✂

I.

✂ Da Oehlenschlæger i Juli 1805 udgav de »Poetiske Skrifter«, udgjorde Prosafortællingen »Vaulundurs Saga« og det store Eventyrspil »Aladdin« Samlingens andet Bind. Senere Udgaver har - aabenbart af rent ydre, formelle Grunde - placeret de to Værker i hver sin Afdeling af Digterens Skrifter. Men Fortalen til Førsteudgaven viser klart, at der har ligget en bestemt kunstnerisk Tanke bag den oprindelige Sammenstilling af dem. De danner paa en Gang en frugtbar Kontrast til hinanden og en højere Enhed; de belyser gensidigt hinanden, og de forklarer hinanden. Tilsammen er de ikke blot et Udtryk for Omfanget af den unge Digters Talent, men ogsaa for de kunstfilosofiske Teorier, som bestemte hans Produktion i de rige Ungdomsaar fra Mødet med Steffens i 1802 og til den store Udenlandsrejses Begyndelse i 1805.

✂ Som nævnt i Indledningen til denne Udgaves første Bind var »Poetiske Skrifter« et genialt Forsøg paa at virkeliggøre Højromantikens store Tanke om Universalpoesien. De to Bind rummer en broget Verden af Modsætninger, men denne Verden er ikke VIII Kaos, men Kosmos. Harmoniens og Ligevægtens Love skaber den store Helhed af de enkelte Dele. »Blomsterne er ordnede med Kunstnerbesindighed«, siger Digteren.

✂ Derfor er de to dybeste og vægtigste Værker gemt tilsidst. Begges Billedverden fremstiller »store Situationer af Livets og Naturens forunderlige Gang«, og dog - hvor vidt forskellige, og hvor bevidst forskellige! Hvilken Modsætning mellem »Vaulundurs« mørke Figurer, der »bevæge sig langsomt og alvorligt med deres brede Skygger«, og »Aladdins« lyse, brogede Verden, »det østlige Solskin, hvis Varme udklækker saa mangfoldige Productioner!« Og hvilken Afstand fra den nordiske Sagas rolige, episk uforstyrrelige Beretterstil til det i mange Tonearter spillende, dramatisk bevægede østerlandske Lystspil! I Prologen til »Aladdin«, der maa læses paa sin oprindelige Plads efter »Vaulundurs Saga« for fuldtud at virke efter sin Hensigt - den synes ligefrem at forudsætte, at Læseren netop har vendt Sagaens sidste Blad og endnu er fanget af dens forunderlige Stemning - er de to Værkers Aand personificeret i Nordens mørke, tungsindige Mø Melancholia overfor Østens yppigt straalende Sangvinitas. Men Foreningen af det tilsyneladende uforenelige - af Nordens Kraft og Østens Ild - er netop Universalpoesiens Væsen. Da svinges det hærdede Demantsværd af den varmblodige Muskelarm.

✂ Den stærke og virkningsfulde Kontrast er imidlertid kun tilsyneladende. Samme poetiske Idé besjæler nemlig begge Digterværker, udtrykt ved det samme Symbol. Glansen fra Vaulundurs røde Ædelsten og Luen fra Aladdins Lampe, som

IX

✂ skinner dybt i Biergets Inderste,
Som dybt i Mandens Barm og giennem hans
Idrætter og det Held, som følger dem -,

✂ betyder begge »den hemmelige Urkraft, Lyset selv, som virker alt, hvad der er Liv og Lykke«. Og baade »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« drejer sig om Lykken. Ikke den ydre Medgang alene, men den evige frugtbare Modsætning til Goldhed og Død, selve Livets Hemmelighed.

✂ Begge Steder betragtes Mennesket da - i Schellings Aand - som et Led af Tilværelsens store Helhed. Den er helt Menneske, som er helt umiddelbar Natur; thi Mandens Sind og hans Skæbne er beslægtet med og bestemt af Naturen, som omgiver ham. Den som er rodfæstet, som lever i en bestandig Fred med sig selv, er den lykkelige. Og denne »organiske« Aand, hvis indre Harmoni er som et Afbillede af Altets, var for Romantikerne, baade Fr. Schlegel, Schelling og Steffens, ensbetydende med Kulturens højeste Aabenbaring, Guddommens Redskab: det universelle kunstneriske Geni.

✂ Men Oehlenschlæger har ikke formaaet at lade Ideen gennemtrænge de to Digtninger, som han har løftet sit store Ild-Symbol over. Trods sin intuitive Forstaaelse af Romantikens ledende Grundtanker var han ingen Tænker - ingen Novalis, ingen Schelling. Men han var en fuldblods Kunstner, der helt gav sig sit Emne i Vold. Hos Novalis har alt en dybere Betydning. Symbolerne, ja Allegorien, er det afgørende i Værkerne. Hos Oehlenschlæger har alt en indre Virkelighed, bestaar i sig selv, forstaas uden Kommentar. »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« er derfor blevet noget andet og noget mere end en filosofisk X Allegori, Myten om den romantiske Kunstnergenius. En Dramatikers Interesse for Kampen, udkæmpet af Mennesker af Kød og Blod, og en Etikers Respekt for den moralske, ansvarsbevidste Personlighed førte Helten ned fra Spekulationens høje Luftlag til Livets reelle Strid og Prøvelser. Vaulundur og Aladdin individualiseredes skarpt; de blev derved jævnere, mere menneskelige, men med Fodfæstet i det virkelige Menneskeliv udvidedes deres almengyldige Betydningsfuldhed. Det er ikke længer blot en Tidsalders højtspændte, selvforherligende Genidyrkelse. Det er - rummeligere og videre - en Digtning om Kaldet og Personligheden, et Billede paa Forskellen mellem Kærne og Skal, det varige og det flygtige, der har Gyldighed langt udover den tidsbundne romantiske Formel. Det er dernæst en optimistisk Forvisning om, at den udvalgte ogsaa ved Vilje og Daad skal forstaa at hævde sig. Kampen for Lykken er Prøven for Lykkens Ægthed. Thi Lykken er indefra, er i Sjælen selv; den er uafhængig af det ydre Helds, Fru Fortunas, lunefulde Omskiftelser. Den er den stille Vækst, som roligt bier paa Solen efter Stormene.

✂ Stort set er nu Handlingens Udviklingslinie den samme i Sagaen og i Eventyrspillet. Det er Svartalfernes Sang: »God Tid! Ond Tid! - Graadstid! Frydstid!« Men Tonen er mørkere i den tragisk farvede Saga end i det østerlandske Eventyr, hvor Ulykken ligner et heftigt, fremfarende Uvejr, der forsvinder lige saa brat, som det er kommet. Forskellen belyser Stilmodsætningen mellem det alvorlige Epos og det lyse Drama.

✂

II.

✂ »Et lidet dunkelt Fragment i Sæmunds Edda« - derfra hentede Oehlenschlæger Stoffet til sin »Vaulundurs Saga«. Kilden er Kvadet om Vølund med dets Prosaindskud. Her fandt han Personerne og alle Hovedscenerne til Fortællingen: Valkyriernes Samliv med de tre Brødre; Niduds voldelige Overfald paa Vølund, der siden som en elendig Krøbling maa smedde paa Sævarsted for Kongen; Kongesønnernes Drab og Bødvilds Skam; Opgøret mellem Vølund og Kongen.

✂ Men under sit Arbejde med Stoffet har Digteren paa vigtige Punkter udvidet og omdigtet Kvadets knappe Beretning, og han har lagt en samlende Idé, som der ikke i Kilden fandtes nogen Antydning til, ind i sit Værk. Selv har han fremstillet sin Gengivelse som en Rekonstruktion i den gamle Teksts egen Aand: »dette gamle og ærværdige Sagn, hvis fierne og halv hendøde Toner jeg, saa godt det stod til mig, har samlet i min Siels Øre, og udfyldt med hvad en indvortes Stemme sagde mig var udslettet af Tidens Haand«. Men Indtryk fra Tiecks Eventyr og Steffens' naturfilosofiske Lærdomme har forvandlet Edda-Brudstykket til en romantisk Digtning.

✂ I denne udvidede Omdigtning kan vi spore baade den indre, aandfulde og den ydre, effektfulde Romantik. Den første møder os allerede i den storslaaede Indledning om Finmarken og dens Beboere. Her er Fortællingens Stemning straks anslaaet gennem Skildringen af det øde Snelandskab; Grundmotivet: Guldets dragende Magt - spilles første Gang igennem, og den mystiske Farvesymbolik sætter ind. De tre XII Ædelstene: den røde, den blaa og den grønne, bliver først Symbolet paa de tre Brødre, derpaa ogsaa paa Elementerne: Ilden, Luften og Vandet, Jorden. Treheden kommer igen i de tre Valkyrier, der i Slutningsscenen bliver til Freja med hendes to Møer, og i de tre Fjeldhuler, der aabnes af de tre Nøgler - af Guld, Jern og Kobber. Med Finhed og Sikkerhed er denne Farvetreklang ført gennem hele Værket, indtil Ideen tilslut gennemlyser det i den røde Ædelsten, der leger med alle Farver, og hvis Glans aldrig kan forgaa. Men ogsaa psykologisk har disse tildigtede Partier Betydning for Kompositionen. Om Brødrene fortæller Edda blot, at de drog bort for at finde deres Hustruer, Egil mod Øst, Slagfid mod Syd. Dermed er de ude af Historien, og i Forvejen ved vi intet om dem. Hos Oehlenschlæger er Brødrene selvstændigt udførte Kontrastfigurer til Vaulundur og bidrager i høj Grad til at fremhæve Hovedpersonen. Psykologisk overordentlig betydningsfuld er ogsaa den skønne Scene, hvor Aftenfreden og Fuglens Sang kalder den fortvivlede Vaulundur tilbage til Livet. Heller ikke til den fandt Digteren noget Forbillede i sit Stof.

✂ Mere udvendig og blot effektfuld er den anden Romantik, vi træffer i »Vaulundurs Saga«. Den viser sig i to Former: først den, som Baggesen kaldte Karfunkelpoesien, dernæst den med Førromantiken beslægtede Skrækromantik. Adskillig Fantasi har Oehlenschlæger opbudt paa den første, uden at dog Skildringen af de tre mærkelige Malmgrotter kan siges at fængsle Læseren meget. Og han er ikke veget tilbage for kraftige Midler, naar det gjaldt om at fremkalde Gysen og Skræk. Ny er saaledes Kong Nidudrs fatale Skatteekspedition. En enkelt Linie i Sandvigs XIII »Edda«, hvor Kongen siger: »Mit Hoved fryser«, har formodentlig givet Anledning til det barokke Paafund med Smykkerne, der fremkalder Hovedpine hos Kongen, Øjensmerter hos Dronningen og heftigt Tandværk hos Baudvilde, hvorved deres uhyggelige Oprindelse fra de myrdede Kongesønner yderligere indpræntes. Af samme Kaliber er ogsaa den tangskæggede Nøkke, der advarer Baudvilde; og det maa betragtes som et Offer til den samme Smag, naar alle de tre onde Personer kommer voldsomt afdage. Vølundskvadet ender blot med et Opgør mellem Far og Datter.

✂ Udvidet med disse Elementer har Oehlenschlæger gendigtet Myten om Vølund i en nordisk Fortælling. Den islandske Saga mærkes som Mønster kun i selve Optakten: »Finmarken er et Land, som ligger saare høit oppe mod Nord« etc. Det nærmeste litteraturhistoriske Forbillede er det 18de Aarhundredes »nordiske Fortælling«, Prosa med enkelte indføjede Digte, som især dyrkedes af Suhm og Samsøe. Ogsaa Oehlenschlægers eget første større Arbejde var et Forsøg i denne Genre, »Erik og Roller«, som han kasserede under sit store romantiske Gennembrud. Den bærende Idé i »Erik og Roller« er endog gaaet over i »Vaulundurs Saga«. Til Modsætningen mellem Vaulundur og Eigil svarer Modsætningen mellem Erik og Roller: »Du stiger. Han synker. Længsel vil fortære ham, han vil tumle i en evig Uroe, mens du nyder dit liflige Liv«. Naar nu denne golde Genre helt fornyedes med »Vaulundurs Saga«, skyldes det ikke blot den dybere Forstaaelse af nordisk Aand, som Oehlenschlæger lagde for Dagen, eller det nye romantiske Idéindhold. Det skyldes først og fremmest XIV den sproglige Indsats. Maaske ligger Fortællingens største kunstneriske Værd i dens geniale Stil.

✂ Hovedkilden til Sproget i »Vaulundur« er A. S. Vedels Saxooversættelse; hertil kommer ogsaa Syv og Huitfeld, medens Sagaernes eget Sprog, Oldnordisk, kun har haft ringe Indflydelse paa Stil og Ordvalg. »Vaulundurs Saga« er ingen Pastiche; det har ikke været Oehlenschlægers Hensigt at gengive en bestemt Tidsalders Sprog med lingvistisk Korrekthed. Hans Maal var at meddele Stilen et gammeldags højtideligt og troværdigt Præg, og med sin sikre Sprogfølelse har han paa samme Tid givet sit Værk et sprogligt Enhedspræg og i selve den arkaiserede Sprogform fundet et naturligt Medium for Stemningen. »Oehl. har altsaa taget sit Standpunkt i samtidig Prosa og lempelig ændret den ved Laan uden for Normalprosaen. .... Hans Overskridelser af Normalprosaen er for ham det rette Udtryk til at give det Indtryk af ærværdig Ælde, Monotoni, Massivitet, Djærvhed, han tilstræbte«. (Paul V. Rubow). Baade ved Glosevalget, hvor navnlig Forkærligheden for Verbernes gammeldags Bøjningsformer er mærkbar: hug, befoel, drukke, forsvunde, siunge etc.; ved Sætningsbygningen, hvor det foreløbige Subjekt hyppigt spares, og hvor Inversionen virkningsfuldt grupperer de forskellige Sætningsled, og ved Rytmen, der er vægtig og tung af den overvejende Brug af ensartet svungne Hovedsætninger, er dette stilistiske Særpræg vundet. Og de typiske romantiske Ord: selsom, sær, Forlængsel o. s. v. lægger deres Taageslør over Stilen, hvor de mange u- og o-Lyde forstærker Fornemmelsen af noget mørkt, noget dumpt og højtideligt.

XV

✂ Sagaens nordiske Billedstil er nøje afstemt efter Sprogets Karakter; den bygger især paa det inderlige Slægtskab mellem Menneskene og Naturen, som forkyndes i Fortællingen. Den fantasifulde Udnyttelse af en enkelt ægte Naturiagttagelse viser Oehlenschlægers fulde billedskabende Evne. Han skildrer Svartalferne: »Deres Stemme havde en underlig Klang, den lød, som naar svag Nattevind hvidsler giennem Sneen i Smaakrat; og som de tørre Løv, der rives af, naar saa skeer, og møde sig i Luften, var deres Dands«. Omvendt menneskeliggøres Naturen paa Eventyrets Vis, naar Granerne - i den prægtige Scene, hvor de tre fyrige Ungersvende syngende jager afsted over den stille Sne paa deres Slæder - ligesom af Misundelse ryster deres hvide Rim ned paa Brødrenes Hjelmbuske, idet de farer forbi dem. Ejendommeligt udtrykkes Samspillet mellem Naturbaggrunden og Menneskene i Vaulundurs Drøm, der forklarer Naturtemperamenterne (Vaulundurs Brødre) udfra Naturen selv. I den klare Dag viser Slagfidurs Billede fra Drømmen sig at være den grønne vinkende Gren udenfor Hytten, Eigils sagte hastige Tale den rislende Kilde.

✂ Til det nordiske Landskab svarer de særligt nordiske Træk i Menneskeskildringen. Nordisk er den vilde Grumhed hos Kongedatteren overfor Vaulundurs tavse, urokkelige Standhaftighed under Lidelserne, og det djærve Kæmpehumør i den lille Episode med den drukne Guttorm, som i sin Rus gaar overbord, uden at hans Fæller mener at maatte haste med at fiske ham op igen. Og nordiske - i speciel oehlensclægersk Forstand - er enkelte af Replikerne, der næsten virker som Forstudier til den senere Tragediediktion: XVI »Ikke skielver Eigil meer end en dybtplantet Bannerstage, skiønt han dog sagde at du løgst«.

✂ En sjælden Gang kan der dukke en Reminiscens af det 18. Aarhundredes Sentimentalitet op, f. Ex. hvor Kæmpernes Længsel driver dem til at gaa søvnløse om Natten »over de kolde Sneebierge, med Riim i Lokkerne og Graad paa Kinderne, hvorudi de blege Nordlys speilte sig«. Men gennem hele det lille Værk mærkes en stadig Brydning mellem Oldkvadets haarde, vinterlige Kraft og den vaarfriske, milde Oehlenschlæger-Romantik, der tilsidst besejrer Iskulden og Hadet. Ind mellem de barske nordiske Scener giver Digteren sin sydlandske Fantasi Luft i en Række store, farveprægtige Optrin. Saaledes Beskrivelsen af Fjeldets Skatte og Billedet af Frejas Tilsynekomst tilsidst, der rigtig bebuder Foraarets Sejr, ja endog bringer Duften af Sommerens første Roser. Det virker lidt fremmed, en Smule balletagtigt. En Enhedsstil i Behandlingen af et nordisk Emne finder vi først i »Nordiske Digte«.

✂ Karaktertegningen samler sig om Vaulundur som det altoverskyggende Midtpunkt. Ved hans Side er i Sagaens første Halvdel stillet hans Brødre Slagfidur og Eigil, overfor ham i dens sidste Halvdel hans Fjender: Kong Nidudr, Dronningen og Kongedatteren Baudvilde. Derimod ses Hustruen, Valkyrien Alvilde kun i et flygtigt Glimt - hun spiller for lille Rolle i Handlingens Økonomi til, at Digteren har brudt sig om at gøre noget ud af Figuren. Men de to nævnte Persongrupper - med Vaulundur som Forbindelsesleddet - behersker helt de to forskellige Handlinger i Fortællingen, som ikke har megen Berøring XVII med hinanden: Brødrenes Udfærd og den kunstfærdige Smeds Trængsler paa Sævarsted. Den første er en romantisk, naturfilosofisk Myte, den anden et Udsnit af et tragisk Heltespil.

✂ Overfor Vaulundurs faste viljestærke Personlighed staar Brødrene som blotte Naturtemperamenter - Sangvinikeren Slagfidur og Melankolikeren Eigil. Begge Typer er skabt over en enkelt genial Iagttagelse. I den optimistiske Slagfidur lever Trangen til at naa det uopnaaelige; en stadig Higen over Evne, der gør ham rodløs i Virkeligheden. Det er Tanken, der oprørsk søger at slippe Forbindelsen med den faste Jord, og saa straffes med det hovedkulds Fald i Afgrunden. Eigil derimod er den tungsindige Længsel - »den utydelige, uvisse, veiløse Længsel, som ikke selv vidste hvor den vilde hen, og som ingen Rist eller Ro havde, Dag eller Nat; men var bestandig Bevægelse og Forandring underkastet«. Den første Del af Fortællingen skal da vise, hvorfor det var muligt for Vaulundur siden som Kong Nidudrs Fange at bevare sin Personlighed i Uykken. Forklaringen har Digteren selv givet og dermed angivet sin Digtnings moralske Idé: »Maa nu vel dette gamle og ærværdige Sagn .... ansees for et besynderligt Speil paa Livets underlige Spil med sig selv; saa at hvad der bærer Spiren til Fordærvelse i sig selv, vel maae gaae tilgrunde, hvad derimod lever i en bestandig Fred med sig selv, og hvis Fiende kun udvortes er sat, det seirer tilsidst, naar det med Taalmod og Sindighed udholder Nødens Time«.

✂ Med Vaulundurs Fjender flytter vi derfor over i en Verden, som ikke har nogen symbolsk Fortolkning behov. Nidudr er den typiske oehlenschlægerske Nidding, XVIII medens han i Oldkvadet, hvor der ikke er Tale om nogen gennemført Karaktertegning, er behandlet ret neutralt. Han er lige hæslig af Ydre og af Sind; en jammerlig Usling, der i sin kongelige Pragt virker omtrent som Fabelens Æsel i Løvehuden, og som dør af Skræk, inden Vaulundur faar tilføjet ham det dræbende Hug. Der er mere Mandsnatur i hans Datter Baudvilde; hun er modig, men grusom, ugudelig, ubarmhjærtig i sin Haardhed. Som Brødrenes Svaghed belyste Vaulundurs Styrke, saaledes forklarer (og undskylder) Nidudrs og Baudvildes Umenneskelighed, der er skildret langt mørkere end i Kvadet, hans frygtelige Hævn.

✂ Fra alle Sider falder Lyset da paa Vaulundur, »Taalmodets Helt«, som Ludv. Schrøder træffende har kaldt ham. Hans tavse Ro og mægtige Selvbeherskelse danner en mærkelig Modsætning til de oehlenschlægerske Heltes sædvanlige blomstrende Hidsighed og vældige lidenskabelige Udbrud. Hans Udvikling kan minde om Aladdins, men den korte Beretning om hans lykkelige Ungdom er kun Optakten til den centrale Skildring af den frygtelige Skæbne, som forvandler den stolte og velskabte Kæmpe til en elendig, lemlæstet Træl. Gribende er det Øjeblik, da Fortvivlelsen omsider er ved at overvælde ham, og hvor saa Fuglens Sang og Aftenens stille Fred kalder ham tilbage til Livet. Men denne sjælelige Lindring er kun forbigaaende. Endnu større Kvaler venter ham; han skal fornedres saa dybt, at han føler sin Harme som en Kvindes afmægtige Forbitrelse, før omsider Timen til Hævnen er inde. Oehlenschlæger følger her sit Forbillede i selve Handlingsgangen, men han har samtidig bestræbt sig for moralsk at XIX motivere sin Helts Handlemaade. Saaledes bliver Kongesønnernes Drab ikke en ren Hævnakt, men et Selvforsvar. Og overfor Baudvilde bliver der Tale om en personlig Gengældelse, fordi hun uden at agte paa Vaulundurs Bønner havde udstukket hans Øje paa Kong Nidudrs Bud. Denne barbariske Lemlæstelse er Oehlenschlægers eget Paafund, hvis Hensigt tydeligt nok er at gøre Vaulundurs Fjender endnu mere afskyværdige, end de er det i Kvadet, og derved mildne Indtrykket af hans grusomme Hævn. Fra Oehlenschlæger stammer ogsaa Fortællingens Slutning, hvor Freja giver den haardt prøvede hans Førlighed tilbage, og hvor den ydre Lykke følger Personlighedens Sejr, som det ogsaa er Tilfældet med Aladdin efter hans Prøvelser og Kampe.

✂ Vaulundurs Sejr er Personlighedens Sejr, vundet i Kraft af hans harmoniske Natur. Symbolet tyder digterisk denne Tanke, som er Sagaens Idé. Vaulundurs røde Farve er det varige, det blivende, Ilden, Lyset selv; den bestaar i sig selv, medens de andre Farver maa laane deres Glans hos den. Luen kan vel hæmmes og standses, men den kan aldrig slukkes; den baner sig Vejen gennem alle Trængsler. Og har den brudt hver en Skranke, da skal den lege med alle Farver, kalde Kærlighed og Sommer tillive efter Vintermørket. Saaledes vil Gudernes udvalgte trods al Modstand - eller just i Kraft af Modstanden - sejren de udfolde hele sin rige Natur. Taalmodets Helt er Sindbilledet paa det kæmpende Geni.

✂

III.

✂ Vinteren 1804-1805, efter at Vennen Steffens den foregaaende Sommer havde forladt Danmark, digtede Oehlenschlæger »Aladdin«, det i enhver Henseende største Værk, han indtil da havde skabt, Hovedværket fra hans romantiske Periode.

✂ Allerede Valget af Emnet var helt i den første Romantiks Aand. Digteren fandt det i et Eventyr, en Erindring fra Barndommens Læsning. Saaledes fornyede Tiecks Teater Perraults Eventyr eller Folkebøgerne, og saaledes benyttede Romantikernes beundrede Forbillede Goethe Faustsagnet som Ramme om sit Livs Storværk, hvoraf der dengang kun forelaa Fragmentet fra 1790. Det var dernæst et Eventyr, hvis Handling kunde udtrykke en filosofisk Idé; saaledes havde Goethe forvandlet Faustbogen til et Drama om Mennesketankens Drøm om at beherske Verden. Paa samme Maade som i »Vaulundurs Saga« har Oehlenschlæger ogsaa her »lagt den Betydning i det hele Billed, - Som blege Levning syntes pege til.« Og endelig var det et orientalsk Eventyr, hvis Verden af Sol og Farver maatte fængsle et ungt romantisk Gemyt. »I Orienten«, havde Fr. Schlegel sagt, »maa vi søge det højeste romantiske«. Thi Orienten var Poesiens eget frie Hjemland, kun underkastet dens egne Love. Naar blot det vage Begreb »poetisk Orient« var respekteret, var Digteren ellers temmelig frit stillet med Hensyn til Kostymetroskab og Lokalkolorit. Ved sin Fremmedartethed tillod Emnet endda, uden at Eventyrstemningen derfor blev brudt, at den romantiske Ironi pludseligt lod Glimt af hjemlig Virkelighed dukke op i den poetiske XXI Verden. Her gav allerede »Tusind og en Nat« et Fingerpeg: Eventyret foregik der i Kina, men er helt igennem fortalt i arabisk Aand.

✂ Med fuld Bevidsthed, som han finder Ord for baade i Fortalens Prosa og Prologens Vers, har Oehlenschlæger følt sig som en Nordens Søn overfor Orientens brogede Billedbog. Hans Hensigt var, fremhævede han, at skrive et Digt, ikke at meddele sine Læsere geografisk Kendskab. Han brød sig kun om Østen, fordi den er »østlig, d. v. s. fuld af Munterhed, Ild, Phantasie og Religion,« hvorfor han heller ikke har betænkt sig paa at »tuske en prosaisk Sandhed bort for en poetisk Skønhed.« Naar han derfor har flyttet Handlingen fra Kina til Ispahan (hvortil Adam Olearius, hans formentlige Stamfader, har givet ham Ideen med sin »Offt begehrte Persianische Reisebeschreibung«, som ogsaa Tieck elskede) og i Forbindelse hermed udkrammer en tilsyneladende Lærdom, bør denne ikke vildlede Læseren. Hvad Oehlenschlæger har læst sig til i »Olearii, Mandesloes og Fleres Reiser« (som forresten rummes i samme gamle Foliant!) om Persernes Levemaade, Klædedragt, Regeringsform, eller hos »Lokman, Sadi (disse to ogsaa i Olearius-Bindet!) og Ferdusi« om deres Poesi, i »Muhameds Alkoran« om deres Religion, betyder ikke nær saa meget som den Viden, Iagttagelsen af de hjemlige Vestergadetyper har beriget ham med. Netop Forbindelsen af det fremmede og det hjemlige er noget af det genialeste i Stykket. Digteren har selv gjort opmærksom paa, at »de komiske Scener ere, som de kunde være gangne for sig i Kiøbenhavn.« Det bedste Forsvar for Indsmuglingen af det danske i de persiske Omgivelser er Morgianes XXII vidunderlige Matroneskikkelse. Thi »hvordan en Moder converserer sin Søn, har Forfatteren aldrig hørt uden i Danmark, kunde altsaa ikke udtrykke det anderledes. Stoffet har overalt i saa Henseende den Feil, at det er skrevet paa Dansk, da Scenen dog unægtelig foregaar i Persien.«

✂ Det er vel især paa dette Punkt - den lunefulde Blanding af Fantasi og Virkelighed, af fremmed og hjemligt - at Oehlenschlæger staar i Taknemmelighedsgæld til Ludwig Tieck og hans »Kaiser Oktavianus« (1804), hvis Betydning for »Aladdin« han selv med sin sædvanlige Oprigtighed har henledet Opmærksomheden paa. »Kaiser Oktavianus« var et Universalkunstværk, der sprængte alle faste Genrer: paa en Gang Komedie og Tragedie, ja, paa en Gang Lyrik, Epos og Drama. Rent formelt og teknisk har Oehlenschlæger lært forskelligt her, men man mærker paa næsten alle Punkter hans kunstneriske Maadehold og hans kunstneriske Alvor i Behandlingen af Emnet (»Oktavianus« er kun Maskerade), der giver det danske Værk Førstepladsen af de to. Af direkte Ligheder er der kun faa af Betydning. Scenen med Aladdin paa Retterstedet er et Sidestykke til Scenen hos Tieck med den uskyldige Dronning Felizitas paa Baalet; Skovromantiken, Eremit- og Valfartsromantiken i de sidste Akter er studeret efter tilsvarende Optrin i »Oktavianus« og andre tieckske Arbejder. Men med stort Udbytte har Oehlenschlæger læst de komiske Scener hos Tieck, især dem, hvor Klemens og hans agtværdige Hustru Susanne, den unge Aladdins-Type Florens' Plejeforældre optræder. Her er midt i den ridderlige Middelalderromantik anbragt et Stykke solid smaaborgerlig tysk XXIII Nutid af stor Virkning, hjemlige Typer, som Tieck kendte dem ud og ind. Naar Klemens raser over Florens' uheldige Hestehandel (II Theil, 1. Akt, Stube), ligner han ganske den vrede Mustapha, og naar han er i Audiens hos de forsamlede Potentater, er han i sin Vildrede med Hensyn til Titulaturerne, sin Mangel paa Respekt for Fremmedordene, sin naive Stolthed over Sønnen og sin ustandselige, ordsprogsspækkede Veltalenhed en direkte Forløber for Morgiane. Trods al Filisterstorm har baade den tyske og den danske Romantiker elsket Borgerligheden og med Sympati set paa disse snakkesalige, smaaskændende, hjertensbrave Repræsentanter for det gammeldags hjemlige og prosaiske Borgerhumør. Og atter her er en dansk Læser tilbøjelig til at give sin Landsmand Prisen.

✂ Fra Tieck førte Vejen naturligt til Shakespeare, som Oehlenschlæger kendte fra A. W. Schlegels Oversættelser. I den tyske »Aladdin«, hvor han i Fortalen synes at ville opregne et saa stort Antal Faddere til sit Værk som vel muligt- foruden Tieck nu ogsaa Goethe, Novalis (»Fragmente«), Italieneren Gozzi (rimeligvis for hans »kinesiske« Eventyrkomedie Turandots Skyld, som Schiller havde bearbejdet) - nævnes ogsaa »Skærsommernatsdrømmens« og »Stormens« Digter. Atter her er det mindre de enkelte Lighedspunkter - trods Prospero og Ariel overfor Aladdin og Lampens Aand, trods Alfekoret ved Fatimes Begravelse - end det store Exempel, det kommer an paa. Shakespeare har været det stilistiske Forbillede i de stærkt bevægede Optrin; hans skaanselsløse Naturalisme mærkes i Bøddelens hæslige Skikkelse og i Mordet paa Fatime, hans Fantasi XXIV i Genfærdsscenerne, hans Patos i Saladins Monolog paa Altanen og Noureddins feberrystende Enetale i Stormnatten paa den øde Mark. Og hans Lystspilstil gaar igen i Narren og Jøden; Oehlenschlæger har laant hans Amme fra »Romeo og Julie« uden rigtig at faa noget ud af hende, og har til Gengæld stillet sin Apoteker op som et værdigt komisk Sidestykke til Shakespeares tragisk opfattede, forsultne og elendige i samme Skuespil. Men værdigst og selvstændigst er han hans Elev i fjerde Akts Fængsels- og Vanvidsscener, hele Værkets Kulmination.

✂ Men først og fremmest har Oehlenschlæger med stor Troskab fulgt sin Kilde, Eventyret fra »Tusind og en Nat«. Han følger den i første Del af sit Stykke ofte i de mindste Enkeltheder, medens han - som nævnt - i »Vaulundurs Saga« havde følt sig friere stillet overfor Stoffet. Først fra og med Fængselsscenerne griber han for Alvor ind i Handlingsforløbet og først i Hindbad-Episoden fjerner han sig stærkt fra Eventyret. Uden synderligt Held, forøvrigt; trods gode Enkeltheder er det ikke lykkedes at bøde paa den mattende Gentagelse, hele dette Afsnit allerede i Kilden betyder. - -

✂ Betragter vi nu Oehlenschlægers Afvigelser fra Eventyret, vil vi med det samme faa et Indblik i Værkets Komposition. Foreløbig er her kun Tale om selve »Handlingen«, idet det er en Selvfølge, at de digterisk afgørende Elementer: Ideen, Karaktertegningen og den vidunderligt levende Stil i alt væsentligt er Oehlenschlægers egen Indsats. Afvigelserne er af Interesse, fordi de belyser Forskellen mellem Fortælling og Drama. Det er Hovedforskellen mellem Oehlenschlæger og Tieck, at medens »Oktavianus« XXV kun er en tyk dialogiseret Roman, er »Aladdin« et virkeligt Skuespil. Det falder straks i Øjnene ved Stoffets klare og af Handlingens Rytme bestemte Fordeling over de fem Akter, hvor kun femte Akt, paa Grund af sin Bredde, forekommer mindre vel proportioneret. Men det viser sig ogsaa ved nærmere Efterprøvelse i en Række karakteristiske Enkeltheder.

✂ Straks den første Scene røber Dramatikeren. Mustafa dør i Eventyret efter længere Tids Hensygnen af Sorg over sin Søns gale Streger. I Stykket, hvor Modsætningen mellem den gnavne Far og den dovne Søn er levendegjort i ganske faa Repliker, er det hans ubeherskede Arrigskab og hans Skræk over den brændende Kaftan, der hidfører Katastrofen. Allerede i denne Indledningsscene er den dramatiske Koncentration af en lang Række Begivenheder i et enkelt fortættet Øjeblik overlegent dygtigt gennemført. Og den kan forfølges overalt i »Aladdin«. Eventyret regner med ret store Tidsafstande. Aladdin er et Barn, da Faderen dør; 15 Aar, da han faar Besøg af den afrikanske Troldmand (thi saaledes kaldes han i Eventyret, der af Personnavne kun kender Aladdin, Mustafa og Fatime - samt »Princesse Badrulbudur« (dvs. Fuldmaanernes Fuldmaane), et pompøst Navn, som dog, har Oehlenschlæger følt, vilde falde vel vanskeligt paa en dansk Tunge). Vendt tilbage fra Hulen lever han med sin Moder i et Par Aar af de Kostbarheder, Lampens Aand bragte. Moderen gaar seks Gange forgæves, inden hun omsider faar Sultanen i Tale. Storveziren opnaar, at der gives tre Maaneders Betænkningstid og faar to Maaneder senere det uheldige Giftermaal mellem sin Søn og Prinsessen XXVI arrangeret. Og da Aladdin omsider har vundet sin Elskede, lever han lykkeligt med hende i mange Aar efter Brylluppet, før Troldmanden atter griber ind i hans Skæbne.

✂ I Skuespillet er Handlingen sammentrængt i saa kort et Tidsrum som muligt, og ved saa vidt gørligt at undgaa bestemte Tidsangivelser - en Fremgangsmaade, vi f. Eks. kender fra Shakespeare - har Digteren unddraget selve Begrebet Tiden fra Læserens Opmærksomhed. Aladdin er 17 Aar, da vi møder ham første Gang, og da Morgiane i Audiensen hos Sultanen nævner samme Alder for ham, forstaar vi, at Begivenhederne har fulgt hinanden Slag i Slag. Noureddins Besøg finder Sted umiddelbart efter Mustaphas Død. Aladdin udfries straks fra Hulen af Ringens Aand; i Eventyret er han indespærret i to Dage. Gentagelser undgaas: Aladdin kalder kun en Gang paa Lampens Aand for at faa Mad; det omstændeligt fortalte forenkles: vi hører, at Morgiane tre Gange har ventet paa at faa Foretræde, og vi overværer naturligvis kun sidste Gang, hun søger Audiens. Saladins Bryllup berammes til samme Dags Aften, hvor Sultanen har været saa letsindig at give den fattige Skrædderenke et halvt Løfte. Aladdins Lykke varer kun en Maaned efter Brylluppet.

✂ Ligeledes undgaas alle unødige og uanskuelige episke Afsnit: Moderens Forberedelser til den formentlige Svogers Besøg og Aladdins til hans første Visit hos Sultanen. Og en mere fint følende Nutidssmag har taget Brodden af Saladin-Episoden.

✂ Men foruden at koncentrere Handlingen har Digteren ændret enkelte Optrins Plads og tildigtet nye, altsammen for den klarere dramatiske Motiverings XXVII Skyld. Noureddins første Scene i Afrika er som en virkningsfuld Kontrast anbragt lige efter Indledningsoptrinet. Saaledes præsenteres straks Modspilleren i Stykket samtidig med, at dets Idé første Gang kommer tilorde i Digtet fra den gamle Bog. Ind mellem Eventyrscenerne med Lampens Aand, der bringer det dækkede Bord, og med Jøden, der snyder den troskyldige Yngling, forberedes Gulnares Indtræden i Handlingen ved den fine Samtale mellem Aladdin og de to Købmænd. Og Aladdins Forhold til hende er en psykologisk Udredning af en ung Forelskelses Faser hos to Mennesker med alle de Sindsbevægelser, der ledsager den. I Eventyret er det Udraaberens Forbud mod at se Prinsessen paa Gaden, der ægger Aladdins Dumdristighed; og om nogen Genkærlighed hos Prinsessen er der ikke Tale. Sansen for nærmere Motivering ogsaa i Enkeltheder mærkes f. Ex., hvor Aladdin tror sig befriet fra Hulen af Lampens Aand og slet ikke skænker sin Ring en Tanke - saa at han heller ikke senere, kan falde paa at ty til dens Hjælp. Eller i den taktfulde Maade, hvorpaa Stjernetyderen Ali Baba sætter Punktum for den efterhaanden lidt pinlige Diskussion om Saladins uheldige Bryllup. Og endelig har Oehlenschlæger meget virkningsfuldt gjort den anden Scene med Noureddin i Afrika til det centrale Optrin i Stykket, hvor Handlingen drejer sig om sin Akse, ved at placere den umiddelbart foran Bryllupsfestlighederne, saa at dens mørke, truende Skygge skræmmer Tilskueren op af den Verden af Lys i Lys, han netop har fundet sig tilrette i. Samtidig aabner Hindbads griske Kynisme nye Perspektiver bag Noureddins Hævnplaner.

✂ Saa sætter det virkelige Drama for Alvor ind med XXVIII fjerde Akt. Og medens der før var Tale om en Koncentration af en episk Handlingsrække, kræver Dramaets Teknik nu en Uddyben og en Udmaling af de enkelte Scener, som i Fortællingen kun er antydet med et Par Ord. I Eventyret føres Aladdin straks til Retterstedet. I Skuespillet følges Arrestationen af den gribende Fængselsscene, og paa Retterstedet er Dervischens lange Tale den spændende Stilhed før Stormen, som saa bryder løs med en Naturkatastrofes pludselige Voldsomhed. Derpaa følger den mægtige Skildring af de kvalfulde 40 Dage, som helt tilhører Oehlenschlæger: Morgianes Stue - Graven - Pøbelens Haan mod den faldne Lykkeprins. Alt dette er, som Brandes gør opmærksom paa, skabt over nogle ganske faa Ord i Eventyret: »Thi han gik fra Dør til Dør, og uden at vide, hvad han selv giorde, spurgte alle dem han mødte, om de ikke havde set hans Pallais, eller om de ikke kunde give ham nogen Efterretning derom.« Seks Dage efter Benaadningen er Eventyrets Aladdin paa sit Slot i Afrika, hvorhen Dramaets Helt først naar i Fristens yderste Øjeblik.

✂ Apotekerscenen (som forresten allerede Scenerne med Jøden) er bygget over en enkelt Bemærkning i Teksten. Den moralske Diskussion om Berettigelsen af Drabet paa Noureddin har fremkaldt Scenen med Aladdin i sin gamle Dragt fra deres første Møde - det er Fortiden, der hævner - og den for Ideen saa vigtige Samtale med Ringens Aand. I Eventyret indfinder Aladdin sig først, da Troldmanden er død, og han og Prinsessen gør sig efter Drabet uden større Samvittighedsskrupler tilgode med Maden og de gamle XXIX Vine. Dramaet kræver naturnødvendigt det endelige Møde og Opgør mellem de to Modstandere.

✂ I Resten af Stykket gaar Oehlenschlæger mest sine egne Veje. I Eventyret besøger Sultanen sin Datter umiddelbart efter Slottets Tilbagekomst. Hos Oehlenschlæger træder Scenen med Narren i Stedet. Ny er Pilgrimsrejsen, Sangeren i Mekka, Mødet mellem Hindbad og Fatime; nye Genfærdsscenerne, Hindbads Prædiken, Fatimes Jordefærd og Sindbads Skomagerfilosofi. Derimod stammer den skæbnesvangre Idé med Roc-Ægget fra den orientalske Tekst, og her findes ogsaa Lampens Aands Alvorstale til Aladdin.*) Slutningsscenen viser en sidste Forskel; den aabne Kamp er den naturlige Afslutning paa et Drama, der vil fange Interessen, Spændingen til det sidste. I Eventyret gøres der kort Proces med den falske Fatime.

✂ Saaledes var det lykkedes at skabe en virkelig dramatisk Digtning af det østerlandske Eventyr. Men Oehlenschlæger har stilet højere, idet han har gjort Handlingen til Bærer af en betydningsfuld poetiskfilosofisk Idé. Nøgen fremtræder denne i Digtet fra den gamle Bog, som Noureddin raadspørger, i Stemmen fra Lampen, der i den underjordiske Hule bebuder Aladdins Komme, Samtalen mellem Aladdin og Ringens Aand, hans Tvekamp med Hindbad samt **) Følgelig er Heibergs (og efter ham Brandes') Indvending mod Oehl. ikke ganske berettiget (Heibergs prosaiske Skrifter, III, S. 235 ff.). Han klager over, at Ringens og Lampens Aand, der burde have været indifferente Redskaber for Menneskets Vilje, optræder som moralske Væsener med Kærlighed til det gode, Had til det onde. Men denne Opfattelse er altsaa allerede Eventyrets. XXX Epilogen - altsammen Tildigtninger fra Oehlenschlægers Haand.

✂ »Aladdin« handler om Kampen om den forunderlige Lampe, Symbolet paa den fuldstændige Lykke, Lyset selv. Det er derfor en Digtning om den sjeldne Undtagelse; Gang paa Gang indskærpes det, at »kun saare sjældent findes Lykken helt.« Og hvem er da udkaaret til at finde denne sjældne Lykke? Svaret falder med ungdommelig Dristighed: Naturens muntre Søn er Lykken næst. Altsaa - oversat i Tidens filosofiske Sprog - det umiddelbare Geni. Den fuldendte Lykke er Foreningen af det ydre: Medgangen, Heldet - og det indre: Aanden. Ringens og Lampens Aand betyder da (ifølge Stemmen fra Lampen) Sjælens indre Harmoni og den ydre Fremgang i Verden. Lykken er dernæst en Gave. Man kan ad Tankens Vej udgrunde dens Væsen, men man kan ikke ved Flid eller Anstrængelser erobre den. Den kommer selv, den vil ej gribes efter.

✂ Denne Lære om det lykkelige umiddelbare Geni er i Digtets dunkleste Afsnit søgt udvidet til en Kulturmyte: Kun Geniet kan i Kraft af sin indre Samhørighed med den skabende Natur gennemskue den tilsyneladende »Virkelighed« og erkende Tilværelsens store Under, Tingenes sande Sammenhæng, Verdensorganismen. Det skal derfor som en ny Prometheus bringe Lyset til Menneskene, og Sammenligningen lige efter med Odin, der henter Skjaldemjøden hos Gunløde, tyder paa, at Oehlenschlæger, i al Fald paa dette Sted, har opfattet det intuitive Geni, der »med Lethed, ved et Under« finder, hvad Nattens Gransker flittigt har grundet paa, som den romantiske Digter - i nøje Overensstemmelse med Skolens Kunstlære.

XXXI

✂ Men andetsteds - f. Ex. i den vigtige Samtale mellem Noureddin og Købmanden - er Geniet blot i Almindelighed den selvstændigt frembringende Aand modsat det sindige daglige Pligtarbejde, som savner Inspiration og Originalitet. Det er derfor for snævert kun at tyde Forholdet som en Modsætning mellem Kunst og Videnskab. I sidste Instans er det Forskellen mellem to modsatte Aandstyper, det gælder.

✂ Nu gaar Oehlenschlæger videre. Han føjer et etisk Element ind i sin Genilære og sprænger derved den romantiske Teori. Den lykkelige er den, som fortjener at være det. »Hans udvortes Lykke er Resultatet af hans indre harmoniske Natur: det er ikke Lykketræf, men Naturens Løn« (Vald. Vedel). Den, Lykken har udkaaret, skal først prøves, og svigter han sin Natur, svigter Lykken ham. Ved Uagtsomhed kan Lykken forspildes i de gode Dage; og evige Fjender - der tillige, læres det, er Forsynets Fjender, da Lykken er det guddommelige i Livet - lurer paa den lykkelige. Først den misundelige Goldhed, der forgæves søger at naa ud over sin medfødte Begrænsning, og som pukker paa sin formentlige Ret til Lykken ved at pege paa sit ihærdige maalbevidste Slid: »Skiønt født til Skal han stolt vil være Kierne; - Og Herre, skiønt han skabtes til en Svend.« Dernæst den gemene Pøbelslethed, som - hedder det med et betegnende Ord - ikke kender »Livets Herlighed«; hvis Maal er at drage det store nedad, gøre alt smaat og usselt. Her maa den, der vil bevare sin Lykke, værge den baade mod indre og mod ydre Fjender. Og han kan gøre det, fordi Lykken ikke bare er det ydre Held - Appelsinerne, der finder Vej XXXII til den lykkeliges Turban - men et Udtryk for Personligheden. Ved at føre moralsk Frihed og Ansvar ind i sit Værk har Digteren forvandlet Eventyret, hvis Personer kun er Marionetter i Skæbnens Haand, til et viljesbestemt Drama. Derfor ligger den tamme Idyl fjernt fra det Livssyn, »Aladdin« forkynder. Lykken er utænkelig uden Kampen; det er Guds Yndlings Pligt at bekæmpe det slette og det nedrige. Først efter mandig Strid med Lampen som Indsats forstaar dens Herre at skatte dens sande Værd.

✂ Samtidig med at Digteren ingenlunde slipper sin ydmyge Tro paa, at det er Skæbnens Naade, ikke egen Fortjeneste, Lykken oprindelig skyldes, bryder der en selvsikker Overbevisning igennem om Viljens Magt til at forsvare denne Lykke. Aladdin taler allerede som Hakon Jarl gør det, naar han siger: »Jeg kalder Lykken - At sætte det igiennem, som jeg kan«. Og naar han i den afgørende Stund med Overbevisningens Styrke udbryder: »Jeg stoler paa min Arm og paa min Ret,« er den naturbestemte Modsætning mellem Kaldet og den golde Stræben forvandlet til en aaben Kamp mellem Kraften og Listen. Det er »Sandhed mod Løgn, det Gode mod det Onde«. For denne optimistiske Tro, der sætter Lykken som enstydig med Livet selv, er Udfaldet af Kampen paa Forhaand givet. Det Ondes Kraft bortsvinder i sit eget Gøglelys, medens Livets Lampe brænder højt for den Sejrende i en rolig, liflig Glans.

✂ Dette Stade er dog ikke Digterens sidste og endelige. I den vidunderlige Slutningsscene træder det selvbevidste Jeg paany tilbage for en andagtsfuld Følelse af Livets hellige Mysterium, i hvis Skygger det enkelte Menneske tabes af Syne:

XXXIII

✂ Hvor sælsomt er dog Menneskenes Liv!
Hvor mystisk bryder alt sig blandt hinanden!
Et ringe Spil i Evighedens Haand.

✂ Saaledes ender den ungdommelige Forherligelse af det umiddelbare Geni og Stoltheden over den moralsk bevidste Personligheds Sejr over sig selv og over sine Fjender i Erkendelsen af menneskelig Magts og Storheds Intethed. Slutningsbilledet af Lykkens Søn paa den fattige Grav under Hyldetræet er det skønne Digterværks dybeste og største Symbol.

✂ Det er ikke svært at se, at Værkets Idé ikke er klart gennemført; og Digteren har været sig det bevidst, naar han i Epilogen advarer mod »at pirre i Lampen med Forstandens Lysesax, for at forjage hver en Dunkelhed.« Men denne Svaghed hænger sammen med »Aladdins« Styrke. I Stedet for at digte om et Begreb - Geniet, er Oehlenschlæger mere og mere blevet optaget af sit virkelige Emne: et Menneske, en Udviklingshistorie fra Barndom til Manddom. Og ikke den dunkle Lykkelære, men den anskuelige, fængslende og gribende Skildring af et Menneske i Lykke og Nød, gjort saa levende og med en saa bred Fuldstændighed som maaske intet andet Steds ellers hos den store Digter, vil bevare »Aladdins« ungdomsfriske Tiltrækningskraft ned gennem Tiderne. I det hele gælder det om dette Hovedværk, at Sansen for det menneskelige i dets forskelligste Former trods de store Forsætter har trængt Spekulationen i Baggrunden. Oehlenschlæger har indenfor den østerlandske Ramme skabt en hel Verden, der lever og aander. Sidestillet med en Oversigt over Værkets Tankeindhold maa der derfor følge en Undersøgelse af Karaktertegningen.

XXXIV

✂ Som naturligt er, har Digterens Interesse i første Række samlet sig om Helten og Hovedpersonen, Aladdin selv, og de tre Stadier i hans Udvikling: Drengen, Ynglingen og Manden.

✂ Trods sine 17 Aar er Aladdin i første Akt skildret som en ren Dreng, der tumler med andre Drenge - rødmusset, stærk og doven, sorgløs i sit hele Væsen. Eventyret fremstiller ham ikke i det bedste Lys - han var »faldet hen til lastværdige Tilbøjeligheder,« og ved sin vanartede Opførsel havde han lagt sin gamle Far i Graven. Hos Oehlenschlæger er han med alle sine Fejl dog langt elskværdigere. Han er et Stykke Natur, frisk og sund, men ikke andet; hans Sjæl er et ubeskrevet Blad, og Oehlenschlæger har undgaaet at sætte ham i den sentimentale Position som »Manden med de skjulte Talenter«. Indtrykket af hans Ligegyldighed ved Mustaphas Død mildnes af det udpræget barnlige, der er over hans Væsen; og netop hans barnlige tillidsfulde Fortrolighed til Noureddin fremhæver hans aabne, varme Sind overfor Troldmandens beregnende, lumske Væsen. Hans Forestillinger om Fremtiden er et Barns uklare og begejstrede Drømme; kun hans naive Sanselighed fortæller os, at Barnet er ved at blive voksen. Der er mut Drengestædighed i den dramatisk virkningsfulde Scene, hvor han paa Trods nægter at udlevere Lampen til Noureddin. Og i Hulen er det et Barns Glæde over de skønne Frugter og et Barns fromme Hengivelse i Skæbnen, da alle Udveje synes lukkede, som det har været Digteren magtpaaliggende at skildre. Hans hjærtelige Uskyld gør Indtrykket af Noureddins Handlemaade dobbelt grelt.

✂ Disse tre Egenskaber: den blomstrende Sundhed, XXXV
den friske naive Sandselighed og den barnlige Fromhed bevarer Aladdin. Men idet Digteren nu fører sin Helt opad til Lykkens Tinde, vil han samtidig vise, hvorledes Medgangen forfiner og forædler hans Væsen, lokker Spirerne til det store frem i hans Sjæl. Han vokser med sit Held, indtil han i Kulminationen umiddelbart foran det store Omslag har foldet alle sine bedste Egenskaber ud; Rigdom, Visdom, Elskov og Tapperhed er forenet i hans lyse Helteskikkelse. Straks fra den første Stund viser han sig ved sin naturlige Myndighed og sit uforbløffede Humør som Lampens fødte Herre. I Scenen med de to Købmænd er den dovne Gadedreng helt forvandlet; han gør Indtryk paa sine Omgivelser baade ved sit fordelagrige Ydre og ved sit opmærksomme og beskedne Væsen; og hans ungdommelige Sværmerier vokser nu til en stor, glødende Forelskelse, der atter lægger en Alen til hans aandeligeVækst. Hans stolte Tankeflugt løfter ham samtidig højt over det hyggelige Filisterium og den smaaborgerlige Maalestok paa Livsværdierne, som hans Mor repræsenterer. Modsætningen mellem Aladdin og Morgiane er ikke mindre betydningsfuld end den mellem Aladdin og Noureddin; mellem det unge fremadstræbende Geni og den bestandig-borgerlige Skikkelighed. Diskussionen med Moderen kalder Selvbevidstheden og Stoltheden frem i Aladdin og ved sit lidenskabelige Temperament er han Kød af sin Digters Kød, Blod af hans Blod. Noget af det ejendommeligste og mest henrivende i Dramaets første Del er Aladdins pludselige, mægtige Vredesudbrud, hvor den store oehlenschlægerske Hidsighed sætter pragtfulde Blomster, men hvor - ikke mindre oehlenschlægersk! - den hjertelige XXXVI Godlidenhed snart faar Vredesstormene til at lægge sig igen.

✂ Men i den skønne Sommermorgenstund, hvor Aladdin paa sit højeste overskuer hele sin Lykke og takker Allah for hans Godhed, er hans Skæbne allerede beseglet. Og i de følgende Scener, hvor det store Sammenbrud gør Ynglingen til Mand, naar Digtningen sit Højdepunkt. Aladdin maa bøde haardt for sin sorgløse Ubesindighed. Lystspillet er blevet en Tragedie, der drejer sig om den store Modsætning mellem Liv og Død; og den dybt menneskelige, ganske uheltemæssige Afsky for Døden som den meningsløse Tilintetgørelse, det friske blodrige Livs rent fysiske Reaktion ved Tanken paa Bøddeløksens Punktum er skildret med en realistisk Styrke, der næsten overvælder Læseren. Et af Højdepunkterne er Fængselsscenen, hvor Edderkoppens svage Spind bliver et trøstende Billede paa Verdensstyrerens taalmodige utrættede Ro; Indrykket fremkalder en sjælelig Afspænding i Aladdins fortvivlet oprørte Sind, som svarer til Scenen, hvor Fuglen kalder Vaulundur tilbage til Livet. Men Aladdin, tilsyneladende styrket i sin Sjæl og reddet i yderste Øjeblik af Folket, har endnu ikke (saalidt som Vaulundur havde det) tømt Lidelsens Kalk til Bunden. I Vanvidets Nat skal den sidste Glans af den engang straalende Helt forsvinde. Lykkens Søn genkender sin Skæbnes Billede i det visne Blad i Morgianes Torvespand. Og medens Folkesnakken begynder at hvisle omkring ham, vender hans eget Liv sig som Febersyner imod ham. Hans Tunge stammer de Ord om Lampen, dette Snurrepiberi - uden Værd for alle andre, som Drengen en Gang hørte Noureddin sige. Kurven naar sin XXXVII Bund, hvor Geniet er blevet Daaren. Pøbelen - et fint Træk af Massepsykologien - bespotter nu hujende den Mand, den selv nylig har reddet fra Døden; thi han formaar jo ikke Underet, og Troen herpaa har været Grundvolden for hele hans Folkegunst. Den sidste haarde Kamp mellem det blomstrende Liv og den blege Død udkæmpes i Aladdins Sjæl, da han staar ved Flodbredden for at gøre Ende paa sin mislykkede Tilværelse. Da bryder hans barnlige Fromhed endnu engang igennem: »Hvad reiser sig her inderst i mit Bryst?» Og Ringens Aand kan komme som en frelsende Engel, som den kom til Barnet i den underjordiske Hule.

✂ I femte Akt er Aladdin rustet til den afgørende Kamp mod Lampens Fjender. Betegnende for ham som for Vaulundur er Digterens Umage for at understrege det moralsk berettigede i Hævnen. Aladdin haaber at kunne forsvare for Gud, at han har slaaet Noureddin med hans egne lumske Vaaben - han har ikke fældet en ærlig Modstander, men dræbt at giftigt Skadedyr.

✂ Svagest er Aladdin-Skikkelsen i Hindbad-Partiet. Opgaven her var at skildre ham som Manden, den modne og betydelige. Det er ikke lykkedes; dertil er hans Rolle altfor passiv. Først i den sidste Scene, Tvekampen, hvor Udviklingen fra Naturbarnet til den selvmyndige Personlighed endelig er fuldendt, er Aladdin paa Højde med sig selv og det store Opgør: Sandhed mod Løgn, det Gode mod det Onde. Han er pragtfuld i sin ophøjede Ro:

✂ Han stander herlig i sin Ungdoms-Kraft,
Med vældig Arm, med roligt Tillidsblik.

XXXVIII

✂ Dette er Helten, som Oehlenschlæger forstod ham. Ordet rolig er Løsningsordet for den store danske Klassik - for Thorvaldsen og for Brøndsted, for Ørsted og for Oehlenschlæger. Derfor hedder det om Livets Lampe i Aandernes mægtige Hyldestkor:

✂ Livets Lampe høit skal brænde med en rolig, liflig Glands.

✂ Denne harmoniske Ro, saa forskellig fra Titanens Trods, besjæler ogsaa Slutningsscenen, hvor Manden, idet han lader sit Liv glide forbi sit indre Øje, bøjer sig for Tilværelsens Under og eftertænksomt dvæler en stille Stund »paa Morgianes Grav, ved Hyldetræet«. - -

✂ Aladdins diametrale Modsætning er hans besejrede Medbejler til Lampen, den afrikanske Troldmand Noureddin. Set fra Ideens Standpunkt er Kampen mellem dem Sammenstødet mellem to evige Aandstyper. I Fortalen til den tyske »Aladdin« kaldes Noureddin derfor det ensidige Talent, der misunder Geniet, og i Trimetersvaret paa Baggesens Rimbrev karakteriserer Oehlenschlæger ham saaledes:

✂ en Higen mod
Umulighedens fierne Maal: som derfor nidsk
Hos andre haded, hvad ham nægtedes.

✂ Men som Figuren er udført, er Partiet ikke lige længere. Oehlenschlægers Forvandling af Begreberne Geni og Talent til Mennesker af Kød og Bod har medført, at Noureddin ikke blot ideelt set mangler Muligheden for varigt at kunne blive Lampens Herre, men at han navnlig ogsaa moralsk set er uværdig til at blive det. Og her falder Digterens Synsmaade sammen med Eventyrets Fortællers, der netop indskærper, at Troldmanden ved sin store Ondskab gjorde sig XXXIX uværdig til at nyde den Skat, han ved sin Klogskab havde faaet Kundskab om, og at hans Skæbne var Straffen, fordi han vilde ofre et uskyldigt Barns Liv for at komme til at besidde stor Rigdom. Nogen jævnbyrdig eller værdig Modstander er Noureddin til Skade for Stykkets Idé derfor ikke blevet, men til Gengæld er han en levende og ofte skarpt opfattet Skikkelse. Han repræsenterer alt det, der var Oehlenschlæger mest imod.

✂ Han er helt sig selv allerede i den første Scene, vi ser ham. Med den udholdende Sliders uhyre Energi er han omsider ved sine magiske Kunster naaet saa vidt, at han øjner Maalet: Lampen, Nøglen, der skal give ham Adgang til alle Jordens Skatte. Thi al Noureddins Stræben skal kun tjene hans selviske Tilfredsstillelse, hans Begær efter Rigdom, Magt; han har intet tilfælles med Videnskabsmanden, der drives frem af sin Erkendelsestrang for at søge Sandheden. Og nu staar han foran Virkeliggørelsen af Drømmen. Sejrstryg afviser han den gamle Bogs Advarsel - den er jo skrevet af en ukyndig Lægmand, som ikke skal lære ham noget - og drager til Ispahan for der at finde det Redskab, der er anvist ham til at hæve Skatten: en rødmusset, uopdragen Dreng, enfoldig og tankeløs. Da han har fundet den rette, forbereder han som kynisk Eksperimentator Udførelsen af sin Plan. Hans Fortælling om Naturens hemmelige Skatte har vakt Drengens Videbegærlighed; for at tilfredsstille den lover han ham Adgang til den underjordiske Hule. Og medens Ofret er borte for at samle Brænde til Ilden, bliver han i sin overmodige Glæde næsten velvilligt stemt overfor den enfoldige Stakkel, der nu blindt løber i Døden, skønt han er klar over, XL at Medlidenhed i og for sig er uforenelig med hans videnskabelige Overbevisning. Han viger ikke tilbage for en ligefrem Bondefangerteknik, naar han med Onkel-Værdighed blot som Tak for al sin Venlighed ønsker at faa den værdiløse gamle Kobberlampe til Gengæld, og med en Forbryders slette Samvittighed, der hvert Øjeblik røber sig - han falder brutalt ud af Rollen, da Drengen gør Knuder - gennemlever han de spændende Øjeblikke, indtil Spillet er tabt, og han forbitret lukker Hulens Indgang over det ulykkelige Barns Hoved.

✂ Noureddins Mangel paa Sans for det uforudsete, det irrationelle i Naturen, har spillet ham Lykken af Hænde. I sin uhyre Overlegenhed har han bedømt Aladdin fuldstændig fejl, og da han siden, træt af sin forgæves Møje, vil adsprede sine mismodige Tanker ved endnu engang at kaste et Blik ind i Hulen for at se den foragtede Drengs hvide Ben, fylder denne Fejltagelse ham med et frygtelige Raseri:

✂ Forvorpne! plat uduelige Dreng!
Du høster Frugten af min sure Flid?
Du plyndrer nu det Træ, som jeg har plantet?

✂ Noureddin erobrer Lampen fra den sorgløse Aladdin. Lidenskaben i hans begærlige Sind, hvor han i Nattestormen knuger den i sin Haand, løfter ham eksalteret for et Øjeblik op over hans vanlige Snæverhed. Men han savner den Myndighed, Lampens Herre maa eje. Han gribes af pludselig Tvivl, om det nu er den rette Lampe; hans Haand skælver, da Aanden kommer til Syne, han gør Undskyldninger og stammer i Stedet for at befale. Og det var selve Kampen for at vinde Lampen, som bar Noureddin XLI oppe. Da den først er hans, viser hans fuldstændig negative Goldhed sig. Det passer godt hertil (Rudolf Schmidt har gjort opmærksom paa det), at han, som ikke kan finde Ord stærke nok til at udtrykke sin Foragt for den uvidende og taabelige Aladdin, selv ikke ved bedre, da han er blevet Lampens Herre, end ligefrem at kopiere ham, tage hans Slot og hans Prinsesse. Og i sidste Akt, hvor hans Energi er opbrugt, blotter Digteren skaanselsløst Filisteren i ham.

✂ Allerede i det ydre gør han ved sin blodløse pedantiske Skikkelse en slet Figur i Sammenligning med Aladdin, og hans Gammelmandskomplimenter til Gulnare, hvem han, som aldrig har været ung og aldrig har elsket, i Grunden slet ikke bryder sig om, tager sig dobbelt flove ud paa Baggrund af Aladdins hede Elskov. Selv den daarlige Maves Misundelse overfor den gode Appetit (»denne forædte, taabelige Knøs«) har Oehlenschlæger mærket sig. Men Afstanden mellem de to er stærkest udtrykt i disse Ord:

✂ denne dumme, flade Drengestolthed,
Der brauter med en lykkelig Natur,
Og ikke med hvad der er Selverhvervet.

✂ Her har det snævre Aandshovmod bekendt Kulør. Noureddin mangler ikke blot Aladdins Hjertevarme: han er uden Smil, glædes kun ved en hvæsset Vittighed. Han mangler ogsaa hans barnlige Fromhed og oprigtige Ydmyghed. Han - den negative Duksenatur - tror at være den sande Vise, for han véd alt, hvad der kan vides. Hans virksomme Sjæl har forsøgt alt, siger han, har gennemskuet alt - og begramset alt! Hans aandshistoriske Parallel er den fladbundede tyske Rationalisme.

XLII

✂ Hans Broder Hindbad er skabt i den franske Materialismes og Revolutionens Billede. I Noureddins ufortrødne Stræben ligger der dog trods alt en Art Idealisme; Hindbad er kun det plumpe Begær. Hans Kynisme hæmmes ikke af noget »Hjernespind om Dyd og Ret«. Han tager overalt Skridtet fuldt ud, viger hverken tilbage for Mened, Mord eller Gudsbespottelse. Hindbad-Handlingen har vanskeligt ved at interessere - det subtile Paafund med Roc-Ægget er ikke særlig egnet til at fremkalde Sindsbevægelse hos Læseren - men hans Pøbelagtighed er tegnet med rask Kraft, der kulminerer i Opgøret med Aladdin. Det pludselige Omslag fra overrumplet Frygt til dumdristig Dødsforagt er baade levende og virkningsfuldt, og Hindbad jonglerer saa behændigt med Begreberne Ret og Uret, at kun en Damascenerklinge formaar at hugge igennem den dialektiske Knude.

✂ Oehlenschlæger har faaet meget mere ud af sin Helts Fjender end af Gulnare, hans Elskede. Han har arbejdet med den psykologiske Motivering af Figuren, som Prinsessen i Eventyret savnede, men han har alligevel mere ladet sig fange af Gulnares varme og fyrige ydre Skønhed, der er malet med virkelig østerlandsk Kolorit, end af hendes Sjæl, og hun indtager heller ikke saa central en Plads i Handlingen (og i Aladdins Bevidsthed), som man kunde vente det. En samtidig tysk, temmelig uvenlig Anmeldelse ankede over, at Aladdin i Fængslet og paa Dødens Tærskel ikke skænkede sin Hustru en Tanke. Betegnende er det ogsaa, at Oehlenschlæger ikke har villet - eller kunnet - skildre Mødet mellem de to efter de skæbnesvangre fyrretyve Dages Forløb, men har XLIII overladt til et Fuglekor symbolsk at tolke Gensynets Lykke.

✂ Saa har Aladdins Moder staaet hans Hjerte adskilligt nærmere. Morgiane er en af de bedst opfundne og heldigst formede Typer i det oehlenschlægerske Teater, og med fin æstetisk Takt har Digteren fremhævet Lystspilkarakteren af sit Værks første Halvdel ved at lade hendes Mutterwitz akkompagnere og kommentere alle dets fantastiske Begivenheder. Hun er det uforstyrrelige København midt i Fantasiens Orient.

✂ Morgiane er helt Oehlenschlægers egen Skabning. Hun skylder ikke den gennemgaaende fornuftige og alvorlige Moder i Eventyret ret meget, mere vistnok den unge Oehlenschlægers Spiseværtinde, Farverenken fra Vestergade, Ørstedernes uforlignelige Tante Møller. Hun er en uforfalsket københavnsk Madam i Briller og Skørter (en bevidst Afvigelse fra det østerlandske Kostyme), og hun har Mundtøjet i Orden. Det kan slaa klik for hende en sjælden Gang, men hun forstaar at finde sig tilrette i de allerfleste Situationer, selv i Audiensen hos Sultanen. Og naar hun først tager fat, kender hendes Veltalenhed ingen Grænse. Hendes Tale viser, at den unge Oehlenschlæger forstod at høre, som han forstod at se. I en bred Strøm, der kun i et ærgerligt Øjeblik kan afbrydes af et Par djærve Skældsord (»Dosmer, Kiødhoved, lange Lømmel«), men som ellers lyser af Lune og Humør, glider folkelige Fyndord, Ordsprog, Talemaader; en uudtømmelig Skat, en aldrig svigtende Reserve af Snusfornuft, som straks kan møde enhver Eventualitet.

✂ Hendes Verden er snæver, men hun staar fast paa XLIV begge Ben i den, og tilsidst repræsenterer hun en ligefrem Livsanskuelse, den bestandigt-borgerlige, hvis Grundsætning er denne: »Den stræbsomste, min hjerte kære Søn! - Er dog jo altid den agtværdigste.« I hendes borgerlige Verden holdes alle paa samme Niveau ved den samme billige gensidige Agtelse, som nivellerer og udglatter alle Forhold - den, som Rahbek levede højt paa:

✂ Hver var en dygtig Skrædder i sit Fag.
Den Ene overskred den Anden ey.
Den Anden roeste tit din Faders Kapper,
Til Giengield blev hans Buxer roest igien.

✂ Der er et uoverstigeligt Svælg mellem denne Tankegang og Aladdins. Og skønt Morgiane elsker, forkæler og beundrer sin Søn, lærer hun aldrig at forstaa ham. Hun glemmer bestandig, at han ikke blot er hendes Dreng, men ogsaa Lampens Herre.

✂ Du med din Lampe! Andre Folk har ey
Saadan en Lampe. Det er da at sige,
Hvermand har vel en Lampe, som den er;
Men denne -

✂ Repliken fortæller samtidig noget om den oehlenschlægerske Komik, der er saa straalende repræsenteret i »Aladdin«. Den optræder i mange Former; der er ødslet med komiske Paafund i Skildringen af Morgiane: burleske Farceoptrin, groteske Forsnakkelser, Ordsprog dynget paa Ordsprog, der ved deres undertiden lidt umaadeholdne Mængde viser, hvorledes Digteren har godtet sig over sine Indfald. Men finest er den i en Ytring som den ovenfor anførte; dens Speciale er at blotte en Persons ejendommelige »Logik« ved en fuldkommen tro Gengivelse af hans Udtryksmaade.

XLV

✂ Her viser Oehlenschlæger en genial Sikkerhed, der momentvis kan bringe ham paa Linie med de største komiske Digtere; en enkelt Replik kan lynsnart afdække en Karakter og placere den for Øjnene af os. Han er ikke blot en træfsikker Iagttager, men aabenbarer et satirisk Talent, der ved ganske smaa Midler - fjernt fra den grove Overdrivelse - formaar at blotte almenmenneskelige Fejl og Skavanker. Det er H. C. Andersens og Fritz Jürgensens Metode; Holberg kender den ogsaa, og den er vel den mest typiske danske Form for Vid.

✂ Morgianes lille Verden oplyses ved en saadan Række »logiske« Glimt. Berømtest er hendes Ord til Urtekræmmeren, hos hvem hun skal købe Olie til sin Lampe:

✂ Ifald jeg turde bede Eder om
Den Sletteste; men det maa være Noget,
Som der er godt.

✂ Men ikke mindre Pletskud er hendes Forargelse over Noureddins skændige Optræden mod Sønnen ved dens komiske Fremdragelse af en dog mere underordnet Omstændighed:
Og hvad som værre var: Slaae dig paa Øret!

✂ Hendes naive Ubehjælpsomhed, naar hun skal til at give en lidt mere abstrakt Forklaring, er Gang paa Gang truffet med lykkeligt sprogligt Gehør for jævne Folks Tale.

✂ Men Oehlenschlæger elsker denne Mutter - hun er komisk, men samtidig inderlig rørende. Han har tegnet hende med den sande Humorists skarpe Blik for de smaa ydre Særheder og varme Følelse for den XLVI indre Hjertensgodhed. Uden at idealisere hende løfter han hende dog i Læserens Bevidsthed, efterhaanden som Stykket skrider frem. Hendes faa Ord paa Retterstedet er et Skrig af gribende Fortvivlelse, og da hun er død - hvor skulde hun, den muntre Hverdag, kunne hævde sig overfor Ulykken og Modgangen, der med Vælde rammer hendes Søn - bliver hun for Sønnens Minde (og for Læserens med) et skønt Billede paa Moderkærligheden. Hendes fattige Skikkelse og hendes rige Hjerte følger os til Bogens sidste Blad.

✂ Naar »Aladdin« er blevet Oehlenschlægers komiske Mesterværk, skyldes det ikke blot Morgiane. Thi udenom hende er grupperet et helt Galleri af mesterlige Bifigurer, som udfylder en enkelt Scene, og som ofte er karakteriserede med en eneste rammende Replik. Hver har sit eget særprægede Ansigt. Litterære Figurer er Ammen (en svag shakespearesk Studie) og - mere levende - Narren og Jøden; den sidste er raskt sat op i rigtig Eventyrstil med Overdrivelsens stærke, lystige Farver. Betydeligere er dog »Vestergade«-Figurerne, Dagliglivets gode Borgermænd. Mustapha, den vrantne, ængstelige Sortseer, danner Modsætningen til den joviale, godlidende Kobbersmed med hans hjertelige Fornøjelse over billigt købte Ordspil. Den sindige Købmand er Digterens eget Talerør; han er satirisk og dybsindig, og det morer ham især at drille sine Medmennesker. I to Figurer slaar Oehlenschlægers Satire, der ogsaa kommer godt frem i Hindbads frække Præken, sig rigtig løs: Urtekræmmeren og Apotekeren. Urtekræmmeren behøver kun at præsentere sin uangribelige moralske Hæderlighed i den lille Bemærkning om, at han »for Livs XLVII og Døds Skyld« vil skrive Morgianes Skilling op (som han derpaa putter i sin Lomme), saa kender vi ham ud og ind. Og hans Kollega Apotekeren gennemløber i sin ganske lille Scene en hel Skala af Stemninger overfor sin Kunde Aladdin: Først Storsnudethed. Saa patetisk, samfundsbevarende Forargelse. Derpaa - hjulpet paa Gled af de rare Penge - den vidunderlige Undskyldning: »Man har jo dog en Slags Samvittighed«. Indtil Egoisten tilsidst med en kynisk Gestus kaster Masken:

✂ Gaae hen for mig, og henret hvem I vil,
Naar I kun sparer mig, min Hustrue og
Min lille Hassan, med de skieve Been.

✂ Afstanden fra disse komiske Scener til den store Tragedies Patos i fjerde Akt er Udtrykket for »Aladdin«s Universalitet. Ogsaa i de tragiske Partier har Oehlenschlægers Genius udfoldet hele sin Storhed. Optrin som Vanvidsscenerne, Geniets egen Tragedie, er næppe overtruffet i hans senere »rigtige« Tragedier. Og Bipersonerne staar med ikke mindre Liv end i de komiske Optrin: Bødlen, Oldingen, Fatime, Genfærdet.

✂ Ved Siden af Idéen og Karaktertegningen maa sluttelig nævnes det tredie Omraade, hvor Oehlenschlægers Kunst har skabt et dansk Hovedværk af den orientalske Fortælling: Vers og Stil. Hovedversemaalet er den rigt behandlede femfodede Jambe, der giver Værket dets faste Rejsning. Afvigelserne herfra er altid kunstnerisk motiverede. Ringens og Lampens Aander skiller sig saaledes ogsaa rent metrisk ud fra Menneskeverdenen: Ringens Aand ved sine lette hastige Daktyler, Lampens Aand ved sit brede, vægtige XLVIII trokaiske Versemaal. Idéen fremhæves ved Terzinerne i Digtet, Noureddin læser i den gamle Bog, og i Ringens Aands Varselsord til Aladdin. Og Stykkets festlige Midtpunkt, der tydeligst understreger dets altomfattende Karakter: Scenen, hvor Aanderne bygger Aladdins Slot, er en Række prægnante Livsbilleder, indrammet i de stærke Trimetres højtidelige Rytme. Den rene Lyrik forekommer sparsommere end hos Tieck; men den omfatter nogle af Oehlenschlægers betydeligste lyriske Digte: Gulnares Sang ved Vinduet, Aladdins Vuggevise ved Moderens Grav og Fatimes Aftensalme.

✂ I Tiecks Aand, men i Dialogens Versemaal (ikke - som hos den tyske Digter - metrisk adskilt fra de rent dramatiske Partier) er lyrisk-episke Pragtnumre som Flugten i den klare Morgenstund fra Hulen, Ali Babas Syn og Dervischens Katekisation.

✂ Men - i Modsætning til Tiecks - Stilen er afgjort en Dramatikers. Den spænder i dette »Lystspil« (Betegnelsen hentet fra »Oktavianus«) uden Brist eller Mislyd fra lun københavnsk Gemytlighed op til Shakespeare. Dansk dramatisk Digtning har hverken før eller siden kunnet opvise et Værk, der paa dette Omraade taalte Sammenligningen med Oehlenschlægers »Aladdin«.

✂ Det er Oehlenschlægers virkelighedsmættede, farvestærke Ungdomsstil, som vi kender den fra hans samtidige Lyrik; blot gaar den endnu videre, baade i sin københavnske Realisme, som Morgianecitaterne har vist Prøver paa, og i sin ophøjede Patos. For den sidstes Vedkommende er Shakespearepaavirkningen interessant. Shakespeare har lært Oehlenschlæger Foreningen af den dristigt billeddannende Fantasi og XLIX Udtrykkets tætte Kraft og energiske Sluttethed, der ligesom springer det forklarende Mellemled over. Eksemplerne er talrige; et enkelt skal anføres - Aladdins Ord om Hindbads Dolk:

✂ En Jern-Magnet!
Som skulde strøget Hovedsmerten bort,
Og peget med sin kolde, stive Finger
Til Dødens Iispol.

✂ Mest typisk - og mest oehlenschlægersk - er Stilens antike Skønhedsglæde, der navnlig mærkes i den levende og varme Forherligelse af den menneskelige Skikkelse, som møder os i den beundringsværdige allegoriske Scene mellem Styrke og Skønhed, i de gentagne yppige Skildringer af Gulnares østerlandske Dejlighed og i den forelskede Aladdins dristige, lykkelige Elskovslyrik. Højest naar Stilen, naar den skal udtrykke Modsætningen mellem det frodige Liv og den kolde, frygtelige Død. Den unge Oehlenschlægers sjælelige Sundhed og helt umiddelbare, ureflekterede Livsfølelse kulminerer i Monologen ved Aaen. Sammenholdt med Morgianes prosaiske Torvepassiar, med den rene Fromhed i Fatimes Sang, den plastiske Vælde i den Billedverden, som Aanderne, der bygger Aladdins Slot, aabner for Læseren, vil den kunne give et Begreb om, hvor stort et Register denne Sprogets Mester beherskede, og med hvilken aldrig svigtende Sikkerhed han forstod at benytte det.

✂ Saaledes er det da lykkedes den femogtyveaarige Digter paa alle Omraader at indfri Kravene til det universelle Kunstværk og at paatrykke hver Enkelthed sit Genis Stempel. I kort Begreb indeholder »Aladdin« alt, hvad der er karakteristisk for Oehlenschlæger; det er sikkert overhovedet sjældent, at en L Digters Talent og Evner er blevet saa alsidigt repræsenteret i en enkelt Digtning. Ud fra dette Synspunkt er det med Rette altid blevet betragtet som hans Hovedværk.

✂

IV.

✂ Til sidst skal der peges paa den personlige Baggrund for »Vaulundurs Saga« og »Aladdin«. Der ligger i dem begge et Udtryk for en Livsanskuelse. Oehlenschlæger har i disse rige Aar lært at tro paa sin Genius og forstaa dens Væsen. Men der er intet Aandshovmod i denne Selvfordybelse, derimod en stor menneskelig og kunstnerisk Ydmyghed, der tager den lykkelige Natur og dens Udvikling som Forsynets Gave. Og i den faste Overbevisning om Kampens Nødvendighed og moralsk opdragende Betydning indeholdes en Garanti mod al slap Selvforgudelse, mod al aandelig Dovenskab. Adel forpligter.

✂ Mandigst er denne Trosbekendelse fremsat i Vaulundur; i hans harmoniske Natur, som Modgang ikke formaar at knække, har Oehlenschlæger tegnet sit Ideal og opstillet sit Livsprogram, hvis alvorlige Oprigtighed ingen vil kunne drage i Tvivl. Og idet han har projiceret Hovedlinierne i sin Natur op til denne mægtige Taalmodets Helt, har han samtidig - i Skildringen af Vaulundurs Brødre - klaret sig sit Forhold til sine Medbejlere, uden at de dog behøver at opfattes som ligefremme Portrætter. Med Slagfidur har Oehlensihlæger selv i sin hidsige »Erklæring til Publikum« (1818) sammenlignet Baggesen; endnu mere paafaldende er Ligheden mellem Eigil og Oehlenschlægers farligste Konkurrent i de unge Aar, Staffeldt, den evige Længsels Digter. Den Udførlighed, LI hvormed dette Mellemværende er gjort op, skønt den egentlige Handling derved standses, kan ikke andet end pege henimod en personlig Baggrund.

✂ Men Oehlenschlæger var kun 25 Aar, da »Poetiske Skrifter« saa Lyset. Livet havde hidtil næsten kun vist sig fra sin mest smilende Side for ham. Det er derfor naturligt, at medens Vaulundur har været det høje Fremtidsmaal, har han fundet mest af sig selv i den sorgløse Aladdin. I sine Erindringer (I, 1850, Side 220 ff.) har han selv banet Vejen for Fortolkningen af Værkets første Del som en Myte paa hans kunstneriske Gennembrud. »Den naturlige Lighed, som dette Eventyr havde med mine Livsforhold, gav maaske det Hele noget Naivt og Eget, som forstærkede Virkningen. Havde jeg ikke selv i den hos mig opdagede Digterevne fundet en forunderlig Lampe, der satte mig i Besiddelse af Alverdens Skatte? Og Phantasien var mig en Ringens Aand, der bragte mig, hvorhen jeg vilde. Min Dannelse havde udviklet sig seent, men temmelig hurtigt, ligesom Aladdins, og ligesom han, havde jeg nylig lært at kiende Kiærlighed. Min Moder var død, og da jeg skrev Aladdins Vuggesang paa hans Moders Grav, flød mine Taarer over min egen Moder. Saaledes berørte denne Fabel i mange Punkter mine egne Livsforhold; jeg ironiseerte ogsaa dermed, og var mig det under Digtningen ret vel bevidst!«

✂ I »Aladdin« ser Digteren sig tilbage. Selv Samtalen mellem Noureddin og Aladdin paa Vandringen udenfor Haverne er (vistnok med Rette) blevet tydet som en Erindring om hans første store Samtale med Steffens paa Vandringen i Frederiksberg Have. Men han ser ogsaa fremad med den sunde Ungdoms Erobrertrang LII overfor Livet. Søren Kierkegaard, som vel har sagt det dybeste Ord om Aladdin, har samtidig ogsaa karakteriseret hans unge Digter: »Det er derfor, at »Aladdin« er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløine Ønsker. Hvor mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed tør ønske, tør begjære, tør tiltale Naturen hverken med et artigt Barns bitte, bitte eller med et fortabt Individs Raseri? Hvor mange er der, som i Følelsen af hvad der i vor Tid snakkes saa meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, har den sande Commandostemme? Eller staae vi ikke Alle der som Noureddin og bukke og skrabe ængstelige for at forlange for Meget og for Lidet?« (Enten-Eller).

✂ Imidlertid - Oehlenschlægers senere Skæbne blev jo ikke Aladdins; i hans Liv blev Kapitlet om det kæmpende Geni ikke skrevet. Man kan muligvis heri se dets Tragedie - at det netop savnede den store tragiske Oplevelse, som lutrede Vaulundur og gjorde Ynglingen Aladdin til Mand. Men man kan naturligvis ikke vende denne Omstændighed som en Bebrejdelse mod hans Værk eller en Kritik af dets indre Sandhed. Maalt med den virkelige Aladdins Maalestok - han, som ikke blot er det umiddelbare Geni, men det kæmpende Geni - bliver det ikke Adam Oehlenschlæger, som er Aladdinskikkelsen i den danske Litteraturs Historie, men Hans Christian Andersen. Her sejrede det umiddelbare Geni, men efter Modgangens lutrende Kampe, der er Prøvestenen paa den sande Lykke.

✂ Og Andersen vedkendte sig »Aladdins« Livsprogram. Litterært har han taget Motivet op fra »Fyrtøjet« og ned til »Lykkeper«. Og paa sit Livs største LIII Hædersdag, da Odense 1867 gjorde ham til Æresborger, bekendte han sig direkte til den paa en Gang ydmyge og stolte Lykketro, som Oehlenschlæger i hans Fødselsaar havde givet digterisk Klædebon i sit skønneste Ungdomsværk.

✂ Andersens Livs Eventyr er da »Aladdins« Retfærdiggørelse, hvis det virkelig skulde have en saadan behov. »Aladdin« er ikke blot en straalende Fantasileg; ogsaa den barske Virkelighed vedkender sig Lykkens Søn.

✂ »Aladdins« senere Historie er et Kapitel for sig, som ikke skal behandles i denne Sammenhæng. Det skal kun nævnes, at Kritiken mod det gjorde Uret paa to afgørende Punkter. Den heftede sig ensidigt ved den lette Maade, Aladdin kom til sin Lykke paa, men oversaa den Kamp, han maatte bestaa for at bevare den. Og den søgte - meget imod Digtets Hensigt - at fremstille dets Lykkelære som et almindeligt Livsprogram, og havde da let Spil med at advare mod de Farer, det vilde føre med sig for dem, der prøvede paa at virkeliggøre det. Oehlenschlæger rammer denne Bebrejdelse ingenlunde; han var klar over, at saare Faa besidde Lykken heelt.

✂ Baade »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« er digtet om den store Undtagelse. Og den store Undtagelses Dom, ikke Pers eller Pouls mislykkede Erfaringer, er afgørende for Bedømmelsen af de to Værkers indre Sandhed.

✂

✂ Finmarken er et Land, som ligger saare høit oppe mod Nord. Der er meget koldt; thi Solen hæver sig kun om Sommeren lavt over Synskredsen paa Himlen. Aften- og Morgenrøde løber i Eet; og hvad der begynder og ender den lange, varme Dag, længer Syd paa, og ligesom indfatter den i røde Guldbræmmer, det glimter her heel mat og sørgeligt, paa det at Livet skal ikke plat forgaae. Derfor er ogsaa al Overflødighed af Væxter og Urter flygtet fra disse Enemærker; kun de magre Naaletræer, som nærme sig til Forsteningerne, voxe omkring paa de nøgne Fielde, der den meste Tid ere bedækkede med Iis og Snee. Folkene her ere ogsaa heel smaae og sammensnærpede, og Rensdyret er, af Fæe, næsten det eneste, hvad der opliver den døde Natur. Den halve Deel af Aaret er Solen ganske ikke tilsyne, og da er det kun nogle sære Strimer i Nord, der lyse med et mat Skin, ret ligerviis som Metalaarerne i de hule Fielde. Thi hvad Landet mangler over Jordskorpen, det erstattes igien fuldelig ved hvad der udi Biergene befindes. Og er det ligesom den udvortes Natur vilde hentyde paa den Rigdom der er udi Biergene, da de have Udseende og Frændskab dermed, som de steenagtige Træer og metalstrimede Nordlys, om hvilke 4 nyligen er mældet. Selv Menneskene have en besynderlig Overensstemmelse i saa Skiel, da de at see til ere uanseelige, men deres Lemmer ere stærke og fast sammentrykte, og de i Almindelighed have en ypperlig Forstand og stor Kløgt, saa at det Indvortes besidder i Rigdom, hvad det Udvortes slet hen mangler, ret saasom Fieldene. Deres eneste Higen og Tragten gaaer derfor ud paa, at bringe for Lyset, hvad den haarde Natur indslutter, til Forundring for de Folk, som boe længer Syd paa; de ere gode Biergfolk og ypperlige Smedde. Og da de nu, al deres Tid, lever i en sælsom og uforstyrret Forening og Fortrolighed, med den skiulte og dybe Natur, saa aabenbares der ogsaa for deres Gemyt heel underlige og sælsomme Ting, der ere Andre ubekiendte, hvilket er Aarsag i at de besidde Spaadomskraft og sær Viisdom.

✂ Slagfidur, Eigil og Vaulundur vare Brødre af Finnernes Æt, deres Fader var Konge; hans Navn er i den lange Tid forkommet og findes ikke udi de gamle Sager. Disse Brødre vare vise, stærke og ypperlige. Og som det nu gemeenlig hænder sig, at de Mennisker som opvoxe i Overflødighed, og Intet mangler, og Intet maa undvære formedelst Nødtørfts Skyld, gierne trives bedre end Andre, saa vare ogsaa disse Brødre heel store og skiønne, og havde Intet tilfælles med de øvrige Finner, uden Snildhed og Kløgt, og ugemeen Forfarenhed udi at smedde Malm, samt hvad der hører til at finde, opgrave og rendse det.

✂ Nu hændte det sig engang, da disse Brødre vare i Biergene og udhugge Jern, at de pludselig funde en Guldmine. De bleve herover heel glade og arbeidede saare, for at faae det pure Malm løst. Iblandt 5 Andet funde de em Guldklump, som udmærkede sig, fremfor de Øvrige, i Finhed og Ypperlighed. I denne Guldklump sad der trende store Ædelstene af forskiellig Farve, een rød, een grøn, og een blaae, som tilsammen udgiorde et sælsomt Tegn. Denne bare de hiem og viste deres Moder Dronningen, som var en Spaaqvinde og saare klog.

✂ Aldrigsaasnart havde Dronningen seet og betragtet denne Guldklump, førend hun gav sig bitterlig til at græde, og kunde længe ikke tale for Sorg og Drøvelse. Da hun nu endelig kom til sig selv igien, og Sønnerne spurgte hende om: hvad da dette Tegn havde at betyde, og om der var nogen Ulykke at befrygte, for dem eller deres Æt? Saa sagde Moderen: Ak mine kiere Sønner! Eder er en stor Lykke beskieret. Da nu Sønnerne trængte ind paa hende, og spurgte hende hvi hun da græd og klynkede, naar der intet Ondt var dem i vente, men tvertimod alt Godt? Saa sagde hun: Ak mine kiere Børn! Tilgiver mig min Bedrøvelse og Graad, thi det giør mig saa bitterlig ondt at I skal skilles fra mig, da jeg dog havde troet at intet uden Døden skulde adskille os. Derpaa sang hun, uden at oppebie Sønnernes Svar, saaledes, efterat hun først endnu engang havde betragtet Guldklumpen, heel agtsom, med den røde, grønne og blaae Ædelsteen:

✂ Grøn siger: Græs,
Blaae: klar Himmel,
Rødsteen: Roser,
Guld: Væn Møe.
Længer ned
Jer Nornen vinker,

6

✂ Hvor lysblaa Himmel
Om spraglet Vaargræs
Venligt hvælver.
Lillievande,
Med guldgule Lokker,
skal der Eder kryste
Til hvide Bryste.

✂ Da Slagfidur, Eigil og Vaulundur det hørte, bleve de betagne af en stor Glæde; thi de havde ofte gaaet og talt med hinanden, om hvorlunde de skulde faae sig Hustruer, efter deres Sind; thi Landets Qvinder der, vare smaae og uanseelige, og deres Hierter vare blevne hart betagne af Længsel efter de skiønne Qvinder, som boede længer mod Syden, om hvilke deres Moder, som var en svensk Konningsdotter, ofte havde talet. De havde tit besluttet at drage did, men deres Forældres Bønner havde holdt dennem tilbage. Det var derfor den høye Tid at dette lykkelige Varsel indtraf, thi de trende unge Kæmper længtes saare, og det var heel ynkeligt at see dem gaae søvnløse om Natten over de kolde Sneebierge, med Riim i Lokkerne og Graad paa Kinderne, hvorudi de blege Nordlys speilte sig.

✂ Da nu altsaa Moderen, ved sær Viisdom, havde aabenbaret denne deres tilstundende Lykke, og Forældrene saae at det var en Styrelse af Nornerne, som sidde under den Ask Ygdrasil i Asgard, og bestemme Menniskenes Skiebne, saa sloge de sig til taals, hvorvel de begge, sær Moderen, fældte bittre Taare. Derpaa klædte de trende Brødre sig i lyse Brynier, og bunde tunge Slagsværd om deres Lænder, og satte Guldhielme paa deres Hoveder, hvilke de havde 7 smeddet sig af den store Guldklump. De trende Ædelstene, som derudi befandtes, havde de deelt og paa en konstig og sindrig Maade sat udi Hielmene, hvilket gav dem en sær Anseelse, og forhøiede deres naturlige Dannished. Slagfidur havde valgt den Grønne, Eigil den Blaae, men Vaulundur den Røde. Derpaa spændte de stærke Rener for deres Slæder og joge afsted. Og var det da heel underligt at skue de trende Ungersvende, blussende af Ungdoms Fyrighed og Forlængsel, i de straalende Pandserplader, siungende, som em Vind at jage over den kolde, stille Snee, mellem Granerne, der ligesom af Misundelse rystede den hvide Riim ned paa deres Hielmbuske, i det de fore dem forbi.

✂ De kiørte længe indtil den klare Midnat, da Stiernerne komme frem paa Himlen, ligesom af Nyfigenhed, for at see hvorhen de vilde styre deres Kaas. Som de nu fore over Sletten, forbi det Bierg, hvori de tilforn vare van at opgrave Malm, saae de i det lyse Maanskin en Hob smaae Mænd, der komme vrimlende ud af Bierget, og løbe henimod dem, over Sneen, saa let, at der slet intet Spor kiendtes. De havde graae Trøier paa, som sadde dem knapt om Livet, røde Huer, røde Øine, og sorte Tunger, med hvilke de lallede ud af Munden, i det de blinkte med Øinene. Det var Svart-Alfer, som da de komme nærmere til Slæden gave sig til at dandse rundtomkring den og siunge:

✂ Slagfid, Eigil,
Dertil Vaulund,
Kongesønner!
8 Hvi vil I svigte?
Fødte Finner!
Fødte Biergmænd!
Den grønne Karfunkel
Bedr' end Græs er.
Rosenstenen
Bedr' end Rosen er,
Blaaglimmerten
Bedr' end Luft er.
Hvi vil I fornægte
Finnevæsen?

✂ Eigil slog paa sin Reen, saa at den foer frem og styrtede een af Svart-Alferne til Jorden; da standsede de Andre den udi sin Fart, og siunge atter:

✂ Under Jordskorpen
Er Finneverdnen,
Er Finneglæden.
Søg ey Uden,
Hvad Inden I eye.
Forsmaae ey de spøgende
Smaae Svart-Alfer.
Vi vise Jer Vey
Til Jern og Guld,
Til smukke Stene.
Det Bedste er Inderst
Og ey Yderst.
Under Jordskorpen
Er Finneverdnen,
Er Finneglæden.

✂ Slagfidur slog til sin Reen, saa at den foer frem og styrtede endnu een af Svart-Alferne til Jorden; da 9 standsede de Andre den atter udi sin Fart og siunge atter:

✂ Fordi Eigil
Ad Renen høded,
Fordi Slagfidur
Ad Renen høded,
Vort Had dem følge!
God Tid! Ond Tid!
Graadstid! Dødstid!
Fordi Vaulund
Svart-Alfer svigted:
God Tid! Ond Tid!
Graadstid! Frydstid!
Thi ei han høded.
Farvel I Finner!
Kongesønner.

✂ Derpaa saae man dem ved det klare Maanskin løbe over den hvide Slette, hen i Bierget igien. Deres Stemme havde en underlig Klang, den lød, som naar svag Nattevind hvidsler giennem Sneen i Smaakrat; og som de tørre Løv der rives af, naar saa skeer, og møde sig i Luften, var deres Dands.

✂ De trende Brødre bleve heel underlig tilmode over dette Blindværk; dog troede de Guldklumpen og deres Moders Spaadom bedre end Svart-Alfernes forvirrede Sang, som de desuden ingen ordentlig Rede kunde finde udi; thi droge de altsaa hurtigen Syd paa. Deres Moder havde givet dem allehaande Spise og Drikke med paa Reisen. De sov, naar de bleve altfor trætte, i deres Slæder, og bedækkede sig med Renshuder. Paa denne Maade komme de efter adskillige 10 Dagreiser til Sverrige, til et Sted, som kaldes Ulfsdalen, formedelst de mange Ulve som derudi befindes. Der byggede de sig en Gaard ved en Søe, hvor der var mange og skiønne Fiske; og levede saaledes medens Vinteren varede af Fiskerie, og af at gaae paa Jagt, efter Ulve og Biørne, af hvis Skind de giorde sig Klæder og Sengedækker.

✂ Da nu Vaaren frembrød, bleve de heel forfærdede ved at see Solen komme saa høit paa Himlen, og da nu de pene Smaablomster myldrede frem af den skiøre, lune Jord, da bleve de saare glade og mærkede vel at Spaadommen snart vilde gaae i Opfyldelse; sær da Himlen blev saa giennemsigtig og blaae som Ædelstenen i Guldet havde været, ja vel mere. Da de nu fra Barnsbeen vare van at arbeide i Biergene efter Metal, og ikke kunde modstaae den gamle Drift, saa ginge de een Dag hen i eet af de Fielde, som omringede Ulfsdalen, for at grave og søge. Som de nu vare vel forfarne, funde de snart Aarer, dreve altsaa deres Arbeide med stor Lyst og Glæde, da der ikke var saa koldt her, som i Finmarken, hvorvel de tillige erfarede at Metalaarerne ikke vare saa rige, sær paa Jern, som der. Da de nu efter velforrettet Sag og heel belæssede vilde gaa hiem, og komme ned i Dalen, da mødte dem pludselig et saare mærkværdigt og lysteligt Syn. Thi de skuede trende Møer, siddende ved det speilklare Vand paa Marken; de spunde Hør, og deres Svanehamme laae ved Siden af dem. Deres Haar, som var finere og gulere end Hørren de spandt, vare bundne med Silkebaand høit oppe i Nakken og flagrede derfra i bølgende Lokker ned over deres fyldige, hvide Skuldre og Bryster. Forresten vare de ranke og smekkre, med store blaae 11 Øine, hvilke de meget milde fæstede paa de trende Brødre. Slagfidur, Eigil og Vaulundur bleve herover betagne af stor Elskov, men tillige af overvættes Forundring; thi de trende Møer, af hvilke den ene havde et grønt, den anden et blaat og den tredie et rødt Klædebon, vare for deres Aasyn at skue, som de trende Ædelstene; og da nu Marken overalt var fuld af gule Blomster, saa forekom det dem, som den hele Egn, med hvad derudi befandtes, viste sig for deres Øine, som den nysbenævnte Guldklump, kun meget større og skiønnere.

✂ Da de altsaa nu ikke tvivlede længer om, at deres Moders Spaadom jo skulde gaae i Opfyldelse, saa ginge de hen til de trende Møer, for at kundgiøre dem deres Hændelser, og for at beile til dem. Men da de nu komme hen, og stode midt for deres Aasyn, og bleve bestraalede af deres store Skiønhed, da kunde de ganske intet tale. Da sang Møerne:

✂ Ædle Kongesønner!
Slagfid! Eigil! Vaulund!
Hil Jer ædle Kæmper!
Svanhvid, Alrun, Alvild
Nornen hid hensendte,
For at bringe Glæde
Finnekongers Afkom.

✂ Da Brødrene det hørte, toge de dem i deres Arme og førte dem ind i deres Gaard, hvor kort derpaa deres Bryllup stod, og levede de siden lang Tid uforstyrret lykkeligen og vel tilfreds. Slagfidur fik Svanhvide, Eigil Alrune, Vaulundur Alvilde.

✂ Men nu hændte det sig een Dag, da de saaledes 12 havde levet tilsammen i ni Aar, at deres Qvinder heel blege og nedslagne kom ind til dennem og sagde: Kiereste Husbonder! Vi kunne nu ikke, hvor gierne vi end ville, blive længer hos Eder. Vi ere Valkyrier, og ere bestemte til i ni Aar at følge Stridsmændene i Kamp, naar vi andre ni Aar have husvalet os ved vore Husbonders Omfavnelser. Vi formaae ikke at sætte os op imod vor Skiebne, for hvilken raader en høiere Magt, maa derfor med Taalmod føie os i den; hvilket vi ogsaa raader Eder at giøre, hvis I vil vel fare. Om ni Aar komme vi tilbage, og skal I da finde os rede til i Alting at rette os efter Eders Villie, som det sømmer sig gode Ægtehustruer at giøre. - De trende Brødre bleve ganske meget forbausede og bedrøvede, over denne Tale. De sagde: Om ni Aar er vor bedste Ungdom forbi, da ville vi ikke have megen Husvalelse af Eders Omgang, saa lidt som I af vor. Valkyrierne svarede: Vi blive aldrig gamle, og stærke haardføre Mænd, som I, ældes ikke saasnart. Paa det at I ikke skulle forlænges, eller græmme Eder plat, mens vi ere borte, saa ere her trende Nøgler, med dem kunne I aabne Biergene og tage de kosteligste Metaller ud; saa mangler I aldrig Malm at smedde af, kan altsaa blive rige, samt høit anseete og berømmelige Mænd. - Da de havde sagt disse Ord lagde de Nøglerne paa Bordet, kyssede deres Husbonder, og forsvunde heel pludseligen.

✂ De trende Brødre bleve saare bedrøvede over denne Hændelse. Fra den Tid af var der tyst og skummelt i Ulfsgaarden. De ginge kun ud for at søge Føden, i Qvel naar det mørknedes satte de sig tause hen, hver i sin Krog, og stirrede paa hverandre indtil 13 Midnat, da de lagde sig i de kolde Senge, og tænkte paa den Glæde de der havde nydt, ved deres kiere Hustruers Omfavnelser. Tilsidst besluttede Slagfidur og Eigil at drage vide ud i Verden, for at opsøge deres Qvinder igien. Vaulunder, den Yngste, raadte dem med kloge og fornumstige Ord derfra, i det han sagde: Hvad hielper det at flakke omkring? I hvilken Kant af Verden vil I uddrage for at opsøge dennem? Udentvivl flyve de usynligen giannem Luften. I vil fare vild og vansmægte, og times da aldrig den Lykke at omfavne Eders Qvinder igien, hvilket vel kunde skee, hvis I med Taalmod vilde oppebie de ni Aars Udløb. Brødrene agtede kun lidet paa hans Tale, thi Elskov og Forlængsel havde ganske betaget dem.

✂ Da de nu altsaa havde fyldt deres Braage med Føde, samt taget tvende store Guldhorn med sig, fyldte med gammel Miød, saa toge de Afskeed med deres Broder og ginge bort. Vaulunder var saare mod i Hu, og Taarerne runde stride ned af hans Kinder; thi det bares ham for, som om han aldrig skulde see dem oftere. Han bad dem endnu engang have Taalmodighed, men Brødrene svarede ham: Vi formaae ikke at sætte os imod den store Forlængsel, som hverken lader os have Roe Nat eller Dag. Bade ham derfor passe Huset vel og skalte over deres Eiendom efter eget kloge Tykke, indtil de komme tilbage. Da nu Vaulundur saae at det nyttede slet intet at bringe dem fra deres Forsæt, saa ønskede han dem, som en god Broder, en lykkelig Reise; bad dem ogsaa, hvis de skulde træffe hans kiere Hustrue Alvilde, at bevæge hende til at drage hiem igien, da han længtes inderligen efter hende, hvorvel hans Længsel ikke 14 var saa daarlig, at den skulde forlede ham til at modsætte sig hendes Bud; ledsagede dem derpaa til paa den anden Side af Skoven, hvor de fulde hannem om Halsen. Hvorpaa Slagfidur, den Ældste, sagde: Hvorvel jeg har et godt Haab, min kiere Broder! og fuldvel troer at jeg skal see dig igien, saa vil jeg dog her sætte et Mærke, som jeg vil bede Guderne, forunde den Kraft, at det kan vise dig, hvad enten jeg er levende eller død. Traadde derpaa et dybt Fodspor i Jorden og sagde: Saalænge dette Fodspor staaer tydeligt og uforkrænket, da times jeg i ingen Fare; finder du det derimod fyldt med Vand, da er jeg druknet udi Havet, finder du det fyldt med Blod, da er jeg død udi Kampen, finder du det tildækket med Muld, da betyder det at jeg er sotdød, og hviler neder i Jorden. Eigil, som tyktes vel om sin Broders Daad, giorde nogle Skridt derfra det samme; hvorpaa de vandrede bort, efterat de først havde skaaret sig tvende Vandringsstave udi den tykke Skov. Vaulundur stirrede efter dem, saa langt hans Øine kunde række. Da de vare svundne bag Bakken, gik han hiem, grundende med langsomme Skridt.

✂ Brødrene fortsatte imidlertid deres Vey. Henimod Aften satte de sig ved Indgangen til en Lund, ved en Elv, som slyngede sig giennem Egnen. Her gave de sig til at spise, og drukke hinanden til af de store Guldhorn. Det var midt om Sommeren, Aftenen var kiølig og sval, det grønne Løv i Skoven, som takte sig over deres Hoveder, gav en liflig og vederqvægende Lugt, og Fuglene, som sprunge omkring paa de smaae Qviste, qviddrede af al Magt. Brødrene afspændte, for ydermere Mageligheds Skyld, deres Guldhielme med de skiønne Ædelstene, og lagde dem 15 ved deres Side. Slagfidur syntes at den grønne Karfunkel aldrig havde givet saa underligt et Skiær fra sig, som nu; dens Straaler fløde paa det besynderligste sammen med Glandsen af det friske Græs og de unge Løv, og det var ham fast umuligt at skielne om det var Stenen eller det Grønne, som meddelte hinanden deres Glands. Eigils Hielm laae ved Bredden af Elven, og Blaaglimmerten, som sad derudi, forenede ligesaa forunderligt sin Farve med de blaae Bølger der rullede i Floden, og med den lyse Himmel, som hvælvede sig over den. Da de nu havde nydt det gode Maaltid, satte de Hornene ved Siden af sig, med Spidserne i tvende Muldvarpeskud, og gave sig til at sige allehaande lystelig Skiemt og Gammenstale; thi Miøden og den smukke Aften havde giort dem oprømte. Imidlertid blev det mørkt, og Maanen som stod op i Synskredsen, lige over for dem, blandte paa en sær Maade sit Skin med Glandsen, der straalede fra de store Guldhorn. Som de derfor sadde allerbedst, blev Eigil pludselig ganske alvorlig og forfærdet, og da Slagfidur spurgte hvad der fattedes ham? Sagde han: Det kommer mig saa underligt for, at Maanen, ligesom en blodig Bøddel, griner mig lige i Ansigtet. Slagfidur bad ham lade slige Tanker fare; men Eigil sagde: Hvor er Blaaglimmerten i min Hielm? Slagfidur svarede: Den sidder der endnu, men Nattens Mørke og Grenenes Skygge har udslukket dens Farve. Eigil sagde betænkelig: Ikke allene dens, men ogsaa Havets og Himlens Farve. Og ligesaa er det gaaet Stenen i din Hielm; det grønne Skiær i den, forsvandt med Farven paa Græsset og Træerne. Men Maanen, hisset, er Vaulundurs røde Ædelsteen; og den har overvundet vore, og overlevet dem begge.

16

✂ Slagfidur vidste ikke hvad han skulde svare; Han sagde: Jeg har et godt Haab! Det blomstrer saa grønt som Stenen i min Hielm, endogsaa om Natten. Eigil svarede: Jeg haver intet Haab, og drives kun af en ængstelig Forlængsel, langt, langt hen i den vide Verden, efter noget Bedre. Derfor har jeg begivet mig paa Reisen, og derfor stirrer mit Blik hele Timer ud i den tomme, blaae Himmel, og derfor er Stenen i min Hielm blaae, og derfor var Alrunes Klædebon blaat; og den matte, dunkle, tærende Forlængsel er min Valkyrie! Slagfidur rystede paa Hovedet og rakte ham Miødhornet, hvilket Eigil strax tog; og da han havde drukket, fik han igien sin forrige Munterhed. Slagfidur drak nu ogsaa; og finge de dem Begge en halv Ruus, hvorover de glemte alle overstandne Gienvordigheder, og besluttede ikke at hvile, førend de havde fundet deres Hustruer. Slagfidur sagde: Finder jeg ikke min Svanhvide, da er jeg en Mand disværre. Det er den skiønneste Svane, der nogentid er svømmet giennem den klare Luft. Ingen Svane bryster sig saasom hun, med saa megen Ungdomsfylde og Tugtighed. Det er den skiønneste Qvinde Sol har skinnet paa, og som nogen Mand har favnet. Eigil sagde: Du liuger! Een Qvinde veed jeg, som hedder Alrun; ikke favner Odin Frygga med saa megen Vellyst, som Eigil hende. Slagfidur sagde: Aldrig har jeg endnu løiet, og skal Den times stor Jammer og Meen, som siger mig det paa. Eigil svarede: Ikke skielver Eigil meer end en dybtplantet Bannerstage, skiønt han dog sagde at du løgst. Da Brødrene havde vexlet disse Ord, droge de ud deres store Slagsværd, og hug paa baade Hænder. Hvorpaa Slagfidur tilsidst spaltede Eigils Hielm, saa at Stenen brast; hvorpaa 17 Eigil blev fortumlet i Hovedet og styrtede baglænds ned i Elven. I det samme forandrede Maanen sin Ildfarve og blev bleg, som en Dødning. Slagfidur stod længe i Tanker og støttede sig til sit Sværd, i det han stirrede ned i Elven, hvor hans Broder var druknet. Da hørte han som en Raslen bag sig i Skoven, og det kom ham for, som om han hørte disse Ord synge med svage og hæse Røster:

✂ God Tid! Ond Tid!
Graads Tid! Dødstid!

✂ Han tænkte strax paa Svart-Alferne, og vendte sig hurtig - men da var Alting forsvundet. Slagfidur var saare mod i Hu. Han var nu ganske kommet til sig selv igien og overveiede: hvordan hans Broder nylig havde siddet ved hans Side, fuldkommen karsk og sund, og hvad han havde talet, og hvordan han nu havde saaret ham, og styrtet ham ned i Floden og paa den Maade været Aarsag i hans Død. Sandelig, sagde han, der var Noget i hvad Eigil sagde, om den utydelige, uvisse, veiløse Længsel, som ikke vidste selv hvor den vilde hen, og som ingen Rist eller Roe havde, Dag eller Nat; men var bestandig Bevægelse og Forandring underkastet, ret som Vandet, og uden Ende eller Maal, som det vide Himmelrum. Og begge Dele ere blaae! Og Stenen i Eigils Hielm var blaae! Og nu ligger han selv midt i Elven! Sandelig! der er et høistforunderlig Frændskab mellem Alting i Naturen, og hvorfor skulde Menneskens Hu, Sindelag og Skiebne være undtaget derfor? Det var ogsaa Eigils ubændige Sind der bragte ham til at nedstyrte een af Svart-Alferne; han forførte mig til det samme; 18 og det er ikke godt at have dem til Fiende. - Ak, tænkte han saa igien, efter en liden Stund, jeg haver nu med egen Haand dræbt min Broder! Min Hustrue er borte, og jeg vandrer nu ganske ene omkring i et fremmed, ubekiendt Land. Skal jeg vende tilbage igien til Vaulundur? Eller skal jeg styrte mig i Elven, og paa den Maade i en Hast giøre Ende paa min store Bekymring og Bedrøvelse? Nei, tænkte han saa igien. Nornerne har ikke bestemt mig til Ulykke. Jorden er grøn; og den er sikkrere at forlade sig paa end Havet og Luften. Jeg har et godt Haab om at finde min Hustrue, og lader mig ikke afskrække. - Som han det sagde, løftede han sine Øine til Himlen. Natten var bælmørk, kun en eneste Stierne glimtede med et usædvanligt, skinnende Lys. Det kom Slagfidur for, som om den nærmede sig mere og mere. Med Armene støttet til sit Sværd, ventede han med stirrende Blik Udfaldet paa dette Særsyn. Stiernen nærmede sig, og alt som den nu kom nærmere, tabte den mere og mere sin runde Straaleskikkelse. Omridsene toge sig efterhaanden tydeligere ud. En menneskelig Skabning begyndte at udvikle sig; og endelig saae Slagfidur at det var hans kiere Hustrue Svanhvide, der svævede skinnende og næsten giennemsigtig, med et grønligt Skiær, over hans Hoved. Han rakte sine Arme i Veiret og kunde ikke tale for Glæde. Da sang Synet med vilde Toner:

✂ Skye Elvens Bølge!
Mit Vink du følge!
Forsag kun ey.
Til Fieldet bundet,
Har du dog fundet
19 En bedre Vey.
Du rask dig væbne,
Velan! Velan!
Kæmp mod din Skiebne,
Alt som en Mand.

✂ Alfader satte
Blandt Biergets Skatte
Dig hen, saa viis;
Men Rosens Bæger,
Hvor Løvet leger,
Kun naaer din Priis.
Du opad stræber,
Fra gamle Slægt,
Og modig dræber
Din Tyngdevægt.

✂ Med Jernets Vinger
Du rask dig svinger
I Foraarsduft,
Til Fieldet baaret,
Har du dog kaaret
Den lune Luft.
Lad Bølgen vige,
Og styrt dig ey.
Husk du skal stige!
Høy er din Vey.

✂ See hisset oppe,
Paa Biergets Toppe,
I Morgengry,
Der vil vi hvile,
Mod Himlen smile,

20

✂ I Purpurskye;
Og drikke Skaaler
Af Luften der,
Og gaae paa Straaler
Af Maanens Skiær!

✂ Slagfidur følte sig besielet af det vældigste Mod og det fasteste Haab, der ligesom strømmede ind i hans Hierte, med Tonerne af denne Sang. Den lyse, giennemsigtige Skikkelse vinkede ham, han kastede Braagen og Sværdet paa Jorden, for deslettere at følge sin Elskede, hvis Besiddelse han nu ikke længer tvivlede om; vandrede derpaa, af al Magt, i Blinde, op ad Fieldet. Adskillige Gange blev han mod i Hu, det var for ham, som om Noget drog ham ned i Dalen igien. Eengang vendte han sig, da kom det ham for, som om hans Moders Gienfærd stod for ham, i hvide Klæder, og sang:

✂ Nyd det Liv,
Dig Nornen skienkte,
Med nøisom Glæde.
Kæmp ey mod Nornen,
Ey mod Mimer,
Ey mod Odin.
Lad ey Vanvid
Dig bedaare,
Ey det Onde
Dig bedrage,
Flye tilbage!

✂ Slagfidur betænkte sig. Da dandsede den luftige Qvindeskikkelse i Luften igien, og sang atter med skingrende Røst og feberagtige Bevægelser:

21

✂ Kiek du dig væbne,
Mit Vink du lyde!
Ond er din Skiebne,
Dens Baand du bryde!
Mon Jordens Hele
Fik Roe og Rist,
Hvis alle Dele
Var sig bevidst?
Da blev Coraller
Til Diamanter;
Da skiød Chrystaller
I andre Kanter,
Da skar ey Sværdet
I Kamp og Krige,
Sig Rosen hærded,
Rubinens Lige;
Da Ravn og Ørn
Sig Huler graved,
Og Ulv og Biørn
Fløy over Havet;
Og uden Hinder
Rev bort den Traad,
Som nu dem binder
Til Trælledaad.

✂ Da Svanhvide havde siunget dette, fløy hun afsted, og Slagfidur fulgte hende, med stirrende Blik. Somme Steder maatte han svømme over Bierg-Elve, for at følge hende, og krybe over store Fieldklipper; item springe over store Ridser, der ligesom Drager aabnede deres Svælg, for at sluge ham. Slagfidur mærkede, at alt som han kom høiere, tabte den lyse Skikkelse mere og mere sin Glands. Hendes Ansigtstræk 22 bleve fordreiede. Han blev bange og vilde vende om igien, men det var for silde. En uimodstaaelig Magt drev ham bestandig høiere; og endelig, da han kom op paa den øverste Fieldspidse, saae han ved Daggryet at det var en Svart-Alf! Slagfidur svimlede paa den høie Tinde. En umaadelig stor, grøn Slette laae for hans Øie. Duggen, som blinkte i den matte Morgenrøde vinkede ham. Slagfidur fandt sig betaget af den vellystigste Higen, efter at styrte sig ned i dens grønne, bløde Favn. Alfen vendte sig og sagde: Dødstid! Og i det samme styrtede Slagfidur ned fra Biergtoppen i Afgrunden, hvor hans Legeme jammerligen sønderknustes.

✂ Vaulundur stod den næste Dag tidlig op og betragtede de trende Nøgler, som Valkyrierne havde givet ham) og hans Brødre. Den ene var af Kobber, den anden af Jern, den tredie af Guld. Han tog den første der faldt ham i Haanden, hvilket var Kobbernøglen, gik saa med mange underlige Tanker op i Fieldene. Da han nu længe var gaaet, langs en Klippeelv, fandt han endelig et Sted hvor Fieldet ganske brat vendte en nøgen, skraa Væg ud imod Elven. Dette Sted syntes Vaulundur at være passeligt, thi tog han Kobbernøglen frem, og satte den mod Væggen. Neppe havde han giort det, førend Fieldet revnede, og dannede paa den forunderligste Maade en grøn Grotte. Thi det skiønne Kobbermalm gav et besynderligt grønt Skin fra sig i Klippevæggen, og rundtomkring fandt han den indsprængt med Ædelstene af forskiellig Størrelse, og af samme Natur, som den der sad i hans Broders, Slagfidurs Hielm. Ovenover hang der store Chrystaller af samme Farve, 23
men af tusind forskiellige Skikkelser, ligesom Iistapper, og udgiorde hele Støtter somme Stæder; og allerøverst hvor Fieldet var revnet, snoede sig det tykke Krat saa tæt i hinanden, at der aldeles intet var at see af Himlen. Vaulundur udhug nu saa stort et Stykke Malm, som han kunde bære, og førte det derpaa ud. Neppe var han kommen udenfor, førend Fieldet lukkede sig til, og han kunde ikke noksom forundre sig, over den Hurtighed og Rolighed hvormed det skedte. Det var ham ikke muligt at see hvor Indgangen havde været, og han vilde holdt det altsammen for en Drøm, eller et Blindværk, hvis han ikke endnu havde havt den tunge Byrde paa Ryggen. Nu gik Vaulundur hiem, og rensede og luttrede Malmet, fra alt unyttigt Gruus og anden Tilsætning; smeddede derpaa en stor Kobberhielm, udi hvilken han satte trende af de største grønne Ædelstene. Dette Arbeide varede i adskillige Dage, men da de vare forløbne tog han den Nøgle, som var af Jern, og gik saa med den hen i Bierget, og satte den mod Klippevæggen, der strax revnede ligesom sidst. Men kun paa en anden Maade forlystede dette Syn nu hans Blik. Thi Væggene, hvorvel de vare fulde af Jernmalm, gave et ganske blaaligt Skiær fra sig af Staal, der saae ud som det var anløbet i Ilden. Midt i disse Staalfliser, sadde lutter blaae Ædelstene, liig den Eigil havde i sin Hielm. Midt i Kløften styrtede sig en Bierg-Elv, der fik sin Farve af den klare, milde Himmel, der, ligesom et stramt Klæde, spændte sig over den revnede Kløft, paa hvis Kanter voxte Kierminder og Violer. Vaulunder kunde ikke noksom forundre sig over dette Syn. Da han længenok havde mættet sit Øie, hug han et stort Stykke Malm ud af 24 Klippen, i hvilket der sad de største Ædelstene. Derpaa løftede han det paa sine Skuldre, og gik ud. Hvorpaa Klippen ogsaa strax lukte sig for ham, som den sidst havde giort. Af dette Jernmalm smeddede nu Vaulunder et Sværd, hvis Hialte han besatte med lutter blaae Ædelstene; og var dette Sværd saa smidigt, at han kunde vinde det omkring sit Liv, og saa skarpt at det kløvede Fieldstykker som Leer. Da han var færdig dermed, tog han Guldnøglen, og gik atter hen i Fieldet, og giorde hvad allerede to Gange før er meldt. Men hvad han havde seet de tvende første Gange, var plat ud intet imod hvad han nu saae. Fieldet var ikke revnet fra oven ned ad, som hidindtil; men en hvælvet Buegang, giennem hvilken han kunde see Himlen og Havet paa den anden Side, laae for hans Øie. Indgangen til denne Buehvælving var bevoxet med unge Roser. Fra Væggene glimtede det rødeste Guld, og mellem det allehaande andre Metaller. De purpurrødeste Rubiner besprængte Væggene, og deriblandt allehaande Coraller og Chrystaller, af blegere og stærkere Farve. Men hvad der var det Forunderligste: Giennem Ridserne paa Klippen snoede sig, paa en fast utrolig Maade, Viinranker, med modne Druer, der i Rødme og Storhed kappedes med Rubinerne i Fieldet. Endelig hvad der fuldkommen forherligede og fuldendte dette skiønne Syn, var Morgensolen lige over for paa Himlen, som i det samme steeg op af Havet, for den anden Indgang af Hulen, og oplyste det alt med sin luende, liflige Glands. Vaulundur udhuggede nu en stor Guldklump, men det varede længe inden han kunde forlade Bierget, thi han blev ikke mæt af at betragte denne skiønne Hule og af at spise de søde Druer.

25

✂ Endelig gik han dog, og Klippen lukkede sig hurtig til efter ham. Nu smeddede han et saare skiøint og fagert Brystpandser, hvilket han prydede med et Smykke af røde Ædelstene. Dermed forgik en Tid. Da nu Vaulundur var færdig, tænkte han een Morgen: Hvordan mon det gaaer mine Brødre? Erindrede sig ved den Leilighed det Tegn, de havde sadt ved Udgangen af Skoven, paa hiin Side; gik altsaa derhen, hvor de havde traadt Sporene. Da han nu kom did, hvor Eigil havde sat sit Spor, da fandt han hele Pladsen oversvømmet med Vand, i hvilket Himlen speilte sig. Stedet derimod, hvor Slagfidur havde sadt sit Mærke, var ikke allene tildækket med Muld, men ud af Muldet var allerede fremsprunget en Hoben unge, bløde Græsstraae. I et Birketræe, ved Siden af dette Sted, sad der en Drossel; og hvergang der rørte sig en sagte Vind, saa at Vandplasen og det unge Græs bølgede, hævede den sin Røst og sang heel sælsomt og sørgeligt. Heraf saae da nu Vaulundur tydeligt, at begge hans Brødre paa en ynkelig Maade vare omkomne; gik altsaa med et tungt Hierte tilbage til sin Hytte, og tænkte paa Veien ved sig selv: Jeg sagde dem det vel! Hvorved Taarerne trillede ham ned ad Kinderne, og han kunde den ganske Dag hverken æde eller drikke for Sorg og drøvelse. - Dagen derpaa gik han i Bierget igien, og hentede mere Guld, og gav sig derpaa til at indrette sig et ordentligt Værksted, for paa denne Maade at oppebie de ni Aars Udløb. Han smeddede nu allehaande kostelige Klenodier og Vaaben, og blev inden kort Tid berømt over det hele Land, for sin Kunst og sin Rigdom. Naar han var kied af at giøre andet Arbeide, smeddede han Guldringe, som han trak paa 26 et Bastbaand, og spændte hen under Loftet. Hvergang han havde faaet en Ring færdig og trak den paa Baandet, tænkte han paa sin Hustrue, Alvilde, hvor fagert disse Ringe vilde klæde hendes spæde Fingre, og trinde hvide Arme, hvis hun endnu var hos ham. Disse Guldringes Antal beløb sig tilsidst til syvhundrede.

✂ Paa den Tid regierede udi Sverrig Konning Nidudr; han var en liden og mager Mand, bleg i Ansigtet, og med Øinene dybt inde i Hovedet. Han var berygtet over det ganske Land, for sit misundelige og avindsyge Sind. Der gik ham intet mere til Hierte, end naar han hørte at Een af hans Naboer havde udmærket sig ved svare Bedrifter eller Giefmildhed. Han havde dræbt trende herlige Skialdre med egen Haand, fordi de frimodigen havde sagt ham, at han digtede slette Viser; thi da Nidudr var berøvet al Mandighed og Kraft, og slet hen intet besad af fortræffelige Egenskaber, saa var ogsaa hans Hierte qvindligt og forfængeligt, saa at han, skiønt han paa Siel og Krop var heel afmægtig, dog vilde gieide for en drabelig og forstandig Herre.

✂ Denne Konning havde aldrig saasnart faaet Nys om Vaulundurs store Rigdom og Liggendefæe, førend Blodet steeg ham op i Ansigtet, hvorpaa han blev ganske bleg og skielvede over alle sine Lemmer. Thi han fattede strax det Forsæt at skille ham ved alt sit Gods; men da han tillige var en stor Niding, saa indjog Frygten for at sætte det i Værk ham denne Rædsel og Bævelse. Efterat altsaa den første Rystelse havde lagt sig, kaldte han paa een af sine fornemste Hirdmænd og sagde: Jeg er kommen i Erfaring om, 27
at der skal opholde sig en Mand, Vaulundur kaldet, i mit Rige, som er bleven vide berømt for sin store Rigdom paa Guld og Sølv. Ligeledes har jeg hørt, at han skal overgaae alle Andre i at smedde det ud til Vaaben og kostelige Klenodier. Da jeg nu fuldvel veed, at han er kommen til mit Land, som en arm Biergfin, saa er jeg fast vis paa, at han er kommen til denne Skat ved Røverie, eller ved Trolddom og Finnekunster; er derfor min Villie, at du tilsiger de stærkeste af mine Drabantere og gode Mænd, at de klæde sig i deres Jernbrynier, paa det vi, i Nattens Stilhed, kunne ride til Vaulundurs Gaard, og bemægtige os hans Gods, samt gribe hannem. Hirdmanden svarede hertil: At du, Konning Nidudr! vil gribe en Troldmand eller Røver, finder jeg Intet at udsætte paa; kun tykkes det mig sælsomt, at du opbyder en heel Skare, mod en eneste Mand. Thi har han ingen overnaturlige Kræfter, da kan vel een af dine Mænd raade med ham, men er han ved Seid, eller anden Kunst, jettestærk, da kunne vi Intet udrette mod ham, om vi end vare nok saa mange. Konning Nidudr vidste Intet at svare hertil, blev derfor saare vred, greb sit Sværd med baade Hænder, og hug det imod Hirdmandens Pande; men da Kongens Arm var svag og Hirdmandens Pande haard, faldt Sværdet uden synderlig Virkning tilbage igien. Da Konning Nidudr saae at det Intet vilde hielpe, greb han i Hast til sit Spiud, og giennemborede den forvovne Bersærks Indvolde, hvorpaa han strax faldt død til Jorden. Da det var skeet kaldte Kongen paa sine Mænd, og fortalte dem hvad han havde isinde, i det han tillige pegede paa den døde Hovmand, for at betyde dem, hvad Den havde at vente, som satte sig imod hans 28 Villie. Dette giorde et stærkt Indtryk paa alle Kongens Mænd, hvoriblandt de Fleste vare feige og frygtsomme, ligesom han selv, hvorfor de ogsaa samtligen lovede at staae ham bi til den sidste Blodsdraabe.

✂ Da nu altsaa Solen var gaaet ned, klædte de sig i Jern og giordede deres Gangere, paa hvilke de satte sig, med blanke Spiud i Hænderne, og rede derpaa langsomt hen til Vaulundurs Gaard i Ulfsdalen. Konning Nidudr var meget urolig paa Veien; thi det var Maanskin, og hvergang de blanke Spiud glimtede i det blege Lys, bævede hans Hierte af Frygt for at blive forraadt. Komme de da saaledes til Vaulundurs Gaard, som stod aaben; hvorpaa de listede sig sagteligen ind i Huset, som var tomt og øde, og funde de Ingen. Da der nu Ingen var, og Kongens Øine strax forblindedes af det møgle Guld, befoel han een af sine Mænd at tage Bastbaandet ned fra Loftet, hvorpaa de syv hundrede Ringe vare trukne. Disse betragtede han med sær Glæde, stak den skiønneste paa sin Finger, og bød dem derpaa hænge Baandet op igien, og skiule sig omkring i Krogene, hvor de skulde oppebie Vaulundurs Hiemkomst.

✂ De havde ikke ventet meget længe, før de hørte en Mand komme gaaende med tunge Skridt giennem Gaarden. Konning Nidudr sagde: Nu hører jeg Vaulundur komme! Der skal Førlighed og Styrke til at træde slige Skridt. Tager Eder derfor vel iagt, at Ingen af Eder geraader i Fare, ved at overile sig; og byder og befaler jeg her, ved min kongelige Magt, at Ingen maa røre sig, førend jeg giver Tegn dertil, eller det skal koste hans Liv.

✂ Vaulundur kom nu ind af Døren med en Biørn paa Ryggen og et Spiud i Haanden, hvoraf Blodet 29
endnu randt. Han havde jaget den hele Dag, og kom nu hiem ved Midnatstide, hungrig og træt, for at holde sin Nadvere. Thi han havde den ganske Dag intet Vildt truffet, hvilket kom deraf, at alt som han var kommen ind i Skoven, hvor den var tykkest, havde han begyndt at tænke paa sin kiere Hustrue Alvild, og paa sine Brødre. Træt havde han sat sig paa et Klippestykke, med Haand under Kind, for at overgive sig til sine Betragtninger, i uforstyrret Mag; en Biørn, som sprang frem af Krattet, vakte ham, den havde han dræbt, og kom nu saaledes tungsindig og belæsset hiem. Da han nu altsaa havde flaaet Huden af Biørnen, pustede han Gløderne op paa Arnestedet, og lagde tørre Riis og Qviste dertil, saa at der inden kort Tid stod en høi Lue. Derpaa tog han et Guldhorn, fyldt med Biørnens Blod, og kastede det paa Ilden for Odin og Thor; da han det havde giort, tog han en Birkekrands af sin Hielm, som var indflettet med blodrøde Granbær, den lagde han ogsaa paa Ilden og offrede Freya den. Gav sig derpaa til at hugge Skinkerne fra Biørnen, hvilke han satte paa sit Spiud og stegte dem, til de havde nok. Da det var giort, hentede han en Skaal med Miød; hvorpaa han holdt sit Maaltid, og drak sine Brødres, Eigils og Slagfidurs, Minni, som han altid pleiede. Derpaa spilte han Biørnehuden ud med Træepinde, at den skulde tørres for Vinden. Da det var skeet, steeg han op og tog Bastbaandet ned fra Loftet, og talte Ringene. Da nu een af disse manglede, og fast den bedste, blev Vaulundur heel forundret; thi han boede afsides, mellem Fieldene, og havde der været Røvere, meente han, saa havde de vel taget dem alle. Er maaskee min Hustrue Alvilde kommen tilbage, og 30 giver sig først tilkiende ved dette Tegn, tænkte han, paa det at Glæden skal ikke pludseligen dræbe mig? Med disse Tanker strakte han sig hen paa sit Leie, for at vente. Men da Intet rørte sig, sagde han: Indtil Freya igien sender mig sin glædebringende Møe Hnos til Husvalelse, overgiver jeg mig i din Vold, blødarmede Siofn! Hvorpaa han strakte sig hen ad Løibænken, og sov roligt ind.

✂ Da nu Konning Nidudr mærkede at Vaulundur sov hart nok, sneg han sig frem med sine Mænd, og befoel dem at spænde ham i Jern og tunge Fodbøier; hvilket de ogsaa strax efterkom, saa at han ikke kunde røre sig, da han vaagnede. Vaulundur blev overvættes forundret, da han mærkede hvorledes man havde medhandlet ham, samt saae sig omringet af saamange bevæbnede Mænd. Han troede det var Røvere og raabte derfor: Kommer I for at hente mine kostelige Guldsmykker, da tager dem frit og lader mig løs igien; thi jeg lover Eder at jeg aldeles ikke skal modsætte mig Eders Daad, hvilket vel desuden saa kun Lidet vilde gavne mig, da I ere saa mange, og jeg kun Een. Konning Nidudr svarede: Store Løfter og sledske Ord gav Loke i Jothunheim; men Jetterne sveeg han dog tilsidst. Ikke er jeg nogen Røver eller Stiemand, som du maaskee formasteligen holder mig for at være, men Nidudr, din Konning og Herre. Vaulundur svarede: Stor Ære og Værdighed beviser I min Hytte, med saa ædelig en Giest, Herre min! Men hvi slutter I mig udi Bolt og Jern, som en Ildgierningsmand? Nidudr svarede: Jeg kiender dig fuldvel, Vaulundur! Fattig komst du herned fra Finmarken til mit Land, og nu eyer du bedre Drikkekar og Klenodier, end Nidudr i sin Sal. Hure 31
gaaer det til? Vaulundur sagde: Er jeg paa Thinge kæret for noget Røverie eller Hærværk, da giør I vel i at føre mig bunden til Taarnet; men er jeg ikke det, hvi mishandler I mig da? Nidudr svarede: Rigdom kommer ikke af sig selv; haver du ikke røvet dit Gods, da est du en arg Troldmand, som Snildhed byder mig have et vaagent Øie med. Vaulundur sagde: Var jeg en Troldmand, da var det mig en let Sag hurtigen at sønderbryde disse Lænker. Jeg veed ikke at jeg forsætligen haver berøvet Nogen Noget, er det saa, da er jeg villig til at give det tifold igien. Hvad forresten Gudernes milde og besynderlige Gaver angaaer, da giør intet Menniske vel i at misunde dem; thi ligesaalidet lade de sig meddele, som de lade sig, berøve. Er derfor min Begiering, o Konge! at du lader mig løs, og vil jeg kiøbe min Friehed saa dyrt, du skatter den. Nidudr vendte sig til sine Mænd og sagde: Jeg vil ikke længer høre paa hans argelistige og forvorpne Ord. Fører hannem bort! - Da Kongen havde sagt dette, førte Drabanterne Vaulundur afsted, som rolig fandt sig i sin Skiebne, da han saae det Intet nyttede at sætte sig derimod. Guldet og de kostbare Stene førte de ligeledes bort, hvilket Konning Nidudr befoel at skulle bringes ind for hans Hustrue, Dronningen. Men Vaulundur lod han kaste ned i et Taarn, vel femten Favne under Jord. Dronningens Øine bleve fast som forblindede, ved at see den store Rigdom, og den skiønne Glands af de mangfoldige Ædelstene. Kongen skienkte hende mange Smykker og dyrebare Klenodier; sin Dotter Baudvilde gav han den første Ring, han havde draget af Bastbaandet. Selv glædde han sig meget ved at eje Vaulundurs herlige Sværd, hvis Fæste, der var hamret 32 i Skikkelse som Asa-Thors Stridshammer hin Miølner, var besat med de kosteligste blaae Ædelstene; hvilket før er sagt. Da nu Kongen spurgte Dronningen en Dag i Qvel, da hun sad og slog Harpen i sin Fruerstue, hvad hende tykkedes bedst at giøres ved Vaulundur, da han ikke holdt det raadeligt at dræbe ham, men heller at bruge ham til at forfærdige allehaande kostelige Sager; saa qvad hun sit Svar ved Harpen saaledes:

✂ Hans Tænder sikkert vædes
Naar Sværdet sit han skuer,
Og naar han paa Baudvild
Ringen kiender.
Da skule vist hans Øine,
Som paa den værste Slange.
Skiærer sønder
Hans stærke Sener;
Og sætter ham siden
Paa Sævarsted!

✂ Dette Raad fandt Kongen viseligt. Sævarsted var en Holm, som laae nær inde ved Landet, i en Bugt, hvorpaa der stod et gammelt rødt Taarn, fra utænkelige Tider, bevoxet med Svampe og Mos. Til dette Taarn førte Kongens Trælle Vaulundur, efterat de først havde overskaaret hans Ankelsener, efter Dronningens Befaling. Her gave de ham nu sit Smeddeværktøi, og indsatte til ham de Kister med Guld, som vare fundne i hans Giemmer. Og maatte han nu saaledes fra Morgen til Aften smedde kostelige Drikkekar, Hielme, o. dl. for Kongen. Ingen, uden Kongen selv, turde seile over til ham paa Øen, da 33 Nidudr frygtede for at Andre skulde forkomme noget af Skatten, hvis han sendte dem did.

✂ Her sad nu Vaulundur henved et Aars Tid og arbeidede ufortrøden; thi kun ved at arbeide glemte han den Mismod og Kummer, som indvortes fortærede ham. Konning Nidudr havde befalet ham, inden en vis Tid, at smedde sig en fuld Rustning af pure Guld. Som han nu een Dag sad og arbeidede paa Skioldet, i hvilket han havde udarbeidet adskillige af Asernes Bedrifter; paa eet Sted sad nemlig Odin høit paa Hlidskialf og saae ud over al Verden; paa et andet Sted traade Frygga ind med sine Dyser i Valhalla, blandt Einheriarer, der sadde rundt omkring paa Egebænkene og drukke af store Guldhorn; paa et andet Sted havde han meget kunstigen udgravet Thors Fiskerie paa Havet, hvorlunde han forfærdede Ymer-Kæmpe med at trække den store Orm Jormungarder op med sin Krog. - Men da han nu vilde forestille Freya, siddende i Folkvangur mellem de Elskende, og i Freyas Ansigt grangiveligen havde udtrykt sin kiere Hustrue Alvildes Aasyn og Skikkelse, da brast pludselig Taarerne ud af hans Øine, saa han ikke længer kunde see at arbeide, men maatte nedlægge sin Gravstikke. Da han derpaa nogenlunde var kommen til sig selv igien, saa at Graaden ikke længer qvalte hans Stemme, da raabte han med høi Røst: Ak min skiønne og inderlig elskede Hustrue! skal jeg, om ikke før, saa dog efter Døden, favne dig i mine Arme, hos Freya i Folkvangur? Hvor est du nu, min Valkyrie? Ak, hvis du saae mig i denne ynkelige Tilstand, vilde du da vel elske mig endnu? Nei, nei, det vilde du sikkert ikke. Thi fra en stærk og velbaaren Kæmpe er jeg bleven forvandlet 34
til en ussel, læmlæstet Træl. Her sidder jeg, sort af Kul og Støv; med Øinene røde af Røg, med Armene udmattede af Arbeide, lænket til en Steen, med overskaarne Ankelsener. Mine Brødre ere paa en ynkelig Maade omkomne. Med Harme maa jeg see paa at den Niding Konning Nidudr brammer med mine Rigdomme, og høster Frugten af min sure Sved. Intet uden Haab om Hevn har hidindtil opholdt mit Liv; men lidt efter lidt betages mig ogsaa dette Haab: thi vil jeg derfor ogsaa som snarest giøre en Ende derpaa. Som han havde sagt disse Ord, greb han til et Sværd, han selv nylig hadde smeddet, og vendte Odden deraf imod sit brede og lodne Bryst. Da hørte han en Fugl synge meget lifligt og velklingende, uden for Jernstængerne paa hans Vindue. Sommeraftenen var rolig og klar, og Solen som dalede, kastede, som til et Farvel, sit røde Skin giennem Aabningen paa den tykke Muur, ind i Fængselet til Vaulundur. Han fik Lyst til endnu engang at betragte Naturen, før sin Død; reiste sig derfor og steeg op paa Stenen, hvortil han var lænket; paa den Maade naaede han Vinduet, fra hvilket han havde en frie Udsigt. Havet gik lige op til hans Fangetaarn. En Jordtunge af Landet kunde han see, hvorpaa der stod et Bondehuus, hvor Husbonden sad med sin Qvinde og sine Børn, uden for Døren. Ligeoverfor gik Solen ned i Havet, og i dens røde liflige Skiær tumlede og varmede sig de kolde Bølger. Imidlertid sang Fuglen bestandig paa Taarnet, over Vinduet. Vaulundur var saare underlig i Hu. Det var denne fagre og milde Egn, der ligesom havde lokket ham ned fra det farveløse, kolde Finmarken, og paa denne Maade været Aarsag i hans Brødres og hans egen 35 Undergang, fordi de havde fulgt denne Drift. Med Hovedet nedsiunken paa sine Arme laae han længe maalløs og tankefuld saadan i Vinduet og stirrede hen ad Havfladen. Han havde mange forvirrede Tanker. Da han kom til sig selv igien, var det som om hans Siel havde giort en lang og besynderlig Reise, hvoraf den havde glemt det Meeste. Han stirrede atter ud paa Havet. Dets Bølger vare ikke længer røde, men forsølvede; thi Maanen stod høit paa Himlen. Langt borte, hvor Havet var lysest, saae han noget tumle sig. Det svømmede nærmere og nærmere. Da det kom heel nær, saae han at det var en Havfrue, der til Beltestedet var at see til som en deilig ung nøgen Qvinde. Hendes lange sorte Haar vare indflettede med grønne Siv, hendes Øine vare blaae som Havet og hendes fulde Lokker og Bryster bølgede blidt som det. I sine hvide Hænder havde hun en Strengeleeg, hvorpaa hun spillede. Det klang heel synderligt, og blandte sig med Bølgernes Rislen, med Maanskinnet og Fuglens Sang. Vaulundur stod ubevægelig. Da hun kom lige ind under hans Vindue, holdt hun stille, hævede sin Røst og sang:

✂ Hvi frygter den Kæmpe,
Som Nornen er god?
Kan Modgang neddæmpe
Hans glødende Mod?
Den røde Karfunkel,
Er den da saa svag,
At taaget og dunkel
Ham synes hver Dag?

✂ Ak! herlige, skiønne
Er Farverne hver.
36 Sødt qvæger det grønne,
Husvalende Skiær.
Og Valhallas Dyse
Selv Blikket laer staae
Saa froe paa det lyse,
Høithvælvede Blaa.

✂ Men Skyen fremkommer
Da flyer det i Løn!
I venlige Sommer
Kun Skoven er grøn.
Saa gierne de blaane,
Luftbuen og Elv,
Men Glandsen de laane
De har den ey selv.

✂ Hvad aldrig bortdøde,
Hvad aldrig forgaaer
Er Luen hin røde,
I sig den bestaaer.
I alt den sig mænger,
Fra Solen nedkaldt.
Til Intet den trænger,
Nødvendig for Alt.

✂ Ak Skiebne! du isner.
I Livet er Frøe,
Som spirer og visner,
Som Blomster og Høe,
Som tørres, forvildes
Af skadeligt Krat,
Og knækkes og hildes
I bælmørke Nat.

37

✂ Den salige Kierne,
Som Odin har lagt,
Som Nornerne værne
Med Omhu og Vagt,
Som Stormen ey tvinger,
Som rolig fremgroer,
Til kiek den udspringer -
Er sielden og stor.

✂ Med Diger og Pæle
De standse dens Vey;
Men reent den at qvæle
Det mægter de ey.
Snart atter den skuer
Med hvirvlende Top
Og skiønnere Luer
Til Himmelen op.

✂ Og bryder sin Larve
Med flammende Hav;
Og byder hver Farve
Staae frem af sin Grav.
Og Kierlighed iler
Fra Himmelens Skyer,
Og Sommeren smiler
Og Vinteren flyer.

✂ Da Havfruen havde siunget denne Sang, saae hun op til Vaulundurs Vindue og smilte blideligt til ham, hvorpaa hun svømmede hen ad Havfladen, som en Svane, endnu bestandig gribende i Strengelegen. Da hun var kommen et temmelig langt Stykke ud paa Dybet, dukkede hun ned; hvorpaa Fuglen fløy bort 38 fra Vinduet og Maanen dalede bag Skoven. Vaulundur lagde sig derpaa til Hvile med et roligt Hierte, heel styrket ved Havfruens Sang.

✂ Een Dag kom Konning Nidudr i Vaulundurs Fængsel, og fandt, blandt Andet, de trende Nøgler. Da nu Kongen trængte ind paa ham, hvortil de vare, og Vaulundur ikke vilde ud dermed, blev Kongen tilsidst saa forbittret at han tog en Øxe og truede med at ville kløve Vaulundurs Hoved, hvis han ikke sagde ham det. Nu maatte han da gaa til Bekiendelse og sige deres besynderlige og høistfortræffelige Egenskaber. Herover blev nu Kongen ganske glad og tog Nøglerne med sig, i den Hensigt med det første at undersøge, om det virkeligen forholdt sig saa. Da han altsaa var kommen hiem, giorde han strax Anstalter til Reisen op i Biergene, og begav sig faa Dage derefter paa Veien. Da han nu var kommen til det Sted, som Vaulundur havde betegnet ham, delte han sine Folk i trende Hobe, sendte derpaa de tvende af disse et afsides Sted hen, og besluttede saa, med den ene Hob, at gaae ind i Bierget, dersom Kobbernøglen vilde giøre sin Virkning. Til den Ende gav han den til een af sine dristigste og fortroligste Mænd, hvilken han befalede at sætte den imod Biergvæggen. Da nu denne havde efterkommet dette, revnede til deres store Forundring Fieldet sønder fra oven til neden. Men da nu Kongen befalede sine Mænd at gange did ind, da var det nær gaaet dem alle galt. Thi Jorden, som lod til at være bevoxet med grønne Urter, var ikke andet end et bundløst Kiær, hvorudi strax adskillige af hans Mænd styrtede, og først den, som havde Nøglen ihænde. Af de som ey qvaltes i Kiæret, omkomme Nogle paa en endnu mere ynkelig 39
Maade. Thi grønne Ædderslanger, som hang under Loftet i Form af Chrystaller, dryppede deres Gift ned paa dem; hvilket opløste deres Jernbrynier, og trængte ind i deres Legemer, saa at de pludseligen maatte opgive Aanden. Kun med Nød og Neppe slap Kongen og nogle faae af hans Mænd med Livet; thi de havde holdt sig længst tilbage. Da de vare komne ud, lukkede Bierget sig pludselig. Konning Nidudr var over denne sælsomme Begivenhed bleven saa svag af Skræk, at hans Mænd maatte bære ham hen paa Mosset, under et stort Træe, hvor han endelig kom til sig selv igien. Derpaa sagde han: Det er vel at Ingen i de andre to Hobe har været med, eller veed noget af Udfaldet; thi skiønt jeg for al Verdsens Guld ikke selv end een Gang vilde sætte mit kongelige Liv i Fare for disse Gøglerier og Trolddomskunster, saa er dog Begierligheden hos mig efter at vide hvordan det vil gaae, naar man bruger de andre tvende Nøgler, saa stor, at jeg hverken kan eller vil dæmpe den. Tag du derfor, min hin gode Ven Storbiørn! disse Nøgler, og giv hver Hob sin, og siig dem, det er min Villie at de skal forfare, ligesom jeg haver begyndt; men mag det saa, at den ene Hob ikke seer Udfaldet paa den Andens Foretagende. Storbiørn sagde: Giv mig kun Nøglerne, Herre Konge! Og skal jeg vel vide at mage det paa det Bedste. Og om end Troldene nok saa argeligt have deres Spil, saa frygter jeg dem dog ikke, og vil selv være med. Dette tyktes Kongen vel at være. Gik derpaa Storbiørn bort, og kom til de andre tvende Hobe og sagde dem Kongens Bud; hvorpaa den Ene blev tilbage igien, men den Anden gik med Storbiørn til Fieldet. Da de nu vare komne derhen, gav Storbiørn 40 Jern-Nøglen til een af Mængden, og bad ham sætte den mod Væggen; og da nu Væggen, efter Sædvane, var revnet, befoel han dem gaae ind. Men neppe vare de Halve af dem gangne ind i Hulen, førend en Biergstrøm, skummende og med megen Vælde, som en blaa, fraadende Slange, styrtede sig frem, saa at de fleste druknede, og paa denne Maade maatte lade deres Liv. Nu sagde Storbiørn, at de som vare blevne tilovers, hvilke kun var saare faae, skulde begive sig hen til Kongen og sige ham hvordan det var tilgaaet, samt blive der; men selv gik han nu til den tredie Hob og vandrede med den til Klippen, og gav en Mand Nøglen, og befoel dennem at gaa dristelig frem; men selv holdt han sig mellem de Bageste. Da nu Fieldet var revnet, bød han Mændene gaae ind; og saa giorde de; og mærkede til intet Ondt; men Væggene vare overalt rigtbesprængte med Guld og røde Ædelstene. Da nu Storbiørn mærkede, at der ingen Fare var paa Færde, men tvertimod saae det meget Guld, som forblindede hans Øine, glemte han al sin Frygt og gik ind i Fieldet med de andre. Foer der da pludselig, med megen Bulder og Brag, i store Bugter og Krumninger en blodrød Lue frem, med Røg foran sig, ret som en sprudlende Drage, og qvalte og fortærede dem alle, uden en eneste Træl, der ikke turde gaae ind med, og som nu kom tilbage til Kongen og fortalte hvad hændet var. Da Konning Nidudr havde hørt dette, befoel han strax sin Hest at fremdrages, samt sin liden tilbageblevne Flok at skynde sig hiem med ham, over Hals og Hoved til Kongsgaarden.

✂ Imidlertid havde Vaulundur siddet rolig og ufortrøden, i sit Værksted paa Sævarsted; og da Kongen havde befalet ham at smedde sig en Rustning af pure 41
Guld, inden han kom tilbage, saa havde han hverken hvilet Dag eller Nat. Paa denne Maade havde han da nu ogsaa bragt et Harnisk, en Hielm, et Skiold og et par Brynhoser tilveie, hvis Lige ikke vare seete. Kongen havde ogsaa ladet indbyde mange mægtige og velbyrdige Mænd til sin Gaard, den Dag han kom hiem, i den Tanke at forfærde alle Tilstædeværende med det store Bytte af rige Skatte, som han haabede at hente sig. Til den Hensigt var ogsaa Guld-Rustningen bestemt. Da nu Konningen kom hiem, mødte ham Dronningen hans Hustrue og Baudvild hans Dotter, ved Borgeled, og fortalte ham at Salen var fuld af fornemme Giester, spurgte ham tillige heel begierligen hvordan Sagen var løbet af, og om han havde giort et godt Bytte? Tillige sagde de ham at Guld-Rustningen var færdig og laae i Vaabenhuset, hvor han kunde drage den paa sig, inden han traadde ind for Giesterne. Kongen var knap paa Ord, sagde at det var vel, og at de kun skulde gaae ind, han vilde komme bagefter; siden skulde de faae Alting at vide. Derpaa gik Dronningen ind i Salen med sin Dotter og skienkte for Giesterne, men Kongen ganger ind i Vaabenhuset og drog paa sig Rustningen og satte Hielmen paa sit Hoved, der var saa tung at han neppe mægtede at bære den. Derpaa tog han det gode og fortræffelige Sværd som Vaulundur forhen havde giort, hvoraf Haandfanget var besat med de blaae Ædelstene; gik saa ind i Salen blandt Giesterne, og satte sig i Høisædet. Over dette Syn bleve Jarlerne og de øvrige Kæmper saare forbausede; og troede de fast at skue Thor fra Thrudvanger, da Kongen traadde ind; men da de skuede nøiere til, bleve de snart satte ud af denne Vildfarelse; thi hans Ansigt, 42
som var lidet, magert og blegt, havde Intet tilfælles med den drabelige Strids-Gud uden Indfatningen. Imidlertid forundrede de sig meget over den rige Pragt, saavelsom over de Smykker og Ædelstene hvormed Dronningen og hendes Dotter vare prydede, hvilket især klædte den Sidste vel, som var saare skiøn, men hoffærdig og grum, som Moderen. Da de nu alle havde holdet et prægtigt Maaltid, og Miødhornene vare vandret lysteligt bænkom, adskillige Gange, bleve de alle muntre, og bade Kongen at sige og vise dem Ophavsmanden til denne kostbare og meget kunstige Pragt. Da nu Nidudr havde drukket meget, og saaledes mistet endeel af sin sædvanlige Mistænkelighed, og da han desuden higede efter som snarest at kunne udføre den Hævn, han havde tiltænkt Vaulundur, for sit mislykkede Foretagende og det Nederlag han havde lidt paa sine Mænd, saa overantvordede han Nøglen til Fangetaarnet til en Jarl, som Eyvind heed, samt tvende andre Mænd, og befoel dem at bringe Vaulundur hid; læggende den Advarsel til, at hvis der manglede et Gran Guld, naar han kom der næste Gang, da skulde det komme dem dyrt at staae. Ligeledes befoel han dem at udrette hans Befaling som skyndeligst. Kongens Mænd ginge altsaa og satte sig i Baaden, og foer over til Sævarsted. Paa Veien faldt den Ene af dem i Vandet af Drukkenskab, ham lode de Andre ligge, for ikke at spilde Tiden, og komme saaledes i Hast til Fængselet, hvor de funde Vaulundur beskieftiget med at arbeide, som sædvanlig. Toge de da og bunde Hænderne paa ham og lagde ham i Baaden, og førte ham i Hast til Kongens Gaard; der bare de ham ind, sort af Kul og Støv som han var, og satte hannem til 43
Skue for Giesterne. Hvorpaa Eyvind Jarl gik frem for Kongen og sagde: Have vi nu saaledes efterkommet din Villie, og ville vi nu skynde os tilbage, for at tage Guttorm op, der faldt i Søen, men som vi lode ligge til vi havde fuldført vort Ærinde, for ikke at giøre dig Tiden lang, Herre Konge! Nidudr sagde: Lader hannem ligge! Er han ikke druknet endnu, drukner han aldrig; men for Eders Huldskab og Hengivenhed for mig, modtager disse Gaver. Hvorpaa han hængte dem hver en Guldkiæde om Halsen. Giesterne forundrede sig meget over den krogede Krøbling, der kunde giøre saamange mærkelige Ting. Nidudr sagde: Denne Dværg har eengang været en statlig Kæmpe, føer og velbaaren; men jeg har giort ham træt af at staae sin hele Livstid. Dronningen og hendes Dotter forhaanede ham ydermere og sagde: Ilde skulle de finske Møer lide saa magelig en Beiler, Vaulundur! Og ilde vilde du nu være stædt i Kamp med de overskaarne Haser. Vaulundur sad ganske stil og taalte rolig alle disse Forsmædelser, indtil een af Kongens Sønner tog et Stegebeen og kastede ham det i Panden. Da blev Vaulundur vred, greb det igien og hug det til Nidudr saa at Fiederen, hvormed Kongen havde fastspændt Hielmen, brast, og den faldt ham af Hovedet. Giesterne sagde at det var en drabelig Gierning af en Krøbling, og bade Kongen at han skulde lade ham føre med Fred tilbage til sit Buur. Men nu reiste Kongen sig og sagde: Ondt haver han alt noksom bedrevet, og er det Tid at han nu ogsaa faaer sin Straf. Fortalte dem derpaa sin hele Reise til Bierget og alt det Koglerie, som der havde mødt ham, samt sine Mænds onde Skiebne. Da Giesterne det hørte, sagde de: at det var billigt slig en arg og 44 skadelig Trold fik en skiellig Straf. Hvorpaa Nidudr sagde: Let kunde jeg berøve ham Livet, men liden vilde denne Straf være, da en saa uselig Krøbling maatte ansee det for en stor Lykke at døe. Da jeg desuden endnu haver af Guld et klækkeligt Forraad, saa vil jeg lade ham leve, for at bruge ham; men for at han dog ikke skal sige at han ustraffet har tilført mig saa stor en Skade og Forsmædelse, saa fører ham bort, mine Trælle! og stiunger ud hans ene Øie; thi han kan vel herefter arbeide ved eet Lys.

✂ Alt hvad nu Vaulundur søgte at bevidne sin Uskyldighed, saa hialp det ham plat ud intet; ja Baudvild, Kongens Dotter, var saa forbittret, at hun selv tilbød sig at stiunge hans Øie ud, da hun var øvet i Lægekunsten og forstod sig vel paa at forbinde Saar.

✂ Vaulundur blev nu bragt ud i et andet Kammer, afsides, og bundet fast, at han med Hovedet ikke kunde bevæge sig; hvorpaa Baudvilde med et blankt Jern kom frem, for at udstikke hans Øie. Da nu Vaulundur saae hende komme og mærkede hvad hun havde isinde, da hævede han sin Stemme og sagde: Arm og ussel er jeg tilvisse bleven, siden jeg kom i Konning Nidudrs Vold; og vel troer jeg at han lader det ikke blive derved, thi større Niding end han findes der ikke paa den hele Jord, hvortil ogsaa Naturen har tegnet ham, da den gav ham det grumme og skiændige Aasyn. Men du, o Møe! vanær ikke Freya, som laante dig sin Skiønhed, ved at træde den bruneste Troldhex i Niflheim ind i Embedet. Det sømmer sig din fagre og saare hvide Haand at fatte om en Rose, eller en anden af de smaae Blomster, som voxer paa Marken, og ikke at føre et saadant skammeligt Morderstaal, hvormed du nu truer mit Øie. Lad dig derfor 45 bevæge af min Bøn, thi til dig vanærer det mig ey at bede, og lemlæst mig ikke mere end jeg allerede er lemlæstet. Jeg strænger dig høit ved alle Guderne at jeg er uskyldig i din Faders Gienvordigheder i Dag. Skiønt nu vel slige Ord burde have ynket den meest glubende Biørn eller Ulv udi Skoven, og bragt den til Medlidenhed, meget mere et qvindeligt Sind, saa havde de dog aldeles ingen Magt over den grusomme Kongedatter, der, ligesom en giftig Slange med truende Braad, nærmede sig, for at give hannem det smertelige og forsmædelige Saar. Efterat hun nu altsaa først havde befalet een af Trællene at holde med Haanden over hans andet Øie, da hun ikke kunde taale hans skarpe og med Undergang truende Blik, saa stak hun Øiet ud, og lod det falde udi et lidet Guldbæger, hvilket hun bragte ind for Kongen, efter at hun først havde forbundet Saaret med lægende Urter. Fra dette Øieblik taug Vaulundur stille, og sad i dybe Tanker hensiunken i sig selv; hvorpaa Trællene atter førte ham over til Sævarsted.

✂ Da nu Vaulundur igien sad overladt til sig selv og sit Arbeide, med et Øie over den ene, og et blodigt Saar over den anden Kind, da sukkede han og sagde: Ti Gange værre end før er jeg nu tilredt! Mere og mere lemlæste de mig, og min Harme bliver daglig ligere en Qvindes afmægtige Forbittrelse. Hvad Havfruen sidst sang om Farverne, oplivede min nedfaldne Siel med et dunkelt Haab, men Nidudrs Nidingsfærd og hans Dotters Grumhed har udslettet det igien, og er mit eneste Ønske kun nu, ved en hurtig og brad Død, at komme til Odin i Valhalla, eller i det Mindste med de forløste Trælle til Thor i Trudvanger.

46

✂ Men først I trende dybtstirrende Møer! Du Urd! Og du Varande! Og du Skuld! Hevn! Hevn over Nidudr og hans ganske Huus!

✂ Maa nu vel dette gamle og ærværdige Sagn, hvis fierne og halv hendøde Toner jeg, saa godt det stod til mig, har samlet i min Siels Øre, og udfyldt med hvad en indvortes Stemme sagde mig var udslettet af Tidens Haand; - maa nu vel det ansees for et besynderligt Speil paa Livets underlige Spil med sig selv; saa at hvad der bærer Spiren til Fordærvelse i sig selv, vel maa gaae til grunde, hvad derimod lever i en bestandig Fred med sig selv, og hvis Fiende kun udvortes er sat, det seirer tilsidst, naar det med Taalmod og Sindighed udholder Nødens Time.

✂ Det hændte sig nemlig engang, som Vaulundur sad om Natten i de sædvanlige bedrøvelige Tanker, da han ikke kunde sove, at han fra sit Vindue saae tvende røde Lys langt ude paa Søen, som bevægede sig op og ned, henimod hans Taarn. Da han mærkede det, sagde han: Sikkert er dette atter noget af Nattens Blindværk, som kommer for med uforstaaelig sælsom Sang at bevæge mig til at beholde Livet, og saaledes længer at bære min Ulykke. Mens han giorde disse Betragtninger, hørte han Nøglerne rasle i Fængselsdøren, og Nogen tale sammen udi Forstuen; paa Røsten hørte han at det var Konning Nidudrs Sønner, Gram og Skule. Skule sagde til Gram: Først ville vi begiere Nøglen af ham til Guldskrinet, og naar vi have taget ud hvad os godt synes, saa ville vi slaae ham ihiel, paa det han ikke skal forraade os for vor Fader, naar han kommer hiem. Da Vaulundur det hørte, greb han flux en stor og skarpsleben Brydeøxe, som laae ved Siden af ham, og 47
glemte den bag sit Sæde. Derpaa traadde Kongens Sønner ind i Fængslet, af hvilke den ældste, Gram, gik henimod Vaulundur og sagde: Vor Fader, Konning Nidudr, er paa en Reise oppe i Landet. Da nu hans store Gierrighed ikke tilstæder ham at give os, sine Ægtebørn, hvad os tilkomme, saa ere vi selver i Nat hidseilede, for at bemægtige os noget af Skatten, hvortil du skal give os Nøglen, og sværge paa at du ikke vil forraade os; eller vi ville slaae dig ihiel. Vaulundur sagde: Kiere Herrer og Kongesønner! Vel haver Arbeid og Elendighed næsten ganske nedbrudt saavel mine Siels- som Legemskræfter; men dog haver Ulykken endnu ikke giort mig saa vanvittig, at jeg skulde sætte mig imod Eders billige Forlangende, hvilket desuden vel ogsaa kun lidet vilde nytte mig. Hvorfor jeg strax her flyer Eder Nøglen til Kisten, samt giør Eder den forlangte Eed, i de høye Guders Navn, at jeg ikke skal forraade Eder. Hvorpaa han flyede dem Nøglen, og sagde: Aabner den Kiste der staaer her jevnsides mig; der vil I tilfulde finde Maalet for Eders Ønsker. Brødrene toge nu Nøglen og aabnede Kisten, i hvilken der laae meget Guld. Af denne Glands bleve de strax saa forblindede og indtagne, at de, for at betragte Skatten nøiere og mætte deres Øine derpaa, satte sig begge paa Hug, med Hovederne udludende over Kisteranden. Da Vaulundur det saae, greb han pludselig sin Øxe, løftede den høit op og slog med eet Slag begge Hovederne af de tvende Brødre, saa at de fulde ned i Kisten; men Legemerne styrtede tilbage hen ad Gulvet i det udstrømmende Blod. Derpaa lukkede Vaulundur Kisten til og sagde: Mætter nu Eders Øine! Hvorpaa han grov et dybt Hul under Leergulvet, og nedgrov deri de 48 døde Kroppe. Da han nu af de tvende Brødre havde hørt, at Konning Nidudr var paa en Reise, hvorfra han ikke saasnart kom hiem, og at altsaa Ingen saasnart vilde forstyrre ham, da tænkte han: Skiønt denne Slange-Æt fra Niflheim ganske har berøvet mig min Kraft og min Dannished, og giort mig til en verkbruden Træl, ja forenet sig, for med onde og skammelige Ord at bespotte mig og forøge min Skiendsel, saa skal jeg dog nu midt i min Afmagt tage en gyselig Hevn; haaber ogsaa at det ikke bliver derved, men at det kun er det første Beviis Nornerne give mig paa at de ikke have lukket deres Øren for mine hævnraabende Bønner. Derpaa aabnede han atter Kisten med Guldet, og tog Hovederne ud, hvoraf han saugede Hierneskallerne og blegede dem i Solen, hvorpaa han indfattede dem i Guld, og giorde dem til et Par kostelige og sieldne Drikkekar. Lindserne i deres Øine vidste han ved Tilsætning paa en forunderlig Maade at hærde, hvorpaa han ligeledes indfattede dem, som om de kunde været de kostbareste Karfunkler, og satte dem i tvende Armbaand. Men deres Tænder, filede han runde, som Perler, og giorde et Halsbaand deraf.

✂ Da nu Konning Nidudr kom hiem fra Reisen og besøgte Vaulundur, forærede denne ham Drikkeskaalerne, og sagde, at det var et Par sieldne Muslingeskaller, som af Søen vare drevne ind under hans Vindue paa Holmen, og som han med stor Besværlighed havde faaet bragt ind i sit Fængsel. Til Dronningen gav han Armbaandene med Øienstenene; men Halsbaandet med Tænderne gav han Baudvild. Herover bleve de alle Tre saare glade, da de meente at være komne i Besiddelse af sieldne Klenodier.

49

✂ Da nu Gram og Skule endnu bestandig bleve borte, og nogle Færgemænd een Dag bragte deres Baad, som de havde fundet at tumle tom omkring paa Havet, saa troede Konning Nidudr fuldt og fast at de vare druknede, paa en liden Søefart; lod derfor anrette et stort Giestebud, hvortil han indbød de fornemmeste Mænd i sit Rige, for at drikke deres Grav-Øl. Til den Ende bleve de kostbare Skaaler ombaarne; ligeledes havde Dronningen og hendes Dotter Baudvild smykket sig, den første med Armbaandene, den anden med Halsbaandet, og desforuden med den skiønne Guldring, som hendes Fader havde givet hende, og som han fordum havde taget af Bastbaandet, i Vaulundurs Gaard. Giesterne bleve atter meget forundrede over al den Herlighed, som Kongen, samt hans Hustrue og Dotter havde at fremvise, og blev der drukket svarligen til langt ud paa Natten. Men ved Midienat, ret som Hanen goel, blev Glæden pludselig forstyrret; thi Konning Nidudr, som just vilde sætte een af Skaalerne til Munden, følte sig pludselig betaget af en ganske usædvanlig Hovedpine. Dronningen, som aldrig kunde blive kied af at betragte de skiønne Armsmykker, følte pludselig den græsseligste Smerte i sine Øine, tilligemed en stor Forfærdelse; thi ved de døsige Lys, som man havde glemt at pudse, straalte de formeente Ædelstene saa sælsomt og forunderligt, at hun ikke kunde holde det ud. Baudvilde, Kongens Dotter, som sad med Halsbaandet, følte sig ogsaa paa eengang overvældet af den heftigste Tandværk; saa at Giesterne pludseligen maatte bryde op, og de kongelige Frænder lagde sig tilsengs, hvor de dog ingen Husvalelse nøde, førend Dagen brød frem.

50

✂ Da det nu blev Dag feilede dem aldeles Intet; de troede altsaa at det kun havde været en Virkning af den usædvanlige Nattevaagen. Men Baudvilde var hele Dagen igiennem usædvanlig nedslaaet; thi ved den hurtige Afklæden i Aftes, havde hun glemt at tage Guldringen af sin Arm. I de heftige Tandsmerter havde hun i Søvne stødt Armen mod Væggen, og brukket nogle Zirater istykker paa Ringen. Da den nu var giort overmaade kunstigt og var af stor Værdie, turde hun ikke aabenbare dette for sin Fader, som var en hidsig og grum Mand; ligesaalidet turde hun sige Moderen det. Da det nu lakkede mod Qvel, gik hun ud i Lunden, som omkrandsede Strandbredden, fra hvilken hun kunde see over til Vaulundurs Fangetaarn. Ak! tænkte hun da, dersom jeg nu ikke havde tilføiet denne Træl saa stor Forsmædelse, saa kunde han nu vel hielpe mig. Men da Baudvild forresten besad et mandigt og uforsagt Sindelag, saa tænkte hun videre: Jeg vil, naar det bliver mørkt, løse Baaden, tage et Par smaa Aarer, roe mig selv over til hans Buur, og true ham til at giøre mig Ringen istand; sætter han sig derimod, da skal jeg vel vide at hævne mig, og vil det ikke falde mig vanskeligt at tvinge en lænket Krøbling. Da det nu var bleven temmelig mørkt, og hun ikke behøvede at frygte for at blive seet eller forstyrret, satte den modige Baudvilde sig i Baaden, der var lænket til en Pæl ved Stranden, og til hvis Laas hun havde listet sig Nøglen; roede sig derpaa uforsagt og rolig ud paa Dybet. Da hun omtrent var kommen den halve Vei, hævede en gammel Nøkke, med et langt Skieg af Tang, sit Hoved op over Havfladen, i det han med den ene Haand standsede Baaden; og qvad:

51

✂ Havet er bedrageligt!
Mere bedragelig
Fangen Mands Troe.
Ey han bøder paa
Brustne Smykke,
Snarere røver han
Dig et bedre!

✂ den gamle Nøkke med Aaren paa Hovedet og sagde: Synk tilbunds Tang-Skieg! Thi hverken hun eller hendes Forældre troede paa Guderne, eller de Varsler hvorigiennem de ofte ligesom advarer Menniskene. Saaledes kom hun da nu til Vaulundurs Taarn, som hun aabnede med en ligeledes tillistet Nøgle. Neppe havde Vaulundur seet hende, førend der strax opstod et Anslag i hans Hoved, hvis Iværksættelse tyktes ham at ville være den kraftigste Hævn. Tiltalte han derfor Baudvilde meget venligen, bad hende sidde ned, og lovede i en Hast at giøre Smykket istand igien; men for at Arbeidet skulde gaae hurtigt, sagde han: maatte hun træde Blæsebælgen. Baudvilde sagde: Hvoraf kommer det at disse Blæsebælge ere overstænkede med Blod? Vaulundur svarede: Det er af et Par unge Sælhunde, som længe have drillet mig, men som det endelig lykkedes mig at fange, da de mindst ventede det. Bad hende derpaa træde Bælgen vel. Da hun nu over dette Arbeid var bleven baade træt og tørstig, rakte han hende et Ølbæger, i hvilket han havde krystet døsiggiørende Urter. Dette uddrak hun flux, satte sig derpaa til Hvile paa en Bænk og faldt strax i Søvn. Da nu Vaulundur mærkede at hun sov fast nok, filede han Lænkerne af sig og fik sin Villie med 52 hende, hvorpaa han sagde: Gak nu hiem til din Fader og siig ham, at nu døer Vaulundur rolig og trøst; thi skiønt han paa en skiendig Maade har tilredet og svækket mig, og berøvet mig alt mit Gods, saa har jeg dog midt i min Afmagt hævnet mig over ham og hans Æt, paa den kraftigste Maade. Lad ham vide, at de Drikkeskaaler han saa begierlig fylder med Miød og lader vanke omkring, naar han har Giester hos sig, ere hans kiødelige Sønners, Grams og Skules, Hierneskaller, hvilke jeg haver dræbt med egen Haand, og nedgravet her under Leergulvet; ligesom det ogsaa er deres Blod hvormed du seer disse Blæsebælge at være besprængte. Dog de vare ubetydelige Mænd, heller ikke var hans Kierlighed til dem saa stor, at jeg skulde holde deres Død for Hevn nok, mod den store Forsmædelse og Ondskab, mig var tilføiet. Men nu er jeg noksom og tifold hevnet! Thi du, som berøvede mig det kostelige Klenodie mit halve Syn, uagtet min ynkelige Bøn, dig haver jeg nu berøvet det som kosteligere er. Og neppe vil nu Nogen af de mægtige Konger, som din Fader i Tankerne haver anseet for dine Beilere, faae Lyst til at ægte dig, der er krænket af hans ussleste Træl.

✂ Baudvilde smilte med et grumt Ansigt og sagde: Disse tykke Mure have ligesaalidet Tunger, som Øine. Hvad der er skeet bliver en Hemmelighed hos mig, som jeg dræber med dig. En hemmelig Hevn er ingen Hevn, faer altsaa uhævnet til Niflheim, Forræder! Hvorpaa hun tog et Spiud og stak med det efter Vaulundur. Men Vaulundur undgik Stødet, greb Baudvilde, bandt hendes Hænder og Fødder og kastede hende ud i Baaden. Derpaa lukkede han 53 Døren, tog en stor Guldplade, og indgravede deri alle sine Bedrifter, samt sin Hevn; hvorpaa han opstillede den saaledes at den maatte falde Nidudr i Øinene. Da det var skeet greb han Spiudet og raabte: Nu er min Time kommen! Hvorpaa han satte det mod Væggen for at styrte sig deri.

✂ Da hørte han langt borte en sagte og sød Sang, ledsaget med Strængeleeg; og skiønt det allerede var høi lys Dag, og Himlen var reen og blaae uden Skyer, saae han dog fra Østen en stor, funklende Stierne, hvis Glands Solen ikke mægtede at svække; ligeledes blev han, til ikke liden Forundring, i det klare utaagede Veir, en stor og i alle Farver stærktspillende Regnbue vaer, som hvalte sig fra den Kant i Østen, hvor han saae Stiernen glimte, og sank ned i Havet, ligefor hans Buur. Vaulundur glemte ganske sit Forsæt, ved dette saare skiønne og høist behagelige Syn, og steeg op i Vinduet. Her voxte nu hans Forundring ydermere. Thi Blomsterknopperne hisset paa Jordtungen, som i den tidlige Vaar nyligen vare brudte frem, udfoldede sig synligen mere og mere, alt som Stiernen kom nærmere; og skiønt der var et langt Stykke Vei mellem Taarnet og Jordtungen, saa kunde han dog fornemme den søde Lugt af de unge Roser, som aabnede sig ved Stiernens Glands. Endelig, da den var kommen mod Enden af den dalende Regnbue, saae han, at hvad han havde taget for en Stierne var Freyas straalende Guldkarm. Paa Karmen sad den høye Asynia selv, i al sin Pragt og Herlighed, og ved hver Side af hende tvende Møer, som han endnu ikke kiendte. Freya selv havde et stort, blaat, bølgende Klædebon om sine hvide Skuldre, som flagrede langt tilbage og tabte sig i den rene Himmel. Møen 54 paa venstre Side havde en underlig Dragt af friske, sammenhæftede Blade og grønne Krandse; men den, der sad paa høire Side, var iført en rød Dragt. Vaulundurs Hierte bankede høit. Thi meget ligere tyktes ham de trende Gudinder paa Guldkarmen at være Guldklumpen med Ædelstenene, han og hans Brødre fordum havde fundet i Finmarken, end Møerne, paa Marken med de gule Blomster, havde været. En Skare af hvide, lyse Alfer omsvævede Karmen, medens den bevægede sig frem; Nogle af dem spillede, Andre sang, atter Andre frembragte en mild Kiølning, ved at flagre med de brede Svanevinger. For Karmen vare tvende store Vildkatte, der i Vext og Udseende fast lignede Pantherdyr, forspændte, som paa en sindrig og billedriig Maade gave tilkiende, hvorlunde det sømmer sig Vellysten at være den rene Elskovs Slave, i det den tillige, ved sin ubændige Higen, skynder den frem. Da Karmen var kommen til Regnbuens Ende, blev Vaulundur hartad forfærdet; thi det lod som om den vilde styrte sig ned i det bundløse Hav. Men denne Frygt blev ham snart betagen; thi en anseelig gammel Mand og Qvinde skiøde sig op fra Havsens Bund, omringet af mange skiønne Havfruer. Den anseelige gamle Mand var Havguden Ægir, Qvinden hans Hustrue Ran, og de unge Havfruer vare hendes Døttre. Ran, som ellers altid pleiede at have en mørk alvorlig Mine og et Næt i Haanden, hvori hun fangede de druknede Mænds Legemer, havde idag ikke dette Næt, og saae mild ud. De unge, smidige Havfruer, hvis lange Haar alle vare indflettede med Siv, og snoede sig rundt om deres smekkre Legemer, havde imellem sig en ung Hval. Hen paa denne Hval kiørte Freya fra Regnbuen.

55

✂ Hvorpaa Alferne gave sig til at flyve oven omkring hende, men neden omkring svømmede Havfruerne, blandt hvilke Nogle greb i Harpen og sang, hvilket lød, som naar milde Vaarbølger slaaer op paa Strandbredden, søger tusinde Udveie tilbage, giennem de smaae runde Stene, og skummer imellem Sivblomsterne.

✂ Saaledes kom hun da nu til Vaulundurs aabne Fængselsdør, med de skiønne Qvinder, der sadde ved Siden af hende, hvoraf Vaulundur, da de komme nærmere, strax kiendte den i det røde Klædebon at være hans kiere Hustrue Alvilde; kunde derfor ikke tale, men stod blot maalløs med udstrakte Arme, i det Taarerne runde ned af hans blege Kinder. - Da nu Karmen var kommen lige for Fængselsdøren, holdt Hvalfisken stille. Hvorpaa Freya steeg ned med Alvilde ved Haanden, som hun ledte frem for Vaulundur og sagde: Din Trængselstid er nu forbi, Vaulundur Finnesøn! Den Spot og Spee, som dig vederfaret er, haver du selv hævnet, men den Lykke, som dig herefter skal vederfares, bringer jeg. Den er dig ogsaa allerede for nogentid siden spaaet af en Havfrue, og vil du erindre dig hvad hun sang om Farverne, om Kierlighed fra Himlen, og om den smilende Sommer. Denne din Sommer skal nu blomstre; og skal din rødmende og luende Ædelsteen herefter bryde frem igiennem og lege med alle Farver, uden hvilket Spil den ogsaa kun vilde røbe et dødt og glædeløst Liv. Her haver du din Alvilde, som Odin i Hlidskialf, paa min Forbøn, nu skienker dig for din hele Livstid; og naar du eengang døer, da skal hun tage dig i sine kierlighedsfulde Arme og svinge sig op med dig til Valaskialf, hvor du skal 56 smedde straalende Drikkehorn og Harnisker for Guder og Einheriar! Derpaa vinkte Freya den skiønne Qvinde frem, i den sælsomme grønne Dragt af sammenflettede Blade. Hun havde en af Jorden opgravet Rod i den ene Haand, og en skarp Kniv i den Anden. Da hun nu kom frem, skar hun nogle smaae Skiver af Roden og lagde dem paa Vaulundurs overskaarne Ankelsener, samt paa hans udstukne Øie; derpaa tog hun nogle Blade af sit Skiørt og lagde derover, hvorefter hun aandede derpaa. Da sagde Vaulundur: Nu føler jeg fuldvel at den hulde Eyr, Lægekunstens milde Disa, haver lagt Haand paa mig. Freya smilte i sit himmelblaae Klædebon og sagde hertil: Naar Sielen har en vis og virkelig kier Gienstand, da kan Eyr læge, og Freya lyksaliggiøre Hiertet i dennes Følgeskab; men uden den maatte de hver for sig blive grumme Valkyrier, som Svanhvide og Alrune, der ikke lade sig nøie med blot at dræbe paa Valpladsen. Da hun havde sagt dette, traadde hendes Møe, den hin blide Siøfna frem, med de hulde Blik og de halvtillukkede Øienlaage, og med Valmuekrandsen over de mørke Lokker. Hun rørte med sin Finger ved Vaulundurs Øye, hvorpaa han faldt hen i en mild Søvn. Derpaa bragte Alferne ham over Vandet, hen i en frisk Løvhytte midt i Skoven. Baudvilde løste de af hendes Baand og lod Baaden drive til Land.

✂ Vaulundur sov nu sødt; men hen ad Dagningen havde han en underlig Drøm. Det kom ham for, som om han laae i sin kiere Hustrue Alvildes Arme, og at i det samme Slagfidur og Eigil traadde frem for hans Seng, med bedrøvelige, blege Kinder, blodige, og med sammenfoldede Hænder, stirrende paa ham.

57

✂ Da de saae hans Lyksalighed smilte de, og han mærkede det var dem kiert. Slagfidur, den Ældste, stod ham nærmest, og bøiede sit Hoved hen over hans Leie, bestandig vinkende, som om han vilde tilkiendegive ham Noget. Eigil var længere borte. Han havde sat sig paa en Steen udenfor Hytten, og talde uophørlig; men saa sagte, forvirret, og Ordene saa hurtigen i hverandre, at Vaulundur ikke kunde forstaae et Ord. Da nu Vaulundur vaagnede, fandt han sig virkelig i sin kiere Hustrue Alvildes Arme. Men i det han hævede sine Øine i Veiret, saae han over sit Hoved en grøn, stor, gyngende Green af Løvhytten, netop i samme Stilling, som han troede at have seet sin Broder Slagfidur, og ligesaadan vinkende. Eigil talede endnu bestandig de forblummede, sagte, hurtig paa hinanden følgende Ord. Da nu Vaulundur vendte sit Hoved til Udgangen af Løvhytten, mærkede han, at hvad der havde givet Anledning til Forestillingen om Eigil, var et lidet Kildevæld, som rislede lige forbi Hytten. Over alt dette kom Taarerne Vaulundur i Øinene; thi han havde elsket sine Brødre høit, og gierne ønsket dem den samme Lykke, som han nu selv besad.

✂ Nu vaagnede ogsaa Alvilde, og da hun havde omfavnet sin Husbonde sagde hun: Udentvivl, kiereste Husbonde! vil du finde dig styrket efter denne Søvn, og ved dine forrige Kræfter. Gak derfor nu hen til Nidudrs Gaard. Han sover endnu, og veed Intet af hvad der er hændet. Men paa det at Ingen skal kiende dig, og hindre dig Giennemgangen, men holde dig for een af Kongens Tienere, saa tag denne Kaabe over din Rustning. Siig ham derpaa at Vaulundur er brudt ud af sit Fængsel, og spørg ham hvad man nu 58 skal giøre? - Om dette Forslag syntes Vaulundur vel. Han klædte sig i sit Harnisk, tog derpaa Kaaben over sig, og kom saaledes uforhindret ind i Kongens Sovekammer, da Drabanterne ved Døren holdt ham for at være een af hans Tienere. Vaulundur traadde frem for Kongens Seng. Nidudr laae og sov og skielvede i Søvne. Vaulundur raabte: Vaagner op, Konning Nidudr! Nidudr vaagnede og sagde: Hvo vover at vække mig af min kongelige Søvn? Vaulundur sagde: Vredes ikke, men en sælsom Hændelse er skeet igaar, som maatte mældes Eder. Hvi haver I ikke for længe siden dræbt Vaulundur, saa var ikke det skeet, som nu er skeet. Nidudr sagde: Nævner mig ikke dette Navn! Jeg frygter ham midt i hans Usselhed, thi siden han sendte mig de kostbare Skaaler, er jeg bleven betagen af en stærk Feber, som ikke vil forlade mig. Mit Hoved fryser og Tænderne klapprer i min Mund. Vaulundur sagde: De Muslingeskaller disse Skaaler ere giorte af, vare dog intet imod de Perler, som de have hvælvet over, thi de vare Eders Sønners Pandeskaller, Herre! Deres Legemer kan I finde nedgravet under Blæsebælgen i Vaulundurs Værksted, men Eders Dotter svømmer omkring i en Baad paa Dybet, hvis sammenhobede Bølger dog ikke vare nok til at aftvette hendes Skamplet. Derpaa fortalte han hannem vidtløftigen alt hvad hændet var; kastede derpaa Kaaben tilside, drog sit Sværd og raabte med høy Røst: Og nu er jeg selv kommen herhid, du Niding! for at give dig dit Banesaar! Hævede derpaa sit Sværd for at slaae Nidudr ihiel. Men Nidudr var alt død af Skræk; og foer saaledes til Hel, hvor han nu betales, for alle sine Ildgierninger.

59

✂ Baudvilde, da hun vaagnede, styrtede sig i Søen, men Dronningen tog Gift til sig, da hun hørte hvad der var skeet. Herpaa udraabte Almuen Vaulundur til Konge over alt Nidudrs Land. Han regierede i mange Aar, og var en ligesaa giefmild og sindrig Regent, som en duelig Krigskæmpe. Han døde i en graae Alder, og ligger begraven i en Høi, midt i Ulfsdalen, hvor hans Gaard skal have staaet. Inden i Høien finder man, endnu den Dag i Dag, en fiirkantet Bygning af store Kampestene. Paa Stenen mod Norden, er der udhugget en Mand, med sammenlænkede Been, som smedder et Sværd. Her holdtes ogsaa i mange Aar et Offer, og blev han anseet som en Gud efter sin Død, da man troede at hans Hustrue Alvilde, efter Freyas Tilsagn, havde hævet hans Siel i sine Arme op til Valhalla. Alle Smedde, naar de foretoge sig et svart Arbeide, anraabte gemeenlig først Vaulundur; og havde man for nogle hundrede Aar siden i Sverrig, i det kongelige Rustkammer, endnu det af Vaulundur smeddede Sværd, med de blaa Ædelstene, som altid længtes efter Kamp, og holdt sig i den dierveligen; men nu har det længe været borte! - Hermed endes Vaulundurs Saga.

✂

PERSONERNE:

• Sangvinitas, Prolog.
• Soliman, Sultan i Persien.
• Zulima, hans Hustrue.
• Gulnare, deres Datter.
• Stor-Veziren.
• Saladin, hans Søn.
• Mustapha, Skrædder.
• Morgiane, hans Kone.
• Aladdin, deres Søn.
• Noureddin, Troldmand.
• Hindbad, hans Broder.
• Selim.
• Sindbad.
• En Jøde.
• En christen Kiøbmand.
• Bedreddin Kiøbmænd.
• Ali Kiøbmænd.
• Gulnares Amme.
• En Urtekræmmer.
• Ali Baba, Stiernetyder.
• En Staldkarl.
• En vagthavende Officier.
• Første Vagt.
• Anden Vagt.
• En gammel Kiøbmand.
• En Kobbersmed.
• Bøddelen og hans Dreng.
• En Karl.
• En gammel Mand.
• Morgianes Vært.
• En Apotheker.
• Sultanens Hofnar.
• En Persisk Digter.
• Fatime, en hellig Kone.
• Caravane.
• Pillegrimme, Abdaller og Calendere.
• Soldater, Pøbel etc.
• Lampens Aand.
• Ringens Aand.
• Paribanou, Feernes Dronning.
• Tvende Biergpiger.
• Lympha.
• Zephyr.
• En Faarekylling.
• En Spindelvæv.
• Første Alf.
• Anden Alf.
• To Fugle.
• Nattergaler.

Chor af Lampens, Ringens og Biergets Aander, af Alfer, Sandsigerinder og Fugle.

Phantasia, Epilog.

✂

PROLOG.

✂

SANGVINITAS

træder frem og siger:

✂ Du Nordens mørke Møe, Melancholia!
Som sidder hisset paa det tykke Bundt
Af Krøniker fra Island, gamle Digte
Fra Danmark, med en Harpe i din Haand
Af Biørnesener og af Egetræe,
Modtag idag et lille kort Besøg
Her af din Søster, af Sangvinitas,
Den ældre, muntre, morgenlandske Datter.
Glem for et Øieblik, du voxne Møe!
Tilsløret, rank og ædel, svøbt i Maar,
Din dybe Tungsind. Vaagn af din Erindring
Om Frode, Athelstein og Tryggvesøn.
Husk at den Sidste tyede hen til mig,
Da Rygen havde lært ham elske Cypern.
Stir heller ey saa taareblændt til Skyggen
Med den tredobbelt-tunge Demantskrone,
Og til hans Fader, med et spaltet Skiæg,
Der delte sig til England og til Danmark.
O glem at en Forvorpen sprængte siden
Knuds Kiste, og adsplitted skammeligt
De hvide Been. Er det dig ey Triumf nok
At Britten regner kun fra William Conqveror?
66 Tænk heller nu paa Navnet Waldemar,
Der blomstrede med Danmarks Ridderstid,
Tag Saxo frem, og lad ham huldt erstatte
Med spillende romantisk Farveblanding
Det Store i din Snorros Overblik
Paa Livet om de sneebedækte Fielde.
Erkiend min Skiønhed, yngre, blege Søster!
Og mindes at din Knud, din Eyegod,
Din Haarderaade, og saa mange Flere
Blev lokket af mit sydligmilde Blik.
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme som et hærdet Demant-Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskel-Arm,
For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frøe,
Til Solen trænger, for at giennemglødes;
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne til Norden drage,
For at forædle Slægten, varme den -
Da bliver Slægten, som du seer desværre!
En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres,
Blier bleg af Farve, søvning, mat - og døer.
Her ruller jeg fortrolig op for dig
Mit rigeligt indsprængte Blomsterflor;
Som Østens Æther let og giennemsigtigt
Udruller jeg det paa dit sorte Skiold,
At det kan laane det en hellig Grund
Af nordisk Aftendæmring.
Og finder du ey i det hele Billed
Alt hvad der turde høre til mit Rige,
Blier undertiden Farven mere mat,
End Straalerne fra Orienten taaler -
Da tilgiv Kunstneren, som malte det.
67 Erindre dig, det var din Søn, min Søster!
Der saae det Hele, skiønt med henrykt Aand,
Dog giennem dit, sin Moders, Sørgeslør;
Og harmes ikke over den Natur,
Der sødt har bragt ham til at elske dig!

✂

FØRSTE AKT.

85 102

✂

ANDEN AKT.