Oehlenschläger, Adam II.

II.

»Et lidet dunkelt Fragment i Sæmunds Edda« - derfra hentede Oehlenschlæger Stoffet til sin »Vaulundurs Saga«. Kilden er Kvadet om Vølund med dets Prosaindskud. Her fandt han Personerne og alle Hovedscenerne til Fortællingen: Valkyriernes Samliv med de tre Brødre; Niduds voldelige Overfald paa Vølund, der siden som en elendig Krøbling maa smedde paa Sævarsted for Kongen; Kongesønnernes Drab og Bødvilds Skam; Opgøret mellem Vølund og Kongen.

Men under sit Arbejde med Stoffet har Digteren paa vigtige Punkter udvidet og omdigtet Kvadets knappe Beretning, og han har lagt en samlende Idé, som der ikke i Kilden fandtes nogen Antydning til, ind i sit Værk. Selv har han fremstillet sin Gengivelse som en Rekonstruktion i den gamle Teksts egen Aand: »dette gamle og ærværdige Sagn, hvis fierne og halv hendøde Toner jeg, saa godt det stod til mig, har samlet i min Siels Øre, og udfyldt med hvad en indvortes Stemme sagde mig var udslettet af Tidens Haand«. Men Indtryk fra Tiecks Eventyr og Steffens' naturfilosofiske Lærdomme har forvandlet Edda-Brudstykket til en romantisk Digtning.

I denne udvidede Omdigtning kan vi spore baade den indre, aandfulde og den ydre, effektfulde Romantik. Den første møder os allerede i den storslaaede Indledning om Finmarken og dens Beboere. Her er Fortællingens Stemning straks anslaaet gennem Skildringen af det øde Snelandskab; Grundmotivet: Guldets dragende Magt - spilles første Gang igennem, og den mystiske Farvesymbolik sætter ind. De tre XII Ædelstene: den røde, den blaa og den grønne, bliver først Symbolet paa de tre Brødre, derpaa ogsaa paa Elementerne: Ilden, Luften og Vandet, Jorden. Treheden kommer igen i de tre Valkyrier, der i Slutningsscenen bliver til Freja med hendes to Møer, og i de tre Fjeldhuler, der aabnes af de tre Nøgler - af Guld, Jern og Kobber. Med Finhed og Sikkerhed er denne Farvetreklang ført gennem hele Værket, indtil Ideen tilslut gennemlyser det i den røde Ædelsten, der leger med alle Farver, og hvis Glans aldrig kan forgaa. Men ogsaa psykologisk har disse tildigtede Partier Betydning for Kompositionen. Om Brødrene fortæller Edda blot, at de drog bort for at finde deres Hustruer, Egil mod Øst, Slagfid mod Syd. Dermed er de ude af Historien, og i Forvejen ved vi intet om dem. Hos Oehlenschlæger er Brødrene selvstændigt udførte Kontrastfigurer til Vaulundur og bidrager i høj Grad til at fremhæve Hovedpersonen. Psykologisk overordentlig betydningsfuld er ogsaa den skønne Scene, hvor Aftenfreden og Fuglens Sang kalder den fortvivlede Vaulundur tilbage til Livet. Heller ikke til den fandt Digteren noget Forbillede i sit Stof.

Mere udvendig og blot effektfuld er den anden Romantik, vi træffer i »Vaulundurs Saga«. Den viser sig i to Former: først den, som Baggesen kaldte Karfunkelpoesien, dernæst den med Førromantiken beslægtede Skrækromantik. Adskillig Fantasi har Oehlenschlæger opbudt paa den første, uden at dog Skildringen af de tre mærkelige Malmgrotter kan siges at fængsle Læseren meget. Og han er ikke veget tilbage for kraftige Midler, naar det gjaldt om at fremkalde Gysen og Skræk. Ny er saaledes Kong Nidudrs fatale Skatteekspedition. En enkelt Linie i Sandvigs

        

XIII »Edda«, hvor Kongen siger: »Mit Hoved fryser«, har formodentlig givet Anledning til det barokke Paafund med Smykkerne, der fremkalder Hovedpine hos Kongen, Øjensmerter hos Dronningen og heftigt Tandværk hos Baudvilde, hvorved deres uhyggelige Oprindelse fra de myrdede Kongesønner yderligere indpræntes. Af samme Kaliber er ogsaa den tangskæggede Nøkke, der advarer Baudvilde; og det maa betragtes som et Offer til den samme Smag, naar alle de tre onde Personer kommer voldsomt afdage. Vølundskvadet ender blot med et Opgør mellem Far og Datter.

Udvidet med disse Elementer har Oehlenschlæger gendigtet Myten om Vølund i en nordisk Fortælling. Den islandske Saga mærkes som Mønster kun i selve Optakten: »Finmarken er et Land, som ligger saare høit oppe mod Nord« etc. Det nærmeste litteraturhistoriske Forbillede er det 18de Aarhundredes »nordiske Fortælling«, Prosa med enkelte indføjede Digte, som især dyrkedes af Suhm og Samsøe. Ogsaa Oehlenschlægers eget første større Arbejde var et Forsøg i denne Genre, »Erik og Roller«, som han kasserede under sit store romantiske Gennembrud. Den bærende Idé i »Erik og Roller« er endog gaaet over i »Vaulundurs Saga«. Til Modsætningen mellem Vaulundur og Eigil svarer Modsætningen mellem Erik og Roller: »Du stiger. Han synker. Længsel vil fortære ham, han vil tumle i en evig Uroe, mens du nyder dit liflige Liv«. Naar nu denne golde Genre helt fornyedes med »Vaulundurs Saga«, skyldes det ikke blot den dybere Forstaaelse af nordisk Aand, som Oehlenschlæger lagde for Dagen, eller det nye romantiske Idéindhold. Det skyldes først og fremmest

        

XIV den sproglige Indsats. Maaske ligger Fortællingens største kunstneriske Værd i dens geniale Stil.

Hovedkilden til Sproget i »Vaulundur« er A. S. Vedels Saxooversættelse; hertil kommer ogsaa Syv og Huitfeld, medens Sagaernes eget Sprog, Oldnordisk, kun har haft ringe Indflydelse paa Stil og Ordvalg. »Vaulundurs Saga« er ingen Pastiche; det har ikke været Oehlenschlægers Hensigt at gengive en bestemt Tidsalders Sprog med lingvistisk Korrekthed. Hans Maal var at meddele Stilen et gammeldags højtideligt og troværdigt Præg, og med sin sikre Sprogfølelse har han paa samme Tid givet sit Værk et sprogligt Enhedspræg og i selve den arkaiserede Sprogform fundet et naturligt Medium for Stemningen. »Oehl. har altsaa taget sit Standpunkt i samtidig Prosa og lempelig ændret den ved Laan uden for Normalprosaen. .... Hans Overskridelser af Normalprosaen er for ham det rette Udtryk til at give det Indtryk af ærværdig Ælde, Monotoni, Massivitet, Djærvhed, han tilstræbte«. (Paul V. Rubow). Baade ved Glosevalget, hvor navnlig Forkærligheden for Verbernes gammeldags Bøjningsformer er mærkbar: hug, befoel, drukke, forsvunde, siunge etc.; ved Sætningsbygningen, hvor det foreløbige Subjekt hyppigt spares, og hvor Inversionen virkningsfuldt grupperer de forskellige Sætningsled, og ved Rytmen, der er vægtig og tung af den overvejende Brug af ensartet svungne Hovedsætninger, er dette stilistiske Særpræg vundet. Og de typiske romantiske Ord: selsom, sær, Forlængsel o. s. v. lægger deres Taageslør over Stilen, hvor de mange u- og o-Lyde forstærker Fornemmelsen af noget mørkt, noget dumpt og højtideligt.

XV

Sagaens nordiske Billedstil er nøje afstemt efter Sprogets Karakter; den bygger især paa det inderlige Slægtskab mellem Menneskene og Naturen, som forkyndes i Fortællingen. Den fantasifulde Udnyttelse af en enkelt ægte Naturiagttagelse viser Oehlenschlægers fulde billedskabende Evne. Han skildrer Svartalferne: »Deres Stemme havde en underlig Klang, den lød, som naar svag Nattevind hvidsler giennem Sneen i Smaakrat; og som de tørre Løv, der rives af, naar saa skeer, og møde sig i Luften, var deres Dands«. Omvendt menneskeliggøres Naturen paa Eventyrets Vis, naar Granerne - i den prægtige Scene, hvor de tre fyrige Ungersvende syngende jager afsted over den stille Sne paa deres Slæder - ligesom af Misundelse ryster deres hvide Rim ned paa Brødrenes Hjelmbuske, idet de farer forbi dem. Ejendommeligt udtrykkes Samspillet mellem Naturbaggrunden og Menneskene i Vaulundurs Drøm, der forklarer Naturtemperamenterne (Vaulundurs Brødre) udfra Naturen selv. I den klare Dag viser Slagfidurs Billede fra Drømmen sig at være den grønne vinkende Gren udenfor Hytten, Eigils sagte hastige Tale den rislende Kilde.

Til det nordiske Landskab svarer de særligt nordiske Træk i Menneskeskildringen. Nordisk er den vilde Grumhed hos Kongedatteren overfor Vaulundurs tavse, urokkelige Standhaftighed under Lidelserne, og det djærve Kæmpehumør i den lille Episode med den drukne Guttorm, som i sin Rus gaar overbord, uden at hans Fæller mener at maatte haste med at fiske ham op igen. Og nordiske - i speciel oehlensclægersk Forstand - er enkelte af Replikerne, der næsten virker som Forstudier til den senere Tragediediktion: XVI »Ikke skielver Eigil meer end en dybtplantet Bannerstage, skiønt han dog sagde at du løgst«.

En sjælden Gang kan der dukke en Reminiscens af det 18. Aarhundredes Sentimentalitet op, f. Ex. hvor Kæmpernes Længsel driver dem til at gaa søvnløse om Natten »over de kolde Sneebierge, med Riim i Lokkerne og Graad paa Kinderne, hvorudi de blege Nordlys speilte sig«. Men gennem hele det lille Værk mærkes en stadig Brydning mellem Oldkvadets haarde, vinterlige Kraft og den vaarfriske, milde Oehlenschlæger-Romantik, der tilsidst besejrer Iskulden og Hadet. Ind mellem de barske nordiske Scener giver Digteren sin sydlandske Fantasi Luft i en Række store, farveprægtige Optrin. Saaledes Beskrivelsen af Fjeldets Skatte og Billedet af Frejas Tilsynekomst tilsidst, der rigtig bebuder Foraarets Sejr, ja endog bringer Duften af Sommerens første Roser. Det virker lidt fremmed, en Smule balletagtigt. En Enhedsstil i Behandlingen af et nordisk Emne finder vi først i »Nordiske Digte«.

Karaktertegningen samler sig om Vaulundur som det altoverskyggende Midtpunkt. Ved hans Side er i Sagaens første Halvdel stillet hans Brødre Slagfidur og Eigil, overfor ham i dens sidste Halvdel hans Fjender: Kong Nidudr, Dronningen og Kongedatteren Baudvilde. Derimod ses Hustruen, Valkyrien Alvilde kun i et flygtigt Glimt - hun spiller for lille Rolle i Handlingens Økonomi til, at Digteren har brudt sig om at gøre noget ud af Figuren. Men de to nævnte Persongrupper - med Vaulundur som Forbindelsesleddet - behersker helt de to forskellige Handlinger i Fortællingen, som ikke har megen Berøring XVII med hinanden: Brødrenes Udfærd og den kunstfærdige Smeds Trængsler paa Sævarsted. Den første er en romantisk, naturfilosofisk Myte, den anden et Udsnit af et tragisk Heltespil.

Overfor Vaulundurs faste viljestærke Personlighed staar Brødrene som blotte Naturtemperamenter - Sangvinikeren Slagfidur og Melankolikeren Eigil. Begge Typer er skabt over en enkelt genial Iagttagelse. I den optimistiske Slagfidur lever Trangen til at naa det uopnaaelige; en stadig Higen over Evne, der gør ham rodløs i Virkeligheden. Det er Tanken, der oprørsk søger at slippe Forbindelsen med den faste Jord, og saa straffes med det hovedkulds Fald i Afgrunden. Eigil derimod er den tungsindige Længsel - »den utydelige, uvisse, veiløse Længsel, som ikke selv vidste hvor den vilde hen, og som ingen Rist eller Ro havde, Dag eller Nat; men var bestandig Bevægelse og Forandring underkastet«. Den første Del af Fortællingen skal da vise, hvorfor det var muligt for Vaulundur siden som Kong Nidudrs Fange at bevare sin Personlighed i Uykken. Forklaringen har Digteren selv givet og dermed angivet sin Digtnings moralske Idé: »Maa nu vel dette gamle og ærværdige Sagn .... ansees for et besynderligt Speil paa Livets underlige Spil med sig selv; saa at hvad der bærer Spiren til Fordærvelse i sig selv, vel maae gaae tilgrunde, hvad derimod lever i en bestandig Fred med sig selv, og hvis Fiende kun udvortes er sat, det seirer tilsidst, naar det med Taalmod og Sindighed udholder Nødens Time«.

Med Vaulundurs Fjender flytter vi derfor over i en Verden, som ikke har nogen symbolsk Fortolkning behov. Nidudr er den typiske oehlenschlægerske Nidding, XVIII medens han i Oldkvadet, hvor der ikke er Tale om nogen gennemført Karaktertegning, er behandlet ret neutralt. Han er lige hæslig af Ydre og af Sind; en jammerlig Usling, der i sin kongelige Pragt virker omtrent som Fabelens Æsel i Løvehuden, og som dør af Skræk, inden Vaulundur faar tilføjet ham det dræbende Hug. Der er mere Mandsnatur i hans Datter Baudvilde; hun er modig, men grusom, ugudelig, ubarmhjærtig i sin Haardhed. Som Brødrenes Svaghed belyste Vaulundurs Styrke, saaledes forklarer (og undskylder) Nidudrs og Baudvildes Umenneskelighed, der er skildret langt mørkere end i Kvadet, hans frygtelige Hævn.

Fra alle Sider falder Lyset da paa Vaulundur, »Taalmodets Helt«, som Ludv. Schrøder træffende har kaldt ham. Hans tavse Ro og mægtige Selvbeherskelse danner en mærkelig Modsætning til de oehlenschlægerske Heltes sædvanlige blomstrende Hidsighed og vældige lidenskabelige Udbrud. Hans Udvikling kan minde om Aladdins, men den korte Beretning om hans lykkelige Ungdom er kun Optakten til den centrale Skildring af den frygtelige Skæbne, som forvandler den stolte og velskabte Kæmpe til en elendig, lemlæstet Træl. Gribende er det Øjeblik, da Fortvivlelsen omsider er ved at overvælde ham, og hvor saa Fuglens Sang og Aftenens stille Fred kalder ham tilbage til Livet. Men denne sjælelige Lindring er kun forbigaaende. Endnu større Kvaler venter ham; han skal fornedres saa dybt, at han føler sin Harme som en Kvindes afmægtige Forbitrelse, før omsider Timen til Hævnen er inde. Oehlenschlæger følger her sit Forbillede i selve Handlingsgangen, men han har samtidig bestræbt sig for moralsk at

        

XIX motivere sin Helts Handlemaade. Saaledes bliver Kongesønnernes Drab ikke en ren Hævnakt, men et Selvforsvar. Og overfor Baudvilde bliver der Tale om en personlig Gengældelse, fordi hun uden at agte paa Vaulundurs Bønner havde udstukket hans Øje paa Kong Nidudrs Bud. Denne barbariske Lemlæstelse er Oehlenschlægers eget Paafund, hvis Hensigt tydeligt nok er at gøre Vaulundurs Fjender endnu mere afskyværdige, end de er det i Kvadet, og derved mildne Indtrykket af hans grusomme Hævn. Fra Oehlenschlæger stammer ogsaa Fortællingens Slutning, hvor Freja giver den haardt prøvede hans Førlighed tilbage, og hvor den ydre Lykke følger Personlighedens Sejr, som det ogsaa er Tilfældet med Aladdin efter hans Prøvelser og Kampe.

Vaulundurs Sejr er Personlighedens Sejr, vundet i Kraft af hans harmoniske Natur. Symbolet tyder digterisk denne Tanke, som er Sagaens Idé. Vaulundurs røde Farve er det varige, det blivende, Ilden, Lyset selv; den bestaar i sig selv, medens de andre Farver maa laane deres Glans hos den. Luen kan vel hæmmes og standses, men den kan aldrig slukkes; den baner sig Vejen gennem alle Trængsler. Og har den brudt hver en Skranke, da skal den lege med alle Farver, kalde Kærlighed og Sommer tillive efter Vintermørket. Saaledes vil Gudernes udvalgte trods al Modstand - eller just i Kraft af Modstanden - sejren de udfolde hele sin rige Natur. Taalmodets Helt er Sindbilledet paa det kæmpende Geni.