Munch-Petersen, Gustaf Samlede skrifter

det nøgne menneske
digte
MCMXXXII

vi nøgenhedens legionærer
vi vil underlægge os jorden
og udlevere menneskene til livet -

maaske bliver vor eneste triumf
den,
der strømmer fra vore vædskende saar-
maaske skal verden engang genlyde

af vore sejrende sandalers trampen -

livets mening

jeg arbejder ikke
med mine hænder,
ikke for samfundets forbedring -
jeg driver dagene væk
ved at tænke endeløse tanker.
dagene, der gaar
tomme
uden resultat -
jeg vandrer paa gaderne
dag efter dag -
jeg ser paa menneskene og tvivler - - -
- - - endnu har jeg ikke lært at leve.
endnu har jeg ikke lært at se meningen i det meningsløse:
bare liv -
snart kan jeg atter virke,
atter spænde muskler
atter lade tanker slaas. -
nu ved jeg, at jeg aldrig ser det værste,
aldrig det sidste.
at alt kan leves,
alt skal kun forstaas
for at elskes.
at alt levende er godt.

gamle mødre

- tunge, store, vuggende med tynde, frysende frakker
rokker mødrene ind i mælkeudsalgene,
viktualieforretningerne,
konfektionsmagasinerne * -
- hastige blikke i voksdugstasker,
blanke tasker med mange femører,
toører,
femogtyveører -
sukkende blikke i lette portemonnæer * -
forsigtige spørgsmaal:
om der ikke var noget billigere,
mindre portioner, der ikke kostede saa meget -

- tunge, fulde af stædige, gnavende tanker,
tunge af livløst liv rokker mødrene hjem -
hjem til vaade, plettede bleer -
hjem til lange, spørgende, ængstelige børneblikke -
store barneøjne -
værelser med kold mados - med klamme, uredte senge -
graa trætte øjne tvinges hen til vækkeuret -
mænd kommer hjem -
mænd med haarde arbejdsskridt -
med stærke arbejdshænder -
haarde, stærke, sultne ansigter med genert-venlige stemmer-

haarde, graadige øjne glider skuffede væk,
væk fra hængende arme -
fra slatne, hængende bryster -
manden -
urolige blikke -
efter penge - efter de sidste tynde laser af venlige ord -
efter hvile - efter sengen -
urolige blikke -
(sengen -)
allerede fire børn -

tunge, store, gnavende tanker -
tunge, store, vuggende mødre -

fiskerne danser paa kroen

- man kan høre det henne paa gaden
og nede paa havnepladsen:
for fiskerne danser paa kroen -

- og herre min gud, hvor de danser
som store petroljumsmotorer
og tønder paa vej nedad trappen.
det er kraftige ben der dunker,
saa pigerne sveder af lykke.
hvor er han dog stærk og flot,
og saa faar han fisk og penge.
naar hun trykker forsigtigt med laaret,
hun hører det rasle af sølv,
og en rødskægget, hornagtig haand,
den klemmer og kniber og søger -
og sværmen ruller langs gulvet
og brædderne duver * som dæk. -

- violinerne gnider og piber,
musikanternes glas, de er tomme,
men øllerne bobler og skvulper
og rinder i brune halse
saa adamsæblerne hopper
og benene træder i takt.
for fiskerne danser paa kroen
saa sveden siver og pibler,
og øjne og legemer mødes,
mens sværmen ruller langs gulvet
og brædderne duver som dæk.

fattigt liv

der er dem,
der hver nat hviler paa samme gren
og kun spiser af det rette fad.

der er dem,
der hver morgen synger den samme sang
og altid til samme elskede,
altid kun til een gud.

der er dem,
der kun følger een vej over jorden;
de frygter kun een død
og de lever kun eet liv.

søvnen

jeg elsker dig ikke,
men jeg vil komme til dig
en dag,
naar vinden hænger dovent højt oppe over solen,
som et barn, der har leget sig træt -

jeg vil komme til dig paa stranden,
hvor klipperne ligger som løs varm aske paa vandet,
og havet er som bleggrønt lys,
der forsigtigt er hældt ud over jorden -

den dag skal du ligge som en bølge,
af hvis rene skum
livet har skabt dine lænder -

jeg elsker dig ikke,
men jeg vil komme til dig den dag
og trykke mine brændende øjne
mod dit dybe svale skød -

omvendelsen

vi forstod intet,
vidste intet,
og vi trøstede hinanden
vi tvivlede sammen -
men en dag
blev min verden klar,
og min himmel lys og varm -
den dag
saa jeg,
jeg hørte det,
og jeg forstod,
hvorfor jorden før var graa,
og hvorfor himlen nu var lys -
men de andre,
der intet forstod -
jeg vilde frelse dem;
men de
rystede paa hovedet,
og jeg
fik haan i stemmen.

det ægte

tro ikke,
at de blødt klingende toner
er fra de sarteste strenge -
tro hellere
de skarpe og kolde toner,
naar strenge spændes for haardt -
tro ikke,
at de drønende slag
kommer fra de stærkeste vinger -
tro hellere
den krampagtige hvile,
før skrænten rasler i havet.

banalt

firkantet kvinde
i et vindue -
grønt gummiforklæde -
sværmeriske øjne
ser ned paa en lille sort hund
ved en lygtepæl. -
bare blaa arme
af og til
er hun bøjet
over en hvid kold blank spand -
hun vrider kluden -
hvidt sæbevand
staar i fine haarde straaler
ud mellem røde fingre,
som mælk af en kos patter -
kluden er en chemise,
den øverste halvdel af en. -
hvid chemise over hvide skuldre -
himmelblaa kittel har hun. -
noget af haaret er faldet ned i panden
ruderne er snart blanke;
hun ser igennem dem.
stolt -
saa glider hun bort fra vinduet
med et blødt hop
ind bagved -
bare et nypudset vindue
overfor.

alligevel

jeg vaklede rundt i mørke,
og jeg frøs.

jeg havde slaaet dem,
jeg holdt af.

jeg havde stjaalet fra dem,
der vilde mig vel.

jeg var ond og grim,
og ingen kvinde vilde smile til mig.

og jeg saa paa mine urene hænder
og græd over mit forspildte liv.

men solen
spredte snavset paa mit ansigt

og jeg saa op,
og jeg saa, at jeg levede.

andre nætter

- vi lagde vore garn og kroge
i stille blankt vand -
vi tog dem igen om morgenen -
saa kunde vandet være
som skraa grønne vægge,
der faldt ned i støv -

- nogle nætter fik vi god fangst -
da saa garnene ud
som svangre kvinders bug -
som store blanke kastanjer paa en snor
krøb krogene med fede daskende fisk
langsomt af vandet,
som saa var stille og blankt -
andre nætter forliste vi garnene -

- vi lagde vore garn og kroge
om aftenen -
om natten gik vi med fugtige øjne
til byen -
vi var nyvaskede og i blaat tøj -
der gik de unge piger
med røde brændende kinder
som moden frugt -

- om morgenen
var der steder udenfor byen,
hvor græsset saa ud,
som om store dyr havde kæmpet der
den nat -
- andre nætter forliste vi garnene -

lisbeth

du er en lille jumbe
med bjælder paa -
muntert trippende hest -
solen glitrer
i kuskens røde fjæs.
hvide syrener -
glade mennesker
snadrer -
mænd og cigarer,
koner med kaffe
og thermosflasker -
søndag.
selvfølgeligt.

menneske

menneske -
om du er stærk, og din stemme høres af mange,
eller du er lille og svag,
om du er dum eller klog,
hvad er det mod alt det andet
i verden -
intet -
bjærgene er høje og lave,
roserne er røde og duftende,
men ogsaa visne og gule -
det er ikke det -
men
at du kan vælte dig i nydelser
og midt i rusen græde taarer,
men
at du kan lide
og af din smerte gøre en hyldestsang til livet

den ny tid

det er liv,
hvor iskolde byger pisker jorden ren
og fri for snavs,
hvor lynene spreder de lyssky taager,
der dækker den gamle lort, i de mørke stuer-
det er liv,
naar de usunde, blege padder,
der lurer med røde øjne,
skrumper ind og revner
i solens brændende, ærlige lys -
vi hader et liv i lavendelduft
med sladrespejl * og tre par skørter -
noble herrer med luder om natten
og hestehov i gamacher * -
vi vil gennemskinnelig klarhed,
vi vil se, hvad der er,
for vi ved,
at esprit * og etik og jomfrufødsel
er pikanteri for kastrater -
vi ved, at eet rum er nok til to,
petroleumsovn og fedtebrød,
og en seng, hvis de elsker hinanden -
vi ved, hvordan eros er,
og hvordan hun ser ud under tøjet -
vi ved, at de gamle og hengemte lig
stinker værre
end de, der har tørret i solen -
kom frem,
kom ud fra den lunkne og sure luft,
der er mættet med osen fra stjaalne kødben
og drivende tung
af spyttet fra hviskende læber
eller bliv derinde
og kvæl jer selv
i jeres egen giftige aande -
vi vil bruge jer,
vi strør jer ud paa vor magre jord
for at gøde de svage planter -
og naar engang vore frugter modnes,
er luften ren. -

bagefter

- med haarde støvlejærn
vil jeg træde
og dreje min staalhæl rundt -

- der sidder en kvinde og græder
paa en uredt seng -
igaar var lagenerne hvide og glatte,
igaar levede hendes barn -

- med haarde støvlejærn
vil jeg træde
og dreje min staalhæl rundt,
for at kvase det grinende fjæs
paa alle de syge timer,
der slæber sig paa klaprende krykker
bagefter -

- den gule slimede padde,
den vender sig under min hæl,
den yngler med brækket ryg -
den avler
en uendelig sort række nætter
og skrigende dødfødte dage
bagefter -

- der sidder en kvinde og græder -
igaar levede hendes barn -

atten aar

mand og kvinde -
sort firkantet sofa
med blege blomster -
det store lys er slukket -
en svag lampe brænder
gult -

de kysser hinanden
længe -
de knuger hinanden
haardt -
som om der var noget,
der ikke maatte være -

hun har bare skuldre -
bryster
igennem tyndt grønt tøj -
han piller kælent
ved underkjolen -
hun blir rød og alvorlig:
hvor det er svært at være
ung -

maa ikke -
tør ikke -
han kysser længe -
smiler:
det er der jo ikke noget at gøre ved -
hun sukker -

og saa var der ikke mere -

det

ikke den tanke,
at jeg endnu gaar paa stien -
at jeg endnu har den trygge bjærgvæg
ved min side -
at der gror blomster -
og at græsset dæmper skridtets haardhed-

at klippen udstraaler solens varme -
men
det, at jeg ved,
at jeg kan træde fejl -
at der er en afgrund -
at jeg maa gaa sikkert,
og at bjærgvæggen ved min side
rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar-
at stien bliver haardere,
og skærverne skarpere -
at græsset blir gult,
naar jeg kommer nær solen.

til mine forældre

jeg blev ikke det, i ventede -
jeg blev alt det, i havde frygtet -
i lod mig vokse op
næret ved jeres afsavn.
i opdrog mig med skjulte taarer -
opdrog mig
til at leve jeres liv - fortsætte det -
skal jeg sige:
saadan levede i; i gjorde ret -
altsaa er det godt at leve saadan.
skal jeg?
eller skal jeg dræbe haabet i jer?
fortælle jer, at jeg ikke blev som i -
at min verden er en anden end jeres,
min glæde,
min smerte en anden end jeres -
vil i tro paa min tak til jer?
paa min tak til livet?
eller vil i sige:
han fik alt,
han tog alt af os,
og giver os intet tilbage,
andet end sorg og skuffelse.
jeg ved, i har ret, naar i siger det.
jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land.
men jeg gaar tøvende -
jeg gaar langsomt og tungt -
men jeg tror, jeg skal gaa.

prosa

- jeg synes, de fleste er kloge -
ikke saa glade, men kloge og betænksomme -

- jeg søger en ven -

- han skal gaa med mig i haanden,
- og han skal sige:
jeg ved heller ingenting - forstaar ingenting,
uden at her er smukt lige her - og der ligger
et væltet træ derhenne -
jeg kender ikke til "hvorfor" - ved ikke, hvad
noget er, uden at det er morsomt eller
kedeligt -
og han skal sige: jeg synes, der er meget smukt
og grimt i verden -
- meget andet skal han ikke gøre -

- saadan skal vi gaa -
med hinanden i haanden,
mens vi forsøger at se glade ud,
mens vi viser hinanden det morsomme, grimme,
kedelige
og skønne i verden -

graat

den graa jærnseng,
det graagrønne dæmpede lys
paa den matte graa dør nummer 14 -

med fingre i stram gulgraa hud
gir sygeplejersken mig mit pulver -
min bevidsthed flyder hen
i en tung ulden dis -

saa hører jeg gennem væggen
en pludselig stønnende graad
som et skrig der er sænket ned i vat,
indtil det overmægtige tryk
sprænger de tørre læber fra hinanden -

den tunge pulverdis sejler væk,
og jeg hører kun denne stædige hakkende graad
af og til afbrudt af et gurglende raab -

haarde skridt drøner i linoleumet paa gangen -
graaden hører op,
som naar en kontakt slaas fra -
en rystende klump i graa spændetrøje
bæres forbi uden for -

pulverdisen vælter sig atter ned paa min seng,
og alt, hvad jeg ved,
tynger som et tungt graat tæppe
paa mine øjne -

ro

de røde sole blir smaa og fjerne,
begæret synker sammen som et slattent gummidyr-
sammenklistrede lemmer løsner sig
langsomt bristende -
lykkelige smil med øjnene lukkede -
forsagte kys - ikke som opfordring,
men som: hvor var det dejligt -
haar stryges tilside -
kroppene skubber sig lidt,
saa ingen arme sover
og ingen bryster blir klemt -
nu vil jeg sove!
det vil jeg ogsaa!
alting kører baglæns ud i intet
som en kultraadslampe gløder, før den slukkes-

den store mand

han gaar og sparker
med kæmpeskridt
og træder saa haardt i jorden -
men græsset,
det rejser sig atter op,
hvor han satte sin store fod,
og jorden smiler, som intet var sket,
og blomsterne tænker paa andet -

han gaar og brøler,
med tordenstemme,
saa luften dirrer og skælver -
men skyerne
driver saa roligt forbi,
hvor tordenen rullede før,
og himlen smiler, som intet var sket,
og solen tænker paa andet -

det nye menneske

sandhed -
gnistrende hjærner -
de glasklare, blottende tanker
dræber det dumme og sløve
med snærtende haan -

styrke -
dirrende muskler,
holdt spændt af en benhaard vilje,
langt foran alle de andre -
hør, mængdens raab!

dans -
hvirvlende ben -
med slanke halse og hofter -
rytme, du hidser og dulmer -
se eros' smil!

gud -
blændende liv -
du nøgne og strenge men skønne,
lys gennem skørter og grums!
du giver os alt -

til en ung ven

ord -
det er sutten, som barnet faar, at det ikke skriger-

ord -
det er skøgen for den, som ingen elsker -
det er oldingens stol -

lav ikke livets friske brød til krummer,
at kastes for fremtidens pjuskede fugle -
blot dine unge tænder og bid til -
tag store mundfulde
og tak ingen -

lad havets haarde salte negle rive
i din hud,
at du maa mærke
livets glødende sol -

døden

hvorfor vi lever -
ja -
det hænder, at vi er saa glade, at vi synger -
maaske blir vi saa lykkelige, saa glade,
at vi engang stille gaar vores vej,
af angst for at vi ikke mer skal høre livets unge latter -

mænd

- antilopen vender sine store øjne ud i natten
mod steppens knitrende græs,
der forsigtigt rejser sig bag de sorte blanke klove -
- øjnene vender sig mod græsset,
hvor vinden og maanen drillende bygger antilopefjender,
og den flyver
med de sorte blanke klove trukket højt op under sig
over steppen,
mens angsten som en spore har sat sig paa den hvide hale -

- vi vil ikke, som antilopen,
lytte til maanegræssets leg med steppens vind og kalde tusmørket en overmægtig fjende -
- nej, som nøgne jægere
vil vi bruge mørket,
naar vi, paa ben, der skælver af tilbageholdt styrke,
lister over steppens græs,
som vore fødder trykker til jorden
med lange bløde skridt -

vore øjne
er ikke steppeantilopens store aabne fugleøjne,
der, stive af rædsel, ikke tør se bag sig -
- vore øjne skal være smalle skarpe ridser,
der skjuler
maanens forræderiske leg i regnbuehinden -
- vore øjne skal være smalle og skarpe
som knive, at skære med i mørket og byttet -

- vi kender steppen
og vi er ikke kaade drenge,
der sorgløst vugger frem i løse sadler
paa smaa trippende heste -
- vi kender steppen,
og vi kender vort bytte -
- vi ved, hvordan vi skal tvinge
vore ubændige muskler,
at antilopen ikke hører vore arbejdende pulse-

- vi er mænd -
vi ved, hvorfor tindingerne hamrer sig varme,
lige før vore lange knive skal skære -
- vi er mænd -
vi ved, at maanen, natten og modvinden
kun er til,
som vore knive,
for at tilfredsstille dagens brændende hunger -
at duggen kun falder,
for at svale vore kvinders hede blod,
mens vore skridt kryber over steppen -

dette ved vi,
for vi er mænd med laadne bringer *,
blaaskyggede muskler og skarpe smalle øjne,
mænd med lydløse skridt
og kolde hjærner
og hurtige pulsslag -
- vi gør intet, uden at kende grunden,
og vi er stolte derover,
vi er mænd -

havnen

o, havn -
i din lange taalmodige nat
kommer vi,
mens vore skridt
slingrende glemmer havet
for dine gaders faste horisont -

i dit skød kaster vi,
med den riges stolte gestus
vore nærigt opsparede længsler,
vore nætters tænkte glæder -

med dine gavmilde hænders gaver
vækker du
vore, af søernes hamrende slag,
barmhjærtigt døvede tanker,
at vi aldrig maa glemme dig -

o, havn -
i dine lygters overbærende lys
hilser vi dagen
skraalende søvnige lovsange
til dit fede rolige vand -

til mit hoved

jeg er et barn,
der leger med sit legetøj -
mit legetøj:
en bold med øjne i -

jeg triller den
og kaster den mod væggen -
jeg klapper den
og smider den i vandet -

maaske tilsidst
mit legetøj blev ødelagt -
men legetøj
har aldrig holdt saa længe -

maaske tilsidst
jeg tabte det i græsset -
det har jeg glemt,
hvor det blev af tilsidst -

maaske engang
jeg finder det alligevel -
mit legetøj,
hvis det er helt endnu -

læreaar

vore nætter
druknede i vinens sang
og kvindernes skød -

vi haabede,
at kraften vilde komme til os
som en herreløs hund
og lægge sig ved vore fødder -

til nogle af os kom længselen -
den rev vore skæbner løs
og bandt dem som trofæer ved sit bælte -

hvorfor ikke

hvorfor er det ikke
som en lige og velholdt vej,
det hele?
uden for megen færdsel,
uden for meget støv og snavs?
hvorfor staar vi ikke
højt oppe,
for den ene ende
og ser huset, hvor vi skal hen?
uden at behøve at spørge,
hvad det er for et hus,
vi skal til,
og om det er smukt og værd at søges,
og om det er den rigtige vej,
vi gaar paa?
og hvorfor gaar vi ikke om morgenen,
ved solopgang,
naar vore lemmer endnu er friske,
og vi endnu tror, at vi kan naa hjem?
hvorfor ikke?

nat

om natten tvivler vi -

smaa svage mennesker
i store tomme huse -
der er for god plads om natten -
vi kan ikke fylde mørket
med kendte ting -

angsten
kryber som rotter
med lange kolde haler
frem af sorte huler -
angst for det intet,
som vi ikke kender,
ikke ved, er intet -

hvor er mennesker smaa
om natten -

skum

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -
solen dryssede glødende naale
i mit nøgne haar -

- naar stormen har splintret søerne
imod klipperne,
ligger skummet og gynger
som propper paa vandet,
som en løbende piges
korte varme aandedræt -

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -
havets tunge bryster
hævede og sænkede sig søvnigt -
jeg hørte ikke mere skummets bløde rytme,
saa ikke det lette vuggende skum -
jeg saa kød,
jeg saa hvide skuldre -
(solen brændte mit haar) -
blændende hvide, gyngende rygge -

- mine grove brune hænder
lukkede sig om aarerne,
jeg satte foden haardt imod toften -
baaden var nær klipperne -

men nu har jeg en hjærne -

- hvis jeg havde en hjærne,
med tusinde naalfine traade -
- hvis jeg havde en hjærne,
der var glat som et nypillet æg -
- men nu har jeg en hjærne,
der lige netop kan skimte
et lys paa en taaget himmel -
for stærk trods alt til at sove
i en fløjelsblød, vuggende nat -
for træt til at grave sig op
gennem angstens jord tunge lag -

efteraar

det regner - regner -
luften er graa og mælket,
gaderne vaade og kolde,
menneskene blege
og klamme som syge fugle,
jeg gaar og gaar,
men det bare regner,
haabløst -
himlen staar som en mørk mur
mellem os og solen
og varmen.
i husene
ruller folk gardinerne ned
og tænder lys -
paa gaden
slaar mændene kraven op
og staar stille,
saa at tøjet ikke rører ved kroppen-
det er efteraar.

humor

vilde til stjernerne op -
paa stjernerne er der lyst og svalt -
samlede al min kraft,
og jeg sprang saa det sang i verden-
stjernerne fløj mig i møde -
paa stjernerne er der lyst og svalt -
jeg naaede op og saa,
at jeg stod paa jorden og sang -

saltvand

vi leved' i dage
blandt dyngvaade, piskende sejl-
og sorte nætter
i mørke og væltende vand -

vi sled vore hænder til knogler
paa stenhaardt bidende tovværk-
og musklerne sloges fortvivlet
med armtykke, staalkolde kæder-
saa laa vi en time i dvale

som drivvaade, sitrende klude,
der drømte om kvinder og solskin
og skove og fredfyldt idyl -

saa blev vi slængt ud af de næste
til vandet og mørket igen -

inga

da jeg var ti aar,
gik jeg ved stranden
og spændte mine unge muskler
for dig, inga -
jeg vadede mellem sten -
jeg bar tunge kantede sten
til din havn, inga -
jeg med mine bare drengefødder
i det klare tangblomstrende vand -
og du sad og skrævede
med store øjne og faste runde knæ,
mens jeg byggede havn
til dine skibe, inga -
husker du din mors lange skygge paa vandet
og vore røde ansigter,
da vi var ti aar, inga -

lykke

- lykken -,
siger menneskene -
spiser sig mætte
og lægger sig to og to -

- lykke -,
klager de -
og forsøger at drømme sig mætte
og varme -

- lykke -,
raser menneskene -
og maddyngerne kravler
fra den ene side til den anden -

- gudinde -
giv mig kamp - :
sejr eller nederlag -,
og maaske ogsaa
lykke -

jeg bager brød

jeg bager store og haarde brød
til menneskene
med skarp og ram smag -
det er ikke for at de kan blive mætte-
det er for at de kan se,
at ogsaa andre
maa tvinge skarpe mundfulde ned,
der river som sand i tarmene
og som tænderne ikke kan knuse -
for at de kan glædes derved
og faa haarde kæber
at tygge med -

plan

- jeg vil bygge mig et hus -
jeg alene -
jeg skal selv bære stenene -
sveden skal springe som hede kilder
fra mine skuldre -
aarerne skal ligge som tusindaarige træer
paa min pande -
mit hus skal være stort og højt:
større og højere end alle andre -

- naar det engang staar færdigt:
tungt og mægtigt,
vil jeg sparke grundstenene bort
og lade etage efter etage rasle ned,
drønende som gletscherens hule skridt-

- tilsidst skal min latter
sætte sig som en lille nøgen unge
ovenpaa de rygende grusdynger
og grinende pille sig i næsen -

vers

jeg sang til min kære:
hvor er jeg glad!
jeg gik og skød mig,
i kval og pine -
hun takkede herren,
at jeg var glad -

jubel

jeg havde set saa meget stort og højt,
at jeg vilde løbe syngende gennem verden,
saa folk skulde vende sig om
og forstaa, hvad jeg vidste -

og jeg løb - syngende -
og folk vendte sig om,
men de forstod intet,
for der var ingen ord i min sang -
min mund fyldtes med jubel -

intet

- jeg sidder og læser - af og til ser jeg op - mine tanker ruller frem - langsomt og trægt - blødt som giftgas, der sugende stryger henad jorden -
- jeg har et eller andet lille saar - en ubetydelig skramme, der mærkes -
- nogle dage, sommetider ogsaa nætter, har jeg et saa brændingsbrusende begær - saadan et haab, der gør alt andet meningsløst -
- et magtbegær ....: det, jeg vil, blir saa afsindig kolossalt
- alt det, jeg maa eje af livet -
og her sidder jeg og læser - ryger en cigaret - drikker et glas vin - elsker en kvinde, jeg ikke elsker - og mit saar borer sig ind - og aabner sig igen som tanker -
- tanker af samme køn, der intet kan føde -

til en

- dig tør jeg ikke elske -
din store blødtfavnende kærlighed
lægger sig som olje
paa min ungdoms urolige hav -

- mens jeg endnu beruset sover
mellem dine vuggende lemmer,
tømmer du legende
mit kogger * for pile -

- dig vil jeg ikke elske -
jeg vil se solen gennem brydende søer -
- til de haarde toner fra min bues streng
vil jeg gaa ud at jage livet -

generationer

ordene rakte sig
som beredvillige hænder imod os:
vent
se, i er unge,
se jeres smalle skuldre,
jeres ufærdige træk -
se livet staar undseeligt
som en fremmed blandt jer -
hør jeres tankers hurtige skridt,
naar de flygter for hinanden,
og vent -
lader i nu jeres ord
storme ud over verden,
for at splitte menneskenes ro,
i morgen vil i forgæves lokke dem tilbage-

vi tvivlede -

ideal

jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
rive jordens bjerge op
og lade dem rasle
for ørerne af dem, der sover-
jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
tage solen ned fra himlen
og lyse i alle mørke huller
med hvidt ubarmhjertigt lys -
jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
stjæle gudernes lyn
og feje jorden ren for støv.

en tak

kære -,
jeg ved ikke, om dit sind bærer skjulte saar,
jeg kender ikke dine lyse og mørke timer,
ikke dine hverdage -,

men dine smil -

du tog min uro,
du gav hvile til mit søgende legeme -
af dig fik jeg arbejdets kraft tilbage - ,

og jeg fik dine smil
den nat -

medicin

at tegne arabesker af ord
er elskovskranke ynglinges trøst-

jeg vil hugge sten
og sove -

jeg knytter haanden i lommen
og skyder hatten i nakken,

og kunsten er atter skøn -

den eneste

- min elskede er skøn -
hun vækker med sin skønhed
min attraa's lurende tiger,
og tørrer fraaden af dens mund
med sin skønheds hænder -
- min elskede er stærk -
hun bader mine saarede lemmer
i sin latters stærke hav
og aander sine hede smil
paa mine frysende hænder -
- livet er min unge elskerinde -

- min elskede -
hun er en ung moder,
der længselsfuldt venter sit barn -
min elskede er en skøge -
stolt af sit nøgne legeme,
haaner hun verdens fattige begær -
hun har en nonnes svale øjne,
hendes smil er klosterhavens ro -
- livet er min unge elskerinde -

- jeg elsker en amazone -
der drypper blod fra hendes hests hove -
jeg er hendes træl,
der i snærende tøjler følger hendes rasende ridt-
jeg lytter med straalende øjne
til hendes metalskarpe trodsige raab -
jeg følger min elskede,
indtil solen engang gaar ned,
beskæmmet af glansen
fra hendes kobberrøde syngende spyd -

spinoza

paa dit skarpe tuberkuløse ansigt
laa visdommens ro i vemodige smil -

din godhed
var din races hjælpsomme humor
trænet under inkvisitionens bedske kærtegn-

din tro
havde klarhedens styrke
og forstaaelsens mildhed -

fröding

din stille latter
gjorde andres nagende synder
og forspildte liv
til munter dans paa solgrønne enge-

jeg ser den fortvivlede kamp,
som rev dit eget sind i laser - ,

og jeg tier -

vi er mennesker
hvorfor bebrejde hinanden,
at vi ikke er andet -

digte omkring
"det nøgne menneske"

en lykkelig dag

i dag er det en lykkelig dag -
jeg har faaet et nyt slips af gud.
det er rødt og jeg binder det i en stor knude,
en fugl har skidt paa min nye frakke,
paa den højre skulder
paa min grønne frakke,
ja, det er en lykkelig dag.
den var sort, før den blev ny og grøn.
det betyder lykke, saadan noget,
som det med fuglen og slipset. -
jeg blir berømt i dag, sikkert;
det regner, men jeg sidder her
med sort og stærk kaffe -
iskoldt vand og pive
foran mig. -
en lykkelig dag,
med fugle, slips og regnvejr
og kaffe, berømmelse og iskoldt vand,
ja, det er underligt.

underlige farver

saa underlige farver
har jorden
og menneskene -
min hjærne ligger paa en klar sky -
men den ser ikke mig
og min underlige færden -
der i lyset hviler den
og smiler
og forstaar -
men jeg mærker ikke dens smil
og ved ikke, hvad den forstaar -
jeg synes
jorden har saa underlige farver.

jeg har to frakker

jeg har to frakker,
som jeg skifter med -
af elefanthud er den ene,
af sommerfuglens skind den anden.

den første er for graavejr,
og for krigstid;
i slagsmaal,
og blandt onde ord
jeg gaar i elefanthud.

og solskin er det bedste,
for sommerfuglefrakken -
naar jeg er blandt venner,
i tryghed og i ro,
saa blotter jeg mit indre
igennem flor og vinger.

kun een fejl har de begge
ellers saa gode frakker:
jeg ikke selv bestemmer,
naar jeg vil skifte dem.

en borgers livshymne

livet -:

først kommer ungdommen,
som er vore forældres,
og som vi bruger vore barneaar
med at glæde os til -

saa kommer arbejdet,
som kan være kedeligt,
men som er sin egen løn
det er det! -

tilsidst kommer døden,
som vi har lov til
at tro alt om,
hvis vi vil -

tak -

simon begynder
MCMXXXIII

I.

peter den stores udenrigspolitik

torsdag morgen klokken ti minutter i ni - simon, sytten aar gammel, gaar ind og sætter sig paa sin plads i tredie gymnasieklasse -

første time dansk, næste time latin, saa spisefrikvarter - en anden trediegymnasielev til simon "hvorfor er du ikke barberet i dag?"

simon som om det var slutkonklusionen i et filosofisk system "fordi der ikke findes nogen barber for øjeblikket, der er god nok" han gaar langsomt sin vej - tredie time historie -

"vil jørgen petersen klarlægge retningslinierne i peter den stores udenrigspolitik!" "peter den store regerede i rusland fra aaret..."

"jørgen petersen sæt dem ned" - "simon vil de prøve paa at gøre rede for peter den stores udenrigspolitik!"

simon retter paa sig, synligt overrasket - efter at have betænkt sig et øjeblik "nej" - simon ser rolig og glad ud, men han ser hverken paa læreren eller paa klassen -

læreren bekæmper energisk sin overraskelse og siger i næsten samme tonefald som før "vil simon være saa venlig at gøre rede for peter den stores udenrigspolitik!"

simon smiler venligt men lidt irriteret "nej" - læreren forvandler hurtigt sin overraskelse til arrigskab - de andre griner fornøjet som et filmspublikum, der opdager, at skurken i virkeligheden er helt - "vil simon være saa venlig at forlade klassen"

simon rejsende sig "ja" - læreren "og desuden være saa venlig at henvende sig hos rektor"

simon bukker venligt for læreren, mens han ser paa klassen, der stadig ligner et filmspublikum, men nu et, der roligt og tilfreds venter paa den almindelige elskovssceneafslutning - i simons ører "... henvende sig til rektor... være saa venlig ..."

"nej" simon lukker diskret døren efter sig og gaar ned paa gaden -

depression

en maaned efter -

simon ligger i sengen "jeg gik mig en tur, hr. overlæge, det var egentlig det hele - jeg havde siddet ned i elleve aar, og saa gik jeg en tur"

overlægen "jeg anser dem aldeles ikke for utilregnelig - de er bare overnervøs, og jeg er jo nødt til at kende aarsagen til denne depression for at kunne hjælpe dem" overlægens ansigt siger: "jeg hører paa alt, hvad de siger - jeg tager det ikke som faktiske oplysninger, men som udslag af deres nervøsitet - jeg har treogtyve aars øvelse i overbærenhed - jeg er meget objektiv"

simon, som om han talte til et lille barn "jeg gik en tur, og jeg er ikke særlig deprimeret - aarsagen, til at jeg gik, var. at jeg syntes, jeg trængte til at gaa"

overlægen "jeg tror, jeg forstaar dem (han klapper simon paa haanden) traf de nogen kvinder i berlin?"

simon svarer ikke (selv gode fædre blir til sidst trætte af at besvare alle de spørgsmaal, som deres begavede børn stiller - trods alt)

"de trænger til ro den første tid, og saa maa de se at faa deres studentereksamen - de er jo velbegavet, og det vil sikkert sætte deres humør op"

simon keder sig synligt "ja ja ja"

overlægen indtrængende men fuldstændig behersket "om ikke andet saa for deres mors skyld, som har arbejdet og opofret sig for at de skulde kunne faa den eksamen - hun var hos mig i dag, og hun græd, hører de, græd" overlægen rejser sig fra sengekanten og retter sig op - inden i simon "to gange er for lidt, græd, græd, græd, græd, jeg vil aldrig sætte mig ned igen" overlægen vender sig i døren "og saa synes de pludselig det er kedeligt og tager i stedet for til berlin og gaar tur, som de siger - det drejer sig dog kun om fem maaneder, saa er de student og færdig med skolen"

simon rejser sig op i sengen som en, der har set sig rasende paa verdens højeste bjærg "nej seks maaneder"

"frue, deres søn er et meget vanskeligt barn, ja han er jo ogsaa ved at være voksen, og den overgang er jo tit besværlig - men de maa bare endelig ikke tro, at deres søn er et daarligt menneske eller et defekt menneske, han er bare en vanskelig dreng - fjorten dages fred og ro her, og han vil være lige saa sund og normal som hvilken som helst af hans kammerater"

"men hr. overlæge, jeg forstaar det slet ikke, saadan som min mand og jeg har passet paa ham, jeg synes ikke vi har fortjent det af ham, saadan som vi har prøvet paa at gøre det godt for ham paa alle maader - bare han ikke har været sammen med daarlige mennesker i disse ulyksalige dage - hr. overlæge, de tror vel ikke, han har været hos kvinder dernede i berlin, han havde jo ingen penge da han kom tilbage"

"jeg har paa grundlag af mine samtaler med deres søn faaet det indtryk, at han er alt for tilbageholdende og indesluttet til noget saadant skulde være sandsynligt, og med hensyn til deres søns eksamen, tror jeg, jeg allerede nu kan berolige dem, frue - deres søn skal bare have ro, men nu skal jeg tale med ham igen i morgen, de maa bare ikke være nervøs frue"

simon i sengen, ivrigt "er en maaned kort eller lang tid, frk. mortensen?"

hun smiler nyvasket med hele kroppen "det kommer vel an paa, hvordan man tar det"

simon "ja det tænkte jeg ogsaa"

"frøken mortensen, tror de, jeg er klogere end overlægen?"

"nu gaar jeg, saa skal de være rolig og ligge ned" simon, idet han lægger sig tilbage i sengen "kan de sige mig, hvorfor jeg ikke skulde ville være student?"

"nej det kan jeg virkelig ikke"

simon er træt og trænger aabenbart til ro "kan man være deprimeret, uden at mærke det?"

frk. mortensen smiler intelligent og kort "god nat"

et aar

den 29 juni blev simon student, ligesom de fleste af hans klassekammerater - efter 3 maaneders sommerferie begyndte han at studere jura og et halvt aar efter fik han ug til filosofikum -

studenterforeningen lørdag aften -

simon staar i døren ind til salen - hvis han keder sig, viser han det i alt fald ikke særlig tydeligt - han blir skubbet af de ophedede par, der kommer ud og af de endnu ikke ophedede par, der vil ind og danse og af de let forventningsfulde og de let skuffede, der søgende gaar frem og tilbage mellem salen og trappen -

"gir du en bajer, simon?"

en anden student "gi en bajer, simon"

en tredie student "gi en bajer"

simon ser op, som om han havde hørt noget forbavsende dumt -

"simon, kender du hende der med det sorte haar og den lyserøde kjole?"

"simon, ved du hvad hun hedder, hende der staar og snakker med ham i kjole?"

"hun er vel nok flot, hvad simon, hende der danser med ham den lange"

simon eftertænksomt "ja, det stod jeg netop og tænkte paa" han gaar hen og bukker for en meget smuk dame med tre kavallerer, danser en dans med hende, sjusket og uden at sige et ord -

paa trappen lidt senere "der har vi simon - gaar du allerede?" "hov, du simon, du gaar vel ikke?"

"gaar du simon? - du ka' vel gi' en bajer først"

simon, stud. jur., gaar hjem gennem strøget, og kigger søvnigt paa luderne og det andet, der er paa gaden efter 12 - simon skal op til filosofikum om 3 uger - der er god tid -

en anden lørdag

studenterforeningen efter et eller andet foredrag - simon danser - hun er lille og spids - spids stemme, spids hage, spidse knæ - simon ser afvekslende paa hendes hage og et eller andet sted hen udenfor bygningen - "studerer de?" "nej, jeg er paa kontor" "har de taget filosofikum?" "ja - det var meget interessant, synes de ikke?" "kolossalt"

den spidse "hvad studerer de?" et øjeblik mindre spids "for jeg kan se paa dem, at de studerer et eller andet" simon vilde svare "spørg min far eller en af mine kammerater - spidse knæ er ogsaa knæ - jeg studerer sgu ikke jura" - som om det var en højst tvivlsom kompliment til den spidse "jeg studerer jura" - hun blir atter lidt mindre spids - hendes øjne er runde og oljérede - "hvorfor studerer de netop jura? forresten - det maa da være vanvittigt interessant" - simon samler sin toga sammen om sig, ligesom høfligt beklagende sin egen faktiske overlegenhed "frøken - hvis der engang skulde ske det med mig, at jeg blev forelsket ud over alle grænser i verdens skønneste kvinde, saa kunde det være ganske sjov at sige: cand. jur. simon - 13000 aarl. - ikke?"

inden i simon "fy for den lede og alle hans smaa halvstegte undersaatter - tornerose var et vakkert barn, hvis hun bare ikke havde sovet"

til den spidse "de danser glimrende - ved de det selv? tak for dansen"

- hvis hun bare ikke havde sovet - og haft spids hage - og spids stemme - og spidse knæ - og dumme oljérede øjne - men selvfølgeligt, hun havde jo kønnet - simon gaar hen og sætter sig paa en stol og ser, at klokken er halv et, og at den spidse danser med en herre, og at hun danser daarligt - men selvfølgeligt, hun danser jo med kønnet -

omtrent midt paa gulvet staar en pige med 4-5 herrer omkring sig - hun har overbid og en stemme, der er som meget lyst og meget rent haar - hun ler meget - simon rejser sig hurtigt og gaar ind mellem herrerne og spør hende, om hun vil danse med ham - hun svarer ja, som om, det var dette, at danse med simon, hun egentlig var kommet for og havde ventet paa hele aftenen - de danser to gange, saa kommer de 4 eller 5 herrer og danser med hende i en rækkefølge, som aabenbart er bestemt for længe siden, og hvis anvendelighed er sikkert godtgjort - det viser sig, at hun hedder inga, og at hendes telefonnummer er 1515 - simon gaar hjem og tænker paa disse ting og paa, at der nu kun er fjorten dage til filosofikum, og at der stadig er god tid -

den næste eftermiddag ringer simon hende op - og de gaar paa glyptoteket sammen -

aften

to løveunger - to rovdyrunger leger paa en uendelig solsitrende steppe - ingen lyd - fire træer staar eller ligger forudbestemt over luften - det ene tæt ved - tre sortgrønne kroner langt borte eller ingensteds - som billeder, fordi de skal være der - to gamle hviler som en trægtflydende masse i det haarde græs - de ser alvise med smalle øjne mod solen fra den gennemsigtige skygge - deres hvile garanterer mod enhver fare - to unger - lange hop - sammenspændte kolbøtter - kløerne har de aldrig haft brug for - de fine rødstribede spidser er krøbet højt op i de tjattende poter - som skinnende fluer summer deres sagte snerren langs jorden - sletten med den flade solvarmede horisont - ingen fare - langsomt vælter de om paa siden som tunge puder - springer lige op - skindet krøller sig sammen og strækkes stramt ud - dirrende - rent og tørt - et øjeblik blir legen pludselig doven - med et smelter solen ud til en stribe - de gamle sover - de vrider sig knasende og sukker langt borte - de to vælter sig rundt paa den endnu varme jord - i den bløde kælne luft - de har ingen alder - mørket er ikke farligt -

inga slukker lyset med en lang armbevægelse - strækker skulderen samtidigt - simon rusker i hendes rene tørre

haar - hvor er du dejlig -
inga sagte, meget sagte: ja -
en halv time efter sover hun -
og simon gaar tidligt hjem -

mikael

mikael venter besøg - han ikke alene venter besøg klokken halv otte, men han forbereder modtagelsen af en, der skal komme klokken halv otte - der er ikke særlig rent i mikaels værelse - der er i alt fald ikke gjort rent den dag - der er heller ikke særligt ordentligt, og værelset er heller ikke gjort fint paa nogen særlig maade, der ligger pibeaske i alle askebægerne -

men hvis han, der i sin tid havde konstrueret mikael, da han for enogtyve aar siden blev lavet, nu havde staaet og betragtet dette værelse og dets beboer, vilde han med tilfredshed have kunnet konstatere, at anordningen, mikael, fungerede upaaklageligt efter konstruktionsplanen - værelset med bord, stol, bogreol og papir og bøger meddeler og skal meddele, at her bor mikael og kun mikael - mikael, der netop er mikael -

klokken halv otte kommer else - banker paa døren, gaar ind, sætter sig tavs og smilende paa divanen og ser bekymret tankefuldt paa mikaels ryg og sorte nakkehaar - hun har kendt ham i fire aar og kendt ham paa de fleste af de maader, else er i stand til at kende mennesker, ikke blot mænd -

hun siger ingenting, og mikael stopper en pibe og tænder den - "vil du se nogle nye digte - jeg tror de er gode - ?" hun kigger smilende i manuskripterne - med et smil nøjagtigt mage til det, hvormed hun før havde betragtet mikaels ryg - "ja" hun rækker ham bladene tilbage - "hvad synes du? det er ikke mig, der har skrevet dem - det er en, jeg har opdaget"

ordet opdaget blev udtalt tvivlende ironisk, men saadan at tilhøreren skulde anse ironien for overflødig og selv uskadeliggøre den -

else tænker "mikael har opdaget ham" - hun siger "ja, de er gode" - lidt efter "mikael" -

han vender sig om med den tændte pibe i munden - saa gaar han hen og sætter sig ved siden af hende - han gør det langsomt og ligesom let irriteret - som om han var blevet mindet om noget, han uhyre længe havde tænkt at gøre, naar han ansaa tidspunktet inde - nu var han blevet mindet om det, mens han endnu var i færd med at anse - han sætter sig ved siden af hende, lægger armen om hende og kysser hende - langsomt og ligesom let irriteret - hendes øjne straaler og hendes mund ber -

else ser saadan ud, at mange mænd finder paa at vende sig om efter hende paa gaden - og hun ved, at hun ikke behøver at sidde alene, naar hun er ude, hvis hun ikke selv vil - men det er noget andet med mikael - hun ved, at han er kræsen - og mikael, han havde for omtrent tre aar siden lagt mærke til, at han havde faaet lavet en kopi af mikael, der spadserede rundt inde i elses hoved, og som var kræsen - d. v. s. han er udmærket klar over, at han egentlig ikke behøver at konstatere det, for paa en vis maade er han jo kræsen -

hun ved ogsaa, at han elsker hende, og hun ved, at hun helst skal smile først eller sige "mikael" eller "kom" eller hun skal bare se paa ham ængsteligt og bekymret - men hun ved ikke, hvorfor hun altid skal et eller andet først -

mikael syntes, det var mindst anstrengende, naar man aldrig risikerede at anse det rigtige øjeblik inde, uden at det ogsaa var inde - derfor sætter han saa stor pris paa, at else gør et eller andet, saa at han ved, nu kan du roligt anse tiden moden for handling -

desuden var det saa heldigt, at tiden næsten altid forekom mikael moden, naar han bare var sikker paa, at else, eller hvem det nu var, ogsaa syntes det -

else elsker ham mest af den grund -

"skal vi saa gaa?"

else "hvorhen?"

"bare et sted hen, hvor man kan sidde uden at betale, og hvor der er vin og musik"

mikael tar langsomt, med rolige og smukke bevægelser frakken paa og sætter hatten paa plads over det sorte haar -

inga tænker

"jeg er nu treogtyve aar -

og jeg elsker ham -, elsker simon -

han tænker ikke -, ikke saadan -

og han er nitten aar - og han elsker mig -"

hun blir urolig - hun mærker, hvor hendes tanker fører hende hen -

som en stor tyk kvinde fører en lille hund - hun har været der mange gange før - "ja - jo, han gør - i dag - givet ogsaa i morgen - ogsaa i overmorgen - og om en maaned" hun smiler - hun synes, en maaned er dejligt længe - og den maaned er jo heller ikke begyndt endnu - "om fire aar har simon sin eksamen"

munden er holdt op med at smile, og øjnene ser opad -

"om fire aar -

hvis det gaar, som det skal -

om fire aar er jeg syvogtyve aar - tredive -" hun kaster et blik hen paa spejlet, hvor hun kun ser den modsatte væg af værelset, som om hun der kunde se, hvordan hun vil se ud, naar hun er ... - om fire aar -

hun sparker med foden - korte og hurtige spark - "nej - jeg ved ikke noget om, hvordan med simon om fire aar -" en ny række spark med foden - "nej, jeg ved det ikke -" foden blir rolig - "ikke bestemt -"

hun sætter fortænderne ned i underlæben, ligesom man lægger albuerne tilrette paa et bord eller et armlæn - "og hvis - hvis han ikke elsker mig til den tid - og selv om han elsker mig om fire aar, og han saa ikke vil..." hun trykker tænderne ned i læben - hun skammer sig ved at tænke ordet tydeligt og bevidst - men det kommer - "hvis han nu elsker mig og alligevel ikke..." hun skammer sig et øjeblik endnu - "... vil gifte sig"

nu strømmer tankerne af sted som en bunke tømmer i en elv, naar den lægte, der stoppede det hele, er kommet løs - "simon - han klarer sig altid -" hun finder forskellen, med hensyn til chancer, mellem for gamle kvinder og for gamle mænd, kolossal -

"aah - en mand kan godt blive halvtreds aar, uden at det gør noget" -

"men" hun gir divanen et dundrende knytnæveslag "jeg elsker ham jo -"

punktum -

inga vrider sig længe paa divanen, uden at tænke videre - hun ligesom kører den samme film om og om igen for at lære hver enkelt scene - det er lettere saadan - til sidst er hun lige ved at falde i søvn - saa kommer der et nyt billede - en scene, hun ikke kender - hendes øjne er klare og vaagne i mørket - "og saa denne mikael, som vil have ham til at skrive digte - han har jo sin eksamen - denne mikael - denne lille overkloge kunstmaler - simon skal jo have sin eksamen om fire aar -"

filmen fortsætter med de kendte billeder og ender i et suk og nogle lange sukkende aandedrag, der glider over i snusen og brat afbrydes af et vækkeur klokken syv -

stud. jur. simon

simon sidder i sit værelse med lærebøgerne opslaaede foran sig - han læser ikke - han fører krig -

han afleverer dolkestød og geværangreb, der vilde have gjort hans forældre tusind gange mere bange, hvis de havde kunnet høre dem, end de i forvejen var -

og have bekræftet de anelser, der holdt inga vaagen og fik hende til at se ud, som om hun ikke fik frisk luft nok -

og dog er det ikke ingas smil og forældrenes uro, han angriber -

han læser for syvende gang et digt, han har skrevet, som mikael endnu ikke har faaet lov at udtale sig om - han synes, han blir stærk af det, at hans udfald blir effektivere

- han hvisker det frem, som om det udelukkende bestod af uartige ord og dødelige fornærmelser -

"mit sind var en mark,
hvori fødder traadte sig spor,
og vindene kastede alle slags frø -,
en mark,
i hvilken vel altid noget groede
af det, der blev saaet -,
om hvilken ingen spurgte,
hvad der engang skulde høstes -

fødder har danset,
og vindene har saaet -
nu er mit sind en vaabensmedie,
hvorfra svært bevæbnede mænd rider ud,
og hvortil de vender tilbage
med brækkede skjolde og stolte øjne -"

han rejser sig op og gaar frem og tilbage i værelset - "gaa - ikke sidde - ikke sidde - er det det værd - altsam- men? at stryge ti aar bort, for at ende som kontorchef med højst tre børn og sikker pension - hvorfor er de ti aar mindre værd, end de ti aar, der kommer efter - er jeg, jeg, jeg, jeg ikke mere værd... er noget offer for stort, hvis jeg kan blive den jeg vil være, for at jeg kan vedkende mig mig selv?" simon gaar hurtigere - han ser paa grammofonen, som en feltherre ser sine soldater plyndre en erobret by - stolt - han spørger ikke: hvem er det -, hvad er det, jeg skal være for at være den, jeg vil - simon spørger slet ikke - det er ikke svar han søger - simon vil erobre sig selv - efter hver kamp er han sejrer - og hver aften gaar han frem og tilbage i sit værelse -

han sætter sig ned og begynder at læse - som en arbejdsmand, der slaar skærver lige før fyraften - en halv time - "hvorfor -" han ser paa bogen, som om det var en udtraadt skruptudse - "satan - der er saa mange ting, jeg maa vide først - jeg maa være færdig med først -" simon er nitten aar - og klokken er et -

hans forældre: arbejdet! det har hjulpet os gennem alt - hvad havde vi været uden vort arbejde - og hvad havde du selv været, hvis vi ikke havde arbejdet - (ærkeenglen gabriel taler fra raadhustaarnet) arbejd! og du vil finde dig selv, og du vil faa ro i dit sind -

hans far som fader og hans mor som moder:

du er ung - og vi har levet et helt liv - hvordan skulde du kunne forstaa, hvad vi har behøvet et halvt aarhundrede til at lære -

i simon: et helt liv - gaudeamus igitur -

hans mor lukker døren op - "hvorfor gaar du dog ikke i seng, simon - klokken er over et -" simon trækker paa skuldrene -

med ryggen til moren: (hvorfor gaar du dog ikke i seng) "naar jeg ved det, gaar jeg i seng" - hun ryster paa hovedet og lukker døren forsigtigt -

og inga:

"elsker du mig?" og han vil kysse hende og sige: hvorfor spør du, du ved det jo - og hun vil saa kysse ham - og han vil gaa fra hende og spørge sig: hvad skal jeg gøre? elsker jeg hende? og han vil svare paa det sidste spørgsmaal og tro, at han saa har besvaret det første ogsaa - indtil næste gang - "jeg maa tale med mikael i morgen" han begynder at klæde sig af -

han kunde selvfølgelig gaa ud og drikke sig fuld med sine venner - men det vilde kun gøre det værre, hvis han ikke blev døddrukken -

han vilde komme hjem hen paa morgenen og finde lys i sin mors værelse, og hun vilde sidde der og bare se paa ham med sine af nattevaagen og overanstrængelse udspilede øjne - og maaske fortælle ham med træt og haabløs stemme, hvad hans far havde sagt, før han gik i seng, at saalænge han boede hjemme - hos dem - og levede af dem og morede sig og studerede for deres penge, saa kunde han vel i alt fald tage noget hensyn til dem, om ikke som forældre, saa dog som arbejdere, der arbejder for en, og som man skylder respekt -

saa vilde hun selv maaske tilføje, som hun havde gjort det alle de andre gange: ja, vi forstaar dig ikke, simon, og jeg i alt fald gør, hvad jeg kan for at forstaa dig, hvor fremmed det, du nu gør, det liv, du nu fører, end er os -, ogsaa mig - men jeg kan snart ikke mere - prøve og mislykkes - jeg kan snart heller ikke mere glatte over og glatte over, naar din far er vred - han har jo ogsaa ret, saadan, som han forstaar det -

simon gaar i seng og sover til langt ud paa formiddagen -

han har lært sig at sove -

simon tænker jo ikke -

ikke saadan -

mikael gaar

mikael og simon i vinhuset -

et langt bord med kaffekopper og vinglas i mængde men yderst faa karafler og kander -

mikael og simon og fem-seks andre -

mikael snakker med den berømte italienske maler - saadan

at udenforstaaende maa faa indtryk af, at mikael ganske vist er mikael, men at han samtidig er den berømte af de to - - aase til simon - i fortrolighed "kan du se ham, der gaar der -, han er homoseksuel" hun nikker med hoved og mund som for at tilføje: det er han! - simon kaster et blik paa den omtalte "ja" -

aase er let fornærmet "ja -, siger du - er det, fordi du kan se ham, eller fordi du ogsaa tror, han er homoseksuel?" simon er urovækkende nær ved at være overanstrængt "jeg kender ham ikke - skal jeg faa undersøgt, om han er homoseksuel?" han smiler venligt til aase - hun prøver først resolut at vende ryggen til ham -

paa hendes anden side sidder ulykkeligvis ikke den kendte forfatter, men hans kone - saa skynder hun sig at skænke simon et par smil, duftende af kvindehaar og hængende haver - simon stopper pibe -

mikael har afsluttet samtalen med italieneren - han kigger negligerende paa hver enkelt - han er træt i aften - "gode gud, hvor jeg kender dem, simon skal vi gaa?" det er mere end en forespørgsel - "vi kan jo gaa en tur" -

simon hviler sig - han er bange for at gaa - "ikke endnu - vent bare et øjeblik" mikael sætter sig ned - saa rejser han sig op igen "nej nu gaar jeg - gaar du med? -" "vent dog lidt"

- mikael gaar -

for en gangs skyld -

mikael er alene -

gulvet i hans værelse er fire meter langt og tre meter bredt - mikael har vandret op og ned ad dette gulv i to timer nu - timer, der ikke bestaar af tres smaa hoppende minutter - men timer, hvor hans egne vandrende fødder for hvert skridt sparker et lille rødt foster foran sig, der intet siger og gør, kun vrider sig -

denne lille haabløse klat kød, hvori nerverne kravler rundt som maddiker, er mikael uden anskuelser, der intet kan betyde for ham, uden kunst -, den mikael, som hele hans kraft i aar forgæves har arbejdet paa at faa gemt og pakket ind - og paa hver dragt, som hans hjærne væver til denne sviende klump, vokser maddikerne, der fylder den ud, sig stadig flere og federe -

mikael er intelligent - de fleste kender kun den mikael, han ønsker at servere for dem -

simons venner

simon staar paa gaden - paa hjørnet - overfor kontorbygningen -

med fødderne nede i trafikken, og hans øjne lukker porten op og i -, gir hver enkelt kontordame cyklen i haanden - porten gaar op og i mange gange - klokken er ti minutter over -

en sporvogn tar porten og kontordamerne væk - den kører igen - et kvarter over fire - han vender ryggen til porten - moderne uldslips til 1.85 bag glasruden - i ruden ser han kontordamer cykle bort - inga -

simon ler over hele ansigtet - inga smiler -, for at se glad ud -

der er noget - jo der er - "er du træt, inga?" "ikke særlig"

der er noget - alligevel - de gaar lidt, uden at sige noget - med hver sit ansigt - "er du ked af det i dag?" inga smiler - men hun kan ikke bluffe - "skal vi ikke gaa en tur, simon?" hun opgir at smile - "der er noget, jeg vil sige dig" hun har en rød plet under hvert øje - det faar hun, naar hun er nervøs -, selv om det ikke er meget - hun ser tungt paa ham - "hvor skal du hen i aften?" han er forbavset - og han er glad for, at han er det - han tror, han ved, hvad hun mener -, hvordan hun mener det -

hvad fan'en mener hun? jeg ved det ikke - hvor jeg skal hen i aften - "hvad mener du?"

inga ser hans ansigt - hun kan godt lide, at han ikke vil være ved, at han forstaar - hun siger ingenting - "inga, hvad mener du med det? - hvor jeg skal hen?" -saa kommer det - "du ved det jo godt - jeg kan jo ikke - saadan hver aften - jeg skal jo passe kontoret - du kan jo sove hele dagen, hvis du vil - jeg kan ikke være oppe hver aften til et, to-tiden, naar jeg skal op klokken syv -"

simon ser først ud som en skoledreng der er hos rektor - efterhaanden, som han bliver helt sikker paa, hvor hun vil hen, ligner han mere og mere en fyrste, der naadigt paahører folkets sædvanlige klager - "det forstaar jeg da godt" "og hvad er det saa for nogle underlige mindreværdige personer - i sidder der og hænger hver aften med jeres vin og jeres bohême-snobberi -"

"inga, lad nu vær' og græd' - jeg forstaar godt, hvad du mener -"

inga faar taarer i øjnene -

"og saa bare fordi jeg skal op, skal jeg sidde alene hver aften - det er jo ikke derfor, simon, men de ødelægger dig - du kan jo heller ikke passe dine forelæsninger, og hvad du har, naar du er ude hver aften -"

hun smiler et sekund "vel? - og du faar saa mange underlige teorier -, som du slet ikke mener - det kan være meget godt for saadan nogle - som denneher mikael og alle dem -" hun smiler igen

"du er jo meget bedre, simon -"

simon er stadig fyrste -, men en yderst velvillig fyrste -

inga tar ham under armen - "simon i aften skal vi være sammen helt alene"

fyrsten nikker yderst velvilligt -

"ikke, simon?"

"jo" det kommer med et smæld, som naar man lukker en bog i -

om aftenen -

inga er lykkelig - simon er der -

men bagved hendes glæde patruljerer tankerne:

det er kun een aften - hvad vil han helst? - hvis det skulde være hver aften? jeg elsker ham - aah -, disse hans saakaldte

venner -"

simon gaar hjem med en slags god samvittighed -

"ja, selvfølgelig var hun glad for det - men det er sgu ikke det -

naar jeg har lyst til at tale med de mennesker -

det er jo slet ikke det -, hvor jeg er -

det kommer da ikke det ved, hvorvidt jeg elsker hende eller ej, at jeg taler med mikael og drikker vin - tror hun da ikke, jeg elsker hende -"

"hun er bare lidt skinsyg - forresten vidste jeg godt, at hun ikke kunde lide mig -"

mikael rynker panden "det er da ogsaa forbandet, at jeg ikke kan huske, hvad han derhenne hedder - det var ham, der ga' al den vin den aften nede i vinhuset"

simon ser paa sin kaffekop - den er næsten fuld -

fremtid

man kan altid faa det bedre - man sidder vel aldrig sikkert nok -

angst -

er det nødvendigt at slide og slæbe saa forfærdeligt haardt mer - nu

vi er begge over halvtreds - vi har det jo lige saa godt, som de fleste - og bedre, end mange, mange - ja, de - de har jo ingen børn - de kan sagtens tale - at vi skal nyde livet - skaffe os glæde for alle de aar, vi har arbejdet - det gaar jo ikke -

til næste aar, maaske - naar sven er blevet student -

lad os nu se gertrud gift først -

og børnene -

de begynder at mærke det - nogle gør det - enkelte - de indaander familieangsten -, faar den som krydderi ved maaltiderne -

og som en egen duft bliver den hængende i tøjet - og de lærer at læse i forældrenes ansigter -

en angst, der ligner vilddyrs vanvidsrædsel for mørket - de lærer at tyde denne duft -

de lytter til samtaler bag lukkede døre -, tonen i de lavmælte stemmer -

fattigdom - opløsning - det, som ikke kan overskues - beregnes - fremtiden -

"gode gud, tag du denne dag og den næste ogsaa, og giv os sikkerhed - tag mætheden i dag og søvnen i nat - og giv os sikkerhed - gode gud lad jernbaneskinnerne altid, i al evighed, være paralelle, lad dem aldrig mødes, som vore øjne vil faa os til at tro - vi giver dig, du barmhjærtige vore dage - giv du os saa aaret - tag morgenen og lov os aftenen -"

gud er en naadig gud - han tager gerne dagene og morgenen -

"de ved jo ikke, disse mennesker, at aaret aldrig kommer, at aftenen altid vil have en dag foran sig - mine børn -, jeres bøn er hørt -"

" ... ja, han har altid været saadan - lige fra han var ganske lille -

et farligt barn - men begavet er han vel ogsaa - saadan"

"naah, det gaar nok, skal de se - han er jo kun nitten aar -

der kan ske saa meget -"

"ja, gud ske tak og lov for at baade min mand og jeg har

vort arbejde - det hjælper meget -"

hvorfor er man saadan?

"simon, passer du dit arbejde? hvorfor gør du ikke det? -"

"mit arbejde? - mit? - mit - har jeg et arbejde, der er mit?"

"simon, vær nu fornuftig!"

"nej"

"simon, hvorfor er du saadan?"

"det ved jeg snart" "aah -, simon" "ja"

- snart -

elskov

"vil du ha' et æble?"

"nej tak"

"en appelsin?" hun holder skaalen nærmere -

"nej tak"

"hvad vil du da ha', simon? - et kys?"

"nej tak - ikke nu"

inga forstaar ikke - han er saa underlig - hun sætter sig tæt

hen til ham - hun forstaar maaske alligevel -

simon pludseligt

"jeg vil se dig nøgen -"

hun ved, hvad hun vil svare - hun har vidst det længe - før

hun egentlig havde brug for at vide det -

simon ser sur ud - "inga - tag tøjet af - -"

sagte "nu -"

hun er varm i ansigtet - hun fanger hans øjne -

"simon, forstaar du det? saadan rigtigt?"

sagligt "du skal være forsigtig - for mig, simon, er det jo farligt -"

han skal tro hende - "jeg vil jo saa gerne - jeg har villet det længe - alligevel er jeg ked af, at du har sagt det - simon, vi havde det saa godt - du er saa dejlig - forstaar du, at det bliver noget andet nu?"

hun vender sig uroligt "simon, jeg er bange - ikke saa meget for det - men hvis jeg nu ikke kan være, saadan, som du vil - jeg er saa bange - ogsaa for det andet"

"naa"

"simon, jeg elsker dig"

"jeg ved, at det er farligt - det kommer bare ikke det ved, som jeg sagde - forstaar du, hvad jeg mener? hvorfor skulde det være noget andet nu - af den grund? - og hvad saa - inga - hvis jeg ikke elskede dig mer - bagefter - hvad var det saa - hvis det bare var derfor -"

hun trykker sig tæt op til ham - "elsker du mig?" simons hjærne forsvinder - inga ogsaa - det er en kvinde -

"ja" hans stemme er grumset -

en maaned senere

"mor, har du tid et øjeblik -"

hun kommer ud - hvad er der nu sket -

"du ser altid saa underlig ud, naar der er sket noget"

simon gaar et par gange op og ned ad gulvet, som om han venter paa, at hans mor skal blive rolig -

han famler febrilsk paa alle sine tanker -, paa hvordan han skal sige det -

"mor"

hun ser forskræmt paa ham -

"jeg vil ikke studere jura mer - jeg vil overhovedet ikke studere mer -"

han siger det meget hurtigt og meget højt - det skal siges og blive forstaaet straks - det maa for enhver pris ikke skulle gentages -

simon gaar hen for at hente inga fra kontoret - som sædvanlig - gud ved, om ikke lygtepælene hænger i traade og mangler det nederste stykke - mon de ikke begynder at svinge, hvis man puster til dem -

"jeg har noget, jeg vil tale med dig om"

hun har allerede set det -

"jeg skal lige ha' tændt piben" -

han elsker mig ikke mer - jo - jo -

"jeg tar bort herfra -" han ser paa hende -

"om jeg sidder - og læser jura - eller om jeg sidder og drikker vin - det gaar ikke - jeg blir tosset af det -" som en vittighed "jeg har saa forbandet let ved at blive tosset" -

inga svarer ikke - hun ser lige ud - hendes øjne er store og tomme - "det forstaar jeg godt" - ja det gør hun maaske virkelig - nej, det er løgn - stakkel - efter et øjeblik - gud ved, om jeg er en ond natur -

inga ser sig selv og simon i butiksruderne - "jeg havde ventet det -"

de opdager pludselig, at de hele tiden er gaaet rundt om det samme kompleks - de gaar hjem til inga - han kysser hende som en konfirmand, der for første gang røber sig overfor en pige - hendes læber er vaade -

"farvel -" simon kan ikke høre, hvad hun svarer -

han plejer heller ikke at sige farvel, naar han gaar -

lige bagefter

"naa"

mikael har set det - vidst det - forstaaet og indset -

og belavet sig -

"det var vel næsten det eneste, der var at gøre"

- simon nikker -

lidt efter - "næh, gu' var det ej"

mikael flytter sig over paa hans stol, mens simon tar sit overtøj paa -

om morgenen ringer inga - "kommer du og henter mig

i dag?"

(i snart et halvt aar har han næsten hver dag staaet paa

hjørnet klokken fire)

"ja - hvorfor ikke?"

"naa nej - jeg vilde bare høre"

"mig selv"

gaderne er meget lette - fliserne - lysene - farverne - den vaade luft - det er let altsammen - alle folk er forskellige - "og saa betyder det meste ingenting - de er der, alle dem, der gaar - jeg har lov til at se - og le - og la' vær' - der er noget, der betyder noget - der betyder det hele - men det er bare ikke alt det andet - middag hjemme klokken syv - det er den nu - ha - ha - ha" simon gaar videre -

han standser foran et vindue med pelse - "den graa er den smukkeste -"

han ser til siden - "for satan, hvor er hun flot -"

en dame i grønt ser paa de samme pelse -

"for helvede, hvor hun er smuk -"

simon ser hende i ruden inde mellem pelsene - hun er meget ung -, kun en pige -

"hun er smukkere, end den graa -"

simon gaar efter hende - hun standser ud for et parfumeri

- simon ogsaa - der er spejlglas bag flaskerne og krukkernede

gaar -

damekonfektion - spejlglas - dameoverfrakker - hun gaar en snes skridt foran simon - dametasker -

de gaar igen -

hun kigger et sekund nysgerrigt paa simon bag den højt opslaaede krave -

kun nysgerrigt -

et øjeblik gaar han forrest - standser foran et boghandlervindue - hun gaar forbi - de gaar -

"ha - ha - ha - jeg gør med mig selv, hvad jeg vil -" hun kigger igen nysgerrigt - maaske ogsaa strængt - det er kun et sekund - de gaar over gaden - tyve skridt imellem dem -

"jeg er ikke varm - mine øjne er heller ikke fugtige og brændende - mit hjærte banker ikke -"

han siger det ikke -, det er bare saadan - og han bemærker det-

"jeg gaar en gal vej - jeg er ikke spor af træt - jeg elsker ikke skønhed - ikke elsker -"

stoppesignalet skifter - et øjeblik for tidligt - biler og cykler flyder videre - hun standser - simon gaar tyve skridt til - og standser -

de staar -

"det hele er egentlig smukt - noget af det - men hun er sgu det smukkeste, jeg længe har set -"

de staar - "jeg hedder simon" han tar hatten af -

"naa - gør de det?"

han ser venlig ud -

hun ser paa ham - "tror de ikke, jeg blir træt?"

"det ved jeg skam ikke" han smiler venligt -

stoppesignalet skifter - de gaar over gaden - gaar videre -

"interesserer de dem meget for dameoverfrakker? - og parfumer?"

han smiler igen og ser paa hende -

"hvorfor blir de egentlig ved at gaa efter mig? - har de ikke set, at jeg har standset flere gange? saa de havde kunnet gaa forbi - har de slet ikke tænkt paa, at jeg kunde blive træt - at de muligvis generede mig?"

"jeg synes, de er smuk at se paa - saa saa jeg paa dem -"

hun ler overrasket -

"og de blev med at gaa - saa maatte jeg jo ogsaa gaa, hvis jeg vilde se paa dem -"

"naa saadan - de generer dem virkelig ikke -"

"nej, jeg synes, at de er meget smuk - og saa saa jeg paa dem -"

de gaar -

hun smiler - "har de da slet ikke tænkt paa, om de generede mig - tror de da, det morer mig, at de blir ved at gaa efter mig?"

"det har jeg ikke tænkt paa - de saa saa smuk ud og saa .."

"de generer dem skam ikke"

"næh"

de gaar -

"er de digter, eller saadan noget?"

"ja"

"jeg kunde tænke mig det - efter halstørklædet"

de gaar -

"naa her bor jeg"

"naa farvel" simon gaar tilbage den samme vej -

"gud ved om hendes far er vinhandler -"

gaderne er lette - og sporvognene - og kioskerne - det hele er let -

"jeg kan gaa hvorhen jeg vil - mig selv -, det er mig -" han har den ene haand i frakkelommen - han føler sin hofte gennem foret -

"ja"

som om han nu lige havde opdaget det altsammen - han vinker ad en taxa og kører de sidste par skridt - hjem og spiser kold middagsmad -

ingas dagbog

"her - læs det, og sig mig i morgen, hvad du synes -" inga

er alvorlig -

"ja - hvad er det for noget?"

"læs det nu, og sig mig saa din mening -"

"naa -, ja"

"20/11

det er aften - klokken er elleve - han er her ikke - aah - her er saa stille - hvorfor er han her dog ikke - nu - nu - her - hos mig? bare jeg dog kunde sove -

29/11

at mor dog ikke kan forstaa - men det maa vel være

saadan -

det er jo saa dejligt - og hele natten - næsten hele natten

var han her - og saa siger mor, at jeg ser træt ud - om jeg

ikke har sovet godt - det lyder næsten latterligt - naar han

har været her næsten hele natten - og saa bagefter - da

han sov - og jeg kunde ligge og se paa ham - hvorfor sover

han? her - hos mig -

5/12

det snottede kontor - syv timer - og hvor er de dumme - frøken skov sagde, at jeg saa paa en bestemt maade paa kontorchefen - hun er over fyrre aar - er jeg saadan naar jeg er fyrre? men alt det betyder jo ikke saa meget - seks dage - seks hele dage - hvor jeg kun har set ham om eftermiddagen - at han ikke kan holde sig fra disse kam- merater - mikael og hele den bande - og - hvis jeg bare vidste det helt sikkert - jeg har jo egentlig slet ikke lov at tænke saadan - at der ikke er andre, end dem - end dem, jeg kender - tænk, hvis der ogsaa - ja, det ved jeg jo selvfølgeligt, der er - selvfølgeligt er der kvinder med - men - bare jeg dog kunde være med -

7/12

aah, simon - hvor jeg hader dig - nej - nej - du var her - lige nu - og jeg prøvede at vise dig, hvordan jeg føler - jeg blev hidsig - aah - og du. bare holdt fast paa mine hænder - forstod du dog ikke, hvorfor jeg slog dig - slog -, aah nej - jeg vilde jo bare vise dig... - og du var saa... - du sagde saa meget - at du vilde have din frihed - at du vilde beholde den - at du nok elskede mig - men - at man kunde elske hinanden og alligevel... - at man netop derfor, fordi man elskede, burde lade hinanden være..., du sagde, udfolde sig, som man skulde efter sin natur - ikke lægge baand - aah, hvor jeg hadede dig, da du sagde det - og det er jo bare fordi jeg ... - det er disse dumme individer, du sidder sammen med -, som sætter dig alle de tanker og teorier i hovedet - frihed - aah - simon - jeg slog dig - og græd - og du bare gik frem og tilbage og talte - roligt - aah bare du ikke havde været saa rolig - og saa gik du - aah, hvor jeg elsker dig - simon -

8/12

- ja, jeg ser vel ogsaa daarlig ud, naar de alle siger det - heller ikke i aften kommer han - og saa sagde han alligevel, at han elskede mig - han kyssede mig - hvorfor er du saa ond, simon - jeg elsker dig jo bare - og kunde jeg saa endda sove - hvorfor kommer han dog ikke -

hver eftermiddag, siger han - og saa sidder han og taler om sine teorier - hvad mener han egentlig - han maa være ond - ellers - nej -

9/12

simon, nu maa du undskylde mig - aah - hvad vil du, at jeg skal gøre - hvordan skal jeg da være -, for at være dig - , hr. greven -, tilpas - han vil rejse - rejse - han siger, han vil rejse herfra -, at han ikke kan holde det ud - hvad mener han - vil han træde paa mig - uh -, nu vil jeg sparke dig - rive dig - spytte dig lige ind i dit rolige overkloge fjæs - "det gaar ikke længer", siger han - og saa spør han, hvorfor jeg er saa underlig - underlig - jeg -

dit modbydelige udyr - jeg skulde træde paa ham -

12/12

og saa i dag - han var saa sød - hvor var du dejlig - , elskede simon - elskede - elskede - elskede - aah, hvor jeg elsker dig - hvorfor vil du dog rejse bort - hvor kan du - han sagde, han havde skældt denne mikael ud - denne orm - det maa være ham - , ham der har faaet ham til det - aah simon - aah, hvor jeg elsker dig - sig, at du ikke rejser - tilgiv mig, at jeg har været vred paa dig - sig, at du elsker mig saa højt, at du ikke vil rejse - ikke kan -"

"københavn d. 13/12

kære inga!

hermed det, du bad mig læse -

har du da ikke forstaaet, at ordet frihed for mig er noget andet og mere, end en trompetfanfare - ? for mig er frihed ligesom atmosfærisk luft og rugbrød - saadan er det -

simon"

tre uger før en rejse

aften - nat - udenfor er det hundekoldt - frost og blæst

to værelser i kælderen - som en kvist, der af pladshensyn er anbragt i bunden af huset i stedet for øverst - tykke slanger af tobaksrøg kryber rundt paa bordet og

langs væggene -

grammofonmusik -

med korte mellemrum klipper den revner i larmen -

fjorten menneskers larm -

glas og halvfulde ølflasker

-og tomme ølflasker -

de ligger og staar paa bordet og rundt omkring i krogene -

et par portvinsflasker -poul og sigfred danser fiskerdans

-i pouls og sigfreds og grammofonens takt -

midt paa gulvet et krus med et stykke smørrebrød i -

paa to madrasser ligger en klump af fire mænd og tre kvinder -

syv cigaretgløder danner stjærnebillede i taagen -

larm - dans - sang - latterbrølende hosteanfald -

en dreng og en pige griner hysterisk paa en slagbænk -

usynlig stemme synger tosca -

de kommer bærende med en kasse øl - jubel - w. c.-kumme plasker - cigaretgløderne ordner sig parvis over madrasserne - oh what a jolly melody -

ingen gider trække grammofonen op -

enkelte vrider sig i mat smerte - røgslangerne er dvaske -

stjærnerne forsvinder fra madrassen -

de tre og et halvt par ryger ikke mer -

fjorten mennesker i mørke -

sover, skælder ud, kysser, diskuterer, bider hinanden, vrider sig -

i mørke -

og simon traf en, der hed elisabet -

de tre uger gik - , uden at simon var til stede -

II.

søvnigt vejr

klokken halv tolv om natten - atlanterhavet -

styrmand stender stopper uret ind bag sine tre veste og knapper frysende til igen - han gaar et par gange frem og tilbage paa kommandobroen -

trippende - koldt - vinden kravler frem over søerne - deres toppe er gule i lanternelyset - gule og sorte - og koldt -

stender hænger søvnigt ud over kommandobroen -

"bagbord lidt -"

"bagbord lidt -" rorgængeren gentager monotont -

et blik hen paa uret - kvart i tolv -

prosperity smider sig mageligt i de bløde søer -

første styrmand nynner - han holder straks op igen - hva' fa'en, om ti minutter skal jeg jo ned -

"ulla stender - simon, synes de ikke det lyder sjov, ulla stender -? ulla sender - hva' fan'en tror de, hun sender -

sender stender - hva' -"

simon slaar glas "se saa, styrmand"

"ja, det var det - nu er jeg fan'en gale mig ogsaa søvnig -

søvnigt vejr?"

"ja"

fyret ved fair hill lyser - simon blir afløst -

køjen

fire timer at sove i -

simon falder øjeblikkeligt i søvn - sparker gummistøvlerne ned paa dørken - stortrøjen og tørklædet ovenpaa -

søerne kæler for skibssiden udfor hovedgærdet - tjuh tjuh tjuhuuuh - for hver ny sø - igen - tjuh tjuh tjuhuuh -

og igen - maskinen aander stødvist - skibet er et tæppe, den har rullet sig ind i, og som følger aandedragene - stødvist - dirrende - gummistøvlerne paa dørken ryster i samme takt - en dør ryster et eller andet sted - simon sover - knud vender sig i køjen nedenunder - 4 timer -

kl. 2 nat -

simons fingre er urolige -

han vaagner -

tar et brev ud fra hylden over sit hoved - et brev -, fjorten

dage gammelt - fra sidste havn - leeds -

" ... det er nu overstaaet - jeg har ligget tre uger paa klinik - jeg er stadig meget svag - jeg venter snart at være helt rask... din elisabet -" "ps. telegram venter i næste havn -"

det første er godt - det sidste er ikke godt -

simon sover ikke -

telegram - i næste havn - hvorfor i næste havn - ikke her -

der var engang tre uger -

"simon, det er ikke det, du ved - det er ikke det, du forstaar -, og ikke det, du ikke forstaar - simon, du lever - det er ikke dit vidunderlige legeme - simon, du er noget - noget der vokser - det ved jeg - uden maske - noget, der tør - der tør alt, hvad du vil - alt det andet, det er der ogsaa - men det er ikke det - hr. sultan, jeg er deres -"

og nu -

klinik - stadig meget svag - haaber snart - telegram - simon sover ikke -

"jeg maa jo være et pattebarn - hvad ved jeg egentlig -

jo pattebarn -

elisabet -

venter snart at være helt rask - telegram -

hun vilde ikke have et barn med mig -

vilde? -

der skulde ikke være økonomi -, og jura -, og ord med -

intet andet end det -

det egentlige -

saa stort - hun vilde maaske saa forfærdeligt gerne - det vilde maaske have været noget vanvittigt herligt for hende - saadan mente hun maaske selv -

hun vilde ikke - der skulde ingen baand være - ingen mulighed bare for fornemmelser af baand - baand - baand - ha ha ha ha - gud i himlen -"

døren ryster - arrigt - nervøst - søerne stryger langs hovedgærdet udenfor - tjuh tjuh tjuhuuuh - igen - tjuh tjuh tjuhuuuh - 4 timer at sove i -

et pattebarn - hvad satan i helvede ved jeg egentlig - klinik? -

venteværelse - illustrerede ugeblade - varme - dæmpet tale -

der er saa varmt i venteværelser -

uforstaaelige ord - læger - formelle øjekast -, der river andre steder end operationsknivene - og anderledes -

at gaa igen med uforrettet sag - næste sted og næste sted igen - haardhændede, rutinerede sygeplejersker - hvis skyld? - pjat - latterligt - skyld - ha ha ha ha - ligge i tre uger - tre uger - ikke vide, om man egentlig er et menneske, som dem, der kører med sporvognene og bilerne -, som dem, der drikker kaffe - eller - eller om man fra nu af - om man fra nu af skal fortsætte som et slags præparat, der bare ser ud som et menneske - ligner en kvinde - elisabet - gud i himlen, sikken et ord, kvinde -

puh - telegram - i natten klam og kold bag fredericia vold - nu vil jeg sove - næh, gu' vil jeg ej - saa saa - bare rolig - saah -"

simon ligger i dvale -

døren smækker op - et rødt drengefjæs med uredt haar -

"saa er der udpurring!"

de sover -

"udpurring - ti minutter i fire - knud - simon"

messedrengen smækker døren i efter sig -

fem maaneder til

m/s prosperity dunker sig frem -

af og til ligger den i havn - losser og laster - men den

meste tid dunker og ryster den paa havet -

rotterdam-leeds - 8 døgn - haardt vejr -

leeds-ivigtut - 13 døgn - stille og taaget -

ivigtut-københavn - 11 døgn - fint vejr -

københavn-danzig - 4 døgn - klart vejr, modvind -

danzig-riga - 2 døgn - godt vejr -

den femte maaneds syvogtyvende dag - nordsøen - havblik

- kurs mod hamburg lastet med fisk - prosperity dunker -

simon maler udenbords -

i prosperitys styrbordsside en bule fra en nat ved skotland -

taage -

første styrmand raabte "hva' fa'en i hede helvede er det - - - saa, for satan!" et stort drøn - og fem seks mindre hurtigt efter hinanden - det andet skib kurede et minut langs prosperitys side - held - miraculous - et rødt, mønjerødt saar - en bule -

simon staar paa en planke og klistrer bulen over med sort - her har man da fred for styrmændene - og naar vejret bare er som i dag -

tykke, korte penselstrøg paa tværs - og lange, fede penselstrøg paa den anden led -

enkelte draaber løber ned paa det røde under planken - som sort nøgen hud, der glimtvis skimter frem gennem en matrød dragt -

spanden med maling dingler ud fra skibet og ind mod siden igen -

langsomt og værdigt -

simon fanger den med kosten - hans negle har blanke riller af sort - et enkelt stænk paa den ene kind - solen gør vandet under ham dovent og tyktflydende - planken og skibssiden brænder af tør hede - det damper fra de friskmalede steder - en eneste maage er synlig -

den flyver rundt om formasten, som om den var for langsynet til at kunne finde mastetoppen -

een dag af tredive er nordsøen saadan -

simon maler - flytter planken lidt agterover - maler igen - et arbejde af den slags, man faar, fordi der egentlig ikke er noget at lave, og det alligevel ikke gaar an at lade en være uden beskæftigelse -

"i hamburg -? skal jeg afmønstre - blive?

fortsætte her -? hvis ikke - hvad saa? jeg vil sgu ikke blive her - men hva' fan'en - jeg tjener jo nok de penge - men - bare - bare jeg vidste, hvad jeg vilde - er der mon noget, jeg vil - saadan - jeg vil saa meget - og det er i alt fald ikke at tjene penge - og jeg har saa meget i mig - hva' satan skal jeg gøre med det -?

hvem skal jeg komme til og sige: her er jeg - jeg er saadan og saadan -, jeg elsker det og hader det -, og alt det andet rager mig en fjer - jeg er forholdsvis intelligent - gi mig noget, jeg kan gøre, jeg kan ville ofre alt det, jeg har, for -

nu - med det samme -

sludder og vrøvl - gud sikken noget pjat - men jeg maa vide det - jeg maa vide - vide saa djævelsk sikkert, hvad jeg vil - der maa sgu da være noget - slaas? for eksempel - vente -? jeg kan gud hjælpe mig ikke vente mer - jeg gider ikke -"

simon betragter forarget de tre store røde flader, der er tilbage -

han begynder ligegyldigt at klatte dem over -

frivagt

simon gaar ind i messen - knud sidder der allerede - frikadeller -

kokken staar i døren med sin nærsynede, bebrillede næse - han griner - "smager det -?"

knud har munden fuld - "aah, hold kæft"

simon ler og snuser til frikadellerne "der er sgu da i alt fald ingen tvivl om, at det er over en maaned siden, vi provianterede sidst, og at det er dig, der er kok -"

kokken griner fjollet -

knud skubber den tømte tallerken fra sig "ja du kunde nu godt blande lidt mere kød i melet" "hvor fan'en skulde jeg ta det fra - hva" han griner "velbekomme"

der sidder en frikadelle i nakken paa ham, da han gaar - "hvad i himlens navn skal jeg gøre, knud -?" simon vil have svar -

"kan du ikke se og blive forelsket - ja undskyld, simon -" knud har gode øjne -

simon nikker til ham - "velbekomme - jeg tror, jeg gaar ind og lægger mig -"

simon ligger paa ryggen - han holder en opslaaet bog op foran ansigtet -

det beskytter mod at blive tiltalt -

en fyrbøder gaar ind og smider sig paa sin køje -

han faar ikke spændt livremmen op, før han sover -

simon kigger under bogen

(for snart seks maaneder siden stod han paa kajen i københavn - og elisabet var der ogsaa - ingen af dem talte - de prøvede at se paa hinanden, men turde ikke - skipperen kom i en taxa med konen og sine to smaa døtre - konen var rund og rød - alt det hos hende, der kunde være blevet til tanker og tavshed, flød bort i festlige fanfarer af dagligdags ord - prosperity laa med motoren i gang og trosserne klare - elisabet stod paa kajen, og simon med albuerne støttet mod rælingen - elisabet saa med hele sit blege ansigt paa et eller andet, der maatte ligge langt paa den anden side af havnen bagved skibet - simon saa sulten ud -, han ligesom havde forfærdeligt travlt med at faa spist en mundfuld, som han var nødt til at sluge hel, hvis den overhovedet skulde komme ned - hans øjne saa ud til at risikere noget rædselsfuldt uhyggeligt, saa snart de ikke ubevægeligt

sad fast paa elisabets ansigt - styrmanden kom hen og gav ham en besked - de skulle ligestraks lægge fra -

simon og elisabet - de stod og smilede til hinanden - med et smil, der hvis det faldt af, vilde blotte ting, de begge var bange for lige nu -

saadan stod de, til simon blev kaldt væk -

deres ansigter forandrede sig et sekund og tog saa smilet paa igen, paa samme maade som man laaser for kostbar- heder efter at have vist dem frem -

saa gik elisabet - med smaa korte energiske skridt, der forgæves prøvede at bortforklare, at hun gik saa hurtigt, som hun gjorde -

hun vendte sig om en gang og da uden smilet -

simon stod paa fordækket og slog en trosse op -)

"elisabet, du kunde hitte ud af mig - hvor skal jeg gaa hen -?"

knud lukker forsigtigt døren op og kigger ind -

simon ligger med en aaben bog over ansigtet og sover -

knud smiler "ja, det er ikke saadan"

hans stemme er som varmt rent lys -

i hamburg

prosperity skal gaa ballastet til lübeck om to dage -

knud og simon sidder i kabyssen -

det er sent -

de andre er i land -

hamburg er en god by -

"mon der er mer kaffe -?"

"her er noget, der ligner - det er temmelig mørkt i alt fald -"

de drikker kaffe - skibskaffe -

kabyssen er landgangsskuret - der er varmt - de sidder stille og puster til kaffen -

"simon skal vi ikke ha' en cigar i aften - der er vist et par stykker tilbage af dem fra rotterdam - gider du hente dem"

cigar - fest - varme - havannacigarer og skibskaffe - ro -

knud sidder med albuerne støttet mod knæene og ser lige ud - og paa simon -

simon ligger ovenpaa bordet med ryggen mod væggen - "maa jeg spørge dig om en ting -? hva' simon - det er om noget, du selv har sagt -"

pavse - de to cigarer lyser - som røde blinkfyr - havnens skulpen - lyden af kaffekopper der sættes ned - kulkraner arbejder et sted - ikke i denne del af havnen - et stort stykke brænde knækker inde i komfuret - "hvorfor er du her, simon -? du har sagt, at du elsker hende, saa du slet ikke kan forstaa, det er muligt - hvorfor er du saa rejst - hvordan kunde du overhovedet komme paa den ide saa - jeg synes bare, det er sindssvagt, at du gaar her og plager dig med spekulationer - at du længes saadan - du kan jo bare ta' hjem - du har jo penge nok nu - og penge - det er jo flintrende ligegyldigt - naar de ikke af sig selv betyder saa meget for dig - du er jo ikke bange - simon, det var det, jeg vilde sige -, er der ikke noget andet -? hvorfor fan'en rejser du da ellers ikke - der maa da ha' været en grund til at du tog med her - ellers er det da, som sagt, fuldstændigt vanvittigt, at du gaar her og spekulerer dig syg - ikke - du maa undskylde, simon, at jeg sagde det - det rager mig jo ikke saadan - men jeg syntes bare - du kan jo lade være at svare, hvis du ikke vil -"

simon stirrer hypnotiseret paa sin cigars aske - hvorlænge kan den holde - den er smuk - let og fløjelsgraa - den falder ikke endnu - den er spids ude i enden - "jeg tror ikke, jeg er noget menneske - jeg laver saa tit ting, jeg egentlig slet ikke vil - naar jeg gir mig ind paa noget, hvor jeg vil gi alt, hvad jeg har -, det er ligesom jeg altid alligevel har kræfter tilovers - og saa bagefter - kan jeg ikke hitte ud af det - jeg ved ikke, om det er mig, der er noget galt med - det er det vel - eller, om det er, fordi jeg ikke kan finde noget, der er stort nok - stærkt nok - gu' elsker jeg hende - saa vanvittigt - der er vist ikke det tossede, jeg ikke vilde gøre, hvis hun bad mig - hun ber bare ikke - vil ikke - hun ved, hvad frihed er - dette forbandede ord - hva' i helvede betyder det egentlig -

knud, kan du forstaa et ord af, hvad jeg siger -" knud nikker -

"at der maatte ha' været noget andet - dengang - da jeg rejste -

det er netop det, der er det satans ved det - kan du forstaa det, knud, jeg vidste bogstavelig talt ingen ting - saadan var det - jeg kunde vist lige saa godt ha' taget med en sporvogn til vanløse - som dette her - jeg skulde bare gøre et eller andet - jeg var sgu ikke engang klar over, hvor meget jeg elskede hende - hvis jeg bare havde kunnet indse, at det var nok, - ha ha ha ha - rigeligt, ha ha ha ha - at hun elsker mig - det var dette forbandede - at jeg syntes, jeg skulde gøre noget særligt - og hvad, hvis jeg tar hjem - aah gud, bare jeg altid kunde - altid - bare jeg altid, hvert øjeblik kunde gaa og være klar over, at jeg... -

naar man bare er sindssygt ærlig, saa kan man sgu ikke...kan du forstaa, hvad jeg mener - er det ikke noget forfærdeligt sludder - jeg mener, ubegribeligt noget -" knud nikker -

"jeg har en fornemmelse af, at jeg er en, der gaar og venter paa noget vidunderligt stort, men er saa utaalmodig, at jeg, bare fordi jeg ikke kan vente, blir onanist - og ødelægger mine muligheder for engang at opleve dette her store - jeg kan sgu ikke vente -

og hvad skal det ogsaa til - og alligevel kan jeg ikke faa en smule tilfredsstillelse ud af disse surrogater - men dette, at vente - uden at kunne lave alt det andet om til det egentlige - ikke ville gøre det - og nu - jeg syntes, jeg havde ventet saa længe - gjort saa forfærdelig mange, forfærdelig smaa, ligegyldige ting -

og saa rejste jeg -

og glemte, at elisabet var det store - glemte, ha ha ha ha - jeg afmønstrer i morgen -, men jeg er vist ikke noget menneske - gud, hvor er det indviklet ha ha ha ha, hva' knud - nej det er sgu ikke spor indviklet - vel -" knud smiler " vil du ikke ha' en cigar til"

simon tar en cigar og tænder den -

de sidder stille - gulvet er nyskuret -

"du er et menneske, simon" han smiler -

elisabet

lulu er en lille kvinde - kort haar i nakken - langt haar foran, der ved lejlighed falder ned over panden og højre øje - hun ler meget -

naar hun er saadan, ler hun af alt, andre dage er alting til at rase over -

hun minder om en ung kat, der uden egentlig anledning let og ofte vokser til en temmelig voksen og meget spruttende tiger - hun er gift med karl -

en uge efter, at simon er rejst -

"elisabet, er det ikke frygteligt -?" lulu rynker panden "at simon er rejst -"

hun ser spændt paa elisabet -

og en lille smule nysgerrigt - "lige nu - hvor i lige havde det saa godt sammen -"

"naah jo -" elisabet har overhovedet ikke noget udtryk -

"det er det vel -"

lulu smiler venligt "jeg synes, det maa være frygteligt -

ganske forfærdeligt - jeg tror, jeg vilde skrige i flere døgn, hvis det var mig -"

elisabet ler "det tror jeg ogsaa -"

de drikker øl -

elisabet meget energisk - lulu lidt skødesløst - karl drikker næsten videnskabeligt -

han betragter sine sko - "paa en vis maade, er det vel godt - saa undgaar i denne periode, hvor forelskede altid skændes og laver scener - saadan set er det vel rigtigt - det rigtige tidspunkt, han er rejst - ikke -"

elisabet klapper lulus kat - skulde jeg mon gi mig til at skrige i tre døgn - katten ruller sig spindende sammen i

hendes skød - hun er bleg - drikker øl - meget ad gangen - smiler - "se, den sover -"

lulu sætter sig hen til elisabet - tar sin øl med - "han virkede saa klog - saadan - jeg kender ham jo ikke saa meget - og god ogsaa - paa saadan en god maade - jeg kunde godt være blevet forelsket i ham -" ler - kigger leende paa karl - han nikker smilende - "han var meget udviklet for sin alder - hvor gammel var han egentlig -"

elisabet drikker "skaal lulu -"

"elisabet, du maa godt blive her i nat, hvis du vil" "ja"

det er ikke noget svar -

"befinder du dig ikke godt elisabet, du ser saa bleg ud -"

"naah - jo jeg har det meget godt -"

"du har vel ikke røget for meget?"

"det kan godt være -"

"længes du?"

"ikke lige nu -" hun ler og klapper katten -

de sidder -

elisabet rejser sig "jeg tror, jeg gaar nu -" lulu forskrækket "hvorfor dog det - vi har det jo saa rart -

ikke -"

"jo, men jeg blir nødt til at gaa -"

"du skal da ha' en øl først - det kan du da naa -"

elisabet tømmer hurtigt flasken - hun spilder lidt ned paa hagen i farten - "naa farvel karl -"

lulu rejser sig "skal du virkelig gaa - hils simon, naar du skriver" "det skal jeg nok -"

korte, hurtige skridt

nej, jeg vil ikke skrige -, hverken tre eller tyve døgn - kære kære simon, jeg kan maaske ingenting ordentligt -, men jeg kan forstaa dig -, og du trænger til at forstaas - meget -

meget haardt trænger du til det -

det er ingen nytte til at skrige - lulu er saa sød -

det er mørkt - men gadelygterne lyser -

anbefaling

simon smider svaberen paa dækket og gaar hen midtskibs -

prosperity skal afgaa fra hamburg i morgen -

"styrmand, har de tid et øjeblik -"

stender er meget tyk - "er det noget særligt?"

"næh"

"kan de saa ikke komme paa min frivagt i eftermiddag?"

"jeg vil afmønstre -"

"her -? kan de ikke vente, til vi kommer i dansk havn?"

"nej, ikke saa godt - og saa vilde jeg ogsaa spørge styrmand, om det ikke kunde ordnes, saa at jeg kunde gaa fra borde i aften -"

"det var fa'ens, saa det haster - har de faaet noget andet?"

"næh ikke saadan -"

"hvis de ikke kan vente, til vi er i dansk havn, kommer de til at rejse hjem for egen regning -"

"naa ja - det er der vel ikke noget at gøre ved -"

stender hvisker "er det en pige - hi hi hi hi - hva'?"

"næh - min bror er død - han havde et harem i bredgade -

det er det, jeg skal hjem og passe - det er vel nok en fin tjans - hva' styrmand -"

"de er vist et svin, simon - hva' - ha ha ha ha - det havde jeg ikke troet om dem - vil de ha' en anbefaling?"

"knud, jeg rejser imorgen -"

" er du saa glad simon -?" knud ser glad ud -

simon smiler "farvel knud... og tak -"

knud og simon - seks maaneder - farvel

simon gik i land om aftenen -

telegram -:

elisabet - kommer til københavn om to dage - glæd dig -

er du i københavn til den tid - svar hertil senest imorgen kl. 5 - simon

23 ord -

alkohol

elisabet svarede ikke paa telegrammet -

simon er kommet til københavn -

en telefonkiosk - "maa jeg faa 3560 -"

"klar"

"er det elisabet?"

"nej det er mig -" elisabets søster -

"er elisabet ikke hjemme?"

" ... nej ... men hun er i københavn - er du kommet hjem

i dag... ja, jeg aabnede dit telegram... elisabet er

ikke rask -"

"er hun syg? er det alvorligt? hvad fejler hun?"

"kan du komme herud simon - meddetsamme eller, naar

du kan -"

"jeg kommer om tyve minutter - farvel -"

røret paa - simon gaar -

"hov skal de ikke betale?"

"naa undskyld -"

"god dag simon - er du kommet i dag?"

"hvad er det med elisabet?"

"vil du ikke sidde ned simon"

"hvorfor er hun ikke hjemme?"

"hun er i københavn - sæt dig ned simon og vær lidt rolig -" kristine gaar rundt og sætter askebægerne paa plads og retter blomsterne op i vaserne - hun lægger avisen omhyggeligt sammen - "simon -"

han rejser sig op igen - "kristine - for satan i helvede, kan du ikke sige, hvad det er - du taler da vel for fa'en dansk -"

"saa simon -" hun sætter sig tilrette i en stol - saa strømmer det ud af hende som damp af en sikkerhedsventil - "hun er kommet paa sjette afdeling - de siger, det er noget arveligt - hun drak som en gal - først fik hun delirium - og saa det andet bagefter - hun faar anfald næsten hver dag - de siger, det er noget arveligt - og hun spiser ingenting -

og hun taler heller ikke - undtagen naar hun har sine anfald -, saa raaber og skriger hun - og skælder ud - og saa bagefter bare sover hun -"

hun ser nervøst paa simon - "simon det gaar nok snart over - det er vel bare al den spiritus - du er da vel ikke vred, fordi jeg brød telegrammet -"

venligt "vel simon -"

"aah hold kæft -"

klokken tolv til et, besøgstid -

kommunehospitalets sjette afdeling -

"undskyld kan de sige mig, hvor frøken elisabet ligger ?"

"frøken elisabet - jo det er anden stue paa højre haand -"

simon gaar videre - nedad denne gang - anden stue -

højre haand -

hva' fa'en, ligger hun paa enestue - simon lukker døren

forsigtigt op - der hænger en lille pude i døren, saa den

ikke kan lukkes helt i -

enestuen - en sygeplejerske sidder paa en stol -

hun rejser sig øjeblikkelig og vinker ad ham - "stille - de

maa vente - frk. elisabet sover - prøv og vent bare en

halv time - hun har lige haft et anfald -"

simon gaar - meget meget forsigtigt - han ser sig hurtigt

om i stuen -

en seng - med et hvidt, fladt lagen over - lidt lyst haar

over pudevaaret - lagenet er urørligt - ikke noget at se -

han trækker forsigtigt døren til efter sig -

til den støder imod den lille pude -

en halv time -

de besøgende gaar meget hurtigt ind og ud af stuerne -

ligesom skyldbevidste - medskyldige -

sjette afdeling -

nogle ler - det virker som latter under en gudstjeneste -

de hurtige skridt skramler kynisk mod linoleumet - som

knive i en opvaskebalje -

en halv time -

den slæbende lyd af de oppegaaendes tøfler - slæb slæb slæb slæb - simon følger tøflerne, saa langt han kan uden at vende hovedet - deres skørter staar uvilligt omkring dem - som papir -

hun sover -

en halv time -

hun sover nøjagtigt en halv time - ikke længere - saa er hun vaagen - lige haft et anfald - om en halv time -

en kæmpemæssig hvid høne med beskyttende øjne - oversygeplejersken - "de vilde besøge frøken elisabet?" simon nikker -

"de maa love mig een ting - at være uhyre forsigtig med, hvad de siger - og de maa endelig ikke lade hende forstaa, hvor alvorligt det er - ja nu maa de ikke blive bange - men hun kan ikke taale at blive forskrækket - det forstaar de nok, ikke sandt - er det dem, der hedder simon?" "ja"

"ja saa - naa ja - ja - de er hr. simon - jo for hun har talt om en, der hed saadan - ja talt - ja -, de ved, hvordan man er, naar man har anfald - ja ja - men de maa bare endelig være forsigtig - ikke sandt -"

"jeg skal gøre mit bedste -"

hun smiler - saadan, som kejserinden af rusland maa have smilet til dem, hun allernaadigst behagede at benaade - "ja ja - saa haaber vi, hun snart maa blive rask - ikke sandt - rigtig snart -" den kæmpemæssige hvide høne flagrer bort med lydløse vingeslag - ti minutter tilbage -

den lille sygeplejerske stikker hovedet ud af døren - vinker med fingeren - simon rejser sig -

"nu er frøkenen vist ved at vaagne - men de maa være meget forsigtig - hun er meget svag - de forstaar, hun er virkelig meget svag -"

"ja ja ja -"

"og hvis - hvis - ellers behøver de det ikke - men hvis

hun skulde faa et anfald - altsaa bare hvis - saa maa de

straks ringe paa mig - forstaar de, det kan - behøver ikke - men det kan være meget farligt -"

"elisabet -"

simon sætter sig paa sengekanten, som var den en pind, der naar som helst kunde knække under ham - elisabets lille ansigt smiler et lille bitte smil -

et smil, der straaler og lyser som en solnedgang over paradisets have, hvor alt jo er tusind gange skønnere, end paa jorden -

"simon - det er dig - det er dig -"

han tar den ene syge haand og trykker den - meget forsigtigt - fingerspidserne er synlige gennem neglene - "nu blir du snart rask - elisabet - elskede elisabet - det sagde oversygeplejersken lige, at lægen har sagt - du blir snart rask elisabet - helt rask -"

smilet kommer igen - hendes smilende mund er vis, som vorherre selv, der jo er visere, end alle andre og ved alt det, som mennesker ikke ved -

"ja - jeg bliver snart rask simon"

smilet forsvinder sammen med luften, hun aander ind - stille og lydløst - "elskede simon -"

hun ligger helt stille og ser paa ham - og ser alting - simon ser paa haanden, som han holder - saa kysser han hendes pande -

hun bøjer sig væk og hvisker "sig det engang til - det, du sagde før - jo"

simon smiler et øjeblik - saa hvisker han "elskede - elisabet - elskede -"

simon kysser hendes øjne - meget forsigtigt - øjenlaagene er saa tynde, at hun maa kunne se igennem dem - "lad mig kysse dit øre, simon"

han holder sit hoved ned over hendes ansigt - "elisabet - du skal blive rask - jeg ber dig ikke - det er en ordre - sultanen befaler - hører du - din sultan -" "ja simon"

smilet igen - det er meget lille -

"din ydmyge slavinde har hørt -"

han trækker lagenet højere op om hende -

hun ser paa ham hele tiden - "simon - det er dig - simon

- simon"

og saa -

simon springer lynsnart op og rykker i klokkestrængen - elisabet prøver forgæves at staa op af sengen - "gaa - forsvind - dit modbydelige svin - hvad vil de her - hos mig

- gaa dog - dyr - dit stinkende savlende dyr - tag poterne væk fra mig - fra mig - aah - saa gaa dog - nej aah han gaar ikke - dyret gaar ikke - aah hjælp mig - simon hjælp -"

simon gaar hen til sengen

"nej - gaa - nej nu kommer det - kom lad mig da rive øjnene ud - aah nu binder han mig - hjælp - de morder -kvindeskænder - brænd ham - kløerne - aah se fraaden - den er grøn - han snuser paa mig aah -"

tre sygeplejersker og en læge kommer ind - de tre holder hende nede i sengen - holder hendes hoved - lægen vinker til simon, at han skal forsvinde øjeblikkelig -

han naar lige at se lægen blotte elisabets ene arm - helt op - den er tynd som et stoleben -

sygeplejerskerne slipper -

dvale -

"jeg sagde jo, de skulde være forsigtig -" hønens øjne skyder lyn - "hun kan ikke taale disse anfald - det maa de da forstaa - for hendes skyld -"

"maa jeg ønske oversygeplejersken en god og rolig nat -" simon bukker høfligt -

lægen kommer ud fra stuen - "mit navn er dr. thomsen - ja - de forstaar - vi er endnu ikke ganske klar over, hvad aarsagen er - frøken elisabet maa have drukket ganske kolossale mængder af spiritus - hun havde delirium, det var derfor hun kom herind - men det besynderlige er disse anfald -, de kan nemlig ikke bare skyldes spiritus og delirium - meget tyder paa, at baade trangen til spiritus og nu disse tvangsforestillinger maa skyldes en arvelig, meget stærkt svækket psykisk og nervøs konstitution - foreløbig

maa hun i alt fald forskaanes for alt, der kan virke ophidsende og foruroligende paa hende - før disse anfald er ophørt, kan vi ikke begynde at foretage os noget direkte -" "ja det forstaar jeg hr. doktor - men - men tror de hun blir rask - helt rask -"

simon raaber "blir hun rask - saa svar dog menneske -"

"de maa endelig ikke hidse dem op - vi her skal gøre alt, hvad der staar i vor magt - mere kan vi ikke gøre - farvel unge mand -"

simon gaar -

mit og dit

i fire dage kunde elisabet ikke tage imod nogen -

den fjerde dag

"doktor thomsen -!"

"ja - naa er det dem hr. simon - ja i dag tror jeg godt frøken elisabet kan taale et kort besøg - men det skal være kort -"

simon gaar videre -

"forresten, der var lige en ting først - vi kan gaa her ind -" en sygeplejerske lukker ærbødigt døren bag dem - "værs'god at ta' plads - her - vil de ikke ryge en cigar -" simon sætter sig - "er der sket noget hr. doktor?"

"og her er tændstikker" doktor thomsen rejser sig og begynder at blade i nogle papirer paa skrivebordet -

"hr. doktor, hvad var det, de vilde tale med mig om?"

"et øjeblik" papirerne rasler -

simon rejser sig "er hun død, eller hvad i himlens navn er det, de har at sige mig?"

"sæt dem nu ned hr. simon - det er virkelig gode cigarer -" de sætter sig begge -

"hm hm - ja - sagen er den - jeg har nu - ikke jeg alene - ogsaa et par af mine kolleger, doktor M og doktor N - vi har undersøgt - gjort en meget indgaaende undersøgelse af dette tilfælde - hm hm jeg maa sige - hm hm - hr.

simon - det er meget alvorligt - alvorligere, end nogen havde kunnet vente - hm hm nu skal de høre paa alt, hvad jeg har at sige, før de afbryder mig -

baade mine kolleger og jeg har, som sagt gjort alt - overvejet enhver mulighed - hr. simon ... "

doktor thomsen ser indtrængende paa ham - "hr. simon - der er ingen fare - saadan set - men der er intet at gøre - vi kan prøve paa at forebygge anfald - vi kan gøre det mulige i retning af at forhindre frøken elisabet i at faa adgang til spiritus - men derudover... "

doktor thomsen viser simon sine haandflader -

simon vil tale, men doktoren afbryder ham -

"men samtidig maa de være meget nøje klar over, at hvis - hvis disse forholdsregler ikke varetages saa - ja saa kan ingen læge paa jorden hjælpe - forstaar de, hvad det betyder?"

simon nikker - "det betyder vel alkoholisthjem eller sindsygehospital -"

"nu maa de ikke se for sort paa det igen - der findes een mulighed - men den er forbundet med en vis risiko - og maaske stor risiko - men det er trods alt en mulighed - at der kunde findes nogle mennesker - eet er ikke nok - der satte saa stor pris paa frøken elisabet - der tillagde det saa stor betydning at frelse hende fra denne ulykke - hjælpe hende i den - at de kunde og vilde ofre sig helt for det - under den forudsætning kunde det, de nævnte, undgaas - men kun saa - forstaar de, hvad det vilde betyde af offer og tilsidesættelse af egne interesser at paatage sig et saadant hverv -?"

simon rejser sig "jeg vil tale med elisabet -"

doktoren meget bestemt "det forbyder jeg hr. simon - endnu - det, at frøken elisabet maaske - maaske siger jeg - kan taale at tale med dem en halv times tid, det er ikke ensbetydende med, at hun er i stand til - har kræfter til at tage den anspændelse og ophidselse, det, de der vil, kunde og sikkert vilde betyde for hende - hun ved intet om dette, jeg her har sagt dem -"

"tak hr. doktor -" simon rejser sig -

"pas ogsaa paa, at alt dette ikke tar for meget paa dem selv hr. simon -"

simon lukker døren stille efter sig -

"simon sæt dig her -" elisabet viser paa sengekanten -

simon sætter sig -

elisabet har faaet en ny stemme paa de fire dage - "tag dine sko af - ja forresten, sig lige til sygeplejersken, at jeg skal sove og ikke vil forstyrres - hører du - jeg vil ikke forstyrres -"

"ja men, naar jeg er her - hun tror da ikke, du vil sove, naar hun ved, her er nogen -"

"sig bare, at jeg har bedt dig om at være hos mig, mens jeg sover -"

simon gaar og kommer et øjeblik efter tilbage "jeg lovede at ringe, hvis der var noget - hvis jeg ikke ringede, vilde hun ikke komme, sagde hun -"

"tak simon -" elisabet smiler med sin gamle stemme -

"simon tag saa dine sko af - jo gør det -" hendes stemme er atter forandret - "læg dig her op ved siden af mig - saadan - ja jeg vil ha' din arm under hovedet - hold mig saa i haanden, saa skal jeg sige dig noget... simon du ved, jeg er meget klog - ikke -"

"jo -"

"simon, hvorfor lever du egentlig - jeg mener, hvad er det,

der faar dig til at holde det hele ud - saadan i det hele

taget?"

"det har jeg tænkt meget over, elisabet"

"det ved jeg -" hun smiler "tror du ellers, jeg vilde spørge dig om det, hvis jeg ikke mente, du vilde kunne svare -"

hun smiler igen - og trykker paa hans arm med nakken

"hva' simon?"

"nej -"

"hvad er det saa - sig mig det saa -"

"ja... det er det, at jeg tror ... altsaa virkelig tror, at jeg engang... at jeg stræber efter eller prøver paa at stræbe efter, at jeg engang skal kunne føle, at jeg er det bedste menneske paa jorden - elisabet - hvis jeg kan det -

synes at det er lykkedes - bare lidt - eller maaske helt - saa har jeg intet andet af noget værd at tabe - og hvis det ikke gaar - hvis det skulde vise sig helt haabløst - elisabet

- ja saa - saa har jeg heller ikke noget at risikere, der kan være værre end det - vel - det er jo latterligt overhovedet at tale om risiko eller saadan noget i den forbindelse -... elisabet - og du kender mig vel tilstrækkeligt til, at du ved saadan nogenlunde . . . hvordan jeg forestiller mig ... nej

- sludder og vrøvl - jeg kan ikke sige det rigtigt - forstaar du elisabet - jeg kan jo bare mærke hver gang, om jeg er kommet lidt i den rigtige retning eller ej - gud, hvor jeg snakker - hvorfor spurgte du om det?"

elisabet smiler - med den nye stemme - "jo ... det skal jeg sige dig - der var noget, jeg vilde - vil fortælle dig - jeg vilde bare være sikker paa, at jeg ogsaa kunde - havde lov til at gøre det -"

de venter begge to -

"simon -" hun klemmer hans haand under tæppet - "jeg vil ikke elske dig mer - aldrig mer - jeg elsker dig ikke mer - du ved, hvordan jeg er - hvis jeg kommer ud herfra

- blir rask, som det hedder - saa blir jeg dog ved med at være syg - hvad er det i øvrigt at være syg - men simon, jeg vil drikke - jeg elsker at drikke - jeg blir bedre af at drikke - hvad gør det saa, om jeg blir syg - om jeg dør nogle maaneder eller aar før - jeg vil ikke holde op - jeg vil ikke - maaske kan jeg heller ikke - det ved jeg ikke -, og det er ogsaa lige meget - jeg vil ikke - jeg er saadan, at det, der er af værdi i mig, det vil, at jeg skal drikke - det kommer frem, naar jeg er fuld - det fineste, jeg har oplevet i mit liv, har jeg oplevet, naar jeg var saadan - da var jeg ogsaa fuld, da jeg traf dig simon - jeg er ligeglad med alt det andet - forstaar du, at dette er alvor - mit alvor - simon dette her er mit eget alvor - mit eget alvor - det, der er mest mit eget i verden - det skal du respektere - men det er ikke dit alvor - du er ikke med i det - simon det er ikke dit -

de tre uger, før du rejste, var det anderledes - det hele - det var noget helt andet, der slet ikke kommer dette her ved -

det var det helligste, jeg nogensinde har oplevet - man skal ikke lave historie af sig selv - - - synes du, jeg pjatter?"

"nej nej -" det skriger et sted i simon -

elisabet rejser sig op i sengen og lægger armen om halsen paa simon - "kys mig -"

det vræler inde i simon -

hun hvisker "kom simon - ta' mig - o kom - kom -"

et kvarter efter - eller mere -

"simon vil du ikke ringe -"

"jo -"

sygeplejersken kommer øjeblikkeligt - "nu trænger de vist til ro - tror de ikke, de kan sove lidt nu, frøken elisabet?"

"jo tak, jeg tror, jeg vil prøve -"

frokost

paa gaden - jeg skal tale - tale - i mange timer uafbrudt - jeg skal tale -

mikael ligger paa maven og sover - hans næse borer sig hvæsende ned i puden -

luften i værelset er som vaad hund - alting hos mikael virker regnvejr - koldt regnvejr -

en lille petroleumslampe - glasset er sort paa den ene side - tagvinduet er paa størrelse med en sammenfoldet avis - man skal staa op paa en stol for at naa det - væggene er dækket af malerier - de er idiotiske i halvmørket -

fra det skraa tag hænger tapetet som flængede gardiner - vaad hund - regnvejr - klam, støvet søvn - gammel kulde - mikael puster paa divanen - han har alt tøjet paa - liv- remmen ligger som et dødt firben under hans ene ben - "ka' du ikke staa op nu, mikael -"

"hva' fa'en er det dig simon - aah - puh - huh, hvor er her koldt - vent lige et øjeblik -"

paa mindre end to minutter blir mikael en anden - den almindelige velfriserede, nybørstede mikael - hans bukser

kan af en eller anden grund ikke blive krøllede, hvormeget han end sover i dem - "saa - det var det -"

"mikael - jeg er helt vanvittig i dag - kan du ikke gaa med - vi kan jo gaa ud og spise frokost -"

mikael nikker - simon er vanvittig i dig - ja, hvorfor ikke

- naa - "hvornaar er du kommet hjem, simon? - det er længe siden du har vist dig -"

"jeg kom for en uges tid siden - skal vi saa gaa -" de gaar - simon gaar hurtigt - saa langsomt - og igen meget hurtigt - mikael følger med - han taler ikke - med vanvittige mennesker maa man jo dog først vide, hvordan de er vanvittige - naa, de plejer jo ogsaa selv at ville tale

- ligemeget - en frokost er ikke at foragte - de gaar - simon gaar - og mikael følger - saa fint, at simon ikke mærker, hvordan han gaar - mikael forstaar saa godt, hvad det vil sige at være vanvittig - gu' ved, hvad der er i vejen med ham -

de gaar ind - frokost? saagerne - et øjeblik -

spisekort - værs'god - saagerne - et øjeblik hr.

- to cigarer med det samme, ja - et øjeblik -

maden kommer -

de spiser - simon lægger med en slags satanisk glæde

mærke til, at mikael kun ved stor anspændelse skjuler, hvor sulten han egentlig er - men det gaar -

simon spiser, som var det hans første ordentlige maaltid i lange tider - hans gaffel slaar mod tallerkenen -

han æder - raat som et dyr - mikael kaster af og til et meget meget lille blik hen paa ham - naa ja - det kommer

vel - ellers - naa hvad -

kaffe - saagerne hr. - et øjeblik -

de ryger -

"hvordan har du haft det simon? - du var ude og sejle

- ikke -?"

"jo - jeg havde det meget godt - maden var meget daarlig ombord - men ellers - saa -"

mikael nikker - "har du skrevet noget - saadan - fra rejsen - eller i det hele taget -?" "næh - hvorfor det -"

"naa nej - jeg troede, du skrev - at du vilde skrive - at det ogsaa var derfor, du var taget væk -"

"hvorfor skulde jeg dog skrive -"

"nej, det ved jeg heller ikke - men jeg troede bare -"

ka' vi faa lidt mere kaffe - tak - og to cigarer til - simon ser ikke paa tjeneren -

saagerne hr. - et øjeblik -

mikael kigger paa simon - "har du læst maartens sidste bog -?"

"næh -"

kaffen kommer - de ryger -

mikael trækker paa skulderen - "ser du noget til elisabet ?" simon rejser sig op - og flytter koppen til side - og askebægeret - lægger cigaren fra sig - han rammer mikael med al sin kraft paa venstre tinding - simon dunker ham helt ned i stolen - mikael dækker sig med begge arme over hovedet - simon trækker ham ud fra bordet - en gang til

- paa kæben -

fire tjenere med inspektøren i spidsen -

simon knapper jakken og retter sig op - strækker ryggen -

"saa - det var det -"

han tar sin cigar fra askebægeret og tænder den - "nu

gaar jeg - gaar du med - mikael -?"

inspektøren og tjeneren følger dem bukkende til døren -

"jeg er saadan"

simon og elisabet -

"simon, jeg er saa glad, fordi du kom -"

simon smiler, som om han havde en gulvklud mellem tænderne - men han smiler -

elisabet ser paa ham - "er du saa ikke ogsaa glad -? sig ja - simon - du er glad -" simon nikker -

elisabet sidder i en høj stol - med fødderne paa en anden stol - pakket ind i tæpper og puder - hun smiler til simon

- vær nu glad - "simon kom lige - lad mig hviske dig noget -"

simon mærker hendes aande i sit øre - det gør ondt - ikke i øret -

"jeg er saa dejlig glad, fordi du kom -" hun smiler og løfter hovedet - "gaa saa hen og sæt dig igen, simon -" hun sidder og smiler til ham hele tiden - simons ansigt ligner en fattiggade -

han gør en haandbevægelse, som naar man gir et saaret dyr naadestødet - "elisabet jeg elsker dig... saa vanvittigt ... jeg kan slet ikke forstaa nogen ting -" hun bøjer sig frem med besvær - og klapper ham paa kinden - en lille dreng og en meget meget klog og meget meget god mor - hun blir ved -

bare klapper ham - "lille simon - stakkels lille simon - simon dog - lille simon -"

simon tar hendes haand væk - saa begynder han ganske stille og sagte at græde - ganske stille - han snøfter ikke - og hulker ikke - taarerne løber bare ganske sagte - han græder - og græder - til sidst holder han ganske stille op - elisabet stryger hans haand - "lille simon - lille simon -" saa tar hun hans lommetørklæde op og trykker det mod hans øjne - hun lige akkurat trykker det engang mod hvert øje - hun tørrer slet ikke hans øjne - hun bare siger -: saa nu græder du jo ikke mer simon -

saa begynder elisabet at tale - roligt - som om det er noget, hun har tænkt saa længe paa, at hun slet ikke behøver at høre efter, om hun nu ogsaa siger det, hun vil - "simon, jeg har noget at sige dig - det er ogsaa saa forfærdeligt sørgeligt - vil du høre det - det vil du gerne - det ved jeg -" en svag solstribe ligger hen over fattiggaden - svag - men det er sol -

"simon - dengang, du rejste -, da kunde jeg slet ikke tænke mig andet, end at de tre uger altid skulde blive ved - jeg tænkte slet ikke - det var bare saadan, at det som var, det maatte nødvendigvis altid være saadan - der var slet ikke andet i verden - simon forstaar du, hvad det vil sige - ja det gør du - nu - nu tror jeg, du forstaar det - det var derfor - det var den eneste grund til, at jeg ikke vilde have et barn med dig - det, som skulde blive ved altid,

det var netop det og kun det, som vi havde dengang - og ikke noget som helst andet - og det var saa stort, at jeg gerne vilde lade være med at faa et barn - et barn med dig - jeg ved ikke, om du dengang forstod, hvor forfærdelig -, frygtelig gerne, jeg vilde - simon - hvad det vilde have betydet for mig at have et barn - det kunde maaske have forhindret. . . nej - naa -"

hun smiler til simon - hendes stemme er saa rolig og klar

- ordene kommer, som om de er et digt, hun har elsket saa længe og saa højt, at hun uden at vide det, har lært det udenad -

"det sørgelige - det som er saa sørgeligt, at det næsten ikke er til at fatte -, simon det er, at nu - at jeg nu skulde have haft barnet - nu skulde jeg have haft dit barn - det skulde have været mit - saa skulde du af og til have været

hos os - og vi skulde have siddet sammen og set det lege og saa skulde vi have smilet til hinanden - og det skulde have været mit barn - og saa skulde vi ... - men barnet skulde have været mit -"

elisabet ser ned paa tæppet - og smiler -

simon ser med øjne, der er sorte nedrullede gardiner, paa

det hjørne af stolen, hvor elisabets fødder maa være - hun ser hen paa ham og begynder forsigtigt at bevæge den ene fod - op og ned - tæppet paa hjørnet af stolen bevæger sig - op og ned - hun smiler lyst hen til simon - han ser op - de sorte gardiner er væk -

han ler - "du vilde sige mere, elisabet -"

"men saa skal du holde paa foden, mens jeg taler - ellers kan jeg ikke . . . simon kan du huske, at jeg engang sagde til dig, at du levede, og at du voksede, og at jeg troede, du altid vilde vokse, og at alt, hvad der skete dig, kun kunde faa dig til at vokse - at du altid vilde faa mere ud af, hvad du oplevede, end andre - i alt fald altid faa noget ud af det, hvad det saa var, du oplevede, og ikke gaa i stykker paa det, som saa mange - kan du huske det -?" simon kan huske det -

"du har altid noget, simon - du har altid dig selv - det har de fleste ikke - men du har det - du ejer dig selv - og det

er meget, simon - jeg har ikke det - jeg er ikke sikret -

jeg kan ikke, saadan som du kan - her i livet - det er der ikke noget at gøre ved -, og jeg har vel andre ting - ja, det ved jeg, jeg har -"

hun bevæger foden - simon klemmer haanden sammen om den - uden at se op -

"det er saa forfærdelig sørgeligt, simon -"

hun ler - "jeg er saa glad, fordi du sagde, du elskede mig

- ... nu skal du gaa - og saa skal du være glad - ikke med detsamme - du maa ikke blive glad med detsamme - vel - men du skal snart blive det - ikke simon - rigtig glad - det blir du ogsaa - det ved jeg - ... farvel simon -" simon rejser sig -

"lille simon -"

han ser ned - jeg maa sige noget - for gud i himlens skyld, jeg maa sige noget - sige noget - bare sige noget - "elisabet - jeg synes, det jeg har oplevet - dengang - og ogsaa nu - med dig - jeg synes - elisabet - der er ligesom, jeg aldrig mer vil kunne opleve noget af betydning - bagefter

- efter det -"

elisabet ser roligt paa ham - saa roligt - jeg ved - jeg ved saa sikkert - jeg kan se det - det er rigtigt, som jeg tror - det hele var jo klart - saa tydeligt og klart - nu maa der ikke siges mer - "simon, alt det gælder ikke dig - det tror du nu - du vil altid opleve noget - du er saadan - bryd dig ikke om alt det - det er kun lige nu -" simon ligner en stud - "gaa saa -" han tar sit overtøj paa - "ja elisabet -"

simon gaar med lange faste skridt nedad gaden - det fryser lidt - luften er nypudset - husene staar saa fast - som skruet fast - deres konturer er bidende skarpe - fortovsfliserne ligger - rigtig ligger - folk gaar opret - de støder ikke sammen - bilerne er lave - og deres hjul sidder saa langt fra hinanden, at de ikke kan vælte - simons skridt er lange og sikre - hun har sgu saa forbandet ret - hvorfor er jeg saadan - hvorfor eksploderer jeg ikke - man kan

hænge sig - og ta' gas - drukne - hvorfor smider jeg mig ikke foran en bil - blive sindssyg - jeg gør jo ikke saadan noget - hun har ret - aah aah aah hun har ret - nichts zu machen - jeg gaar rundt og er fortvivlet -, og saa blir jeg sulten - og saa tar jeg et bad - ringer en eller anden op - og hvad saa - simon skærer tænder - han er flintrende gal i hovedet - men jeg er sgu saadan - og hvorfor satan skal hun være saa forbandet klog - aah elisabet - elisabet - simon faar taarer i øjnene af raseri - nichts zu machen - jeg er saadan - elisabet -

et godt menneske

simons hotel - to dage efter -

klokken elleve om formiddagen - simon ligger delvis paaklædt ovenpaa sengen og kigger i loftet - værelset er tomt

- tomt rum -

i et hotelværelse er der klædeskab -, kumme med varmt og koldt vand -, seng -, natbord -, dobbelte døre -, telefon -, tæppe paa gulvet -

det er ikke noget bestemt klædeskab -, ikke noget bestemt tæppe - bare et klædeskab og et gulvtæppe -

loftet er hvidt - og simon ligger paa ryggen i sengen - med hænderne under hovedet - telefonen ringer - det er portieren - "der er telefon til dem - det er vist deres mor - skal jeg stille telefonen om -?" simon sætter sig op - "min mor - ja et øjeblik - vil de være saa venlig at stille telefonen om - tak -" "hallo - er det simon? ja jeg hørte, du var kommet tilbage

- hvorfor er du dog ikke kommet hjem - simon, du ved da, at du altid kan komme hjem -"

"god dag, mor - ja jeg kom for en god uges tid siden - hvordan har i det -?"

"ja ja simon - jeg kan ikke forstaa, at du ikke er kommet hjem - du kunde da i alt fald ha' ladet os vide, at du var kommet - naa ja ja - simon - hallo - ja, jeg vilde bare ha

spurgt dig, om du ikke vilde spise til middag her hos os i aften - det er bare familien - vi skal ikke spørge dig om noget - simon - der kommer ogsaa nogle unge - kun familien - du kan jo gaa, naar du vil - hallo - men selvfølgeligt det ved du jo, at du altid er velkommen, hvis du vil bo her - altid - ja hvis du ikke har lyst, skal du naturligvis ikke komme - du skal gøre ganske, som du vil - nu ved du det i alt fald - det er klokken syv - ja ja - hallo - ja - saa farvel simon -"

"jeg skal nok komme, mor - ellers skal jeg ringe - men jeg skal nok komme - farvel mor -"

klokken er fem minutter over syv -

familien staar og sidder i dagligstuen - som en flok af de rødbrogede afrikanske hunde, der puster ud i udkanten af en skov -

de forskellige stemmer er et temmeligt godt sammenspillet orkester - kun spiller enkelte af medlemmerne nu og da saa godt, at melodien bæres udelukkende af eet eller to instrumenter - kun et øjeblik ad gangen - melodien er almindelig kendt - det, som gir spænding, er de mange maader, den kan udføres paa ved forskellige lejligheder - dirigenten er heller ikke hver eneste gang den samme - og det sker, at der er flere -

alle lys er tændte - seks staalamper med skærme - lysekroner - alt, der kunde finde paa at vise, hvad stuerne ellers benyttes til, er fjernet -

værten og værtinden ser sig nervøst omkring i hver sin ende af stuen -

simons forældre - med meget korte mellemrum ser de i smug hen paa simon - hvordan er han blevet - hvorfor vil han dog ikke bo hjemme - befinder han sig nu ogsaa godt - hvem taler han med -

"ryger du stadig lige meget, onkel -?" simon er venlig - onkel smiler - "naah det gaar - hvad skal du nu til at lave, simon - har du tænkt paa noget bestemt - for du skal vel lave noget -?"

"naa - næh - jeg har nok tænkt -, men jeg er ikke helt færdig endnu -"

onkel stikker den ene haand i bukselommen og holder cigaren med spidsen opad - "ja for du maa vel snart til at bestemme dig for noget - saadan fast - ikke - hvor gammel er det, du er -?"

simon blir ond - hans mor kender udtrykket - "jeg er begyndt at gaa ture - det befinder jeg mig saa vel ved -" onkel slaar asken af cigaren - ja det er ikke saadan at opdrage børn - det er et stort ansvar - "men det kan du jo ikke leve af - vel - at gaa ture - man kan jo nu engang ikke altid udelukkende gøre det, man synes, er mest behageligt - vel - livet er anderledes - du er jo saa ung endnu, simon - er du helt holdt op med at studere -?" simon finder det mere formaalstjenligt at være ugidelig, end at blive arrig - "det første halve aar kan jeg leve af min hyre - og gud er jo god -"

de gaar til bords - simon tar sin kusine: under armen - livet strømmer igennem hende - næsten altid - det faar hele hendes legeme til at gynge - "naa simon - du har haft det godt -? du har vel slaaet nogle ordentlige slag - i var vel ogsaa i havn af og til -" hun taler rasende hurtigt - levemanden simon griner - "selvfølgelig - jeg havde fem forskellige gonorreer paa en gang - jeg smed en overbord hver dag i fjorten dage -"

"det maa jeg sige - det maa jeg vist høre noget mere om -"

de sætter sig - skeerne skramler - simon æder - kusinen venter paa, at han skal sige noget til hende -, og spiser - onkel rejser sig langsomt op og slaar paa sit glas - dinge- lingeling - saa kører sporvognen -

for de andres skyld havde det været tilstrækkeligt, om han havde rejst sig og sat sig ned igen - de kender ham - de ved, at han er venlig og god, naar han holder tale - hans maader at udtrykke dette har aldrig varieret - men han er saa rar - damerne lægger hovedet lidt paa skraa - som for at høre bedre - og smiler - til ham og til hinanden - til onkel: det er vidunderligt at høre - til hinanden: hvor er han dog rar -

simon spiser - nej, han undgaar ikke sin skæbne - " ... og hvad der gør denne fest til noget ganske særligt - hm hm - at vi alle er særlig glade for, at vi har faaet lov til at være med her i aften hm hm - er at husets ældste søn - der sidder han - er vendt sund og rask tilbage - han har nu knyttet endnu nogle erfaringer hm hm hm til sine unge aar - hm hm som han med de evner, han har, sikkert vil vide - det ved vi alle hm hm kan vi alle være enige om - hm hm vil vide at udnytte paa bedste maade - til fordel for sig selv og til glæde for sine forældre, som hm hm hm hm hm hm altsaa hm hm i aften har en ganske særlig anledning til at være glade -" alle rejser sig og drikker rødvin -

simon rejser sig og skaaler med kusinen - alle sætter sig - gaflerne begynder igen -

værten nikker til værtinden - det er en god fest - det gaar godt -

simon har overhovedet ikke set op fra tallerkenen, efter at desserten er blevet budt rundt - hans dame ser paa ham - "simon, hvad vil du nu til at slaa dig paa - det skal vel være noget meget originalt -" kusinen gynger - de spiser karamelbudding - "jeg vil se at blive et godt menneske -" kusinen smiler til ham - gud, hvor er han original - men det har han forresten altid været -

simon ser paa hendes tallerken - "jeg skal lige hente noget mer sovs -"

"tak simon - jeg har endnu -"

han rejser sig - og aaler sig smilende ud langs stoleryggene - alle hans smil blir omhyggeligt opsamlet - karamelbuddingen bydes rundt for anden gang -

simon tar sit overtøj paa - og lukker entrédøren uden

en lyd -

det er klart og koldt - simon gaar -

han gaar til han opdager, at der er mellemrum mellem

husene - og at der er blødt at træde helt ude i vejkanten -

og han gaar videre - han sukker - eller snarere trækker vejret dybt - han ser sig omkring nu og da - men der er ingenting at se - det er for mørkt -

halvanden time senere blir han lukket ind i hotel cosmopolite -

men den nat

opnaaede simon den store ufattelige lykke at blive født -

det underste land
MCMXXXIII

tilegnelse

paa vejen blev
mit hjærte alt for tungt at slæbe
her lagde jeg denne del
ved vejkanten
men ogsaa dette tilkommer dig -
her
stedet, hvor jeg hvilede sidst
og maatte lægge dette -
ogsaa det tilhører dig -
over dine øjne
sidder alle guds smil
roligt afventende

min sikre herliggørelse -

med lukkede øjne

det er som om
ingen strøm kan drukne mig
ingen sorg kvæle mig
helt -
det er som om
kærlighed kommer til mig
over alle have,
fordi en blød streng altid svinger
i mig -

og gud talte

det var ikke gud -

hænderne legede
som børn i vejstøvet,
og hans øjne flagrede som hvide sommerfugle -
og han hviskede -:

hvorfor gemmer i jeres drømme -?
hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme -?
i solen skulde i lægge dem -
i vinden skulde i brede dem ud -,
paa vejene skulde i gaa nøgne under jeres drømme,
at i kunde blive skønne, som de -
ikke med jeres øjne skulde i elske,
ikke gennem haardt glas skulde i se trolddommen -
ikke gennem firkantede smil skulde skønheden sive ud
og blive ædende draaber -
hvorfor gør i krigere af jeres hænder,
vogtere af jeres smil -?

og hans øjne flagrede,
og han talte -:

o, at se hver enkelt drage ud
med sine drømme i oprakte hænder -,
syngende mod solen og stormen -:
elskede, her er alle mine drømme -,
tag-!
ve - ve over angsten -
ve - ve over angsten -
ikke lysten i jeres vagtsomme øjne
skulde i skænke jeres elskede -,
ikke viden, dryppet ud i smil -
se jeres underlige længselsfulde hænder -
fyld jeres hænder med følsomhed -,
og gaa til jeres elskede -,
og sig -:
her er alle mine drømme -,
tag-!

regnen

regnen kom -,
og mændene satte sig paa hug
og holdt deres tøj stumper op under maven
ryggene blinkede som oljepytter i natten
og rokkede frem og tilbage,
for at faa tiden til at gaa -,
deres vaade kinder tyggede solsikkefrø.
mens vandet fossede
og fyldte natten -

tidligt klædte mændene sig paa
og sang til en ren himmel
og tidligt bøjede de sig
under en ny sol -

ellen

ellen -, ikke var det meningen -
ellen, i dag kommer jeg
og henter dig -
læg noget over de dybe saar
i dag -, bare i dag -
jeg henter dig -
du skal -
vi gaar og spiser under træerne -
jeg ved ikke hvor -,
brød - ost - vin -
jeg skal spille for dig -
jeg skal kalde en af de store lallere frem
af den blaa skumring -
ellen -!
en rus vil jeg give dig -,
og naar du vaagner,
(aah, du vaagner aldrig),
flyder smaa bække med unge træer
over de dybe saar -
jeg vil give dig en rus,
at du aldrig finder tilbage -

min far

han vaklede
og jeg fangede hans øjne -
aah som vidunderlig tavse
hjælpeløse fuglehjærter var de
med den store smertes kraft,
som er kunsten,
straalende i et blankt hav -
o svagheden greb mig som en storm
og jeg slog -

en nat, hvor een lampe samlede al ensomhed, sprængtes frugten og hans liv stormede ud i toner
og tvang himlen til graad -
og jeg bed i min tunge
afmægtig -

o, far
to hvide fugle
vogter godheden i min sjæl
med uovervindelig hellighed
dine hænder -

aften

jeg klagede -:
større end alt var min elskede -,
større end alt -

og jeg gik -

en aften ved den sovende flod
huskede jeg,
at sangen om den store kærlighed
spilles vidunderligst med to pinde
mod et stykke træ -

tal ikke til mig

saa stille
saa stille -
tal ikke -!

meget meget forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -,
og alene maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -

endnu har jeg ingenting fundet -
jeg har hverken
fundet mit hus
eller min elskede
eller mine marker -
de maa være
et sted, hvor jeg endnu ikke har været -
jeg har allerede gaaet meget længe -
maaske har jeg meget længe
endnu at gaa -

og helt alene maa jeg gaa
og saa forfærdeligt forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -
men jeg maa jo
finde et sted at være -

jeg maa jo have et hjem et sted -
jeg ved jo,
at jeg har mit hus
og mine marker et sted -
min elskede kan jo ikke vente altid -
jeg har allerede gaaet meget længe -
tal ikke til mig -
hvis jeg har alt for længe at gaa endnu,
blir det maaske for sent -

stille - stille -!
jeg maa
finde mit hjem -

latter

i fortvivlelse
saarede jeg helligdommen,
som du med templer og alt
havde bundet med kærlighedens traad
under mit hjærte,
og den faldt -

blandt lave stumper
saa jeg dig gaa
for evigt -

længe gik jeg
bærende min daarelatter
rundt mellem ruinerne -
mange kom -
ingen kunde bygge templer -
mange gav -
ingen turde tage latteren -

o gud - gud - gud -
og hvis du en dag kommer tilbage -,
kan jeg ikke kende dig -
ha - ha -

vent -!

hun venter -
intet er for stort -
foroverbøjet sidder hun -
panden stirrer -
natten trækker lange lange
nynnende fløjelsbaand gennem hendes aabne pupiller-
sagte famler næsefløjene
vælgende i overflodet -
intet er for stort -
taalmodigt venter opadvendte haandflader
den første draabe -

bekendelse

præstinde -!
jeg hylder dig -

færdig ligger din skæbne -
sikker
med vældige bolte gennem hele jorden -,
urokkelig, som det, der er sket -,
sikker som faldet -
eet begær
er dit liv -

du ved det store maal -
blandt væltede flasker
og svin
plukker du taarøjet
det store
det eneste -
ravende frelser du
skønheden selv
i verden -
præstinde -!

een gang
i en sanseløs nat
elskede jeg dig
præstinde -

alt kan jeg gøre -:
pine fjender
klage -, juble -
elske mine egne lokker -
præstinde, til dig kan jeg tale -,
du ved det -:
at jeg ikke har valgt min stjerne selv
at jeg aldrig har set min stjerne
at der kun er een stjerne
for mig,
at stjernen findes -

dig hylder jeg -!
ikke kender du barmhjertighed -,
mig frelste du -
præstinde -

drengens klage

hvor kan jeg gemme mig
hvor kan jeg gemme mig,
o i nat vil de alle komme
vil de alle komme fra hele verden -
o findes der ikke
et eneste skjulested
bare et eneste skjulested
til mig
i nat -
jeg er saa bange
jeg dør af angst,
naar ingen synger i hele verden
om natten -

o hvor kan jeg gemme mig
gemme mig bare i nat -
alle de store sange
er døde hjemme
hjemme er ikke flere store sange
nu synger de kun smaa sange
hjemme -

o jeg dør af angst,
naar ingen synger i hele verden
om natten -

kærlighed

jeg kom til den by,
hvor alle mennesker lever -
og jeg saa med stor smerte,
at alle var sekskantede,
tolvkantede eller ottekantede
de, som jeg ikke kendte,
lo og sagde, at jeg var et æg
og de, som elskede mig,
blev graa og klagede,
fordi eet enkelt æg
kostede saa mange mennesker -

en kvinde, som aldrig havde elsket,
kom og fortalte mig,
at jeg var født af en langbenet fugl,
som havde mistet sin stemme
ved at se langt bort -
og hun forstod, at hun maatte blive længe hos mig
en gang hvert halve aar
knækkede skallen
og noget kom ud -,
og der var en ny skal nedenunder -

glad laa jeg i hendes skød
og prøvede alle farver -
og hun sad alene og græd
over, at eet eneste æg
skulde koste saa mange mennesker -

ikke andet

det siger jeg bare
her i græsset
som gynger
synger om bid
her i de mørkegule blomster
her sammen med min lille tromme
jeg hader tynde stemmer
latterlig høje stemmer
jeg selv har en smuldrende mumlen
det siger jeg bare
at du skal blive her
blive her -
du mister noget
hvis du gaar nu
gaar du nu?
hvis du blir her
ved ingen, hvad der kan ske
se min lille tromme
den er en stor stor sjældenhed
hvis du taler nu
kvæler jeg dig -

min baby

naar du ikke
kan elske min baby,
er alt ligemeget -

det er ligemeget,
at du aldrig sover -,
at dine træk borer
som rødder, der aldrig naar ned -,
at du elsker mig -

dag og nat
dag og nat
tæller min baby
mit hjærtes stumper,
ordner dem paany -
naar min baby sover,
er jeg
ingenting -

uden at elske min baby,
vil du aldrig faa mig at se -

slottet

du min lille pige -,
du er selve det stumme land -,
hvor vejene, som intet navn har,
fører rækker af lastdyr
gennem døgn opad
med tildækkede byrder til slottet -
og langt langt nede
en vældig vældig milevid slette
med hjorder af gumlende blankklovede bisonokser -
gumlende - tyggende -
skiftende ben - og solen bager roligt -
slette og slette og bisonokser -
og flad sol -
græsset kilder vinden under maven -
bisonokserne tygger -

men inderst -!
højt højt op ad smalle stier -,
i det stumme land -
o hvem har set slottet -?

rival

svag og god er du -
jeg vil skære din hals
i et kort og let snit -,
og glemme dig -
men ikke hjælper det min elskede -
du gav hende alt,
hvad du havde -
jeg gav hende mere -
jeg gav hende noget stort,
som jeg havde -
ikke alt -
ikke fører jeg guds haand -
men jeg,
ikke du, har synkende, druknende
slugt vand af floden, hvis bredder
er guds læber bøjet over jorden -
hos dig kunde min elskede sove
uden frygt -
du er svag og god -
i et kort og let snit vil jeg skære din hals -,
jeg vil ikke kende dig
jeg taler ikke dit sprog
du kan ikke se, hvad du har gjort -
men det er nødvendigt, at du dør,
saa at jeg kan glemme dig -
jeg ved ikke om jeg elskede hende,
men det var min kvinde
i verden -
dø -

sump

jeg har en sjæl -
i over et aar
har jeg vendt og drejet den,
vredet og glattet den ud -

jo mere jeg skrubbede,
jo renere blev den -
jo mere jeg stak,
jo mere sved det -
og jeg bemærkede dette
med uro og alvor -

i mellemtiden
sprøjtede mit legeme
unyttig sæd
over uskyldige -

martyrer

i, som kuede jeres munde -,
tvang jeres øjne udad -,
ogsaa jeg
elsker jer,
der først vendte pisken
mod egne drømme
og sagde: lig!
og saa rakte sværdet

over
de smaa og faldne
mod de store frække -,
glemmende egen graad
for andres nød -
jeg elsker jer -

o at i maatte leve
til de,
som i nu gir brød
kommer for at kræve
ogsaa jeres drømme og jeres graad -,
og i kan kaste pisken
og gi alt -

en god kvinde

din bitterhed
er løgn -
din uegennytte
hægen om saar -
du er født -!

du vil ikke tage almisser -
hvad har du at give -?
hvad har du -,
som du ikke har faaet -?
se din hellige pligt
mod dig selv, som du har faaet -
tag -!
hvad har du at give -,
hvad har du at dræbe -?
du har dig selv -

ivigtut

de hundrede mand
graver sten
i elleve timer -,
og fylder store skibe
og fremmede aktionærer,
som de gir fa'en -
(elleve timer -)

og de hundrede mand
hælder champagne
i sjæle,
som længslernes by
burde frygte,
og ikke kunde fylde
for to aar siden -

og de hundrede mand
rejser hjem
(efter to eller tre aar)
med længsler
tunge som stenbunker
og uberegnelige som isfjelde -

og de hundrede mand
sejler frem og tilbage
(saa længe de kan)
med deres mystiske sjæle,
som de ikke kan
gi fa'en -

pigen else

engang blev du skræmt -
nu sidder du med friheden -
dit hjærte vejer intet -,
o du er fri -

altid holder du dit røgfarvede smil
op foran øjnene,
før du ser paa de andre,
som ikke kender skrækken
for stumme dyr -

nu sidder du med friheden -,
dine øjne er trætte
som en kos nakke
af at smile -

du

døende laa den lille -
et tyndt skrig -
minutter som millioner af modbydelige fluer -
gloende hamrede angsten smaa tindinger -
kynisk langsomt gik du
hele natten -
malede du skrækkors -,
time efter time -
smaa øjne - smaa fingre
overgav sig stump efter stump
til fluerne -
du hæklede sorte sløjfer
og bandt dem sindigt
om hver enkelt lille glæde -
iturevne smaastumper af skrig fejede du ud
med træt mine -
døende laa den lille
endnu om morgenen -
saa brast din taalmodighed -,
genert smilende sagde du: kom -
og sammen gik i ud
paa en ny eng -
under græsset
vred jorden sig i tykmavet latter -
og solen kom
som en blankøjet ko
og slikkede den lille i nakken -

danserinden elisabet

elisabets sjæl
havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede -

men hendes fader
med det blonde skæg
døde,
og elisabet græd altid -

hendes taarer var store
som gennemsigtige kugler
af champagne -
og disse taarer lokkede
mændene med de trefjerdedels sjæle -

og elisabet
gav hver enkelt af mændene
en stor taare,
for at de kunde lægge den
omkring deres smaa hjærter
og blive store mænd,
som hendes far -

men da hun ikke
kunde elske dem,
gik de efterhaanden bort,
(og skønne, fordi de havde
en champagnetaare omkring sjælen)
og elisabet græd
og kunde ikke danse,
naar hun ikke elskede -

til sidst kom
den skønneste af alle mænd,
(lokket af taarerne),
den vidunderlige digter
uden sjæl -
og han elskede elisabet
med sit legeme,
som var visere og herligere end nogen sjæl -

men en nat,
hvor elisabet for første gang
havde danset,
huskede hun,
at hendes far med det blonde skæg
havde haft en stor sjæl -
og saa kunde elisabet ikke mere
elske den vidunderlige digter -

og han gik -,
vild af sorg
og tog elisabets sjæl med sig,
da han gik -,
elisabets sjæl,
som havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede -

og den vidunderlige digter
blev ogsaa siden altid elsket -,
(fordi han var saa vidunderlig skøn),
men hele hans liv
laa elisabets sjæl i hans bryst
og græd sine store taarer -
og elisabet døde,
fordi hun ikke kunde danse
og elske uden sjæl -

tigger

hvad skriger du for -
dit satans fjols,
din slatne bugfylder -
hvad i helvede skriger du for -
kan du ikke hjælpe dig selv,
din blege hjulbenede stodder -,
saa springer jeg selvfølgelig
ud mellem hajerne
og hiver dig i land -
dit røvhul -

nomader

som nyfødte børns fødder
er jeres øjne under længselen -
gaa -!
gaa -!
langs de underligt talende floder,
som føder skovene
og fylder dem med svar -
o, skovene,
der kryster floderne
som lyttende melankolske slanger -,
og trækker himlen ned over sig
med døve urokkelige arme -
gaa -!
maaske finder i der
en vældig kvinde
med herlige syngende fødder
og hvide øjne -
eller
bjærge af sovende mænd
med røde brændende sanser
imellem sig som baal -
eller
rædselsgrebne børn
med ansigter af haardtbrændt ler -,
og hænderne knugende om smaa plettede sten -

eller i finder
den fede gud,
hvis taarer hamrer syndflodsglæde
mod sumpplanters haarde blade -,
hvis smaa øjne smiler,
mens taarerne trommer som fortvivlede tænder
hurtigere og hurtigere -

gaa -!
altid finder i noget -
(ikke helbredelsen -)
ser i ikke, at jeres sygdom
er større end alle andre -
o, mange er i -,
i, som har smitten -
gaa -,
og giv jeres uendelige uro over jorden,
altid finder i noget -

til jer

det er til jer,
jeg taler -!
hvad er
drømmende dyr
og stor glæde
mod larmen
fra rasende maver
og forpinte køn -?
idioti -!
ikke
raser min mave,
og altid har jeg elsket,
og ikke kan jeg stille larmen -
men det er
til jer, jeg taler -!

en fjern aften,
naar i sidder roligt
med fælles sejr imellem jer -,
finder i maaske
en anden hunger i blodet,
en ny længsel,
der taler om mærkelige dyr
og stor glæde -,
og kræver ny kamp -

blod

en søndag morgen
gav du blod
til din mest elskede drøm -

dit legeme sang om stor lykke -,
drømmen døde -,
og du fødte mig -

mor, den døde -,
drømmen -
det var mig, du fødte -,
o du gav drømmen dit blod -

mor -!
blod -!
mit hjerte er ikke sten -
mit hjerte
er
ikke sten -

o, jeg ser -:
blod er ikke dejlig elskov -
blod - blod
er kobberlænker -

kære mor -, ikke er jeg drømmen -
mor - hvorfor snor dine evigt rastløse fingre
taalsomme * lokker -
for mig -?
hvorfor ser din sjæls øjne
altid vaagende
endeløse marker, hvide af ben -?
hvorfor bøjer ørneryg knæ
for uværdige guder -?
hvorfor græder du - mor -
for mig -?
kære mor -,
saa du ikke, at drømmen døde -?

min mor -!
elskede - rejs dig -
se vejen -!
(o se ikke altid
flaskerne
grinende kvinder
sult -
se ikke altid gruset, stenene -)
se vejen -!
se den vej, som jeg gaar, som du fødte
søndagen, da dit skød var livets syngende mund -

mor - hvorfor ønsker du mig
søvnen
mætheden
usaarligheden -?
giv mig kraft, mor -,
af det mod, du fik
hin søndag -,
da du ikke saa,
at din skønneste drøm døde -
og mor - mor
engang,
naar jeg har fundet vejens halespids
dybt inde i det underste land,
skal vi mødes
og som en dobbelt draabe flyde ud i søen,
som er livets øje -!
kære mor -

o, mor -
at du gav drømmen dit blod -o, stakkels, elskede mor -store mor -

for sent

gennem denne nat
hører jeg
dronningens øjne kalde -

men dronningen sover
blandt palmevinde -
det er kun
hendes øjne, der kalder -

dronningen har ikke mere
brug for mig -
det er mig, der behøver
hende -

let at finde sydens maane -men jeg har ødelagt min elskov -den er ikke mere til at stole paa -men jeg vil sende min maage
som en hvid streg
den, som er tilbage -
og haabe alt -

for
gennem denne nat
hører jeg
dronningens øjne kalde -

dronningen kalder jo ikke -
det er mig, der behøver
hende -

paa fjældet
(fragment)

bare for at binde mig
tog hun min blomst -

med dolken
med dolken
stak jeg hende -
ha - ha - ha -

ensomheden er stor -
ved du,
hvor de nye blomster er -,
dolken min -?

melodi

hør -!
hør den saarede mand
svinge langsomt
langsomt og vegt
med en stor palme
han svinger
palmen strækker sig bøjende
palmen rejser sig
palmen svinger
længere tyndere lysnende
svinger
krympende tætnende
synkende
langsomt i fjern vellyd
over en raslende sø af sorte hjerter
smalle bølger af flade skinnende hjerter
hurtigt trillende ebonitbølger
snublende klingende
sporløst forsvindende
lav brænding -
palmen svinger
til spinkle hænders klage
kaster sølvskygge
af flimrende fjern trompetdans
over søen -
svinger -
flygter -

dans

lad mine ører i fred
for din smerte
lad mine øjne i fred
for din smerte -!

jeg har en hel
verdens sorger
forbandelser
og vildskab
et sted -

en hel forbandet verdens vilde sorger
har jeg -
jeg danser
jeg danser -

lad mig i fred -!
jeg har
alle slags elskov
i en herlig stue
med sort dør -

nu
er der tænder i navlestrengen -
gaa væk
gaa væk
nu danser jeg -
en fed streg tværsover -

lad mig i fred
jeg har et dybt saar -

o, nu danser jeg
alene -
nu gaar det
nu danser jeg
alene -

nu falder alle haver
det, som er færdigt,
ler -

det underste land
(til fannie hurst *)

o stor lykke
stor lykke har de faaet,
som er født i det underste land -
overalt kan i se dem
vandrende
elskende
grædende -
overalt gaar de,
men i deres hænder bærer de smaa ting
fra det underste land -

o større end alle lande
herligere
er det underste -
opad vrider jorden sig
i en spids -
og nedad
udad synker det tunge
levende blod
ind i det underste land -

smalle forsigtige fødder
og tynde lemmer
og ren er luften
over de aabne opadstigende veje -
i lukkede aarer
brænder længselen hos dem,
der er født oppe under himlen -

men o
i skulde gaa til det underste land -!
o i skulde se folket fra det underste land,
hvor blodet flyder frit mellem alle -
mænd -
kvinder -
børn -
hvor glæden og fortvivlelsen og elskoven

tunge og fuldmodne
straaler i alle farver mod jorden -
o jorden er hemmelighedsfuld som en pande
i det underste land -

overalt kan i se dem
vandrende
elskende
grædende -
deres ansigter er lukkede,
og paa indersiden af deres sjæle sidder jord
fra det underste land -

sang

gudebarn, som jeg elsker -!
hvormange skal jeg slaa -?

skal jeg altid komme
til dit smil, som siger:
stakkels dræbende gudemenneske -?

de kan jo ikke lide
kun bløde -
kun prøve -
kun dø -

hvorlænge gudebarn -?
skal mit solhjerte altid strejfe
altid komme
altid være for langt borte
til at kunne høres
af dig o gudebarn, som jeg elsker -?

aah
flodgraad
sanggraad -
hulkende hulkende
vished om alle nætter
og alle bølger -
altid leve
mellem døde menneskesmerter uden melodi
uden lidelse
uden hellighed -?
gudebarn, som jeg elsker
hvormange skal jeg slaa -?

du har min tone
i glasbløde havstængeltanker om din hals -
smil ikke mer!
mit solhjerte vil gaa ind
i din mund nu
og skænke dig det sidste raab
elskede gudebarn -!
mine kurve er fulde
vi lever evigt bagefter
vi har allerede glemt
solhjerte
menneskedrab
gudebørn -

siciliansk
sommernat

en hvid ugle
sejlede lydløst
imod en cypres -,
og fire stjerner
gik samtidigt ud af himlen
og lagde sig paa havet -
fra den øverste bjærgtop
skreg et æsel
en raa stinkende tone
om fortvivlet uret -

sol

i middagssolen
synger en stillids
i et bur paa størrelse med en hat -

gennem nedrullede tremmer
siver bleg sang -
tynde stemmer synger
bøjet over sicilianske broderier -
langs hvide og gule traade
drypper ordene -

sekstenaarige - syttenaarige -
tremmer mellem dem og middagssolen
og morgensolen og skumringen -

og en nat
kaster du vel grebet af angst
din portnøgle ned i en maanefyldt gade,
at du maa se
mandens vinstokke vride sig
i middagssolen -

salvatore bambara

alle sang -

salvatore bambara
sad alene
og saa paa sine hænder -
saa løftede han øjnene
smilende
lyttende -
o de er glade
og det er mine ord, de synger,
og ingen ved det -
mine -,
og ingen ved det -,
o herligt -!

brødre

de vogtede geder
og jeg bredte mine fødder i solen
paa capo san andreae -
sortøjet, syvaarig og smilende
kom den ældste og tiggede cigaretter -
da han gik,
slog han tre saltomortaler
og lo -
brunkindet, taarestribet
kom den lille
og lagde sukkende fem gule blomster
ved mine fødder
paa capo san andreae

santo cacopardi

du venter paa natten -
dit blod koger roligt boblende
i solen -,
listende ler dine tænder
skarpt og hvidt -,
legende glider din gang -
legende sikkert
hænger dit legeme mod muren
hele dagen i skygge -
dybt i kolde pupiller
græder fortvivlet et barn
glemt -,
til døden træt -
din sjæl har du glemt
hvad du skal gøre med
for solens stærke farver -
du venter paa natten
for at leve -
i solen smiler du
som himlen uden skyer -
i mørkets store frihed,
hvor kattene elsker hinanden,
leger du
alvorligt som drenge
uden ro -

nino

han blev fundet under citrontræerne -
han blev tvangsgift nittenaarig -
han mistede sin manddom ved marne -
og han føder elleve tiggere -

inderligheden
i flygtende elefanters løb -:
din gang -

tavse, hungerfri
dine øjne sover under faraopanden -
og med elskerhænder serverer du kaffe -

i cafe nuovo
sidder mænd og kvinder -
og mændene
slaar
pengene i bordet -,
og kvinderne sidder tavse -
og nino bukker -

og en aften vendte sig amerikas millionskøge
mod sin nye millionær
og skreg som en kælling -:
"gaa -!"
og hjælpeløst bed hun
i hummerrøde negle
som en dreng -

og ninos øjne
sov tretusenaarig faraosøvn -,
og tjeneren nino bukkede -

digte omkring "det underste land"

exit -

- vi saa ham falde,
vi hørte hans raab,
inden han naaede jorden
- da vi kom ned,
stod de andre omkring ham,
og en kvinde
og to børn (ikke hans egne)
stod og græd -

- da vi havde set det,
og ogsaa vi havde staaet lidt,
gik vi hjem -
- hele dagen
kan man jo ikke
staa saadan -

maageskrig

- i, som sidder,
hvad kender i til havets syreætsende duft,
til det fornuftsudsugende, vellystklo-visende bølgesug,
naar søerne paa skumspændte maver
aaler sig, klemmer sig frem
over hinandens skuldre?

- i stearinlystændere, i kuponklippere,
spejl jeres rynker
i havets prækenforagtende uro,
naar det om morgenen
med vilje snyder jeres godheds drømme -

- hvad kender i til skumringsskvulpets baldrende latter
om aftenen,
til, hvad som fødes under vaade klipper?

asfaltsprængere

- 4 mænd med aabne skjorter
hænger paa maven over maskinborene -
deres rygge gaar som 4-taktsstempler
i korte massive hop -

- staaende paa armene
trykker de med deres vægt
mejselen gennem den sejge skorpe,
saa at asfalten springer op i flager
og lægger sig bunkevis over deres fødder -

- to kvinder siger:
man kan godt forstaa,
at det ryster nyrerne løs paa dem -

vellyst

- dine boder mellem gadelygterne
med udsalgsvellyst,
med klæbrige pastellæber
og shellakskinnende ben i hollywoodpelse -
listende stenkulsøjne -
ømme ord
rasler som opvask og nye sedler -
at købe billigt er kræmmeres maal -

- dine unge oprørske sange
kravler forvredne og blege rundt
i tunge portierers støv -:
backfish'enes cocktailfnisen
og visdommens kniplingsduftende elskovspjat -

- vellyst, du skulde jo være vor hellige moder
med uudtømmelig livshunger paa din arm -

og vi,
vi skulde være dine forkyndere,
dine begunstigede yndlinge -
du skulde være vore syge guders efterfølger -
vi skulde komme med stolte og selvfølgelige blikke
for hos dig
at afføre os vore tankers svedige arbejdsdragt -,
for at bortskylle vor klamme træthed
med dagslysdirrende glæde -

en hvid kvinde

jeg saa dig give -
dine ankler var brede og stærke,
og din gang var en hests -
dit spejl var for lille -,
og du klædte dig, fordi du frøs om morgenen,
og i kjoler, fordi du var kvinde -
du hørte ikke meget paa ord -
glæderne groede som tungt vaadt græs
omkring dine tykke ankler -
og du var brutal som fjældet,
naar du gav -

til dem, der talte længe,
smilte du -,
og dine smil bed ikke -
i vore ansigter, tunge af mellemstore sorger,
kastede du langsomme skrævende grin
langt indefra -
og til dem, som græd,
sagde du: se mine grimme hænder -
og til drengene, som sad der med deres træmunde
og trak i manchetterne, sagde du:
jeg elsker at danse -

og jeg saa dit legeme, og jeg saa,
at alt havde du faaet at give -
ømheden greb i hensynsløs kraft
om dine bryster og dine laar -
og din pande talte -
jeg gik ud
i din vidstrakte mystiske tavshed,
hvor træerne stod oprejste og sov
aandende underlig visdom -
og jeg,
som var den store elsker -,
jeg vilde give dig -
og jeg gav dig -, tja min elskov -
og du, den ubekymrede godhed med de hvide fødder,
blev knælende og henrykket -,
og tog -

du bønfalder -

du bønfalder,
at tiden maa gaa langsomt,
men længe -
din lykke er den riges,
der ser, at han har mer,
end de, der har mindre -
du kalder mig dagdriver,
kvindeskænder,
tempeløder -!
du lever siddende -!

tja-

en dag fandt vi os
en graadighed,
et begær efter ny kraft,
som intet af det, vi kendte,
kunde mætte -

da blev for nogle af os
arbejdet meningsløst
og skønheden dum -
meget slog vi i stykker -
mere for at høre klirren
og for at mærke
den sviende smærte fra smaa saar -

lørdag

fra barakkerne
susede skraal og brøl
som offersang til en gud,
der sad sammenkrøben ude i mørket
skælvende af frygt for sit værk -
i en tom stue
laa william paa knæ
og knuste tomme flasker mod døren -
møjsommeligt krøb han rundt
og samlede skyts -
da han havde set,
at alle flasker var brugt,
sov han ind
med et skær af mæthed
over sine udtværede træk -

tanker

vi kører syv hundrede læs malm om dagen -
femoghalvfjerds meter under fjældet
trækker vi tipvogne gennem ælte og minestank -
imens glæder vi os til flæsket,
vi skal have om seks timer,
og vi tygger paa forbandet sejge tanker
om vore kvinder paa den anden side havet,
som vi ikke har set i et aar -

grundvandet plasker fra skaktens loft
paa vore vandrette rygge,
og glødelamperne river flossede huller i taagen -

luf ttryksborenes larm hakker vore ord til ubrugelige stumper
og sprængskud faar fjældet til at sukke
og tindingerne til at værke -

(vore kvinder paa den anden side havet . . .)
vi tænker paa alt det, vi kan give dem,
naar vi har kørt syvhundrede læs malm om dagen i et aar -

hilsen

jeg har draaber
af grumset vin i mit skæg
og jeg hilser paa jer,
som staar der -,
og jeg gaar
forbi jer, som staar der
med livslang arrigskab
umuliggørende jer for evigt -
jeg gaar til min pige
i dag
og i morgen -
engang blir det min elskede -
i er vejkanten,
som standser ved min piges dør -
jeg hilser jer -
jeres blir haanlatteren -,
jeg skal kende min elskedes dør
engang -

udvandrersang

da vi var tyve aar,
fyldte i vore graadige hænder
med stemplede regninger,
at vi skyldte jer vor ungdom -

saa gik vi -
og vi var mange -,
og vi solgte vor ungdom -
minerne fyldte vi -
let-
kontorerne fyldte vi -
maskinhallerne
fyldte vi -
for vi var mange -

og da vi havde fyldt
jeres miner
og jeres kontorer -,
og jeres maskinhaller
og jeres butikker
og jeres værksteder -,
og jeres avisfabrikker -,
(vi solgte vor ungdom,
og vi var mange, mange),

saa fyldte vi jeres smalle fortove
og jeres parker
og lagde vor ungdom der -
og lange, lange var jeres regninger

men nogle af os
gik
med vor ungdom -
vi gav fanden i jeres samfund
og jeres løfter -

om aftenen
byttede vi vor unge kærlighed bort
mod blege fotografier og visnende violbuketter -
jeres høje skibe fyldte vi -
og togene - de lange, slingrende toge -
til guldlandet -!
til sollandet -!
og jeres regninger -

ja jeres -
guldlandet -?
sollandet -?
og vore hænder -
ja vore -
dem fyldte i ikke -

om seks aar
kommer vi tilbage -
saa kender vi mænds haarde øjne -
saa kender vi mere
end fotografier og visnende violbuketter -
om seks aar kommer vi,
for at lade vore uhøviske glæder
larme i jeres smaa gader -

om seks aar -
vore hænder -
i vore haandflader sollandets sitrende ømhed -
guldlandets barakstaal -
og til vore elskede
vore faktisk sidste draaber paa et flaskeskaar -

om seks aar -
i vore sjæle -
røde og sorte ridser -
gitterstænger -
sol -

om seks aar kommer vi -

vi vil ikke saa meget -
vi gir fanden i jeres samfund
og jeres løfter -
men Glæde vil vi -
en sang skal vi stønne,
et skrig skal vi synge -

og Glæde vil vi -,
Glæde for os selv
og for vore kvinder -

afsked

en makrelstime er en regn
af undervejsdræbende
strygende sortrygge -
havet har ingen lyd -
mit
hjærtes læber er to
makrelrygge
du er et offer -
havet hvisker retningen
med stor fart -
tramp tramp tramp
i dit hjærte -
jeg ved det -
du faar mit had for det -

brunst

det var morgen,
da hannen forlod sin hjord -,
forlod græs og skygge og kvier,
for at erobre sig en ny hjord,
der satte kraften og modet
over græsgange og fred -
og solen fangede istaagerne paa fjældet -
den næste morgen
sloges unge tyre,
og kvierne tyggede drøv
i dalen -

to minder fra sicilien
eftermiddag i taormina

støvglitrende
en fod i solen -
(og mit firbens drægtige mave
kolde waggoner af firbeneyngel)
tæerne rejser sig
vridende sig i blasfemisk latter
gennem to øjenlaag,
som er ildrøde flagermusevinger,
kryber spiralsnoede sole
ind i mit hoved
(summende damp)
og flyder sammen der -
hver halve time skriger en paafugl
og i bunden af et stærkt rør
vaagner civilisationen
som en løsrevet taa -

sovende drukner jeg
mellem to bjærge af rødlakerede guldfisk
og en stanglorgnet siger til en anden:
how beautiful -

den djævelske frisør

salvatore bambara var en god mand
og talte ni sprog -
og i otteogtyve aar
havde salvatore bambara
langs siciliens veje
sagt elleve nationers folk,
at salvatore bambara
var en stor og mærkelig mand -

og ingen havde sagt ham imod -,
og salvatore bambara
var en lykkelig mand -

men palmesøndag,
da salvatore bambara
fyldte syvogfyrre aar
og gik paa corso umberto
i sin fødeby paa sicilien,
sagde frisøren francesco raia
til en dreng:
der gaar salvatore bambara,
den store og mærkelige mand -

mod jerusalem
kompositioner
MCMXXXIV

my infinite world is
in the closed egg of my will towards god

I.
fra i dag

fra i dag

fra i dag er hele verden anderledes end nogensinde før - i dag er den, og dermed ogsaa jeg, traadt ind i en helt ny fase - jorden, menneskeheden og jeg selv løber fra i dag uanede risiko'er, og maaske gaar alt fra i dag mod himmelske tilstande - det sidste er meningen - og det vil være mit livs opfyldelse, naar jeg kan hviske til min salighedssitrende sjæl: "nu -, nu min ven er jorden blevet det hellige jerusalem, som du saa længe har drømt om, saa inderlig har længtes efter, saa trofast har lidt for -, nu -" i dag har jeg viet mit liv til verdens frælse - i dag har jeg afsvoret alt andet for dette ene - og fra i dag betragter jeg mig som livets apostoliske vikar blandt menneskene -, bosat foreløbig i københavn - fra idag har jeg intet ansigt -, intet navn - i dag har jeg med eet slag udslettet mig selv som noget indtil videre overflødigt og hindrende - jeg er nu blot en, hvis liv tilhører menneskeheden - maaske har jeg dog et nummer - jeg ved ikke, og det er ikke vigtigt - maaske er jeg nummer et, maaske nummer fem og maaske nummer tusind af dem, hvis liv ikke har nogen mening, uden for dette formaal - jeg har ingen stilling, ingen i forvejen fastsat beskæftigelse - jeg lever af gode menneskers angst, medlidenhed eller forstaaelse - d.v.s. jeg lever ikke i den forstand - thi jeg anser det umuligt at leve, i dette ords himmelske og eneste virkelige betydning, saalænge verden er, som den er nu - fra i dag er jeg holdt op med at føre det skin- og surrogatliv, som saa mange endnu prøver at kæmpe sig frem ved - jeg har frivilligt givet afkald paa den kærlighed, jordert har at give - jeg tror ikke, at verden er moden for den virkelige kærlighed endnu - jeg har frivilligt givet afkald paa. kommende storhed og ære - jeg ved, at ægte storhed og virkelig ære ikke kan opstaa i verden endnu - og jeg vil ikke lade mig nøjes med mindre -

min sjæl hænger i troens tynde, men djævelsk sejge traad - og der skal den hænge, indtil traaden er dækket som en perlekæde med alverdens sjæle - og menneskene kan begynde at leve, hvilket er deres bestemmelse -

jeg ved intet om, hvordan dette skal ske, og jeg tror fuldt og fast, at det vil ske mindst een tidsenhed tidligere, end ellers, som følge af mit uigenkaldelige valg i dag - det er mig umuligt at tro paa, at det skulde være menneskehedens bestemmelse, at existere, som den hidtil har gjort, og stadig gør det -

og det er mig umuligt at se nogen mening i et menneskes liv, der uden en saadan tro, dog fortsætter at "leve" som før - husk, at hvert "menneske" fra fødselen til længere, end det lever, er medansvarligt for (ja medskyldigt i) hvert eneste selvmord, drab og menneskeligt sammenbrud iøvrigt indenfor denne tid -!

tør I tænke paa, hvilke mængder af lidelse og ulykke, der daglig væltes ned over os alle, blot ved sløve menneskers bestialske Sindsligevægt og enfoldiges herskesyge Stupiditet -?! PRØV!!

FRA I DAG

gustaf munch-petersen

II.
i dagens lys

julesol

grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
og puster ved middag
rosa soltoner gennem granerne
ned til jordens stupiditet -

i solens mundvige staar at læse
sandheden om jorden:
jorden er fin -
fjernt i mulighedernes urtidsgamle jomfruskove
sniges dybe stier -
goldhedsangst løber buskhalet mellem stammerne
slikker over de tusind ynglinges
evigtsovende pander hvid brand -
søvndøve ørers susen siver mellem stammerne,
gennem stiernes net evindelig -
- over jordens himmel vælder tyk som ækvator
dumhedens lus -
ubrugte gaar passaterne
blaavingede evindelig
lægger glidende fart under god viljes albatros -

hør solens tone, I 2 millioner grublere -!

nytaar

- i aarets gule blomst
over fjerne tusind veje
lyser gammelt
sluknende taare -
højt højt langs sprøde stængler
draaber klamrende
rinder mod oceanets glemsel -
naar hver eneste taare har rundet,
vil jorden rejse sig af badet
med rædselens dønning over sin skulder
som en slagtet dumhed -
naar unødvendighedens potte er fuld,
vil jorden være uden hukommelse,
og med det væsentlige
som et vulkanskt udbrud paa sit hoved -
i en afsides dal
skal der ligge en hvid sten
som sol -
og fra den skal en 17-aarig
tigge virkelighedens draabe -

dette liv

alting ved mennesker er
ligegyldigt og
tilfældigt undtagen
den vej, de gaar -
deres tingel-tangel,
deres ansigter
og deres sko -
paa de gode
veje vandrer
de gode -,
og paa de onde
veje vandrer
de onde -
alt andet er
Guds underholdnings-
musik paa vejen
mod det gode, eller
Guds underholdnings-
musik paa vejen
mod det onde -
spørgsmaalet om
vejene er ligesaa
let, som at
vælge navn til
sin elskede -

til poul

det er ikke saadan -
man KAN se igennem det
tætteste mørke -
det er helt anderledes -
du kan vende om, og
du vil blot
skulle gaa nogle skridt
mere -
du kan dreje af, og
du vil blot
skulle dreje af en
gang mere -
naar det nye
rige kommer som
et rent lagen over
verden, vil ingen
undslippe -

i onsdags kl. 16¼

duen strejfede
kontorchefens tinding -
hans vielsesring gik
i bordet - :
jeg ønsker, at
vejre en falkerede og høre
ungerne skrige i
livets flagknap -
jeg ønsker, at
se elsdyr svømme
en vadende mil gennem
maaneflod og mosemousserende
hemmeligheder -
jeg ønsker, at
gribe en tynd skovsti,
der i solglitteret mageligt
paa kvælningsgrænsen
aalesmutter og forsvinder
i et snogeæg eller
et museøje -
jeg ønsker, at
skyde en fjende
og at klaske min
hustru med en
grøn saltbølge -
duen fløj -
kontorchefen udbrød
(i onsdags kl. 16¼):
c'est impossible
(hvad)?
alt -
jeg hader hitler og
lenin lige
meget og spiritus
lige saa meget
som vandfarver -
c'est impossible
(hvad)?
to go on (like this)
kontorchefen hvisker:
jeg
ønsker TID til
at finde
det uundværlige!

til apostelen Søren

lille kære broder Søren, lad dog ikke
din sørgelige
formiddagssjæl vansire
dine af Herren
oplyste granatkinder
med dine vankelmodige portvinstaarer -

husk Søren,
at det er tusindfold
bedre at have
set Herren din Guds
aasyn fra cognac'ens
lyse bjærg,
end aldrig at have
følt Hans haand
paa sit hoved -
o Søren, tænk paa
de tusinder, der
aldrig har følt
HERRENS HAAND -!
og smil dit herlige apostelsmil
gennem denne forbandede formiddag -
i aften gaar vi
paa oliebjærget i
vingaardsstræde og
hvisker for Satans penge
med Herren Gud direkte -

tænk, tapre Søren, denne
formiddag paa de
tusinde sjæle, der
aldrig for hele deres liv og
lange aar og alle
Satans penge har
følt Guds himmelske
aande -
Søren, du Herrens mand,
spejl englenes sol
i din tros granatrøde
kinder - !
RIGET er nær -
vi
to har set alt for meget
til nogensinde at kunne
svigte tegnet -

præsentation

under BAAL's * Tempel
glider jeg -,
jeg den 600'de af
de blaa orme -
jeg æder mig
frem gennem kobberfjældet,
hvorpaa BAAL's
Tempel er sat -
vi brødre og søstre,
vi de 600 blaa orme,
vi hader
BAAL
og foragter hans
Tempel -
men vi æder hans
fjæld
med vore 600 blaa
munde -,
hvorfra BAAL's
ofre ryger og
skriger -
vi æder
kobber -
vore gange er
frygtens centralanlæg
under BAAL's Tempel -
fjældet er
tretusen kobberaar
stort -
vi yngler, føder og
fødes
med læberne
vidaabne til at æde
kobber
uden kærlighed
blot for at vi
kan blive flere
blaa kobberhadere
BAALforagtere -
ingen har set os -
vi ved intet -
det er vor
tro, at vi er blaa -
vi 600 orme
er ens
er ens
er
den samme,
længselens guds søn uden ansigt,
blot jeg har eet
hvidt haar paa
min pandes
blaa -
men snart, mens
vi 600 og jeg
glider frem
gennem fjældets foragtelige tempelro
ædende
kobber,
er vort mit
eneste hvide
haar paa min pande slidt
bort,
og jeg er den
600'de
o jubel
o lykke
o paradisisk
salighed,
den 600'de af
BAALhadernes blaa
ynglende ynglende
o herlighed
ædende ædende
o herlighed
skare -

III.
kødet taler

over havet til elsket fyrstinde

din brænding naar
aldrig min kyst
min aande sværter
din krone
og rejser alter
paa alter til en
større krans -
din elskov for-
mørker din stjærne -
din
haand er scepterglæde
min haand er
offerkniv -
bind mit hjærte,
høje fyrstinde, men
vogt dig:
offerkniv, offerkniv
hedder mit hjærtes haand -

mit legemes elskov

jeg elsker de gamle
kvinder med
de unge lemmer og
den unge elskov -
de ældgamle - !

for at blive saadan, o kvinder,
I maa plyndres
paa alt,
og mod jeres væsens inderste
vogter
skal det, I foragter, være
overmægtigt -
og over jeres nakke
maa jordens
kvæg have vandret
uden kærlighed, mens
jeres inderste skriger:
tag mig o
du min højest elskede!
(GUD! fødes vi
i denne pragtskrud, blot
for at blive skønnere jo
mere nøgne vi staar
med vore ar - ?)

og Gud, hvis det
er saadan, saa maa
jeg le le ad min egen elskov, at
det at blive
gammel er at blive
rig af Dig, og
at dø i armod, er
fortabelsen -
aah, hvor jeg ler -
aah aah aah -

hm, du min nye elskovs
egen kælling -
vi er saa rige,
tænker jeg, at
vi kan le begge to
ad disse unge
tiggere,
armodsdjævle paa fire sjæleaar-

hvis jeg skulde kysse dig
mellem
dine saar, vilde der
vist ikke blive meget
kærlighed -
og du har, og
jeg har
et hul for Herrens lyn, hvor -
igennem de uhindret
skyder mod deres bestemmelse -
tak HERRE, for
vore TO lysaar -
hm og tak kælling
for .... -

min søster er bekymret

lille guldhaarssøster,
du skal
ikke bryde dig
for din mand
i danmark
og ikke for din
far i danmark -
lille draabeøje,
lille søster,
du skal samle
dine hænder
til en kop og
vente -
og Gud vil blikke ned
i din fine nye kop
og maaske lade
en draabe falde
paa din haand -
og hvis din far
i danmark
ser paa dig
skal du ikke være
bange -
og hvis din mand
i danmark
slaar dig
skal du ikke skælve
lille søster -
og hvis du ikke
kan holde
taarer fra at
vandre over dine kinder
skal du ikke være bedrøvet, men
holde din fine
nye kop frem
og smile -
lille draabeøje
lille guldhaarssøster -

glem aldrig, hvad
du har drømt - nu
skal du le ad
det dumme danmark, som
vil gøre min lille
søster gammel
og blind
og dum -

se paa mig lille,
vi har tid
at vente danmark ud -
husk,
hvad vi ved - nu
ler du jo
draabeøje -

foraar

dronningen af den gule stjernes lange rige havde elskere, der
græd i blege
tørre nætter -
Hun havde sat dem
i den jagende
elskovs bur, uden
at give dem
føde - og de brændte
efter det
gyldne bækken, som de
altid altid
saa -
og dronningen, dronningen?
? ? ?
hver morgen stod
Hun dybt i sin
knitrende ensomheds
straalesal og
ventede at se alle
alle sine elskere
komme i sig -
for den dejlige
vægt af sin spidse
krone havde Hun helt
glemt, at alle
alle hendes elskere
var brændt til
mindre end penges værd,
borte, hvor Hun ikke
turde aabne -

i foraaret, da
prinsen af
den blaa maanes
vældige rige kom
til dronningen
af den gule stjerne,
hviskede Hun dejligt:
jeg har glemt døren
til denne store
længsel -
men da de var
alene,
saa prinsens
langsomme
hersker-elskerøje, at
en koralrød
slange havde vokset
sig lang og vild
paa dronningens gyldne
hofte og med
Hendes spidse krone
om sin hals -
dronningens klæder lo -
dronningen havde
ikke een taare, og bød
prinsen med smil
sin kammerpiges dragt -
dronningen havde
ikke en taare, og
prinsen tænkte paa sin
blaa sol og
dræbte dronningen,
gav føde til Hendes elskere,
og brændte hele
det lange rige af
den gule stjerne -
og gennem den lukkede
dør til dronningens
lille længsel, dér
gled den koralrøde slange -
og dér sover den,
med intet uden skæl,
som dronningens
eneste drøm -
og over det brændte
rige steg maanen
hed og blaa som
kærlighedens og Guds
aande -
foraar - foraar -

lærerens sang i det fri

aah aah, kan
I se jerusalem aah, kan I
se JERUSALEM
aah prøv at
S E jerusalem langt
langt borte -
det er jerusalem
det fjerne af rent guld -
aah jeg vil
vise min klasse
paa fem børn
det eneste je-
rusalem -
men aah de vil
ikke tro, før
de har set, aah det
himmelske syngende
jerusalem langt
langt borte -

aah min lille
klasse paa fem
børn -!
der er taarnet, taar-
net, taarnet, hvorfra
jerusalem er til at se -
men I maa, du
og du -, I maa
give jeres lille mønt,
som I har i haanden -
jeres lille mønt,
som I fik til at købe jer mor
og søster og et hus -
I maa give jeres brune mønt - !
saa kan I gaa
op i taarnet, aah taar-
net, taarnet,
med den lange
trappe og øverst
kan I se JERUSALEM
nede i dalen
langt langt
borte i det fjerne
af rent guld -

i jerusalem, syngende jerusalem
alle børn danser og
aldrig sover -
og graad er blot kærlighed
der der
der - men
jeres lille brune
mønt maa I give
hver af jer i min
lille klasse -
vær aldrig bange
at miste lille mor
og jeres lille søster -
for aah
se !!
i jerusalem - der
er alene kærlighed -

min broder er paa gale veje

skønne unge mand,
min bror,
jeg, din bror maa
nu, hvor vi er
alene i denne mørke
nat tale
til dit skønne
øre, min bortvendte
brormand -:
hvad søger din af -
lukkede tunge blandt
smaafuglene -?
de elsker dig,
musvitterne, de
grønne terninger med
to øjne - og
paradisfuglene
med vajende
kælenskabshaler og
hæse fløjt, der kender lokkeordene -
og gærdesmutterne,
der blot forsvinder i
noget grønt og
haaber at forsvinde
med dig, stumme fisk til
bror -

hør nu,
der er det samme kærlighedsguld i baby'ens fingre og
knæ som i kællingens salmebog og
30-aarskleopatras skød -
men, hvis dette
guld er paa tungens
spids som sten (rubin eller
diamant), er
det meget
meget farligt for
et laaset og lukket
hjærte som dit
stædige bror - !
med dine slørede øjne kan du meget
let se (naar jeg nu
siger det), at alt,
hvad smaafuglene er,
det er fordi
Gud har gemt deres
"I am prepared"-æg i
sit spisekammer -
se blot paa
smaafuglene - de er
søde og gode at
se paa -

men find
en Kvinde, som
Gud har afklædt for
alt, uden Sin
Glæde - gaa
til en af Guds Døtre,
som er blot iført
Hans tornekronefrihed til
at gøre Hans Glæde imod
enhver, som søger
Den -
gør dig rede
bror, og du
vil finde, at det ene
nødvendige er
enkelt og ikke et ord værd,
som en stor smærte og
et skridt opad -
jeg kunde slaa dig,

saadan er
DRONNINGEN over alle
Guds Døtre :
HUN er lille,
som en skovmus og
HUN er ren,
som en hvid hest
fra atlasbjærgene -
Hendes ensomhed er
solens om natten, og
Hendes kærlighed
er som en
løvinde, et
helligt firben og
en ugle,
og Hendes
udseende er som
en skøn kvinde -

han er
gaaet
han er gaaet !
aah Halleluja

intermezzo

staaende paa timetervippen kysser den rosa-
magre pige fra oven den
okkergule yngling,
der rækker favnen
fra stenbassinet -
hun smiler lykkeligt over, at hun
løfter ham til sig -
han vrænger sig i
væmmelse over, at
han støtter
hende, saa hun ikke
falder -
.... slipper han,
og rosen drukner
som en isild,
og drengen blir
senmand og glemmer sin egen
farve -

paa skovstien

mørkerøde blomst
under Herrens himmel
og min hans krigerfod,
tag bort din elskovs-
tunge i
sneens skov - milemunden,
ved hvis rand, jeg har at vaage,
vogte og
lytte -, indtil Herrens dag lader
hymnelilier i
alle graner tie det
eneste:
hver sjæl sin paradis-
høne i dejlighedens pludrende
gryde -
mørkerøde blomst dølg
min lykkes smaragd-
tunge -
husk, hvad jeg er
gjort af -
paa Hans finger fandt
jeg for mig en
blaa hjelm og den
ishvide dolk -
i hjelmens blaa dyb min
skæbne -
æggens krampegnist
min eneste sjæl -
blind gaar
jeg gennem skoven
under usaarligheds hjelm
med Herrens isdolk
foran mig at elske
alverden med -
jeg er endnu for
spæd til at turde
plukke dig og dog
bevare min blindhed
urørt -

over dig, min trællestilkede
dronningmodne
mørkerøde blomst,
med mit eget
navn, mine egne elskede
hænder, mit eget dejligheds-
vaade ansigt, alt
som gnistersten, lykkeæg paa
dit smalle knæ -,
over dig
lægger jeg nu denne
høj af sne, at du
ikke for et egerns skyld maa
nævnes satan -

morgentime

paa himlens dybe
bund af nat
ligger som kul
alle elskovsgnisterne -
stille fløj
de een efter een, sorte perler paa himlens bund -

Jeg, Den Udvalgte,
er i nat blot
søvnvogteren
dødssværdet
for Den Store Kærligheds
dør -
under den matgyldne
portal med
korslagte ben
sidder jeg vaagen
med vogtersværdet paa
mit knæ -

himlens sæd rinder gennem
alle tage -
bag døren, hvor den
store kærlighed sover,
hører jeg uden at lytte
de store fugles hvisken
om duftløse vidunderlige
blomster -
hver ild er
død -, og
de hvide sletter trykker
al vind indtil sig
i voldsom søvn -
sjakalerne holder vejret
stirrende mod himlen
med blinde øjne -
ingen smiler -
ingen spejle dugges -
DEN STORE KÆRLIGHED
SOVER -

silkebløde jomfrutaager
glider atter over
susende munde og
drømmeløse skød
og mellem
den store kærligheds læber
spindes strængelaag

ingen vil kende
nogen efter
denne nat -
og alle træk vil
være smeltet,
naar en morgen kommer -

naar nattens
purpurjolle blomstrer,
skal ingen være udvalgt,
og min dronning skal
have mistet sin krone.

IV.
virkelighedens nat

paa virkelighedens dørtærskel

jeg var kongen -
naar jeg smilede,
sad alt i min ring,
som jeg kunde tage af -
naar jeg sov,
døde min elskede,
og mine fjender vovede
knap at hviske -

nu er jeg en smal stjerne,
som har efterladt sine
klæder paa stranden -
med lukkede øjne
og aabne ører
svømmer jeg roligt
paa frihedens havpupil -
med mine lange
sparede ben mærker
jeg hver fold i
havets sitrende ledende
modersøvn med
titusenaarsriget * i mavens
helgenskrin -
ved den letteste strømning
synker jeg som trællegnisten,
der tænder havet
og smælter laasen -
den mindste skælven,
og intet har været forgæves -

hvid hyacint

jeg er stigende
dufttaager fra en
krybende natblomst -
violette taager findes
ikke om dagen,
vinder ingen tro
i dagens gennemsigtige
liv -
derfor: kom
ikke ind mod
duftbasunens hviskemund
aandelæber -
kom ikke
nær -
hvad for mig
er nattens hellige
have
med levende luft
med tusind sprog
og intet ord
og en elskov saa
blodig at du vilde
se sten og
ingen elskov -,
nattens hellige have
er for dig
døden, du
komiske -
men saalænge
millionerne ængstes
og ikke hvisker:
se, derfra -,
derfra, hvor synet
er adgangsforment -,
derfra skal
frælserhyacinten lang-
somt skyde -
fra bølgende muld
skal allerede
løget hviske:
alt lever og
klæder er had -
saalænge mennesker
ængstes,
skal døden være
deres eneste lille
smykke -
og naar ingen mere
ængstes, først
da skal mørkets
formede farver bruse,
og vækstens
brænding sløjfe
dagens kyst -
stængler skal stige
med tusind
bannerblade, med
ødslende magt,
med overvældende
rigdom fra
nattens
staallukkede have,
og frøet skal
falde som en
fremmed sol:
fortærende
kraftgydende
evighedslovende:
Et Nyt Liv
til enhver, der
ikke ængstes, at
tage eet skridt -

nattens have er
aaben -
portene venter -
hvert blad skælver:
Kom Længe Ventede
Kærlighed, Alt
Lever, Og Blot Klæder Er
Had -, o kom Du,
som jeg Altid har
Elsket og Altid vil
Elske i jublende Evighed -
og JEG
natluft, o jeg favner dig -
min ryg er
blodig af evig
elskov -
i nattens lukkede
have venter
jeg millionerne -

sjælens sang

I.

hvor jeg hader
dagen -!
sagte -, uden ophold
mine fingre piner blod frem
af had, had
ustandseligt -
og mine øjne er
blevet blindt kul
af had -
men se kan jeg - altid -
dagen hader jeg,
dagen -

II.

hvilken besynderlig
for alverden tvingende
nødvendig kraft jeg
maa have været, at
man har sat
mig haabløst i
hungerens dag -
haabløst, indser jeg mit had -
men se, se
kan jeg - altid - !

uden at jeg anede
noget derom,
maa man have
givet hungerens folk
en søjle af godhed
gennem mig -
aah latterligt, siger mit had,
haabløst - !
men jeg indser:
nødvendigt at give
denne godhed her -

ingen ved, men
at se - altid -
er værst -
herligst -

III.

hvorfor raaber jeg,
raaber jeg -
men hvor - ?
der findes intet øre
mægtigt at plukke
en hviskning
hel -,
kærligt at kræve
en sandhed
ren som himlens fod paa
virkelighedens nat -

men klage -
aldrig -
jeg har blot at
hugge og hugge -,
indtil mit hjærte
er frit og hænger
som en sort lygte
af ligevægt midt
i dagen -

hvordan skulde
en mission kunne udsiges?
aldrig i evighed her -!
men efter frihedens sidste hug,
ved jeg, hvor jeg bor,
jeg nattens seende kid -
aah jeg længes, skønt
dagen endnu
venter mit hjærte -,
mod selvfølgeligheden,
mod dybet -
for se, kan jeg -,
altid - natten,
hvor jeg er født - !

IV.

hvad ejer
et barn af natten,
andet end denne vished:
at ingen drøm har
løjet et ord -,
at hungerens smil
om dagens læber
er urenhed -
og hunger er dagens
hele opfyldelse -

V.

min mægtigste drøm er
drømmen om budbringeren -:
i klæder af blaat og
med en hvid krans,
skal han komme fra
mit hjemland -:
klar og stum skal
han staa -, og
stum af mit hjemlands vished
vil jeg lægge mig
til ham -

og han vil ikke have
vaaben hos sig,
paa grund af landet,
hvor han er fra -,
og min latter og min
graad vil blive hos
mit offer i dagen -:
der er for stor klarhed,
hvor jeg er født -,
og dens mur er alt for
ubekymret for
latterkind
graadtand -
o, du klarhed over mit
hjemlands mur -!

VI.

o, hvis I kunde forstaa,
at den virkelige lykke
er evig som en
bølges skvulpen og
maanens regn -
o, jeg tragter intet
andet end dette samme
i evighed dér,
i mit hjemland,
hvor jeg har
født min lykke -

frugt og atter frugt
min elskede plukker
fra mit skød, og
giver mig, endnu før
jeg smiler -
og naar jeg hvisker:
"dette er for stort -
maa jeg da dø her,
hvor jeg er hjemme -",
da vil en drøm svare:
"du har drømt saa
stærkt, at dette findes
af din
trofastheds kraft -"
og en anden drøm
vil bøje sig og fra
natten tage, hvad
jeg ikke behøver at
længes -, og fra himlen
gribe, hvad jeg altid,
altid har vidst, var
mit dyreste
mit inderste -
o nat, mit hjemland -!

hvad kan nattens barn
vinde
i dagen,
andet end denne vished,
som er vejen,
den eneste
til mit hjemland -

VII.

naar budbringeren kommer,
og hadet falder fra
mine træk som
dagens tørre hunger -,
vil menneskene blændes af
en skønhed, der sprænger alt -
og de vil bedække
deres aasyn * og mumle:
"alt gaar under,
døden er over os -"
men deres drømme vil
rejse sig og vidne:
at hjemlandet er
en eneste solgydende opfyldelse
af det højeste -,
een nat for alle
af evig klarhed,
bygget over udødelige
skaberdrømmes skuldre -

og gennem mit hjemlands græs
sukker det
lykketungt
under den ringestes fod:
"hellige nat, hvor
solen har fundet sin brud -"

VIII.

jeg ser:
mit had var hvidt som dagen -
men mine drømme skal bære
altet -

o, hvad er jeg andet
end min mægtigste drøm -
og, hvad er den største og
den ringeste andet
end deres mægtigste, mest
ubekymrede drøm -!

naar budbringeren kommer,
vil jeg aande mod hans bryst:
aldrig, aldrig er
jeg ophørt at se dette -!
og naar jeg løfter øjnene,
vil han aabne muren
og atter nævne mig
i mit hjemland -

V.
frælseren

frælseren

shojo
prins af solens strænghed
leger død -
omkring baaren staar
vi -
mumler ramte af lyn:
her hviler jordens salighed -

hvil - hvil - vor prins!
vi
ved, at du blot sover -,
evigt drukken leger ædru -
sov du, sov vor frælser!
solens strænghed paa din pande
jordens salighed i din haand
evigt udstrakt -
o kom, det Rettes mod,
at vi maa vove tilbedelsen -!
paa knæ med draget sværd
venter vi
dit blik -

herrens pris

goldhedens busk paa
tørkens bjærg
venter intet,
staar ublufærdig
tom -

naar Herrens Dag kommer,
og tusind svaner løfter
forhænget
fra de evige haver,
skal en due æde
modne bær af busken
paa tørkens bjærg -,

og en vind skal spille:
altid, altid
har disse bær fuldmodne
ventet denne dag,
at lovprise fra
tørkens bjærg
Hans Dag -

ung martyr

en fremmed stjernetaage
over himlen
nærmer sig jorden -

lad stjernen tale selv -
stjæl ikke dens skær
og dens dyrtpansrede frihed -

hvem
kan sige en stjernes maal -?
hvem
tør hindre dens flugt -?
og hvem
tør tale før sejrens tavshed -?

men du, som vil
dø en herlig død -,
tag stjernens skjoldtegn
i renede hænder -, og
din død vil
blive en stjernes nat -

ørkensang

i hvide kapper
i hvide blændende
hætter
knivskarpe ringe
om halsen
øredøvende
sjæledøvende
skrammel af kæde -
skridt
for
skridt
fangeskridt slæber
mod sand -
gennem hvide
blændende hætter
svidende øjne ser
sand
sand
sand -
menneskefrygtens
kæder slæber
tunge spor
i sand -
menneskefrygtens
latterlige kæder
dræber høje
viljer i sand -
i hvide kapper
i hvide blændende
hætter:
Fanger -
KÆDER ER
FABEL
KÆDER ER
LØGNFRØ LÆNKET
SAMMEN -
I KÆDER DØR
HØJE VILJER
FORGÆVES -
NEJ, NEJ, NEJ,
EN DØR ER
AABEN FOR
HVER OPREJST
VILJE AT UDEN
KÆDE GAA
FREM -
VENT IKKE!
HVER AF
JER ER
MESSIAS * -

ve over sejren!

min Elskede
kommer
sejlende
med alt,
hvad endnu aldrig
er set,
endnu aldrig anet -
synet
af min Elskedes fod
gør mig
overflødig af henrykkelse -
nu kaster
landgangen, spændt til
fanfare under min
Elskedes fod, alt
det frygtelige, det
som hver eneste
sjæl vil genkende
som sig selv i
gudepragt -
et rødt støv
flagrer jeg hastigere
end alt
nyt's triumfexpres,
bæres jeg af lethed
umærkeligere end min
Elskedes
altforløsende landgangsfod -
Det Sidste Riges
Banner bores
dirrende gennem verdens
hjærte -
NU
vilde min
Elskede se mig -
til støv vorden,
at se Dette,
stiler jeg hastigere
end alt
uden farve
uden øjne
uden ild,
at tænde min
Elskedes bud
paa en anden maane,
hvis hjærte endnu
gisper,
endnu, ENDNU!

find mig
søg mig
Elskede - !
eller jeg hader,
hader dig som sejrens
overflødige
paradis -
find mig
søg mig
mig støvet,
gjort af intet
til alt -
Elskede, skal
jeg hade dig til
mindre end
støv -?
hør:
der findes ingen
sejr!!

ubetvingelig

stormfuglen har aldrig taget et vingetag -
stormfuglens vinger har aldrig rørt sig
flagrende eller værdigt -
stormfuglens vinger er et tilbageholdt aandedrag
staar stille -

stormfuglen avancerer
uden et vingetag tværs igennem stormen
mod solens vrag
for at skrige opstandelsen
tusen aar for tidligt -

early morning
(to carmelo)

my infinite world is
in the closed egg of my will towards god -

every finished piece
of joy and clean bitterness
is put aside on the deep bottom of the sacred eye -

always has god's heat been over me and
shall always be till perfection breaks through
the vast forest of my world -

his face is of no use for my timefilling work -
at some close or approaching time
the egg of my world will open,

my work shall stop -,
and eternal repeating of that single act of god,
which is me,
shall be the sign that my will may go -

such is my love

rocky souls on the way, where
supreme delight
is but beautifying sleep -,
such is my love

that if you are stricken with mortal pain
because of me,
it is a thousand times better than
had you never met me -

if with unclean hands
I steal your sacred crown,
you shall be a thousand times more pure,
when I have left -

and if for my joy
you are killed in the meanest way,
by my hand your lips shall reach,
awakening, the brow of The Most High -

listen, every lonesome rocky soul:
not one minute anyone of you are left -!
such is my love for each of you -

digte omkring "mod jerusalem"

tidlig morgen

min barndoms klipper er bare og hede -
min barndoms hav har tusind strømme, men een retning -
af min barndoms hav har jeg lært at elske til alle tider -
i hver fod, hver ryg, hver bøjet fyrr, hver knastør
fjældblomst
elsker jeg saltet og heden til alle tider -i stjernetaarer, stjernetaarer alene er saltet og min barndoms hede sten -

koldt, men rent

jeg har fundet,
at jeg ikke er fuldendt,
som jeg havde troet -
og jeg har fundet,
at det er uden betydning -

jeg har fundet,
at min kærlighed
til ham, hun eller dem,
er uvæsentlig -

jeg har fundet,
at jeg intet er,
uden en stemme -
og at den ikke er min -

jeg har fundet,
at "JEG" er et nødvendigt
stedord -

- at skabe
af alles magt i mig
er min pligt -
jeg har lært,
at det reneste redskab
rammer finest -

mit liv -

jeg mærker din nærhed, o Herre -
jeg taler til dig, Herre,
uden frygt, for min sjæl
vakler mod dødens hvile -
er det der, du venter mig, Herre -?
og jeg vil gaa i dette nu,
saaledes, som jeg gik,
da min verdens elskede kaldte mig over havene;
er døden de tre skridt, som endnu mangler i,
at jeg hører din stemme, Herre -?
eller er dette mit liv en af Dine gerninger -?
er min sidste sluknende angst Din vilje fra det fjerne -

Herre, jeg spørger ikke for at udraabe,
at jeg kender dit sind -
Mægtige, dig spørger jeg,
fordi verden spænder mig i en klædning,
som aldrig var min -
Herre, er det Din -?
da gør mig anderledes -
nu er den undergang for min eneste vilje -

jeg mærker din nærhed, o Herre -
og døden hindrer ikke mere min længsels fod -
men vis din vilje, Herre -,
før mit øje er blindet af en vind,
som aldrig var min -,
og jeg maa leve uden at ane dit blik,
omend i den fjerneste time -
og Herre, Herre,
jeg ængstes for de dræbende mil,

du har lagt imellem disse timer,
hvor jeg mærker din nærhed -
o, Herre, jeg taler til dig uden frygt,
men ikke der - der vil jeg ikke dø -
da affører jeg mig hellere denne fremmede dragt og
gaar under -
Herre, er det din vilje -?
Herre, din nærhed er tavs, som jeg -

sommergudens the

i glødende the fra
ceylon er skænket mig
en ny sjæl -

en ny sjæl -
lang, givende og
udstrakt -
tryg og endeløs -
vaagende og fast -
(glødende brønd
af sienae -!)
en ny sjæl -

før jagede jeg
med vinens lanse -
kaste og ramme
een gang -
og da jeg kom,
manglede fangstkniven -

i tre nætters søvn
forvandledes lansens
døde uerstattelighed
til en falk
med sølvlyn brændende
i kinden -

rusens bytte
henter mig søvnens falk
som sølvskud -
liggende sigter sjælen nu -
breder sig aaben
under fangstens fald -

tusindaarig the
gav mig
gudssøvnens datter
af brændende kop -

vældig undren
fylder mig nu -:
gudssøvnens datter
fødtes mig af min
ny sjæl
i doven morgenelskov -
og hun fødte
mig min sjæl ny
i badet, mens hun tænkte:
"se guldhjorten paa mit mørke ben,
jeg er altid ung... "
- vældige undren,
dit flag bugner over
min sommerlejrs brune dans -
nu dræer i tavshed
forvirringernes græs -
varm dis vader nøgenfodet fra
en kande, som maa være
gud, en mund, eller en okkergul
thepotte -

en ny stor sjæl er min -
breder sig som persien
over nødvendige lig -
mongolsk stirrer sommerens falk -
spejdende knitrer sølvskud -
fangst efter fangst daler -
mod min skælvende finger -
gudssøvnens datter
sidder paa mit haar -

preludium for antilopehornsfløjte

ad hemmelige røgstier
bærer vindene
de rette frugter
og alt modent
til den langhaaredes
sovende mund -

visdommens røde draabe,
himlens ø - !

omkring træet i dalens midte
voksede tusind djungler
blaagrønne, slangetunge,
vokslange, papegøjekrybende
lakvingehud spredende gennem tider,
myldrende som tusind myrers hære -
- gennem sagte dryppende
uænsede urtider sov
den rødhalede, langhaarede
med maven aandende mod evige barkgrimasser -
den rødhalede omdannede frugterne,
tabte skaller,
drak tusind krydsende vinde,
smilede tusind aftenaar
og tusind morgenaar -
- oldbarken vred sig,
bed uendeligt sagte
i hjærtets rislen -
vindens regn steg,
forsvindende i stive aarer,
læskende gennem langsomme tider
den rødhaledes hud i søvnen -

solen snoede sig frem og tilbage,
plantende iris paa krokodillens rygge -
djunglen svedte en sø
om træets klumpfødder i dalens midte -
forgrønnet saa i søvnens kikkert
den langhaarede halens glød og øjnenes rynker -
søens klinge smilede abefint
som den rødhalede paa grenen,
mens frugter og vind blev visdom
i askegraa sitren -

i den runde dal
i søen
paa en glat sten,
hvorimod, uden alder,
den rette sikkerheds krokodille
svaler fordøjelsen,
der staar uigenkaldeligt tegnet med min bestemmelse -

ingen har læst det -

den langhaarede,
rødhalede abe
vaagnede engang
og saa ned -
smilet løsnede sig
blandt rynkerne
og faldt som et blødt snit
paa søens plade -
krokodillen blinkede,
aad, og fandt stenen god -
den langhaarede sov ind
af visdom,
og krokodillen har ikke flyttet bugen -

langt herfra
findes himlens ø -
langt herfra
i den langhaaredes halespids
hænger visdommens røde draabe -
midt i dalen
staar søvnens træ,
hvis frugter modnes -

foraarskvidder af de store skoves mindste fugl

stien, bagt over guds tunge,
smyger sig opefter - fint fint -
sitrende naale - gult skind - skygger -

nubret følehorn i par
tier dunkelt