Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ Og »de sjeldne Faa«, de umiddelbare Genier, Guddommens Medvidere? Det var jo først og fremmest Digterne, havde Steffens sagt ham. Det poetiske Geni var paa engang det individuelleste og det universelleste af alt. Og naar Steffens bestemte Geniets Virksomhed som »uformidlet, ufordærvet Natur«, har Oehlenschlæger maattet føle, at de Ord passede paa ham mere end paa nogen anden. En ny Verden har aabnet sig. Digteren er ikke mere Samfundets nyttige Tjener eller Borgerlighedens Fornøjelsesraad; han er Guddommens Redskab, den af Guderne inspirerede Sanger, vates, som de Gamle kaldte ham. Poesien er ikke længer Fritidsbeskæftigelse, men Kulturens højeste Aabenbaring.