Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ Alligevel - Haanden kan ryste, men den er dog XXI den samme. Selv over Oehlenschlægers allersidste Digt fra Skydebanefesten paa hans Halvfjerdsaars-Fødselsdag, ja mere dér, end i de fleste andre fra hans senere Aar, ligger der et Skær af Glansen fra hans store Ungdom. Dets Tankeverden er i Slægt med »Til min Læser«; dets Billeder lyser endnu af den fordums Rundhed, Kraft og Ynde. Og dette Tilbageblik over det daadrige Digterliv bevæger os især, fordi den gamle Digter her selv har fundet Ordet, der nævner Grundtonen i hans Væsen, hans »herskende Egenskab«: den danske Munterhed. Ingen skønnere, mere rammende Karakteristik kunde gives af hans lykkelige harmoniske Natur - og af hans Kunst, der i stort og smaat saa forunderligt spejler hans Personlighed.