Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter II

DANMARKS NATIONALLITTERATUR
OEHLENSCHLÆGERS
POETISKE SKRIFTER
b

        

c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1927

d

        

e

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
H. TOPSØE-JENSEN

II

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1927

f

        

VII

INDLEDNING

I.

Da Oehlenschlæger i Juli 1805 udgav de »Poetiske Skrifter«, udgjorde Prosafortællingen »Vaulundurs Saga« og det store Eventyrspil »Aladdin« Samlingens andet Bind. Senere Udgaver har - aabenbart af rent ydre, formelle Grunde - placeret de to Værker i hver sin Afdeling af Digterens Skrifter. Men Fortalen til Førsteudgaven viser klart, at der har ligget en bestemt kunstnerisk Tanke bag den oprindelige Sammenstilling af dem. De danner paa en Gang en frugtbar Kontrast til hinanden og en højere Enhed; de belyser gensidigt hinanden, og de forklarer hinanden. Tilsammen er de ikke blot et Udtryk for Omfanget af den unge Digters Talent, men ogsaa for de kunstfilosofiske Teorier, som bestemte hans Produktion i de rige Ungdomsaar fra Mødet med Steffens i 1802 og til den store Udenlandsrejses Begyndelse i 1805.

Som nævnt i Indledningen til denne Udgaves første Bind var »Poetiske Skrifter« et genialt Forsøg paa at virkeliggøre Højromantikens store Tanke om Universalpoesien. De to Bind rummer en broget Verden af Modsætninger, men denne Verden er ikke VIII Kaos, men Kosmos. Harmoniens og Ligevægtens Love skaber den store Helhed af de enkelte Dele. »Blomsterne er ordnede med Kunstnerbesindighed«, siger Digteren.

Derfor er de to dybeste og vægtigste Værker gemt tilsidst. Begges Billedverden fremstiller »store Situationer af Livets og Naturens forunderlige Gang«, og dog - hvor vidt forskellige, og hvor bevidst forskellige! Hvilken Modsætning mellem »Vaulundurs« mørke Figurer, der »bevæge sig langsomt og alvorligt med deres brede Skygger«, og »Aladdins« lyse, brogede Verden, »det østlige Solskin, hvis Varme udklækker saa mangfoldige Productioner!« Og hvilken Afstand fra den nordiske Sagas rolige, episk uforstyrrelige Beretterstil til det i mange Tonearter spillende, dramatisk bevægede østerlandske Lystspil! I Prologen til »Aladdin«, der maa læses paa sin oprindelige Plads efter »Vaulundurs Saga« for fuldtud at virke efter sin Hensigt - den synes ligefrem at forudsætte, at Læseren netop har vendt Sagaens sidste Blad og endnu er fanget af dens forunderlige Stemning - er de to Værkers Aand personificeret i Nordens mørke, tungsindige Mø Melancholia overfor Østens yppigt straalende Sangvinitas. Men Foreningen af det tilsyneladende uforenelige - af Nordens Kraft og Østens Ild - er netop Universalpoesiens Væsen. Da svinges det hærdede Demantsværd af den varmblodige Muskelarm.

Den stærke og virkningsfulde Kontrast er imidlertid kun tilsyneladende. Samme poetiske Idé besjæler nemlig begge Digterværker, udtrykt ved det samme Symbol. Glansen fra Vaulundurs røde Ædelsten og Luen fra Aladdins Lampe, som

IX

skinner dybt i Biergets Inderste,
Som dybt i Mandens Barm og giennem hans
Idrætter og det Held, som følger dem -,

betyder begge »den hemmelige Urkraft, Lyset selv, som virker alt, hvad der er Liv og Lykke«. Og baade »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« drejer sig om Lykken. Ikke den ydre Medgang alene, men den evige frugtbare Modsætning til Goldhed og Død, selve Livets Hemmelighed.

Begge Steder betragtes Mennesket da - i Schellings Aand - som et Led af Tilværelsens store Helhed. Den er helt Menneske, som er helt umiddelbar Natur; thi Mandens Sind og hans Skæbne er beslægtet med og bestemt af Naturen, som omgiver ham. Den som er rodfæstet, som lever i en bestandig Fred med sig selv, er den lykkelige. Og denne »organiske« Aand, hvis indre Harmoni er som et Afbillede af Altets, var for Romantikerne, baade Fr. Schlegel, Schelling og Steffens, ensbetydende med Kulturens højeste Aabenbaring, Guddommens Redskab: det universelle kunstneriske Geni.

Men Oehlenschlæger har ikke formaaet at lade Ideen gennemtrænge de to Digtninger, som han har løftet sit store Ild-Symbol over. Trods sin intuitive Forstaaelse af Romantikens ledende Grundtanker var han ingen Tænker - ingen Novalis, ingen Schelling. Men han var en fuldblods Kunstner, der helt gav sig sit Emne i Vold. Hos Novalis har alt en dybere Betydning. Symbolerne, ja Allegorien, er det afgørende i Værkerne. Hos Oehlenschlæger har alt en indre Virkelighed, bestaar i sig selv, forstaas uden Kommentar. »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« er derfor blevet noget andet og noget mere end en filosofisk X Allegori, Myten om den romantiske Kunstnergenius. En Dramatikers Interesse for Kampen, udkæmpet af Mennesker af Kød og Blod, og en Etikers Respekt for den moralske, ansvarsbevidste Personlighed førte Helten ned fra Spekulationens høje Luftlag til Livets reelle Strid og Prøvelser. Vaulundur og Aladdin individualiseredes skarpt; de blev derved jævnere, mere menneskelige, men med Fodfæstet i det virkelige Menneskeliv udvidedes deres almengyldige Betydningsfuldhed. Det er ikke længer blot en Tidsalders højtspændte, selvforherligende Genidyrkelse. Det er - rummeligere og videre - en Digtning om Kaldet og Personligheden, et Billede paa Forskellen mellem Kærne og Skal, det varige og det flygtige, der har Gyldighed langt udover den tidsbundne romantiske Formel. Det er dernæst en optimistisk Forvisning om, at den udvalgte ogsaa ved Vilje og Daad skal forstaa at hævde sig. Kampen for Lykken er Prøven for Lykkens Ægthed. Thi Lykken er indefra, er i Sjælen selv; den er uafhængig af det ydre Helds, Fru Fortunas, lunefulde Omskiftelser. Den er den stille Vækst, som roligt bier paa Solen efter Stormene.

Stort set er nu Handlingens Udviklingslinie den samme i Sagaen og i Eventyrspillet. Det er Svartalfernes Sang: »God Tid! Ond Tid! - Graadstid! Frydstid!« Men Tonen er mørkere i den tragisk farvede Saga end i det østerlandske Eventyr, hvor Ulykken ligner et heftigt, fremfarende Uvejr, der forsvinder lige saa brat, som det er kommet. Forskellen belyser Stilmodsætningen mellem det alvorlige Epos og det lyse Drama.

XI

II.

»Et lidet dunkelt Fragment i Sæmunds Edda« - derfra hentede Oehlenschlæger Stoffet til sin »Vaulundurs Saga«. Kilden er Kvadet om Vølund med dets Prosaindskud. Her fandt han Personerne og alle Hovedscenerne til Fortællingen: Valkyriernes Samliv med de tre Brødre; Niduds voldelige Overfald paa Vølund, der siden som en elendig Krøbling maa smedde paa Sævarsted for Kongen; Kongesønnernes Drab og Bødvilds Skam; Opgøret mellem Vølund og Kongen.

Men under sit Arbejde med Stoffet har Digteren paa vigtige Punkter udvidet og omdigtet Kvadets knappe Beretning, og han har lagt en samlende Idé, som der ikke i Kilden fandtes nogen Antydning til, ind i sit Værk. Selv har han fremstillet sin Gengivelse som en Rekonstruktion i den gamle Teksts egen Aand: »dette gamle og ærværdige Sagn, hvis fierne og halv hendøde Toner jeg, saa godt det stod til mig, har samlet i min Siels Øre, og udfyldt med hvad en indvortes Stemme sagde mig var udslettet af Tidens Haand«. Men Indtryk fra Tiecks Eventyr og Steffens' naturfilosofiske Lærdomme har forvandlet Edda-Brudstykket til en romantisk Digtning.

I denne udvidede Omdigtning kan vi spore baade den indre, aandfulde og den ydre, effektfulde Romantik. Den første møder os allerede i den storslaaede Indledning om Finmarken og dens Beboere. Her er Fortællingens Stemning straks anslaaet gennem Skildringen af det øde Snelandskab; Grundmotivet: Guldets dragende Magt - spilles første Gang igennem, og den mystiske Farvesymbolik sætter ind. De tre XII Ædelstene: den røde, den blaa og den grønne, bliver først Symbolet paa de tre Brødre, derpaa ogsaa paa Elementerne: Ilden, Luften og Vandet, Jorden. Treheden kommer igen i de tre Valkyrier, der i Slutningsscenen bliver til Freja med hendes to Møer, og i de tre Fjeldhuler, der aabnes af de tre Nøgler - af Guld, Jern og Kobber. Med Finhed og Sikkerhed er denne Farvetreklang ført gennem hele Værket, indtil Ideen tilslut gennemlyser det i den røde Ædelsten, der leger med alle Farver, og hvis Glans aldrig kan forgaa. Men ogsaa psykologisk har disse tildigtede Partier Betydning for Kompositionen. Om Brødrene fortæller Edda blot, at de drog bort for at finde deres Hustruer, Egil mod Øst, Slagfid mod Syd. Dermed er de ude af Historien, og i Forvejen ved vi intet om dem. Hos Oehlenschlæger er Brødrene selvstændigt udførte Kontrastfigurer til Vaulundur og bidrager i høj Grad til at fremhæve Hovedpersonen. Psykologisk overordentlig betydningsfuld er ogsaa den skønne Scene, hvor Aftenfreden og Fuglens Sang kalder den fortvivlede Vaulundur tilbage til Livet. Heller ikke til den fandt Digteren noget Forbillede i sit Stof.

Mere udvendig og blot effektfuld er den anden Romantik, vi træffer i »Vaulundurs Saga«. Den viser sig i to Former: først den, som Baggesen kaldte Karfunkelpoesien, dernæst den med Førromantiken beslægtede Skrækromantik. Adskillig Fantasi har Oehlenschlæger opbudt paa den første, uden at dog Skildringen af de tre mærkelige Malmgrotter kan siges at fængsle Læseren meget. Og han er ikke veget tilbage for kraftige Midler, naar det gjaldt om at fremkalde Gysen og Skræk. Ny er saaledes Kong Nidudrs fatale Skatteekspedition. En enkelt Linie i Sandvigs

        

XIII »Edda«, hvor Kongen siger: »Mit Hoved fryser«, har formodentlig givet Anledning til det barokke Paafund med Smykkerne, der fremkalder Hovedpine hos Kongen, Øjensmerter hos Dronningen og heftigt Tandværk hos Baudvilde, hvorved deres uhyggelige Oprindelse fra de myrdede Kongesønner yderligere indpræntes. Af samme Kaliber er ogsaa den tangskæggede Nøkke, der advarer Baudvilde; og det maa betragtes som et Offer til den samme Smag, naar alle de tre onde Personer kommer voldsomt afdage. Vølundskvadet ender blot med et Opgør mellem Far og Datter.

Udvidet med disse Elementer har Oehlenschlæger gendigtet Myten om Vølund i en nordisk Fortælling. Den islandske Saga mærkes som Mønster kun i selve Optakten: »Finmarken er et Land, som ligger saare høit oppe mod Nord« etc. Det nærmeste litteraturhistoriske Forbillede er det 18de Aarhundredes »nordiske Fortælling«, Prosa med enkelte indføjede Digte, som især dyrkedes af Suhm og Samsøe. Ogsaa Oehlenschlægers eget første større Arbejde var et Forsøg i denne Genre, »Erik og Roller«, som han kasserede under sit store romantiske Gennembrud. Den bærende Idé i »Erik og Roller« er endog gaaet over i »Vaulundurs Saga«. Til Modsætningen mellem Vaulundur og Eigil svarer Modsætningen mellem Erik og Roller: »Du stiger. Han synker. Længsel vil fortære ham, han vil tumle i en evig Uroe, mens du nyder dit liflige Liv«. Naar nu denne golde Genre helt fornyedes med »Vaulundurs Saga«, skyldes det ikke blot den dybere Forstaaelse af nordisk Aand, som Oehlenschlæger lagde for Dagen, eller det nye romantiske Idéindhold. Det skyldes først og fremmest

        

XIV den sproglige Indsats. Maaske ligger Fortællingens største kunstneriske Værd i dens geniale Stil.

Hovedkilden til Sproget i »Vaulundur« er A. S. Vedels Saxooversættelse; hertil kommer ogsaa Syv og Huitfeld, medens Sagaernes eget Sprog, Oldnordisk, kun har haft ringe Indflydelse paa Stil og Ordvalg. »Vaulundurs Saga« er ingen Pastiche; det har ikke været Oehlenschlægers Hensigt at gengive en bestemt Tidsalders Sprog med lingvistisk Korrekthed. Hans Maal var at meddele Stilen et gammeldags højtideligt og troværdigt Præg, og med sin sikre Sprogfølelse har han paa samme Tid givet sit Værk et sprogligt Enhedspræg og i selve den arkaiserede Sprogform fundet et naturligt Medium for Stemningen. »Oehl. har altsaa taget sit Standpunkt i samtidig Prosa og lempelig ændret den ved Laan uden for Normalprosaen. .... Hans Overskridelser af Normalprosaen er for ham det rette Udtryk til at give det Indtryk af ærværdig Ælde, Monotoni, Massivitet, Djærvhed, han tilstræbte«. (Paul V. Rubow). Baade ved Glosevalget, hvor navnlig Forkærligheden for Verbernes gammeldags Bøjningsformer er mærkbar: hug, befoel, drukke, forsvunde, siunge etc.; ved Sætningsbygningen, hvor det foreløbige Subjekt hyppigt spares, og hvor Inversionen virkningsfuldt grupperer de forskellige Sætningsled, og ved Rytmen, der er vægtig og tung af den overvejende Brug af ensartet svungne Hovedsætninger, er dette stilistiske Særpræg vundet. Og de typiske romantiske Ord: selsom, sær, Forlængsel o. s. v. lægger deres Taageslør over Stilen, hvor de mange u- og o-Lyde forstærker Fornemmelsen af noget mørkt, noget dumpt og højtideligt.

XV

Sagaens nordiske Billedstil er nøje afstemt efter Sprogets Karakter; den bygger især paa det inderlige Slægtskab mellem Menneskene og Naturen, som forkyndes i Fortællingen. Den fantasifulde Udnyttelse af en enkelt ægte Naturiagttagelse viser Oehlenschlægers fulde billedskabende Evne. Han skildrer Svartalferne: »Deres Stemme havde en underlig Klang, den lød, som naar svag Nattevind hvidsler giennem Sneen i Smaakrat; og som de tørre Løv, der rives af, naar saa skeer, og møde sig i Luften, var deres Dands«. Omvendt menneskeliggøres Naturen paa Eventyrets Vis, naar Granerne - i den prægtige Scene, hvor de tre fyrige Ungersvende syngende jager afsted over den stille Sne paa deres Slæder - ligesom af Misundelse ryster deres hvide Rim ned paa Brødrenes Hjelmbuske, idet de farer forbi dem. Ejendommeligt udtrykkes Samspillet mellem Naturbaggrunden og Menneskene i Vaulundurs Drøm, der forklarer Naturtemperamenterne (Vaulundurs Brødre) udfra Naturen selv. I den klare Dag viser Slagfidurs Billede fra Drømmen sig at være den grønne vinkende Gren udenfor Hytten, Eigils sagte hastige Tale den rislende Kilde.

Til det nordiske Landskab svarer de særligt nordiske Træk i Menneskeskildringen. Nordisk er den vilde Grumhed hos Kongedatteren overfor Vaulundurs tavse, urokkelige Standhaftighed under Lidelserne, og det djærve Kæmpehumør i den lille Episode med den drukne Guttorm, som i sin Rus gaar overbord, uden at hans Fæller mener at maatte haste med at fiske ham op igen. Og nordiske - i speciel oehlensclægersk Forstand - er enkelte af Replikerne, der næsten virker som Forstudier til den senere Tragediediktion: XVI »Ikke skielver Eigil meer end en dybtplantet Bannerstage, skiønt han dog sagde at du løgst«.

En sjælden Gang kan der dukke en Reminiscens af det 18. Aarhundredes Sentimentalitet op, f. Ex. hvor Kæmpernes Længsel driver dem til at gaa søvnløse om Natten »over de kolde Sneebierge, med Riim i Lokkerne og Graad paa Kinderne, hvorudi de blege Nordlys speilte sig«. Men gennem hele det lille Værk mærkes en stadig Brydning mellem Oldkvadets haarde, vinterlige Kraft og den vaarfriske, milde Oehlenschlæger-Romantik, der tilsidst besejrer Iskulden og Hadet. Ind mellem de barske nordiske Scener giver Digteren sin sydlandske Fantasi Luft i en Række store, farveprægtige Optrin. Saaledes Beskrivelsen af Fjeldets Skatte og Billedet af Frejas Tilsynekomst tilsidst, der rigtig bebuder Foraarets Sejr, ja endog bringer Duften af Sommerens første Roser. Det virker lidt fremmed, en Smule balletagtigt. En Enhedsstil i Behandlingen af et nordisk Emne finder vi først i »Nordiske Digte«.

Karaktertegningen samler sig om Vaulundur som det altoverskyggende Midtpunkt. Ved hans Side er i Sagaens første Halvdel stillet hans Brødre Slagfidur og Eigil, overfor ham i dens sidste Halvdel hans Fjender: Kong Nidudr, Dronningen og Kongedatteren Baudvilde. Derimod ses Hustruen, Valkyrien Alvilde kun i et flygtigt Glimt - hun spiller for lille Rolle i Handlingens Økonomi til, at Digteren har brudt sig om at gøre noget ud af Figuren. Men de to nævnte Persongrupper - med Vaulundur som Forbindelsesleddet - behersker helt de to forskellige Handlinger i Fortællingen, som ikke har megen Berøring XVII med hinanden: Brødrenes Udfærd og den kunstfærdige Smeds Trængsler paa Sævarsted. Den første er en romantisk, naturfilosofisk Myte, den anden et Udsnit af et tragisk Heltespil.

Overfor Vaulundurs faste viljestærke Personlighed staar Brødrene som blotte Naturtemperamenter - Sangvinikeren Slagfidur og Melankolikeren Eigil. Begge Typer er skabt over en enkelt genial Iagttagelse. I den optimistiske Slagfidur lever Trangen til at naa det uopnaaelige; en stadig Higen over Evne, der gør ham rodløs i Virkeligheden. Det er Tanken, der oprørsk søger at slippe Forbindelsen med den faste Jord, og saa straffes med det hovedkulds Fald i Afgrunden. Eigil derimod er den tungsindige Længsel - »den utydelige, uvisse, veiløse Længsel, som ikke selv vidste hvor den vilde hen, og som ingen Rist eller Ro havde, Dag eller Nat; men var bestandig Bevægelse og Forandring underkastet«. Den første Del af Fortællingen skal da vise, hvorfor det var muligt for Vaulundur siden som Kong Nidudrs Fange at bevare sin Personlighed i Uykken. Forklaringen har Digteren selv givet og dermed angivet sin Digtnings moralske Idé: »Maa nu vel dette gamle og ærværdige Sagn .... ansees for et besynderligt Speil paa Livets underlige Spil med sig selv; saa at hvad der bærer Spiren til Fordærvelse i sig selv, vel maae gaae tilgrunde, hvad derimod lever i en bestandig Fred med sig selv, og hvis Fiende kun udvortes er sat, det seirer tilsidst, naar det med Taalmod og Sindighed udholder Nødens Time«.

Med Vaulundurs Fjender flytter vi derfor over i en Verden, som ikke har nogen symbolsk Fortolkning behov. Nidudr er den typiske oehlenschlægerske Nidding, XVIII medens han i Oldkvadet, hvor der ikke er Tale om nogen gennemført Karaktertegning, er behandlet ret neutralt. Han er lige hæslig af Ydre og af Sind; en jammerlig Usling, der i sin kongelige Pragt virker omtrent som Fabelens Æsel i Løvehuden, og som dør af Skræk, inden Vaulundur faar tilføjet ham det dræbende Hug. Der er mere Mandsnatur i hans Datter Baudvilde; hun er modig, men grusom, ugudelig, ubarmhjærtig i sin Haardhed. Som Brødrenes Svaghed belyste Vaulundurs Styrke, saaledes forklarer (og undskylder) Nidudrs og Baudvildes Umenneskelighed, der er skildret langt mørkere end i Kvadet, hans frygtelige Hævn.

Fra alle Sider falder Lyset da paa Vaulundur, »Taalmodets Helt«, som Ludv. Schrøder træffende har kaldt ham. Hans tavse Ro og mægtige Selvbeherskelse danner en mærkelig Modsætning til de oehlenschlægerske Heltes sædvanlige blomstrende Hidsighed og vældige lidenskabelige Udbrud. Hans Udvikling kan minde om Aladdins, men den korte Beretning om hans lykkelige Ungdom er kun Optakten til den centrale Skildring af den frygtelige Skæbne, som forvandler den stolte og velskabte Kæmpe til en elendig, lemlæstet Træl. Gribende er det Øjeblik, da Fortvivlelsen omsider er ved at overvælde ham, og hvor saa Fuglens Sang og Aftenens stille Fred kalder ham tilbage til Livet. Men denne sjælelige Lindring er kun forbigaaende. Endnu større Kvaler venter ham; han skal fornedres saa dybt, at han føler sin Harme som en Kvindes afmægtige Forbitrelse, før omsider Timen til Hævnen er inde. Oehlenschlæger følger her sit Forbillede i selve Handlingsgangen, men han har samtidig bestræbt sig for moralsk at

        

XIX motivere sin Helts Handlemaade. Saaledes bliver Kongesønnernes Drab ikke en ren Hævnakt, men et Selvforsvar. Og overfor Baudvilde bliver der Tale om en personlig Gengældelse, fordi hun uden at agte paa Vaulundurs Bønner havde udstukket hans Øje paa Kong Nidudrs Bud. Denne barbariske Lemlæstelse er Oehlenschlægers eget Paafund, hvis Hensigt tydeligt nok er at gøre Vaulundurs Fjender endnu mere afskyværdige, end de er det i Kvadet, og derved mildne Indtrykket af hans grusomme Hævn. Fra Oehlenschlæger stammer ogsaa Fortællingens Slutning, hvor Freja giver den haardt prøvede hans Førlighed tilbage, og hvor den ydre Lykke følger Personlighedens Sejr, som det ogsaa er Tilfældet med Aladdin efter hans Prøvelser og Kampe.

Vaulundurs Sejr er Personlighedens Sejr, vundet i Kraft af hans harmoniske Natur. Symbolet tyder digterisk denne Tanke, som er Sagaens Idé. Vaulundurs røde Farve er det varige, det blivende, Ilden, Lyset selv; den bestaar i sig selv, medens de andre Farver maa laane deres Glans hos den. Luen kan vel hæmmes og standses, men den kan aldrig slukkes; den baner sig Vejen gennem alle Trængsler. Og har den brudt hver en Skranke, da skal den lege med alle Farver, kalde Kærlighed og Sommer tillive efter Vintermørket. Saaledes vil Gudernes udvalgte trods al Modstand - eller just i Kraft af Modstanden - sejren de udfolde hele sin rige Natur. Taalmodets Helt er Sindbilledet paa det kæmpende Geni.

XX

III.

Vinteren 1804-1805, efter at Vennen Steffens den foregaaende Sommer havde forladt Danmark, digtede Oehlenschlæger »Aladdin«, det i enhver Henseende største Værk, han indtil da havde skabt, Hovedværket fra hans romantiske Periode.

Allerede Valget af Emnet var helt i den første Romantiks Aand. Digteren fandt det i et Eventyr, en Erindring fra Barndommens Læsning. Saaledes fornyede Tiecks Teater Perraults Eventyr eller Folkebøgerne, og saaledes benyttede Romantikernes beundrede Forbillede Goethe Faustsagnet som Ramme om sit Livs Storværk, hvoraf der dengang kun forelaa Fragmentet fra 1790. Det var dernæst et Eventyr, hvis Handling kunde udtrykke en filosofisk Idé; saaledes havde Goethe forvandlet Faustbogen til et Drama om Mennesketankens Drøm om at beherske Verden. Paa samme Maade som i »Vaulundurs Saga« har Oehlenschlæger ogsaa her »lagt den Betydning i det hele Billed, - Som blege Levning syntes pege til.« Og endelig var det et orientalsk Eventyr, hvis Verden af Sol og Farver maatte fængsle et ungt romantisk Gemyt. »I Orienten«, havde Fr. Schlegel sagt, »maa vi søge det højeste romantiske«. Thi Orienten var Poesiens eget frie Hjemland, kun underkastet dens egne Love. Naar blot det vage Begreb »poetisk Orient« var respekteret, var Digteren ellers temmelig frit stillet med Hensyn til Kostymetroskab og Lokalkolorit. Ved sin Fremmedartethed tillod Emnet endda, uden at Eventyrstemningen derfor blev brudt, at den romantiske Ironi pludseligt lod Glimt af hjemlig Virkelighed dukke op i den poetiske XXI Verden. Her gav allerede »Tusind og en Nat« et Fingerpeg: Eventyret foregik der i Kina, men er helt igennem fortalt i arabisk Aand.

Med fuld Bevidsthed, som han finder Ord for baade i Fortalens Prosa og Prologens Vers, har Oehlenschlæger følt sig som en Nordens Søn overfor Orientens brogede Billedbog. Hans Hensigt var, fremhævede han, at skrive et Digt, ikke at meddele sine Læsere geografisk Kendskab. Han brød sig kun om Østen, fordi den er »østlig, d. v. s. fuld af Munterhed, Ild, Phantasie og Religion,« hvorfor han heller ikke har betænkt sig paa at »tuske en prosaisk Sandhed bort for en poetisk Skønhed.« Naar han derfor har flyttet Handlingen fra Kina til Ispahan (hvortil Adam Olearius, hans formentlige Stamfader, har givet ham Ideen med sin »Offt begehrte Persianische Reisebeschreibung«, som ogsaa Tieck elskede) og i Forbindelse hermed udkrammer en tilsyneladende Lærdom, bør denne ikke vildlede Læseren. Hvad Oehlenschlæger har læst sig til i »Olearii, Mandesloes og Fleres Reiser« (som forresten rummes i samme gamle Foliant!) om Persernes Levemaade, Klædedragt, Regeringsform, eller hos »Lokman, Sadi (disse to ogsaa i Olearius-Bindet!) og Ferdusi« om deres Poesi, i »Muhameds Alkoran« om deres Religion, betyder ikke nær saa meget som den Viden, Iagttagelsen af de hjemlige Vestergadetyper har beriget ham med. Netop Forbindelsen af det fremmede og det hjemlige er noget af det genialeste i Stykket. Digteren har selv gjort opmærksom paa, at »de komiske Scener ere, som de kunde være gangne for sig i Kiøbenhavn.« Det bedste Forsvar for Indsmuglingen af det danske i de persiske Omgivelser er Morgianes XXII vidunderlige Matroneskikkelse. Thi »hvordan en Moder converserer sin Søn, har Forfatteren aldrig hørt uden i Danmark, kunde altsaa ikke udtrykke det anderledes. Stoffet har overalt i saa Henseende den Feil, at det er skrevet paa Dansk, da Scenen dog unægtelig foregaar i Persien.«

Det er vel især paa dette Punkt - den lunefulde Blanding af Fantasi og Virkelighed, af fremmed og hjemligt - at Oehlenschlæger staar i Taknemmelighedsgæld til Ludwig Tieck og hans »Kaiser Oktavianus« (1804), hvis Betydning for »Aladdin« han selv med sin sædvanlige Oprigtighed har henledet Opmærksomheden paa. »Kaiser Oktavianus« var et Universalkunstværk, der sprængte alle faste Genrer: paa en Gang Komedie og Tragedie, ja, paa en Gang Lyrik, Epos og Drama. Rent formelt og teknisk har Oehlenschlæger lært forskelligt her, men man mærker paa næsten alle Punkter hans kunstneriske Maadehold og hans kunstneriske Alvor i Behandlingen af Emnet (»Oktavianus« er kun Maskerade), der giver det danske Værk Førstepladsen af de to. Af direkte Ligheder er der kun faa af Betydning. Scenen med Aladdin paa Retterstedet er et Sidestykke til Scenen hos Tieck med den uskyldige Dronning Felizitas paa Baalet; Skovromantiken, Eremit- og Valfartsromantiken i de sidste Akter er studeret efter tilsvarende Optrin i »Oktavianus« og andre tieckske Arbejder. Men med stort Udbytte har Oehlenschlæger læst de komiske Scener hos Tieck, især dem, hvor Klemens og hans agtværdige Hustru Susanne, den unge Aladdins-Type Florens' Plejeforældre optræder. Her er midt i den ridderlige Middelalderromantik anbragt et Stykke solid smaaborgerlig tysk

        

XXIII Nutid af stor Virkning, hjemlige Typer, som Tieck kendte dem ud og ind. Naar Klemens raser over Florens' uheldige Hestehandel (II Theil, 1. Akt, Stube), ligner han ganske den vrede Mustapha, og naar han er i Audiens hos de forsamlede Potentater, er han i sin Vildrede med Hensyn til Titulaturerne, sin Mangel paa Respekt for Fremmedordene, sin naive Stolthed over Sønnen og sin ustandselige, ordsprogsspækkede Veltalenhed en direkte Forløber for Morgiane. Trods al Filisterstorm har baade den tyske og den danske Romantiker elsket Borgerligheden og med Sympati set paa disse snakkesalige, smaaskændende, hjertensbrave Repræsentanter for det gammeldags hjemlige og prosaiske Borgerhumør. Og atter her er en dansk Læser tilbøjelig til at give sin Landsmand Prisen.

Fra Tieck førte Vejen naturligt til Shakespeare, som Oehlenschlæger kendte fra A. W. Schlegels Oversættelser. I den tyske »Aladdin«, hvor han i Fortalen synes at ville opregne et saa stort Antal Faddere til sit Værk som vel muligt- foruden Tieck nu ogsaa Goethe, Novalis (»Fragmente«), Italieneren Gozzi (rimeligvis for hans »kinesiske« Eventyrkomedie Turandots Skyld, som Schiller havde bearbejdet) - nævnes ogsaa »Skærsommernatsdrømmens« og »Stormens« Digter. Atter her er det mindre de enkelte Lighedspunkter - trods Prospero og Ariel overfor Aladdin og Lampens Aand, trods Alfekoret ved Fatimes Begravelse - end det store Exempel, det kommer an paa. Shakespeare har været det stilistiske Forbillede i de stærkt bevægede Optrin; hans skaanselsløse Naturalisme mærkes i Bøddelens hæslige Skikkelse og i Mordet paa Fatime, hans Fantasi

        

XXIV i Genfærdsscenerne, hans Patos i Saladins Monolog paa Altanen og Noureddins feberrystende Enetale i Stormnatten paa den øde Mark. Og hans Lystspilstil gaar igen i Narren og Jøden; Oehlenschlæger har laant hans Amme fra »Romeo og Julie« uden rigtig at faa noget ud af hende, og har til Gengæld stillet sin Apoteker op som et værdigt komisk Sidestykke til Shakespeares tragisk opfattede, forsultne og elendige i samme Skuespil. Men værdigst og selvstændigst er han hans Elev i fjerde Akts Fængsels- og Vanvidsscener, hele Værkets Kulmination.

Men først og fremmest har Oehlenschlæger med stor Troskab fulgt sin Kilde, Eventyret fra »Tusind og en Nat«. Han følger den i første Del af sit Stykke ofte i de mindste Enkeltheder, medens han - som nævnt - i »Vaulundurs Saga« havde følt sig friere stillet overfor Stoffet. Først fra og med Fængselsscenerne griber han for Alvor ind i Handlingsforløbet og først i Hindbad-Episoden fjerner han sig stærkt fra Eventyret. Uden synderligt Held, forøvrigt; trods gode Enkeltheder er det ikke lykkedes at bøde paa den mattende Gentagelse, hele dette Afsnit allerede i Kilden betyder. - -

Betragter vi nu Oehlenschlægers Afvigelser fra Eventyret, vil vi med det samme faa et Indblik i Værkets Komposition. Foreløbig er her kun Tale om selve »Handlingen«, idet det er en Selvfølge, at de digterisk afgørende Elementer: Ideen, Karaktertegningen og den vidunderligt levende Stil i alt væsentligt er Oehlenschlægers egen Indsats. Afvigelserne er af Interesse, fordi de belyser Forskellen mellem Fortælling og Drama. Det er Hovedforskellen mellem Oehlenschlæger og Tieck, at medens »Oktavianus« XXV kun er en tyk dialogiseret Roman, er »Aladdin« et virkeligt Skuespil. Det falder straks i Øjnene ved Stoffets klare og af Handlingens Rytme bestemte Fordeling over de fem Akter, hvor kun femte Akt, paa Grund af sin Bredde, forekommer mindre vel proportioneret. Men det viser sig ogsaa ved nærmere Efterprøvelse i en Række karakteristiske Enkeltheder.

Straks den første Scene røber Dramatikeren. Mustafa dør i Eventyret efter længere Tids Hensygnen af Sorg over sin Søns gale Streger. I Stykket, hvor Modsætningen mellem den gnavne Far og den dovne Søn er levendegjort i ganske faa Repliker, er det hans ubeherskede Arrigskab og hans Skræk over den brændende Kaftan, der hidfører Katastrofen. Allerede i denne Indledningsscene er den dramatiske Koncentration af en lang Række Begivenheder i et enkelt fortættet Øjeblik overlegent dygtigt gennemført. Og den kan forfølges overalt i »Aladdin«. Eventyret regner med ret store Tidsafstande. Aladdin er et Barn, da Faderen dør; 15 Aar, da han faar Besøg af den afrikanske Troldmand (thi saaledes kaldes han i Eventyret, der af Personnavne kun kender Aladdin, Mustafa og Fatime - samt »Princesse Badrulbudur« (dvs. Fuldmaanernes Fuldmaane), et pompøst Navn, som dog, har Oehlenschlæger følt, vilde falde vel vanskeligt paa en dansk Tunge). Vendt tilbage fra Hulen lever han med sin Moder i et Par Aar af de Kostbarheder, Lampens Aand bragte. Moderen gaar seks Gange forgæves, inden hun omsider faar Sultanen i Tale. Storveziren opnaar, at der gives tre Maaneders Betænkningstid og faar to Maaneder senere det uheldige Giftermaal mellem sin Søn og Prinsessen XXVI arrangeret. Og da Aladdin omsider har vundet sin Elskede, lever han lykkeligt med hende i mange Aar efter Brylluppet, før Troldmanden atter griber ind i hans Skæbne.

I Skuespillet er Handlingen sammentrængt i saa kort et Tidsrum som muligt, og ved saa vidt gørligt at undgaa bestemte Tidsangivelser - en Fremgangsmaade, vi f. Eks. kender fra Shakespeare - har Digteren unddraget selve Begrebet Tiden fra Læserens Opmærksomhed. Aladdin er 17 Aar, da vi møder ham første Gang, og da Morgiane i Audiensen hos Sultanen nævner samme Alder for ham, forstaar vi, at Begivenhederne har fulgt hinanden Slag i Slag. Noureddins Besøg finder Sted umiddelbart efter Mustaphas Død. Aladdin udfries straks fra Hulen af Ringens Aand; i Eventyret er han indespærret i to Dage. Gentagelser undgaas: Aladdin kalder kun en Gang paa Lampens Aand for at faa Mad; det omstændeligt fortalte forenkles: vi hører, at Morgiane tre Gange har ventet paa at faa Foretræde, og vi overværer naturligvis kun sidste Gang, hun søger Audiens. Saladins Bryllup berammes til samme Dags Aften, hvor Sultanen har været saa letsindig at give den fattige Skrædderenke et halvt Løfte. Aladdins Lykke varer kun en Maaned efter Brylluppet.

Ligeledes undgaas alle unødige og uanskuelige episke Afsnit: Moderens Forberedelser til den formentlige Svogers Besøg og Aladdins til hans første Visit hos Sultanen. Og en mere fint følende Nutidssmag har taget Brodden af Saladin-Episoden.

Men foruden at koncentrere Handlingen har Digteren ændret enkelte Optrins Plads og tildigtet nye, altsammen for den klarere dramatiske Motiverings XXVII Skyld. Noureddins første Scene i Afrika er som en virkningsfuld Kontrast anbragt lige efter Indledningsoptrinet. Saaledes præsenteres straks Modspilleren i Stykket samtidig med, at dets Idé første Gang kommer tilorde i Digtet fra den gamle Bog. Ind mellem Eventyrscenerne med Lampens Aand, der bringer det dækkede Bord, og med Jøden, der snyder den troskyldige Yngling, forberedes Gulnares Indtræden i Handlingen ved den fine Samtale mellem Aladdin og de to Købmænd. Og Aladdins Forhold til hende er en psykologisk Udredning af en ung Forelskelses Faser hos to Mennesker med alle de Sindsbevægelser, der ledsager den. I Eventyret er det Udraaberens Forbud mod at se Prinsessen paa Gaden, der ægger Aladdins Dumdristighed; og om nogen Genkærlighed hos Prinsessen er der ikke Tale. Sansen for nærmere Motivering ogsaa i Enkeltheder mærkes f. Ex., hvor Aladdin tror sig befriet fra Hulen af Lampens Aand og slet ikke skænker sin Ring en Tanke - saa at han heller ikke senere, kan falde paa at ty til dens Hjælp. Eller i den taktfulde Maade, hvorpaa Stjernetyderen Ali Baba sætter Punktum for den efterhaanden lidt pinlige Diskussion om Saladins uheldige Bryllup. Og endelig har Oehlenschlæger meget virkningsfuldt gjort den anden Scene med Noureddin i Afrika til det centrale Optrin i Stykket, hvor Handlingen drejer sig om sin Akse, ved at placere den umiddelbart foran Bryllupsfestlighederne, saa at dens mørke, truende Skygge skræmmer Tilskueren op af den Verden af Lys i Lys, han netop har fundet sig tilrette i. Samtidig aabner Hindbads griske Kynisme nye Perspektiver bag Noureddins Hævnplaner.

Saa sætter det virkelige Drama for Alvor ind med

        

XXVIII fjerde Akt. Og medens der før var Tale om en Koncentration af en episk Handlingsrække, kræver Dramaets Teknik nu en Uddyben og en Udmaling af de enkelte Scener, som i Fortællingen kun er antydet med et Par Ord. I Eventyret føres Aladdin straks til Retterstedet. I Skuespillet følges Arrestationen af den gribende Fængselsscene, og paa Retterstedet er Dervischens lange Tale den spændende Stilhed før Stormen, som saa bryder løs med en Naturkatastrofes pludselige Voldsomhed. Derpaa følger den mægtige Skildring af de kvalfulde 40 Dage, som helt tilhører Oehlenschlæger: Morgianes Stue - Graven - Pøbelens Haan mod den faldne Lykkeprins. Alt dette er, som Brandes gør opmærksom paa, skabt over nogle ganske faa Ord i Eventyret: »Thi han gik fra Dør til Dør, og uden at vide, hvad han selv giorde, spurgte alle dem han mødte, om de ikke havde set hans Pallais, eller om de ikke kunde give ham nogen Efterretning derom.« Seks Dage efter Benaadningen er Eventyrets Aladdin paa sit Slot i Afrika, hvorhen Dramaets Helt først naar i Fristens yderste Øjeblik.

Apotekerscenen (som forresten allerede Scenerne med Jøden) er bygget over en enkelt Bemærkning i Teksten. Den moralske Diskussion om Berettigelsen af Drabet paa Noureddin har fremkaldt Scenen med Aladdin i sin gamle Dragt fra deres første Møde - det er Fortiden, der hævner - og den for Ideen saa vigtige Samtale med Ringens Aand. I Eventyret indfinder Aladdin sig først, da Troldmanden er død, og han og Prinsessen gør sig efter Drabet uden større Samvittighedsskrupler tilgode med Maden og de gamle

        

XXIX Vine. Dramaet kræver naturnødvendigt det endelige Møde og Opgør mellem de to Modstandere.

I Resten af Stykket gaar Oehlenschlæger mest sine egne Veje. I Eventyret besøger Sultanen sin Datter umiddelbart efter Slottets Tilbagekomst. Hos Oehlenschlæger træder Scenen med Narren i Stedet. Ny er Pilgrimsrejsen, Sangeren i Mekka, Mødet mellem Hindbad og Fatime; nye Genfærdsscenerne, Hindbads Prædiken, Fatimes Jordefærd og Sindbads Skomagerfilosofi. Derimod stammer den skæbnesvangre Idé med Roc-Ægget fra den orientalske Tekst, og her findes ogsaa Lampens Aands Alvorstale til Aladdin.*) Slutningsscenen viser en sidste Forskel; den aabne Kamp er den naturlige Afslutning paa et Drama, der vil fange Interessen, Spændingen til det sidste. I Eventyret gøres der kort Proces med den falske Fatime.

Saaledes var det lykkedes at skabe en virkelig dramatisk Digtning af det østerlandske Eventyr. Men Oehlenschlæger har stilet højere, idet han har gjort Handlingen til Bærer af en betydningsfuld poetiskfilosofisk Idé. Nøgen fremtræder denne i Digtet fra den gamle Bog, som Noureddin raadspørger, i Stemmen fra Lampen, der i den underjordiske Hule bebuder Aladdins Komme, Samtalen mellem Aladdin og Ringens Aand, hans Tvekamp med Hindbad samt *

XXX Epilogen - altsammen Tildigtninger fra Oehlenschlægers Haand.

»Aladdin« handler om Kampen om den forunderlige Lampe, Symbolet paa den fuldstændige Lykke, Lyset selv. Det er derfor en Digtning om den sjeldne Undtagelse; Gang paa Gang indskærpes det, at »kun saare sjældent findes Lykken helt.« Og hvem er da udkaaret til at finde denne sjældne Lykke? Svaret falder med ungdommelig Dristighed: Naturens muntre Søn er Lykken næst. Altsaa - oversat i Tidens filosofiske Sprog - det umiddelbare Geni. Den fuldendte Lykke er Foreningen af det ydre: Medgangen, Heldet - og det indre: Aanden. Ringens og Lampens Aand betyder da (ifølge Stemmen fra Lampen) Sjælens indre Harmoni og den ydre Fremgang i Verden. Lykken er dernæst en Gave. Man kan ad Tankens Vej udgrunde dens Væsen, men man kan ikke ved Flid eller Anstrængelser erobre den. Den kommer selv, den vil ej gribes efter.

Denne Lære om det lykkelige umiddelbare Geni er i Digtets dunkleste Afsnit søgt udvidet til en Kulturmyte: Kun Geniet kan i Kraft af sin indre Samhørighed med den skabende Natur gennemskue den tilsyneladende »Virkelighed« og erkende Tilværelsens store Under, Tingenes sande Sammenhæng, Verdensorganismen. Det skal derfor som en ny Prometheus bringe Lyset til Menneskene, og Sammenligningen lige efter med Odin, der henter Skjaldemjøden hos Gunløde, tyder paa, at Oehlenschlæger, i al Fald paa dette Sted, har opfattet det intuitive Geni, der »med Lethed, ved et Under« finder, hvad Nattens Gransker flittigt har grundet paa, som den romantiske Digter - i nøje Overensstemmelse med Skolens Kunstlære.

XXXI

Men andetsteds - f. Ex. i den vigtige Samtale mellem Noureddin og Købmanden - er Geniet blot i Almindelighed den selvstændigt frembringende Aand modsat det sindige daglige Pligtarbejde, som savner Inspiration og Originalitet. Det er derfor for snævert kun at tyde Forholdet som en Modsætning mellem Kunst og Videnskab. I sidste Instans er det Forskellen mellem to modsatte Aandstyper, det gælder.

Nu gaar Oehlenschlæger videre. Han føjer et etisk Element ind i sin Genilære og sprænger derved den romantiske Teori. Den lykkelige er den, som fortjener at være det. »Hans udvortes Lykke er Resultatet af hans indre harmoniske Natur: det er ikke Lykketræf, men Naturens Løn« (Vald. Vedel). Den, Lykken har udkaaret, skal først prøves, og svigter han sin Natur, svigter Lykken ham. Ved Uagtsomhed kan Lykken forspildes i de gode Dage; og evige Fjender - der tillige, læres det, er Forsynets Fjender, da Lykken er det guddommelige i Livet - lurer paa den lykkelige. Først den misundelige Goldhed, der forgæves søger at naa ud over sin medfødte Begrænsning, og som pukker paa sin formentlige Ret til Lykken ved at pege paa sit ihærdige maalbevidste Slid: »Skiønt født til Skal han stolt vil være Kierne; - Og Herre, skiønt han skabtes til en Svend.« Dernæst den gemene Pøbelslethed, som - hedder det med et betegnende Ord - ikke kender »Livets Herlighed«; hvis Maal er at drage det store nedad, gøre alt smaat og usselt. Her maa den, der vil bevare sin Lykke, værge den baade mod indre og mod ydre Fjender. Og han kan gøre det, fordi Lykken ikke bare er det ydre Held - Appelsinerne, der finder Vej XXXII til den lykkeliges Turban - men et Udtryk for Personligheden. Ved at føre moralsk Frihed og Ansvar ind i sit Værk har Digteren forvandlet Eventyret, hvis Personer kun er Marionetter i Skæbnens Haand, til et viljesbestemt Drama. Derfor ligger den tamme Idyl fjernt fra det Livssyn, »Aladdin« forkynder. Lykken er utænkelig uden Kampen; det er Guds Yndlings Pligt at bekæmpe det slette og det nedrige. Først efter mandig Strid med Lampen som Indsats forstaar dens Herre at skatte dens sande Værd.

Samtidig med at Digteren ingenlunde slipper sin ydmyge Tro paa, at det er Skæbnens Naade, ikke egen Fortjeneste, Lykken oprindelig skyldes, bryder der en selvsikker Overbevisning igennem om Viljens Magt til at forsvare denne Lykke. Aladdin taler allerede som Hakon Jarl gør det, naar han siger: »Jeg kalder Lykken - At sætte det igiennem, som jeg kan«. Og naar han i den afgørende Stund med Overbevisningens Styrke udbryder: »Jeg stoler paa min Arm og paa min Ret,« er den naturbestemte Modsætning mellem Kaldet og den golde Stræben forvandlet til en aaben Kamp mellem Kraften og Listen. Det er »Sandhed mod Løgn, det Gode mod det Onde«. For denne optimistiske Tro, der sætter Lykken som enstydig med Livet selv, er Udfaldet af Kampen paa Forhaand givet. Det Ondes Kraft bortsvinder i sit eget Gøglelys, medens Livets Lampe brænder højt for den Sejrende i en rolig, liflig Glans.

Dette Stade er dog ikke Digterens sidste og endelige. I den vidunderlige Slutningsscene træder det selvbevidste Jeg paany tilbage for en andagtsfuld Følelse af Livets hellige Mysterium, i hvis Skygger det enkelte Menneske tabes af Syne:

XXXIII

Hvor sælsomt er dog Menneskenes Liv!
Hvor mystisk bryder alt sig blandt hinanden!
Et ringe Spil i Evighedens Haand.

Saaledes ender den ungdommelige Forherligelse af det umiddelbare Geni og Stoltheden over den moralsk bevidste Personligheds Sejr over sig selv og over sine Fjender i Erkendelsen af menneskelig Magts og Storheds Intethed. Slutningsbilledet af Lykkens Søn paa den fattige Grav under Hyldetræet er det skønne Digterværks dybeste og største Symbol.

Det er ikke svært at se, at Værkets Idé ikke er klart gennemført; og Digteren har været sig det bevidst, naar han i Epilogen advarer mod »at pirre i Lampen med Forstandens Lysesax, for at forjage hver en Dunkelhed.« Men denne Svaghed hænger sammen med »Aladdins« Styrke. I Stedet for at digte om et Begreb - Geniet, er Oehlenschlæger mere og mere blevet optaget af sit virkelige Emne: et Menneske, en Udviklingshistorie fra Barndom til Manddom. Og ikke den dunkle Lykkelære, men den anskuelige, fængslende og gribende Skildring af et Menneske i Lykke og Nød, gjort saa levende og med en saa bred Fuldstændighed som maaske intet andet Steds ellers hos den store Digter, vil bevare »Aladdins« ungdomsfriske Tiltrækningskraft ned gennem Tiderne. I det hele gælder det om dette Hovedværk, at Sansen for det menneskelige i dets forskelligste Former trods de store Forsætter har trængt Spekulationen i Baggrunden. Oehlenschlæger har indenfor den østerlandske Ramme skabt en hel Verden, der lever og aander. Sidestillet med en Oversigt over Værkets Tankeindhold maa der derfor følge en Undersøgelse af Karaktertegningen.

XXXIV

Som naturligt er, har Digterens Interesse i første Række samlet sig om Helten og Hovedpersonen, Aladdin selv, og de tre Stadier i hans Udvikling: Drengen, Ynglingen og Manden.

Trods sine 17 Aar er Aladdin i første Akt skildret som en ren Dreng, der tumler med andre Drenge - rødmusset, stærk og doven, sorgløs i sit hele Væsen. Eventyret fremstiller ham ikke i det bedste Lys - han var »faldet hen til lastværdige Tilbøjeligheder,« og ved sin vanartede Opførsel havde han lagt sin gamle Far i Graven. Hos Oehlenschlæger er han med alle sine Fejl dog langt elskværdigere. Han er et Stykke Natur, frisk og sund, men ikke andet; hans Sjæl er et ubeskrevet Blad, og Oehlenschlæger har undgaaet at sætte ham i den sentimentale Position som »Manden med de skjulte Talenter«. Indtrykket af hans Ligegyldighed ved Mustaphas Død mildnes af det udpræget barnlige, der er over hans Væsen; og netop hans barnlige tillidsfulde Fortrolighed til Noureddin fremhæver hans aabne, varme Sind overfor Troldmandens beregnende, lumske Væsen. Hans Forestillinger om Fremtiden er et Barns uklare og begejstrede Drømme; kun hans naive Sanselighed fortæller os, at Barnet er ved at blive voksen. Der er mut Drengestædighed i den dramatisk virkningsfulde Scene, hvor han paa Trods nægter at udlevere Lampen til Noureddin. Og i Hulen er det et Barns Glæde over de skønne Frugter og et Barns fromme Hengivelse i Skæbnen, da alle Udveje synes lukkede, som det har været Digteren magtpaaliggende at skildre. Hans hjærtelige Uskyld gør Indtrykket af Noureddins Handlemaade dobbelt grelt.

Disse tre Egenskaber: den blomstrende Sundhed, XXXV den friske naive Sandselighed og den barnlige Fromhed bevarer Aladdin. Men idet Digteren nu fører sin Helt opad til Lykkens Tinde, vil han samtidig vise, hvorledes Medgangen forfiner og forædler hans Væsen, lokker Spirerne til det store frem i hans Sjæl. Han vokser med sit Held, indtil han i Kulminationen umiddelbart foran det store Omslag har foldet alle sine bedste Egenskaber ud; Rigdom, Visdom, Elskov og Tapperhed er forenet i hans lyse Helteskikkelse. Straks fra den første Stund viser han sig ved sin naturlige Myndighed og sit uforbløffede Humør som Lampens fødte Herre. I Scenen med de to Købmænd er den dovne Gadedreng helt forvandlet; han gør Indtryk paa sine Omgivelser baade ved sit fordelagrige Ydre og ved sit opmærksomme og beskedne Væsen; og hans ungdommelige Sværmerier vokser nu til en stor, glødende Forelskelse, der atter lægger en Alen til hans aandeligeVækst. Hans stolte Tankeflugt løfter ham samtidig højt over det hyggelige Filisterium og den smaaborgerlige Maalestok paa Livsværdierne, som hans Mor repræsenterer. Modsætningen mellem Aladdin og Morgiane er ikke mindre betydningsfuld end den mellem Aladdin og Noureddin; mellem det unge fremadstræbende Geni og den bestandig-borgerlige Skikkelighed. Diskussionen med Moderen kalder Selvbevidstheden og Stoltheden frem i Aladdin og ved sit lidenskabelige Temperament er han Kød af sin Digters Kød, Blod af hans Blod. Noget af det ejendommeligste og mest henrivende i Dramaets første Del er Aladdins pludselige, mægtige Vredesudbrud, hvor den store oehlenschlægerske Hidsighed sætter pragtfulde Blomster, men hvor - ikke mindre oehlenschlægersk! - den hjertelige

        

XXXVI Godlidenhed snart faar Vredesstormene til at lægge sig igen.

Men i den skønne Sommermorgenstund, hvor Aladdin paa sit højeste overskuer hele sin Lykke og takker Allah for hans Godhed, er hans Skæbne allerede beseglet. Og i de følgende Scener, hvor det store Sammenbrud gør Ynglingen til Mand, naar Digtningen sit Højdepunkt. Aladdin maa bøde haardt for sin sorgløse Ubesindighed. Lystspillet er blevet en Tragedie, der drejer sig om den store Modsætning mellem Liv og Død; og den dybt menneskelige, ganske uheltemæssige Afsky for Døden som den meningsløse Tilintetgørelse, det friske blodrige Livs rent fysiske Reaktion ved Tanken paa Bøddeløksens Punktum er skildret med en realistisk Styrke, der næsten overvælder Læseren. Et af Højdepunkterne er Fængselsscenen, hvor Edderkoppens svage Spind bliver et trøstende Billede paa Verdensstyrerens taalmodige utrættede Ro; Indrykket fremkalder en sjælelig Afspænding i Aladdins fortvivlet oprørte Sind, som svarer til Scenen, hvor Fuglen kalder Vaulundur tilbage til Livet. Men Aladdin, tilsyneladende styrket i sin Sjæl og reddet i yderste Øjeblik af Folket, har endnu ikke (saalidt som Vaulundur havde det) tømt Lidelsens Kalk til Bunden. I Vanvidets Nat skal den sidste Glans af den engang straalende Helt forsvinde. Lykkens Søn genkender sin Skæbnes Billede i det visne Blad i Morgianes Torvespand. Og medens Folkesnakken begynder at hvisle omkring ham, vender hans eget Liv sig som Febersyner imod ham. Hans Tunge stammer de Ord om Lampen, dette Snurrepiberi - uden Værd for alle andre, som Drengen en Gang hørte Noureddin sige. Kurven naar sin

        

XXXVII Bund, hvor Geniet er blevet Daaren. Pøbelen - et fint Træk af Massepsykologien - bespotter nu hujende den Mand, den selv nylig har reddet fra Døden; thi han formaar jo ikke Underet, og Troen herpaa har været Grundvolden for hele hans Folkegunst. Den sidste haarde Kamp mellem det blomstrende Liv og den blege Død udkæmpes i Aladdins Sjæl, da han staar ved Flodbredden for at gøre Ende paa sin mislykkede Tilværelse. Da bryder hans barnlige Fromhed endnu engang igennem: »Hvad reiser sig her inderst i mit Bryst?» Og Ringens Aand kan komme som en frelsende Engel, som den kom til Barnet i den underjordiske Hule.

I femte Akt er Aladdin rustet til den afgørende Kamp mod Lampens Fjender. Betegnende for ham som for Vaulundur er Digterens Umage for at understrege det moralsk berettigede i Hævnen. Aladdin haaber at kunne forsvare for Gud, at han har slaaet Noureddin med hans egne lumske Vaaben - han har ikke fældet en ærlig Modstander, men dræbt at giftigt Skadedyr.

Svagest er Aladdin-Skikkelsen i Hindbad-Partiet. Opgaven her var at skildre ham som Manden, den modne og betydelige. Det er ikke lykkedes; dertil er hans Rolle altfor passiv. Først i den sidste Scene, Tvekampen, hvor Udviklingen fra Naturbarnet til den selvmyndige Personlighed endelig er fuldendt, er Aladdin paa Højde med sig selv og det store Opgør: Sandhed mod Løgn, det Gode mod det Onde. Han er pragtfuld i sin ophøjede Ro:

Han stander herlig i sin Ungdoms-Kraft,
Med vældig Arm, med roligt Tillidsblik.

XXXVIII

Dette er Helten, som Oehlenschlæger forstod ham. Ordet rolig er Løsningsordet for den store danske Klassik - for Thorvaldsen og for Brøndsted, for Ørsted og for Oehlenschlæger. Derfor hedder det om Livets Lampe i Aandernes mægtige Hyldestkor:

Livets Lampe høit skal brænde med en rolig, liflig Glands.

Denne harmoniske Ro, saa forskellig fra Titanens Trods, besjæler ogsaa Slutningsscenen, hvor Manden, idet han lader sit Liv glide forbi sit indre Øje, bøjer sig for Tilværelsens Under og eftertænksomt dvæler en stille Stund »paa Morgianes Grav, ved Hyldetræet«. - -

Aladdins diametrale Modsætning er hans besejrede Medbejler til Lampen, den afrikanske Troldmand Noureddin. Set fra Ideens Standpunkt er Kampen mellem dem Sammenstødet mellem to evige Aandstyper. I Fortalen til den tyske »Aladdin« kaldes Noureddin derfor det ensidige Talent, der misunder Geniet, og i Trimetersvaret paa Baggesens Rimbrev karakteriserer Oehlenschlæger ham saaledes:

en Higen mod
Umulighedens fierne Maal: som derfor nidsk
Hos andre haded, hvad ham nægtedes.

Men som Figuren er udført, er Partiet ikke lige længere. Oehlenschlægers Forvandling af Begreberne Geni og Talent til Mennesker af Kød og Bod har medført, at Noureddin ikke blot ideelt set mangler Muligheden for varigt at kunne blive Lampens Herre, men at han navnlig ogsaa moralsk set er uværdig til at blive det. Og her falder Digterens Synsmaade sammen med Eventyrets Fortællers, der netop indskærper, at Troldmanden ved sin store Ondskab gjorde sig XXXIX uværdig til at nyde den Skat, han ved sin Klogskab havde faaet Kundskab om, og at hans Skæbne var Straffen, fordi han vilde ofre et uskyldigt Barns Liv for at komme til at besidde stor Rigdom. Nogen jævnbyrdig eller værdig Modstander er Noureddin til Skade for Stykkets Idé derfor ikke blevet, men til Gengæld er han en levende og ofte skarpt opfattet Skikkelse. Han repræsenterer alt det, der var Oehlenschlæger mest imod.

Han er helt sig selv allerede i den første Scene, vi ser ham. Med den udholdende Sliders uhyre Energi er han omsider ved sine magiske Kunster naaet saa vidt, at han øjner Maalet: Lampen, Nøglen, der skal give ham Adgang til alle Jordens Skatte. Thi al Noureddins Stræben skal kun tjene hans selviske Tilfredsstillelse, hans Begær efter Rigdom, Magt; han har intet tilfælles med Videnskabsmanden, der drives frem af sin Erkendelsestrang for at søge Sandheden. Og nu staar han foran Virkeliggørelsen af Drømmen. Sejrstryg afviser han den gamle Bogs Advarsel - den er jo skrevet af en ukyndig Lægmand, som ikke skal lære ham noget - og drager til Ispahan for der at finde det Redskab, der er anvist ham til at hæve Skatten: en rødmusset, uopdragen Dreng, enfoldig og tankeløs. Da han har fundet den rette, forbereder han som kynisk Eksperimentator Udførelsen af sin Plan. Hans Fortælling om Naturens hemmelige Skatte har vakt Drengens Videbegærlighed; for at tilfredsstille den lover han ham Adgang til den underjordiske Hule. Og medens Ofret er borte for at samle Brænde til Ilden, bliver han i sin overmodige Glæde næsten velvilligt stemt overfor den enfoldige Stakkel, der nu blindt løber i Døden, skønt han er klar over,

        

XL at Medlidenhed i og for sig er uforenelig med hans videnskabelige Overbevisning. Han viger ikke tilbage for en ligefrem Bondefangerteknik, naar han med Onkel-Værdighed blot som Tak for al sin Venlighed ønsker at faa den værdiløse gamle Kobberlampe til Gengæld, og med en Forbryders slette Samvittighed, der hvert Øjeblik røber sig - han falder brutalt ud af Rollen, da Drengen gør Knuder - gennemlever han de spændende Øjeblikke, indtil Spillet er tabt, og han forbitret lukker Hulens Indgang over det ulykkelige Barns Hoved.

Noureddins Mangel paa Sans for det uforudsete, det irrationelle i Naturen, har spillet ham Lykken af Hænde. I sin uhyre Overlegenhed har han bedømt Aladdin fuldstændig fejl, og da han siden, træt af sin forgæves Møje, vil adsprede sine mismodige Tanker ved endnu engang at kaste et Blik ind i Hulen for at se den foragtede Drengs hvide Ben, fylder denne Fejltagelse ham med et frygtelige Raseri:

Forvorpne! plat uduelige Dreng!
Du høster Frugten af min sure Flid?
Du plyndrer nu det Træ, som jeg har plantet?

Noureddin erobrer Lampen fra den sorgløse Aladdin. Lidenskaben i hans begærlige Sind, hvor han i Nattestormen knuger den i sin Haand, løfter ham eksalteret for et Øjeblik op over hans vanlige Snæverhed. Men han savner den Myndighed, Lampens Herre maa eje. Han gribes af pludselig Tvivl, om det nu er den rette Lampe; hans Haand skælver, da Aanden kommer til Syne, han gør Undskyldninger og stammer i Stedet for at befale. Og det var selve Kampen for at vinde Lampen, som bar Noureddin XLI oppe. Da den først er hans, viser hans fuldstændig negative Goldhed sig. Det passer godt hertil (Rudolf Schmidt har gjort opmærksom paa det), at han, som ikke kan finde Ord stærke nok til at udtrykke sin Foragt for den uvidende og taabelige Aladdin, selv ikke ved bedre, da han er blevet Lampens Herre, end ligefrem at kopiere ham, tage hans Slot og hans Prinsesse. Og i sidste Akt, hvor hans Energi er opbrugt, blotter Digteren skaanselsløst Filisteren i ham.

Allerede i det ydre gør han ved sin blodløse pedantiske Skikkelse en slet Figur i Sammenligning med Aladdin, og hans Gammelmandskomplimenter til Gulnare, hvem han, som aldrig har været ung og aldrig har elsket, i Grunden slet ikke bryder sig om, tager sig dobbelt flove ud paa Baggrund af Aladdins hede Elskov. Selv den daarlige Maves Misundelse overfor den gode Appetit (»denne forædte, taabelige Knøs«) har Oehlenschlæger mærket sig. Men Afstanden mellem de to er stærkest udtrykt i disse Ord:

denne dumme, flade Drengestolthed,
Der brauter med en lykkelig Natur,
Og ikke med hvad der er Selverhvervet.

Her har det snævre Aandshovmod bekendt Kulør. Noureddin mangler ikke blot Aladdins Hjertevarme: han er uden Smil, glædes kun ved en hvæsset Vittighed. Han mangler ogsaa hans barnlige Fromhed og oprigtige Ydmyghed. Han - den negative Duksenatur - tror at være den sande Vise, for han véd alt, hvad der kan vides. Hans virksomme Sjæl har forsøgt alt, siger han, har gennemskuet alt - og begramset alt! Hans aandshistoriske Parallel er den fladbundede tyske Rationalisme.

XLII

Hans Broder Hindbad er skabt i den franske Materialismes og Revolutionens Billede. I Noureddins ufortrødne Stræben ligger der dog trods alt en Art Idealisme; Hindbad er kun det plumpe Begær. Hans Kynisme hæmmes ikke af noget »Hjernespind om Dyd og Ret«. Han tager overalt Skridtet fuldt ud, viger hverken tilbage for Mened, Mord eller Gudsbespottelse. Hindbad-Handlingen har vanskeligt ved at interessere - det subtile Paafund med Roc-Ægget er ikke særlig egnet til at fremkalde Sindsbevægelse hos Læseren - men hans Pøbelagtighed er tegnet med rask Kraft, der kulminerer i Opgøret med Aladdin. Det pludselige Omslag fra overrumplet Frygt til dumdristig Dødsforagt er baade levende og virkningsfuldt, og Hindbad jonglerer saa behændigt med Begreberne Ret og Uret, at kun en Damascenerklinge formaar at hugge igennem den dialektiske Knude.

Oehlenschlæger har faaet meget mere ud af sin Helts Fjender end af Gulnare, hans Elskede. Han har arbejdet med den psykologiske Motivering af Figuren, som Prinsessen i Eventyret savnede, men han har alligevel mere ladet sig fange af Gulnares varme og fyrige ydre Skønhed, der er malet med virkelig østerlandsk Kolorit, end af hendes Sjæl, og hun indtager heller ikke saa central en Plads i Handlingen (og i Aladdins Bevidsthed), som man kunde vente det. En samtidig tysk, temmelig uvenlig Anmeldelse ankede over, at Aladdin i Fængslet og paa Dødens Tærskel ikke skænkede sin Hustru en Tanke. Betegnende er det ogsaa, at Oehlenschlæger ikke har villet - eller kunnet - skildre Mødet mellem de to efter de skæbnesvangre fyrretyve Dages Forløb, men har XLIII overladt til et Fuglekor symbolsk at tolke Gensynets Lykke.

Saa har Aladdins Moder staaet hans Hjerte adskilligt nærmere. Morgiane er en af de bedst opfundne og heldigst formede Typer i det oehlenschlægerske Teater, og med fin æstetisk Takt har Digteren fremhævet Lystspilkarakteren af sit Værks første Halvdel ved at lade hendes Mutterwitz akkompagnere og kommentere alle dets fantastiske Begivenheder. Hun er det uforstyrrelige København midt i Fantasiens Orient.

Morgiane er helt Oehlenschlægers egen Skabning. Hun skylder ikke den gennemgaaende fornuftige og alvorlige Moder i Eventyret ret meget, mere vistnok den unge Oehlenschlægers Spiseværtinde, Farverenken fra Vestergade, Ørstedernes uforlignelige Tante Møller. Hun er en uforfalsket københavnsk Madam i Briller og Skørter (en bevidst Afvigelse fra det østerlandske Kostyme), og hun har Mundtøjet i Orden. Det kan slaa klik for hende en sjælden Gang, men hun forstaar at finde sig tilrette i de allerfleste Situationer, selv i Audiensen hos Sultanen. Og naar hun først tager fat, kender hendes Veltalenhed ingen Grænse. Hendes Tale viser, at den unge Oehlenschlæger forstod at høre, som han forstod at se. I en bred Strøm, der kun i et ærgerligt Øjeblik kan afbrydes af et Par djærve Skældsord (»Dosmer, Kiødhoved, lange Lømmel«), men som ellers lyser af Lune og Humør, glider folkelige Fyndord, Ordsprog, Talemaader; en uudtømmelig Skat, en aldrig svigtende Reserve af Snusfornuft, som straks kan møde enhver Eventualitet.

Hendes Verden er snæver, men hun staar fast paa XLIV begge Ben i den, og tilsidst repræsenterer hun en ligefrem Livsanskuelse, den bestandigt-borgerlige, hvis Grundsætning er denne: »Den stræbsomste, min hjerte kære Søn! - Er dog jo altid den agtværdigste.« I hendes borgerlige Verden holdes alle paa samme Niveau ved den samme billige gensidige Agtelse, som nivellerer og udglatter alle Forhold - den, som Rahbek levede højt paa:

Hver var en dygtig Skrædder i sit Fag.
Den Ene overskred den Anden ey.
Den Anden roeste tit din Faders Kapper,
Til Giengield blev hans Buxer roest igien.

Der er et uoverstigeligt Svælg mellem denne Tankegang og Aladdins. Og skønt Morgiane elsker, forkæler og beundrer sin Søn, lærer hun aldrig at forstaa ham. Hun glemmer bestandig, at han ikke blot er hendes Dreng, men ogsaa Lampens Herre.

Du med din Lampe! Andre Folk har ey
Saadan en Lampe. Det er da at sige,
Hvermand har vel en Lampe, som den er;
Men denne -

Repliken fortæller samtidig noget om den oehlenschlægerske Komik, der er saa straalende repræsenteret i »Aladdin«. Den optræder i mange Former; der er ødslet med komiske Paafund i Skildringen af Morgiane: burleske Farceoptrin, groteske Forsnakkelser, Ordsprog dynget paa Ordsprog, der ved deres undertiden lidt umaadeholdne Mængde viser, hvorledes Digteren har godtet sig over sine Indfald. Men finest er den i en Ytring som den ovenfor anførte; dens Speciale er at blotte en Persons ejendommelige »Logik« ved en fuldkommen tro Gengivelse af hans Udtryksmaade.

XLV

Her viser Oehlenschlæger en genial Sikkerhed, der momentvis kan bringe ham paa Linie med de største komiske Digtere; en enkelt Replik kan lynsnart afdække en Karakter og placere den for Øjnene af os. Han er ikke blot en træfsikker Iagttager, men aabenbarer et satirisk Talent, der ved ganske smaa Midler - fjernt fra den grove Overdrivelse - formaar at blotte almenmenneskelige Fejl og Skavanker. Det er H. C. Andersens og Fritz Jürgensens Metode; Holberg kender den ogsaa, og den er vel den mest typiske danske Form for Vid.

Morgianes lille Verden oplyses ved en saadan Række »logiske« Glimt. Berømtest er hendes Ord til Urtekræmmeren, hos hvem hun skal købe Olie til sin Lampe:

Ifald jeg turde bede Eder om
Den Sletteste; men det maa være Noget,
Som der er godt.

Men ikke mindre Pletskud er hendes Forargelse over Noureddins skændige Optræden mod Sønnen ved dens komiske Fremdragelse af en dog mere underordnet Omstændighed:
Og hvad som værre var: Slaae dig paa Øret!

Hendes naive Ubehjælpsomhed, naar hun skal til at give en lidt mere abstrakt Forklaring, er Gang paa Gang truffet med lykkeligt sprogligt Gehør for jævne Folks Tale.

Men Oehlenschlæger elsker denne Mutter - hun er komisk, men samtidig inderlig rørende. Han har tegnet hende med den sande Humorists skarpe Blik for de smaa ydre Særheder og varme Følelse for den XLVI indre Hjertensgodhed. Uden at idealisere hende løfter han hende dog i Læserens Bevidsthed, efterhaanden som Stykket skrider frem. Hendes faa Ord paa Retterstedet er et Skrig af gribende Fortvivlelse, og da hun er død - hvor skulde hun, den muntre Hverdag, kunne hævde sig overfor Ulykken og Modgangen, der med Vælde rammer hendes Søn - bliver hun for Sønnens Minde (og for Læserens med) et skønt Billede paa Moderkærligheden. Hendes fattige Skikkelse og hendes rige Hjerte følger os til Bogens sidste Blad.

Naar »Aladdin« er blevet Oehlenschlægers komiske Mesterværk, skyldes det ikke blot Morgiane. Thi udenom hende er grupperet et helt Galleri af mesterlige Bifigurer, som udfylder en enkelt Scene, og som ofte er karakteriserede med en eneste rammende Replik. Hver har sit eget særprægede Ansigt. Litterære Figurer er Ammen (en svag shakespearesk Studie) og - mere levende - Narren og Jøden; den sidste er raskt sat op i rigtig Eventyrstil med Overdrivelsens stærke, lystige Farver. Betydeligere er dog »Vestergade«-Figurerne, Dagliglivets gode Borgermænd. Mustapha, den vrantne, ængstelige Sortseer, danner Modsætningen til den joviale, godlidende Kobbersmed med hans hjertelige Fornøjelse over billigt købte Ordspil. Den sindige Købmand er Digterens eget Talerør; han er satirisk og dybsindig, og det morer ham især at drille sine Medmennesker. I to Figurer slaar Oehlenschlægers Satire, der ogsaa kommer godt frem i Hindbads frække Præken, sig rigtig løs: Urtekræmmeren og Apotekeren. Urtekræmmeren behøver kun at præsentere sin uangribelige moralske Hæderlighed i den lille Bemærkning om, at han »for Livs XLVII og Døds Skyld« vil skrive Morgianes Skilling op (som han derpaa putter i sin Lomme), saa kender vi ham ud og ind. Og hans Kollega Apotekeren gennemløber i sin ganske lille Scene en hel Skala af Stemninger overfor sin Kunde Aladdin: Først Storsnudethed. Saa patetisk, samfundsbevarende Forargelse. Derpaa - hjulpet paa Gled af de rare Penge - den vidunderlige Undskyldning: »Man har jo dog en Slags Samvittighed«. Indtil Egoisten tilsidst med en kynisk Gestus kaster Masken:

Gaae hen for mig, og henret hvem I vil,
Naar I kun sparer mig, min Hustrue og
Min lille Hassan, med de skieve Been.

Afstanden fra disse komiske Scener til den store Tragedies Patos i fjerde Akt er Udtrykket for »Aladdin«s Universalitet. Ogsaa i de tragiske Partier har Oehlenschlægers Genius udfoldet hele sin Storhed. Optrin som Vanvidsscenerne, Geniets egen Tragedie, er næppe overtruffet i hans senere »rigtige« Tragedier. Og Bipersonerne staar med ikke mindre Liv end i de komiske Optrin: Bødlen, Oldingen, Fatime, Genfærdet.

Ved Siden af Idéen og Karaktertegningen maa sluttelig nævnes det tredie Omraade, hvor Oehlenschlægers Kunst har skabt et dansk Hovedværk af den orientalske Fortælling: Vers og Stil. Hovedversemaalet er den rigt behandlede femfodede Jambe, der giver Værket dets faste Rejsning. Afvigelserne herfra er altid kunstnerisk motiverede. Ringens og Lampens Aander skiller sig saaledes ogsaa rent metrisk ud fra Menneskeverdenen: Ringens Aand ved sine lette hastige Daktyler, Lampens Aand ved sit brede, vægtige XLVIII trokaiske Versemaal. Idéen fremhæves ved Terzinerne i Digtet, Noureddin læser i den gamle Bog, og i Ringens Aands Varselsord til Aladdin. Og Stykkets festlige Midtpunkt, der tydeligst understreger dets altomfattende Karakter: Scenen, hvor Aanderne bygger Aladdins Slot, er en Række prægnante Livsbilleder, indrammet i de stærke Trimetres højtidelige Rytme. Den rene Lyrik forekommer sparsommere end hos Tieck; men den omfatter nogle af Oehlenschlægers betydeligste lyriske Digte: Gulnares Sang ved Vinduet, Aladdins Vuggevise ved Moderens Grav og Fatimes Aftensalme.

I Tiecks Aand, men i Dialogens Versemaal (ikke - som hos den tyske Digter - metrisk adskilt fra de rent dramatiske Partier) er lyrisk-episke Pragtnumre som Flugten i den klare Morgenstund fra Hulen, Ali Babas Syn og Dervischens Katekisation.

Men - i Modsætning til Tiecks - Stilen er afgjort en Dramatikers. Den spænder i dette »Lystspil« (Betegnelsen hentet fra »Oktavianus«) uden Brist eller Mislyd fra lun københavnsk Gemytlighed op til Shakespeare. Dansk dramatisk Digtning har hverken før eller siden kunnet opvise et Værk, der paa dette Omraade taalte Sammenligningen med Oehlenschlægers »Aladdin«.

Det er Oehlenschlægers virkelighedsmættede, farvestærke Ungdomsstil, som vi kender den fra hans samtidige Lyrik; blot gaar den endnu videre, baade i sin københavnske Realisme, som Morgianecitaterne har vist Prøver paa, og i sin ophøjede Patos. For den sidstes Vedkommende er Shakespearepaavirkningen interessant. Shakespeare har lært Oehlenschlæger Foreningen af den dristigt billeddannende Fantasi og XLIX Udtrykkets tætte Kraft og energiske Sluttethed, der ligesom springer det forklarende Mellemled over. Eksemplerne er talrige; et enkelt skal anføres - Aladdins Ord om Hindbads Dolk:

En Jern-Magnet!
Som skulde strøget Hovedsmerten bort,
Og peget med sin kolde, stive Finger
Til Dødens Iispol.

Mest typisk - og mest oehlenschlægersk - er Stilens antike Skønhedsglæde, der navnlig mærkes i den levende og varme Forherligelse af den menneskelige Skikkelse, som møder os i den beundringsværdige allegoriske Scene mellem Styrke og Skønhed, i de gentagne yppige Skildringer af Gulnares østerlandske Dejlighed og i den forelskede Aladdins dristige, lykkelige Elskovslyrik. Højest naar Stilen, naar den skal udtrykke Modsætningen mellem det frodige Liv og den kolde, frygtelige Død. Den unge Oehlenschlægers sjælelige Sundhed og helt umiddelbare, ureflekterede Livsfølelse kulminerer i Monologen ved Aaen. Sammenholdt med Morgianes prosaiske Torvepassiar, med den rene Fromhed i Fatimes Sang, den plastiske Vælde i den Billedverden, som Aanderne, der bygger Aladdins Slot, aabner for Læseren, vil den kunne give et Begreb om, hvor stort et Register denne Sprogets Mester beherskede, og med hvilken aldrig svigtende Sikkerhed han forstod at benytte det.

Saaledes er det da lykkedes den femogtyveaarige Digter paa alle Omraader at indfri Kravene til det universelle Kunstværk og at paatrykke hver Enkelthed sit Genis Stempel. I kort Begreb indeholder »Aladdin« alt, hvad der er karakteristisk for Oehlenschlæger; det er sikkert overhovedet sjældent, at en L Digters Talent og Evner er blevet saa alsidigt repræsenteret i en enkelt Digtning. Ud fra dette Synspunkt er det med Rette altid blevet betragtet som hans Hovedværk.

IV.

Til sidst skal der peges paa den personlige Baggrund for »Vaulundurs Saga« og »Aladdin«. Der ligger i dem begge et Udtryk for en Livsanskuelse. Oehlenschlæger har i disse rige Aar lært at tro paa sin Genius og forstaa dens Væsen. Men der er intet Aandshovmod i denne Selvfordybelse, derimod en stor menneskelig og kunstnerisk Ydmyghed, der tager den lykkelige Natur og dens Udvikling som Forsynets Gave. Og i den faste Overbevisning om Kampens Nødvendighed og moralsk opdragende Betydning indeholdes en Garanti mod al slap Selvforgudelse, mod al aandelig Dovenskab. Adel forpligter.

Mandigst er denne Trosbekendelse fremsat i Vaulundur; i hans harmoniske Natur, som Modgang ikke formaar at knække, har Oehlenschlæger tegnet sit Ideal og opstillet sit Livsprogram, hvis alvorlige Oprigtighed ingen vil kunne drage i Tvivl. Og idet han har projiceret Hovedlinierne i sin Natur op til denne mægtige Taalmodets Helt, har han samtidig - i Skildringen af Vaulundurs Brødre - klaret sig sit Forhold til sine Medbejlere, uden at de dog behøver at opfattes som ligefremme Portrætter. Med Slagfidur har Oehlensihlæger selv i sin hidsige »Erklæring til Publikum« (1818) sammenlignet Baggesen; endnu mere paafaldende er Ligheden mellem Eigil og Oehlenschlægers farligste Konkurrent i de unge Aar, Staffeldt, den evige Længsels Digter. Den Udførlighed, LI hvormed dette Mellemværende er gjort op, skønt den egentlige Handling derved standses, kan ikke andet end pege henimod en personlig Baggrund.

Men Oehlenschlæger var kun 25 Aar, da »Poetiske Skrifter« saa Lyset. Livet havde hidtil næsten kun vist sig fra sin mest smilende Side for ham. Det er derfor naturligt, at medens Vaulundur har været det høje Fremtidsmaal, har han fundet mest af sig selv i den sorgløse Aladdin. I sine Erindringer (I, 1850, Side 220 ff.) har han selv banet Vejen for Fortolkningen af Værkets første Del som en Myte paa hans kunstneriske Gennembrud. »Den naturlige Lighed, som dette Eventyr havde med mine Livsforhold, gav maaske det Hele noget Naivt og Eget, som forstærkede Virkningen. Havde jeg ikke selv i den hos mig opdagede Digterevne fundet en forunderlig Lampe, der satte mig i Besiddelse af Alverdens Skatte? Og Phantasien var mig en Ringens Aand, der bragte mig, hvorhen jeg vilde. Min Dannelse havde udviklet sig seent, men temmelig hurtigt, ligesom Aladdins, og ligesom han, havde jeg nylig lært at kiende Kiærlighed. Min Moder var død, og da jeg skrev Aladdins Vuggesang paa hans Moders Grav, flød mine Taarer over min egen Moder. Saaledes berørte denne Fabel i mange Punkter mine egne Livsforhold; jeg ironiseerte ogsaa dermed, og var mig det under Digtningen ret vel bevidst!«

I »Aladdin« ser Digteren sig tilbage. Selv Samtalen mellem Noureddin og Aladdin paa Vandringen udenfor Haverne er (vistnok med Rette) blevet tydet som en Erindring om hans første store Samtale med Steffens paa Vandringen i Frederiksberg Have. Men han ser ogsaa fremad med den sunde Ungdoms Erobrertrang LII overfor Livet. Søren Kierkegaard, som vel har sagt det dybeste Ord om Aladdin, har samtidig ogsaa karakteriseret hans unge Digter: »Det er derfor, at »Aladdin« er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløine Ønsker. Hvor mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed tør ønske, tør begjære, tør tiltale Naturen hverken med et artigt Barns bitte, bitte eller med et fortabt Individs Raseri? Hvor mange er der, som i Følelsen af hvad der i vor Tid snakkes saa meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, har den sande Commandostemme? Eller staae vi ikke Alle der som Noureddin og bukke og skrabe ængstelige for at forlange for Meget og for Lidet?« (Enten-Eller).

Imidlertid - Oehlenschlægers senere Skæbne blev jo ikke Aladdins; i hans Liv blev Kapitlet om det kæmpende Geni ikke skrevet. Man kan muligvis heri se dets Tragedie - at det netop savnede den store tragiske Oplevelse, som lutrede Vaulundur og gjorde Ynglingen Aladdin til Mand. Men man kan naturligvis ikke vende denne Omstændighed som en Bebrejdelse mod hans Værk eller en Kritik af dets indre Sandhed. Maalt med den virkelige Aladdins Maalestok - han, som ikke blot er det umiddelbare Geni, men det kæmpende Geni - bliver det ikke Adam Oehlenschlæger, som er Aladdinskikkelsen i den danske Litteraturs Historie, men Hans Christian Andersen. Her sejrede det umiddelbare Geni, men efter Modgangens lutrende Kampe, der er Prøvestenen paa den sande Lykke.

Og Andersen vedkendte sig »Aladdins« Livsprogram. Litterært har han taget Motivet op fra »Fyrtøjet« og ned til »Lykkeper«. Og paa sit Livs største LIII Hædersdag, da Odense 1867 gjorde ham til Æresborger, bekendte han sig direkte til den paa en Gang ydmyge og stolte Lykketro, som Oehlenschlæger i hans Fødselsaar havde givet digterisk Klædebon i sit skønneste Ungdomsværk.

Andersens Livs Eventyr er da »Aladdins« Retfærdiggørelse, hvis det virkelig skulde have en saadan behov. »Aladdin« er ikke blot en straalende Fantasileg; ogsaa den barske Virkelighed vedkender sig Lykkens Søn.

»Aladdins« senere Historie er et Kapitel for sig, som ikke skal behandles i denne Sammenhæng. Det skal kun nævnes, at Kritiken mod det gjorde Uret paa to afgørende Punkter. Den heftede sig ensidigt ved den lette Maade, Aladdin kom til sin Lykke paa, men oversaa den Kamp, han maatte bestaa for at bevare den. Og den søgte - meget imod Digtets Hensigt - at fremstille dets Lykkelære som et almindeligt Livsprogram, og havde da let Spil med at advare mod de Farer, det vilde føre med sig for dem, der prøvede paa at virkeliggøre det. Oehlenschlæger rammer denne Bebrejdelse ingenlunde; han var klar over, at saare Faa besidde Lykken heelt.

Baade »Vaulundurs Saga« og »Aladdin« er digtet om den store Undtagelse. Og den store Undtagelses Dom, ikke Pers eller Pouls mislykkede Erfaringer, er afgørende for Bedømmelsen af de to Værkers indre Sandhed.

LIV

        

1

VAULUNDURS SAGA

2

        

3

Finmarken er et Land, som ligger saare høit oppe mod Nord. Der er meget koldt; thi Solen hæver sig kun om Sommeren lavt over Synskredsen paa Himlen. Aften- og Morgenrøde løber i Eet; og hvad der begynder og ender den lange, varme Dag, længer Syd paa, og ligesom indfatter den i røde Guldbræmmer, det glimter her heel mat og sørgeligt, paa det at Livet skal ikke plat forgaae. Derfor er ogsaa al Overflødighed af Væxter og Urter flygtet fra disse Enemærker; kun de magre Naaletræer, som nærme sig til Forsteningerne, voxe omkring paa de nøgne Fielde, der den meste Tid ere bedækkede med Iis og Snee. Folkene her ere ogsaa heel smaae og sammensnærpede, og Rensdyret er, af Fæe, næsten det eneste, hvad der opliver den døde Natur. Den halve Deel af Aaret er Solen ganske ikke tilsyne, og da er det kun nogle sære Strimer i Nord, der lyse med et mat Skin, ret ligerviis som Metalaarerne i de hule Fielde. Thi hvad Landet mangler over Jordskorpen, det erstattes igien fuldelig ved hvad der udi Biergene befindes. Og er det ligesom den udvortes Natur vilde hentyde paa den Rigdom der er udi Biergene, da de have Udseende og Frændskab dermed, som de steenagtige Træer og metalstrimede Nordlys, om hvilke

        

4 nyligen er mældet. Selv Menneskene have en besynderlig Overensstemmelse i saa Skiel, da de at see til ere uanseelige, men deres Lemmer ere stærke og fast sammentrykte, og de i Almindelighed have en ypperlig Forstand og stor Kløgt, saa at det Indvortes besidder i Rigdom, hvad det Udvortes slet hen mangler, ret saasom Fieldene. Deres eneste Higen og Tragten gaaer derfor ud paa, at bringe for Lyset, hvad den haarde Natur indslutter, til Forundring for de Folk, som boe længer Syd paa; de ere gode Biergfolk og ypperlige Smedde. Og da de nu, al deres Tid, lever i en sælsom og uforstyrret Forening og Fortrolighed, med den skiulte og dybe Natur, saa aabenbares der ogsaa for deres Gemyt heel underlige og sælsomme Ting, der ere Andre ubekiendte, hvilket er Aarsag i at de besidde Spaadomskraft og sær Viisdom.

Slagfidur, Eigil og Vaulundur vare Brødre af Finnernes Æt, deres Fader var Konge; hans Navn er i den lange Tid forkommet og findes ikke udi de gamle Sager. Disse Brødre vare vise, stærke og ypperlige. Og som det nu gemeenlig hænder sig, at de Mennisker som opvoxe i Overflødighed, og Intet mangler, og Intet maa undvære formedelst Nødtørfts Skyld, gierne trives bedre end Andre, saa vare ogsaa disse Brødre heel store og skiønne, og havde Intet tilfælles med de øvrige Finner, uden Snildhed og Kløgt, og ugemeen Forfarenhed udi at smedde Malm, samt hvad der hører til at finde, opgrave og rendse det.

Nu hændte det sig engang, da disse Brødre vare i Biergene og udhugge Jern, at de pludselig funde en Guldmine. De bleve herover heel glade og arbeidede saare, for at faae det pure Malm løst. Iblandt 5 Andet funde de em Guldklump, som udmærkede sig, fremfor de Øvrige, i Finhed og Ypperlighed. I denne Guldklump sad der trende store Ædelstene af forskiellig Farve, een rød, een grøn, og een blaae, som tilsammen udgiorde et sælsomt Tegn. Denne bare de hiem og viste deres Moder Dronningen, som var en Spaaqvinde og saare klog.

Aldrigsaasnart havde Dronningen seet og betragtet denne Guldklump, førend hun gav sig bitterlig til at græde, og kunde længe ikke tale for Sorg og Drøvelse. Da hun nu endelig kom til sig selv igien, og Sønnerne spurgte hende om: hvad da dette Tegn havde at betyde, og om der var nogen Ulykke at befrygte, for dem eller deres Æt? Saa sagde Moderen: Ak mine kiere Sønner! Eder er en stor Lykke beskieret. Da nu Sønnerne trængte ind paa hende, og spurgte hende hvi hun da græd og klynkede, naar der intet Ondt var dem i vente, men tvertimod alt Godt? Saa sagde hun: Ak mine kiere Børn! Tilgiver mig min Bedrøvelse og Graad, thi det giør mig saa bitterlig ondt at I skal skilles fra mig, da jeg dog havde troet at intet uden Døden skulde adskille os. Derpaa sang hun, uden at oppebie Sønnernes Svar, saaledes, efterat hun først endnu engang havde betragtet Guldklumpen, heel agtsom, med den røde, grønne og blaae Ædelsteen:

Grøn siger: Græs,
Blaae: klar Himmel,
Rødsteen: Roser,
Guld: Væn Møe.
Længer ned
Jer Nornen vinker,

6

Hvor lysblaa Himmel
Om spraglet Vaargræs
Venligt hvælver.
Lillievande,
Med guldgule Lokker,
skal der Eder kryste
Til hvide Bryste.

Da Slagfidur, Eigil og Vaulundur det hørte, bleve de betagne af en stor Glæde; thi de havde ofte gaaet og talt med hinanden, om hvorlunde de skulde faae sig Hustruer, efter deres Sind; thi Landets Qvinder der, vare smaae og uanseelige, og deres Hierter vare blevne hart betagne af Længsel efter de skiønne Qvinder, som boede længer mod Syden, om hvilke deres Moder, som var en svensk Konningsdotter, ofte havde talet. De havde tit besluttet at drage did, men deres Forældres Bønner havde holdt dennem tilbage. Det var derfor den høye Tid at dette lykkelige Varsel indtraf, thi de trende unge Kæmper længtes saare, og det var heel ynkeligt at see dem gaae søvnløse om Natten over de kolde Sneebierge, med Riim i Lokkerne og Graad paa Kinderne, hvorudi de blege Nordlys speilte sig.

Da nu altsaa Moderen, ved sær Viisdom, havde aabenbaret denne deres tilstundende Lykke, og Forældrene saae at det var en Styrelse af Nornerne, som sidde under den Ask Ygdrasil i Asgard, og bestemme Menniskenes Skiebne, saa sloge de sig til taals, hvorvel de begge, sær Moderen, fældte bittre Taare. Derpaa klædte de trende Brødre sig i lyse Brynier, og bunde tunge Slagsværd om deres Lænder, og satte Guldhielme paa deres Hoveder, hvilke de havde 7 smeddet sig af den store Guldklump. De trende Ædelstene, som derudi befandtes, havde de deelt og paa en konstig og sindrig Maade sat udi Hielmene, hvilket gav dem en sær Anseelse, og forhøiede deres naturlige Dannished. Slagfidur havde valgt den Grønne, Eigil den Blaae, men Vaulundur den Røde. Derpaa spændte de stærke Rener for deres Slæder og joge afsted. Og var det da heel underligt at skue de trende Ungersvende, blussende af Ungdoms Fyrighed og Forlængsel, i de straalende Pandserplader, siungende, som em Vind at jage over den kolde, stille Snee, mellem Granerne, der ligesom af Misundelse rystede den hvide Riim ned paa deres Hielmbuske, i det de fore dem forbi.

De kiørte længe indtil den klare Midnat, da Stiernerne komme frem paa Himlen, ligesom af Nyfigenhed, for at see hvorhen de vilde styre deres Kaas. Som de nu fore over Sletten, forbi det Bierg, hvori de tilforn vare van at opgrave Malm, saae de i det lyse Maanskin en Hob smaae Mænd, der komme vrimlende ud af Bierget, og løbe henimod dem, over Sneen, saa let, at der slet intet Spor kiendtes. De havde graae Trøier paa, som sadde dem knapt om Livet, røde Huer, røde Øine, og sorte Tunger, med hvilke de lallede ud af Munden, i det de blinkte med Øinene. Det var Svart-Alfer, som da de komme nærmere til Slæden gave sig til at dandse rundtomkring den og siunge:

Slagfid, Eigil,
Dertil Vaulund,
Kongesønner!
8 Hvi vil I svigte?
Fødte Finner!
Fødte Biergmænd!
Den grønne Karfunkel
Bedr' end Græs er.
Rosenstenen
Bedr' end Rosen er,
Blaaglimmerten
Bedr' end Luft er.
Hvi vil I fornægte
Finnevæsen?

Eigil slog paa sin Reen, saa at den foer frem og styrtede een af Svart-Alferne til Jorden; da standsede de Andre den udi sin Fart, og siunge atter:

Under Jordskorpen
Er Finneverdnen,
Er Finneglæden.
Søg ey Uden,
Hvad Inden I eye.
Forsmaae ey de spøgende
Smaae Svart-Alfer.
Vi vise Jer Vey
Til Jern og Guld,
Til smukke Stene.
Det Bedste er Inderst
Og ey Yderst.
Under Jordskorpen
Er Finneverdnen,
Er Finneglæden.

Slagfidur slog til sin Reen, saa at den foer frem og styrtede endnu een af Svart-Alferne til Jorden; da 9 standsede de Andre den atter udi sin Fart og siunge atter:

Fordi Eigil
Ad Renen høded,
Fordi Slagfidur
Ad Renen høded,
Vort Had dem følge!
God Tid! Ond Tid!
Graadstid! Dødstid!
Fordi Vaulund
Svart-Alfer svigted:
God Tid! Ond Tid!
Graadstid! Frydstid!
Thi ei han høded.
Farvel I Finner!
Kongesønner.

Derpaa saae man dem ved det klare Maanskin løbe over den hvide Slette, hen i Bierget igien. Deres Stemme havde en underlig Klang, den lød, som naar svag Nattevind hvidsler giennem Sneen i Smaakrat; og som de tørre Løv der rives af, naar saa skeer, og møde sig i Luften, var deres Dands.

De trende Brødre bleve heel underlig tilmode over dette Blindværk; dog troede de Guldklumpen og deres Moders Spaadom bedre end Svart-Alfernes forvirrede Sang, som de desuden ingen ordentlig Rede kunde finde udi; thi droge de altsaa hurtigen Syd paa. Deres Moder havde givet dem allehaande Spise og Drikke med paa Reisen. De sov, naar de bleve altfor trætte, i deres Slæder, og bedækkede sig med Renshuder. Paa denne Maade komme de efter adskillige 10 Dagreiser til Sverrige, til et Sted, som kaldes Ulfsdalen, formedelst de mange Ulve som derudi befindes. Der byggede de sig en Gaard ved en Søe, hvor der var mange og skiønne Fiske; og levede saaledes medens Vinteren varede af Fiskerie, og af at gaae paa Jagt, efter Ulve og Biørne, af hvis Skind de giorde sig Klæder og Sengedækker.

Da nu Vaaren frembrød, bleve de heel forfærdede ved at see Solen komme saa høit paa Himlen, og da nu de pene Smaablomster myldrede frem af den skiøre, lune Jord, da bleve de saare glade og mærkede vel at Spaadommen snart vilde gaae i Opfyldelse; sær da Himlen blev saa giennemsigtig og blaae som Ædelstenen i Guldet havde været, ja vel mere. Da de nu fra Barnsbeen vare van at arbeide i Biergene efter Metal, og ikke kunde modstaae den gamle Drift, saa ginge de een Dag hen i eet af de Fielde, som omringede Ulfsdalen, for at grave og søge. Som de nu vare vel forfarne, funde de snart Aarer, dreve altsaa deres Arbeide med stor Lyst og Glæde, da der ikke var saa koldt her, som i Finmarken, hvorvel de tillige erfarede at Metalaarerne ikke vare saa rige, sær paa Jern, som der. Da de nu efter velforrettet Sag og heel belæssede vilde gaa hiem, og komme ned i Dalen, da mødte dem pludselig et saare mærkværdigt og lysteligt Syn. Thi de skuede trende Møer, siddende ved det speilklare Vand paa Marken; de spunde Hør, og deres Svanehamme laae ved Siden af dem. Deres Haar, som var finere og gulere end Hørren de spandt, vare bundne med Silkebaand høit oppe i Nakken og flagrede derfra i bølgende Lokker ned over deres fyldige, hvide Skuldre og Bryster. Forresten vare de ranke og smekkre, med store blaae

        

11 Øine, hvilke de meget milde fæstede paa de trende Brødre. Slagfidur, Eigil og Vaulundur bleve herover betagne af stor Elskov, men tillige af overvættes Forundring; thi de trende Møer, af hvilke den ene havde et grønt, den anden et blaat og den tredie et rødt Klædebon, vare for deres Aasyn at skue, som de trende Ædelstene; og da nu Marken overalt var fuld af gule Blomster, saa forekom det dem, som den hele Egn, med hvad derudi befandtes, viste sig for deres Øine, som den nysbenævnte Guldklump, kun meget større og skiønnere.

Da de altsaa nu ikke tvivlede længer om, at deres Moders Spaadom jo skulde gaae i Opfyldelse, saa ginge de hen til de trende Møer, for at kundgiøre dem deres Hændelser, og for at beile til dem. Men da de nu komme hen, og stode midt for deres Aasyn, og bleve bestraalede af deres store Skiønhed, da kunde de ganske intet tale. Da sang Møerne:

Ædle Kongesønner!
Slagfid! Eigil! Vaulund!
Hil Jer ædle Kæmper!
Svanhvid, Alrun, Alvild
Nornen hid hensendte,
For at bringe Glæde
Finnekongers Afkom.

Da Brødrene det hørte, toge de dem i deres Arme og førte dem ind i deres Gaard, hvor kort derpaa deres Bryllup stod, og levede de siden lang Tid uforstyrret lykkeligen og vel tilfreds. Slagfidur fik Svanhvide, Eigil Alrune, Vaulundur Alvilde.

Men nu hændte det sig een Dag, da de saaledes 12 havde levet tilsammen i ni Aar, at deres Qvinder heel blege og nedslagne kom ind til dennem og sagde: Kiereste Husbonder! Vi kunne nu ikke, hvor gierne vi end ville, blive længer hos Eder. Vi ere Valkyrier, og ere bestemte til i ni Aar at følge Stridsmændene i Kamp, naar vi andre ni Aar have husvalet os ved vore Husbonders Omfavnelser. Vi formaae ikke at sætte os op imod vor Skiebne, for hvilken raader en høiere Magt, maa derfor med Taalmod føie os i den; hvilket vi ogsaa raader Eder at giøre, hvis I vil vel fare. Om ni Aar komme vi tilbage, og skal I da finde os rede til i Alting at rette os efter Eders Villie, som det sømmer sig gode Ægtehustruer at giøre. - De trende Brødre bleve ganske meget forbausede og bedrøvede, over denne Tale. De sagde: Om ni Aar er vor bedste Ungdom forbi, da ville vi ikke have megen Husvalelse af Eders Omgang, saa lidt som I af vor. Valkyrierne svarede: Vi blive aldrig gamle, og stærke haardføre Mænd, som I, ældes ikke saasnart. Paa det at I ikke skulle forlænges, eller græmme Eder plat, mens vi ere borte, saa ere her trende Nøgler, med dem kunne I aabne Biergene og tage de kosteligste Metaller ud; saa mangler I aldrig Malm at smedde af, kan altsaa blive rige, samt høit anseete og berømmelige Mænd. - Da de havde sagt disse Ord lagde de Nøglerne paa Bordet, kyssede deres Husbonder, og forsvunde heel pludseligen.

De trende Brødre bleve saare bedrøvede over denne Hændelse. Fra den Tid af var der tyst og skummelt i Ulfsgaarden. De ginge kun ud for at søge Føden, i Qvel naar det mørknedes satte de sig tause hen, hver i sin Krog, og stirrede paa hverandre indtil 13 Midnat, da de lagde sig i de kolde Senge, og tænkte paa den Glæde de der havde nydt, ved deres kiere Hustruers Omfavnelser. Tilsidst besluttede Slagfidur og Eigil at drage vide ud i Verden, for at opsøge deres Qvinder igien. Vaulunder, den Yngste, raadte dem med kloge og fornumstige Ord derfra, i det han sagde: Hvad hielper det at flakke omkring? I hvilken Kant af Verden vil I uddrage for at opsøge dennem? Udentvivl flyve de usynligen giannem Luften. I vil fare vild og vansmægte, og times da aldrig den Lykke at omfavne Eders Qvinder igien, hvilket vel kunde skee, hvis I med Taalmod vilde oppebie de ni Aars Udløb. Brødrene agtede kun lidet paa hans Tale, thi Elskov og Forlængsel havde ganske betaget dem.

Da de nu altsaa havde fyldt deres Braage med Føde, samt taget tvende store Guldhorn med sig, fyldte med gammel Miød, saa toge de Afskeed med deres Broder og ginge bort. Vaulunder var saare mod i Hu, og Taarerne runde stride ned af hans Kinder; thi det bares ham for, som om han aldrig skulde see dem oftere. Han bad dem endnu engang have Taalmodighed, men Brødrene svarede ham: Vi formaae ikke at sætte os imod den store Forlængsel, som hverken lader os have Roe Nat eller Dag. Bade ham derfor passe Huset vel og skalte over deres Eiendom efter eget kloge Tykke, indtil de komme tilbage. Da nu Vaulundur saae at det nyttede slet intet at bringe dem fra deres Forsæt, saa ønskede han dem, som en god Broder, en lykkelig Reise; bad dem ogsaa, hvis de skulde træffe hans kiere Hustrue Alvilde, at bevæge hende til at drage hiem igien, da han længtes inderligen efter hende, hvorvel hans Længsel ikke

        

14 var saa daarlig, at den skulde forlede ham til at modsætte sig hendes Bud; ledsagede dem derpaa til paa den anden Side af Skoven, hvor de fulde hannem om Halsen. Hvorpaa Slagfidur, den Ældste, sagde: Hvorvel jeg har et godt Haab, min kiere Broder! og fuldvel troer at jeg skal see dig igien, saa vil jeg dog her sætte et Mærke, som jeg vil bede Guderne, forunde den Kraft, at det kan vise dig, hvad enten jeg er levende eller død. Traadde derpaa et dybt Fodspor i Jorden og sagde: Saalænge dette Fodspor staaer tydeligt og uforkrænket, da times jeg i ingen Fare; finder du det derimod fyldt med Vand, da er jeg druknet udi Havet, finder du det fyldt med Blod, da er jeg død udi Kampen, finder du det tildækket med Muld, da betyder det at jeg er sotdød, og hviler neder i Jorden. Eigil, som tyktes vel om sin Broders Daad, giorde nogle Skridt derfra det samme; hvorpaa de vandrede bort, efterat de først havde skaaret sig tvende Vandringsstave udi den tykke Skov. Vaulundur stirrede efter dem, saa langt hans Øine kunde række. Da de vare svundne bag Bakken, gik han hiem, grundende med langsomme Skridt.

Brødrene fortsatte imidlertid deres Vey. Henimod Aften satte de sig ved Indgangen til en Lund, ved en Elv, som slyngede sig giennem Egnen. Her gave de sig til at spise, og drukke hinanden til af de store Guldhorn. Det var midt om Sommeren, Aftenen var kiølig og sval, det grønne Løv i Skoven, som takte sig over deres Hoveder, gav en liflig og vederqvægende Lugt, og Fuglene, som sprunge omkring paa de smaae Qviste, qviddrede af al Magt. Brødrene afspændte, for ydermere Mageligheds Skyld, deres Guldhielme med de skiønne Ædelstene, og lagde dem

        

15 ved deres Side. Slagfidur syntes at den grønne Karfunkel aldrig havde givet saa underligt et Skiær fra sig, som nu; dens Straaler fløde paa det besynderligste sammen med Glandsen af det friske Græs og de unge Løv, og det var ham fast umuligt at skielne om det var Stenen eller det Grønne, som meddelte hinanden deres Glands. Eigils Hielm laae ved Bredden af Elven, og Blaaglimmerten, som sad derudi, forenede ligesaa forunderligt sin Farve med de blaae Bølger der rullede i Floden, og med den lyse Himmel, som hvælvede sig over den. Da de nu havde nydt det gode Maaltid, satte de Hornene ved Siden af sig, med Spidserne i tvende Muldvarpeskud, og gave sig til at sige allehaande lystelig Skiemt og Gammenstale; thi Miøden og den smukke Aften havde giort dem oprømte. Imidlertid blev det mørkt, og Maanen som stod op i Synskredsen, lige over for dem, blandte paa en sær Maade sit Skin med Glandsen, der straalede fra de store Guldhorn. Som de derfor sadde allerbedst, blev Eigil pludselig ganske alvorlig og forfærdet, og da Slagfidur spurgte hvad der fattedes ham? Sagde han: Det kommer mig saa underligt for, at Maanen, ligesom en blodig Bøddel, griner mig lige i Ansigtet. Slagfidur bad ham lade slige Tanker fare; men Eigil sagde: Hvor er Blaaglimmerten i min Hielm? Slagfidur svarede: Den sidder der endnu, men Nattens Mørke og Grenenes Skygge har udslukket dens Farve. Eigil sagde betænkelig: Ikke allene dens, men ogsaa Havets og Himlens Farve. Og ligesaa er det gaaet Stenen i din Hielm; det grønne Skiær i den, forsvandt med Farven paa Græsset og Træerne. Men Maanen, hisset, er Vaulundurs røde Ædelsteen; og den har overvundet vore, og overlevet dem begge.

        

16

Slagfidur vidste ikke hvad han skulde svare; Han sagde: Jeg har et godt Haab! Det blomstrer saa grønt som Stenen i min Hielm, endogsaa om Natten. Eigil svarede: Jeg haver intet Haab, og drives kun af en ængstelig Forlængsel, langt, langt hen i den vide Verden, efter noget Bedre. Derfor har jeg begivet mig paa Reisen, og derfor stirrer mit Blik hele Timer ud i den tomme, blaae Himmel, og derfor er Stenen i min Hielm blaae, og derfor var Alrunes Klædebon blaat; og den matte, dunkle, tærende Forlængsel er min Valkyrie! Slagfidur rystede paa Hovedet og rakte ham Miødhornet, hvilket Eigil strax tog; og da han havde drukket, fik han igien sin forrige Munterhed. Slagfidur drak nu ogsaa; og finge de dem Begge en halv Ruus, hvorover de glemte alle overstandne Gienvordigheder, og besluttede ikke at hvile, førend de havde fundet deres Hustruer. Slagfidur sagde: Finder jeg ikke min Svanhvide, da er jeg en Mand disværre. Det er den skiønneste Svane, der nogentid er svømmet giennem den klare Luft. Ingen Svane bryster sig saasom hun, med saa megen Ungdomsfylde og Tugtighed. Det er den skiønneste Qvinde Sol har skinnet paa, og som nogen Mand har favnet. Eigil sagde: Du liuger! Een Qvinde veed jeg, som hedder Alrun; ikke favner Odin Frygga med saa megen Vellyst, som Eigil hende. Slagfidur sagde: Aldrig har jeg endnu løiet, og skal Den times stor Jammer og Meen, som siger mig det paa. Eigil svarede: Ikke skielver Eigil meer end en dybtplantet Bannerstage, skiønt han dog sagde at du løgst. Da Brødrene havde vexlet disse Ord, droge de ud deres store Slagsværd, og hug paa baade Hænder. Hvorpaa Slagfidur tilsidst spaltede Eigils Hielm, saa at Stenen brast; hvorpaa

        

17 Eigil blev fortumlet i Hovedet og styrtede baglænds ned i Elven. I det samme forandrede Maanen sin Ildfarve og blev bleg, som en Dødning. Slagfidur stod længe i Tanker og støttede sig til sit Sværd, i det han stirrede ned i Elven, hvor hans Broder var druknet. Da hørte han som en Raslen bag sig i Skoven, og det kom ham for, som om han hørte disse Ord synge med svage og hæse Røster:

God Tid! Ond Tid!
Graads Tid! Dødstid!

Han tænkte strax paa Svart-Alferne, og vendte sig hurtig - men da var Alting forsvundet. Slagfidur var saare mod i Hu. Han var nu ganske kommet til sig selv igien og overveiede: hvordan hans Broder nylig havde siddet ved hans Side, fuldkommen karsk og sund, og hvad han havde talet, og hvordan han nu havde saaret ham, og styrtet ham ned i Floden og paa den Maade været Aarsag i hans Død. Sandelig, sagde han, der var Noget i hvad Eigil sagde, om den utydelige, uvisse, veiløse Længsel, som ikke vidste selv hvor den vilde hen, og som ingen Rist eller Roe havde, Dag eller Nat; men var bestandig Bevægelse og Forandring underkastet, ret som Vandet, og uden Ende eller Maal, som det vide Himmelrum. Og begge Dele ere blaae! Og Stenen i Eigils Hielm var blaae! Og nu ligger han selv midt i Elven! Sandelig! der er et høistforunderlig Frændskab mellem Alting i Naturen, og hvorfor skulde Menneskens Hu, Sindelag og Skiebne være undtaget derfor? Det var ogsaa Eigils ubændige Sind der bragte ham til at nedstyrte een af Svart-Alferne; han forførte mig til det samme; 18 og det er ikke godt at have dem til Fiende. - Ak, tænkte han saa igien, efter en liden Stund, jeg haver nu med egen Haand dræbt min Broder! Min Hustrue er borte, og jeg vandrer nu ganske ene omkring i et fremmed, ubekiendt Land. Skal jeg vende tilbage igien til Vaulundur? Eller skal jeg styrte mig i Elven, og paa den Maade i en Hast giøre Ende paa min store Bekymring og Bedrøvelse? Nei, tænkte han saa igien. Nornerne har ikke bestemt mig til Ulykke. Jorden er grøn; og den er sikkrere at forlade sig paa end Havet og Luften. Jeg har et godt Haab om at finde min Hustrue, og lader mig ikke afskrække. - Som han det sagde, løftede han sine Øine til Himlen. Natten var bælmørk, kun en eneste Stierne glimtede med et usædvanligt, skinnende Lys. Det kom Slagfidur for, som om den nærmede sig mere og mere. Med Armene støttet til sit Sværd, ventede han med stirrende Blik Udfaldet paa dette Særsyn. Stiernen nærmede sig, og alt som den nu kom nærmere, tabte den mere og mere sin runde Straaleskikkelse. Omridsene toge sig efterhaanden tydeligere ud. En menneskelig Skabning begyndte at udvikle sig; og endelig saae Slagfidur at det var hans kiere Hustrue Svanhvide, der svævede skinnende og næsten giennemsigtig, med et grønligt Skiær, over hans Hoved. Han rakte sine Arme i Veiret og kunde ikke tale for Glæde. Da sang Synet med vilde Toner:

Skye Elvens Bølge!
Mit Vink du følge!
Forsag kun ey.
Til Fieldet bundet,
Har du dog fundet
19 En bedre Vey.
Du rask dig væbne,
Velan! Velan!
Kæmp mod din Skiebne,
Alt som en Mand.

Alfader satte
Blandt Biergets Skatte
Dig hen, saa viis;
Men Rosens Bæger,
Hvor Løvet leger,
Kun naaer din Priis.
Du opad stræber,
Fra gamle Slægt,
Og modig dræber
Din Tyngdevægt.

Med Jernets Vinger
Du rask dig svinger
I Foraarsduft,
Til Fieldet baaret,
Har du dog kaaret
Den lune Luft.
Lad Bølgen vige,
Og styrt dig ey.
Husk du skal stige!
Høy er din Vey.

See hisset oppe,
Paa Biergets Toppe,
I Morgengry,
Der vil vi hvile,
Mod Himlen smile,

20

I Purpurskye;
Og drikke Skaaler
Af Luften der,
Og gaae paa Straaler
Af Maanens Skiær!

Slagfidur følte sig besielet af det vældigste Mod og det fasteste Haab, der ligesom strømmede ind i hans Hierte, med Tonerne af denne Sang. Den lyse, giennemsigtige Skikkelse vinkede ham, han kastede Braagen og Sværdet paa Jorden, for deslettere at følge sin Elskede, hvis Besiddelse han nu ikke længer tvivlede om; vandrede derpaa, af al Magt, i Blinde, op ad Fieldet. Adskillige Gange blev han mod i Hu, det var for ham, som om Noget drog ham ned i Dalen igien. Eengang vendte han sig, da kom det ham for, som om hans Moders Gienfærd stod for ham, i hvide Klæder, og sang:

Nyd det Liv,
Dig Nornen skienkte,
Med nøisom Glæde.
Kæmp ey mod Nornen,
Ey mod Mimer,
Ey mod Odin.
Lad ey Vanvid
Dig bedaare,
Ey det Onde
Dig bedrage,
Flye tilbage!

Slagfidur betænkte sig. Da dandsede den luftige Qvindeskikkelse i Luften igien, og sang atter med skingrende Røst og feberagtige Bevægelser:

21

Kiek du dig væbne,
Mit Vink du lyde!
Ond er din Skiebne,
Dens Baand du bryde!
Mon Jordens Hele
Fik Roe og Rist,
Hvis alle Dele
Var sig bevidst?
Da blev Coraller
Til Diamanter;
Da skiød Chrystaller
I andre Kanter,
Da skar ey Sværdet
I Kamp og Krige,
Sig Rosen hærded,
Rubinens Lige;
Da Ravn og Ørn
Sig Huler graved,
Og Ulv og Biørn
Fløy over Havet;
Og uden Hinder
Rev bort den Traad,
Som nu dem binder
Til Trælledaad.

Da Svanhvide havde siunget dette, fløy hun afsted, og Slagfidur fulgte hende, med stirrende Blik. Somme Steder maatte han svømme over Bierg-Elve, for at følge hende, og krybe over store Fieldklipper; item springe over store Ridser, der ligesom Drager aabnede deres Svælg, for at sluge ham. Slagfidur mærkede, at alt som han kom høiere, tabte den lyse Skikkelse mere og mere sin Glands. Hendes Ansigtstræk 22 bleve fordreiede. Han blev bange og vilde vende om igien, men det var for silde. En uimodstaaelig Magt drev ham bestandig høiere; og endelig, da han kom op paa den øverste Fieldspidse, saae han ved Daggryet at det var en Svart-Alf! Slagfidur svimlede paa den høie Tinde. En umaadelig stor, grøn Slette laae for hans Øie. Duggen, som blinkte i den matte Morgenrøde vinkede ham. Slagfidur fandt sig betaget af den vellystigste Higen, efter at styrte sig ned i dens grønne, bløde Favn. Alfen vendte sig og sagde: Dødstid! Og i det samme styrtede Slagfidur ned fra Biergtoppen i Afgrunden, hvor hans Legeme jammerligen sønderknustes.

Vaulundur stod den næste Dag tidlig op og betragtede de trende Nøgler, som Valkyrierne havde givet ham) og hans Brødre. Den ene var af Kobber, den anden af Jern, den tredie af Guld. Han tog den første der faldt ham i Haanden, hvilket var Kobbernøglen, gik saa med mange underlige Tanker op i Fieldene. Da han nu længe var gaaet, langs en Klippeelv, fandt han endelig et Sted hvor Fieldet ganske brat vendte en nøgen, skraa Væg ud imod Elven. Dette Sted syntes Vaulundur at være passeligt, thi tog han Kobbernøglen frem, og satte den mod Væggen. Neppe havde han giort det, førend Fieldet revnede, og dannede paa den forunderligste Maade en grøn Grotte. Thi det skiønne Kobbermalm gav et besynderligt grønt Skin fra sig i Klippevæggen, og rundtomkring fandt han den indsprængt med Ædelstene af forskiellig Størrelse, og af samme Natur, som den der sad i hans Broders, Slagfidurs Hielm. Ovenover hang der store Chrystaller af samme Farve, 23 men af tusind forskiellige Skikkelser, ligesom Iistapper, og udgiorde hele Støtter somme Stæder; og allerøverst hvor Fieldet var revnet, snoede sig det tykke Krat saa tæt i hinanden, at der aldeles intet var at see af Himlen. Vaulundur udhug nu saa stort et Stykke Malm, som han kunde bære, og førte det derpaa ud. Neppe var han kommen udenfor, førend Fieldet lukkede sig til, og han kunde ikke noksom forundre sig, over den Hurtighed og Rolighed hvormed det skedte. Det var ham ikke muligt at see hvor Indgangen havde været, og han vilde holdt det altsammen for en Drøm, eller et Blindværk, hvis han ikke endnu havde havt den tunge Byrde paa Ryggen. Nu gik Vaulundur hiem, og rensede og luttrede Malmet, fra alt unyttigt Gruus og anden Tilsætning; smeddede derpaa en stor Kobberhielm, udi hvilken han satte trende af de største grønne Ædelstene. Dette Arbeide varede i adskillige Dage, men da de vare forløbne tog han den Nøgle, som var af Jern, og gik saa med den hen i Bierget, og satte den mod Klippevæggen, der strax revnede ligesom sidst. Men kun paa en anden Maade forlystede dette Syn nu hans Blik. Thi Væggene, hvorvel de vare fulde af Jernmalm, gave et ganske blaaligt Skiær fra sig af Staal, der saae ud som det var anløbet i Ilden. Midt i disse Staalfliser, sadde lutter blaae Ædelstene, liig den Eigil havde i sin Hielm. Midt i Kløften styrtede sig en Bierg-Elv, der fik sin Farve af den klare, milde Himmel, der, ligesom et stramt Klæde, spændte sig over den revnede Kløft, paa hvis Kanter voxte Kierminder og Violer. Vaulunder kunde ikke noksom forundre sig over dette Syn. Da han længenok havde mættet sit Øie, hug han et stort Stykke Malm ud af

        

24 Klippen, i hvilket der sad de største Ædelstene. Derpaa løftede han det paa sine Skuldre, og gik ud. Hvorpaa Klippen ogsaa strax lukte sig for ham, som den sidst havde giort. Af dette Jernmalm smeddede nu Vaulunder et Sværd, hvis Hialte han besatte med lutter blaae Ædelstene; og var dette Sværd saa smidigt, at han kunde vinde det omkring sit Liv, og saa skarpt at det kløvede Fieldstykker som Leer. Da han var færdig dermed, tog han Guldnøglen, og gik atter hen i Fieldet, og giorde hvad allerede to Gange før er meldt. Men hvad han havde seet de tvende første Gange, var plat ud intet imod hvad han nu saae. Fieldet var ikke revnet fra oven ned ad, som hidindtil; men en hvælvet Buegang, giennem hvilken han kunde see Himlen og Havet paa den anden Side, laae for hans Øie. Indgangen til denne Buehvælving var bevoxet med unge Roser. Fra Væggene glimtede det rødeste Guld, og mellem det allehaande andre Metaller. De purpurrødeste Rubiner besprængte Væggene, og deriblandt allehaande Coraller og Chrystaller, af blegere og stærkere Farve. Men hvad der var det Forunderligste: Giennem Ridserne paa Klippen snoede sig, paa en fast utrolig Maade, Viinranker, med modne Druer, der i Rødme og Storhed kappedes med Rubinerne i Fieldet. Endelig hvad der fuldkommen forherligede og fuldendte dette skiønne Syn, var Morgensolen lige over for paa Himlen, som i det samme steeg op af Havet, for den anden Indgang af Hulen, og oplyste det alt med sin luende, liflige Glands. Vaulundur udhuggede nu en stor Guldklump, men det varede længe inden han kunde forlade Bierget, thi han blev ikke mæt af at betragte denne skiønne Hule og af at spise de søde Druer.

        

25

Endelig gik han dog, og Klippen lukkede sig hurtig til efter ham. Nu smeddede han et saare skiøint og fagert Brystpandser, hvilket han prydede med et Smykke af røde Ædelstene. Dermed forgik en Tid. Da nu Vaulundur var færdig, tænkte han een Morgen: Hvordan mon det gaaer mine Brødre? Erindrede sig ved den Leilighed det Tegn, de havde sadt ved Udgangen af Skoven, paa hiin Side; gik altsaa derhen, hvor de havde traadt Sporene. Da han nu kom did, hvor Eigil havde sat sit Spor, da fandt han hele Pladsen oversvømmet med Vand, i hvilket Himlen speilte sig. Stedet derimod, hvor Slagfidur havde sadt sit Mærke, var ikke allene tildækket med Muld, men ud af Muldet var allerede fremsprunget en Hoben unge, bløde Græsstraae. I et Birketræe, ved Siden af dette Sted, sad der en Drossel; og hvergang der rørte sig en sagte Vind, saa at Vandplasen og det unge Græs bølgede, hævede den sin Røst og sang heel sælsomt og sørgeligt. Heraf saae da nu Vaulundur tydeligt, at begge hans Brødre paa en ynkelig Maade vare omkomne; gik altsaa med et tungt Hierte tilbage til sin Hytte, og tænkte paa Veien ved sig selv: Jeg sagde dem det vel! Hvorved Taarerne trillede ham ned ad Kinderne, og han kunde den ganske Dag hverken æde eller drikke for Sorg og drøvelse. - Dagen derpaa gik han i Bierget igien, og hentede mere Guld, og gav sig derpaa til at indrette sig et ordentligt Værksted, for paa denne Maade at oppebie de ni Aars Udløb. Han smeddede nu allehaande kostelige Klenodier og Vaaben, og blev inden kort Tid berømt over det hele Land, for sin Kunst og sin Rigdom. Naar han var kied af at giøre andet Arbeide, smeddede han Guldringe, som han trak paa

        

26 et Bastbaand, og spændte hen under Loftet. Hvergang han havde faaet en Ring færdig og trak den paa Baandet, tænkte han paa sin Hustrue, Alvilde, hvor fagert disse Ringe vilde klæde hendes spæde Fingre, og trinde hvide Arme, hvis hun endnu var hos ham. Disse Guldringes Antal beløb sig tilsidst til syvhundrede.

Paa den Tid regierede udi Sverrig Konning Nidudr; han var en liden og mager Mand, bleg i Ansigtet, og med Øinene dybt inde i Hovedet. Han var berygtet over det ganske Land, for sit misundelige og avindsyge Sind. Der gik ham intet mere til Hierte, end naar han hørte at Een af hans Naboer havde udmærket sig ved svare Bedrifter eller Giefmildhed. Han havde dræbt trende herlige Skialdre med egen Haand, fordi de frimodigen havde sagt ham, at han digtede slette Viser; thi da Nidudr var berøvet al Mandighed og Kraft, og slet hen intet besad af fortræffelige Egenskaber, saa var ogsaa hans Hierte qvindligt og forfængeligt, saa at han, skiønt han paa Siel og Krop var heel afmægtig, dog vilde gieide for en drabelig og forstandig Herre.

Denne Konning havde aldrig saasnart faaet Nys om Vaulundurs store Rigdom og Liggendefæe, førend Blodet steeg ham op i Ansigtet, hvorpaa han blev ganske bleg og skielvede over alle sine Lemmer. Thi han fattede strax det Forsæt at skille ham ved alt sit Gods; men da han tillige var en stor Niding, saa indjog Frygten for at sætte det i Værk ham denne Rædsel og Bævelse. Efterat altsaa den første Rystelse havde lagt sig, kaldte han paa een af sine fornemste Hirdmænd og sagde: Jeg er kommen i Erfaring om, 27 at der skal opholde sig en Mand, Vaulundur kaldet, i mit Rige, som er bleven vide berømt for sin store Rigdom paa Guld og Sølv. Ligeledes har jeg hørt, at han skal overgaae alle Andre i at smedde det ud til Vaaben og kostelige Klenodier. Da jeg nu fuldvel veed, at han er kommen til mit Land, som en arm Biergfin, saa er jeg fast vis paa, at han er kommen til denne Skat ved Røverie, eller ved Trolddom og Finnekunster; er derfor min Villie, at du tilsiger de stærkeste af mine Drabantere og gode Mænd, at de klæde sig i deres Jernbrynier, paa det vi, i Nattens Stilhed, kunne ride til Vaulundurs Gaard, og bemægtige os hans Gods, samt gribe hannem. Hirdmanden svarede hertil: At du, Konning Nidudr! vil gribe en Troldmand eller Røver, finder jeg Intet at udsætte paa; kun tykkes det mig sælsomt, at du opbyder en heel Skare, mod en eneste Mand. Thi har han ingen overnaturlige Kræfter, da kan vel een af dine Mænd raade med ham, men er han ved Seid, eller anden Kunst, jettestærk, da kunne vi Intet udrette mod ham, om vi end vare nok saa mange. Konning Nidudr vidste Intet at svare hertil, blev derfor saare vred, greb sit Sværd med baade Hænder, og hug det imod Hirdmandens Pande; men da Kongens Arm var svag og Hirdmandens Pande haard, faldt Sværdet uden synderlig Virkning tilbage igien. Da Konning Nidudr saae at det Intet vilde hielpe, greb han i Hast til sit Spiud, og giennemborede den forvovne Bersærks Indvolde, hvorpaa han strax faldt død til Jorden. Da det var skeet kaldte Kongen paa sine Mænd, og fortalte dem hvad han havde isinde, i det han tillige pegede paa den døde Hovmand, for at betyde dem, hvad Den havde at vente, som satte sig imod hans

        

28 Villie. Dette giorde et stærkt Indtryk paa alle Kongens Mænd, hvoriblandt de Fleste vare feige og frygtsomme, ligesom han selv, hvorfor de ogsaa samtligen lovede at staae ham bi til den sidste Blodsdraabe.

Da nu altsaa Solen var gaaet ned, klædte de sig i Jern og giordede deres Gangere, paa hvilke de satte sig, med blanke Spiud i Hænderne, og rede derpaa langsomt hen til Vaulundurs Gaard i Ulfsdalen. Konning Nidudr var meget urolig paa Veien; thi det var Maanskin, og hvergang de blanke Spiud glimtede i det blege Lys, bævede hans Hierte af Frygt for at blive forraadt. Komme de da saaledes til Vaulundurs Gaard, som stod aaben; hvorpaa de listede sig sagteligen ind i Huset, som var tomt og øde, og funde de Ingen. Da der nu Ingen var, og Kongens Øine strax forblindedes af det møgle Guld, befoel han een af sine Mænd at tage Bastbaandet ned fra Loftet, hvorpaa de syv hundrede Ringe vare trukne. Disse betragtede han med sær Glæde, stak den skiønneste paa sin Finger, og bød dem derpaa hænge Baandet op igien, og skiule sig omkring i Krogene, hvor de skulde oppebie Vaulundurs Hiemkomst.

De havde ikke ventet meget længe, før de hørte en Mand komme gaaende med tunge Skridt giennem Gaarden. Konning Nidudr sagde: Nu hører jeg Vaulundur komme! Der skal Førlighed og Styrke til at træde slige Skridt. Tager Eder derfor vel iagt, at Ingen af Eder geraader i Fare, ved at overile sig; og byder og befaler jeg her, ved min kongelige Magt, at Ingen maa røre sig, førend jeg giver Tegn dertil, eller det skal koste hans Liv.

Vaulundur kom nu ind af Døren med en Biørn paa Ryggen og et Spiud i Haanden, hvoraf Blodet 29 endnu randt. Han havde jaget den hele Dag, og kom nu hiem ved Midnatstide, hungrig og træt, for at holde sin Nadvere. Thi han havde den ganske Dag intet Vildt truffet, hvilket kom deraf, at alt som han var kommen ind i Skoven, hvor den var tykkest, havde han begyndt at tænke paa sin kiere Hustrue Alvild, og paa sine Brødre. Træt havde han sat sig paa et Klippestykke, med Haand under Kind, for at overgive sig til sine Betragtninger, i uforstyrret Mag; en Biørn, som sprang frem af Krattet, vakte ham, den havde han dræbt, og kom nu saaledes tungsindig og belæsset hiem. Da han nu altsaa havde flaaet Huden af Biørnen, pustede han Gløderne op paa Arnestedet, og lagde tørre Riis og Qviste dertil, saa at der inden kort Tid stod en høi Lue. Derpaa tog han et Guldhorn, fyldt med Biørnens Blod, og kastede det paa Ilden for Odin og Thor; da han det havde giort, tog han en Birkekrands af sin Hielm, som var indflettet med blodrøde Granbær, den lagde han ogsaa paa Ilden og offrede Freya den. Gav sig derpaa til at hugge Skinkerne fra Biørnen, hvilke han satte paa sit Spiud og stegte dem, til de havde nok. Da det var giort, hentede han en Skaal med Miød; hvorpaa han holdt sit Maaltid, og drak sine Brødres, Eigils og Slagfidurs, Minni, som han altid pleiede. Derpaa spilte han Biørnehuden ud med Træepinde, at den skulde tørres for Vinden. Da det var skeet, steeg han op og tog Bastbaandet ned fra Loftet, og talte Ringene. Da nu een af disse manglede, og fast den bedste, blev Vaulundur heel forundret; thi han boede afsides, mellem Fieldene, og havde der været Røvere, meente han, saa havde de vel taget dem alle. Er maaskee min Hustrue Alvilde kommen tilbage, og

        

30 giver sig først tilkiende ved dette Tegn, tænkte han, paa det at Glæden skal ikke pludseligen dræbe mig? Med disse Tanker strakte han sig hen paa sit Leie, for at vente. Men da Intet rørte sig, sagde han: Indtil Freya igien sender mig sin glædebringende Møe Hnos til Husvalelse, overgiver jeg mig i din Vold, blødarmede Siofn! Hvorpaa han strakte sig hen ad Løibænken, og sov roligt ind.

Da nu Konning Nidudr mærkede at Vaulundur sov hart nok, sneg han sig frem med sine Mænd, og befoel dem at spænde ham i Jern og tunge Fodbøier; hvilket de ogsaa strax efterkom, saa at han ikke kunde røre sig, da han vaagnede. Vaulundur blev overvættes forundret, da han mærkede hvorledes man havde medhandlet ham, samt saae sig omringet af saamange bevæbnede Mænd. Han troede det var Røvere og raabte derfor: Kommer I for at hente mine kostelige Guldsmykker, da tager dem frit og lader mig løs igien; thi jeg lover Eder at jeg aldeles ikke skal modsætte mig Eders Daad, hvilket vel desuden saa kun Lidet vilde gavne mig, da I ere saa mange, og jeg kun Een. Konning Nidudr svarede: Store Løfter og sledske Ord gav Loke i Jothunheim; men Jetterne sveeg han dog tilsidst. Ikke er jeg nogen Røver eller Stiemand, som du maaskee formasteligen holder mig for at være, men Nidudr, din Konning og Herre. Vaulundur svarede: Stor Ære og Værdighed beviser I min Hytte, med saa ædelig en Giest, Herre min! Men hvi slutter I mig udi Bolt og Jern, som en Ildgierningsmand? Nidudr svarede: Jeg kiender dig fuldvel, Vaulundur! Fattig komst du herned fra Finmarken til mit Land, og nu eyer du bedre Drikkekar og Klenodier, end Nidudr i sin Sal. Hure

        

31 gaaer det til? Vaulundur sagde: Er jeg paa Thinge kæret for noget Røverie eller Hærværk, da giør I vel i at føre mig bunden til Taarnet; men er jeg ikke det, hvi mishandler I mig da? Nidudr svarede: Rigdom kommer ikke af sig selv; haver du ikke røvet dit Gods, da est du en arg Troldmand, som Snildhed byder mig have et vaagent Øie med. Vaulundur sagde: Var jeg en Troldmand, da var det mig en let Sag hurtigen at sønderbryde disse Lænker. Jeg veed ikke at jeg forsætligen haver berøvet Nogen Noget, er det saa, da er jeg villig til at give det tifold igien. Hvad forresten Gudernes milde og besynderlige Gaver angaaer, da giør intet Menniske vel i at misunde dem; thi ligesaalidet lade de sig meddele, som de lade sig, berøve. Er derfor min Begiering, o Konge! at du lader mig løs, og vil jeg kiøbe min Friehed saa dyrt, du skatter den. Nidudr vendte sig til sine Mænd og sagde: Jeg vil ikke længer høre paa hans argelistige og forvorpne Ord. Fører hannem bort! - Da Kongen havde sagt dette, førte Drabanterne Vaulundur afsted, som rolig fandt sig i sin Skiebne, da han saae det Intet nyttede at sætte sig derimod. Guldet og de kostbare Stene førte de ligeledes bort, hvilket Konning Nidudr befoel at skulle bringes ind for hans Hustrue, Dronningen. Men Vaulundur lod han kaste ned i et Taarn, vel femten Favne under Jord. Dronningens Øine bleve fast som forblindede, ved at see den store Rigdom, og den skiønne Glands af de mangfoldige Ædelstene. Kongen skienkte hende mange Smykker og dyrebare Klenodier; sin Dotter Baudvilde gav han den første Ring, han havde draget af Bastbaandet. Selv glædde han sig meget ved at eje Vaulundurs herlige Sværd, hvis Fæste, der var hamret

        

32 i Skikkelse som Asa-Thors Stridshammer hin Miølner, var besat med de kosteligste blaae Ædelstene; hvilket før er sagt. Da nu Kongen spurgte Dronningen en Dag i Qvel, da hun sad og slog Harpen i sin Fruerstue, hvad hende tykkedes bedst at giøres ved Vaulundur, da han ikke holdt det raadeligt at dræbe ham, men heller at bruge ham til at forfærdige allehaande kostelige Sager; saa qvad hun sit Svar ved Harpen saaledes:

Hans Tænder sikkert vædes
Naar Sværdet sit han skuer,
Og naar han paa Baudvild
Ringen kiender.
Da skule vist hans Øine,
Som paa den værste Slange.
Skiærer sønder
Hans stærke Sener;
Og sætter ham siden
Paa Sævarsted!

Dette Raad fandt Kongen viseligt. Sævarsted var en Holm, som laae nær inde ved Landet, i en Bugt, hvorpaa der stod et gammelt rødt Taarn, fra utænkelige Tider, bevoxet med Svampe og Mos. Til dette Taarn førte Kongens Trælle Vaulundur, efterat de først havde overskaaret hans Ankelsener, efter Dronningens Befaling. Her gave de ham nu sit Smeddeværktøi, og indsatte til ham de Kister med Guld, som vare fundne i hans Giemmer. Og maatte han nu saaledes fra Morgen til Aften smedde kostelige Drikkekar, Hielme, o. dl. for Kongen. Ingen, uden Kongen selv, turde seile over til ham paa Øen, da 33 Nidudr frygtede for at Andre skulde forkomme noget af Skatten, hvis han sendte dem did.

Her sad nu Vaulundur henved et Aars Tid og arbeidede ufortrøden; thi kun ved at arbeide glemte han den Mismod og Kummer, som indvortes fortærede ham. Konning Nidudr havde befalet ham, inden en vis Tid, at smedde sig en fuld Rustning af pure Guld. Som han nu een Dag sad og arbeidede paa Skioldet, i hvilket han havde udarbeidet adskillige af Asernes Bedrifter; paa eet Sted sad nemlig Odin høit paa Hlidskialf og saae ud over al Verden; paa et andet Sted traade Frygga ind med sine Dyser i Valhalla, blandt Einheriarer, der sadde rundt omkring paa Egebænkene og drukke af store Guldhorn; paa et andet Sted havde han meget kunstigen udgravet Thors Fiskerie paa Havet, hvorlunde han forfærdede Ymer-Kæmpe med at trække den store Orm Jormungarder op med sin Krog. - Men da han nu vilde forestille Freya, siddende i Folkvangur mellem de Elskende, og i Freyas Ansigt grangiveligen havde udtrykt sin kiere Hustrue Alvildes Aasyn og Skikkelse, da brast pludselig Taarerne ud af hans Øine, saa han ikke længer kunde see at arbeide, men maatte nedlægge sin Gravstikke. Da han derpaa nogenlunde var kommen til sig selv igien, saa at Graaden ikke længer qvalte hans Stemme, da raabte han med høi Røst: Ak min skiønne og inderlig elskede Hustrue! skal jeg, om ikke før, saa dog efter Døden, favne dig i mine Arme, hos Freya i Folkvangur? Hvor est du nu, min Valkyrie? Ak, hvis du saae mig i denne ynkelige Tilstand, vilde du da vel elske mig endnu? Nei, nei, det vilde du sikkert ikke. Thi fra en stærk og velbaaren Kæmpe er jeg bleven forvandlet

        

34 til en ussel, læmlæstet Træl. Her sidder jeg, sort af Kul og Støv; med Øinene røde af Røg, med Armene udmattede af Arbeide, lænket til en Steen, med overskaarne Ankelsener. Mine Brødre ere paa en ynkelig Maade omkomne. Med Harme maa jeg see paa at den Niding Konning Nidudr brammer med mine Rigdomme, og høster Frugten af min sure Sved. Intet uden Haab om Hevn har hidindtil opholdt mit Liv; men lidt efter lidt betages mig ogsaa dette Haab: thi vil jeg derfor ogsaa som snarest giøre en Ende derpaa. Som han havde sagt disse Ord, greb han til et Sværd, han selv nylig hadde smeddet, og vendte Odden deraf imod sit brede og lodne Bryst. Da hørte han en Fugl synge meget lifligt og velklingende, uden for Jernstængerne paa hans Vindue. Sommeraftenen var rolig og klar, og Solen som dalede, kastede, som til et Farvel, sit røde Skin giennem Aabningen paa den tykke Muur, ind i Fængselet til Vaulundur. Han fik Lyst til endnu engang at betragte Naturen, før sin Død; reiste sig derfor og steeg op paa Stenen, hvortil han var lænket; paa den Maade naaede han Vinduet, fra hvilket han havde en frie Udsigt. Havet gik lige op til hans Fangetaarn. En Jordtunge af Landet kunde han see, hvorpaa der stod et Bondehuus, hvor Husbonden sad med sin Qvinde og sine Børn, uden for Døren. Ligeoverfor gik Solen ned i Havet, og i dens røde liflige Skiær tumlede og varmede sig de kolde Bølger. Imidlertid sang Fuglen bestandig paa Taarnet, over Vinduet. Vaulundur var saare underlig i Hu. Det var denne fagre og milde Egn, der ligesom havde lokket ham ned fra det farveløse, kolde Finmarken, og paa denne Maade været Aarsag i hans Brødres og hans egen

        

35 Undergang, fordi de havde fulgt denne Drift. Med Hovedet nedsiunken paa sine Arme laae han længe maalløs og tankefuld saadan i Vinduet og stirrede hen ad Havfladen. Han havde mange forvirrede Tanker. Da han kom til sig selv igien, var det som om hans Siel havde giort en lang og besynderlig Reise, hvoraf den havde glemt det Meeste. Han stirrede atter ud paa Havet. Dets Bølger vare ikke længer røde, men forsølvede; thi Maanen stod høit paa Himlen. Langt borte, hvor Havet var lysest, saae han noget tumle sig. Det svømmede nærmere og nærmere. Da det kom heel nær, saae han at det var en Havfrue, der til Beltestedet var at see til som en deilig ung nøgen Qvinde. Hendes lange sorte Haar vare indflettede med grønne Siv, hendes Øine vare blaae som Havet og hendes fulde Lokker og Bryster bølgede blidt som det. I sine hvide Hænder havde hun en Strengeleeg, hvorpaa hun spillede. Det klang heel synderligt, og blandte sig med Bølgernes Rislen, med Maanskinnet og Fuglens Sang. Vaulundur stod ubevægelig. Da hun kom lige ind under hans Vindue, holdt hun stille, hævede sin Røst og sang:

Hvi frygter den Kæmpe,
Som Nornen er god?
Kan Modgang neddæmpe
Hans glødende Mod?
Den røde Karfunkel,
Er den da saa svag,
At taaget og dunkel
Ham synes hver Dag?

Ak! herlige, skiønne
Er Farverne hver.
36 Sødt qvæger det grønne,
Husvalende Skiær.
Og Valhallas Dyse
Selv Blikket laer staae
Saa froe paa det lyse,
Høithvælvede Blaa.

Men Skyen fremkommer
Da flyer det i Løn!
I venlige Sommer
Kun Skoven er grøn.
Saa gierne de blaane,
Luftbuen og Elv,
Men Glandsen de laane
De har den ey selv.

Hvad aldrig bortdøde,
Hvad aldrig forgaaer
Er Luen hin røde,
I sig den bestaaer.
I alt den sig mænger,
Fra Solen nedkaldt.
Til Intet den trænger,
Nødvendig for Alt.

Ak Skiebne! du isner.
I Livet er Frøe,
Som spirer og visner,
Som Blomster og Høe,
Som tørres, forvildes
Af skadeligt Krat,
Og knækkes og hildes
I bælmørke Nat.

37

Den salige Kierne,
Som Odin har lagt,
Som Nornerne værne
Med Omhu og Vagt,
Som Stormen ey tvinger,
Som rolig fremgroer,
Til kiek den udspringer -
Er sielden og stor.

Med Diger og Pæle
De standse dens Vey;
Men reent den at qvæle
Det mægter de ey.
Snart atter den skuer
Med hvirvlende Top
Og skiønnere Luer
Til Himmelen op.

Og bryder sin Larve
Med flammende Hav;
Og byder hver Farve
Staae frem af sin Grav.
Og Kierlighed iler
Fra Himmelens Skyer,
Og Sommeren smiler
Og Vinteren flyer.

Da Havfruen havde siunget denne Sang, saae hun op til Vaulundurs Vindue og smilte blideligt til ham, hvorpaa hun svømmede hen ad Havfladen, som en Svane, endnu bestandig gribende i Strengelegen. Da hun var kommen et temmelig langt Stykke ud paa Dybet, dukkede hun ned; hvorpaa Fuglen fløy bort 38 fra Vinduet og Maanen dalede bag Skoven. Vaulundur lagde sig derpaa til Hvile med et roligt Hierte, heel styrket ved Havfruens Sang.

Een Dag kom Konning Nidudr i Vaulundurs Fængsel, og fandt, blandt Andet, de trende Nøgler. Da nu Kongen trængte ind paa ham, hvortil de vare, og Vaulundur ikke vilde ud dermed, blev Kongen tilsidst saa forbittret at han tog en Øxe og truede med at ville kløve Vaulundurs Hoved, hvis han ikke sagde ham det. Nu maatte han da gaa til Bekiendelse og sige deres besynderlige og høistfortræffelige Egenskaber. Herover blev nu Kongen ganske glad og tog Nøglerne med sig, i den Hensigt med det første at undersøge, om det virkeligen forholdt sig saa. Da han altsaa var kommen hiem, giorde han strax Anstalter til Reisen op i Biergene, og begav sig faa Dage derefter paa Veien. Da han nu var kommen til det Sted, som Vaulundur havde betegnet ham, delte han sine Folk i trende Hobe, sendte derpaa de tvende af disse et afsides Sted hen, og besluttede saa, med den ene Hob, at gaae ind i Bierget, dersom Kobbernøglen vilde giøre sin Virkning. Til den Ende gav han den til een af sine dristigste og fortroligste Mænd, hvilken han befalede at sætte den imod Biergvæggen. Da nu denne havde efterkommet dette, revnede til deres store Forundring Fieldet sønder fra oven til neden. Men da nu Kongen befalede sine Mænd at gange did ind, da var det nær gaaet dem alle galt. Thi Jorden, som lod til at være bevoxet med grønne Urter, var ikke andet end et bundløst Kiær, hvorudi strax adskillige af hans Mænd styrtede, og først den, som havde Nøglen ihænde. Af de som ey qvaltes i Kiæret, omkomme Nogle paa en endnu mere ynkelig

        

39 Maade. Thi grønne Ædderslanger, som hang under Loftet i Form af Chrystaller, dryppede deres Gift ned paa dem; hvilket opløste deres Jernbrynier, og trængte ind i deres Legemer, saa at de pludseligen maatte opgive Aanden. Kun med Nød og Neppe slap Kongen og nogle faae af hans Mænd med Livet; thi de havde holdt sig længst tilbage. Da de vare komne ud, lukkede Bierget sig pludselig. Konning Nidudr var over denne sælsomme Begivenhed bleven saa svag af Skræk, at hans Mænd maatte bære ham hen paa Mosset, under et stort Træe, hvor han endelig kom til sig selv igien. Derpaa sagde han: Det er vel at Ingen i de andre to Hobe har været med, eller veed noget af Udfaldet; thi skiønt jeg for al Verdsens Guld ikke selv end een Gang vilde sætte mit kongelige Liv i Fare for disse Gøglerier og Trolddomskunster, saa er dog Begierligheden hos mig efter at vide hvordan det vil gaae, naar man bruger de andre tvende Nøgler, saa stor, at jeg hverken kan eller vil dæmpe den. Tag du derfor, min hin gode Ven Storbiørn! disse Nøgler, og giv hver Hob sin, og siig dem, det er min Villie at de skal forfare, ligesom jeg haver begyndt; men mag det saa, at den ene Hob ikke seer Udfaldet paa den Andens Foretagende. Storbiørn sagde: Giv mig kun Nøglerne, Herre Konge! Og skal jeg vel vide at mage det paa det Bedste. Og om end Troldene nok saa argeligt have deres Spil, saa frygter jeg dem dog ikke, og vil selv være med. Dette tyktes Kongen vel at være. Gik derpaa Storbiørn bort, og kom til de andre tvende Hobe og sagde dem Kongens Bud; hvorpaa den Ene blev tilbage igien, men den Anden gik med Storbiørn til Fieldet. Da de nu vare komne derhen, gav Storbiørn

        

40 Jern-Nøglen til een af Mængden, og bad ham sætte den mod Væggen; og da nu Væggen, efter Sædvane, var revnet, befoel han dem gaae ind. Men neppe vare de Halve af dem gangne ind i Hulen, førend en Biergstrøm, skummende og med megen Vælde, som en blaa, fraadende Slange, styrtede sig frem, saa at de fleste druknede, og paa denne Maade maatte lade deres Liv. Nu sagde Storbiørn, at de som vare blevne tilovers, hvilke kun var saare faae, skulde begive sig hen til Kongen og sige ham hvordan det var tilgaaet, samt blive der; men selv gik han nu til den tredie Hob og vandrede med den til Klippen, og gav en Mand Nøglen, og befoel dennem at gaa dristelig frem; men selv holdt han sig mellem de Bageste. Da nu Fieldet var revnet, bød han Mændene gaae ind; og saa giorde de; og mærkede til intet Ondt; men Væggene vare overalt rigtbesprængte med Guld og røde Ædelstene. Da nu Storbiørn mærkede, at der ingen Fare var paa Færde, men tvertimod saae det meget Guld, som forblindede hans Øine, glemte han al sin Frygt og gik ind i Fieldet med de andre. Foer der da pludselig, med megen Bulder og Brag, i store Bugter og Krumninger en blodrød Lue frem, med Røg foran sig, ret som en sprudlende Drage, og qvalte og fortærede dem alle, uden en eneste Træl, der ikke turde gaae ind med, og som nu kom tilbage til Kongen og fortalte hvad hændet var. Da Konning Nidudr havde hørt dette, befoel han strax sin Hest at fremdrages, samt sin liden tilbageblevne Flok at skynde sig hiem med ham, over Hals og Hoved til Kongsgaarden.

Imidlertid havde Vaulundur siddet rolig og ufortrøden, i sit Værksted paa Sævarsted; og da Kongen havde befalet ham at smedde sig en Rustning af pure

        

41 Guld, inden han kom tilbage, saa havde han hverken hvilet Dag eller Nat. Paa denne Maade havde han da nu ogsaa bragt et Harnisk, en Hielm, et Skiold og et par Brynhoser tilveie, hvis Lige ikke vare seete. Kongen havde ogsaa ladet indbyde mange mægtige og velbyrdige Mænd til sin Gaard, den Dag han kom hiem, i den Tanke at forfærde alle Tilstædeværende med det store Bytte af rige Skatte, som han haabede at hente sig. Til den Hensigt var ogsaa Guld-Rustningen bestemt. Da nu Konningen kom hiem, mødte ham Dronningen hans Hustrue og Baudvild hans Dotter, ved Borgeled, og fortalte ham at Salen var fuld af fornemme Giester, spurgte ham tillige heel begierligen hvordan Sagen var løbet af, og om han havde giort et godt Bytte? Tillige sagde de ham at Guld-Rustningen var færdig og laae i Vaabenhuset, hvor han kunde drage den paa sig, inden han traadde ind for Giesterne. Kongen var knap paa Ord, sagde at det var vel, og at de kun skulde gaae ind, han vilde komme bagefter; siden skulde de faae Alting at vide. Derpaa gik Dronningen ind i Salen med sin Dotter og skienkte for Giesterne, men Kongen ganger ind i Vaabenhuset og drog paa sig Rustningen og satte Hielmen paa sit Hoved, der var saa tung at han neppe mægtede at bære den. Derpaa tog han det gode og fortræffelige Sværd som Vaulundur forhen havde giort, hvoraf Haandfanget var besat med de blaae Ædelstene; gik saa ind i Salen blandt Giesterne, og satte sig i Høisædet. Over dette Syn bleve Jarlerne og de øvrige Kæmper saare forbausede; og troede de fast at skue Thor fra Thrudvanger, da Kongen traadde ind; men da de skuede nøiere til, bleve de snart satte ud af denne Vildfarelse; thi hans Ansigt,

        

42 som var lidet, magert og blegt, havde Intet tilfælles med den drabelige Strids-Gud uden Indfatningen. Imidlertid forundrede de sig meget over den rige Pragt, saavelsom over de Smykker og Ædelstene hvormed Dronningen og hendes Dotter vare prydede, hvilket især klædte den Sidste vel, som var saare skiøn, men hoffærdig og grum, som Moderen. Da de nu alle havde holdet et prægtigt Maaltid, og Miødhornene vare vandret lysteligt bænkom, adskillige Gange, bleve de alle muntre, og bade Kongen at sige og vise dem Ophavsmanden til denne kostbare og meget kunstige Pragt. Da nu Nidudr havde drukket meget, og saaledes mistet endeel af sin sædvanlige Mistænkelighed, og da han desuden higede efter som snarest at kunne udføre den Hævn, han havde tiltænkt Vaulundur, for sit mislykkede Foretagende og det Nederlag han havde lidt paa sine Mænd, saa overantvordede han Nøglen til Fangetaarnet til en Jarl, som Eyvind heed, samt tvende andre Mænd, og befoel dem at bringe Vaulundur hid; læggende den Advarsel til, at hvis der manglede et Gran Guld, naar han kom der næste Gang, da skulde det komme dem dyrt at staae. Ligeledes befoel han dem at udrette hans Befaling som skyndeligst. Kongens Mænd ginge altsaa og satte sig i Baaden, og foer over til Sævarsted. Paa Veien faldt den Ene af dem i Vandet af Drukkenskab, ham lode de Andre ligge, for ikke at spilde Tiden, og komme saaledes i Hast til Fængselet, hvor de funde Vaulundur beskieftiget med at arbeide, som sædvanlig. Toge de da og bunde Hænderne paa ham og lagde ham i Baaden, og førte ham i Hast til Kongens Gaard; der bare de ham ind, sort af Kul og Støv som han var, og satte hannem til

        

43 Skue for Giesterne. Hvorpaa Eyvind Jarl gik frem for Kongen og sagde: Have vi nu saaledes efterkommet din Villie, og ville vi nu skynde os tilbage, for at tage Guttorm op, der faldt i Søen, men som vi lode ligge til vi havde fuldført vort Ærinde, for ikke at giøre dig Tiden lang, Herre Konge! Nidudr sagde: Lader hannem ligge! Er han ikke druknet endnu, drukner han aldrig; men for Eders Huldskab og Hengivenhed for mig, modtager disse Gaver. Hvorpaa han hængte dem hver en Guldkiæde om Halsen. Giesterne forundrede sig meget over den krogede Krøbling, der kunde giøre saamange mærkelige Ting. Nidudr sagde: Denne Dværg har eengang været en statlig Kæmpe, føer og velbaaren; men jeg har giort ham træt af at staae sin hele Livstid. Dronningen og hendes Dotter forhaanede ham ydermere og sagde: Ilde skulle de finske Møer lide saa magelig en Beiler, Vaulundur! Og ilde vilde du nu være stædt i Kamp med de overskaarne Haser. Vaulundur sad ganske stil og taalte rolig alle disse Forsmædelser, indtil een af Kongens Sønner tog et Stegebeen og kastede ham det i Panden. Da blev Vaulundur vred, greb det igien og hug det til Nidudr saa at Fiederen, hvormed Kongen havde fastspændt Hielmen, brast, og den faldt ham af Hovedet. Giesterne sagde at det var en drabelig Gierning af en Krøbling, og bade Kongen at han skulde lade ham føre med Fred tilbage til sit Buur. Men nu reiste Kongen sig og sagde: Ondt haver han alt noksom bedrevet, og er det Tid at han nu ogsaa faaer sin Straf. Fortalte dem derpaa sin hele Reise til Bierget og alt det Koglerie, som der havde mødt ham, samt sine Mænds onde Skiebne. Da Giesterne det hørte, sagde de: at det var billigt slig en arg og

        

44 skadelig Trold fik en skiellig Straf. Hvorpaa Nidudr sagde: Let kunde jeg berøve ham Livet, men liden vilde denne Straf være, da en saa uselig Krøbling maatte ansee det for en stor Lykke at døe. Da jeg desuden endnu haver af Guld et klækkeligt Forraad, saa vil jeg lade ham leve, for at bruge ham; men for at han dog ikke skal sige at han ustraffet har tilført mig saa stor en Skade og Forsmædelse, saa fører ham bort, mine Trælle! og stiunger ud hans ene Øie; thi han kan vel herefter arbeide ved eet Lys.

Alt hvad nu Vaulundur søgte at bevidne sin Uskyldighed, saa hialp det ham plat ud intet; ja Baudvild, Kongens Dotter, var saa forbittret, at hun selv tilbød sig at stiunge hans Øie ud, da hun var øvet i Lægekunsten og forstod sig vel paa at forbinde Saar.

Vaulundur blev nu bragt ud i et andet Kammer, afsides, og bundet fast, at han med Hovedet ikke kunde bevæge sig; hvorpaa Baudvilde med et blankt Jern kom frem, for at udstikke hans Øie. Da nu Vaulundur saae hende komme og mærkede hvad hun havde isinde, da hævede han sin Stemme og sagde: Arm og ussel er jeg tilvisse bleven, siden jeg kom i Konning Nidudrs Vold; og vel troer jeg at han lader det ikke blive derved, thi større Niding end han findes der ikke paa den hele Jord, hvortil ogsaa Naturen har tegnet ham, da den gav ham det grumme og skiændige Aasyn. Men du, o Møe! vanær ikke Freya, som laante dig sin Skiønhed, ved at træde den bruneste Troldhex i Niflheim ind i Embedet. Det sømmer sig din fagre og saare hvide Haand at fatte om en Rose, eller en anden af de smaae Blomster, som voxer paa Marken, og ikke at føre et saadant skammeligt Morderstaal, hvormed du nu truer mit Øie. Lad dig derfor 45 bevæge af min Bøn, thi til dig vanærer det mig ey at bede, og lemlæst mig ikke mere end jeg allerede er lemlæstet. Jeg strænger dig høit ved alle Guderne at jeg er uskyldig i din Faders Gienvordigheder i Dag. Skiønt nu vel slige Ord burde have ynket den meest glubende Biørn eller Ulv udi Skoven, og bragt den til Medlidenhed, meget mere et qvindeligt Sind, saa havde de dog aldeles ingen Magt over den grusomme Kongedatter, der, ligesom en giftig Slange med truende Braad, nærmede sig, for at give hannem det smertelige og forsmædelige Saar. Efterat hun nu altsaa først havde befalet een af Trællene at holde med Haanden over hans andet Øie, da hun ikke kunde taale hans skarpe og med Undergang truende Blik, saa stak hun Øiet ud, og lod det falde udi et lidet Guldbæger, hvilket hun bragte ind for Kongen, efter at hun først havde forbundet Saaret med lægende Urter. Fra dette Øieblik taug Vaulundur stille, og sad i dybe Tanker hensiunken i sig selv; hvorpaa Trællene atter førte ham over til Sævarsted.

Da nu Vaulundur igien sad overladt til sig selv og sit Arbeide, med et Øie over den ene, og et blodigt Saar over den anden Kind, da sukkede han og sagde: Ti Gange værre end før er jeg nu tilredt! Mere og mere lemlæste de mig, og min Harme bliver daglig ligere en Qvindes afmægtige Forbittrelse. Hvad Havfruen sidst sang om Farverne, oplivede min nedfaldne Siel med et dunkelt Haab, men Nidudrs Nidingsfærd og hans Dotters Grumhed har udslettet det igien, og er mit eneste Ønske kun nu, ved en hurtig og brad Død, at komme til Odin i Valhalla, eller i det Mindste med de forløste Trælle til Thor i Trudvanger.

46

Men først I trende dybtstirrende Møer! Du Urd! Og du Varande! Og du Skuld! Hevn! Hevn over Nidudr og hans ganske Huus!

Maa nu vel dette gamle og ærværdige Sagn, hvis fierne og halv hendøde Toner jeg, saa godt det stod til mig, har samlet i min Siels Øre, og udfyldt med hvad en indvortes Stemme sagde mig var udslettet af Tidens Haand; - maa nu vel det ansees for et besynderligt Speil paa Livets underlige Spil med sig selv; saa at hvad der bærer Spiren til Fordærvelse i sig selv, vel maa gaae til grunde, hvad derimod lever i en bestandig Fred med sig selv, og hvis Fiende kun udvortes er sat, det seirer tilsidst, naar det med Taalmod og Sindighed udholder Nødens Time.

Det hændte sig nemlig engang, som Vaulundur sad om Natten i de sædvanlige bedrøvelige Tanker, da han ikke kunde sove, at han fra sit Vindue saae tvende røde Lys langt ude paa Søen, som bevægede sig op og ned, henimod hans Taarn. Da han mærkede det, sagde han: Sikkert er dette atter noget af Nattens Blindværk, som kommer for med uforstaaelig sælsom Sang at bevæge mig til at beholde Livet, og saaledes længer at bære min Ulykke. Mens han giorde disse Betragtninger, hørte han Nøglerne rasle i Fængselsdøren, og Nogen tale sammen udi Forstuen; paa Røsten hørte han at det var Konning Nidudrs Sønner, Gram og Skule. Skule sagde til Gram: Først ville vi begiere Nøglen af ham til Guldskrinet, og naar vi have taget ud hvad os godt synes, saa ville vi slaae ham ihiel, paa det han ikke skal forraade os for vor Fader, naar han kommer hiem. Da Vaulundur det hørte, greb han flux en stor og skarpsleben Brydeøxe, som laae ved Siden af ham, og 47 glemte den bag sit Sæde. Derpaa traadde Kongens Sønner ind i Fængslet, af hvilke den ældste, Gram, gik henimod Vaulundur og sagde: Vor Fader, Konning Nidudr, er paa en Reise oppe i Landet. Da nu hans store Gierrighed ikke tilstæder ham at give os, sine Ægtebørn, hvad os tilkomme, saa ere vi selver i Nat hidseilede, for at bemægtige os noget af Skatten, hvortil du skal give os Nøglen, og sværge paa at du ikke vil forraade os; eller vi ville slaae dig ihiel. Vaulundur sagde: Kiere Herrer og Kongesønner! Vel haver Arbeid og Elendighed næsten ganske nedbrudt saavel mine Siels- som Legemskræfter; men dog haver Ulykken endnu ikke giort mig saa vanvittig, at jeg skulde sætte mig imod Eders billige Forlangende, hvilket desuden vel ogsaa kun lidet vilde nytte mig. Hvorfor jeg strax her flyer Eder Nøglen til Kisten, samt giør Eder den forlangte Eed, i de høye Guders Navn, at jeg ikke skal forraade Eder. Hvorpaa han flyede dem Nøglen, og sagde: Aabner den Kiste der staaer her jevnsides mig; der vil I tilfulde finde Maalet for Eders Ønsker. Brødrene toge nu Nøglen og aabnede Kisten, i hvilken der laae meget Guld. Af denne Glands bleve de strax saa forblindede og indtagne, at de, for at betragte Skatten nøiere og mætte deres Øine derpaa, satte sig begge paa Hug, med Hovederne udludende over Kisteranden. Da Vaulundur det saae, greb han pludselig sin Øxe, løftede den høit op og slog med eet Slag begge Hovederne af de tvende Brødre, saa at de fulde ned i Kisten; men Legemerne styrtede tilbage hen ad Gulvet i det udstrømmende Blod. Derpaa lukkede Vaulundur Kisten til og sagde: Mætter nu Eders Øine! Hvorpaa han grov et dybt Hul under Leergulvet, og nedgrov deri de

        

48 døde Kroppe. Da han nu af de tvende Brødre havde hørt, at Konning Nidudr var paa en Reise, hvorfra han ikke saasnart kom hiem, og at altsaa Ingen saasnart vilde forstyrre ham, da tænkte han: Skiønt denne Slange-Æt fra Niflheim ganske har berøvet mig min Kraft og min Dannished, og giort mig til en verkbruden Træl, ja forenet sig, for med onde og skammelige Ord at bespotte mig og forøge min Skiendsel, saa skal jeg dog nu midt i min Afmagt tage en gyselig Hevn; haaber ogsaa at det ikke bliver derved, men at det kun er det første Beviis Nornerne give mig paa at de ikke have lukket deres Øren for mine hævnraabende Bønner. Derpaa aabnede han atter Kisten med Guldet, og tog Hovederne ud, hvoraf han saugede Hierneskallerne og blegede dem i Solen, hvorpaa han indfattede dem i Guld, og giorde dem til et Par kostelige og sieldne Drikkekar. Lindserne i deres Øine vidste han ved Tilsætning paa en forunderlig Maade at hærde, hvorpaa han ligeledes indfattede dem, som om de kunde været de kostbareste Karfunkler, og satte dem i tvende Armbaand. Men deres Tænder, filede han runde, som Perler, og giorde et Halsbaand deraf.

Da nu Konning Nidudr kom hiem fra Reisen og besøgte Vaulundur, forærede denne ham Drikkeskaalerne, og sagde, at det var et Par sieldne Muslingeskaller, som af Søen vare drevne ind under hans Vindue paa Holmen, og som han med stor Besværlighed havde faaet bragt ind i sit Fængsel. Til Dronningen gav han Armbaandene med Øienstenene; men Halsbaandet med Tænderne gav han Baudvild. Herover bleve de alle Tre saare glade, da de meente at være komne i Besiddelse af sieldne Klenodier.

49

Da nu Gram og Skule endnu bestandig bleve borte, og nogle Færgemænd een Dag bragte deres Baad, som de havde fundet at tumle tom omkring paa Havet, saa troede Konning Nidudr fuldt og fast at de vare druknede, paa en liden Søefart; lod derfor anrette et stort Giestebud, hvortil han indbød de fornemmeste Mænd i sit Rige, for at drikke deres Grav-Øl. Til den Ende bleve de kostbare Skaaler ombaarne; ligeledes havde Dronningen og hendes Dotter Baudvild smykket sig, den første med Armbaandene, den anden med Halsbaandet, og desforuden med den skiønne Guldring, som hendes Fader havde givet hende, og som han fordum havde taget af Bastbaandet, i Vaulundurs Gaard. Giesterne bleve atter meget forundrede over al den Herlighed, som Kongen, samt hans Hustrue og Dotter havde at fremvise, og blev der drukket svarligen til langt ud paa Natten. Men ved Midienat, ret som Hanen goel, blev Glæden pludselig forstyrret; thi Konning Nidudr, som just vilde sætte een af Skaalerne til Munden, følte sig pludselig betaget af en ganske usædvanlig Hovedpine. Dronningen, som aldrig kunde blive kied af at betragte de skiønne Armsmykker, følte pludselig den græsseligste Smerte i sine Øine, tilligemed en stor Forfærdelse; thi ved de døsige Lys, som man havde glemt at pudse, straalte de formeente Ædelstene saa sælsomt og forunderligt, at hun ikke kunde holde det ud. Baudvilde, Kongens Dotter, som sad med Halsbaandet, følte sig ogsaa paa eengang overvældet af den heftigste Tandværk; saa at Giesterne pludseligen maatte bryde op, og de kongelige Frænder lagde sig tilsengs, hvor de dog ingen Husvalelse nøde, førend Dagen brød frem.

50

Da det nu blev Dag feilede dem aldeles Intet; de troede altsaa at det kun havde været en Virkning af den usædvanlige Nattevaagen. Men Baudvilde var hele Dagen igiennem usædvanlig nedslaaet; thi ved den hurtige Afklæden i Aftes, havde hun glemt at tage Guldringen af sin Arm. I de heftige Tandsmerter havde hun i Søvne stødt Armen mod Væggen, og brukket nogle Zirater istykker paa Ringen. Da den nu var giort overmaade kunstigt og var af stor Værdie, turde hun ikke aabenbare dette for sin Fader, som var en hidsig og grum Mand; ligesaalidet turde hun sige Moderen det. Da det nu lakkede mod Qvel, gik hun ud i Lunden, som omkrandsede Strandbredden, fra hvilken hun kunde see over til Vaulundurs Fangetaarn. Ak! tænkte hun da, dersom jeg nu ikke havde tilføiet denne Træl saa stor Forsmædelse, saa kunde han nu vel hielpe mig. Men da Baudvild forresten besad et mandigt og uforsagt Sindelag, saa tænkte hun videre: Jeg vil, naar det bliver mørkt, løse Baaden, tage et Par smaa Aarer, roe mig selv over til hans Buur, og true ham til at giøre mig Ringen istand; sætter han sig derimod, da skal jeg vel vide at hævne mig, og vil det ikke falde mig vanskeligt at tvinge en lænket Krøbling. Da det nu var bleven temmelig mørkt, og hun ikke behøvede at frygte for at blive seet eller forstyrret, satte den modige Baudvilde sig i Baaden, der var lænket til en Pæl ved Stranden, og til hvis Laas hun havde listet sig Nøglen; roede sig derpaa uforsagt og rolig ud paa Dybet. Da hun omtrent var kommen den halve Vei, hævede en gammel Nøkke, med et langt Skieg af Tang, sit Hoved op over Havfladen, i det han med den ene Haand standsede Baaden; og qvad:

51

Havet er bedrageligt!
Mere bedragelig
Fangen Mands Troe.
Ey han bøder paa
Brustne Smykke,
Snarere røver han
Dig et bedre!

den gamle Nøkke med Aaren paa Hovedet og sagde: Synk tilbunds Tang-Skieg! Thi hverken hun eller hendes Forældre troede paa Guderne, eller de Varsler hvorigiennem de ofte ligesom advarer Menniskene. Saaledes kom hun da nu til Vaulundurs Taarn, som hun aabnede med en ligeledes tillistet Nøgle. Neppe havde Vaulundur seet hende, førend der strax opstod et Anslag i hans Hoved, hvis Iværksættelse tyktes ham at ville være den kraftigste Hævn. Tiltalte han derfor Baudvilde meget venligen, bad hende sidde ned, og lovede i en Hast at giøre Smykket istand igien; men for at Arbeidet skulde gaae hurtigt, sagde han: maatte hun træde Blæsebælgen. Baudvilde sagde: Hvoraf kommer det at disse Blæsebælge ere overstænkede med Blod? Vaulundur svarede: Det er af et Par unge Sælhunde, som længe have drillet mig, men som det endelig lykkedes mig at fange, da de mindst ventede det. Bad hende derpaa træde Bælgen vel. Da hun nu over dette Arbeid var bleven baade træt og tørstig, rakte han hende et Ølbæger, i hvilket han havde krystet døsiggiørende Urter. Dette uddrak hun flux, satte sig derpaa til Hvile paa en Bænk og faldt strax i Søvn. Da nu Vaulundur mærkede at hun sov fast nok, filede han Lænkerne af sig og fik sin Villie med 52 hende, hvorpaa han sagde: Gak nu hiem til din Fader og siig ham, at nu døer Vaulundur rolig og trøst; thi skiønt han paa en skiendig Maade har tilredet og svækket mig, og berøvet mig alt mit Gods, saa har jeg dog midt i min Afmagt hævnet mig over ham og hans Æt, paa den kraftigste Maade. Lad ham vide, at de Drikkeskaaler han saa begierlig fylder med Miød og lader vanke omkring, naar han har Giester hos sig, ere hans kiødelige Sønners, Grams og Skules, Hierneskaller, hvilke jeg haver dræbt med egen Haand, og nedgravet her under Leergulvet; ligesom det ogsaa er deres Blod hvormed du seer disse Blæsebælge at være besprængte. Dog de vare ubetydelige Mænd, heller ikke var hans Kierlighed til dem saa stor, at jeg skulde holde deres Død for Hevn nok, mod den store Forsmædelse og Ondskab, mig var tilføiet. Men nu er jeg noksom og tifold hevnet! Thi du, som berøvede mig det kostelige Klenodie mit halve Syn, uagtet min ynkelige Bøn, dig haver jeg nu berøvet det som kosteligere er. Og neppe vil nu Nogen af de mægtige Konger, som din Fader i Tankerne haver anseet for dine Beilere, faae Lyst til at ægte dig, der er krænket af hans ussleste Træl.

Baudvilde smilte med et grumt Ansigt og sagde: Disse tykke Mure have ligesaalidet Tunger, som Øine. Hvad der er skeet bliver en Hemmelighed hos mig, som jeg dræber med dig. En hemmelig Hevn er ingen Hevn, faer altsaa uhævnet til Niflheim, Forræder! Hvorpaa hun tog et Spiud og stak med det efter Vaulundur. Men Vaulundur undgik Stødet, greb Baudvilde, bandt hendes Hænder og Fødder og kastede hende ud i Baaden. Derpaa lukkede han

        

53 Døren, tog en stor Guldplade, og indgravede deri alle sine Bedrifter, samt sin Hevn; hvorpaa han opstillede den saaledes at den maatte falde Nidudr i Øinene. Da det var skeet greb han Spiudet og raabte: Nu er min Time kommen! Hvorpaa han satte det mod Væggen for at styrte sig deri.

Da hørte han langt borte en sagte og sød Sang, ledsaget med Strængeleeg; og skiønt det allerede var høi lys Dag, og Himlen var reen og blaae uden Skyer, saae han dog fra Østen en stor, funklende Stierne, hvis Glands Solen ikke mægtede at svække; ligeledes blev han, til ikke liden Forundring, i det klare utaagede Veir, en stor og i alle Farver stærktspillende Regnbue vaer, som hvalte sig fra den Kant i Østen, hvor han saae Stiernen glimte, og sank ned i Havet, ligefor hans Buur. Vaulundur glemte ganske sit Forsæt, ved dette saare skiønne og høist behagelige Syn, og steeg op i Vinduet. Her voxte nu hans Forundring ydermere. Thi Blomsterknopperne hisset paa Jordtungen, som i den tidlige Vaar nyligen vare brudte frem, udfoldede sig synligen mere og mere, alt som Stiernen kom nærmere; og skiønt der var et langt Stykke Vei mellem Taarnet og Jordtungen, saa kunde han dog fornemme den søde Lugt af de unge Roser, som aabnede sig ved Stiernens Glands. Endelig, da den var kommen mod Enden af den dalende Regnbue, saae han, at hvad han havde taget for en Stierne var Freyas straalende Guldkarm. Paa Karmen sad den høye Asynia selv, i al sin Pragt og Herlighed, og ved hver Side af hende tvende Møer, som han endnu ikke kiendte. Freya selv havde et stort, blaat, bølgende Klædebon om sine hvide Skuldre, som flagrede langt tilbage og tabte sig i den rene Himmel. Møen 54 paa venstre Side havde en underlig Dragt af friske, sammenhæftede Blade og grønne Krandse; men den, der sad paa høire Side, var iført en rød Dragt. Vaulundurs Hierte bankede høit. Thi meget ligere tyktes ham de trende Gudinder paa Guldkarmen at være Guldklumpen med Ædelstenene, han og hans Brødre fordum havde fundet i Finmarken, end Møerne, paa Marken med de gule Blomster, havde været. En Skare af hvide, lyse Alfer omsvævede Karmen, medens den bevægede sig frem; Nogle af dem spillede, Andre sang, atter Andre frembragte en mild Kiølning, ved at flagre med de brede Svanevinger. For Karmen vare tvende store Vildkatte, der i Vext og Udseende fast lignede Pantherdyr, forspændte, som paa en sindrig og billedriig Maade gave tilkiende, hvorlunde det sømmer sig Vellysten at være den rene Elskovs Slave, i det den tillige, ved sin ubændige Higen, skynder den frem. Da Karmen var kommen til Regnbuens Ende, blev Vaulundur hartad forfærdet; thi det lod som om den vilde styrte sig ned i det bundløse Hav. Men denne Frygt blev ham snart betagen; thi en anseelig gammel Mand og Qvinde skiøde sig op fra Havsens Bund, omringet af mange skiønne Havfruer. Den anseelige gamle Mand var Havguden Ægir, Qvinden hans Hustrue Ran, og de unge Havfruer vare hendes Døttre. Ran, som ellers altid pleiede at have en mørk alvorlig Mine og et Næt i Haanden, hvori hun fangede de druknede Mænds Legemer, havde idag ikke dette Næt, og saae mild ud. De unge, smidige Havfruer, hvis lange Haar alle vare indflettede med Siv, og snoede sig rundt om deres smekkre Legemer, havde imellem sig en ung Hval. Hen paa denne Hval kiørte Freya fra Regnbuen.

55

Hvorpaa Alferne gave sig til at flyve oven omkring hende, men neden omkring svømmede Havfruerne, blandt hvilke Nogle greb i Harpen og sang, hvilket lød, som naar milde Vaarbølger slaaer op paa Strandbredden, søger tusinde Udveie tilbage, giennem de smaae runde Stene, og skummer imellem Sivblomsterne.

Saaledes kom hun da nu til Vaulundurs aabne Fængselsdør, med de skiønne Qvinder, der sadde ved Siden af hende, hvoraf Vaulundur, da de komme nærmere, strax kiendte den i det røde Klædebon at være hans kiere Hustrue Alvilde; kunde derfor ikke tale, men stod blot maalløs med udstrakte Arme, i det Taarerne runde ned af hans blege Kinder. - Da nu Karmen var kommen lige for Fængselsdøren, holdt Hvalfisken stille. Hvorpaa Freya steeg ned med Alvilde ved Haanden, som hun ledte frem for Vaulundur og sagde: Din Trængselstid er nu forbi, Vaulundur Finnesøn! Den Spot og Spee, som dig vederfaret er, haver du selv hævnet, men den Lykke, som dig herefter skal vederfares, bringer jeg. Den er dig ogsaa allerede for nogentid siden spaaet af en Havfrue, og vil du erindre dig hvad hun sang om Farverne, om Kierlighed fra Himlen, og om den smilende Sommer. Denne din Sommer skal nu blomstre; og skal din rødmende og luende Ædelsteen herefter bryde frem igiennem og lege med alle Farver, uden hvilket Spil den ogsaa kun vilde røbe et dødt og glædeløst Liv. Her haver du din Alvilde, som Odin i Hlidskialf, paa min Forbøn, nu skienker dig for din hele Livstid; og naar du eengang døer, da skal hun tage dig i sine kierlighedsfulde Arme og svinge sig op med dig til Valaskialf, hvor du skal 56 smedde straalende Drikkehorn og Harnisker for Guder og Einheriar! Derpaa vinkte Freya den skiønne Qvinde frem, i den sælsomme grønne Dragt af sammenflettede Blade. Hun havde en af Jorden opgravet Rod i den ene Haand, og en skarp Kniv i den Anden. Da hun nu kom frem, skar hun nogle smaae Skiver af Roden og lagde dem paa Vaulundurs overskaarne Ankelsener, samt paa hans udstukne Øie; derpaa tog hun nogle Blade af sit Skiørt og lagde derover, hvorefter hun aandede derpaa. Da sagde Vaulundur: Nu føler jeg fuldvel at den hulde Eyr, Lægekunstens milde Disa, haver lagt Haand paa mig. Freya smilte i sit himmelblaae Klædebon og sagde hertil: Naar Sielen har en vis og virkelig kier Gienstand, da kan Eyr læge, og Freya lyksaliggiøre Hiertet i dennes Følgeskab; men uden den maatte de hver for sig blive grumme Valkyrier, som Svanhvide og Alrune, der ikke lade sig nøie med blot at dræbe paa Valpladsen. Da hun havde sagt dette, traadde hendes Møe, den hin blide Siøfna frem, med de hulde Blik og de halvtillukkede Øienlaage, og med Valmuekrandsen over de mørke Lokker. Hun rørte med sin Finger ved Vaulundurs Øye, hvorpaa han faldt hen i en mild Søvn. Derpaa bragte Alferne ham over Vandet, hen i en frisk Løvhytte midt i Skoven. Baudvilde løste de af hendes Baand og lod Baaden drive til Land.

Vaulundur sov nu sødt; men hen ad Dagningen havde han en underlig Drøm. Det kom ham for, som om han laae i sin kiere Hustrue Alvildes Arme, og at i det samme Slagfidur og Eigil traadde frem for hans Seng, med bedrøvelige, blege Kinder, blodige, og med sammenfoldede Hænder, stirrende paa ham.

57

Da de saae hans Lyksalighed smilte de, og han mærkede det var dem kiert. Slagfidur, den Ældste, stod ham nærmest, og bøiede sit Hoved hen over hans Leie, bestandig vinkende, som om han vilde tilkiendegive ham Noget. Eigil var længere borte. Han havde sat sig paa en Steen udenfor Hytten, og talde uophørlig; men saa sagte, forvirret, og Ordene saa hurtigen i hverandre, at Vaulundur ikke kunde forstaae et Ord. Da nu Vaulundur vaagnede, fandt han sig virkelig i sin kiere Hustrue Alvildes Arme. Men i det han hævede sine Øine i Veiret, saae han over sit Hoved en grøn, stor, gyngende Green af Løvhytten, netop i samme Stilling, som han troede at have seet sin Broder Slagfidur, og ligesaadan vinkende. Eigil talede endnu bestandig de forblummede, sagte, hurtig paa hinanden følgende Ord. Da nu Vaulundur vendte sit Hoved til Udgangen af Løvhytten, mærkede han, at hvad der havde givet Anledning til Forestillingen om Eigil, var et lidet Kildevæld, som rislede lige forbi Hytten. Over alt dette kom Taarerne Vaulundur i Øinene; thi han havde elsket sine Brødre høit, og gierne ønsket dem den samme Lykke, som han nu selv besad.

Nu vaagnede ogsaa Alvilde, og da hun havde omfavnet sin Husbonde sagde hun: Udentvivl, kiereste Husbonde! vil du finde dig styrket efter denne Søvn, og ved dine forrige Kræfter. Gak derfor nu hen til Nidudrs Gaard. Han sover endnu, og veed Intet af hvad der er hændet. Men paa det at Ingen skal kiende dig, og hindre dig Giennemgangen, men holde dig for een af Kongens Tienere, saa tag denne Kaabe over din Rustning. Siig ham derpaa at Vaulundur er brudt ud af sit Fængsel, og spørg ham hvad man nu 58 skal giøre? - Om dette Forslag syntes Vaulundur vel. Han klædte sig i sit Harnisk, tog derpaa Kaaben over sig, og kom saaledes uforhindret ind i Kongens Sovekammer, da Drabanterne ved Døren holdt ham for at være een af hans Tienere. Vaulundur traadde frem for Kongens Seng. Nidudr laae og sov og skielvede i Søvne. Vaulundur raabte: Vaagner op, Konning Nidudr! Nidudr vaagnede og sagde: Hvo vover at vække mig af min kongelige Søvn? Vaulundur sagde: Vredes ikke, men en sælsom Hændelse er skeet igaar, som maatte mældes Eder. Hvi haver I ikke for længe siden dræbt Vaulundur, saa var ikke det skeet, som nu er skeet. Nidudr sagde: Nævner mig ikke dette Navn! Jeg frygter ham midt i hans Usselhed, thi siden han sendte mig de kostbare Skaaler, er jeg bleven betagen af en stærk Feber, som ikke vil forlade mig. Mit Hoved fryser og Tænderne klapprer i min Mund. Vaulundur sagde: De Muslingeskaller disse Skaaler ere giorte af, vare dog intet imod de Perler, som de have hvælvet over, thi de vare Eders Sønners Pandeskaller, Herre! Deres Legemer kan I finde nedgravet under Blæsebælgen i Vaulundurs Værksted, men Eders Dotter svømmer omkring i en Baad paa Dybet, hvis sammenhobede Bølger dog ikke vare nok til at aftvette hendes Skamplet. Derpaa fortalte han hannem vidtløftigen alt hvad hændet var; kastede derpaa Kaaben tilside, drog sit Sværd og raabte med høy Røst: Og nu er jeg selv kommen herhid, du Niding! for at give dig dit Banesaar! Hævede derpaa sit Sværd for at slaae Nidudr ihiel. Men Nidudr var alt død af Skræk; og foer saaledes til Hel, hvor han nu betales, for alle sine Ildgierninger.

59

Baudvilde, da hun vaagnede, styrtede sig i Søen, men Dronningen tog Gift til sig, da hun hørte hvad der var skeet. Herpaa udraabte Almuen Vaulundur til Konge over alt Nidudrs Land. Han regierede i mange Aar, og var en ligesaa giefmild og sindrig Regent, som en duelig Krigskæmpe. Han døde i en graae Alder, og ligger begraven i en Høi, midt i Ulfsdalen, hvor hans Gaard skal have staaet. Inden i Høien finder man, endnu den Dag i Dag, en fiirkantet Bygning af store Kampestene. Paa Stenen mod Norden, er der udhugget en Mand, med sammenlænkede Been, som smedder et Sværd. Her holdtes ogsaa i mange Aar et Offer, og blev han anseet som en Gud efter sin Død, da man troede at hans Hustrue Alvilde, efter Freyas Tilsagn, havde hævet hans Siel i sine Arme op til Valhalla. Alle Smedde, naar de foretoge sig et svart Arbeide, anraabte gemeenlig først Vaulundur; og havde man for nogle hundrede Aar siden i Sverrig, i det kongelige Rustkammer, endnu det af Vaulundur smeddede Sværd, med de blaa Ædelstene, som altid længtes efter Kamp, og holdt sig i den dierveligen; men nu har det længe været borte! - Hermed endes Vaulundurs Saga.

ALADDIN, ELLER DEN FORUNDERLIGE LAMPE ET LYSTSPIL

62

        

63

PERSONERNE:

  • Sangvinitas, Prolog.
  • Soliman, Sultan i Persien.
  • Zulima, hans Hustrue.
  • Gulnare, deres Datter.
  • Stor-Veziren.
  • Saladin, hans Søn.
  • Mustapha, Skrædder.
  • Morgiane, hans Kone.
  • Aladdin, deres Søn.
  • Noureddin, Troldmand.
  • Hindbad, hans Broder.
  • Selim.
  • Sindbad.
  • En Jøde.
  • En christen Kiøbmand.
  • Bedreddin Kiøbmænd.
  • Ali Kiøbmænd.
  • Gulnares Amme.
  • En Urtekræmmer.
  • Ali Baba, Stiernetyder.
  • En Staldkarl.
  • En vagthavende Officier.
  • Første Vagt.
  • Anden Vagt.
  • En gammel Kiøbmand.
  • En Kobbersmed.
  • Bøddelen og hans Dreng.
  • En Karl.
  • En gammel Mand.
  • Morgianes Vært.
  • En Apotheker.
  • Sultanens Hofnar.
  • En Persisk Digter.
  • Fatime, en hellig Kone.
  • Caravane.
  • Pillegrimme, Abdaller og Calendere.
  • Soldater, Pøbel etc.
  • Lampens Aand.
  • Ringens Aand.
  • Paribanou, Feernes Dronning.
  • Tvende Biergpiger.
  • Lympha.
  • Zephyr.
  • En Faarekylling.
  • En Spindelvæv.
  • Første Alf.
  • Anden Alf.
  • To Fugle.
  • Nattergaler.

Chor af Lampens, Ringens og Biergets Aander, af Alfer, Sandsigerinder og Fugle.

Phantasia, Epilog.

64

        

65

PROLOG.

SANGVINITAS
træder frem og siger:

Du Nordens mørke Møe, Melancholia!
Som sidder hisset paa det tykke Bundt
Af Krøniker fra Island, gamle Digte
Fra Danmark, med en Harpe i din Haand
Af Biørnesener og af Egetræe,
Modtag idag et lille kort Besøg
Her af din Søster, af Sangvinitas,
Den ældre, muntre, morgenlandske Datter.
Glem for et Øieblik, du voxne Møe!
Tilsløret, rank og ædel, svøbt i Maar,
Din dybe Tungsind. Vaagn af din Erindring
Om Frode, Athelstein og Tryggvesøn.
Husk at den Sidste tyede hen til mig,
Da Rygen havde lært ham elske Cypern.
Stir heller ey saa taareblændt til Skyggen
Med den tredobbelt-tunge Demantskrone,
Og til hans Fader, med et spaltet Skiæg,
Der delte sig til England og til Danmark.
O glem at en Forvorpen sprængte siden
Knuds Kiste, og adsplitted skammeligt
De hvide Been. Er det dig ey Triumf nok
At Britten regner kun fra William Conqveror?
66 Tænk heller nu paa Navnet Waldemar,
Der blomstrede med Danmarks Ridderstid,
Tag Saxo frem, og lad ham huldt erstatte
Med spillende romantisk Farveblanding
Det Store i din Snorros Overblik
Paa Livet om de sneebedækte Fielde.
Erkiend min Skiønhed, yngre, blege Søster!
Og mindes at din Knud, din Eyegod,
Din Haarderaade, og saa mange Flere
Blev lokket af mit sydligmilde Blik.
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme som et hærdet Demant-Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskel-Arm,
For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frøe,
Til Solen trænger, for at giennemglødes;
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne til Norden drage,
For at forædle Slægten, varme den -
Da bliver Slægten, som du seer desværre!
En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres,
Blier bleg af Farve, søvning, mat - og døer.
Her ruller jeg fortrolig op for dig
Mit rigeligt indsprængte Blomsterflor;
Som Østens Æther let og giennemsigtigt
Udruller jeg det paa dit sorte Skiold,
At det kan laane det en hellig Grund
Af nordisk Aftendæmring.
Og finder du ey i det hele Billed
Alt hvad der turde høre til mit Rige,
Blier undertiden Farven mere mat,
End Straalerne fra Orienten taaler -
Da tilgiv Kunstneren, som malte det.
67 Erindre dig, det var din Søn, min Søster!
Der saae det Hele, skiønt med henrykt Aand,
Dog giennem dit, sin Moders, Sørgeslør;
Og harmes ikke over den Natur,
Der sødt har bragt ham til at elske dig!

68

FØRSTE AKT.

ISPAHAN.

Et lidet fattigt Værelse.

MUSTAPHA sidder paa et Bord og syer. MORGIANE spinder Bomuld.

MUSTAPHA.

Nu Morgiane? Sover du igien?

MORGIANE.

Nei Mustapha! der giorde du mig Uret.
Jeg sad og læste just min Aftenbøn,
Og lukte Øinene fast i, for ey
At blive adspredt. Det er ellers silde.

MUSTAPHA.

Hvad silde? Kom mig ey med saadan Snak!
Jeg siger det er tidlig. Hvem er Herre
I Huset her? Du eller jeg? Du er
Et Murmeldyr. Er det nu Tid at læse
Sin Aftenbøn, for fattig Folk som vi?

MORGIANE.

Hvad kan det skade at man er gudsfrygtig?

69
MUSTAPHA.

Meer end du troer. Imens du læser, seer du!
Saa spinder du ey Bomuld. Af din Bøn
Kan vi ey leve. Faaer man Brød for Bønner?
Hvad? Kan man kiøbe Kiød for dem paa Torvet?
Jeg er en gammel Mand - min Kraft er borte.
Jeg kan ey længer sye saa flink som før.
Du er min Medhielp, seer du! Det vil sige
At du skal rappe dig og hielpe mig.

MORGIANE
græder.

Jeg hielper dig med Alt jo hvad jeg kan.

MUSTAPHA.

Nu nu, græd ikke. Jeg er god igien!
Du er ey slem, du kunde være værre.
Da jeg var vel ved Magt i gamle Dage,
Da var jeg selv ey for du skulde være
For meget med. Da bad jeg selv dig skaane
De hvide Hænder og det smukke Ansigt
For Solen. Men saa gaaer det nu i Verden!
Nu er Forgyldningen af dig, og jeg er fattig.
Nu maa du spinde. Ellers gaaer det galt.
Det er ey blot os selv, den lange Lømmel,
Som driver om og giør slet ingen Nytte,
Ham skal vi ogsaa føde.

MORGIANE.

Altid har du
Saameget nu imod den stakkels Dreng.
Han er saa ung, og med hans varme Blod
70 Er man ey skikket til at sidde stille,
Med Benet overkors den hele Dag.

MUSTAPHA.

Men at gaae om med Armen overkors
Den hele Dag, dertil er Blodet koldt nok.
Hør Morgiane!

MORGIANE.

Nu saa vær dog rolig.
Der kommer han.

ALADDIN
kommer ind.

God Aften, Fader!

MUSTAPHA.

Ja
Jeg skal godaftne dig, din lange Slyngel!
Har du nu drevet hele Aftnen om
Paa Gaden med de andre Drenge? Hvad?

ALADDIN.

Ney Fader! Jeg har ikke drevet om.
See her er Penge fra den rige Kiøbmand,
For den violblaa Silkekaftan. Manden
Var ikke hiemme selv, men som en Dreng
Har jeg frie Adgang i det hele Huus,
Og naar jeg kommer der engang iblandt,
Kan jeg ey slippe fra hans Fruentimmer.
Du hellige Prophet! hvad dog de Piger
Er deilige. De giorde Løier med mig,
Og spurgte skiemtviis om jeg ogsaa vel
Forstod mig noget paa min Profession?
At jeg nok var den rette Skrædder, jeg!
71 Jeg svarte dem, at dersom de tillod det,
Saa tog jeg Maal strax af dem allesammen.
Dertil var de nu alle villige,
Og bragte lange Strimler af Papir.
Da skulde I kun seet en Maalen, Fader!
Om Armene, om Livet, og om Barmen.
O hvor det dog er skiønt at være Skrædder!

MUSTAPHA.

Ja jeg skal skræddre dig! Ja jeg skal skræddre
Dig Kieltring.

Vil springe ned af Bordet, men glider og er færdig at styrte.

Ak du hellige Prophet!
Hielp! Hielp! Jeg glider. Hielp! Jeg brækker Halsen.

ALADDIN
hielper ham.

Ja saadan er det at forhaste sig.

MUSTAPHA
med indbidt Forbittrelse.

Min Søn! Tag mig den Alen, som der hænger.

Aladdin rækker ham Alnen. Mustapha hugger efter ham; men Aladdin springer tilside, saa at han slaaer Bomuldstotten paa Morgianes Rok ned i Lyset. Aladdin løber ud.

MORGIANE,
som vaagner af den Søvn, hun nylig var falden i, seer Totten brænde og raaber:

Brand! Brand! Brand! Ispahan! Brand! Ispahan!
Den store Hovedstad i Persien
Staaer i lys Lue.

72
MUSTAPHA.

Ney, det er for galt.
Jeg gamle Mand, det holder jeg ey ud.
O slemme Skarn! Du liderlige Fugl!
Som ey vil staae imens man straffer ham!
Som skiller mig ved al min Næring, hos
De rige, de mistænkelige Kiøbmænd;
Som - Morgiane! Er du fra Forstanden?
Du sidder stille og laer Totten brænde?
Sluk! Sluk! Om du saa aldrig slukker meer.

MORGIANE
ganske forstyrret.

Sluk! Hvormed skal jeg arme Kone slukke?
Her er jo ingen Sprøyte eller Brandspand.
Ak! Ak! min Bomuld! Ak min Spindeløn!

Hun gaaer i Forskrækkelsen hen og tager den Silkeklædning, som Mustapha nylig har syet paa, og kaster over Ilden.

MUSTAPHA.

Ney, nu er det forbi. Kaftanen brænder!
Jeg mægter ikke at betale den.
Jeg arme Mand. O Himmel! jeg faaer Ondt.

Synker i Morgianes Arme.

AFRIKA.

Et stort Værelse, oplyst af en døsig Lampe. Rundtomkring paa Væggene hænge alleslags underlige Instrumenter. Adskillige Boghylder paa den ene Side. I Baggrunden sidder

NOUREDDIN TROLDMAND,
i et langt sort Klædebond, med et Axelskierf om Livet, bemalet med hemmelige Ziffre. Foran 73 sig paa et Bord har han en liden Kasse staaende, fyldt med fint Sand. Han sidder meget fordybet og hensiunken; tegner Punkter i Sandet med en Ibenholdts Griffel, forbinder dem med Streger og punkterer. Pludselig bryder han ud:

En Skat! En sielden Skat! - I Verden ingen
Saa stor. - Udi en Hule. Hvor? - I Asien!
Og hvor i Asien? - Ved Ispahan!
Dybt under Jorden; i en hvælvet Grotte;
Indkrandst af Bierge. - Hellige Prophet!
Hvad Hemmelighed aabenbarer sig
Her for min Siel! Saa lykkes det mig dog,
At efter fyrgetyve lange Aars
Utrættede, vedholdne, strænge Flid
I Midnatsstunden - Stille! Lad mig see:
Hvad er det for en Skat? - En Kobber-Lampe!
En gammel, plump, anløben Kobber-Lampe!
Hvori bestaaer dens Kraft? - I Taager skiult!
Det seer først Eyermanden. Og skal jeg
(Min Tunge knap af Frygt og Haab indlænket
Her mægte kan at tale Ordet ud)
Skal jeg da blive denne Eyermand? -
Det fine Sand, som Vandet, sammenruller,
Og efterlader ikke Griflens Spor.
Utydeligt! - Dog stille! Runde Bølger
Sig taarner i det tørre Hav, som naar
En Stormvind gaaer i Biledulgerid.
Hvad sige disse Toppe? - Jeg skal hente
Hin gamle Digters Bog, som staaer paa Hylden,
Øster i Salen. Paa den første Side
Mit Øie falder, naar jeg slaaer den op,
Jeg læse skal. Det bringer mig paa Spor!

Han gaaer langsomt hen, tager en gammel Foliant, 74 slaaer den op, og læser paa den første Side, han træffer:

Sælsomt er Lykkens Gaver rundt fordeelt,
Som Funker er de spredt fra Syd til Norden,
Og saare Faa besidde Lykken heelt.

Hvert Blomster har sit eget Sted paa Jorden,
Hvor Druens Blod er varmest, lurer Død,
I hule Jordbund buldre Lyn og Torden.

Blandt Østens Palmer mellem Frugten, sød,
Sig Brilleslangen under Løvet sniger,
Og Giften blusser giennem Blomsten, rød.

Fra kolde Nord snart varme Sol bortviger,
Men uden Jordskielv, uden Gift og Pest,
Nødtørftig Rugen groer for stærke Kriger.

Naturens muntre Søn er Lykken næst.
Hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
Naar Solen slukkes i det blege Vest,

Det finder han med Lethed ved et Under.
Fast ubegribeligt ham Lykken gaaer
Imøde, mens han sødt og sorgfrit blunder.

Og deri Lykken netop jo bestaaer,
At den umiddelbar, ved skiulte Kræfter,
Hen til sin elskte Gienstand sikkert naaer.

Den kommer selv, den vil ey gribes efter.
Det hielper lidt kun at du søge vil,
At du din Tanke paa dens Ankomst hæfter.

Du griber - Haabets Dør sig lukker til.
Hvis ey umiddelbar din Lod er falden,
75 Da blier du for din Higen kun et Spil.
Da hielper ey din Forsken og din Kalden.

Han lukker Bogen langsomt.

En Dødelig har skrevet dette Digt.
En ringe Sanger, uindviet i
Naturens helligste Mysterium.
Mild aabner den for mig sin skiulte Skat.
Var det for strax derpaa at spotte mig,
Af qvindligt Lune? Ney! Den vise Røst
Var ingen Spottefugls; dens rene Lys
Er ingen Lygtemand, som leder vild.
Alvorlig, blid dens Finger peger hen
Til Skatten, som den huldt for mig oplader.
Men jeg forstaaer hvad, mystisk underlig,
Den, og ey Sangeren igiennem dette
Umodne Digt, mig giver at forstaae.
Adspredt er Jordens Kræfter, mange Hænder
Forenes maae at lette svare Byrder.
Mig givet blev, med dyb, skarpsindig Aand,
At skue i Naturens Inderste,
Men det udvortes Redskab er jeg ey.
Naturens muntre Søn (en melkeblods
Natur, hvis rene Fattigdom paa Tanker
Har alle Kræfter spart til Kiød og Blod)
En ung enfoldig Dreng skal hielpe mig,
Skal tage Skatten, næsten som i Søvne,
Og flye mig den, uklog paa dens Værdie.
Er det ey saa, du store Salomon?

Han sætter sig atter til at punktere.

Ja det er saa! En Ild med Røgelse
Skal giøre Hulens Indgang kiendelig;
Og en rødmosset, uopdragen Dreng,
Som ved et Lotterie hist i Europa,
76 Skal trække Lodden ud, til min Gevinst.
Tak være dig, du mægtige Prophet!
Min Siel er mat af sin Anstrængelse.
Min Lykke fundet er. Det trætte Legem
Til Hvile stunder. Sødt kan slumres nu.
I Morgen staaer jeg paa mit blotte Ord
I Asien; og inden Overmorgen
Staaer jeg med Lampen, Jordens bedste Stierne,
(Som Himlens lykkelige Stierner skienkte mig)
Her atter i min Haand.

Gaaer.

ISPAHAN.

Mustaphas Stue. MUSTAPHA ligger Liig. MORGIANE og hendes NABOERSKER staaer omkring Kisten.

MORGIANE.

Endnu engang, hav Tak, I gode Qvinder!
Som hialp mig med min stakkels gamle Husbond.
Han er nu død! Ak hellige Prophet!

Græder.

Han sidder aldrig meer paa Bordet der,
Og syer og skiender paa mig for min Søvn.
Nu sover han langt stærkere end jeg.
Hav Tak, min gode Mirza! Du Amine!
Hav Tak! Ifald Propheten skulde kalde
Snart een af Eders Mænd, skal Morgiane
Sig vise redebon, som I har viist Jer,
Med Vaskning, Tvætning, Kistelægning, Pyntning.
Ak Allah! Tænk, det Taft han ligger i
Det blev hans Død. Han vilde slaae Aladdin,
Saa slog han i min Bomuldstot; den faldt
77 I Lyset; jeg, forskrækket af min Søvn,
Sprang op og vilde slukke Ildebranden;
Men da jeg ikke kunde skille Sort
Fra Hvidt, i Angsten, tog jeg Silkekiolen
Og vilde slukke med. Min arme Mand!
Bleg sank han i min Arm, og døde kort
Derpaa af Skræk. Græder. Du gode, gamle Mand!
Nu, den Vey skal vi alle gaae. Men Himmel!
Det er dog tungt - og paa en saadan Maade!
Aladdin er en Galgenfugl! - Farvel
I gode Qvinder! Hisset kommer alt
Ligbærerne. Jeg holder det ey ud.

Ligbærerne komme.

Mit Hierte brister! - Ak I gode Mænd!
Saa tag da Kisten, men tag ey for haardt.
Det er en gammel Mand, ak bær ham varlig,
Han taaler ikke mange flere Stød.
Og vend hans sølvgraae Hoved imod Mekka,
Og Fødderne, koldt udstrakt, mod Medina.
Endnu et Kys! Ak hvor han ligger roligt.
Før foer han altid op. Det er forbi.
Farvel min Mand! Min Mustapha! Farvel.

Ligbærerne gaae bort med Kisten. Qvinderne hyle over Liget.

GADE.

ALADDIN; en Hoben ANDRE DRENGE. I Baggrunden NOUREDDIN, som giver Agt paa deres Tale og Adfærd.

SELIM.

Der er Aladdin! Saa, nu kan vor Leeg
Begynde ret.

78
ALADDIN.

God Morgen Kammerater.

SELIM.

Hvor blev du af saalænge?

ALADDIN.

Seer du vel,
Der var Begravelse her uden Byen,
Paa Kirkegaarden ved Moskeen hist.
Det maatte jeg først see. Det er saa morsomt
At høre Sangen, og at see dem gaae
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.

SELIM.

Hvi har du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?

ALADDIN
ganske ligegyldig.

Min Fader.

SELIM.

Hvad? Din Fader? Er han død?

ALADDIN.

I Forgaarsaftes døde han.

SELIM.

Og derom
Har du ey talt et Ord?

ALADDIN.

Saa har jeg glemt det.

79
SELIM.

Og sørger ey?

ALADDIN.

Nu har jeg Raad til det!

SELIM.

Jeg mener ey med Klæder, men med Sielen.

ALADDIN.

Ey hvad! Den som vil sørge over Alting
Fik Nok at sørge over. Han var gammel.

SINDBAD.

Naa kom nu! Kom! Den rige Kiøbmand hist
Paa Hiørnet, vil idag igien udkaste
Tre Pomeranzer her, i Gramsetag.

ALADDIN.

Ja jeg er med.

SINDBAD.

Er du? Det troer jeg nok.
Der kommer alt den Ene. Vaerskoe, Drenge!

En Pomeranz bliver kastet ud af et Vindue, Aladdin griber den.

SELIM.

Du er nu altid lykkelig.

DRENGENE.

Fleer! Fleer!

En Pomeranz kastes atter ud, som Aladdin ligeledes griber.

ALADDIN.

Det var den Anden. Nu har jeg alt To.

80
SINDBAD.

Aladdin maa ey være længer med.
Den Tredie maa han ikke gramse efter.
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!

De holde paa Aladdin. Den tredie Pomeranz kastes ud, den falder i hans Turban.

ALADDIN.

Det var den Tredie. Een jeg spiser selv,
Og der har I de andre To igien!

Han kaster de to Pomeranzer i Luften. Drengene løbe bort for at gribe dem.

NOUREDDIN
træder frem.

Hvi skulde jeg gaae længer? Dette Spil,
Saa hensigtsløst og barnligt som det lader,
Har Skiebnen stiftet, for at vise mig
Mit Redskab. Netop som jeg tænkte ham!
Rødmusset, stærk og doven, sorgesløs.
Hans Fader blev begravet - han gik ud
At see paa det, som paa et andet Spil.
Togange skienker Lykken ham sin Gunst,
Og trediegang, med sammentvungne Hænder,
Han lokker den ned i sin Turban-Pul.
Hvad vil jeg meer? Her har jeg hvad jeg søgte.

Gaaer hen mod Aladdin.

Til Lykke, unge Ven! Jeg seer du er
Vel øvet i at gramse.

ALADDIN
undseelig.

Ja saamænd!

81
NOUREDDIN.

Bliv ikke vred, at jeg saa dristig kommer
Og taler med dig, uden dit Bekiendtskab.
Men flere Ting opmærksom mig har giort.
Først er du i den hele Drengeflok
Den Smukkeste; dernæst er du den Største.
Hvor gammel er du?

ALADDIN.

Sytten Aar.

NOUREDDIN.

Ja seer man!
Og du seer endnu ældre ud. Du mangler
Kun Skiegget, saa var du complet en Mand.
Dertil er du behændigst af dem Alle,
Og lykkeligst. Jeg er en fremmed Kiøbmand,
Kun lidt kiendt i det store Ispahan,
Og søger derfor smukke Folks Bekiendtskab.

ALADDIN.

Min Herre! I beviser mig stor Ære.
Med mit Bekiendtskab er I lidet tient.
Jer er en fattig Skrædderdreng. Min Fader
Er død. Han vilde prygle mig, saa slog
Han i min Moders Bomuldstot; saa gik
Der Ild i Totten, og - saa døde han!

NOUREDDIN.

Jeg hørte Eder tale om hans Ligfærd,
Og - bliv ey vred - den Ligegyldighed
Hvormed du talde, kom mig til at studse.

82
ALADDIN.

Ak hvad! det var en gammel, stakkels Mand.
Halvfierdsindstyve Aar! Saa gammel bliver
Kun Faa i Ispahan.

NOUREDDIN.

Men som jeg hører,
Saa har du været Aarsag i hans Død.

ALADDIN.

Fordi jeg ikke vilde lae mig slaae for Panden
Med Alnen, men behændig sprang tilside?
Ney, kiere Herre! Tænk Jer dog et Liv,
Der hænger i saa tynd en Spindelvæv,
At det kan døe af Skræk, naar der engang
Gaaer Ild i Bomuldstotten. Han maa takke
Mig til, fordi jeg skaffed ham et Paaskud
Til at forføie sig herfra.

NOUREDDIN.

Det var
Ey sønlig talt.

ALADDIN.

Den store Allah veed
Om jeg just var hans Søn. Han var alt gammel
Da han min Moder tog, og hun var ung
Og smuk, hvis man kan troe hvad Rygtet siger.
Al Semi, en Emir, kom tit i Huset;
Han havde mig ret kier; jeg lignte ham;
Han gav mig ofte før Foræringer;
Nu er han dræbt i Krigen af en Tyrk!

NOUREDDIN.

Din Fader var saa gammel? Siig, hvad heed han?

83
ALADDIN.

Hans Navn var Mustapha.

NOUREDDIN
med stigende Opmærksomhed.

Og han var Skrædder?

ALADDIN.

Med Liv og Siel!

NOUREDDIN.

Og har alt længe boet
I Ispahan?

ALADDIN.

Saalænge jeg kan huske.

NOUREDDIN.

Knarvurren, vranten, hidsig af Gemyt?

ALADDIN.

I kiender ham?

NOUREDDIN.

En stræbsom gammel Mand.

ALADDIN.

Ja rigtig!

NOUREDDIN.

Som bestandig vilde
At man sig Noget skulde tage for,
Og ikke gaae paa Gaden om og drive.

ALADDIN
forundret.

Det er ham! Det er hans udtrykte Billed.

84
NOUREDDIN
omfavner ham.

Min Brodersøn!

ALADDIN.

Hvordan? I er hans Broder?

NOUREDDIN.

Hans kiødelige Broder! Muhamed
Du hellige Prophet! Jeg troede længst ham død,
Og haabed ey at træffe paa hans Slægt,
Og nu jeg finder en saa vakker Yngling.
Kom! Kom! Hvad hedder du?

ALADDIN.

Aladdin.

NOUREDDIN.

Rigtig!
Det skrev han froe mig til, da du var født.
Thi - hvad du sagde om Emiren nys -

ALADDIN
undseelig og bange.

Ak! bryd Jer ey om det. Det faldt mig kun
Saa ud af Munden, kiereste Herr Fætter!

NOUREDDIN.

O kom Aladdin! Kiere Brodersøn!
Kom, bring mig til din Moer. Hun lever dog?

ALADDIN.

Her boer hun! Her i dette lille Huus.

NOUREDDIN.

Du hellige Prophet! Hvor Skiebnen fører
Dog Alt besynderligt i denne Verden.

De gaae ind.

85

STUE.

NOUREDDIN, MORGIANE og ALADDIN sidder om et Bord, ved et velsmagende Maaltid.

MORGIANE.

Høistærede Herr Fætter! Kiere Svoger!
Broer Noureddin! (Tag ikke ilde op
At jeg saa dristig taler) Ney saa vilde
Jeg heller troet at Caucasus var sløifet,
At Solen havde tørret Euphrat ud,
End at min kiere, brave Ægtefælle,
(Nu er han i Prophetens Paradis,
Hvor unge Houris, smukkere end jeg,
Omfavner ham og klæer ham af og paa,
Og stryger ham med Multum for sin Gigt.
Ak lad dem det! Jeg er kun lidt jaloux)
Men - hvad jeg vilde sige, kiere Svoger!
Det kunde jeg, som sagt, dog aldrig troe,
At Mustapha, det gamle stakkels Skrog,
Var Broder til en saadan fornem Herre.
Jeg har ey heller i mit hele Liv
Hørt Manden tale om Jer. Derfor troede
Jeg ogsaa først - tilgiv min dumme Mistroe -
At I nok var en Tyv, en Kieltringknægt,
Som kom kun for at see paa Leiligheden.
Men da jeg saa betænkte mig igien,
At her var intet meer at stiele af,
End paa en Banke Sand i Sahras Ørkner,
Og da I nu lod hente Mad og Sherbet,
Og gav os et saa herligt Traktement,
Da bortsvandt al min Mistroe, kiere Fætter.
Thi ak! hvad skulde bragt Jer til at giøre
86 Mig arme Kone, med min stakkels Dreng,
Saameget Godt, var det ey Slægtskabs Skyld?

NOUREDDIN.

Ja kiere Svigerske! Hvad jeg kan giøre
For Eder, og for Eders gode Søn,
Det skal jeg giøre som en ærlig Fætter.
Hvi hindred Skiebnen mig bestandig i
At høre om min Broders trange Kaar?
Jeg skulde vist forlængst, med villigt Hierte
Og med uskrømtet Glæde hiulpet Eder.
Dog skeet er skeet og kan ey giøres om.
Det hielper ey at klynke over det
Som ey kan ændres, lad os altsaa nu
Betragte det Nærværende. Skienker. Aladdin!
Kom Søn, og drik mig til.

ALADDIN.

God Taar, Herr Fætter!

NOUREDDIN.

Siig altsaa, kiere Morgiane! nu
Hvordan I har det? Hvoraf lever I?
Hvad giør Aladdin? Er han flittig? Har
Han alt bestemt sig? Hvortil har han Lyst?

MORGIANE.

Ak hvortil han har Lyst? At gaae paa Gaden
Den hele lange Dag, at spille Skorsteen,
Nærmest til Væg, Klink, Pind, og Soe i Hullet;
At søle sig i Snavset, som et Svin,
At rive Buxerne itu for Knæet,
At slide Hul paa sine Albueærmer,
At slaaes, at bande; og at løbe gal.
87 Ak, kiereste Herr Fætter! I kan troe
At han har giort mig mangen Hiertesorg.
Han giør mig ey saa glad; det staaer jeg for!
Det er min Søn, det er mit Kiød og Blod.
Han er ey hæslig! Deilig rød og hvid,
Og Alle siger at han ligner mig!
Men Sandhed maa for Dagen, om den saa
Skal ud igiennem mine Sidebeen.
Jeg spinder Bomuld hele Dagen, men
Hvad vil vel det forslaae? Han gidder ey
Bestille - Gud forlade ham, det Skarn! -
Saameget som at kæmme selv sit Haar.
Alt ligger paa mig arme stakkels Kone!
Han skulde være Skrædder, som hans Fader,
Men ak Gud bedre ham for Skrædd'r han er!
Ney, der vil Andet til, end gaae og drive. -
Da Mustapha var endnu levende
Tog jeg det Skarn i Forsvar. Himlens Straf
Nu kommer over mig, for al min Svaghed.

NOUREDDIN.

Nu, kiere Svigerske! Giv Jer tilfreds.
Saavidt som jeg kan mærke paa Aladdin,
Saa er han af en ædel, stolt Natur.
For ung til selv at aabne sig en Bane,
Nedtrykt af al den Armod rundt omkring sig,
Er han ey vaagnet ret endnu; og derfor
Har Leeg og Lediggang bestandig tumlet
Den ubevidste Siel, som i en Vugge.
Jeg vædder, naar man satte ham istand
Til at begynde en anstændig Handel,
At naar man skaffed ham en Bod, med Varer
Af alleslags fortræffelige Stoffer,
88 Fra China, Indien og fra Levanten,
Jeg vædder To mod Een at hans blev kied
Af al sin gamle Tidsfordriv, og fik
Til bedre Sysler Lyst. Ey sandt Aladdin?

ALADDIN.

Herr Fætter! I kan læse i mit Hierte.
Ak! jeg kan aldrig gaae en Bod forbi,
Som hænger fuld af Guldmor og af Sølvmor,
Af Flor, af Atlask og af Silketøier,
Og klare Perlebaand, og slige Sager,
Før strax jeg tænker: Havde du dig dog
En saadan herlig Bod! Saa kom hver Dag
De skiønne Perserinder i din Bod,
Og slog de lange Sølverslør tilside,
For ret de smukke Varer at besee;
Og mens de saa besaae min Herlighed,
Besaae jeg deres Herlighed igien.
O kiere Fætter! Skaf mig slig en Bod.
Og her jeg lover Jer med Haand og Mund,
At jeg skal blive ordentlig, fornuftig,
Selv rede Haaret, vaske, tvætte mig,
Og ikke lege med de dumme Drenge.

NOUREDDIN
rækker ham Haanden.

Et Ord et Ord?

ALADDIN
tager den.

En Mand en Mand!

NOUREDDIN.

Top Fætter!
I Overmorgen har du dig en Bod.

89
MORGIANE.

Ak hellige Prophet! Den arme Orm!
Hvor skulde han faae den fra?

NOUREDDIN.

Kiere Moder!
Jeg kiøber og forærer ham en Bod.

ALADDIN
falder ham om Halsen.

Nu! det kan man dog kalde en oprigtig
Og ærlig Fætter. Kiere, kiere Fætter!
I er af mine Folk. Men kiere Fætter!
Der er saa længe til i Overmorgen,
Var det ey bedre strax, - imorgen tidlig -
At kiøbe Boden? Det er dog saa godt
At faae fra Haanden, hvad man skal; og jeg
Kan ikke taale godt at bie.

MORGIANE.

Dosmer!
Kiødhoved! Lange Lømmel! Er der da
Ey mindste Tanke i dit tykke Hoved?
Er det Taknemlighed? Og taber du
Ey Mælet over saa uventet Godhed?
Ak jeg maa græde! Kiereste Herr Fætter!
Er I en Engel, sendt fra Himlen ned,
At hielpe denne faderløse Orm.
Den arme stakkels Dreng. Flux hen, dit Afskum!
Og kys Herr Fætteren smukt paa sin Haand,
Og tak ham. - Ak er det ey alt en Drøm?
Jeg er saa vandt til Sorg og Usselhed,
At denne Lykke giør mig reent forplumret.

90
NOUREDDIN.

Vær rolig, gode Kone! Ney Aladdin,
I Morgen er det Fredag, Helligdag,
Da kan man ikke kiøbslaae. Hver en Bod
Er lukket til, og Livet deler sig
I Gudsfrygt og uskyldig Tidsfordriv.
I Morgen vil jeg skaffe dig en Klædning,
Som passer for din nye Stand, saa vil vi,
Ifald din Moder ey er derimod,
Spadsere sammen ud af Stadens Porte,
Igiennem disse smukke kiølne Haver,
Som rundt omringe den. Du har dog Lyst?

ALADDIN.

Stor Lyst, Herr Fætter! Grumme megen Lyst.

NOUREDDIN.

Saa vil vi skilles ad i Aften; thi
Det er alt sildig, og jeg mærker at
Jeg er af Reisen træt. I Morgen sees vi.
Farvel saalænge Børn.

ALADDIN og MORGIANE.

God Nat, Herr Fætter!

EN VILD BIERG-EGN.

Tvende store Klipper skraane brat ned imod hinanden og danne et snevert Pas, i hvis Midte er en liden behagelig Strækning, bevoxet med Græs og Blomster. Træerne fra Fieldet lude tildeels derover, og ud af Klippen springer en Kilde, som snoer sig ned i Afgrunden.

NOUREDDIN, ALADDIN.

De komme gaaende sammen, fordybet i en Samtale.

91
ALADDIN.

Ak kiereste Herr Fætter! I fortæller
De bedste Eventyr, som jeg har hørt
I al min Levetid. Det er en Lyst
At høre Eder saadan tale, Fætter!
Det forekommer mig, som om jeg var
Langt klogere, end da vi først gik ud
Af Porten. I har viist mig rundtomkring
I alle Verdens Dele. Hvad I siger
Om Handelsdriften, er fornøieligt
At høre paa; dog maa jeg tilstaae reent ud,
At hvad I talde om Naturens Kræfter,
Dens skiulte, underlige Skatte, om
De Mennesker, som af en venlig Skiebne,
Tit pludselig faae det som Andre hige
Forgieves efter deres hele Liv;
Om det Usynliges Indvirkning i
Det Synlige, og alle slige Sager,
Det mored mig af alle Ting dog meest!

NOUREDDIN.

Det er og det Mærkværdigste, min Søn!
Det Helligste, hvortil vor Siel sig hæver.

ALADDIN
seer sig forbauset omkring.

Men Hillemænd! Hvor er vi kommen hen?
Henrevet af hvert Ord, I sagde mig,
Har jeg saa reent forglemt at huske Veyen,
At langt fra Haverne, ud over Marken
Vi komne er, og staae nu midt imellem
De vilde Bierge. Rigtignok det kom
Mig for, som jeg blev træt engang paa Veyen,
92 Men det var snart forglemt. Er det maaskee
Saaledes ogsaa gaaet Eder, Fætter?

NOUREDDIN.

Ney, elskte Søn! Med Forsæt har jeg ført
Dig uformærkt fra Stadens Larm og Bulder,
Ind i den vilde, herlige Natur.
Af barnlig Glæde slog dit unge Hierte,
Da hist igiennem Haverne vi gik,
Der, som en stor uhyre Blomsterkrands,
Den store Steenhob kiøler og omdufter.
Og skiønt jeg nægter ey at disse Lunde,
Hvor Kilden risler, Pomeranzen lugter
Og qvæger Tungen med sin hulde Saft,
Er et husvalende og venligt Syn,
Saa staaer dog denne smaalige Natur,
Af Nødtørft sammentrængt i visse Grændser,
Opvoxet inden Eyendommens Skranker,
Og under Eyermandens Herskerblik,
Saa langt tilbage for Naturen, i
Sin dristige og grændseløse Rigdom,
Som Natte-Faklen for den lyse Sol. -
Tilsyneladende tilfældigviis kun,
Men i mit Hierte sindrig overtænkt,
Har jeg paa Veien ledt din muntre Aand,
Fra ringe Gienstand til en større Udsigt.
Jeg vilde stemme dig til, uformærkt,
At vænnes til det høist Forunderlige.
At ikke, som en rask og vælig Ganger
Vel af Natur, men stakket paa Forstand,
Du skulde studse ved uventet Knald.
Det har jeg giort; og troer nu at jeg vel
Kan uden Fare sige dig min Hensigt.

93
ALADDIN.

Tael kun, Herr Fætter! Jeg er ikke bange.

NOUREDDIN.

Saa viid, min Søn! At jeg i mange Aar
Har grandsket i Naturens lukte Bog,
Og at det endelig ved ufortrøden,
Anstrænget og usvækket Flid tilsidst
Mig lykkedes at spore Sager op,
Som ikke sees af Mængdens matte Øye.
Blandt Andet har jeg sikkert grundet ud,
At netop her, paa dette Sted vi staae,
En Hule hvælver sig dybt under Jorden,
Hvor alt hvad Bierget giemmer i sin Favn
Langt skiønnere og mere glandsfuldt blomstrer,
Med stærke Straaler i en evig Vaar,
End Overfladens skrøbelige Planter,
Hvor Farven falmer hurtig som den kom,
Og efterlader kun den visne Stub.
Hvis nu min Ven Aladdin! du har Mod
Til at betragte denne skiønne Hule,
(For din Skyld gik jeg kun den lange Vei,
Thi jeg har ofte seet slig Herlighed)
Saa vil jeg, ved et mørkt forblummet Ord,
Og ved at tænde Ild i nogle Qviste,
Snart sikkert finde ud den skiulte Indgang.

ALADDIN.

Hvordan, Herr Fætter! Her? Her er en Hule?
Her under denne Plads, jeg træder paa?

NOUREDDIN.

En deilig Hule, hvor Naturen har
Gavmild forenet al sin spredte Skiønhed.

94
ALADDIN.

Og denne Indgang, som er ganske skiult,
Den kan I finde ved at brænde Qviste
Og tale nogle underlige Ord?

NOUREDDIN.

Ja, elskte Søn! Det skienkte Allah mig.

ALADDIN.

Nu har jeg aldrig hørt saa galt!

NOUREDDIN.

Du er
Dog ikke bange?

ALADDIN.

Bange? Paa det Lav.
Men - det er dog jo høist besynderligt!

NOUREDDIN.

Hist hvor de tørre Grene hænge ned,
Af Solen marvet ud, paa brændte Field,
Did gak! og hent en Dragt af trøsket Qvas;
Men skynd dig Søn! Thi Natten stunder til.

ALADDIN.

Herr Fætter! Eders Villie er min Lov.
Jeg higer efter denne skiønne Hule,
Og henter Træe til den fornødne Ild.

Gaaer.

NOUREDDIN.

Saa er da nu den store Time kommen,
Der sætter mig i fast Besiddelse
Af alle Jordens mange Herligheder!
95 Her er det lidet, ubekiendte Sted,
Hvorefter jeg har ledt min hele Livstid,
Og reist saa mange, mange hundred Mile.
Aladdin er mit Værktøi. Hisset kommer
Han sorgesløs, med en Dragt Ved paa Ryggen.
Af Hastværk har han neppe Tid at see
Hvorhen han flytter Foden, mens han gaaer.
O du enfoldige Letsindighed!
See dig omkring, og qvæg for sidste Gang
Dit Øie i det friske Blomsterskiær,
Dit arme Legem i det blide Solskin.
Snart gisper du i Mørket, uden Sol,
Og uden Blomster efter Hungersdøden.
Dog hvad Medlidenhed? Enfoldig Svaghed!
Betænker sig Naturens Grubler paa,
At stikke Naalen i Insektets Ryg?

ALADDIN
kommer tilbage med Brænde paa Ryggen.

Herr Fætter! Her er Brænde til en Ild,
Hvorved I stege kan en Elefant.
Men, medens jeg gik hisset om, og ledte,
Og samled Qviste op, og bandt dem sammen,
Og lagde dem paa Ryggen, og gik fort,
Saa faldt det gamle Eventyr mig ind
Om Abraham, som vilde offre Isak,
Hvordan den arme Dreng selv maatte slæbe
Det Træe hvorpaa han skulde været brændt.
Men Allah sendte ham en Cherubim
Til Hielp fra Himlen. Allah hielper altid,
Naar Nøden størst er. Ikkesandt Herr Fætter?

96
NOUREDDIN
forvirret.

Ugrundelig er Allahs Viisdoms-Vey!

ALADDIN.

Den gode Isak var dog ganske vist
En lille bitte Smule alt for dum,
At ey han kunde mærke slige Streger.
Det skulde været mig? Jo jo min Karl!
Dog, det er vel et Eventyr det Hele!

NOUREDDIN.

Formodentlig. Saa! Læg nu Riset der.
Saa vil jeg strax slaae Ild. Men end et Ord.
Jeg stedse, fra det første Øieblik,
Jeg saae dig gramse Pommeranzen hist,
Har holdt dig for en vakker Dreng, en Knøs,
Der ey var bange, som en gammel Kierling,
Men rask og uforsagt, og gierne vilde
I Lav med det, som var besynderligt.

ALADDIN.

Hvis det er Eders Tanker om mig, Fætter!
Saa haaber jeg I ey har taget feil.

NOUREDDIN.

Velan da! Da du er min Brodersøn,
Og da jeg elsker dig og gierne vil
Forskaffe dig en Glæde, som tilforn du
Har aldrig nydt - saa gaaer vi nu til Sagen,
Naar jeg har slaaet Ild i dette Qvas,
Og kastet Røgelsen, og talt derover,
Saa ryster Jorden. Og naar det er skeet,
97 Faaer du en Steen at see, som skyder frem sig
Af Jordens Skiød, fiirkantet, med en Jernring.
Den løfter du med ringe Kræfter op,
I det du nævner sagte ved dig selv
Din Faders og din Bestefaders Navn.
Og neppe har du veltet Stenen bort,
Før strax du seer en Trappe, ned ad denne
Du stiger. Frygt dig ey for Hulens Mørke,
Det svinder snart; thi Grottens klare Frugter,
Som Stierner spillende i alle Farver,
Snart lyser atter, med langt større Skiønhed,
End denne lumre, svoveltændte Sol.
Først kommer du igiennem trende Grotter,
Hvor Guld og Sølv, ret som i store Tønder,
Er sluttet ind udi Granitens Kløfter.
Gaae det forbi, rør heller ey derved,
Det sidder fast, du spilder ikkun Tiden.
Naar disse trende Kamre nu du først
Har giennemvandret, ak! da kommer du
Ind i en Have. Paradisets Have
Var ey saa smuk; maaske dog var det den,
Som flygted did ned efter Syndefaldet.
De herligste og straalerigste Frugter
Af allehaande Farver, røde, blaae,
Græsgrønne, violette, hvide, gule,
Som Ædelstene i en Sultanindes
Guldørnring, hænge der i herlig Orden.
Hvor gierne gik jeg ikke selv derned.
Men ak desværre! Een ad Gangen kun
Kan nyde denne Fryd; for din Skyld dog
Jeg gierne nægter selv mig denne Lykke.
Alt hvad jeg fordrer for min Godhed mod dig
Er, at du heelt gaaer op igiennem Haven,
98 Til Muren ligefor i den dunkle Baggrund.
Der hænger i en røget, mørk Fordybning
En gammel Kobber-Lampe. Den skal du
Hidbringe mig. Du veed jeg er en Ven
Af gamle Snurrepiberier; jeg
Har sagt dig at jeg samler slige Sager,
Og Lampen, uden Værd for alle Andre,
Har altsaa dog en indbildt Værd for mig.
Paa Veien, naar du gaaer tilbage, maa
Du gierne plukke dig saamange Frugter,
Som du kan bære, for at bringe hiem.
Men skynd dig kun, og bring for alt mig Lampen.
Du har ey nødig selv at frygte for
At den skal smudske dig; naar du har slukt
Dens Ild, og øst dens Olie ud paa Jorden,
Saa tørres den strax ganske af sig selv.

ALADDIN.

Godt, kiere Fætter! Jeg er redebon.

NOUREDDIN
tager en Æske frem med Røgelse, og kaster Noget deraf i Ilden. Strax derpaa høres et svagt Tordenbrag. En Lynstraale slaaer ned i Jorden, hvor Røgelsen brænder. Jorden skielver. En stor fiirkantet Marmorsteen skyder sig op, horizontal med Jordens Overflade. I Midten deraf er befæstet en stor Jernring.
NOUREDDIN.

Kom nu Aladdin! Skynd dig! Ufortøvet!

ALADDIN
angest.

Ak ney, Herr Fætter! Kiereste Herr Fætter!
Forskaan mig! Ak! Jeg tør det ey! Jeg ryster!

99
NOUREDDIN
slaaer ham i Hovedet saa han tumler.

Barnagtige, foragtelige Dreng!
Troer du at giekke mig? Har jeg for din Skyld
Saa svart et Arbeid foretaget mig,
At du, som en forkielet Skiødehund,
Skal staae og ryste, mens man klapper dig?
Flux grib i Ringen! Eller ved Propheten
Og ved den store Salomon, jeg lænker
Dig fast til denne Steen, og reiser bort
Til Afrika, hvorfra jeg kom, og lader
Dig og din Moder i Elendighed.

ALADDIN.

Ak kiereste Herr Fætter! Vær dog ey
Saa vred, saa grusom. Jeg vil gierne giøre
Hvad I befaler mig.

NOUREDDIN
formildet.

Ret saa, min Søn!
Saa vil du ogsaa vorde lykkelig.
Du bløde Sind! Staaer ikke Taarerne
Ham alt i Øiet.

Klapper ham paa Kinden.

Skam dig dog, Aladdin!
Vær en fornuftig Dreng, saa skal i mig
Du altid see en god, en gavmild Fætter.
Jeg staaer dig jo dog nu i Faders Sted,
Og derfor er det Pligt at straffe dig,
Naar du fortiener det. Det er jo til
Dit eget Bedste. Kom nu hid, min Søn!
Og lad mig see at du har Mod i Brystet,
100 Grib Ringen fat og nævn din Faders Navn,
Og saa din Bestefaders.

ALADDIN.

Nu velan da!

Han mumler sagte ved sig selv, griber derpaa i Stenen, men kan ikke rokke den.

NOUREDDIN
afsides, i det han farer forfærdet tilbage.

Ha! hvad er det? Du hellige Prophet!
Har jeg ey skuet ret? og gaaer jeg vild?

ALADDIN
med en stille Forundring.

Ja tænkte jeg det ikke nok.

NOUREDDIN.

Hvad tænkte
Du Dosmer! Nævnte du din Faders Navn?

ALADDIN.

Af Agtelse for Eder, kiere Fætter!
Jeg nævnte Mustaphas og Casems Navne,
Men Stenen ligger fast som Bierget selv.
Men vil I nu tillade mig at nævne
(At sige uden al Fortrydelse)
Emirens Navn, tilligemed hans Faders,
Saa skal I bare see.

NOUREDDIN.

Ha nævn dem da!

ALADDIN
i det han løfter.

Al Mamon og Al Sefi! - Der er Stenen.

101
NOUREDDIN.

Du havde Ret!

ALADDIN.

Naar vi skal see os om,
Saa blive vi paa denne Maade jo
Ey engang Fættere?

NOUREDDIN.

Saa er vi Venner.
Gak nu kun ned og hent mig Lampen op.

ALADDIN.

Det er en magelig, velhuggen Trappe.
Der seer ey farligt ud; og hisset skimter
Jeg allerede Lyset. Morsomt nok!
Nu er jeg ikke længer bange, da jeg
I Hullet staaer. Før giøs jeg, mellem os sagt.
Det maa nu briste eller bære.

NOUREDDIN.

Glem
Ey Lampen.

ALADDIN
stiger ned.

Hav kun ingen Frygt for det.

NOUREDDIN.

Hør Fætter! Endnu Eet. For at du dog
Kan være ganske sikker i din Sag,
Saa tag her af min Finger denne Ring
Og sæt paa din. Den skiermer dig for alt,
Hvad maaskee ellers kunde møde dig.

ALADDIN.

Godt, kiere Fætter! Lad mig nu kun gaae.

102

En underjordisk Hvælving høi, ret som en Have brammer,
Thi store Træer af blankt Metal udbrede deres Stammer,
Af Kobber, Jern, og Zink og Blye, med stærke Skud i Bugter,
Og paa hver udstrakt sielden Green nedhænge sieldne Frugter.
Thi Nogle hvide er, som Melk, og klare, som Chrystaller,
Blodrøde Nogle, Andre blegt kun rødme, som Coraller;
Og grønne, violette, blaae, og brunlige, og gule,
Med Funklen hænge rundt omkring udi den skiønne Hule.
De hvide Frugter Perler er, de klare Diamanter;
Rubinen spiller i sit Blod med sine slebne Kanter.
Smaragder er det grønne Græs, de blaae Saphirer finder
Du lavt ved Træets stærke Rod, som smilende Kierminder.
Og overalt hvor Øiet seer det sig saa huldt forlyster,
Paa Jaspis, paa indsprængt Agat, violblaae Ametyster.
En liden Biergelv slynger sig, snart stærkt, og snart den mattes,
Dens Sang, skiønt lidt utydelig, kan dog af Sielen fattes.
Og inderst paa den sorte Væg, imellem Røg og Dampe,
Der brænder, i sit mørke Hul, den underfulde Lampe.
Af den faaer Hulen alt sit Skin, thi skiønt den lyser ene,
Gienstraaler Lyset tusindfold, fra Guld og Ædelstene.

USYNLIGT CHOR AF BIERGAANDER.

En buldrende Torden
Sit Lyn har nedsendt.
Flux revnede Jorden,
Hvor Straalen har brændt.

103
ANDRE STEMMER.

Det Liv, som saa herligt sig rører,
Med Blodet, saa varmt og saa rødt,
Hid Skiebnen nu venligen fører,
Til hvad der er stenet og dødt.

STEMME FRA LAMPEN.

Saa skal da længer ey min Straale,
Uvirksom fængslet med sin Magt,
Kun denne tause Hvælving maale,
Og lysne rundtomkring til Pragt!
Alt rasler, Biergets Dør! din Hængsel,
Og alt betrædes nu din Stie!
Fra dette dødningstille Fængsel
Vil evig Viisdom mig befrie.

STEMMER FRA TRÆERNE.

Ak! skal vi miste dig, du Biergets Lue!
Saa miste vi jo med vort Farvespil.
Hvad er vor Skiønhed vel, naar Hulens Bue
For hulde Lysning grumt sig lukker til?

STEMMEN FRA LAMPEN.

Giv Eder kun tilfreds, I smukke Stene!
En anden Ild snart tænder sig paa Stand.
Troer ikke det er mig, som lyser ene;
I Bierget flammer der en evig Brand.
Nu Skiebnen har en Lykkelig forundet
At trænge dybt udi Naturen ind.
Da først det store Underværk er fundet,
Naar Øiet blander sig med Biergets Skin.
104 Naar Intet længer Jordens Hersker blinder,
Da seer han Undervirkning rundt omkring;
En Aand til at udrette Alt han finder,
Og Harmonia skienker ham sin Ring.
Den fierner fra hans Hierte Angst og Krampe,
Den giør ham let og lykkelig og mild,
Mens Helligdommenes dybtfundne Lampe
Udretter Alting med sin Himmelild.
En nye Prometeus atter vil forene
Det høie Lys med Mennesket idag,
En anden Odin, giennem Biergets Stene,
Faaer Drikken, ved Gundlødes Favnetag.

ALADDIN
kommer ind, han studser og seer sig om.

Ak hvilken deilig Have! Alle Træer
Af Frugter hænge fuld. Hvor røde Æbler!
Og violette Pferskner! Grønne Blommer!
Og gule Pommeranzer! Hvide Ribs!
Og Druer! Nogle ganske himmelblaae,
Og nogle klare, som det rene Vand.
Hvor Bækken huldt sig giennem Alting slynger!
Ak! det er Skade, her er ingen Fugle,
Der synge kan i disse grønne Toppe.
Alt er saa stille. - Hvilke smukke Blomster!
Saa gule, som det rene, røde Guld.
Jeg troer de kaldes Fandens Melkebøtter
Hos os; her har de vel et andet Navn.
Ak hvilke hvide Lillier! Hvor de straale!
Man skulde sværge paa de var af Sølv.
105 Jeg vil dog lugte Een. - De lugter ey.
Ak! det er Skade, de har ingen Lugt.
Naa det er sandt! Det maa jeg dog tilstaa
Min Fætter havde Ret, dengang han paastod
At sligt var værd at see. - Der hænger Lampen!
Hvor underligt den med sit røde Skin
Oplyser Alt, og giver det sin Glands.
Min Fætter er dog ret en egen Mand.
Hvad nu han vil med den? De skiønne Frugter,
Det er dog noget ganske Andet. Naa da!
Nu har jeg aldrig seet saa stor en Drue,
Som denne her. Ak den maa lædske sødt!
Jeg er saa tørstig. Jeg vil plukke den,
Min Fætter gav mig Lov dertil. - Hvad nu?
O vee! Det er ey en naturlig Drue.
Den er af Glas kun. Slap det saadan ud?
Maaskee at denne Røde smager bedre. -
Hvad? - Ogsaa Glas? Nu har jeg aldrig seet!
Det er kun malet Glas, den hele Stads.
Ha ha ha ha! Det var da Løyer, det. -

Grædefærdig.

Jeg tænkte det var Frugter, og saa er
Det haardt, som Steen. Ney sikke Narrerie!
Ja saa! Saa er det bedst at skynde sig
At man kan komme hiem til Ispahan,
For at faae nogen Mad, som laer sig spise. -
Men smukke er dog disse glatte Stene.
Troe mig! de andre Drenge, de vil vist
Nok giøre store Øine, naar de seer
Al denne Herlighed. Jeg plukker mig
Saa mange jeg kan bære. - Saa! Nu er jeg
Belæsset, som en reisende Kameel.
Og nu afsted. - Men stop! Ha det er sandt,
106 Jeg havde nær jo glemt den rare Lampe.
Saa havde Pokker været løs med Fætter.

Han tager den ud af Hullet.

Saa kom da nu, dit gamle Skumpelskud!
Stod det til mig - jeg lod dig heller hænge.
Jeg vil ey slukke den, før jeg kan see
Daglyset, giennem Hulens Aabning hisset.

Seer sig endnu engang omkring.

Det er dog ret en grumme deilig Hule.
Der hænger endnu Een! Den er saa blaae,
Den kan jeg sagtens bære med de andre.
Saa, nu farvel, du smukke Glasboutik!
Nu maa jeg gaae; min Fætter venter paa mig.

Gaaer.

DET SNEVRE PAS MELLEM BIERGENE

NOUREDDIN
staaer ved Hulens Indgang, bøier sig over den, og lytter.

Der kommer han! Jeg hører alt hans Fied.
Han gaaer belæsset, langsomt, tynget ned
Af Hulens Steen. Den vil beholde ham.
Saa lad den det! Naar nu jeg Lampen har,
Saa kaster jeg paa Ilden denne Haandfuld
Og mumler Ordet ud. Saa lukkes Alt.
Saa ængstes jeg ey daglig, at min Skat,
Min hemmelige Skat, skal blive røbet,
Ved denne sløve Drengs Enfoldighed,
Hvis Siel staaer aaben, som en ledig Lade.

Alvorlig og høitidelig.

O Muhamed! Vær nu din Tiener huld.
Jeg slog Aladdin, for at vænne ham
Til Lydighed. Thi strax, frivillig, mens han
107 Er end i Hulen, maa han Lampen række
Mig, uden Trudsel, uden mindste Frygt.
Ifald han kommer ganske op af Grotten,
Er Lampen hans. Det vil den grumme Skiebne!
Og har jeg eengang tryllet Hulen til,
Kan ey min hele Magt den atter aabne. -
Der kommer han. Nuvel! nu gielder det.

ALADDIN
i Hulen.

Her er jeg, Fætter! Ræk mig Eders Haand,
At jeg kan komme op.

NOUREDDIN.

Ræk mig først Lampen,
Min kiere Søn! saa skal jeg hielpe dig.

ALADDIN.

Jeg har saamange af de smukke Stene,
Her i min Kiortelflig. Den ligger mellem
Det Øvrige. Lad mig først komme op!

NOUREDDIN.

Snik, Snak! Giv mig først Lampen. Lad det Snavs
Kun falde! Kommer du paa nye igien
Med dine Barnestreger? Giv mig Lampen.

ALADDIN
fortrydelig.

Først skal man rende, som en Nar, og hente
En gammel Lampe, og naar det er giort,
Og jeg har fundet nogle smukke Stene,
Saa maa man ey engang beholde dem. -
I faaer ey Lampen før jeg kommer op!

108
NOUREDDIN
fatter sig.

Min Søn! læg dine Stene ned paa Jorden,
Og tag saa Lampen ud. Du kan jo siden
Opsamle dem igien.

ALADDIN.

Men hvor kan I
Dog bede mig om sligt? Det er jo bedre
At bie til jeg først er kommen op.
Kom, skynd Jer, Fætter! Ræk mig eders Haand.

NOUREDDIN.

Jeg hielper ey, før du har flyet mig Lampen.

ALADDIN
opbragt.

Saa kan jeg klattre uden Eders Hielp.

Han er allerede næsten oppe.

NOUREDDIN
støder ham forbittret for Brystet, saa han falder ned igien, og siger:

Du skal ey høste Frugten af min Møie.

Kaster Røgelsen paa Ilden.

Luk dig igien, du klippehaarde Field.

Bierget lukker sig; han staaer længe og stirrer hen paa den svundne Indgang.

Hvad stod der i den gamle Sangers Digt?
»Du griber - Haabets Dør sig lukker til.«
Den Lykke var mig altsaa ey bestemt!
Men end er Noureddin dog ey forsagt.
Naturen bukke skal for Sielens Magt.
Paa nye jeg søger Lykkens skiulte Vey;
Thi denne lukte sig, den var det ey.
109 Til Afrika jeg atter haster hen,
Begynder paa min Grublen der igien,
Og ved anstrænget, uforstyrret Flid,
Det lykkes maa at lokke Kraften hid.
Her er det ude. Lig du der og bliv
Til Støv, du Usle! Stakket var dit Liv.

Iler bort.

TRAPPEN AF DEN UNDERJORDISKE HULE.

Alt er bælmørkt; Indgangen tillukket.

ALADDIN
kryber omkring, famler og støder sig; endelig synker han magtesløs ned.

Ak, kiere Fætter! Luk dog op igien.
Jeg vil jo gierne giøre alt hvad I
Befaler mig. Ak Fætter! luk dog op. -
Han er alt borte! Ak! langt borte er han.
Hvor længe har jeg siddet her og grædt,
I dette mørke, græsselige Dyb?
Ha! du er ingen Fætter. Ney du er
En skammelig, en ond, en nedrig Troldmand,
Som søger at forlokke unge Børn.
Din Glæde er kun deres Qval og Død,
Dit blege Afskum. - Allah! Muhamed!
Forløser mig af denne Rædselsnød.
Jeg har jo aldrig dog endnu begaaet
Misgierninger, som kræve grusom Straf.
Hvad kan jeg dertil at min Fader døde?
O red mig, red mig, red mig, af min Smerte!
Lad mig ey døe af Hunger store Allah.

Han synker hen i en magtesløs Taushed en tidlang, og lytter rundtomkring. Derpaa siger han rolig, med en barnlig Adspredelse: 110

Hør Bækken, inde i den store Have,
Hvor rislende, besynderligt den rinder! -
Saadan den rislet har i mange Aar,
Før jeg blev født. I mange hundred Aar!
Hvor underligt ned fra det høye Loft
Den bløde Drypsteen falder. Hvor det plumper!
Bestandig samme Lyd. Dryp! Dryp! Dryp! Dryp!
Faaer det da ingen Ende? End bestandig -

Den eensformige Lyd dysser ham lidt effer lidt i en blid Søvn.

TVENDE BIERGPIGER
komme sagte snigende sig frem, giennem en Biergkløft, hver med sin Kerte i Haand; de hælde sig hen over Aladdin og betragte ham.
DEN FØRSTE
hvidskende.

Seer du, min Søster! den deilige Dreng?

DEN ANDEN
ligesaa.

Ak! hvo har redt ham den steenhaarde Seng?

DEN FØRSTE.

Hvilken Lyksalighed skienkes vort Bierg!

DEN ANDEN.

Deilig, som han, er ey Alf eller Dverg.

DEN FØRSTE.

See hvor han blusser!

DEN ANDEN.

Ak hvor han er smuk.

DEN FØRSTE.

Skielver og udstøder Sukke paa Suk.

De kysser ham.
111
DEN ANDEN.

Sødeste Kys!

DEN FØRSTE.

Nu hvi est du saa blye?

DEN ANDEN.

Stille, han vaagner.

DEN FØRSTE.

Ak saa maa vi flye!

De forsvinde.

ALADDIN.
farer sammen og seer sig om.

Hvordan? Endnu i denne mørke Hule?
Hvad kolde, klamme Læber rørte mine?
Ak! det var Døden, nok, som kyste mig.
Thi Hungren plager. Ha! forbandet være
De haarde, stolte, de grusomme Frugter,
Som lokke kun og skaffer ingen Næring.

Springer op.

Ha! jeg vil ned til Kilden at faae Vand.
Jeg kan ey! Der er sat et Skillerum
Imellem mig og den. Fortvivlelse!
O Allah tag min Siel! -

Han støder den Ring, Noureddin har givet ham paa Fingeren, imod Klippen. En Gnist springer ud deraf, bliver ved at brænde og opklarer Hulen.

RINGENS AAND
lader sig tilsyne udi en stor Kæmpeskikkelse, og siger med tordnende Røst:

Herre! hvad vil du mig?
See! jeg maa lyde dig.
112 Ringen er i din Haand,
Du byder Ringens Aand.
Ey er det mig, som maa
Ene tilrede staae.
Alle de Slaver, som
Hylde dens Helligdom,
Knæle til dyben Jord,
Lystre dit Magtens Ord.

ALADDIN
paa Knæe med sammenfoldede Hænder.

Ak skrækkelige Magt! Ifald du kan,
Og hvis du redde vil et stakkels Barn,
Da skaf mig ud af denne fæle Hule,
Hiem, hvor min Moder boer, i Ispahan!

AANDEN.

Herre! du byder,
Din er min Magt.
Flux jeg dig lyder,
Som Ordet er sagt.
Snart, paa min Vinge,
Freidig og tryg,
Skal jeg dig svinge
Over Caucasus Ryg.
Paa Zephyrens Fod,
Over bølgende Vand,
Over Euphrats Flod,
Til Ispahan.

Han tager Aladdin i sin Favn og flyver bort med ham.

113

ANDEN AKT.

Tidlig Morgen under Solens Opgang.

ALADDIN
staaer udenfor een af Ispahans Porte, med Kiortelfligene fulde af Hulens Ædelstene.

Mit Hoved svimler! Ney en saadan Reise
Har jeg endnu ey giort mit hele Liv.
Om Kroppen tog han mig. Det var som Vandet,
Naar det omslynger Een, i lune Bad.
Hvor høit han fløy, mens Maanen skinte klar!
Ak hvor besynderlig da Jorden lod!
Det store Ispahan, med sine Lys,
Som sluktes uformærkt, lidt efter lidt,
Saae ud kun, som en Smule brændt Papir,
Hvor Børnene gaaer langsomt bort af Skole.
Han svang sig rundtomkring med mig, en Omvey,
For ret, i Nattens klare Tryllelys,
At vise mig den vidtudstrakte Jord.
Jeg glemmer ey, da over Caucasus
Han fløy, og hvilte lidt paa Biergets Tinde,
Og styrted sig saa skraas igiennem Landet,
Som om han vilde druknet mig i Euphrat.
For Stormen drev en vældig Tremast hist,
Midt paa det sorte Hav. Did fløy han hen,
114 Berørte Skibets Vimpel med sin Taae,
Og strakte sig stivt ud, ret som en Støtte,
Paa dette faste Postament, med mig
I Armene, høit opstrakt imod Himlen.
Derpaa, da Maanen, som en Dødning bleg,
Forsvandt ved første Glimt af Solens Glands,
Forvandled han sig til en Purpurskye,
Og sænkte blidt sig ned med Morgenduggen,
Imellem Blomsterne ved Stadens Port.
Derpaa, forvandlet til en Lærke, steeg han
Igien i Luften, qviddrende, og svandt. -
Ak jeg er træt, afmægtig; jeg maa hiem.
Hvor vil min Moder giøre store Øine!
Ak! havde hun kun det fornødne Brød;
Thi jeg er hungrig; meget, meget hungrig.

Gaaer.

STUE.

MORGIANE, ALADDIN.
Han sidder og spiser.

MORGIANE.

Min hierte Søn! vær langsom, giv dig Tid,
Spis ey for hastig - pust imellem lidt,
Drik til din Mad - og spild ey paa Salveten.
Skiær dig med Kniven ey i Fingrene!
Ak Gud! Man har dog idel Qval og Kummer
Af sine Børn. Den som Gud giver Børn,
Den gier han Hiertesorg. Nu tænkte jeg
Saa vist, den hellige Grav var vel forvart,
At vist du skulde blevet noget Stort.
At altid jeg mit Lærred skulde kiøbe
115 Hos dig, naar først du var en fornem Kiøbmand.
Jo paa det Lav! Ak Himlen straffe dog
Den skammelige Trold, for sine Streger.

ALADDIN.

Ja Moder! Var det ikke skiendigt giort,
At lukke i for mig, og overlade
Mig grusom til den visse Hungersnød.

MORGIANE
opbragt.

Og hvad som værre var: Slaae dig paa Øret,
Saa nær du næsten havde tumlet om.
Den Næsvis! Hvem har givet ham vel Lov til
At tugte fremmede Forældres Børn?
Den slette Karl!

ALADDIN.

Men hør nu, kiere Moder!
Hvad der er skeet, er skeet, og kan ey ændres.
Men derimod er jeg endnu saa sulten,
At absolut jeg maa ha'e mere Mad.

MORGIANE.

Ak, hierte Søn! Jeg har ey mere til dig.
Jeg giemte dig min egen Mundportion,
Og tænkte der var nok. Og Penge har jeg
Ey heller nu, at kiøbe noget for,
Før jeg faaer solgt min sidste Bomulds-Spind.

ALADDIN.

Da var det ilde, thi jeg maa bekiende,
At jeg har en velsignet Appetit.
116 Men - stille - Alt kan blive godt endnu.
Giem I kun Eders Bomuld, kiere Moder!
Og ræk mig hid den gamle Kobber-Lampe,
Som jeg tog med fra Hulen. Jeg faaer altid
Saameget for den, hos en Kobber-Smed,
At vi kan kiøbe Mad for tvende Dage.

MORGIANE.

Her er den. Ak hvad kan du faae for den?
Den seer jo ud, som om den havde lagt
I Jorden, hundred Aar paa samme Sted.
Det maa dog være nogle Sviin, som boer
I disse Bierge. Man kan neppe se
At den er giort af ordentligt Metal.
Jeg vil dog gnide den først af, en Smule,
Og kan du saa faae solgt den, kiere Søn!
Saa er det godt, hvis ikke maa du bie,
Og styre Spiselysten til imorgen.

Hun tager et Klæde, giør det vaadt, dypper det i Sand, og begynder at skure Lampen.

LAMPENS AAND,
en stor, men velskabt Kæmpe, skyder sig op igiennem Jorden og siger:

Nu, hvi gnider du saa voldsomt? See, jeg lystrer jo dit Vink.
Herskerinde, naar du kalder, kommer jeg som Lynets Blink.
Ikke jeg allene, Frue! men hver anden Lampens Aand,
Bukker sine Knæe og lyder den, som Lampen har i Haand.

MORGIANE
falder i Afmagt.

Ak hellige Prophet! Ak red mig, red mig!

117
ALADDIN
som i Førstningen blev noget bestyrtset, griber Lampen, og siger:

Ak! jeg er mægtig hungrig, kiere Dievel!
Hvis du kan skaffe mig et Maaltid Mad,
Saa skal jeg tiene dig en anden Gang,
Ifald du skulde trænge til min Hielp.

Aanden forsvinder; strax derpaa lader han sig igien tilsyne med et stort Sølvbækken paa sit Hoved, tilligemed tolv tildækkede Sølvfade, fulde af alleslags nydelige Retter. Sex hvide Brød ligge ovenpaa Tallerknerne. Han har tillige to Flasker med kostbar Viin, og tvende Glas i Haanden. Alt dette sætter han fra sig paa Bordet og forsvinder igien.

ALADDIN
betragter en tidlang med Forundring dette Syn, endelig giver Madlysten ham Mod; han gaaer langsomt hen til Bordet, lukker Laaget op paa eet af Fadene og siger fuld af Glæde og Forundring, i det han lidt efter lidt betragter det altsammen:

Hvad? - Dyrekiød? - Kiødsuppe? - Kogte Riis?
Bagværk og Frugter! Fiskemad, Fasaner!
Min Livret. Ha! det kalder jeg en Aand,
Som veed hvad der kan smage. O hvor vil
Det gotte mig. Jeg er ret opsat til det.

Pludselig angest.

Men store Muhamed! Det skulde dog
Vel ikke atter være Glas, kun alting,
Som Frugterne, hist i den store Hule?

Putter et dygtigt Stykke i Munden.

Ney, Allah være lovet! Ney det er
Naturlig rigtig Mad, af Kiød og Been.

Sætter sig tilbords. 118

Nu da! I Herrens Navn. - Men det er sandt,
Hvor blev min Moder af? Jeg troer hun faldt
Paa Gulvet, da hun saae den store Kæmpe.

Raaber.

Hey! Moder! Reis Jer dog og kom og spiis!
Han er alt borte, Moder! Reis jer dog. -
See om hun vil? Jeg faaer vel reise mig.

Fortrædelig, i det han staaer op.

Nu sad jeg just saa godt. Der er dog Intet
Fuldkomment her i denne Jammerdal.

Rusker i hende.

Hey, Moder! Hvad er det nu værd at ligge
Paa Gulvet? Op! - Du hellige Prophet!
Hun er dog aldrig død af Skræk? O Himmel!
Saa var jeg faderløs og moderløs.

Han løber hen til Bordet og henter en Vandkaraffel, putter med det samme en Mundfuld Mad i Munden, kommer igien og stænker hende med Vand i Ansigtet.

Ak, kiere Moder! Faae dog Eders Samling.
Hvis I er død, som Mustapha, min Fader,
Saa smager der mig ey en Mundfuld meer.

MORGIANE
slaaer sine Øine op.

Ak, naadigste Herr Geist! Ak spar mit Liv.

ALADDIN.

Han er alt borte. Kiender I da ikke
Aladdin, Eders kiødelige Søn?

MORGIANE
reiser sig.

Ak hvor blev Geisten af?

119
ALADDIN.

Han gik igien,
Da først han havde bragt os Mad og Drikke.

MORGIANE.

Har Geisten bragt det Maaltid Mad, der staaer?

ALADDIN.

Ja, kiere Moder! Tænk engang.

MORGIANE.

Min Søn!
Kast det i Rakkerkulen. Skynd dig! Skynd dig!

ALADDIN.

Ney, jeg er ikke gal. Kom kiere Moder!
Kom hid og smag hvor herligt at det smager.

MORGIANE.

Jeg stikker ey en Krumme i min Mund.
Ak! Ak! Nu har jeg gaaet meget, meget
Igiennem her i Verden, jeg er gammel.
Jeg veed hvad Verden gier; men dette vidste
Jeg endnu ey. Du store, milde Gud!
Man lære skal saalænge som man lever.
Men siig mig, kiere Søn: Hvor gik det til,
At dette græsselige Afskum kom?

ALADDIN.

Det kom af det I gneed paa Lampen, Moder!

MORGIANE.

Hvordan? Er Lampen Skyld i den Ulykke?
Ak, kiere Søn! Saa skynd dig, gaae og sælg den.
120 Jeg er ey rolig, før jeg veed med Vished,
At den er ikke længer her i Huset.

ALADDIN.

Jeg sælge Lampen? Slig en sielden Skat?
Nei, kiere Moder! kom dog til Jer selv,
I taler endnu lidt i Feberheden.
Ulykke! - Ja en stor Ulykke er det,
At faae Fasaner, Dyrekiød, og Bagværk,
Og alle Aarets sieldne, gode Ting,
Naar man paatager sig det Kæmpeværk,
At gnide Fingren irret paa en Lampe!

MORGIANE.

Ak, kiere Søn! Jeg raader dig, min Søn!
Tag dig iagt. Det er kun Dievelskab.
Og har Propheten ey forbuden os,
At giøre os gemeen med slige Dievle?

ALADDIN.

Min kiere Moder, jeg har altid hørt
At Dievlene var onde Folk; men denne
Er saa honet og god af Hiertelav,
At han kan gaae i Nødsfald for en Engel.
Giv Eder kun tilfreds. Hvis ey jeg feiler,
Saa har den store, hellige Prophet
Just giort os lykkelig med denne Lampe.
Nu kan jeg først begribe hvorfor Trolden
Var saa begierlig efter den, den Skalk!
Og kaldte den kun Snurrepiberie.
Jeg er alt eengang vandt, at see det Syn;
Thi slig en Aand (Gud veed hvordan han kom,
Jeg maa vel have gnedet lidt paa Lampen)
121 Har jeg at takke for Befrielsen
Af Biergets Hule. Det var Spot og Skam
At lønne Godt med Ondt, og at foragte
En saadan venlig Aand, som hielper naar man
Er meest i Nød, og trænger meest til Hielp.
See, hvilke rare Fade! Det er Sølv!
Nu vil jeg tage eet af dem og gaae
I Byen ud et Sted og sælge det;
Og blive saadan ved til Alt er solgt.
Thi det kan ikke skikke sig at kalde
Paa Lampens Aand, undtagen naar det kniber.
Kom Moder nu, og spiis dog ogsaa lidt.

MORGIANE.

Jeg kan ey spise efter denne Skræk,
Men giør forresten hvad du vil, min Søn!
Jeg er en gammel og enfoldig Kone,
Jeg vasker mine Hænder, jeg har ingen,
Slet ingen Deel i dette Hexerie.

ALADDIN.

Det skal I heller ey; men vær kun rolig.
Nu vil jeg strax gaae ud og sælge Fadet.

Gaaer.

GADE.

ALADDIN med et Sølvfad under Kiolen. EN GAMMEL JØDE.

JØDEN.

God Morgen, unge Herre! Har han Noget
At skakkre med? Jeg seer han holder Noget
122 Her bag sin Kiole. Vil han sælge det,
Saa kom til mig. Jeg være kan saa god,
Som Nogen anden Kiøber? Ikkesandt?

ALADDIN.

Det kommer an derpaa. Hvad byder du
Paa dette Sølvfad?

JØDEN
griber begierlig derefter.

Dette Sølvfad? Jo
Nu kommer vi nok strax, min unge Ven!
Tin! Tin er ogsaa godt. Kom lad mig see.

ALADDIN.

Jeg slipper ikke Fadet af min Haand,
Før først du har betalt mig det. Jeg kiender
Nok Jøderne. Du kunde løbe bort
Og sige det var dit.

JØDEN.

Du store Gud!
Hvad har han dog for nogle Tanker om mig.
Naa, siig, hvad vil han have for sit Fad?

ALADDIN.

Hvad vil du give?

JØDEN.

Veed han ikke meer
Af Kiøbmandskab? En Kiøbmand siger altid
Hvad Varen koster. Siden prutter man.

ALADDIN.

Ak! jeg forstaaer mig lidt kun paa at høkre.
Siig rent ud hvad det vel kan være værd,
Og jeg vil troe dig paa et ærligt Ansigt.

123
JØDEN
betragter først Fadet nøie, derpaa Aladdin.

Et ærligt Ansigt? Nu det kan jeg lide.
Han troer endnu paa Ærlighed i Verden!
Han er en vakker Søn, en vakker Søn.
Han seer saa ærlig ud. Han har vist ikke
Endnu ret seet sig om i Verden. Hæ?

ALADDIN.

Hvad byder du mig Jøde, for mit Fad?

JØDEN.

Nu! Fadet er ret smukt; det er af Sølv;
Men man kan ogsaa kiøbe Guld for dyrt.

Tager tvivlraadig en Guldpenge op af Lommen for at prøve Aladdin.

Hvad siger han om saadan Een, min Ven?

ALADDIN
tager den.

Dermed er jeg tilfreds. Afsides. Den er af Guld!
Ha! jeg er bange, han betænker sig,
At han fortryder paa sit Kiøb, og fordrer
Sit Guld tilbage. Jeg vil smøre Haser.

Løber bort.

JØDEN.

Hør, unge Ven! Han er alt fløiten. Ha!
Han troede vist jeg skulde angre Kiøbet!
Jeg Sviin, jeg Klodrian, jeg dumme Bæst!
Han havde solgt mig det for halv saa meget,
For Fierdeparten, ja for Sietteparten.

Raaber.

Hei! Stop ham! Hold paa Tyven! Han er borte.
124 Ha gamle Dosmer! Taabe, som jeg er.

Betragter Fadet.

Vel er det tredsindstyve Gange mere værd,
End jeg betalte ham. Fiint, herligt Sølv. -
Maaskee han kommer tiere. Det faaer være
Nu som det er. Hvad hielper det at klage,
Nu det er giort? Ak Moses! Hvilken Skam
For slig en gammel, rynket Skielm, som dig,
At snydes af en slig glathaget Tosse.

Gaaer.

EN FORNEM KAHN.

Adskillige Kiøbmænd sidde hist og her, ryge Tobak og drikke Sorbet.
ALI og BEDREDDIN staae i Vinduet.

ALI.

See! hist paa Gaden kommer atter hid
Det smukke unge Menneske, som var her
I Gaar og Overgaars. Han, med den lysblaa,
Guldsnorte Kaftan, og den høie Turban.

BEDREDDIN.

En vakker Knøs.

ALI.

Saavidt som jeg har hørt,
Saa skal det ikke være længe siden,
Man saae ham gaae paa Gaden om og lege
Med Drengene. Men nu, paa ganske kort Tid,
Har han saa mærkelig forandret sig,
At man kan neppe kiende ham igien.
125 Nu gaaer han altid ordentlig og velklædt,
Besøger Kahnerne, og hører altid
Med stor Opmærksomhed og heel beskeden,
Hvad lærde Folk og gamle Kiøbmænd taler.

BEDREDDIN.

O see, den Skielm! See hvor han skotter op
Til Eben Hassans Vinduer. Han venter
At see den smukke Kone. Ha, din Strik!
See hvor uskyldig dog han gaaer forbi.
Fik du en Næse, som var lidt for lang,
Min smukke Sommerfugl?

ALI.

Han kommer hid.

BEDREDDIN.

Ha! vi skal drille ham.

ALADDIN
kommer.

Propheten og
Den store Allah signe Eder!

ALI.

Vel talt!
Men hør, min unge Ven! Om jeg maa spørge,
Hvad har da Eders Øine vel at giøre
Ved Eben Hassans Vinduer?

BEDREDDIN.

Ih nu!
De vilde see om Vinduerne stod
I samme Retning, som de stod igaar.

126
ALI.

Du giør ham Uret, Broder! Denne Herre
Saae ey paa Eben Hassans Vinduer,
Han saae kun giennem dem.

BEDREDDIN.

Og smilte til
Jernstængerne, som staae saa ranke, smekkre,
I Vinduerne fra Morgen og til Aften.

ALI.

Og tale, stumme skiønt, et kraftigt Sprog,
I det de sige: Fatme er saa smuk,
Som hendes gamle Ægtemand er nidkier.

ALADDIN.

I gode Herrer! Jeg er kun et ungt,
Enfoldigt Menneske, flad paa Forstand
Og nøgen, som en Skive. Det er let
Paa mig at sigte Vittighedens Piil.

BEDREDDIN.

Af en Enfoldighed at være, var
Dog dette Indfald ikke saa enfoldigt.
Ih nu! Hvad er det meer det Hele da?
I finder Eben Hassans Hustrue smuk.
Hun er det og. Jeg kiender ikkun Een,
Som rigtig nok giør hende Rangen stridig.

ALADDIN
hurtig.

Og hvem er det?

BEDREDDIN.

Vor store Sultans Dotter,
Den deilige Gulnare. Hun er skiøn,
127 Som Morgensolen, i en giennemsigtig
Mild Purpurtaage. Ey den runde Maane
Ombølges saa vellystigt af en Sølvskye,
Som Sølversløret sødt ombølger disse
Høithvalte Hvælvinger, hvor Alt er Snee.
Blidt, som naar Graven aabner sig og sender
Den saliggiorte Siel til Paradis,
Saaledes aabner hun det hulde Øynlaag,
Og hæver op til Himlen sine Blik.
Naturen har i hende prøvet paa,
At bringe hver Modsigelse til Skiønhed,
Til Harmonie. Den hvide Biergsnee brænder,
Og venligt, under Sneens kridne Lag,
Sødt blaaner Pulsens røde Purpur-Kilder!
Hvo skulde troe at Mørket kunde lyse?
Og dog er intet Mørke halv saa sort,
Som hendes store, straalerige Øie.
Smekker og fyldig! Jordisk og ætherisk!
Glat, som et Elbenbeen, og dog et Haar
Der strømmer ned fra Nakken, som en Flod.
Snart sparsom fiin, snart yppig overflødig.
En Gang, som Sommerfuglens Flugt; en Fromhed
I Sindet, som en sneehvid Turteldue.
Hvad vil jeg male meer? De matte Ord
Blier Spottegloser over mit Forsøg kun!

ALADDIN.

Ak kiere Herre! Tael ey heller længer.
Om Hiertet fast jeg bliver ganske trang;
Thi Aanden, saa nødvendig dog til Livet,
Beskeden holder sig tilbage, for
Ey daarlig at bedøve Eders Ord.
Ak! I har ret. Hvis dette Billed ligner.
128 Saa maa Prindsessen være saare skiøn.
Men hvor er det vel muligt, for en Mand,
At see den Deilige i al sin Klarhed?
Bestandig det misundelige Slør,
Ret som en gammel, skinsyg Ægtefælle,
Jo ruger om den skjulte Skiønhed. Hvad?

BEDREDDIN.

Hver Dag, og næsten nu ved denne Tid,
Gaaer hun i Bad. Ifald I havde Mod til
At skiule Eder bag en Pille, ved
Den smukke Indgang, (saa har Flere giort)
Saa kunde I vel faae Jer Længsel stillet.
Thi hun slaaer altid gierne Sløret op,
For Kiølnings Skyld, før hun i Badet træder.

ALADDIN.

Om jeg har Mod? Hvad Straf var der at vente,
Ifald man grebet blev?

ALI.

En Bagatel!
Hvad Ænder og hvad Giæs saa tit maa taale:
At blive speddet; eller kom det høit,
At springe ned paa Krogene fra Taarnet.

ALADDIN.

Jeg sagde nys at kun jeg var enfoldig,
Og ved en Gaas at ligne paa Forstand.
Men for slig Gaasestraf betakker jeg mig.

BEDREDDIN.

Ak! troe ham ey. Vor Sultan er en god,
En venlig Herre, som det altid smigrer,
129 At lidt man vover, for saa smukt et Syns Skyld.
Den største Straf, hvis det blev aabenbaret,
Var, høit, et Klaps af Gildingernes Oberst.

ALADDIN.

Er det og sandt?

BEDREDDIN.

Ved Allah og Propheten!

ALADDIN.

Naar jeg engang faaer Tid og Lyst dertil,
Skal jeg dog prøve det. Nu kan jeg ikke,
Nu har jeg Ting af mere Vigtighed
At passe. Derfor maa jeg gaae. Farvel!
Propheten glæde Eder, mine Herrer!

Gaaer.

BEDREDDIN.

O hvor det unge Menneske er snild!
Hør Ali! vil du tro han gaaer derhen
Paa Øieblikket?

ALI.

Ja naturligviis.
Men det er Synd at sætte unge Folk
Deslige Fluer ind i deres Hoved.
Hvis nu den arme Dievel blier forelsket?

BEDREDDIN.

Saa blier han, hvad vi alt har været, Ven!
Og sveder snart sin Elskov ud igien.

130

EN SKIØN PLADS, NOGET AFSIDES I BYEN.

I Baggranden Prindsesse Gulnares Badehuus; en prægtig Bygning, hvis Indgang paa begge Sider er prydet med høie Marmorpiller.

ALADDIN
kommer.

Her er det! Her. Hvor disse Piller staae
Skal jeg forvandles til en Marmorpille,
Henrevet af Forundring og af Elskov.
Her skal jeg from, som en caldæisk Hyrde,
See Stiernen, naar den gaaer mit Blik forbi.
Ha stille! Tys! Hist kommer hun, hun kommer,
Omringet af de sorte Gildinger,
Som Casiopeia eller som Capella,
Livsalig paa det mørke Firmament.
Op da! - Men hvis nu Gildingerne see mig?
Hvis her de blive, mens hun er i Badet?
Nei, det er sandt! Der er en Forsal inde,
Hvor de maa holde Vagt! Der kommer hun!
Nu hurtig op da bag ved Marmorpillen.

PRINDSESSE GULNARE kommer, fulgt af sin AMME OG EN STOR SKARE SORTE GILDINGER. Ved Indgangen slaaer hun Sløret op og blotter sit Ansigt.

AMMEN
sagte til Prindsessen.

Min Dotter! Hvilken Uforskammenhed!
Seer du den unge Knøs, bag Pillen, der?
Der har han skiult sig, for at see dit Ansigt.
Slaa Sløret ned.

131
GULNARE
betragter ham.

Jeg er saa heed, min Moder!
Ak! lad ham see, jeg seer jo ham igien.
Kan du ey unde ham det korte Syn?

De gaae ind i Badet.

ALADDIN
kommer frem paa Postamentet; han stirrer stivt og ubevægelig hen for sig, med sammenfoldede Hænder.

O! hvi er Marmor ikke giennemsigtigt,
Som Glas? O! hvi besidder Øiet ey
Den Egenskab, at skue giennem Alt?
Hvi kan mit Blik ey giennemtrænge Muren,
Da hendes giennemtrængte dog mit Hierte?
O skiønne Houris! Underfulde Syn!
Her vil jeg vente din Tilbagekomst.

Han staaer ubevægelig, som en Støtte.

MORGIANE
kommer gaaende med en Torvespand paa Armen. I det hun gaaer forbi, bliver hun staaende lidt, og betragter Badehuset.

Skiønt jeg har ikke megen Tid idag,
Men skal paa Torvet, efter Kiød og Urter,
Saa maa jeg altid dog betragte dette
Fortræffelige Huus; hvergang jeg nu
Gaaer her forbi. Ak hvilke smukke Støtter!
Hvor her maa være rart at bade sig.
Men hvad er det? Der er jo bleven opsat
En splinterny og deilig Billedstøtte,
Der forestiller et ungt Menneske,
Et skikkeligt Mands Barn, i dybe Tanker,
Med sine Øine vendt til Døren hisset.
132 Jeg maa dog have mine Briller frem.

Sætter Brillerne paa.

Hvad nu? Du salige Prophet fra Mekka!
Det er min Søn! Min kiødelige Søn!
Med Kaftan paa, med Buxer, Turban, Støvler,
Livagtig som han staaer og gaaer paa Jorden.
Hvorledes kommer han til denne Ære?

Vemodig.

Det skulde dog vel aldrig være Spot,
Fordi det er et fattigt Skrædderbarn?
Jeg maa dog gaae lidt nærmere. - Nu rører
Han Haanden lidt. Nu slog han til en Flue,
Som havde sat sig midt paa Næsen af ham.
Nu kløer han sig paa Næsen. Nei det er
Umuligt! Det er Hexeri; det er
Formeget fordret af en Billedstøtte.

Hun gaaer nærmere.

Aladdin! Hierte Søn! Ak svar mig dog.
Giv dog en Lyd fra dig, at jeg kan høre
Om det er dig, min Søn! Men taer jeg feil,
Og er du ey Aladdin, men en Anden,
Saa bliv ey vred; men tilgiv smukt din Moder
Som en god, kierlig Søn.

ALADDIN
bliver Moderen vaer og springer ned.

Hvad nu? Min Moder?
Hvad giør I her, min Moer?

MORGIANE.

Jeg kiøber Kiød.
Men hvad giør du paa Huset, som en Støtte?

133
ALADDIN
henrykt.

Jeg stod fordybet i Betragtning over
Den skiønne Bygning.

MORGIANE.

Ja, min kiere Søn!
Om det er mig, som kun forstaaer mig lidt
Paa Kitekturen, eller hvad den hedder,
Saa maa jeg dog betragte den hver Dag.

ALADDIN.

Hvad? Kryber ogsaa I, min Moder! op,
Og staaer bag Pillen?

MORGIANE.

Nei, min kiere Søn!
Thi først kan jeg slet ikke voltigere,
Da mine Been er gamle. Og desuden
Er der ey Vidde nok i mine Skiørter.
Desuden skikker det sig heller ey.
Men stille! Døren bliver lukket op.
Prindsessen kommer ud af Badet. Skynd dig!
Lad os gaae bort; thi ingen Mandsperson
Maa være, hvor Prindsessen gaaer forbi.

ALADDIN
dvæler og seer sig tilbage.

Ak, kiere Moder!

MORGIANE
trækker af med ham.

O! saa kom dog med.
Følg mig paa Torvet. Bær min Torvespand.
134 Giør nogen Nytte for din gamle Moder,
Og skab dig ikke længer som en Nar.

De gaae.

GADE.

ALADDIN
kommer med det store Sølvbækken under sin Kappe.

Ak Himmel! Ak! Nu har jeg hende seet.
Jeg stod og saae; og saae, og saae, og saae.
Jeg har ey mindste Roe, blier hun ey min,
Saa er det reent forbi, saa var det bedre
At jeg var bleven qvalt i Biergets Hule.
Min Moder spørger, for at undgaae hende
Løb jeg herhid, at sælge dette Bækken.
Det sidste! Saa kan jeg vel atter vove
At kalde Lampens Aand. Maaskee! - hvem veed! -
Ak! saadan har jeg aldrig været før.
Nei! Saadan har jeg aldrig, aldrig været!

EN GAMMEL CHRISTEN GULDSMED
kommer ud af sin Bod, og gaaer hen mod Aladdin.

Bliv ikke vred, min vakkre, unge Herre!
Jeg ofte alt tilforn har Eder seet,
Her uden for min Bod. I kiøbslaaer med
En Jøde. Der kan gives brave Folk
Blandt Jøderne, som iblandt andre Sekter,
Og Skielmer iblandt dem, som iblandt Andre.
Den Jøde, som I handler med, det er
En Ærkeskielm. Hvad gier han Eder vel
For slige Fade, som I alt har solgt?

135
ALADDIN.

En god Zechin.

GULDSMEDEN
slaaer Hænderne sammen.

Du milde Fredsens Gud!
Jeg giver Jer femhundrede Zechiner
For dette Bækken. Hvis der er en Guldsmed,
Som troer at kunne give noget mere,
Saa vil jeg giøre det, saavel som han.

ALADDIN.

I er en ærlig Mand. Afsides. Hvem skulde troe,
At der var slige Folk iblandt de Christne? -
Kom lad os da gaae ind i Eders Bod.

JØDEN
kommer farende.

Hei! Holdt! Gevalt! Ha Skarn! Du Christenhund!
Berøver du mig lumsk min Næring! Hvad?

GULDSMEDEN.

Tie! Eller jeg skal rykke dig saalænge i
Dit røde Skieg, du gamle, blege Snyder,
At du skal aldrig snyde Nogen meer.

JØDEN
rasende.

Hvad snyde? Snyde! Det er en Idee,
En Phantasie. - Det som man vil, det vil man!
Det som man sælger, see det sælger man!
Og det, man faaer derfor, det faaer man for det.

Og har man A sagt, skal man sige B.

Det er med andre Ord: Er Fadet solgt,
136 Saa skal man ogsaa sælge Bækkenet.
Men den, som lumsk berøver Een sin Næring,
Det er en Tyv! en Kieltring!

ALADDIN.

Visne Jøde!
Men er du gal?

JØDEN.

Ja, hvis jeg ey faaer Bækk'net,
Saa blier jeg gal; thi Bækk'net maa jeg have!
Thi Bækk'net havde jeg giort Regning paa!

ALADDIN
prygler ham.

Gaae hiem med det, du blege Lumpenhund!
Og siig at du har snydt en Musselmand.

JØDEN.

Hvad Musselmand? Hvem spør om Religion?
Naar det kun gielder om at snyde, snyder
Jeg alle Mennesker, om det saa var
Vor Herre selv.

GULDSMEDEN.

Kom med mig. Han er gal.
Han ofte har et Anfald, som idag,
Af Raserie, af Guldtørst. Lad os gaae.

ALADDIN.

Da du er gal, saa vil jeg skienke dig,
Hvad ellers godt du kunde havt fortient.
Du burde føres frem for Cadi, Skielm!
Og bankes under Fødder til du gisped.

De gaae.

137
JØDEN.

Abraham! Isak! Jakob! Spytter. I Halunker!
Er det at hielpe Eders Slægt og Afkom?
Ha! jeg vil hænge mig! Ja, jeg vil hænge.
Jeg havde sikkerlig giort Regning paa
Det skiønne Fad. Det hvide, blanke Sølv!
Ak! hvad er Livet uden Sølv og Guld?
Hvis jeg for Døden laae, med brustne Øine,
Og Een kun vilde komme hid, og holde
Et saadant Fad hen over mine Blik,
Saa fik de Liv igien, og jeg blev frisk;
Tilbage i de dødblaae Fingerender
Da Blodet foer, og de fik Muskelkraft,
Og rørte sig med Vellyst op mod Sølvet. -
Nu er jeg syg. - Jeg ryster! - Jeg er kold.
Det Fad var en uhyre Summe værd!
Jeg hænger mig; - thi efter dette Smæk
Har jeg ey længer til at leve raad.
Jeg hænger mig! - Men først vil jeg gaae hen,
I næste Christen-Bod, og stiele Strikken.

Gaaer.

STUE.

MORGIANE
sidder og spinder Bomuld.

Jeg veed ey hvordan det er med min Søn.
Han skulde dog vel aldrig være syg?
Han trækker Veiret tungt, og stirrer hen
Bestandig i den samme Krog, og taler
Fast ey et Ord. Og taler han engang,
Saa er der ikke mere Samling i,
138 Og ikke mere sund Philosophie,
Som man jo kalder det, end hos min Kat.
Jeg var saa glad, thi paa den sidste Tid
Har han dog lagt sig efter noget Klogt;
Fortiener og sit Brød med denne Lampe,
Og er paa denne Maade kommen dog
I en Slags Næringsvey. Det er endda godt.
Men dette Væsen, paa den sidste Tid!
Han skulde dog vel aldrig have Svindsot,
Sting, Vattersot, Smaakopper, eller Sligt?
Der kommer han. Ak Gud! hvor seer han ud.

ALADDIN
kommer.

God Aften, Moder! Her er Penge nok.

Lægger en Pung paa Bordet.

MORGIANE.

Himmel og Jord, min hierte Søn! hvor har
Du faaet alle disse Penge fra?
Saa riig har du jo aldrig været før.

ALADDIN
sukker.

Saa fattig har jeg aldrig været før.

MORGIANE.

Hvormed er denne Pung da fyldt?

ALADDIN.

Med Guld.

MORGIANE.

Min Søn!

139
ALADDIN.

Min Moder, giv mig noget Sorbet.

MORGIANE.

Du er saa heed. Det er ey godt at drikke,
Naar man er heed.

ALADDIN.

Men da er Tørsten størst.

MORGIANE.

Det var fornuftig talt. Det glæder mig
Hvergang du siger et fornuftigt Ord;
Thi paa den sidste Tid, min kiere Søn!
Saa falder dine - Slutninger, - Sentenzer, -
Og Meningsfriheder, - og saadant Noget -
(Jeg veed kun lidt hvad alt det Miskmask hedder)
Saavidt mig synes, Noget i det Gale.

ALADDIN.

Hvad mener I? Hvad falder i det Gale?

MORGIANE.

Jeg siger jo at jeg forstaaer det ey.
Jeg er beskeden, en enfoldig Kone,
Som kiender lidt til Meningen i Verden. -
Men hvad jeg mener, maa jeg sige dog!

ALADDIN.

Hvad mener I da, Moer? Siig Eders Mening.

MORGIANE.

Det som jeg mener, Søn! er at jeg mener,
At hvad du mener, er ey rigtig meent.

140
ALADDIN.

Hvad mener jeg da, Moer?

MORGIANE.

Ja, det veed Himlen!
Derom bekymrer jeg mig ey, min Søn!
Jeg spinder Bomuld, der er Mening i,
Og bryder ey mit Hoved med deslige
Høithentet Hiernespind.

ALADDIN.

Nu, det er vel giort.
Enhver bør spinde paa sin egen Rok.
Ifald den Hør, som jeg nu spinder af,
Er Eder lidt for fiin, og sidder Totten
For høit for Eders Haand, og er jert Øie
For svagt, til Traaden overalt at see,
Saa at den brister under Eders Hænder,
Saa hold jer smukt til Eders gamle Rok,
Og spind paa den fra Morgen og til Aften.
Men smør den med Undseelighedens Olie,
At ikke den skal snurre alt for høit;
Kald ey dens tit gientagne Sladdren Viisdom,
Og spot ey den, som kræver mere Kunst.

MORGIANE.

Nu nu, min Søn! Jeg gad dog gierne vide,
Hvad der er mere Arbeid ved og Slid:
At spinde, eller gnide paa en Lampe?

ALADDIN.

Jo mere Kraft, desmindre Slid, min Moder!
Mens Ormen borer sig et Hul i Træet,
Omsvinger Allah Solen flere Gange.
Og hvo anstrænger sig vel meest derved?

141
MORGIANE.

Den Stræbsomste, min hierte, kiere Søn!
Er dog jo altid den Agtværdigste.

ALADDIN.

Ja, saa er Allah intet imod Ormen!

MORGIANE.

Du blander Alting sammen: Rokken, Lampen,
Fornuftig Snakkerads og Kunst; Orm, Allah!
Min Søn, jeg troer du er ey rigtig klog,
Fra den Tid du fik fat paa disse Bøger.

ALADDIN.

I taler ey ubilligt. Jeg, som I,
Snart vilde dømme Indiens Bramin
Fra Sands og Samling, hvis det faldt ham ind
At tale Sanskrit, naar en fiendtlig Storm
Ham havde kastet hen paa Madagasgar.

MORGIANE.

Saa lad os tale da om noget Andet.
Hvad feiler dig? Hvorfor er du saa bleg?
Hvi sukker du, og stirrer atid hen
Paa samme Sted. Hvad feiler dig, min Søn?

ALADDIN.

Jeg er forelsket, Moder! Inderlig
Forelsket. Derfor trækker jeg mit Veir
Saa dybt, med en saa langt nedsænket Spand,
Som I, ved Sommerstid, naar Brønden slipper.

MORGIANE.

Forelsket, kiere Søn? I hvem, min Søn?

142
ALADDIN.

Ak! I vor Sultans Dotter.

MORGIANE.

I Gulnare?

ALADDIN.

Ja Moder.

MORGIANE.

I Prindsessen?

ALADDIN.

Ja, min Moder!

MORGIANE
græder.
ALADDIN.

Hvi græder I?

MORGIANE.

Ak! det giør mig saa ondt
At du har mistet din Forstand, min Søn!

ALADDIN.

Hør, Moder! Jeg veed ey hvordan det er,
Jeg gidder ikke længer snakket saadan,
Syv Lange og syv Brede, saa som før.
Jeg hader fast at lukke Munden op.
Min Fryd er nu at gaae i Eensomhed,
Hvor Skoven tykkest er, hvor Fuglens Fløite
Ledsager Bækkens duse Strengeleeg.
Der tolker alting mig Gulnares Navn.
Hør altsaa mine Ord, og vil I ey
At Eders Søn skal visne, som en Blomst,
143 For tidlig fremskudt i den kolde Vaar,
Saa gaae og giør det, som jeg beder om.

MORGIANE.

Hvad skal jeg giøre?

ALADDIN.

I skal frie for mig,
Hos Sultan Soliman.

MORGIANE.

Hos Sultan So-
Min Søn! Er du da reent forrykt, min Søn?
Hos Sultan Sol- Ak Gud! jeg kan for Skræk
Ey tale Ordet ud. Hos Sultan Solo-!

ALADDIN.

Hvis ikke I vil see mig døe paa Stedet,
Saa maa I love mig at gaae derhen.

MORGIANE.

Aladdin! Men hvad bilder du dig ind?
Et Skrædderbarn!!

ALADDIN.

Om Skræddernaalen just
Har nogen Deel i dette Arbeid havt,
Det troer jeg ey. Al Sefi er min Fader.

MORGIANE.

Ak! slemme Dreng, hvad siger du mig paa?
Du tvinger Blodet op i mine Kinder;
En Tour, det ey har giort i mange Aar.

144
ALADDIN.

Spring altsaa over denne Punkt, min Moder!
Jeg er en vakker Søn af en Emir.
I er en Dotter af en Haandværksmand.
Vor Sultan er jo født af en Slavinde.
Han har et Kongerige, jeg en Lampe.
Seer I da endnu ey Balancen?

MORGIANE.

Nei.
Du vipper op, min Søn! du vipper op.
Hans Majestæt, han hænger dig i Røg.
En Lampe og et udstrakt Kongerige!
Det er det samme, som jeg vilde sige:
En Skammel - og en Sopha silkeblød!
En Kringle - og et stort Huusbagerbrød!

ALADDIN.

Glem ey kun, at min Lampe har den lille
Bi-Egenskab, som ey hver Lampe har,
At den kan bringe Aander frem, som staae
Parat, at giøre Alt, hvad jeg befaler.

MORGIANE.

Mad kan de bringe dig i smukke Fade,
Det er vel sandt; men Eet er Mad, min Søn!
Et Andet er Prindsesser. Overalt
Saa frygter jeg, at Krukken gaaer saalænge
Tilvands, at den tilsidst gaaer hankløs hiem.
At Geisten, naar han eengang er i slet
Houmør, (det kan vel hændes ham, som os)
At han da dreier Halsen om paa dig.

145
ALADDIN.

Derfor er jeg aldeles ikke bange.
Nok sagt, det som jeg beder om, maa skee,
Hvis I vil ikke see min Undergang.

MORGIANE.

Og naar jeg kommer der, - hvad skal jeg sige?
»Herr Sultan! vil I ikke hae den Godhed,
At gifte Eders Dotter med min Søn?«
»Hvem er I Moer?« »En fattig Skrædder-Enke.«
»Og hvem er Eders Søn?« »Han er min Søn.«
»Og ellers Ingenting?« »Ney, strænge Herre!«
»Og han vil giftes med min Dotter!« »Ja
Mænd vil han saa.« - Saa staaer jeg, som en Nar.
Og maaskee at vor Sultan blier saa opbragt,
At han befaler sine Embedsmænd
At prygle mig, med Tampe, ud af Huset.

ALADDIN.

O! det har ingen Nød. Han er ey grum.

MORGIANE.

Og endnu Eet! - Ak, hvor du dog er daarlig!
Der er jo et Re-skript, en Lov, en Tingest,
Som siger os, at ingen Undersaat
Kan faae hans keiserlige Majestæt i Tale,
Med mindre at man har en Gave, til ham.

ALADDIN.

Nu kommer I til det just, som jeg vilde.
I kiender jo de store, smukke Frugter,
Som ligger oppe paa vort Pulterkammer?

146
MORGIANE.

Af malet Glas? Skal jeg forære det
Til Sultan? Er det Gaven den, min Søn?
Nu da, saa kan man sige ret med Sandhed:
Som Æslet er, er Grimen!

Hun græder.

ALADDIN.

Kiere Moder!
Det, som I holder for at være Glas,
Det er kun lutter klare Diamanter,
Rubiner og Smaragder og Saphirer,
Af en uhyre stor Værdie. Vor Sultan
Har ikke Mage til dem i sin Krone;
Det har jeg siden først erfaret. Disse
Fortræffelige Stene skal I bringe
Ham, Moder! og fortælle ham, at dette
Altsammen kommer fra Gulnares Beiler.
Troe mig, det vil forhindre hver en Vrede.
Og i det mindste kan I være vis paa,
At ey I falder Soliman besværlig.

MORGIANE.

Hvad, er det sandt? Og er det virkelig
Demanter og Smaphirer, disse Stene?

ALADDIN.

Saa virkelig, som at I er min Moder,
Og at jeg er Aladdin, Eders Søn.
Gaae altsaa kun. Forret mig alting godt.
Men nævn dog ey en Tøddel om min Lampe.

MORGIANE.

Ak! hvad har man Fortred af sine Børn.
147 Jeg faaer vel føie mig da i din Villie,
Hvis det er Ædelstene, som du siger.
Men først maa jeg dog sømme Multummet
Fast til min Søndagskaabe, det er løbet
Lidt op, og vaske mine Hænder først
Med Skiegge-Sæbe, thi den grønne lugter.
Et Flor jeg ogsaa skulde have kiøbt,
Hvis kun jeg havde Raad dertil.

ALADDIN.

Hvad Raad?
Der staaer jo Penge nok paa Bordet, der.
I husker aldrig paa min Kobber-Lampe.

MORGIANE.

Ak! gid den aldrig kommen var i Huset.

ALADDIN.

Nu gaaer jeg hen i Lunden, uden Porten,
Og sætter mig ved Kilden til i Aften.
Der kan I finde mig, og sige mig
Om jeg skal leve, eller jeg skal døe.

MORGIANE.

Saa vil jeg nu da pynte mig en Smule.

DIVAN.

SOLIMAN sidder paa sin Throne. STORVEZIREN og RAADET. EN MÆNGDE TILSKUE R E. Parterne have talt deres Sager. Raadet er endt. Mængden fordeler sig.

148
VEZIREN.

Befaler Eders høie Majestæt,
At jeg skal lade Raadets Porte lukke?

SOLIMAN.

Bie lidt endnu. Den gamle Kone, hisset,
Som seer saa fattig ud, der, midt i Døren,
Har været her tre Gange nu i Træk,
Og altid stillet sig ret for min Throne.
Hun slæber paa to Byldter; sagtens er
Der noget, som hun kræver Retfærd over.
Maaskee har een og anden Bager givet
Et Lod for lidt, og af en Enfoldighed,
Istedet for at gaae til Cadi med det,
Skal Soliman nu veye hendes Brød.
Det være som det vil. Lad hende komme.

Veziren henter Morgiane, hun kaster sig paa Knæe for Sultanens Throne.

SOLIMAN.

Jeg har alt ofte seet dig staae i Døren,
Og stirre stivt paa mig, som om du vented,
At jeg det Indfald skulde faae, at kalde
Dig frem. Det har jeg giort. Siig din Begiering.
Hvad har du i dit Klæde? Er det Brød,
Som Bageren, skiønt født en Musselmand,
Beskaaret har, som Jøden en Zechin?
Har Slagteren paa Torvet havt det Indfald,
At hugge Kiødet Skanken lidt for nær?
Hvad? Eller har en Handlerske med Frugt
Bidt Hodet af al Skam, og narret dig,
Og solgt dig raadden Frugt for dine Penge?

149
MORGIANE.

Stormægtigste, velbaarneste Herr Keiser!
Herr Sultan! Tag til Takke med, hvad saadan
Jeg falder paa at titulere Eder.
Jeg har ey læst i Rangsforordninger.
Jeg er en fattig Skrædderenke, som
Kun hedder Morgiane, slet og ret.
Min Mand, nu er han død, men da han leved -
Saa heed han Mustapha; hvad nu han hedder,
Det maa Propheten og Vor Herre vide.
Min Søn er heller ikke høit paa Straae, just!
Han hedder - hvis jeg ogsaa mindes ret,
(Thi jeg er lidt forstyrret ved at tale
I et saa talrigt Selskab, kan ey heller
Godt taale saa at bøie mine Knæe,
Thi jeg har gamle Been. Men hvis I først
Vil lade denne store Sværm gaae bort,
Og saa tillade mig at reise mig,
Saa tænker jeg, jeg skal nok komme paa det.

Soliman giver et Vink. Alle gaae, uden Storveziren.

SOLIMAN.

Reis dig kun op, min gode, gamle Kone!
Og har du Lyst, saa sæt dig ned paa Teppet.

MORGIANE.

Ney, min bevaagneste Herr Sultan! Ney
I maa ey troe, fordi jeg kun er fattig,
At jeg saa lidt forstaaer mig paa at leve.

SOLIMAN.

Hu, siig mig da, hvad har du i dit Klæde?
Frød eller Kiød. Hvad? Eller raaden Frugt.

150
MORGIANE.

Det sidste, naadigste Herr Majestæt!
Det sidste, Frugt. Dog er den ikke raaden.
Man kunde sende den op til Siberien,
Dog stod jeg inde for den fik ey Skade.
Det er en Hoben gode Vinteræbler,
Som godt kan taale Frost. Men Alt har sin Tid,
Som Eders naadige Tipoldefader,
Kong Salomon, engang skal have sagt.
Nu altsaa - som jeg sagde Eder før -
Jeg har en Søn; Aladdin er hans Navn.
Lidt over sytten Aar. Høi, rank, og velskabt.
Og deilig rød og hvid, som Melk og Blod.
Og vittig; nem, naar han vil lære Noget,
(Som dog er sielden.) Hidsig af Gemyt,
Men dertil god, som Dagen den er lang.
Jeg vædder paa, Herr Sultan! I og han,
I vilde komme godt ud af det sammen.

SOLIMAN.

Jeg mærker hvad du ønsker. Ved mit Hof
Du saae vel gierne denne Knøs antaget,
Imellem mine Gildinger.

MORGIANE.

O ney!
Vidt feilet, Eders Herlighed, Herr Sultan!
Vidt feilet. Ney, hvad denne Post angaaer,
Saa ønsker han at blive, som han er.

SOLIMAN.

Hvad vil han da?

151
MORGIANE.

Hvad ikkun den kan ville,
Som uformærkt, har faaet sig et Hul
Paa Bunden af sin Hierne-Lomme, Herre!
Og drattet Alting bort, lidt efter lidt.
Det er min Søn! Man siger: Æblet falder
Ey langt fra Træet; at man skuer Hund
Paa Haarene; at Koen kiendes vel,
Som Kalven bar. Men der er nok et Ordsprog,
Som siger: Der er Fæt i hver en Æt;
At Brødre har eet Blod, men ey eet Mod;
At ey fordi eet Træ er skievt i Skoven,
De derfor er det alle. Altsaa maa
I ikke troe, bevaagneste Herr Sultan!
At jeg har nogen Deel i dette Indfald.

SOLIMAN.

Hvad er da faldet Eders Søn vel ind?
Siig det i Hast, og siig det kortelig.

MORGIANE.

Det vil jeg da. Men først, Herr Sultan! maa I
Dog love mig, at ey I bliver vred,
Saavel paa mig, som paa min stakkels Søn.

SOLIMAN.

Nu, for et Indfald blier jeg ikke vred.
Hvad vil han da?

MORGIANE.

Ak, naadige Herr Sultan!
Han vilde gierne gifte sig, ifald
Partiet kun stod Eder an.

152
SOLIMAN.

Med hvem?

MORGIANE.

Med Eders Dotter.

SOLIMAN.

Med Gulnare?

MORGIANE
sukker.

Ja!

SOLIMAN
smilende.

Det kommer lidt uventet, gode Kone!
Og sligt et Skridt er dog af Vigtighed.

MORGIANE.

Ja deri har I ret, høybaarne Herre!
Man elsker dog sit eget Kiød og Blod,
Og vilde gierne see det vel forsørget.

SOLIMAN.

For ey da at gaae længer, denne Gang,
Saa siig mig, hvad I har i Eders Bylter.

MORGIANE.

Det er jo Skik og Brug i dette Land,
At man skal give Eder en Present,
For at faae Eders Majestæt i Tale.
I andre Lande, har jeg ladt mig sige,
Faae Tienerne et saadant Gratial;
I taer det selv, det er og meget bedre.
153 Man er sig alletider selv dog nærmest!
Da altsaa nu jeg skulde snakke med Jer,
Saa gav Aladdin mig de tvende Byldter,
Til en Present og en Slags Morgengave.

SOLIMAN.

Nu, det var ret. Saavidt som jeg har hørt,
Saa er det gode haarde Vinter-Æbler.

MORGIANE.

Ja, naadigste Herr Sultan! Men der er
Og anden Frugt iblandt. Vær nu saa artig
Og tag til Takke.

SOLIMAN.

Tag det Alt, Vezir!
Og lad det bringe til min Kiøgemester.

VEZIREN.

Hvad? Det er tungt, som Steen, og glat, som Glas.
Det er af Glas.

SOLIMAN.

Af Glas? Saa lad mig see.
Maaskee en ganske kunstig Efterligning.

Veziren løser Klædet op. Sultanen betragter Frugterne og farer forfærdet tilbage.

Hvordan? Rubiner! Perler! Diamanter,
Som Hønseæg! Som Blommer blaae Saphirer!
Og mange andre skiønne Ædelstene.
En stor, uhyre Skat! Og den fra Eder?

MORGIANE.

Ey fra mig selv, Herr Sultan! Fra min Søn.

154
SOLIMAN.

En ubetalelig, uhyre Skat!
Mod disse Stene seer min Krone ud,
Som en udklippet Tot af Guldpapir.
Hvem er din Søn?

MORGIANE
kiephøiet.

En fattig Skrædderdreng.
Han bad mig sige Eders Majestæt,
At ey det skulde blive derved, naar
Han først var bleven Eders Svigersøn.

SOLIMAN.

En herlig Skat. O see de skiønne Farver!
Som nylig sprungne ud af Morgensolen,
I tusind Straaler brudt paa Morgenduggen,
Saaledes spille de. Ha, skiønne Skiær!
Her Allah samlet har den stærke Pragt,
Som spiller broget om i Østerland.
Ak skiønne Stene! hvor I glæde mig.
Gaae Kone! gaae; og siig din elskte Søn,
At den, som give kan slig Morgengave,
Kan ogsaa blive en Prindsesses Husbond.

VEZIREN
afsides til Morgiane.

Gaae hiem! Vær rolig. Vent med Ydmyghed,
Til Sultan Soliman dig atter kalder.

MORGIANE
giør et lille Kniks og gaaer.
155
SOLIMAN
vender sig begeistret til Veziren.

Nu, Nuschirvan? Hvad siger du, min Ven!
Om disse Ting?

VEZIREN
kold.

At det er smukke Stene.

SOLIMAN.

Og ellers intet?

VEZIREN.

At det er en kostbar
Og sielden Skat.

SOLIMAN.

Ja ubetalelig!

VEZIREN.

Men at min store Sultan eyer dog
En Ædelsteen af meget større Værd,
End alle disse.

SOLIMAN.

Jeg en Ædelsten?
Jeg? Drømmer du, Vezir! Og hvor er den?

VEZIREN.

I Eders Pallads, store Soliman!
En Diamant; og af saa sieldent Vand,
Som kun jomfruelig Uskyldighed
Kan giøre Fordring paa.

SOLIMAN.

Ha! Jeg forstaaer dig.
Min Dotter mener du.

156
VEZIREN.

En Ædelsteen,
Der ikke skinner blot i Skiønheds Pragt
Kold, som en Steen; men varm og blid, som deilig.
En Ædelsteen, der er sig selv bevidst.
En levende, en dobbelt Ædelsteen,
Hvoraf den Indre overgaaer den Ydre.
En Ædelsteen, som indbefatter alle;
Hvis Purpurkind er som en rød Rubin,
Hvis Øie straaler klart, som Diamant,
Hvis Tænder er en sielden Perlerad;
Alt i et Marmorlegem, hvidt, som Snee,
Og varmt, som fyrig Ungdoms Rosenblod.
Og denne sødt bevægelige Blomst,
Opvoxet i en ædel Jord, og under
Saa høy en Gartners kongelige Blik,
Den vil I tuske bort for denne Steenhob?

SOLIMAN.

Ha Nuschirvan! du taler viist.

VEZIREN.

Den vil I
Ombytte til en ringe Knøs, som fandt
En sielden Skat i Eders eget Rige?

SOLIMAN.

Tie, Nuschirvan! Den skiønne Farveglands
Henrev i første Øyeblik saa reent
Min Siel, at ey den lagde Mærke til
Hvad Munden sladdrede imidlertid
Paa egen Haand. Jeg har jo givet alt
Mit Løfte til min Dotters Giftermaal
157 Med Saladin, din Søn. Var andet ey,
Saa var jo dog mit første Ord i Veyen,
For dette sidste, ubevidste Tilsagn.

VEZIREN

Naar, store Sultan! vil du holde Bryllup?

SOLIMAN.

I Aften. For at du skal see hvor lidt
Den sidste Ruus har rokket min Beslutning.
Dumt var det dog, at disse Ord slap ud
I Glæden, til den gamle Skræderenke.

VEZIREN

Ey hvad, min Sultan! Ord, blandt andet, har
Den Egenskab, at de er, Ord: En Lyd,
Der svinder let og hastig, som den kom;
Og endnu fødes skal den rappe Haand,
Der kan forstaae at gribe dem i Flugten.
Foruden Ord, der noget er i Verden,
Som man Drabanter kalder, stærke Karle,
Som staae med Spyd i Haand, og jager alle
Næsvise Giester bort, fra Slottets Porte.
Hvis ey en Sultan var saa frie en Mand,
Og blev hvert Ord han sagde, til en Lænke,
Hvad Forskiel var der da paa ham og Slaven?

SOLIMAN.

Vel talt, min Ven! Du est et værdigt Mønster
For hver en viis og duelig Vezir.
Følg med nu i mit inderste Pallads;
Jeg maa dog vise Zulima min Gave.

De gaae.

158
GADE.
Aften. Stor Tummel i Byen af Mennesker. De fleste Huse ere illuminerede. Man hører Musik langt borte.
MORGIANE
kommer gaaende og banker paa hos en Urtekræmmer.
URTEKRÆMMEREN
stikker Hovedet ud af Vinduet.

Hvad nu? Hvem banker atter paa min Dør?
Jeg sælger ikke Noget ud i Aften.
En Urtekræmmer er dog ingen Hund,
Som altid skal for Disken staae i Lænke,
Og fare ned med Næverne i Sæben,
Rosinerne og Theen, naar I fløiter?
I Aften er der Glæde overalt,
Saa vil jeg ogsaa glæde mig i Aften.

MORGIANE.

Herr Naboe! Glæd han sig i Herrens Navn,
Saameget som han vil, det er ham vel undt!
Men vil han ikke ogsaa glæde mig
Med for en Skilling Olie til min Lampe;
Thi ellers maa jeg sidde hele Tiden
I Mørke, mens den hele Bye forresten
Har slig en Overflødighed paa Ild,
At det slaaer frem, som Hidsighed paa Huden,
Saa Gaderne seer ud, som om de havde
Skarlagensfeber, Frisler eller Fnat.

URTEKRÆMMEREN.

Ey, Morgiane! Er det hende Moer?
Saa kom kun. Disse ubevante Lys,
De blinde mig. Jeg kan ey see for Lys!

159
MORGIANE.

Og jeg kan ikke see for Mørke, Naboe.

URTEKRÆMMEREN.

Ja, saadan er det. Begge giør os blinde,
Man skulde troe at Dæmringen var bedst. -
Naa siden det er hende, Moer! saa skal det
Saa nøye just ey komme an derpaa.
Forlanger hun den bedste Olie?

MORGIANE.

Ney,
Ifald jeg turde bede Eder om
Den Sletteste; men det maa være Noget,
Som der er godt.

URTEKRÆMMEREN.

Hun er en Oeconom.

MORGIANE.

Ja ellers saae det galt ud. - Men hvad vil
Dog al den Stads og denne Lysning sige?
Jeg hører ogsaa hisset en Musik.

URTEKRÆMMEREN.

Er hun den Eneste i Ispahan,
Som ikke veed, at Soliman, vor Sultan,
Sin Datter gifter bort i Aften med
Vezirens Søn, den unge Saladin?