Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

Først den uforlignelige Morgenstemning med den friske Luftning i Voldtræerne og Solen paa de røde Tage, den venlige Idyl i Borgerens Stue. Dernæst Køreturen, hvor det 18. Aarh.s stive PanoramaPoesi (Prams »Emilies Kilde«) omsættes i levende Bevægelse. Endelig Dyrehavsbakken, hvor den Stemningsmodsætningens Lov, der behersker Stykkets Komposition lige fra den positivt-negative Dobbeltprolog med Vandringsmanden og Harlekin, naaer sit højeste Udtryk. Paa den ene Side øredøvende Larm, Markskrigere og Gøglere, Fjellebodmanden og Jøderne, Glaspusteren o. s. v. - paa den anden Side det skovtursfornøjede københavnske Borgerskab, Trængslen af spadserende, hvor Folk stadig mødes og kommer fra hinanden igen. I uafbrudt Stemningsskiften fremtræder muntre og følsomme Billeder; Linedanseren haaner den maabende Hob, medens den lille Jødedreng synger sin medynksvækkende Vise. Marionetspillets lystige Angreb paa den danske Skueplads' laante Husguder Iffland og Kotzebue afløses af Kildemandens fromme Sang om Sct. Kirsten. Ovenpaa Poppes Ode til Middelmaadigheden føles Skovens lysegrønne Friskhed dobbelt i Pigerries Sang om Sanct-Hansurten. Og efterhaanden forberedes Overgangen fra Dagens DyrehavsbakkeMunterhed til Naturmysteriet i Nattens Stilhed; de XXXII alvorlige Toner faar Overhaand over Gøglet: den blinde Mand, Drikkevisen fra Teltet, Manden med Perspektivkassen. Selv den lille »Idyl«, som gør Løjer med Voss' trivielle Hexameter-Genrebilleder, betyder ved sin sympatiske Skildring af en værdig og solid københavnsk Familie noget mere end den blotte Parodi i Marionetkomedien og hos Poppe. - Langsomt dør Støjen bort; Lysene slukkes - den lange Sommerdag er forbi, man hører Fuglesangen paany. Og i den før saa hjemlige Dyrehave giver Kærlighedens Under den tavse Natur Mæle - Prologens mægtige Modsætning mellem det luende Liv og den dunkle Død kommer igen i Scenerne med Egen, Sanct-Hansormen og Døden. Endelig slutter den rige og brogede Billedrække med de to sidste Optrins forunderligt »uendelige« Stemning: Vandringsmandens Hymne til den evige Natur klinger gennem de vældige Lurtoner i Jægerens Monolog - men de sidste Toner er Fuglenes muntre og venlige Kvidren. Det er atter Idyllen som i første Scene, hvor Borgeren i sin solfyldte Stue betragtede Voldens grønne Træer.