Oehlenschläger, Adam I.

I.

Da Oehlenschlæger i Juli 1805 udgav de »Poetiske Skrifter«, udgjorde Prosafortællingen »Vaulundurs Saga« og det store Eventyrspil »Aladdin« Samlingens andet Bind. Senere Udgaver har - aabenbart af rent ydre, formelle Grunde - placeret de to Værker i hver sin Afdeling af Digterens Skrifter. Men Fortalen til Førsteudgaven viser klart, at der har ligget en bestemt kunstnerisk Tanke bag den oprindelige Sammenstilling af dem. De danner paa en Gang en frugtbar Kontrast til hinanden og en højere Enhed; de belyser gensidigt hinanden, og de forklarer hinanden. Tilsammen er de ikke blot et Udtryk for Omfanget af den unge Digters Talent, men ogsaa for de kunstfilosofiske Teorier, som bestemte hans Produktion i de rige Ungdomsaar fra Mødet med Steffens i 1802 og til den store Udenlandsrejses Begyndelse i 1805.

Som nævnt i Indledningen til denne Udgaves første Bind var »Poetiske Skrifter« et genialt Forsøg paa at virkeliggøre Højromantikens store Tanke om Universalpoesien. De to Bind rummer en broget Verden af Modsætninger, men denne Verden er ikke VIII Kaos, men Kosmos. Harmoniens og Ligevægtens Love skaber den store Helhed af de enkelte Dele. »Blomsterne er ordnede med Kunstnerbesindighed«, siger Digteren.

Derfor er de to dybeste og vægtigste Værker gemt tilsidst. Begges Billedverden fremstiller »store Situationer af Livets og Naturens forunderlige Gang«, og dog - hvor vidt forskellige, og hvor bevidst forskellige! Hvilken Modsætning mellem »Vaulundurs« mørke Figurer, der »bevæge sig langsomt og alvorligt med deres brede Skygger«, og »Aladdins« lyse, brogede Verden, »det østlige Solskin, hvis Varme udklækker saa mangfoldige Productioner!« Og hvilken Afstand fra den nordiske Sagas rolige, episk uforstyrrelige Beretterstil til det i mange Tonearter spillende, dramatisk bevægede østerlandske Lystspil! I Prologen til »Aladdin«, der maa læses paa sin oprindelige Plads efter »Vaulundurs Saga« for fuldtud at virke efter sin Hensigt - den synes ligefrem at forudsætte, at Læseren netop har vendt Sagaens sidste Blad og endnu er fanget af dens forunderlige Stemning - er de to Værkers Aand personificeret i Nordens mørke, tungsindige Mø Melancholia overfor Østens yppigt straalende Sangvinitas. Men Foreningen af det tilsyneladende uforenelige - af Nordens Kraft og Østens Ild - er netop Universalpoesiens Væsen. Da svinges det hærdede Demantsværd af den varmblodige Muskelarm.

Den stærke og virkningsfulde Kontrast er imidlertid kun tilsyneladende. Samme poetiske Idé besjæler nemlig begge Digterværker, udtrykt ved det samme Symbol. Glansen fra Vaulundurs røde Ædelsten og Luen fra Aladdins Lampe, som

IX

skinner dybt i Biergets Inderste,
Som dybt i Mandens Barm og giennem hans
Idrætter og det Held, som følger dem -,

betyder begge »den hemmelige Urkraft, Lyset selv, som virker alt, hvad der er Liv og Lykke«. Og baade »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« drejer sig om Lykken. Ikke den ydre Medgang alene, men den evige frugtbare Modsætning til Goldhed og Død, selve Livets Hemmelighed.

Begge Steder betragtes Mennesket da - i Schellings Aand - som et Led af Tilværelsens store Helhed. Den er helt Menneske, som er helt umiddelbar Natur; thi Mandens Sind og hans Skæbne er beslægtet med og bestemt af Naturen, som omgiver ham. Den som er rodfæstet, som lever i en bestandig Fred med sig selv, er den lykkelige. Og denne »organiske« Aand, hvis indre Harmoni er som et Afbillede af Altets, var for Romantikerne, baade Fr. Schlegel, Schelling og Steffens, ensbetydende med Kulturens højeste Aabenbaring, Guddommens Redskab: det universelle kunstneriske Geni.

Men Oehlenschlæger har ikke formaaet at lade Ideen gennemtrænge de to Digtninger, som han har løftet sit store Ild-Symbol over. Trods sin intuitive Forstaaelse af Romantikens ledende Grundtanker var han ingen Tænker - ingen Novalis, ingen Schelling. Men han var en fuldblods Kunstner, der helt gav sig sit Emne i Vold. Hos Novalis har alt en dybere Betydning. Symbolerne, ja Allegorien, er det afgørende i Værkerne. Hos Oehlenschlæger har alt en indre Virkelighed, bestaar i sig selv, forstaas uden Kommentar. »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« er derfor blevet noget andet og noget mere end en filosofisk X Allegori, Myten om den romantiske Kunstnergenius. En Dramatikers Interesse for Kampen, udkæmpet af Mennesker af Kød og Blod, og en Etikers Respekt for den moralske, ansvarsbevidste Personlighed førte Helten ned fra Spekulationens høje Luftlag til Livets reelle Strid og Prøvelser. Vaulundur og Aladdin individualiseredes skarpt; de blev derved jævnere, mere menneskelige, men med Fodfæstet i det virkelige Menneskeliv udvidedes deres almengyldige Betydningsfuldhed. Det er ikke længer blot en Tidsalders højtspændte, selvforherligende Genidyrkelse. Det er - rummeligere og videre - en Digtning om Kaldet og Personligheden, et Billede paa Forskellen mellem Kærne og Skal, det varige og det flygtige, der har Gyldighed langt udover den tidsbundne romantiske Formel. Det er dernæst en optimistisk Forvisning om, at den udvalgte ogsaa ved Vilje og Daad skal forstaa at hævde sig. Kampen for Lykken er Prøven for Lykkens Ægthed. Thi Lykken er indefra, er i Sjælen selv; den er uafhængig af det ydre Helds, Fru Fortunas, lunefulde Omskiftelser. Den er den stille Vækst, som roligt bier paa Solen efter Stormene.

Stort set er nu Handlingens Udviklingslinie den samme i Sagaen og i Eventyrspillet. Det er Svartalfernes Sang: »God Tid! Ond Tid! - Graadstid! Frydstid!« Men Tonen er mørkere i den tragisk farvede Saga end i det østerlandske Eventyr, hvor Ulykken ligner et heftigt, fremfarende Uvejr, der forsvinder lige saa brat, som det er kommet. Forskellen belyser Stilmodsætningen mellem det alvorlige Epos og det lyse Drama.