
Saa er det reent forbi, saa var det bedre
At jeg var bleven qvalt i Biergets Hule.
Min Moder spørger, for at undgaae hende
Løb jeg herhid, at sælge dette Bækken.
Det sidste! Saa kan jeg vel atter vove
At kalde Lampens Aand. Maaskee! - hvem veed! -
Ak! saadan har jeg aldrig været før.
Nei! Saadan har jeg aldrig, aldrig været!

EN GAMMEL CHRISTEN GULDSMED
kommer ud af sin Bod, og gaaer hen mod Aladdin.

Bliv ikke vred, min vakkre, unge Herre!
Jeg ofte alt tilforn har Eder seet,
Her uden for min Bod. I kiøbslaaer med
En Jøde. Der kan gives brave Folk
Blandt Jøderne, som iblandt andre Sekter,
Og Skielmer iblandt dem, som iblandt Andre.
Den Jøde, som I handler med, det er
En Ærkeskielm. Hvad gier han Eder vel
For slige Fade, som I alt har solgt?

135
ALADDIN.

En god Zechin.

GULDSMEDEN
slaaer Hænderne sammen.

Du milde Fredsens Gud!
Jeg giver Jer femhundrede Zechiner
For dette Bækken. Hvis der er en Guldsmed,
Som troer at kunne give noget mere,
Saa vil jeg giøre det, saavel som han.

ALADDIN.

I er en ærlig Mand. Afsides. Hvem skulde troe,
At der var slige Folk iblandt de Christne? -
Kom lad os da gaae ind i Eders Bod.

JØDEN
kommer farende.

Hei! Holdt! Gevalt! Ha Skarn! Du Christenhund!
Berøver du mig lumsk min Næring! Hvad?

GULDSMEDEN.

Tie! Eller jeg skal rykke dig saalænge i
Dit røde Skieg, du gamle, blege Snyder,
At du skal aldrig snyde Nogen meer.

JØDEN
rasende.

Hvad snyde? Snyde! Det er en Idee,
En Phantasie. - Det som man vil, det vil man!
Det som man sælger, see det sælger man!
Og det, man faaer derfor, det faaer man for det.

Og har man A sagt, skal man sige B.

Det er med andre Ord: Er Fadet solgt,
136 Saa skal man ogsaa sælge Bækkenet.
Men den, som lumsk berøver Een sin Næring,
Det er en Tyv! en Kieltring!

ALADDIN.

Visne Jøde!
Men er du gal?

JØDEN.

Ja, hvis jeg ey faaer Bækk'net,
Saa blier jeg gal; thi Bækk'net maa jeg have!
Thi Bækk'net havde jeg giort Regning paa!

ALADDIN
prygler ham.

Gaae hiem med det, du blege Lumpenhund!
Og siig at du har snydt en Musselmand.

JØDEN.

Hvad Musselmand? Hvem spør om Religion?
Naar det kun gielder om at snyde, snyder
Jeg alle Mennesker, om det saa var
Vor Herre selv.

GULDSMEDEN.

Kom med mig. Han er gal.
Han ofte har et Anfald, som idag,
Af Raserie, af Guldtørst. Lad os gaae.

ALADDIN.

Da du er gal, saa vil jeg skienke dig,
Hvad ellers godt du kunde havt fortient.
Du burde føres frem for Cadi, Skielm!
Og bankes under Fødder til du gisped.

De gaae.

137
JØDEN.

Abraham! Isak! Jakob! Spytter. I Halunker!
Er det at hielpe Eders Slægt og Afkom?
Ha! jeg vil hænge mig! Ja, jeg vil hænge.
Jeg havde sikkerlig giort Regning paa
Det skiønne Fad. Det hvide, blanke Sølv!
Ak! hvad er Livet uden Sølv og Guld?
Hvis jeg for Døden laae, med brustne Øine,
Og Een kun vilde komme hid, og holde
Et saadant Fad hen over mine Blik,
Saa fik de Liv igien, og jeg blev frisk;
Tilbage i de dødblaae Fingerender
Da Blodet foer, og de fik Muskelkraft,
Og rørte sig med Vellyst op mod Sølvet. -
Nu er jeg syg. - Jeg ryster! - Jeg er kold.
Det Fad var en uhyre Summe værd!
Jeg hænger mig; - thi efter dette Smæk
Har jeg ey længer til at leve raad.
Jeg hænger mig! - Men først vil jeg gaae hen,
I næste Christen-Bod, og stiele Strikken.

Gaaer.

STUE.

MORGIANE
sidder og spinder Bomuld.

Jeg veed ey hvordan det er med min Søn.
Han skulde dog vel aldrig være syg?
Han trækker Veiret tungt, og stirrer hen
Bestandig i den samme Krog, og taler
Fast ey et Ord. Og taler han engang,
Saa er der ikke mere Samling i,
138 Og ikke mere sund Philosophie,
Som man jo kalder det, end hos min Kat.
Jeg var saa glad, thi paa den sidste Tid
Har han dog lagt sig efter noget Klogt;
Fortiener og sit Brød med denne Lampe,
Og er paa denne Maade kommen dog
I en Slags Næringsvey. Det er endda godt.
Men dette Væsen, paa den sidste Tid!
Han skulde dog vel aldrig have Svindsot,
Sting, Vattersot, Smaakopper, eller Sligt?
Der kommer han. Ak Gud! hvor seer han ud.

ALADDIN
kommer.

God Aften, Moder! Her er Penge nok.

Lægger en Pung paa Bordet.

MORGIANE.

Himmel og Jord, min hierte Søn! hvor har
Du faaet alle disse Penge fra?
Saa riig har du jo aldrig været før.

ALADDIN
sukker.

Saa fattig har jeg aldrig været før.

MORGIANE.

Hvormed er denne Pung da fyldt?

ALADDIN.

Med Guld.

MORGIANE.

Min Søn!

139
ALADDIN.

Min Moder, giv mig noget Sorbet.

MORGIANE.

Du er saa heed. Det er ey godt at drikke,
Naar man er heed.

ALADDIN.

Men da er Tørsten størst.

MORGIANE.

Det var fornuftig talt. Det glæder mig
Hvergang du siger et fornuftigt Ord;
Thi paa den sidste Tid, min kiere Søn!
Saa falder dine - Slutninger, - Sentenzer, -
Og Meningsfriheder, - og saadant Noget -
(Jeg veed kun lidt hvad alt det Miskmask hedder)
Saavidt mig synes, Noget i det Gale.

ALADDIN.

Hvad mener I? Hvad falder i det Gale?

MORGIANE.

Jeg siger jo at jeg forstaaer det ey.
Jeg er beskeden, en enfoldig Kone,
Som kiender lidt til Meningen i Verden. -
Men hvad jeg mener, maa jeg sige dog!

ALADDIN.

Hvad mener I da, Moer? Siig Eders Mening.

MORGIANE.

Det som jeg mener, Søn! er at jeg mener,
At hvad du mener, er ey rigtig meent.

140
ALADDIN.

Hvad mener jeg da, Moer?

MORGIANE.

Ja, det veed Himlen!
Derom bekymrer jeg mig ey, min Søn!
Jeg spinder Bomuld, der er Mening i,
Og bryder ey mit Hoved med deslige
Høithentet Hiernespind.

ALADDIN.

Nu, det er vel giort.
Enhver bør spinde paa sin egen Rok.
Ifald den Hør, som jeg nu spinder af,
Er Eder lidt for fiin, og sidder Totten
For høit for Eders Haand, og er jert Øie
For svagt, til Traaden overalt at see,
Saa at den brister under Eders Hænder,
Saa hold jer smukt til Eders gamle Rok,
Og spind paa den fra Morgen og til Aften.
Men smør den med Undseelighedens Olie,
At ikke den skal snurre alt for høit;
Kald ey dens tit gientagne Sladdren Viisdom,
Og spot ey den, som kræver mere Kunst.

MORGIANE.

Nu nu, min Søn! Jeg gad dog gierne vide,
Hvad der er mere Arbeid ved og Slid:
At spinde, eller gnide paa en Lampe?

ALADDIN.

Jo mere Kraft, desmindre Slid, min Moder!
Mens Ormen borer sig et Hul i Træet,
Omsvinger Allah Solen flere Gange.
Og hvo anstrænger sig vel meest derved?

141
MORGIANE.

Den Stræbsomste, min hierte, kiere Søn!
Er dog jo altid den Agtværdigste.

ALADDIN.

Ja, saa er Allah intet imod Ormen!

MORGIANE.

Du blander Alting sammen: Rokken, Lampen,
Fornuftig Snakkerads og Kunst; Orm, Allah!
Min Søn, jeg troer du er ey rigtig klog,
Fra den Tid du fik fat paa disse Bøger.

ALADDIN.

I taler ey ubilligt. Jeg, som I,
Snart vilde dømme Indiens Bramin
Fra Sands og Samling, hvis det faldt ham ind
At tale Sanskrit, naar en fiendtlig Storm
Ham havde kastet hen paa Madagasgar.

MORGIANE.

Saa lad os tale da om noget Andet.
Hvad feiler dig? Hvorfor er du saa bleg?
Hvi sukker du, og stirrer atid hen
Paa samme Sted. Hvad feiler dig, min Søn?

ALADDIN.

Jeg er forelsket, Moder! Inderlig
Forelsket. Derfor trækker jeg mit Veir
Saa dybt, med en saa langt nedsænket Spand,
Som I, ved Sommerstid, naar Brønden slipper.

MORGIANE.

Forelsket, kiere Søn? I hvem, min Søn?

142
ALADDIN.

Ak! I vor Sultans Dotter.

MORGIANE.

I Gulnare?

ALADDIN.

Ja Moder.

MORGIANE.

I Prindsessen?

ALADDIN.

Ja, min Moder!

MORGIANE
græder.
ALADDIN.

Hvi græder I?

MORGIANE.

Ak! det giør mig saa ondt
At du har mistet din Forstand, min Søn!

ALADDIN.

Hør, Moder! Jeg veed ey hvordan det er,
Jeg gidder ikke længer snakket saadan,
Syv Lange og syv Brede, saa som før.
Jeg hader fast at lukke Munden op.
Min Fryd er nu at gaae i Eensomhed,
Hvor Skoven tykkest er, hvor Fuglens Fløite
Ledsager Bækkens duse Strengeleeg.
Der tolker alting mig Gulnares Navn.
Hør altsaa mine Ord, og vil I ey
At Eders Søn skal visne, som en Blomst,
143 For tidlig fremskudt i den kolde Vaar,
Saa gaae og giør det, som jeg beder om.

MORGIANE.

Hvad skal jeg giøre?

ALADDIN.

I skal frie for mig,
Hos Sultan Soliman.

MORGIANE.

Hos Sultan So-
Min Søn! Er du da reent forrykt, min Søn?
Hos Sultan Sol- Ak Gud! jeg kan for Skræk
Ey tale Ordet ud. Hos Sultan Solo-!

ALADDIN.

Hvis ikke I vil see mig døe paa Stedet,
Saa maa I love mig at gaae derhen.

MORGIANE.

Aladdin! Men hvad bilder du dig ind?
Et Skrædderbarn!!

ALADDIN.

Om Skræddernaalen just
Har nogen Deel i dette Arbeid havt,
Det troer jeg ey. Al Sefi er min Fader.

MORGIANE.

Ak! slemme Dreng, hvad siger du mig paa?
Du tvinger Blodet op i mine Kinder;
En Tour, det ey har giort i mange Aar.

144
ALADDIN.

Spring altsaa over denne Punkt, min Moder!
Jeg er en vakker Søn af en Emir.
I er en Dotter af en Haandværksmand.
Vor Sultan er jo født af en Slavinde.
Han har et Kongerige, jeg en Lampe.
Seer I da endnu ey Balancen?

MORGIANE.

Nei.
Du vipper op, min Søn! du vipper op.
Hans Majestæt, han hænger dig i Røg.
En Lampe og et udstrakt Kongerige!
Det er det samme, som jeg vilde sige:
En Skammel - og en Sopha silkeblød!
En Kringle - og et stort Huusbagerbrød!

ALADDIN.

Glem ey kun, at min Lampe har den lille
Bi-Egenskab, som ey hver Lampe har,
At den kan bringe Aander frem, som staae
Parat, at giøre Alt, hvad jeg befaler.

MORGIANE.

Mad kan de bringe dig i smukke Fade,
Det er vel sandt; men Eet er Mad, min Søn!
Et Andet er Prindsesser. Overalt
Saa frygter jeg, at Krukken gaaer saalænge
Tilvands, at den tilsidst gaaer hankløs hiem.
At Geisten, naar han eengang er i slet
Houmør, (det kan vel hændes ham, som os)
At han da dreier Halsen om paa dig.

145
ALADDIN.

Derfor er jeg aldeles ikke bange.
Nok sagt, det som jeg beder om, maa skee,
Hvis I vil ikke see min Undergang.

MORGIANE.

Og naar jeg kommer der, - hvad skal jeg sige?
»Herr Sultan! vil I ikke hae den Godhed,
At gifte Eders Dotter med min Søn?«
»Hvem er I Moer?« »En fattig Skrædder-Enke.«
»Og hvem er Eders Søn?« »Han er min Søn.«
»Og ellers Ingenting?« »Ney, strænge Herre!«
»Og han vil giftes med min Dotter!« »Ja
Mænd vil han saa.« - Saa staaer jeg, som en Nar.
Og maaskee at vor Sultan blier saa opbragt,
At han befaler sine Embedsmænd
At prygle mig, med Tampe, ud af Huset.

ALADDIN.

O! det har ingen Nød. Han er ey grum.

MORGIANE.

Og endnu Eet! - Ak, hvor du dog er daarlig!
Der er jo et Re-skript, en Lov, en Tingest,
Som siger os, at ingen Undersaat
Kan faae hans keiserlige Majestæt i Tale,
Med mindre at man har en Gave, til ham.

ALADDIN.

Nu kommer I til det just, som jeg vilde.
I kiender jo de store, smukke Frugter,
Som ligger oppe paa vort Pulterkammer?

146
MORGIANE.

Af malet Glas? Skal jeg forære det
Til Sultan? Er det Gaven den, min Søn?
Nu da, saa kan man sige ret med Sandhed:
Som Æslet er, er Grimen!

Hun græder.

ALADDIN.

Kiere Moder!
Det, som I holder for at være Glas,
Det er kun lutter klare Diamanter,
Rubiner og Smaragder og Saphirer,
Af en uhyre stor Værdie. Vor Sultan
Har ikke Mage til dem i sin Krone;
Det har jeg siden først erfaret. Disse
Fortræffelige Stene skal I bringe
Ham, Moder! og fortælle ham, at dette
Altsammen kommer fra Gulnares Beiler.
Troe mig, det vil forhindre hver en Vrede.
Og i det mindste kan I være vis paa,
At ey I falder Soliman besværlig.

MORGIANE.

Hvad, er det sandt? Og er det virkelig
Demanter og Smaphirer, disse Stene?

ALADDIN.

Saa virkelig, som at I er min Moder,
Og at jeg er Aladdin, Eders Søn.
Gaae altsaa kun. Forret mig alting godt.
Men nævn dog ey en Tøddel om min Lampe.

MORGIANE.

Ak! hvad har man Fortred af sine Børn.
147 Jeg faaer vel føie mig da i din Villie,
Hvis det er Ædelstene, som du siger.
Men først maa jeg dog sømme Multummet
Fast til min Søndagskaabe, det er løbet
Lidt op, og vaske mine Hænder først
Med Skiegge-Sæbe, thi den grønne lugter.
Et Flor jeg ogsaa skulde have kiøbt,
Hvis kun jeg havde Raad dertil.

ALADDIN.

Hvad Raad?
Der staaer jo Penge nok paa Bordet, der.
I husker aldrig paa min Kobber-Lampe.

MORGIANE.

Ak! gid den aldrig kommen var i Huset.

ALADDIN.

Nu gaaer jeg hen i Lunden, uden Porten,
Og sætter mig ved Kilden til i Aften.
Der kan I finde mig, og sige mig
Om jeg skal leve, eller jeg skal døe.

MORGIANE.

Saa vil jeg nu da pynte mig en Smule.

DIVAN.

SOLIMAN sidder paa sin Throne. STORVEZIREN og RAADET. EN MÆNGDE TILSKUE R E. Parterne have talt deres Sager. Raadet er endt. Mængden fordeler sig.

148
VEZIREN.

Befaler Eders høie Majestæt,
At jeg skal lade Raadets Porte lukke?

SOLIMAN.

Bie lidt endnu. Den gamle Kone, hisset,
Som seer saa fattig ud, der, midt i Døren,
Har været her tre Gange nu i Træk,
Og altid stillet sig ret for min Throne.
Hun slæber paa to Byldter; sagtens er
Der noget, som hun kræver Retfærd over.
Maaskee har een og anden Bager givet
Et Lod for lidt, og af en Enfoldighed,
Istedet for at gaae til Cadi med det,
Skal Soliman nu veye hendes Brød.
Det være som det vil. Lad hende komme.

Veziren henter Morgiane, hun kaster sig paa Knæe for Sultanens Throne.

SOLIMAN.

Jeg har alt ofte seet dig staae i Døren,
Og stirre stivt paa mig, som om du vented,
At jeg det Indfald skulde faae, at kalde
Dig frem. Det har jeg giort. Siig din Begiering.
Hvad har du i dit Klæde? Er det Brød,
Som Bageren, skiønt født en Musselmand,
Beskaaret har, som Jøden en Zechin?
Har Slagteren paa Torvet havt det Indfald,
At hugge Kiødet Skanken lidt for nær?
Hvad? Eller har en Handlerske med Frugt
Bidt Hodet af al Skam, og narret dig,
Og solgt dig raadden Frugt for dine Penge?

149
MORGIANE.

Stormægtigste, velbaarneste Herr Keiser!
Herr Sultan! Tag til Takke med, hvad saadan
Jeg falder paa at titulere Eder.
Jeg har ey læst i Rangsforordninger.
Jeg er en fattig Skrædderenke, som
Kun hedder Morgiane, slet og ret.
Min Mand, nu er han død, men da han leved -
Saa heed han Mustapha; hvad nu han hedder,
Det maa Propheten og Vor Herre vide.
Min Søn er heller ikke høit paa Straae, just!
Han hedder - hvis jeg ogsaa mindes ret,
(Thi jeg er lidt forstyrret ved at tale
I et saa talrigt Selskab, kan ey heller
Godt taale saa at bøie mine Knæe,
Thi jeg har gamle Been. Men hvis I først
Vil lade denne store Sværm gaae bort,
Og saa tillade mig at reise mig,
Saa tænker jeg, jeg skal nok komme paa det.

Soliman giver et Vink. Alle gaae, uden Storveziren.

SOLIMAN.

Reis dig kun op, min gode, gamle Kone!
Og har du Lyst, saa sæt dig ned paa Teppet.

MORGIANE.

Ney, min bevaagneste Herr Sultan! Ney
I maa ey troe, fordi jeg kun er fattig,
At jeg saa lidt forstaaer mig paa at leve.

SOLIMAN.

Hu, siig mig da, hvad har du i dit Klæde?
Frød eller Kiød. Hvad? Eller raaden Frugt.

150
MORGIANE.

Det sidste, naadigste Herr Majestæt!
Det sidste, Frugt. Dog er den ikke raaden.
Man kunde sende den op til Siberien,
Dog stod jeg inde for den fik ey Skade.
Det er en Hoben gode Vinteræbler,
Som godt kan taale Frost. Men Alt har sin Tid,
Som Eders naadige Tipoldefader,
Kong Salomon, engang skal have sagt.
Nu altsaa - som jeg sagde Eder før -
Jeg har en Søn; Aladdin er hans Navn.
Lidt over sytten Aar. Høi, rank, og velskabt.
Og deilig rød og hvid, som Melk og Blod.
Og vittig; nem, naar han vil lære Noget,
(Som dog er sielden.) Hidsig af Gemyt,
Men dertil god, som Dagen den er lang.
Jeg vædder paa, Herr Sultan! I og han,
I vilde komme godt ud af det sammen.

SOLIMAN.

Jeg mærker hvad du ønsker. Ved mit Hof
Du saae vel gierne denne Knøs antaget,
Imellem mine Gildinger.

MORGIANE.

O ney!
Vidt feilet, Eders Herlighed, Herr Sultan!
Vidt feilet. Ney, hvad denne Post angaaer,
Saa ønsker han at blive, som han er.

SOLIMAN.

Hvad vil han da?

151
MORGIANE.

Hvad ikkun den kan ville,
Som uformærkt, har faaet sig et Hul
Paa Bunden af sin Hierne-Lomme, Herre!
Og drattet Alting bort, lidt efter lidt.
Det er min Søn! Man siger: Æblet falder
Ey langt fra Træet; at man skuer Hund
Paa Haarene; at Koen kiendes vel,
Som Kalven bar. Men der er nok et Ordsprog,
Som siger: Der er Fæt i hver en Æt;
At Brødre har eet Blod, men ey eet Mod;
At ey fordi eet Træ er skievt i Skoven,
De derfor er det alle. Altsaa maa
I ikke troe, bevaagneste Herr Sultan!
At jeg har nogen Deel i dette Indfald.

SOLIMAN.

Hvad er da faldet Eders Søn vel ind?
Siig det i Hast, og siig det kortelig.

MORGIANE.

Det vil jeg da. Men først, Herr Sultan! maa I
Dog love mig, at ey I bliver vred,
Saavel paa mig, som paa min stakkels Søn.

SOLIMAN.

Nu, for et Indfald blier jeg ikke vred.
Hvad vil han da?

MORGIANE.

Ak, naadige Herr Sultan!
Han vilde gierne gifte sig, ifald
Partiet kun stod Eder an.

152
SOLIMAN.

Med hvem?

MORGIANE.

Med Eders Dotter.

SOLIMAN.

Med Gulnare?

MORGIANE
sukker.

Ja!

SOLIMAN
smilende.

Det kommer lidt uventet, gode Kone!
Og sligt et Skridt er dog af Vigtighed.

MORGIANE.

Ja deri har I ret, høybaarne Herre!
Man elsker dog sit eget Kiød og Blod,
Og vilde gierne see det vel forsørget.

SOLIMAN.

For ey da at gaae længer, denne Gang,
Saa siig mig, hvad I har i Eders Bylter.

MORGIANE.

Det er jo Skik og Brug i dette Land,
At man skal give Eder en Present,
For at faae Eders Majestæt i Tale.
I andre Lande, har jeg ladt mig sige,
Faae Tienerne et saadant Gratial;
I taer det selv, det er og meget bedre.
153 Man er sig alletider selv dog nærmest!
Da altsaa nu jeg skulde snakke med Jer,
Saa gav Aladdin mig de tvende Byldter,
Til en Present og en Slags Morgengave.

SOLIMAN.

Nu, det var ret. Saavidt som jeg har hørt,
Saa er det gode haarde Vinter-Æbler.

MORGIANE.

Ja, naadigste Herr Sultan! Men der er
Og anden Frugt iblandt. Vær nu saa artig
Og tag til Takke.

SOLIMAN.

Tag det Alt, Vezir!
Og lad det bringe til min Kiøgemester.

VEZIREN.

Hvad? Det er tungt, som Steen, og glat, som Glas.
Det er af Glas.

SOLIMAN.

Af Glas? Saa lad mig see.
Maaskee en ganske kunstig Efterligning.

Veziren løser Klædet op. Sultanen betragter Frugterne og farer forfærdet tilbage.

Hvordan? Rubiner! Perler! Diamanter,
Som Hønseæg! Som Blommer blaae Saphirer!
Og mange andre skiønne Ædelstene.
En stor, uhyre Skat! Og den fra Eder?

MORGIANE.

Ey fra mig selv, Herr Sultan! Fra min Søn.

154
SOLIMAN.

En ubetalelig, uhyre Skat!
Mod disse Stene seer min Krone ud,
Som en udklippet Tot af Guldpapir.
Hvem er din Søn?

MORGIANE
kiephøiet.

En fattig Skrædderdreng.
Han bad mig sige Eders Majestæt,
At ey det skulde blive derved, naar
Han først var bleven Eders Svigersøn.

SOLIMAN.

En herlig Skat. O see de skiønne Farver!
Som nylig sprungne ud af Morgensolen,
I tusind Straaler brudt paa Morgenduggen,
Saaledes spille de. Ha, skiønne Skiær!
Her Allah samlet har den stærke Pragt,
Som spiller broget om i Østerland.
Ak skiønne Stene! hvor I glæde mig.
Gaae Kone! gaae; og siig din elskte Søn,
At den, som give kan slig Morgengave,
Kan ogsaa blive en Prindsesses Husbond.

VEZIREN
afsides til Morgiane.

Gaae hiem! Vær rolig. Vent med Ydmyghed,
Til Sultan Soliman dig atter kalder.

MORGIANE
giør et lille Kniks og gaaer.
155
SOLIMAN
vender sig begeistret til Veziren.

Nu, Nuschirvan? Hvad siger du, min Ven!
Om disse Ting?

VEZIREN
kold.

At det er smukke Stene.

SOLIMAN.

Og ellers intet?

VEZIREN.

At det er en kostbar
Og sielden Skat.

SOLIMAN.

Ja ubetalelig!

VEZIREN.

Men at min store Sultan eyer dog
En Ædelsteen af meget større Værd,
End alle disse.

SOLIMAN.

Jeg en Ædelsten?
Jeg? Drømmer du, Vezir! Og hvor er den?

VEZIREN.

I Eders Pallads, store Soliman!
En Diamant; og af saa sieldent Vand,
Som kun jomfruelig Uskyldighed
Kan giøre Fordring paa.

SOLIMAN.

Ha! Jeg forstaaer dig.
Min Dotter mener du.

156
VEZIREN.

En Ædelsteen,
Der ikke skinner blot i Skiønheds Pragt
Kold, som en Steen; men varm og blid, som deilig.
En Ædelsteen, der er sig selv bevidst.
En levende, en dobbelt Ædelsteen,
Hvoraf den Indre overgaaer den Ydre.
En Ædelsteen, som indbefatter alle;
Hvis Purpurkind er som en rød Rubin,
Hvis Øie straaler klart, som Diamant,
Hvis Tænder er en sielden Perlerad;
Alt i et Marmorlegem, hvidt, som Snee,
Og varmt, som fyrig Ungdoms Rosenblod.
Og denne sødt bevægelige Blomst,
Opvoxet i en ædel Jord, og under
Saa høy en Gartners kongelige Blik,
Den vil I tuske bort for denne Steenhob?

SOLIMAN.

Ha Nuschirvan! du taler viist.

VEZIREN.

Den vil I
Ombytte til en ringe Knøs, som fandt
En sielden Skat i Eders eget Rige?

SOLIMAN.

Tie, Nuschirvan! Den skiønne Farveglands
Henrev i første Øyeblik saa reent
Min Siel, at ey den lagde Mærke til
Hvad Munden sladdrede imidlertid
Paa egen Haand. Jeg har jo givet alt
Mit Løfte til min Dotters Giftermaal
157 Med Saladin, din Søn. Var andet ey,
Saa var jo dog mit første Ord i Veyen,
For dette sidste, ubevidste Tilsagn.

VEZIREN

Naar, store Sultan! vil du holde Bryllup?

SOLIMAN.

I Aften. For at du skal see hvor lidt
Den sidste Ruus har rokket min Beslutning.
Dumt var det dog, at disse Ord slap ud
I Glæden, til den gamle Skræderenke.

VEZIREN

Ey hvad, min Sultan! Ord, blandt andet, har
Den Egenskab, at de er, Ord: En Lyd,
Der svinder let og hastig, som den kom;
Og endnu fødes skal den rappe Haand,
Der kan forstaae at gribe dem i Flugten.
Foruden Ord, der noget er i Verden,
Som man Drabanter kalder, stærke Karle,
Som staae med Spyd i Haand, og jager alle
Næsvise Giester bort, fra Slottets Porte.
Hvis ey en Sultan var saa frie en Mand,
Og blev hvert Ord han sagde, til en Lænke,
Hvad Forskiel var der da paa ham og Slaven?

SOLIMAN.

Vel talt, min Ven! Du est et værdigt Mønster
For hver en viis og duelig Vezir.
Følg med nu i mit inderste Pallads;
Jeg maa dog vise Zulima min Gave.

De gaae.

158
GADE.
Aften. Stor Tummel i Byen af Mennesker. De fleste Huse ere illuminerede. Man hører Musik langt borte.
MORGIANE
kommer gaaende og banker paa hos en Urtekræmmer.
URTEKRÆMMEREN
stikker Hovedet ud af Vinduet.

Hvad nu? Hvem banker atter paa min Dør?
Jeg sælger ikke Noget ud i Aften.
En Urtekræmmer er dog ingen Hund,
Som altid skal for Disken staae i Lænke,
Og fare ned med Næverne i Sæben,
Rosinerne og Theen, naar I fløiter?
I Aften er der Glæde overalt,
Saa vil jeg ogsaa glæde mig i Aften.

MORGIANE.

Herr Naboe! Glæd han sig i Herrens Navn,
Saameget som han vil, det er ham vel undt!
Men vil han ikke ogsaa glæde mig
Med for en Skilling Olie til min Lampe;
Thi ellers maa jeg sidde hele Tiden
I Mørke, mens den hele Bye forresten
Har slig en Overflødighed paa Ild,
At det slaaer frem, som Hidsighed paa Huden,
Saa Gaderne seer ud, som om de havde
Skarlagensfeber, Frisler eller Fnat.

URTEKRÆMMEREN.

Ey, Morgiane! Er det hende Moer?
Saa kom kun. Disse ubevante Lys,
De blinde mig. Jeg kan ey see for Lys!

159
MORGIANE.

Og jeg kan ikke see for Mørke, Naboe.

URTEKRÆMMEREN.

Ja, saadan er det. Begge giør os blinde,
Man skulde troe at Dæmringen var bedst. -
Naa siden det er hende, Moer! saa skal det
Saa nøye just ey komme an derpaa.
Forlanger hun den bedste Olie?

MORGIANE.

Ney,
Ifald jeg turde bede Eder om
Den Sletteste; men det maa være Noget,
Som der er godt.

URTEKRÆMMEREN.

Hun er en Oeconom.

MORGIANE.

Ja ellers saae det galt ud. - Men hvad vil
Dog al den Stads og denne Lysning sige?
Jeg hører ogsaa hisset en Musik.

URTEKRÆMMEREN.

Er hun den Eneste i Ispahan,
Som ikke veed, at Soliman, vor Sultan,
Sin Datter gifter bort i Aften med
Vezirens Søn, den unge Saladin?

MORGIANE
svimler.

Hvad siger I, Herr Naboe? Hvad, Herr Naboe?
Det forekom mig som I talde, Naboe!

160
URTEKRÆMMEREN.

Saa tog I heller ikke feil, Moerlille.

MORGIANE.

Ak, kiere Naboe! Saa maal om igien,
Og giv mig noget Vand at lugte til,
For Skillingen, jeg skal hae Olie for;
Thi jeg faaer ondt.

URTEKRÆMMEREN.

Du hellige Prophet!
Hvad feiler Konen? Kiere Morgiane!
Hvad har I mod Partiet?

MORGIANE.

Ak, jeg stødte
Min Ligtorn, Naboe! Det er hele Sagen.
Farvel! Jeg har ey Tid at see mig for,
Jeg strax maa ind og tale med min Søn.

Gaaer.

URTEKRÆMMEREN
ængstelig.

Nu render hun sin Vey, og laer mig staae
Med hendes Skilling. Hm! Hvad skal jeg giøre?
Hei! Morgiane. Hun er fløiten alt. -
Jeg er en ordentlig, en redelig,
Retskaffen Mand, som ikke Folk vil snyde.
Jeg har endnu til Dato aldrig stiaalet.
Hvad saadan man kan vinde ved sin Næring,
Det er en anden Sag, deri er hver
En Tyv. Med denne Skilling. Hm! Hm! Hm!
Det er en fattig Enke, det har tit
161 Mig skaaret i mit Hierte, naar jeg mærkte
At ey der var en Krumme Brød i Huset.
Man kan ey hielpe alle Folk. Forleden
Gav jeg den stakkels Kone dog to Svedsker,
For ingenting, at stille Hungren paa.
Men denne Skilling! - Hvis jeg skulde døe!
Jeg vil dog føre den til Bogs. Skriver. »Betroet
En Skilling af den gamle Morgiane.
Om der skal gives Olie eller Hodvand
For samme, vides endnu ey med Vished.«
See saa! Det lettede! Det er saa godt
At skrive Saadant op, for Livs og Døds Skyld.

Gaaer ind.

ALADDINS KAMMER.

Han staaer forbitret med Lampen i Haand. I det han gnider den aabenbarer

LAMPENS AAND
sig strax og siger:

Stærke Herre! siig hvad vil du? See jeg venter paa paa dit Bud.

ALADDIN.

Knap tilstæder mig min Harme her at tale Ordet ud.
Hør, i Korthed, givne Løfte, hør i Korthed Løftets Brud.
Sultan Soliman mig loved, med utvungen, villig Hu,
Hende, som mit Hierte elsker. Ak, det smekkre Lillieskud!
At Gulnare skulde vorde min, jeg troede sikkert nu.
Ha! men, med et troløst Hierte, vendte han sin Villie, lumsk.
162 Nu Vezirens Søn den hulde Møe han giver hen til Brud.
Derfor stormer høit mit Hierte mørkt i Nattens Midnatsmulm.
Hør da nu hvad jeg dig byder, kiek, af vældig Harme fuld:
Naar Vezirens Søn er kommen, sig til Fryd og mig til Gru,
Inden Brudekamrets Vægge, til Gulnare, huld og smuk,
Tag da Sengen, hvor han hviler med den hulde Rose, flux,
Sving dig derpaa giennem Luften, bring dem herhid. Hører du?
I de høie Ætherstrømme kiek dem giennem Himlen vug.
Sæt saa Sengen her i Kamret, men sæt ham af Døren ud.
At han plat sig ey kan røre, stiv ham med din Aande pust;
Men lad hende roligt hvile smekker, rød og hvid og rund.
Snart en Anden ved sin Side skuer og omfavner hun.
Og naar hist i Østen Solen atter rødmer purpurfuld,
Kom da hid at hente Sengen. Sæt den hvor du tog den flux.
Det er alt hvad jeg forlanger. Adlyd nu din Herres Bud!

AANDEN.

Hvad du byder, snart jeg lyder. Men det var paa Tiden nu.
163 Havde du end tøvet lidet, var det hulde Blomster brudt.

Han forsvinder et Øyeblik; men kommer strax tilbage igien med Brudesengen i sine Arme, hvori Gulnare og Saladin ligge. Han tager Saladin ud og siger til Aladdin:

Glæd dig nu, min ædle Herre! Denne Svend skal holde Vagt
Uden Huset, kige Stierner, paa den kiølige Altan.

Han forsvinder med Saladin.

GULNARE
reiser sig op i Sengen.

Ak, hellige Prophet! Hvor er, hvor er jeg?
Hvo redded mig? Hvad stor, usynlig Magt?
Da plat fortvivlet, uden Haab om Frelse,
Jeg skielved alt i den Forhadtes Arme?
Hvor er jeg? Er det alt en venlig Drøm?
Det kom mig ogsaa for, som om jeg saae
Den skiønne Yngling, som bag Pillen stod,
Hist ved ved mit Bad, og som bestandig svæver
Sødt for min Siel, fra dette Øieblik.
Hvor er jeg? Hellige Prophet! hvor er jeg?

ALADDIN
triner frem og kaster sig ned for hendes Leie.

Tilbedte! I din Elskers Varetægt.
Han, som er intet, intet uden dig,
Som elsker dig, og som den store Allah
Gav stærke Midler til at vorde din.
Fat Mod og skielv ey. Din forhadte Brudgom
Er borte, frygt dig aldrig meer for ham.
Han staaer paa Taget som et Kirkespir.
Men siig oprigtigt, deiligste Prindsesse!
164 Om vel du muligt kunde elske mig?
Du nævnte mig jo nys. O! du har har seet mig,
Og ikke glemt mit Aasyn. Søde Haab!

Tager hendes Haand.

GULN ARE.

Est du en hellig Engel, som Propheten
Har sendt mig til min Redning, skiønne Yngling?

ALADDIN
henrykt.

O! hvor hun hviler sødt. Det tynde Flor
Forgieves prøver paa at hylle ind
De yppige, de søde Yndigheder.
Ha siig, du deiligste Uskyldighed!
Siig! Kan du elske mig?

GULNARE.

Jeg elsker dig
Fra første Øieblik jeg saae dig, Engel!
Ak! fra min Barndom i det stille Harem,
Har jeg kun seet saa faae af dine Lige,
Dog er jeg vis derpaa, at der er Ingen
Der kan henrykke mig saa sødt, som du.

ALADDIN.

O Salighed! Kysser hende. Saa! Nu est du min Brud
Thi jeg er ingen Engel, Gud skee Tak!
Men kun et Menneske, af Jord, som du.
Sov sødt. Jeg hviler ved din hulde Side.
Men indtil Allah har befæstet vort
Sødtslungne Baand, skal dette blanke Sværd,
Som her jeg lægger mellem dig og mig,
Bortskræmme, som en blinkende Cherub,
Det syndefulde Støv fra Paradis.

165

ALTANEN PAA HUSET.

SALADIN
staaer stiv, som en Støtte, opstillet til Rækværket, med Hovedet vendt imod Stiernerne.

Ha, Skiendsel og Foragt! Fortvivlelse!
Hvad? End bestandig? Usle, svage Arm!
Kan du ey røre dig? Ak! ey en Lem.
Kold staaer jeg, uden al Bevægelse.
Det var som om han havde fløitet Marven
Af alle mine Bene. Alt er huult.
Stiv er jeg, mat, som om jeg havde slumret
Paa Græsset, i den vaade Nattedug,
Og vaagned lam, og rørt, som af et Slag.
Staae der! (saa grinte han, den fule Aand)
Staae, som Loths Hustrue, som en Støtte Salt.
Saa raabte han og svandt. Ha Helvede!
Nys, varm og kraftig, i en Brudeseng,
Ved en Prindsesses trinde, hvide Barm,
Paa Nippet til at styrte mig i Vellyst -
Og nu! - Stiv, som en Stokfisk! - Ingenting
Bevæger sig; - kun Vinden i min Kaftan,
Og mine Øine vendt mod Stiernerne,
Og Tungen, Afmagts bandende Herold.
Jeg overlever ikke denne Nat.
En Anden hviler nu i hendes Arm,
Og tømmer Glædens Bæger ud til Bunden,
Som først var skienket i og fyldt for mig.
Ha Raserie! Ha grumme Nidkierhed!
Giør Ende paa mit Liv. I blege Stierner!
Nedstyrter Eder flux og knuser mig.

166

TREDIE AKT.

SULTANENS PALLADS.

SOLIMAN. ZULIMA. GULNARE. SALADIN. VEZIREN.

SOLIMAN.

Hvad I fortæller mig, som Aarsag her,
Hvorfor I atter nu vil skilles ad,
Er saa besynderligt, og saa utroeligt
Langt uden for Sandsynlighedens Grændser,
At knap jeg veed hvad jeg skal svare til det.

VEZIREN.

Det samme jeg har sagt, min store Sultan!
Man veed jo af Erfarenhed hvor ofte
Sligt Drømmerie af Blodet reiser sig.

SOLIMAN.

Men at de drømme Begge nu det Samme?

VEZIREN.

Er høist besynderligt, men ey umuligt.
Og skal man sætte Lid til dette Udsagn,
167 Saa er det mere rimeligt at troe
Paa Mulighed end paa Umulighed.

SOLIMAN.

For altsaa ret at komme efter Sagen,
Saa holder jeg det for at være bedst,
At vi med Rolighed end oppebie
Den tredie Nat; at jeg og du, Vezir!
I Brudekamret skiuler os, og seer,
Med egne Øine, Sagens Sammenhæng.

VEZIREN.

Sindrig er din Beslutning, store Fyrste!
Hvis kun det er en Feberdrøm i Blodet,
Saa see vi Intet; dersom det er Sandhed,
Saa see vi det med vore egne Øine,
Og kan da føie vore Børn, (endskiønt,
Hvad mig angaaer, med Smerte) i at løse
Det nylig helligslungne Ægtebaand.

ZULIMA.

Hvad siger da, min elskte Dotter! du
Til dette Forslag?

GULNARE.

Hvad min Fader ønsker,
Det vil jeg ikke sætte mig imod.

VEZIREN.

Saa er til videre da Tingen afgiort.

SALADIN.

Ney bi! Jeg har dog vel et Ord at sige
168 I Lauget med, ved denne Leilighed?
Jeg elsker Eders Dotter, store Sultan!
Og indseer meget vel min sieldne Lykke,
Men ey for hende, ey for hele Verden,
Jeg prøved end et saadant Vovespil.
I veed ey hvad det er, at staae med Ryggen,
Stiv, som et Stegespid, til Gitterværket,
Og uafladelig, med tvungne Blik,
At see paa Stiernerne og Melkeveien.
I veed ey hvad det er at blive rusket
Af Aander, mærker jeg, min store Sultan!
At see en anden Mand at gaae tilsengs
Med Eders egen Kone, mens I staaer
Og gaber, som en Hund paa Hundestiernen.
Prindsessen, der, har godt nok for at føie;
Hun bliver i sin bløde, varme Seng,
Der er saa bred og magelig, at Sværdet,
Som ligger mellem Dievelen og hende,
Kan ikke røre, naar hun selv ey vil.
Og overalt - hvad dette Sværd angaaer -
I sagde selv: hvad ey man havde seet,
Med egne Blik, var vanskeligt at troe -
Og jeg har rigtignok min Kone seet
I Sengen hos den skammelige Trold,
Men Sværdet har jeg ikke seet. Maaskee
Er den Idee om Sværdet kun en Drøm,
(Som selv I sagde før, min store Sultan!)
Et Foster af Prindsessens varme Blod.

GULNARE.

Forvovne!

169
ZULIMA
opbragt.

Slige Tanker tør du yttre
Om -

SOLIMAN

Jeg kan ikke bare mig for Latter.
Kom op at skiendes til! Alt bedre Børn!
Det forekommer mig ret som naar Hunden
Om Natten staaer og giøer ad Maanen, og
De lette Skyer, der drive den forbi.

VEZIREN.

Fat dig, min Søn! Est du en Mand, og tør
Ey vove dig en Nat endnu i Faren,
For slig en Perle? Jag din Rædsel bort,
Hvis du vil gielde for min Søn.

SALADIN.

Min Fader!
Min Daad bestemmer ey min Moders Daad.
Hvis jeg er Eders Søn, saa blier jeg det,
Om jeg saa aldrig mere staaer forstenet.
Jeg indseer vel, at slig Begivenhed
Maa komme Eder her lidt ubeleiligt.
At være Svoger til en persisk Sultan,
Er herligt, som at være Svigersøn;
Men jeg kan ikke hielpe Eder heri.
Og skiønt vel sønlig Lydighed er stor,
Saa er det dog en Smule stærkt forlangt,
At jeg skal staae paa Taget, som en Iistap,
Hver Nat til Ære for min elskte Slægt,
Imens en Anden sover hos min Kone.

170
VEZIREN.

Du glemmer den Ærbødighed, du skylder
Din Sultan, Sultaninde, Fader, Brud.

GULNARE.

Min elskte Fader! giv mig Eders Minde.
Hvad Saladin forlanger, ønsker jeg.

SOLIMAN.

Hvad siger du, Vezir! Hvad skal vi giøre?

OBERSTEN OVER LIVVAGTEN
træder ind.

Den gamle Stiernetyder Ali Baba
Staaer udenfor med sneehvidt, blottet Hoved.
Han beder, store Sultan! om det Held
At maatte kaste sig for dine Fødder.

SOLIMAN.

Han komme! Obersten gaaer. Det er en bedaget Olding,
Som læser viis i Nattens blanke Stierner.
Midt paa de flade Marker har jeg bygt ham
Et vældigt Taarn, hvor han hver Nat kan see
Hvert sælsomt Tegn, der skeer paa Himlen.

SALADIN
ærgerlig.

Selsomt?
Jeg kan forsikkre Eder, store Sultan!
Der er ey mindste Smule sælsomt ved.
Man staaer og gaber, det er hele Sagen.

171
ALI BABA
træder ind.

Guds rige Fred med Persiens Monark,
Hans Throne staae, huldt blomstre al hans Slægt.

SOLIMAN.

Tak, Ali Baba! Hvilken nye Bemærkning
Har drevet dig fra Taarnet til mit Pallads?
Thi uden sligt var du vel neppe kommen.
Du elsker Eensomhed.

ALI BABA.

Ja, store Sultan!
Jeg er en gammel Olding, træt af Verden.
De smaae Begivenheder, som der skee
Paa Jorden, matte snart det vante Øie,
Der synes selv de Største mig kun Smaae.
Naar Alderdommen, med sin Sølvervinge,
Bedækker os, da hæver sig vort Blik,
Fra Jorden til den stiernerige Himmel;
Did stirrer det, som til det rette Hiem,
Hvorhen vi om en føye Tid skal komme.
Hvad mig angaaer, saa finder jeg min Trøst i,
Med from Opmærksomhed, at mærke paa
De svage, matte, spredte Glimt af Himlen,
Til Porten aabner sig og sender mig
Sin samletskiønne Morgenglands imøde.

SOLIMAN.

Hvad har du da at aabenbare mig?

ALI BABA.

Som efter vandte Viis, i stille Midnat,
172 Jeg vandred paa mit høie røde Taarn.
Og som jeg havde holdt min Aftenandagt,
Saa lod jeg fromt mit Blik paa Maanen hvile.
Jeg tænkte paa hvordan Propheten eengang,
For at bevise flux den vantro Jord
Sin Høihed og sin Vælde, sendt fra Gud,
Nedvinkte den fra Himlen, at den faldt
Med Klang til Jorden brat, i tvende Stykker,
Hver paa sin Kant af Bierget Elikais;
Hvorpaa han atter, ved sit Magtens Bud,
Den sammensmelted, og lod lys den stige
I Æthren, hvor den havde funklet nys.
Som jeg nu vandred saa, med fromme Tanker,
Blev Maanen pludselig formørket brat,
Saa at den hele Jord blev sort, som Kul.
Da skreg i Skoven Uglerne af Skræk,
Og Hundeglammet standsed her i Byen.
Men jeg var rolig, skiønt jeg mærkte vel
At det var ingen Skye; thi Himlens Bue
Var reen og klar, og ingen Skye desuden
Var mægtig til at mørkne saa som nu.
Jeg tænkte: Er det Allahs Velbehag
At kalde hele Skabningen for Dommen,
Har han alt givet Dødens Engel Vink,
Den høie Israfil, som rede staaer
Bestandig med sin blinkende Basun
For Munden, til at støde Verden ned
Med det uhyre Skrald? - Hans Villie skee!
Men, som jeg knælende med uforstyrret
Og roligt Blik betragted dette Syn,
Fik Maanen pludselig sin Glands igien,
Og ved dens lyse Skin jeg nu blev vaer,
At hvad der havde mørknet Jorden nys,
173 Var Skyggen af en Engels brede Vinger,
Der foer igiennem Luften, med en Løibænk
Af Ibenholdt og Guld, hvorpaa der laae
En Mand og Qvinde. Langsomt sank de ned,
Og svandt tilsidst bag Eders Pallads, Herre! -
Hvad nu det sieldne, underlige Tegn
Vil sige, veed jeg ey; men Pligten drev mig
Til at kundgiøre dig det, store Sultan!
Den store Allah naadelig forbyde,
At noget Ondt det skulde varsle dig!

GULNARE.

Nu, kiere Fader! Tvivler du endnu?

SALADIN.

Er det endnu en daarlig Feberdrøm?

SOLIMAN.

Prophetens Veye er usporlige.
At dette Ægteskab er Gud imod,
Det seer jeg tydeligt, og kalder det
Tilbage flux.

GULNARE.

O Tak! min elskte Fader.

SALADIN.

Tak, store Sultan.

VEZIREN
afsides.

Ha, fordømte Drøm!
Du vækker mig af alle mine Drømme,
174 Der sprang, som Blomster, ud af dette Bryllup.
Jeg faaer vel ogsaa takke. Høit. Tak, min Sultan!

SOLIMAN.

Besynderligt! - Kom! Følg mig i mit Divan.

De gaae.

SULTANENS DIVAN.

SOLIMAN. VEZIREN. EN HOB FOLK. MORGIANE i Døren.

MORGIANE
til Een af Mængden.

Nu, nu! Han har jo ikke nødig just
At støde mig i Siden. Staae han rolig
Til Tiden kommer! Det er ingen Sag
At prøve Styrke med en gammel Kone.

KARLEN
beskienket.

Hvad har hun her at giøre? Gaae hun kun,
Hun faaer saa ey vor Sultan nu i Tale.
Han taler kun med slige Folk, som jeg!
Der har en vigtig Ting at forebringe.

MORGIANE.

En Ting af Vigtighed? Saa tænker han
At jeg har intet Vigtigt at forlange?
Jeg kommer for at bede om hans Dotter,
Gulnare, til min Søn.

175
KARLEN.

Aa hold sin Kieft!
Det er jo Galmands Snak. Men hun maa vide,
Jeg kommer for at klage paa hans Hest.
Thi jeg er Staldkarl, seer hun. Hun taer feil,
Ifald hun troer at jeg er fuld, min Moer!
Thi fuld kan ingen blive uden Viin,
Og Viin er jo forbudt i Alkoranen.
Og Dievlen maatte tygge Opium.
Men nu har Hesten sparket mig for Maven,
I Hiertekulen, saa jeg faldt omkuld.
Og det er ikke førstegang, det Asen!
(O Gud forlade mig, jeg burde ikke
Saaledes tale om vor Sultans Hest.)
Men jeg har alt saa ofte vaerskoet den.
Og troer den, den kan giøre hvad den vil,
Fordi at den er Hest, og jeg kun Staldkarl?
Ney, ney, en fattig Karl har ogsaa Ret.

MORGIANE
for sig.

Hvad dog en Sultan alt maa høre paa!
Det maa dog ikke være just saa let,
At holde Staten rigtig i Ballance,
Især naar Undersaatterne er fulde.

SOLIMAN.

Vezir! Ha! seer du atter hist i Døren
Den gamle Kone, som forleden bragte
De sieldne Ædelstene?

VEZIREN
forbittret.

Hvilken Frækhed!
176 Jeg har forbudet hende, frem at komme
For Eders Throne, Herre! til I selv
Lod hende kalde, og dog kommer hun?
Jeg vil strax lade Vagten -

SOLIMAN.

Bie Vezir!
Jeg faaer vel atter nu, som flere Gange,
Her være Eders Raad, istedet for
I burde være mit. Dæmp Eders Vrede,
Og tænk paa hvad der skaffer Thronen Ære,
Og hvad der skader den. I Glædens Ruus
Slap der et Løfte af min Mund, som vel
Ey holdes kan, dog heller ey udslettes
Med Voldsomhed, thi Vold opvækker Harme,
Og Harme Lyst til Hævn, og Lysten Forsøg.
Hvor det kan undgaaes ved et Øiebliks
Velgiorte Overlæg, der bør det skee.

VEZIREN.

Min Sultans muntre Lune nøder mig
Fast til lee - Harm! Lyst til Hevn og Forsøg
En Skrædderdreng mod Sultan Soliman!

SOLIMAN.

Han være hvad han vil, saa er han dog
Min Undersaat, og jeg hans Overherre.
Min egen Høihed vinder ved at agte
Den Hiord mig Allah gav at forestaae.
Behandler jeg den skiødesløs, som Qvæg,
Saa giør jeg selv mig til en ussel Hyrde.

VEZIREN.

Tilgiv min Hidsighed, min vise Sultan!
For Godhed er den høistbegribelig.
177 Den koldeste Natur jo springer op,
Naar Nogen rører ved dens friske Saar.
Og mit! Behøver jeg at sige meer?
I veed, min ædle Herre! hvilken Glæde
Der sødt beruste mig, ved Tanken om
At Eders hulde Naade havde vandet
Mit gamle, halvuddøde Stammetræe
Med persisk Fyrsteblod: Opløst Rubin
Af Morgensolen venlig giennemvarmet!
Jeg dølger ey de søde Drømme. Ak!
De svandt som Maanen for den lumre Dag.
Og nu -

SOLIMAN.

Vel! Jeg begriber det, min Ven.
Men du har lovet, ey at røre ved
Et Saar, der smerter mig saavel som dig.
Gaae altsaa hiint forbi, og siig hvad her
Du mener der er bedst for os at giøre?

VEZIREN.

Da det er Eders Hensigt, kun at skræmme
Den Daarlige herfra, og ey at straffe,
Saa paalæg hendes høitforelskte Søn,
At giøre hvad I veed han ey formaaer.
Det skaffer os for deres Daarskab Roe.

SOLIMAN.

Vel talt. Lad hende strax da komme frem.
Og lad de Andre bortgaae for idag.

Veziren vinker Morgiane frem. Hun kaster sig for Thronen. Alle de Øvrige forføie sig bort.

178
SOLIMAN.

Jeg kiender dig, og veed hvorfor du kommer;
Har heller ikke glemt mit Ord til dig.
Jeg sagde sidst, at den, som kunde give
Slig Gave, som du bragte fra din Søn,
Han kunde blive en Prindsesses Husbond.
Hvad da jeg sagde, siger jeg endnu.
Thi er din Søn saa riig paa sieldne Sager,
At han kan give slige Ting, som hine,
Blot i den brugelige Divanskat,
Saa er et sligt Partie ham ey for høit.
For altsaa nu at komme efter dette,
(Thi muligt var det, at kun Hændelsen
Har skaffet ham den sidste sieldne Skat)
Saa hør nu hvad jeg fordrer til Bevis:
I Morgen, nu ved denne Tid omtrent,
Skal han mig sende fyrgetyve Bækk'ner
Af drevet Guld, og de skal være fyldte
Med Ædelstene af det sidste Slags.
Og disse fyrgetyve gyldne Bækk'ner
Skal fyrgetyve sorte Slaver bringe.
Og disse fyrgetyve sorte Slaver
Skal følges hid af fyrgetyve Hvide.
Hvis dette skeer, saa staaer jeg ved mit Ord,
Og givter strax min Dotter med din Søn.
Hvis ey det skeer - saa lad mig aldrig høre
Endnu et Ord fra Eder. For hans Gave
Tilgiver jeg da hans Forvovenhed,
Paa Vilkaar, at han aldrig prøver paa,
Ved Eder eller nogen Anden, tiere
Til mig at komme med sit frække Forslag.

Han reiser sig og gaaer bort med Veziren.

179
MORGIANE
ganske slukøret.

Ja, saadan gaaer det! Har jeg ikke sagt det?
Nu staaer han der en Kiøn. Det lader net!
Har jeg ey ti, ey tyve Gange, sagt ham:
Aladdin! nebbet Qvæg forliges bedst;
En tintet Soe og skurvet Orne trække
Bedst sammen. Kiere Søn! siig mig, hvad skal
Et Jettehoved paa et Dvergelegem?
Sye ikke Fløiels-Klud til Vadmels-Kofte.
Behøver jeg at sige dig, min Søn!
At Skarn og Vox ey brænder eens i Kirken?
Men det var Præken kun for døve Øren,
Det hialp ey meer end at slaae Vand paa Gaasen.
Nu har han det saa godt, det arme Skrog!
Bag efter kommer Humlen. Morgenlatter
Blier ofte Aftengraad. Men som man reder
Saa ligger man. Hvad vilde du, min Søn!
Paa den Galley? Bag efter kommer tyndt Øl!

Gaaer.

STUE.

ALADDIN. MORGIANE kommer ind.

ALADDIN
løber hende imøde.

Nu, kiere Moder?

MORGIANE.

Nu, min hierte Søn?

Afsides.

Ak, gode Gud! jeg har ey Hierte til
At sige ham hvordan det hænger sammen.

180
ALADDIN.

Nu, Moder? I har altsaa været hos -

MORGIANE
falder ham i Talen.

Hos Slagteren? Ja, kiere Søn! det har jeg.
Vi faaer en deilig Oxesteg imorgen.

ALADDIN.

Det spørger Ingen om. Men har I været -

MORGIANE.

Hos Skrædderen? O ja, min hierte Søn.
Hvad det dog er en venlig, artig Mand!
Det var din Faders gode, gamle Ven,
Endskiønt de dog var Skræddre beggeto.
Din Fader syede, som du veed, bedst Kapper,
Den Anden havde meest Genie til Buxer;
Saaledes sad de i Samdrægtighed!
Hver var en dygtig Skrædder i sit Fag.
Den Ene overskred den Anden ey.
Den Anden roeste tit din Faders Kapper,
Til Giengield blev hans Buxer roest igien;
Og saadan gik det herligt nogle Aar.
Ak! det var Skrædderlaugets bedste Tid.

ALADDIN.

Men siig mig dog -

MORGIANE.

Hvad Skrædderen vel sagde?
Vær hun forsikkret, sagde han, min Kone!
At jeg skal sye for hendes kiere Søn,
181 Saa godt som selv han kunde have syet,
Hvis han var bleven ved sin Faders Haandværk.

ALADDIN.

Ha! hvem spør da om Skrædderen?

MORGIANE.

Min Søn!
Hvo høit vil flyve, falder ofte ned.

ALADDIN.

Jeg mærker nok hvad Klokken alt er slaaet.
Men, ved min Kierlighed og skiendte Ære,
Det bliver Sultan Soliman et farligt,
Et rædsomt Lykkespil.

MORGIANE.

Det er ey godt
At spise Kirsebær med store Folk;
Saa faaer man Stenene i Øinene.

ALADDIN.

Ja jeg skal stene ham og øine ham!
Nu! Skynd jer Moder! Siig mig Alting! Alting!

MORGIANE.

Hvad skal jeg sige dig? Du veed det jo.
Du har jo allerede giettet det.
Ved den Ting er der intet meer at giøre.
Det Bedste er at lade Stenen ligge,
Som ey kan løftes, og at skrive alting
I Glemmebogen.

182
ALADDIN.

Ha! jeg brister fast
Af Harme. Bie du mig, min lille Sultan!
Du Stodderkonge! Bie du mig, du Stolte!
Ha! jeg skal vise dig, med hvem du narres.
Troer du at trække mig frem og tilbage
Ved Næsen, eftersom dit Lune byder,
Som dine svage Hverdagskryb maa taale,
Reent ubekymret for din Manddoms Ære,
Du Usling? Rolig ved den arme Tanke,
Som Faaret, da det brægede mod Ulven:
Jeg staaer saa høit, han ey kan ramme mig.
Men jeg skal ramme dig. Vær du forsikkret!

MORGIANE.

Aladdin! Dæmp dit hede Temprament,
Det giør dig reent ulykkelig, min Søn.

ALADDIN.

Ulykkelig? Hvori bestaaer min Lykke?
Forstaaer I Jer paa den? Min Lykke er
At sætte det igiennem, som jeg kan.
At overvinde hver en ussel Hindring.
Dertil har jeg en dygtig Ladning Mod,
Forsynet med saa stor en Slump Foragt,
At hvis jeg skulde bukke for min Drivt,
Saa kalder jeg selv dette Buk en Lykke.

MORGIANE.

Naar Strengen spændes høit saa springer den.

ALADDIN.

Det hændes, nu og da, de raadne Strenge.
Men nok om dette. Hvordan lød hans Ord?
183 Han bød Jer, ligefrem vel, bort at gaae?
Han tugtede vel min Forvovenhed,
Og lod som om han havde alting glemt?

MORGIANE.

Ney det just ikke, Søn! Ney tvertimod
Saa stod han ved hvert Ord, han havde sagt.
Med det er jo det samme med hans Ord,
Naar Følgen blier den samme.

ALADDIN.

Nu, hvad sagde
Han da?

MORGIANE.

Han sagde, hvis du sendte ham
I Morgen fyrgetyve gyldne Bækkner,
Hvert fuldt af malet Glas, som Frugterne,
Saa skulde du hans Dotter faae til Kone.
Men, notabene, hvert et Bækken skulde
Du lade bære af en kulsort Slave;
Og denne Slave, troer jeg, skulde bæres
Igien af Een, som der var ganske hvid.
Hvis dette nu du bragte strax istand,
Saa blev Prindsessen din. Men, gode Gud!
Hvorledes skulde det da vel gaae til?

ALADDIN.

Hvorledes? Er det Alt, min Moder! det?

MORGIANE.

Min Søn, mig synes det er meer end nok.

ALADDIN.

Hvi har I, uden Aarsag, bragt mit Blod
I Kaag, og giort mig opbragt paa vor Sultan?
184 Den Fordring er jo overmaade billig,
Og skal i Morgen blive opfyldt.

MORGIANE.

Hvad?
Imorgen? Hvad? Imorgen? Og hvordan?

ALADDIN.

Ved Lampen.

MORGIANE
himmelfalden.

Lampen! - Lampen ! - Hillemænd,
Den havde jeg reent glemt. - Ved Lampen? Ey!
Hvem tænker ogsaa altid nu paa Lampen?
Ved Lampen, Søn! Saa mener du at Lampen -

ALADDIN.

Ja, kiere Moer! Det mener jeg forvist.

MORGIANE.

Du med din Lampe! Andre Folk har ey
Saadan en Lampe. Det er da at sige,
Hvermand har vel en Lampe, som den er;
Men denne -

ALADDIN.

Er just ingen Hverdags-Lampe.

MORGIANE.

Jeg tvivler dog, min Søn! Troe mig, det gaaer
Vist over Geistens Kræfter.

ALADDIN.

Vi faaer see.
Hvad der gaaer over Geistens Kraft, hvad ey,
Veed ingen bedre, Moer! end Geisten selv.
Vi strax vil nu forsøge det -

185
MORGIANE.

Bie lidt,
Min Søn! Jeg skal et Ærind ud i Byen.

Hun gaaer.

ALADDIN.

Den Lampe faaer hun aldrig i sit Hoved.
Hun glemmer den bestandig. Det er sært nok!
Naar hun vil lægge Planer for mit Liv,
Saa kommer Lampen aldrig i Betragtning,
Saa er jeg slet og ret kun hendes Søn,
Og ikke Lampens Herre. Nu velan,

Han tager Lampen frem.

Om jeg er Herre, gielder et Forsøg.

Han gnider.

LAMPENS AAND
aabenbarer sig.

Holla ho! min ædle Hersker! Knap du gneed før strax jeg kom;
Fløy herhid, og staaer nu rede at fuldføre hvert dit Ord.

ALADDIN.

Aldrig meer end nu jeg trængte til din Hielp. Din Kraft er stor,
Dette trøster mig og giør mig sikker, driver Frygten bort.

LAMPENS AAND.

Meget vel, min ædle Herre! Siig din Trang og spar din Roes.

ALADDIN.

Fyrgetyve gyldne Bækk'ner, drevet Guld, mærk vel mit Ord!
186 Maa du skaffe mig, og bringe giennem Luftens tynde Flod;
Fyldt maa hvert et Bækken være, stablet i en Straaletop,
Med Demantens klare Æther, med Rubinens røde Blod,
Med Smaragdens grønne Jordbund, med Saphirens Himmelloft;
Store, funklende og sieldne, som de stolt og lifligt groer,
Hist i Biergets dybe Have, sprungen af den skiulte Rod.
Men da ingen Ædelsteen er til i Verden, ganske sort,
Maa du skaffe sorte Slaver til at bære Skatten fort;
Og for ret at spragle denne smuktindsprængte Farveflok,
Saa lad fyrgetyve Hvide følge disse, Fod for Fod,
At de Parviis vandre langsomt: Sort med Hvid og Hvid med Sort.
Hyl et Tæppe om hvert gyldent Bækken af det gyldne Mor,
Hvor, med Silke, ind er vævet Markens nydeligste Blomst.
Bring mig dette hid imorgen, har du Kraft, som du har Mod.

LAMPENS AAND.

Alt skal staae, min ædle Herre! paa det Sted hvor nys jeg stod.

Forsvinder.

ALADDIN
gnider igien.

Ey saa hurtig, kiere Slave! Vi er ikke færdig end.

187
LAMPENS AAND.

Du behøver kun at gnide, saa er jeg der strax igien.

ALADDIN.

Hør da nu opmærksom hvad jeg meer dig har at sige her.
Denne Gave, som du skaffer, er til Soliman en Skienk.
Naar han den har faaet, nægter han mig ey sin Dotter meer.
At jeg altsaa nu maa komme i et saadant Optog frem,
Som det sømmer sig en Fyrste, sig en Sultan, seer du selv.
Først et Bad du frem maa trylle, hvor paa alle Vægge leer
Broget Marmor og Agater, venligt sænkt i Midten ned.
Der maae sprudle tvende Kilder, høyre kold, og venstre heed,
At jeg selv kan Vandet blande, eftersom mig tykkes bedst.
Deilige Opvarterinder der maa stande sødt beredt,
For med Badejord og Duge mig at vederqvæge ret.
Skaf mig saa en prægtig Klædning, stærke Aand! naar det er skeet;
Og en Sabel fra Damaskus, og en vild arabisk Hest,
Som min steenbesatte Tøile dog kan tæmme flux og let.
Skaf min Moder hvad hun bruger: Klæder, Linnet, Flor, og sex
Unge, deilige Slavinder, til at følge hendes Fied.
Meget blier jeg dig forbunden, mægter du en slig Idræt.

188
LAMPENS AAND.

Af hvad du endnu har fordret er mig intet mere let.

Forsvinder.

ALADDIN
gnider igien.

Atter frem dig jeg maa kalde. Selv du giør dig Veien lang.

LAMPENS AAND.

Før din Finger af at gnide, end min Fod blier træt af Gang.

ALADDIN.

Naar nu Alt gaaer efter Ønske, naar nu Alt er kant og klart,
Naar det lakker mod den elskte, længstforønskte Brudenat,
Byg mig da, af parisk Marmor, hist et blændende Pallads,
Lige for vor Sultans Harem, paa den rummelige Plads;
Byg det, som din Viisdom byder, men hvad Herliglighed og Pragt
Kan formaae, lad det fremtræde; byg i dette Slot en Sal,
I en Fiirkant, viid og prægtig, med en Kuppel oven, hvalt;
Fiirogtyve høie Vinduer skue til hver Verdenskant.
Ikkun et af disse Vindver ufuldendt dog blive lad.
Hvorfor dette jeg forlanger, skal du vel erfare snart.
Hold mig der et herligt Bryllup, giør den mørke Nat til Dag,
Med de virakblandte Fakler, i den rummelige Sal.
189 Lad et Chor Sandsigerinder føre op et luftigt Bal,
Mens de Andre os forlyste, sødt, med Citherspil og Sang,
Kan du det, min elskte Slave! Siig oprigtig om du kan?

LAMPENS AAND.

Ja saa let, min ædle Herre! som en Vind kan kruse Vand.

Forsvinder.

INDGANGEN TIL SULTANENS PALLADS.

FØRSTE VAGT.

Ha! Hvad er det? Seer du den store Sværm
Af Mennesker? Den nærmer sig til Slottet.
En prægtig Flok af Herrer, vistnok Prindser,
Gaaer mellem den. Skynd dig og mæld vor Sultan,
At nys en Flok af andre Rigers Fyrster
Herhid er' dragne for at gieste ham.

Vagten gaaer.
DE FIRSINDSTYVE SORTE OG HVIDE SLAVER komme gaaende langsomt i Orden. De Sorte have Bækkenerne paa deres Hoveder. Bag efter kommer MORGIANE prægtig klædt, fulgt af sine sex Slavinder.

SOLIMAN fulgt af VEZIREN og sin LIVVAGT kommer dem imøde paa Slotstrappen. I det den første Slave træder op siger

SOLIMAN.

Velkommen, elskte Broder! Megen Glæde,
Ret megen Glæde skienker I Vort Hierte,
Med dette saa uventede Besøg.

190
SLAVEN
knæler.

Jeg er en Slave, Herre! Ingen Prinds.
Den Firsindstyvende i denne Række.
Vi komme for at bringe Eder her
Den Gave, som Aladdin skylder Eder.

SOLIMAN.

Hvordan? I Slaver? Klædt i Fyrstepragt!
Fra ham? Fra Skræd - fra Ynglingen Aladdin?

SLAVEN.

Ja, stolte Sultan!

SOLIMAN.

Og den gamle Frue,
Omringet af de deilige Slavinder?

SLAVEN.

Hans Moder.

SOLIMAN.

Hvad? Den gamle Skrædderenke!

MORGIANE
slaaer Sløret tilside.

Ja, naadigste Herr Sultan! Kiender I
Mig ikke? O, det kom nok deraf at
Jeg havde Sløret over Øinene.

SOLIMAN.

Vezir!

VEZIREN.

Min Sultan!

191
SOLIMAN.

Jeg forstenes brat.

VEZIREN.

Jeg er det alt.

SOLIMAN.

Kom Morgiane! Kom!
Lad alt dit Følge træde i mit Slot.
Der skal du vække mig af denne Drøm.

MORGIANE.

Det er slet ingen Drøm, Herr Soliman!
Det er en ordentlig Begivenhed,
Hvor Alt gaaer til foruden Hexerie.
Kom Slaver! Følger mig og Eders Herre.

SOLIMAN.

Hvis det er ingen Drøm, og intet Blindværk,
Saa er Gulnare snart Aladdins Brud.

SLAVERNE.

Vor Sultan og hans Søn Aladdin leve!

De gaae ind.

ET PRÆGTIGT MARMOR-BAD.

ALADDIN. SANDSIGERINDER
opvarte ham usynlige.

PARIBANOU,
deres Dronning.

Kom nu, min vakkre Yngling!
Nu Alt er tilberedt.
192 Alt, hvad dit Hierte ønsker,
Er efter Ønske skeet.
En sval og kiølig Grotte
Nu herligt hvælver sig,
De slebne Marmorsider
Saa huldt omgive dig.
Paa Bunden strøet er bleven
Fiint Alabaster-Sand.
I Badet bølger Rosen-
Og klart Lavendelvand;
Saa huldt det sig forened,
Da sit Bassin det fandt.
O see den klare Bølge!
Saa klar, som Diamant.
Her, paa din høyre Side,
Du lede kan en Bæk,
Den kiøltes giennem Lillier
Og bag en Rosenhæk.
Her, paa din venstre Side,
En Anden strømmer ned,
Den skummer ud fra Bierget,
Og den er vild og heed.
Nu! Elskte! kan du blande,
Saa som dig lyster selv,
Den kiølne Bæk, fra Dalen,
Med heden Klippe-Elv;
Og naar du da er tvættet,
Og vederqvæget nok,
Skal dine Lemmer rives
Sødt af en Jomfrue-Flok.

ALADDIN.

Ha, skiønne Stemme! Lad mig see den Mund,
193 Den Fløite, hvoraf dine Toner strømme.
Hvi skiuler du dig, milde Rosenbusk?
Hvi skiuler du dig grumt, mens Nattergalen
Sødt synger giennem dine Purpurblade?

PARIBANOU.

Qvæg dig, min vakkre Yngling!
Ved Rosens milde Duft,
Men ey forlang at skue
Og at omfavne Luft.
Vi staae for dig, men jordisk
Er kun dit hede Blik,
Det giennemborer Væsnet
Flux, som et Dolkestik.
Forlang da Intet mere.
Du føler jo vor Magt!
Kun sielden frem vi komme
I jordisk Qvindedragt.
Kun saare, saare sielden,
Og mindst, som nu, min Ven!
I Badet hos en afklædt
Letsindig Ungersvend.

ALADDIN.

O Qval! i al min Vellyst og min Glæde.

Han springer i Badet.

SANDSIGERINDERNE
synge.

Skyller, hulde Bølger, skyller
Rundt omkring de runde Muskler,
Smidig giør de stærke Sener,
Styrk den friske Nervesaft!

194
ALADDIN.

Hvordan? Det kom mig for som Bølgen sang?

SANDSIGERINDERNE.

Kiølt er Blodets varme Purpur,
Svalt er nu dit unge Hierte,
Frisk din sorte Haarlok glindser,
Stig nu atter i din Kraft!

ALADDIN.

Hvordan? Det kom mig for som Luften klang?

SANDSIGERINDERNE.

Stig nu atter i din Kraft!

ALADDIN.

Jeg stiger alt! Jeg stiger,
Usynlige, tilbedte, søde Piger!
Omfavner mig da nu! - O hvilken salig
Fornemmelse! Jeg tørres af Zephyrer,
Af lune Vinde fra en Gyldenlak.

PARIBANOU.

Bringer nu i Badet ind
Skiønhed, i sit Rosenskin,
Styrke med sin lodne Krop.
Henter dem fra Fieldets Top.

STYRKE og SKIØNHED
komme, ligeledes usynlige for Aladdin. Den Første med en tør Svamp, den Anden med en Hyazinth i Haand.
195
STYRKE.

Stærk du er, men mere Styrke faaer du snart, o Lykkens Søn!

SKIØNHED.

Skiøn du er, men snart du bliver dog, Aladdin! mere skiøn.

STYRKE.

Hvor min tørre Svamp dig river, svulme dine Muskler frem.

SKIØNHED.

Denne Hyazint uddanner, runder og forbinder dem.

STYRKE.

Her Naturen lidt har sparet, her maa Skuldren bredes meer.

SKIØNHED.

Mere brunt dit brune Øie kunde vorde, som jeg seer.

STYRKE.

Brystet er ey fladt, men hvælves maa det dog med mere Kraft.

SKIØNHED.

Med lidt mindre Rødme Kinden rødme maa, end den har havt.

STYRKE.

Ryggen maa jeg knudre mere, fuld af Sener flette den.

SKIØNHED.

Dine Læber maa fortyndes endnu lidt, min unge Ven!

STYRKE.

Dine Ankelklodder mere stærke her sig vide maae.

196
SKIØNHED.

Styrke! tænk dog paa det Hele. Der er nok, for fast at staae.

STYRKE.

Lodne Haar omkring dit Hierte vidne skal om Kraft og Mod.

SKIØNHED.

Dine hvalte Øienbryne vidne skal at du er god.

STYRKE.

Skiønhed! husk, at det er ingen kierlig Pige, men en Mand.

SKIØNHED.

Du har Ret. Med rolig Stolthed skal det sænke sig, paa Stand.

STYRKE.

Mere stærk om dine Lænder! Armen som en knudret Green!

SKIØNHED.

Mere rund om dine Hænder! mere smal om dine Been!

STYRKE.

Her jeg puster i dit Hierte Kæmpeblod, en herlig Drik.

SKIØNHED.

Her jeg smiler i dit Øie hellig Elskovs søde Blik.

STYRKE.

Bliv en Skræk for dine Fiender, bliv en Løve, gram i Strid.

SKIØNHED.

Bliv en Lyst for alle Piger, bliv en Elsker, varm og blid.

197
BEGGE.

Saadan har jeg nu begavet dig med alt, hvad jeg formaaer.
Nu Farvel, du raske Yngling! Nyd din friske Ungdoms Vaar.

De forsvinde.

SULTANENS PALLADS.

SOLIMAN. ALADDIN.

SOLIMAN.

Jeg takker Himlen og Propheten, som
Mig skienker slig en værdig Svigersøn.
Fast ubegribelig er Eders Rigdom,
Og Eders Skiønhed sielden; stærkt og kiekt
Og sindrigt funkler Eders Ungdoms Øie.
O! I fortiener rigeligt min Dotter,
Derom er jeg forvisset. Mangen Anden
Faldt maaskee paa at fritte Eder ud,
Om hvor I havde Eders Rigdoms Kilder?
Om hvor I vel var kommen fra? Og sligt.
Jeg giør det ey; da hidtil I har dulgt det,
Saa har I ogsaa vist en grundet Aarsag.
I skiuler den, og det er ligemeget;
Jeg seer jo hvad I har, hvordan I har det,
Det veed jeg ey; og veed jeg mere da
Hvordan jeg selv og alle Adams Børn
Vel har det? Det er nok at vide hvad,
Kun Daaren spørger altid om hvordan.

198
ALADDIN.

Min Sultan! Eders hulde Viisdoms Ord
Neddryppe qvægende, som Morgenduggen,
Fra Cedrens Top, ned paa den ringe Urt,
Som fandt sit sikkre Tilflugt i dens Lye.

SOLIMAN.

Saa vil jeg da imorgen holde Eder
Et prægtigt Bryllup, mine elskte Børn!

ALADDIN.

Skiønt Bien ikke længes meer, min Sultan!
Om Morgnen efter Rosens Honningbæger
End jeg, ak! efter hendes Favnetag;
Skiønt Græsset, klamt og nedtrykt af en Storm,
I Natten ikke higer mere efter
Den varme Straale, for at reise sig,
End jeg, ak! efter hendes hulde Blik,
Saa ønskte jeg dog gierne, elskte Fader!
Saa længe blot at sætte op vort Bryllup,
Til hist paa Sletten, ret for Eders Slot,
Jeg op fik bygget mig et lidet Pallads,
Hvor jeg modtage kunde først min Brud.

SOLIMAN.

Det vil jeg ikke nægte dig, min Søn!
Hvor lang Tid mener du at bruge dertil?

ALADDIN.

Saa lige kan jeg ey beregne det,
Dog vil det sikkert ikke vare længe;
Thi min Bygmester er en klygtig Mand.

199
SOLIMAN

Saa blier det derved. - Følg mig nu i Raadet,
At jeg kan giøre dig bekiendt, min Søn!
Med Fyrstens Pligter, og de Byrder, som
Du sønlig nu skal dele med din Fader.

ALADDIN.

Ak! maatte jeg kun have Styrke nok.
Dog, I skal styrke mig, og Eders Viisdom
Skal gribe mig i Faldet, naar jeg snubler.

De gaae.

NAT. DEN STORE PLADS UDEN FOR SULTANENS SLOT.

LAMPENS AANDER
er beskieftiget med, i Hast, at opbygge det prægtige Pallads.
DEN FØRSTE.

Alt ligger dybt den faste Grundsteen, Grunden med.
Jeg murer hurtigt op, naar I kun skaffe Steen!

TO ANDRE
komme flyvende giennem Luften med store Steenmasser.

Her har du Stene nok! Fiint Marmor, melkehvidt.
Med blegblaae Aarer, som i Huden paa en Møe.
Vi hug det hurtigt af dybt under Caucasus.
Og ilte hid, og dog er Tiden alt dig lang.
En Flok Hyrdinder sad ved Biergets Blomsterfod;
I det vi svævede den Skiønneste forbi,
Saa rev vi Floret bort, og blotted hendes Barm,
Og vilde sammenlignet Marmoret med den;