Indhold
-
det nøgne menneske
- livets mening
- gamle mødre
- fiskerne danser paa kroen
- fattigt liv
- søvnen
- omvendelsen
- det ægte
- banalt
- alligevel
- andre nætter
- lisbeth
- menneske
- den ny tid
- bagefter
- atten aar
- det
- til mine forældre
- prosa
- graat
- ro
- den store mand
- det nye menneske
- til en ung ven
- døden
- mænd
- havnen
- til mit hoved
- læreaar
- hvorfor ikke
- nat
- skum
- men nu har jeg en hjærne -
- efteraar
- humor
- saltvand
- inga
- lykke
- jeg bager brød
- plan
- vers
- jubel
- intet
- til en
- generationer
- ideal
- en tak
- medicin
- den eneste
- spinoza
- fröding
- digte omkring "det nøgne menneske"
-
simon begynder
- I.
- II.
-
det underste land
- tilegnelse
- med lukkede øjne
- og gud talte
- regnen
- ellen
- min far
- aften
- tal ikke til mig
- latter
- vent -!
- bekendelse
- drengens klage
- kærlighed
- ikke andet
- min baby
- slottet
- rival
- sump
- martyrer
- en god kvinde
- ivigtut
-
pigen else
- du
- danserinden elisabet
- tigger
- nomader
-
til jer
-
blod
-
for sent
- paa fjældet
- melodi
- dans
- det underste land
- sang
- siciliansk sommernat
-
sol
- salvatore bambara
- brødre
- santo cacopardi
- nino
- digte omkring "det underste land"
- mod jerusalem
-
digte omkring "mod jerusalem"
- tidlig morgen
- koldt, men rent
- mit liv -
- sommergudens the
- preludium for antilopehornsfløjte
- foraarskvidder af de store skoves mindste fugl
- dag over jerusalem
- klippe
- indgangsmarch
- til min 100-aarige fødselsdag
- morgenens bad
-
barktegn
- aften
- elskede -
- glimt - varslende - flygtet
- alle
- tanke
- menneske
- det suser i skoven - (til Edith Södergran)
- lyn i havet
- gnist af røg
- satan
- lidt efter lidt
Alle forekomster
↩ Men andre digte i afsnittet taler om den legemlige kærlighed som vejen, mit legemes elskov og min broder ... Her er den spontane hengivelse forløsningen. Det sidste digt er moderne grotesk panteisme. Morgentime, afdelingens sidste digt, viser ham, den udvalgte, som vogter af den store kærlighed. Med den kommer det store fællesskab, ingen er længere udvalgt, alle træk er smeltet sammen til ét ansigt. Og dette digt betegner overgangen til "virkelighedens nat", som de egentlige skildringer af den dybe oplevelse kaldes, til forskel fra "dagens lys". Det første digt fortæller om kongen, den udvalgte, som har aflagt klæderne, hovmodet, og oplevet det egentlige, unio mystica. Det er personlighedsudslettelsen i mystikken, her oplevet som en prænatal tilstand. Hyacint-digtet skildrer frelsen i kærlighed, den ordløse, blinde, og med sjælens sang nås bogens højdepunkt, den store drøm om hjemkomsten, sjælens ægteskab med himlen, drømmen realiseret. Mennesket er sin drøm.*