↩ I »Aladdin« ser Digteren sig tilbage. Selv Samtalen mellem Noureddin og Aladdin paa Vandringen udenfor Haverne er (vistnok med Rette) blevet tydet som en Erindring om hans første store Samtale med Steffens paa Vandringen i Frederiksberg Have. Men han ser ogsaa fremad med den sunde Ungdoms Erobrertrang LII overfor Livet. Søren Kierkegaard, som vel har sagt det dybeste Ord om Aladdin, har samtidig ogsaa karakteriseret hans unge Digter: »Det er derfor, at »Aladdin« er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløine Ønsker. Hvor mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed tør ønske, tør begjære, tør tiltale Naturen hverken med et artigt Barns bitte, bitte eller med et fortabt Individs Raseri? Hvor mange er der, som i Følelsen af hvad der i vor Tid snakkes saa meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, har den sande Commandostemme? Eller staae vi ikke Alle der som Noureddin og bukke og skrabe ængstelige for at forlange for Meget og for Lidet?« (Enten-Eller).