Munch-Petersen, Gustaf Uddrag fra Samlede skrifter

↩ Digtene omkring mod jerusalem har, som rimeligt er, samme motivkreds som samlingens, men i varieret udformning. mit liv er en ganske enkel og nøgen anråbelse om guds nærhed, den store oplevelse. I de dræbende mil gennem disse timer af tavshed, stumhed, er livet næsten uudholdeligt. Digtet er centralt, også ved sit oplæg til de sidste digte. Stilen er i denne tid vekslende, i søgen efter nyt udtryk, hvad der igen ikke blot viser trang til eksperiment, men hænger sammen med vekslende tolkningsforsøg hos digteren. Nogle digte slutter sig nært til billedverdenen i samlingen med de personlige visioner, nogle med udgangspunkt i gennemskuelige reelle situationer som morgenteen i sommergudens the, hvortil kommer memorering af erotiske drømme, nogle med naturiagttagelse, f. eks. i morgenens bad. Realiteter fra yderverdenen optræder hyppigere, men samtidig mærkes en tendens mod det uartikulerede formsprog, tydeligst i digtet klippe. Er det for dristigt at antage, at det ikke er uden sammenhæng med en vågnende tvivl på XXVIII jeg-universets gyldighed og en deraf opstået trang til konkretion? I den animalske groteske preludium for . . . råder endnu vished om vejen til viden om ens bestemmelse. Den går indad i instinktverdenen og findes gennem søvnen, drømmen. I søvnens træ i dalen på himlens ø sidder den langhårede sovende abe, og i dette tropiske urtidslandskab ligger også den rette sikkerheds krokodille på stenen, hvor digterens skæbnetegn står skrevet. I abens halespids hænger visdommens røde dråbe.