Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter I

INDLEDNING

I.

»Ich gab ihn sich selber, er erkannte den elgenen inneren Reichtum« - med disse Ord har Staffens, »den nye Ansgarius«, som Oehlenschlæger spøgende kalder ham, træffende karakteriseret sit Forhold til det store digteriske Gennembrud i den berømmelige Sommer 1802. Nye og underfulde Lærdomme bragte han, men han var først og fremmest Befrieren fra det overleverede og vedtægtsmæssige. For hans stærke Tale faldt »Overtroen paa det Nyttige« hos den unge Poet af Rahbeks og Prams Skole. Han gav ham Mod til at stole paa sin Genius, til at være sig selv. »Guldhornene« er skabt i et genialt Nu af en Mester, der pludselig efter forlegen og famlende Usikkerhed føler sig sin Kunst mægtig. En skønnere og højtidsfuldere Indledning til et Lands litterære Guldalder kan næppe tænkes.

Søger vi før »Guldhornene« det Selv, hvis Lænker brast i den sejsten Timer lange Samtale mellem Naturfilosoffen og Digteren, saa møder vi dets Spor, hver Gang Oehlenschlæger paa sin Digterbane nærmer sig Nordens Oldtid. Den, der i Beundring har bøjet sig for »vore Forfædres brændende Phantasie og Storhedsaand«, »den simple, ædle Naturs funklende Lue« i Modsætning til Samtidens »Høkeraand og saa II kaldet Verdenssnildhed«, hans Sind er beredt for Romantikens Dyrkelse af den heroiske Tidsalder. Og da Kanontordenen fra Rheden den 2. April 1801 forkyndte, at denne Helteaand levede endnu, saa har det store, højtidsfulde Øjeblik lært ham at maale Liv og Død med en anden Maalestok end før. Baade det lille Skuespil »Anden April 1801« og Kantaten over de faldne er Forbud om den Morgen, hvorover »Guldhornene«s Sol skal lyse.

Lige paa Grænsen af det digteriske Gennembrud staar da de to Digte »Freyas Rok« og »Biarkemaal« fra Fortællingen »Erik og Roller«, 1802. Det første er allerede Typen paa Oehlenschlægers Naturlyrik: Indtrykket af det hvide, milde Stjernelys paa den mørke Himmel omsættes i Digterens mytedannende Fantasi i et skønt Billede: Kærlighedens Gudinde, der spinder ved sin store funklende Rok. I det andet har den blege nordiske Helteverden hos Samsøe og Suhm faaet Kød og Blod paany. Det 18. Aarh. anes lige i Egekransen - Borgerdydens Krone! - som Heltens Pryd, men overdøves ganske af den mægtige Vildskab i Vaabengnyet og Blodbadet; Kamptummelen, hvor »Luren tuder som hungrig Biørn«. Durtonen fra Ewalds Valkyriesang er atter fundet efter Oplysningstidens elegiske Mollakkorder.

Det var derfor intet Tilfælde, at det nye Programdigt, »Guldhornene«, blev en nordisk Myte. Guderne havde ogsaa aabenbaret sig »kampfarvede, røde« i »Biarkemaal«, og Billeder af dansk Natur havde lyst op rundt i Digtene i »Erik og Roller«. Men Dimensionerne er større nu. Gudernes Tilsynekomst er en Vision; Solopgangsbillederne er i Pagt med »Vølvens Spaadom« og lader Ewalds »Balder« langt bag III sig. Og under Skyverdenen viser det danske Land sig i sin Sommerglans saa morgenfriskt, som Oehlenschlæger aldrig havde kunnet skildre det før; al Sjællands frugtbare Herlighed er udtrykt i de fire Linier, hvor de vægtige Adjektiver underfuldt giver Billedet Liv: »Ved lune Skov - Øxnene trække - Den tunge Plov - Over sorten Dække.«

Thi Aanden er en anden end før. »Guldhornenes« Tankeverden viser, med hvor genial Sikkerhed Oehlenschlæger har grebet Hovedsummen af Steffens' Lærdomme fra den store Samtale Dagen forud: Opfattelsen af Historien, som vender Oplysningstidens om og ser Udviklingen som et fortsat Fald fra Guldalderen, »da Himlen var paa Jorden«; af Naturens og Aandens Enhed, og af det umiddelbare, intuitive Geni, der formaaede at fatte denne Enhed.

I sine Erindringer har Digteren som gammel Mand søgt at forklare sit Digt saaledes: »Hornene vare fundne til Løn for tro Oldforskning, men atter borttagne af Guderne, fordi man ingen Sands havde for deres Værd og kun begabede dem nysgierrigt som andre Curiositeter.« Man har gjort Løjer med denne Fortolkning, men i al sin troskyldige Simpelhed viser den i al Fald Vejen ind til Helligdommen. Dem, som higer og søger, gækkede af Anelsen om Oldtidens svundne Storhed, dem bønhører Guderne virkelig. Men Hornet er ikke fundet som et Resultat af Forskerfliden; Gudernes Redskaber er den forelskede unge Pige og Bondekarlen, der pløjer sin Mark. Allerede her foregribes Aladdinstypen: Naturens muntre Søn overfor Granskeren, det umiddelbare Geni overfor den prøvende Forstand.

Men da Guderne bringer det andet Horn som IV Gave, er det ikke længere Oldforskerne, Gaven gælder. Der er en tydelig Forskel paa dem, som »raver i Blinde« og »de sjeldne Faa«, som forstaar Gaven. Romantiken er ikke som Førromantiken en blot Forkærlighed for Fortiden, men en filosofisk Livsanskuelse, der fra Evighedens Synspunkt søger Altets guddommelige Enhed baade i Historien og Naturen. Denne Enhed kan aldrig erfares gennem Fornuftslutninger, men den aabenbarer sig gennem Anelsen, Intuitionen, for de indviede, der higer efter Tilværelsens mystiske Forklaring, efter »Livets Liv«. Kun den andagtsfulde Undren kan tyde »Guddomsblikket paa Helligdommens Sider«.

Og »de sjeldne Faa«, de umiddelbare Genier, Guddommens Medvidere? Det var jo først og fremmest Digterne, havde Steffens sagt ham. Det poetiske Geni var paa engang det individuelleste og det universelleste af alt. Og naar Steffens bestemte Geniets Virksomhed som »uformidlet, ufordærvet Natur«, har Oehlenschlæger maattet føle, at de Ord passede paa ham mere end paa nogen anden. En ny Verden har aabnet sig. Digteren er ikke mere Samfundets nyttige Tjener eller Borgerlighedens Fornøjelsesraad; han er Guddommens Redskab, den af Guderne inspirerede Sanger, vates, som de Gamle kaldte ham. Poesien er ikke længer Fritidsbeskæftigelse, men Kulturens højeste Aabenbaring.

Naar Digteren derefter skildrer Gudernes Vrede mod den uforstaaende Menneskehob, der vrager deres Gave, saa var denne tragiske Udgang af Digtet jo dikteret ham af Virkeligheden selv. Hornene var for evigt borte. Versene om de sjeldne Faa - det centrale i Digtet - viser imidlertid noget andet end V den mørke Fortvivlelse fra de sidste Strofer; gennem dem lyser den sejrrige Overbevisning om at være kaaret til Evighedens Talsmand paa Jorden. Er Gaven end tabt, har den dog ikke været givet forgæves. Det er »Guldhornene« og »Sanct Hansaften Spil«, der gør den nye Samling »Digte«, som Oehlenschlæger hastigt sammenskrev i Løbet af Efteraaret 1802, til Hovedhjørnestenen i dansk Digtnings Historie. Ellers er den store brogede Bog ret et Opus 1; nyt og gammelt, godt og ondt brydes paa dens Blade. Ingen kan fornægte sin Fortid; selv i de afgjort romantiske Digte i Samlingen spores undertiden baade den bürgerske Førromantik med dens Rædselseffekter og Oplysningstidens akademisk sentimentale Stil. Men i to smukke Digte har Oehlenschlæger tilmed vedgaaet sin Gæld til det i den foregaaende Litteraturperiode, som forberedte Omslaget ved Aarhundredskiftet »Oldingen ved Werthers Grav« er i den unge Goethes frie Vers - Oehlenschlæger havde da allerede oversat »Vandreren«; dets Tankegang, som atter møder os i Egen og Sct. Hansormen i »Sct. Hansaften Spil«, og dets klare skønne Stil minder virkelig om Goethes Ungdomsdigtning, men er uens delig f jærnt fra den Sentimentalitet, der prægede vor hjemlige Wertherepidemi i 1770-80erne. Og »Den frembrydende Vaar«, det første af Oehlenschlægers mange skønne Ewald-Digte, er med sin arkadiske Tone - de smilende unge Hyrdinder, de sølvlokte Oldinger, det bøgende Kvæg, som Hyrderne driver hjem - og sine ewaldske Gloser og Vendinger en forenklet og forædlet Videreførelse af den store Lyrikers Odestil. Kun i det sidste, naturmytiske Vers fornemmes den nye Tid.

VI

I stærk Modsætning til det akademiske og regelrette, som karakteriserer »Den frembrydende Vaar«, staar de egentlige romantiske Digte. En storslaaet Fantasi over Romantikens Opfattelse af Naturen er »Natur-Temperamenter«, der i fire prægtige Landskabsbilleder tyder Naturens Aand i Analogi med Menneskets; metrisk betyder Digtet en ny Landvinding for Oehlenschlægers Versekunst. I »Hakon Jarls Død« er den historiske Ide: Sammenstødet mellem det døende Hedenskab og den sejrrige Kristendom, som senere bærer Tragedien »Hakon Jarl«, allerede udtrykt i de vidunderlige Indgangsstrofer. Ved sin energiske sluttede Komposition, hvor Handlingen hastigt udvikles fra Optrin til Optrin, indtil Grundtanken endnu engang lyser for Tilhørerne i Slutningsbilledet af de slagne Guder, peger Digtet tydeligt mod den kommende Dramatiker. Det betyder ved Emne og Stil Forbindelsen bag om Højromantiken med den senere Oehlenschlæger.

Mindre selvstændige er Gendigtningerne af de middelalderlige Folkeviser, hvor Oehlenschlæger nærmer sig de tyske Romantikere, især A. W. Schlegel. Disse »Romanzer« - de hjemlige Viser er iklædt statelige sydlandske Versemaal, Ottaverime og Terzinen - er blevet meget beundrede, og nægtes kan det ikke, at Oehlenschlægers friske sproglige Genialitet her har fejret nogle af sine mærkbareste Triumfer.

Men den kunstige Forening af Syd og Nord klæder ikke Viserne; Oehlenschlæger savner endnu Forstaaelse for deres Særpræg. Hos ham bliver alt kun ydre Anskuelighed; Psykologien er meget svag; »han forstaar ikke som Folkeviserne at lade os ane en Persons Indre gennem hans Handling« (Olaf Hansen).

VII

Heldigst er »Ellehøien«, hvor Sommeraftenens koglende Stemning og Ungersvendens bratte Selvbesindelse trods Stilforskellen virker med samme Magt som i »Elverhøjs«-Visen. I »Valravnen«s brede Snakkesalighed med dens Smaastænk af Ossian-Sentimentalitet og dens lidt paaklistrede Naturfilosofi er der ikke meget tilbage af »Germand Gladensvends« rystende Tragik. Og naar man i »Løveridderen« ser, hvorledes Fortællingen om Kong Didrik og Løven tager sig ud, naar den rives ud af sit naturlige Milieu, kan man ikke fortænke Pavels i, at han sagde »Ammestueeventyr«. Først da Oehlenschlæger begrænsede sin Universalpoesi nationalt, kunde han træffe Folkevisens Tone og Aand - i »De tvende Kirketaarne«.

Efter den straalende Begyndelse med »Digte, 1803« fulgte Højdepunktet i den oehlenschlægerske Romantik: »Poetiske Skrifter« 1805. Dette var i Sandhed Universalpoesi: den lystige Vrøvlekomedie (»Freyas Alter«) og det dybsindige religiøse Digt (»Jesus i Naturen«); det østerlandske dramatiske Eventyr (»Aladdin«) og den nordiske Saga (»Vaulundurs Saga«); Romancer og lyriske Digte i alle Stilarter, endelig en Digtcyklus, »Langelands-Reise«, der i sin Lilleverden spejler hele Romantikens Program. Medens »Digte, 1803« trods al Anerkendelse endnu kun »ændsedes af Faa og yndedes af Færre« (Grundtvig), fastslog »Poetiske Skrifter« Oehlenschlægers absolute Førerstilling indenfor den danske Litteratur.

Det er klassisk Højromantik; lys, dagklar Kunst, som kun undtagelsesvis finder Plads til det tyske Maaneskin og den tyske »Nachtseite der Natur«.

VIII

Tilbage mod »Guldhornene« viser »Den gamle Kiæmpe Cometes«, hvis Straffetale til den vanartede og dorske Tid peger hen paa, hvad den har mistet: Oldtiden, Guldalderen, hvor Himlen var paa Jorden; Middelalderen og den første Reformationstid, hvor endnu Længslen mod det hinsidige bar Menneskene oppe. Dog samtidig varsles en ny Heltealder - Baggrunden for Oplysningstidens Undergang er den franske Revolution og Napoleons hastige Stigen, der allerede nu - 1803 - var godt paa Vej til at »forjage dorske Ro«. Men »Knud den Store« er en schillersk Ballade, en velfortalt Anekdote i historisk Belysning som »Der Taucher«.

Typisk for Oehlenschlægers afklarede Kunst er det monumentale Mindedigt over Wiedewelt, der bliver et Symbol paa Kunstens trange Pilgrimsgang paa Jorden, og Blomsterdigtene - det enkle og rene om »Violerne« og den rige og skønne Blomsterfantasi i Mindedigtet over Botanikeren Vahl. Elegien »Høsten« giver en aandfuld indirekte Karakteristik af Modsætningen mellem Oehlenschlægers Forgængere - Ewald og den Ossian-paavirkede Lyrik - og ham selv. Klart og stærkt staar Billedet af den stormfulde Efteraarsnat, hvor Maanen lyser gennem de jagende Skyers Rifter - Grundstemningen er Smærten over alts Forgængelighed, Dødens kolde Ro. Men bag Høsten anes Vaaren - Oehlenschlægers friske, blussende Sundhed overfor den syge Ewald; mod Ossians »nøgne Klipper og Nat« straaler den homeriske Hal i sin harmoniske Ro og Middelalderens Skovmystik og romantiske Glans. Og den ossianske Klagesang synges i formskønne antike Distika, som Oehlenschlæger havde studeret hos Goethe, hos A. W.

IX

Schlegel og den latinske Elegiker Propertius. Først i »Poetiske Skrifter« bliver Antiken og Goethe i hans klassiske Periode Faktorer af Betydning for Oehlenschlægers Poesi.

Tyngdepunktet indenfor »Poetiske Skrifters« Lyrik ligger i de to store Digtkredse »Langelands-Reise« og »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«. Af den første meddeles i nærv. Udgave et Udvalg, den sidste gives fuldstændig i sin oprindelige Form.

»Langelands-Reise« er først et muntert Sommerferiedigt om Studenten, der aldrig har været længere borte end i Roskilde og Fredensborg, men som nu for første Gang skal se sig om i Verden. Det er fyldt med et ungdommeligt Rejsehumør, der i alt, stort eller smaat, kan se en Oplevelse eller finde et Udgangspunkt for Betragtninger. Herved danner Digtet et poetisk Sidestykke til de lunefyldte ProsaRejsebøger fra det 18. Aarh.s Slutning som L. Sternes »A sentimental journey« og Baggesens »Labyrinthen«.

Men dette er en romantisk Rejse. Tingene taler til den unge Poet paa en anden Maade end til Baggesen og til Sterne. Sommerferiestemningen lader ham ikke glemme sit litterære Program; det hele faar en højere Betydningsfuldhed og Værdighed ved Stilen og Valget af de skiftende Versemaal, som Digteren selv med romantisk Ironi forklarer i »Overgang« og »Omskiftning«, men til Gengæld holder den muntre Selvironi, der allerede ligger over Prologen, Højtideligheden i Skak.

Digtet »Saxo Grammaticus« viser, hvad han søger X paa sin Vej: Natur og Historie, Oldtid og Nutid i »blid Harmonie«. Den romantiske Uendelighed, som man kun glimtvis sporede i »Digte, 1803«, er fuld Virkelighed nu. Her er yndefulde, fine Naturbilleder som »Svendborg Sand« og »Hiemfarten«, og her er Fordybelsen i den store Fortid: »Roeskilde Domkirke«. Men ofte vokser det historiske Minde ud af Naturindtrykket: »Issefiorden«, »Anders-Skov«, og især »Thorsing«, hvor de gamle knudrede Bøge ved Vindeby for Digterens nærsynede Blik tegner sig som en Række harniskklædte Kæmper, der naturligt leder Tanken over Øens Thorshelligdom til Søhelten, som fik den som Kampens Løn - og til selve Kampen: Niels Juel i Køge Bugt. - En skøn, uløselig Forening indgaar Nutid og Oldtid i »Toget til Thorsing«.

Paa samme Maade er ogsaa den rene Naturlyrik Undtagelsen. Allerede i den lille Vise »Vaarsang« saa vi, hvorledes Digterens indfølende Fantasi menneskeliggør, besjæler Naturen, befolker den med mytologiske Væsner. I »Langelands-Reise« er den mytedannende Fantasi endnu frodigere. Af den stride Regnbyge og den haarde Modvind under Overfarten til Rudkøbing rejser Poseidon sig i al sin spottende Vælde, og i »Freidigt Sommerliv« holder Olympens Guder deres Indtog i den ødanske Natur - en plastisk Billedkunst, der i Skønhed kappes med Thorvaldsens. Men i Samlingens dybeste Digt, »Aften-Sang«, bliver Naturen ikke Mytologi, men Religion; i Solnedgangsfreden og ved Tonerne af den gamle pietistiske Salme »Hvo ved, hvor nær mig er min Ende?« stiger Tanken om Døden og Evigheden op for Digteren, indtil den røde Himmel mystisk XI forvandles til Kristi Blod. Det er allerede »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«.

Men - som ofte i Romantiken - i Centrum staar ikke Historie og Natur, men Poesien selv. Den er Digterens kæreste Emne. Vigtigst er »Morgenvandring«, hvor Sindet stemmes af Oldtidsminderne og Naturens Skønhed, indtil Digteren paa sin Vandring standser og i de brogede Kornblomster finder Symbolet paa sin naturfromme »unyttige« Kunst overfor Oplysningstidens stædige Nyttefilisteri. Og rundt om i Digtet fortsættes Oppositionen mod Romantikens Fjender, som begyndte i »Sanct Hansaften Spil«. Værst gaar det ud over Oplysningstiden, men de fleste Digte er ikke synderligt vittige og derfor udeladt i denne Udgave. En Prøve giver det lille Epigram »Birkners Gravskrift«, der i den nye Religiøsitets Aand indsætter Guds Navn paa den Plads, hvor Rationalismen havde skrevet Sandhedens. I »Gibsbilledet« stilles Forstandens kolde Repræsentant, den »frosne Spottefugl Voltaire«, som Oehlenschlæger ganske vist kun kendte fra Steffens haarde Domme over ham, overfor den danske Romantiks Forløber og Bebuder, Ewald. Men allerede Kærligheden til Ewald betyder et lille Særstandpunkt overfor den rette romantiske Kodex, og tydelig Selvstændighedstrang viser »Faareveile Skov« ved den varme Beundring for Lessing, der afgjort var paa det sorte Bræt. Vidtrækkende Følger fik den spidse og træffende Karakteristik i »Corsøer« af Baggesen, hvem Oehlenschlæger endnu Sept. 1800 - dengang den »uomvendte Adam« - havde hyldet i et smukt Digt, men som senere havde bragt ham i Harnisk ved sine spotske Udfald mod Goethe i »Gedichte, 1803.« XII Oehlenschlæger saa selv, sagde han senere, i denne Ungdomsspøg Spiren til Baggesens Had.

Til det romantiske Idéindhold i »Langelands-Reise« svarer den romantiske Form. Læremestrene er den formsikre A. W. Schlegel og bag ham Goethe, og intet Sted er Oehlenschlægers Versekunst saa frodig og saa moden som her. Vi møder de romanske Verseformer, som Schlegel elskede; det spanske Romancevers i tre Variationer: ustrofisk i »Issefiorden«; strofisk og rimet i »AnderssSkov«; i »Omskiftning« strofisk men (nærmere Forbilledet) kun med Vokalrim (Assonans), som kunstfuldt gennemføres i hele Digtet. De uregelmæssige Terziner fra »Ellehøien« er veget for de korrekt byggede i »Roeskilde Domkirke«; Ottaverne anvendes i »Catastrophe«, tyske Forbilleder yder nye sammensatte Former af jambiskanapæstiske eller trokaisk-daktyliske Vers. Sin særlige Karakter faar den lille Digtkreds imidlertid ved den rige Anvendelse af antike Versemaal. I hele første Del - Rejsen - er det elegiske Distichon (afvekslende Hexametre og Pentametre) Hovedversemaalet. I »Hiemfarten« eksperimenterer Oehlenschlæger med »det større asklepiadeiske Metrum«, som han kendte fra Horats (- v - v v - || - v v - || - v v - v - ||), men som dog ved sine vanskelige Pauser kun i enkelte Verselinier former sig fuldt naturligt efter Sprogets egen Rytme:

»Sølvbro, grundet af Vand, kruset af Vind, dækket af Himmelglands«.

Det smukkeste Udtryk for Oehlenschlægers Antik er det lille Hexameter-Epos »Toget til Thorsing«, hvor Voss' Homer har affødt et lille Mesterværk, som XIII trods sin spøgende Tone er i den store græske Stil. Lige beundringsværdig er den fintmærkende og levende Behandling af Versemaalet og - midt i den tilsyneladende Travesti, der endog muntert bringer første Sang af »Peder Pars« i Erindring - Stilens ægte homeriske Tone i Adjektivernes blomstrende Kraft og Billedernes tunge Fylde.

»Langelands-Reisen« indeholder enkelte Digte, der kun er født af Øjeblikket og forlængst har mistet deres Liv, andre, der (som »Reisen over Bæltet«) kun viser os Grænserne for Oehlenschlægers Formaaen. Men som Helhed indtager dette lille Værk indenfor sin Digters Produktion, og derved indenfor dansk Digtning overhovedet, en betydningsfuld Plads ved sin paa en Gang saa unge og saa modne Kunst.

Ikke mindre betydningsfuld er den anden Digtkreds fra »Poetiske Skrifter«: »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«. Den er det romantiske Udtryk for Oehlenschlægers Religion, og Digtet er inspireret af den religiøse Mystiker blandt de tyske Romantikere, Novalis. Det er især den elfte af Novalis' »Geistliche Lieder« (»Wo bleibst du, Trost der ganzen Welt«), som har været af Betydning for ham. Her bliver Kristi Fødsel en Myte om Foraarets Komme; Grundstemningen er en mystisk Panteisme, hvor Gud er alt i alle:

Er ist der Stern, er ist die Sonn',
Er ist des ew'gen Lebens Bronn,
Aus Kraut und Stein und Meer und Licht
Schimmert sein kindlich Angesicht.

Men ogsaa i Morgensalmen (Nr. 2), hvor Kristus sammenlignes med Solen, møder vi en beslægtet XIV Tankegang; i »Gott« udtrykkes Panteismen klart, og i den hektiske »sinnlich-übersinnliche« »Hymne« tager hele Naturen Del i Nadverens Mysterium. Intet belyser Oehlenschlægers aandelige Sundhed klarere end en Sammenligning mellem dette sidste Digt og »Den hellige Nadvere« i »Jesus i Naturen«.

Oehlenschlæger tager da Novalis' Tanke op; i Aarets Gang afspejles Kristi Liv. Foraaret er hans Fødsel; den grønne Skov tyder os hans Lære og Undergerninger. I Høstens svulmende Drue giver han Disciplene sin Nadvere; det døende Efteraar er Getsemane og Golgatha. Men Disciplenes Jubelhymne er Forvisningen om, at Kristus ikke er død. Efter Vintermørket vil Lyset komme igen og Vaaren atter sejre.

Men Digteren har hverken villet eller kunnet gennemføre denne Tankegang klart. Hans positive Tro vægrer sig ved at »reducere Christus til en Mythus af den aarlige Natur, da han tvertimod bestandig har søgt at vise Naturen som en aarlig gientaget Mythus af denne guddommelige Forløser«. Hos Novalis er Gud og Naturen ét. Oehlenschlæger nærmer sig undertiden dette Standpunkt (»Christi Fødsel«; »Simon Peder«, hvor Naturen personificeres i Gud, og hvor Digteren har søgt at løse Novalis' religiøse Problem: at forene Panteismen og Monoteismen; »Den hellige Nadvere«, »Getsemane og Golgatha«, »Disciplenes Jubelhymnus«), Snart ser han i Forholdet mellem den besjælede Natur og den aabenbarede Gud kun Parallelen; hans Naturfromheds Kilder er ikke blot Novalis' symbolske Poesi, men Bjærgprædikenens Henvisning til Fuglene under Himlen og Liljerne paa Marken og Naturbillederne i Jesu Lignelser.

XV

Naturen er da for Digteren Billedet paa Gud, ikke Gud selv, men han lytter hellere til dens Tale end til Præstens (»Jesu Lære«). Samme udogmatiske Kristendom, som »Aarets Evangelium« forkynder, er Grundtonen langt hinsides Romantiken i den skønne Gravsalme »Lær mig, o Skov«.

Ogsaa derved adskiller Oehlenschlæger sig fra Novalis: Naturen er ham ikke nok. Han kan aandfuldt omtyde det bibelske Billede i en Naturiagttagelse (»Joseph«, »Christi Manddom«, »Johannes den Døber« som Foraarsregnen, »Jesu Mirakler«), men han er først sig selv helt, da Mennesket atter kommer tilsyne i hans Digt. I »Fristelserne i Ørkenen« møder vi Ynglingen i sidste Afsnit, men vi har allerede mærket, at de to første, som er rent allegoriske, ikke symbolske, ogsaa gælder ham. Allegori, ikke Symbol, er Sommerstraalen i »Pharisæeren« og de golde Stubbe i »Saducæerne« - den første paa den hensynsløse Oplysningsrationalisme, Stubbene paa den sløje nydelsessyge Skepticisme, som Oehlenschlæger kendte fra 18. Aarh.s Visedigtning. Og i »Johannes« træder Romantikens »Waldbruder« ind i Digtet - og med ham i det lille Kapel med Krucifixet den virkelige Kirke, ikke Naturens store symbolske.

Herfra er der kun et Skridt til selve den bibelske Beretning, »Christus i Tiden«, som Oehlenschlæger siger, »det hellige Culminationspunkts Guddommelighed i selve Historien«. Et lille Digt som »Maria« laaner sin Farve fra Gudsmoders Billede, medens det omvendte efter Digtets Program skulde være Tilfældet, og Digtet »Judas Iscariothes« falder i Grunden udenfor Planen. Det er ikke en Omtydning, men en Gendigtning af den hellige Historie.

XVI

Oehlenschlæger erklærer det derfor nødvendigt »det hele Digt igiennem at have Christus i Tiden, i Naturen og i Hiertet for Øine paa een Gang, da de uafladeligen, meer eller mindre, blande sig mellem hverandre giennem det hele Digt.« Men en saadan tiedobbelt Tydning, der minder om den, middelalderlige Kommentatorer forsøgte paa Dantes »Divina commedia«, er kun mulig paa Digtets Højdepunkter. Her er »Simon Peder«, hvor Guddommen anes i Naturen og Historien, i Poesi og Videnskab, i Heltens Daad og Kvindens Dyd; men hvor de spredte Straaler samles i en fælles herlig Sol - »i Alt er Alting Alt«. Og Slutningsdigtet, »Disciplenes Jubel-Hymnus«, der paa engang giver Kristus i Historiens Midte, hans tidløse evige Liv i den aarlige Natur og hans Magt i Hjerterne som det Godes Princip. I den sidste, om det 18. Aarh. mindende Tankebestemmelse røbes Digterens Syn paa Frelseren. Hans Kristusbillede er Rationalismens, den blide Lærer og Menneskeven.

Digtet lader sig da ikke som Novalis' »Geistliche Lieder« tankemæssigt opretholde som en Enhed. Uformidlet trives ved hinandens Side hans Mors pietistiske Fromhed, hans Fars Rationalisme og den nye schelling-steffenske filosofiske Religiøsitet. Men alle tre Former for Forholdet til det guddommelige træder os i Møde i skønne, dybt oplevede Billeder af dansk Natur. Det er en dansk »Aarets Historie«, som H. C. Andersen senere fortalte den, og heri - mere end i det dybsindige, men uklare Tankeindhold - ligger for os Digtets blivende Værdi.

»Jesus i Naturen« forargede mange; saaledes tog Biskop Balle til Orde mod det i en Bispordinationstale XVII i Frue Kirke. Men til Gengæld takkede den ene af det religiøse Livs Fornyere i det 19. Aarh., J. P. Mynster, Oehlenschlæger i et smukt Digt, og trods alle sine Forbehold har ogsaa den anden - Grundtvig (i »Verdenskrøniken« 1812) hilst det som et Varsel om en ny og rigere Fromhed. Oehlenschlæger selv ængstedes hurtigt ved sit Digt. Da han omarbejdede det under Udenlandsrejsen, gav han det ikke blot en ny og mindre udfordrende Titel: »Aarets Evangelium«, men i de nye Digte, han tilføjede, især i Digtet »Paulus«, gaar han fra Naturen ind i Kirken. Panteismen viger for en positiv Kristendom.

Den tredje store Digtsamling, »Digtninger« 1811, som omfatter Oehlenschlægers mindre Digte fra Udenlandsrejsen og det første Aar efter Hjemkomsten (Tiden 1805-1810), betyder Hjemgangen fra Romantiken. Her staar han paa sin Kunsts Tinder, men samtidig spores det begyndende Forfald. Der er ikke den Enhed og Helhed over »Digtninger« som over »Poetiske Skrifter«; ved Siden af smaa Mesterværker begynder den rutinemæssige Ligegyldighed, som snart skulde kvæle Oehlenschlægers Lyrik, at stikke Hovedet frem.

Der er en anden og mandigere Tone over disse Digte end den straalende Sommerstemning fra »Langelandsreisen«. Den universale Poesi afløses af den nationale; Oehlenschlæger erklærer nu, at »det eiendommelig Nationale er Poesiens ædleste Blomst«. Som »Thors Reise« og »Hakon Jarl« afløser »Aladdin«, saaledes afløser »De tvende Kirketaarne« og »Harald Hildetand« Antiken og den sydlandske Romantik XVIII i de mindre Digte. Først i Udlandet bliver Oehlenschlæger sig sin dybe Kærlighed til Fædrelandet bevidst; »Hiemvee« er digtet allerede det første Efteraar i Halle, hvor han var Steffens' Gæst. Og først under Indtrykket af den store Nationalulykke 1807 føler han sig ret som dansk. Budskabet om Københavns Bombardement traf Oehlenschlæger i Paris; Modsætningen til den glade Verdenshovedstad og til den muntre fremmedartede Kultur, som han aldrig følte sig hjemme i, befæstede ham yderligere i hans nordiske Særfølelse. Den skønne »Bøn til Penaterne« fra Efteraaret 1807 (eller som den oprindeligt og smukkere hed »Bøn til Guderne«), der viser Længslen efter Hjemmets Bøgeskove og dets friske Hav, er en from Bekendelse til et udpræget nordisk Livssyn overfor den franske »esprit«. Men »De tvende Kirketaarne« fra Februar 1808 er ikke blot en Genfødelse af den Folkevisetone, Oehlenschlæger i 1803 ikke havde Øre for, men et patriotisk Digt, en mandig Opfordring til atter at opbygge Danmarks sjunkne Hus. Denne Romance alene vilde være nok til at sikre Oehlenschlæger Plads mellem sit Lands største Digtere; i sin Lidenhed er den et uforgængeligt Kunstværk, fordi det lykkelige Emnevalg og den geniale Simpelhed i Behandlingen hæver den over alle tidsbestemte »Skoler« og Stilretninger. Den er klassisk, fordi den i dybeste Forstand er folkelig, og den er - ved sit Landskab, sine Mennesker og først og fremmest ved sin danske Munterhed, sin uretoriske Patos - det mest danske af alt, hvad den store Digter har skrevet.

Paa Baggrund af »De tvende Kirketaarne«s muntre Danskhed virker den ramt nordiske Tone i »Harald XIX Hildetand« dobbelt mørk og mægtig. Oehlenschlæger har her overfor Grundtvigs Kritik villet vise, at han, naar han vilde, kunde »sejle det nordiske adskillige Streger nærmere«, end han havde gjort det i »Hakon Jarl« eller »Palnatoke«. Beundringsværdig er den episke Vælde, hvormed han har formaaet at male det mægtige Kampbillede, men enestaaende er den metriske Kunst, der er udfoldet i den mesterlige, markante Benyttelse af tre oldislandske Versemaal. Digteren har forladt sin Kunstteori fra Romancerne i »Digte, 1803«, der vilde klæde det nordiske Stof i Sydens Farver; han har forstaaet, at den fuldendte Kunst er den, hvor Indhold og Form dækker hinanden helt.

Overhovedet viser de bedste Digte fra denne Periode overalt den vigtige menneskelige og kunstneriske Udvikling, Digteren havde gennemgaaet i de rige Rejseaar. »Evalds Grav« overgaar de tidligere Ewald-Digte ved sin dybere Forstaaelse af Ewalds tragiske Personlighed. »Til min Læser« er en moden Mands Syn paa Kunsten og paa Kunstneren, der i sin schillerske Visdom er langt mere frugtbart og omfattende, ogsaa langt aandfuldere, end den lidt sentimentale Blomsterumiddelbarhed fra »Morgenvandring«. Og den Vision, som med næsten forfærdende Storhed aabenbarer sig i Hymnen til Tragediens Muse, »Til Melpomene«, er et Bud om en Aandens Verden, som ingen tysk Romantiker havde fundet Vejen til - Shakespeares og Schillers.

Men de store Løfter, som »Digtninger« 1811 havde givet, blev kun indfriet i »Helge« og aldrig siden.

XX

Oehlenschlægers Manddom blev ikke Goethes eller Schillers lig. Efter Ungdommens Eventyr kom Virkeligheden - Frederik den Sjettes fattige og bornerte Virkelighed paa Ruinerne af den sjunkne Heltetid fra Aarhundredets første Tiaar. Nedgangen i hans Kunst var begyndt, og paa intet Omraade er Tabet føleligere end i hans Romancedigtning og hans Lyrik. Af de fem Bind lyriske Digte i Liebenbergs store Udgave er de fire sidste for Størstedelen interesseløse; af Romancerne findes faa efter 1811, der hæver sig over et beskedent poetisk Jævnmaal. Det er, som om Oehlenschlæger selv har følt Afstanden mellem sin straalende Ungdomsdigtning og Masseproduktionen af ligegyldig Lejlighedspoesi nu, og derom har digtet de gribende Vers om den tabte Ungdom: »Hvor blev I røde Roser dog -«. Kun Digtet »Til Havet« og Mindedigtet over Kamma Rahbek er endnu i den store Stil, og dog taaler det sidste, trods den geniale Optakt med Skildringen af den klingre Frostmorgen, ikke Sammenligningen med Digtet over Vahl. Der er skøn og hjærtelig Menneskelighed i Fiskerens Vise og Fiskerkonens Sang af »Hroars Saga«, men Hranes Elskovskvad viser trods sine prægtige Enkeltheder ved hele sin retoriske Opbygning tilbage til det 18. Aarh.s poetiske Stil. Og Fædrelandssangen, hvoraf kun de tre første smukke, om end lidt vege Vers lever, er som Helhed taget ved sin udprægede Frederik VI-Stil et Vidnesbyrd om, hvor snæver Oehlenschlægers engang uendelige Universalpoesi nu er blevet. Det er ingenlunde Ewald, højst Thomas Thaarup.

Alligevel - Haanden kan ryste, men den er dog XXI den samme. Selv over Oehlenschlægers allersidste Digt fra Skydebanefesten paa hans Halvfjerdsaars-Fødselsdag, ja mere dér, end i de fleste andre fra hans senere Aar, ligger der et Skær af Glansen fra hans store Ungdom. Dets Tankeverden er i Slægt med »Til min Læser«; dets Billeder lyser endnu af den fordums Rundhed, Kraft og Ynde. Og dette Tilbageblik over det daadrige Digterliv bevæger os især, fordi den gamle Digter her selv har fundet Ordet, der nævner Grundtonen i hans Væsen, hans »herskende Egenskab«: den danske Munterhed. Ingen skønnere, mere rammende Karakteristik kunde gives af hans lykkelige harmoniske Natur - og af hans Kunst, der i stort og smaat saa forunderligt spejler hans Personlighed.

Efter saaledes at have fulgt Udviklingsfaserne i Oehlenschlægers Digtning gennem hans mindre Digte, vil det være muligt at give Synspunkterne for en almindelig Vurdering af Oehlenschlægers Lyrik og hans korte, fortællende Digte.

Sammenligner man den danske Poesi i Tidsrummet mellem Ewalds Død og Oehlenschlægers Fremtræden med »Digte, 1803«, og især med »Poetiske Skrifter«, vil man let faa Øje paa, hvad allerede Steffens rigtigt saa, at den Revolution, Oehlenschlægers Ungdomsværker fremkaldte i Litteraturens Historie, først og fremmest beroede paa den gennemgribende sproglige Fornyelse. Der er Digtere, som har tilført Sproget nye Værdier - Oehlenschlæger stemte det fuldstændigt om. Skellet mellem det 18. og det 19. Aarhundrede er her saa skarpt, XXII at det er umuligt at overse det. I Sammenligning med Oehlenschlægers poetiske Stil virker ikke blot Ewalds med dens stærke tyske Islæt, men selv Baggesens - han der bestandig elskede at optræde som Modersmaalets Ridder - fremmed i vore Ører.

Grundene maa søges i et lykkeligt Sammentræf af Opdragelse og medfødt Natur. Oehlenschlæger er udgaaet af det jævne Borgerskab; han har gaaet i en moderne dansk Skole (Efterslægtens), har altsaa været uden Forbindelse med Latinen, som mærkes i Ewalds, i Rahbeks og i Baggesens Stil. Og - hvad mærkeligere er - han har heller ikke i sin Barndom og første Ungdom modtaget dybere literære Paavirkninger fra Tysken. Han har ikke, som sine lidt ældre samtidige, forlæst sig i Klopstock og Gottinger skolen; selv Goethe naaede han først til, da han var næsten tyve Aar gammel. En jævn, naturlig, folkelig Tale er Grundlaget for hans Sprog; bortset fra antikiserende Efterligninger søger han ikke Fornyelsen ad litterær Vej. Han kan smykke sin Stil med kraftfulde og smukke Gloser fra Anders Sørensen Vedel og fra Syv; men den har intet tillært over sig. Den præges af hans umiddelbare sproglige Genialitet, hans skabende Sprogkraft. Naturlighed og Oprindelighed er de to Prædikater, der kan gives dette Sprog. I sin Ungdom har han en yderst fintmærkende Følelse for Ordenes Værdi. Han vrager det vage og tilfældige, nævner Tingene ved deres rette Navn - hans Sans for le mot propre forkaster alle slidte Klicheer, alle intetsigende Omskrivninger. Og just fordi hans Sprogfølelse aldrig slipper Forbindelsen med Hverdagens talte Ord, bliver hans Patos altid naturlig. Hans sikre sproglige XXIII Takt - det gælder stadig Ungdomsværkerne - holder ham lige fjærnt fra det opstyltede og det platte.

Dette Sprog afspejler nu i sin Farve og sin Glans Oehlenschlægers rigt udrustede Sansenatur. Han har forstaaet at se - han nævner det selv som Digterens Hovedegenskab; - de mange Erindringsbilleder i hans Digte er mærkværdigt anskuelige, klare og lyse. Men deres Anskuelighed beror ikke paa Mængden af opfattede karakteristiske Enkeltheder, men paa Fremhævelsen af de afgørende typiske Træk, hvoraf Helheden bygges for vor Opfattelse. I dette Helhedsbillede, hvor Detaljerne altid underordnes de store Linjer, lyser de stærke og klare Farver op. Undertiden morer han sig, som senere J. P. Jacobsen, med at experimentere med Nuancen og Overgangene som i »Løveridderen«, hvor »blegere den blege Straale blegner«, men Hovedreglen er de enkle Farver, der undertiden virkningsfuldt kontrasterer indbyrdes (Indledningsstroferne til »Løveridderen«). Og det fulde Liv faar Billedet først, fordi det ikke blot er set, men sanset. Der er ikke blot Himmel over det, men Luft om det. Blomsterne er ikke blot Farve, men Duft. En afgørende Rolle spiller Ternperaturfornemmelserne; man kunde næsten sige, at paa dem er »Jesus i Naturen« digtet. Oehlenschlæger elsker det friske, det milde, det »kiølne« og det skyggefulde; overfor det kolde, det lumre og det brændende reagerer han heftigt. Skovens svale Skygge, Vandets kølige Friskhed er Yndlingsbilleder i hans Poesi.

Hans Kunst er derfor mindre for Øret end for Øjet og for Sanserne. Fyldige og rige, harmoniske XXIV og velklingende er hans Vers - ogsaa paa det metriske Omraade er han en Fornyer af sjælden Rang, der ikke blot har tilført den danske Digtekunst sydlandske og antike Versemaal, som før kun var lidet eller aldrig brugt herhjemme, men som dristigt har kombineret videre paa det en Gang givne Grundlag - men den ligefremme Sangtone finder han kun sjældent. Hans Ord har for fast Grund i den ydre Virkelighed til at forvandles til blot Musik. Exempler paa rent musikalske Digte vil kunne findes i »Sct. Hansaften-Spil«, hvor dog det tyske metriske Forbillede - Tieck - mærkes tydeligt; ren oehlenschlægersk i Tonen er derimod det lille yndige Digt fra »Aly og Gulhyndy«: »Ton, søde Strænge«. Thi i hans Ungdom syntes intet at være umuligt for ham; han kunde alt. Men som Helhed er hans Kunst plastisk, malerisk, sanselig anskuelig, udadvendt - d. e. objektiv; ikke musikalsk, indadvendt, subjektiv.

Allerede heri ligger Svaret paa Spørgsmaalet: var Oehlenschlæger egentlig Lyriker? Den centrale Lyrik laa ham f jærnt. Hans Kunst mangler den intense Selvfordybelse eller den dybe Selvoptagethed - den søger udad, ikke indad. Hans Temperament var behersket af bratte Sindsbevægelser, elementære Følelsesreaktioner: den opbrusende Hidsighed, de voldsomme Omslag fra Angst til befriende Glæde f. Ex., der har sat sig pragtfulde Spor i hans Digte, men den store, brændende Lidenskab kender han ikke.

Teoretisk var han sig Retningen mod det objektive fuldt bevidst. Allerede i den før-steffenske Periode havde A. B. Bentzon aabnet hans Øjne for »det dygtige Objective«. Sin poetiske Trosbekendelse har han fremsat i disse Ord af Fortalen til XXV »Poetiske Skrifter«: »Ganske at kunne tabe sig i sit Objekt og fremstille det sandt, tydeligt og betydnmgsfuldt, uden uvedkommende Indblanding, er udentvivl det, som characteriserer den sande Kunstner.« Novalis' »Geistliche Lieder« er helt fordybet Jeg-Stemning; Oehlenschlæger objektiverer sin religiøse Følelse i Betragtningen af Jesu gientagne Liv i den aarlige Natur. Det indre anskues altid i det ydres Billede, og dette Billede er upersonligt - Kunstneren træder tilbage, lader Værket selv tale. Hvis man i Forbindelse med Poesi kan bruge Glosen »saglig«, vil den først og fremmest kunne anvendes paa Stilen i Oehlenschlægers Ungdomsdigtning.

Derfor virker Oehlenschlægers Stil ved første Øjekast langt mere realistisk end hans Forgængeres, ja, undertiden ligefrem naturalistisk. Tydeligt ses dette i Forholdet til Naturen. »Oehlenschlægers Naturskildringer giver de afvekslende Aftryk af den Virkelighed, han havde sanset, Tingene fastholdt som Typer; men Typen har et indre Liv, der synes at give Tingene deres Individualitet, saaledes at Skildringerne giver os den hjemlige Fornemmelse af at opleve, at have Tingene« (Oluf Friis). Et smukt Eksempel paa hans klare, sansede Erindringsbilleder giver Skildringen af Langelandsbæltet i Digtet »Vens nernes Ankomst« (ikke optaget i nærværende Udvalg af »Langelandsreisen«):

Søen strammer ud sit Klæde,
Himlen farver Søen blaa;
Klare, lyse Bølger smaae
Ganske blye paa Landet træde;
Breddens Blomstersiv de væde,
XXVI Trække sig saa, uden Brag,
Atter hen saa sølversmukke,
I det stille Hav, og vugge
Mod den klare Sommerdag.

Men den givne Virkelighed er kun Udgangspunktet for hans skabende Fantasi. Paa en enkelt lagttagelse kan han bygge et helt Landskabsbillede op. Hans Barndoms og første Ungdoms Naturindtryk var Søndermarken, Frederiksberg Have og den aarlige Dyrehavstur; hertil kom Malerierne oppe paa Slottet, der førte ham til fjerne, fremmede Lande. Men paa dette Grundlag kunde han skabe de levende og farverige Landskaber i »Valravnen« og »Løveridderen«, Indledningsstrofen til »Hakon Jarls Død« og »Natur-Temperamenternes« dristige og mærkelige Billedverden. Eller han besjæler sit Billede, levendegør Naturen, han iagttager, - i den citerede Strofe er de bly Bølger allerede en begyndende Personifikation, - saa at mytologiske Skikkelser vokser op af den: »Freidigt Sommerliv«, »Jesus i Naturen«. Paa tilsvarende Maade arbejdede hans Fantasi med Historien - en Sætning hos Suhm, en Lærebogsanekdote hos Malling vokser for hans Fantasi til en levende Situation.

Denne Retning mod det objektive har allerede tidligt været erkendt som Oehlenschlægers Hovedejendommelighed, og paa denne Erkendelse hviler Heibergs ofte gentagne Paastand, at Oehlenschlægers egentlige Storhed ligger i Romancen dvs. det lyrisk-episke, efterhaanden fortolket saaledes, at Oehlenschlægers Romancer, de korte, fortællende Digte, skulde være hans Kunsts Kærne. I sin populære Form gælder Sætningen imidlertid ikke. Det XXVII er betegnende, at Oehlenschlæger, vor eneste virkelige Epiker i det store Format - »Thors Reise«, »Hrolf Krake« - just i den episke Del af de saakaldte Romancer ofte kommer tilkort. »Hakon Jarls Død« er Undtagelsen, ikke Reglen; i Digte som »Løveridderen« og »Valravnen« er netop selve Fortællingen det svage Punkt. Rigtigere vil det være at forlade en dobbelttydig Glose som Romancen og pege paa Situationen som Grundformlen for Oehlenschlægers korte Digte - baade de fortællende og de rent lyriske. En klart iagttaget, objektivt behandlet Situation, som laaner sit Liv og sin indre Bevægelse af Digterens livfulde Sindsbevægelsestemperament - paa næsten alle de bedste af de mindre Digte kan denne Karakteristik finde Anvendelse. Situationer er Oldingen ved Werthers Grav, Knud den Store ved Strandbredden, Wiedewelt i Vinternatten. »De tvende Kirketaarne« er bygget over to Situationer i naturlig Kontrastvirkning: Udfarten og Hjemridtet. Digtet til Melpomene er ikke et blot Tankedigt, men en Vision, der har Oplevelsens Tydelighed. Selv Roserne i Erindringens Psalmebog er en lille plastisk anskuet Scene.

Men Situationen er Spiren baade til Eposet og til Dramaet. Derfor bliver Læsningen af Oehlenschlægers mindre Digte den bedste Introduktion til hans Poesi. Ogsaa rent historisk bliver de det første Kapitel i hans Livsværk. Medens han til det sidste bevarede Evnen til at beherske de store Former, glippede Herredømmet over de smaa: Romancen, det lyriske Digt, efter »Helge«. Det var ikke blot, fordi den lyriske Aare udtørredes. Det var især, fordi hans Sprog havde tabt sin naturlige Umiddelbarhed, XXVIII hans Iagttagelse sin Prægnans. Masseproduktionen - en uhyre Lejlighedsdigtning - knuste Evnen til at modtage et Førstehaandsindtryk af Oplevelsen. Mans Ungdom havde ryddet Sproget for de overieverede Klicheer. Hans Alderdoms Lyrik er med faa Undtagelser død, fordi den kun er Kliché.

II.

Blomsten af Oehlenschlægers unge Romantik i dens første Friskhed er det lille Skuespil, som afslutter »Digte, 1803«: »Sanct Hansaften Spil«. Her er det nye Krav om Universalpoesien virkelig realiseret indenfor et enkelt Værks Rammer; det rummer paa sin Vej fra det gamle Voldkvarter og ud i den blaa Uendelighed en levende og aandende Verden, der paa engang er dybt tidsbestemt - der staar København 1802 paa hvert af Bogens Blade - og evig alméngyldig; som rækker fra lunefyldt Fortrolighed med Hverdagen og Sans for alle de smaa Ting, der giver Livet dets Farve, og op til det begejstrede Øjeblik, hvor Evighedens Pulsslag fornemmes gennem Tiden.

»Sanct Hansaften Spil« er en Programdigtning, Formuleringen af den nye Lære, Steffens havde indviet Oehlenschlæger i. Derfor mærker man saa tydeligt de fremmede Forbilleder og den fremmede Indflydelse. Ideen stammer fra Goethes lille Lejlighedsspil »Das Jahrmarktsfest zu Plundersweilern« med dets rask henkastede Typer af et Markeds brogede Verden og dets friske Versekunst: det djærve, kantede »altdeutsche« Knyttelvers, der brydes af de afvekslende, markante Strofer, hvori den skrigende og larmende Sværm af Tyrolere, Bønderfolk, Kagekoner, Zigeunere, Visesangere etc. søger at overdøve XXIX hinanden. Her finder vi ogsaa Forbilledet for Marionetkomedien i det satiriske Spil om Esther og Ahasverus. Den ydre Form: »et sammenblandet Chor, - Hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde - Afvexler med en dybere Natur,« altsaa Blandingen af kampivrig Satire og positiv Lyrik - har Oehlenschlæger studeret i Tiecks Literaturkomedier, især »Prinz Zerbino«. Hans Angreb paa Oplysningstiden synes undertiden hovedsagelig at sigte paa den tyske Romantiks Fjender og kun i Forbifarten give Oplysningens hjemlige Repræsentanter et Par Sidehug, og paa den anden Side er et Digt som Romancen om Kirsten Piil et tydeligt dansk Sidestykke til Tiecks Middelalderbegejstring og Romantikernes æstetiske Katolicisme, og Naturlyriken en Videreførelse af den, Tieck havde skabt. Som metrisk Forbillede mærker man foruden Tieck A. W. Schlegel med hans i 1800 udkomne Digtsamling: det er Marias Canzone (»Da jeg imorges aabnede mit Øie«) og det spanske Romancevers i Ludvigs Monolog (»Mat og ene, bleg og ene«); Friedrich Schlegel, som ellers kun har betydet meget lidt for Oehlenschlæger, har maaske lært ham den ejendommelige Anbringelse af Rimene ind mod Linjernes Midte, som findes i det lille Digt: »Den vilde Støi nu lyder ikke længer«. - Og fremfor alle mærkes Steffens i Stykket. Hans Trods mod det satte københavnske Publikum er levendegjort i »Dandseren paa Voltigeerlinien«; hans Anskueiser om Naturen, Historien og det intuitive Geni har inspireret Vandringsmandens Prolog, Perspektivbillederne og det panteistiske Mysterium, som slutter Værket. Ved Siden af Tiecks Satire har XXX Steffens levende Ord lært Oehlenschlæger at rejse sig mod den fladtraadte Nytte-Filosofi.

»Sanct Hansaften Spil« er imidlertid noget ganske andet og større end et Skolearbejde i den tyske Romantiks Manér. Oehlenschlæger har i Forholdet til sine Forbilleder ikke blot fulgt Maleren Caracci i hans Krav til den bedste Maler (citeret i Fortalen til »Poetiske Skrifter«:) »Den, som forstaar at giøre sig det Bedste egent af de Bedste«. Deraf var kun kommet en dygtig Epigon-Poesi. Men han svarer til sin Tilføjelse: »den som tillægger det og forener det med sin egen Aabenbaring« eller »amalgerer det Givne med sin egen Individualitet og paa den Maade frembringer noget hidtil Useet«. »Sankt Hansaften-Spik er et Værk af et skabende Geni, hos hvem alle Paavirkninger omsættes i selvstændig, særpræget Kunst.

Her er mere end hos Goethe og Tieck. Hvor »Jahrmarktsfest« kun er lette Antydninger, giver Oehlenschlæger et rigt udført og fyldigt Billede af Dyrehavsbakkens brogede Liv. Og selv om Oehlenschlæger i de satiriske Partier med sin Godmodighed staar tilbage for Tieck, saa overgaar »Sanct Hansaften Spil« Litteraturkomedierne ved sin kunstneriske Koncentration og sin Styrke i de »positive« Scener, der hos Tieck trænges i Baggrunden af det polemiskes Overvægt, og endelig ved sin Naturlyriks Ægthed overfor Tiecks lidt tomme Leg med Ordene.

Afgørende for »Sanct Hansaften Spil«s Plads og Betydning bliver, at det trods alle Impulser fra Tyskland er et typisk dansk Værk. Der er Talent i de ungdommelige, friske litterære Udfald mod Oplysningspoesien (Harlekins Prolog, Marionetkomedien, XXXI Poppes Ode) og i Mysteriets skønne, men lidt abstrakte Naturromantik. Der er Fornyelse i Forhold til 18. Aarh.s Forlovelses-Poesi i dets Forherligelse af Kærligheden som Tilværelsens inderste Princip, selv om Ludvig og Maria er lidt blegt og upersonligt tegnede. Men det geniale er selve Billedet af den københavnske Sommerdag.

Først den uforlignelige Morgenstemning med den friske Luftning i Voldtræerne og Solen paa de røde Tage, den venlige Idyl i Borgerens Stue. Dernæst Køreturen, hvor det 18. Aarh.s stive PanoramaPoesi (Prams »Emilies Kilde«) omsættes i levende Bevægelse. Endelig Dyrehavsbakken, hvor den Stemningsmodsætningens Lov, der behersker Stykkets Komposition lige fra den positivt-negative Dobbeltprolog med Vandringsmanden og Harlekin, naaer sit højeste Udtryk. Paa den ene Side øredøvende Larm, Markskrigere og Gøglere, Fjellebodmanden og Jøderne, Glaspusteren o. s. v. - paa den anden Side det skovtursfornøjede københavnske Borgerskab, Trængslen af spadserende, hvor Folk stadig mødes og kommer fra hinanden igen. I uafbrudt Stemningsskiften fremtræder muntre og følsomme Billeder; Linedanseren haaner den maabende Hob, medens den lille Jødedreng synger sin medynksvækkende Vise. Marionetspillets lystige Angreb paa den danske Skueplads' laante Husguder Iffland og Kotzebue afløses af Kildemandens fromme Sang om Sct. Kirsten. Ovenpaa Poppes Ode til Middelmaadigheden føles Skovens lysegrønne Friskhed dobbelt i Pigerries Sang om Sanct-Hansurten. Og efterhaanden forberedes Overgangen fra Dagens DyrehavsbakkeMunterhed til Naturmysteriet i Nattens Stilhed; de XXXII alvorlige Toner faar Overhaand over Gøglet: den blinde Mand, Drikkevisen fra Teltet, Manden med Perspektivkassen. Selv den lille »Idyl«, som gør Løjer med Voss' trivielle Hexameter-Genrebilleder, betyder ved sin sympatiske Skildring af en værdig og solid københavnsk Familie noget mere end den blotte Parodi i Marionetkomedien og hos Poppe. - Langsomt dør Støjen bort; Lysene slukkes - den lange Sommerdag er forbi, man hører Fuglesangen paany. Og i den før saa hjemlige Dyrehave giver Kærlighedens Under den tavse Natur Mæle - Prologens mægtige Modsætning mellem det luende Liv og den dunkle Død kommer igen i Scenerne med Egen, Sanct-Hansormen og Døden. Endelig slutter den rige og brogede Billedrække med de to sidste Optrins forunderligt »uendelige« Stemning: Vandringsmandens Hymne til den evige Natur klinger gennem de vældige Lurtoner i Jægerens Monolog - men de sidste Toner er Fuglenes muntre og venlige Kvidren. Det er atter Idyllen som i første Scene, hvor Borgeren i sin solfyldte Stue betragtede Voldens grønne Træer.

Foruden den lyse danske Sommerstemning er det hele den betagende, straalende Ungdom, der fylder det lille Mesterværk, som bestandig taler os til Hjerte. Bag den gamle Vandringsmand taler den unge Oehlenschlægers hellige Ærefrygt overfor Livet; i »Dandseren paa Voltigeerlinien« bryder Ungdommens kække Lyst til at forarge Borgerskabet lidenskabeligt igennem, og i »det unge Menneske«, i Galningens Sværmen for de kønne Piger er der mere af Oehlenschlægers unge Forelskelse end i den literært-elegiske Skildring af Ludvig og Maria. Det er XXXIII det ungdommelige Humør, der har holdt Marionetkomedien og Poppes Ode levende langt ud over deres Betydning i Døgnets litterære Strid. Oehlenschlægers store komiske Talent, der er saa ufyldests gørende repræsenteret i hans senere Digtning, udfolder sig ret i de muntre Scener i Stykket, der rummer baade skarpe Iagttagelser og frodigt Lune.

Og endelig er det en Mesters Værk fra først til sidst. Stilen bevæger sig med samme naturlige Sikkerhed i det jævne som i det ophøjede; bag Kompositionens tilsyneladende Kunstløshed mærker man Sansen for den harmoniske Rytme i Afvekslingen mellem de muntre og alvorlige, satiriske og lyriske Partier og Blikket for Koncentrationens vitale Betydning; i Modsætning til de skævt byggede, formløst vidtløftige Tieckske Lystspil møder vi her den organiske Helhed og den fuldkomne Harmoni af de tilsyneladende saa uforligelige Dele. Hertil kommer i Enkeltheder - hvad der gaar tabt i Oehlenschlægers senere »typiske« Stil - Sansen for det uendelig Smaa og det uendelig Store, hvor Cathrines Glæde over Solhatten mødes med Jægerens lidenskabelige Kærlighedserklæring til den hele Natur.

Oehlenschlægers første større Værk har i en sjælden Grad formaaet at bevare sin Friskhed. Sin Hædersplads i den danske Digtning skylder det ikke blot den Omstændighed, at det indleder den danske Romantik, hvor dets dagklare og lyse Sommerstemning gav et Eksempel, der paa Forhaand udelukkede den tyske Forkærlighed for Maaneskinnet og »die Nachtseite der Natur«. Tungere vejer den Kendsgerning til, at det den Dag i Dag føles lige saa levende, som da det digtedes for 125 Aar siden.

XXXIV

Søndagsstemningen over dets frodige Vers griber og fanger ogsaa Nutidslæseren, Blandingen af det jævne og kendte og det højtidsfuldt usædvanlige har bevaret den samme Magt over Sindet. Ingen Efterligning - end ikke den bedste af dem, Heibergs vittige »Julespøg og Nytaarsløjer« - har formaaet at finde dets ægte og skønne Udtryk for den danske Munterhed. Det vil bevare sin særlige Plads, saalænge Sproget lever og Bøgeskoven staar - uopnaaeligt og uovergaaeligt i sin rene og umiddelbare Skønhed.