Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Til det romantiske Idéindhold i »Langelands-Reise« svarer den romantiske Form. Læremestrene er den formsikre A. W. Schlegel og bag ham Goethe, og intet Sted er Oehlenschlægers Versekunst saa frodig og saa moden som her. Vi møder de romanske Verseformer, som Schlegel elskede; det spanske Romancevers i tre Variationer: ustrofisk i »Issefiorden«; strofisk og rimet i »AnderssSkov«; i »Omskiftning« strofisk men (nærmere Forbilledet) kun med Vokalrim (Assonans), som kunstfuldt gennemføres i hele Digtet. De uregelmæssige Terziner fra »Ellehøien« er veget for de korrekt byggede i »Roeskilde Domkirke«; Ottaverne anvendes i »Catastrophe«, tyske Forbilleder yder nye sammensatte Former af jambiskanapæstiske eller trokaisk-daktyliske Vers. Sin særlige Karakter faar den lille Digtkreds imidlertid ved den rige Anvendelse af antike Versemaal. I hele første Del - Rejsen - er det elegiske Distichon (afvekslende Hexametre og Pentametre) Hovedversemaalet. I »Hiemfarten« eksperimenterer Oehlenschlæger med »det større asklepiadeiske Metrum«, som han kendte fra Horats (- v - v v - || - v v - || - v v - v - ||), men som dog ved sine vanskelige Pauser kun i enkelte Verselinier former sig fuldt naturligt efter Sprogets egen Rytme: