Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Der er en anden og mandigere Tone over disse Digte end den straalende Sommerstemning fra »Langelandsreisen«. Den universale Poesi afløses af den nationale; Oehlenschlæger erklærer nu, at »det eiendommelig Nationale er Poesiens ædleste Blomst«. Som »Thors Reise« og »Hakon Jarl« afløser »Aladdin«, saaledes afløser »De tvende Kirketaarne« og »Harald Hildetand« Antiken og den sydlandske Romantik XVIII i de mindre Digte. Først i Udlandet bliver Oehlenschlæger sig sin dybe Kærlighed til Fædrelandet bevidst; »Hiemvee« er digtet allerede det første Efteraar i Halle, hvor han var Steffens' Gæst. Og først under Indtrykket af den store Nationalulykke 1807 føler han sig ret som dansk. Budskabet om Københavns Bombardement traf Oehlenschlæger i Paris; Modsætningen til den glade Verdenshovedstad og til den muntre fremmedartede Kultur, som han aldrig følte sig hjemme i, befæstede ham yderligere i hans nordiske Særfølelse. Den skønne »Bøn til Penaterne« fra Efteraaret 1807 (eller som den oprindeligt og smukkere hed »Bøn til Guderne«), der viser Længslen efter Hjemmets Bøgeskove og dets friske Hav, er en from Bekendelse til et udpræget nordisk Livssyn overfor den franske »esprit«. Men »De tvende Kirketaarne« fra Februar 1808 er ikke blot en Genfødelse af den Folkevisetone, Oehlenschlæger i 1803 ikke havde Øre for, men et patriotisk Digt, en mandig Opfordring til atter at opbygge Danmarks sjunkne Hus. Denne Romance alene vilde være nok til at sikre Oehlenschlæger Plads mellem sit Lands største Digtere; i sin Lidenhed er den et uforgængeligt Kunstværk, fordi det lykkelige Emnevalg og den geniale Simpelhed i Behandlingen hæver den over alle tidsbestemte »Skoler« og Stilretninger. Den er klassisk, fordi den i dybeste Forstand er folkelig, og den er - ved sit Landskab, sine Mennesker og først og fremmest ved sin danske Munterhed, sin uretoriske Patos - det mest danske af alt, hvad den store Digter har skrevet.