Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Naar Digteren derefter skildrer Gudernes Vrede mod den uforstaaende Menneskehob, der vrager deres Gave, saa var denne tragiske Udgang af Digtet jo dikteret ham af Virkeligheden selv. Hornene var for evigt borte. Versene om de sjeldne Faa - det centrale i Digtet - viser imidlertid noget andet end V den mørke Fortvivlelse fra de sidste Strofer; gennem dem lyser den sejrrige Overbevisning om at være kaaret til Evighedens Talsmand paa Jorden. Er Gaven end tabt, har den dog ikke været givet forgæves. Det er »Guldhornene« og »Sanct Hansaften Spil«, der gør den nye Samling »Digte«, som Oehlenschlæger hastigt sammenskrev i Løbet af Efteraaret 1802, til Hovedhjørnestenen i dansk Digtnings Historie. Ellers er den store brogede Bog ret et Opus 1; nyt og gammelt, godt og ondt brydes paa dens Blade. Ingen kan fornægte sin Fortid; selv i de afgjort romantiske Digte i Samlingen spores undertiden baade den bürgerske Førromantik med dens Rædselseffekter og Oplysningstidens akademisk sentimentale Stil. Men i to smukke Digte har Oehlenschlæger tilmed vedgaaet sin Gæld til det i den foregaaende Litteraturperiode, som forberedte Omslaget ved Aarhundredskiftet »Oldingen ved Werthers Grav« er i den unge Goethes frie Vers - Oehlenschlæger havde da allerede oversat »Vandreren«; dets Tankegang, som atter møder os i Egen og Sct. Hansormen i »Sct. Hansaften Spil«, og dets klare skønne Stil minder virkelig om Goethes Ungdomsdigtning, men er uens delig f jærnt fra den Sentimentalitet, der prægede vor hjemlige Wertherepidemi i 1770-80erne. Og »Den frembrydende Vaar«, det første af Oehlenschlægers mange skønne Ewald-Digte, er med sin arkadiske Tone - de smilende unge Hyrdinder, de sølvlokte Oldinger, det bøgende Kvæg, som Hyrderne driver hjem - og sine ewaldske Gloser og Vendinger en forenklet og forædlet Videreførelse af den store Lyrikers Odestil. Kun i det sidste, naturmytiske Vers fornemmes den nye Tid.