Nansen, Peter Uddrag fra FRA ET DØDSLEJE

"Ja, det er nu noget, jeg aldrig har kunnet faa ind i mit Hoved, at Folk gider forbitre sig det, de har, med at spekulere over det, de faar, eller om de i det hele taget faar noget. Det er dog en højst aparte Lyst den at tilbringe sit Liv her med at spekulere over det næste, problematiske Liv. Det er et oprørende Spild af Tid. Og jeg sætter nu, at et saadant Menneske fik Ret, og at han efter Døden virkelig havnede i et nyt Liv – han vilde jo, Gud hjælpe mig, øjeblikkelig spolere det ved at give sig til at gruble over, hvad der saa vilde følge. Jeg for min Part kunde nu slet ikke udholde den Tanke, at jeg skulde begynde et nyt Liv, naar jeg vel var færdig med dette. Hu-ha – dette evige Liv gør mig blot ved Tanken saa træt, saa søvnig."