Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ Paa Baggrund af »De tvende Kirketaarne«s muntre Danskhed virker den ramt nordiske Tone i »Harald XIX Hildetand« dobbelt mørk og mægtig. Oehlenschlæger har her overfor Grundtvigs Kritik villet vise, at han, naar han vilde, kunde »sejle det nordiske adskillige Streger nærmere«, end han havde gjort det i »Hakon Jarl« eller »Palnatoke«. Beundringsværdig er den episke Vælde, hvormed han har formaaet at male det mægtige Kampbillede, men enestaaende er den metriske Kunst, der er udfoldet i den mesterlige, markante Benyttelse af tre oldislandske Versemaal. Digteren har forladt sin Kunstteori fra Romancerne i »Digte, 1803«, der vilde klæde det nordiske Stof i Sydens Farver; han har forstaaet, at den fuldendte Kunst er den, hvor Indhold og Form dækker hinanden helt.