Møller, Poul Martin

107

📖 AFHANDLINGER

108

        

109

NOGLE BETRAGTNINGER OVER POPULÆRE IDEERS UDVIKLING

Der gives de, som antage for afgjort Sandhed, at spekulative Filosoffer ere deres Samtids vejledende Forgængere, at disses dybe metafysiske Resultater ved en Slags Emanation efterhaanden fortættes til populære Sætninger og udstykkes i Skillemønter, hvorpaa den store Hob ser et forstaaeligt Præg. Men hvor Filosofien virkelig er en indenlandsk Vækst og ej blot en Opfriskning af gamle Traditioner, der maa man lige saa vel kunne se Grundspiren til et filosofisk System i Folkets foregaaende bevidstløse Liv som spore Spekulationens Tilbagevirken paa de gængse Folkemeninger, hvilke man i Almindelighed belægger med Navn af sund Menneskeforstand. Saaledes befinder den populære og den abstrakte Filosofi sig i et uberegneligt Vekselforhold, uden at den ene med udelukkende Ret kan kalde sig den andens Kilde. Hvad vi her kalde almindelig Menneskeforstand eller populær Filosofi, er et til forskellige Tider temmelig forskelligt Aggregat af gængse Forestillinger, som publikum antager for at være fuldkomment indlysende ved sig selv. En ret urokkelig Tillid til denne almindelige 110 Menneskeforstand udgør en Tidsalders egentlige Sundhed; thi kun, hvor denne finder Sted, kan et Samfund føle Tilfredshed og besidde nogen Enhed i sin hele Digten og Tragten. Bag ved en saadan almindelig Menneskeforstand ligger i Tidens Løb en Filosofi, som har haft betydelig Del i dens Beskaffenhed; men efter den ligger en ny Filosofi, som igen modificeres af den populære Retning. En Filosofi falder ikke pludselig ned fra Himlen uden Kausalforbindelse med foregaaende aandelige Bestræbelser; men som en Blomst ligger i Knoppen, saaledes ligger Filosofiens Retning indviklet i den foregaaende Tids enfoldige Geniblik. Ligesom hele Naturen og Historien er et stort Symbol, saa at den, der umiddelbart saa deres Gang, maatte se Sandheden selv, uden at behøve nogen i Ord og Sætninger udstykket Forklaring, saaledes ligger i enhver populær Betragtningsmaade af Naturen og Historien, i folkelige Domme over Livets konkrete Tilfælde, en symbolsk Erkendelse, der omsider i et filosofisk System udfolder sig til Bevidsthed.

Naar i efterfølgende Bemærkninger tales om Tidens Udvikling, tages kun Hensyn til de gængse Forestillinger, der, som den store Hobs Ejendom, egentlig ere at betragte som Tidens Erkendelse. De positive Videnskaber, der kuns efter et langvarigt Studium kunne fattes, og den i egentlig Forstand esoteriske Filosofi tages her ikke i Betragtning. Adskillige ville formodentlig gøre den Indvending, at et kristeligt Seculums populære Overbevisning ej behøver at søges langt, at den altid ens og uforandret staar i den hellige Skrift. Men denne Paastand er kuns med Indskrænkninger sand, og Historien viser

        

111 tilstrækkeligen, at Kristendommen, selv i de mest troende Sekler, har haft mangfoldige Skikkelser. Dens adspredte Sætninger have stedse paa forskellige Maader været forbundne til et Helt, og man har, ved at stille dem i divergerende filosofiske Systemer, givet dem adskillige, fra hinanden temmelig afvigende Betydninger. Kristendommen ligner en ærværdig Tempelruin, hvis oprindelige Form man paa mange Maader har søgt at restituere ved Fornuftens punkterede Linier. Saaledes bestemmer en Tidsalders særegne Genius for en stor Del den Maade, hvorpaa man opfatter Kristendommen, og bevirker, at snart disse, snart hine Sætninger udhæves deraf som særdeles betydende. Desuden have de rettroende i Almindelighed indrømmet, at, ligesom paa den ene Side alt, hvad der lærtes i Biblen, var sandt, saaledes fandtes paa den anden Side ikke alt, hvad der var sandt, i Biblen. Skriften stiger ikke ned til alle jordiske Forhold, og undertiden fandt man ikke der nogen Opløsning af de Problemer, som især sysselsatte Seklet. Dette var f. Eks. Tilfældet, naar Spørgsmaalet var om den bedste Statsforfatning.

Samfundets Fremskridt er aldrig enkeltes personlige Værk; men ethvert tænkende Individ er et nødvendigt Led i sin Tidsalders Udvikling. Selv de, som af deres Antipoder anses for aandelige Vanskabninger, som med de særeste Manerer gaa, som man siger, deres egen skæve Gang, have dog deres væsentlige Betydning i Tidens aandelige Stræben. Har en saadan ingen anden Bestemmelse, staar han i det mindste som en Afviser og advarer ved sit Eksempel andre fra vildfarende Veje. Det er kun et Skin, naar et Individ synes at udvikle sig ganske paa egen

        

112 Haand, uafhængig af sine samtidige. Den Del af vor Slægt, som aandelig lever, udgør ligesom et stort starblindt Dyr, der udstrækker sine Følehorn til alle Sider, trækker dem tilbage, naar det mærker Anstød, og famler saaledes under mangfoldige Vendinger frem i Tusmørke. Ethvert fornuftigt Væsen er et mer eller mindre kraftigt Organ paa denne gigantiske Snegl; men sikkert er intet Lem aldeles overflødigt.

Naar en Tid er forsvunden, ser det i dens efterladte Skrifter ud, som om dens Skribenter havde forkyndt deres jævnlige mange splinternye Ting; men stod man i Tiden selv, vilde disse tabe meget af deres Glans. For en Del ere de kun Talerør for deres Omgivelser, og en stor Ide kan længe have levet paa Læberne, førend den bliver ført til Bogs. At en Tænker bliver til Skribent, beror paa en egen Organisation, en vis Ligevægt mellem Refleksion og Skaberaand, der sætter ham i Stand til at blive var, at noget er uddannet hos ham, der kan runde sig om et Centrum og træde frem som en selvstændig Tankekres. Men en Skribent drager dog altid sin Næring af Livet med sine samtidige, saaledes at han tit mer er Ideens Moder end dens Fader. Han er sine medlevendes Regnskabsfører, der gør sin Tid opmærksom paa sine Resultater (hvortil han kuns har bidraget sin Skærv) og bevarer dem for Efterslægten. Kunde man tænke sig en fuldkommen Anakoret, et Menneske, der var ganske udelukket fra Samkvem med sine Lige, da vilde hans Udvikling i Tidens Længde enten ganske gaa i Staa eller hans Tanker forvildes til det særeste Vanvid.

At Tidens Erkendelse ret uddannes som et Almengods, kan man paa mange Maader bemærke. 113 Naar en ufuldbaaren Tanke rører sig hos en, gør han mangehaande Forsøg paa at bringe den frem for Dagens Lys og betjener sig af mangehaande forulykkede Udtryk for ret at gøre den klar for andre. Er det nu noget virkeligt og grundet, der fødes i hans Hoved, da lader det ham ingen Ro, førend han finder et Sprog, hvori han ret kan meddele sig. Han vaander sig saa længe i Fødselsveer, indtil han i en anden finder fuldkommen Genklang. Tit kan han træffe paa en saadan Sympati, at en anden skaffer ham den ideligen søgte Form. Men enten han selv eller andre giver Fostret Navn, er det dog kuns ved at høre det erkendt i et beslægtet Sind, at han ret forvisser sig om dets Tilværelse. I denne Betydning føler ingen sig vis paa, at han har sagt et virkeligt Ord, førend han finder et Ekko.

Fremtidens Opgaver staa som en Skystøtte for alle aandeligt levende Menneskers Øjne, og enhver stræber med det ham ejendommelige Sprog at artikulere det taagede Syn, og den, der kommer den søgte Pasigrafi nærmest, er den, som bidrager mest til at hjælpe sin Tidsalder frem. Hvo føler ikke tit, naar en anden meddeler ham en Ide, som han føler sig beføjet til at antage ret med sin hele Hjærtens Overbevisning, at han selv har været nær ved at komme til samme Resultat, at han blot har manglet en lige saa stor Aandsvirksomhed og Tillid til sin intelligente Skaberkraft for at udsige det samme Ord? Dette viser jo tydeligt, at en kraftig Ideretning er langt fra at være personlig og isoleret, og at der staar mangfoldige ved Porten, førend een af Selskabet lukker den op. Dette bliver ogsaa ret sat i Lys ved den Erfaring, at en Skribent aldrig meget er beundret i

        

114 sine fortroliges Kres; thi blandt hans Midler finder man dertil for mange Mønter, der føre det i Broderskabet vedtagne Præg. Denne det ene Menneskes Trang til det andet, for at skaffe sin Erkendelse det Navn og Billed, hvorved den ene lever og bestaar, ytrer sig naturligvis mindre, naar man lever i et Old, der har naaet sit Kulminationspunkt; thi et saadant har, i det mindste med en vis Tilnærmelse, sit offentlige Liv og de fælles Former, hvorved de fleste finde sig tilfredsstillede. Et saadant Tidspunkt er nærmere ved at besidde det Sprog, hvori dets Ideer kunne gensidigen meddeles og forstaas. Men naar det korte Tidspunkt er overskredet, i hvilket Formerne ligesom staa og dog ere levende, da begynder Opløsningen at gaa for sig, da begynder Ideen og Ordet ved en besynderlig, sig selv modsigende Dualismus at skilles ad. Nu begynder midt i Destruktionen det raskeste Liv; thi Ideen føler kun sit Tilvær, idet den uden Ro flygter fra Form til Form. Da mærker man ret, at Sproget er en Organismus, og Pedanten søger forgæves at gøre det til en Bygning og ved Definitioner at stuve det sammen til et babylonisk Taarn; thi den ene Sten glider ud efter den anden, og man søger uden Frugt efter et urokkeligt Underlag. Nu føler man klart, at et Ord i og for sig selv kuns er en Lyd, at dets Betydning blot er en Henvisning til et andet Ord. Erkendelsen, der altid er en Bevægelse, bliver nu til en Løben, og Filosofien ligner en Svend, der paa Skridtsko flyver hen over en tynd Isflade, som bærer ham, saa længe han farer rask af Sted, men lader ham plumpe til Bunds, dersom han et Øjeblik staar stille. Han bruger Former med den Bevidsthed, at de ere Former;

        

115 thi han har tillige den Forvisning, at det er et virkeligt Liv, der undergaar den uafladelige metempsychosis. Under slige Omstændigheder, da saa mange ved deres Skepticismus svimle vildfarende omkring i Tankernes umaadelige Rum uden at vide, hvad der er op og hvad der er ned, erfares det bedst, hvad Mennesket er for Mennesket, og hvor vanskeligt nogen Slags Overbevisning og Tro kan staa ene, uden at styrkes ved Medhold og Sympati; thi naar blot nogle faa under oprigtig Sandhedskærlighed leve med hinanden, da bygge de sig uforsætligen et lidet Lararium af Tidens Ruiner. Uden at vide det danne de selv et Sprog, der kun har Gyldighed i deres Kres og for andre klinger som et fremmed Tungemaal. Heraf ses Venskabets Betydning i en forvirret Tidsalder. Ligesom i en lovløs Oldtid de stærkeste Kæmper følte Trang til at sikre sig ved Fostbroderlav, og selv en Halvgud som Herkules kuns ved en Vens Hjælp kunde faa Bugt med den lernæiske Hydra, saaledes søger Mennesket i en opløst Tidsalder om Stalbroderskab for at værge sig imod Skepticismens Hydra og tilkæmpe sig et Fodfæste paa den vaklende Grund. Da begynder Intolerancen ogsaa ret at ytre sin Kraft; thi Overbevisningen er mer end ellers en usikker Ejendom, og hvo der vil antaste den, betragtes som en farlig Røver. Kun den hemmelige Følelse, at man behøver andres Medhold for at være vis paa sin Tro, frembringer Intolerance; derfor kan Fanatismen kun finde Sted, hvor Striden er om Sætninger, der hvile paa subjektive Grunde, og ingen fristes let til at bære sin Næste paa Baalet, fordi han nægter et eller andet haandgribeligt matematisk Aksiom. Derfor ere endelig Kvinder mest intolerante, 116 fordi de mest behøve Understøttelsen af andres Autoritet.

Ingen enkelt kan da besidde nogen Erkendelse, der i egentlig Forstand er blot privat Ejendom, og det, der skal have stor Betydning i et Menneskeselskabs Udvikling, maa have sit Udspring i dette Selskabs almindelige Liv. Men her indtager ogsaa den for menneskeligt Syn højst ubetydelige Individualitet en Plads, der nødvendig maa besættes. I det efterfølgende ville vi henvende vor Opmærksomhed paa et Slags Mennesker, som virke mer paa Tidens Udvikling, end man i Almindelighed erkender; vi ville da se, at de, for at spille den Rolle, der er dem bestemt paa Jorden, nødvendigvis maa have den Beskaffenhed, de have.

Først maa det bemærkes, at det vilde være en stor Daarlighed, om man vilde tro, at den vrimlende Mangfoldighed af Personer kunde afsondres i et bestemt Antal matematisk afskaarne Rubriker; thi ikke stive som Cirklens Radier, men frie som Træets Grene dele Meneskeslægtens Skikkelser sig med en lovløs, uberegnelig Tilfældighed. Fremdeles høre kun højst faa Individer saa udelukkende til et bestemt psykologisk Genus og Species, at de kunne sorteres efter visse ufravigelige Delingsprinciper. Det kan jo ej engang umælende Dyr, langt mindre Menneskeslægten, hvori Individerne fremtræde med langt mere forskellige korporlige og sjælelige Lineamenter. Naar man desuagtet daglig slaar saa mange Personer samman, snart under et, snart under et andet Prædikat, da har man kuns Ret, naar man forudsætter som afgjort, at ethvert saadant Prædikat med meget særegne Modifikationer tilkommer ethvert af disse Individer. 117 Naar man f. Eks. tillægger baade Baggesen og Wessel Vittighed, menes dermed naturligvis en temmelig forskellig Aandsgave. Saaledes gentages i Livet aldrig de menneskelige Beskaffenheder med alle de samme Tilfældigheder. Det er blot Hovedtrækkene, man ofte vil forefinde, tit kun for en Del, tit med mangfoldige Tilsætninger.

Den Menneskeklasse, der især skal tales om her, bringer først ved mundtlige Ytringer Fremtidens Idealer paa Bane. Disse kan man af mer end een Grund kalde Redskaber for Historien, thi de gaa som Tidens Herolder foran og forkynde ved løst henkastede Mundsvejr de Sandheder, der skulle frem; men paa den anden Side have de med saa liden Bevidsthed opfattet deres jordiske Livs Formaal, at det Ord, som Tilfældet bringer dem paa, strømmer igennem dem som gennem viljeløse Talerør. Egentlig gives der to Arter af dem; thi dels undfange de selv de nye Sandheder, dels gøre de samme Tjeneste som et Slags vilde Katte paa Luzon. Disse filippinske Katte sluge med stor Graadighed Kaffetræets Frugt, men uden at kunne fordøje den. Den kommer da fuldkommen ubeskadiget atter frem for Dagens Lys, og saaledes forplantes Træet ved disse Dyr over den hele Ø. Paa en lignende Maade opfatter en Del af disse Tidens Forløbere enhver original og ny Ide, og udbreder den med ufortrøden Stræbsomhed, uden for Resten at have mere Del deri end Trompeten i det Vejr, der strømmer igennem den.

I det hele taget er det en uselvstændig Slægt, uden Alvor og uden Leveplan, af Naturen udrustet med herlige, letbevægelige Taleredskaber og en hurtig 118 Tankeflugt. Desuden besidder de meget af hvad man kalder Godmodighed; det vil sige, deres Lyst til at tækkes andre bevæger dem til aldrig at saare dens Egenkærlighed, med hvem de tale, hvilket de sættes i Stand til at vogte sig for ved den Smidighed, hvormed det er dem givet at indlade sig paa de heterogeneste Synsmaader af Livet. Et overvejende Hang til Magelighed og epikureisk Levemaade tillader dem ej at samle sig noget betydeligt Forraad af positive Kundskaber. Denne Omstændighed gør dem just skikkede til deres Bestemmelse, som letrustede Blinkere forud at bane Vejen for Historiens efterfølgende svære Tropper; thi ligesom megen aandelig Strabads og møjsommeligt Erhverv af Lærdom dæmper Geniets Fyrighed, saaledes fremmes Aandens Elasticitet ved Lediggang og gode Dage. At Vittighed trives bedst i et fuldkomment Otium, har jo de vittigste Mænds Levned tilstrækkeligen godtgjort; ogsaa maa Middelalderens vise Fyrster have følt det samme, da ingen af dem synes at have fundet det hensigtsmæssigt at bebyrde deres Hofnarre med kameralistiske Forretninger. Hvis da de Svende, her handles om, havde belæsset deres Aand med et tungt Apparat af Kundskaber, vilde deres Fantasi berøves den Vingekraft, de behøve for at overlade sig til det kække Sværmeri, der tit hændelsesvis fører dem til noget nyt og herligt. Men just fordi de besidde saa lidet Oplag af givne Tanker, bliver den ringe Masse tumlet med spillende Lethed og frembringer derved, ligesom de faa Glasstumper i et Kalejdoskop, utallige glimrende Sammenstillinger og genialske Lynglimt. Med deres ringe Stof til Tænkning have de dog stor

        

119 Trang til at underholde deres Medmennesker med overraskende Ytringer og gribe derfor med stor Begærlighed enhver usædvanlig Ide. Saadanne licentiøse Paradokser, blive, ved at gaa igennem deres Hænder, ingenlunde formildede, men skærpede paa den trodsigste Vis og fremsagte med den overgivneste Kaadhed. Ethvert nyt Paafund, der falder i deres Hænder, bliver paa det fuldstændigste forfulgt i dets Konsekvenser. Følgen heraf bliver, at det let opløses i sin Tomhed, hvis det intet har indeholdt uden Luft; thi den letsindige Ordfører finder naturligvis Behag i den pudserlige Rolle, han kommer til at spille, naar han parodierer sig selv ved frivillig Overdrivelse. Smerte ham kan det naturligvis ikke, at Sagen faar et andet Udfald, end han havde ventet, da han i Almindelighed ikke selv ved, om han udsiger sin Hjærtens Mening eller ikke. Den varsomme, sindige Mand kan længe med Tryghed opelske falske Meninger hos sig, da han af Forsigtighed fordølger sig selv alle deres urimelige Konsekvenser; hin sorgløse Race derimod udvikler, af Mangel paa Stof, enhver Modeforestilling i alle mulige Retninger og anvender den med Ligegyldighed og frejdigt Mod paa alle Livets Forholde. Idet slige forekommende Forløbere ved et travesterende Vrangbilled betimeligen vise deres Samtid mangt et daarligt, umodent Hjærnespind i sin Sandhed og Nøgenhed, bringes den herved til at indse, den var paa gale Spor, og hytter sig i Tide for mangen Afvej. De blive da det blinde Sekels Følehorn, som det støder paa Sten og forsigtigvis igen trækker tilbage. Da disse altid færdige Reformatorers Tal er Legio og deres øjeblikkelige Retning beror

        

120 paa det blotte Tilfælde, bringe deres Bestræbelser sjælden Frugt. Af den Aarsag have de ikke noget godt Lov paa sig, men betragtes blot som morsomme Dagdrivere. Dog undertiden slumpe de til at antyde den Vej, Tiden just er bestemt til at gaa, og da falde deres Profetier vist ikke til Jorden. Man vil maaske synes, at det lige saa lidet lader sig gøre ved Træf at komme til Sandheden som at frembringe herlige Digte ved at ryste Bogstaver mellem hinanden; men her forholder Sagen sig ganske anderledes, thi vore Forløbere fare just ikke ganske blindt omkring i Tankernes Rum. Med det, der just er Tidens Problem, maa de nærmest komme til at tumle, da det med Magt paatrænges enhver, og Gaadernes Opløsning ligger tit saa nær, at flere paa een Gang have den, saa at sige, lige for Munden, indtil een har den Dristighed at komme frem med Ordet.

Den uskaansomme Negligee, hvori Tidens Forløbere føre deres Kraftsprog frem, oprører i Førstningen det træge Døgn, der med Fortvivlelse sætter sig imod at forstyrres i sin Magelighed. Men det hører de foruroligende Paradokser saa tit, drejede paa saa mange Maader og med saa træffende Anvendelse, at det til sidst, uden selv at mærke det, forsones med Fremtidens Evangelium. I øvrigt viser det sig paa mange Maader, at det er uden Plan og Forsæt, at disse fremskyndende Hoveder hjælpe Tiden af Sted. De tænke kuns lidet ved dem selv i Stilhed; men deres Tanker fødes først paa deres Læber, og idet de nu frejdigen overlade sig til Talens Strøm, blive de til et Slags prosaiske Improvisatorer, som i deres Begejstring henrives til Resultater, de aldrig havde

        

121 drømt om. En stor Del af dem ere af en meget nervesvag Konstitution, og nervesvage Folk bringes tit til, med krampagtig løbende Mund, at tale mer og djærvere, end de just have foresat sig. Derfor er det nye, der fremmes ved dem, saa langt fra at være deres Ejendom, at de til en senere Tid selv kunne studse derover som over noget aldeles uhørt. Mangfoldige af de blodtørstige Sentenser, som ere opbevarede fra den franske Revolutions Tid, bære tydeligen Spor af, at deres Ophavsmænd umuligen kunne have ment dem i bogstavelig Forstand. Mænd, der i deres Fantasi have været saa umenneskelige, havde rimeligvis helst ladet sig nøje med den blotte Deklamation, uden at have Lyst til at se deres Bøddelsværmerier realiserede i den plumpe Virkelighed.

At hine flygtige Hoveder i Reglen ikke komme til at skrive Bøger, er af flere Grunde meget forklarligt; thi paa den ene Side maa den Adstadighed i Sindet, som udkræves til saadan stillesiddende Beskæftigelse, være stridende mod deres Natur, paa den anden Side kan ingen af de Drivefjedre, som mest sætte det skrivende Publikum i Bevægelse, virke saa kraftigt paa dem, at de skulde gøre Vold paa en medfødt Sky for Anstrængelse. Deres Lyst til Meddelelse finder tilstrækkelig Tilfredsstillelse i deres mundtlige Virksomhed, ved den Tidsfordriv at forbavse deres Næste med dumdristigt og urimeligt Fantasispil. Men af denne Lystfølelse henrives de saa langt og føres til saa mange Paradokser, at det, de turde give skriftligt fra dem, vilde kun blive til et højst fattigt Udtog af de friske Paastande. Naar en saadan frejdig Deklamator skulde til at undersøge, hvor meget af det, han rask hen udsiger, han egentlig

        

122 vilde vedstaa som sin oprigtige Mening, da vilde den liden Levning, som blev tilbage, i Sammenligning med hans Tales Kækhed forekomme ham selv at være en mat og triviel Efterklang, som det ej var Umagen værd at fastholde paa Papiret.

Videre kunde den Glorie, som omgiver Folk, der have skrevet en Del Bøger, vist nok ogsaa gøre det ønskeligt for det omtalte Slags Folk, at have skaffet sig et Navn ved Skrifter. Dette maa især være Tilfældet i et Land som vort Fædreland, hvor man af Fordom sætter saa megen Pris paa Forfatterskab, at man i sit Hjærte dybt ydmyger sig for enhver, der har ladet mange maadelige Skrifter udgaa paa Prent. Selv da, naar man selv anser hvert enkelt af hans Produkter for at være meget slet, indskyder dog Mængden deraf en uvilkaarlig Ærefrygt. Det er altsaa højst naturligt, at de omtalte Forløbere, for hvem Hylding er en stor Behagelighed, ej ugærne saa sig selv at blive viste med Pegefingre som voluminøse Forfattere. Der er heller ingen Tvivl om, at de, hver Gang de til egen Tilfredshed forsvare deres Paradokser, blive til Sinds, i et Værk af betydeligt Omfang at sætte deres Ideer i Lys, og man hører jo tit af dem dels saadanne Løfter, dels den Forsikring, at de derom have betydelige Opsatser i deres Pult. Men idet de, ved altid at have deres Fantasi fuld af Planer til udødelige Værker og at bibringe andre store Formodninger om deres forborgne Gemmers Indhold, forud ligesom optage betydeligt Forskud af egen og andres Agtelse, falder det dem siden svært, møjsommeligen at afdrage Gælden. Den Ærebegærlighed, der kunde styrke dem til Udholdenhed, har faaet en Del af sin Trang tilfredsstillet ved Skinnet

        

123 af Forfatterskab, og de bekvemme sig siden lige saa vanskeligt til Arbejdet som en Haandværker, der har modtaget sin Løn forud.

Dog, hvad der især gør det sjældent, at de fremtræde som Forfattere, er den Omstændighed, at deres Ideer kun sættes i Bevægelse ved Samtaler. Livets Opgaver paanødes dem ej saaledes ved en indre Trang, at de skulde sysselsætte sig dermed i Enrum og Studerekamre. Nej, for at deres Tanker kunne bringes til at strømme, behøves udvortes Impulser som dejligt Vejr, vel forsynede Flasker og i Særdeleshed Selskab med Personer, der kunne bringe disputable Materier paa Bane. Naar de høre paa andres ivrige Tvisten over interessante Genstande, da vaagner først ret deres indvortes Liv, de tage med Iver Del i Forhandlingerne, og Stridens Varme fører dem ofte til glimrende Geniblikke. Da deres Ideer kun paa denne dramatiske Vej kunne hjælpes frem for Dagens Lys og ganske hændelsesvis vækkes hos dem, fortsættes de naturligvis ikke lang Tid, efter at den drivende Kraft er ophørt, og allermindst avles saadan langvarig og enlig Spekulation hos dem, at Bøger derved kunne frembringes.

Saadanne aandrige Ekstemporaltalere have stort Forspring for den bogskrivende Klasse, og hvad der paa Tryk anses for at være nyt og beundringsværdigt, har gærne længe været forberedet af disse geniale Løsgængeres Munde. Allerede Cicero bemærker, at det var lettere for en Athener at blive Filosof, da det snakkelystne Publikum paa offentlige Gader gik og diskuterede alle Menneskehedens Anliggender.

Det er overhovedet besynderligt, hvor det læsende 124 Publikum er tilbøjeligt til at finde noget nyt og originalt i Bøger, uagtet det kuns har den relative Nyhed, at det hidtil har været usagt paa Tryk. Dersom det kunde tænkes, at et beundret Skrift var udkommet et Sekel tidligere, at det indeholdt noget i egentlig Forstand uhørt, som ej var forberedt ved den mundtlige Konversation, da vilde det upaatvivlelig anses for at være fuldt af Vanvid. Men selv de tøjlesløseste Forfattere have dog gærne noget mere Samvittighedsfuldhed, de gøre dog gærne den Fordring til sig selv, at deres vidnefaste Paastande til en vis Grad skulle være antagelige, medens den mundtlige Friskfyr ej behøver at tage det saa nøje med et fantastisk Tankeeksperiment, der straks kan vejres hen i Luft og Glemsel. Det ligger i Sagens Natur, at den sladrende Flok mangfoldige Tider maa have dømt Paven i Rom til de græsseligste Dødsmaader, førend man i Bøger gav sig til at ymte noget om, at hans Magt burde beskrænkes. Saaledes er Munden altid et godt Stykke forud for Pennen, og det er vist en meget urigtig Forestilling, hvis man anser Skribenter alene for at være Tidens Koryfæer. I et Skrift vil Mængden læse, hvad den længe selv har troet og sagt; naar den forefinder sligt, da kalder den det nyt og godt, og finder en trøstelig Bestyrkning i, at den nu har sort paa hvidt derfor. Naar en Ide har naaet den Modenhed, at der kan skrives Bøger derom, da er Tidens letsindige Jægerkor rykket et halvt Sekel længer ud i den ufødte Fremtid, og deres forrige Stormhatte betragtes alt som en anstændig Hovedbedækning, der omsider bliver til højst ærværdige Nathuer. Det forstaar sig selv, at saadanne balstyrige Hoveder

        

125 mest findes blandt Ungdommen, og mange træde som Mænd fredeligen i Række med den besindigere Legion, efter at de først have gjort Tjeneste som Historiens Postbud. Dog gives der ogsaa Oldinge, især ugifte gamle Mænd, som vedblive at sværme mellem Tidens Forløbere og eftergøre alle Døgnets nyeste Vendinger; men i Almindelighed spille de blot en latterlig Rolle, og der kommer lidet eller intet ud af et saadant paataget Raseri, hvorved de, med en naturstridig Affekation, ville forlænge deres udløbne Ungdomsaar.

Dersom noget af det foregaaende har haft Skin af at ville stille det omtalte Tidens Fortrav i et latterligt Lys, da kommer det kuns af, at et Billede, hvori blot de mest fremtrædende Træk af et Fysiognomi udhæves, altid ser ud som en Karikatur. Men naar man for det første betænker, at disse Lineamenter kun svagt menes at være til Syne hos de fleste, for det andet, at ethvert Individ af dette Slags i Almindelighed kuns har en Del deraf, da vil rimeligvis næsten enhver tilstaa, at han til visse Tider har sporet noget analogt hos sig selv. Der gives vel ingen i den Grad koldblodig, at han aldrig ved at tale med Varme for en og anden Paastand er bleven henreven over Oprigtighedens og Maadeholdets Linie. Han behøver jo da blot at tænke sig andre mere irritable, som have mer Afsky for den gyldne Middelvej, for hvem det er en Trang, altid at sætte sig selv i Patos og overlade sig til entusiastisk Overdrivelse, da nødes han til at erkende disse, uagtet Gradsforskellen, for Blod af sit Blod og Kød af sit Kød.

Paa disse Forløbere følge de dygtige Mænd, der kun forfægte deres sande, velbetænkte Overbevisning. 126 Disse gribes ej af noget ufuldbaaret, halvforstaaet Hjærnespind. Kun sent antage de noget nyt; det maa først være dem ret haandgribeligt og indlysende; men da sætte de deres Liv paa at forfægte det og bringe det virkelig til Sejr, thi da deres Forestilling og Handling ere eet, kan intet modstaa deres paa Oprigtighed byggede Kraft og Fasthed. Disse forfatte dels de Skrifter, hvorved deres Samtid kommer til Klarhed over den nye, fuldendtere Form for sin Erkendelse, dels omdanne de med Dristighed de ydre selskabelige Former, saaledes som det nye System udkræver det. Men kun da kunne de træde frem, naar hine gøglende Lys have blinket foran dem og betegnet dem den Vej, de skulle gaa. Saaledes er et Menneskesamfunds Erkendelse lige saa vel alles som ingens Værk; thi den arbejder sig selv mægtigen frem ved bevidste saa vel som ubevidste Redskaber. Saaledes er Tvisten om mit og dit i Aandernes Rige indskrænket Blindhed; thi kun ved det heles Lysning ser ethvert enkelt Individ, og igennem de mange, efter Skinnet uforenelige Individer glimter eet og samme fælles Liv.

        

127

LITTERÆR ANMELDELSE FRA 1824

Ingen Gren af Litteraturen overlever i enhver Periode hurtigere sin Guldalder end den lyriske Poesi. Naar enkelte Genier have truffet de Toner, i hvilke deres Samtid finder Udtryk for sine Følelser og Lidenskaber, gennemløbes i Hast den Kres af Livsforhold, der er det menneskelige Hjærte nærmest. En kort Tid hører man Naturens ukunstlede Stemme, der endnu for Læseren har Nyhedens Interesse. Men, naar Livets friske Blomster i Kunstens Have først ere brudte, levnes der de følgende Digtere kun et utaknemmeligt Efterslæt. Disse søge da enten ved bisarre Manerer at tiltvinge sig en kort Opmærksomhed, eller gentage ved et uendeligt, til sidst rent hendøende Ekko de originale Røster. Den sidste Fremgangsmaade foretrækkes ubevidst af den poetiske Almuestand, som ikke forstaar at skelne mellem aaben Modtagelighed for den digteriske Paavirken og den stærke Skaberevne, der øser af sig selv. Vor Litteratur er i de senere Aar bleven saare rig paa dette farveløse Stentrykkerarbejde, som ved utallige Aftryk mangfoldiggør de snart optalte Mesterværker. Det er kommet saa 128 vidt, at de begyndende Digtere alt besidde en Række af stereotypiske Æmner, blandt hvilke de tro at burde vælge deres Svendestykker. Dertil hører f. Eks. en Havmand eller Havfrue, en Underblomst (Kærlighed, Venskab, Troskab), en Pige i flagrende Slør (Haab, Erindring, Poesi, Religion) etc. En Kender skelner let mellem de levende Vækster, der staa i deres Fædrenejord, og et i fremmede Haver og Marker samlet herbarium. Men den mindre kunstforstandige Læseverden kommer i stor Forlegenhed med sine poetiske Domme, da den primitive og derivative Kunst for en løselig Betragtning har saa skuffende Lighed med hinanden. Læseren indser da ikke, hvorfor det ene Hoved i Legionen mere fortjener at bekranses end det andet. Saa meget har han lært fra Barndommen af, at sande Genier ere sjældne Fugle. Følgelig maa han holde noget til Raade med sin Beundring. Af Tvivlraadighed og Mismod istemmer han da Veklage over det umaadelige Antal Poeter, og den uskyldige Kunst selv synker meget i den offentlige Agtelse.

Til den store Kres af Digterarbejder, hvis Væsen lægger for Dagen, at de mere have deres Oprindelse fra Bøger end fra et stærkt bevæget Liv, hører ogsaa den ovennævnte Samling. Paa en Tid, da de ufrivillige Ytringer af det menneskelige Hjærte fast alle ere bragte under Selvbetragtningens Mikroskop, maa den besidde en særdeles rig Subjektivitet, der med nye Farver skal kunne skildre . Ungdomslivets almindelige Situationer. Derfor er gærne nu om Stunder ethvert poetisk Udbrud gaaet igennem adskillige Hænder siden den Tid, det først østes af Naturens Kilde. Den tager ogsaa meget 129 fejl, som hos vor Poet venter en Lyrik af usædvanlig Karakter. En poetisk Diktion har for Øjeblikket uddannet sig med saadan Fasthed, at dens Midler let maatte kunne registreres i en poetisk Ordbog. Naar en opmærksom Læser af Dagens Poesi hører Æmnet til et Digt, kan han uden Vanskelighed beregne, hvilke Fraser der udgør dets Hovedprydelser. Dette offentlige Forraad af poetiske Vendinger, som enhver med nogenlunde opvakt Hoved let maa kunne tilegne sig, har ogsaa afgivet nærværende Ungdomsarbejdes væsentligste Bestanddele. Men den givne Tradition er langt fra at være behandlet med den Orden og Klarhed, hvormed saa mangfoldige nu til Dags forstaa at tumle deslige Former.

Hovedtemaet i Hr. Sehmidts Poesier er den tit besjungne Længsel efter noget bedre, hvilken højst upassende er bleven helleniseret ved Titlen Himeros. Den skrante Stemning, som her forskønnes ved dette Navn, er en hensigtsløs Stræben ud i det tomme, der altid skriver sig fra Savnet af tilfredsstillende Virksomhed. Denne gængse Sjælesyge, der, som en Følge af sit indholdsløse Væsen, forgæves stræber efter Form, gaar hos Hr. Schmidt igen med sit sædvanlige Maskineri: »hede Barm«, »længselsspændte, varme Bryst«, »Længselsengel«, »syge Barm«, »Anen om det høje«, »uforklarlig Taare«, »Anelsens den hede Taare«, »søde Taarer«, »selvsom (saaledes oftere) Vemodslyst« etc. I sin mest frastødende Skikkelse fremtræder denne Sygdom i »Blomsterkenderen« hvor den, paa en allerede langtfra original Vis, skildres ved en bekendt Kvindesyges Krampesymptomer:

130

Lillien han monne ilsomt gribe,
Holder længe den - den stift beser,
Derpaa langsomt mon den sønderrive,
Mens han skønt med Taarer skoggerler!

Den slappe Sentimentalitet, som udtales i slige ørkesløse Drømme, betragtes af mange Ynglinge som et Fortrin, en højere Aandsretning, over hvis Besiddelse man kan gotte sig; da den dog i Grunden kuns er et irreligiøst Egensind, der finder sin Næring i afmægtige Digtes Læsning, og alene helbredes ved Arbejdsomhed og mandig Resignation. Som det gærne gaar, forbindes ogsaa her med den sygelige Følsomhed en over alle Grænser skridende Stræben efter Naivetet. Til Eksempel herpaa tjene Linjer som: »Se mig danskt i Øjet, Broder«! (»Danskhed«); »Den Herre han støtter sit Hoved paa Hand; thi noget maa holde mod Sorgen Stand«; »Underligt er mig dit Væsen, du lille kunstige Tingest« (»Til mit Ur«). - - En Følge af denne Higen efter det barnlige er ogsaa den hyppige Brug af Deminutiver. I flere Tidsaldres Litteratur vil man kunne gøre den Iagttagelse, at disse kælne nomina mest have grasseret efter Smagens Forfald. De spæde Følelser finde da ethvert Billede for materielt. Selv de mest æteriske Væsner maa reduceres efter en formindsket Maalestok. Saaledes fremkomme de ømme Udtryk: Blomsterlil, Pigelil, samt - med Formindskelse baade for og bag - Smaafugl, Fuglelil o. s. v.

Ingemanns Poesier synes, som af de allerede gjorte Bemærkninger let er forklarligt, i Særdeleshed at have tjent Himeros's Forfatter til Mønster. - - Det er besynderligt, at flere uheldige Forgængeres Eksempel ej har overbevist Forfatteren om, at Fantasier 131 som Ingemanns, der især have deres Betydning som Udstrømninger fra en elskværdig Personlighed, slet ej ere skikkede til at kopieres. Overhovedet er saa vel Stoffet som Behandlingen i denne Samling ikkun et svagt Genskin af bekendte Forbilleder. Her findes naturligvis en Havfrue, der lokker en Yngling ned i sit Dyb (»Fristelsen«), men langt fra nogen ny Fantasi over disse Vandets mytiske Beboere. Hun fremstilles blot, som sædvanligt, dansende og syngende i Maaneskin. Ogsaa det omvendte Billede gives i »Havmanden« med tit omtalt Belysning af samme Planet. Begge Skildringer staa uendelig langt under de mangfoldige Forbilleder af Goethe, Oehlenschlæger, Schack Staffeldt, Ingemann o. s. v. - - Den samme Trivialitet hersker ogsaa i de Forsøg, Forfatteren har gjort paa at tilegne sig Kæmpevisernes Tone. De bestaa, som de fleste moderne Kopier af slige Digte, blot i en Udskrivning af de mest iøjnefaldende Fraser, som: »at sidde ved breden Bord«; »fæste saa væn en Maard«; »aksle sit Skind« o. s. v., samt en rigelig Brug af Ordene: mod, kvær, drud, prud, Gammen, Lilievand, Ros, grønne Lide o. s. v.

Himeros er, som gærne hvert Bind, der bringes for Lyset af Nutidens unge Digtere, rigelig udstyret med Romancer og Ballader. Efter deres Bregreber om denne Digtart falder det ogsaa let at forfærdige slige Smaaarbejder i Dusinvis. Uden stor Vanskelighed lod en Formularbog sig affatte, med Anvisning for unge Mennesker til at skrive og ekscerpere Romancer paa egen Haand. Balladernes Slutninger have allerede faaet en temmelig fast Form. De ende som oftest med et hovedkuls Dødsfald, blegt Maaneskin,

        

132 Midnatsklokkeslag, Ugleskrig, Hundetuden og en bleg Vandringsmand. I nærværende Samling findes flere Ballader, hvis Udgange paa et Haar ligne Weyses bekendte Skildring af Signelils bedrøvelige Endeligt, saasom - - »Adolf og Clara«:

Og - Favn i Favn og Barm mod Barm - de døde,
Vildt boltred Voven sig paa deres Lig -
Fra Klostrets Taarn tolv dumpe Slag der løde,
Fælt hyled gennem Stormen Uglens Skrig.

133

RECENSION AF »EKSTREMERNE«

Idet jeg staar i Begreb med paa nogle Blade her at omtale denne nyeste Gave, som Publikum har modtaget fra den ubekendte, men ikke desto mindre berømte Forfatters Haand, forudskikker jeg en Indledning, om hvilken jeg selv tilstaar, at den lige saa godt kunde staa foran enhver anden æstetisk Recension eller Anmeldelse som foran den nærværende. Jeg gør nemlig et Par aforistiske Bemærkninger om de forskellige Maader, hvorpaa man har grebet den Sag an at anmelde Digterarbejder for Læseverdenen. - Den mest videnskabelige Fremgangsmaade var unægtelig i dette Tilfælde den at angive Novellens Hovedarter, at anvise den nærværende Fortælling sin Plads i et saadant System af Noveller og derved bane Vejen til en fuldstændig æstetisk Karakteristik deraf. Denne grundige Fremgangsmaade, som endnu ingen har brugt, uagtet flere Recensenter have anstillet højst interessante og lærerige Refleksioner over Forfatterens tidligere Arbejder, vil jeg lige saa lidet som hine give mig af med at forsøge. Foruden denne stræng videnskabelige Vej gives der forskellige Arter af Konversation, som 134 man har set de fleste æstetiske Kunstdommere betjene sig af. Saaledes er en Metode nu om Stunder meget yndet, som man passende kan give Navn af den persiflerende eller nyfranske Recension; thi den bruges mest i de parisiske Journalers Teaterartikler. Deri bruges et Digterværk som Motiv for en Strøm af Vittigheder, som ere meget underholdende for sig betragtede, uden Hensyn til det Arbejde, der ligger til Grund for dem, paa hvilket de tit, naar man ret betragter Sagen, have liden eller ingen Anvendelighed; tværtimod nydes de allerbedst, naar den omhandlede Genstand tabes aldeles af Sigte. Den med Vittigheder svangre Recensent tilfredsstiller nemlig ved et ubekvemt Middel sin egen tilfældige Trang, omtrent ligesom Gøgen, der i Rødkælkens Rede finder Plads for sit Æg; men Digteren, ved hvis Arbejde han anbringer sine forudbestemte Bemærkninger og længe gemte Vittigheder, underkastes i Almindelighed en højst uretfærdig Medfart. - Selv om jeg havde Talent til at bruge denne nyfranske Maner, vilde jeg dog afholde mig derfra, da jeg anser den for aldeles uhensigtsmæssig: den strider nemlig aldeles mod en Anmeldelses Bestemmelse, da det ved denne Fremgangsmaade fornemmelig er Anmelderen selv, der bliver anmeldt, idet han paa en forfængelig Maade stiller sig selv i Lyset for Digteren. - Vi nægte hermed ingenlunde, at der gives meget vittige Recensioner, hvori det mest lunefulde Foredrag aldeles er bragt i Harmoni med Arbejdernes Hovedformaal; men disse ere væsentlig forskellige fra hint Slags, der frembringes i det unge Frankrigs og det unge Tysklands forfængelige og smaglose Skoler. Hvor højst forskellig er

        

135 ikke den heri herskende kokette Vittighed fra den sande, urbane, maadeholdne, der findes hos Lichtenberg eller, for at vise hen til et nærmere Mønster, i flere populære Afhandlinger af J. L. Heiberg! Hos disse Forfattere gennemtrænger Vittigheden ofte, som en lige fordelt Varme, det hele Foredrag, saa at den vanskeligt kan paapeges hist eller her, og paa de Punkter, hvor den træder mere selvstændig frem, vinder Tanken dog altid Anskuelighed og Klarhed ved de stærkere Lynglimt. Den falske Vittighed derimod, som vi her ivre mod, træder ikke saaledes i Indholdets Tjeneste, men afdrager aldeles Opmærksomheden fra Genstanden, der blot bruges som et nødvendigt Underlag for Indfaldenes frivole Gøglespil. Agtelse for Sandhed, ja selv Konsekvensen i Domme over Personer og Genstande, opofres aldeles for det hensigtsløse Spil, der er sig selv mer end nok. Den nyfranske Vittighed og den, der opelskes i H. Heines Skole, som er nær beslægtet dermed, men glimrer med mere romantiske Farver, har næsten bestandig en atomistisk Karakter, og Tankernes Traad skjules næsten aldeles af Vittighedernes uægte Perler.

Ved den hyppige Brug af den Maner, at lade Vittigheden træde frem i selvstændige Partier af et Foredrag, er den Fordom bleven temmelig almindelig at det er Vittighedens Natur og Væsen at fremtræde saaledes. Der gives mange, som holde for, at Vittighed kuns viser sig som Talent til at frembringe saadanne for sig bestaaende Indfald, saa at Ordet ikke blot i daglig Tale, men endog i Skrift, for en Del har tabt sin oprindelige Betydning i Sproget. Mange have slet intet Begreb om den finere Vittighed,

        

136 som gennemtrænger et opvakt Foredrag saaledes, at den er allestedsnærværende deri. Denne Fordom er blevet fremmet derved, at man i Psykologier og Æstetikker for at oplyse Vittighedens Begreb har betjent sig af hint Slags haandgribelige Indfald som de mest iøjnefaldende Eksempler.

At det didaktiske Foredrag nu om Stunder saa tit bliver smagløst ved den overdrevne Higen efter Vittighed, der saa klart lægges for Dagen deri, har for en stor Del sin Grund i den gængse Forveksling af sand Genialitet og den Færdighed at sige eller skrive vittige Indfald. Den Tid er nu forbi, da man antog, at der udkrævedes usædvanlige Naturgaver for at kunne fremstille sine Tanker og Følelser i velklingende Vers og poetiske Billeder. Man er kommen efter, at det er muligt, ved blot Kunst og Opmærksomhed paa Poesiens mangfoldige Tilsyneladelser, paa den mest skuffende Maade at eftergøre de Former, der oprindelig skabtes af Naturdigtere; men endnu staar man i den Vildfarelse, at Vittighed er et umiskendeligt Pant paa Genialitet. Uagtet gentagne Forsikringer af Mænd, der have drevet det vidt i den Færdighed at sige Vittigheder, er det endnu kun lidet erkendt, at denne Kunst for en stor Del kan erhverves ved Flid og Øvelse. Allerede ved at læse og høre mangfoldige Vittigheder, og ved at overlade sig med ganske Sind til Nydelsen af dem eller Betragtningen af deres Natur, bliver enhver, der har nogen Aandskultur, sat i Stand til at gøre nye Vittigheder i samme Smag. Enhver, der til fulde forstaar det Spil, der ligger i en klassisk Vittighed, har deri en fast Typus, efter hvilken han kan forfærdige mange Vittigheder, der

        

137 have Analogi med Forbilledet, uden just at være Gentagelser deraf. Saaledes har man ikke sjældent set, at selv indskrænkede Hoveder, ved jævnlig Omgang med aandrige Mænd, til en vis Grad have lært dem Kunsten af og vidst mekanisk at eftergøre deres Udtryksmaade. - Man miskender ingenlunde Poesiens og den originale Vittigheds Udspring, fordi man paastaar, at dens Former kunne tilegnes, uden at dertil behøves fortrinlige Naturanlæg: tværtimod viser det jo Kraften af den Ild, der fra første Færd har været hentet fra Himlen, at den kan saa længe gaa fra Haand til Haand, uden rent at miste sin oprindelige Natur.

Naar nu den større Læseverden med det første kommer til Erkendelse af den Sandhed, at Vittigheder, lige saa vel som Poesier, lade sig forfærdige paa en fuldkommen mekanisk Maade, vil man naturligvis blive lige saa ked og led af hine Vittigheder, der ere gentagne Aftryk af visse staaende Grundformer i forskelligt Stof, som man overalt i Europa tilstaar, man er ked af de formelle Digterarbejder. De samme Læsere, der for Tiden overspringe Vers i Tidsskrifter og Døgnblade, ville med Uvilje lægge Papiret fra sig, naar de mærke Spor til det ubeskedne, paatrængende Spil med Indfald i Prosa. Ligesom man undertiden ser Udgiveren af en Morskabsbog i sin Subskriptionsplan at forsikre Publikum, at det skal slippe med et lidet Antal Digte, saaledes vil man sandsynligvis komme til at love samme Maadehold i Brug af Vittigheder. Publikum vil nemlig her gøre den Fordring gældende, at Prosaisten, uden at trætte det med alt for mange Spilopper og Omsvøb, skal holde sig til

        

138 Sagen selv og sige ligefrem, hvad han har at sige. Da vil de nyfranske Recensioners Bladguldalder ogsaa være forbi. Dermed vil heller ikke være meget tabt for Æstetikken; thi naar den glimrende Indklædning afdrages, bliver i dem ikke stort tilbage uden den idelig gentagne Fordring, at Poesien skal træde mer i Politikens Tjeneste, end den hidtil har gjort, en Tanke, som i den Betydning, hvori den hidtil er tagen, maa betragtes som en stor Vildfarelse.

De to hidtil omtalte Slags Recensioner, de systematiske og de nyfranske, have kun sjælden været forsøgte her til Lands; man har dog for det meste gaaet en tredje Vej, der ligesom den koket-vittige bevæger sig i Konversationens Region. Denne tredje Klasse indbefatter næsten alle gode danske og tyske Recensioner, og træder følgelig frem under saa mange forskellige Skikkelser, at det vanskelig kunde falde mig ind at betragte denne store Slægt for sig, ved Siden af de to andre smaa Familier, hvis det var disse Blades Formaal enten at give Recensionens tilfældige eller dens filosofisk nødvendige Historie. Da vilde det falde noget besynderligt at opstille tre Klasser af Recensioner, af hvilke den første næsten mangler Eksempler, den anden kuns efter Navnet hører til Recensionernes Tal, og den tredje næsten indbefatter alle i Litteraturen forekommende Recensioner. Det er ikke nogen videnskabelig Inddeling, her gives, men kun en temporær Sammenstilling, som sker for at gøre nogle flygtige Bemærkninger over den æstetiske Recensions nærværende Karakter, at blotte nogle svage Sider ved den og fremskynde Besvarelsen af et og andet

        

139 Problem. Saaledes opkaste vi straks det Spørgsmaal, om Recensionen er en fri Kunst i den særegne Betydning, at Mesteren kan behandle sin Forretning, som han lyster, uden at enten hans Virksomheds eller hans Objekters Natur foreskriver ham nogen bestemt Fremgangsmaade. Følgen deraf var, at tredive grundige Recensenter af eet og samme Digterværk kunde komme til at skrive tredive æstetiske Afhandlinger derom af aldeles forskelligt Indhold, uden at den enes Arbejde mindre svarede til sin Bestemmelse end den andens. Denne Lovløshed har ikke blot i Praksis, men selv i Teorien haft sine Forfægtere: saaledes har F. Schlegel et Sted gjort den Paastand, at en god Recension over Digte ifølge Sagens Natur var et nyt Digt. Om Rækken skulde betragtes som sluttet med et saadant Digt i anden Potens, der i saa Fald blev til en særegen Digteart, der ikke kunde blive Genstand for nogen Recension, eller om Rækken lod sig fortsætte i det ubestemte, har han ladet uafgjort. I sidste Tilfælde kunde Poesien aldeles opgive sin Sammenhæng med det øvrige Liv; den vilde komme til en saadan Uafhængighed og Selvstændighed, at den idelig kunde reproducere sig selv blot af sig selv og ligesom Slangen, der er Evighedens Symbol, opholde Ldvet ved at fortære sin egen Hale. En Tilnærmelse til dette Ekstrem fremstiller den tyske Poesi i de mange Romaner, Noveller og lyriske Digte, der næsten alene dreje sig om Kunsten og Kunstnernes Værker og Bestræbelser. Holder man sig til denne Yderlighed, mister den æstetiske Recension sin videnskabelige Karakter, Poesien opsluger Æstetikken. Efter en anden Teori, som heller ikke savner

        

140 Forsvarere, skulde de æstetiske Recensioner ikke have mindste Spor af Tilfældighed i sig, men halvfjerdsindstyve fuldkomne Recensioner af samme Digterværk vilde stemme lige saa fuldstændig overens med hinanden som de halvfjerdsindstyve Fortolkeres berømte Oversættelse. Recensionen er efter denne Synsmaade aldeles bestemt ved sit Begreb og ved Kunstværket, saa at Kunstneren blot har at udføre den paa den ene nødvendige Maade, paa hvilken den efter den strænge Metode kan udføres. Det gør for Læseren ikke noget til Sagen, hvo der skriver Recensionen, naar det kun er en Mand, der forstaar sit Fag: den lyder hos den ene Recensent netop som hos den anden. Naar Filosofiens System er aldeles færdigt, hvori der ikke mangler meget, da staar egentlig enhver Recension et eller andet Sted deri: Kunstdommeren har kun at opsøge det respektive Sted i Systemet og deraf at føre Recensionen ind i det Blad eller Tidsskrift, hvor den begæres. Med andre Ord: ethvert Digt udtaler en eller anden Erkendelse i en ufuldkommen Form, og den Recensent, som oversætter det rettelig i sit adækvate videnskabelige Udtryk, gør Digtet selv aldeles undværligt, idet han giver noget bedre i Stedet for det. I Følge heraf bliver Recensentens Kunst en Færdighed i at læse Digternes ufuldkomne Cifre og at transponere dem i Videnskabsmændenes fælles almengyldige Foredrag. Denne Teori er bestemtest udtalt af den tyske Professor Hinrichs, der selv til en Prøve har givet to videnskabelige Parafraser, en af Goethes Faust og en af Sophokles's Antigone. Den sidste stod alt i Forvejen i Hegels Phaenomenologie des Geistes, vel i

        

141 større Korthed, men for Resten ordlydende dermed. Efter denne anden Yderlighed opsluger Videnskaben aldeles Kunsten, men Recensionen taber ganske sit Præg af Tilfældighed.

Af det sidst fremsatte ses vel klart, hvad jeg mener ved det Spørgsmaal, paa hvis bestemte Besvarelse jeg driver, om Recensentens Virksomhed bør være ganske fri eller bunden til en ufravigelig Metode. Naturligvis maa det rette Svar holde sig mellem de to her opstillede Yderligheder. At Knuden ogsaa kunde løses eller overhugges derved, at egentlige æstetiske Recensioner som en Overflødighedsartikel forsvandt af Litteraturen og overlod deres ledige Plads dels til almindelige æstetiske Abhandlinger i strængere Betydning, dels til Anmeldelser i Ordets allerbeskedneste Betydning, tages ej her i Betragtning, da saa meget er vist, at de for Tiden anses for en Fornødenhed i alle kultiverede Stater og endnu læses med Begærlighed ved Siden af de politiske Artikler. Her meddeler jeg, som sagt, et ringe Bidrag til Problemets Løsning ved at gøre opmærksom paa den meget utvungne Fremgangsmaade, der bruges i den tredje Klasse af Kunstdomme, som jeg vil kalde den elementariske Recension. - Det er for Resten saa langt fra, at jeg ubetinget vil nedsætte den Fremgangsmaade, som i denne er brugelig, at jeg tværtimod selv agter i det følgende at betræde denne samme brede Landevej; men jeg vil først kortelig karakterisere Metoden.

Recensenten stræber at gøre sig selv rede for, hvorfor en Digtning behager eller mishager ham; og de Fordringer, som han selv medbringer, eller som i 142 det mindste under Læsningen vækkes hos ham, blive da de Lovbud, hvorpaa han støtter sine Kendelser. At slige Fordringer virkelig kunne udvikle sig hos den, der med poetisk Modtagelighed følger en Digters Fantasier og henrives til en afledet, eftergørende Produktivitet, idet han med større eller mindre Tilfredshed følger Digterens Fjed, antages her for en afgjort Sag; og det er kun ved Refleksion over disse Fordringer, at den Mangfoldighed af æstetiske Erfaringer erhverves, som er den nødvendige Forudsætning for en videnskabelig Indsigt i Kunstens Natur. Denne Fremgangsmaade er for det første rent empirisk og skal kun bane Vejen for et med filosofisk Frihed konstrueret æstetisk System, hvorved hine isolerede Fordringer komme til at ses i deres rette Betydning. Men hine Erfaringer maa under en naturldg Udvikling besiddes først og ere de højere Sansninger, hvortil det æstetiske System refererer sig, naar det skal være mer end tom Formalisme. Men selv i det Tilfælde Recensenten har sit æstetiske System færdigt, hvorpaa han under alle sine Domme beraaber sig, som paa en uafvigelig Kodeks, kunne hans Recensioner dog have den Beskaffenhed, at vi ville henregne dem til det elementariske Slags. Han har i sin Kodeks en Mangfoldighed af æstetiske Sætninger, blandt hvilke han har frit Valg, naar han motiverer sin Dom over en Digtning. Er der nogen Orden i hans Æstetik, maa der vel først findes et Afsnit deri om Kunstens almindelige Natur og Væsen, hvoraf der allerede kan hentes en hel Del Fordringer til Dommens Genstand; der maa vel ogsaa findes Bestemmelser for Poesien i Almindelighed, og endelig for de forskellige Arter og

        

143 Underarter af Poesi. Saaledes har han en vid Mark af Bestemmelser for sig, der i ethvert givet Tilfælde kunne ligge til Grund for Ros eller Dadel. Den førstnævnte Klasse Recensenter, de systematiske, holde sig til de Fordringer, der kunne gøres til den Digteart, under hvilken deres Genstand nærmest herihører, og de bevæge sig saaledes indenfor en snævrere Kres af Betragtninger. Men ikke blot disse specielle Bestemmelser gælde for Digtning; alle de foregaaende, almindeligere kunne lige saa vel anvendes derpaa. En Novel er ikke blot en Novel, den er ogsaa en episk Digtning, den kan betragtes blot som en Digtning, eller efter et endnu almindeligere Synspunkt blot som et Kunstværk. Denne Sandhed holder den elementariske Recensent sig til, og derpaa støtter han sin Ret til at gøre vilkaarlige Greb snart hist, snart her i det æstetiske System. Det samme gælder naturligvis om de Kunstdommere, der slet ikke have noget æstetisk System, hverken i Boghandelen eller i deres Pult eller i deres Hoveder. De Sætninger, der ligge til Grund for deres æstetiske Domme, for saa vidt de have Gyldighed, maa nemlig kunne tænkes som integrerende Dele af et muligt System.

Denne elementariske Fremgangsmaade bruges, som sagt, næsten af alle æstetiske Recensenter. At de førstnævnte lyriske Kunstdommere høre hertil, er aabenbart, da deres Begejstrings Udbrud, for saa vidt den ikke rent opløser sig i taagede Følelser, maa kunne føres tilbage til videnskabelige Sætninger af Æstetikken som dens egentlige Mening og Indhold. Ogsaa de omtalte hegelianske Recensioner høre til samme Slags: en Digtning betragtes i dem aldeles

        

144 vilkaarlig fra en bestemt Side, der tages nemlig Hensyn til den almindelige Sandhed, som nærmest kan udledes deraf. Hinrichs opløser f. Eks. Tragedien Antigone saaledes, at han deri kun finder en Fremstilling af den nødvendige Kollision mellem Individets Pligter mod Familien og mod Staten. Han tager slet intet Hensyn til, at Genstanden er et dramatisk Digt: den selv samme Analyse kunde have været anvendt paa en episk Behandling af det samme Stof. Dog, hvorfor skulle vi hente Eksempler saa langt fra? Af Forfatterens Noveller have vi flere Recensioner efter den samme elementariske Metode. Saaledes forudskikke i den smukke Afhandling om dem, der findes i Oehlenschlægers Prometheus, et Par Almensætninger, hvori der udtales Fordringer, som ikke blot maa gøres til ethvert Digt, men overhovedet til ethvert Kunstværk, f. Eks. at det maa have poetisk Idealitet. Hvad jeg forstaar ved den Metode i Recensioner, som jeg har kaldt den elementariske, tror jeg, ved disse Bemærkninger er blevet klart nok, og maaske det biver mer end klart nok, naar jeg til Slutning giver den korte Forklaring derover, at den bestaar deri, at Recensenten af subjektive Grunde betragter en Digtnings Forhold til visse bestemte æstetiske Fordringer uden at befatte sig med andre Hensyn, der efter Sagens Natur lige saa godt kunde have været valgte.

Jeg gentager, at jeg ingenlunde vil bryde Staven over denne Fremgangsmaade, der bruges i saa mange lærerige Afhandlinger, som i deres Art ere Mesterstykker. Lige saa lidet vil jeg indlade mig i Strid med den, der maaske vil paastaa, at denne Metode just er den eneste rette, fordi den sætter Kritikeren

        

145 i Stand til at gøre de Bemærkninger, som Tidsaanden mest giver Anledning til, eller som han selv føler størst Kald til at udtale. Men er denne Metode rigtig, da er det ogsaa bifaldsvær digt - hvad man dog hører en eller anden holde sig op over - at en æstetisk Recension aabnes med et eller andet Fragment af en virkelig eller mulig Æstetik, saa at man i en Række slige Kritikker finde en hel Del adsplittede Lemmer af et ubekendt æstetisk Korpus.

Hermed er Indledningen ude. Jeg gaar nu over til Betragtningen af den ovennævnte Novel og betjener mig med desto bedre Samvittighed af den elementariske Fremgangsmaade, da jeg selv har indrømmet Tilfældigheden af dens Retning. - Hvad der tilforn i Maanedskriftet har været sagt om disse Novellers Karakter, agter jeg ej med Vidende og Vilje her at gentage.

Det første Fortrin, Anmelderen finder ved den ovennævnte Novel, der ligesom den samme Forfatters tidligere Fortællinger i det hele taget staar langt over det meste, vor Litteratur ejer i samme Digteart, er den sande poetiske Aandsfrihed, som hersker deri, der er lige saa langt fjærnet fra egoistisk Mangel paa Medfølelse som fra den ufrie Sindsbevægelse, der kommer af, at en Digters prosaiske Interesser have for stor Indflydelse paa hans poetiske Fantasier. Vende vi først Opmærksomheden hen paa den ene af disse to modsatte Retninger, der kunne have ensidig Overvægt i et Digterliv, da burde det nu, efter de mange hidhørende Kendsgærninger, Menneskeslægten har oplevet, være en afgjort Sag, at Kunsten i Almindelighed og især Poesien kan løsrive sig saaledes fra det virkelige Livs Interesser, 146 at derved et væsentligt Moment forsvinder af dens Produkter. Poesien er en Blomst af det selskabelige Liv, og hvad et Folk og dets Individer have oplevet, afgiver i en vis Betydning Stoffet for dets højere Liv i Digtekunsten. Men, naar en rig poetisk Litteratur har udviklet sig, faar Kunsten efterhaanden mer og mer Selvstændighed, idet Hovedkilden til nye Digtninger stedse mer og mer bliver den alt eksisterende poetiske Litteratur, og den oprindelige Poesi, der med Friskhed og Originalitet gik frem af det virkelige Liv, bliver et bestandig sjældnere Fænomen. Det kan da komme dertil, at Poesien taber sin Sammenhæng med det øvrige Liv; men er denne Sammenhæng aldeles afskaaren, skal Poesien blot ernæres af Poesi, da hører den ogsaa op at være virkelig Poesi. Naar der hos et uforholdsmæssigt Antal af et Folks Individer opstaar et Hang til at føre et poetisk Tilskuerliv, da maa en poetisk Periode snart være forbi, og Malmet hentes da sikkert ikke længer fra en Afgrund, der kun er tilgængelig for Geniet. Naar det hele aandelige Liv, naar Religiøsiteten og Borgerlivet er nærved at forvandle sig til lutter poetisk Efterligning, da er Poesiens Grundlag udhulet, og der bliver intet Stof tilbage, som afgiver en værdig Genstand for Kunstnerens æteriske Reproduktion. Et saadant Punkt har man unægtelig været temmelig nær i Tyskland, hvor man for kort Tid siden ofte betragtede Kunstpoesien som den eneste Aabenbaringsform for det guddommelige Liv i Menneskeslægten, og følgelig blot beholdt Prædikatet poetisk tilbage for alt, hvad der er højt og herligt i Livet. Denne Synsmaade fandt ogsaa, som enhver tysk Forvirring, en liden 147 Efterklang i Danmark, hvor det dog allerede kom saa vidt, at en Recensent i Maanedsskriftet Athene ikke ansaa det for overflødigt at gøre den Bemærkning, at Kunsten ikke var det absolute og evige selv, men kun en af dets Aabenbaringsformer.

Beundring for den poetiske Aandsfrihed, der udmærker Goethes Digte, hans Færdighed i at holde sin prosaiske Delagtighed i Menneskelivet skjult under sin poetiske Skabelse, bragte en æstetisk Skole til med Ensidighed at udhæve dette Moment i Poesien som Hovedsagen deri. Man gjorde det omsider til en Fordring til en Digter og, i Følge den ovenomtalte Forvirring, til et fuldkommen udviklet Menneske, at han skulde være hævet over Livets praktiske Formaal, der forkastedes under Navn af Interessen for det endelige. Da det nu falder den dødelige rent umuligt at opgive al Tragten efter eget Velbefindende, blev det formentlig højeste Dannelsestrin, der anbefaledes under Navn af Ironi, i Særdeleshed sat i en Ligegyldighed for andre Menneskers Livsvilkaar, og følgelig en konsekvent Egenkærlighed. Det er saaledes en følgerigtig Udvikling af denne Livsfilosofi, naar F. Schlegel i sin Lucinde, en Bog, der ofte har været citeret som Ironiens Evangelium, lader sin Hovedperson, efter at hans Læreaar ere tilendebragte, udtale den Sentens, at den har ingen Gud, som ikke selv er sin egen Gud. Dersom Kunstneren har bragt det til en saa fuldkommen Ironi, at alt uden for ham selv og hans Kunst, eller hans Kunst og ham selv, er ham fuldkommen ligegyldigt, da er det vist ogsaa forbi med hans Kunst; den sande Digter maa først og fremmest være et sandt Menneske. En abstrakt Kunstner,

        

148 der uden for sin Kunst ikke har nogen alvorlig Vilje, ingen alvorlig Overbevisning, er ikke nogen ægte Kunstner.

Med samme Ensidighed, som man har opfattet Begrebet om poetisk Aandsfrihed, har man ogsaa jævnlig isoleret det modsatte Moment, den Sympati med menneskelige Vilkaar, som altid findes hos en fortrinlig Digter, og som han ikke kan skyde fra sig, uden at undergrave sit eget Standpunkt. - Den Sympati med Livets øvrige Interesser, som er den sande Poesis Forudsætning, behøver ej at træde saaledes frem, at man af en Digters Arbejder kan skønne hans politiske Trosbekendelse, eller at man kan udpege de Steder, hvor han virker for dette eller hint praktiske Formaal. Denne Bemærkning er vel i Grunden overflødig, men staar her kuns, fordi de, der fornægte det omhandlede Moment i Kunsten, gøre sig deres Polemik alt for let ved at tage Fordringen i denne plumpe Betydning. Den poetiske Sympati gennemtrænger som en usynlig Bestanddel alle sande Digteres Arbejder, og Realiteten af denne Beskaffenhed erkendes allerbedst i de Tilfælde, i hvilke den savnes. - En ensidig Udvikling af dette Poesiens Moment viste sig i den sentimentale Poesi, hvis Periode haves i saa frisk Minde, at man kun med et Ord behøver at bringe den i Erindring. Ironien var egentlig en naturlig Fortsættelse deraf, da Følenet, naar det behandles som en Kunst og drives til Yderlighed, er meget nær beslægtet med Hjærteløshed. En dunkel Bevidsthed om dette Naboskab er formodentlig Skyld i, at den sentimentale, der gør Profession af sin Medfølelse, mer end andre Mennesker har Modbydelighed for en Ironiker. Da

        

149 dennes Adfærd forekommer ham som en Parodi paa hans eget Væsen, bliver han oprørt ved Synet deraf, ligesom en Hest ved Synet af en Kamel.

I den nyeste Tid har den Erfaring, at der opstaar en mærkelig Tomhed i Poesien, naar den træder uselskabelig frem, eller naar Digteren er et ufuldstændigt Menneske, frembragt en Reaktion, der er lige saa vildfarende som den solitariske Poesi eller Kammerpoesien, hvorimod den er rettet. Man har nemlig villet gøre Poesien til et Organ for den politiske Opposlition, og antaget, at den for Tiden kun da svarede til sin Bestemmelse, naar den udgød sig i Sarkasmer og hadefulde Sideblik til Aristokrati og Tyranni. Saa haandgribeligt skal Sympatien med det selskabelige Liv ej træde frem i den sande Poesi. At Livets øvrige Interesser ej saaledes i deres umiddelbare prosaiske Form lade sig overføre paa Kunsten, har allerede tilstrækkelig vist sig l de stygge Fostre, der ere bragte til Verden af denne Tidsaand.

Blandt de mange Modsigelser i det unge Tysklands og det unge Frankrigs vilde Litteratur er det en højst mærkelig, at man der jævnlig gør Forsøg paa at forene de to stridige Bestanddele, en erklæret sædelig Indifferentisme og begejstret Interesse for Tidens politiske Genfødelse. Hist og her mødes endog de stridige Momenter, og den dybe Selvmodsigelse bliver udtalt" med fræk Sorgløshed. Saaledes har Heinrich Laube, en af Tysklands ultra-liberale Jøder*), etsteds aflagt den naive Tilstaaelse, at han

* 150

vilde anse det for en stor Ulykke, dersom den bedre Tingenes Orden, som han strider for, virkelig blev realiseret, da han i saa Fald intet havde at leve for. Denne indvortes Splid er ogsaa meget almindelig hos en Del franske Digtere, som paa een Gang udtalte paa den ene Side den dybeste Ringeagt for Menneskeheden og Lede til alle Livets Formaal, paa den anden Side Sværmeri for en politisk Fremadskriden, der dog efter deres Livsfilosofi kun vil føre til et nyt Intet. Imellem de her betegnede modsatte Yderligheder, Mangel paa Sympati og tung prosaisk Medidenhed, bevæger de nye danske Novellers Forfatter sig med et ægte poetisk Sind; her er en varm og inderlig Deltagelse med de heterogeneste Aandsretninger forbunden med en Aandsfrihed, der gør dem alle til Genstande for en beroligende Kontemplation. Ved denne Aandsfrihed adskille disse Noveller sig væsentlig fra en Del tidligere danske Fortællinger, med hvilke man ved et stort Fejlgreb har bragt dem i Klasse, f. Eks. fra Rahbeks og Kruses. Uden at miskende den Betydning, hine Rahbeks Ungdomsarbejder have haft for deres Tid og som nødvendige Udviklingsled i Litteraturen, kan man vel uden Betænkning paastaa, at den danske Fortælling ved dem aldeles ikke var hævet til Poesiens Region. Man har netop i dem det mest træffende Eksempel paa Digtninger, hvori den prosaiske Sympati med Livets Jammer har en Overvægt, der nedtrykker og beklemmer Sindet. Ikke heller kunne Kruses Fortællinger,

* 151

som her komme i Betragtning, nemlig de tidligere, hvori han dels har efterlignet Rahbek, dels Lafontaine, i poetisk Lethed, Klarhed og Frihed sættes ved Siden af Hverdagshistorierne. De vare for en stor Del Indklædninger for en skæv Moral, og gjorde sandsynligvis især derfor Lykke, fordi de tjente til Incitamenter for den upoetiske Medlidenhed. Hermed skal ingenlunde være nægtet, at nogle faa af dem have blivende poetisk Værdi.

De to hidtil omtalte Momenter i Poesiens Begreb, Sympatien og den poetiske Frihed, kunne staa i forskellige Forhold til hinanden, og ved den bestemte Maade, hvorpaa de i en Digtning ere forsonede med hinanden, erholder denne sin herskende Grundstemning, der med større eller mindre Sikkerhed kan være vedligeholdt deri. Denne Slags Holdning er et af de Fortrin, som vi kunne sammenfatte under Begrebet Harmoni, et Prædikat, som man gærne bruger, hvor Talen er om Fortællinger af Hverdagshistoriernes Forfatter. Der findes blandt hans Arbejder adskillige, der med Grund lade sig fremstille som Mønstre paa den ægte poetiske Harmoni i et Digterværk, som i den nyere Tid synes at blive mere og mere sjælden. - Men den uafbrudte Ligevægt mellem Aandsfrihed og Sympati er, som sagt, kun en Side af den poetiske Harmoni: hvor denne Side savnes, bevæger Digteren sig ej i en og samme Verden; hans Produkt er sammenstykket af heterogene Bestanddele, enten fordi ingen oprindelig poetisk Konception har givet ham det Forbillede, hvorefter han retter sin Udførelse, eller fordi han mangler Karakter til at vogte sig for den Afdrift, som tilfældige Stemninger kunne medføre. Den smukke 152 Harmoni, der hersker i Ekstremerne, ønsker jeg endnu at betragte fra en anden Side, men vil først forudskikke nogle Bemærkninger om Novellens Indhold, blandt hvilke Læseren dog ikke maa vente noget egentligt Udtog deraf.

Først opkaste vi os selv det Spørgsmaal: Hvorfor har Forfatteren givet sin Fortælling Titel af Ekstremerne? Der findes vistnok i den, som næsten i alle moderne Noveller, en Del stærke Modsætninger, nogle mer udvortes iøjnefaldende, som ved deres Sammenstød frembringe Fortællingens Katastrofe, andre af en mer teoretisk Art, der mest ytre sig i Personernes Konversation og stille Tanker, uden at deres praktiske Planer derved bringes i Kollision med hinanden. Men det er langt fra, at de ideelle Kontraster mindre vække Deltagelse hos Læseren end de, der frembringe de praktiske Sammenstød. Den Modsætning, der træder mest udvortes frem, er den, hvorom næsten hele Nutidens Digten og Tragten bevæger sig, den imellem de to politiske Partier, det liberale og det konservative.

Den aristokratiske Pol repræsenteres ved en gam mel Adelsmand, Grev Granhjelm, som lever i en anstændig Fattigdom. Men uagtet vi her træffe paa et af Ekstremerne, begriber enhver, som kender noget til Forfatterens fine Tegning og smagfulde Maadehold, at man her ikke nok en Gang forefinder en af hine anestolte Straamænd, der saa tit have maattet staa som Skiver for de europæiske Poeters litterære Fastelavnsleg. Poetisk Interesse have hine Karikaturer sjælden haft, og nu have de desuden tabt deres Betydning som en praktisk virksom Satire, nu, da man i det mindste her til Lands kan betragte 153 Spot over Adelens Hovmod som ubesindige Spark til en døende Løve. - Grev Granhjelm er en Aristokrat med Liv og Sjæl, men han har ved Siden af det Stivsind, hvormed han forfægter sin uhistoriske Fordom, en Del Egenskaber, som skaffe ham Læserens Deltagelse. Han er en dannet Mand, med fin Anstand og et ædelt Udvortes; hans afmægtige Strid for Aristokratiets Ruiner har et Anstrøg af Poesi og ridderligt Sværmeri. Den udvortes Stilling, Digteren giver ham, har lige saa megen historisk som poetisk Betydning. Han har nemlig af sin fordums Overflødighed kun reddet et landligt Hus og er Nabo til en rig borgerlig Familie, der bebor et Herresæde.

Den anden Yderlighed har især faaet sin Repræsentant i Grevens egen Søn, Demagogen Horatius Turbus, en Kielerstudent, som dog er en af Fortællingens Bifigurer, i hvis let henkastede Tegning Forfatteren med stærke Træk har samlet en Del af de Egenskaber, som karakterisere Nutidens unge politiske Fusentaster. Med en uskaansom Trodsighed forsvarer han sin Selvstændighed mod den adelstolte Fader og finder sig tappert i at lide Nød og Mangel paa sine Vandringer i Udlandet, for ej at svigte Troskaben mod sit politiske Banner. Han har naturligvis ikke megen Sans for Livets finere Følelser, men taler paa en halv ironisk Vis om sin Elskerinde eller, som han kalder hende, sin Donna, hvem han i en just ikke ridderlig Vrede har forladt, fordi hun som gift Kone ikke uden Forbeholdenhed vilde hengive sig til ham. Hans plumpe Kraftsprog er meget karakteristisk og behøver da heller ej at fremhæves med overdreven tykke Farver for at blive vel bemærket

        

154 midt i Fortællerens eget ædle, gratiøse Foredrag. At Demagogen er en Søn af Aristokraten, er aldeles i sin Orden: det fornuftstridige i en saadan Ensidighed bliver kun derved skjult for Subjektet, at dette, med et Slags instinktmæssig Selvbevaring, vogter sig for at drage de Konsekvenser deraf, som vilde vise Principet i sin Urimelighed; men en opvakt yngre Slægt forfølger med Ubarmhjærtighed den skæve Tankegang til sin Yderlighed og forfalder derefter let til den modsatte Yderlighed. Derfor er det ikke sjældent, at en Fritænker har en bigot Søn, og at en overtroisk Fader hos sine Børn nedlægger Spiren til Vantro.

Den Haardnakkethed, hvormed Grev Granhjelm forsvarer Betydningen af sit Adelsskjold, bringer ham i mangen ublid Berøring med en Del af den borgerlige Families Lemmer, der bekende sig til det politiske Bevægelsesparti og jævnlig indlade sig i heftige Debatter med ham. Men den største Spænding mellem Greven og hans Omgivelse frembringes derved, at en ung Læge, Rudolph Hermes, optræder som hans Datters Elsker og Bejler: ved dette Sammenstød erholder Novellen sit haandgribeligste Stof og vækker selv den mest overfladiske Læsers Forventning. Men jeg har alt sagt, at jeg ikke vil forfølge Fortællingens Traad i dens Detail; jeg bemærker blot, at dens Forvikling er slynget med saa fast og kløgtig Haand, at ingen af Forfatterens Noveller i sindrigt Anlæg staar over Ekstremerne.

Ved Konflikten mellem de her betegnede Modsætninger faar Novellen det materielle Skelet, hvilket en ung Romanlæserinde vilde mærke sig som dens egentlige Indhold. Ligesom Forfatteren her lader 155 sine Personer tumle med et af Tidens Hovedproblemer, saaledes har han ogsaa i en anden højere Sfære, som Novellen bevæger sig i, bragt Ideer paa Bane, der for Tiden ligge nær for enhver, der ikke flyder paa Overfladen af Tidens Flod. Ved at tale herom føres vi til den for lidt siden lovede Betragtning af de ideelle Modsætninger, der anskueliggøres i Digterens Personer. Man har et Par Gange set den Bemærkning, at der i Forfatterens Digtninger var lagt en ensidig Vægt paa en smuk og hyggelig Indretning af det selskabelige og huslige Samlivs Former. At han ogsaa formaar at behandle højere Genstande, ses af denne Novel, hvor Religionen og Kunsten ere saa væsentlige Momenter i den hele Digtnings Harmoni.

Vi have oplevet en Tid, da en sygelig Længsel efter et bedre Liv, der betragtedes blot som hinsidigt, gav sig selv Æren for at være Menneskets højeste Fuldkommenhed. Man antog, at den, der hengav sig til en saadan ørkesløs Higen efter en tilkommende Tilstand, alene derved opfyldte sin Bestemmelse, og gjorde vel i at foragte det jordiske Liv som en Tilstand, der var blot endelig, der hverken var fyldt med noget guddommeligt Indhold eller i Stand til at fyldes dermed. Mod denne Forvirring, som var saa langt fra at være sand Religiøsitet, at den tværtimod var en partiel Ateisme, da den fornægtede Guds Virkelighed i den nærværende Tingenes Orden, optraadte flere dygtige Mænd med en grundig og kraftig Polemik. Derimod talte f. Eks. Fichte saa djærvt, idet han saa tit lagde sine Samtidige paa Sind, at den ikke havde noget Begreb om et saligt Liv, som holdt for, at man blot behøvede

        

156 at lade sig begrave for at blive salig. Reaktionen førte med Rette til at erkende, at det nærværende Moment har sin højere Fylde, og at den, der fører en sund og dygtig Tilværelse, ser Ideen alt i dette Liv og betragter sig selv som et af Midlerne til dens Virkeliggørelse. Men Reaktionen overskred langt sin Gyldighed, idet den gik saa vidt, at Tidsalderens første Tænkere bragtes til den Gisning, som de vel sjælden rent ud vedkendte sig, men som dog for den opmærksomme Læser klart nok røber sig som en stiltiende Forudsætning i deres Systemer, den Gisning, at de menneskelige Individers Bestemmelse blot var deres Liv i den nærværende Tingenes Orden, og at ethvert Individ, der forsvandt af Sanseverdnen, een Gang for alle havde fuldendt Summen af sine virkelige Livsytringer. Denne Vildfarelse, som naar den ret forfølges i sine Konsekvenser, fører til en Verdensanskuelse, der aldrig i Længden kan hyldes af Menneskeslægten, er det ikke min Plan at bestride paa dette Sted. Her bemærker jeg kun, at de grundigste Tænkere, der først bragtes paa hin Afvej, ogsaa for en stor Del vendte først tilbage derfra. Kuns deres Eftersnakkere holde fast ved denne Tro, og den er meget udbredt i vor Tid, skønt dens Tilhængere i Følge Sagens Natur føle liden Opfordring til klart at vedkende sig deres Hypotes og sjælden bekymre sig om at gøre Proselyter. Det er derfor aldeles i sin Orden, at en ny kraftig Reaktion mod denne Ensidighed begynder at udvikle sig, og enhver, der blot kaster et Blik i de sidste Messekataloger, finder haandgribelige Beviser for, at en stor Del at vore Samtidige tænker over Realiteten af Begrebet Udødeliøhed. Næsten paa een Tid have. blandt en

        

157 hel Del andre, tre af Nutidens mest udmærkede Filosofer, C. H. Weisze, F. Göschel og den yngre Fichte, bestræbt sig for at vække hin af Videnskaben halvt fortrængte Tro til et nyt Liv.

Den paa ny opvaagnede Tro paa et Hinsidigt, en virkelig ny Erfaringsverden, der ej er tilgængelig for Væsner med den os bekendte menneskelige Organisation, denne Tro, der ikke længer behandles med Ligegyldighed, men bestrides og forsvares med saadan Iver, at Tidsaanden kendelig er vaagen ved Arbejdet, er et af de højere Problemer, der jævnlig kommer til Forhandling i Novellen. Her fremstilles to modsatte Maader at tage Sagen paa, der hyppig træffes i Livet, og hvorved et. nyt Par Ekstremer kommer til Syne, nemlig Indifferentismen, der ugærne hører Sagen omtalt, og den melankolske Tilbøjelighed til at gruble over den ubekendte Fremtid. Den sidste Retning forefinde vi hos Fortællingens Hovedperson Rudolph Hermes, der saa let ved given Lejlighed bringes til Fantasier over det ubestemte Hinsidige, at Tanken derom maa forestilles næsten idelig at beskæftige ham. Med megen Sandhed fremstilles hans urolige Stræben efter at gennembryde den skeptiske Taage, hvori han idelig famler, forladt saa vel af videnskabeligt Begreb som af umiddelbar Tro, og hans Bestræbelse for at fasthode de Lysglimt og Anelser, der af og til vise sig for ham, bliver udtrykt med poetisk Veltalenhed. - Den Maade, hvorpaa Indifferentisten, den unge Grosserer Roller, ligesom hans mange Frænder i det virkelige Liv, med Uvilje viser Spørgsmaalet fra sig som noget, man maa lade staa ved sit Værd, har ogsaa sin Interesse. Det er nemlig ved dette Slags Indifferentister ikke

        

158 blot mærkeligt, at de ikke driste sig til udtrykkelig Fornægtelse, men deres afgjorte Ulyst til at gaa nærmere ind paa Sagen viser desuden just, at den har større Realitet for dem, end de ville vedgaa. - Midt imellem disse Ekstremer fremstilles en ren kristelig Overbevisning om den oversanselige Verdens Realitet med sin hele beroligende Magt over det menneskelige Sind. Det er hos Maleren Palmer og den kvindelige Hovedperson Gabriele, at denne Tro viser sig som et Grundelement i begges Karakter.

Paa dette Sted kommer jeg igen til at tale om den poetiske Harmoni, der hersker i den hele Fortælling, og tager her dette Begreb i en dybere Betydning end ovenfor, hvor der blot tænktes paa, at dens forskellige Partier bevægede sig i samme Region, uden at denne Regions Natur toges i Betragtning. Den Harmoni, hvorom her er Tale, lader sig betragte fra mer end eet Standpunkt. Vi kunne for det første betragte den som et Udtryk af Digterens eget harmoniske Sind, da den forudsætter, at han, i det mindste i Produktionens Momenter, maa have følt sig i en forbigaaende Harmoni med det hele. Derved komme vi da paa ny tilbage til den Sætning, at den, der skal være en sand Digter, først maa være et sandt Menneske. Den, der hører til den store Hob, som aldeles ikke kan forsone sig med Verdens Gang, og som i Menneskelivet ikke ser andet end Tilfældighed, Daarskab og Slethed, og det endda uden selv ret at tro paa Slethedens Realitet; den, der føler sig i Splid med sig selv og i Splid med den hele Tilværelse, han kan umulig være nogen sand Digter. Om han endogsaa med den mest glimrende Fantasi forstaar at fremstille sit Had og sine

        

159 Lidelser, savnes dog altid i hans Poesi et saa væsentligt Moment, at han aldrig kan være nogen stor Digter. Om han endogsaa med beundringsværdig Mimik kan fremstille Livet efter sit eget Øjemaal, bliver hans Efterligning dog altid falsk og overfladisk, fordi han fremstiller alt i den gamle Anklagers løgnagtige Belysning. Der gives vel endnu en Del Digtere, der ej have hengivet sig til den Fortvivlelsens og Nihilismens Poesi, som dyrkes af de berygtede nye Skoler i Paris og i Tyskland, men der gives dog meget faa, der med et harmonisk Sind og en klar Verdensanskuelse forbinde stor genial Produktivitet. Man tager næppe fejl, naar man antager, at det meste Geni i den poetiske Verden for Tiden staar i Ødelæggelsens og Forvirringens Tjeneste. Efter Anmelderens Mening, som han for Resten ikke paatrænger nogen, er en Periode af den europæiske Poesis Historie nær ved sin Slutning. Den Periode, som man vel kan give Navn af den goethiske, lider stærkt mod sin Aften. Hvad der nu gives for Poesi, hører for det meste til een af to modsatte Klasser, dels en mat Efterklang af den forsvindende græsktyske Poesi, dels det politiske Natparti med det skurrende Vægterskrig, som endnu synes at være langt fra sit Morgenvers. Saadanne Gaver som Forfatterens Noveller og lignende Digtninger i den nærværende Tid kunne sammenlignes med de enlige friske Æbler, som hist og her vise sig paa Træerne, naar Løvfaldet er begyndt.

Man kan, som sagt, betragte den poetiske Harmoni som begrundet i Forfatterens Individualitet, man kan ogsaa henvende sin Opmærksomhed nærmest paa Digtningen selv, eller endelig betragte dens

        

160 naturlige Virkning paa Læseren, dens større eller mindre Kraft til at sætte ham i en harmonisk Sindsstemning. De to sidste Synspunkter lade sig naturligvis ej bestemt adskille. I Ekstremerne hersker en saadan poetisk Harmoni, da alle de enkelte Partier virke sammen til at frembringe den Tilfredshed, hvormed Læseren forlader Skriftets Læsning. - Den hele Begivenhed drejer sig om et mærkeligt Vendepunkt i den unge Læges Livsudvikling. Vi træffe ham først paa en Fodrejse med sin Ven Roller, i en mørk Stemning, hvori han udtaler sit Savn af noget, der ret var i Stand til at udfylde hans hele Sjæl og Sind. Paa et Hvilested træffe Vennerne sammen med Kunstneren Palmer, som ved sin poetiske Konversation bringer Hermes i en forbigaaende jovial Stemning. Her antydes den smukke Grundtone, hvori Digtet skal ende: vi se Muligheden af, at Hermes ved Sympati med sunde, klare Sjæle kan forløses fra sin mørke Dæmon. Han kommer her tilfældigvis i Besiddelse af en skitseret Tegning af et smukt Landhus, igennem hvis aabne Vindue man skimter Baghovedet af en tiltrækkende kvindelig Figur. Ved dette Billede aabnes et Prospekt til Hermes's lykkeligere Fremtid. Efter at dette smukke Forvarsel er forsvundet, indtræder atter hos den unge Mand den melankolske Stemning og den ubestemte Længsel. Hans Utilfredshed forstærkes ved de prosaiske Omgivelser, hvori han befinder sig paa den ovenomtalte Herregaard, som var hans Rejses Maal. Men da hans Mismod er størst, fører Tilfældet ham sammen med den elskværdige Gabriele, som var Originalen til den kvindelige Figur paa den omtalte Skitse; ved hvilket Møde Haabet om en tilfredsstillende

        

161 Livslykke vækkes hos ham. Her slaas atter Grundtonen an, men derpaa føres vi fra den til de stærkeste Dissonanser. Omstændighederne synes at lægge uoverstigelige Hindringer i Vejen for Hermes's Ønsker, og han bringes i et fjendtligt Forhold til sin Elskedes Fader, den gamle Greve. Herved bringes han aldeles i sin onde Dæmons Vold; han bliver sønderreven af de forskelligste Sindsbevægeiser, Hævnlyst, haabløs Kærlighed og Tvivl om det menneskelige Livs højere Betydning, hvilke Stemninger Digteren har forstaaet at skildre med tragisk Kunst. Men den gamle Malers smukke Livsfilosofi, Gabrieles Fromhed og hans Frygt for den Elskedes Liv opløse efterhaanden Disharmonien i hans Sind og gøre ham modtagelig for den kristelige Livsanskuelse. Ved Betragtningen af en Altertavle, der er den gamle Malers mest fuldendte Kunstværk, og som kommer ham for Øje under Omstændigheder, der meget maa forhøje Virkningen af den fromme Kunst deri, gaar der med eet ligesom et Lys op for ham over Kristendommens guddommelige Sandhed. Da nu ogsaa ved Skæbnens Forandringer den udvortes Lykke falder i hans Lod, efter at han er kommen til Fred med sig selv, slutter den hele Fortælling paa den mest harmoniske Maade foran Altertavlen, hvor Livets Mislyd er opløst ved Religion, Kunst og Kærlighed.

Ogsaa Skildringen af de Steder, hvorpaa den fortalte Begivenhed foregaar, harmonerer smukt med det heles Indtryk. Forfatteren har intetsteds trættet os med vidtløftige Naturskildringer, men desuagtet har han vidst i Fortællingens Løb saa uformærkt at gøre sine Læsere bekendte med Lokaliteterne, at de

        

162 blive ganske fortrolige med den bestemte Sjællandske Landegn i sin Sommerdragt, ja at de uden Cicerone selv skulde kunne finde Vej gennem dens Haver og Skove.

Men ligesom Digtningens Detail med Kunst er underordnet det heles Harmoni, have dets enkelte Partier for sig betragtede bestandig ogsaa selvstændig Interesse. At det bør være saa, er en Fordring, der ligger i Sagens Natur, og dog viser Flertallet af Læsere i den Henseende stor Overbærenhed. Man overser ikke blot, at store Bindestykker, der for sig tagne hverken sysselsætte Forstand, Fantasi eller Følelse, anbringes i Fortællinger for at skaffe dem Sammenhæng; men store kedsommelige Strækninger, for hvis Tilstedeværelse der ej engang kan anføres en saadan Undskyldning, da man uden at forvolde Savn eller Forstyrrelse rent kan udstryge dem, træffes idelig selv i meget smaa Noveller. Om Romaner ville vi slet ikke tale; thi mod dem drives Tolerancen saa vidt, at nogle overflødige Ark hist og her anses for ringe Pletter paa dem. Selv Forfattere, der med omhyggelig Selvkritik søge at undgaa Smaafejl mod Ortografi og Grammatik, bekymre sig ved en besynderlig Modsigelse lidet om at skaffe store Sanddynger af denne Natur bort af deres Blomsterbede. Man gaar ud fra den besynderlige Forudsætning, at det besjælende Princip ej behøver at gennemtrænge hver enkelt Del, naar en Digtning er af betydeligt Omfang. I den omhandlede Novel vil næppe findes noget Parti, som en rimelig Kritiker kan frakende sin Adkomst til den Plads, det indtager. Detaillet er saa fint og omhyggeligt udarbejdet, at man jævnlig træffer paa Udbrud af Følelser,

        

163 hvori hvert Ord er saa kunstmæssigt afvejet, at de, deres ubundne Stil uagtet, kunne betragtes som smaa fordringsløse lyriske Digte. Blot eet af disse Steder tillader jeg mig at hidsætte, fordi ikke blot dets poetiske Værdi, men Æmnet selv vil sikre det mange Læseres Bifald: det er den gamle Malers Ord om det »uforglemmelige Bakkehus«: »I dette Gæstfrihedens Hjem bleve Menneskene vejede efter ganske andre Regler end i den øvrige Verden. Det gik til som i Himmerige, hvor Rang og Rigdom intet gælde. Den fattige, den som Verden oversaa, men som besad noget Kunstnerværd, nogen Fortjeneste, var sikker paa her at finde et Asyl, hvorhen han kunde ty i mørke Timer og hente Trøst, vis paa at blive modtagen med et varmt Haandtryk og et mildt Ansigt af den altid ungdommelige Knud Lyne og at blive forstaaet og oplivet for mange Dage i Samtale med hans aandrige Hustru. Hvor mange forsamlede sig ikke der, af alt hvad Nationen i to Generationer har at opvise af herligt og udmærket! I denne Kres, under dette lave Tag, hvor meget er der ikke grundlagt, der siden har spiret og baaret Frugt ligesom Havens Træer og Blomster, plantede og plejede af Kammas Haand! Havde Sokrates levet, han havde besøgt dette Hus med Plato og Alkibiades. Steg Jupiter og Merkur igen ned til Jorden, de vilde besøge dette Tempel, som Baukis og Filemon dannede af en Hytte. - - Jeg hører der findes dem, som dadle Støtten, der staar i Alleen. Jeg siger: Støtten er god. Hvo der har gjort den, ved jeg ikke; men jeg ærer højlig dens Forfatter; han har følt som jeg, hvad der ligger i de faa Ord: »Her boede Knud Lyne Rahbek og hans elskelige

        

164 Hustru.« Her boede de, de bo her ikke mere. Vend om, stakkels Pilgrim! Du finder ikke mere den gamle trofaste Sanger og hans elskelige Hustru.«

Siden jeg nu en Gang har begyndt at se paa Enkeltheder, der kunne tages under særskilt Betragtning uden rent at miste deres Interesse, taler jeg endnu et Par Ord om den Rigdom af Karakterer, som optræder i Ekstremerne. Først og fremmest nævne vi da den elskværdige kvindelige Figur Gabriele, i hvis Tegning Digteren har givet et nyt Eksempel paa den Sandhed, at sand Idealitet ej udelukker Individualitet. Uagtet hun besidder Talenter og Dannelse, har hun dog bevaret en refleksionsfri Uskyldighed. Naar vi kalde hende et fint æterisk Væsen, regne vi hende derfor ingenlunde til hine abstrakt-aandelige Figurer, som Poeter have dannet efter skæve Teorier om Idealitet, og hvilke beskrives som et Slags Kanariefugle, der ikke kunne taale denne Verdens friske Luft. Hun føler sig aldeles hjemme i sin huslige Kres, hvor der ved hendes Virksomhed kommer til at herske Nethed og Orden. Med al sin Blidhed lægger hun i de vanskeligste Kollisioner en uventet Fasthed og Sikkerhed for Dagen og bringes ikke ved andres Autoritet til at handle mod sin naturlige Takt for det rigtige. - Men vi afbryde Talen om en saadan Karakter, der i Følge Sagens Natur endnu mindre kan antydes ved en Sum af abstrakte Bestemmelser end de, hos hvem det særegne har Overvægten, og af dem har Forfatteren efter sin sædvanlige Skik fremført en Del. I Ekstremerne mangler det ikke paa Figurer, hos hvem det karakteristiske træder saa stærkt frem, at man let kunde tage dem ud af deres poetiske Region

        

165 og samle de mange Smaatræk, der anføres af dem, til etiske Profiler i den theofrastiske Smag.

Den af Fortællingens Personer, der mest har interesseret Publikum, er Maleren Palmer, i hvis Tegning Forfatteren atter har vist et mimisk Talent, der ikke holder sig til Personlighedens Overflade. Palmer er en Kyniker i Ordets ædleste Betydning. Jeg mener dermed, at han har givet Afkald paa al anden udvortes Lykke, hvortil Skæbnen havde givet ham Udsigt, for at bevare sin Uafhængighed og med fuld Raadighed over sin Tid at følge sin Geniusses Tilsagn. Uagtet han er fattig, maler han kuns, naar og hvad han føler Kald til, og beskæftiger sig med andre Studier eller med selskabelig Omgang, saa længe som Lyst og Lejlighed opfordre ham dertil. Uagtet han i sin Tid har været haardt medtagen af Skæbnen, har han dog bevaret en uudtømmelig Livslyst, som grundes paa en fast religiøs Tro, et ægte poetisk Sind og en ungdommelig Kærlighed til Naturen og Menneskene. Han har den Fejl, at han engang imellem ved sjældne Lejligheder tager sig en liden Rus; men han har ogsaa selv i sin normale Tilstand saa megen Aand, at ganske faa Glas forhøje hans Livskraft over det rette Maal og bringe ham i en ekstatisk Lystighed. I et saadant Øjeblik betror han Hermes, at nogle Prydelser, hvormed han har omgivet sin adelstolte Svogers Vaaben, egentlig skal forestille Narrebjælder, som han har anbragt »til sin egen Fornøjelse og sin Samvittigheds Beroligelse.« Den Karakter, som jeg nærmest tænkte paa, da jeg nylig sagde, man kunde drage theofrastiske Silhuetter ud af denne Novel, var Enkefruen Elise. Hun har i Følge sin Families Overtalelse mod sin

        

166 Tilbøjelighed giftet sig med en gammel vranten Mand og har efter denne Mesalliance mistet al sin Ungdommelighed og Livlighed, saa at hun gaar omkring som en levende død. Uagtet hun endnu har sin glimrende Skønhed, har hendes hele Væsen dog mistet al sin Ynde, Hun anvender ingen Omhu paa sin Klædedragt, men gaar med halv nedtraadte Sko, som ved hvert andet Skridt slippe Foden. Hun ytrer ikke mer nogen Lyst til at behage; hun er ligegyldig baade ved Kunstens og Naturens Skønhed. Hun falder jævnlig i Søvn midt om Dagen og kan da træffes sovende paa en Sofa, uden Sko, med hæslige Strømper og med store Sveddraaber perlende paa sit Ansigt. Hun lader Familien vente saa længe paa sig ved Tebordet, at Maskinen oftere gaar af Kog, mens hun sidder i Ensomhed og lægger Kort op. Hun er saa magelig, at hun ikke bukker sig efter en Bog, som hun har tabt paa Gulvet, men sparker den til Side med Foden, for at den kan blive taget op ved en bekvemmere Lejlighed, o. s. v. - Ved Siden af dette Portræt kunde vi opstille den plumpe, fordringsfulde Frøken Molly, som selv bilder sig ind, at hun har en dannet Aand og et fint Væsen, hvis vi ikke nærede det Haab, at den Læser, som har Sans for det karakteristiske, af de givne Prøver havde faaet Lyst til at opsøge saadanne Skikkelser i Digtningen selv. Idet jeg staar i Begreb med at slutte denne Anmeldelse, falder det mig ind, at jeg hidtil ikke har gjort en eneste Udsættelse ved Arbejdet. Jeg har, oprigtig talt, heller ikke kunnet overbevise mig om, at det skulde være en ueftergivelig Fordring til en Anmeldelse af et fortrinligt Skrift, at den skal indeholde saa vel Dadel som Ros. Her til Lands synes

        

167 det dog at være blevet til almindelig Vedtægt, og man kan ogsaa kun under Forudsætning af en saadan formentig Forpligtelse forklare sig, hvorledes Mænd, hvis Foredrag for Resten røber sund Sans, kunne bekvemme sig til at komme frem med en Række Udsættelser, hvis Ubetydelighed og Subjektivitet afnøder Læseren et Smil. Ogsaa ser man tit, at Kritikken udpeger Smaafejl, som vanskelig kan undgaa den sløveste Læsers Opmærksomhed. En saadan Forsynlighed er nutildags meget overflødig, da Færdighed i at opdage Skyggesiden af alt og at hytte sig for utidig Beundring er meget almindelig udbredt. - Denne Gang vil jeg dog ikke indføre nogen ny Skik, men oprigtig tilstaa, at et og andet i Novellen ej ganske svarer til min Smag: f. Eks. den erotiske Tone forekommer mig et vist Strøg deraf at være noget vel blød; ogsaa synes det mig at være et Træk af Raahed, som ikke stemmer med Hermes's Karakter, naar han lader Gabriele forstaa, at hun ved at flygte med ham vil kunne skaffe ham Hævn over sin (*dolgoeO*: Gabrieles) Fader, som har tilføjet ham en Æreskrænkelse. (Den sidste Paastand er et godt Eksempel paa hine subjektive Bemærkninger, hvoraf en Recensent kan gøre saa mange, han lyster, uden at udsætte sig for at blive gendreven.)

        

168

TANKER OVER MULIGHEDEN AF BEVISER FOR MENNESKETS UDØDELIGHED

I

Den Mening, at en Regering handler rigtig, naar den tilsteder Udbredelsen af Skrifter i videnskabelig Form, selv om disse gaa ud paa en aabenbar Bestridelse af den kristelige Religions Hovedsætninger, er nylig bleven understøttet ved en mærkelig Kendsgærning. Friederich Richter fra Magdeburg har nemlig for et Par Aar siden i Breslau udgivet et Skrift, der har gjort stor Opsigt, fordi det har til Formaal at godtgøre, at den kristelige Tro paa den personlige Udødelighed er en Fordom, der nu har varet sin længste Tid. Han mener nemlig, at denne Sandhed for længst har været en afgjort Sag blandt Mænd, der staa paa et videnskabeligt Standpunkt, og at Tiden nu er kommen, da hin Overtro ogsaa hos Mængden bør forsvinde for den konsekvent fremskridende Protestantismes Lys. Hans Afhandling røber en alvorlig, varm Overbevisning. Uagtet han nærer en til Sværmeri grænsende Forvisning om, at han har faaet et højere Kald til at optræde mod en dybt rodfæstet Vildfarelse, vogter han sig dog i Almindelighed for den Kaadhed, som en saadan Mening let kunde friste 169 til, og holder sig saa temmelig inden for den videnskabelige Anstændigheds Grænser. Dette tror jeg kun en Fanatiker vil nægte ham. Et saadant Skrift maa naturligvis forekomme mangen frygtsom Tilhænger af Statsreligionen saare farligt, og han vilde maaske anse det for raadeligt, at Udbredelsen af en saadan Vranglære blev hindret ved Foranstaltninger fra Øvrighedens Side. Alligevel har Udfaldet vist, at den preussiske Regering har gjort vel i, at den ikke ved udvortes Midler har hindret fri Meningsytring om hint væsentlige Punkt i Troslæren. Richters Ytringer have nemlig fremkaldt en stor Mængde Modskrifter og have været Aarsag i, at den hemmelighedsfulde Tavshed over dette Problem, som ikke blot blandt Filosoffer, men selv blandt Teologer i lang Tid har hørt til Dagens Orden, er bleven afbrudt ved aabenhjærtige Meddelelser derom. Der vil næppe for Tiden komme nogen Dogmatik for Lyset, der, saaledes som Marheineckes og fleres, kaster et forsigtigt Slør over det hele Kapitel om Udødeligheden. I det mindste maa nu hver Filosof og Teolog være saa kraftig opfordret til uforbeholdne Meddelelser, at forblommet Ytring herefter vil blive betragtet som ligegældende med aabenbar Fornægtelse. Næppe vil man da se et saadant Særsyn gentage sig som det, at en Filosof indhyller Sagen i et saa dunkelt Skolesprog, at der selv blandt hans i Systemets Mysterier mest indviede Tilhængere skal kunne føres en litterær Strid om, hvad han egentlig har lært om et af Menneskehedens vigtigste Spørgsmaal, saaledes som Tilfældet nylig har været i den hegelske Skole. Den afdøde Muszmann, »den højtelskede, der havde ligget ved sin Mesters Bryst«, erklærede

        

170 det i en af sine sidste litterære Ytringer for en væsentlig Mangel ved Systemet, at den personlige Udødelighed var fornægtet deri; medens Göschel, der af mange betragtes som Skolens Formand, har paataget sig udførlig at bevise den modsatte Paastand.

Det gaar med Udødelighedslæren som med enhver problematisk Sætning om det usanselige eller oversanselige. Man kan umulig komme til et fast Resultat, hvis man ikke i det mindste forsøgsvis gennemfører Tesis eller Antitesis, og derved enten paa hin eller denne Side støder paa forkastelige Følgesætninger. Men hvorledes kan da Opløsningen af Menneskelivets Gaader kraftigere fremmes, end naar eet Individ føler Kald til at forfægte det ene Led af Dilemmaet og forfølge det i dets vigtigste Konsekvenser, og en anden derved bliver opfordret til at stille sig paa den modsatte Side? Og dette vil altid blive Tilfældet, da enhver ret afgørende Benægtelse eller Bekræftelse af omtvistede Sætninger bestandig ægger til Modsigelse. Derved fremkommer en Personifikation af Begrebet, hvorunder det vel ikke, som mange af Hegels Eftersnakkere sige, bevæger sig selv, men dog træder frem som det bevægende Princip i flere tænkende Subjekter, til hvilke dets forskellige Momenter ere ligesom fordelte. Denne i Sandhed levende Dialektik, i hvilken Menneskehedens Aand taler med sig selv, gentager i større og stærkere Stil den samme Virksomhed, som foretages af en alsidig enlig Tænker, der vejer de modsatte Verdensanskuelser mod hinanden. Hin Verdensdialektik, som ingen kan standse, hindres og besværes meget i sin Udvikling, naar Stemmen fra de Partier,

        

171 der stride mod Statsreligionens Hovedsætninger, ved udvortes Magt aldeles undertrykkes*) Statsreligionen taber ogsaa derved nødvendigvis meget af sin Anseelse, naar Mængden erfarer, at Indvendinger mod dens Lærdom ej tør komme for Dagens Lys. Ogsaa i en anden Henseende lider Religionens Sag ved saadanne Forholdsregler; thi den Opposition, der ikke har noget andet Element end den mundtlige Konversation, ytrer sig der med desto mere sammentrængt Kraft og desto mere tøjlesløs Ensidighed, ligesom visse Planter med større Frodighed udbrede deres Rod i Jordens mørke Skød, naar de hindres i at udskyde deres Top efter deres naturlige Drift i Lysets Regioner. Den blot mundtlige Polemik faar endogsaa paa sin Side den store Fordel, at den ej behøver at udsætte sig for nogen Kritik, som den ej skøtter om.

Jeg haaber nedenfor at lægge klart for Dagen, at det efter Sagens særegne Natur gælder mer om Udødelighedslæren end om nogen anden thetisk Sætning, at den, naar den en Gang er rokket i sin Grundvold, ikke kan komme til det Herredom i den menneskelige Bevidsthed, som tilkommer den, med mindre Negationen kommer til at udvikle sig frit i alle sine Følger, for at det kan vise sig, om Menneskeheden formaar at leve med den Verdensanskuelse,

* 172

som den fører til. Men jeg vil ikke fragaa, at jeg nærer nogen Tvivl, om den Grundanskuelse, til hvis Forsvar jeg paa disse Blade giver et middelbart Bidrag, ved nogen Anstrængelse for nærværende Tid kan komme til sin Ret. Det er meget muligt, at Negationen ej endnu har naaet det fulde Maal, som den skal naa, for at det kan blive ret øjensynligt, at det Øde, den fører med sig, ej er den Sfære, hvori den menneskelige Aand skal bevæge sig. Men det er lige meget; de, som ej kunne dele Forstyrrelsens særegne Lyst, stræbe dog at bygge sig en Ark, hvorpaa de kunne bjærge sig i Haab om bedre Tider.

II

Naar man fra et polemisk Standpunkt søger at forklare den Verdensanskuelse, som hvis Modstander man fremstaar, er det nutildags meget sædvanligt, at man, i Mangel af grundigt Begreb derom, søger en psykologisk Forklaringsgrund i sine Modstanderes moralske Karakter. Saaledes er det nu en staaende Taktik for Udødelighedslærens Angribere at forklare sig denne formentlige Overtro af en egoistisk Opholdelsesdrift, som ikke tillader Individet med ædel Selvopofrelse at finde sig i, at det som endeligt Væsen er et forbigaaende Led i Rækken af det absolutes Tilsyneladelser. Men en Retorsion af samme Vaabenart ligger da meget nær for Udødelighedslærens Forsvarere: de tilskrive nemlig Modstanderne en Bevidsthed om, at deres Individualitet som de saa redebon give Afkald paa, kun er af ringe Betydning og fattigt Indhold. Deslige pragmatiske 173 Forklaringsmaader, som søge Grunden til enhver teoretisk Antagelse blot i menneskelig Skrøbelighed, have kun ringe videnskabeligt Værd. De sande Grunde saa vel til Positionen som Negationen maa søges ved et dybere Blik i Menneskets Kulturhistorie.

Foreløbig maa det tilstaas Fornægternes Hob, at der til Grund for deres Synsmaade til alle Tider hos mange har ligget et sundt og kraftigt Liv i Momentet, om hvis Realitet de have følt sig saa forvissede, at de højst ugærne have henvendt deres Opmærksomhed paa den abstrakte Forestilling om et tilkommende, der kun ved Hjælp af subjektive Fantasier kan vinde bestemt Indhold. Men hos dygtige Mennesker finder man tit denne Uvillighed til at overlade sig til ørkesløse Fantasier forenet med en fast Overbevisning om personlig Udødelighed. Af Goethes Værker og de mangfoldige Mindeskrifter om hans Levned ser man, at han just forbandt disse to Stemninger, Tro paa Menneskets Liv efter Døden og Ulyst til at gruble meget over dets Beskaffenhed.

For at forklare Negationens Almindelighed i vor Tid maa man angive en særegen Grund dertil, foruden den almindelige Ulyst til at vende Tanken fra den bekendte Realitet til det hinsidige, der har saa faa sikre Bestemmelser. Vi forudsætte det nemlig her som en afgjort Kendsgærning, at udtrykkelig Benægtelse af Udødeligheden nutildags er mer almindelig end til nogen foregaaende Tid i de kristelige Aarhundreder. Ikke blot fra Tyskland og Frankrig, men endog fra England hører man jævnlige Beretninger derom, og flere europæiske Statistikere have heri søgt en af de væsentligste Forklaringsgrunde 174 til Nutidens talrige Selvmord*). Hvis Aabenhjærtighed ikke var noget hindret, dels ved Statsindretninger, dels ved en agtværdig Sky for at rokke ved en af »Folketroens« Grundpiller, vilde det snart vise sig, hvor faa af det ringe Tal, der har nogen selvstændig Mening, da vilde paatage sig den ældgamle Læres Forsvar. En Del af Udødelighedslærens nyeste Forsvarere have heller ikke taget i Betænkning at vedgaa, at de tilforn have næret en ganske modsat Overbevisning.

Den dybere Grund til alle disse Fænomener maa søges i Videnskabens Udviklingsgang. De to Erkendelser, den af Enheden og den af Mangfoldigheden i Tilværelsen, der i lang Tid bestod fredelig ved Siden af hinanden, uden at man havde nogen klar Bevidsthed om deres Modsætning, kom til sidst i voldsomt Sammenstød, hvilket Stød har frembragt alle Hovedforvandlinger i den nyere Tids Filosofi; thi det er egentlig en og samme Modsætning, der snart har vist sig som Strid mellem Idealisme og Realisme, snart mellem Frihedslære og Nødvendighedslære, snart mellem Rationalisme og Supranaturalisme o. s. v. Da Spinoza med kraftig Ensidighed havde gjort Enheden gældende i den nyere Tids Videnskab, fremkaldtes derved stor Forargelse, og Leibnitz, der var gennemtrængt af Overbevisning om Mangfoldighedens Realitet, opstillede derimod sin Monadelære. Men da han tillige følte det Savn af Enheden, som medførtes ved denne Hypotes, tilføjede han sin

* 175

Lære om den forudbestemte Harmoni. Denne Teori var rigtignok en udvortes Nødhjælp, et Slags mekanisk Forbindelse af Enhed og Mangfoldighed: det var kort sagt et Palliativ, som ej i Tidens Længde kunde staa sin Prøve; men allerede Leibnitz selv havde dog et klart Begreb om, hvilken væsentlig Splid i Bevidstheden han derved vilde bringe til Forlig, siden han paa Titelen af flere Værker kalder sig Opfinder af Læren om den forudbestemte Harmoni.

Udtrykket »Strid mellem Erkendelsen af Enheden og af Mangfoldigheden«, som jeg her har betjent mig af for at betegne det væsentligste Stridspunkt i den nyere Tids Filosofi, er ikke forstaaeligt for den, som slet ikke har noget historisk Bekendtskab med de Bevægelser, som her i faa Linier sammenfattes under eet Overblik. Ogsaa maa det som et alt for ubestemt Udtryk, der blot paa en abstrakt Maade omfatter en stor Mangfoldighed af Problemer, findes utilfredsstillende for den, som ved og forstaar, hvad her sigtes til. Derfor vil jeg med konkretere Benævnelser betegne det særegne Slags Enhed og Mangfoldighed, hvorom her er Tale. Her tænkes paa Modsætningen mellem en forkastelig Panteisme paa den ene Side og en kras Teisme paa den anden Side, under hvis Yderlighed man danner sig en Gud med en hedensk begrænset Personlighed, der blot staar ved Siden af andre endelige Personligheder.

Den Verdensanskuelse, som laa til Grund for Leibnitzes Monadelære, gentager sig i sine Grundtræk meget tit i Videnskabens Historie. Den har været stærkt udtalt i det nittende Aarhundrede, ja 176 selv i det sidste Decennium. For ej at opfylde disse Blade med en Overflødighed af litterære Notitser, som om det var en latinsk Disputats, vil jeg blot vise hen til Herbarts System, der i Hovedsagen, som det her gælder om, ej er forskelligt fra Leibnitzes Monadelære. I begge antages nemlig det sande reale i Tilværelsen for at bestaa i en Mangfoldighed af enkelte Væsner eller Substanser, hver med sin særegne Beskaffenhed, hvilke Væsner selv ej kunne blive Genstande for sanselig Anskuelse, men hvis Forbindelser for os antage Skinnet af en sand Tilværelse. Efter denne mekaniske Teori af Tilværelsen, i Følge hvilken intet i Sandhed bliver til eller forgaar, men alt bestaar af uforgængelige enkelte Væsener, ved hvis Forbindelser og Adskillelser mangfoldige Skikkelser fremstaa, er vistnok en Slags Udødelighed sikret disse enkelte Væsner, hvilke naturligvis ogsaa kunne træde frem som menneskelige Sjæle.

Ved en saadan Kontsruktion af Tilværelsen, ved Antagelsen af en Mangfoldighed af Substanser, som man for at være ganske konsekvent maa tillægge Evighed og saadan Selvstændighed, at der i Systemets Aand ikke kan antages noget uendeligt Væsen, tabes den Enhed, som er Fornuftens ufravigelige Fordring, aldeles af Sigte. Vil man da tilfredsstille den religiøse Bevidstheds Fordringer, levnes der ingen anden Udvej end en saadan kunstig Mekanisme som Leibnitzes forudbestemte Harmoni. Dette bliver især tydeligt ved Herbarts Fremstilling, da han paalægger sig mindre Tvang af Hensyn til den sædvanlige Religionslære, og de enkelte Substanser i hans System derfor ingenlunde udgives for Skabninger

        

177 af Gud. Efter denne Synsmaade bliver som sagt Enheden fortrængt ved den kraftige Bevidsthed om Mangfoldighedens Selvstændighed. Med jo større Følgerigtighed man gennemfører en saadan Ensidighed, desto mere bringes dens Utænkelighed til klar Bevidsthed; thi vil man fastholde den begyndte Tankegang, da kan intet Forhold tænkes mellem de for sig eksisterende Væsner: de kunne ej engang i deres Selvstændighed udelukke hverandre uden et fælles Medium, hvori de kunne udelukke hverandre. For enhver, der tænker, at de ere absolut adskilte fra hverandre, foresvæver i det samme den dunkle Tanke om en Sammenholdning, altsaa et Forhold og det modsatte af absolut Adskillelse.

I den endnu mest gangbare Form for den populære Religionslære udvikles Menneskesjælens Natur saaledes, at deri findes stærke Spor af den gamle Lære, at Sjælen er en Substans, og denne Lære har vistnok dels paa en umiddelbar, dels paa en middelbar Maade faaet Bestyrkelse ved Leibnitzes filosofiske Arbejder. Det er endnu langt fra, at Læren om Sjælen som en for sig eksisterende Ting, der er bragt ind i det menneskelige Legeme og maaske har sit Ophold paa et bestemt Sted deri, fuldkommen er fortrængt af Tidsalderen. Der gives endnu dem, der ikke finde det saa urimeligt at tænke sig den samme Sjæl indesluttet i en Organisme, der stod paa et andet Udviklingstrin, f. Eks. et Dyrs eller en Plantes. I al Fald finde de den Sætning ret antagelig, at Sjælen kan eksistere adskilt fra den legemlige Skikkelse og netop i denne Tilstand føre den reneste og fuldkomneste Tilværelse. I slige Forestillingsmaader findes en Levning af den ældgamle

        

178 metafysiske Sætning, at Sjælen er en fra Legemet forskellig Substans. I de sædvanlige Religionsbøger ophæves rigtignok denne Sætning til Dels ved Læren, at Sjælene skabes og opholdes af Gud: de betragtes følgelig efter denne Synsmaade ikke længer som evige Væsner, der bestaa ved sig selv. Men hvo der kender noget til den Tankegang, hvorved Folk uden nogen filosofisk Dannelse forvisse sig om Sjælens Udødelighed, vil have overbevist sig om, at Læren om den enkelte Substans, der ej kan opløses, endnu spøger i mange Hoveder. Det skønnes ogsaa klart af den Uvilje, hvormed de modtage adskillige Udtryk af den nyere Filosofi, f. Eks. det, at Sjælen er Legemets Form. Ved en saadan Lære forekommer det dem, at en fysisk Mulighed af Sjælens Tilintetgørelse paa en for Troen farlig Maade faar Indpas i Videnskaben. Selv en af vore berømte Videnskabsmænd erklærer (i et Brev, som findes aftrykt i Jens Møllers teologiske Bibliotek), at han har Professor Sibbern mistænkt for en hemmelig Panteisme, fordi han i dennes Psykologi ej finder Sjælen fremstillet som en Substans for sig.

Uagtet Religionslærerne aldrig rent have fornægtet enten Enheden eller Mangfoldigheden i Tilværelsen, havde dog det formentlig ortodokse Parti, især af Skræk over Spinozas stærke Panteisme, i lang Tid lagt for stor Vægt paa Individualiteten, og Tilværelsens Enhed blev derved tit paa en sørgelig Maade tabt af Sigte. Men den fortrængte Bevidsthed om Enheden i alt er med Kæmpekraft indtraadt i sine Rettigheder og truer stærkt med utilbørlig at tilbagetrænge Tanken om den endelige Mangfoldigheds,

        

179 især Personligbedernes Realitet. Læren om Sjælene som selvstændige Ting eller Substanser er forsvunden hos enhver, der blot har et lidet Anstrøg af Tidens filosofiske Kultur; men derved har ogsaa Udødelighedslæren tabt sin gamle Grundvold. Heri ligger den dybere Grund til, at ikke blot Tvivl, men udtrykkelig Fornægtelse af Læren om en personlig Udødelighed nu om Stunder breder sig mer og mer. Reaktionen mod den Splid i Bevidstheden, under hvilken man havde glemt, at Gud ikke blot omfatter, men ogsaa gennemtrænger alt, har ført til en raa, forkastelig Panteisme, med hvilken intet sandt Udødelighedsbegreb kan bestaa. Men denne krasse Panteisme er for Tiden ikke blot den mest udbredte Synsmaade blandt Filosoffer, men den er i en meget enfoldig og let fattelig Form trængt igennem til de fleste, som have nogen eksoterisk Kundskab om Filosofiens Tilstand. Den herskende Panteisme ligger nu om Stunder enhver begyndende Tænker saa nær, at man ikke har mange skolastiske Kunstord behov for at bringe den til Live hos ham, men ved nogle faa Formularer bliver den meget fatteligere for ham end den kristelige Tros Artikler. Hos vore Digtere findes undertiden i faa Linier en sammentrængt Fremstilling af denne Verdensanskuelse, som ingen ærlig Panteist vil undslaa sig for at erkende for et kort Indbegreb af sin Læres Hovedsætninger. En gammel Videnskabsmand, som havde gjort et mangeaarigt Studium af Fortidens og Nutidens filosofiske Værker, har en Gang for nogle Aar siden i mit og fleres Paahør erklæret om en saadan kompendiøs Naturfilosofi, som etsteds i Ingemanns Sorte Riddere lægges en ond

        

180 Aand i Munden, at dette egentlig var den sande Videnskabeligheds Resultater.

Den krasse Panteisme, der nu er saa vidt udbredt, har mange Teologer imod deres Villie ikke lidet fremmet ved deres aldeles modsatte bornerede Teisme, som egentlig fortjener Navn af Afguderi, thi de kunde med større Ret give deres begrænsede Gud Navn af Zeus eller Odin end af Kristendommens sande Gud. Og det er især deres blinde Skræk for Panteismen, der har bragt dem paa saadan Afvej; det er de Ortodokses egen ubevidste Rationalisme, der hindrer dem i efter Tidens Tarv at oversætte sig de gamle Ord: »Du skal ikke gøre dig noget Billede eller nogen Lignelse.« Det var værdt at vide, hvad mangen Teolog vilde svare, naar han paa sin Samvittighed blev spurgt, om han ikke vilde ønske, at de bekendte Ord: »I ham leve og ere og røres vi« slet ikke forekom i den hellige Skrift. Han kan umulig finde sig deri uden ved modificerende Omskrivninger at betage dem deres panteistiske Karakter. Ved at bestride Panteismen med haardnakket Ensidighed og gaa ud fra den Forudsætning, at den ikke indeholder andet end ren Vildfarelse, kan man hverken give Troen paa en personlig Gud eller paa Menneskets Udødelighed sin tabte Livlighed. Vil man blot bestride Panteismen og slet ikke indrømme den mindste Ret, da føres man nødvendig til et System, efter hvilket Tilværelsen smulder hen i en Sværm af hjælpeløse Atomer. Man bliver tidlig eller sildig nødsaget til at ophøre med at bruge Ordet Panteismen blot som et Øgenavn, thi det betegner en væsentlig Side af den sande Erkendelse. Panteismen er en teologisk

        

181 Forskole, der maa gennemgaas af enhver, der skal komme til en sand religiøs Indsigt. Det er alene paa Panteismens Grund, at et Tempel for den sande personlige Gud nu om Stunder kan oprejses.

Mangen fornuftig Teolog vil uden Tvivl gøre den Bemærkning, at den Side af det teologiske Begreb, som jeg her betegner med Navnet Panteisme, har sin Plads i ethvert populært Religionsforedrag, under Form af Begreberne Allestedsnærværelse, Almagt o. s. v. Det er heller ikke min Paastand, at dette Moment i nogen Religionslære, der har mindste Skin af Sandhed, rentud kan fornægtes; men jeg paastaar, at det kan være til Stede i en alt for undertrykt Tilstand; at den Tænkemaade, som udtales i en Række Sætninger, kan være grundfalsk, uden at en enkelt kan udhæves for sig som aldeles urigtig. Man kan ogsaa med god Grund give den fremførte Udsættelse den Vending, at Begreberne Almagt, Allestedsnærværelse o. s. v. i de betegnede Religionsforedrag ej fremstilles i deres rette levende Betydning. Jeg paastaar fremdeles, at de, der ensidig bestride Panteismen, frakende det modsatte Parti deres gode Ret til at betjene sig af visse Talemaader, der have lige saa velgrundet Sandhed som de ganske modsatte, der blandt ældre Teologer have Gang og Gyldighed. Det høres f. Eks. nødig af mange, at man bruger saadanne Udtryk som: at Gud er alt, at der er intet uden for Gud o. s. v. Mange høre heller de lige saa rigtige Sætninger, at Verden er uden for Gud, Gud uden for Verden o. s. v. Saadanne ensidige Almensætninger om Gud og Verden lade sig med lige Ret saa vel bekræfte som benægte; men Sandheden udtales kun

        

182 da fuldstændig, naar man baade viser Tesis og Antitesis i sin halve Sandhed. Naar man da paatager sig den panteistiske Sides Ret, strider man for den ubetingede Frihed i den religiøse Sandheds Udtalelse og gør Indsigelse imod, at en vis Kres af traditionelle Sætninger skulle betragtes som privilegerrede frem for andre, der netop have samme Gyldighed, ja endogsaa lige saa god Hjemmel i rettroende Lærdomme. Det er heller ikke Meningen, at gamle Teologer skulle vænne sig til en Talebrug, der var deres nuværende ganske modsat; Karakteren af deres Foredrag skal kun efterhaanden forandres, og det vil ske, uden at de selv blive det var. Denne sukcessive Forandring vil nødvendigvis frembringes af en Tidsaand, der er Panteismen saa overdreven gunstig. Snart ville kun enkelte udlevede eller halsstarrige Karaktermennesker blandt Teologerne staa tilbage som forstenede Mindesmærker fra en undergaaet Begrebsverden. De, hos hvem den opholdende og den fremskridende Kraft staa i den rette Ligevægt, ville mod deres Vilje ved Verdensdialektikens Magt henrives til den umærkelige Overgang, som det populære Foredrag saa meget begunstiger. Som sædvanligt i lignende Tilfælde skulle faa erkende, færre tilstaa, at de have befundet sig paa en Afvej. Enhedens sande Triumf skal ikke bestaa deri, at den falske Teisme fældes ved et afgørende Slag, men dens Skikkelse skal langsomt svinde hen ligesom Auroras Ægtemand.

Det var altsaa, for kortelig at gentage det, den Verdensanskuelse, der lægger for stor Vægt paa Endeligheden eller Mangfoldigheden, der ovenfor blev betragtet som særdeles gunstig for Udødelig,

        

183 hedslæren. I Filosofien saa vi at derved konsekvent uddannede sig en Lære om mange evige Substanser, hvorved Tilværelsens Enhed blev aldeles benægtet. I den sædvanlige Form af Religionslæren er denne Retning ikke slet saa ensidig, fordi man dog ikke plejer at tillægge noget Slags Individer absolut Substantialitet. Men desuagtet bliver Tilværelsens Enhed sjælden udtalt efter dens fulde Betydning. Man fremfører en foregiven personlig Gud, som i Grunden tillige er et endeligt Væsen, hvis Realitet indskrænkes ved den Realitet, han sætter uden for sig, saa at der fragaar ham selv saa megen Realitet, som han tillægger sine Skabninger. Men den Filosofi, der saa ensidig gik ud paa at hævde Individernes Selvstændighed, at Tanken om en alt indbegribende Gud blev sat i Skygge, har nu overlevet sig selv og givet Plads for en modsat Ensidighed. En af de nærmeste Følger deraf er, at Læren om Sjælenes mekaniske Forbindelse med Legemet og Evne til at eksistere for sig er saa godt som udryddet af Tidsalderens spekulative Filosofi. Selv uden for Filosofien er den næsten rent forsvunden hos den yngre Slægt, for saa vidt som den blot besidder nogen videnskabelig Dannelse. Den gamle Tankebygning, hvori Læren om Sjælens Udødelighed havde sin faste Plads, er saaledes styrtet sammen, og ved Forkastelsen af dens Hovedsætninger, med hvilke man har indbildt sig at Udødelighedslæren maatte staa og falde, har denne Lære selv i manges Øjne tabt sin Gyldighed. Heri findes den væsentligste Grund til de vidt udbredte Tvivl om Menneskets Udødelighed: det gamle System, hvormed dette Begreb var bragt i Harmoni, er gaaet til Grunde, og det

        

184 nye System er ikke saa fuldstændig udført, at det deri har fundet sin rette Begrundelse. Endogsaa de, der med fuldkommen Overbevisning om, at alt er eet, bevare deres Udødelighedstro urokket, bruge med en Slags Usikkerhed de gamle Formularer. De finde f. Eks. af flere Grunde Betænkelighed ved at bruge Udtrykket: Sjælens Udødelighed; men uagtet deres mangfoldige Forsøg paa at bringe nye Betegnelser i Gang, f. Eks. Personlighedens Ide, den individuelle Vedvaren o. s. v., har hidtil ikke noget Udtryk kunnet opnaa det gamles almindelige Gyldighed, og derved, at nogle paa ny ere vendte tilbage til den gamle Talebrug, er Tingenes Forvir ring kun bleven forøget.

Fordi Udødelighedstroen har mistet sin gamle Rod, har den ogsaa mistet sin Kraft til at frembringe den levende Veltalenhed, som fødes af aandig Anskuelse og tiltaler Sindet. Saa længe som Overbevisningen om en oversanselig Sandhed tilvejebringes ved en harmonisk Forening af Tænkning og Anskuelse, er den en uudtømmelig Kilde til friske Vendinger i Talen, til et levende Ord, som er dens Affødning og en væsentlig Form for dens Liv og Tilværelse. Naar denne Skabelse hører op, har den Overbevisning, der satte den i Bevægelse, upaatvivlelig tabt sin Grundighed. Nu om Stunder er ogsaa denne Form for Udødelighedslærens Liv, i Følge de alt udviklede Forhold, i en meget sygelig Tilstand. I gejstlige Taler hører man tit en treven og, som man fristes til at tro, halv skamfuld Opramsen af forslidte Formularer om dette Kapitel. Selv Mænd, der over andre Genstande tale med mærkelig Interesse, synes ikke uden et Slags

        

185 Forlegenhed at gentage de forbrugte Tirader om Udødeligheden. I Poesien, hvor Anskuelsen skulde have Overvægt over Begrebet, staar det endnu slettere til med den lyriske Udtalelse af Haabet om en ny Tilværelse. Der har man saa tit tumlet med de gamle Rim paa Taare - Baare, ses igen - Himmelen, sit Ligvers netop ved deres Trivialitet skaffe Publikum en kær Underholdning. Naar man een eller to Gange i Decenniet læser et hjærteligt Digt i Anledning af et Dødsfald, da savner man gærne al Berøring af Udødelighedshaabet eller træffer et mat Vers deri, som ligner et ufrivilligt Offer paa Anstændighedens Alter*).

Det vil næppe lykkes ret mange for Tiden at gengive de af Vedtægt hjemlede Talemaader om det hinsidige hele deres fordums Livlighed; thi den Verdensanskuelse, som var det Element, hvori de hørte hjemme, har for Tiden tabt sin Betydning. Men der vil komme den Tid, da fuld Overbevisning vil genfødes paa en anden Vej, og da vil den foryngede Anskuelse atter blive frugtbar paa livfulde, gribende Former i Digt og Tale. Men Tidens Gud vender sig langsomt, og i den Mellemtid, da hans gamle Ansigt er bortvendt, og det andet endnu ikke ret er kommet frem, hersker der nødvendigvis et Tusmørke. Under saadanne Katastrofer er den gamle Form for Erkendelsen betydningsløs, og den, der skal afløse den, er endnu ikke ret kommen til Verden,

* 186

men svæver for os som en halv usynlig Skikkelse med ubestemte Omrids.

Resultatet er da, for nu efter de forudskikkede Bemærkninger til Slutning at gentage det med større Bestemthed og Korthed, at man saa vel i den nu fortrængte Metafysik som i dens folkelige Efterklang kun dunkelt havde erkendt Enheden i alt, og idet en forandret Verdensanskuelse gør sig gældende, vakler den gamle Udødelighedstro, som mest beroede derpaa, at man antog det for en ontologisk eller fysisk Umulighed, at de for sig eksisterende Sjæle kunde forgaa. I den Tænkemaade, som afløser hin, er en modsat Ensidighed herskende, da Forvisningen om, at eet Liv rører sig i alt, er udartet til en raa Panteisme, hvorefter den endelige Personlighed næsten har tabt sin Realitet. Under denne Tænkemaade savner Udødelighedsbegrebet dels en videnskabelig Plads i det nye Begrebssystem, dels almengyldige Former, hvori dets Indhold kan blive livlig udtalt. Men dette Bevis og disse Former kan ikke fuldføres, førend saa vel Erkendelsen af Enheden som den af Mangfoldigheden kommer til sin fulde Ret, eller, for at betegne det med et indholdsrigere Udtryk, førend baade Guds og Menneskets Personlighed erkendes i sin fulde Betydning.

III

Følelsen af Udødelighedstroens almindelige Usikkerhed fremkalder den tit gentagne Fordring til Videnskaben, at den skal tilvejebringe et »strængt Bevis« for Menneskets Udødelighed; men en meget uklar Forestilling om Naturen af et saadant Bevis 187 ligger hos mange til Grund for denne Fordring. Der gives ikke faa, der synes at forudsætte, at en let overskuelig Tankegang kan blive dem meddelt udenfra, hvorved den Art af Overbevisning, som en matematisk Demonstration medfører, kan blive dem bibragt om Udødelighedens Realitet. Heri ligger for det første den besynderlige Forudsætning, at en saadan Lære kan begribes for sig, udreven af sin organiske Sammenhæng med andre Hovedsætninger i et fuldstændigt System. Fremdeles forudsættes, at et tænkende Menneske kan paa en forunderlig Maade være fremmed i sin egen Begrebsverden. En anden skulde nemlig kunne finde en uomtvistelig Antagelse deri, hvoraf Overbevisningen om Menneskets Udødelighed med stræng Nødvendighed lod sig udlede. Den Vished, som Præmisserne til den Ende skulde have, findes hos de spørgendes Flertal ej om en eneste væsentlig Sandhed; og om der endogsaa fandtes en saadan urokkelig Antagelse hos dem, vilde det være et stort Særsyn, om det var undgaaet deres egen Opmærksomhed, at Udødelighedslæren stod i en saa nødvendig Sammenhæng dermed.

Hvad en Del Mennesker, der kræve hine strænge Beviser for Udødeligheden, egentlig ønske, have de sjælden selv ret tydeliggjort sig; i Grunden begære de Fortsættelsen af den samme Tilværelse, som de have ført her paa Jorden. Hin Stræben efter Demonstrationer for Udødeligheden udspringer af en urimelig Lyst til at beholde sit daglige Livs Prosa ubeskaaret, og midt i den at erholde en sanselig-forstandig Vished om det oversanseliges Realitet. Ingen er modtagelig for Overbevisningen om en virkelig

        

188 tilværende oversanselig Verden uden den, som i forbigaaende Momenter er i Stand til at føle den sande Frihed fra alle jordiske Interesser; jeg mener hermed ikke Ironiens Frihed, men den, som netop fører til det rette Liv i Verden.

Ved at gennemtænke det forunderlige Selvbedrag, hvori mange befinde sig, der spørge om et Bevis for Menneskets Udødelighed, faar jeg Lyst til at fremkomme med en kort Fortælling, ihvorvel jeg forudser, at den efter kræsne Læseres Dom ikke kan bestaa med den omhandlede Genstands Værdighed; men jeg tror, den er skikket til at anskueliggøre den Stemning med Hensyn til Udødeligheden, som her tales om, og den skal med god Grund føre Navn af Digtning og Sandhed.

Fortælleren besøgte for nogen Tid siden en ugift Bogholder af sit Bekendtskab, som han traf i en højrøstet Samtale med en teologisk Kandidat. Straks ved Indtrædelsen modtog Bogholderen ham med følgende Ord: »Det er godt, du kommer; du skal nu dømme mellem Ferdinand og mig. Han har for et Øjeblik siden afhentet et herligt Skrift om Sjælens Udødelighed, som han bringer lige fra Bogbinderen. Nu nægter han mig rentud at laane mig det et Par Timers Tid. Er det en venskabelig Adfærd?« - Teologen svarede: »Du ved selv, Juldus! du handler meget ilde med Bøger, og jeg sætter stor Pris paa at samle mig et velkonditioneret Bibliotek.« - »Den Snak kommer du altid med, min gode Ferdinand! fordi du engang saa mig skære en Rulle hollandsk Tobak paa Bindet af en Nummerbog. Jeg husker meget godt: det var »Morderen i Fjældhulen 189 eller det blodige Genfærd«. Men i Dag lovede jeg dig jo udtrykkelig, at jeg vilde behandle Bogen pænt.« - »Jo, det skal jeg svare til. Du har jo selv sagt, du vilde læse den, mens du spiste dit Smørrebrød.« - »Deri har du Ret,« svarede Bogholderen; »men om jeg ogsaa havde sat en lille Plet paa den uskatterlige Bog, mon da Skaden havde været saa ubodelig? Jeg tænker, hele Herligheden har kostet dig henved tre Mark. Men Grunden til det Venskabsstykke, at du afslog mig Bogen, er oprigtig talt din Egenkærlighed. Det skulde aldrig have fortrudt mig, naar det ikke havde været et Skrift af denne Art, du nægtede mig. Jeg har ikke tænkt synderlig paa Sjælens Udødelighed, siden den Tid, jeg som Pog havde min Lektie derom i Campes Ledetraad og fik, som jeg endnu tydelig husker, mit Ug. *dolgoeO* derfor. Men jeg er i Grunden et religiøst Menneske; jeg erkender fuldkommen, det er Umagen værdt, at faa den Sag bragt paa det rene, og jeg har i flere Aar foresat mig en Gang ved Lejlighed at læse et eller andet godt Skrift over denne Materie. I Dag havde jeg netop gode Stunder, fordi jeg sidder og venter paa et Par gode Venner, med hvem jeg Klokken l skal køre til Bellevue for at spise friske Torsk. Hør, Julius! laan mig saa Bogen; nu har jeg en Gang sat mig i Hovedet at læse den i Dag. Jeg er saa opsat derpaa, at jeg gærne kunde falde paa at sende Bud efter den i en Boglade, skønt du selv ved, jeg ikke er af dem, der smide Penge bort.« - »Det bliver, som jeg har sagt; jeg gør det ikke.«

Deres Stemmer afløste hinanden saa hurtigt, at Fortælleren, der var opfordret til at være deres

        

190 Voldgiftsmand, ikke kunde komme til at lade sin Røst høre. Omsider fik han dog Lejlighed til at gøre den Bemærkning, at Klokken alt var blevet halv Et, og at Striden altsaa var unyttig, da Bogholderen umuligt i den Tid, der var tilbage, kunde blive færdig med Bogens Læsning. - »Hilledød,« sagde Bogholderen, »er Klokken saa mange? Og jeg har endnu ikke begyndt min Paaklædning. Jeg havde dog grumme gærne løbet den berømte Afhandling igennem. Jeg indser fuldkommen Vigtigheden af, at man en Gang imellem beskæftiger sig med Religionens Hovedsandheder. Saa længe Verden gaar en med, tænker man gærne kun lidet derpaa; men - man sige, hvad man vil - ingen kan vide sig sikker for at friste saa haarde Slag af Skæbnen, at det er godt, han med Fortrøstning kan opløfte sig ved Tanken om et Hisset. Jeg udgiver mig ikke for en stærk Aand, det vilde være mig saare kært, om nogen kunde føre mig et ret haandgribeligt Bevis for Sjælens Udødelighed. Dersom jeg nu ikke en anden Gang faar Lejlighed til at læse et grundigt Skrift derom, har jeg, rentud sagt, ikke noget ret fast at holde mig til i mørke Timer. Men hvis er da egentlig Skylden, min gode Ferdinand? A propos, siden vi nu en Gang have bragt denne Sag paa Bane, kunde du, som er Teolog, gærne i al Korthed foredrage mig de bedste Beviser for Sjælens Udødelighed, mens jeg stryger min Ragekniv og tager mit Skæg af; men kom mig ikke for nær: jeg skærer mig let.« - »Det vil falde mig meget vanskeligt,« sagde Teologen, »at meddele dig Tanker, som virkelig vare dig nye og endda kunde tydeliggøres for dig i et Øjeblik.« - »Der har vi den gamle 191 Snak, Ferdinand! Naar du vil betjene dig af et forstaaeligt Sprog, hvorfor skulde jeg da ikke fatte det lige saa godt som du? Men vi kende nok den Lavsaand, som har besat baade dig og alle dine Hrr. Kolleger med den latinske og græske Dannelse. I ville bruge eders eget Kragemaal for at beholde noget for eder selv. Men dette Kastevæsen vil næppe bestaa, naar de liberalere Begreber trænge ret igennem: nu skal Videnskaben populariseres; det kræver Tidsaanden. Du skal blot vogte dig for at bruge de Kunstord, hvorunder de Lærde skjule deres Tanker for Lægfolk, og sige mig den simple Mening deraf paa godt bredt Dansk. Men skynd dig noget; jeg er bange, vi har Vognen her paa Øjeblikket.« - Ferdinand svarede noget forlegen: »Der er dem, som beraabe sig paa en Anelse, et Slags Forudfølelse af en tilkommende højere Tilværelse.« - »Dette Punkt kan du springe forbi; jeg tror hverken paa Anelser eller paa Sympati; det er netop et strængt, uimodsigeligt Bevis, jeg forlanger af dig.« - »Desuden erindrer du vel ogsaa, at man plejer at paaberaabe sig paa det Misforhold, der ofte finder Sted mellem de godes og de slettes Livsvilkaar.« - »Ja, det er godt nok: de gode maa tit savne Løn for deres Selvopofrelse og Ædelmodighed; men hvo har egentlig lovet dem Betaling for deres Gærninger? Hvo siger mig, at Dyden skal belønnes og Lasten straffes? Du maa da heller ikke tro, du kan komme til mig med et saadant løst Ræsonnement, som en Landsbypræst kan byde sine Konfirmander.« »Man har ogsaa omtrent samme Bevis, som vi sædvanlig i Skolen kalde det moralske, i en mere videnskabelig Form af Fichte.« - »Spring Formen over og beret

        

192 mig Indholdet i det Sprog, som din Moder har lært dig; det forstaar baade du og jeg. Men der ser jeg Wienervognen. Nu har du her spildt os Tiden med at gentage gamle Sætninger af Balles Lærebog i Stedet for at føre mig et stringent Bevis. Farvel!«

Ovenstaaende Fortælling fremstiller blandt andet den Erfaring, at alle, der, uden at kende noget til Videnskabens Natur, udbede sig en Demonstration af Udødelighedslærens Realitet, ikke ret vide, hvad de begære; først, fordi Sætninger om oversanselige Ting ikke kunne demonstreres efter den i Matematikken brugelige Metode, da denne Videnskabs Læresætninger kun have Gyldighed under bestemte Forudsætninger. Dernæst fordi det undgaar deres Opmærksomhed, at et evident Bevis for en isoleret Sætning om en oversanselig Realitet ikke kan føres for den, i hvis Bevidsthed der savnes hvilken som helst Antagelse om oversanselige Ting, hvortil Beviset kunde knyttes. Det tilstrækkelige Bevis skulde da være et helt filosofisk System. Naturligvis kan en levende Udvikling af en filosofisk Anskuelse vække den samme eller endogsaa en klarere Anskuelse hos en anden. Men med den Tale, der ofte høres om Savnet af strænge Beviser, f. Eks. for Udødeligheden, menes noget ganske andet. Denne Tale føres især af dem, der kun kende den formelle Visheds Natur, og den beror paa Mangel af klar Indsigt i den Sandhed, at deres saakaldte strænge Beviser blot udtale hypotetiske Sætninger. Denne Overbevisning, som ensidig Uddannelse af Forstanden fører til at kræve, hvor den ej kan opnaas, er kun den formelle Overbevisning om, at en vis Forsætning

        

193 medfører en vis Følge. Men af Mangel paa faste Forsætninger bringes aldrig en hypotetisk Slutning til Veje, som har denne Art af Vished. Det er let at gøre dette klart ved Sætninger af Matematikken eller den sædvanlige Logik, da det ved nøjere Betragtning vil ses, at de alle sammen i Grunden er hypotetiske. Det er vist, at en Triangels Vinkler ere = 2 R.; men dermed er jo ikke sagt, at der gives nogen Triangel, og man ved kun da noget om den virkelige Tilværelse, dersom man tillige ved, at Triangler komme for deri, men dette læres jo ej i Matematikken. I Matematikken bevæger man sig egentlig i en ideal Sfære, hvori der føres strænge Beviser for blot hypotetiske Sandheder. Men naar man foredrager Læresætninger om det oversanselige, da drejer man sig ikke blot i Tanker om Forhold, der passe paa en vis Art af Genstande under Forudsætning af, at disse Genstande selv paa en anden Maade ere givne; men man udgiver sig for at vide noget om den oversanselige Realitet selv.

Sætte vi nu, at en i sin Bevidsthedskres har Antageiser om oversanselige Ting, og Antagelser, der ledsages af fuld Overbevisning, da bliver det desuagtet forunderligt, at han haaber, at en anden kan hjælpe ham til at finde det Punkt deri, hvoraf Udødelighedslæren med Evidens kan udledes. En saadan tiltror sig selv et ringe Bekendtskab med sin egen Overbevisning, da han tror, at en anden bedre end han selv kan gøre Opdagelser i hans egen Forestillingskres.

Jeg tror, at ingen, som har haft Lejlighed til at erfare, hvorledes mange af hans Samtidige tænke om den omhandlede Sag, vil paastaa, at den Vildfarelse, 194 som jeg her taler imod, er greben af Luften. Den forekommer ikke blot hos mange, som søge Bevis for Udødeligheden og se sig om efter en kyndig Mand, der i en Samtale kan give dem Besked om Sagen; men den findes ogsaa jævnlig hos Videnskabsmænd, som undertiden virkelig opfinde saadanne Beviser for Hvermand. Deres Metode er meget fattelig. De antage en Del af Religionens Hovedsætninger for afgjorte, men Læren om Udødelighed for usikker, og søge da i det forudsatte Forraad af Sætninger en eller anden, hvortil Udødeligheden kan hæftes som en uimodsigelig Følgesætning; ligesom en Mand i et Værelse ser sig om efter et Søm, hvorpaa han kan hænge sin Hat. Et træffende Eksempel paa det Slags Beviser, som jeg mener, haves i det af Moses Mendelssohn opfundne, der efter hele sin Betydning kan fremføres i et Øjeblik. »Mennesket er udødeligt; thi hvis det ikke var udødeligt, da var Gud ej almægtig, men Mennesket kunde unddrage sig fra hans Magt ved at dræbe sig selv.«

Vi sammenfatte kortelig, hvad der i det sidst foregaaende er sagt. Vi have paastaaet, at der ikke kan føres et apodiktisk Bevis for Menneskets Udødelighed. Den uimodsigelige Vished, som her menes, gælder kun for hypotetiske Sandheder, som de, der udtales i Matematikken og den formelle Logik. Den formelle Vished, her tales om, kendes megel vel af simple Folk. Selv den mest udannede refererer dette Begreb til Matematikken, som ingen er aldeles ubekendt med. Deraf Forsikringer som den: »Det er saa vist, som at to og to er fire.«

Men kan der ikke ved den nys opdagede Metode i Filosofien, den spekulativ-dialektiske, føres et Bevis 195 for Menneskets Udødelighed, som kanske ikke medfører en matematisk Vished, men dog en fuldkommen Overbevisning af en anden Art? - Det er just et af de væsentligste Stridspunkter i den nyere Filosofi, som det opkastede Spørgsmaal bringer os i Berøring med. Det rette Svar paa dette Spørgsmaal kan ikke gives uden ved en tilfredsstillende Udvikling af Forholdet imellem den aprioriske og den empiriske Erkendelse. En saadan kan naturligvis umulig meddeles l denne Afhandling, men desuagtet haaber jeg ved nogle aforistiske Vink at kaste noget Lys paa Problemet. Men selv for at være i Stand hertil, maa jeg bruge den Frihed, som saa mange nu om Stunder med alt for liden Betænkelighed tage sig, den Frihed at bruge et og andet af de filosofiske Kunstord, som Sædvanen har bragt i Omløb, selv d det friere Foredrag. Det er i sig selv en mislig Fremgangsmaade, da saadanne Skoleord sjælden kunne føre til nogen tydelig Forstaaelse uden for en stræng videnskabelig Sammenhæng. Nogle Kunstord, som ikke høre til Sprogets egentlige Stamme, have dog faaet en saadan Gang og Gyldighed i det friere Foredrag, at de for de fleste dannede Læsere medføre en Slags umiddelbar Betydning, som i visse Tankeforbindelser kan være tilstrækkelig. I ethvert Tilfælde skader det ikke at anstille et Forsøg, da her kun er levnet Valget mellem enten aldeles at forbigaa det paa Bane bragte Spørgsmaal, eller at bruge en halv skolastisk Fremstilling, som mulig forekommer nogle Læsere uklar. Jeg vil da gaa saaledes frem, at jeg først med et Par Ord vil omtale Udødelighedslærens Tilstand i den spekulativ-dialektiske eller hegelske Filosofi, og derpaa med

        

196 Forbigaaelse af det udførlige Bevis, som jeg haaber at kunne meddele ved en anden Lejlighed, kortelig udvikle min Overbevisning om Forholdet imellem Erkendelsens aprioriske og aposterioriske Del i Almindelighed; thi derved bliver Spørgsmaalet om et apriorisk Bevis for Udødeligheden ogsaa besvaret.

For det første tør jeg med den fuldkomneste Vished paastaa, at der i Hegels Værker ikke findes et eneste Sted, hvor et saadant Begreb om Udødelighed forsvares, som Kristendommen lærer, og som Nutidens dybsindigste Filosoffer med saa stor Ret have søgt at gøre gældende paa ny. Hermed paastaas ej, at han udtrykkelig benægter Udødelighedslæren, hvilket falskelig foregives i flere tyske Skrifter, hvor man endogsaa tit har anført Tirader af Hegels Logik for at godtgøre denne Beskyldning. Man har nemlig fremdraget Ytringer, hvor det abstrakte hinsidige Begreb omtales som en umoden metafysisk Tanke; men det er ved en grov Misforstaaelse, at man ved dette Udtryk har tænkt paa de kristelige Forestillinger om en tilkommende højere Tilværelse. Der er lige saa lidet paa saadanne Steder Tale derom, som der overhovedet i Logikken efter hele dens Plan kan være Tale om saa konkrete Begreber som Himmel og Udødelighed. Men desuagtet er det let for enhver, som nogenlunde forstaar at læse imellem Linierne i Hegels Skrifter, at komme til fuldkommen Vished om, at denne Filosof antager Begrebet om den personlige Udødelighed for en Forestilling uden al Realitet. Altsaa kan der ikke være Tale om noget Bevis for Udødeligheden ved spekulativ Dialektik, dersom man spørger Metodens Opdager selv derom. (Til dette Punkt vender jeg igen tilbage paa et senere

        

197 Sted i denne Afhandling.) Men uagtet Hegel selv har næret saadan Overbevisning, har dog en af hans Tilhængere paataget sig at bevise paa en ren apriorisk Maade, af blot abstrakte Begreber, at Menneskets Udødelighed er uimodsigelig vis.

Inden jeg nu giver det belovede Svar paa det ovenfor opkastede Spørgsmaal om Forholdet mellem apriorisk og aposteriorisk Erkendelse, bemærker jeg først, at jeg her med Flid har brugt det gamle Udtryk a priori. Her var nemlig Valget givet mellem tre forskellige Kunstord, det fra den kritiske Filosofi mest bekendte Udtryk »en apriorisk Deduktion«, Naturfilosofiens dermed nær beslægtede Yndlingsord »en filosofisk Konstruktion« og Hegelianernes »immanente Tænkning«, et Ord, som mangen ung tysk Forfatter nu om Stunder sætter en stor Ære i at kunne bruge nogenlunde rigtig. Men jeg tager her ikke i Betænkning at bruge det gamle Udtryk: et apriorisk Bevis, som dels er det mest bekendte, dels bedst udtrykker det, jeg her ønsker at betegne dermed. Kun anmodes Læseren om at glemme den Biforestilling om Erkendelsens Subjektivitet, som for en Kender af den kritiske Filosofi let klæber ved hint Udtryk.

Kan man da (for at komme til Sagen) i Filosofien bevise noget a priori? - Ja. Filosofien har et rent apriorisk Element, det blot ontologiske. Her har den af Hegel med størst Energi gennemførte, skønt allerede før hans Tid oftere brugte, dialektiske Begrebsudvikling sin fulde Betydning. Tænkningens almindelige Bestemmelser lade sig virkelig udvikle i en saadan dialektisk Sammenhæng, at den ene Kategori fører til anden, og et apriorisk System af Bestemmelser 198 for al Tilværelse lader sig ved denne Fremgangsmaade tilvejebringe. Om endogsaa ingen hidtil given Fremstilling af denne Videnskab i alle Henseender svarer til Ideen af en apriorisk Ontologi, er der præsteret saa meget, at det maa være klart for enhver sagkyndig, at en saadan Plan lader sig realisere; thi derom kan man være temmelig overbevist, naar man alt har set, at de vigtigste aprioriske Begreber staa i et saadant Forhold til hinanden, at det ene gaar over i det andet: og dette i det mindste er paa Videnskabens nærværende Standpunkt vist med fuldkommen Klarhed. I den saakaldte spekulative Logik, hvis Ide Hegel har fattet, haves en Genoplivelse af den ved den kritiske Filosofi fortrængte Metafysik eller Ontologi; men med denne Videnskab er ogsaa Filosofiens rent aprioriske Parti tilendebragt. Dermed er et Indbegreb af almengyldige og nødvendige Bestemmelser for alt eksisterende udtalt, men ikke Nødvendigheden af den virkelig eksisterende Verden med sin uendelige Bestemthed eftervist. Den virkelig eksisterende Verden kan man kun kende ved Erfaring, og ingen Filosofi kan a priori bevise Nødvendigheden af den uudtømmelige Rigdom af Bestemmelser, hvormed den træder frem. Men Ontologien indeholder ligesom Matematikken en Sum af hypotetiske Sætninger: den giver en apriorisk Udvikling af alle de Prædikater, der maa udsiges om alt, hvad der skal kunne eksistere; men at noget virkelig eksisterer, maa erkendes paa en anden Vej. Det er kun Eksistensens ufravigelige Betingelser, ej dens hele faktiske Indhold, der af Videnskaben han udvikles a priori. Men naar man altsaa ikke af blot abstrakte Begreber kan godtgøre Nødvendigheden 199 af, at noget eksisterer, kan man naturligvis endnu mindre godtgøre Nødvendigheden af, at »disse« endelige Fornuftvæsener eksistere med Bestemmelsen Udødelighed.

Men maaske man, med en liden Modifikation af Fordringen til et ontologisk Bevis for Udødeligheden, kunde fuldkommen tilfredsstille den. Ontologien lærer mig, hvad der nødvendig følger af, at noget sættes som tilværende; thi den udfolder mig egentlig blot Begrebet Tilværelse. Men maaske jeg ved at forfølge Begrebet Tilværelse befinder, at det ej er færdigt, før jeg kommer til Begrebet endelige Fornuftvæsner, som ere udødelige; naar jeg da til denne aprioriske Erkendelse lægger min ved Erfaring givne Vished om, at noget eksisterer, har jeg jo et, vel ej rent apriorisk, men dog aldeles tilfredsstillende Bevis for, at der maa gives Mennesker eller endelige Fornuftvæsener, som ere udødelige. Mit Bevis beror altsaa dels paa den mig ved Erfaringen givne Vished om, at noget eksisterer, dels paa en Tankeudvikling, som har uimodsigelig, logisk Vished. Uagtet Overbevisningen om Udødelighedens Realitet ved denne Vending af Beviset ikke kommer til at bero paa en ren apriorisk Tankegang, hvilket er en iøjnefaldende Umulighed, er den dog fuldkommen fast og uimodsigelig.

Saaledes have vi med Føjelighed indladt os paa en Tankegang, som er den eneste, der kunde tænkes at føre til et ontologisk Bevis for Menneskets Udødelighed. Men en opmærksom Læser vil let have opdaget, at der er et stort Spring i Beviset. Der er nemlig forudsat, at endelige Fornuftvæsner og Mennesker ere Begreber, der uden videre kunne sættes i 200 hinandens Sted. Hvis da Beviset skulde være aldeles tilfredsstillende, skulde jeg ad den ontologiske Vej kunne komme til et saa fuldstændig bestemt Begreb om det endelige Fornuftvæsen, at jeg med apodiktisk Vished kunde ombytte det med Begrebet Menneske; men hvo vil tro paa Muligheden af en saa lang apriorisk Tankegang? Indtil da nogen løser denne Opgave, som endnu ingen har forsøgt paa, nægte vi dristig Muligheden af at føre noget apriorisk Bevis for Menneskets Udødelighed.

IV

I det foregaaende ere Grænserne for den aprioriske Erkendelse antydede, og det er kortelig vist, at hverken et matematisk eller et ontologisk Bevis lader sig føre for Menneskets Udødelighed. Det er med Hensyn til Videnskabens mest gængse Talebrug, jeg har omtalt den Vished, som Matematikken, og den, som Ontologien medfører, som to forskellige Arter af Vished, skønt jeg selv har den Overbevisning, som jeg i det mindste ikke i den nærværende Sammenhæng ser mig i Stand til at retfærdiggøre, at man i begge Videnskaber bevæger sig i en og samme aprioriske Region. Naar begge Videnskaber træde frem i deres fuldendte Skikkelse, da maa det vistnok vise sig klart, at Matematikken er et i Detail gennemført Kapitel af Ontologi; den er nemlig en ensidig Udvikling af Kvantitetens Bestemmelser. Men hvad ovenfor er sagt om aprioriske Beviser for Menneskets Udødelighed, staar fast, hvorledes man end dømmer om den sidste Paastand.

Nu spørge vi, om der ikke kan gives noget andet 201 videnskabeligt Bevis for en Bestemmelse ved individuelle Væsners Begreb end et rent apriorisk. Vi træde her ind paa en anden Erkendelsens Mark, hvilken Ontologien gennemtrænger som et ordnende Princip, og hvori dens abstrakte Bestemmelser gentage sig under mange konkrete Skikkelser. Men her bliver Erkendelsens Fremstilling af meget mer organisk Natur, end i dens aprioriske Territorium. Her bliver det mer øjensynligt, at der gives flere mulige Anordninger af Begrebsfølgen, af hvilke hver har sine Fordele og sine Mangler. Hovedsagen er her en konkret Verdensanskuelse, for hvis Gyldighed der ikke kan føres andet Bevis end dens fuldstændige Fremstilling. Denne Verdensanskuelse maa som en Spire i Forvejen være til Stede i Tænkerens Aand, om han skal være i Stand til at fremstille et videnskabeligt System, og Systemets formelle Fuldkommenhed tjener blot til at give det større Tydelighed for Filosoffen selv og at skaffe Meddelelsen større Bestemthed. Er den Verdensanskuelse, der ligger til Grund for den hele Fremstilling, oprindelig skæv eller usand, da hjælper al Energi, Skarpsind og Flid i Udførelsen af de enkelte Dele ikke det mindste til at skaffe Systemet større Gyldighed. Den fuldkommen systematiske Udarbejdelse bringer blot Ophavsmanden til ret at forstaa sig selv og tvinger Læseren til at tænke sig Systemet netop saaledes, som Forfatteren har tænkt sig det, idet den mer og mer afskærer ham enhver Mulighed af at forfalske Systemets Verdensanskuelse ved Misforstaaelser og Tilsætninger af en anden Aand.

Enhver fuldstændig Verdensanskuelse har to Sider: den har dels sin Rod i Erfaringens Verden, dels

        

202 taber den sig i det usanselige. Men ved denne i begge sine Yderligheder ret iøjnefaldende Modsætning frembringes den store Misforstaaelse, at enhver af disse Regioner udgør et aldeles for sig værende Helt. Der gives Tænkere, som holde for, at selv den udvortes Erfaringsverden kan blive Genstand for en afsluttet Erkendelse, der ved sin afgjorte Paalidelighed har et Fortrin for Spekulationen, der efter deres Mening gaar ud paa en Drømmeverden. Denne Mening kommer af Mangel paa Eftertanke; thi en grundig Refleksion vilde vise den grovere Empiriker, at han idelig benytter sig af Begreber og Grundsætninger, som ikke kunne forklares af sanselige Fornemmelser, og som dog strække sig gennem alle hans Antagelser. Nu gives der vistnok Videnskabsmænd af en saadan intellektuel Uskyldighed (der snart kommer af Geni, snart af Dumhed), at de kunne arbejde med Held i en eller anden Videnskab, uden at forstyrres ved Refleksioner over Videnskabens usanselige Forudsætninger. Men denne Uskyldighed er blandt virksomme Hoveder meget sjælden: de fleste føle her, at de maa vogte sig for Grubien over deres egen Fremgangsmaade. Men begynde de ret at forvikle sig i Refleksioner over deres Tænknings aprioriske Forudsætninger, da gives der ingen anden Udvej for dem af den tiltagende Forvirring end at forfølge de usanselige Traade - de aprioriske Begreber - som gennemkrysse deres Forestillingskres lige til den oversanselige Region.

Den anden Side af en fuldstændig Verdensanskuelse er Indbegrebet af dens Antagelser om det oversanselige. Her er det især, man i den nyere Tid har spurgt om saadanne Antagelsers videnskabelige

        

203 Grund. Her er det, man under mange forskellige Benævnelser af Problemet har spurgt om Muligheden af et vejledende Princip og en Metode, hvorved man kunde forvisse sig om en transcendent eller transcendental Erkendelses Realitet. Hvorledes Individet nu om Stunder er kommen til sine bestemte Antagelser om det oversanselige, kan ej være noget tvivlsomt Spørgsmaal; thi som aldeles enligt ved det intet om det oversanselige. Vokser det op mellem Dyr, har jo endogsaa Erfaring lært, at det ikke kommer til nogen Bevidsthed om Fornuftens Sandheder. Men i Staternes Skød bliver det delagtigt i en Tradition om det oversanselige, som endogsaa før Kristendommen har levet i ethvert udviklet Statssamfund. Blot ved sig selv, som enligt Individ, hæver ingen sig til Bevidsthed om Religionens Begreber: den, der tror, at han forkaster al Autoritet og ved sin Tænknings frie Selvvirksomhed genvinder et nyt Resultat, der er hans blot selverhvervede Ejendom, har dog, for saa vidt han paa en fremmende Maade griber ind i Slægtens Udvikling, altid haft en stor Vejledning i Traditionen, uden hvilken hans Tænkning havde forvildet sig i subjektive, frugtesløse Indfald. De fleste saakaldte Rationalister sensu strictissimo, hvis Tænkning blot er kritisk, ikke produktiv, gøre ikke andet end reducere Traditionens Sætninger til en mindre Sum, en Rest, hvorved de vilkaarlig blive staaende. Selv den absolute Fornægter, hvis aandelige Selvvirksomhed blot viser sig i Negationen af det bestaaende, vilde jo uden Traditionens Modstand aldeles ikke finde nogen Anledning til at gøre sit rene Jeg gældende. Hans Tænknings Arbejde var endt af Mangel paa Stof, og han 204 maatte højlig savne »de Fordomme«, hvis Bestridelse dog skaffede hans aandelige Liv et Slags Fylde og Bevægelse.

Den positive Selvtænkning, der videnskabelig udtaler, hvad Tiden ved om det oversanselige, vejledes, med eller uden Bevidsthed derom, af den i Samfundet levende og voksende Tradition, der idelig fornyer sin Skikkelse. Selv naar han med den frieste Selvtænkning fremstiller Erkendelsen af det oversanselige i en selvskabt Form og med fuld Overbevisning, da har dog den uafbrudt strømmende Overlevering tjent til at give hans Tænkning sin Retning. En Grunderkendelse, som han har til fælles med sin aandigt levende Samtid, og som ikke blot møder ham under Skikkelse af et Læreforedrag, men lige saa vel under den tit mere vækkende Form af skriftlige eller mundtlige Aforismer, ja selv i dristige Ytringer af hans egen Mund, som han ikke begriber hvorfra han faar, giver ham de faste Punkter, hvorefter hans Tænkning skrider frem: de tjene ham ligesom Landmaalerens brogede Stokke, der for denne betegne sammenhængende Linier.

Hvilken Kilde der til sidst maa tænkes for den religiøse Tradition, som er i en uafbrudt Vorden og Udvikling, og altsaa ikke maa forestilles som en blot historisk Overlevering, skal egentlig ikke omtales her, hvor vi tage denne Kendsgærning som given for dertil at knytte andre Betragtninger om den videnskabelige Erkendelses Natur. Dog gøre vi i Forbigaaende den Bemærkning, at det kun er en foreløbig Forklaring, naar man udgiver en saadan Traditions bestandige Vorden for en Frugt af en ubevidst Dialektik eller af Begrebets egen Selvbevægelse; 205 om man endogsaa tænker noget derved, hvilket der just ikke altid er tilstrækkelig Grund til at antage om dem, der føre dette eller lignende Udtryk i Munden. Man kan lige saa godt forklare sig de tit ubevidste Fremskridt i Erkendelsen, hvorved Tidens ideale Tradition beriges, af en højere Tiltrækning, hvorved Tænkningen ledes mod sin usynlige Pol; og derved er maaske allerede mere sagt. Udrevet af al videnskabelig Sammenhæng har et Udtryk med videnskabelig Klang slet ikke større Grundighed end et ret naturligt Billede. Sammenligne vi Tænkningens uafbrudte Nærmelse til et Maal, den ikke selv kender, med Trækfuglens Flugt til et Land, den aldrig har set, da er det intet blændende Spil med tilfældige Ligheder, man ved en saadan Tale driver, men man berører en gennemgribende Naturanalogi, der har bogstavelig Sandhed.

Vi have altsaa angivet to væsentlige Sider, der fremtræde ved enhver nogenlunde fuldstændig Verdensanskuelse; paa den ene Side den empiriske Opfattelse af Sanseverdnens Fænomener, paa den anden Side den kristelige Tradition om det oversanselige, der altid beriges og berigtiges i Tidens Løb. Det tredje til disse to Ekstremer, der for os i den nærværende Tingenes Orden har den fuldkomneste Virkelighed og giver Menneskelivet sin egentlige Fylde, er det oversanseliges Tilstedeværelse i det sanselige, naar det bliver Genstand for en Erfaring af højere Art. Men bestandig huske vi paa, at den sande Genstand for vor Erkendelse derfor ikke er indskrænket til disse Aabenbaringsformer, men har en langt rigere Virkelighed end den, vi omfatte med vore abstrakte Begreber og Forestillinger.

206

Den kristelige Tradition og den egentlige Empiri, saa vel som den højere Erfaring, hvori det oversanselige møder os paa bestemt Tid og Sted i Virkeligheden, afgive de diskrete Punkter, som maa have deres Plads i en rigtig Verdensanskuelse, og Filosoffens systematiske Fremstilling udtaler med formel Fuldkommenhed kun den Erkendelse, der først var til Stede hos ham paa en umiddelbar Maade og i en udannet Form. En Filosofi har til sidst intet andet Bevis end Evidensen af dens fuldstændig udtalte Verdensanskuelse. Hvis da den Verdensanskuelse, som ligger til Grund derfor, enten strider mod den langt mægtigere Tradition, som er hele Menneskehedens Ejendom, eller mod de ved lavere og højere Erfaring fastsatte Punkter, der nødvendig maa have deres Plads deri, da forsvinder den, saa snart som den har fuldstændig udtalt sit Ord og er tilfulde begreben. Det hjælper da ikke, at Filosoffen forsikrer, at han har ført Bevis for enhver af sine Sætninger; thi enhver Kender af Systemet mærker dog med Tiden, at den hele Cyklus af Sætninger til sidst bæres af en Verdensanskuelse, paa hvis Sandhed alle de enkelte Deles Sandhed beror.

Hidtil har ingen ført et videnskabeligt Bevis for Ugyldigheden af den kristelige Udødelighedslære; thi Opfinderen af et saadant Bevis maatte nødvendigvis bruge en af to Fremgangsmaader; enten maatte han udhæve Kendsgærninger i Erfaringsverdnen, som ikke lod sig bringe i Harmoni med Læren om Udødelighed, hvilket ingen hidtil har gjort; eller han maatte give en overbevisende Fremstilling af en Verdensanskuelse, hvori Udødelighedslæren var aldeles til overs. Det sidste har været jævnlig forsøgt, f. Eks. i 207 den hegelske Filosofi; men Tiden vil vise og har allerede saa temmelig vist, at den Verdensanskuelse, som fremstilles deri, lige saa vel som enhver anden, der strider mod den kristelige Traditions Hovedsætninger, vil forsvinde som en Kimære, naar den er bleven nogenlunde forstaaet af sin Samtid. Saaledes har Friederich Richter mod sin Vilje bidraget meget til Gendrivelsen deraf, ved at give fattelige Forklaringer af flere Punkter deri, der klart vise Udødelighedslærens Uoverensstemmelse med Systemets Aand. Paa denne Maade fremkommer det indirekte Bevis for Menneskets Udødelighed, der jævnlig gentager sig i Videnskabens Historie, og som bedst føres af Udødelighedslærens Modstandere. Det bestaar i en konsekvent Udvikling af en Verdensanskuelse, der aldeles udelukker hin Lære; thi det vil altid befindes, at en saadan Verdensanskuelse kun behøver med Udførlighed at udbrede sig i alle sine Følgesætninger for snart at finde sin Undergang. Men da der kan gives utallige falske Verdensanskuelser, der udelukke Udødelighedslæren, ligger det i Sagens Natur, at dette vidtløftige Bevis aldrig bliver fuldbragt.

Paa den anden Side lader der sig heller ikke føre noget andet Bevis for Udødelighedsbegrebets Realitet end den videnskabelige Fremstilling af en Verdensanskuelse, hvori det har Krav paa sin Plads som et Led, der ikke kan undværes i Systemet. Naar da den Sætning, at Mennesket er udødeligt, nærmest staar i Forbindelse med bestemte Sætninger i Systemet, kan derved frembringes det Skin, at der i visse Kapitler deraf forefindes Beviser for Udødeligheden, som kunne uddrages og for sig tagne tilvejebringe fyldestgørende Overbevisning. Men, nærmere beset,

        

208 henter dog Beviset al sin Styrke fra den Verdensanskuelse, som ved hele Systemet faar sin Fremstilling, og kan ikke have nogen Betydning for Modtageren, med mindre man i det væsentlige hos ham kan forudsætte samme Verdensanskuelse.

Som en almindelig udbredt Verdensanskuelse, med hvilken den rette Udødelighedslære ikke kan bestaa, have vi alt ovenfor omtalt den ensidige Panteisme, som bliver staaende ved det abstrakte Begreb om en eneste Substans, der lader sig til Syne i en uendelig Række af forgængelige Væsner. Lige saa lidet harmonerer Udødelighedstroen med den logiske Panteisme, som en Del af Hegels Efterfølgere bekende sig til. Dette paastaa vi med den største Sikkerhed, uagtet nogle af Lærens Tilhængere indbilde sig efterhaanden at kunne bringe dens kunstige Begrebsbygning i Overensstemmelse med Kristendommens Hovedsætninger. Umuligheden heraf indlyser efter min Overbevisning endog for en løselig Betragtning. Efter den logiske Panteisme kan det videnskabelige Begreb saaledes gennemtrænge den hele Tilværelse, at Viden og Væren falde aldeles sammen, uden at nogen ubegreben Rest bliver tilbage. Det antages, at det er muligt, ved en immanent eller, som vi her have foretrukket at kalde det, en apriorisk Tænkning at udtømme alle Tilværelsens Bestemmelser, saa at slet intet Residuum levnes som Genstand for blot Erfaring. Deraf følger med den rimeligste Konsekvens, som en hel Del af Systemets ærlige Bekendere uden Betænkning indrømmer, at de talløse Fornuftvæsner ikke som »disse Personer« udgøre nogen væsentlig Del af Tilværelsen, men blot ere temporære Former for Aandens med logisk Nødvendighed bestemmelige

        

209 Proces. Ethvert endeligt Fornuftvæsen bliver efter den til Grund liggende Hypotes kun et forsvindende Bølgeslag i Tænkningens Ocean, hvis Undulation er bestemt ved en ufravigelig Nødvendighed.

Under Tidsalderens Bestræbelse for at opnaa den formelle Forstaaelse af denne Filosofi kom det ikke til den sidste Prøve, som skulde vise, om nu omsider den Verdensanskuelse, som var bleven udtalt deri med en ikke tilforn kendt alsidig Bestemthed, var i Stand til at frembringe fuld Overbevisning. Nu, da Systemet har udtalt sit Ord, kan man med Sikkerhed sige, at det ikke har udholdt denne Prøve. Det strider nemlig mod væsentlige Punkter i den ældgamle Tradition, hvis Indhold er Menneskehedens sande Erkendelse af det oversanselige; thi ethvert System, der udelukker væsentlige Partier af denne Erkendelse, kan aldrig i Længden hævde sine Fordringer paa almindelig Gyldighed i Videnskaben. Ikke mene vi, at det kan finde sin sande Gendrivelse ved en Henvisning til Traditionen under en af dens umiddelbare Former, men det bliver nødvendigvis fortrængt ved Sandhedens Magt i Videnskabens Rige. Det er ikke som udvortes Autoritet, at den religiøse Tradition betvinger et mangelfuldt System, men ved Tænkefrihedens Brug og Fornuftens Kraft. Det er nemlig alene denne levende Tradition, der formaar at fylde Sindet med fornuftig Overbevisning.

Egentlig findes netop den her udtalte Synsmaade med andre Ord hos Hegel selv; men hans Filosofi har ikke den foregivne, men kun en tilsyneladende Overensstemmelse med den kristelige Traditions Indhold. Et afgørende Bevis herpaa er dens fuldkomne Savn af en sand Udødelighedslære. Dette er nu almindelig 210 følt af hin Skoles selvstændige Tilhængere, og de søge at raade Bod paa dette Savn, med hvilket de klart indse at Systemet ikke kan opnaa det udbredte Herredømme, som de havde haabet for det. Men hvis en saadan ny Bestanddel skal optages i Hegels System, følger deraf en gennemgribende Forvandling af alle Systemets Hovedpartier, efter hvilken dets Tilhængere ikke mer kunne beholde Hegels Navn til deres Løsen, og ikke mer have noget Tilhold i dette Navns udvortes Autoritet.

Naar nu Hegels Disciple, hver Gang et Fragment af et nyt System kommer dem for Øje, møde det med den Erklæring, at det ikke er bevist, da have de for saa vidt Ret, som ingen Verdensanskuelse har været udtalt med formel Fuldstændighed uden deres store Mesters, og for saa vidt som der ikke kan føres noget andet Bevis for en Filosofis Gyldighed end dens bestemte og fuldførte Fremstilling. Men der vækkes hos ukyndige, der saa let herved tænke paa den matematiske Demonstration, en Forestilling om apodiktisk Vished, som ej er tilvejebragt ved Hegels System, og som uden for Ontologien ej kan tilvejebringes ved nogen Filosofi. - Naar da en Verdensanskuelse er bleven fuldstændig fremstillet, og saaledes det Bevis for dens Gyldighed er ført, som er det eneste mulige, da kan dette netop befindes at være et Bevis for dens Ugyldighed, fordi Overbevisningen derom muligen kan være vakt hos enhver, hos hvem den sande Verdensanskuelse findes i en umiddelbar Skikkelse; thi en saadan kommer let efter, at en urigtig Lærebygning, uagtet al sin arkitektioniske Fuldkommenhed, til sidst dog kun er en omstændelig Paastand. I Sandhed gendrevet kan da et System være

        

211 ved sig selv eller ved den Verdensanskuelse, som fremstilles deri; men unægtelig savnes den udvortes Gendrivelse, saa længe der ej i dets Sted er sat en fuldstændig og bestemt Udvikling af den sande Verdensanskuelse. - Dog et andet Spørgsmaal, som vi tro at maatte besvare benægtende, bliver det, om en formel fuldkommen Fremstilling af den sande Verdensanskuelse bør eller tør fremtræde med en saa kunstig Artikulation og en saa stor Overflødighed af synonymiske Distinktioner, som det hegelske System har gjort. Det vil sikkert allerede derved gøres umuligt, at Tidsalderen i sin stigende Utaalmodighed ej anden Gang vil følge en saa gigantisk Lærebygning med sin Opmærksomhed. Men hvad man end vil vente der skal udvikle sig af Tidens Skød, er det især af Vigtighed at fastholde den Sandhed, at en Filosofi ved sin blotte formelle Fuldkommenhed ikke vinder nogen af sin Verdensanskuelse uafhængig Vished. Er dens Verdensanskuelse skæv, da afløses den foreløbig ved en mindre videnskabelig, umiddelbar Erkendelse af Sandheden, der finder sin urolige, gærende Form i fragmentariske Fremstillinger.

Hvad der gælder om den logiske Panteisme, der med usædvanlig Kraft og Kunst er bleven udtalt i et fuldstændigt System, gælder endnu mer om den vulgære Panteisme, der har haft sin Form i mangfoldige, flygtig antydede Systemer, og nu til sidst har den i det litterære Konversationssprog. Mod den har den sande eller alsidige Verdensanskuelse end større Ret til at fremtræde i sin umiddelbare vaklende Skikkelse. Denne Panteisme er nu bleven til en herskende Fordom. Hvad Betydning den har i Videnskabens Historie, er ovenfor omtalt; men den udvortes eller psykologiske

        

212 Grund til dens nærværende Herredømme i den dannede Verden er den vidt udbredte Frygt for at lægge borneret Tænkemaade for Dagen. Fordi det virkelig er Mangel paa Evne til at holde Skridt med Tiden, der nu om Stunder gør, at somme rent savne . det panteistiske Element i deres Bevidsthed, frygter man for at bekende sig til Troen paa en personlig Gud. Men holder nemlig for, at denne Tro ikke lader sig bringe i Harmoni med nogen Slags Panteisme, og derfor kan paadrage sine Tilhængere Ringeagt*) i den videnskabelige Verden.

Ligesom altsaa Overbevisningen om Udødelighedsbegrebets Realitet altid hviler i en Verdensanskuelse, kan der heller ikke gives andet Bevis derfor end den organisk sammenhængende Fremstilling af en saadan Verdensanskuelse. Uagtet derfor Udødelighedslæren i Systemet kan fortrinsvis knyttes til visse Hovedstykker deraf, finder dog den opmærksomme Læser i alle dettes Partier Spor til Forudsætning af Dødelighed eller Udødelighed. Hvis Udødelighedsbegrebets Ugyldighed ej var forudsat i saa mangfoldige Bearbejdelser

* 213

af Filosofiens Discipliner, hvori det ej med et Ord berøres, vilde de overalt have faaet et aldeles forandret Udseende. Med andre Ord, en videnskabelig Fremstilling af Filosofiens Læresætninger bliver kun for Læseren syntetisk, for Filosoffen selv er den altid analytisk, og ethvert Hovedpunkt er forudbestemt i den Verdensanskuelse, som sukcessivt oprulles under Fremstillingen, og som i sin Totalitet er sit eget Forsvar.

V

Af adskillige hører man den Erklæring, at de sætte liden Pris paa videnskabelige Beviser for Menneskets Udødelighed, fordi deres Overbevisning derom beror paa Udsagn af den hellige Skrift, om hvis Guddommelighed de have fuldkommen Forvisning. Men dersom deres Forsikring er sand, dersom de føle virkelig Overbevisning om den kristelige Læres Sandhed, kan denne Overbevisning dog umulig være fuldkommen uafhængig af Lærens Indhold. De maa dog først paa en eller anden Maade være komne til Vished om Sandheden af Kristendommens Hovedsætninger, inden de kunne bringes til at betragte Skriftens Ord som deres Erkendelses Grund. Da nu Udødelighedslæren selv netop er en af Bibelens Grundlærdomme, hvis Gyldighed man først maa antage for at komme til fornuftig Tro paa Bibelen, kan man med bedre Grund opstille den omvendte Paastand, at fornuftig Overbevisning om Skriftens Ufejlbarhed blandt andet beror paa Overbevisning om Menneskets Udødelighed. Nu om Stunder kan dog intet Menneske, der staar paa et Dannelsestrin, der medfører Modtagelighed for fornuftig Overbevisning, 214 være saa ubekendt med Skriftens Hovedlærdomme, at det ikke ved, at Udødelighedslæren findes mellem dem. Hvis han da paa en fornuftig Vej kommer til at tro paa Skriftens Autoritet, maa denne Lære dog komme med i Betragtning, medens hans Tro paa Bibelens Tilforladelighed uddanner sig. Saaledes forholder det sig ogsaa altid i Virkeligheden: al fornuftig Overbevisning om Bibelens Guddommelighed har sin Grund i en foregaaende Forvisning om den kristelige Verdensanskuelses Sandhed. Nu er det jo endogsaa en stor Sjældenhed, at nogen dannet kommer til Bibelens Læsning, inden han er bleven bekendt med den Cyklus af religiøse Begreber, der udgør det væsentlige. Indhold af Tidens Bevidsthed om det oversanselige. Men hvilken Kombination af usædvanlige Omstændigheder man end her vil digte sig, vilde aldrig noget Individ blot af Skriften være i Stand til at udvikle sig den hele kristelige Tradition. Et Erfaringsbevis var her umuligt; thi den aldeles enlige kan aldrig komme til fornuftig Selvbevidsthed, og naar han ved Samliv med andre vækkes dertil, da faar han med det samme Bekendtskab med Selskabets fælles Forestillingskres, der er saa gennemtrængt af det kristelige Element, at dette ikke til et Eksperiment lader sig udsondre.

Paa dette Sted vil jeg forklare mig noget nærmere over Udtrykket den kristelige Tradition, som jeg paa disse Blade saa tit har betjent mig af. - Hos enhver, der i kristelige Stater kommer til aandelig Selvbevidsthed, begynder et Anlæg til en selvstændig Verdensanskuelse at udvikle sig ved udenfra kommende Anledninger. Den subjektive Selvudvikling er paa ethvert Punkt betinget ved 215 et Stof, der med eller uden Plan meddeles udenfra. Individets religiøse Bevidsthedskres - den være nu mest udfyldt med Billeder eller med Begreber - drager sin væsentlige Næring af den kristelige Tradition, som under utallige Metamorfoser bevæger sig i de kultiverede Stater. Det er den samme Tradition, der snart viser sig under Form af populære Forestillinger, snart reproduceres i filosofiske Begreber. Men hvad der skal have væsentligt Hold, maa følge Strømmen af den kristelige Tradition. Hvad der vil danne sig aldeles uden for dette fælles Medium, bygger i Luften uden Fundament, og opløser sig af sig selv som en Sum af subjektive Indfald. Ingen sindrig Kombination af subjektive Indfald kan i længere Tid friste sin falske Tilværelse uden tilsyneladende Overensstemmelse med den kristelige Tradition. Den højeste teoretiske Aandsfrihed kan kun opnaas ved en selvstændig Reproduktion af den meddelte fælles Tradition; og deri bestaar til Dels et Individs Sundhed paa det aandelige Liv, at det er i Stand til, af den store Vrimmel af falske Forestillinger og Begreber at uddrage den rette Tradition til Næring for det aandelige Liv.

Men under hvilken Form Individet end besidder sin Erkendelse, afledes al Vished for enkelte Sætninger fra deres Sammenhæng med den Verdensanskuelse, der bærer det hele, og som i sin Totalitet medfører Overbevisning. Men den Verdensanskuelse, der medfører sand Vished, er altid den fremskridende kristelige Aands Værk, og ingen blot Opdagelse af den individuelle Selvtænkning. Dog kan den saa aldeles træde frem under Selvtænkningens Form, at Individet kan føle fuldkommen fri Selvvirksomhed

        

216 under den Tænkning, hvorved det reproducerer den fælles kristelige Tradition. Det mærker maaske ikke engang Traditionens Magt over det, men indbilder sig blot ved egen Kraft at have opdaget den fælles Sandhed, som under en ny Skikkelse fremtræder hos det. - Næppe vil nogen, der ved, hvad kristelig Aand er, miskende dens Indflydelse paa en hel Del af Schillers Arbejder, uagtet denne Digter ikke selv henførte dem til dette Udspring eller fremtraadte som en Bekender af Kristendommen. Den kristelige Tradition kan fremtræde som rationalistisk, for saa vidt som Individet er sig bevidst, at dets Verdensanskuelse, som stemmer dermed, udspringer af dets eget Indre, idet den med fuldkommen Frihed reproduceres i et videnskabeligt System. Men den er desuagtet paa en Maade supranaturalistisk, fordi det kun er i sin Overensstemmelse med den objektive Tradition, at den frie Tænkning kan komme til Vished og Tilfredsstillelse. Naturligvis har den, hos hvem den kristelige Tradition kraftig udvikler sig, dog ikke noget rigtigt Begreb om dens Natur, naar han anser sin Erkendelse for et Produkt af blot individuel Selvtænkning; men paa den anden Side giver man ikke den kristelige Aand den Ære, som tilkommer den, hvis man aldeles vil nægte det supranaturalistiske Elements Tilstedeværelse hos enhver, som ikke har saa udviklet Bevidsthed om sine Tankers Genesis, at han selv antager dem for kristelige og kan forfølge dem tilbage til deres historiske Oprindelse. Det er vanskeligt at indse, at man mindre erkender Kristendommens Verdensmagt, naar man anvender Prædikatet kristelig paa den Bevidsthed om det oversanselige, der deriveres fra den, om

        

217 den end fragaar sit Udspring, end naar man indskrænker denne Benævnelse til dem, der udtrykkelig bekende sig til et kort Symbols Formular. - Om man end tager i Betænkning at kalde Individerne Kristne, naar de ikke selv vedkende sig dette Navn, kan man dog med god Grund kalde deres Livsan; skuelse kristelig, naar dens væsentlige Karakter bedst betegnes ved dette Prædikat.

Af det, som alt er sagt, er det nu for det første klart, at her ved Ordet Tradition ej tænkes paa en uforandret Overlevering af et bestemt Antal Ord. Den overleverede Sandhed udvikles og vokser hos mangen en, der ikke selv bliver det var; thi Erkendelsen kan ej være levende uden Fremskridt og Forandring af Form. Men jeg har paa disse Blade med Flid brugt Ordet Tradition, for dermed ret stærkt at betegne det ene Moment i al Sandhedserkendelse, som tit overses, idet man udhæver det andet, nemlig det, at al sand Erkendelse træder frem som Selvtænkning. Det enlige Individs Selvtænkning er afhængig af Menneskeslægtens følles Erkendelse, saa at det aldrig ved sin blotte subjektive Aandskraft opdager Sandheden som et absolut nyt Indhold, men den frieste Selvtænkning reproducerer og udvikler hele Slægtens Arvelod. En saadan Traditions Realitet antager næsten enhver fornuftig Tænker; men indrømmes en saadan Tradition, følger deraf, at den maa have sit bestemte Indhold, og der bliver ved enhver frisk Reproduktion deraf med god Grund spurgt, om dens Indhod er gengivet med Fuldstændighed. Dernæst har jeg kaldt denne Tradition kristelig, et Prædikat, som nærmest leder Tanken til den oversanselige Side af den overleverede Verdensanskuelse.

        

218 Thi med Hensyn hertil bestrider vel næppe nogen indsigtsfuld den Kendsgærning, at Traditionen er væsentlig forandret i det kristelige Tidsrum. Hvis nu nogen frakender den kristelige Revolution i Menneskehedens Bevidsthed en saadan gennemgribende Indflydelse paa Erkendelsens hele Organisation, at Prædikatet kristelig for den hele Tradition derved kan anses for at være retfærdiggjort, kan jeg ikke her føre nogen Strid derom; jeg indskrænker mig blot til den Bemærkning, at det i ethvert Tilfælde her nærmest er Bevidstheden om det oversanselige, der kommer i Betragtning.

Efter at vi have berørt den Mening, at Udødelighedslæren bedst kan bygges paa Skriftens Udsagn, føje vi nogle Bemærkninger til om en Teori, som let kan bringes i Forbindelse dermed, nemlig den, at saavel Udødelighedslæren som enhver af Religionslærens Hovedsætninger beror paa Følelsens Vidnesbyrd. Der gives næppe nogen anden Titel, hvorunder saa mange Synsmaader samles i Flæng; men desuagtet have de mangfoldige Teorier, der gøre Følelsen til Erkendelsens Kriterium, for den fælles Benævnelses Skyld til sammen været underkastede stærk litterær Forfølgelse. Alligevel kommer ingen Overbevisning om en væsentlig Sandhed i Stand, med mindre Følelsen kan tilfredsstilles derved, og det er altid fra Følelsen, at det første Stød til Reformer i Erkendelsen udgaar. Saaledes kan der med god Grund paastaas, at Følelsen er en Magt, som altid faktisk regerer Videnskabens Historie, enten man vil indrømme den Ret dertil eller ikke. Endog den strænge Iver mod den ensidige Provokation til Følelsen har selv sit Udspring fra en Følelse.

219

For at komme til Sagen forudsætte vi som fuldkommen afgjort, at ethvert menneskeligt Individ har den Bestemmelse at udtrykke det almindelige Fornuftliv under en ejendommelig Form, eller for at udtrykke den samme Tanke med et Par andre Talemaader, at dets virkelige Liv er dets Overensstemmelse med sit Livs Ide; at det under ethvert sandt Fremskridt i sin Udvikling retter sig efter et højere Forbillede. Naar Mennesket da i et Tidsmoment befinder sig i fuldkommen Overensstemmelse med sin Ide og har en umiddelbar Bevidsthed om denne Harmoni, er denne Bevidsthed en behagelig Følelse. Denne Sætning gælder for alle Menneskelivets Former, de lavere saa vel som de højere; følgelig maa den Fremskriden i Sandheds Erkendelse, som er alle Fornuftvæsners Bestemmelse, nødvendig medføre den behagelige Følelse af Individets Harmoni med Ideen.

Men lige saa vist som det er, at den forskende Tænknings Vendinger, naar den gaar ud paa en fuldstændig Verdensanskuelse, altid bestemmes af Følelsen, saa lidet fremmer det Sandheds Erkendelse, om ethvert Individ vil indskrænke sig til sin Subjektivitet og gøre den lydelig gældende midt i Videnskabens Rige. Det kommer da an paa, hvis Følelse til sidst er den ren menneskelige; thi kun den, der kan godtgøre, at han er den fuldkommen restituerede Adam, kan forlange, at andre skulle lade deres Tænkning styres efter hans ejendommelige Følelses Kompas. Indtil den Tid kan han ikke gøre andet end enten indslutte sig i sin monadiske Selvtilfredshed, hvortil han har en ubestridelig Ret, eller bestræbe sig for at sætte en Begrebsudvikling i Stedet for en anden, som oprører hans naturlige Følelse.

220

Vi have ovenfor sagt, at den Tænkning, der gaar ud paa Erkendelse af konkret Virkelighed, bestandig gaar ud fra en Følelse. Vi maa her bestemt afvise den mulige Misforstaaelse af disse Ord, at dermed skulde menes den upatologiske Følelse af Overbevisning, som man undertiden hører omtale, i Følge en anden Brug af Ordet Følelse. Om der gives nogen i Ordets bogstavelige Betydning følelsesfri Tænkning, lade vi her staa aldeles uafgjort; men det kan ikke nægtes, at der gives en Tænkning og en Overbevisning, hvori den personlige Interesse træder umærkeligt frem. En saadan uinteresseret Tænkning er den matematiske og den ontologiske; men den har ogsaa kun at gøre med abstrakte Begreber og medfører paa ingen Maade nogen overmenneskelig Sindets Tilstand. Naar Tænkningen gaar ud paa en konkret Verdensanskuelse, kan den kuns i Momenter være fuldkommen ligegyldig og uden al personlig Bevægelse ved Resultatet. Det er en vidt udbredt Vildfarelse, at den Tænkning, hvorved en reel Verdensanskuelse dannes, skulde kunne foretages med Menneskets halve Sind, som Regning med Tal eller Betragtning af geometriske Forhold.

Men naar vi nu paa den ene Side forsvare den Sætning, at Tænkningen i det hele taget erholder sin Retning af Følelsen, paa den anden Side indrømme, at intet Individ er berettiget til at opstille sin Følelse som den normale, synes det umuligt, at den menneskelige Tænkning kan skride sikkert frem mod sit Maal, mod Sandheds Erkendelse. Men fordi man indser, at det enkelte Individs Følelse ikke afgiver nogen Garanti for dets Tænknings Rigtighed, kan man ved Siden deraf meget vel have den Overbevisning, 221 at hele Slægtens Tænkning ved Følelsen drages mod sin rette Pol. At antage dette bliver netop det samme som at antage, at Fornuften bestandig er den stærkeste Magt i Menneskeheden, og at Individernes Afvigelser (der til Dels gendrive hinanden) forsvinde for Sandhedens Aand, ved hvilken hele Slægten føres af Sted.

En Livsanskuelse, der oprører Menneskehedens Sandhedsfølelse, har ved at udtale sig selv med Tydelighed og Bestemthed foreløbig gendrevet sig selv, og derved vækkes Bestræbelsen for at fremstille den kristelige Tradition i et nyt videnskabeligt System, der afløser det gamle, hvis Utilstrækkelighed er almindelig følt. Men at Mennesket, efter at Videnskabens Ide blot er anet, skulde berolige sig ved en umiddelbar dunkel Bevidsthed om Religionens Hovedindhold, er utænkeligt. Nu om Stunder er det øjensynlig Menneskehedens Opgave, at bringe den kristelige Traditions Indhold til videnskabelig Bevidsthed, og derfor kan et mangelfuldt System kun fuldstændig gendrives ved et rigtigere eller et, der med større Alsidighed sammenfatter, hvad der hører til den universelle Tradition. Men da for Tiden enhver Religionsfilosofi, der har mindste Betydenhed, udgiver sig for at have den kristelige Tradition til sit Indhold, faar dens udvortes Autoritet et farligt Stød, naar dens Uoverensstemmelse med et eller andet væsentligt Princip i Kristendommen har tydeligt vist sig. Nu gives der ingen Sandhed, hvis Mangel det er saa vanskeligt at dække ved Palliativer eller at udfylde ved Sætninger, der have fjærn Lighed dermed, som Udødelighedslæren, fordi Savn deraf gennemtrænger alle Hovedstykker af Systemet.

        

222 Derfor vil Mangelen af denne Lære altid være den hemmelige Brøst, der tidlig eller sildig bereder det for Resten mest skarpsindige System sin Undergang.

VI

Ovenfor er den Sætning opstillet, at Udødelighedslæren bestandig vil gøre sig gældende som et nødvendigt Moment i Sandhedens Erkendelse. Ethvert System, der udtaler en Verdensanskuelse, hvori hint væsentlige Moment mangler, vil nemlig, naar det er gennemført i sine Konsekvenser, først befindes uoverensstemmende med den sande Tradition i dens umiddelbare Skikkelse og dernæst blive fortrængt af et fuldstændigere videnskabeligt System. Vi have tilsyneladende talt om tre forskellige Magter, der nødvendig d Tidens Løb maa besejre ethvert vildfarende System: den sande Tradition, den normale Følelse og den sande Videnskab; men det er, nærmere beset, en og samme universelle Overmagt, som under disse forskellige Titler gaar af med Sejren. Den kristelige Verdensanskuelse har ikke sin fuldstændige Form blot i den hellige Skrift, men i mange forskellige Aabenbaringer af den levende Verdensaand; thi hvad der tilfredsstiller den normale Følelse, er Kristendommens væsentlige Indhold. Men naar man da fra et Systems Standpunkt spørger, med hvad Ret en Verdensanskuelse giver sig Navn af sand, og med hvad Ret en Følelse roser sig af at være den normale, da kan intet andet almengyldigt Svar gives derpaa end den systematiske Fremstilling deraf. Over en videnskabelig Form, som 223 er af den Betydenhed, at den bør ænses, kan hverken ubestemt individuel Følelse eller Troslæren i sin umiddelbare Skikkelse vinde grundig Sejr. For at beholde Marken maa Sandhedens Aand paatage sig samme Skikkelse som dens Modstandere.

Nærmest skal altsaa her den Sætning udvikles, at ethvert System, der indeholder Udødelighedens Fornægtelse, gendriver sig selv ved sine Følgesætninger. Det er ikke min Plan, i en broget Vrimmel af Fantasibilleder at fremstille de Livsforhold, hvori Udødelighedshaabets Tab maa være mest oprørende for den naturlige Følelse. Det har ofte været gjort f. Eks. af Jean Paul, og det er den eneste Maade hvorpaa man kan anskueliggøre den Sandhed, at Dødelighedslæren ikke kan tilfredsstille den menneskelige Følelse. Her kan som sagt intet Bevis for Udødeligheden ventes udført; her anstilles blot Refleksioner over den Mulighed at føre Beviser derfor. Vi betragte da nu den Tankegang, som vi ovenfor have omtalt som et uendeligt indirekte Bevis for Udødeligheden, nemlig den, at Tilintetgørelseslæren i enhver Sammenhæng, ret udviklet, nøder den menneskelige Bevidsthed til en Vending, hvorved den fra Fornægtelsens Tomhed kommer tilbage til den sande Religions Indhold.

Naar Mennesket med Overbevisning om sin individuelle Forgængelighed ret ordner sin Bevidsthedskres, taber dets Liv enhver væsentlig Betydning. Den menneskelige Bevidsthed kan da i ingen Henseende beholde sin højere Fylde, uden for saa vidt som den med Selvmodsigelse bevarer et laant Genskin af Ideens Lys, der hører forgangne Perioder til. Erfaringen har lært, at den menneskelige Bevidsthed 224 vel kan udvikle sig til herlige Former, hvor Begrebet om Udødeligheden kun er dunkelt for Haanden; men under den dogmatiske Fornægtelse deraf taber det, naar Mennesket har ret besindet sig, al sin Glans og Rigdom. Denne Paastand ville vi tydeliggøre ved kortelig at gennemgaa de væsentlige Momenter af Ideen, som giver Menneskelivet sit Indhold. Men dette skal efter Planen ske saaledes, at de Punkter mest udhæves, ved hvilke Savnet af Udødelighedsbegrebet lettest indlyser.

For det første kommer efter Tilintetgørelseslæren den sande Selvagtelse og overhovedet den rette Selvkærlighed til at mangle sin egentlige Genstand. Her bliver den organiske Sammenhæng af Ideens forskellige Sider især iøjnefaldende, fordi Selvkærligheden gennemtrænger alle Livets Former, og det abstrakte Selv, strængt for sig taget, aldeles bliver til intet. Vi kunde derfor, hvis her skulde gives en udførlig Udvikling af dette Moment, efter Sagens Natur betragte alle de følgende Momenter fra dette særegne Standpunkt. Men vi indskrænke os til følgende Vink.

Naar Selvkærligheden mangler sin Genstand, kan Ideen ikke komme til sit sande Liv i Menneskets Bevidsthed. Mennesket erkender nemlig ikke den egentlige Sandhed, naar det ikke tillige føler den. Den Erkendelse, der giver sig selv det pralende Navn af ren Tænkning og udelukker al Sympati, den er kun en abstrakt, med Flid udstykket, Erkendelse. For saa vidt Tænkningens Arbejde, ja Tænkningens Slid er en nødvendig Betingelse for Opnaaelsen af konkret Erkendelse, er den følelsesfrie Tænkning, som finder Sted i Matematik og Ontologi, af stor 225 Betydning og Vigtighed. For saa vidt fremdeles den fuldendte Erkendelse i den nærværende Tingenes Orden aldrig kan opnaas, hører den abstrakte Tænkning her aldrig op. Men jo mere Begrebets sønderrevne Stykker begynde at samle sig til et Helt, jo mere Tænkeren begynder at skimte den rette Sammenhæng i Tilværelsen, desto mere blive Tænkningens Arbejder afbrudte ved Anskuelsens Hviledage.

Al Erkendelse gaar ud paa det altid værende, men under den sande Erkendelse ved det erkendende Subjekt, at det selv hører med til det altid værende. Naar Tilintetgørelseslæren ret gennemtrænger Menneskets Tankekres, vil Erkendelsen af det evige mer og mer fordunkles. I Følge denne Sysmaade hører nemlig Individet som Individ ikke til det altid værende; men den, som ikke erkender sig selv for at høre med til det uforgængelige i Tilværelsen, har ikke den levende Erkendelse deraf, om han end med større logisk Dygtighed kan fremstille sin mangelfulde Verdensanskuelse. Kun hvor den individuelle Udødeligheds Begreb optages med som et Element i Menneskets Verdensbevidsthed, kan sand Selvkærlighed finde sin Plads deri. Og Selvkærlighed er en ufravigelig Betingelse for den levende Erkendelse og den sympatetiske Tilknytning til det altid bestaaende, uden hvilken Bevidstheden ej kan svare til sin Ide.

De dogmatiske Fornægtere af Udødelighedstroen indrømme naturligvis den Kendsgærning, at Tilintetgørelseslæren vanskelig kan blive ret almindelig udbredt i Menneskeheden, og de finde ligesom vi en vigtig Forklaringsgrund til dette Fænomen i den naturlige 226 Selvkærlighed. Men de tage Selvkærligheden i en anden Betydning end den, vi her have taget den i. De sætte den ej i Forbindelse med den dybere Selvagtelse, i Følge hvilken Mennesket erkender sig som Individ for et Led af den altid værende oversanselige Verden; men de tænke ved Ordet Selvkærlighed blot paa den fysiske Selvopholdelsesdrift, som Mennesket paa sit abstrakt dyriske Standpunkt ej kan overvinde. Efter den rette Verdensanskuelse er denne lavere Tilskyndelse kun et Moment i den sande Selvbevaringsdrift, men et Moment, der er saa uvæsentligt, at denne, som Historien tit har vist, kan føre Individet til at handle mod hin elementære Drift.

Det er dels Praleri, dels Selvbedrag, naar saa mange paastaa, at en Verdensanskuelse, der tilfredsstiller den ren-menneskelige Selvfølelse, kan danne sig uden Udødelighedsbegrebet. I denne Henseende lægger F. Richter i sit omtalte Skrift større Forstand og Sandhedskærlighed for Dagen, idet han uden Betænkning tilstaar, at Visheden om Individernes Forgængelighed er den største af alle de Ulykker, som ere uadskillelig forbundne med Menneskehedens Kaar, og at det er en Ulykke, mod hvilken der ikke gives nogen tilfredsstillende Trøst. Deri ville vist de fleste være enige med ham, men ikke i den Forudsætning, som ligger til Grund for hans Filosofi, nemlig den, at en fudkommen Erkendelse af Sandhed skulde kunne slutte med en uopløselig Dissonans, eller med andre Ord: at Sandheden skulde kunne være for oprørende for den menneskelige Følelse.

Tilintetgørelseslæren maa da for det første af den 227 Grund forsvinde, at den oprører den sande Selvfølelse og Selvagtelse, uden hvilken Individet ej med den Deltagelse, som er et Moment i al sand Erkendelse, kan slutte sig til det evige. Dernæst kan ingen sand selskabelig Interesse bestaa, naar Mennesker antages blot for temporære Væsner, der uophørlig blive til og for stedse forsvinde fra Tilværelsen. Al Stræben for Menneskevel og Indretning af Stater maa nødvendig ophøre, dersom Menneskene med Overbevisning om hinandens absolute Forgængelighed ret besinde sig over det intetsigende i deres Planer. Kun den var i Stand til under slige Vilkaar at bevare sin Livslyst, der ved Travlhed i Livets Leg kunde bringe det til en uafbrudt Selvforglemmelse. Dertil ere somme virkelig i Stand: de anse alt for at være intet, men udføre med Ilfærdighed den ene Plan efter den anden for ved en frivillig Illusion at vænne sig til at behandle det formentlige Intet, som om det var noget. Men til et saadant tankeløst Selvbedrag kan hele Slægten aldrig bringe det. Ingen alvorlig Stræben for andres Vel, ingen Deltagelse i deres Ve kan bevares hos den eftertænksomme Mand, naar han anser deres Tilværelse for et kortvarigt Skyggespil. Man har ofte hørt, at en i Drømme har svedt Angestens Sved over den Maade, hvorpaa han har behandlet Mennesker, der kun vare hans egne Drømmesyner, men har pludselig følt sig lettet ved at komme til Vished om, at alt var en Drøm og følgelig ligegyldigt. Men efter Tilintetgørelseslæren bliver Menneskets Handlemaade mod hverandre for den, der kender Livets Korthed, omtrent saa ligegyldig som en længere Drøm. En Livanskuelse, der fører til praktisk Nihilisme,

        

228 gaar let over til en positiv Stræben efter at tilintetgøre sig selv. Derpaa findes en hel Del Eksempler i Historien. Et paafaldende Eksempel have vi blandt andre i en forkristelig Periode, da en konsekvent dialetisk Udvikling af den kyrenaiske og kyniske Filosofi netop førte til en praktisk Nihilisme, der ej var Produkt af enkeltes Griller, men havde sin dybe Rod i Tidsalderens Udvikling. Derved vaktes en saa almindelig Livslede, at Regeringen i Aleksandria forbød Hegesias, med Tilnavn Peisithanatos, at foredrage sine Læresætninger, fordi de foranledigede en saa usædvanlig Mængde Selvmord. Det samme Fænomen gentager sig i vor Tid, da den om sig gribende nihilistiske Livsanskuelse føder idelige Selvmord af sig, og de eftertænksomme Statsfilosoffer have fuldkommen Ret, naar de fra alle Kanter gentage, at den egentlige Grund maa søges i den dogmatiske Fornægtelse af Udødeligheden. Selvmorderne ere virkelig de mest konsekvente Lærlinge af en saadan Skole; enhver tænksom Tilhænger deraf synes at maatte ønske med Caligula, at Menneskeheden kun havde eet Hoved, for at han med eet Sværdslag kunde befri den fra sin urimelige Livsdrøm.

Den, der kun tillægger de menneskelige Individer Betydning som forbigaaende Former for den ene Aands Selvaabenbaring, kan umulig uden Inkonsekvens nære nogen sand Menneskekærlighed. De, som desuagtet, uden at sand Menneskeagtelse har nogen Grund i deres Livsanskuelse, lade de velvillige Følelser indtage stort Rum i deres Bevidsthed, indrømme derved de naturlige Følelser en Magt, som deres Forstand ikke kan billige. I Almindelighed

        

229 er det ogsaa Trang til at erkende bestemte menneskelige Individer som uforgængelige Genstande for deres Kærlighed, der fører tvivlende eller vantro Tænkere tilbage til den kristelige Verdensanskuelse. Derfor have ogsaa de Videnskabsmænd, som i deres Ungdom have bidraget mest til at give Naturfilosofien sin Form, i deres Alderdom opgivet den abstrakte Panteisme, som ligger til Grund derfor, og om en Del af dem er det bekendt, at Dødsfald iblandt Individer, til hvem de have været knyttede ved stærke sympatetiske Baand, have aabnet deres Øjne for Tomheden i deres Verdensanskuelse. At saadanne Kendsgærninger kunne træffes i Videnskabernes Rige, viser, at den systematiske Fremstilling af en Verdensanskuelse ej er den sidste Grund, hvorpaa Overbevisningen om dens Gyldighed beror, ikke engang for dem, som bedst kende Systemet i hele dets Detail. Den, der er i Stand til at forsone sig med Tilintetgørelseslæren, har enten ikke ved nogen Erfaring lært den uendelige Menneskekærlighed at kende, eller han savner den anskuelige Forestilling om Livets Korthed, eller ogsaa har han sammensat sin Bevidsthedskres af stridige Brudstykker. Den Kærlighed, der betragter sin Genstand som forgængelig, er nødvendigvis af en anden Art end den, der ved, at den hører til det evig bestaaende.

Den højere Drift til Selvbevaring og Trang til Kærlighed ere som oftest de Grunde, der i Virkeligheden fortrænge de mangelfulde Systemer, som drage Udødelighedens Fornægtelse efter sig. Men ogsaa den ideale eller kontemplative Drift taber, ret forstaaet, efter disse Systemer sin Betydning. Vi betragte nu ogsaa fra denne tredje Side den Sandhed,

        

230 at den gennemførte Negation af Udødeligheden fører til Opgivelsen af den Verdensanskuelse, som drager den efter sig. Jeg gentager, at vi her ved Abstraktion adskille, hvad der i sig selv er et og det samme; ret betragtede ere allerede saa vel den sande Selvbevaring som den sande Menneskekærlighed forskellige Former, under hvilken Driften til at leve for det evige træder frem. Dette er mer iøjnefaldende ved den tredje ideale Retning, som vi her ogsaa ville betragte for sig, jeg mener den, der fører til Videnskab, Kunst og Religion. Ved enhver af disse Former skulle vi ligeledes se, at de ved en konsekvent Tilintetgørelseslære tabe deres egentlige Betydning. Med dogmatisk Negation af Udødeligheden kan ingen Kunst bestaa. For at Mennesket skal kunne have sin Svingkraft til at bevæge sig i den højere Fantasis Regioner, maa det enten med en Slags refleksionsfri Udødelighed bruge Livet som en Evighed uden nogen anskuelig Forestilling om dets Korthed, eller det maa have Overbevisning om Udødelighedsbegrebets Realitet. Jeg opstiller her uden Betænkning den Paastand, at Tvivl om Individernes Udødelighed er Kunstens Kræft, og Overbevisning om deres Forgængelighed er Kunstens Grav. Denne Paastand kan kun retfærdiggøres ved en Teori af Kunstens Natur, som her ej lader sig udføre, men kun med et Par Ord antyde. Den Synsmaade, jeg her vil fremsætte, vil for mangen En klinge højst paradoks og vil maaske af somme opfattes som et dristigt Udtryk, der ej skal forstaas efter Ordet. Ja mangen En har maaske selv udtalt den samme Tirade og dog kun betragtet den som en rask retorisk

        

231 Figur; men her menes bogstavelig, hvad her bliver sagt: Den sande Kunst er en Anticipation af det salige Liv. Den fuldkomne Harmoni mellem Universalitet og Individualitet, som finder Sted i Kunstnerens Bevidsthed, naar han producerer et ægte Kunstværk, eller hos den, der med ægte Receptivitet gentager den samme Produktion, er et Billed af de fuldkommen forklaredes Salighed, hvori det individuelle Liv uden Modstand bliver udfyldt af den Eviges Vilje. I den nærværende Tingenes Orden er det kun i enkelte Momenter, den personlige Vilje hæver sig til det hellige Standpunkt, hvor Pligtloven slet ikke føles som en stræng bydende Tvang; og Videnskaben nødes efter sin Natur til at arbejde saa strængt i Abstraktionens Sfære, at Intuitionen, som styrer Tænkningen, tit træder meget i Baggrunden. Kuns i de Momenter, da den personlige Vilje falder sammen med den almindelige, eller Begrebernes diskrete Punkter flyde sammen til Intuitionens Klarhed, føler Mennesket den samme Harmoni i Sindet som den, hvori den sande Kunst altid bevæger sig. I den sande kunstneriske Produktion maa den personlige Stræben saaledes falde sammen med den højere Bistand, at Anstrængelsens Følelse rent maa forsvinde. Men Kunsten er kun et Billed paa det salige Liv, fordi den bevæger sig i en Verden, der baade fra et Standpunkt, der ligger over den, og et Standpunkt, der ligger under den, med Sandhed betragtes som Leg og Skin. Kunstnerens Verden beholder lige over for sig en Verden, der med Sandhed sættes imod den som den virkelige, og som med Rette gør Fordring paa med Tiden at gøre Kunsten overflødig. Det virkelige Liv vil en Gang blive saaledes forherliget,

        

232 at Kunstnerne have fuldbragt deres profetiske Kald, og Individernes Liv umiddelbart selv fremstiller den Harmoni mellem det menneskelige og guddommelige, der af Kunsten bebudes som tilkommende. Disharmonien mellem den prosaiske og den poetiske Verden skal i Tidens Fylde forsones i den sande Tilværelse. Dette er en Sandhed, som Kunstnerne stærkt bestride, især de herlige, der føle deres Sind aldeles udfyldt ved deres Kald. Men de gøre det i en Tilstand af elskværdig Naivitet, ligesom den Vilde, der haaber at genfinde sine kære Vaaben i de dødes Rige.

Naar da Kunsten er en Anticipation af det mere æteriske Liv, som hører en højere Tilværelse til, maa der naturligvis findes uforenelige Bestanddele i Bevidstheden, idet man paa een Gang vil beholde Kunsten og fornægte Udødeligheden; og den Kunst, der saa aldeles miskender sin Betydning, vil, efterhaanden som de stridige Antagelser bringes ret i Berøring med hinanden, aldeles fortrænges ud af Livet, ligesom et Træ mister sine Blomster, naar dets Rod bliver afskaaren. Det er da sandsynligt, at den ret gennemførte Negation først rent vil fortrænge Kunsten, inden Livets Tomhed og Øde ved dette Savn ret klart kan blive stillet Tidsalderen for Øje.

Naar Udødelighedstroen aldeles har forladt en Tidsalder, forsvinder den sande Kunst mer og mer, og den svage kunstneriske Produktion, som bliver tilbage, slutter sig for største Delen til Ruiner af andre Tiders Frembringelser. Digterne føle idelig, at en Verdensanskuelse, i Følge hvilken den nærværende Sanseverden skal betragtes som et i sig afsluttet Helt, ikke kan tilfredsstille Poesiens Fordringer. 233 Derfor have de mest udmærkede Digtere saa tit givet deres episke og dramatiske Digtninger en heterogen Tilsætning af Syner fra en anden Verden, som ikke staar i Harmoni med det Hele. Hvoraf kommer denne Disharmoni uden deraf, at Brudstykker af to heterogene Tidsaldres Produkter ere mekanisk forbundne med hinanden? Dersom Bevidstheden om en fra den nærværende Verden kvalitativ forskellig Verden, som en Gang kan blive tilgængelig for en aldeles ny Erfaring, ret havde gennemtrængt Tidsalderen, saaledes at den i den nærværende Tingenes Orden betragtede alle Ting som Fragmenter af et organisk sammenhængende Universum, der her kun begynder at udvikle sig for os, da kunde den fremføre Fantasier om en hinsidig Verden, der kunde harmonere med den bekendte Verden; thi den nærværende Verden fik da selv et andet Udseende.

Paa den mest barnagtige Maade har Savnet af Tro paa det oversanselige vist sig i de mange Romaner, der til en Tid kom for Lyset, hvis hele Indhold var tilsyneladende Spøgelseshistorier, der til Slutning ved en naturlig Forklaring opløstes i intet. Ogsaa de mange Digterfantasier, der bevæge sig i en ren mytologisk Verden, skylde deres Oprindelse til samme Trang; men de betragtes gærne af Forfatteren selv som en betydningsløs Leg, og den urigtige Forestilling om Kunsten maa naturligvis have Indflydelse paa Kunstens Udøvelse. Thi saa vist det er, at Kunstnere kunne producere højst geniale Værker uden selv at forstaa deres Betydning, saa vist er det, at en Misforstaaelse af Kunstens Natur, saadan som den nødvendigvis følger af skæv Kultur, maa virke fordærvelig tilbage paa den kunstneriske Virksomhed.

        

234 I Digte, der nu om Stunder føre en Feverden frem for Fantasien, er det ofte den vantro Forfatters og Læsers Mening, at man for et Øjeblik skal lade sig hentrylle i en oversanselig Verden og dog beholde den Bevidsthed, at der ingen højere Verden gives. Men Følgen deraf er, at Fortryllelsen bliver derefter. Dette forsøgte Selvbedrag er mere barnagtigt end Barnets, der lader Skammel og Alen gælde for Trone og Scepter, uagtet det tillige har Bevidsthed om, at det er en Skammel og en Alen; thi Barnet ved dog, at der virkelig gives Trone og Scepter, men den voksne tror, at det, hans Feverden betyder, er aldeles intet. Et Trin af Kunsten er det, paa hvilket Digteren udtaler mytologiske Traditioner, paa hvilke han selv tror; et andet det, paa hvilket hans Fantasier, om de endogsaa hente Motivet fra slige Sagn, betragtes af ham selv som en betydningsløs Leg; et tredje det, paa hvilket han betragter sin kunstneriske Produktion som Billedet paa en højere Tilværelse. Paa det mellemste Udviklingstrin hører Kunsten efterhaanden op at være det, som Digteren ikke længer antager den for at være, et Forvarsel om en højere Tilværelse. Men i en saadan øde Tid, en prosaisk Tid i den allerværste Betydning af Ordet, er det yderst mærkeligt, hvorledes de mest blasfemiske Digtere mod deres Vilje tvinges til at udtale en anden Aand end den, de tro paa. Deres formentlige Bespottelse af alle positive Former i Tilværelsen bliver til en Klagesang over det bortflygtede højere Liv og til et Længselssuk efter en poetisk Fremtid. Især ere H. Heines Skrifter i denne Henseende højst mærkværdige, fordi hans foregivne Henrykkelse over den isolerede Sanseverdens Tilstrækkelighed

        

235 for et sundt Menneskes Fordringer idelig afbrydes ved en hemmelig Vemods Udbrud. Ligeledes pynter han idelig sine Spottetaler med Glimmerblomster fra en modsat Verdensanskuelses efterladte romantiske Former. Det gaar overhovedet det unge Tyskland og det unge Frankrig saaledes, at al deres Jubel over Kødets Evangelium, som Heine kalder det, og al deres paatagne Lystighed mod deres Vilje bliver til smertelige Klager. Det gaar dem ligesom Penelopes Bejlere, da de holdt deres sidste muntre Aftensmaaltid. »De lo«, som Homer siger, »med fremmede Ansigter; de aade Kød blandet med Blod; deres Øjne fyldtes med Taarer, og deres Sind tænkte paa Jammer.« I saadanne Fænomener er det, at den verdenshistoriske Dialetik lægger sig for Dagen: Nihilismen optræder, derved at dens Tungemaal bliver forvendt, som sin egen ufrivillige Anklager og baner Vejen for den positive Verdensanskuelses Restitution.

Heller ikke Videnskaben kan i Tidens Længde beholde sin Interesse med Tilintetgørelseslæren eller den ensidige Panteisme; den kan hverken bestaa med Panteismen i sin trivielle Form, hvori de litterære Plebejer opfatte den, eller i den fordringsfulde Skikkelse, som den antog i den logiske Panteisme. Efter disse Synsmaader antages det nemlig paa den ene Side for muligt, at Mennesket kan opnaa fuldkommen Erkendelse, paa den anden Side antages det for en afgjort Sag, at Menneskets Liv er indskrænket til den nærværende Tingenes Orden. Disse to stridige Sætninger bringes i Harmoni derved, at en Del abstrakte Sætninger udgives for den fuldkomne Erkendelse. For at Mennesket kan glæde sig ved

        

236 den Overbevisning at vide alt, antages, at det, der synes at falde uden for dets Videns Horisont, ikke har nogen Realitet

At fuldendt Viden ikke kan opnaas under Menneskehedens nuværende Livskaar, kan indses af følgende Betragtninger. De empiriske Videnskaber kunne efter Sagens Natur ej tilendebringe deres Bestræbelser for at sammenfatte de eksisterende Individer og deres Tilværelsesmaader i et fuldstændigt Begrebssystem. Det tilstaas vel af enhver, der blot har et dunkelt Begreb om disse Videnskabers Fremgangsmaade. Man behøver jo desuden blot at erindre sig, at disse Videnskabers Fordringer ej kunne tilfredsstilles ved en fuldstændig Angivelse af alle telluriske Tilværelsesformer; thi da bliver jo Resten af Himmelsystemet med sit respektive Inventarium tilbage som en utilgængelig Region. Men lader os for et Øjeblik endda blive staaende med vor Betragtning ved denne Planet og antage, at Erfaringens Videnskaber kunne bringes saa vidt, at de paa deres Vis kunne give fuldstændig Besked om Jordens Organisation, Former og Love; da mangler jo dette System en væsentlig Side for at fortjene Navn af fuldendt Erkendelse. Anskuelsen, der paa ethvert Punkt er af uendelig Natur, savnes aldeles i et saadant System af Begreber. Dette følger af den almindelige Sætning, at enhver enkelt Anskuelse kun i abstrakt Form kan gaa over til Forestilling, saa at Almenbegreberne, selv om Erindringen af den tilfældige Erfaringskres, hvortil de referere sig, beholdes uden Fradrag, nødvendigvis maa være af abstrakt Natur. Uden her at opholde os ved det rige Indhold, der gaar tabt i Naturvidenskabens øvrige Sfærer, ville vi her

        

237 tænke paa den Del af Tilværelsen, som har nærmest Sammenhæng med vor Hovedundersøgelse. Vi bringe i Erindring, hvilket uendeligt Indhold Antropologien maa overse, naar den taler om Arter og Slægter i Stedet for om Individer.

Vil Videnskabsmanden derimod vælge det almindeligste til sit Udgangspunkt og ved en apriorisk Tænkning skride frem fra det abstrakteste til det mindre abstrakte uden at forlade den rene Tænknings Region, da er han vistnok i Stand til stedse mer og mer at orientere sig i hine Grundbegreber, der i deres umiddelbare Form fremstille Fragmenter af en oprindelig Erkendelse. Men det er kun Tilværelsens Grundforhold, der ved denne Fremgangsmaade kunne bringes til tydelig Bevidsthed. Det hele Universum med sin Uendelighed af Bestemmelser kan aldrig sammensættes af aprioriske Tanker.

Antages Muligheden af, at Mennesket i den nærværende Tingenes Orden kan komme til en fuldkommen Erkendelse, da ere de Videnskabsmænd mest konsekvente, der skildre den som en mystisk Anskuelse af Eet og Alt, hvori Modsætningen mellem den anskuende og det anskuede er aldeles forsvunden. At en saadan Anskuelse af det absolute skulde være en fuldkommen Erkendelse deraf, er en Paastand, hvis Urimelighed ved saa mange sindrige Vendinger af Polemikken er godtgjort, at det næppe nu om Stunder falder en eneste grundig Videnskabsmand ind at paatage sig dens Forsvar. Men enhver apriorisk eller, om man vil, immanent Tænkning, hvorved Tilværelsens Grundforhold (jeg mener Guds Forhold til Universet) bliver tydeliggjort, maa dog gaa ud fra en dunkel Anskuelse af disse Grundforhold 238 og stræbe til en klarere umiddelbar Erkendelse deraf. Men for saa vidt som en adækvat Anskuelse af Eet og Alt i den nærværende Tingenes Orden ej kan opnaas af nogen, kan den videnskabelige Tænkning under de os bekendte Forhold heller aldrig føre til Erkendelsens Fuldendelse.

Kun ved een Vending kan det antages for muligt at Mennesket i Sanseverdenen kan opnaa fuldkommen Erkendelse. Det er nemlig ved den Tilsnigelse, at man frakender enhver Ting Prædikatet af Sandhed, naar den er utilgængelig for den menneskelige Erkendelse. Man beskærer saaledes paa en vilkaarlig Maade Tilværelsen for at læmpe den efter den menneskelige Erkendelses Lejlighed, ligesom hin Prokrustes, der forkortede sine Gæster efter Maalet af sit Sengested. Sandheden af denne Paastand bliver især indlysende ved følgende Betragtning. Hvad der skal blive ganske gennemsigtigt for det videnskabelige Begreb, kan efter Sagens Natur kun være en almindelig, uforanderlig Side af Tilværelsen. Vil man nu antage, at Erkendelsen heraf ej er abstrakt, da maa det individuelle, for saa vidt det er individuelt, betragtes som en Mængde tilfældige Former for det absolutes Tilsyneladelse. Skal det individuelle, hvorunder de enlige menneskelige Individer henhøre, der fødes og dø til bestemte Tider paa Jordkloden, skal dette individuelle have sand Realitet, da kan ingen af de os bekendte videnskabelige Former fremstille fuldkommen Erkendelse. Allerede Sprogets Natur gør det umuligt paa en videnskabelig Maade at betegne disse bestemte Individer. Men der maa gives en tredje højere Erkendelse, som hverken holder sig blot i de rene Begrebers Region eller

        

239 bliver staaende ved den empiriske Tænknings Abstraktioner, men hvori paa en Maade, som overstiger menneskeligt Begreb, det almindelige saaledes erkendes, at det enkelte (enlige) ikke forsvinder deri. En saadan Erkendelse vilde være en intellektuel Anskuelse i Ordets egentlige Betydning; men dette tertium cognitionis genus er uopnaaeligt under dette Livs Vilkaar. Derfor er det, jeg lidet ovenfor har sagt, at Fornægtelsen af Menneskets Udødelighed blandt andet af den Grund vil høre op, at man sent eller tidlig vil komme til en klar almindelig Overbevisning om, at fuldendt Sandhedserkendelse efter denne Synsmaade for bestandig er Mennesket umulig.

At ingen sand Religion kan bestaa med en ensidig Panteisme, som vi overalt i denne Afhandling have betragtet som en Tilintetgørelseslære, er om muligt endnu mere indlysende, end at Kunsten og Videnskaben fra dette Standpunkt tabe deres Betydning. Det forekommer rigtignok en og anden, at den var kommen til et ophøjet Stade, som saaledes havde fordybet sig i Beskuelsen af det almindelige, at han med Resignation rolig saa sin ubetydelige Person forsvinde som et Offer for det almindeliges Aabenbaring. Men dette almindelige kan ikke substitueres for den personlige Gud, hvis Begreb bestandig bevares i den sande religiøse Tradition. Det er et Væsen, som ikke har nogen fuldendt Erkendelse og ingen Vilje i Ordets rette Betydning. Det gennemløber i en instinktmæssig Stræben en Række Forvandlinger, indtil det i Menneskeform opnaar et Glimt af Selvbevidsthed. Den menneskelige Erkendelse er den højeste Erkendelse, der gives i Universet; 240 thi Menneskets Erkendelse af Gud er Guds eneste Erkendelse af sig selv. Den guddommelige Erkendelse savner da i enhver Henseende Kontinuitet; thi dels er den adsplittet i koeksisterende monadiske Selvbevidstheder, der ere uigennemsigtige for hinanden, dels glimter den frem i sukcessive Punkter, som uophørlig slukkes igen for bestandig. Kontinuitet har dette store bevidstløse Dyr, som vi kalde Gud, kun i sin Naturgrund, hvor det med blind Almagt sammenholder den vrimlende Mangfoldighed af forgængelige Væsner, i hvilket det deler sig selv. Men Magten og Erkendelsen lade sig aldrig forene; thi naar der hist og her hos Væsnet i dets Menneskeform vaagner en dunkel Erindring om hvad det er, da har det i denne forgængelige Skikkelse aldeles tabt Almagtens Scepter af sin Haand. Dette er Hovedindholdet af den store orientalske Verdensfabel, som Mennesket i det sidste halve Seculum har udarbejdet i saa mange Konsekvenser. Men det halv levende Væsen, som saaledes i Drømme opfører Verdens Drama for sig selv, kan naturligvis ikke være Genstand for den religiøse Kontemplation efter Ordets rette Betydning.

Den Verdensanskuelse, som fremstilles i denne Mytologi, som nu udgør det videnskabelige Europas herskende Tro, lader sig paa mange Maader, uden stor Vanskelighed, dølge under kunstige Former, hvori selv alle Kristendommens Hovedsætninger bevare en tilsyneladende Gyldighed. Men selv Tilhængerne af meget forviklede Systemer, som gennem flere Aar have maattet arbejde sig gennem en sindrig Væv af abstrakte Begreber, røbe dog jævnlig, at de i den ovenomtalte Mytologi finde det naturligste

        

241 Udtryk for deres Verdensanskuelse. Saaledes har nylig K. L. Michelet, der ingenlunde hører til de Mænd af den hegelske Skole, der tænke frit paa egen Haand, i en Recension af et lidet Skrift, der i usædvanlig simpel Form fremstiller det nittende Aarhundredes Verdensmyte, erklæret, at dette Skrift i de væsentlige Resultater var fuldkommen overensstemmende med den hegelske Filosofi.

Efter den ensidige Panteisme, der efter sin Natur er uadskillelig fra Tilintetgørelseslæren, er fuldkommen Erkendelse ikke blot uopnaaelig for Menneskeslægten, men der gives ingen saadan Erkendelse, hverken i Himmelen eller paa Jorden. Verden bevæger sig i et uopløseligt Kresløb, efter en stræng Nødvendigheds Love, fra Intet og til Intet. Denne nihilistiske Side ved den moderne Panteisme findes næppe nogensteds gennemført med den Kraft og Følgerigtighed, som i et Værk af Arthur Schopenhauer, Professor i Berlin, som, skønt det er udkommet i Aaret 1819, endnu sjælden blot løselig bliver omtalt af andre Filosoffer. Forfatteren betegner selv i de mest frimodige Udtryk sin Filosofi som antikristelig og nihilistisk. Saaledes sætter han flere indiske Myter højt over Kristendommens Dogmer og roser meget den braminske Lære om de saliges Opholdssted efter Døden, fordi det betegnes med Ordet »Niban«, som egentlig betyder »Intet«. Hvis dette Værk, som vist ikke tilfældigvis er kommet til at staa i Litteraturens Baggrund, var mer almindelig bekendt, vilde det vist bidrage meget til at gøre den Nihilisme, som den ensidige Panteisme fører til, ret anskuelig for Tidsalderen.

Saaledes har jeg ved flere fragmentariske Vink 242 aabnet en Udsigt til den umenneskelige Livsanskuelse, hvortil den udbredte Tilintetgørelseslære ufejlbarlig maa føre sine Bekendere. Det er den Sinai-Ørken, hvori Menneskeslægten har fordybet sig næsten i 40 Aar; men den maa gennemvandres til alle Sider, før det er muligt at komme til Bjærgene, hvorfra man kan øjne det forjættede Land. I Videnskaben er fra mange Sider begyndt en kraftig Reaktion mod Nihilismen; men der vil maaske gaa lang Tid med, inden det gamle Systems servile Tilhængere blive lede ved deres egen Verdensanskuelse. Først maa et langt Erfaringsbevis overtyde Tidsalderen om, at det er Mennesket umuligt, naar det ret besinder sig, at leve med hine Meninger; dernæst maa den erindre sig, at den hele Synsmaade beror paa ganske vilkaarlige Forudsætninger. Næsten fra Barnsben af har den yngre Slægt, saa vel i Konversation som at Skrifter, optaget det ene Tankefrø efter det andet, som indeholdt forskellige Spirer til hin store Kres af Fordomme. Derfor falder det Tidsalderen vanskeligt, til Trods for store Autoriteter og formentlige videnskabelige Beviser, som den endog ubesete holder for fuldkommen afgørende, dristig at sige sig selv, at den egentlig slet ingen Borgen har for hine Fordommes Gyldighed, men at den kan tage Mod til sig og forkaste dem, hvilket Øjeblik den vil.

Ovenstaaende aforistiske Tanker, hvormed jeg har søgt at udpege de forskellige Sider, hvorfra Nihilismen klart viser sig i sin sande Skikkelse, ere dog ikke nedskrevne rent uden Plan. Jeg har nemlig gjort opmærksom paa, at hverken Menneskets Kærlighed til sig selv eller til andre Mennesker efter denne Verdensanskuelse kan beholde sin Betydning;

        

243 at baade Kunst og Videnskab og Religion paa dette Standpunkt efterhaanden maa tabe deres Interesse. Men under disse Begreber kan alt indbefattes, hvad der er i Stand til at udfylde den menneskelige Bevidsthed, og naar Mennesket taber Interesse for alt Livets Indhold, kan det ikke uden Selvmodsigelse fortsætte sin tomme Tilværelse. At mangfoldige Mennesker uden Tro paa Udødelighed desuagtet have lagt stor Livslyst for Dagen, maa for det meste forklares af en Slags Tankeløshed, i Følge hvilken en hel Del Mennesker kun maadelig ere orienterede i deres egen Forestillingskres. Men nu har Menneskeslægten faaet en melankolsk Retning, der hverken vil tillade den at lade sine Selvmodsigelser ubemærkede eller bestandig at glemme sig selv i en betydningsløs Travlhed. At selv dybsindige Filosoffer, som ikke kunne undgaa at bringe hine Modsigelser til klar Bevidsthed, desuagtet kunne bevare deres Levelyst (for ej at sige Livslyst), har sin Grund i, at de idelig tabe sig i deres Anstrængelse for at give den falske Verdensanskuelse en videnskabelig Form. Dette Arbejde, der ofte blot er en anstrængende Leg med vilkaarlige Former, fylder deres hele Sind og bringer dem til en Selvforglemmelse, der opholder deres Liv. Men egentlig ere de Tidsaandens blinde Redskaber, der arbejde paa Negationens Fuldbringelse, for at Nihilismen i alle sine Former kan blive bragt til Tidsalderens Bevidsthed. Naar denne Videnskabens Retning er fuldbragt, naar intet spekulativt Talent længer føler sig tilfredsstillet ved hint Arbejd, fordi de ikke længer her møde nogen væsentlig Opgave for deres Kræfter, da vil hele Videnskabens Virksomhed gaa ud paa at give den sande Verdensanskuelse

        

244 en videnskabelig Form. Ved den sande Verdensanskuelse forstaar jeg her den gamle, som i Videnskaben er ny, den, i hvilken Læren om en personlig Gud og Menneskets Udødelighed er et Hovedpunkt,

At Videnskaben paa den Vej, den havde indslaaet, vilde ende ved et nihilistisk Resultat, havde Schiller med en mærkelig Forudfølelse udtalt i sit bekendte Digt, det tilslørede Billed i Sais. Dette Digt, som Samtiden og Digteren selv vist ikke til fulde forstod, har nu i Videnskabens Historie faaet en oplysende Kommentar. Der fortælles, at en dristig Yngling løftede Sandhedens Slør, men saa da et Syn, som betog ham al sin Livslyst, saa at han efter den Tid gik omkring som en levende død. Hvad han saa, eller rettere hvad Schiller med sit profetiske Blik saa, fortælles ej; men det var den frembrydende Nihilisme, Braminernes Niban.

Inden jeg forlader den Betragtning, at den fuldstændige Bevidsthed om Nihilismens Natur vil bringe Tidsalderen til at forlade den, vil jeg gøre et Par her uvedkommende Bemærkninger, blot for at forebygge Mistydning af, hvad her er sagt. Det har aldrig været min Mening, at den Revolution, som har taget sin Begyndelse i Videnskaben, skulde være radikal i den Betydning, at Menneskehedens Aand med eet skulde have tabt Udbyttet af mange Aarhundreders Arbejde, eller at en ny Periode skulde begynde uden historisk Sammenhæng med Fortiden. Videnskaben kan ikke forstaa sit Standpunkt uden idelig at rekapitulere den Vandring, som har ført dertil. Ved den Betragtning, at Forfølgelsen af den ensidige Panteisme fører til Nihilisme, bliver ej enhver 245 Panteisme forkastet som blot Vildfarelse. Filosofiens nærmeste Opgave er for Tiden at forsone den erhvervede Bevidsthed om et Væsen, der er Eet og Alt, med Bevidstheden om dette Væsens Modsætning til uforgængelige Individer. Men begge Modsætningens Led komme ej til deres fulde Ret, før Læren om en personlig Gud og udødelige Mennesker, saa vel i videnskabelige som populære Former, vinder det Herredømme, som den ensidige Panteisme for Tiden er. i Besiddelse af. Alt ovenfor er det samme bemærket, nemlig at den sande Lære om en personlig Gud hviler paa Panteismens Grundvold.

Dernæst maa den Bemærkning gøres, at det teoretiske og praktiske Bevis for, at Menneskeslægten ej kan leve med den gennemførte Tilintetgørelseslære, hvilket Tidsalderen i saa mange Skikkelser har oplevet, langtfra er det fuldstændige Bevis for Slægtens Udødelighed. Det var jo meget tænkeligt, at det netop var Menneskets Bestemmelse - hvis ellers teleologiske Tanker i denne Sammenhæng kunne have nogen Betydning - frivilligt at give Afkald paa Livets Blændværk og at vende tilbage til det rene Intet. Denne Opgivelse af »Viljen til Livet« anser Schopenhauer i sit Hovedværk for Menneskeslægtens Befrielse og udtaler saaledes med større Sandhed den ensidige Panteismes Følger end de mange Filosoffer, der bringe den i en skuffende Harmoni med Borgerlivets og Religionens Ideer. - Dog kan man ikke nægte, at den Overbevisning, at Mennesket kun ved Selvbedrag og Selvforglemmelse kan leve med Tro paa Nihilismen, er et temmelig stærkt argumentum ad hominem imod dens Gyldighed. Men det fuldstændige Bevis for Udødeligheden er den videnskabelige 246 Udførelse af den sande Verdensanskuelse, hvori Uødelighedslæren er et Hovedstykke. Dette Bevis er paa flere Kanter i sin Udvikling; men det er kun i sin første Begyndelse, saa længe det kun er enkeltes Værk. Det er endnu ikke saaledes blevet Tiden en Hovedsag, at det snart kan fortrænge den nihilistiske Panteisme, som taler med tusinde Tungemaal. Men Trangen til en videnskabelig Fremstilling af den gamle Tradition, som det sidste halve Seculum er afveget usædvanligt langt fra, lader sig paa ingen Maade tilfredsstille ved Henvisning til Kristendommen i sin umiddelbare Skikkelse. Især er denne Vending frugtesløs, hvis man derved tænker paa et i faa Sætninger affattet Symbol som Udtryk for Kristendommens Hovedindhold. At tro paa isolerede Sætninger, som man har set fuldstændiggjorte ved mangfoldige stridige Systemer, er ikke engang muligt uden at erklære sig for den ene eller anden at hine Udviklinger. Hvor liden Indskrænkning det medfører for Tankens Frihed, at en Filosof holder sig strængt til en Trosbekendelses Bogstav, har man nylig set et mærkeligt Eksempel paa. Marheineke har nemlig udarbejdet en Dogmatik i hegelske Former, som nøjagtigt holder sig til det apostoliske Symbolums Ord, og deri savnes desuagtet den kristelige Udødelighedslære. Det er en svær Opgave for en troende, der udtaler sin Tro i populære Formularer, at blive uenig med en Tilhænger af det moderne System, naar denne ret lægger an paa at holde den gode Forstaaelse ved lige. Det er kun i Videnskabens Region, at videnskabelige Vildfarelser kunne finde deres Gendrivelse.

        

247

VII

I de mange Skrifter om den personlige Udødelighed, som i den senere Tid have set Lyset, have somme Forfattere vovet sig dristig ud paa de løse Gisningers Mark og fremført en hel Del udførlige Bestemmelser for den nye Tingenes Orden, som for Mennesket skal afløse Livet i de fem Sansers Verden. Andre have derimod med saa stor Ængstelighed frakendt det tilkommende Liv ethvert bestemt Prædikat, at man, hvis det ikke modsagdes ved deres hele Tankegang, kunde fristes til at tro, at de vilde reducere alt det hinsidige til Braminernes omtalte Niban. Det mest almindelige Udtryk for denne Retning findes i den bekendte metafysiske Fordom, at Tidens og Rummets Former ikke have nogen Anvendelighed paa Menneskets tilkommende Bevidsthedskres. Denne underlige Lære, som man jævnlig møder selv hos Nutidens mest fordomsfri Filosoffer, er formodentlig endnu en Levning af den bekendte Sætning i den kritiske Filosofi, at de menneskelige Erkendelsesformer blot have subjektiv Betydning. Men den kritiske Filosofi gaar i saa Henseende meget mere konsekvent til Værks, idet den ikke blot betragter Tid og Rum som subjektive Former, men lige saa fuldt nægter Begreberne Virkelighed og Tilværelse deres objektive Gyldighed. Nutidens halvidealistiske Forsvarere af Udødelighedslæren indvikle sig derimod i Modsigelser, som klart kunne lægges for Dagen ved en dialektisk Udvikling af de almindelige Bestemmelser ved Begrebernes Virkelighed og Tilværelse. En virkelig Verden uden Tid og Rum er en firkantet Cirkel og en rund Triangel. 248 Endogsaa uden nogen metafysisk Tydeliggørelse kan det umiddelbart indses, at man forener uforenelige Begreber, naar man tænker sig en Flerhed af levende Individer, som ikke ere uden for hinanden, eller et virkeligt Liv, hvori eet Moment ej følger efter et andet.

Af disse Misgreb er det dog især det første, der er mest til Hinder for den sande Genfødelse af Udødelighedslæren. Sindige Videnskabsmænd maa nødvendig med Ringeagt betragte hin Dristighed i at fremføre løse Formodninger, som i den senere Tid igen paa flere Kanter begynder at gøre sig gældende. Naar det kommer an paa at give bestemte Topografier over det for Mennesket under sine nærværende Livskaar aldeles utilgængelige hinsidige, har naturligvis enhver uvidende Sværmer lige saa megen Ret til at kundgøre sin Mening som den mest kundskabsrige Forsker. Saadanne Bestræbelser af ledige Hoveder for at udfylde Tilværelsens ubekendte Regioner med deres egne frie Fantasier bidrage meget til at fortrænge Bevidstheden om det oversanselige, idet alvorlige Mænd med Aversion vende sig bort fra en Sfære, hvor man blot har med tomme Muligheder at gøre uden nogensteds at finde fast Fod for Videnskab og rolig Overbevisning.

Aldeles uden Betydning kunne vistnok Fantasier om den oversanselige Tilværelses Beskaffenhed paa ingen Maade siges at være. Det vil altid blive Mennesket en Trang, med subjektive Fantasier at fylde hin dunkle Region af sin Bevidsthed, for derved ligesom at minde sig selv om, at det der finder en ledig Plads, som upaatvivlelig maa betegne en virkelig Genstand for tilkommende Erfaring. Det synes næsten 249 umuligt at holde fast paa den levende Vished om Realiteten af det store savnede Supplement til Menneskelivet, uden derved at man idelig fremstiller og forkaster bestemte Billeder deraf. Disse Positionens og Negationens Roller blive snart fordelte til flere Personer saaledes, at den ene godtgør Ugyldigheden af den andens Digtninger; snart er det et enligt Subjekt, som selv opbygger og selv nedriver de Luftslotte, hvormed han udfylder sin ubestemte Erkendelse af det hinsidige. Saaledes opstiller Plato i sin Fædon en udførlig Topografi af de dødes Rige, men føjer derefter den Erklæring til, at det vilde være en Daarlighed, om nogen vilde paastaa, at Sagen netop forholdt sig saaledes. Den maa, efter hans Mening, enten forholde sig paa hin Maade eller paa en anden lignende. For Resten skal det ingenlunde være nægtet, at Fantasier over Aandeverdenen kunne indeholde dybe Geniblik, fordi Videnskaben ej kan forklare deres Indhold. At der i denne Region ikke hersker blot Vilkaarlighed, følger allerede deraf, at ingen sindig Kritiker vil erklære alle slige Fantasier for at have samme Værdi. At de fleste ogsaa her med saa stor Energi skelne mellem Rimelighed og Urimelighed, viser noksom, at de medbringe Fordringer, som ikke blot have deres Udspring af den enkeltes Subjektivitet. Men en staaende Billedverden er her mindre end noget andet Sted paa sin rette Plads. Hvad her i Sandhed skal bringe en Tidsalder til almindelig Henrykkelse, maa være Tidsalderens egen Frembringelse. Derfor vil det for Tiden næppe lykkes nogen Digter eller Sværmer at fremføre Fantasier over det oversanselige, der møde vidt udbredt Sympati hos deres Samtid. Det er kun i gamle

        

250 Eventyr, vi møde Pigebørn, som midt i Vinteren bringe Roser fra Paradis.

Den frodige Produktion af urimelige Fortællinger om Syner fra en anden Verden, som for Tiden viser sig paa mange Steder, er en forvirret Reaktion mod Videnskabens Anmasselser, som paa den anden Side med saa stor Frihed nægter Realiteten af alt, hvad der falder uden for dens Synskres. Det er et mærkeligt Særsyn, at selv det berlinske Tidsskrift, hvis nærmeste Formaal er at virke for Udbredelsen af Hegels Filosofi, hvorefter alle »Forestillinger« om det oversanselige betragtes som ufuldkomne Former af Bevidstheden, i den senere Tid af og til har indrømmet Plads for alvorlige Undersøgelser om foregivne Visioner.

Men hvad man end dømmer om Betydningen af poetiske Fiktioner om Aandeverdenen, bliver det en afgjort Sag, at de ikke have noget at gøre med det videnskabelige Begreb om de tilkommende Forhold, hvorunder Mennesket skal fortsætte sit Liv efter Dødens Forvandling. For Tiden kan Videnskaben ikke udtale synderlig andre Prædikater derom end dem, der følge af Begrebet virkelig Tilværelse, og det er ikke sandsynligt, at Mennesket i den nærværende Tingenes Orden nogensinde vil kunne hæve sig til den aldeles nye Erkendemaade, som gælder for det hinsidige. Tværtimod synes det at ligge i Sagens Natur, at den fuldkomne Erkendelses Gennembrud netop maatte medføre en saadan Forvandling af Tilværelsens Former, at det hinsidige var opnaaet. (Her, som overalt i denne Afhandling, tænkes paa et reelt hinsidigt, der er Genstand for en højere Erfaring, som er den sande Forening af Begreb og Anskuelse. 251 Det er mig ikke ubekendt, at en Del Filosoffer holde for, at det netop er den her betegnede Erkendelse, der er faldet i deres Lod. Men Tiden har opklaret deres Selvbedrag. De bevæge sig i en Kres af abstrakte Begreber, hvor Anskuelsen tabes af Sigte og Menneskelivets vigtigste Problemer betragtes som forbigaaende Illusioner, der forsvinde for den rene Videnskab.)

Det er nødvendigt at skelne Fantasiens Raaderum ved skarpe Grænser fra Videnskabens Indhold, for at dette ganske kan holdes frit for Skinnet af Vilkaarlighed. Hvad der kan vides om den tilkommende Tingenes Orden, er ikke stort mer end dens Tilværelse; thi Forestillingen om det ubestemte hinsidige skal ikke give Menneskelivet dets egentlige Rigdom og Indhold. Men Visheden om det tilkommende skal vise det nærværende, som nærmest giver det sunde Menneskeliv sin Fylde, i sit rigtige Lys. Naar det nærværende Liv betragtes som et Fragment af et større Helt, bliver det klart, at hverken den ensidige Tanke om Her eller den ensidige Tanke om Hisset medfører den sande Bevidsthed om Tilværelsens Uendelighed. Ved at tage det nærværende Liv som en Del af en Evighed, lever man alt her i een Betydning et uendeligt Liv, og kun ved at opleve dette Livs højeste Momenter kan man danne sig en Forestilling om en intensiv Uendelighed af et tilkommende Liv. Tanken om det blot hinsidige kan da ikke byde den rolige Videnskab, som forkaster Fantasiens Fostre, noget rigt Indhold til Bearbejdelse. Den, der lever blot for Betragtning af den for sig tagne Evighed uden at agte paa dens Refleks i den nærværende Tid, fører et lige saa tomt Liv som

        

252 den, der holder sig til den fra Evigheden løsrevne Nutid som den egentlige Realitet.

Jeg gentager, at Videnskaben ikke kan søge sit Indhold i det afsondrede hinsidige; endnu mindre skal den ensidige Forestilling derom udfylde Menneskets Liv; men naar Bevidstheden om det hinsidige tabes, og den Vildfarelse følgelig opstaar, at det nærværende Liv i sin isolerede Skikkelse er Indbegrebet af det virkelige Liv, da maa Videnskaben bestræbe sig for at gøre den tabte Bevidsthed gældende paa ny. Det er sket ikke for at aabne Døren for ubegrænsede Fantasier og glemme det virkelige Livs nærværende Indhold. Tværtimod sker det, for at Menneskets nærværende Liv kan erholde sin tabte Betydning tilbage og blive til et virkeligt Liv, som det ikke er, uden naar Mennesket erindrer dets Sammenhæng med Evigheden.