Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Paa samme Maade er ogsaa den rene Naturlyrik Undtagelsen. Allerede i den lille Vise »Vaarsang« saa vi, hvorledes Digterens indfølende Fantasi menneskeliggør, besjæler Naturen, befolker den med mytologiske Væsner. I »Langelands-Reise« er den mytedannende Fantasi endnu frodigere. Af den stride Regnbyge og den haarde Modvind under Overfarten til Rudkøbing rejser Poseidon sig i al sin spottende Vælde, og i »Freidigt Sommerliv« holder Olympens Guder deres Indtog i den ødanske Natur - en plastisk Billedkunst, der i Skønhed kappes med Thorvaldsens. Men i Samlingens dybeste Digt, »Aften-Sang«, bliver Naturen ikke Mytologi, men Religion; i Solnedgangsfreden og ved Tonerne af den gamle pietistiske Salme »Hvo ved, hvor nær mig er min Ende?« stiger Tanken om Døden og Evigheden op for Digteren, indtil den røde Himmel mystisk XI forvandles til Kristi Blod. Det er allerede »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«.