Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Men - som ofte i Romantiken - i Centrum staar ikke Historie og Natur, men Poesien selv. Den er Digterens kæreste Emne. Vigtigst er »Morgenvandring«, hvor Sindet stemmes af Oldtidsminderne og Naturens Skønhed, indtil Digteren paa sin Vandring standser og i de brogede Kornblomster finder Symbolet paa sin naturfromme »unyttige« Kunst overfor Oplysningstidens stædige Nyttefilisteri. Og rundt om i Digtet fortsættes Oppositionen mod Romantikens Fjender, som begyndte i »Sanct Hansaften Spil«. Værst gaar det ud over Oplysningstiden, men de fleste Digte er ikke synderligt vittige og derfor udeladt i denne Udgave. En Prøve giver det lille Epigram »Birkners Gravskrift«, der i den nye Religiøsitets Aand indsætter Guds Navn paa den Plads, hvor Rationalismen havde skrevet Sandhedens. I »Gibsbilledet« stilles Forstandens kolde Repræsentant, den »frosne Spottefugl Voltaire«, som Oehlenschlæger ganske vist kun kendte fra Steffens haarde Domme over ham, overfor den danske Romantiks Forløber og Bebuder, Ewald. Men allerede Kærligheden til Ewald betyder et lille Særstandpunkt overfor den rette romantiske Kodex, og tydelig Selvstændighedstrang viser »Faareveile Skov« ved den varme Beundring for Lessing, der afgjort var paa det sorte Bræt. Vidtrækkende Følger fik den spidse og træffende Karakteristik i »Corsøer« af Baggesen, hvem Oehlenschlæger endnu Sept. 1800 - dengang den »uomvendte Adam« - havde hyldet i et smukt Digt, men som senere havde bragt ham i Harnisk ved sine spotske Udfald mod Goethe i »Gedichte, 1803.« XII Oehlenschlæger saa selv, sagde han senere, i denne Ungdomsspøg Spiren til Baggesens Had.