Oehlenschläger, Adam SANCT HANS AFTEN-SPIL

SANCT HANS AFTEN-SPIL

Affattelsestid: Eftersommeren 1802 (»Gemt og Glemt«, udg. af L. Bobé og Carl Dumreicher, II, 1916, S. 215). Trykt første Gang i »Digte, 1803«, December 1802, hvis Tekst nærværende Udgave følger. Se Indledningen S. XXVIII ff., »Erindringer« I, S. 194, Hauch: »Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger«, 3. Række, 1869 og Ida FalbesHansen: »Digte af Adam Ølenslæger 1803« (i Nytrykket af »Digte« (1902) og i »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921); en Rigdom af Enkeltoplysninger findes i E. Gigas: »Nogle historiske »Antegnelser« til Oehlenschlægers St. Hansaften-Spil« (»Litteratur og Historie« I, 1898) og i Sven Gundels Skoleudgave af Værket (anden Udgave 1918), hvortil henvises. Forholdet til de tyske Forbilleder behandles (meget ensidigt!) af Wilhelm Dietrich: »Oehlenschlägers »Sankt Hansaftenspil« im Abhängigkeitsverhältnis zur deutschen Literatur«, Borna-Leipzig, 1916.

221

Vandringsmandens Prolog minder om Jægerens Optræden hos Tieck som Prologus, Chorus og Epilogus i »Prinz Zerbino«.

222

den store Klokke slaaer paa Dommedag.

224

Harlekin Sidestykker hos Tieck: Skaramuz (»Die verkehrte Welt«) og især Oplysningsfilisteren Nestor (»Prinz Zerbino«). Harlekinsfiguren stammer fra den italienske Maskekomedie; Casorti, der i Aarene efter 1800 opførte italienske Pantomimer paa Dyrehavsbakken, havde bl. a. givet en »Harlequin sin Herres Hustyv«, »Harlequin rivaliserer med sin Herre« o. s. v. Vibenshuus og Lundehuset Kroer ved Lyngby Kongevej.

315

225

giør Theseus til Hertag i Grækenland - Og troer at Bøhmen er omflydt med Vand i »Skærsommernatsdrøm« og »Et Vintereventyr«.

pønske holbergsk Glose, forekommer i Harlequins Serenade i »De Usynlige« (Act. 2, Scen. 5).

severus (lat.) streng.

Interdum dormitat bonus Homerus! undertiden sover den gode Homer. Horats, Ars poetica (Epistola ad Pisones), V. 354, frit citeret efter Hukommelsen. Rigtig Ordlyd: »Indigno quandoque bonus dormitat Homerus« dvs. det harmer mig, hvergang den gode Homer sover.

Stykkets Eenhed Den herskende fransk-klassiske Æstetik krævede Stedets, Tidens og Handlingens Enhed overholdt.

Changement (fr.) Forandring.

226

Kirstens Kilde Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven ved Fortunvejen. Om Kirsten Pil, der formodentlig har været en Bondepige fra Egnen, vides intet, udover hvad Indskriften paa Kilden fortæller:

Det Kilde-Vaeld, som her sit Udløb haver taget,
Er af Kirstine Piil først fundet og opdaget. Anno 1583.

Omkring Midten af det 18. Aarh. hed Kilden »Brinckmanns Kilde« efter en kgl. Dansemester, der sammen med en Parykmager Greve fik den istandsat 1732. Fra ca. 1750 var Kilden et søgt Udflugtssted; omkr. 1780 begyndte Dyrehavsbakkens store Tid, paa de store Kildedage var der gennemsnitlig 7000 Skovgæster paa Bakken. Kildetiden varede fra Sct. Hansaften til 2. Juli. Om Kilden og Livet paa Dyrehavsbakken omkr. 1802 se den nævnte Afhandling af Gigas og E. Nystrøm: »Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes Tid. II. Kildeforlystelser i Dyrehaven m. m.«, 1913. Dyrehavens, Bakkens og Kildens »Litteraturhistorie« er skrevet af Vilh. Andersen: »Rejsen til Dyrehaven« (i »Dyrehaven, beskrevet af danske Forfattere«, 1920, S. 37-118), der bl. a. giver en udtømmende Skildring af litterære Behandlinger af Emnet forud for »Sct. Hansaften-Spil«.

316

227

Dybt Skoven bruser Digtet er en Oversættelse af Theklas Sang i Schillers »Wallenstein« (Dritter Aufzug, 7. Auftritt). Weyses Melodi komponeredes 1801. Se »Erindringer« I, S. 182.

230

Solhat Damehat. Tjenestepiger gik ellers med Kappe med Hagebaand.

disse rare Dyr Se Nystrøm S. 56 ff. (om Menagerier paa Bakken).

231

Marias Monolog er formet som en Canzone, hvor dog den afsluttende »Congedo« mangler (sml. den fuldstændigere »Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden« S. 58). Forbilledet er vistnok A. W. Schlegels Canzone »An Novalis« i »Musenalmanach für das Jahr 1802«.

232

De Kiørende. Skovruten gik dengang ad Kongevejen, Bernstorffsvejen, gennem Ordrup, til Stranden naaedes ved Emilies Kilde (Grev Schimmelmanns Landsted »Sølyst«); herfra fortsattes langs Kysten til Klampenborg.

gothiske Kirke Gentofte Kirke.

233

Tycho Brahes kneisende Øe Hven.

234

Allons! Allons! Courage! etc. med dette Udraab søgte Markskrigerne at lokke Folk til de forskellige Telte. (Nystrøm, S. 68). - Peer Døver og Kirsten Kimer mekaniske Urfigurer fra Roskilde Domkirke. Insekter i Antonio Cettis Naturaliekabinet. - Voxfigurer om Vokskabinetter, hvori de i det følgende nævnte Figurer var opstillede, se Nystrøm S. 51-54. Cartouche berygtet fransk Røver (henrettet 1721); Destouches den ærbare Komediedigter Néricault Destouches († 1754), aabenbart taget med for Navnelighedens Skyld. Frederik af Preussen Frederik den Store; Piskebaandsjøden en kendt kbhvnsk. Original, der solgte Baand til Herrernes Haarpiske; Mendelsohn den jødiske Filosof Moses Mendelssohn († 1786).

236

Budskab Indbydelse.

240

Puncterebog Vejledning i Punktérkunsten, Geomantik, som ogsaa Noureddin i »Aladdin« dyrker, og hvor man ved at kombinere en Række vilkaarlige Punkter, 317 anbragt i 16 Rækker i en flad Kasse med Sand, kunde spaa og lære skjulte Hemmeligheder at kende. Nærmere i Alfr. Lehmann: »Overtro og Trolddom« I, 2. Udg., 1920, S. 306.

Speilecabinet! et af Antonio Cettis optiske Underværker paa Bakken.

241

Marionetspilleren opførte og opfører den Dag i Dag sine Mester Jakek-Komedier paa sit Dukketeater med bevægelige Dukker. Personerne i Marionetspillet og flere af Scenerne (Lapsen, der giver Værten Prygl i Stedet for Penge) stammer fra selve Jakel-Komedien, som paa Bakken 1802 forestodes af Borger Jørgen Qvist. Hovedsagen er imidlertid den litterære Satire; paa samme Maade anvendtes Marionetkomedien i Goethes »Jahrmarktsfest zu Plundersweilern« og i Tiecks »Prinz Zerbino« (Akt IV). Oehl. angriber det tyske borgerlige Drama, der omkring Aarhundredskiftet beherskede det kgl. Teaters Repertoire, og hvis mest fremtrædende Forfattere er Iffland (1759-1814) og Kotzebue (1761 -1819). Netop i Kildetiden 1802 opførte et tarveligt tysk Selskab Kotzebues »Menneskehad og Anger« paa Dyrehavsbakken.

242

At gavne medens vi fornøie fri Gengivelse af Wessels Oversættelse af Horats', af 18. Aarh. akcepterede, Grundlov for Kunsten: »Omne tulit punctum, qui miscuit utile dulci« (Ars poetica, V. 343) dvs. Den, der har forstaaet at forene det nyttige med det behagelige, har opnaaet alle Stemmer.

243

Var altid i Fred til Krig parat Parodi paa følgende Linier fra Thomas Thaarups Festspil »Høstgildet« (1790): »Være i Fred til Krig parat, - Det bør den danske Landsoldat« (6. Scene). - Til »Høstgildet« - Slutningssangen - sigter ogsaa Værtindens Replik: O hvis nu jeg stod for en stor Forsamling etc.; hos Thaarup synger Soldaten Halvor og Sømanden Peter (medens Kronprinsen naturligvis sad som Tilhører i Kongelogen!): »O! hvis vi nu for Fredrik stod, - Til ham vi skulde sige«.

but mut, lidet indladende. - I Marionetkomedien i 318 Tiecks »Zerbino«, der ligeledes parodierer det borgerlige Drama, forekommer følgende Replik (Akt IV): »Mein Vater ist ein edler Mann, ganz nach der alten biedern deutschen Sitte, rauh und auffahrend, aber innerlich im Kerne ganz vortrefflich.« Den brave Bulderbasse var især typisk for Ifflands Komedier.

244

Prøver paa Kotzebues Konversationsaandfuldheder findes i Gigas' nævnte Afhandling.

de hellige Ni er Muserne, de hellige Fem Sanserne.

245

en Nyrrenberger Høvlespaan en Træsabel fra Nürnberg, Legetøjsfabrikationens By.

en Høvlespaan i Lyset »Naar Talgen bliver staaende paa et brændende Lys uden at smelte, da kaldes den, naar den bøjer sig udad, »en Høvlespaan«, og varsler Døden paa den Side, hvor den vender hen«. (Thiele: »Danmarks Folkesagn«, III, 1860, S. 165).

et Einheriasværd Einherierne er de faldne Kæmper i Valhal, der efter Døden fortsætter deres krigerske Idrætter.

246

kamschadalske etc. Glosen forekommer i Goethe-Schillers Xenien (No. 23: »An deutsche Baulustige«, 1797), men Oehl. sigter snarest til A. W. Schlegels Satire »Ehrenpforte und Triumphbogen flir den Theater-Präsidenten von Kotzebue bei seiner gehofften Rückkehr in's Vaterland« (1800), hvor det især gaar ud over Kotzebues Drama »Graf Benjowsky oder die Verschwörung auf Kamschatka« (1795), der iøvrigt ikke havde været opført i København. - Idyller, fulde af Vand og Is skrev Fr. Høegh-Guldberg (»Jubelaarsmorgenen« 1801, »Landeværnet« 1801, »Fiskernes Nytaarsmorgen«); Hentydningen synes noget fjerntliggende.

For Kulden bruger man Foderskind Mindelse om det gl. ABC-Vers: »Af Zobler faaes det Foderskind - Hvori de Store svøbes ind«.

247

Den som sin Fryd med Ord kan male Thaarup, »Peters Bryllup«, 1. Akt, 9. Scene: »Den som sin Fryd med Ord kan male, - Hans Siæl er arm paa Fryd«. Fortsætteisen hos Oehl. eller ogsaa paa Tale maaske en 319 Trykfejl for »eller rig paa Tale«; men muligvis er Frierens dybsindige Sentens med Vilje gjort vrøvlet.

Hans høie Begeistrings Himmelelv Baggesens Digt »Taus Tilbedelse« (Poetiske Skrifter, IV, 1899, S. 213) begynder: »Den høiere Begeistrings Himmel-Elv - Henrinder uden Sprudlcn i sig selv«.

De følger ikke den rigtige Regel, - Roses desuden af Tieck og Schlegel. I den sjette af Sonetterne i A. W. Schlegels »Ehrenpforte« hedder det:

Shakespeare ward nicht geangstet von der Regel,
Dich neckt mit Tücken Tieck, mit Schlägen Schlegel.

Tieck og Schlegel er de tyske Romantikere Ludwig Tieck (1773-1853) og August Wilhelm Schlegel (1767 -1845).

248

Tilskuernes kritiske Bemærkninger minder om tilsvarende Scener hos Tieck i »Der gestiefelte Kater« og »Die verkehrte Welt«.

Havde hun kun lidt tyndere Liv Kunstnerinden, der udførte den angrende Eulalia i »Menneskehad og Anger« paa Dyrehavsbakken var ganske øjensynligt i velsignede Omstændigheder.

249

Cothurne - Sokker [af soccus: lavhælet Sko] henholdsvis den tragiske og den komiske Skuespillers Fodbeklædning i det antike Skuespil. Udtrykkene: gaar paa Cothurne og gaar paa Sokker betyder derfor henholdsvis at udtrykke sig i den ophøjede, tragiske og i den jævne og dagligdags Stil.

253

Exemplar Eksempel. Sml. »Jacob von Tyboe« V, Scen. 8. til Beslutningen Tysk: zum Beschluss dvs. til Slutning. Binder Munden nu ei paa Oxen, som tærsker Femte Mosebog XXV, V. 4.

254

Manden med Vognen. Allerede 1796 foreviste Borger Quist paa Bak(ken en »selvkørende Motionsvogn«, en af de mange Forløbere for Automobilet.

Manden ved Kilden. Legenden om Kirsten Pil er fri Digtning. Se Note til S. 226.

258

Jøderne under Træet. Den jødiske Spillemand Michel 320 Levin og hans Kone »Dronning Esther« hørte til Bakkens faste Forlystelser; Levin, der 1830 fejrede sit 50 Aars Sangerjubilæum i Dyrehaven, døde først 1835. Visen, hvis Tysk er temmelig ukorrekt, har muligvis hørt til hans Repertoire og er i saa Fald optegnet efter Hukommelsen.

260

Smør - Heel snildt at forene med en Dør. Holberg: »Barselstuen«, Act. V, Scen. 4, og »Jacob von Tyboe«, Act. III, Scen. 7. Sidstnævnte Sted siger Peer: »Jeg forsøgte engang at giøre Vers, og valdte dertil først to Riim, nemlig Dør og Smør, som jeg vilde hefte andre Ord til; men jeg var min Tro ikke capable udi 3 Dage og 3 Nætter at faae den Dør passe sig til det Smør«.

261

Poppe. Medens Satiren i Marionetkomedien er holdt i nær Tilslutning til de tyske Forbilleder, rammer »Poppes Hymne til Middelmaadigheden« den hjemlige didaktiske Poesi, der i Læredigtet snart drøftede de subtileste filosofiske eller religiøse Spørgsmaal, snart meddelte Oplysning og Undervisning paa praktiske Omraader. Fortalen træffer skæmtsomt den gængse forlorne Beskedenhed i Henvendelsen til den gunstige Læser, paa hvilken der findes klassiske Eksempler baade hos Baggesen og Høegh Guldberg; Samtiden - Pavels - tog derfor netop denne Satire temmelig ilde op.

Claudatur (lat.) her skal sluttes (nl. Parentesen); Udtrykket brugtes i Diktat.

nonum in annum prematur nonum prematur in annum dvs. gem det til det niende Aar! (Ars poetica, V. 388); Horats' Formaning til de unge Digtere om ikke straks at offentliggøre deres Værker.

262

Tutti (it.) alle.

263

Det siger han dem snildt sub rosa I Goethes Digt »An die Günstigen«, hvorfra Oehl. har hentet Mottoet til »Digte, 1803«, hedder det

(Niemand beichtet gern in Prosa,
Doch vertraun wir oft sub Rosa
In der Musen stillem Hain.)

321

sub rosa (under Rosen) i Rom ophængte man ved Gildelag en Rose over Gæsternes Sæde som Symbol paa Tavshed.

Du ædle Middelmaadighed! I denne Strofe Hentydninger til Harlequins Serenade i »De Usynlige« (Act. II, Scen. 6) og til Tyboes Serenade (»Jacob von Tyboe«, II, 2).

264

Pope Alexander Pope (1688-1744), berømt engelsk Digter; her især nævnt for sine Læredigtes Skyld (»Essay on man« o. s. v.).

En Kritiker - sikkert Rahbek, Oehl.s Svoger.

265

En Rixort ¼ Rigsdaler, ca. 50 Øre.

267

Naar Mulmet han giennembrød muligvis Trykfejl for den giennembrød.

269

Vi tænker os den glade Himmel sml. Note til S. 9.

271

Cen-tre-pedalkraften midtpunktsøgende Kraft.

Manden med Perspektivkassen. »Perspektivkassen ... var en Blanding af Dukkespil, Illusionsteater og Panorama, og den savnedes sjældent i Dyrehaven. Kassen, der var forsynet med Kighuller, undertiden ogsaa med Musik, trilledes ofte rundt paa en Vogn, og standsede hist og her, omringet af en lyttende Klynge; Perspektivkassemanden leverede gratis Tekst til de vidunderlige Billeder, der skiftede paa hans Vink som Figurerne i et Kalejdoskop, og snart var Pladsen ved Hullerne optaget af en Skare, der gerne ydede den nødvendige Toskilling for at kaste et Blik ind i den store Verden og dens Mærkværdigheder«. (Nystrøm, S. 55). - I dette Afsnit, om hvilket der kan henvises til Hauchs nævnte Afhandling og til J. L. Heibergs fine Analyse i »Svar paa Hr. Prof, Oehlenschlägers Skrift« (Prosaiske Skrifter III, S. 229 -232), gives Romantikens positive Program: Natur og Historie i fem Billeder - et romantisk Landskab med en middelalderlig Borgruin paa en Klippetop; en heroisk Kampscene; Bjergværket med Naturens skjulte Kræfter; den romantiske Historiker (i Saxos Lignelse), for hvem det Nærværende ubemærket dør overfor det Svundne og det Kommende; 322 Maanelandskabet, hvor den pietetsløse Nutid søger at udslette Fortidsminderne.

272

Herrefærd Kamp.

273

Kobolt Betegnelse for Smaatrolde og Nisser; anvendes især paa de Væsner, som bor i Bjærgenes Indre og driller Bjærgværksmændene.

274

Saxo Grammaticus Oehl. havde oprindelig her tænkt paa Anders Sørensen Vedel, paa hvem Skildringen bedre passer, men Lægen O. H. Mynster overtalte ham til at indsætte Saxos Navn i Stedet for Vedels. (Hauch: Minder fra min Barndom og fra min Ungdom, 1867, S. 262-263).

275

Gyngesang. Gyngen var lodret roterende, lignede Nutidens Ballongynger. Karrusel'en (den horisontale Gynge) kom først til Dyrehaven 1804.

277

Idyl. Oehl. parodierer her den moderne Hexameteridyl, der i sit homeriske Versemaal skildrede jævne, ofte trivielle, Hverdagsemner af Dagliglivet. Dens vigtigste Repræsentant er J. H. Voss (1751-1826, »Louise« 1784); danske Idyller skreves af Haste, Høegh-Guldberg og Oehl. selv (»Juleaften«, 1801).

278

Naar forlanges betaler etc. Indskrift paa Rigsdalersedlen: »En Rigsdaler Courant. Naar forlanges, betaler Banquen i Kiøbenhavn 1 Rdl., skriver Een Rigsdaler, udi Courant Myndt, til den i Hændehavende; imidlertid validerer denne Banco-Seddel saa længe den er til, uden videre Paategning eller Endossement, for ovenmeldte Een Rigsdaler; Valuta i Banquen annammet«. hvad i Randen der stod om Ære og Liv »Hvo som giør falske Banco-Sedler, straffes paa Ære, Liv og Gods, og den, der beviisligen angiver saadan en Falskner, nyder til Belønning Eet Tusinde Rigsdaler, og Navnet forties«.

279

o troe mig Fremtid! Spøgefuldt Citat af Baggesens Ode »Hellebæks Harpe« (»Poetiske Skrifter«, Arlauds Udgave, IV, 1899, S. 255). Verset er en Gengivelse af Horats' »Credite posten!« (Oder II, 19, V. 2).

280

Den vilde Støi nu lyder ikke længer. I et udateret Brev til Christiane, der da (Beg. af September 1802?) 323 opholdt sig hos Drewsens paa Strandmøllen, meddeler Oehl. dette og det følgende Digt. »Den egne Versifikation vil ikke undgaae Dit opmærksomme Øre.« (Gemt og Glemt, udg. af Dumreicher og Bobé, II, S. 215-16). Den mærkelige Rimstilling synes paavirket af Fr. Schlegels Digt »Der Wasserfall« i »Erste Frühlmgsgedichte« 1800-1801 (W. Dietrich). Dette episke Intermezzo i Komedien svarer til Jægerens vejledende og forklarende Optræden i Mellemakterne i Tiecks »Prinz Zerbino«.

282

Dødninger hvide og siden Dødens Sang (S. 285): Rudimenter af Førromantiken med dens Forkærlighed for Kirkegaardsrædsler, Gengangere o. s. v.

283

En gammel Eeg. Sml. »Prinz Zerbino«, Akt V, »Der Garten«, hvor Skoven og Blomsterne, Fuglene og Himmelblaaet taler til Nestor, og »Gebirge«, hvor Zerbino hører Kildernes og Stormens Stemmer.

286

Paternoster Fadervor.

289

den krumme Luur Jægerens Valdhorn.

290

Slutnings-Chor. Sml. Fuglekoret i »Prinz Zerbino«, Akt V, »Garten« (»Wir lustigen Burger in grüner Stadt«).