Oehlenschläger, Adam VAULUNDURS SAGA

VAULUNDURS SAGA

Affattelsestid: Vinteren 1804, efter »Thors Reise« og før »Langelands-Reise« (sml. Digtet: »Til Saxo Grammaticus«, I, S. 121 og Noten S. 306); se Oehlenschlægers »Erindringer« I, 1850, S. 218. Trykt første Gang i »Poetiske Skrifter« II, Juli 1805, hvis Tekst nærværende Udgave følger; senere af Digteren besørgede Udgaver i »Digterværker af Oehlenschläger« I, 1835, og »Oehlenschlägers Digterværker« IV, 1845 (= »Samlede Værker« XIII). Oehlenschlægers Kilde er (B. C. Sandvigs) »Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda«, andet Hefte, 1785, S. 22-38. Fra Overskriften »Vaulundurs Kvæde« stammer den sprogligt urigtige, men romantisk klangfulde Gengivelse af Vølunds Navn med Vaulundur; Sandvig benytter ellers Formen Vaulundr. Fra Sandvig stammer ogsaa Navneformerne Nidudr (rigtigere: Nidud) og Baudvild. »Velents Saga«, som Oehl. senere har oversat i »Eventyr af forskiellige Digtere« I, 1816, kendte han ikke, da han skrev »Vaulundurs Saga«. Sin mytologiske 381 Viden skylder han vel især P. F. Suhm: »Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden« (1771). Se Indledningen S. V-XIII. Afsnittet om Sagaens Sprog resumerer kort Paul V. Rubows udførlige Undersøgelse i »Saga og Pastiche«, 1922, S. 16-32, der ogsaa indeholder Bemærkninger om Værkets Forbilleder, Idé og Komposition; herfra er ogsaa en stor Del af de sproglige Ordforklaringer hentede. Iøvrigt henvises til Vilh. Andersen: »Guldhornene«, 1896, passim, og Ludv. Schrøder: »Adam Oehlenschläger og den romantiske Skole«, 1888, S. 131-143, samt Rubow: »H. C. Andersens Eventyr«, 1927, S. 32-33 (om Tretalsformlen i »Vaulundurs« Eventyrpartier).

4

i saa Skiel i saa Henseende. Udtrykket fra Vedel og Syv.

Sager Flertal af Saga.

Nødtørft Fattigdom.

Forfarenhed Erfaring.

5

Rødsteen her: den røde Ædelsten.

6

Lillievande slanke unge Kvinder. Folkeviseudtryk.

7

konstig kunstfærdig.

Anseelse Udseende.

Dannished smukt Udseende; sml. S. 48. Hos Vedel anvendes Ordet om Sindelag og Handlemaade.

Forlængsel (heftig) Længsel.

8

Karfunkel Ædelsten (opr. Betegnelse for en rød Ædelsten, især Granat).

Blaaglimmerten den blaa Ædelsten. Ordet dannet af Oehl.

9

høded truede.

13

Braage »Vadsæk« (Oehl.s Note); indført af Oehl. som Gengivelse af oldn. (nest)baggi, Madpose, men betyder opr. Benklæder.

mod i Hu bedrøvet.

14

sotdød (saaledes Udg. 1835, Originaludg.s sortdød vistnok en Trykfejl) død af Sygdom.

16

en Mand disværre egl.: en Mand, som paa Grund af en Forbrydelse er blevet saa meget værre; en æreløs Mand. Her: ulykkelig, fortabt.

linger lyver. (Vedels Saxooversættelse).

382

paa baade Hænder med begge Hænder. Udtrykket findes i Peder Claussøns Snorreoversættelse som Gengivelse af oldn. til beggja handa (Rubow S. 27).

18

Skye Elvens Bølge Versemaalet er Krakemal. Se Noten til »Biarke-Maal« I, S. 292-293.

19

Kun naaer din Priesdvs. du sætter ikke Pris paa andet end -. Utilfreds med den Plads i Verden, Alfader i sin Visdom har anvist Slagfigur: Bjergmandens Gerning, søger han ud over sin Begrænsning (»modigt dræber din Tyngdevægt«).

20

Mimer vogter Brønden ved Ask Ygdrasils Rod. Han synes her opfattet som Visdommens Gud.

21

item (lat.) ligeledes.

25

Vandplasen Vandpytten; Ordet er vist dannet af Oehl.

26

drabelig tapper, krigerisk (en af Oehl. særlig yndet Glose).

27

raade med ham faa Bugt med ham. Seid Trolddom. Spiud Spyd.

28

møgle meget; Folkeviseform.

29

Granbær maaske Trykfejl for Granbar (Grantræets Naale). Sml. »Vahl« (I, S. 65). Minni Bæger, som indvies til de afdødes Minde og tømmes til deres Ære.

30

Hnos var Frejas Datter og overmaade skøn; at hun bringer Glæde, er Oehl.s egen Tilføjelse.

Siofn en af Frejas Møer, gøres her til Søvngudinde (sml. S. 56). Siofn »giør meget til at opvække Kiærlighed, saavel hos Mandspersoner, som hos Fruentimmer. Efter hende kaldes Elskov Siofn«. (Suhm: »Om Odin«, 1771, S. 270). Oehl.s første lille Bog hed »Siofna for Aaret 1802« (1801).

Hure hvorledes.

31

kæret anklaget.

besynderlige særlige.

argelistige træske, lumske.

vel femten Favne rigeligt femten Favne; Folkeviseudtryk.

383

32

Versene er med faa Ændringer hentet fra Sandvigs Eddaoversættelse (II, S. 29), hvor Stedet lyder:

Hans Tænder vist vædes,
Naar Sværdet han faaer at see,
Og han paa Bandvild
Ringen kiender.
Da blive hans Øyne,
Som paa den styggest' Slange.
Skiærer sønder
Hans stærke Seener,
Og sætter ham siden
Paa Sævarstad!

33

forkomme tilvende sig, stjæle.

Skioldet Forbilledet er Iliadens berømte Skildring af Akilleus' Skjold. (Slutningen af 18. Sang).

Hlidskialf Odins Højsæde.

Dyser Gudinder.

Einheriarer de faldne Helte, der var kommet til Valhal. Ordet er her udstyret med dobbelt Flertalsendelse.

Ymer Navneformen fra Suhms »Om Odin«.

Jormungarder. Hos Suhm kaldes Ormen Jormungadr (S. 214); den rette Form er Jormungander. Navn paa Midgaardsormen.

Folkvangur saaledes Suhm; rigtigere: Fólkvangr; Frejas Bolig.

35

synderligt sælsomt.

Digtet udtrykker Fortællingens Idé: Geniet, der besejrer enhver Modstand. Sml. Frejas Ord til Vaulundur S. 55 og Indledningen S. XIII.

37

bryder sin Larve med flammende Hav dens Flammehav bryder alle Skranker som Sommerfuglen Puppen.

39

forfare gaa frem.

41

Brynhoser Brynjehoser; den Del af Rustningen, som dækker Benene.

Borgeled i Syvs Register til Folkeviseudgaven forklaret som Port i Borgen (Rubow S. 26).

Thrudvanger Thors Bolig.

43

føer og velbaaren kraftig og velskabt. Sml. S. 33.

Fiederen Baandet. Sandvigs Oversættelse (II, S. 27): »Og paa Fødderne - Fiedre omspændte«.

384

44

skiellig retfærdig.

tegnet mærket.

Niflheim Taageverdenen, den dybeste Del af Dødsriget. Her - som hos Suhm - opfattet som et nordisk Helvede, hvor Nidingerne straffes.

45

Jeg strænger dig høit misforstaaet Fordanskning af oldn. strengja heit, aflægge et Løfte. Her, som i Tragedien »Olaf den Hellige«, i Betydningen: tilsværger dig.

46

trende dybtstirrende Møer Nornerne, Skæbnens (her tillige den retfærdige Gengældelses) Gudinder. »Udi Hialmars Saga anraaber en imod sin Uven, iblant andre Geister, ogsaa Nornerne« (Suhm S. 282).

Brydeøxe maaske det samme Ord som jydsk Braadøxe (en stor Skovøkse) (Rubow S. 24).

51

hverken hun eller hendes Forældre troede paa Guderne Suhm S. 366: »Bartholin anfører af Vaulundar Qvæde: at Vaulund fordrede Eed af Kong Nidud, .... og at han skulde sværge ved Skibsbordet, ved Skioldets Rundhed, og Hestens Bov, og Sværdets Egg (hvoraf man maae slutte, at disse have ei troet paa Guderne, men paa deres egne Kræfter).«

55

Valaskialf Odins Hal omkring Højsædet Lidskialf. Ordet betyder opr. de faldne Mænds Sal, og denne Betydning har aabenbart foresvævet Oehl.