Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Grundene maa søges i et lykkeligt Sammentræf af Opdragelse og medfødt Natur. Oehlenschlæger er udgaaet af det jævne Borgerskab; han har gaaet i en moderne dansk Skole (Efterslægtens), har altsaa været uden Forbindelse med Latinen, som mærkes i Ewalds, i Rahbeks og i Baggesens Stil. Og - hvad mærkeligere er - han har heller ikke i sin Barndom og første Ungdom modtaget dybere literære Paavirkninger fra Tysken. Han har ikke, som sine lidt ældre samtidige, forlæst sig i Klopstock og Gottinger skolen; selv Goethe naaede han først til, da han var næsten tyve Aar gammel. En jævn, naturlig, folkelig Tale er Grundlaget for hans Sprog; bortset fra antikiserende Efterligninger søger han ikke Fornyelsen ad litterær Vej. Han kan smykke sin Stil med kraftfulde og smukke Gloser fra Anders Sørensen Vedel og fra Syv; men den har intet tillært over sig. Den præges af hans umiddelbare sproglige Genialitet, hans skabende Sprogkraft. Naturlighed og Oprindelighed er de to Prædikater, der kan gives dette Sprog. I sin Ungdom har han en yderst fintmærkende Følelse for Ordenes Værdi. Han vrager det vage og tilfældige, nævner Tingene ved deres rette Navn - hans Sans for le mot propre forkaster alle slidte Klicheer, alle intetsigende Omskrivninger. Og just fordi hans Sprogfølelse aldrig slipper Forbindelsen med Hverdagens talte Ord, bliver hans Patos altid naturlig. Hans sikre sproglige XXIII Takt - det gælder stadig Ungdomsværkerne - holder ham lige fjærnt fra det opstyltede og det platte.