Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Heldigst er »Ellehøien«, hvor Sommeraftenens koglende Stemning og Ungersvendens bratte Selvbesindelse trods Stilforskellen virker med samme Magt som i »Elverhøjs«-Visen. I »Valravnen«s brede Snakkesalighed med dens Smaastænk af Ossian-Sentimentalitet og dens lidt paaklistrede Naturfilosofi er der ikke meget tilbage af »Germand Gladensvends« rystende Tragik. Og naar man i »Løveridderen« ser, hvorledes Fortællingen om Kong Didrik og Løven tager sig ud, naar den rives ud af sit naturlige Milieu, kan man ikke fortænke Pavels i, at han sagde »Ammestueeventyr«. Først da Oehlenschlæger begrænsede sin Universalpoesi nationalt, kunde han træffe Folkevisens Tone og Aand - i »De tvende Kirketaarne«.