Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ »Ich gab ihn sich selber, er erkannte den elgenen inneren Reichtum« - med disse Ord har Staffens, »den nye Ansgarius«, som Oehlenschlæger spøgende kalder ham, træffende karakteriseret sit Forhold til det store digteriske Gennembrud i den berømmelige Sommer 1802. Nye og underfulde Lærdomme bragte han, men han var først og fremmest Befrieren fra det overleverede og vedtægtsmæssige. For hans stærke Tale faldt »Overtroen paa det Nyttige« hos den unge Poet af Rahbeks og Prams Skole. Han gav ham Mod til at stole paa sin Genius, til at være sig selv. »Guldhornene« er skabt i et genialt Nu af en Mester, der pludselig efter forlegen og famlende Usikkerhed føler sig sin Kunst mægtig. En skønnere og højtidsfuldere Indledning til et Lands litterære Guldalder kan næppe tænkes.