- ↩
- Vellysten
-
til Fuglen i Toppen af Træet.
✂ Hvortil de Sange? Hvortil de Spring?
Hvortil de forfængelig-høie Sving?
Forvildede Barn! brug din Fornuft.
Hvortil det Liv i den tynde Luft?
Siig, hvi altid op du stræber?
Hvortil de Psalmer paa de fromme Læber?
Livet ey i tynde Intet boer,
Men paa den rige, axelfaste Jord.
Fortroe dig til mig!
Jeg omskaber dig,
Mere skiøn, end før du var,
Mere lykkelig.
Seer du ey hiint Slangepar,
Som i varmen Sand hist velter sig?
Seer du den vellystige Mine?
Seer du de spraglede Farvers Pragt?
Langt mere levende, langt skiønnere end dine!
Seer du med Glæden den trofaste Pagt?
Med ganske Legem de favne den glødende Jord,
Mellem Blomster og Urter i Vellyst de langsomt sig snoer.
Favn mod Favn!
Fortryllet, indflettet, nedsiunken i Glædens Havn.
Flye den intetsigende Duft!
Sving dig ey meer i den kiølige Luft!
Styrt dig! Styrt dig i Lysternes Rige.
Og trylles du ey -
Flye atter din Vey!
Du har jo Vinger, du kan jo stige.