Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ Det var derfor intet Tilfælde, at det nye Programdigt, »Guldhornene«, blev en nordisk Myte. Guderne havde ogsaa aabenbaret sig »kampfarvede, røde« i »Biarkemaal«, og Billeder af dansk Natur havde lyst op rundt i Digtene i »Erik og Roller«. Men Dimensionerne er større nu. Gudernes Tilsynekomst er en Vision; Solopgangsbillederne er i Pagt med »Vølvens Spaadom« og lader Ewalds »Balder« langt bag III sig. Og under Skyverdenen viser det danske Land sig i sin Sommerglans saa morgenfriskt, som Oehlenschlæger aldrig havde kunnet skildre det før; al Sjællands frugtbare Herlighed er udtrykt i de fire Linier, hvor de vægtige Adjektiver underfuldt giver Billedet Liv: »Ved lune Skov - Øxnene trække - Den tunge Plov - Over sorten Dække.«