Møller, Poul Martin

b

        

c

DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE UDGIVET VED HANS BRIX · SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1975
KØBENHAVN

1930
d

        

e

POUL MØLLER

SKRIFTER I UDVALG

UDGIVET AF
VILH. ANDERSEN

I

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1930
KØBENHAVN

1930
f

J. JØRGENSEN & CO.
IVAR JANTZEN KØBENHAVN

I

INDLEDNING

I Danmarks Nationallitteratur, som er det fælles Navn paa den Samling af klassiske Skrifter, hvori denne Bog fremkommer, indtager Poul Møller en Stilling i Midten. Holder man sig til denne Litteraturs klassiske Tid fra Holbergs Fremtræden 1720 til Oehlenschlægers Død 1850, staar han paa Ligevægts-Stadet mellem disse to Poler: den lokale Humor og den nationale Patos. Skyder man Perspektivet ud til Nutiden og medtager Litteraturhistoriens to moderne Perioder: den psykologiske med J. P. Jacobsen og den plastiske under Johannes V. Jensen, bliver Poul Møller ved at staa i Midten med Føling til begge Sider. Han er Typen i Danmarks Nationallitteratur.

I sit Ydre lignede han som ung efter en Vens Vidnesbyrd et Idealbillede af en dansk Bondekarl, med blaa Øjne og blødt blondt Haar, med stærke Lemmer, men fine Træk. Oldefaderen hed Hans og var Møller, Farfaderen Niels kaldte sig Møller og var gift med en Præstedatter af Slægten Bang. Faderen Rasmus Møller var Magister i Latin og Præst og blev Doktor i Teologi og Biskop. Han var gift med en køn københavnsk Borgerdatter. Men ogsaa hendes Slægt (Thaulow) stammede fra det samme jyske Hjørne, i Egnen mellem Kolding og Vejle. Sønnens II fulde Navn Poul Martin Møller viser Kulturtypens historiske Forudsætninger: Bonden og Lutherdommen - Præsten i Jellinge gav sin førstefødte Søn de bedste Navne, han vidste, Paulus' og Luthers. Hans akademiske Løbebane oplyser denne Types normale Udvikling i det nittende Aarhundrede. Han blev af Pligt og Vane teologisk Kandidat 1816, af Lyst blev han Adjunkt i Latin og Græsk 1822 og vilde af Kærlighed til det sidste Fag, især Homer, til at underkaste sig den filologiske Embedseksamen, da han i 1826 blev kaldet til Lektor i Filosofi ved Universitetet i Kristiania. Fire Aar derefter blev han Professor i Filosofi i København; han døde, 44 Aar gammel, i Foraaret 1838.

Om hans indre og ydre Oplevelser paa denne Bane taler de to her paa ny udgivne Bind af hans Skrifter. Af Slægtens Bosted, »min Farfars gamle Hus« i Bondedrengens Vise (S. 72), har han givet et Billede, set fra Feriehjemmet i Præstegaarden (nu i Købelev ved Nakskov), i »Lægdsgaarden i Ølsebymagle«, der indleder andet Bind. Aanden deri er Holbergs, baade den komiske Opfattelse som i Jeppe paa Bjerget og den »latinske«, ironiske Stil som i de skæmtsomme Epistler, mens Billedet selv baade af Stedet og Personerne har en realistisk Præcision, der minder om Nutidens Skildringer af Folkelivet: fra Laaget paa Tjenestepigens Kiste til Madmoderen Maren, »Kvinden«, i dette Ords af Holberg ukendte Betydning, med Knappenaalene i Munden. Til samme Side falder de folkelige Viser, Poul Møller skrev som ung, foruden den nylig nævnte; men herimellem finder man ogsaa hans Forsøg i den oehlenschlægerske Romance, kendelige fra Forbilledet ved

        

III det Kætteri overfor den romantiske Stil, som han deler med den senere jyske Lyrik fra Blicher til Aakjær og Johannes V. Jensen: naar han lader »Frøerne kvække rundt omkring i Kæret« til Tegn paa, at det er Foraar (S. 48) og Mandfolk arbejde i Varmen »i bare Skjorte«, d. e. uden Trøje (S. 3, 14). Imellem disse Poler ligger de Digte, han skrev paa en toaarig Sørejse til og fra Kina 1819-1821, især »Scener i Rosenborg Have«. De er i den plastiske Stil og har til sidste Forudsætning Homer ligesom tilsvarende Fremstillinger af »Menneskelivets Naturformer« hos Goethe og hos Poul Møllers svenske Aandsfrænde Erik Gustaf Geijer, hvis »Odelsbonde« og »Viking« svarer til Bondedrengens og Sømandens Vise (S. 72 og 76). Men Figurerne har en saadan umiddelbar Livsvarme, en saadan Aande i sig, at de ogsaa i Nutiden selv kan gælde som Forbilleder for lyrisk Menneskeskildring.

Noget lignende er Forholdet med Novellen »En dansk Students Eventyr«, der sammen med Studentersangene er det første Udtryk for Studenterlivets Poesi i dansk Digtning. Ogsaa her er det græske Forbillede kendeligt, baade det plastiske og det psykologiske, Homers Figurer med de staaende Tilnavne (ligesom den krøllede Frits, den jyske Bertel) og Theophrasts Karakterer (Pedanten), men kun som den Støbeform, hvori Personerne er smeltet. Nutidslæseren fornemmer kun, at de lever, en af dem i den Grad, at han lugter, nemlig den theologiske Kandidat Jens Hansen; man maa tilbage til Holberg (Per Degn) eller frem til Karl Larsen (Hans Peter Egskov) for at finde hans Mage. I nærværende Bind er denne ufuldendte »Novelle«, der i

        

IV Poul Møllers Levetid ikke havde nogen anden Titel, udgivet sammen med Forløberen og Forarbejdet dertil: Krøniken om Eyvind Skaldaspiller og en paabegyndt historisk Roman, uden Hensyn til at hverken Krøniken eller Romanen, som Forfatteren selv havde vraget, kunstnerisk set holder Maal med Novellen, som han heller ikke har skøttet om at udgive. Læseren sættes derved i Stand til at følge Menneskeskildringen i Fortællingens Form paa Sporet indenfor samme Forfatterskabs Grænser: fra det attende Aarhundredes »nordiske Fortælling«, Oehlenschlægers »Saga« (og Grundtvigs Oversættelse af Sakses Krønike) til Ingemanns fædrelandshistoriske Roman og Blichers jyske Novelle, som Poul Møller konkurrerer med, især i Kapitlet om Andejagten, og Andersens Eventyr (se Anm. t. S. 315). Ved at se en saadan Udvikling øver man sin Sans for kunstnerisk Stil, især hvis man læser Aktstykkerne i omvendt Orden.

Samtidig med at Læsningen af Poul Møllers Ungdomsdigtning oplyser den samtidige Digtnings Art og Udvikling, lærer Læseren den unge Digters Liv og Personlighed at kende. Den sidste er fuldest og friskest udtrykt i Novellen, hvis tre Hovedpersoner, Frits, Licentiaten og deres fælles Kritiker og Afstiver Bertel, alle har Træk af Poul Møller selv. Indenfor den her sammenstillede Gruppe af Elskovsdigte finder man Udtryk for hans første Forelskelse, der, som Udtrykket jævnlig røber, begyndte paa Skolebænken, og hvis Afbrydelse ved Pigens Giftermaal med en anden var det kraftigste Motiv til den homeriske Rejse til Kina, og derefter for en ny og anderledes virkende Skuffelse, der mødte ham

        

V nogen Tid efter Hjemkomsten. En dybere Sorg fristede han, nogle Aar efter han var flyttet hjem til København, ved sin Hustrus Død 1834. Herom taler i forskellige Toner Digtet »Revuen« og Afhandlingen »Tanker over Muligheden af Beviser for Sjælens Udødelighed«, der ligesom Digtet er fremkaldt af en Trang til at fly fra det ydre Liv til »Tankens Ørn og Gravens Urner« (S. 109).

Digtet og Afhandlingen er tilsammen et Udtryk for Poul Møllers Holdning i de sidste Aar af hans Liv, i Norge havde han næsten intet skrevet. Han havde da haft fuldt op at gøre med at tilegne sig Hegels filosofiske System, hvis upersonlige Tankegang bød hans Natur stærkt imod. Afhandlingen om Sjælens Udødelighed er en Undsigelse til dette System og blev saaledes forstaaet af hans to nærmeste filosofiske Venner: J. L. Heiberg, som havde indført det i sin Æstetik, og F. C. Sibbern, som havde modsagt det ved sin Livsfilosofi, ogsaa i Gabrielis Breve. Den sidste regnede sin Lærling Poul Møller til den Type af Livsfilosoffer, som han kaldte de uendelige, fordi Livets Strøm gaar igennem dem, og de øser umiddelbart af Kilden selv. Heiberg blev efter Poul Møllers Død af Filologen Emil Bojesen, Kierkegaards Lærer, stillet sammen med sin trods Ligheden saa ulige Ven som en original (selvstændig) Aand i Modsætning til en primitiv (oprindelig). Med Kierkegaard, som den Gang var i sin Vorden, havde Poul Møller i disse Aar adskilligt Samkvem. Tankegangen i hans Afhandling er den, at et Bevis for Sjælens Udødelighed ikke kan gives i et spekulativt System, men kun ved Fremstillingen af en hel, konkret Livsanskuelse, hvori denne Tanke er et Led.

VI

En saadan Fremstilling gav Kierkegaard i hele sit følgende Forfatterskab, der endte med at sprænge det religiøse ud af dets Sammenhæng med det humane, medens det, som stemmer med den naturlige Følelse, for Poul Møller var Kristendommens væsenlige Indhold.

Samtidig med »Revuen« fremkom et andet Digt, »Kunstneren mellem Oprørerne«. Af flere Udtalelser af Poul Møller, især i Recensionen af Fru Gyllembourgs Novelle »Extremerne« forstaar man, at han med Goethes Død i 1832, to Aar efter Julirevolutionens Udbrud, regnede den Periode i Kulturen for afsluttet, hvortil han selv og hans Slægtled hørte fuldt saa vel som dets store Forgængere Oehlenschlæger og Thorvaldsen, og at han med Uvilje saa paa denne Periodes Afløser, den revolutionære Litteratur, der paa en anden Maade end Kierkegaard sprængte den Harmoni i Samfundet og den enkelte Personlighed, som for ham var Dannelsens Maal. I den Forstand var han ikke en af »de uendelige«, at han saa Livet i det vordende og det positive i eller ud af det negative, han var en Klassiker og oprørtes som Kunstneren i Digtet ved at være Vidne til Nedbrydningen af en færdig og fuldkommen Form. Om han altid ejede i sig selv den græske Harmoni, der som en høj Sundhed straalede fra ham til andre, Kierkegaard har vidnet det, er et andet Spørgsmaal. Hvor vidt han i sine sidste, sorgfulde Aar kunde gaa paa Kritikens og Negationens Veje, viser nogle digteriske Fragmenter, han da skrev (som det tilstaas i et af dem) »i tungsindige Timer«, især Prosabrudstykket »Ahasverus«, der er i samme fortvivlede Stemning som flere af Papirerne i første VII Del af Kierkegaards »Enten-Eller«. Han var ikke - og hvem har vel efter Oehlenschlæger og Thorvaldsen været det? - saa hel, som han saa ud til. Da det moderne Hovedværk om Poul Møller (af mig) var udkommet med Præget af samme Aand som den klassiske Biografi af ham (ved F. C. Olsen), skrev Poul Møllers nærmeste Aandsfrænde i den nyere Litteratur, Julius Lange: »Overhovedet var nu Poul Møller vist ikke saa forfærdelig selvstændig og bestandig »ud af sig selv«, som Forf. vil gøre ham til.« Indvendingen har Ret. Men mod den yderste Negation i Fragmenterne satte Poul Møller ud af egen Erfaring i sine sidste Leveaar den højeste Position. Om Kunsten, der nu paa ny drog ham, skrev han i Afhandlingen om Udødeligheden, at den sande Kunst er en Foregribelse af det evige Liv. Og for at ingen skulde afvise dette som en Talemaade, tilføjede han, hvad han ellers ikke havde for Skik, og aldrig har nødig, at her mentes bogstaveligt, hvad der blev sagt.

Naar man sammenligner Poul Møllers Ungdomsdigtning i realistisk Form med hans Manddomsarbejder, der har en lige saa udpræget idealistisk Tendens, sættes han paa ny i en Midtstilling. Han har da Berøring med begge de hinanden modsatte Synsmaader, der tilsyneladende har vekslet i det nittende Aarhundrede og delt det i to lige store Halvdele: Idealismens og Realismens Tid. I Virkeligheden foregaar denne Omveksling indenfor samme Tid, ja i den samme Aand, der formaar paa samme Tid at opfatte Livet i dets Begrænsning med Humor eller Satire og se det under Evighedens Synspunkt med Ironi eller Patos. Vignetten til Poul Møllers VIII sidste Digtning og Tænkning kan vel være den nylig nævnte Verslinje af »Revuen« med »Tankens Ørn og Gravens Urner«. Men for Livsstrømmen i hans hele Forfatterskab og Personlighed gælder Slutningsstroferne af Digtet »En Rekonvalescent« i »Scener i Rosenborg Have«:

Som Løvet, der paa Bøgen grønner,
Fra Moderstammen har sin Saft,
Saa drager hver af Støvets Sønner
Af en usynlig Rod sin Kraft.
Ja Livet blusser, Livet daaner,
Snart er man Ørn, snart er man Kryb,
Alt som os mer og mindre laaner
Hint Livets rige Kilde-Dyb.

Endelig staar Poul Møller i Midten af den danske Litteratur, forstaaet som et Kulturorgan, derved at at han i endnu højere Grad end J. L. Heiberg af Naturen er fortrolig med baade Versets og Prosaens Sprog, og at han ligesom han har baade det digteriske og det videnskabelige Foredrag til sin Raadighed. Han er ikke Digter af Profession eller Forsker af Fag. Han er Humanist og har som Redskab Humanismens dobbelte Serør af Digt og Tanke. Et Udtryk herfor er de Aforismer eller »Strøtanker«, som han skrev, først i Ensomheden paa Kinarejsen og siden paa alle Stadier af sit Forfatterskab. Vistnok er en Del af dem af fagligt, filologisk og filosofisk Indhold. Men Flertallet er psykologiske Iagttagelser af Menneskelivet. Og de har alle den samme Retning, det samme Formaal: at blotte Bedraget i Menneskenaturen, at paavise Spillet mellem det naturlige og det tilgjorte i Sjælelivets Ytringer. De skulde give Stof til en Undersøgelse af »Affektationen« IX taget i videste Forstand som et Lag eller Hylster om Personlighedens Kærne. Ved dem, endnu mere end ved sin Poesi har Poul Møller øvet den inderligste Virkning paa Eftertiden. Han har som Digter ingen Efterlignere og kun en enkelt Efterfølger, men som skarp og ubønhørlig Iagttager af Tilværelsens Bedrag og Personlighedens Selvbedrag har han frigjort og udrustet beslægtede Aander til nye Iagttagelser og ny Kunst i Livsironiens Tjeneste. Paa dette Omraade er han hel (ægte) i højere Grad end de heleste (naiveste) af sine Forgængere. Her har han stiftet Skole: fra Søren Kierkegaard og Egede Schack, Forfatteren af Romanen »Phantasterne«, der blev et Vendepunkt ikke blot i Romanens Historie i Norden med Eftervirkninger baade hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan - videre til Vilh. Topsøe og J. P. Jacobsen, til sidst til Ludvig Feilberg og Knud Hjortø. Det er en dansk Realisme (Iagttagelseskunst) i Idealismens (Sandhedsformaalets) Tjeneste, en af de ægteste Aarer i det lille Folks Aandsliv, næret af dets Natur, fremdreven af dets Historie.

Saaledes som disse Aforismer er i Grunden alt, hvad Poul Møller har skrevet, Brudstykker af et sammenhængende Hele. At han er saa elsket, med en Kærlighed, der kan holde Livet ud, det kommer for en Del deraf, at han ikke paatrykker sig nogen med en samlet Masse af Tykt og Tyndt eller en planfuld Udførelse af et System af Ideer. Han lader kun høre fra sig i Ny og Næ. Man læser ham, som man læser Breve fra en afdød Ven, der ikke mindst ved alt det, man læser imellem Linjerne og imellem Brevene, kommer helt levende til den efterlevende i hans Stue.

X

Ligesom Strøtankerne i Forfatterens levende Live ikke kom uden for hans Skrivebord, har Poul Møller selv kun udgivet en Del af sit Forfatterskab. Afhandlingerne fremkom i Tidsskrifter, nogle af Digtene i Dagblade og Nytaarsgaver (Julehefter); i Bogform har han kun udgivet Prøver paa sin Homeroversættelse. Efter hans Død udkom hans »Efterladte Skrifter« 1839-1843 i 3 Bind, hvoraf det første (ved Chr. Winther) indeholdt digteriske Arbejder, det andet (ved F. C. Olsen) filosofiske og humanistiske, det tredje Novellen, som Winther ikke havde kunnet læse, og andre oversete eller udeladte poetiske Stykker (ved Chr. Thaarup), Strøtankerne og andre prosaiske Smaastykker og til sidst Biografien (ved F. C. Olsen). Af dette Værk udkom med bedre ordnet Indhold nye Udgaver i 6 Bind 1848- 1850 og 1855-1856, hvoraf Chr. Winther foretog et Udvalg i to Bind 1873. Det Gennemsyn af Poul Møllers Haandskrifter, som Winthers Hjælper F. L. Liebenberg har beklaget ikke at have kunnet udføre, foretog jeg som Grundlag for en ny Udgave med ændret Plan: »Udvalgte Skrifter af Poul Møller« i to Bind (1895). Af denne Udgave, der i længere Tid har været udsolgt, er den her foreliggende Tekst et gennemset Optryk. Oplysningerne er efter Planen for Samlingen Danmarks Nationalitteratur flyttet bag i Bindet. De har faaet adskillige Ændringer og mange Tilføjelser, men bevaret den oprindelige Karakter som en fortløbende Kommentar eller Vejledning til ud af Teksterne selv at danne sig et Helhedsbillede af deres Forfatter.

Vilh. Andersen.
1

DIGTE

2

        

3

FOLKEVISER

FØR OG NU

Der var en Tid, da vort gamle Land
Var fuldt af taarnede, røde Paladser;
Hvor Fiskene legte i Gravens Vand,
Der spejlte sig Taarnets evige Masser.
Men i det mægtige store Bur
Der maatte en Fugl bestandig synge;
Den, der havde til Harpen en god Natur,
Han var vis paa en venlig, lyttende Klynge.
Og naar nu Sangeren, salig i Aand,
Strængene rørte af al Formue,
Da trykte Ridder og Svend hans Haand,
Og han fik et Smil af den søde Frue.

Naar raske Sømænd droge fra Havn
Og raabte Farvel til Børn og Kone,
Da stod der en Skjald i forgyldene Stavn,
Og Bedrøvelsen veg for hans hulde Tone.
De roede i Takt efter Sangerens Spil
Og droge paa Aaren i bare Skjorte;
Sælhundene lyttede ofte til,
Over Vandet steg deres Legemer sorte.

4

Ogsaa i Dal der en Sanger gik;
Mens Hjorden blev vogtet af store Hunde,
Hyrden i Græsset med sin Musik
Forlystede Folk, saa godt han kunde.
Viser han sang af Hjertens Grund
Om de mægtige Fædre i gamle Thule,
Og satte Kohornet tæt for sin Mund, -
I Skovene klang hans Toner saa hule.

Nu staar her et enkelt ravende Slot,
Der høres kun Svalers og Ravnes Tone,
Alene det staar som en gammel Drot,
Der sørger, for han har tabt sin Krone.
Den vældige Vold er liden og lav,
Mellem Mudder og Siv smaa Ællinger svømmer,
Og Slottet synker i egen Grav,
Om sin gamle Hæder det ligger og drømmer.

En enkelt Poet nu paa dets Ruin
Klager sig ret som en enlig Due;
Om hans Sang er aldrig saa liflig og fin,
Han høres ej mer af Ridder og Frue.
De fleste gaa udi dunkle Lund
Som fremmede Fugle ved Natten og sjunge
Om deres Kærestes liflige Mund.
I den øde Luft deres Viser de runge.

5

HOLGER DANSKE OG SKRÆDDERNE

Hr. Holger sad engang og drak
Med nogle Skræddersvende,
Saa Sveden af hans Pande sprak,
Og han faldt over Ende.

Men Øllet glemtes heller ej
Af alle Skrædderhelte;
Thi maatte de den samme Vej
Og om paa Gulvet vælte.

Nu var der just en ung Krabat,
En hel beskænket Skrædder,
Han ogsaa sov den ganske Nat
Paa Gulvets haarde Brædder.

Han Holger Danskes Hoved har
I Fingrene behænde,
Og mente, at en Pels det var,
Som just han skulde vende.

Han mente, han paa Bordet sad,
Paa Pelsen skulde flikke,
Begyndte derfor sjæleglad
I Heltens Top at stikke.

Men Holger Danske føler nu,
Hans Hovedhaar de kriller,
Hvorfore han med skamfuld Hu
Sig udi Nakken piller.

Han tænkte: »Det er noget slemt,
Jeg maa mig rigtig skamme;
Jeg har mig dog i Morges kæmt
Med gode, tætte Kamme.«

6

Han rødmed i den tavse Nat,
Begyndte da at fange,
Og fik den arme Skrædder fat
Ved Benene de lange.

Og Helten i det mørke Hus
Den arme Skrædder trykker
Med Neglen som en anden Lus,
Saa han gik rent i Stykker.

Men da nu Markens Lilje vaad
Af Dagens Fakkel klares,
De Svende se den grumme Daad
Og raabe: Gud bevares!

De stamped da med liden Fod
Og gav dem til at bande,
At Holger udi Mandebod
Spandere skal en Kande.

Da svared Holger Danske lang:
»En Potte vil jeg give;
En Kande gav jeg ej engang
For ham at faa til Live.«

Da brændte hvert et Skrædderblod
For Kamp med Holger Danske;
Hver slængte for hans brede Fod
Sin nye Randershandske.

Men Holger Danske tog dem op
Og stak dem i sin Lomme,
Og lovede paa Højens Top
Med Sværd og Skjold at komme.

7

Da atter Markens Lilje vaad
Af Dagens Fakkel klares,
Al Verden saa en grusom Daad
Og raabte: Gud bevares!

Hr. Holger maatte svarlig Tid
Paa Skrædderfolket vente;
De sad og skrev med megen Flid
Paa deres Testamente.

De skulde slibe deres Sværd
Og deres Støvler børste;
Slet ingen syntes, det var værd
At komme som den første.

Til sidst de smukke Skræddermænd
Til deres Naale tage,
Den store Saks de hang ved Lænd,
Og ud i Marken drage.

Neden for Bjærget stille stod
En Smule hele Troppen;
Der saa man Holger Danskes Fod,
Hans Hoved laa paa Toppen.

Ham Tiden alt var bleven lang,
Han havde længe sovet,
Hans Skede laa i grønne Vang
Og Klingen bag hans Hoved.

En bitter Mavesopken fik
Sig Hæren først, den ganske,
Derpaa man let og sagte gik
Nordvest om Holger Danske.

8

De vilde af Medlidenhed
I Søvne Helten døde;
Thi da han ej saa meget led,
Som vaagen, ved at bløde.

Men lange Holger, Heltes Pris,
Han sov, saa fast han orked,
Hvortil han just uheldigvis
Med eet ret djævels snorked.

Ved denne rædselsfulde Støj
Blev Hæren saare bange,
Og flygted ned ad grønne Høj
Paa Benene de lange.

De smukke, gode Skræddermænd
I denne store Hede
Med Orden retirerte hen
I Holger Danskes Skede. -

Omsider vaagner Helten op
Og tager Balg og Klinge,
Og stiller sig paa Højen op,
Hvor han skal Sværdet svinge.

De smukke Folk i Skeden sad,
Bestedt i megen Vaade.
Med Graad til Sante Knud de bad
Og folded Hænder baade.

Da Holger Danske ingen saa,
Han stikker Sværd i Balgen;
De ædle, som der inde laa,
Dem stikker han i Talgen.

9 Men Sværdet ej kan finde Bund,
Han stikker og han støder;
De hylede af Hjertens Grund,
Som hviden Gris, der bløder.

»Ha,« sagde han, »det er nok Mus,
Som udi Balgen piber!«
Og hurtigt Staalets lange Hus
Han udi Duppen griber.

Han rejser sig paa Taaen høj
Og slynger til i Vrede,
Og Folket langt af Skeden fløj
Ud paa den vilde Hede.

Der laa de nu med brudne Ben
Og sønderslidte Arme,
En knuste Ryggen paa en Sten,
En tabte sine Tarme.

En havde faaet hoven Bag,
En havde Foden vredet,
Kort sagt, det hele Folkeslag
Var ynkelig tilredet.

Derfor en Skrædder jo endnu
Og Skifting er det samme:
Holger har slaget dem itu
Og skæve, krumme, lamme.

Thi hint ulykkelige Slag
Har Folket ej forvundet;
Man haver ej til denne Dag
En førlig Skrædder fundet.

10

TORBISTEN OG FLUEN

Torbisten kravler af mørken Hul
Med fire Vinger saa prude;
De to de vare som sorten Kul,
De to som Glar i en Rude.

Dem havde han pudset med megen Besked
Alt med sin bageste Kralle.
At bejle til Fluen saa strunk han red;
Den elsked han over alle.

Af Flødepotten søber saa net
Den liden og vevre Flue;
Saa flyver hun rundt omkring Spejlet let,
Hovmodig ret som en Frue.

Torbisten sejler i Stuen ind
Alt paa sine fire Vinger;
Han klapper den Flue ved liden Kind,
Og det med sin smudsige Finger.

»Skøn Jomfru! imens I kvæder saa blødt,
Ret som Fiolens Strænge,
Gift eder med Bassen, det ganger saa sødt,
Vi kunne da spille for Penge.«

Hun visker sin Kind med Fødderne smaa:
»Jeg takker for slig en Hæder;
Skarnagere passer jeg lidet paa,
De bære saa sværtede Klæder!

11 Du Skorstensfejer ej komme mig nær!
Flyv til din Mødding derude,
Hvor Møget du roder paa Krys og Kvær
Alt med din kullede Snude.

Jeg kysser Jomfruens Barm saa fin,
Jeg danser paa Kongernes Næser,
Jeg spiser Sukker og drikker Vin;
Ad dig, du Stodder! jeg blæser.«

Bejleren tabte for Hast sit Vær,
Han snurrer og summer og brummer;
Den Spe han tog sig saa meget nær,
Og krøb udi Jorden af Kummer. -

Sommerfugl sidder paa Lilien prud
Alt udi sin blommede Kjole;
Da Fluen flyver i Haven ud,
Hun vilde sit Ansigt sole.

Og da hun saa det pralende Dyr
I de rige forgyldene Klæder,
Da brød hendes Hjerte straks i Fyr,
En Elskovens Vise hun kvæder.

Den spraglede slog med Kaaben om Fod:
»Hvad tænker du, fattige Terne?
Du Mælkeraner! Jeg er for god
Til at slikke med dig af en Kerne.

Du søber, som Kattene, Levning af Fad,
Hvori de Skæget mon væde!
Dig følger hver Mands Foragt og Had,
De gærne med Skoen Dig træde.

12 Jeg patter af det Alabasterbryst,
som Liliens Hjerte omhvælver;
God Rus af Draaben jeg drikker med Lyst,
Som aarle paa Roserne skælver.«

Fluen gik næsten fra sin Forstand,
Hun maatte sig skamfuld liste.
»Nu faar jeg vist aldrig nogen Mand,
Hvi tog jeg ej den Torbiste!«

Til Vinteren var hun en Jomfru graa,
Som Alderen hæsseligt rakked;
Da kunde hun intet til Føden faa;
Hen til Torbisten hun lakked.

Han ejed i Mødding en Stue varm;
Lunt sad han der inden Vægge.
Da sagde den Flue ussel og arm:
»Her er vel Plads til os begge?

Jeg elsker jer saare, den Tale er sand,
Kan I jer Kærlighed mindes?«
Torbisten er en fornuftig Mand,
Som saare sjælden forblindes.

Han sagde: »I pakke jer fra min Dør,
Eders Klæder ere saa pene;
I husker jo nok, hvad I sagde mig før?
Jeg gør dem s'gu vist urene.«

13

ST. LAURENTIUS

Bonden beder med liden Ro,
Naar Regnen slaar paa hans Hue;
Naar Taaen er kold og Ryggen vaad,
Kun lidet hans Tanke due.

Det var St. Laurentius,
Han agter en Kirke bygge;
Thi ganger han ud paa den brede Vej
Med Tiggerposen paa Rygge.

Ganger han ud paa den brede Vej
Alt med sin Fattigmandspose;
Hans Øjne de vare som Alterlys,
Hans Kind den var som en Rose.

Det var den hellige Herrens Mand,
Han sankede Guldet røde.
Hans Sko var reven, hans Fod var hoven,
Det gjorde ham megen Møde.

Han samlede møgle Guld og Sølv
Alt paa de riges Trapper;
Men aldrig han ejed en Kjortel ny,
Han gaar i de gamle Kapper.

Han drikker stedse det klare Vand
Og aldrig Vinen saa rød;
Thi besken Eddike Kristus drak
I sin uskyldige Død.

Og aldrig han tager ved anden Mad
End Stodderbrød, det sorte;
Hunden river hans bare Skind
Alt for de rige Mænds Porte.

14 Men da han langer til Lundeby,
Hans Tiggerpose var fuld;
Og aldrig et Lem han røre kunde,
Saa mødig han falder om Kuld.

Han tingede kunstige Mestere,
De skulde den Kirke rejse;
Muren skulde være rød og tyk,
Med Taarne skulde den knejse.

Ørnen flyver i vildene Luft,
Han kan sine Vinger strække;
Det mente han St. Laurentius,
De Taarne skulde ham række.

Den Muldvarp kravler i dyben Muld,
Hvor Snuden den kan bunde;
Der vilde han St. Laurentius,
Den Sten skulde Kirken grunde.

De Mestere mure den lange Dag
Alt udi den bare Skjorte;
Men hver den Sten, de mure ved Dag,
Den var om Natten borte.

Om Morgenen laa baade Kalk og Sten
Vidt om paa den grønne Hede;
Sligt gjordes af alle de Trolde smaa
Og alle de Kæmper lede.

Laurentius vaager ved Midienat,
Hans Tanker løbe saa vide;
Det var da den sorte Trold,
Han stander ved Munkens Side:

15 »Hør du mig, St. Laurentius,
Den Kirke jeg bygger paa Slette,
Vil du mig goden Murerløn
Med Haand og Mund forjætte.

Og du skal give mig Sol og Maane,
Dertil dine Øjne baade,
Eller du skal sige mig, hvo jeg er,
Mit Navn det være din Gaade.«

Det var St. Laurentius,
Han nikker med Hovedet brat;
Det var da den sorte Trold,
Han bygger en Kirke ved Nat.

For St. Laurentii venstre Øje
Tilmed for hviden Maane
Han bygger et langt og prægtigt Taarn,
Det synes i hele Skaane.

For St. Laurentii højre Syn
Og for den røde Sol
Han bygger et andet Kæmpetaarn,
Det synes ved Nørrepol.

Laurentius den Morgenstund
Staar glad for gyldne Alter;
Der drikker han af den hellige Kalk
Og synger en dejlig Psalter.

Men dengang Solen han gik ned,
Og Mørket det drev paa,
Da monne den Herre saa sørgendes
Paa Marken ene gaa.

16 »Hvor skulde jeg hitte det Troldenavn,
Naar jeg det aldrig vidste?
Jeg visselig maa mine Øjne to
I Nat til Troldene miste.

O, Skade for mit gamle Syn,
Som ej jeg kan bevare;
Men allermest for Sol og Maane,
De skinne begge saa klare.«

Den Herre lagde sig ned og bad
Alt paa den grønne Høj,
Da hørte han i Højen brat
En Puslen og en Støj.

Det var det arrige Troldebarn,
Saa saare hans Øjne runde,
Og Moderen ganger op og ned
Og tysser ham, som hun kunde.

»Slaa dig til Taals, min rare Glut!
Du lade Graaden fare,
Nu kommer Find med Sol og Maane,
Med Kristmands Øjne klare.«

Og det var St. Laurentius,
Han bliver saa glad til Mode,
Frelst var Sol, og frelst var Maane,
Dertil hans Øjne gode.

Thi da den lede Troldemand
Ad Hjemmet monne lakke,
Han siger: »Du være velkommen, Find!
Alt i din egen Bakke.«

17 Og det var da den lede Trold,
Han skreg i Højen inde,
Og skrige gjorde det lidet Barn
Tilmed den lede Kvinde.

Trolden havde saa dybt under Muld
De krogede Lønnegange,
Der tager han til, med Barn og Viv,
Saa skyndelig at gange.

Og da de under Kirken kom,
Da dukker han op sin Pande,
Da monne han med Barn og Viv
Paa Kirkegulvet stande.

Da griber han om den Støtte stærk,
Og det med megen Harme,
At knuse den Kirke, det var hans Agt,
Med sine Helvedes Arme.

Da kunde han aldrig røre et Lem,
Og aldrig Benet flytte;
Han staar, en Kamp, i denne Stund
Ved Lundakirkens Støtte.

Løser hans Kvinde sit lange Haar,
Hendes Lokker i Gulvet rinde,
Og om en Stolpe, tyk og stærk,
Det Baand hun monne vinde.

Da blev hun Sten i samme Stund,
Og Sten blev hendes Unge;
Der staar hun med sit Hovedbaand,
Naar Folk i Kirken sjunge.

18

GERTRUD

Gertrud rider fra Bloksbjærg brat.
Hu hej!
Se, der er jo Lys hos mit Barn i Nat,
Ej ej!

Gertrud sætter i Krog sin Stok.
Se se!
Saa sidder min Datter saa sent ved Rok?
He he!

Aa! hent mine Briller i Hast herind,
O ja!
Og lad mig betragte det søde Spind.
Ha ha!

Ak, Mutter! nu kommer jeg det i Hu,
O ve!
Katten har traadt dem rent itu -
Nej se!

Du skulde hellere Oksen sagt,
O ja!
Kattens Pote har liden Magt.
Ha ha!

Min kæreste Datter, hvor er det fat?
Hej hej!
Paa Gulvet er der en Spytteklat.
Nej nej!

Søster græd for sin hule Tand,
O ve!
Hun haver spyttet det klare Vand.
O se!

19 Sig heller Kusken en anden Gang,
O ja!
Jomfruspytten er ej saa lang.
Ha ha!

Men kæreste Datter, hvor holder du Hus!
Se, se!
Mig tykkes, her ligger en lodden Kabus.
He he!

Mama, det er hverken Kabus eller Hat,
Nej se!
Den hvide Gris den er død i Nat.
O ve!

Nej, sig dog heller det sorte Faar,
O ja!
Thi loddent er loddent, ihvor det gaar.
Ha ha!

Men sig mig dog, Sissel, hvad skal jeg tro?
Hej hej!
Hvad er det dog her for to store Sko?
Nej nej!

Det er ikke Sko, det synes kun saa,
Nej se!
Det er kun en Gryde, min Søster lod staa.
O ve!

Du skulde heller to Potter sagt,
Ha ha!
Thi to er dog to, det staar ved Magt.
O ja!

20 I din Seng der ligger et underligt Dyr -
Se, se!
Nej, sig mig fluks, hvad er det for en Fyr?
He, he!

Ak, Moder! tro ikke jert svage Syn,
O ve!
Det er kuns en Pose med Møllegryn.
Se, se!

Sig heller to Tøndesække med Byg,
O ja!
Thi Karlen er temmelig trind og tyk.
Ha ha!

Saa tog hun i Kutten den Munk saa graa,
Hu hej!
Og gav ham et Spark og lod ham gaa.
Ej ej!

21

STUDENTERSANGE

LAUS TABACI*)

Felix ter, qui pusio
Viridi juventa
Artium primariæ
Hausit elementa.
Cui parvo petum est
Potius placenta,
Gustus ille solidi
Jecit fundamenta.

Laudo quidem poculi
Rubidos humores,
Et ad uvam rideo
Aurum et honores.
Multo magis celebro
Virginum amores:
Sæpe beant oscula
Inter mille flores.

Te ad coelum effero,
Herbula tam rara!
Tu ocellis virginum
Dulcior amara!

* 22

Quantum inter sidera
Micat luna clara,
Tantum inter lilia
Fulges mihi cara.

Virginum perfidia
Turbat sæpe mentes,
Rapta quin puellula
Armat totas gentes.
Pipæ nunquam deserunt;
Ori adhærentes
In æternis osculis
Manent inter dentes.

Vidi sæpe socios
Fortiter potantes,
At, proh dolor! singulos
Valde titubantes.
Petum nulli eructant,
Nisi sint infantes;
Ducunt centum fistulas
Firmo pede stantes.

Gnaviter fumando vir
Jovis fit sodalis,
Inter vasta nubila
Requiescit talis.
Ignis est in manibus,
Fulminis æqualis,
Et in toro major est
Cunctis vitæ malis.

23

Posco, quando moriar,
Juvenes amati!
Clericum, qui potis est
Fumum bene pati.

Quando erunt fistulæ
Spiritus efflati,
Vos amicum ultimum
Estis conspicati.

Quisque funus prosequens
Fistulam gestato,
Atque nigris calamum
Velis circumdato.
Magno tandem nubilo
Æthere spectato,
Vos scitote, tabacum
Porrigi beato.

JÆGERVISE

Gennem Moser og raslende Siv vi gaa
Med Bøsser og vældige Støvler paa
I Maaneskin.

Vandhønen plumper med sorte Fjær
I det blommede, grøntbroderede Kær
I Maaneskin.

Til højre, til venstre man hører Knald,
Og Vandet rødmer af Maagernes Fald
I Maaneskin.

Hektor gi'r Hals i de ranke Rør,
Ej en Plet paa hans brogede Pels er tør
I Maaneskin.

24

Hisset synker vor gode Kammerat,
Ham sige vi da for evigt god Nat
I Maaneskin.

Hist rammer den svigtende Flint en Ven,
Han rejser sig aldrig mer igen
I Maaneskin.

Den stolte Svane, den hvide Fregat,
Sejler højt gennem Luft udi dunkle Nat
I Maaneskin.

Men den tumler ned og mister sit Vær,
Og med Roser glimre dens Liliefjær.
I Maaneskin.

Sin krumme Hals den endnu engang
Løfter højt, og sjunger sin hule Sang
I Maaneskin.

Saa ligger den Lig paa den blanke Rin
Med de brede Vinger til Jordelin
I Maaneskin.

I lodne Tasker vi gemme vort Rov,
Thi nu slukkes alt over den sorte Skov
Vort Maaneskin.

Som en Kæmpe knejser i sorte Nat
Borgen hist med sin røde Hat
I Fakkelskin.

Men naar Dagen lyser paa østre Toft,
Kommer Fruen med Vin udi højen Loft
I Solens Skin.

25

APRILSVISE

Grøn er Vaarens Hæk,
Kaaben kastes væk,
Jomfruer sig alt paa Volden sole;
Luften er saa smuk,
Deres Længselssuk
Kendes let paa deres Silkekjole.

Nu har Viben Æg,
Pilen dygtig Skæg,
Og Violen smaat paa Volden pipper;
Gaasen sine smaa
Lærer flittig gaa,
Skaden vindigt med sin Hale vipper.

Svenden med sin Brud
Gaar i Haven ud,
Paa de grønne Sko hun synes danse;
Ak, hvor hun er let!
Foden er saa net.
Pogen sælger til dem grønne Kranse.

Storken er saa travl
Højt paa Bondens Gavl,
Og de røde Fødder Næbet slibe;
Høkren med sin Viv
Gaar for Tidsfordriv
Med sin sølvbeslagne Merskumspibe.

Hulde Piger smaa,
Røde, hvide, blaa,
Sende deres Blikke rundt som Pile;
26 Og som Krigerflag
I det kælne Slag
Silkebaand fra Liljenakken ile.

Aftnen driver paa,
Mens de skønne gaa.
Bare de dem ikke skal forkøle!
Hvilken yndig Strøm!
Barmen bli'r saa øm,
Man mit Hjærte kan paa Vesten føle.

I den tavse Nat,
Som en stor Dukat,
Maanen stænker Guld paa alle Grene.
Ak, de skønne svandt
Jo fra hver en Kant!
Det er tungt, man skal gaa hjem alene.

STUDENTERSANG I

Hel sjælden rørtes Pen og Bog
Af vore blonde Fædre,
Men frejdig de til Sværdet tog,
For Odins Land at hædre.
Mens Franken læste Nat og Dag
Med Platos Bog i Hænder,
De Danske sloge djærve Slag
Iblandt de grimme Vender.

Den maatte købe Rejsesko,
Hvis Hu stod til Latinen;
Thi her var ingen Læsero
For Buestrængens Hvinen.
27 Selv Saxo, som Bersærkers Pris
Med vældig Røst basuner,
Har lært af Munken i Paris
At skrive vælske Runer.

Kong Christian kom, og han paa Stand
Sit ædle Hoved ryster:
»Mon os paa hjemmefødt Forstand
I vore Dale brøster?
Er Aandens Armod her saa stor?
Ej mine Børn med Kummer
Skal snige sig til fremmed Bord
Og trygle franske Krummer.«

Nu ved den brave Konges Skænk
I stolte Høresale
Studenten paa den danske Bænk
Gav Agt paa Landsmænds Tale.
Nu løde Hjemmets Alvorsord
Fra danske Talerstole,
Og aldrig mere Mænd af Nord
Skal gaa i fremmed Skole.

Da klang de svundne Tiders Lov
Fra djærve danske Lunger,
Og hver en Blomst i Mark og Skov
Blev døbt af danske Tunger.
Ja hver en Flugt af Himlens Hær
Fra Christians Taarn blev regnet,
Og for Alverdens Folkefærd
Med klare Træk betegnet.

28 Saa længe derfor Gnist af Aand
I Christians Skole findes,
Den danske Lærdoms Skaberhaand
Med Jubelsang skal mindes.
Mens een Student ved Axels Havn
Et Bogstav ved at skrive,
Saa længe skal Kong Christians Navn
Med Hurra hilset blive.

STUDENTERSANG II

Hvad er imod Studentens Kaar
St. Peders Hat?
Om Verden falder eller staar,
Han mellem Oldtids vise gaar,
Han rolig tæller Bjærges Aar
Ved Dag og Nat.
Mens ufri Slægter slaas for Muld,
Er klare Tanker alt hans Guld
Og Skat.

Han frejdig løfter Avindskjold
Mod Falsk og Løgn;
Thi Løgnen som en evig Trold
Gaar af sin Grav i god Behold
Med Legioner i sin Sold
Det næste Døgn.
Et Broderkorps paa hver en Tid
Sig ruster til den raske Strid
Mod Løgn.

29 Ja, ved en Klang af Sandheds Lur
Faldt Klostret om,
Og Munken daaned i sit Skur,
Og Nonnen flyede fra sit Bur;
Ud i vor Herres fri Natur
Hun atter kom.
Da Munken med sin Pengesæk
Sig listed over Elben væk
Til Rom.

Den lærde Svend bar aldrig Sky
For Krigens Ravn.
Hans Glavind fik et evigt Ry,
Da svenske Carl fra Fredriks By
I Dødningskjorten maatte fly
For Krigens Ravn.
Da skrev han ej Latin med Blæk;
Paa Dansk han skrev med røde Træk
Sit Navn.

Hvor Mænd i Atlaskhoser gaa,
Er ej vor Plads.
Med Bogen i en rolig Vraa,
Med Pigen under Himlens Blaa,
I Brødres Lag, hvor Flasker staa,
Der er vor Plads.
Her synge vi, saa højt vi vil,
Her tømme vi, saa tit vi vil,
Vort Glas.

30

SANGE TIL RAHBEK

I

Den Slotsklokke gaar i den ældgamle Lund,
Paa Floden de Lilier svømme;
Der vandred en Smaadreng i Morgenens Stund,
Dybsindig i ensomme Drømme.
I Slottet der sover en Ridder saa prud.
Den Ridder var Trolle, men Drengen var Knud.

Saa brat liden Knud ind ad Korsdøren tren,
Han ser paa de Ligkister lange.
Hans Tanker de sværme ved Heltenes Ben;
Da grunder han tidlig paa Sange.
Ja Oldtidens Minde blev Sang i hans Bryst
Og Viser om Helte hans Liv og hans Lyst.

Da Knud nu som Svend til vor Højskole tyr,
Da satte han Skik paa de unge.
Før sad de og drak som umælende Dyr,
Han lagde dem Rimet paa Tunge.
Hans Rim vare rige paa Fynd og paa Marv;
Dem sang vore Fædre, vi fik dem i Arv.

De Taler saa sindrige randt fra hans Mund;
I Krese omkring ham de stimle.
Nu følte han Savnet af Skovklosters Lund,
Ham døve de larmende Vrimle.
Da rejste han hist i det grønne sin Bo,
Hvor Roser og Abild for Vinduet gro.

Men stundom han flytter sin Kæp til vor Stad,
Paa Verdens Bedrifter han agter.
31 Saa skildrer han snildt paa det skæmtrige Blad
De Daarers forskruede Fagter.
Da smiler den Kvinde, da ler hendes Mand;
De Blade de flagre saa vidt i vort Land.

End sidder den gamle Student ved sin Skov,
Utallige Bøger han prenter.
Han passer kun lidet paa Dadel og Lov,
Den Krone for ægte Studenter.
»Hvo kender den Vidskab fra Krabla til Rom?«
Vor Oldermand ene har Kundskab derom.

Vor Broder i Raskhed, vor Fader i Aar,
En Hældøres Maske han hader,
En Vise ved Glasset han ikke forsmaar:
O, hil dig da, Broder og Fader!
Ja løfte sin Hat for Knud Lyne man maa,
Saa længe som Jyder det Danske forstaa.

II

En Ridder lig i blanke Vaabenklæder
Med aaben Hjælm og uforfærdet Bryst,
En dygtig Svend i Livets Skranker træder;
Med Svig og Vold han prøve vil en Dyst.

Dog Fjendens Hær tit synes alt for farlig,
Og mangen flyr med Buler i sit Skjold,
Bag breden Grav han lejres ræd og varlig
Og ser paa Stridens Mark fra grønne Vold.

Held da den Mand, der fra sin Ungdom arver
Et frejdigt Mod i Sandheds lyse Færd,
Hvis Foraarsdrøm beholder sine Farver,
Hvis gamle Haand ej slippe vil sit Sværd.

32 Som Barnets Lyst mod røde Blomster higer,
Tit Svendens Hu staar til den høje Kunst;
Men Gubben kold gaar hjem fra Kunstens Riger
Og tror, at Fantasiens Lys er Dunst.

O, Held da den, hvis Lod det blev at finde
Sit bedre Hjem i Skønheds Blomstervang!
Som til sin Grav beholder vel i Minde
Hvad Fuglen ved hans Vuggeklæder sang.

Ja, Held den Mand, hvis Morgenfantasier
Genlyse smukt i Livets Aftenfred!
Som trylles ved sin Barndoms Melodier;
Thi Skønheds Sol for ham gik aldrig ned.

Tøm Glasset ud for Lysets tro Forfægter,
Naturens Ven i sine Rosers Lund,
For ham, hvis Sang genlød i trende Slægter,
For Danmarks Nestor, til den klare Bund!

SANG TIL STEFFENS

En Mester i Tankernes Riger
Hel tit er paa Jorden forsagt,
En Spot for de dejlige Piger,
Og dristige Svendes Foragt;
Thi bleg som en Skygge fra Graven
Med Øjet han blinker for Sol:
Naturen har lukket ham Haven,
Og kroget han sidder paa Stol.

33 Blandt Tankens usynlige Fugle
Her Hendrik har fundet sin Ro;
Dog ikke han sky som en Ugle
I Grotterne dølger sin Bo.
For Livets mandhaftige Kampe
Ej ræd han sig skjuler i Krog;
Ej Solen han glemte for Lampe,
Ej Rosen han glemte for Bog.

Først stred han med Munden og Aanden
Mod Frankens letfærdige Slægt,
Saa gik han med Staalet i Haanden
Mod Galliens rustede Knægt.
Og han, der de vindige Tanker
Forjog, paa Profeternes Vis,
Han fulgte de levende Franker
Med Sværdet igen til Paris.

I Ly af den hædrende Palme,
Du planted ved Oderens Kyst,
Dit Hoved begynder at falme
Og minder om Alderens Høst.
Men ikke blandt Bjærgenes Jætter
Du glemte din Moder i Nord;
Du kommer til Bøg og til Sletter,
At kysse den fædrene Jord.

Betragt da din sjællandske Broder!
Hvo ved, om du atter ham ser?
Og lyt til de sjællandske Noder!
Gud ved, om du hører dem mer.
34 Og naar da den kærlige Stemme
Dig vinker til Oderens Kant,
Du Dannemark ikke vil glemme;
Vi have din Vugge til Pant.

TO STUDENTERDIGTE

I. Fabel.

Ørnen da den ganske Hær
Brat til Tinge sanker
I det klare Morgenskær,
Paa de grønne Banker.
Den, som under Himlen høj
Over alle Fugle fløj,
Skulde Konge nævnes.

Tyve Haner højt paa Hald
Som Herolder stande,
Og Basunens vilde Skrald
Lyder vidt om Lande.
Fuglene fra hver en Kyst
Samles til den stærke Dyst
Om den stolte Krone.

Der i Luften blev en Klang
Af de mange Vinger,
Som naar til en Julesang
Kristenklokke ringer.
Ørnen vækker ingen Støj;
Langsom, kongelig den fløj
Over alle Fugle.

35 Men en ussel bitte Knægt
I dens Ryg sig putter,
Ret en Dværg, hvis hele Slægt
Nu i Gærdet smutter.
Og da Ørnen sagde Stop,
Letter hin endnu sin Krop,
Flyver nok en Alen.

Vred blev da den hele Trop.
Bister Gasen hvæser,
Kokken rejser højt sin Top,
I Basunen blæser.
Og Kalkunens Næselap
Blev saa blodigrød som Krap,
Som en Busk han spanker.

Ørn og Falk og Grib og Høg
Og deslige Helte
Vil, at Dværgen for sin Spøg
Skal til Døde svelte.
»Det er jo en evig Spe,
Dersom saadant ringe Kræ
Skal for alle raade.«

Ak, den usle Tommeltot
Faldt fra Ærens Høje!
Muldvarphullet blev hans Slot,
Der han Sult skal døje.
Dybt i Kulen blev han bragt,
Og en Ugle sat paa Vagt,
Tog paa Fangen Vare.

36 Uglen paa sin lodne Fod
Ret ved Fængselslaagen
Tvende Nætter rolig stod,
Holdt sig tapper vaagen.
Tredie Nat fik Søvnen Magt,
Ind han slumrer paa sin Vagt.
Kongen rømte Kulen.

Nu er Uglen aldrig glad,
Han ved Dag sig dølger,
Alle Mands Foragt og Had
Ham for evig følger.
Men ved mørke Nattetid
Steds han raaber: Vil du hid!
Leder om sin Fange.

Kongen er en fattig Mand
Uden Tag og Bolig,
Mindste Fugl i hele Land,
Vilter og urolig.
Steds han flyver ud og ind,
Han er bange for sit Skind,
Maa i Gærdet smutte.

II. Parodi.

Der var en Tid, da Jens var meget større,
Vemodig han »Da jeg var lille« sang;
Men siden, da hans Øjne bleve tørre,
Hint Kvad han taler om saa mangen Gang.

Han spøgte i de hulde Musers Arme
Og muntrede saa tit sin Næstes Hu.
Da kendte han til Avinds lede Harme
Saa lidt, som Græsk han kender til endnu.

37 Ak, siden er han bleven meget mindre,
Men dog tillige meget mere slem.
Han saa vor Adams Digterstjærner tindre
Og ønskte Vinger for at fange dem.

Han saa sin Digtersol i Pølen glide,
Og tænkte: »Jeg maa ned i Pølen der,
Om end Alverden rigtig faar at vide,
Hvor køn en Karl til sidst jeg bleven er.«

Han hørte Adam højt om Nord at tale;
Ja Hellas' Kor fra samme Læber lød;
Han saa ham Østens Palmer huldt at male,
Da broget Glans fra Tryllelampen brød.

Da gik han svart i Rette med Gud Fader,
Som ikke skabte ham til saadan Sol.
Han tænkte: »Hvad er mine Perlerader
Mod saadan dristig Flugt fra Pol til Pol?«

Da glemte rent den gamle Spotters Læbe
Hin Bøn, hans fromme Moder lærte ham.
Den Ørn, han saa højt over sig at stræbe,
Den vilde han med Skraalen gøre tam.

Nu skældte han hver Søster og hver Broder,
Som lasted højt hans flove Gækkeri,
Og roste hver en literarisk Stodder,
Der gik ham krum og bukkende forbi.

Saa svandt, saa svandt hans blide Digterdage;
Hans Spøg, hans Gratie med dem svandt hen.
En lille Smule Vid han har tilbage;
Gud, lad ham dog ej ganske tabe den!

38

SANG TIL HANSTEEN

Aldrig af Bøger og malede Blade
Kan du begribe den store Natur;
Fuglen maa høres i Skov, under Blade,
Mat er dens Sang, naar den fængsles i Bur
Fuglenes Vrimmel,
Blomsternes Stimmel
Den maa du se, hvor den sattes af Gud;
Stjærnernes Gang paa den natlige Himmel
Tager sig slet paa Papirerne ud.

Jorden, vor signede Moder og Amme,
Drømmer sin lange, dybsindige Drøm:
Den var fra Sekel til Sekel den samme,
Stadig i Tidernes flygtige Strøm.
Slægter oprinde,
Slægter forsvinde;
Kloden beholder sin vanlige Skik:
Ældgamle Vaner den holder i Minde,
Gaar, som for tusinde Vintre den gik.

Ædlingen gransked i sindrige Skrifter,
Sysled paa Brættet med Tegn og med Tal,
Grunded paa Jordens de lønlige Drifter,
Rastløse Liv i dens dybeste Hal.
Hvo kan vel raade
Mørkeste Gaade?
Spørgende Sfinksen for alle jo laa.
Faa have fristet den himmelske Naade,
Eet af dens hellige Ord at forstaa.

39 »Herligste Liv har en dødelig levet,
Naar han har tydet os eet af dens Tegn« -
Det er den Tro, som vor Ædling har drevet
Bort fra sit Hus til Barbarernes Egn.
Ej mer i Bøger
Svaret han søger;
Rask i Naturen han henter det selv.
Alt, hvad han aner, hans Længsel forøger,
Frejdig han gaar over Bjærg, over Elv.

Held dig, vor Hansteen! Din Gaade du løste,
Snildt du forstod den bedagede Jord;
Selv af den evige Kilde du øste,
Nævnte for Sfinksen et hemmeligt Ord.
Norriges Graner,
Hjemlige Vaner
Drog saa til Hjemmet din trofaste Aand:
Her er Magneten, som kærligen maner
Nordmandens Hjærte med hellige Baand.

Kommende Sekler dit Navn vil bevare,
Hansteen! de lydt ville prise dit Vid;
Svende, som fjærnt over Bølgerne fare,
Ofte vil mindes din sindrige Flid.
Musernes Sønner
Jublende skønner
Dybt paa dit Værd, mens du vandrer paa Jord.
Ikke med Guld eller Glans vi belønner:
Tag mod vor Hilsen og Sang over Bord!

40

SANG TIL G. H. WAAGE

Førstkommende Majdag, naar Skoven er grøn,
Et Savn man i Templet beklager:
Vor Frue forliser sin trofaste Søn;
Af Hallen den elskede drager.

Dog rejser han ej over Bølgen den blaa
Til Vestens de røde Barbarer.
Nej, Sjælland, hans Moder, saa længe hun maa,
I Favnen den ædle bevarer.

Rejs heldig til Sorøs det vaarlige Smil!
Du bliver i Venners Erindring.
I Sandhed! en halv Snes af sjællandske Mil
Kun lidet er Tanken til Hindring.

Mens her vi maa høre paa Vægterens Sko
Og Maaneskin øjne paa Muren,
Hist Fuglen i Skoven kun bryder din Ro,
Og priser dig Sommernaturen.

Rejs heldig til Absalons dejlige Lund,
Til Holbergs den blomstrende Have!
En Hilsen igennem din venlige Mund
Til Højskolens Mestre, de brave!

Paa vestlige Volde vil Mænd af dit Sogn
Om Morgenen vinke med Klædet,
Og stirre paa Støvet, der følger din Vogn,
Mens langsom den ruller i Strædet.

41 Og bliver ved Afsked dig Barmen for trang,
Paa Vejen du finder vel Kraften,
Mens Lærkerne følge dig Dagen saa lang
Til Sorøs det milde God Aften.

Det vildsomme Sind, der er vant til din Røst,
Beængstet vil savne dig ofte,
Og Enker og arme, der hørte din Trøst
Omkring paa de fattige Lofte.

Og her det bevidnes ved Vennernes Fest,
Mens Vinen i Bægrene daler:
Vi alle vil savne vor Ven og vor Præst,
Den blide, den aandige Taler.

42

ELSKOVSDIGTE

TIL LAURA

I

Søde! sig, hvornaar skal jeg dig finde?
Alle mine Tanker til dig rinde,
Lille, blonde, barnlig blide Mø!
Smalle Jomfru med det store Øje!
Dig jeg ser paa Aftnens røde Høje,
I den blanke Nat paa dig jeg tænker,
Naar jeg stirrer i den dybe Sø.

O letskridende, snehvide Pige!
Jeg saa meget haver dig at sige,
Hvordan jeg saa trolig dig har søgt.
Gaar jeg ensom i de tavse Lunde,
Mine vaagne Drømme til dig stunde,
Og i skønne Morgenfantasier
Har jeg tit fortrolig med dig spøgt.

Hisset, hvor de fly, de hvide Duer,
Hvor mod Vest det fjærne Blaa jeg skuer,
Aner jeg, du har din stille Bo.
Korn for dine Kyllinger du spreder,
Mon da ogsaa efter mig du leder?
Savner mig din stille Pigetanke?
Rene Jomfru, ja det er min Tro.

43 Men naar under Sommerfuglens Vinger
Pinselilien i Blomster springer,
Blinkende med Duggens klare Daab,
Mon da Markens lille, brune Flyver
Atter for den længselsfulde lyver,
Naar om dig dens Nattefløjte sværmer?
Stille Jomfru, nej det er mit Haab.

II

Skøn Jomfru har det grønne Silke strammet,
Let over femte Finger Traaden rinder,
Hun syr i Krans af Roser og Kærminder
De søde Ord, som hun saa tit har stammet.

Det spæde Ledemod mit Øje binder.
Som udi Faarehjorden Dæggelammet,
Som et uskyldigt Barn, der bliver ammet,
I Søstreflokken jeg den mindste finder.

Naar jeg paa Harpen hører hende spille,
Og hendes Toner Drømme hos mig vække,
Og gennem gyldne Strænges røde Gitter

Det hulde Blik til hendes Elskte titter,
Da rører mig saa tit den samme lille,
Der næsten over Evne sig maa strække.

III

Naar Lyset flammer rødt i dunkle Stue
Og lange Skygger rundt paa Væggen sætter,
Fra Ruden flyver ud den arme Flue,
Saa højt den sine Silkevinger letter.

44 Den hvirvler sig om Glansen i en Bue,
Ret aldrig den det søde Skær forgætter,
Men Farten mod sin lille Sol den retter,
Indtil den aander ud i heden Lue.

Saa maa jeg mig i Krese stedse svinge
Rundt om dit Øjes englelyse Stjærne,
Skønt i mit Bryst det sender Luepile.

Det søde Baal jeg flygtede saa gærne,
Og dog saa gærne vil jeg ved det hvile,
Til Graven dækker mine brændte Vinger.

DEN ENBENEDE

Fy, skammer jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en enbenet Stakkel i Ro!
Slet ingen af eder kan vide, hvor længe
Vor Herre vil lade ham løbe paa to.

Mig Himmelen ogsaa lod smage den Lykke,
At hoppe som I over Grøfter og Sten.
Ej stedse jeg saa haver hinket ved Krykke;
Ej stedse var dannet af Træ mit Ben.

Da hvilte jeg med min Marie i Skoven,
Hist henne bag Bøgenes skyggende Læ,
Mens Fuglene sang saa lifligt foroven.
Nu er mit Ben af det samme Træ.

Ja der jeg hvilte med Pigen i Armen,
Bestraalet af Solens velsignede Lys.
O! Blodet mig løber saa varmt i Barmen
Ved Tanken om disse saa brændende Kys.

45 Men da nu Sangen i Lundene døde,
Og Bladet saa gult og forkrøllet faldt af,
Da svandt og min Kærligheds Roser røde;
Naturen blev mig en gyselig Grav.

En anden hvilte med Pigen i Armen,
Beskinnet af Praasens forbandede Lys.
Hu! Blodet mig brænder som Gløder i Barmen
Ved Tanken om disse saa troløse Kys.

Saa blev jeg Soldat, med Bøssen paa Nakke,
Fortvivlet paa Fjenden jeg slog og skød.
O! hvor jeg min Gud dog nu vilde takke,
Om han mig da havde undt min Død!

Som Kegler Vennerne faldt ved min Side,
Men alle Kugler forbi mig gik,
Til sidst jeg i Græsset maatte mig vride,
Jeg en Bajonet i Knæet fik.

I Dag jeg mødte Maries Blikke,
Imens jeg lænet til Væggen stod.
Hun græd, endskønt hun kendte mig ikke,
Ellers havde hun grædt det røde Blod.

En Skilling hun gav mig, og den jeg gemmer;
Det Lønnen er for min Kærlighed;
Og Synet af den mig saa underligt stemmer,
Jeg tænker saa meget, saa meget derved.

Fy, skammer jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en enbenet Stakkel i Ro!
Slet ingen af eder kan vide, hvor længe
Vor Herre vil lade ham løbe paa to.

46

DEN GAMLE ELSKER

Og naar jeg nu bliver en gammel Mand,
Og mit Skæg er hvidt;
Naar Piben jeg holder med stumpede Tand,
Og hviler mig tit;

Og naar jeg en lille Papakalot
Paa Hovedet har,
Og ikke kan læse Aviserne godt
Foruden Glar;

Og naar du sidder, en gammel Viv,
Og har glemt din Sang,
Og ejer ej mer dit smækre Liv
Og din Jomfrugang;

Dit Hoved ligner en Bøg i Høst
Efter Regn og Blæst;
Du dølger et Lig af dit yndige Bryst
Med en sort Modest:

Da slumrer jeg engang sødelig ind
Og bliver saa blid,
Mens Fluerne surrer omkring min Kind
Ved Middagstid.

Da kommer en Drøm fra min Ungdomsvaar
Til min Lænestol,
Efter dig jeg en inderlig Længsel faar,
Du Kvindernes Sol!

Da ta'r jeg min Stav, da ta'r jeg min Hat,
Og vandrer min Vej;
Om dit Hus jeg finder ved Dag eller Nat,
Det ænser jeg ej.

47 Jeg vandrer af Sted, saa godt jeg kan
Med de vaklende Knæ,
Og drikker af Bækkens det klare Vand
Med min Ryg til et Træ.

Og naar du da strikker med dine smaa
Ved det store Bord,
Med eet det banker pludselig paa,
Før du ved et Ord.

Da kommer en skikkelig gammel Person,
Hans Tinding er bar,
En underlig, sørgelig, lystig Patron,
To Roser han har.

Den ene sætter han i dit Bryst,
Den anden i sit,
Og ser paa den aldrende Viv med Lyst,
Og hviler sig lidt.

O Lina! huldsalige Lina min!
(Saa raaber han ud),
Lad mig hvile her ved din fagre Ruin,
Før mit Lys gaar ud.

Og hvor er din Barm, saa rund og saa fuld?
Du sølvergraa!
Du havde vel hundrede Krøller af Guld,
Nu har du saa faa.

Du var en Due saa mælkehvid;
Jeg var en Ørn.
Vor Alvor tog den løbende Tid!
Nu er vi Børn.

48 Op lystig! flet os et Silkegarn!
Væk med Forstand!
Kom lystig i Haven, du gamle Barn!
Med den lystige Mand.

To Skamler dem vil vi sætte os paa
Med barnlig Hu;
Og Sommerfugle, de røde, de blaa,
Dem fange vi nu.

Som Svalen bygger en Rede fin
Paa styrtede Mur,
Saa vil jeg nu her i det skønnes Ruin
Slaa op mit Skur.

Og naar de da visne, de Roser to,
Saa visne vi med.
Vi ville da sove sammen i Ro,
I en evig Fred.

ROMANCE

Da Vaaren med Blomster og Fugle kom,
Og Frøerne kvækkede rundtenom
I Kæret,
En Ridder førte sit Skib i Havn;
Højt flagrede Silkeflaget i Stavn
For Været.

Han steg paa det bøgebevoksede Næs,
Da skreg i Luften de vilde Gæs
Foroven;
I Hornet han blæste for Slottets Grav,
Saa Bavtastenene Genlyd gav
I Skoven.

49 En Vægter tren over Porten frem:
»Hvo gæster den vældige Ridders Hjem
Og Volde?«
»Sig, Dreng! hvor lider den Rose skær,
For hvem der er brækket ti Tusind Spær
Paa Skjolde?«

»Den Jomfru baldyrer sin Sko til Dans;
I Morgen hun lægger sin Jomfrukrans
Og Bælte.«
»Saa frisk, mine Gutter, gør Skibet flot!
Selvbuden til Gilde var aldrig godt
For Helte.«

Saa fore de atter al Verden om,
Til Blaamænds Land og det hellige Rom
Med Vælde.
Og alle de Kæmper, som kom dem nær,
Hel djærvelig med deres skarpe Sværd
De fælde.

Da atter fra Busken i Thules Vang
Smaafugle fløjted en Elskovssang
Vemodig,
Da styred de Dragens forgyldene Fjæs,
Hvor Skoven stod ved det enlige Næs
Saa frodig.

Rask over Slottets Grav han sprang,
Og stødte paa Porten, saa Malmet klang,
Med Aaren:
»Hvor lider i Slottet den unge Viv?
Hvad bruger den hulde for Tidsfordriv
I Vaaren!«

50 »Vor Frue hun stikker en Skjorte skøn,
Deri vil hun bære sin liden Søn
Til Daaben.«
»Kom, frisk da, Drenge! til Vaabenbrag!
Ej Børneskrigen er Mænds Behag.
Til Vaaben!«

Saa fore de atter vor Jord omkring
Og kørte med fremmede Kæmper i Ring
Paa Havet.
Tit sloge de Præsten i Messesærk;
De gjorde sig baade hos Læg og hos Klerk
Begavet.

Da Græsset atter var grønt i Nord,
Igen han vandrer paa Thules Jord
Til Næsset.
Men, førend han kom for den høje Port,
Han møder en Baare, med Skrinet sort
Belæsset.

»Hør sig mig, I Kvinder i sorten Lin,
Hvo ligger hist i det lange Skrin
Saa stille?«
»O Jammer! se her i det snævre Rum
En Moder, som kryster i evig Slum
Sin lille.«

»Ha, Svende! vogter jeg vel for at le
Ad min sidste Taare, som her I se
Mig skjule;
Men følger mig tyst til urolige Strand.
Lev vel for evig, mit Fædreneland
I Thule!« -

51 Nu spredte de Sejlet for Nordens Blæst
Og droge bestandig fra Øst til Vest
Paa Vandet.
Saa mødte dem tyve Snækker mod en.
Nu rulles af Bølgen hans snehvide Ben
I Sandet.

BRUDSTYKKE AF ET DRAMATISK DIGT

Et Torv ved Havnen i en lille By. En ung Mand til Hest.

Trofaste Ganger! tving din Flyvelyst.
Jeg klapper jo din sorte Svanehals
Og vil, at du med sindig vekslet Fod
Din Herre skal igennem Staden drage.
Thi ret i Mag jeg nu betragte maa
Det stenbeklædte Torv og Havnens Bølger,
Hvorfra den lette Morgenluft mig bringer
Et lifligt Aandedræt, og Øen hist,
Som løfter sine rigtbeklædte Bøge
Højt over breden Vand. Vemodigfro
Jeg ser den velbekendte Skueplads,
Hvorpaa tilforn min Skæbne drog for Lyset
Et dejligt Optrin af mit unge Liv.
Hvor her er tavst! Hver Borger med sin Hustru
Nu sover bag det blommede Gardin;
Kuns Nattens tungtbeklædte Vægter tramper
I fjærne Stræde med beslagne Sko.
Halv staar i Vandet Solens røde Skive,
Og over den er hængt en kulsort Sky,
Ret som en Røg fra Himlens Morgenflamme.
Urolig flakker Maagen med sit Skrig
Og strøjfer Bølgen med sin hvide Fjer.
52 O, det af Mennesker forladte Landskab
Jeg uforstyrret nu befolke kan
Med min Erindrings skønne Fantasier.
Den sidste Gang, da Holmen hist var grøn,
Man fejred der i Skovens Ly en Fest;
Og mens de mangefarvede Lamper smukt
Belyste Bøgens nyligfødte Blade,
Paa Lundens Græs en Pigeflok i Dansen
Bevæged let den silkeklædte Fod.
Afsides, langt fra Fløjternes Musik,
To grønne Tuer hæved sig i Skyggen
Af Haslers mørke Løv, tæt ved hinanden.
Jeg paa den ene sad, men paa den anden,
Og Ansigt var mod Ansigt vendt,
En liljearmet Pige. Hendes Sommerhat,
Tilbagekastet paa det blonde Hoved,
Fremviste den med Krøllers gyldne Pragt
Behængte Pande. Hattens røde Baand
Løst flagred om den marmorhvide Hals.
Med venlig Modstand hendes spæde Fingre,
Som fast indspærredes af min brede Haand,
Bevæged sig mod overlegne Styrke,
Ret som en fin Kanarifugl, der spræller
I Drengens Næve med forgæves Kæmpen.
Men øm og dristig gled min Tales Flod
Fra Læbens Rand, og under Nattens Blaa,
Bestrøet med alle Stjærners blanke Kors,
Vi slutted en bestandig Elskovspagt.
Dog, naar en Ungersvend, med Mod og Sundhed,
Ej tvungen er ved Savn af røden Guld,
Da lader han sig ikke lang Tid fængsle
Til samme Plet, som Gaardens Hund, der trofast
Og dum fra Aar til Aar, selv fri for Lænker,
53 Bevogter samme Hus. En Morgentime
Jeg paa en Lystgang ud af Stadens Port
Fik Øje paa en Flok af djærve Krigsmænd,
Hvem Hærens Høvding havde givet Hjemlov.
En spilled paa den brune Fiolin,
De andre gik da efter Strængens Hvislen
Med rappe Fodtrin paa den brede Vej.
Lidt længer borte holdt en Rejsevogn.
Omkring en Serviet, som bredet laa
Ved Grøftens Rand, med Glas og Pølse,
Fortrolig Mænd og Piger havde lejret
Sig i det grønne Græs; men deres Hest,
For Trensen fri, med Pose for sin Mule,
Begærlig fraased i det friske Hø.
Lidt længer borte gik en rask Tyroler
Med Ransel paa sin Ryg og revne Sko.
Hen spilte Bold med sin Kasket og jodled
I Sky; men Skov og Høj tilbagesendte
I den rene Luft ham en trefoldig Genlyd.
Da kom en mægtig Vandrelyst mig paa;
Foruden Afsked jeg til fjærne Lande
Begav mig bort. Men nu, da Markens Foster
For Sneens Dække fri sig hæver frem,
Nu smelter som en Sne den kolde Glemsel
Bort fra mit Bryst, og Kærlighedens
Genfødte Rose skyder atter Blad.
Den brune Nattergal i fjærne Buske
Fornyer med livsaligt Fløjtespil
Det halvforglemte Mindes Røst. Nu vil
Jeg ride til den vilde Mark; men naar
Den gyldne Foibos sender sine Straaler
Igennem Jalousiets grønne Hegn,
Og vækker af sin Søvn den spæde Jomfru,
54 Da sætter jeg min Spores blanke Stjærne
Paa Hestens Bug og haster hid i Spring,
At se paa ny min Sjæls udvalgte Dronning.
Frisk frem, min Ganger! følg Din Flyvelyst.

Kor af Byens Jomfruer og Ungkarle.

Ungkarle

Med sin himmelske, bredtnedplaskende Flod
Stygt natlige Regn har beskyllet mit Torv.
Dog lidet jeg frygter for Vand og Moras,
Thi den mægtige Støvle bedækker min Fod.
Frem træder jeg rask Mod det søjlebekransede Raadhus.

Jomfruer

Jeg kun langsomt skrider fra Sten til Sten
Og sanker min Kjortels Liliefold
Med min Jomfruhaand over Ankelens Knop,
Over Sviklens yndigtvævede Blomst!
Thi gyse jeg maa
For et Stænk fra trampende Støvle.
Efter Ligevægt søger min skælvende Haand,
Thi min Skikkelse hænger, med udstrakt Arm,
Paa en eneste Taa. Den bæres af Luft
I svævende Stand. O, var jeg dog vel
Ved Ønskernes Maal,
Ved de stoltopstigende Fliser!

Ungkarle.

Sig, du lifligt i Flor ind-
hyllede Jomfru,
o, du min Drøms henrivende Billed,
Hvi du til Borgen henflytter din Fod!

55 Jomfruer.

Længe før Morgenens Barn
Med sin Purpurhaand
Af den glimrende Guldkurv
Tog sine Roser,
Vore Fædres ærværdige Flok fremvandred
Under Nattens med Sølvglans tindrende Loft
Til den marmorbekransede Højsal.
Nu forventningsfuld og med Videbegær
Jeg betræder det hellige Torv;
Thi spejde jeg vil, hvilket Visdomsord
Hist ved det natlige Lys
I det pudderbestænkede Hoved
Er fostret i Løndom.

Ungkarle.

Dele, ja dele jeg maa dit Videbegær,
Du min Stads elskværdige Krone!
Men ej lang Tid svæve du skal i Tvivl,
Thi se hist, se hist,
Hvor den raslende, kobberbefæstede Port
Vidt aabner sin Mund,
Langsomt, langsomt
Med besindige Skridt træder nu frem
Paa Flisernes Firkant
Stadens Hersker, den spanskrørbærende Drot,
Min Byfogeds gudlige Hoved.

Byfogeden.

Mit ædle Folk! mærk paa din Herskers Ord.
Kundgøre vil jeg, hvad til Stadens Tarv
I slummerløse Nætter jeg har udtænkt.
Med Glæde sender jeg mit Herskerblik
56 Ud over Byens Kres. Thi vidt og bredt
Jeg øjner Spor af Borgersind og Velstand.
To Vævere daglig med den gyldne Spole
Jeg ser af Traadens fine Labyrint
At kalde Lærred frem for Dagens Lys,
Og under djærve Slag af Smedens Hammer
Fremtræde Hesteskoens halve Maaner.
Ej vil jeg nævne nu vor gode Snedker,
Hvis Skaberhaand af Egetræets Kraft
Har dannet vore brune Husgeraad.
Selv midt om Vintren staar i Bodens Hal
Den brave Dreng, skønt Frostens røde Buler
Vanhelde den med Terpentin og Skind
Belagte Haand. Den styrer Vægtens Tunge
Og Messingskaalen, fyldt af Risengryn.
Et glædedrukkent Øje
Jeg vender imod Havnens tavse Spejl,
Indrammet af de lange Poppelpile.
Thi Skuden vælter sig med stramme Sejl
I Bølgen frem. Knap orker den at slæbe
Sin Bug, frugtsommelig med Hvedesække.
Langt fra det er, at Staden lider Brøst
Paa gudbegejstrede Sangeres Flok. Ved Høst
Naar Hundestjærnen straaler Ferie frem,
Da gæster mangen akademisk Borger
Af Stadens eget Kuld sit Fædrehus.
Enhver forstaar vindskibelig at føje
Sonettens ottefoldige Rim - et Underværk!
Og aarlig vores gamle Stapelstad,
Forsynet med den Poesi, som mest
I Moden er, jævnt holder Skridt med Tiden.
Midt i sin Lykkes Fylde savner Staden dog
Eet Gode. Vittighed for den er fremmed!
57 Sligt Savn bekymrer dybt mit høje Sind.
Paa sligt at raade Bod, jeg lader fluks
Heroldens klare Røst og Trommens Bulder
Forkynde Folket højt, at jeg og Raadet
Besluttet har ved Præmiernes Magt
At vække Viddets Blomster af sin Dvale.
Ej mener jeg, mm Borgers Hjærneskal
Er anderledes skabt end andre Mænds.
Hans Lune blot har savnet en Opmuntring.
Men som den gyldne Sol det skjulte Frø
Af Jorden kalder frem til frodig Vækst,
Saaledes skal en glimrende Belønning
I Dag befrugte Vittighedens Mark,
Som i en Rad af Aar har ligget brak.

Koret.

Beundre maa jeg dine vise Raad,
Min ædle Hersker! Sig, til hvilken Tid
Du Kronen paa dit store Værk vil sætte?

Byfogeden.

Saa snart en Times Løb igen er fuldendt,
Da maa enhver, som i Fortrøstning til
Sit Lunes Kraft for Palmens Hæder kæmper,
Sit Hoveds Førstegrøde sende fluks
Til Raadets Marmorsal.

Koret.

Ved hvilken Pris
Fremkalder du min Aands forborgne Gnister?

Byfogeden.

En dobbelt Sejerskrans jeg stiller frem.

58

SONET

Den Svend, som Tabet af sin elskte frister,
Vildfremmed vanker om blandt Jordens Hytter;
Med Haab han efter Kirkeklokken lytter,
Som lover ham igen, hvad her han mister.

Men næppe han med en usalig bytter,
Hvis Hjerte, stedse koldt for Elskov, brister,
Som sig uelsket gennem Livet lister,
Hans Armod kun mod Tabet ham beskytter.

Til Livets Gaade rent han savner Nøglen,
Hver Livets Blomst i Hjærtets Vinter fryser,
Han gaar omkring med underlige Fagter.

Ræd, Spøgelser han ser, naar Solen lyser,
Modløs og syg, foragtet han foragter
Det skønne Liv som tom og ussel Gøglen.

TIL KAMP!

Til Kamp jeg kræver dig, du gamle blinde,
Som leder Daaren i dit skjulte Baand!
Træd frem med Rummets Kræfter i din Haand!
Den raske Spot, som kyser Præst og Kvinde,
Dig kræver frem til Kamp, du gamle blinde!
Prøv, om du kan en Kval og Rædsel finde,
Som bøjer ned en fri, forvoven Aand.

Ja, højt erklærer jeg mig selv for myndig,
Løs er jeg vristet fra din Moderfavn.
Slet af din Vornedliste fluks mit Navn!
Og hver din Skat, som Drengen kalder yndig,
59 Og hver en Daad, den fejge kalder syndig,
Den spotter jeg, Natur! thi jeg er myndig,
Løs er jeg reven af din Moderfavn.

For Mandens Kval der gives skarpe Grænser,
Og den, der gør sit Bryst mod Skæbnen fast,
Kun lidet dine vilde Kræfter ænser,
Hans Kval kun rækker til Bevidstheds Grænser.

DRØMMEN Efter Byron.

I

Delt er vort Liv; Søvn har sin egen Verden,
Et Grænseskel for slet benævnte Ting:
Tilvær og Død. Søvn har sin egen Verden,
Et udbredt Herredom af vildest Sandhed.
Livsaand besidde de henflagrende Drømme,
Med Taarer, Marter og et Skær af Fryd;
En Sten de læsse paa de vaagne Tanker,
En Sten de lette fra det vaagne Slid.
De skille vores Væsen ad; de blive
Til Halvdel af os selv og af vor Tid.
De bære Skin af Evigheds Herolder;
De fare hen som det henfarnes Aander,
Forkynde som Sybille det ufødte.
Kraft eje de, ja over Fryd og Kummer
Et mægtigt Enevæld. Os skabe de
Til nye Væsner og til hvad de ville.
Med det forgangnes Genfærd ryste de,
Med gamle Skyggers Rædsel. Sig hvordan?
Er ej alt svundet Skygger? Hvad da de?
Mon Aandens Fostre? Aanden skabe kan
60 Livsvæsner og befolke med sin Kraft
Planeters Hær med lysere Legioner,
End nogen Tid var til. De blæse Liv og Aand
I Skikkelser, som overleve Kødet.
Jeg gad genkalde Synet, jeg har drømt,
Muligt i Søvne; - thi een Tanke blot,
En Slummertanke, rummer Aar og Dag
Og størkner længste Liv til et Minut.

II

Jeg saa to Væsner udi Ungdoms Farve.
De stode paa en Høj, en venlig Høj;
Jævnt hæved sig dens grønne Ryg, den slutted
Ret som et Forbjerg flere Bakkers Rad.
Ej Havets Bølger vadskede dens Fod,
Men kun et muntert Landskab: Korn og Skov
I Bølger gik. Adspredte vidt og bredt
Laa Gaard og Hus, og Røgens lette Kruser
Højt hæved sig fra Bondens Tag; men Højen
Var kronet med sit eget Diadem,
En rundtomløbende Ring af Stammer, skabt
Ej ved Naturens, men ved Kunstens Luner.
De to, en Jomfru og en Svend, beskued -
Den ene alting, som forneden laa,
Livsalig som hun selv. Han saa paa hende.
Og begge to var unge - en var dejlig;
Og begge to var unge - mer eller mindre.
Den søde Maane lig ved Himlens Rand
Var Pigen alt i Kvindevaarens Aften.
Han talte færre Somre; men hans Hjærte
Langt vokste fra hans Aar, og for hans Øje
Eet Ansigt blot var elskeligt i Verden.
Det skinned paa ham nu; derpaa han stirred
61 Saa fast, at ej det kunde mer forsvinde.
I hende blot han havde Liv og Aande:
Hun var hans Røst, ej talte han til hende,
Han skjalv paa hendes Tunge. Hun var hans Syn,
Hans Øjne fulgte hendes, og han saa med hendes,
Det gav hans Verden Farve. Han havde ophørt
I sig selv at leve; hun var alt hans Liv,
Var Oceanet for hans Tankestrøm
Og favned Alt. Ved en Berøring blot,
En Lyd fra hende bølged vildt hans Blod,
Brat skifted Kinden Farver. Ej hans Hjærte
Dog kendte Grunden til hans Dødsensangst.
Men hun tog i hans Ømhed ingen Del,
For ham var ikke hendes Suk. Han var for hende
Som Broder, - ikke mer; - dog det var meget,
Thi broderløs hun var. Kun Brodernavn
I barnligt Venskab hun ham havde skænket.
Hun efterlodes som et enligt Skud
Af en i Fortid hædret Slægt. Hint Navn
Behaged ham og dog behaged ej. Hvorfor?
Tid lærte ham det mørke Svar, da hun
En anden elsked. - Nu hun elsked alt.
Nu stod hun højt paa Bjærgets Tind,
Og Blikket spejded, om den elsktes Ganger
Holdt Skridt med hendes Længselsuk og fløj.

III

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Det var et gammelt Hus, og foran det
Ved Muren stod en Hest med Skaberak.
I et ældgammelt Oratorie stod
Den Svend, om hvem jeg talte. Han var ene,
Var bleg og spanked op og ned, og snart
62 Han satte sig og greb en Pen og ridsed
Ord, som jeg ej forstod; saa læned han
Det bøjede Hoved paa sin Haand, og rysted
Ret som i Krampedrag. Han rejste sig;
Med Tand og bævende Haand han sled itu,
Hvad skrevet var; men fælded ingen Taarer.
Og han tiltvang sig Ro og trak sit Øjebryn
Med Vold til et Slags Fred, og, som han sagtned,
Hans Sjæls udkaarne træder til ham ind.
Men hun var mild, var smilende, skønt vel
Hun vidste, hun var elsket af ham, vidste -
Slig Kundskab kommer snart - hvordan hans Hjærte
Af hendes Skygge var formørket, saa,
Han var elendig. Dog hun saa ej Alt.
Han rejste sig og koldt og høfligt tog
Han hendes Haand. En Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet, og forsvandt, som den var kommet.
Han slap den Haand, han holdt. Med sene Skridt
Han trak sig bort; dog ej som til Farvel.
De skiltes med gensidigt Smil. Han gik
Ud af den gamle Halles tunge Port,
Steg paa sin Ganger og drog brat af Sted.
Ej mer betraadte han den mosgraa Tærskel.

IV

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Til Mand var Svenden modnet. Vilden Ørk
I brændende Jordstrøg kaared han til Hjem.
Hans Sjæl drak Solens Glød, omlejret var han
Af sære, mørke Skikkelser, ej længer
Han ligned, hvad han var tilforn. Paa Hav
63 Og Land var han en Vandringsmand.
En Sværm af mangehaande Billeder
Lig Bølger vrimled paa mig ind; men han
Af alle var en Del. Til sidst han laa
Og hvilte sig fra Middags Lummerhede
Til Sengs imellem faldne Søjler, i Ly
Af en brusten Mur, der overlevede Navnet
Af dem, der rejste den. Ved Lejets Bred
Kameler stod paa Græs, og ædle Hingste,
Fast bundne, ved en Kilde; men en Mand
I flagrende Klædebon holdt Vagt, imens
Hans Stammebrødre slumred rundt omkring,
Og over dem sig telted Himlens Blaa,
Saa skyfrit, klart og ubesmittet skønt,
At Gud alene var til Syns i Himlen.

V

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls udkaarne var en andens Viv,
Ej elsket mere varmt. Fjærnt i sit Hjem,
Vel tusind Mil fra hans, i sin Fødestavn,
Hun sad i Kresen af opvoksende smaa,
Et dejligt Kuld af begge Køn. Men se!
Paa hendes Ansigt stod et Kummers Præg,
Et bosat Skyggerids af Sjælens Kamp,
Og et uroligt sænket Øjekast.
Det tunge Laag med Taarer syntes kæmpe.
Hvorfra slig Sorg? Hun havde, hvad hun elsked,
Og han, der hende tilbad, var der ej
At styrre med sit onde Haab og Attraa,
Med slet fordulgte Kval den rene Sjæl.
Hvorfra slig Sorg? Hun aldrig elsked ham
Og gav ham aldrig Grund at tro sig elsket.
64 Han var ej Del af det, der hendes Sjæl
Bespændte, som Genfærd fra forgangne Tid.

VI

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hjem Pillegrimmen kom; jeg saa ham staa
Foran et Altar med en venlig Brud.
Favrt hendes Ansigt var, dog var det ej
Hans Ungdoms Stjærnelys. Ret som han stod
For Altret, fløj hen over Øjets Bryn
Hint gamle Syn - den vilde Nerverysten,
Som greb tilforn i den ældgamle Hal
Hans Bryst i al dets Ensomhed; og nu,
Som paa hin Dag, en Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet og forsvandt, som den var kommen.
Nu stod han atter rolig, sagde frem
Vedtagen Ed; ej hørte han sit Ord,
Alt svingled med ham rundt. Han mægted ej
At se, hvad var og hvad der skulde været.
Den gamle Borg, den velbekendte Hal,
De ham saa dybt indprentede Kamre, Stedet,
Ja Dagen, Timen, Solens Skin og Skyggen,
Alt, hvad der hørte til hin Stund og Sted,
Og hun, der var hans Skæbne, kom igen
Og trængte sig imellem ham og Lyset.
Hvad Ærend havde de paa slig en Tid?

VII

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls udkaarne - o, hvor dybt forandret!
Som ved en Sjælesygdom. Hendes Aand
Var vandret fra sin Bopæl; hendes Øje
65 Ej havde mer sin Glans, thi Blikket
Var ej af denne Verden. Hun var Dronning
I et fantastisk Land, og hendes Tanker
Var sær Formæling af de stridige Ting,
Og Syner, der ej fattes, ej berøres
Af Verdens Blik, de vare hendes Venner.
Sligt kalder Verden Afsind; men den vise
I Aanden huser meget dybere Vanvid.
Thi frygtelig er Tungsindsblikkets Gave.
Hvad er det? uden Sandheds klare Fjærnrør,
Som klæder Fantasiens Blændværk af,
Som bringer nær det splitternøgne Liv
Og gør den kolde Sandhed alt for sand.

VIII

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Vor Pillegrim var ene som tilforn;
De Væsner, der omgave ham, forsvandt;
De førte med ham Krig. Han var et Maal
For Skræk og Livets Kornbrand, trindt belejret
Af Had og Tvedragt; blandet var med Smerte
Alt, hvad man dækked for ham op, indtil
Han, lig den pontiske Monark i gammel Tid,
Holdt Livet op ved Gift. Kraftløs den var,
Den var ham en Slags Næring; fort han leved,
Trods det, der havde været mangens Død.
Han gjorde Bjærget til sin Ven. For Stjærnen,
For Universets travle Genius
Han førte frem sit Ord; de lærte ham
Naturmysteriernes sorte Kunst.
For ham laa Nattens Bog vidt slagen op,
Og Røster, fjærnt fra Dybet, sløred af
Et Under og en Løndom. Saa det ske!

66

IX

Min Drøm var endt, den veksled ikke mer.
Det var et sælsomt Syn, at Skæbnens Raad
Med disse tvende Væsner skulde skildres
Med Farver tagne fra det vaagne Liv.
Den enes Lod blev Vanvid, Jammer begges.

ET BLAD AF DØDENS DAGBOG.

I

Ved Havets Bred der staar et gammelt Slot,
En prægtig Levning fra de stærke Tider.
Nu synker Dag for Dag den brune Sten,
Det største Taarn i Graven ligger dybt
Og drømmer om sin længst forsvundne Krone.
Højt i det gamle Taarn, hvor Dværgen før
Til Velkomst blæste paa sit Horn af Guld,
Der sidder nu en søvnig Nattevægter,
Med blaa Kabus, og nikker ved sin Praas.
Og Gravens brede Flod saa dybt er sunken,
At mindste Gæsling med et nyfødt Næb
Kan række Bund. Der listed jeg mig ind
Og hvilte mig i Maaneskinnet
Paa røde Brokker af de faldne Mure.

Igennem Porten kom med raske Trin
Min gamle Ven, den vidtberejste Krigsmand,
Som paa den fjærne, blodbestænkte Mark
Mig havde bragt en blodig Hekatombe.
Hans Øje hvilte paa de klare Ruder,
Imens det krumme Glavind ved hans Side
Med Raslen slæbte paa de brede Fliser.
Han saa mig ej; dog rørte jeg mit Staal,
67 Saa Glansen skar ham ind i Øjet.
Han saa mig ofte før i Kampens Tid;
Nu kendte han mig ej, skønt al Naturen
Sig følte halvt beklemt ved mit Besøg.
Paa Borgens Tag bevæged Ravnen sig
I en urolig Drøm. Den gled med Foden;
Den skarpe Klo, de stærke Vingeslag
Paa Kobberpladen rasled. Selv hos Svalen,
Hvis Børnekammer klinet var paa Skiven
Af Taarnets rustne Sejerværk, blev Støj;
Paa Viserens Landevej det lodne Kuld
Opspærrede Gabet højt og peb i Søvne.

Den unge Kriger talte til sig selv:
O, alle mine skjulte Tankers Dronning!
Tre Vintre sad du hist i høje Loft
Med Sorgens Taarer paa din ædle Pande.
Snart aabner jeg din Dør, og Sorgen flygter,
Og Taarens Kilde standser paa mit Vink! -

Kun kort han tøved i den brune Borg;
Han kom igen, alene med sin Skygge,
Og vandred langsomt gennem Søjlegangen.
Med brækket Røst han sagde til sig selv:

Min Ungdomsrose havde sig forstukket.
Jeg søgte den med alle Hjærtets Flammer.
Ak, kun i Mindets Have nu den brammer!
Jeg finder den igen, men grusomt brukket.

Jomfruens ædle Rejsning dybt er bukket.
Alt ved det sjunkne Bryst et Barn hun ammer,
Et andet for den blege Moder stammer,
Og hendes Øjes klare Lys er slukket.

68 Hvad Lykken mig har vist og Haabet lovet,
Er nu med sine Tryllefarver svundet.
For mig har Livets Stræben tabt sin Krone.

Ak, mine Drømmes Brud en falmet Kone!
Snart falder Haaret af det gyldne Hoved.
Haardt Skæbnen har min Ungdomsvinge bundet.

Jeg fulgte med hans Fjed, dog ej som Benrad -
Saa viser jeg mig for den rædde Kvinde -
En Vaabenbroders Dragt jeg tog mig paa
Og slog fortrolig paa den brede Skulder.
Han vendte sig med uforfærdet Blik,
Han kendte mig og bød mig straks Velkommen,
Ret som en gammel Ven, med trofast Haandslag.
Og med formildet Røst jeg sagde: Kammerat!
Da sidst vi mødtes paa det røde Græs,
Ej drømte jeg, i Ly af Fredens Lind,
At vende sidste Gang dit Timeglas.

Han svared mig: Hvi dølger du dit Glavind
Med Kappens Flig? Ej Staalets blanke Lys
Er dette Syn for stærkt. Hvi tøver du?

Da sagde jeg: Velan, er du beredt,
Saa blot dit Hoved! Han var straks beredt.
Og paa mit Vink han løfted op sin Hjælm
Og bød sin Pande frem, som ofte før
Var mærket med min Haandskrift. Uden Blink
Han saa mit tunge Jærn fra Luften højt
At falde paa sit Hoved. Helten sank
Med Kappen hyllet om den knuste Pande.

69

II

En gammel Synderinde sad paa Slottet
Med svære Fødder paa sin Purpurskammel.
Afmægtig sank den magre Hals for Byrden
Af hendes Hovedpryd. Alt hendes Mund var blaa.
En Snes udlevede, spæde Mopser snorked,
Med skallet Hud, paa smukke Silkepuder,
De trak besværligt Vejret fra det rustne Bryst.
I Drøm de knurred, og en Febergysen
Betog dem ved den mindste Strøm af Luften.

Og midt i Moskusduften sad en Præst,
Som var en Hykler; talte Fransk med Fruen,
Kyste paa den runkne Haand og klapped den
Fortrolig, hented af og til en Pris Tobak
Med spinkle Fingre fra den gyldne Daase.
Tit han forsikred paa sit Æresord:
Det havde ingen Nød; hun saa godt ud;
Hun var dog i sin bedste Alder! Men
I værste Fald var hun aldeles vis
Paa en anstændig Plads i Himmerig.

Den bange Frue læste sagte frem
Sit Levneds lange, sorte Regnebræt.
Forgæves søgte den forlegne Trøster
At hente Sirup i den strenge Skrift.

Af Medynk hjalp jeg Præsten i hans Kvide.
Frem kom jeg som en ubehøvlet Knægt,
Af nedrig Byrd, en raa Matros fra Holmen,
Med begede Bukser og med strikket Halsklud
Og to Pistoler i det røde Bælte.

70 Midt i sin Død blev Adelsfruen opbragt,
Fordi den plumpe Karl kom ind i Salen,
Ej lod sig melde, pikked ej paa Døren,
Men gik dumdristig med de vaade Støvler
Hen over Gulvets blomstervirkede Tæppe.
Da rejste hun sig med sin sidste Kraft,
Og greb i Klokkestrængens gyldne Kvaster.
Hun skreg, jeg skulde pakke mig; jeg var
En grov Krabat; hun led mig ej.

Da Præsten saa mit Alvorsblik, han listed
Sig tavs ad Slottets Marmortrappe ned.
Jeg var alene med den bistre Frue.
Vi strede svart; thi alderstegne Folk,
Der savne Børn og Venner, brydes mest
Med Døden om det glædeløse Liv.
Jeg var for stærk. Den grønne Pappegøje
Fra Buret skreg: God Nat! Og hun var borte.

LÆNGSEL

Mellem Ellestub og Torn,
Der hvor Hjorten skrider,
Strøjfed al vor Slægt tilforn
I de gamle Tider.
Kvinden med sit lange Haar
Staar og plukker Blommer,
Manden med sin Bue gaar,
Priser evig Sommer.

71 Udi Skoven gror en Lind;
Linden bær en Rede;
Reden er af Katteskind,
Fint og blødt at brede.
Har den Ravnens Æg i Gem?
Sover der en Killing?
Op af Reden sikker frem
Benet af en Tvilling.

TIL MIN BETTY

God Morgen, du mit Livs den bedste Glæde,
Med vores førstefødte ved dit Bryst!
Trofaste Kone, Moder til vor spæde,
Som skænkte mig en Faders rene Lyst.

Min halve Sjæl, som i et Aar saa trolig
Har delt min Sorg og Fryd paa hver en Dag!
Ved dig jeg fandt mit Hjem i egen Bolig
og bedste Selskab under eget Tag.

Vær takket du for Aaret af din Alder,
Du levet har for mig, min søde Viv!
Kun mens jeg dig min egen elskte kalder,
Mit Liv begynder ret at være Liv.

Gud signe dig, vor spæde Christians Amme,
Bevaret vel for mig og vor Søn!
Gid Drengen lære snart dit Navn at stamme
Og skænke dig et Smil til Fosterløn.

72

DIGTE FRA KINAREJSEN

AF STED!

Farvel, min velsignede Fødeby!
Min Moders Gryde ryger i Sky,
Min Faders Kvie gumler i Stald,
Min Søsters Hane sover paa Hald.
Jeg vil løbe mig Vej.

Farvel, du min Farfaders gamle Hus!
Hav Tak for Øl af vort Gildekrus,
For Dørtræet, hvor jeg med Ranglen sad,
For Moders Mælk og for Tyggemad
Og Springom i vor Lo.

Lerstampede Gulv, hvor med Skjorte paa
Jeg lærte krybe, jeg lærte gaa!
Nu kedes jeg plat ved saa stakket Gang,
Og Stuen bliver mig alt for trang.
Jeg maa løbe min Vej!

Lad Oksen bindes ved Husmands Plov,
Jeg priser den vildene Hjort i Skov.
Naar Anden rokker i Rendesten,
Er den snehvide Maage dog vel saa ren
Mellem Himmel og Hav.

73 Jeg vandrer og sejler foruden Ro,
Jeg slider vel hundrede Saaler af Sko;
Al Verdens Kringel og snurrige Bold,
Baade hvor den er varm, og hvor den er kold,
Vil jeg rigtig bese:

Appelsiner og Druer og Granens Tap,
Frøkener, Fruer og Ridder og Knap!
Jeg vil glide paa Skier ved Nørrepol
Og gaa nøgen for Otaheitis Sol
Med en Krans af Koral.

Sin Skæbne frister den friske Mand.
Kanske jeg som Ridder fra fremmed Land,
Med snehvide Heste for Gyldenkarm,
Kommer hjem med en Kongemø i min Arm
Til min Moder igen.

For det første den rygende Grød jeg flyr
Og synger op ud i vildene Skyer:
Hurra, blaatrøjede danske Knøs!
Hejs Pjalten i Vejret og Skuden øs!
Snart vil flyver af Sted.

SONET

I Løvens Fødeland en Jomfru pranger.
Hun er en dejlig Datter af de Blanke;
Hun med et Blik forvirrer Mandens Tanke,
Og hvem hun ser, dem gør hun straks til Fanger.

I Skyggen af Constantias fulde Ranke
Skøn Jomfru rider dristig paa sin Ganger;
74 Og Haandens Lilje med de gyldne Spanger
Den planter hun i Dyrets sorte Manke.

Saa lidt du kan forstaa min ømme Tale,
Som Baba-Kiris Kvad paa Klippens Tinde;
Min plumpe Tolk ej tyder Elskovs Tanke.

Jeg stum maa følge dig i dine Dale.
To Skygger vil du bag din Ganger finde,
Naturens Datter bag Constantias Ranke!

HJEMVE

Rosen blusser alt i Danas Have,
Lifligt fløjter vist den sorte Stær,
Bier deres brune Nektar lave,
Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave,
Drengen plukker af de røde Bær.

Her imellem Havets dybe Kløfter
Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt;
Hvalen, kold og dum, ved Skibet snøfter,
Tavse Fugl de brede Vinger løfter
Med sit Bytte fra den vaade Jagt.

Mine Venner i den danske Sommer!
Mindes I den vidtforrejste Mand,
Som saa langt fra Danas favre Blommer,
Her, hvor Sydens Blæst paa Sejlet trommer,
Flakker fra sit elskte Fødeland?

75 Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker,
Drømmer jeg om jer ved Danmarks Sund;
Selv iblandt Constantias fulde Ranker
Mindes jeg med længselsfulde Tanker
Løvet i Charlottes Bøgelund.

Klerken raaber i Manillas Rønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land!«
Det forsikre Javas rige Sønner,
Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land!«

Morgenlandets Søn i Kaaber lange
Bag sin Vifte gisper efter Luft.
Han har spraglet Fugl, men ingen Sange,
Hjærteløse Møer med gylden Spange,
Store Glimmerblomster uden Duft.

Kunde du, ved Guld og Sølv at love,
Købe dig en nordisk Kvindes Tro,
Købe dig et Pust af Søens Vove,
Købe dig et Ly af Thules Skove
Og en Kløvermark til Middagsro?

Fattig Mand, som pløjer danske Lande,
Ryster Æbler af sit eget Træ,
Har en kraftig Arm, en kløgtig Pande,
Korn paa Marken, Mælk i sine Spande,
Kvien staar i Græsset over Knæ.

Ja, vor danske Jord er sommerfrodig;
Der er Kræfter ved det danske Brød:
Derfor er den danske Mand saa modig,
Derfor var Normannens Kniv saa blodig,
Derfor er den danske Kind saa rød.

76 Lad kun Østens Drot blandt købte Friller
Døsig strække sig paa Purpur ud,
Lytte paa den sorte Halvmands Triller,
Mellem Salens tempelhøje Piller,
Kold og gusten som en Marmorgud.

Under lyse Bøg den danske Bejler
Med sin herligtvoksne Pige gaar,
Over deres Hoved Maanen sejler,
Svanen i det klare Vand sig spejler,
Nattergalen højt i Busken slaar.

[Moder har ej danske Barn alene;
Men hvo anden paa den vide Jord
Bringer over Altrets brede Stene
Gud sit Barn, som hun, den blonde, rene?
Ingen anden paa den vide Jord.]

Dersom sligt for Fattigdom du tyder,
Østens atlaskklædte, rige Mand!
Glad mit sorte, danske Brød jeg bryder,
Takker Gud, mens fra min Læbe lyder:
»Danmark er et lidet, fattigt Land!«

UNDERVEJS

Vor Verden priser jeg tusindfold,
Een Side bestandig den grønnes:
Naar her den falmer og vorder gold,
Den hisset atter forskønnes;
Naar Syden ældes og gaar paa Lud,
Staar Norden klædt som en yndig Brud.

77 Min Fader mig tog fra min Moders Kind,
Han vel i sin Trøje mig svøbte,
En Salme blev suset af Nordens Vind,
Den salte Bølge mig døbte.
Min Vugge var det atlantiske Hav,
Min Vugge den blev til min Faders Grav.

Af Kloden jeg er et rejsende Lem,
Jeg gæster de grønneste Lunde,
Men intetsteds et blivende Hjem
I Verden fængsle mig kunde.
Hvor Blyet synker halvtredje Favn,
Der finder jeg mig i min Fødestavn.

Min Broder jeg fandt bag den Greves Plov,
Han drev tre svedige Stude;
Med en højrød Hue han gik og sov,
Og tungt hans Hoved mon lude.
Som Fluen skrider paa tjæret Dæk,
Hans Træsko gik i det sorte Dræk.

Blot fire Heste jeg har paa Stald,
Men aldrig i Verden de trættes,
Og aldrig jeg bruger et Piskeskrald,
Skønt blot af Luften de mættes.
Foruden Vinger og uden Ben
De løbe om Kap med den vilde Ren.

Saa tog jeg min Broder ved hans Arm
Og bad, han vilde mig gæste;
Der snøftede for min gyngende Karm
Den væligste af mine Heste.
Den væligste kalde vi Nordenvind,
Den lyder alene sit eget Sind.

78

SCENER I ROSENBORG HAVE

1. En gammel Pedant.

Langs hen med Væggene paa Byens Gade
Jeg som en Hønsetyv mig listed om;
Her leger jeg nu Skjul iblandt de glade,
For Lyset frygtsom og med Ryggen krum.

Se, hvor fortrolig Kavaleren bukker
Og nikker til det unge Rosenblod,
Mens jeg bag Busken staar forsagt og sukker:
Gud ved, hvorfra han faar sligt Heltemod!

Jeg koster udi Kjoler mange Penge,
Men en er mig for kort og en for lang,
Og alle paa min lærde Krop de hænge
Som Fugleskræmmen paa en Humlestang.

Og disse Nankins Bukser var saa nette,
For fjorten Dage siden splinterny,
Men nu tilredte fælt af Blæk og Plette!
Er det et Under, man er folkesky?

Og Ærmet straks forslidt ved Haanden bliver,
Opslaget med det første falder fra;
Hvis man sig til lidt Hæder stundom skriver,
Saa skriver man sig ogsaa Hæder fra.

O, I velsignede, hvidklædte skønne!
I ta'r mit Hjærte for en slukket Praas.
I tage fejl, Smaapiger i det grønne!
Varmt er det, ikkuns Munden er i Laas.

79 Mit Bryst en haabløs Længsel stedse fylder,
Naar jeg beskuer eders favre Krans;
Skønt fjærn, jeg her i Skammekrogen hylder,
Som fejg Tilbeder, eders rige Glans.

Tro mig, min Aand har Ungdomsild i Grunden,
Endskønt den gaar i Dødens Liberi.
Saa I ej før en Bog, som, sletindbunden,
Forinden havde dejlig Poesi?

Det gaar mig som en ung enbenet Kriger,
Paa Ballet gad han gærne danse med;
Hans Hjærte svinger med de unge Piger,
Men Kroppen bliver paa det samme Sted.

Gid Pallas vilde Skyen om mig hænge,
Hvori uset jeg kunde skride frem;
Om her jeg tøver stakket eller længe,
Saa maa jeg dog profecto en Gang hjem.

Dog, frejdigt Mod! den kække Lykken frister.
Jeg vover mig fra denne mørke Krog,
Og ved min Stok mig ganske langsomt lister
I Gangen mellem dette lange Tog.

2. En Tigger.

For mig maa nu Skildvagten blive sort,
Saa slap jeg dog gennem Havens Port.
Naar han efter Trappetøsene kiger,
Jeg passer mit Snit og herind mig sniger.
Saadant et langt opløbet Dyr
80 Tror ret, han er en Fandens Fyr,
Naar han kan staa baade Dag og Nat
Ved et Skilderhus med Fjer i sin Hat.
Han tror, han er bedre end en anden,
Fordi han er gjort til at skydes for Panden.
Jeg aldrig i Verden hørte Mage,
At vise pjaltede Folk tilbage!
Man trænger jo allermest til Solen,
Naar man har store Huller paa Kjolen.
Desuden vil kloge Folk jo sige,
At Solen er baade for smaa og for rige.
Nu maa jeg passe paa mit Skud
Og mærke, hvem der ser barmhjertig ud.
Der gaar en Fyr i rød Mundering,
Han har nok en temmelig smal Fortæring.
Der gaar en Student med to lange Ben,
Har han to Skilling, saa faar jeg en.
Den lille Jomfru, som hisset kommer,
Hun har formodentlig blinde Lommer;
Desværre, det bruges ej nu for Tiden,
At Kvindfolk gaa med Lommer paa Siden.
Men jeg maa hen i en større Stimmel,
Min Plov gaar bedst i en blandet Vrimmel;
Folk giver Skærven med større Fryd,
Naar de har Vidner paa deres Dyd.
Man kan løbe en Dag her i Kongens Park,
Før man faar sanket en ussel Mark,
Og saa vil Publikum takkes til,
Før det sine Pligter opfylde vil.
O, hvis jeg blot een Dag maatte raade,
Da skulde de rige foruden Naade
Rives og knibes med gloende Tænge
Og paa et Spid over Ilden hænge,
81 Eller slides itu af fire Heste.
Men det er da endelig det bedste,
At deres Kvide faar aldrig Ende,
Naar de i Helvedes Luer brænde.
Naar saa jeg Stakkel engang er død
Og kommet vel i Abrahams Skød,
Saa maa de kalde mig for en Slyngel,
Hvis jeg skal læske dem og der Yngel.
Her gaar nu og den arbejdende Klasse;
I Stedet for sit Kald at passe
Og slide for dem, som har Behov,
Den spilder Tiden i denne Skov.
Med mig er det da en anden Sag,
Gud ved, jeg gaar her ej for Behag;
Men det er jo engang min Bestilling
At gaa og bede Folk om en Skilling;
Enhver bør drive sin Næringsvej.

3. En Moder med sit Barn, paa en Bænk.

Sov ind, mit søde Nusseben!
Stil dine Pusselanker.
I Drømme vil Guds Engel ren
Dig lære smukke Tanker.

Sov, Pusling! ved din Moders Barm,
Hvorunder du er baaret.
Sov! Vuggen er din Moders Arm,
Mit Bryst er Pudevaaret.

Sov i mit Silkeklædes Læ,
Min egen Kællingunge!
82 Mens Fugle dig fra højen Træ
En Vuggevise sjunge.

De nysselige Hænder smaa
Dybt i min Barm sig bore,
Med Streger i og Negle paa
Saa fuldt som andre store.

Nu falde de smaa Glugger til,
God Nat jeg paa dem kysser,
Lukøje snarlig komme vil,
Min lille Stump han dysser.

Fra Moder flygter Søvnen bort;
Hvor kan jeg Søvnen agte,
Naar Dag og Nat er mig for kort
Til Glutten at betragte?

Usikker er al jordisk Pagt,
Ej hellig Ed der gives,
Men Moders Hu ved ingen Magt
Kan fra den spæde rives.

Sov sødt, min eneste, min Søn!
Naar Søvnen dig forlader,
Jeg faar et Smil til Vaageløn.
Saa gaa vi hjem til Fader.

4. En Rekonvalescent.

Jeg tvende Somre laa paa Puden
Og legte med min Klokkestræng,
Med lange Klæder ned for Ruden
Og Vaagekonen ved min Seng.

83 Men Livet over Døden sejred;
Jeg, som blot Kalk og Vægge saa,
Min anden Fødselsfest har fejret,
Kan atter mellem Blomster gaa.

Ud i det grønne nu jeg flytter
Fra den forhadte Lænestol,
Og med min svage Haand beskytter
Mit Øje mod den blanke Sol.

Skønt evig ung Naturen smyktes,
Favr som en Jomfru, hver en Vaar,
Den aldrig mig saa yndig tyktes
Som nu, da Liv jeg atter faar.

Jeg ser igen den danske Sommer
Og aander Løvets friske Duft,
Og hører, Fluesværmen brummer
Højt i den rene Foraarsluft.

Hist over Spiret Solen sejler,
Mildt ler den til den blege Mand,
Den sig i mine Knapper spejler
Saa vel som i det klare Vand.

Hin Sol, som farved Adams Palmer,
Den brænder endnu lige skøn,
Og Fuglen synger samme Salmer,
Og Linden stander lige grøn.

Naturen evig er den samme,
Men aarlig slappes Mandens Knæ;
Selv den, hvis Luer højest flamme,
Er kun et Blad paa Livets Træ.

84 Som Løvet, der paa Bøgen grønner,
Fra Moderstammen har sin Saft,
Saa drager hver af Støvets Sønner
Af en usynlig Rod sin Kraft.

Ja, Livet blusser, Livet daaner,
Snart er man Ørn, snart er man Kryb,
Alt som os mer og mindre laaner
Hint Livets rige Kildedyb.

5.

Mads og Mikkel
Mikkel.
Mads! jeg tror bestemt, du dratter
Ned fra denne spinkle Gren.
Kors! hvor du faar Prygl af Fatter,
Hvis du brækker dine Ben.
Mads.
Tosse! det har ingen Fare,
For min Ryg jeg frygter ej,
Naar han ser til Stokken bare,
Løber jeg i Hast min Vej.
Mikkel.
Du kan løbe rundt om Bordet,
Hvis det skulde gaa saa galt.
Bare, Mads! du staar ved Ordet,
At vi deler ærligt halvt.
Mads.
Laan mig nu din Ryg forsigtig,
Ellers taber jeg min Skat.
85 Mikkel.
Sig mig, paa Parol, oprigtig:
Mads! hvad har du i din Hat?
Mads.
Skadeæg - du er saa bange!
Tror du da, jeg er en Tyv?
Kan du sige mig, hvor mange,
Skal du faa dem alle syv.

6. Hans og Trine.

Hans.
Skønne Sol for alle Sole!
Lille Trine! søde Glut!
I er kommen snart fra Skole
I Fru Planes Institut.
Trine.
Hun har Gigt i Hals og Hoved,
Derfor fik vi Lov idag.
Hans.
O, saa være Himlen lovet!
Vi kan tales ved i Mag.
Nys jeg er fra Reitzel kommen,
Og en nysselig Roman
Har jeg her i Trøjelommen,
Som vi sammen læse kan.
86 Den er om to unge Hjærter,
Som man skiller ad ved List:
Efter mange bitre Smerter
Gifte de dem dog til sidst.
Trine.
O, unævnelige Glæde!
Søde Hansemand, betænk,
Hvor vi skal tilsammen græde!
Sæt dig ned paa denne Bænk.
Hans.
Hvilket Levned dog mig venter,
Naar jeg bliver rigtig stor,
Og som Brud til Kirken henter
Dig, min rare Trinemor!
Trine.
Da du ikke bærer Trøje,
Skal som Karl for Altret staa,
For din Haand i min at føje
Med to Allunshandsker paa.
Hans.
Vi vil da med Topper age.
Trine.
Jeg vil gaa med ægte Sjal.
Hans.
Ferier alle Livets Dage!
87 Trine.
Hver en Nat Musik og Bal!
Jeg med tapre Officerer
Fører op hver anden Dans.
Hans.
Barstens ikke du fikserer
Din ulykkelige Hans!
Hvor i Gaar mit Hjærte brændtes:
Du med voksne Piger gik,
Ved din Ven du ikke kendtes,
Gav ham ej engang et Nik!
Da forlod mig mine Kræfter,
Jeg som død i Skolen sad,
Til i Aftes sad jeg efter,
Og fik ingen Middagsmad.
Hver en Lærer gav mig Sekser,
Kun til Trine stod min Hu;
Jeg fik Bank for mine Lekser,
Saa jeg føler det endnu.
Trine saa mig - træf mig Flamme!
Ej engang det mindste Nik!
Trine.
Men jeg maatte mig jo skamme,
Som et Ærkesvin du gik:
I din Trøje var en Flænge,
Ingen Pul var i din Hat;
Thi du slaas med slemme Drenge
Som en vilter Abekat.
88 Hans.
Trine! vilde du mig favne,
Hvis jeg som en Nidding stod,
Hørte tavs paa Øgenavne,
Og det hævned ej med Blod?
Jeg blev kaldt Hans Pandekage!
Hvilken ærerørig Snak!
Aldrig jeg i mine Dage
Saadant i min Lomme stak.
Trine.
Stedse jeg forgæves retter
Paa din megen Uforstand.
Vist en Pind jeg for det sætter,
Om du blive skal min Mand.
Du har mange slemme Laster,
Ej det allermindste Pli;
Dine Penge bort du kaster
Til unyttigt Slikkeri;
Mig du intet vil forære,
Ej engang en Appelsin!
Den maa mer opmærksom være,
Som har Lyst at kaldes min.
Mange Piger paa min Alder
Kan med voksne Herrer gaa,
Som sig deres Kærest kalder,
Og af hvem de Ringe faa,
Løjtenanter og Studenter
Og deslige Folk af Stand,
Mens jeg Tosse gaar og venter
Paa en snavset Buksemand.
Tit de køre dem i Kane,
Naar de gaa fra Institut.
89 Hans.
Smukt du lærer hos Fru Plane,
Du, som var saa rar en Glut!
Trine.
Hans kan se sig om en anden;
Thi med os er det forbi.
Hans.
O, jeg skyder mig for Panden!
Ha, uhørt Bedrageri!
Trine.
Nu Farvel, Hans Pandekage!
Hans.
O, Farvel, du sorte Sjæl!
Trine gaar.
Hans
alene.

Sonetto.

Min Trine troløs! hvilke Helvedpiner!
Du mest usalige blandt Byens Drenge!
Ukonfirmert saagar du dig maa hænge;
Der findes ej i Verden mange Triner.

Naa, det skal saamænd vare meget længe,
Før jeg igen skal tro paa Pigeminer!
O, havde dog jeg Gæk paa Appelsiner
Spanderet de tre, fire Skillings Penge!

90 Troløs! og det for et Par revne Bukser!
Nej, aldrig i mit Liv jeg hørte Magen,
Jeg aldrig læste saadant i Romanen.

Og derfor fik jeg Plads blandt Skolens Fukser,
Fordi jeg stedse henrykt sad hos Flanen
Og læste skønne Bøger fra Stadthagen.

HJEMAD

Rejs kun til Syd og Øst og Vest om Jorden,
Fra Sjællands Bøg til Kinas Te!
Al Verdens Kres er værd at se:
Da skønner man, vi har det bedst i Norden.

91

SIDSTE DIGTE

- - - [*][*][*][*][*][*][*][*][*][*][*][*]

Homer.

TIL SELSKABET FOR DE SKØNNE VIDENSKABER

Du Selskab, som lydt med Basunernes Tegn
Poeterne kalder til Sang,
Som lokker en Byge velgørende Regn
Af Digtninger ned over Daniens Egn
Ved Sølvets melodiske Klang!

Af Musernes Tønde du tager en Tap,
Da fuse vel Rimene frem:
Du byder os gøre Romancer om Kap,
Du beder om fire - ja se, om du slap,
Vel tusinde bringes dig hjem.

At spare paa Rim er urimelig Skam,
Naar Rimet betales honnet.
Romancer! - en hel ubetydelig Dram
Behøves af Vandet i Musernes Dam
For dem at forfærdige net.

92 De bydes for intet i hver en Avis,
Selv uden Forhaabning om Tak;
Men hundrede Daler - forførende Pris!
Dig selv har du bundet et grueligt Ris.
Vi komme med Pik og med Pak!

En Sæk med Romancer du har i Behold
Til Julens velsignede Fest,
Din Fred og din Morskab er Pokker i Vold,
Din Leg er forspildt, og din Grød bliver kold,
Og slide du skal som en Hest.

Din Fred den er fløjten, og Fryden er væk,
Du læser dig sikkert kaput.
Du ryster og blegner vel sagtens af Skræk
Ved Tankerne blot om den rædsomme Sæk,
Som tømme du skal absolut.

I Drømme poetiske Griller og Klang
Som Fluer vil sværme dig om.
Urolig du vender dig mangen en Gang,
Du vaagner, og - struttende, stoppet med Sang,
Staar Sækken og venter sin Dom.

Ved Menneskers Lidelser aldrig jeg lo;
Jeg ønsker, din Kval var forbi.
Ugærne jeg røver min Næste sin Ro,
Dog tager jeg sikkert et Lod eller to
I Sangens det ny Lotteri.

Der høres vindskibelig Støjen og Stim
Paa hele det danske Parnas;
93 En Fødderne fæster i Række med Lim,
Ens Tanker spoleres af Mangel paa Rim,
En andens af Mangel paa Plads.

Men naar nu den svære poetiske Last
Er sigtet og taget til Doms,
Undtagen en Haandfuld, som let i en Hast
Sig hænger ved Sækken i Rimpningen fast,
Hvor bliver det tykkere Grums?

Du lever nu selv med de lækreste højt;
Men Skrabet, der bliver igen,
Den mellemste Sort og det pæreste Pøjt,
Der falder den kræsnere Gane for drøjt,
Hvor Pokker skal det køres hen?

Du strakte din Kæp over Landet og bad,
Da myldred Romancerne frem:
Snart fylde poetiske Padder vor Stad,
Besudle hver Bog og hvert ugentligt Blad;
Mon saa du kan frelse dit Hjem?

TO FRAGMENTER

I

[Og aldrig brydes skal den skønne Kæde;
Men Sangen, arvet gennem Seklers Rad,
Med Oldtids Røst skal yngre Slægter glæde,
Og skaffe nye Tider nye Kvad.]

Og det skal være Blod af Stammens Aarer,
Som flyder i den brave Sangers Bryst,
94 Og det skal være Folkets Fryd og Taarer,
Som klinger i den danske Digters Røst.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Der fødes skal en Art foruden Kræfter,
En Slægt, som intet kan og intet vil;
Kun hines djærve Sang den vrænger efter,
Og plager Folket med sit Lirespil.

For een, der løfter sig paa egne Vinger,
Skal Snese bruge laante Fjeres Pryd;
Og hver en mandig Røst et Ekko bringer,
Som døver Øret for den første Lyd.

En til en prægtig Sang sin Tanke samler;
Hans Mund er aaben og hans Stræng er stemt;
Men han i Muligheders Mørke famler;
Thi hvad han synge vil, han har forglemt.

I et Minut han lader, som han raser;
Men pludselig han bliver rørt og øm,
Og medens han med Skoggerlatter spaser,
Med et han brister i en Taarestrøm.

I et Sekund han følger Schillers Banner,
Saa er han straks af Wessels Aand besat,
Nu efter Heines Pibe han sig danner,
Gør saa en lille Flugt i Nordens Nat.

Syv Aander i hans drukne Hoved stride;
Han taler græsk, romantisk, tysk og fransk.
Paa en Gang Trubadur og Homeride,
Syv Tunger bruger han, men ingen dansk.

95 Og danske Mænd, som høre paa hans Toner,
Forundret spørge: hvilken sælsom Lyd?
Er det den danske Røst i Egens Kroner?
Er det en sjællandsk Piges Hjertensfryd?

II

I tungsindige Timer jeg ofte beklager
Dig, det nittende Sekels forstandige Mand.
Poesiens Blomst er forbrændt paa din Ager,
I en Ørken du søger Forjættelsens Land.
Din Dreng er en Olding, der aldrig skæmter,
Hans Musik er Rebellernes Klokke, der klemter;
Han af Vrede er bleg,
Og Drab er hans Leg.
De smaa Kannibaler med blodige Fingre
Kun danse, naar Oprørspiberne skingre.

Du har Ret: det er ude med min Poesi,
Nu vælter jeg Kunstens foragtede Alter.
Forgæves man byder mig nyt Rangleri
Og viser mig Helten i Blik og i Pjalter:
Forgæves af Kunstens høje Ruiner
De pæne Kasteller man sindrig kliner;
Af det ældgamle Spil
Ej daares jeg vil.
Lad Dækket gaa ned, jeg er lige glad;
Mit Aarhundredes Kunst kan jeg udenad.

Og dog! Hvad er Livet, naar Kunstnerne flygte,
Naar Alvor bebor under Loftet af Is
Et bælgmørkt Hus, uden Lys eller Lygte,
Og Linden for Dør med sit kulsorte Ris?
Fortsættelsen fattes

96

KUNSTNEREN MELLEM OPRØRERNE

Der staar en brunlig Bygning
Ved Stadens bredeste Plads,
Med et Spir paa sin Rygning
Og Ruder af farvet Glas.
Beskedent i et Hjørne
Den dølger sin tykke Mur.
Paa dens Gavle ligge Bjørne
Med Tigere paa Lur.

Kastanietræer spænde
For Muren en løvrig Rad;
Tungt Vaarzefyrerne vende
Det femfingrede Blad.
Igennem de gyngende Grene
Solstraaler til Salen gaa,
Og stænke paa Gulvets Stene
Med Sølvstjærner smaa.

Der har en Kunstner Bolig.
Med sine Lærlinges Flok
Han arbejder trolig
I Marmorets hvide Blok.
Hans Hylder i Væggen prange
Med Guder af Sten og Ler.
Paa Gulvet laa der saa mange,
I hans Hoved laa der fler.

Over Stengulvets Tærning
Gaar Mesteren op og ned,
Beser sine Svendes Gærning
Og hjælper dem paa Gled.
97 Han berømmer glad de dygtige
Og lærer dem listige Greb,
Men taler haardt til de flygtige
Og dem med det svage Begreb.

Sin Arm, den blottede, stærke,
Han strækker i Luften lang,
Og beder dem vel at mærke
Paa Senernes Ormegang.
Han peger paa Muskelens Fletning,
Der kryber som en Aal,
Og beder dem tage dens Retning
Til Mønster og til Maal.

Fra Skønheds højeste Himle
I hans vævre Fantasi
En Sværm af Billeder vrimle
Og kræver at blive fri.
Da sætter han sig fyrig
Paa sin liden Taburet.
Se, hvor Haarets Vækst balstyrig
Fortrænger hans Kasket!

Dog ikke han med sin Muse
Sidder lang Tid i Fred.
Frem springer en Pog i Bluse,
Han gør Kunstneren vred:
»Giv os nu Ferie, Fader!
Vor Flid er i Dag forbi.
Der drives i alle Gader
Et rædsomt Myrderi.

98 Oprørets prægtige Banner
I Luften flyver stolt;
Man styrter vore Tyranner,
Man bryder Baand og Bolt.
Alt Frihedens Helte sig nærme
Med Bøsser, Knipler og Spyd.
Lyt, hvor de modige Sværme
Synge Viser af Fryd!

Nu Fødelandets Skæbne
Staar tydelig paa Spil.
Den, der sig ej vil væbne,
Han maa dog se til.« -
»Est du nyfigen, Snøbel!
Saa kig af Vinduet ud:
Se paa den drukne Pøbel
Og paa Gadefredens Brud.«

Saa taler den vrede Mester.
Men Larmen nærmer sig mer;
Snart selvbudne Gæster
I sin Bolig han ser.
Ind bryder i Mesterens Paasyn
En Skare, sær og lang,
Med grimt sværtet Aasyn
Og med Kjortelen vrang.

De havde blodige Skrammer
Af Hug og Stik;
Infernalske Vredesflammer
Brændte fra hvert et Blik.
99 Deres Ordfører bister
Hen for Mesteren tren,
Og Hadet stod i Gnister
Fra hans Øjes brune Sten.

»Du Kvindemand, du sløve!
Vaagn op og føl din Skam.
Du har Kræfter som en Løve,
Men Hjærte som et Lam.
I Kunstens vamle Sukker
Du forkæler din Tand.
Bryd dine vælske Dukker
Og rejs dig som en Mand.

Du kildrer de rige Daarer
Med Øjelyst og Leg;
Men husk, at den fattiges Taarer
Derfor til Himlen skreg.
Dog nu kan du sone din Brøde
I Frihedens Morgengry,
Mens Tidens Ørn skal føde
Sit Guldæg paa ny.

Frem, Herrespir at brække
For at frelse din Sjæl!
Træd ud i Borgernes Række
Som en ærlig Rebel!«
Sit Hjærte Mesteren tvinger
Og svarer med rolig Aand:
»Jeg aldrig Vaaben svinger
I By paa egen Haand.

100 Saare lidet jeg ænser
Dit myndige Herrebud;
Inden Lovens hellige Grænser
Er jeg fri som en Gud.
I Fredens milde Skygge,
Bog Lovens Kobbermur
Vi Kunstnere sysle trygge,
Naar Voldsmand blæser paa Lur.

Hvis Fyrsten min Tjeneste kræver,
Til Kampen vil jeg gaa.
Da bringer jeg ham to Næver
For blandt eder at slaa.
Sikkert min Herre forstaar det
At dæmme for Oprørets Elv;
Men, hvis han ikke formaar det,
Da kan jeg værge mig selv.

Gaar bort med Spyd og Stænger
Foruden al støjende Lyd!
Ellers I sikkert ej længer
Skal synge Viser af Fryd.« -
Til sin Skare den Fører vinker,
Og rask paa hans Bud
I Vejret Sværdene blinker
Til Husfredens Brud.

Alle Smaabilleder dyre
Til Fliserne styrtes brat;
Med Pistoler blindt de fyre
Paa Kunstnerens Marmorskat.
101 Hvert et dejligt Under,
Han i sit Liv har skabt,
Det ligger i faa Sekunder
Brudt, knust og fortabt.

»Du krybende Skaffer
Af de stores Sansefryd!
Se nu, hvor Folket straffer
Dit Savn af mandig Dyd.« -
Mesteren paa sine Støtter
Stirrer maalløs og hvid,
Ej en Fod fra Stedet han flytter,
Forstenet han staar en Tid.

Men som han staar og stirrer
Og ryster paa Kroppen stum,
Hans Øje sig vildt forvirrer,
Af hans Mund træder Skum.
De væbnede lo ved hans Lader,
Dog et Trin tilbage de veg;
Deres Tænders kridhvide Rader
Stak af til det sværtede Skæg.

Kunstnerens Øjne baade
De løbe som Hjul omkring
Paa en vanvittig Maade:
De bebude sælsomme Ting.
Ved Væg var en Kølle stillet
Af Eg, tung som Staal.
Til en Halvguds ædle Billed
Af den han tog Maal.

102 Den Prygl tre Gange han svinger
Over Hovedet om.
Ræd Skaren tilbage springer,
Da mod den han kom.
Ned iblandt dem den synker
Saa svær som en Sten,
Og mangen en da klynker
Med brudne Pandeben.

Som en Vild af de Brune
Paa Java gaar Amok
Og myrder i rædsomt Lune
Mænd og Kvinder i Flok:
Saa farer han med sin Kølle
Blandt Mængden omkring.
Som Vinger over en Mølle
Den susende gik i Ring.

De søge Redning i Flugten
Til Pladsen vid og bred;
Men efter dem følger Tugten
Og slaar iblandt dem ned.
Det vared ej ret længe,
Da laa der for hans Dør
To frisindede Drenge
Og en lam Redaktør. -

Lærlingen sig fornøjer
Med at se fra Vinduet ud:
»Hvor dog hele Byen støjer
Af Drab, Skrig og Skud!
103 Jeg tror vist, Friheden sejrer;
Thi hisset Drengenes Trop
Paa Torvets Fliser lejrer
Under Jubel deres Krop.

En Skuffe med Rosiner
Til Deling de faa,
Med bedrøvede Miner
Maa Kræmmeren se derpaa.
En Sjover spørger sin Frille:
»Hvad bringer du til vort Hus?«
»Fint Lærred til den lille,
Kaffe, Citroner og Snus.«

Alt Flaskerne de røres,
Rigt strømmer Torvet med Vin;
Den blodigste Kamp dog føres
Om Kræmmerens Pengeskrin.
Se, Mester med sin Hammer
Kommer over dem i Storm:
Enhver, som han rammer,
Han vrider sig som en Orm.« -

Fyrstens beredne Drabanter
Med Banderne stred
I Staden paa alle Kanter,
Og Kampen var svær og hed.
Hist tabte Rebellerne Modet;
Her maatte Rytterne fly;
De skaanede Borgerblodet
I den vildførte By.

104 Men Mesteren grusom farer
Igennem Gaden lang;
Han intet levende sparer,
Han gaar Bersærkegang.
Blindt i den flygtende Mængde
Han slaar for Fode ned.
Hæren med hele sin Længde
Da følger i hans Fjed.

* * *

Nu var der roligt i Byen.
Snart Maanen leger Skjul
I de blødeste Dun af Skyen,
Snart blottes det blanke Hjul.
Hjem ride Rytternes Rader
Med Musik, fuld af Fred.
Saa fjærnt i de stille Gader
Man hører Hestenes Fjed.

Kunstneren vemodig
Paa en Afviser sad;
Hans højre Haand var blodig,
Til Himlen han bad.
Hans Øjelaag sig lukke,
Som en død var han bleg;
Med de tungeste Sukke
Hans Bryst faldt og steg.

Snart vækkes han af Drømme;
Thi hans Fyrste selv sit Spand
Styrer med Purpurtømme
Til den modfaldne Mand.
105 Venlig han beder ham træde
Til den svævende Karm,
Og sænker en gylden Kæde
Over Kunstnerens Barm.

»Du stærkeste blandt de kække
Modtage min Naades Bevis!
Dig skyldes i Kæmpernes Række
For Manddom den højeste Pris.
Frivillig Haand du rakte
Til Kamp mod Mord og Vold;
Din Fødeby du bragte
Dit ædle Bryst til Skjold.«

Den blege Kunstner svarer:
»Min Fyrste, behold din Pragt!
Aldrig ved Kampens Farer
Jeg søger Guld eller Magt.
Heltenes Kors i Sløjfe
Var aldrig min Attraa;
Paa fremmede Grænser strøjfe
I Dag du mig saa.

I min Kunst har jeg hjemme
Som en Mester i mit Fag;
Allerhelst jeg vilde glemme
Mit Blodværk i Dag.
Formørke vil dets Erindring
Min Billedverdens Glans
Og lægge hæslig Hindring
For mine Syners Dans.

106 I mit Værksted, det stille,
Siger jeg Verden Farvel,
Vil aldrig Dommer spille
Og ej slaa Folk ihjel.
Paa Mindets sorte Tavle
Vil denne Dags Bedrift
Som et Spøgelse kravle
Med afskyelig Skrift.«

REVUEN

Faderen.

Lejrens Linje Høj og Dal bekranser.
Vaabenføre Mænd i Ridderspillet
Prøve Kraft og Kunst med Sværd og Lanser,
Vente Sejrens Pris af Fyrstens Hænder.

Hør, Musiken over alle Marker
Kraftig klinger! se, hvor Staalet blinker!
Og din raske Skimmel staar og sparker
Utaalmodig med de hvide Sokker.

Du staar ensom mod Kanonen bøjet;
Verdens Farve for dit Syn er svunden.
Skønt saa tavs, du røber dog med Øjet
En usynlig Hær af mørke Tanker.

Sønnen.

Længe Verdens Lys for mig var slukket;
Snart man tæller mine Tankers Hære;
Tæt mit Hjærtes Kammerdør er lukket;
Der et enligt Billed kun er hjemme.

107 Hun med den uendelige Blidhed,
Naar hun mildt fra Guldkareten hilser,
Nakkens, Armens næsten hellige Hvidhed;
Hun, hvis Pande som en Lilje skinner;

Hun med hine brune Krøllers Vrimmel,
Hun, hvis Tanker ere tavse Digte,
Hun, hvis unge Liv er Glædens Himmel,
Hun, hvis Drøm er skønne Malerier:

Hende har jeg overmodig kaaret
Til mit Hjærtes hemmelige Dronning,
Skønt hun bærer højt paa Hovedhaaret,
Ak! en Kres af store Diamanter.

Faderen.

Længe har jeg læst din stille Kummer
Paa din Kinds foranderlige Roser.
Ogsaa har du tit i flygtig Slummer
Fyrstedatrens Navn med Længsel stammet.

Ikke dog en kraftig Yngling synker,
Overvældet rent af Skønhedsglansen.
Kreaturet kun vemodig klynker
Ved at se de blanke Maanestraaler.

Kreaturet sig i Smerte vaander,
Hyler ved en liflig Harpes Toner;
I sin dunkle Længsel efter Aander
Ikke det sit blinde Savn begriber.

Ogsaa Skønheds Præster ere Helte;
Ikke ved en himmelsk Aabenbaring
108 Blødt en Kunstner vil i Taarer smelte;
Fejg han ej bedække vil sit Ansigt.

Ej det stærke Lys hans Øje blænder,
Ufravendt han efter Synet stirrer,
Med et modigt Bryst og travle Hænder
Hvert et Træk han efterligner trolig.

Ja, om selv i Tornebuskens Luer
Ham Jehova vise vil sit Aasyn,
Ikke som en Træl den kække gruer;
Paa den høje Røst han agter frejdig.

Hvis du taale kan det skønnes Flammer,
Gives det dig hen til Arv og Eje;
Dybt i dine Tankers lyse Kammer
Gæster det dig kærlig og fortrolig.

Sønnen.

Smuk din Tale lyder og alvorlig
Som en Broders til en yngre Broder.
Dog, tilgiv mig! vist du fejler storlig,
Hvis med eget Maal mit Sind du maaler.

Du er lig en Helt i Oldtids Fabler,
Landets første Mand i Raad og Gærning:
Fjendeskaren kaster sine Sabler,
Naar paa Stridens Mark den ser dit Aasyn.

Ares lig i Rejsning og i Stemme
Sidder du med Sværdet paa din Ganger.
Aldrig var du dog paa Jorden hjemme,
Fremmed er for dig dens bedste Rose.

109 Skønt min Moder var saa favr og yndig,
Fandt i dig hun kun en blid Beskytter:
Du blandt Jordens Børn er mild og myndig,
Men i Drømmes Verden er du Fyrste.

Du er aldrig glad, et Alvorsstempel
Sidder paa dit Bryn, som paa Kronions.
Sværmerisk du tit i Skovens Tempel
Ensom taler højt med Alnaturen.

Skønt min Ærefrygt er mer end sønlig,
Tror jeg ofte, du med Anger brydes,
At en Vægt paa Brystet, stor og lønlig,
Bort har drevet dig fra Livets Haver.

Mig behersker Jordens bedste Lilje,
Ikke Tankens Ørn og Gravens Urner.
Ikkun landsforvist og mod min Vilje
Flygter jeg til Drømmes mørke Rige.

Aldrig dog mit Haab jeg vil forsage;
Fyrstediademet ej mig skræmmer;
Tithon fik Aurora til sin Mage;
Under Purpur banker ogsaa Hjærter.

Faderen.

Arme Daare! slip da Haabets Anker,
Følg din Faders Fjed til Drømmens Rige.
Vistnok under Purpur Hjærtet banker.
Fly til Tankens Ørn og Gravens Urner!

Hun med den uendelige Blidhed,
Naar hun mildt fra Slotsaltanen hilser,
110 Nakkens, Armens næsten hellige Hvidhed,
Hun, hvis Pande som en Lilje skinner;

Hun med hine brune Krøllers Vrimmel,
Hun, hvis Tanker ere tavse Digte,
Hun, hvis unge Liv er Glædens Himmel,
Arme! vid, hun er din Faders Datter.

111

FORTÆLLINGER

112

        

113

Sandfærdig Krønike om den Norske Spillemand, Eyvind, Skaldaspiller kaldet, lystig, men dog sørgelig at læse, Hedensk i Begyndelsen og i Fremgang, men i Udgangen opbyggelig og christelig, og overhovedet saare underholdende at læse, og skrevet paa bredt Dansk. Til Trykken befordret i dette Aar.

114

        

115

Harald Haarfager var meget gammel, men havde endda stor Lyst til Omgjængelse med Fruentimmer. Derfor var det, at Gubben i sit 70de Aar opholdt sig Størsteparten af Aaret i Finmarken, medens hans Ægtehustruer sade i hans Stue paa Stordøen, som er beliggende udi Hardangerfjord. Thi Rogna og Gyda, som nu vare gamle og rynkede i Ansigtet, vare ikke mere i Stand til saa lifligen at forlyste Drotten, som da de vare unge og røde og hvide i Ansigtet. Dog vare de meget nidkjære af Gemyt og kunde aldrig døye, at Harald kaste kjærlige Øine paa Ungmøerne. Derfor meente den gamle Konning, at begge Parter nok var bedst tjent med at være hinanden af Syne. Man skulde have meent, at det vilde holdt hardt for en aldrende Mand, at faae sin Villie med noget Qvindfolk, og Harald havde selv været i samme Tro. Dette havde ogsaa tildeels bevæget ham til at tage hen til Finnerne, for at han med Penge kunde bevæge dem, der vare vel forfarne i sorte Kunster, til at bedaare de Finske Møers Hjerte for ham. Men det gik ham alligevel bedre i den Henseende, end han havde forventet;

        

116 thi Karlfolk af nogenlunde lideligt Udseende ere meget rare i dette Land, hvor de fleste see ud ud som bare Skind og Been og have en Lød i Huden ligesom visne Blade om Efteraaret. Drotten derimod havde gode, føre Lemmer og saae heller ikke saa ilde ud i Ansigtet; thi hans Kinder vare vel noget krøllede og hans Pande lidt riflet, men noget rødladen Farve havde han dog. Hans Haar vare rigtig nok ogsaa mere hvide end gule, saa at de Lokker, som Skjaldene i hans Hal før havde lignet med Guldtraade, nu havde mere Udseende efter den Riim, som falder paa Marken tidlig om Morgenen; men saa trykte han Guldkronen dybt ned over Panden, og den gjorde, at de Finske Møer ikke mærkede Graahovedet. En Dag aag han omkring i Halogaland paa en Slæde, som blev draget efter Landets Sæd af et Reendyr. Dette Dyr blev løbsk og sled Seletøjet itu, saaledes at han med Nød og Neppe bjergede sit Liv og kom til en af de Gaarde, som hist og her ligge spredte blandt Sneebjergene. Saasnart som han lukkede Døren op, saae han derinde i Røgstuen en deilig Mø ved Navn Tora, hvis Hud, skjøndt hun sad i den megen Os og Røg, dog var hvidere end Sneen, tilmed saae hendes Øine næsten ud som et Par Stjerner, da ellers de Finske Qvindfolks Øine altid rinde med Taarer, som om de vare stædte i Bedrøvelse. Kongen blev strax saa indtagen af hende, at han traadte hen og kneb hende i Kinderne, spørgendes: om hun paa nogen Tid vilde være hans Allerkjæreste? Da hun fik at høre om hans høie Byrd, sagde hun heller ikke ney dertil, skjøndt en rig Finlap, som knap kunde tælle

        

117 sine Reendyr, havde beilet meget stærkt om hendes Haand; thi hun kunde ikke lide denne, fordi han gav sig saa meget af med Trolddom. Kongen besov da Jomfruen den samme Nat og agede videre nordpaa. Da nogle Maaneder vare rundne forbi, mærkede Jomfruen, at hendes Liv var velsignet med et Barn. Hun frygtede da, at hendes Forældre skulde formærke hendes Skam og slaae hende tildøde Derfor stod hun ved Midnatstid op af sin Seng og vendte sine Øine paa Nordstjernen, som Harald havde bedet hende følge som Veiledning. Og da det nu var paa den Tid af Aaret, at Solen aldrig staaer op i Finmarken, saa beholdt hun dette stærke Himmellys i Sigte baade Nat og Dag, og vandrede taalmodig fort paa sin Fod; thi hun havde ikke kunnet føre over sit Sind at medtage noget Reendyr, som hørte hendes gamle Forældre til, endda de vare temmelig velhavende Folk.

Imidlertid havde Svartefind, saaledes kaldte man der i Landet med et Øgenavn den Mand, der havde beylet til skjøn Tora, fordi han var grim af Aasyn som en mørk Sky, ikke været uvidende om, hvad der var foregaaet med Møen. Den Nat, da Harald tog Tora i Favn, havde han ikke havt Ro for sine stærke Drømme. Han var da staaet op af Senge og gaaet hen i sin Troldhule eller Heller, hvor han tilbad Satan i Lignelse af en stor Træklods, paa hvilken der var udhugget Aasynet af en Bjørn. Han tog frem en liden Æske, som kaldes Ganæske og var fyldt med et Slags Hexefluer, som kaldes Ganfluer. Først raabte han, idet han traadte ind i den dunkle Grotte, som gik dybt ind under et

        

118
Fjeld: »Heller vorde lys!« og strax tændte sig et blegt Nordlys i Hulens Bagkrog. Da sang han paa ny:

Fluer smaae,
Fluer blaae!
Alle mine Fluer
Her i Klippestuer!
Flux I Budskab sige maae,
Hure det mon Tora gaae!

Da vrimlede dette Utøi op af Æsken og begyndte at brumme og summe, saa at Svartefind for Fluesang ikke kunde høre Ørelyd. Han stampede da i Gulv med begge Benene og raabte:

Fluer nitten lukke Kjæft!
Flue een bruge Been!
Flue een bruge Vinge!
Flue een Budskab bringe!

Da hang alle de nitten stille paa Klippevæg, og imidlertid begyndte den ene, som var meget stor og staalblaa af Farve under Vingerne, at flyve i Kredse om Svartefind og brumme gandske sagte; da blev han igjen bister og raabte: »Tal reent ud af Skjæget!« Da summede og brummede den, saa det lød vidt over Marke, men ingen kunde forstaae det uden dens Herre, som kunde Priks raade sine Fluers Maal. Af dens Sang fik han da følgende Mening ud:

Det Bud, jeg bringer,
Som Torne stinger
Alt i din Barm;
Neppe jeg vover
At friste din Harm:
Ungmøe sover
I gammel Mands Arm,
Guldring pryder
119

Gammel Mands Lok,
Gammel Mand byder
Unge Mænds Flok.

Da blev Svartefind saa rasende, at han gabede høit og tyggede Ganfluen med sine Tænder; men den fløi uden mindste Meen heel og holden ud af hans Næsebore, og alle Fluerne sang nu i Kor:
Ungmøe sover
I gammel Mands Arm!
saa at han med Nød fik dem til at krybe i Æsken igjen. Svartefind lagde sig nu af Harme plat ned paa Klippegulvet og kunde hverken æde eller drikke, saadan Hovedværk havde han af at gruble paa Hævn over den yndige Tora. Saaledes laae han i de ni Maaneder, Tora gik svanger. I den niende Maaned hørte han lette Qvindefjed over Steenloftet af sin Grotte, og det var ingen anden end skjøn Tora, som vandrede hen til den gamle Harald. Mødig af den megen Gang satte hun sig ned for at hvile. Saasnart Troldmanden fornam Sligt, sendte han en Ganflue ud, som flagrede til hendes store Forfærdelse tre Gange om hende og brummede:

Af Liv kommer Liv,
Men Liv vorde Død,
Naar af Liv kommer Liv.

Dette Qvad varslede hendes Død, men hun forstod det ei, blev derfor siddende i Mag. Men da Maanen stod op hen ved Midnat, skinnede den ned paa et lidet grædende Drengebarn, som laa i hendes Arme; men selv var hun uden alt Liv.

Den sorte Mand gik ud af sit Hul for at vederqvæge
120
sig ved dette Syn; men da han nu ingen Glæde meer kunde forvente paa denne Jord, gik han ind i Grotten og raabte: »Heller vorde mørk!« Dernæst tog han en Ganflue og sendte ind i Fjeldet, som da revnede og sank over ham, og han selv blev til Steen og ligger som saadan den Dag i Dag er. Dog dette Brag lokkede mange Smaafinner ud af deres Huller, og de funda da det lidet grædende Barn, som de dækkede til med Granløv, at det ikke skulde fryse, dandsede saa rundt om det og sang:

Sorte Qvinder! sorte Mænd!
Kommer hid, kommer hen,
Kommer hid for at see:
Det Kongebarn ligger paa bare Snee.
Kongesøn, født i Løn,
Bliver stor, trives godt,
Bliver alle Mænds Spot.
Bliver stærk, bliver viis,
Bliver alle Mænds Priis.
Bliver Mand, raader Land,
Og saa kommer hans Bane fra salten Vand.
Sorte Qvinder! sorte Mænd!
Kommer hid, kommer hen,
Kommer hid for at see:
Det Kongebarn ligger paa bare Snee.

Om Morgenen kom nogle af Haralds Mænd og fandt den splitternøgne Dreng, liflig af Aasyn, oven paa en Sneedrive sovendes i de mange Blade. De toge baade ham og Liget og bare det frem for Harald. Da han saae den døde Qvinde, rev han sin Purpurkaabe i mange Stykker og brast i Graad; men da han blev det lidet Barn vaer, vidskede han Taarerne bort af Kinden igjen og besluttede, vel at pleje den Søn af hans Alderdom. Han lod da Pogen 121 lægge ved Yver af et Reendyr, saasom ingen Qvinder vare i Nærheden uden nogle svarte Kjærlinger, til hvilke Kongen havde megen Lede. I et halvt Aar blev Drengen fostret af Renen; men da fik Harald Bud fra en Frænde ved Navn Find, som boede ved Hardangerfjord, at hans Qvinde havde født ham en Dreng ved Navn Eyvind, og herover drog Kongen sydpaa, for at skaffe sit Barn noget Qvindemelk. Han kom ind i Finds Stue, viklede Drengen ud af sin Kappe og bad Finds Hustrue, at hun dog endelig maatte give denne hans Alderdoms Søn noget Die. Qvinden lod ikke til at være meget villig dertil, men gav Kongen korte Ord, fordi han vilde bede hende om at amme sine Slegfredbørn. Da hændte det sig, at Harald, imens han talte med Finds Kone, rakte sin Søn henimod hende, og hendes egen liden Eyvind hang hende om Halsen. Da slap Eyvind Moderens Favn, og begge de Smaae lagde paa eengang, som af en indvortes Drift, Hænderne om hinandens Hals og trykte Mund fast paa Mund, Herover blev Qvinden saa rørt, at hun besluttede at lade Drengene dele Melk med hinanden. I de senere Tider, da det vistes, at det ikke var for intet, Drengene havde strakt Favn mod hinanden, lagde Skjaldene megen Vægt paa det Venskab, som saa tidlig havde lagt forborgen hos dem. Fra hiin Tid gjorde Qvinden ingen Forskjel paa Børnene; thi den ene Dag lagde hun Eyvind ved venstre Bryst og Kongebarnet ved høire, men den næste Dag skiftede hun dem om, saa at deres Kaar vare aldeles lige. De trivedes ogsaa baade, saa det var en Lyst at see, og da Aar var rundet, og Peblingerne kunde begynde at støtte paa Benene og æde Skeemad, da sendte

        

122 Harald dem begge til sin Gaard paa Stordøen. Han havde allerede dengang skiftet Land mellem sine Børn saaledes, at Erik sad høiest i Stol og raadede for det Hele. Der var nu intet tilovers for Toras Søn, hvorudover Kongens Sønner og Dottermænd frygtede, at han skulde ville fratage dem noget Land og give til sin yngste Søn. Alle bare da Nag til Drengen, og naar Harald vendte Ryggen, saa kneb hans Hustruer Drengen i Skindet, og hans Sønner spyttede ham i Aasynet, endskjøndt det var det deiligste Barn, nogen vilde see for Øine. Imellem mærkede Kongen det, men slugte sin Harm for at have Fred i sin Gaard; thi han vidste vel, at det ikke var godt for gammel Basse at nappes med de Unge. Derfor haanede baade Store og Smaae den lille Hadingsmand, og det blev da fuldkommet, hvad Finnerne havde sjunget paa Fjeld:
Bliver stor, trives godt,
Bliver alle Mænds Spot.

I disse Dage bar Athelstan den Vennesæle Spiret i Bretland. Han led ikke godt de Norske; thi de stævnede saa jævnlig til hans Kyster og bare Qvinder og Qvæg med sig paa Skib. Fra ham kom der en Sendemand til Kong Harald, treen ind i Hallen, neiede sig for ham og bar saadan Tale frem: »Hil Dig, norske Drot! Fra Bretlands Herre sendes Dig Bud, om Du vil tage mod hans Skjænk.« Frem tog han da et Sværd med Guldskaft og med gyldne Gjorde, omlagt og indvirket med røde og blaae Ædelstene. For ret at besee dette Glavind fattede den gamle Maag Hjaltet i høire Haand; da raabte Trællen lydt: »Nu est Du Kong Athelstans Mand 123 og Sværdetagere, thi saa fange hans Tjenere Værge af hans Haand!« Blodet steg Kongen op i Kinderne af Forbittrelse, men han besindede sig, thi saa var altid hans Viis, og aad sin Harm for det første Dog kunde han ikke bare sig for at knuge Sværdefanget og Bøilen derover saaledes sammen, at det lod i hans Hænder saa vegt som en Vidieqvist. Han gav Sendemanden det Svar: »Siig Din Herre: Som Gave var, saa bringer jeg Tak!« Derpaa sad han i tre Dage og grundede paa Raad. Den tredie Dag stod Erik i Stue hos Faderen, han rev en Lok af Hovedet paa Toras Søn og sagde: »Fader min! er Du og vis, at denne Dreng er Din Søn? Sært lader det dog, at graalokket Mand kan avle guldlokket Knøs.« Harald taug, men slog tre Gange med Staal paa Skjold, og ind treen da Hauk hiin Snilde. »Hør,« sagde Harald, »est Du bange for Din Trøie, Hauk?« »Ikke skulde anden Mand spørge mig to Gange derom,« mælte Kjæmperen. igjen. »Jeg veed nok, det har ikke før været Din Vane,« sagde Kongen; »Du har tidt røgtet Ærinde for mig, hvorfra ikke tre i Norges Land foruden Dig havde baaret Hoved hjem; men naar ung Mand bliver gammel Mand, bliver han tidt gammel Gjæk og glemmer, at han har Næver paa Arm og Sværd ved Lænd.« Da Kongen det sagde, kastede han et bistert Øiekast hen paa Erik, trak paa Brynet, og hans Hoved rystede af Forbittrelse. Hauk Kjæmper talte igjen: »Ikke bliver alt gammelt Træ raaddent, noget bliver til Steen, og jeg mener, at Ingen, som ei turde knurre ad mig, da jeg var Dreng, skal bide mig nu, da jeg er bleven graa i Hætten. Thi siig kun Dit Bud frem. Kan Nogen føre det ud i Norrig, da kan Hauk, og kanskee

        

124 han bragte det til Ende, om ingen anden turde tage fat derpaa.« Da blev Kongen overmaade glad og sagde: »Gaa hen og bring Kong Athelstan mit Slegfredbarn og bed ham fostre mig Knøsen op. Det er rigtignok Trælleværk, men Haan gjældes bedst igjen med Haan. Og jeg vilde nødig tage Gjæld med mig i Høien, da jeg indtil saa høi en Alder har klaret gandske godt for mig med Enhver.« Da rustede Hauk en Snekke og satte 20 Svende deri, treen saa igjen i Kongens Gaard. Harald tog Drengen i sine Arme, krystede ham op til sig og kyssede ham, og Somme vil sige, at der stod Taarer i Øinene, men det kunde man ikke saa lige see, da han skubbede Kongsringen ned over Brynene. Saa flyede han Barnet til Hauk, og denne løb med god Bør paa Vand og naaede Bretland. De løb op ad den lange Fjord, da hørte de Klokkeklang fra et stort Gudshuus, som stod i en Lund. »Underligt nok,« sagde Hauk, »i Norrig hænge vi kuns Klokker om Halsen paa vore Gjeder, naar de nappe Græspiler i Fjeldsprækkerne, men her have de nok for Skik at hænge en Klokke paa deres Gud, at han ikke skal løbe væk, thi jeg har tidt hørt saadan Lyd fra deres Gudshuse. Vel gjøre de ogsaa deri; thi de have kun den ene, og de vilde være ilde tjent med, at han rømte af Land.« Det var i en Lund, at det store Huus var reist af røde Steen, og der ragede et høit Taarn op imellem Egetoppene, belagt med blaae Plader. »Deres Gud maa være noget lang i Væxt,« sagde den Mand, som stod Hauk næst, »siden de reise ham saa høie Huse.« »Vi kunde jo gaae ind og aflægge et Besøg hos ham,« sagde Hauk. »Jeg tænker ikke, han gjør os nogen Fortræd, thi

        

125 man siger, det skal være en meget venlig Mand.« Saa stødte de Snekken paa Sand, og det var just i den Stund, at Dagmoer gjorde Himlen rød i Østerlide. Paa Stranden mødte de en Hyrdedreng, som fortalte dem, at Kongen selv var i Gudshuus og holdt Ottesang med sine Hirdmænd. Da bød Hauk sine Mænd at tage side Kjortler paa, saa at Sværdsklodden dermed kunde dølges. »Nei«, mælte en af Svendene, »lader os vise dem Braadden strax, saa lade de os vel fare baade ud og ind med Fred.« »Vist ikke,« sagde Hauk, »Braadden behøve de ikke at see, de faae den jo tidsnok at føle, dersom de ikke holde dem i Skindet. Naar Bien vil stinge, bær den jo ikke Tornen til Skue først.« De gik nu hen mod Huset, og det saae underligt ud, saadan som Lys skinnede gjennem de mange Smaaglar, der vare rammede ind i Steenmuren. De stode en liden Stund udenfor, da hørte de, Munkene sang derinde:

Al Verden til en Frelser trængte,
Den hildet laae i Syndens Garn;
Men Verden ham paa Korset hængte,
Det frelsende Guds eget Barn.
Fra Træet drypped stærkt hans Blod,
Med Graad derved hans Moder stod.

Han kunde knap sit Hoved bøie
For til sin Moder kjær at see;
Thi Blodet randt ham over Øie,
Og han var heel bespændt af Vee.
Han raabte til sin Yndling kjær:
O, Du Maries Søn nu vær!

»Det gaaer fiint, sagde Hauk. »De bretlandske Folk have fast Qvindemæle. Skrappere lyder det 126 dog i vor Kongshal, naar Skjalden slaaer en Næve i Bjørnestrængene.« Inde under Hvælvingen, der havde samme Skikkelse som Himmelen, funde de Kong Athelstan liggende paa Knæ og sjungende, med sære Runer i Haand. Da gik Hauk henimod Kongen og lagde taus Pogen i hans Arm. Athelstan, som var blød i Sindet, saae mildt til Barnet, der loe ret lysteligt ad ham, og som han stirrede ned paa de store Øine, sagde han: »Dette Barn har ikke Trælleblik.« »Nei,« sagde Hauk, »det er Kong Haralds uecte Søn, som han lader Dig bede at fostre op.« Da blev Athelstan vred over slig Haan og tog en liden guldskaftet Kniv ud af sit Belte for at gjøre Ende paa Barnets Liv. Men den Lille loe saa vevert paa hans Arm, at hans Haand standsede noget, og Munkene sang i det samme fra Altret:
Han raabte: Fader, dem tilgiv!
Og endte saa sit dyre Liv.

Da brast Kongen i Graad, og som han nu sad med Barnet paa Knæ, sagde Hauk: »Nu haver Du knæsat ham, han er nu Din Knæsætning. Du kan nu slagte ham eller lægge ham til, som Dig tykkes, men endda ere ikke alle Haralds Sønner døde.« Derpaa vendte Nordmændene om, og den, som sidst var kommet ind, gik først ud, dernæst de Andre i Rad og tilsidst Hauk hiin Snilde. Men Athelstan lod Munkene slaae Vand paa Drengen og kaldte ham Hakon, og drog ham op som sin egen Søn.

Midlertid opvoxte i Norge Eyvind Findsøn og blev sund og rødmosset, men han var alligevel ikke just saa lemmefør som Hakon. Dog trivedes hverken Hakon eller Eyvind i det første Aar; men det var 127 med dem ligesom to Duer, der længe have sat i Bure sammen og med eet blive adskilte, de have da ikke nogen ret Lyst til Mad og Drikke. Eyvinds Moder var en meget kløgtig Qvinde, vel forfaren i gamle Sager, saa at Find tidt sagde: »Min Qvinde kunde let tjene i Kongsgaard som Skjald, naar hun havde Mæle til at raabe, saa det kunde høres over Sværdegnyet.« Hun sad da med Eyvind paa Skjødet i de lange Vinteraftener og fortalte ham Frasagn og lærte ham Runer, hvilket alt Pogen fattede med overmaade sjeldent Nemme. Ogsaa lærte Find ham at spænde Bue og slaae med Glavind, men dertil var han ikke altid rigtig fingernem. Naar han sloges med andre Drenge, som for Spas droge i Leding mod hinanden paa Sneedriverne, saa var han tidt den ringeste og bar sig meget avet ad; men saa kunde der imellem med eet ligesom fare Ild i ham, og da gik han frem som en Vind, Alting maatte bugne for ham. Derfor sagde Find: »Jeg veed ikke, hvad jeg skal fange an med den Dreng, thi min Lærdom bider ikke rigtig paa ham; hans Duelighed er ikke ret i hans egen Magt. Sommetider tager han ved sit Glavind, som om han aldrig havde seet Jern før, og imellem er det, som der foer en Trold i ham, og han hugger saa nemt, som om det kunde være en gammel Bersærke.« Moderen stod altid paa, at der skulde være en Skjald af ham, thi han havde et godt Hoved, meente hun, og kjendte paa sine Fingre alle Nordmændenes gamle Slagsmaal. Disse Skjalde pleiede at tjene hos Konger og Jarler, og stod for Bordenden i Hallen med Harpen i Hænde og forlystede Høvdingen og hans Mænd. Tilmed droge de ud i Leding med Krigsmændene

        

128 og satte Mod i dem med Sang og Strængeleg. De maatte forstaae at vende deres Ord paa en Maade, som havde Fynd og Klem, men dog tillige Behagelighed. De lagde da for det meste Riim til deres Qvæde, at det kunde lyde kjønt i Ørene. Endvidere maatte de, som sagt, have et stærkt Bryst, thi ellers kunde man ei høre dem, naar Skjoldene mødtes, ja de kunde ei engang forstaaes i Hallen, naar de vare lavtmælende, thi der var megen Bevægelse og Snaksomhed i Hallerne, naar Kjæmperne under Freden sade i Flok paa Bænkene. Og naar de da sang ret høit, saa det klang i Loftet, saa kom Ordene af sig selv, uden at de behøvede at tænke derved. De største og meest berømmelige af den have paastaaet, at det var Gud Bragi, som gav dem det ind, men hertil fæstede Kjæmperne ikke synderlig Tro.

Det begyndte ogsaa snart at røre sig i Eyvind, som om han var ret dertil født at være Skjald. Tidt laae han om Vinteren gandske stille paa Bænkehalmen, saa at Find troede, han sov, og gav ham haarde Ord for sin lade Natur. Men naar Faderen gik ud, sang han for Moderen en Vise, som han imens havde lagt og grundet paa. Da Eyvind var tyve Aar, døde Harald Haarfager meget gammel, og han kunde endda have levet længere, hvis ikke Sorg over hans Søn Eriks Ugjerninger havde bragt ham i Høi; thi inden han døde, vare alle hans Haar af bare Jammer faldne ham af Hovedet. Erik blev nemlig ægget til Ondskab af sin Hustrue Gunild, der var baaret i Finmarken og den argeste Troldqvinde, nogen kan tænke sig. Derfor sloges Kongen altid med sine Brødre om Land og dødede

        

129 saa mange af dem, som kom ham for Haand. Ligerviis forgjorde Gunild endeel af Kongebørnene, baade Karlfolk og Qvinder. Jomfruer sade da i Granskovene og qviddrede paa Qviste, og Ungersvende gik forneden og brummede i Skikkelse af Bjørne. Da nu Harald var død og lagt i Høi, og en Steenkrands sadt paa Toppen, sankedes mange Mænd fra alle Norges Hjørner til hans Gravøl og sad omkring paa Stenene og græd; men da Hornene begyndte at gaae rundt, tørrede de efterhaanden Øinene og begyndte at tale om hans Manddom og Dannished. Da stod der mangen Skjald op, lod slaae til Lyd blandt Folket, som da sankedes om ham i Kredse, saa stak han et Mjødhorn ud og qvad et Drapa. Den ene sang bedre end den anden, og alle Mænd raabte med een Mund, at der fra Alders Tid ikke havde efter nogen Drot været sjunget saa herligt. Da reiste sig tilsidst ung Eyvind, stak tre Glas Mjød ud og greb en Harpe fra en af Spillemændene, endda denne saae skjævt til ham og raabte: Børneværk skulde ikke bruges, naar Helte lagdes i Muld; thi ham syntes Eyvind ikke at være stort andet end en Dreng. Men Alle lyttede dog, og han begyndte da at sjunge:

Stolt stander Slot,
Rød sad en Drot
I det stolte Slot;
Grøn stander Høi,
Hvid ligger Drot
I den grønne Høi,
Og sort stander Slot.

Som Malmen den gule
Mon Lokkerne skjule
Hans Skulder saa bred;
130 Hos Møerne blide
Steg Elskovens Qvide
Saa høit derved.
Ei Qvindehjerte blev spart for Saar,
Naar Øiet fik skue hans lange Haar.

I Bjørneklæder
Laae tykt paa Sæder
En Kjæmpeflok,
Hvis Sværde bede
I Kjød paa Hede,
Fik aldrig nok.
Og sorten Krage og røden Ræv
Med Fjendens Aadseler mæsked' blev.

Thi Haralds Mærke
De Hellede stærke
For Øie saae.
De Vikinger lede
Om Vinde bede,
For flux at flye;
Thi Harald stod høit i Snekkerum,
Og rød randt Saften paa hviden Skum.

De Svenske Hunde
I Norske Lunde
Høit monne gjøe,
Men af deres Døde
Blev herlig Gjøde
For Dalens Hø.
Og Erik mon sande, at Flugten var seen,
Thi hullet var Pande, og bruddent var Been.

Græd, Mand og Qvinde!
Lad Graaden rinde,
Spar ingen Taar!
Vor Fjende med Gammen
I Fred syer sammen
De mange Saar.
Helt rider i Luft paa en Ganger sort
Og hamrer med Klodde paa Odins Port.

131

Saa qvad Eyvind med liflig Røst, og der blev længe tyst over alt Folket, men endelig begyndte Sværdene saaledes at dundre paa Skjolde, som om det var Aukthor, der kjørte med Bulder hen ad Skyen, og Mænd krøbe op i Træerne og brøde Egeqviste ned, hvoraf de lavede Krandse til Eyvinds Hoved; men han var allerede borte, til stor Husvalelse for de gamle Skjalde, som syntes meget ilde om, at en saa ung Mand skulde vinde den Hæder, som de meente tilkom dem. Eyvind gik hjem til sin gamle Fader og Moder og lod, som ingen Ting var; men de spurgte snart Sønnens herlige Færd og bleve derved overvættes glade. Find vilde endelig have, at Eyvind skulde gaae til Kongens Gaard og tage Tjeneste som Skjald; men denne havde liden Lyst dertil, da Eriks Levned huede ham saare slet, og han nødigen vilde tale anderledes, end han meente; dog, da Faderen en Dag treen hen til ham og sagde ham, at han alt havde tinget med Kongen om Vilkaarene, var der ikke andet for, end han maatte føje sig i det. »Nu maa Du være betænkt paa en Vise,« sagde Find, »som haver en klinger Lyd og kan gjøre godt i Eriks Øre. Vel er Erik den argeste Mand, som kan sidde paa Kongestol; men fordi hans Hjerte er sort, er dog hans Guld lige rødt, og han bliver hverken bedre eller værre ved Din Lovpriisning.« Eyvind taug stille hertil; men han tænkte desto meer. For at han kunde i god Mag pønse paa Qvadet, lod Find ham blive inde i Stuen, fra Sol stod op, til Sol gik ned, og skjød selv Ryper fra Qvist, som han gav ham at æde. I tre Dage sad Eyvind og grundede paa, hvordan han skulde sige noget til Eriks Berømmelse, uden at der var altfor meget

        

132 Løgn i; men ikke eet Riim vilde falde ham paa Tungen. Find skjældte ham for en ørkesløs Knøs og gav ham slemme Ord, saa at han besluttede at drage til Kongen og sjunge, hvad der faldt ham ind i samme Øyeblik. Da Eyvind vandrede igjennem en Fyrreskov, for at vinde til Borgen, saae han nogle kjønne Smaafugle at putte sig mellem Grenene og sjunge meget favert, men een qvad lifligt fremfor alle, og havde den samme deilige Fjær fremfor alle. Eyvind standsede en Stund og lyttede derpaa; thi han var meget for den Slags Musik og hørte altid gjerne paa Fuglerøst, da det altid forekom ham, som om han skulde nemme noget deraf. Men denne Fugl sang nu saa overmaade fiint. Som han stod og lagde Øret til og saae vist paa Dyret, som havde hvide Fjær over al sin Krop og en Guldtop paa Hovedet, sagde han ved sig selv: »Aldrig saae jeg favrere Fugl i mine Levedage, den maa vist være af Kongeslægt i sin Nation her i Skoven.« Da mærkede Fuglen paa Eyvinds Ord, dreiede sit Hoved paa Skjøns og sagde:

Før har jeg været en Møe saa fiin,
Før har jeg baldyret det hvide Liin,
Nu maa jeg lide baade Hunger og Kuld
Og sidde med Munden af Sange fuld.
Før har jeg drukket den brune Mjød,
Nu drikker jeg Vandet af Kilden sød.
Her sidder jeg den udslagne Dag,
Altid at qviddre er fattig Behag.
Den svarte Vole faae Last og Skam,
Hun haver mig bundet i Fugleham;
Med min Ring paa Finger, i Kongearm,
Hun ager i min forgyldene Karm,
Mens jeg maa pille paa Granetap
Og finde min usselig Føde knap.

133

»Det gik net«, tænkte Eyvind; men det var ikke nette Sager, som der kom for en Dag, thi han fornam nu, at det maatte være en af Kongeætten, som var bleven omgjort ved Gunilds sorte Kunster. »Ved denne Fugl havde jeg nok Lyst at tøve en god Deel Dage; men Faderbud gaaer for egen Hu; dog haaber jeg vel, den Stund skal komme, da jeg med samme Fugl skal gjøre nærmere Bekjendtskab.« Han gik nu videre og tænkte ved sig selv: »Det vil holde hart at sige noget sødt til en Konge og Kongeviv, som gjør saadan Bedrift; thi kunde jeg sjunge Sjælen ud af dem baade, da var det mig større Lyst.« Han kom da tilsidst til Erik, som dengang holdt Huus paa Stordøen. Han saae til Kong Erik og gjøs over hans Aasyn, som var meget skulende og fælt, og var ikke mægtig at give ham god Hilsen, men nikkede taus ad ham. Længe sad han tiende paa Bænken; da sagde Erik: »Haver Du ikke Qvad at byde os, Eyvind, da kunde Du have blevet liggende hjemme i Askekrogen. Skjald uden Mæle duer saameget som Balg uden Sværdetunge.« Eyvind vilde da sjunge noget, men han kunde ikke ret faae Munden op, og den sagde da, uden at han vidste af det:

Den svarte Vole faae Last og Skam,
Hun haver mig bundet i Fugleham.

Alle Mænd i Hallen begyndte at grine og sagde ham at være lidet drevet i Skjaldskab; da blev Eyvind bister af Skamfuldhed, stak et dybt Horn ud og sang med Dristighed, uden at det laae ham Magt paa, hvad der vilde følge paa. Forinden sagde han: »Gjerne vilde jeg tiet; men nu have I ægget mig. og lidet ville I lystes ved det, jeg nu qvæder; men 134 holde Tand for Tunge kan jeg ikke længer; thi min Drift bliver stor.«

Harald han rider, en Drauge paa Vind,
Rider med Graad udi Øye,
Harald han rider saa tung udi Sind
Ind udi Sønnernes Høye.
Harald han sidder, en Skygge, paa Steen,
Leger med Sønnernes sneehvide Been.

Erik! Du est Dig saa blodig en Mand,
Altid er Øxerne røde,
Mere end Kildens det perlende Vand
Ere Blodets Draaber Dig søde.
Derfor der sidder ved Nat i Din Hal
Mangen en grinende Pandeskal.

Uden Blu paa Leiet Du udi Din Arm
Den ledeste Hex mon tage,
Med sorte Katte for sorte Karm
Til hende de Finner age,
Saa lave de Drikke ved Stjerneskin
At øde den Konningeæt saa fiin.

Den gamle Maag ei sover i Muld,
Men rider med Graad i Øye,
Han græder alt for sit Kongekuld,
Som ligger slagtet i Høye.
Derfor han sidder paa Bautasteen
Og leger med Sønnernes brudne Been.

Erik sagde: »Stop, Eyvind! nu kan det være nok for denne Gang!« Saa satte han sin Tand saa haardt i Læben, at Blodet randt ham stærkt ned over Skjæget. Eyvind fornam, at Kongen var vred, derfor sagde han: »Er Du ikke fornøiet med min Vise, da maa Du ikke regne mig det til Onde; thi Skylden er Gud Bragis, han har givet mig hvert Ord i Munden, som jeg haver sjunget.« »Det er da snurrigt«, 135 svarede Erik, »at vi begge To ere saaledes i en Guds Magt, at vi ikke kunne gjøre for, hvad vi bedrive. Thor er min Gud. Nu river jeg Tungen ud af Din Hals; men Du maa skrive det paa hans Regning, dersom Du finder, det gjør ikke godt, thi jeg er heller ikke min egen Herre.« Derpaa fattede han sit Sværd med begge Næver og stilede det mod Eyvinds Pande; men denne lettede sin Strængeleg op, saa Jernet tørnede derimod, og det gav høi Lyd i alle Strængene, de grove med de fine. Hirdmændene bade nu for ham, saa han fik Lov til at gange bort; men forinden sagde Kongen til ham: »Det er ikke godt for Dig, at trine anden Gang ind ad min Port; thi da kunde det hænde sig, at jeg sigtede bedre, og at Du derved fik saadant Forfald, at Benene ikke vilde staae Dig bi til Udgang.« Eyvind gik, men han var ikke meget for at gaae hjem til Faderen igjen; han gik da langs med Hardangerfjord en Dags Tid og grundede paa, hvorhen han skulde begive sig. Han fik Øye paa nogle Kjøbmænd, som vandt deres Seil op. Dem gik han hen til og spurgte: hvor Reisen gjaldt? Til Bretland, svarede de. »Maa jeg da ikke age med?« sagde Eyvind; thi det randt ham i Hu, at hans kjære Pattebroder, Hakon, som han altid bildte sig ind at kunne huske, færdedes i dette Land. »Du lader ikke til at kunne give stort i Fragt,« sagde Herren i Snekken; »men det er endda det samme. Naar Du vil korte os Tiden med Sang og Spil, tage vi Dig med, og Du maa æde med Drengene her ombord.« Eyvind meente, det var Tak værd, og seilede bort med dem. Da de havde faret Hælvten af Veien, begav det sig, at Styrmanden havde

        

136 drukket sig en god Ruus i gammelt Øl, og de øvrige Mænd vare ogsaa meget øllede. Eyvind maatte da tage ved Roerpinden; men Mørket faldt paa, og han vidste ikke, hvor han var. Da kom nogle stolte Snekker jagende forbi med prægtige Stavne og rundt om krandsede med malede Skjolde. Disse raabte Eyvind an i et Horn, og een af dem lagde Side om Side med hans Snekke. Han spurgte om Vei og fik Svar af en deilig, ung, guldhaaret Mand, som stod paa Løftningen af den stolteste Snekke. Som han stirrede paa ham, tyktes han fast at ligne den døde Konge Harald Haarfager. Da raabte han glad: »O stærke Mand, Du est tilvisse Hakon, Athelteens Fostre!« Den anden raabte lige i det samme: »Og Du, blide Mand, est slet ingen anden, end min kjære Broder Eyvind!« Da favnede de hinanden vel, og Eyvind sagde: »Det er underligt nok! Ligesom min Moder har fortalt, at vi lagde Armene om hinanden, da vi vare smaae og mødtes paa eengang med Favn, saa mødes vi her igjen halvveis midt i det store Vand.« Hakon sagde: »Den Gang deelte Du Melk med mig, for at jeg, som var en liden Purk, ikke skulde svelte, saaledes ville vi fremdeles dele godt og ondt med hinanden. Først deler jeg Guld med Dig, da jeg deraf haver en stor Overflødighed. Siden kan Du dele Hug med mig, om jeg faaer nogen i Norrig; thi jeg har stærkt Mod til at prøve, om Lykken ikke vilde være mig saa god, at jeg kunde komme til at raade over mit Fædrenerige.« Da Hakon af Eyvind fik at vide, at Erik Blodøxe holdt Huus i Vigen, lod han sine Snekker løbe til Trondhjem. Der holdt han sig til Sigurd Jarl, som raabte hele Norrig sammen til et stort

        

137 Thing. Eriks Mænd løb i Hobetal fra ham og løb alle nord paa for at tale et Ord med i Thinget, og der var baade Nat og Dag en stor Mandefærdsel over Fjeldveiene. En Aften silde, da den største Vrimmel drog igjennem Hordaland, meente de, at de vilde raste ved Harald Haarfagers Høi Natten over; men da de sade rundt om Høien i en Krands og vilde tænde Ild, thi de kunde ikke see at æde, fordi Maanen var heel overklædt af Skyer, da skiltes med eet Skyerne ad og skinnede ned paa Bautastenene, som stode i Ring paa Kongehøien, og de skimtede der en rank ung Mand, der stod paa den høieste Steen og holdt en Harpe høit i Hænde, og Maanen skinnede med sær Klarhed paa hans Hovedhaar. De bleve Alle meget forbausede og vare nær ved at troe, at det var en af Haralds ihjelslagne Sønner, som vilde besøge sin Fader i Høien og klage sig for ham; men den fremmede Mand slog til Lyd imellem dem med Haanden og qvad Saaledes:

Oppe Dig, Du norske Kjæmpe!
Ingen sig til Hvile lempe!
Her er ingen Tid til Dvale.
Over Fjelde! over Dale!
Denne grønne Dødningtue
Er ei mere Haralds Stue.
Harald op til Odin fløi,
Sagde saa: »Hærfader milde!
Mine Sønner handles ilde,
Ei jeg sove kan i Høi.
Gjerne vilde jeg nu frelse
Mine Mænd i Bjørnepelse,
Men jeg har ei Kjød paa Been,
Giv mig Suul paa mine Skanker,
Da til Norskes Redning vanker
Jeg til store Thingesteen.«
Ikke da Hærfader vilde,
138 Nordmænd skulde handles ilde,
Gav saa Harald Suul paa Skanke,
Glad i Hu han monne vanke,
Satte sig paa Thingesteen.

»Sku kun Drottens Billede an her i Stenen,« sagde videre den fremmede Mand, »og behold det vel i Hu. Sanker Jer da om Sigurd paa Storthinget, da skulle I see, at han livagtig sidder midt imellem Trønderne for at lade sig keise. Nu vil jeg gaae foran, og vi ville ingenlunde spare paa vore Been, da skulle I snart faae Eders Redningsmand i Sigte.« Nordmændene bleve sære i Sind ved denne fremmede Mands gjæve Tale, og traadte rask i hans Spor for at vinde til Thinget. De kom da til den store Mark, hvor de mange Stene laae i en Kringle, smaae og store, alt efter de Mænds Byrd, der skulde tage Sæde derpaa. Hakon steg ned af sin overmaade høie Steenstol og gik dem imøde. Den fremmede Mand, som ingen anden var end Eyvind, tog han strax i Favn og sagde: »Kjære Frænde! jeg var fast vred paa Dig, fordi jeg troede, Du var rømt fra mig; men nu seer jeg, at jeg snarere maa bede Dig, ikke at regne mig det til Onde, at jeg kunde troe saa ilde om Dig, just medens Du foretog denne lange Vandring mig til Baade. Nu maa Du heller ikke negte mig, at give Dig til Bod saa meget Guld, som Du kan age paa en Slæde.« Eyvind svarede: »Jeg skjøtter slet ikke om Dit Guld; thi det er ikke godt at have meget deraf at gjemme for en Skjald, som har saa meget Hovedbrud foruden. Men vilst Du give mig en Skjænk, da tag af det fine Træ, som Du haver ført hid fra Bretland, og lad mig deraf gjøre en Harpe, som kan 139 blive ret klinger i Bunden.« Kongen svarede: »Dig skee saa, som Du haver sagt.« Hakon steg da igjen op paa sin Steen og lovede Nordmændene, at han vilde igjen give hver Bondemand den Odel og Frihed, som var ham frataget, naar de vilde hjelpe ham at gjenne Blodøxen ud af Landet. Han blev da keiset af alle Mænd, og det blev der besluttet at bære Vaaben paa Erik. Men da denne havde fornummet, at kun faa havde Lyst til at bie hos ham, da tog han den Hex Gunild, sine Børn og mange Kostbarheder og satte sig paa Ørkenøerne, hvorfra han gjorde Vikingstog og sankede meget Guld paa Kjøbmandsskibene.

Da nu Hakon sad vel fast paa den store Stol og raadede fuldkommelig for sin Faders Rige, meente han, at han skulde have stor Vederqvægelse af Eyvinds Sang og Spil; men da traadte Eyvind frem for Hakon og sagde: »Nu maa Du give mig Orlov, min Konge og Frænde! jeg har ingen Lyst til at staae herinde i denne forgyldte Hal, her er mig noget trangt.« Da svarede Hakon: »Nei, ingenlunde maa Du forlade mig nu, min gode Spilleskjald. Det var mig til liden Baade, at jeg fik Magt over de Norske Skove, naar jeg lod den fagreste Fugl, som jeg deri havde fanget, flyve ud af min Haand. Tilmed synes jeg nok, Taget sidder saa høit paa min gamle Borg, at en Spillemand kan gange herinde uden at støde sin Pande.« Eyvind svarede: »Jeg gaaer dog hellere udenfor; thi jeg skal sige Dig, min Konge, jeg haver der vel saa høit til Loftet og vel saa vidt til Væggene, og hvorvel der kun er eet Lys, saa giver det vel saa god Lysning, som alle Dine Bretlandske Glar.« »Som Du vil,«

        

140 sagde Hakon; »jeg vil ikke binde nogen Skjald til mit Bordbeen, hvorvel mig tykkes, det kunde svare smukt igjen, naar Du slog paa Din nye Harpe herinde mellem de lange Steenbjelker, som bære mit Loft.« »Ja, vil Du gaae med mig ud i det Frie«, sagde Eyvind, »saa skal Du see, min Konge! at det giver bedre Lyd imellem Fjeldene, naar alle Dvergene fra Stenene begynde at qvæde bag efter mine Toner. I Bure maa Du slet ikke sætte mig; men Rede vil jeg gjerne have under Dit Tag, og enten jeg flyver i Øster eller Vester, da vil Du dog aldrig gange mig af Minde, min elskelige Herre og Broder! Ret ligesom en Kukuk eller anden Fugl aldrig flyver saa langt af Led, den finder jo dog Vei igjen til sin Allerkjæreste.« Da nu Hakon fornam, at han ikke evnede med nogen Begjering at drage Eyvind fra sin Beslutning, da tog han ham i Lønkammer, og søgte med mange gode Ord, at faae ham til at troe paa den korsfæstede Herre Christus, som han havde svoret til i Bretland; men han vilde ikke gjerne dertil. »Hvad hjelper det, at jeg piner mit Hoved med at tænke paa disse underlige Fortællinger,« sagde han. »Det gjør jo denne rige Herre hverken fra eller til, om en stakkels Spilleskjald troer paa ham eller ikke. Og hvad Du siger, at han er død for mine Synder, da behøvede han saamænd ikke det, aldenstund hver Mand veed, at jeg er en skikkelig Person, som gaaer omkring med min Strængeleg og skjøtter mig selv, uden at komme nogen Mand for nær. Er denne hvide Herre en fornuftig Mand, som jeg ikke omtvivler, saa tænker jeg ikke, han tager fortrydelig op, at jeg passer mit Haandværk og ikke spilder Tiden med at tænke paa ham.« Da tog

        

141 Kongen igjen til Orde: »Det, som volder mig den største Vee, Eyvind! er, at Munkene have sagt mig, at de, som ikke troe paa Christus, blive af ham henviste til en evig Ild, hvor de med alle Syndere skulle brændes.« »Hvad det angaaer,« svarede Eyvind, »da have enten Munkene sagt en skammelig Løgn, eller og denne Christus maa være en slet Karl, og da vil nok den øverste Gud ikke lade saadan stræng Herre længe raade for Regimentet.« - Kongen taug noget stille, men endelig brød han ud med Graad: »Ilde vil mit Haab gaae i Opfyldelse, da jeg trak min Qværnebider af Balg for at tage Norge fra den slemme Erik, og da at bringe alle Mand med det onde eller gode til at neie for Korset; thi naar jeg faaer saa megen Modstand af Dig, der er en saa godlidende Mand, hvordan vil det da gaae mig med de andre stive Halse, som altid ere vante til at lege med Staal paa Stang? Tænk Dig dog noget om, min kjære Eyvind! kan det ikke røre Dig noget at betragte al den Vee, som Christus tog sig paa for den gandske Verden?« Da sagde Eyvind: »Skal jeg sandt sige, da kan det rigtignok krybe mig noget om Hjertet at lyde derpaa; men det tykkes mig altid at ligne de underlige bløde Tanker, som man kan have, naar man om Morgenstunden ligger halv i Søvn og Drøm. Jeg kan heller ikke indsee, at nogen sund Mand, som kan røre sine Lemmer og er lys vaagen, kan lystes ved disse ufriske Frasagn. Det er altsammen saa drøveligt at tale om og plat ud berøvet al Mandhaftighed. Jeg for min Part vil hellere mit hele Liv igjennem hjelpe Odin at stride med de lede Jetter, end græde over den Tornekrone, de satte paa den østerlandske Herre.« Hakon

        

142 fornam nok, at der var ingen Udkomme med Eyvind; thi lod han ham fare for denne Gang og tog ham haardt, men dog kjærligt i Næven til Afsked.

Da Eyvind havde været borte een Nat, og Hakon den næste Dag sad alene imellem sex Hovmænd, da var der En, som kigede ud af Vinduet og sagde til de Andre: »Enten maae mine Øine due lidet, eller og jeg seer Harpespilleren komme med en Flok Piger.« Da meente Hakon og hans Mænd, at han foer med Tant eller havde drukket for meget Mjød; men inden de vidste et Ord af det, kom Eyvind rigtig trædende over Tærskelen med de omtalte Piger. Dette gav Anledning til mange underlige Tanker. Somme meente, at Eyvind havde gjort et Vikingstog, og at disse Møer vare hans Rov. Men Andre sagde: »Nei, den samme Spillemands Hu pleier ikke saaledes at staae til Slagsmaal; snarere skulde jeg troe, det er Skjoldmøer, som have taget ham til Fange.«

Men egentlig var denne Begivenhed gaaet saaledes for sig. Eyvind havde endnu ikke forgjettet det lidet guldtoppede Kræ i Graneskoven, men saae gjerne, at han og det kunde komme til at tales noget nærmere ved med hinanden. Dagen stod temmelig paa Helding, da han naaede Træerne, og han gik længe om derinde baade paa Kryds og Qvær, uden at høre enten Fuglesang eller Brum og Tuden, som Skoven ellers var opfyldt med. »Her er forfærdelig tyst idag, Fuglene pleie dog ikke saa tidlig at holde Rast.« Som han dette sagde, lagde han sig ned ved en Kilde for at hvile sine Been, og Mørket faldt imidlertid stærkere og stærkere ned fra Himmelen, og meget mørkladne Skyer drev 143 hist og her meget nær ved Trætoppene. Et Steds var det for hans Øine, som om en Sky gik itu, og deraf kom nedridende et fælt Qvindemenneske, som ikke var Gunild uliig, paa et Kosteskaft. Eyvind sagde til sig selv: »Det var et sælsomt Ridt det. Havde man mange saadanne Heste, da kunde fattig Mand og have Raad til at holde Ridetøy; thi denne Ganger forlanger vist ikke meget Bugfylde, endda den er saare slunken.« Ellers vilde han endnu ikke rigtig troe sine egne Øine, men meente fast, han var alt falden i Søvn, og mens han laae og anspændte Øinene, faldt Laagene ogsaa virkelig til paa dem. Han vognede igjen, fordi noget pladskede i Vandet, og det var hvide Jomfrukroppe, som dukkede deri. Da listede han sig gandske sagte noget længere fra dem, for at de ikke skulde blues over hans Nærværelse; men da han igjen vilde strække sig paa Græsset, da saae han Fjær af mangfoldige Farver at ligge paa Jorden, og da han tog dem i Hænde, saae han, at det var lutter Fuglehamme, og imellem dem alle kjendte han ogsaa den med Guldtoppen og blev derover rørt af heftig Bedrøvelse, thi han meente vist, at den af en Ørn eller anden Røver med Vinger var ynkelig ihjelrevet. Da hørte han henne i Badet den lede Kjepperytterske at raabe med en Røst, som han kjendte for Gunilds:

Rast er ude,
Piger smaae!
Piger prude!
Op vi maae.
Flux i Ham!
Vil I nøle,
Last og Skam
Faaer I føle
144 Af min Kjep, min gode Hest.
Skynder Jer, som I kan bedst!

Da foer alle Smaapigerne meget beængstede hen til den grønne Plet, hvor de meente deres Fjærkjole var vel forvaret. De bleve da Harpemanden vaer og foere i stor Forfærdelse ind i Buskene for at skjule sig. Eyvind mærkede det knap; thi han sad nedsænket i veemodige Tanker og saae vist paa de hvide Fjær, som han havde i Hænde. Men han vognede op derved, at Gunild med hæsseligt Skrig foer ind paa ham: »Vel mødt, Spillemand!« sagde hun. »Du fik ingen Betaling for Din Musik, da Du spillede den kjønne Vise i Eriks Gaard. Nu skal Du faae den Løn, som Du har forskyldt baade for den og fordi Du kommer her ubuden i mit Aftenselskab.« Hun lettede da sin Hexestav, og da Eyvind vilde slaae fra sig med et lidet Sværd, som han havde hængende ved Siden i en Rem, lagde Eggen sig uden at gjøre noget Saar, og Jernet var saa vegt i hans Haand, som en Pileqvist. Det kom af, at Gunild ved den sorte Kunst forstod at døve alle Slags Vaaben. Da rakte Eyvind begge sine Hænder op i Veiret og raabte høit:

Hør mig, Gud Bragi milde,
Mærk paa min Stemme!
Skal jeg mit Liv forspilde
I denne Klemme?
Asathor, Du stærke,
Med Hammeren den tunge,
Valhals Bersærke!
Slaa, saa det kan runge.
Naar I de norske Drenge
I Striden førte,
Jeg mine gode Strænge
Saa flittigt rørte.
145 Naar for Jert Alter Panden
Af Tyr mon revne,
Da qvæded jeg forsanden
Af bedste Evne.
Skal de mit Liv forøde,
De sorte Trolde?
Nei, I for mig vil bøde
Med Eders Skjolde.

Han havde neppe begyndt at tage paa Strængelegen, førend han hørte en overmaade stor Larm i Luften og fornam, at Gunild var borte. Han saae græsselig store Skyer at seile saare stærkt imod hinanden, og somme vare hvide, somme vare sorte; men alle havde de Lighed af Mennesker, paa det nær, at de vare saare meget over et Menneskes Førhed og Høide. Da blev han overmaade glad og qvad igjen:

Himmelens Rune
Skjalden nu læser.
Høit i Basune
Vægteren blæser;
Heimdal piber,
Hans Toner er Blæst.
Odin griber
Sit Sværd og sin Hest;
Han Valhal tuder
Til Rend mod Jetter.
See Trolden, han spruder
Sit Blod og sprætter.
See, fra Skyen vinker
En Jernstang rød,
Den glimter og blinker,
Som gnistrende Glød.
Det er Thor, der rører
Sit dygtige Værge,
Som Dundren fører
Og ryster Bjerge.
146 Nu flygte de sorte.
De hvide vandt.
See ved Himmelens Porte
Den røde Kant!
Det er Jetteblod
Paa den lyseblaa Val,
Tyder Slag, som stod,
Tyder Jettefald.
Nu lyder i Fjeld
Deres Jammermæle;
Under Klippetjeld
De sig rædde fjæle.
Der lure de da,
Til Guder er borte.
Der komme de fra
I Skikkelser sorte.
Fra Steentagslæ
De styrte paa Mand,
Som Høgen fra Træ
Paa den spraglede And.
Men naar fast man haaber
Paa Guderne alle,
Da Heimdal raaber
Til Hjelp Valhalle.

Da Eyvinds Vise var til Ende, vare alle Skyerne borte, og Himlen var saa reen og blank, som om den var feiet. Tillige var det nu meget maanelyst, saa at man kunde see hvert Blad paa Træerne. Da kom alle Jomfruerne gaaende hen imod ham, og han forundrede sig meget over deres store Deilighed; dog var een baade i Reisning og Hvidhed udmærket fremfor alle, og hun havde hvide Klæder paa og et Haar, som havde stor Lighed med Guld, paa det nær, at det faldt mere i det Lyse. Hun 147 treen ogsaa saa let paa sin Sko, at Fluer og andre Smaakræ, der kravlede i Græsset, ikke toge nogen Skade derved, at hun satte Foden paa dem. Eyvind fornøiede sig saaledes ved at see derpaa, at han havde aldrig i sin Levetid før havt saadan Moeroe. De kom nu Alle hen til ham, takkede ham i kjærlige Ord som deres Redningsmand og som den, der ved sin Harpesang havde løst deres Trolddom, og toge ham i Haanden. Allene den hvide Pige tog ham ikke ved Haanden, men neiede i nogen Afstand for ham; dog blev han ikke mindre glad derover, end over det Haandtag, han fik af alle de andre. Hun havde ikke Tid til at takke ham saa meget som de andre, da hun havde fundet et Sted, hvor Bækken var meget klar, saa at hun kunde speile sig, og der stod hun og satte sine Smykker i Lave. Han fik at vide, at de vare tilsammen af kongelig Byrd, og tilbød sig at følge dem hjem, hvilket de toge imod. Kong Hakon, som fik at høre, at disse Piger vare i Slægt med ham, favnede dem alle vel. Men da han saae, at der just var syv, og han ligerviis havde syv Karlfolk hos sig, naar han regnede Eyvind og de sex Hovmænd sammen, sagde han: »Man skulde troe, at Spilleskjalden vilde her have et syvfoldigt Bryllup i Stand, siden han har taget et saa passeligt Tal Qvinder med sig. Da bør det Eyvind at tage først, thi det er dog egentlig ham, der har gjort disse gode Børn fra Fugle til Jomfruer.« Eyvind taug stille, men baade Kongen og hans Mænd mærkede vel, at hans Øine aldrig vare borte fra den hvide Jomfrue. Tilsidst stod han op, stemte sin Harpe og sang saaledes:

        

148

Gjerne jeg hørte paa Fugleqvad
Udi Granens Loft.
Gjerne paa Blomsterne skue jeg gad
I den grønne Toft.
Men røden Urt og Lærkernes Sang
Nu gjør mig Tiden saa lang, saa lang.

Gaaer jeg fra Dig, er min Skjebne sort,
Og langsom min Tid;
Skuer jeg Dig, da er Tiden kort,
Og Skjebnen er hvid;
Thi dertil stander min hele Lyst,
At hvile mig ved Dit bløde Bryst.

Ei kan jeg gjøre min Sang saa fiin,
Saa venlig og blød;
Thi aldrig jeg smagte den kjælne Viin,
Men stærken Mjød.
Jeg maa sige det kort og godt, som jeg kan:
Vil Jomfruen ægte den Harpemand?

Jomfruen blev meget fornøiet og kunde godt lide det af Eyvind, at han saaledes priste hende udi alles Paahør. De sidste Ord derimod tyktes hun ikke godt om. Hakon sagde: »Hvad siger I dertil, Svanhvide?« (saaledes hed den deilige Jomfru). Hun taug stille og saae noget suurt over, at man vilde byde hende til Husbonde en Spillemand; men da Hakon fortalte hende, at det var den Mand, som han gjorde meest af i Norges Land, og som han agtede saa godt som for sin egen Broder, saa svarede hun: »Aa ja, hvorfor skulde jeg ikke tage ham, naar I, min Herre! vil skjænke ham saa meget, at jeg derfor kan føre det Levnet, som passer sig for en Jomfru af kongelig Æt?« Alting blev da saaledes klaret, at Eyvind skulde med Svanhvide boe paa en af Hakons Gaarde, 149 og de skulde strax have hinanden til Ægte. Hakon vendte sig nu til de andre Jomfruer og sagde: »Jeg veed, at enhver mandvoxen Pige vil gjerne giftes, naar hun kan finde en Mand som hun agter for god nok. Nu kunne I tilsammen besee mine Hovmænd, om de ere efter Eders Hoved, eller I have noget paa dem at udsætte.« De toge uden nogen Betænkning hver sin Hovmand, da de ikke vare saa hovmodige som Svanhvide.

Der holdtes da i mange Dage et stort Gilde hos Hakon, og dertil kom ogsaa endeel Kjøbmænd fra Jæmteland, som falbød Zobel, Maar og andre kostelige Sager for de unge Qvindfolk, og der kjøbte en Hovmand et overmaade dyrebart spraglet Skind til sin Hustru, og Svanhvide følte stor Avind over, at hun ikke havde faaet det, saa at hun i tre udslagne Dage ikke var glad, men fældede sine modige Taarer. Disse Kjøbmænd vare forresten af Jæmternes ypperste Mænd og holdt godt Venskab med Hakon, fordi han var en saa lystig og veltalende Herre. Han sagde til dem en Dag: »Hør, I gode Svende af Jæmteland! hvorlænge ville I ligge saaledes mellem de Svenske og Norske og bære Kappen paa begge Skuldre? Ere I ikke rædde for, at een af Parterne skal komme med Jern i Hænde og lære Eder med Hug at lystre, siden I ikke ville med det gode? Rimeligt var det dog, at I gave Jer under mig, da der løber Norsk Blod i Jer.« Jæmtingerne loe ad ham; men han raabte paa Eyvind og sagde: »Broder min! tag Din Harpe og giv disse Mænd noget Musik, og fortæl dem derhos, hvad Du veed om Deres Herkomst.« Da qvad Eyvind:

150

Høit over Dovre ride
Kong Øisten og hans Mænd.
Hver Trønder skreg af Qvide,
Naar de tog Sværd fra Lænd.
Blod strømmed dem for Fode,
Som Himmelvand fra Tag;
Mod Møer var de gode,
De favned dem i Mag.

Da nu den grønne Hede
Var bleven vaad og rød,
Og Øistens Klinger bede
Ei meer det norske Kjød,
Lod han i Hornet støde,
At alle føre Mænd
Paa Marken skulde møde,
Foruden Jern ved Lænd.

Af Steen der var i Dale
En mægtig Kringle lagt;
Der monne Øisten tale,
Mens Trønderne gav Agt:
»Hvis I min Søn vil hylde,
Da sparer jeg hver Mand;
Hvis ei, jeg brat skal fylde
Med Blod det hele Land.«

De satte paa Drengens Hoved
Da strax en Krone rød;
At lystre ham de loved
I Live som i Død.
De vare dertil glade,
At de fik hele Skind,
Og sang fra deres Stade
Med Lystighed i Sind.

En Mumlen heel foragtelig
Om Drotten man mon høre;
Den Ene talte sagtelig
Ind i den Andens Øre:
151 »I denne haarde Klemme
En bitte Drot vi fik;
Men er først Øisten hjemme,
Han lærer bedre Skik.«

Men Oplands stolte Herre
Han loe dog ved sit Held,
Og agede paa sin Kærre
Hjem over Dovrefjeld.
Nu tog den største Kjæmpe
Den uselige Dreng,
Bar ham med liden Lempe
Ud paa den grønne Eng.

Saa saare bad om Naade
Den liden Kongemand,
Og fra hans Øine baade
Der randt saameget Vand.
De raske Trønderpilte
Bar ham paa Blokken op;
Hans Hoved der de skilte
Alt fra hans gode Krop.

Hans Krop den var saa lille,
Den blev paa Steilen fæst;
Den bad de Høgen pille,
Saa Raden blev til Rest.
Hans Hoved blev til Føde
For Fisk i dyben Flod,
Skulde aldrig Kroppen møde,
Mens Filefjelde stod.

Da Rygtet derom bringer
Orde til Øistens Gaard,
Da rev han med sin Finger
Udi sit røde Haar;
Knoerne slog i Borde,
Han slog dem der med Klem,
Eia, hvor de var haarde!
De sade der alle fem.

152 Hans Mænd de fored Heste
I Bondens gode Korn;
De kom, saasnart han blæste
I krumme Ludurhorn.
Over Dovre de flyve,
Hr. Øisten rider bedst;
Jeg vil slet ikke lyve,
De fore som en Blæst.

Rundt om de tændte Tage
Til Varme, ja til Lys;
Naar Luen hørtes brage,
De sang om Jomfrukys.
De dandsed af al Formue,
Mens røden Hane goel;
Thi Stang var Fedelbue,
Og Panden var Fiol.

Saa monne Kongen hevne
Med Blod sin kjære Søn;
Lod da Alle stævne
Ud paa den Mark saa grøn;
Lod da Talen klinge
Fra Stenen, hvor han stod:
»En Drot var Jer for ringe
Af ædelt Kongeblod.

I tyktes ei om Manden;
Thi fik I paa ham Has.
Nu skal I faae en Anden,
Som Eder er tilpas.
Flux maae I overtænke,
Hvem vel I hove bedst,
Rake, min Hund i Lænke,
Eller Trællen ved min Hest.«

Kaarene vare slemme.
De grublede dog kort,
De meente bedst at tæmme
Den Drot med Halen sort.
153 De lagde over hans Øre
Den gyldne Krone ned;
Saa grant man kunde høre,
Han knurrede derved.

Men høit fra Finnelunden
De hented hid en Mand,
Som trylled udi Hunden
Vel trende Mænds Forstand.
De svære Trønderhelte
Af Drottens Tale loe;
Thi naar eet Ord han mælte,
Da bjæffede han to.

En Dag i høie Sale
Den Drot saa naadig sad,
Han logrede med sin Hale
Og slikkede Sølverfad.
Da sagde Hovmænd fine:
»Vil I til grønne Skov
Paa Jagten ikke trine?«
Han sagde: »Jo, vov vov!

Veiene var vaade,
Det voldte Drotten Harm;
Marskalken nød den Naade,
At bære ham paa Arm.
Som de nu mellem Tjørne
Gik frem med megen Bram,
De saae to gamle Bjørne,
Som aad de spæde Lam.

Da sagde Hovmænd snilde:
»See dog, vor Herre god!
Hvor lodne Voldsmænd spilde
Uskyldigt Lammeblod.
Norrigs Mænd Dig prise
For en retfærdig Mand;
Nu maa Du ogsaa vise,
At her er Ret i Land.«

154 Imellem hvide Tænder
Knurred den Herre god;
Hans ædle Hjerte brænder,
Hans Svands i Veiret stod.
Han bød de Hovmænd følge,
Og sprang paa Jorden ned;
Man bør det ei fordølge,
At han gav Hals derved.

Det var de Hovmænd brave,
De loe ved denne Fest;
Marskalken holdt paa Mave,
Han griinte allermeest
Drottens Labber flinke
Paa Bjørnens Side stod,
Han beed den Bjørneskinke,
Han beed til røden Blod.

Basserne sig vende,
De reiste dem paa to,
Og i den Drot behænde
De satte sorten Klo.
De gav dem til at brumme,
Det lød i grønne Skov;
De aad ham hver en Krumme,
Han sagde: »Av! vov vov!«

Nu vare de Trønder bange
For Oplands Rytterflok,
Den havde tvende Gange
De fristet meer end nok.
Det var ei godt at skjemte
Med Oplands høie Drot;
Dog stærken Ketil Jæmte
Han raadede dem godt.

De over Kjølen droge;
Saa kom de til en Skov,
Som de med Øxer sloge
Og jævnede med Plov.
155 De Jæmteland den nævne,
Og bygge der i Mag
Huse alt efter Evne.
De bygge der i Dag.

Eyvind sang dette Skjemteqvad med megen Alvorlighed, og Jæmtelænderne bleve særdeles lystige derover, især da de havde drukket meget Øl og Mjød. De gave dem da saaledes til at lee, at Flesket nær var blevet dem siddende i Halsen. Hakon sagde da til dem: »Nu have i hørt Eders Herkomst fortælle, og det er jo af dette Sagn gandske klart, at I ere Rømningsmænd, som ere løbne bort fra Eders Norske Huse; thi haaber jeg, at I ei vægre Eder ved at erkjende Normannakonningen for Eders rette Herre.« Jæmtelænderne stode strax op og svore at lyde og tjene Hakon i Eet og Alt, og de bleve af hans allertroeste Folk, da de ikke vare vundne med Sværd, men ved vennesæl Omgang. Da Hakon og Eyvind bleve ene, sagde Kongen: »Kjære Eyvind! jeg troer, Guderne have sendt Dig ned til mig for at beskjerme og udbrede min Magt og Velstand. Hvorledes skal jeg tilfulde takke Dig for alle de Tjenester, Du viser imod mig? Det er dog klart, at det var meest din lystige Vise, som skaffede mig Magt over Jæmtelænderne.« Eyvind svarede: »Naadige Drot og Ven! maa jeg blot beholde Din Kjærlighed, og maa Du leve med mig, indtil de grave mig ned i Jorde, da forlanger jeg intet Andet her paa Jorden; thi Du er mig ligesaa kjær som min Qvinde, og noget til. Men skal jeg miste Dig, da duer det ikke noget med mit Spil og min Sang.«

Eyvind opholdt sig endnu nogle Maaneder med sin Hustru hos Hakon, og Kongen talte imens ofte 156 med ham om, at han skulde lade sig christne, men han vilde ingenlunde lade sig overtale dertil. »Hvorfor,« sagde han, »skal jeg hengive mig til den megen Bedrøvelse, da Guderne have lavet det saa godt for mig her paa Jorden. Jeg har Evne til Spil og Sang, hvormed jeg kan forlyste baade mig selv og andre. Jeg har en Ven og en Viv, som jeg elsker over alt. Hvad skulde da bevæge mig til at lade af med at elske Verden? Jeg for min Part holder for, at det er meget bedre at have et godt stærkt Legeme at fornøie sig udi, end at blive til en Skygge.« Kongen mærkede, at det ikke hjalp at spilde Ord herpaa, hvorfore han lod af med saadanne Samtaler. Da de skulde til at skilles ad, talte Hakon endnu med Skjalden om hans Hustru Svanhvide og sagde til ham: »Dersom Du vil eie denne Qvinde i Ro, da maa Du pusle noget mere om hende; men Du gaaer saa tidt og strøifer om i Skovene og kommer silde hjem, naar hun allerede har sovet en god Stund. Det gaaer ikke an. Du kommer til at nappe hende imellem kjærligen i Skindet, klappe hende og drive al den kjærlige Tant, Du kan hitte paa.« »Skam faae den, der gjør,« sagde Eyvind; »det beqvemmer jeg mig ikke til. Jeg er for gammel til saadant Børneværk. Tilmed er min Viv saa liflig af Aasyn, at jeg var en nedrig Karl, dersom jeg nogensinde tvivlede paa hendes Troskab, der staaer saa grandgivelig afmalet i hendes Øine.« »Hvad det angaar,« sagde Kongen, »da har jeg flere Gange seet Qvindfolk, der have været glatte i Huden og klare i Øiesynet, men som man dog ikke just har kunnet lide paa. Men vi ville ikke tale videre derom. Jeg vil derfor blot bede Dig at tænke paa

        

157 engang imellem, hvad Hakon har sagt Dig.« »Det var slet gjort, om jeg gjorde det,« sagde Eyvind, »og det skal med min Villie aldrig kommes i Hu, saa at Du for den Sags Skyld kunde have spart Mundlæderet; men ikke desmindre takker jeg Dig for Din kjærlige Omhu.

Nu agede da Eyvind bort med Svanhvide, og de meente at kunne vinde hen til en Gaard, som Hakon havde givet dem, inden Aften faldt paa. Men allerbedst som de fore igjennem Skoven, hvor Gunild før havde drevet sit Spil, da sprang et sort Utydske frem af en Busk og satte sine Kløer i Reendyret. Svanhvide skreeg: »Slaa til det med Harpen!« Men Eyvind var bange for, at Strængene skulde tage Skade, dersom Bæstet fik Kløerne deri, da det tyktes ham uden for al Tvivl, at disse ikke vilde lege saa fiint dermed, som hans Fingre pleiede. Han famlede derfor efter et lidet Sværd, som han havde gjemt i Halmen, der var stoppet omkring Svanhvides Fødder. Men inden det lykkedes ham at faae fat derpaa, laae allerede Renen paa Ryggen og sprættede i Luften med alle fire Been. Da rev Svanhvide i sit lange Hovedhaar og sagde: »Jeg er da uselig faldet i denne Mands Hænder, som for at spare paa et elendigt Stykke Træ bringer mig i en saa stor Livsfare. Hvorledes vil Du nu rede os ud af denne Nød?« Eyvind blev meget fattig ved denne ukjærlige Tiltale; men han tog sig dog i det og sagde: »Elskede Viv! vi maae takke Guderne for at Udyret igjen søgte Buskene, og de hjelpe os vel ogsaa til vort Hjem, naar vi give dem et Ord for det.« »Troer Du da,« sagde Svanhvide, »at jeg er vant til et saadant Landstryger-Levnet, som Du fører? Troer

        

158 Du, jeg kan finde mig i at træde med Fødderne i den høie Snee, for at vinde de mange Mile, vi endnu have til Gaarden?« »Favre Veninde,« svarede Eyvind, »det være langt fra mig, at jeg skulde lade Dig gaae, saalænge jeg har min Førlighed. Jeg vil tage Dig paa mine Skuldre; thi saalænge jeg kan orke, skal Du ikke lide nogen Besværlighed.« Saa tog han Harpen i den venstre Arm og Qvinden i den høire, og begyndte at gaae meget møisommelig frem i den høie Snee. Da han havde gaaet et godt Stykke, begyndte Sveden at rinde ham ned over Kinderne, og han stønnede stærkt. Tænderne klapprede derimod i Munden paa Svanhvide, og hun rystede ligesom Bladene paa en Piil, saa at det ret var underligt at see, hvor deres Legemer vare ligesom deres Hjerter, da Eyvinds Kjærlighed ogsaa var meget heed, hvorimod Svanhvides var aldeles kold. Eyvind var færdig ved at daane af Mødighed, men fandt sig dog i det med stor Taalmodighed, da derimod Qvinden gav sig til at græde bitterlig, og ønskede, at Eyvind hellere havde ladet hende sidde som en Fugl i Skoven, i hvilken Tilstand hun dog havde Fjær til Skjærm for Kulden, da hun nu derimod maatte fryse ihjel. Harpemanden satte hende ned et Øieblik for at puste; da forlangte hun, at han skulde gjøre Ild paa, da hun ellers reent maatte forkomme af Frosten. Hendes Husbond forestilte hende, at de nu vare i en bred Dal langt fra alle Træer, og at det følgelig vilde være ham en Umulighed, at bringe noget Baal tilveie. Hun foreslog ham da at tænde Ild i Strængelegen, hvorved hun dog kunde faae nogen Varme. Da blev Eyvind saare forfærdet og sagde: »Min Allerkjæreste! hvorledes

        

159 kan Du føre det over Dit Hjerte, at forlange saadant af mig? Hvorledes kunde Du være i Stand til at berøve mig min Livsens høieste Lyst og Glæde, for at blive for en stakket Tid opvarmet?« Men hun blev ved at bede ham og sagde, at hun slet ikke kunde begribe, hvi han vilde have hende til Hustru, naar hun var ham saa ligegyldig, at dette døde Spilleværk var ham dyrebarere end hendes Liv og Helsen. Da sagde Eyvind: »Skjøndt jeg derved faaer et saadant Smæk, at jeg vist aldrig bliver til Mand meer, vil jeg dog føie Dig, naar Du kun først vil tilstæde mig at spille et Stykke for at tage Afsked med denne gamle Ven.« Da satte han Legen tæt op til sit Bryst og qvad:

Naar Gubben staar ved Graven
Med Vand i Øie,
Krummet til Krykkestaven,
Blandt Kjæmper høie;

Naar de i Høien sætte
Den nye Krukke,
Da kan Du sagtens gjette,
Hvi han maa sukke.

Det er hans Søn, de gjemme
For sultne Ravne;
Han hører ei hans Stemme,
Kan ham ei favne:

Saa skal jeg aldrig høre
Dit stolte Mæle,
Strængen aldrig røre
Paa brune Fjæle.

Dit Maal saa herligt lyder
Paa vilde Vænge;
Ei nu Du, Kjæmpefryder!
Skal klinge længe.

160 Og naar da Eyvind sørger
I Krogen stille,
Og Mand og Qvinde spørger,
Om jeg vil spille:

Da maa sig Eyvind skamme
Og Intet svare.
O, Du min dyre Ramme!
O, Guldstrænge rare!

Brist da med Klang,
Du Drapaqvæder!
Du toner sidste Gang,
Og Eyvind græder.

Da han det havde sjunget, gjorde han et saa heftigt Greb i Strængene, at de brast alle tilsammen, og han knuste i det samme Legen imod en skarp Steen, saa det gav en Lyd ligesom et vildt Skrig, og Svanhvide ræddedes derved. Derpaa slog han Ild og lavede i Taushed et Baal, og Qvinden talede imens heller ikke et Ord. Da de havde siddet lidt ved Baalet, kom der en Bretlandsk Kjøbmand kjørende med mange Slæder. Denne Mand var klædt i kosteligt Tøi, hvilket var baldyret med røde, hvide og blaae Stene. Da han fandt Eyvind og hans deilige Viv ene paa Marken i den svare Kulde, lod han sine Trælle gjøre en stor Brand tilrede og bad dem leire sig derved hos ham. Han lod dernæst hente sjeldne Spisevare og fine Drikke ned fra Slæden, hvorved de qvægede deres Sind. Især gav han Eyvind stærke Draaber i hans Bæger, som skulde fremme Søvnen hos ham, og da nu den trætte Spillemand snart slumrede ind, tog han hans Kjæreste ved Haanden og berømmede med mange og søde Ord hendes liflige Skikkelse. Dette huede Svanhvide vel; 161 thi hun saae, at Kjøbmanden var en meget lækker Herre. Endogsaa da han rakte Munden hen og vilde kysse hende, gjorde hun liden Modstand. Om Morgenen, da Eyvind lukkede sine Øine op, da var baade Kjøbmanden og Svanhvide borte. Han sprang forskrækket op og raabte hendes Navn, saa det lød vidt over Marken; men han fik slet intet Svar, ei engang af Dvergemæle, da der ingen Fjelde var i Nærheden, som de kunde svare igjen fra. Han løb længe om, indtil han mødte en liden Elv; den satte han sig ved, men blev saa bange for sit eget Aasyn, som speiledes deri og saae forfærdelig elendigt ud, at han atter foer derfra, uden at vide hvorhen.

Hakon og hans Mænd rede om i Skove og Dale og joge de vilde Dyr, da Kongen gjerne vilde forslaae de Griller, som Eyvinds Fraværelse foraarsagede hos ham. Mens Hakon nu engang stod med Bagen imod en Gran og satte sin Hage paa Skaftet af sit Spyd, da hørte han, at hans Hovmænd raabte: »Her har vi Spillemanden!« Normannakongen løb forundret derhen; da saae han gandske rigtigt Eyvind ligge taus paa Jorden. Alle Mand spurgte ham, hvorfor han laae der saa alene; men han var ikke meget for at tale og sagde kun nogle enkelte Ord. Da sagde en af Kjæmperne: »Hvad er det, han mumler i Skjæget? Han taler noget om en Bretlandsk Kjøbmand. Man skal see, at han har solgt baade sin Qvinde og Strængeleg til den samme Handelsmand og faaet Kalk derfor, som han har hvidtet sine Kinder med.« En anden sagde: »Nei, det lader snarere til, at Ansigtet er frosset af ham, og at han har lavet sig et af Snee og sat i Stedet.«

        

162 En tredie sagde: »Nej, jeg tænker, han har slaget Svanhvide ihjel og gravet hende ned her i Jorden og vil nu selv staae her i Stedet for en Marmelsteen til hendes Ihukommelse.« Ved disse Ord sloge de en umaadelig Latter op. Men da Kongen havde hørt Sagens Sammenhæng, sagde han meget til Eyvinds Trøst og sluttede da tilsidst med de Ord: »Nu har Du da noget mindre Aarsag til at elske Verden over alle Ting, og Du kunde for den Sags Skyld gjerne give Dig Kristus i Vold.« Men Eyvind sagde: »Hvi skulde jeg ikke elske Verden, naar jeg deri haver en saadan Ven som Dig? Forliset af en Qvinde maa ikke længe klemme Vand af en Nordmand. Harpe, saadan som den, jeg havde, faaer jeg aldrig mere, thi den sluttede overmaade passeligt til mit Bryst; men dens Strænge vare kanske for spinkle til at buldre i norske Bersærkers Øren. Nu maae I bryde tre ranke Grene af et Grantræ og øge dem sammen og splintre Panden paa den meest glubende Bjørn, der gaaer i Norges Skove. Den vil jeg rive Tarmene ud af Livet paa og tvinde Strænge deraf. Og da herop, I norske Kjæmper! ud paa den vilde Val! Det skal rumle for Jeres Øren, saa I skal mærke, at Eyvind er ikke forknyt endnu.« Man føiede Eyvind og gjorde et saadant Redskab, som han forlangte, hvilket siden efter for sin dumpe Lyd blev kaldet Brumlebasse.

Derpaa drog Hakon, Eyvind og alle Hirdmændene til Stordøen, hvor de levede i megen Fryd og Gammen. Som de engang sadde ved Davrebordet, blev Eyvind kaldt ud af en af de Dagvægtere, som stode paa en høi Vare og kigede altid ud over Stranden, for at melde det for Kongen,

        

163 naar Gunilds Sønner stævnede mod Landet; da bleve Baunerne tændte fra den ene Ende af Landet til den anden, og alle Mænd, som formaaede at bære Glavind, sankede sig om Kongen. Men for at ikke saadan Larm skulde skee for intet, havde Kongen bestemt, at den, der sagde falsk Tidende om fjendtligt Overfald, skulde have sit Hoved forbrudt. Derfor kaldte de Trælle, der stode paa Udkig, Eyvind til dem, pegede med Fingrene ud over Vandet og spurgte, om han ikke syntes, der kom fjendtlige Snekker. Han spurgte, om de vare forblindede, siden de kunde tvivle paa, hvad Enhver gandske rivelig kunde see med sine Øine. Tilmed skammede han dem meget ud for deres store Utroskab, da de af Angest for deres uselige Liv havde, til stor Fare for deres ædle Herre, ladet Fjenden løbe saa nær ved Land; sprang saa hurtig ind i Kongens Gaard, sparkede Døren op med sin Fod, stod paa Tærskelen og qvad:

Væk med Mjød og fede Skanker!
Nu er ingen Tid at æde,
Nu der andet Gilde vanker,
Naar I ud paa Marken træde.

Op fra Eders lade Bænke,
Trækker paa de blanke Hoser,
Hænger Sværd ved Lænd i Lænke,
Rask herud og planter Roser!

Røde Roser i det grønne
Pynte vildt i Morgenrøde.
Den, der agter for en Bønne
Livet, er ei værd sin Føde.

Høgeflok fra søndre Hjørne,
Med staalblanke Kløer brede,
Søger Bjergets Kongeørne,
Vil slaae ned i deres Rede.

164

Da sprang Kongen op, sparkede Bordet overende og slog paa sit Skjold. »Jeg kjender Eyvind for saa god en Dreng,« sagde han, »at han ikke bringer os Hærsagn, uden det er sandt.« Nu drog Kongen i sin Brynie, gjordede sig med Qværnbideren, satte en Hjelm paa Hovedet af drevet Guld, der havde en overordentlig Klarhed. Da blev Eyvind rørt af Forfærdelse og sagde til Kongen: »Vil Du nu, min Herre! med Magt gjøre Dit Hoved til Maal for Fjendens Pile? Den Hat, Du har der paa, skinner jo ligesom en Sol, og Fjenderne kunde gjerne lukke det ene Øie og endda pege lige paa den med deres Buer.« »Lad den kun glimre som Solen«, sagde Kongen; »desto bedre kan den falde mine Svende i Øinene, og jeg mener ikke, de skulle gaae Krogveie, naar de følge efter den. Og naar de fornemme, at samme Sol gaaer ned, mage de det nok saa, at den kan gaae ned i dygtig Rødme, ligesaavel som den, der er paaa Himmelen.« Da de kom udenfor mærkede de, at Fjenden var saa stærk, at de kun kunde stille een Mand imod syv. Hakon spurgte derfor sine Mænd, om de vilde helst falde med Ære eller flye med Skam, da der ingen Udsigt var til Liv i Rend mod saa mange. Alle tilhobe raabte, at de vilde følge deres kjære Konge i Liv og Død, og at de gik frem, saalænge Benene kunde bære dem. Hakon takkede dem og blev derover ved godt Mod. Ogsaa Eyvind blev heftig lystig, sprang om og raabte, han var glad over, at han kunde komme til at prøve, om der var god Lyd i hans Brumlebasse. Derpaa førte Haakon sit Folk lige mod Fjenden, og ved hans Side gik en drabelig Kjæmpe, som hed Torjolf, og næst efter Kongen gik Eyvind

        

165 med Strængelegen i Hænde og sang, saa det kunde høres fra den ene Fløi af Kjæmperækken til den anden:

Hid komme Sviin
Fra de danske Skove,
Over salten Rim,
Over fraadende Vove.

Af Blaatand de agtes
For tykke og fede;
Thi skulle de slagtes
Paa Norriges Hede.

De klemte nu paa hinanden af alle Kræfter, og Hakon tog saa hart paa, at Sveden snart gik ham ud af Panden. Han krængte da Brynien af og smed den langt ud i Marken, hvorpaa baade han og Torjolf toge Sværdet i baade Hænder, gik langt frem for Banneret og trængte igjennem Hæren baade paa langs og tværs. Baade Hjelme og Skjolde maatte briste for deres tunge Hug; thi Kongen og Torjolf vare lige stærke. I den anden Hær gik iligemaade Alf Askmand og Evind Skreja haardelig frem, og da de kunde kjende Kongen paa den forgyldene Hjelm, gjorde de sig især Vei mod det Hiørne, hvor den glimrede, da de havde meest Mod paa at ramme ham. Da Eyvind Skaldaspiller saae, at saa mange bar Vaaben imod Kongen, at de let kunde overvælde ham, kastede han en Hætte over Hjelmen, uden at han blev det vaer. Saa qvad han igjen:

Frem, modige Drenge!
Paa rygende Vænge
Med blinkende Stang.
De Sværde, som kime,
Saa herligt sig rime
Med Strængenes Klang.

166 Vi hugge og synge,
En Krands vi vil slynge
Om Drotten saa bold;
Af Glavind de blanke,
Af Landser de ranke
En glimrende Vold.

Skam Dig, Du Kryster,
Som stander og ryster!
Mon Kolden Dig tvang?
See, Halvor kan stævne
Og Bane sig jævne,
Hvor Veien er trang.

See, Einar maa rave,
Hans funklende Krave
Fik svarlig Rift.
Hans Daad den stander
Paa Fjenders Pander
Med røden Skrift.

For Torjolf lange
Er Dansken bange
I vreden Dyst.
I Mark han stamper,
Som Hoppen tramper,
Han gjør saa lyst.

Odin gamle!
Til Hjelp Du samle
Din Asaflok;
Da Tyrene fede
Med Blod skal væde
Din Alterblok.

Frisk! lader os holde
De runde Skjolde
For vores Drot.
Bag Muren, vi bygge,
Hans Lemmer er trygge
Som i hans Slot.

167

Da Evind Skreja ikke mere saae Hakons Hjelm, skreg han: »Skjuler nu Norges Konge sig, eller er han faldet, eller er han rømt af Marken?« Og nu fore han og hans Broder Alf Askmand frem som vilde og galne Folk, hujede og slog om dem, saa igen kunde komme dem nær. Da Hakon hørte, at der var Spørgsel efter ham, raabte han: »Hold frem, som Du stævner, Evind, da vil Du finde Normannakonning.« Han foer da som et Lyn til det Sted, hvor Røsten kom fra. Torjolf vilde tage imod ham; men Kongen sagde: »Mig vilde han finde, selv skal jeg og tage imod ham.« Mens de saaledes vilde begge trænge dem frem, kom Evind rendende med opløftet Sværd og huggede mod Hakon; men Torjolf gav ham saadant Sæt for Bringen med sit Skjold, at han ravede ved det. I det samme slog Kongen ham med Qværnbideren saaledes paa Issen, at Sværdebladet gik ned imelnem begge Øinene, saa at Hovedet skiltes ad i to Stykker, som faldt paa begge Skuldrene, og i det Samme satte Torjolf sit Spyd ind i Hjertet paa Alf Askmand.

Da Fjenderne saae, at deres to ypperste Høvedsmænd vare slagne, begyndte de at vende de Norske Bagen; men den blev ikke uden Saar, thi Hakon og hans Mænd vare bestandig i Hælene paa dem og slog dem med Skarpt. Da Gunilds Børn næsten havde naaet deres Skibe, saae man et underligt Syn. En Sky drev bestandig efter Hakon, og nogle vilde paa den see en gammel Kjærling ride paa en Stav med en Harpe i Haanden. Med Eet fløj fra denne Sky en Piil, som svævede længe i Luften og tilsidst traf Kongen, saa at han segnede paa Marken, og i 168 det samme gik Solen ned. Nu bleve de Norske Kjæmper reent rasende og fik fast alle Bersærkergang. Kuns nogle faa bleve med Eyvind Skaldaspiller tilbage hos Drotten. De andre fore som vilde Dyr imellem Fjenderne, hvilke af Forvirring løb for en stor Deel ud i Havet, og i Heden fulgte mange Nordmænd efter, saa at deres Staal endnu mødtes under Voverne, inden Vandet qvalte dem. Da Nordmændene saae, at der ikke mere var nogen flere levende Fjender paa deres Land, men at alle havde reddet sig til Skibene, gik de tilbage til deres Konge. Han laae i Eyvinds Arme og svømmede i sit Blod, som ikke paa nogen Maade vilde lade sig standse. Kongen blev altid blegere og blegere, og Eyvind ligeledes. Alle Kjæmperne stode tause i en Kreds omkring dem, saa at der var saa stille, som i Høien hos en død Mand. Da talte Hakon med svagt Mæle disse Ord:
»Norske Mænd og Brødre! den Soel, der nu gik ned, er, saavidt jeg kan mærke, den sidste, jeg faaer at see med disse mine Øine, da snart al den Væde, der var i mig, er strømmet ud her paa Græsset. Mærker derfor min sidste Villie. Her er den Kongering, som min Fader har baaret, og som Sigurd Jarl har sat paa mit Hoved; den maae I bringe Gunilds Sønner, thi der er Norsk Kongeblod i deres Aarer. Hils dem, at de maae ikke gjøre mine Venner Fortræd, fordi de vare dem saa haarde idag, men søge ved Mildhed at vinde deres Hjerter, ligesom jeg gjorde; da ville de i disse gode Kjæmper have et Brystværn imod alle Avindsmænds Hug og Stød. Jeg har altid haabet, at blive ringet til Hvile af Kristenklokker og ligge under en Tue med 169 Kors inden for de hvide Kristenmure; men jeg er det ikke værd, thi jeg har svaiet som et Rør mellem Odin og Kristus, og hvem af dem der skal have min Sjæl, det veed jeg ikke. Derfor kan I gjerne tage mit Liig paa Eders Skjolde og sætte i min Rustning, som jeg her ligger, i en Hedninghøi paa vild Mark, efter Eders Fædres Viis; thi vil den hvide Kristus lukke mig sin Dør op, da finder han mig nok, ihvor jeg gjemmes.« Derpaa reiste han sig overende med Haanden paa sin Vunde og sagde med hæs Røst: »Og nu Farvel, mit elskte Folk! Tak for Eders Trofasthed imod mig! Vidste jeg, at Gunilds Børn meente Jer det saa godt, som jeg har ment det, da vilde jeg med Glæde lukke mine Øine i. Og Du, min blide Broder og Ven, Eyvind, som altid har været mit Hjerte næst i Vel som i Vee! Du har nu hverken Harpe eller Viv eller Ven, og Du kan aldrig faae dem igjen, uden af den Korsfæstede.« Her kunde han ikke taale at tale mere, han saae endnu engang omkring paa sine Folk og sagde: »Lever vel, mine Børn!« Tilsidst stirrede hans Øine paa Eyvind, men dermed gik de ogsaa i, og han faldt tilbage paa Ryggen uden Liv.

Somme af Mændene græd høit og holdt deres Skjolde for Ansigtet, andre stode med Armene lænede paa deres Hellebarder og saae med vilde Øine ned paa Jorden, som om de vare vrede paa Nornerne, fordi de havde raadet saa ilde for Norges Land. Andre stod gandske stive, ligesom Steenstøtter, rørte af sørgelig Forbauselse, og tabte baade Øxer og Sværd ud af Hænderne. I tre Dage grove de en Høi paa Nordhordaland og græd ved ethvert Spademaal, de toge, og deri satte de ham, ligesom

        

170 han havde gaaet i Slaget. Men Eyvind stod paa Toppen med et sørgeligt Ansigt og sang:

Hold ikke Din Haand for Din vaade Kind,
Du Granens bedrøvede Broder,
Viis Du kun Din Taare med freidigt Sind,
Som Barnet for Fader og Moder.
Thi Hakon ligger i Mulde,
Snart grønnes hans Been af Kulde.

Ja ret som den liden Fugl paa Qvist
Sig klager alt for sin Kjære,
Saa ville vi sørge, fordi med List
Troldqvinden slog vores Herre.
Kling ynkelig da, mine Strænge!
Som Hyrden fløiter paa Enge.

Du venlig varst som et Dalens Lam,
Naar med Fred Du sad i Din Stue;
Men stod Du i Stridens raslende Ham,
Da maatte Nidinger grue.
Sov sødt da, Du milde, Du stærke!
Due og vilde Bersærke!

Hver anden gaaer atter til Kjæmpernes Rad
Og glemmer med Tiden sin Møde;
Men Eyvinds Sjæl bliver aldrig glad
Fra den Tid hans Elskede døde;
Thi Mulm og Stene ham skjule
Saa dybt i en drøvelig Hule.

Eyvind vilde ikke være tilstede, da de udraabte Harald, Gunilds ældste Søn, til Konge over Norge; endskjøndt denne tog det meget ilde op, at han, som dog var hans Frænde, ikke, ligesom Hakons øvrige Hirdmænd, kom for at faae Tilgivelse af ham og træde i hans Tjeneste. Men Eyvind kunde i Evighed aldrig glemme ham det Stykke af, at han havde været Skyld i hans gode Konges Død. Han lod 171 ham da hente til sig og bad ham qvæde en Vise. Da greb Eyvind Leiligheden, for at sige Harald den rene Sandhed. »Jeg har,« sagde han, »engang qvædet en Vise for Din Fader, som jeg ikke fik til Ende, nu kan jeg med Din Forlov synge den ud.« Han qvad da disse Riim:

Kong Erik var sig saa blodig en Mand,
Hans Øxer altid var røde;
Mere end Kildens det perlende Vand
Vare Blodets Draaber ham søde.
Hver Nat green udi hans Halle
Hans Brødres Hoveder alle.

Uden Blu paa Leiet han i sin Arm
Den ledeste Hex mon tage.
Med sorte Katte for sorte Karm
Til hende de Finner age.
Saa laved de Drikke ved Stjerneskin,
At øde den Kongeæt saa fiin.

Hendes Søn er en vantreven Ting,
Hans Bag er mærket med Staalet.
Som Kræmmer rendte han rundt omkring,
Nu haver han Kronen stjaalet.
Som andre jorde den Døde,
Saa jorder han Guldet røde.

Som Ræven lusker i dunkle Krat
Alt udi sin røde Kjole,
Saa slog han vor Konge med Trolddom brat,
Da Ugler blandt Hexene gole.
Brav Mand vi lagde i Høie,
En Niding staaer os for Øie.

Harald raabte, at der ikke laae ham meget Magt paa, enten saadan liden Hund bjæffede ad ham eller ikke, da han meente, at have god Evne til at stoppe 172 Munden paa den. Men Eyvind lod ham vide, at den Hund, han talte om, vilde stræbe desbedre at bruge Munden, mens den endnu havde den i sin Magt. Da vilde Harald strax lade Harpespilleren dræbe; men han turde ei for sine Mænd, hvorfore han gjemte Hævnen i sit Hjerte til en anden Leilighed.

Eyvind gik da ud i den vilde Skov og byggede sig en Hytte, hvor han boede i tre Aar, og der blev aldrig seet Lystighed paa hans Ansigt fra det Øieblik af, han saae Hakon falde paa Marken. Han sad hele Dagen med Albuerne paa sine Knæe og Hagen i sin flade Haand, og tænkte paa sin uforglemmelige Ven og Herre.

Harald lod ham skikke Bud, om han vilde gjøre Venskab med ham og synge i hans Borgestue; men Eyvind lod ham sige igjen, at han havde tjent een Konge saa god, at han ikke havde Lyst til at tjene den anden. Kongen meente, at han betænkte sig nok, naar Sulten drev ham ud af sit Skjul. Men heri tog han feil, da Eyvind ikke bekymrede sig meget for Føden; thi det bares ham for, at han ikke mange Dage skulde overleve sin Ven. En Sølvdolk havde Islænderne sendt ham, fordi han havde lagt et Qvæde paa Riim til deres Berømmelse. Den gav han bort for Brød, paa det at han i Ro og Eenlighed kunde sidde og overlade sig til sin Bedrøvelse. Han meente, i Følge Kongens sidste Ord, at Kristus havde maaskee taget alt Held fra ham paa denne Jord, for at han skulde vende sig med Tro til ham. Men nu var hans Hjerte af Sorgen blevet haardt og koldt, saa at han sagde ved sig selv: »Dersom Kristus mener med det onde at 173 tvinge mig til at tjene sig, da har han gjort en feil Regning; da holder jeg mig hellere til den gamle eenøiede Mand, skjøndt han paa den senere Tid har været temmelig hjelpeløs imod mig.«

I Skoven, hvor Eyvind levede, listede sig hist og her en enkelt Munk frygtagtigen om mellem Træerne. Det var en Rest af dem, Hakon havde hentet fra Bretland, og som endnu ikke vare ihjelslagne af Hedningerne, og havde opoffret al den Tid, de kunde vente at leve i Verden, til at gjøre Kristi Kirke større. En af disse kom til Eyvind en Morgen, da denne mindst tænkte at findes af noget Menneske i sit Lundehuus. Han blev derfor meget forundret ved at see en Mand i en stor sort Kappe med et lidet, sygeligt Ansigt at træde hen imod ham, og troede fuldt og fast, det var en Skovtrold. Manden begyndte at præke om Kristus for Eyvind; men denne bad ham gaae sin Vei. Da Munken mærkede, at Spillemanden var saa stivsindet, begyndte han at tale om de fordømte Sjæles evige Pine og brugte haarde Trudsler mod ham. Da blev Eyvind vred, lettede sin store Harpe og slog ham i det blege Aasyn, saa det drønede i Sangbunden, og Munken faldt baglænds om i Daanelse. Eyvind ventede paa, at han skulde staae op igjen; men han gjorde for det første ingen Mine dertil. Da sagde han ved sig selv: »Ikke skulde jeg dog troe, at han har havt saa mør en Brask, at den skulde briste for saa lidet Slag,« gik hen og sparkede ham med Foden og sagde: »Stat op, Kristenmand! her haver Du ingen beqvemmelig Hovedpude at hvile paa.« Munken fik Veiret igjen, reiste sig og gik ud af Huset, men sagde først: »Vor Herre forlade Dig, at Du haver

        

174 saa mishandlet en Herrens Tjener. Jeg er slet ikke vred paa Dig derfor, da Du est en saa blind Hedning, at Du ikke haver bedre Forstand, og jeg veed, det vil blive Dig selv til størst Vee, naar Kristus kalder os til Doms.« Eyvind syntes, det var underlig Viis at bede godt for den, man faaer en bruden Pande af; men han kunde dog ikke negte, at det var smukt gjort, og fortrød, at han havde givet den sorte Mand saa kort Besked. Derfor tog han bedre imod andre Munke, som havde søgt Redning i Skovene, og hørte taalmodig paa de hellige Fortællinger, de altid kom med, da han meente, dermed at gjøre dem en Fornøielse. Men da han havde hørt ret mange af dem, gik det ham alt mere og mere til Hjerte, og det løb ham om i Hovedet, naar han sov. En Aften sad han meget bevæget og tænkte paa sin Ven Hakon, sin Viv Svanhvide og sin Bretske Harpe, da de Ord randt ham i Minde, hvilke Hakon havde sagt, førend han døde, at han kunde intet faae igjen af det, han havde tabt, uden af den Korsfæstedes Haand; men han kunde ikke faae nogen Mening i disse Ord. Mens han sad og grundede derpaa, faldt han i Søvn. I Drømme kom Kristus til ham, som en deilig Mand med sorte krusede Haar, og stod i Døren af hans Hytte og spurgte, om han havde Lyst til at see sin Ven og Hustru og Harpe igjen. Da syntes han, at han gik hen og kyssede Kristus paa Haanden og sagde: hvis det kunde skee, da kunde han troe paa ham og blive salig. Kristus gik da ud og kom igjen med en smuk Dreng ved høire Haand og et lidet Barn ved venstre, hvilke vare Hakon og Svanhvide op af Dage. Den lille Pige var langt hvidere af Farve, end Svanhvide

        

175 nogensinde havde været, og bar en Kurv med Roser og Lilier. Drengen havde ogsaa en Kurv med modne Æbler og røde Bær. Da sagde Eyvind forundret: »O mine elskede Venner, min Viv og min Konge, hvorfor ere I saa smaae? hvor have I plukket Blomster ved Vintertide?« De taug stille og saae mildt paa ham; men Kristus tog Ordet og sagde: »De komme fra Paradiset. Alle de, som komme der, blive til Børn, og der ere Æblerne altid røde.« Og Drengen tog en Harpe, som lignede hans brændte Strængeleg, men som glimrede af Guld og blaae Smaragder, og sagde: »I denne Harpe haver jeg fængslet Toner af Nattergalen i Paradis.« »Hvorledes kommer man da i denne rare Have?« spurgte Eyvind. Kristus svarede: »Jeg er Dørvogter, og her bærer jeg Nøglen, som kan lukke Dig derind!« og herved løftede han sit Kors op i Luften. Eyvind raabte: »Lovet være Kristus i al Evighed!« Dette raabte han saa højt, at han vaagnede derved, og Drømmen forsvandt; men i Døren stod begge Børnene endnu og svarede: »Amen!« og hans Haand hvilede paa en Guldharpe. Torjolf hiin stærke traadte hen til hans Seng med sin Korshammer i Haanden og sagde: »Din Hustru Svanhvide er inat hjemkommet fra Bretland, for at bede Dig om Forladelse; thi hun haver i Engelland ladet sig kristne, men Munkene vilde ikke lade hende gaae ind i det høie hvide Huus, Du nok veed, der staaer i Lunden, førend hun havde forligt sig med Dig. Hun havde med sig Din lille Datter, som hun haver fød i Bretland, og som ogsaa hedder Svanhvide, og denne Pebling, som hedder Hakon, og som vores brave Drot, der ligger henne i Høien, har avlet

        

176 med en Bretlandsk Prindsesse. Hun kommer selv ret bag efter, men lod mig bringe Børnene i Forveien, og hun havde en ny Harpe med, som hun haver ladet koste i Bretland, hvilken hun vilde give dig i Stedet for den gamle, hun har skilt Dig ved.« Eyvind sprang forundret op, kyssede den lille Hakon og Svanhvide og gik hen imod Korset, som den Munk, han slog paa Panden, havde plantet for hans Dør. Der stod han og spurgte Torjolf med forvildede Miner, om han vilde høre Nattergalen fra Paradiset synge. Torjolf blev forfærdet og sagde: »Jeg var dog en Gjek, at jeg bragte ham saa pludselig dette Budskab. Bliver hos Eders Fader, han er gaaet fra Forstanden og taler vildt; jeg vil hente hans Hustru; om hun ikke skulde kunne snakke ham til Rette.« Torjolf gik, og Børnene gave dem til at græde, men da han begyndte at røre ved Strængene, holdt de op. Det, som Eyvind qvad, kan Ingen synge ham efter; thi hans Sjæl var revet ind i den tredie Himmel, og han sang om alle Himmelens Hemmeligheder. Da Svanesangen var ude, fløi en Piil fra Busken ind i hans Hjerte. Den blev udskudt af en Mand, som Harald havde tinget dertil, og Eyvind faldt som et Lam hen under Korset. Da Folk kom til, sade begge de Smaae roligen ved Siden af den døde Mand og græd slet ikke mere; men de levede ikke mange Dage, fordi de havde hørt Toner fra Paradiset, og Munkene der i Skoven toge dem da alle Tre og lagde Eyvind i en stor kostelig Grav, men de to Børn grove de ned i smaae Grave, een ved hver Side af ham.

        

177

EN DANSK STUDENTS EVENTYR

178

        

179

PLAN TIL EN FORTÆLLING

Digteren Hauch har i sine »Minder fra min Barndom og Ungdom« fortalt, at han før Poul Møllers Afrejse til Kina i Efteraaret 1819 har »hørt den krøllede Frits«. Da Poul Møller paa den Tid ikke havde skrevet noget af sin Studenterhistorie, maa dette Udtryk være saaledes at forstaa, at Digteren allerede den Gang har meddelt sin Ven Planen til en Fortælling, som han havde Lyst til at forfatte og mente han paa den lange Rejse kunde faa Tid til at føre i Pennen.

Nu findes der i et Kollegiehefte, som Poul Møller benyttede paa Kinarejsen, umiddelbart efter nogle Optegnelser af Kirkehistorien indskrevet en yderst kortfattet Plan til en saadan Fortælling (A), syv skrevne Linier, hvori dog meget er ulæseligt, fordi et Stykke af Bladet er udrevet, og i Flugt hermed, men med en senere Haand en Række løst henkastede Indfald og Momenter til Handlingens Udvikling og Personernes Karakteristik (B), hvoraf af samme Grund nogle er uforstaaelige. Da disse første Udkast til en Fortælling indeholder adskillige Antydninger til den aldrig fuldendte Novelles Fuldstændiggørelse, 180 meddeles her deres væsentlige Indhold.

Efter A er den paatænkte Fortællings Hovedpersoner: 1) [en Justi]tsraad; 2) hans impertinente Datter; 3) den form[fulde - - -]; Klinger selv (d. e. Studenten, Frits); den vandrende Haandværkssvend. Endvidere skal optræde: »en reflekterende Forstandsmand«. Historien skal begynde med »et Teselskab af Studenter, hvor Klinger mod[tager et strængt Brev fra sin] Onkel og beslutter at begynde sine Vandringer for at blive [i Stand til at leve uafhængig af] Folks Domme«. Det er hans Hensigt at tjene til sit Ophold ved at spille for Folk. Han vil i Modsætning til de »titulære Harpespillere« være »levende Sanger«. Samtalen afbrydes et Øjeblik ved at »[en Dre]ng betler og gaar sin Vej. Klinger fortæller sin [Historie]«. Hermed synes det første Kapitel at skulle slutte.

I B tegner sig især den Figur, der i A er anmeldt som en reflekterende Forstandsmand, med bestemtere Omrids. Han kaldes her »Pedanten« og ses at opholde sig i Nærheden af et Gods, vistnok hos »Sognefogedens« i den nærliggende Landsby. Han »var kommet der for at blive Læge paa Godset«, men har forsømt at fremstille sig for Herskabet, og Grunden til »hans Udeblivelse var Mangel paa rent Linned«. Han er saa upraktisk, at han aldrig kan bekvemme sig til at skaffe sig sit Tøj vadsket; han »vil skjule gammelt Skidentøj«. »Nu levede [han der ude af at] skrive Grammatikker«; thi han har »studeret alle Videnskaber«. Tilmed har han »faaet en Arv«. Iøvrigt reflekterer han idelig; »han lægger ordentlig [Leveplan]«. »Han [holder lange Taler om] 181 Livets forskellige Epoker« og sit personlige Forhold til disse. »Jeg glemmer,« siger han, »[at jeg ikke er] ung, ude af Arkadien«; thi »Pedanter synes at være berettigede til at eje Arkadien, fordi de med Styrke ønske det.« Altid fordybet i sig selv er han sit eget Selskab. »Ligesom [jeg er min egen] Barber, Manduktør, holder jeg mig selv til Hofnar.« Mænd morer det ham ikke meget at iagttage; fordi de fleste af hans eget Køn, som han kunde have Glæde af at tale med, er, ligesom han selv, angrebne af Selvrefleksion, finder han, at »de fleste Mandfolk ligne en forfjamset (befingret) Rose«. Af Kvinder føler han sig derimod stærkt tiltrukken; han »sværmer om Damers æteriske Liv«. Naturligvis bliver han kun til Spot, naar han indlader sig med dem, og det er da sørgeligt at se, »hvorledes Damer kunne saa grumt som den skøn[ne Lovise skæm]te med en ulykkelig Pedant«. Forfatteren vil her næppe tilbageholde nogle Bemærkninger »om Fruentimmer, der ere barn[agtige]«. I det hele giver denne haabløse Længsel efter Kærlighed, efter Lys i Mørket i Forfatterens Øjne den stakkels Pedant et Skær af Poesi, som »[en Solstr]aale, der falder ind i en Daarekiste«.

Helten, Klinger, er i B paa Vandring med sin »korporlige Harpe«. Han »er et rejsende Medlem af Ver[den]« og, da han altid gaar paa sine Ben, »betaler intetsteds Ekstrapost«. Som »Fortæller« og »Improvisator«, ved sit Harpespil og nogle »Marionetter«, som han fremviser, har han tænkt at tjene sit Brød, men Fortjenesten er vistnok kun liden, da han har en stolt Natur og giver Svar paa Tiltale; han hører til de »[pole]miske Musikantere«. Han 182 har tilmed Hovedet fuldt af gale Paafund; en Gang »omfavner en Vildmand ham, fordi han ryster Æbler ned i Hovedet paa Folk«. Med denne synes han at have sluttet Venskab og har vistnok en Tid opholdt sig paa hans Gaard og moret sig med at gaa paa Jagt med ham i hans »uopskærlige Tørvemose« efter »dobbelte Bekkasiner«.

Derefter synes han at være kommen til den Landsby, hvor Pedanten opholder sig hos Sognefogdens. Paa det nærliggende »Slot« bor »Fruen«, hendes Datter, »den skønne Lovise«, og maaske den formfulde Person fra A, hvis det skulde være ham, om hvem det hedder, at »et Nul kan ej maskeres ved Skønskrift«, og som har en vis Forbindelse med nogle »uldne [Bælter]«. Fruen, der har æstetisk Interesse, synes at have sikret sig hans Bistand til en litterær Underholdning, der finder Sted i en lille Kres af stedlige Skønaander, hvorimellem Pedanten ikke har manglet, vistnok »under Kirsebærtræet« i Herregaardens Have. Her har han ventelig givet et eller flere Stykker af den unge Poul Møllers folkelige Poesi til bedste, hvad der kan have bevæget Fruen til at fremsætte sin, fra Forfatterens og Heltens vistnok meget forskellige, Mening om »Efterligning af Folkepoesien«. Maaske den formfulde Herre, maaske en tilstedeværende Rangsperson, og i saa Fald vistnok den i A omtalte Justitsraad, der som Ejer af Slottet havde veget Pladsen for Fruen, har derpaa meddelt en Tale »om Poeters Mangfoldighed«. Rimeligvis samme Aften er der blevet afholdt et Bal paa Slottet, hvori Klinger og Pedanten begge har deltaget. Den skønne og, hvis man endnu kan tro A, impertinente Lovise, der næppe har haft 183 megen Morskab af den æstetiske Salon under Kirsebærtræet, har her til Erstatning for Formiddagens Kedsommelighed hengivet sig til en overstadig Lystighed. Hun har bl. a. moret sig med at »danse bakkantisk med Pedanten«. Alle er indtagne i hende eller, da Udtrykket maaske skal tages i egenlig Forstand: »alle fri til hende paa Festen«. I al Fald har Pedanten vistnok gjort det, opflammet af hendes Tilnærmelser, og da naturligvis faaet et Nej. Men ogsaa Klinger, der synes at have drukket for meget, har vistnok straks tilstaaet Pigen sin Kærlighed og ligeledes faaet et Afslag. Derpaa har han rimeligvis øjeblikkelig forladt Egnen.

Man kan derefter med nogenlunde Sikkerhed følge hans Spor til en lille By, hvorhen han er kommen for at give Forestillinger med sine Marionetter. Her »maa han ej spille den forlorne Søn, fordi Byen da faar flere Indkvarteringer«. Her optræder »maaske en Vittighedsimprovisator, der blot behøver at være til« (d. v. s. hvis Optræden ligesom Narrens i Komedien ikke behøver nærmere at motiveres); »maaske denne ved Intrige bringer ham i Arrest«. Helten synes nu at skulle være ulykkelig, selv om han kan finde nogen Trøst over Godtfolks Ringeagt ved den Betragtning, at »al ægte Kunst er i Begyndelsen tolereret som en Narrestreg; siden, naar den kommer under Protektion, er den død«, og ikke er til Sinds at bytte sit frie Kunstnerliv med mere regelmæssige Forhold. Naar han staar bag sit Teater og spiller det bibelske Stykke, har det forekommet ham, at »han er selv den forlorne Søn«. Under disse Forhold har han vistnok en Gang paa et tredje Sted faaet at læse et »Brev fra Lovise om, hvor Klinger 184 er forfalden«. Han synes da atter at have besøgt hende paa Slottet og at have fremkaldt en Afgørelse, der for Alvor er gaaet ham imod. Han beslutter derpaa, maaske efter Pigens Ønske, at slaa sig fra Verden og tilbringe nogen Tid i Ensomhed. Saaledes maa man sikkert forstaa Ordene »Genbesøget paa Slottet, hvorpaa følger Eremitlivet«, der af Novellens første Udgiver, Chr. Thaarup, opfattes som Distraktionsfejl for »Eremitlivet, hvorpaa følger Genbesøget«.

Hermed standser alle Antydninger til Planens Fortsættelse. Af hvad Art det paatænkte Eremitliv har været, er det da ikke godt at vide. Man kunde formode, at det skulde bestaa, som Poul Møllers eget Eneboerliv, i en lang Sørejse til fremmede Lande, og finde denne Formodning bekræftet ved, at det sidste forstaaelige Ord i Planen er »En Sømand«. Det er da muligt, at en saadan skulde optræde, og ved at synge Sangen »Vor Verden priser jeg tusindfold« (S. 76) have vakt Heltens Lyst til de lange Rejser, ligesom i Novellen Bondedrengen (= den betlende Dreng i A) vækker hans Eventyrlyst ved sine Vandringsrim. Herpaa kunde det tyde, at Sømanden bruger om sig selv de Ord »Af Kloden jeg er et rejsende Lem«, som ovenfor i Planen er brugt om Helten. Om Slutningen paa Historien oplyser Udkastet slet intet.

Af en usikker Optegnelse kan man formode, at den Stil, hvori Poul Møller ønskede at forfatte sin Fortælling, skulde holdes nær til den »mundtlige Fortællings«, hvor »Begiven[hederne] kommer [som det hedder i en Aforisme fra en senere Tid: uden Kontinuitet].

185

Af disse Optegnelser til den første Plan til »En dansk Students Eventyr« er A sandsynligvis nedskrevet kort før og B under den kinesiske Rejse. Endnu et Sted i det paa Rejsen benyttede Hefte findes Spor af Poul Møllers Arbejde paa Fortællingen. Han har der nedskrevet følgende Omrids af en Skæmtehistorie: »Byfogden mælder Herremandens Søns Næsvished. Herremanden indespærrer sin Søn. Denne springer over Muren. Faderen søger ham [og finder ham i en Kro]. Faderen sender ham fra Kroen paa en Hest. [Han undslipper]. Faderen holder Klapjagt i Skoven efter Sønnen; forfølger en Grævling, smider sin Kavaj. Sønnen tager Faderens Overkjole og gaar sin Vej.« Dette Udkast til en Novelle, der er den første Opskrift til Christians Beretning i første Kapitel af En dansk Students Eventyr, er rimeligvis i sit Indhold identisk med Klingers Historie i A og det Stykke af Novellen, som Hauch havde hørt.

Paa samme Side af det nævnte Hefte, hvor Optegnelserne til Planen til Studenterfortællingen standser, begynder det første skriftlige Arbejde paa den statistiske Skildring af Lægdsgaarden i Ølseby-Magle og den parodiske Tale »Trøstegrunde over Poeternes Mangfoldighed«. Det er sandsynligt, at begge disse Stykker er bestemte til at indlemmes i Fortællingen. At »Trøstetalen« er forfattet til Brug for Studenterfortællingen, er sikkert, da den i Planen (B) siges at være holdt ved den litterære Konferens under Kirsebærtræet, og at ogsaa Lægdsgaarden hører sammesteds hen som Pedantens Bidrag til den omtalte Underholdning, har allerede Thaarup formodet. Hvis der med Ordet »Sognefogdens« i Planen B 186 menes »Skildringen af Fogdens Gaard« (som Poul Møller etsteds kalder Lægdsgaarden), hvad der dog er tvivlsomt, har man endogsaa hans eget Ord herfor. At Poul Møller saaledes ikke under sin kinesiske Rejse drev Arbejdet paa sin Studenterfortælling videre end til det første grove Udkast af Planen, kan da tildels forklares af, at han straks fordybede sig i den omhyggelige Udarbejdelse af et Par Episoder, der stod i løsere Sammenhæng med Hovedhandlingen. Men ogsaa de Digte, som Poul Møller forfattede under Vejs, synes at staa i en vis Forbindelse med Planen til Studenterhistorien. Sangen »Farvel, min velsignede Fødeby!«, der i Romanen og Novellen synges af en rødmosset Bondedreng, har sikkert skullet lægges i Munden paa den Dreng, der i Planens første Kapitel »betler og gaar sin Vej«; Visen »Vor Verden priser jeg tusindfold« skulde, som formodet, være sungen i et af de senere Kapitler af en Sømand Og naar Poul Møller under eller efter Opholdet paa Manila frembringer den lille Cyklus af københavnske Billeder »Scener fra Rosenborg Have«, der som Helhed tilhører en anden Stemningsrække, er det Digtet »En gammel Pedant«, der først sætter hans Fantasi i Bevægelse og drager de andre Billeder efter sig. Men Digtets Pedant er samme Person som Planens Pedant, Forfatterens første Forsøg paa at fastholde hans Skikkelse.

187

EN PAABEGYNDT HISTORISK ROMAN

Da Poul Møller gik i Land i Kina, kom han for første Gang i Berøring med en den Gang ny Digtart, som bevægede ham til at udføre den poetiske Plan, han havde udkastet, i en anden Skikkelse, end han først havde tænkt sig. Det var den historiske Roman. I det danske Faktori fik han fat paa en illustreret Udgave af Walter Scotts i 1810 udkomne historiske Fortælling paa Vers »The lady of the lake« og gav sig til at digte en Roman til Bogens Kobbere. Heraf er i Forfatterens Haandskrift bevaret et enkelt Ark, som ikke egner sig til Offentliggørelse (P. M. II 14-16). Dette første forulykkede Forsøg paa en dansk historisk Roman har intet at gøre med den paatænkte Studenterhistorie.

Men da Poul Møller kom hjem til Danmark, var Walter Scott netop bleven bekendt i København, »I min Kres,« skriver han straks efter Hjemkomsten til en Ven, »kunne vi ikke bestille andet end læse Walter Scotts Værker.« Han har da vistnok snart fattet den Beslutning at omdanne sin Studenterhistorie, hvis Æmne var af en saa personlig Natur, at en Forklædning maatte forekomme ham særdeles 188 ønskelig, til en dansk historisk Roman efter Walter Scotts Mønster. Et halvt Aar efter hans Hjemkomst, i Begyndelsen af Aaret 1822, skriver en af Vennerne: »Poul Møller studerer nu meget Filosofi og Danmarks Historie efter en meget vidtløftig Skala. Hvad hans Plan med det sidste er, har jeg ikke kunnet aflokke ham; men jeg har den hemmelige Formodning, at han vil skrive en dansk Roman i Walter Scotts Maner.« Paa denne Tid har da Poul Møller begyndt sit Arbejde. Handlingen vilde han ikke henlægge til Middelalderen, men til Reformationstiden, en Tid med aandeligt Røre og Bedrift, som hans egen Ungdom. Sit historiske Kildestudium, som han havde tænkt skulde blive meget vidtløftigt, har han snart lært at indskrænke. Hans Hjælpemidler synes at have været meget ufuldkomne: Holbergs Danmarkshistorie, Pontoppidans Kirkehistorie, Münters Reformationshistorie. Uden Tvivl har netop denne Følelse af Usikkerhed i den historiske Tone været en af Grundene til, at Poul Møller, der i Poesien krævede og gav Klarhed og Bestemthed, saa snart opgav Forsøget paa en historisk Kostymering af sit Æmne. Af forskellige Randnoter i Forfatterens Manuskript ses det, hvor trykket han har følt sig af sin historiske Frihaandsdigtning.

Af den historiske Roman »En dansk Students Eventyr« er i Forfatterens Haandskrift bevaret, foruden et løst Blad med Momenter og Tilføjelser (C), en Række sammenhængende Halvark, numererede fra 1 til 15, af hvilke dog i Nr. 4 det sidste Blad er bortskaaret, og Nr. 5, 10 og 12 fattes. Af disse Papirer ses det snart, at Poul Møllers Arbejde har bestaaet 189 i at udvide den et Par Aar gamle Plan til en dansk Studenterhistorie ved Tildigtning af en Række historiske Optrin og i det hele, efter den engelske Digters Forbillede, at meddele Stoffet den behørige Tidsfarve.

Poul Møllers Manuskript, som Thaarup har meddelt vidtløftige Udtog af i sit »Anhang til Novellen«, er nedenfor trykt i sin Helhed som det andet Trin i Udarbejdelsen af Poul Møllers poetiske Hovedværk »En dansk Students Eventyr«.

190

I

En smuk Foraarseftermiddag henimod Mørkningen gik et lidet Selskab Studenter fra Byen København. Der var nylig faldet en mild Regn, som havde forfrisket Luften og bragt Støvet til at lægge sig paa Landevejen. Deres hurtige Gang førte dem snart gennem en Stimmel af Byens Indvaanere, som vendte hjem igen fra en Lystvandring. Snart mødte de kuns hist og her en langsom Skatteborger, der gik nedbøjet med sin lange Søndagsstav i Haanden, eller saa en Ridder sprænge forbi sig paa en Jydsk Ridehoppe. Efterhaanden blev Vejen ryddelig for Folk. De hørte kuns Vanddraaberne falde ned fra de nys udviklede Æbleblade i Havegrøfterne ved begge Sider. Nu overlode de unge Mennesker sig uden Tøven til den Lystighed, Vejrliget indbød dem til, og istemmede under deres Vandring alskens muntre Viser. Da de kom til deres Bestemmelsessted, et anstændigt Værtshus, omtrent en halv Mil fra Staden, traf de alting forberedt til deres Modtagelse. Borde og Bænke vare vel skurede, og Kromanden og hans Dreng vare i Færd med at opstille to Rader Trækander, forsynede med 191 godt fædrenelandsk Øl. Man tog Plads omkring det lange Bord, og de fleste stillede øjeblikkelig deres Tørst.

En af Gæsterne udbrød: »Det er en underlig Skik af Jens Madsen ikke selv at indfinde sig, naar han har buden godt Folk til Gilde.«

»Han vil paa Stedet være her,« gav en anden Svar. »Han gik først hen at afhente Mester Paulus Eliæ, som vil beære dette ringe Lav med sin Nærværelse. I ved dog vel alle Anledningen til dette Gilde. Min gode Ven Jens Madsen har faaet en skønne Plads som Slotskapellan hos en rig Adelsmand i Fyn. Derfor vil han nu holde en lystig Nadvere og tage Afsked med alle gode Venner. Den brave Mand vil i Aften sige Farvel til mig, som han har kendt i Særdeleshed, og til jer allesammen i Almindelighed. I kan tro, han er vel forsørget, min bedste Ven og Dusbroder, Jens Madsen. Han kan aarlig tjene sine 20 Mark dansk og 19 Alen Vadmel foruden fri Fortæring ved et godt Bord. Han og jeg har bestandig været fortrinlig gode Venner.«

Underholdningen fik snart Liv, alle bleve ved Øllet oplivede til Snaksomhed. En Gæst tog slet ikke Del i Samtalen. Hans Ansigt var søvnigt og udtryksløst, men i alle hans Miner stod tydeligt malet Fortrædelighed og Foragt for alle tilstedeværende. Efter at have nydt en god Taar Øl sad han i en Krog med sammensunket Legeme og støttede Hagen paa Knappen af sin Knortekæp.

Samtalen kom paa den unge Kapellan, som spanderede Rusen. Der hørtes om ham meget forskellige Domme. Nogle paastod, han var en Kryber, der ved Skinhellighed havde vidst at forskaffe sig 192 Adgang i de stores Huse, andre holdt ham for en dygtig Mand med dadelløse Sæder. Gregers - saa hed den misfornøjede Mand i Krogen - hævede sin sammenfoldede Skikkelse og gjorde Mine til at ytre sin Mening. Der blev en øjeblikkelig Tavshed, og alles Øjne henvendte sig paa ham. Han raabte i en bister og afgørende Tone: »Jens Madsen er en Læsehest, som af Naturen har aldeles ingen Aand. Han er bleven foretrukken mig og mangen Student af Geni, hvis Skotvinde han ikke er værdig at opløse.«

Gregers' Aandedræt forslog paa Grund af hans Hæftighed næppe til at udtale dette Orakel. Efter denne Kraftytring hensank han paa ny i sin forrige Døsighed. Et ungt Menneske af Selskabet hviskede til sin Nabo: »Hvo var den vrantne Person, som talte?« »Hys, ti stille!« var Svaret. »Kender du ikke Mester Gregers? Det er en stor Lærd, som næsten ikke omgaas med nogen. Han taler ogsaa højst sjælden, men han tænker des mer. Det skal være et stort Hoved og en Mand af sjældne Kundskaber.«

En Pavse paafulgte, inden Underholdningens afbrudte Traad knyttedes igen. Kromanden traadte imidlertid ind med sin Nathue i Haanden og hilsede paa sine Gæster.

»Værer mig hilsede, I boglærde unge Mænd! - saaledes lød Kromandens Hilsen - I, det gamle Danmarks Haab og glimrende Udsigt! Her ser I eders anden Fader og Opdrager. Ja, I ere Visdommens unge Poder og Planter, og jeg er den omhyggelige Urtegaardsmand, som vander eder med preussisk og Brunsviger Mumme, for at I maa skyde 193 rask i Vejret og grønnes som Libanons Palmer. I ere Verdens Lys og Lamper, og jeg er den Mand, som gyder Olie paa Eders Væger, paa det I maa skinne som Solen for de mindre Himmellys.«

»Den Præken kan du udenad,« raabte en Student, »den hørte jeg af dig i Fjor.«

»Bedste Ven!« svarede Kromanden, »gid du havde kunnet den Præken udenad, som jeg hørte af dig i Fjor. Den skiltes ad i Midten for dig, din arme Tyv! Du talte med megen Salvelse om Mariæ seks Glæder, men den syvende fik du i Vrangstruben, alt hvad du hostede og gispede, vilde den dog ikke frem.«

Ved denne skadefro Bemærkning bragte Kromanden Spotteren til Tavshed og vedblev at spase med Studenterne, blandt hvilke han havde frit Sprog. I Almindelighed blev ogsaa hans Fremtalenhed godt optaget. Kun Mester Gregers sagde med Eftertryk:
»Den Øltapper glemmer, hvad Afstand der er imellem ham og fornuftige Videnskabsmænd.«

»Det er vel, I husker mig paa, at I har mere Forstand end jeg,« svarede Kromanden; »thi det gaar mig hvert Øjeblik af Glemme, naar jeg taler med jer.«

»Han er en uforskammet Karl,« skreg Gregers opbragt.

Kromanden skjulte sin Forbløffelse og vedblev med paatagen Raskhed: »For Mester Gregers skammer jeg mig. Jeg bøjer mig for ham i Støvet. Jeg kysser hans Fødders Fodskammel. Han er en Mand, fra hvem Epigrammer, Anagrammer, Parallelogrammer gaa som Øl fra et Spundshul. Men jer andre ser jeg betydelig over Hovedet. Min Hjærne er rig 194 paa Kløgtighed, mens I maa smaalig stave jer til jer Smule Forstand ud af græske og arabiske Bøger. Sætter I eder over mig, saa sæt Tiggermunken, der betler sig frem fra Dør til Dør over Lybekkeren, der maaler sine Florener i Skæppevis.«

Døren gik op, og Slotskapellanen Jens Madsen traadte ind i Skænkestuen med Paulus Eliæ ved Haanden.

»Her«, begyndte han, »se I min gode Ven og Velynder, der, skønt en højfornem Canonicus, ikke agter det under sin Værdighed at sidde til Bords mellem fattige Studenter.«

»O,« svarede Mester Paulus, »min største Lyst er at befinde mig i en Kres af Ynglinge. Mit Hjærte stemmer mere over ens med Ungdommens sorgløse Frihed end med gamle Mænds Klogskab. Jeg finder mig aldrig vel til Mode i mine Ordensbrødres Selskab. Om jeg aldrig naar saa høj en Alder, bliver jeg dog bestandig Student. Ja, blev jeg endogsaa Bisp i Roskilde, fandt man dog stedse i mig den gamle Paulus.«

I Begyndelsen paalagde Canonicussens Nærværelse de unge Mennesker nogen Tvang; men efterhaanden som Selskabet tog mere stærk Drik til sig, indfandt Friheden sig igen. Et Par Stemmer begyndte halv sagte, som om de mistvivlede om Understøttelse af de øvrige Gæster: »Leve Mester Paulus, den ene saliggørende Kirkes grundfaste Hjørnesten!« Men denne Lyd blev straks overdøvet af hele Skarens Raab: »Leve Morten Luther, den romerske Skøges Banemand! Leve Tausen og Palladius! Leve den danske Moses, der med Kraftens Sværd slaar Mizraims Guldkalv i Sønder! Leve 195 den danske Aaron, der med sin Blomsterstav leder os til Herrens Land!«

Slotskapellanen raabte forskrækket: »Stille! stille, bedste Venner! For Guds Skyld, kæreste Mester Paule! regn mig ikke til onde, at I er kommen i Selskab med slige gudsforgaaede Mennesker.«

»Ingen Undskyldning,« svarede Paulus, »ingen Undskyldning! Jeg lider godt denne Hjærternes Opbrusning. Jeg lider godt, man med Varme forfægter sin Tro, selv naar den grunder sig paa en Vildfarelse.«

»Men kan jeg tro mine egne Øjne!« begyndte Gregers i Krogen. »Paulus Eliæ drak med paa de argeste Kætteres Helsen!«

»Misforstaa mig ikke, gode Ven!« svarede Canonicussen; »misforstaa mig ikke. Gud fri mig fra at holde med dem, de forblindede, der skælde Kirkens hellige Fader og spotte de tilbedelsesværdige Helgener. Kun deres velmente Stræben, deres Selvopofrelse for indbildt Sandhed føler jeg stor Agtelse for. Jeg kunde paa samme Vis ære den Hedning, der vovede sit Liv for de stygge Afguder Jupiter eller Pallas Minerva. Ak, Hans Tausen har handlet slet imod mig; han har forbandet mig og givet mig Øgenavne. Men han miskender mig. Han ved ikke, hvor jeg velsigner ham. Kunde han se dette kærlige Hjærte, da vilde han styrte sig i mine Arme og sukke: Pater peccavi! Om Natten væder jeg tit mit Leje med brændende Taarer af Bekymring for hans Frelse. Jeg beder daglig Himlen at føre ham tilbage paa den rette Vej. Ikke den rene Tros Fjende elsker jeg i ham, derfra bevare mig St. Knud! Men naar jeg paa den anden Side betænker, at han sætter 196 alt Selvhensyn til Side, at han foragter al jordisk Lykke, at han handler af den rene -«

»Af den rene Egoisme,« faldt Gregers ham i Talen, »af den rene Egoisme handler han. Hans Fingre klør efter en kættersk Bispestav.«

»Ja, det var et sandt Ord,« faldt Eliæ ham igen i Talen. »Af den rene Egoisme handler han. Der har vi det. Det var som skrevet ud af mit Hjærte. Der er min Haand, Mester Gregers. I er min Ven.«

»Hans Ærgærrighed, hans Tørst efter et stort Navn, hans Higen efter Martyrkronen er alt for iøjnefaldende,« sagde en Papist. »Og hvad hans ingenium angaar -.«

»Hans ingenium,« sagde Paulus Eliæ, »det store ingenium i hans Stridsskrifter, ja derom er der kuns een Mening. Det er kosteligt.«

»Hans ingenium,« blev Papisten ved, »bestaar i blot Abevæsen; han laaner en Hoben drøje Talemaader af Doctor Martin og drømmer sig da en anden St. Paulus.«

»Det var det, jeg vilde sige,« tog Paulus Eliæ atter Ordet. »Et kosteligt ingenium lægges vel for Dagen i hans Skrifter, men ikke hans eget. Han minder om Alliken, der smykker sig med fremmede Fjer.«

Jens Madsen blandede sig aldeles ej i slige lærde Afhandlinger. Han puslede bestandig om Canonicussen, hvem han skænkede en udelt Opmærksomhed: »Lyster eder ikke en liden Lanter eller et Slag i Brættet, ærværdige Fader! Drak I kanske hellere en Kande Rostokker end det hjemmegjorte Øl?« Deslige Spørgsmaal gjorde han hvert Øjeblik sin høje Velynder.

197

»Blandt andet Snak, Her Canonicus,« begyndte Kromanden, »hvorledes staar det til med Messen? I har vist hørt af den nye Vise, at hun ligger og drages med Døden.«

»Forskaan mig for slig uterlig Skæmt i Aften,« fik han til Svar; »vi mødes jo her for Gammen og Lystighed, og ikke for at kives om vor Tro.«

»Og dog bliver det jer Pligt,« blev Borgeren ved, »som god Katolik at gribe hver Lejlighed til at føre de vildfarende Faar tilbage til Kirkens Skød. ! finder her i mig en bodfærdig Kætter, hvis Omvendelse bør ligge jer paa Hjærte. Svar mig derfor paa følgende Spørgsmaale: Er Paven i Rom virkelig ufejlbar?«

»Hvad han erklærer i Kirkens Navn, staar fast som Guds Ord.«

»Dersom jeg blev Pave, kunde jeg da ikke fare med Løgn?«

»Dette Faktum var utænkeligt.«

»Endnu blot eet Spørgsmaal: Dersom jeg ihjelslog jer og slap fra Mestermanden, kunde jeg da siden for gode Ord og Betaling abonnere en Plads i Himmerig?«

»Snik Snak!«

»Endnu Eet: Kan et syndigt Menneske æde vor Herre som en anden Hvedeknop?«

»Ti stille, paatrængende Menneske! Det anstaar mig ikke at mundhugges paa Dansk med en ulærd Borgermand. Jeg disputerer kuns med Baccalaureis og kuns paa Latin.«

Saaledes undveg Paul Eliassen den ganske Aften at indlade sig i Kirketroens Forsvar uden at bringes til Hede ved nogen Slags Spot over dens Dogmer. 198 Ved mindste Lejlighed drejedes dog Talen paa dette Æmne, og Striden blandt de unge bestod blot i en Gentagelse af de stridige Parters Forsvarsgrunde.

Gregers hørte længe tavs paa Kiven. Endelig rejste han sig op, vinkede med en vigtig Mine til Lyd og sagde:
»Der er Fejl paa begge Sider. Det er Sagen. Kirken trænger til en Reformation - og - -«

Inden han havde udtalt, blev Døren reven voldsomt op. En Yngling styrtede med forvirret Ansigt ind ad Døren og raabte: »Brødre! har I hørt den oprørende Nyhed, at Johan Tausen er stævnet af Raadet, fordi han har tordnet mod de papistiske Bisper fra sin Prædikestol?«

»Det er aldrig muligt!« gav man til Svar.

»Det er kun alt for vist,« vedblev Ynglingen. »I Morgen skal han indfinde sig. Biskop Rønnov vil selv sidde blandt Dommerne. Han ventes herind endnu i Aften. Man siger for vist, at Tausen maa prise sig lykkelig, hvis han slipper med at forvises Landet.«

»Død og Ulykke!« lød det fra alle Læber. »Det gaar for vidt. Vil man nu bruge Sværdet for at hævde de Løgne, man ikke længer med Pen og Mund kan forfægte. Velan da! Lad det komme an paa, om Luther eller Paven tæller flest Arme ti! sit Forsvar i vort Fædreneland. O, Kong Christiern, kunde du slippe ud af dit mørke, usle Hul i Sønderborg, da skulde den hovmodige Klerk Rønnov ikke længe bryste sig.«

»Københavns Borgere,« føjede Ynglingen til, »ville samle sig bevæbnede paa Gammel Torv, naar 199 Retten holdes. De ere fast besluttede til at revidere Papisternes Dom.«

»Ogsaa vi ville tage en Haand med i Sagen,« raabte Studenterne. »Saa længe man ikke har lagt Baand paa vore Hænder, skal man heller ej lægge Baand paa vor Samvittighed. Vi har Hoveder nok ved vort brave Universitet, vi behøver ej at søge os et Hoved i Rom.«

De sloge da hinanden trofast i Hænderne, og svor, at ingen skulde krumme et Haar paa Tausens Hoved, saa længe der var Sværd og Knipler i Sjælland: »Vi ville ikke leve, naar vi ej tør frit forkynde Sandheds Ord. Vi ere for myndige til at tro paa hvert Ord, som en gammel Gæk i Italien finder for godt at binde os paa Ærmet.«

Poul Eliasen befandt sig ganske forlegen. Jens Madsen drog ham til Side og spurgte ham gentagne Gange uden at faa Svar: »Mener I, ædle Fader, at den nye Tro skulde faa Overhaand? Da vare vi jo usle Mennesker uden Levevej. Paven giver os aldrig en Hvid for vor Troskab mod ham.«

Gregers forsøgte forgæves at blive hørt, mens han afgav sin Betænkning. Han blev herover saa fortrydelig, at han forlod Selskabet.

Det lidet Tal Studenter var fulde af Selvfølelse og Glæde over den nys tagne Beslutning. Det overlod sig da uden Betænkning til den lydeligste Jubel, som om det kække Forsæt alt var udført.

»Hvor er Silvius?« spurgtes der. »Han er en vis Mand ved saadant Foretagende.«

»Han kommer snart bag efter mig,« svarede han, der havde bragt det slemme Nyt. »Den stakkels 200 Stymper vadsker først en Smule Blod af sit Ansigt. Han har igen ved sin Særhed forvoldt sig en ubehagelig Tildragelse. Tænk engang, vor Ven er dødelig forelsket i en Pige, som han aldrig har set. Han har, som vi alle, hørt tale om den dejlige Sophie paa Ravnshøj. Siden den Tid drømmer han om hende baade Nat og Dag. I Morges fortalte jeg ham hændelsesvis, at denne meget omtalte Skønhed befandt sig her i Staden for at besøge nogle Veninder. Da besluttede han at vove alt for at komme til at se hende. Jeg fortalte ham, at hun boede lige over for vor Frue Kirke. Han fik det Indfald at stille sig ved Kirkemuren og ikke forlade sin Post, førend han saa hende forlade Huset. O, udraabte han, jeg skal med urokkelig Taalmodighed blive som en Støtte paa min Plads. Før vil jeg udsætte mig for at dø af Hunger og Tørst end for at forfejle det lykkelige Øjeblik, da hun træder ud paa Gaden. Denne Plan omstyrtede jeg ved at fortælle ham, hun gik aldrig ud. Der fløj ham en halv Snes urimelige Anslag igennem Hovedet, men jeg bragte ham dog til den Indsigt, at ingen af dem stod til at udføre. Vi skiltes ad, og jeg var forvisset om at have forebygget alt Galskab. I Aften, da Borgerne havde tændt Lys, gik jeg gennem Nørregade. Da saa jeg ham ved Maaneskinnet staa med Øjnene vendt mod et Vindue i den Gavl, hvor hun boede. Saaledes stod han forstenet som St. Jørgen derude i Haven, og rørte hverken Haand eller Fod. Mig bemærkede han ikke, og jeg lod ham uforstyrret staa i sine Drømmerier. Da jeg kom tilbage den samme Vej og gik forbi det magnetiske Hus, faldt der en Del løsrevet Kalk ned

        

201 paa Gaden foran mig, og jeg hørte et Pigebarn ved Siden af mig sige til sin lille grædende Broder, som hun førte ved Haanden: Hys! ti stille! ser du ikke Skorstensfejeren paa Taget? Han kommer ned og tager alle uartige Børn. Jeg saa i Vejret og - døm om min Forskrækkelse! Silvius steg ud af Skorstenen og kravlede omkring paa Taget. Mit Blod isnede; jeg havde ikke Mod til at se op til ham, da jeg hvert Sekund ventede at se ham ligge knust ved min Side. Jeg hørte ham glide mellem de raslende Tagsten, hvoraf en klaskede ned paa Brostenene. Dog fik han atter Fodfæste og klavrede som et Egern ned ad Tagrenderne. Endelig naaede han en Stige, som var stillet til Muren. Imidlertid var en Del Folk tilstimlede. En havde det ulykkelige Indfald at skrige: Der er en Tyv, en Tyv!

Dette Skrig løb fra Mund til Mund. Vægteren, hvis Opførsel indtil dette Øjeblik havde været mig uforklarlig, da han ganske tydelig ej havde villet blive Opløbet var, spillede nu den overraskede, og kaldte med Piben sine Kammerater til Hjælp. Til Silvius sagde han: Herhid, din Tyveknægt!

Hvordan? svarede denne; har du ikke selv laant mig din Stige, du uforskammede! Har jeg ikke forud givet dig en ublu Betaling?

Ingen Ræsonneren her! svarede Vægteren og greb Silvius i Brystet. Men han sled sig løs og gav Vægteren et saa eftertrykkeligt Slag i Ansigtet, at denne laa udstrakt paa Gaden. Silvius vristede ham Pryglen af Haanden, og da to fra Nabogaden tililende Vægtere i sluttet Trop vilde gaa løs paa ham, traadte han et Par Skridt tilbage med det erobrede Vaaben, og sagde til dem: Love I mig at føre mig 202 op i dette Hus, som jeg falskelig beskyldes for at have bestjaalet, da giver jeg mig frivillig i eders Vold, og I skulle snart se mig retfærdiggjort.

Ja vist gør vi det, svarede Vægterne, det forstaar sig.

Han nænnede sig da til dem, og en viklede sin Næve fast i hans blonde krøllede Lokker, medens de to andre sloge hver et drøjt Tag i hans Skuldre. - Kom kun nu med, go' Karl, sagde de, saa skal du snart faa Huslejlighed. Her er et Hul til dig herinde paa Gammeltorv, hvor hverken Sol eller Maane skal skære dig i Øjnene.

Findes der da aldeles ikke Tro og Love hos jert falske Pak, skreg Silvius, og begyndte at brydes med de haandfaste Karle, der førte ham.

Jeg nærmede mig til den mishandlede Vægter fra Nørregade, som naturligvis var mest opbragt. Gode Ven, sagde jeg; det er dog Skade, det stakkels unge Menneske nu skal offentlig blive beskæmmet for en Ubesindigheds Skyld.

Ubesindighed? svarede han. Ja hænges ved Benene paa Lygtepælen burde det Hundetøj, som løber om og gør Mudder paa Gaden. Skal saadan Springgaas understaa sig at slaa Kongens Folk i deres Embedsforretninger?

Jeg lod et Par Skilling glide ned i hans Haand, og vedblev: Noget burde man dog visselig holde hans Ungdom til Gode.

Af Ondskab kommer saadanne Streger jo rigtignok ikke, svarede Vægteren; men det skader ikke, han faar en liden Lekse for en anden Gangs Skyld.

Det er et net ungt Menneske; han er sikkert 203 smukke Folks Barn, blev jeg ved og tillistede ham endnu en Mønt.

Han har et eviggodt Ansigt, sagde Vægteren. Det skær mig i Hjærtet for ham. Jeg skal paa Ære heller ikke være ham haard i min Rapport; men der maa dog være en Orden i alt.

Jeg gav ham nok et Stykke med de Ord: Eders Øjne skulde vel ikke have slaget eder fejl? Har I ikke taget ham for en anden?

Det bedste Syn har jeg rigtignok ikke, sagde Vægteren, idet han betragtede Pengene; jeg trænger hardt til et Par ny Glarøjne, de koste fire Penninge, og jeg usle Stodder ejer kuns de tre, jeg har her i Næven.

Her er den fjerde, sagde jeg, køb saa et Par nye Øjne og se jer for, om I ikke har taget fejl af Manden.

Tør I da indestaa mig for, sagde han, at denne hersens Knægt er ikke den samme, som krøb i Skorstenen? Saa slipper jeg ham straks løs.

Var det den samme, sagde jeg, da kunde let en og anden Omstændighed blive berørt i Forhøret, som kunde være jer saa god som Bremerholms Gærning. Men naar I tager ham ret i Øjesyn, vil I bedst selv overbevise jer derom.

Vægteren betragtede Silvius og raabte: Ja, I har Ret; det er sandt for Gud en ganske fejl Person! - Kammerater; denne gode Mand er langtifra Tyven. Det var Ligheden, der gjorde det. Forskelien var blot, at den anden var skrutrygget og havde kuns eet Ben. Det var formodentlig ham, der løb, alt hvad trække kunde, hist om ad Studenstrædet.

Derpaa blev Silvius løsladt. Vægterne fulgtes ad 204 ned i en Kælder, hvor de gjorde sig en glad Aften ved at bekoste dem gammelt Øl for 4 Penninge, og jeg bortfjærnede mig med vor gode Ven.

Nu forklarede Silvius mig Tingenes Sammenhæng. Af Vægteren, som hver høj Helligdag fik hos Familien et Tællelys og en Hvedekage til sine Børn, havde han faaet en fuldstændig Besked om Husets Lejlighed. Deraf vidste han, at der i den skønne Sophies Værelse fandtes en rummelig . Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage. Hvis han befandt sig i den, vilde han kunne høre Pigens fortrolige Samtale med sine Legesøstre. Ja, hvis han paa Laagen blot havde en liden Aabning, kunde han jo ret i Mag bese hendes hulde Skikkelse og efter Sengetid ved Skinnet af en Lampe, der hver Nat hang i Værelset, betragte den sovendes Træk. Vægterens Betænkeligheder overvandt han ved et godt Greb i sin Pung, og krøb, forsynet med et Vridbor, igennem Skorstenen ned til den beskrevne Kamin. Alt var tyst i Kammeret, og han begyndte forsigtig at bore i de tynde Fyrrebræder. Inden han havde fuldført sit Arbejde, gik Døren op og to Piger traadte ind i Værelset. Uagtet han nu lagde sin Haand lettere paa Vridboret, knagede det dog lidt i Bræderne.

Eja, skreg den ene Jomfru; der er en Mus i Kaminen! der er en Mus i Kaminen!

Aa Snak, raabte den anden; det er kuns Indbildning.

Jo, svartes der, jeg hørte kun alt for tydelig, den gnavede paa Laagen.

Og om nu saa var, tog den anden Ordet; det var da ingen Ulykke. Jeg kan godt lide de smaa 205 løjerlige Dyr. Deres Haar ere jo saa bløde som Silke. Jeg skal aabne Kaminen, hvis du vil hjælpe mig at fange den.

Derpaa nærmede hun sig og forsøgte paa at løsgøre Laagen. Silvius trak forsigtig sit Værktøj til sig, og den formentlige Mus holdt sig saa stille, som en Mus i hans Sted vilde have gjort. Til al Lykke sad Laagen saa fast, at det gik over en Jomfrus Kræfter at aabne den. Desuden skreg den frygtsomme:
Ak, sødeste Sophie, lad dog være, lad dog være! jeg dør af Skræk.

Nu vel, svarede Sophie, jeg vil hente Mads Gaardskarl og befale ham at tage Soliman med; den tager godt Mus.

Silvius havde hverken Lyst til at give sig i Kast med Mads Gaardskarl eller Soliman. Han steg derfor tilbage gennem Skorstenen, inden Jagten gik for sig, højst nedslagen over sit Anslags uheldige Udfald. Hans følgende Genvordigheder ved I. Nu befinder han sig i højeste Velgaaende, naar undtages en svulmet Næse, lidt Værk i Lemmerne og et Par blaa Øjne, som han fik i Vægterfejden.«

Næppe var Fortællingen endt, før man i Haven hørte Silvius' Røst. Han bebudede sin Ankomst med det lydelige Raab: Pereat Joachim Rønnov! Pereat Joachim Rønnov! svarede hele Selskabet, der gennem den aabne Havedør ilede ham i Møde.

Forgæves søgte Jens Madsen at dæmpe det støjende Udbrud af Hadet mod Roskilde Bisp. Det var ham ikke muligt at faa et Ord indført. Urolig saa han gennem Vinduerne ud over den alfare Vej, som løb forbi Havegærdet, af Frygt for, at de forbigaaende 206 muligen kunde høre det formastelige Raab. Men da han i samme Minut saa en Flok Ryttere nærme sig, da steg hans Angest til det højeste. Han foldede sine Hænder og skreg med en Røst, der var halv kvalt af Taarer: »O jeg fattige Slotskapellan, hvad har jeg syndet, at Vredens Haand ligger saa haardt paa mig. Fader Paule! Fader Paule! Alforbarmende Paule Eliæ! Til jer støtter jeg al min Fortrøstning. Beskærm mig dog naadelig, dersom jeg kommer i nogen Fortræd for det scandalum, jeg uskyldigen har foranlediget!«

Opmærksomme ved Larmen gjorde Rytterne Holdt, og den fornemste blandt dem steg af Hesten. Det var en Mand af svær Legemsbygning med busket Bryn. Han var iført en sort Fløjelskaabe, prægtigen stukket med Guld. Med raske Skridt gik han gennem Stikkelsbærgangen op mod Kroen.

Her mangler i Manuskriptet det sidste Blad af 4. og hele 5. Halvark. Det maa antages, at der paa de manglende Blade har været fortalt, hvorledes Rønnov - thi ham er det - har holdt Forhør over Studenterne. Jens Madsen »er næsten gaaet fra sig selv af Skræk«, og Silvius har uden Tvivl frivillig meldt sig som den skyldige. Bispen har da givet Befaling til, at han skal føres til Universitetets Fængsel. Han har derpaa vendt sig til Paulus Eliæ og udtalt sin Forbavselse over at træffe ham i dette Selskab. Paa Vejen ind til Byen har da Kanniken haft meget Møje med at faa den strenge Bisp til at forstaa sit Mellemstandpunkt. Denne synes at have bebrejdet ham hans ungdommelige Optræden og verdslige Vandel, og Povl Helgesen har til Gengæld 207 i Protestanternes Aand kritiseret Kirkens Love og Klosterets Regler. Ordskiftet er til sidst kommet til at dreje sig om Præsternes Ægteskab. Af en paa det omtalte Blad (C) bevaret Tilføjelse ses det, at Paulus om den katolske gejstlige bl. a. har brugt følgende Ord:

»Livets blidere Følelser kender han ej. Ren Elskov og utøjlet Raahed er i hans Forestilling eet. Bruden, Manden, Faderen og Moderen tale i et for ham uforstaaeligt Sprog. Menneskenes naturligste Klager finde ingen Genlyd hos ham; thi midt i Livets Sommer har han forvandlet sit Bryst til en kunstig Iskælder. Og dog passer denne Beskrivelse blot paa de samvittighedsfuldeste Klerke. Om den store Skare, der bruger Klostertaget og Kappen som et bekvemt Skjul for alle Mørkets Gærninger, væmmes jeg ved at tale, ligesom jeg gyser ved at tænke paa, hvad de spæde Benrade, der stundom opgraves i Klosterhaver, vidne om Nonnernes Sæder.«

I Modsætning hertil har han skildret de første Kristnes Liv. Disse fattige Folk i Galilæa og

»i Judæa vare langt fra den Slags Hellighed. De vare Familiefædre, der førte med deres Børn og Koner et skyldfrit Liv. Vi ville derimod være helligere end de helligste. Men vi handler som en Vandringsmand, der igennem Arabiens Ørk gik til et Guldslot. Han kastede sit Brød og sin Læderflaske bort for at være desto lettere til Fods paa Vejen til sin Bestemmelse.«

»Skynd dig da bort, du Kirkens troløsse Tjener,« sagde Rønnov. »Skynd dig bort og udsøg dig en kælen Konkubine. Brug du kuns anden Gang din 208 løbske Tunge til Tolk for Kætterne. Jeg har bedraget mig, da jeg troede, din Lærdom og dit lyse Hoved skulde blevet et Værn for den gamle Tro.«

Paul Eliassen rødmede ved den Ros, der laa i de sidste Ord. »Eders Naade misforstaar mig,« sagde han.

»Hvordan?« blev Bispen ved. »Har jeg ej med egne Øren hørt eder bagvaske Roms ubrødeligste Love?«

»I misforstaar mig,« sagde Paul Eliassen. »Det kommer af, at I er ubevandret i Dialektikken. Jeg betragtede kuns Sagen med Forsæt i et falsk Lys, jeg stræbte at sætte mig ret levende hen paa Kætternes Stade for des bedre at kunne gendrive dem.«

»Men I sagde jo udtrykkelig, Kætterne havde Ret,« svarede Bispen fortrædelig.

»Ja vist har de Ret,« blev Paul Eliassen ved, »naar Sagen betragtes paa verdslig Maade; men naar den betragtes med aandeligt Øje, da have de ej absolut Ret. Relativt talt have de Ret. Deres Ret støttes paa de nys af mig fremsatte Grunde, men da disse Grunde langt fra ere uomstødelige, kan deres Ret heller ej forsvares. Tror I ej, at jeg i mit uplettede Ungkarleliv skulde have haft Lejlighed nok til at erkende, hvad Fordel den enlige Stand bringer en Guds Tjener? Han skal som en ophøjet Tilskuer kunne betragte Livets vidtløftige Skuespil. Han skal bedømme de Verdsliges Færd, uden selv at dele deres smaalige Sorger og Idrætter. Hvor skulde den Klerk faa Stunder at ransage Kirkefædrenes Folianter, som hvert Øjeblik forstyrres, naar hans Kvinde begærer en Penning til Gryn og Flæsk? Hvorledes skulde man i Fred kunne grunde paa de 209 skolastiske Teologers Visdom, naar Barnet i Vuggen skreg af Bugvrid? Skulde den Arm, som nys havde favnet en Kvindes Legeme, den Haand, som nys havde klappet en Kvindes Kind, berøre Guds Legeme og Blod? Skulde de Læber, der nys besmittedes ved kødelige Kys, være rene nok til at berøre Monstransen? Skulde umælende Unger savle paa de hellige Messeklæder? Kuns en snæverhjærtet Præst kan føle sig ene i Verden, fordi han ingen Hustru har. Den samvittighedsfulde betragter hele sin Menighed som sin Familie. Hver lønlig Synd, som trykker deres Hjærte, betro de til ham, og han siger dem, ledet af den Helligaand, hvad Gud dømmer om deres Vandel. Han bliver en Midler mellem dem og Himlen. De komme med deres Anger til ham og gaa hjem med Tilgivelsen. Har han selv legemlige Sønner og Døtre, da stjæle disse Kærligheden fra hans Menighed, og de mange Sjæle, som havde lige Krav paa hans Ømhed, forvandles til Stedbørn. Apostlerne forlode deres Koner og Børn for at følge Kristi Kald, og vor Frelser har kundgjort os sin Dom ved at vælge den reneste Jomfru til Moder.«

»Eders Forsvar for Kirkens Lærdom synes hel kløgtigt,« sagde Rønnov, »men er efter min Fremgangsmaade unødvendigt. Hvad Koncilier og Pave har foreskrevet, skal menig Mand tro. Hverken Borgmester, Tøndebinder eller nyfigen Bondeknøs er beskikket til at ransage den offentlige Bekendelse.«

Vagten paa Taarnet over Vesterport blæste paa sit Horn. Da man hørte Rønnovs Navn, blev Porten straks opladt, og han drog ind i Byen med sit Følge.

210

II

Den næste Morgen ved Tislæt var der paa Garnmeltorv en saadan Folkestimmel, at Hans Tausen med Nød og næppe kunde bane sig Vej til Raadhuset. Rigets Raad sad ved de tre Sider af et langt Egebord; men ved Bordenden var ingen Bænk opstillet. Der maatte Tausen staaende tage Plads, medens Bisperne fremførte de af Historien noksom bekendte Anker imod ham. Paul Eliassen var til Stede som den, der var mest bevandret i Hans Tausens Skrifter. Han vidste med særdeles Kløgt at udfinde de mest stødende Udfald mod de katolske Gejstlige. Han oplæste paa Rønnovs Vegne de Steder, hvor Bisperne kaldtes blodgærrige Tyranner og stive Halse.

»Det gaar for vidt,« sagde Oluf Rosencrantz. »Det er snart ude med borgerlig Orden i Danmark, naar en Bondesøn skal ustraffet kunne skælde saa mange ædelbaarne Herrer.«

Rønnov begyndte: »Vi have særdeles Aarsag til at føre Klage over ham. Han har i Paahør af Rigets Raad talt os haanligt til. Vi ville forbigaa Skældsordene mod os. Det giver et alt for forargeligt Billed af Tidernes Vanart at gentage, hvad Ord en selvgjort Præst har vovet at bruge mod Landets første Gejstlige. Desuden synker hans Skaal saa dybt, at flere Lodder ej gøres behov. Det er nok at bemærke, han har kaldt vore rettroende Præster Bedragere, blinde Knubbe, lade Bukke og unyttige Jordens Byrder.«

»Gud naade eder, Hr. Hans, hvis I ej formaar at 211 svare til disse Beskyldninger,« sagde Tyge Krabbe, Rigets Marsk.

»O,« svarede Paul Eliassen, »jeg maa med grædende Taarer tilføje, at han har spottet med den hellige Transsubstantiation. Det skal jeg nok, naar forlanges, godtgøre af hans Bøger.«

Tyge Krabbe sagde: »Svar til disse Kæremaal, Hr. Hans!«

Denne begyndte: »Om jeg i min Iver har brugt for skarpe Udtryk mod de høje Bisper, da beder jeg Gud og dem om Tilgivelse. I Stridens Hede skelner man ej let Aandens og Kødets Varme. Men fra den Lære, jeg har forkyndt, afviger jeg ej et Straabred. Jeg tør ej nægte Guds hellige Ord. Har jeg ej andet Valg, da strider jeg heller mod alle Rigsraader og Bisper, ja mod Djævelen selv end mod Gud og hans Engle. Ingen Verdens Magt skal aftvinge mig de Ord, at Guds Legeme findes i Æsken eller hans Blod i Bægeret.«

»Hans! Hans!« sagde Poul Eliassen. »Hvor kan I fragaa, at denne Kirkens Lære støttes paa Skriften, som I bestandig beraaber jer paa?«

»Ej et Ord derom!« faldt Rønnov ham i Talen. »Her er mere end nogensteds Ordstrid om Troen paa sit urette Sted. Den Lære, som fra Apostlernes Tid ved Haandspaalæggelse er gaaet fra Mund til Mund, er ophøjet over Menneskeforstand. Ene Clemens i Rom kan fælde Dom over min Lærdom, jeg over sjællandske Præsters. Det kommer ej an paa, hvo der har mest i Munden, men hvem Kristi Statholder har sat over den anden. Sæt, jeg vilde indlade mig i Disputats med en Kætter, hvo skulde da dømme os imellem? Den Nar af Hessen eller den 212 Gæk af Holsten? Vilde man længer tillade hver ulærd Mand at danne sig selv en Tro, da vilde man snart faa saa mange Religioner som Hoveder. Snart vilde da Skolebarnet gaa i Rette med sin Tugtemester og straffe ham for Vildfarelser. Hans Tausen tilstaar sin kætterske Lærdom, Sakramentet angaaende. Han er altsaa strafskyldig. Endvidere sigte vi ham for, at han gør Indgreb i vor Herlighed ved at vie Præster paa egen Haand.«

»Jeg vedgaar,« svarede Tausen, »jeg har med min Velsignelse styrket de Mænd, som følte sig kaldede til at tale mod Munkeløgn.«

»Ret saa,« svarede Rønnov, »vi faa daglig flere selvgjorte Bisper i Sjælland. Forleden traf jeg en Karl, som sagde, han var viet af Hans Spandemager. Ham satte jeg i Fangehullet og lod mine Drabanter med Hasselstokken give ham anden Vielse. Ved Lejlighed skal samme Ære times eders Præster.«

Imidlertid blev Almuen paa Torvet mer og mer højrøstet, fordi den troede sin yndede Prædikant Hans Tausen i Fare.

Følgende Ytringer hørtes omkring i Folkestimlen:
»Hvad monstro Raadet har i Sinde med Her Hans i Dag? Det varer mig noget længe, førend han slipper ud.«

»Han skal ganske bestemt rettes, fordi han har sagt, at visse Folk komme til Helvede. Men ikke mine Ord igen! Jeg kommer af og til i Her Tyges Hus og efterser hans Skorsten. Ved saadan Leilighed spørger han mig gærne om et og andet, og jeg har nok kunnet mærke, min gode Hans maa takke Gud, om han kan blive hængt, førend han bliver brændt.«

213

»Snik Snak! Raadet ser sig vel for. Dersom Mester Hans skete nogen Overlast, kom der aldrig en Sjæl levende fra Raadhuset.«

»Det er en velsignet Mand paa en Prækestol, du! Hørte du ham i Søndags i Nicolai Kirke? Jeg glemmer aldrig de dejlige Ord, han talte: Af deres Frugter skulle I kende dem. Det var sgu godt sagt. Af deres Frugter skulle I kende dem! De kunde tage dem af det, hvo der vilde!«

»Ja, hvad siger du da om Faarene i Ulveklæder? Da jeg hørte det, kunde jeg ikke bare mig for at tænke paa Papisten i Graabrødre-Kirke; naar han messer, saa er det livagtig, som man hører et Faar bræge.«

»Det maa være en Satans Omstændighed at straffes med Baal og Brand. Imorges brændte jeg blot min Langfinger en Smule med Persejernet; det værker endnu som en Ulykke. Men tænk nu, naar hele Kroppen skal brændes op, lige indtil den nøgne Sjæl - det maa dog være ret en forbistret Pine.«

»Mig synes, Skorstenen ryger oppe paa Raadhuset; mon ikke Bispene stege Hans Tausen oppe ved Ildstedet?«

»Aa, Intet! Det er kuns Fyrbøderens Kone, der bager Æbleskiver til Rigsraaderne.«

»Mon jeg skal tro, Mester Hans nu faar sin Æbleskive lige saa vel som de øvrige?«

»Hilledød, hvor den lange Rønnov nu tager paa deroppe! Gud naade os for den gode Mester Hans! Jeg sidder den udslagne Uge bag min Væverstol som et Trældyr. Hver Dag regner jeg saa smaaligt ud, hvor længe der er til Søndag, blot for at komme til at høre Mester Hans tale det rene Guds Ord. 214 Kommer han nu galt af Sted, saa maa jeg leve som en Hedning. De gamle Løgnehistorier om St. Gertrud og St. Malene gider jeg ikke tiere hørt. Jeg vil før lade mit Liv, end han skulde komme noget til.«

»Hører I, hvor Bispen tager af Sted?« - »Man vil myrde Hans Tausen.« - »Bryd Brostenene op!« - »Træk fra Læderet!« - »Slip Rønnov ud!« - »Stik Ild i Raadhuset!«

Saaledes lød forvirrede Raab af Borgere over hele Torvet. Tyge Krabbe lod sig til Syne paa Trappen og slog til Lyd med Haanden for at tale Mængden til Rette, men det var ham ej muligt at bringe den til et Øjebliks Tavshed. Man overdøvede ham med det enstemmige Raab: »Kom frem med Tausen! Frem med Tausen!«

Retten holdt det raadeligt at skilles ad jo før jo heller. Sagen blev da i Hast saaledes afgjort, at Hans Tausen skulde forvises Sjællands Stift. Tillige blev det ham saa vel forbudt at bestige nogen Prækestol som at lade nogen Bog trykke.

Saa snart Tausen lod sig se, blev han modtaget med et almindeligt Glædesraab. De fleste af hans Dommere vovede knap at begive sig ud af Salen. Joachim Rønnov erklærede, han vilde først stige ned paa Gaden. Da han gik ud af Døren, fløj en Sten tæt forbi hans Hoved og traf en af Raadhusets Ruder. Han blev trodsig staaende paa det øverste Trappetrin, satte Armene i Siden og betragtede Mængden med et foragteligt Blik.

»Ned med den sjællandske Pave!« raabtes der.

»Hæng ham paa Lygtepælen!«

»Drej Halsen om paa ham!«

Allerede nærmede nogen sig og greb fat i hans 215 Kappe. Da vendte Tausen tilbage og formanede Folket til Rolighed. Derpaa ledsagede han Bispen over Torvet. Borgerne bleve derover meget forundrede. I Tavshed gjorde de Plads for de to Fjender, og Rønnov kom saaledes uden Overlast til sin Bispegaard. Ved Porten vendte Rønnov sig, gav Tausen sin Haand og tilhviskede ham med Selvovervindelse: »Tak, Mester Hans!«

III

Joachim Rønnov gik med stærke Skridt op og ned i sin Stue. En Tjener kom ind og mældte ham, at en fornem Dame forlangte at faa ham i Tale. Bispen var i saa hæftig Bevægelse, at dette to til tre Gange maatte siges ham, inden det naaede hans Øre. Man indlod en Kvinde, hvis Skikkelse var mer anselig end yndig.

Rønnov blev overrasket: »Hvad bringer Frøken Birgitte Gjøe til mig?« sagde han.

»Er jeg eder nu saa aldeles fremmed, at mit Besøg kan sætte jer i Forundring?«

»Ingen er mig mindre fremmed end I, Frøken. Men jeg har i lang Tid ej mærket, at I vilde lade gammelt Venskab gælde. Vistnok bringer en overordentlig Anledning eder hid. Hvis jeg gætter ret, hvis I kommer for Tausens Skyld, da er jer Gang spildt.«

»Hvi lader I mig ej komme til Orde, førend I affærdiger mig. Har I saa stor Lyst til at tænke eder mig i en ydmygende Stilling for jer, at I paa blot Formodning lægger mig en Bøn i Munden for at nyde Triumfen at afslaa den?«

216

»Tal, Frøken! men sæt jer ej i Hovedet, at en Mand i min Alder skulde lade sig bedaare ved listig Tale, fordi den strømmer fra skønne Læber.«

»Hvor kunde jeg være saa daarlig at tro, Roskilde Bisp skulde være blødhjærtet nok til at bevæges ved en svag Kvindes Ord? Den Herre, der havde Fasthed nok til at sige sin Ungdoms Elskerinde Farvel for at naa sit høje Maal, han lader ej sine Følelser faa Magt over sin Villie. I er for kold til at røres ved Taarer af en Venus eller Freja - hvad skulde da en Begæring formaa af den Pige, I for længst forsmaaede?«

»O, Birgitte! I ved kun alt for vel, hvor kold jeg er. I har mer let end jeg forvundet Sorgen over, at vor Forbindelse blev hævet. I har jo givet jer Fæstensring til en Dreng, der gaar i Skole her i Byen; jeg tror, han hedder Herluf Trolle.«

»Det er ikke smukt, at I spotter mig, fordi min Kærest ej er nogen Rønnov; jeg har valgt en trofast Ungersvend i Stedet for en høj Sjæl, hvis store Planer ej kan forenes med det stille Husliv.«

»Pin mig ikke med Erindringen om mit sødeste Haab som Ungersvend. Tror I ej, jeg saa, det var et jordisk Paradis, jeg gav Afkald paa, da jeg forlod min Birgitte? En bedre Aand sagde mig, jeg var skabt til mer end et kælent Hyrdeliv. Hvor kunde jeg lade svagere Mænd raade for Landets Vilkaar og strække mig paa Roser uden at tage Haand med i Tømmen! Den faldefærdige Kirke behøvede en Mand, der til Trods for Konger og Fyrster kunde slaa de ubudne Reformatorer af Marken. Dertil følte jeg Kraft og sønderrev de skønne Baand, der fængslede mig til Livet. Derfor bør I 217 agte mig, og derfor skal Danmarks Historieskrivere kalde mig en stor Mand. At Mindet om min første Kærlighed aftvinger mig et Suk, at det virker paa mig som Billedet af en Rose midt i en evig Vinter, det er menneskelig Svaghed; det ved Verden ej, det skal den ej vide. Men I, Birgitte, kender mig nok til at vide det.«

»Ogsaa jeg bliver vemodig ved at kalde min Ungdoms første Drøm tilbage; men Guds Ord lærer mig at anse Livets korte Vej for intet. Dog denne Trøst vil I jo nu fratage mig. I forjager den, som lærte mig at finde den himmelske Sandhed midt i Tidens Løgnespind. Eders latinske Messer er tom Ørelyd for en ulærd Pige.«

»Jeg gættede dog ret, at eders Tale til sidst vilde ende med Tausen.«

»Er da den store Rønnov saa afmægtig, at een fattig Præst med ubunden Tunge kan gøre hans Planer til intet?«

»Gøre mine Planer til intet - det kan ingen - ikke Satan selv. Men hvilken Tosse lader en liden Sten ligge for sin Fod, som han let kan rømme til Side?«

»Rønnov! Rønnov! Mindes I den Vaar, da I paa Bistrup tilsvor mig tusinde Gange, jeg var eder alt, og nu er jeg eder saa lidet, at I ej for min Skyld taaler en liden Sten ligge for jer Fod.«

»Velan da! lad Tausen præke her i Sjælland. Men paa eet Vilkaar: I kommer aldrig mer for mine Øjne. Ved Synet af eder lammes min Kraft. Gammelt Ord er dog sandt: et Jomfruhaar trækker mere end ti Par Øksne. Hvad Alverdens Magt ej havde truet mig til, det har I lokket mig til med eders 218 søde Tale. Farvel Birgitte! Denne Dag har set Rønnovs sidste Svaghed. Jeg vil ej mer som en anden Samson lade mig synge i Søvn af en Rosenmund.«

»Endnu eet! En Ven bad mig lægge et godt Ord hos jer for en ung ubesindig ved Navn Silvius, som fornærmede jer forleden. Jeg tror, han blev sat i Universitetets Fængsel.«

»Han er mig ligegyldig. Naar jeg slipper Ulven løs, kan Hvalpen gærne løbe med. Men nu ser vi hinanden for sidste Gang i denne Verden. Lev vel, Birgitte! med dette sidste Haandtryk, jeg giver eder, tager jeg Afsked med alt Kælenskab. Herefter staar jeg urokkelig som en Mand af Jærn for den sande Kirkes Port. Hverken Ild eller Sværd skal trænge mig fra min Post. Om nu hver en Bisp og Præst faldt fra sin Tro, mig aftvinger ingen dansk Konge Tøddel eller Ord mod Kirken og dens Fader. Man kan brænde mig, man kan spærre mig i evigt Fængsel, den Vilje fortrodser man mig ej.«

»I tager fejl, hvis I tror, at jeg mer end I vil kunne glæde mig ved denne Jords Forfængelighed Dersom Herluf vil følge mit Raad, da ville vi forvandie vort Slot til en Skole, hvor fattige Drenge skulle vejledes til sand Kristendom. Jeg stiger gærne ned af Højenloft for at flytte til en liden Bondestue. Der vilde jeg som gammel Kone uden Savn gennem smaa Ruder se ud til den Verden, der grusomt bedrog Pigens Haab.«

IV

Næste Aften traf Andreas (den, der havde fortalt om Slagsmaalet med Vægterne) Silvius i en Have uden for Byen.

219

»Jeg ønsker dig til Lykke,« sagde han, »med at være sluppen vel af Bispens Vold. Tag dig nu i Agt, at du ej tredje Gang falder i gejstlig eller verdslig Øvrigheds Hænder.«

»Jeg priser mig lykkelig,« svarede Silvius, »ved at have undgaaet Konsistoriets Dom. Du ved, jeg er ikke meget ræd, men naar jeg tænker paa den gruelige Straf, Professorerne forleden Aar paalagde mig, saa rejser mine Haar sig paa Hovedet. Jeg kom nogle Timer paa Her Nielses Collegia over Habakuk. Uheldigvis fik jeg altid Plads ved et aabent Vindue, der førte til hans skønne Abildgaard. Naar nu Tiden blev mig ret lang, og Solen skinnede saa smukt paa Æbleblomsterne, listede jeg mig imellem ud af Vinduet og krøb op i et af Træerne. Der tog jeg for Tidsfordriv et Blad i Munden og fløjtede efter Nattergalen. Her Niels blev derover meget vemodig stemt og standsede tit sin Forelæsning for at høre paa min Røst. Han havde fast besluttet at skrive sit næste Program om den sære Forkærlighed, Nattergalen havde for Strubebogstavernes Udtale. Titelen: Philomele gutturalium amica var alt i Stand, tillige med Fortalen, hvori fortaltes den Erfaring, at en Nattergal, som ellers ej lod sig høre paa hans Grund, tit blev lokket til Vinduet, naar han med høj Røst foredrog Habakuk. Havde nu ej hans Datter Else fra tredie Loft set min Person, hørt mine favre Triller og meddelt Faderen sin Beundring over min Færdighed, var Legen løbet godt af. Men nu blev jeg stævnet for Konsistorium. Jeg gik straks til Bekendelse. Derpaa blev jeg forhørt ni og tyve Gange. Aarsagen til at Sagen gik i Langdrag var, at jeg ej var i Stand til at opgive min Faders 220 Navn, da jeg aldrig har hørt, hvis Søn jeg er. Man var nu i lang Tid uenig, om en Dom over et blot Fornavn kunde anses for lovformelig. Endelig faldt man paa den Udvej, at lade mit Familienavn in blanco for det første, hvorimod jeg lovede at lade Pladsen udfylde, hvis jeg kunde indhente nogen Efterretning om min Herkomst. Dernæst spurgte man mig, hvad Fag jeg opofrede mig til? Jeg svarede: Til Lovkyndigheden. Tænk dig min Rædsel, da Pedellen næste Dag forelæste mig følgende Dom: Eftersom Studiosus juris Silvius - er sigtet for og har tilstaaet sig skyldig i den kaade og uterlige Gærning, under Mester Nielses prælectionibus in Habacucum at have besteget et Træ, (om det var et Æble-, Pære- eller Blommetræ, kan ej vist afgøres), og der ugudeligen imiteret en Nattergals Røst, hvorved han i bemeldte Mester Nielses studiis stor Misforstaaelse og Perturbation tilvejebragt haver, da kendes for Ret, at han for saadan qualificeret Misgærning skal i Forvaring hensættes og der forblive, indtil han udenad har lært den Visbyske Waterret og samme Ord til andet opsige kan. Hermed have vi kærligen haft for Øje saa vel hans tilbørlige Afstraffelse, andre til Skræk og Advarsel, som hans Fremvækst i nyttig Kundskab og Oplysning.«

»Men sig mig en Gang,« tog Andreas til Orde, »hvoraf har du dit Ophold, naar du hverken kender Fader eller Moder?«

»Fra en ubekendt Haand har jeg hver Maaned faaet Penge til min Vært.«

»Paa den Maade bliver du nok af ædelt Blod; 221 thi det er kuns Adelsmanden og Kukkeren, der lader sine Unger klække op i fremmed Rede.«

»Jeg har ogsaa besluttet, heller at betragte mig selv som Baron end som Bondesøn, da Ulejligheden dog er den samme.«

Under denne Samtale saa de to Venner en Dreng gaa med hurtige Skridt forbi Havegærdet. Hans trinde, mørkerøde Kinder og hans Vadmels Trøje viste, at han var en Bondedreng. Under sin Vandring spillede han Bold med sin brede Hat og sang følgende Ord:
Her følger i Haandskriftet Sangen »Farvel, min velsignede Fødeby!« (se ovenfor S. 72 f. og nedenfor i Novellen S. 280).

»God Aften, Broder!« raabte Silvius, »hvor gælder Rejsen?«

»Hvor Gud vil,« sagde Drengen.

»Du løber dog aldrig bort fra dine Forældre?« spurgte Andreas.

»Jo, noget nær,« sagde Drengen.

»Hvorfor gør du det?«

»Fordi min Fader vil sætte mig i Skrædderlære i Morgen.«

»Har du da hidtil intet bestilt?«

»Ikke stort. Jørgen Degn syntes, jeg havde for godt Nemme til at blive Bonde, derfor vilde han holde mig til Bogen; men da vi havde læst Peder Laales Ordsprog stoppede hans Lærdom. Nu vilde, som sagt, min Fader have mig til Naalen. Men jeg tror, jeg er for god til al Ting. Til Ploven havde jeg for godt Hoved, til Bogen havde jeg for gode Arme, og til Naalen har jeg for gode Ben.«

222

»Vi bør sætte den Knøs, at han ej gør sine Forældre den Sorg,« hviskede Andreas til Silvius.

Drengen hørte det og sagde: »Sætte mig fast? Det gælder en Daler, at I hverken kan gribe mig eller holde mig.«

»Det var ogsaa Synd,« sagde Silvius, »at en saa livlig Pog skulde træde Synaale. Men har du Penge til Rejsen?«

»Ej en Døjt.«

»Hos hvem vil du da spise Nadvere?«

»Hos Mistemad.«

»Det bliver slet Fortæring.«

»Under I mig bedre, har I Lov at lukke Pungen op«.

»Der har du saa meget, at du i det mindste for i Aften ej har nødig at nøjes med Maaneskin.«

»Tak, Herre! Mødes vi atter, hvor I er i Betryk, da kan I regne paa fire Næver til jert Forsvar.«

Med disse Ord gik Drengen syngende sin Vej.

»Skulde du tro det,« sagde Silvius til Andreas, »den Knøs har bibragt mig den mest brændende Vandrelyst. Laaner du mig din Knortekæp, begiver jeg mig straks uden videre Tros paa Vejen.«

»Daarekistesnak! - Du har vel knap en Hvid i Lommen.«

»Jo, til al Lykke har jeg de mig for næste Maaned tilsendte Penge hos mig. Andreas, Hjærtens Andreas! Jeg kunde kysse dig af Glæde over dette mit Indfald. Mens man er ung, maa man tumle sin Krop for at have noget, man i sin Alderdom kan overtænke. Naar da den gamle Mands Krop hviler i Lænestolen, kan Aanden tumle sig des raskere.«

»Men i hvad Øjemed vil du egentlig rejse?«

223

»Jeg vil opsøge den dejlige, jeg aldrig saa. Jeg vil lede mine Frænder op. Jeg kedes ved at gaa omkring som Melkisedek, der havde hverken Fader, Moder eller Slægtregister.«

»Men hvad Haandtering vil du drive, naar Pungen er tom? Du forstaar jo, rent ud talt, ingen Ting.«

»O, der løber mig hundrede Ting gennem Hovedet. For det første vil jeg som Digteren Archias gaa fra Hus til Hus, og uforberedt opvarte Folk med Viser. Hvorfor skulde ikke sligt lige saa godt lade sig gøre i Sjælland som i Italien?«

»Men du har jo aldrig gjort Vers.«

»Nej. Det stillesiddende Versemageri med Pen og Blæk har altid kedet mig forbistret. Jeg vil i Virkeligheden gøre, hvad enhver Poet, der ej har Tone skabt i Livet, siger at han gør: jeg vil synge. Det træffer sig herligt, at Davidsharpen her i Huset nys blev falbudt. Jeg føler mig allerede grebet af Poeternes almindelige Tilbøjelighed, at sætte deres Lavsbrødre i Rette. De usandfærdige Penneslikkere paastaa bestandig, at de slaa Harpen, hvergang de gøre Nytaars- eller Ligvers. Men Gud og hver Mand ved dog, at de aldrig røre ved Strænge uden i vaagen Drøm. Nej, jeg vil være oprigtig Sanger. Jeg vil ikke spille paa indbildt Harpe, men paa legemlig Harpe, som kan tages og føles paa.«

»Men forestil dig dog, hvor det vil nedsætte dig i den offentlige Mening, at gøre dig selv til en aabenbar Landstryger.«

»Desto bedre! Naar man engang ret er anset for gal, fører man et mere tvangløst Liv. Det har været mig et utaaleligt Aag, at mit Liv bestemtes efter 224 Reglerne for et anstændigt Menneske. Ved dette Skridt bryder jeg saa aldeles med Folk af Stand; jeg sætter mig med et ud over Folks Domme, og kan handle frit som en Otaheitier efter mit eget Hoved. For at blive ret vis, maa man finde sig i at kaldes forrykt.«

»Lykke paa Rejsen da! Naar du en Gang har fattet et vildt Indfald, da ved jeg, Pokker selv kan ej tale dig til Rette.«

V

Silvius gik i Middagsheden paa Landevejen, bedækket af Støv og Sved. Usynlige Lærker hang højt i Luften over hans Hoved, hvor han saa gik, og kedede ham med deres ensformige Musik. Græshoppen skaffede ham ej mer Tidsfordriv med sin Kvidren i Kløvermarken. Han kom til en liden Sø, ved hvis Bred han besluttede at hvile en Stund. En forskrækket Irisk fløj ved hans Ankomst ud af Rørene, og Frøerne plumpede ubehændigen fra Brinken ned i Vandet. Han strakte sig paa en Græsbakke med Hovedet vendt nedad mod Søen, og stillede med den hule Haand sin Tørst. Derefter laa han i Selvbetragtninger og kastede afrevne Blomsterknopper ud til Frøerne, som lokkedes til af Nysgerrighed og greb dem i Flaben. Under denne Syssel bleve hans Tanker mer og mer drømmende, og han faldt tilsidst i en dyb Søvn. Det forekom ham, at han saa et dejligt Pigehoved med Guldhaar stige frem af Søen. Sophie! raabte han, men Hovedet nikkede til ham med et skalkagtigt Smil og dukkede ned i Vandet. Han stirrede længselsfuld 225 ned paa Pletten, hvor hun var forsvunden, da ved den modsatte Bred Hovedet atter steg frem og hviskede: Pi, Pi! men han saa kun et Glimt deraf, før det atter forsvandt. Saaledes blev Synet ved at lege Skjul med ham. Snart bevægedes Sivliljen hist, snart her; men saa hurtig han kastede Øjet derhen, lød det atter: Pi, Pi! og Hovedet var borte; kuns de koncentriske Ringe betegnede Stedet. Tusmørket faldt paa; han skimtede Synet svagere og svagere, indtil det rent forsvandt i den bælgmørke Nat. Men Natten blev pludselig lys. Han saa i Vejret; Maanen var en stor Guldkane. Sophie kørte deri over Skyernes Snedriver. Han blev besjælet af en dristig Lyst til at flyve, og i Minuttet følte han sig hævet -

Her mangler i Manuskriptet et Halvark, om hvis Indhold intet andet kan vides, end hvad man af det følgende kan slutte sig til. Silvius er, besjælet af Flyvelysten, gledet ned ad Brinken og plumpet i Vandet.*) I det samme er en Vogn kommen forbi, hvori der sidder to Damer, af hvilke den ene er tilsløret, og en Mandsperson. Silvius har raabt om Hjælp, og den fremmede har da skyndt sig af Vognen ned til Bredden, hvor han har bøjet sig ud over Vandet og med en Del Besvær faaet Silvius *

226 halet op. Den tilslørede Dame har under dette været færdig at besvime af Skræk; og det varer noget, før hun kan samle sig saa meget, at Vognen kan køre videre. Af Samtalen mellem de fremmede har Silvius imidlertid hørt, at Damens Navn er Sophie; han føler sig overbevist om, at han her har fundet den dejlige, han søger, og beslutter at løbe efter Vognen for at indhente den i den nærmeste Kro, hvor han havde hørt, at de skulde bede.

Han kom til Kroen i det Øjeblik, Damen var ved at stige ned af Vognen. Tjenstfærdig sprang han til og rakte hende sin Haand til Hjælp. Hun samlede sin Kjortel tæt om Ankelkoden, medens han med bævende Fingre flyttede hendes smaa, veldannede Fødder ned ad Vogntrappen. Hendes Gang forekom ham noget tung og besværlig, hvilket han betragtede som en Følge af den Upasselighed, Skrækken paadrog hende. Ved et Fejltrin havde hun gjort et farligt Fald, hvis Silvius ej behændig havde grebet hende i sine Arme.

»Gør mig ikke vaad!« [skreg hun, men han agtede ikke derpaa.]

Næsten ør i Hovedet svinglede han med sin elskede Byrde til Krostuen. Her kunde vor Helt først ret betragte Selskabet, men forgæves ventede han paa, at Sophie skulde kaste Sløret og sin blaa Silkekaabe. Disse Bedækkelser berøvede ham ganske Synet af hendes Yndigheder. Han kunde kuns af Kaabens Bevægelse slutte sig til en langsom Stigen og Falden af det yndige Bryst. Ved hendes Side sad en rørig gammel Kone. Kragerup havde slængt 227 Kappen, der hængte løst over hans Skuldre, og gik i sin Livkjole fløjtende op og ned ad Gulvet.

Silvius, der vilde benytte Lejligheden til at stifte Bekendtskab med sin tilbedede, bukkede sig for hende og sagde: »Det smerter mig, at I ved min Skyld fik saa stor en Skræk i Blodet.«

»Deri er I uskyldig,« svarede hun. »Jeg tænkte, Gud forlade min Synd! kun lidt paa jer. Men jeg var bange, Kragerup skulde springe ud i Vandet for at fiske jer op.«

Dette kolde Svar skar Silvius i Hjærtet. Han mønstrede med Blikket den lykkelige, der havde saa stor Del i hendes Hjærte. Kragerup var efter Udseendet en Mand paa 30 Aar. Hans tykke, blaarøde Kinder og drøje Lemmer tilkendegav, at han var opfødt ved god, nærende Kost paa Landet. Da desuden hans Dragt røbede særdeles Velstand, gjorde Silvius den rimelige Slutning, at det maatte være en Herremand fra Landet. Hans Øjne faldt paa en Ring, der glimrede paa Sophies venstre Haand.

Hun er altsaa Kragerups Forlovede, tænkte han med et Suk. For at bringes ud af sin Uvished, sagde han: »I rejser formodentlig til København med Eders Kæreste?«

»Jeg - Kæreste!« sagde hun. »Nej, det tænker man ikke paa i min Alder.«

I min Alder! gentog Silvius ved sig selv; hvorledes skal jeg forstaa det? Hun ser jo dog ikke ud til at være noget Barn. Jeg maa nødvendig have Lys i dette Vilderede.

»Ædle Fremmede,« sagde han til Kragerup. »I har reddet mit Liv. Derfor føler jeg dyb Taknemmelighed.

228

Men inden jeg forlader eder, udbeder jeg mig en Tjeneste, som vil fordoble min Skyld til eder. Jeg ønsker blot, at Damen i den blaa Kaabe vil unde mig Synet af hendes Ansigt.«

»Da vil I rigtignok faa noget net at se,« sagde Kragerup og gned fornøjet sin venstre Albu med den højre Haand.

»Skønne Dame!« blev Silvius ved, »jeg viger ikke fra jer, før I løfter eders Slør.«

»O, lad ham dog have den Fornøjelse, Moder!« bad Kragerup, »saa skal jeg svare til, han føler ingen Madlyst i Dag.«

»Saa galt er det dog heller ikke, din ugudelige Dreng,« sagde Damen. »For at I ikke skal tro, det er værre, end det er, ædle Fremmede! vil jeg fortælle jer hele Sagen. Jeg rejser ind til København, for at lade mig skære for en Gevækst; andet er der ikke i Vejen, det kan I her selv se.« - Med disse Ord skød hun Floret til Side, og Silvius saa et rynket Ansigt og en vanskabt Næse for sig.

»Himmel, hvilken Fejltagelse!« raabte Silvius. »Jeg troede, det var Sophie.«

»Jeg hedder ogsaa Sophie,« svarede Konen stødt.
Silvius indsaa, at han havde fornærmet den gamle, og søgte ved fordoblet Opmærksomhed at gøre sin Brøde god igen. Hun blev ogsaa snart igen forsonet med ham, og da han bød hende sin Arm for at føre hende til Bordet, hvor et rygende Fad Mælk og Grød ventede paa hende, udbrød hun rørt:
»Gud velsigne jer, min Søn, fordi I hjælper en gammel Kone til Rette. Den Dyd findes sjælden nu til Dags. Nu om Stunder holde Ungkarlene dem 229 heller til uforstandige Pigebørn end til aldrende Folk. Den, der har graat Haar, kan skøtte sig selv. Men hvad siger Sirak -«

Hun vilde nedlade sig paa Stolen, men Kragerup trak den bort, saa at hun satte sig plat paa Gulvet og havde faaet et slemt Stød, hvis Silvius ej havde standset hende noget i Faldet.

»Hvad siger Sirak, Moder?« spurgte Kragerup med Latter.

»Fy, skamme dig vanartige Dreng!« sagde Fru Sophie med et vredt Øjekast til sin Søn. Silvius greb ham i Brystet, ruskede ham og sagde: »Den, som forhaaner sin gamle Moder, er ikke værd, at Jorden bærer ham.« Da raabte Fru Sophie forskrækket: »Slip ham! slip ham, siger jeg! I tager jo paa ham, som det var et Umælende.«

Kragerup vristede sig med overlegen Styrke løs fra Silvius og sagde med fortsat Latter: »Hvad gaar der af jer, Spillemand! Om det gamle Skabilkenhoved ikke forstaar Spøg, burde I jo dog have bedre Forstand.«

»O, jeg kunde rive dine Øjne ud,« sagde Moderen.

»Dertil havde I ikke Sind, Morlille,« mente Kragerup og klappede hende paa Skulderen.

»Rør ikke ved mig, dit Skarn; jeg kan ikke taale at se dig.«

»Er det virkelig jert Alvor, gamle Tossehoved, at I vil surmule, fordi man gør Løjer med jer? Lad det nu være godt igen, ellers gider jeg min Sjæl hverken ædt eller drukket.«

»Naa, saa kom da, Dreng, og giv mig et Kys!« - »I kan ikke forestille jer,« sagde hun til Silvius, »hvad jeg lider med den uartige Knægt. At have 230 Børn er et sandt Huskors. Aldrig kan jeg faa ham til at bede, enten til Hjælperen eller til Jomfru Marie. Forestil jer en Gang: Jeg, der løber om i Huset fra Sol til Sol, maa ikke alene bede for mig selv, men ogsaa for den lange Lømmel, der render i Skoven den udslagne Dag og gør aldrig Gavn for to Skilling. Jeg lukker aldrig nogen Aften mit Øje, uden at tælle ti Rosenkranse for mig og tyve for den ugudelige Krop. Det er dog mere, end nogen ærlig Kone kan overkomme! Og hvad mener I vel? saa gør endda den lille Skælm saa mange Kattespaser, at han, Gud forlade min Synd! faar mig til at le midt under Bønnen. Det gik endda an, naar jeg blot ikke hveranden Dag maatte stege og brase for de argeste Kættere, som han fører mig i Huset.«

»Kom nu ikke med den gamle Snak om Kættere, Moder! Det er jo noget, I ikke forstaar jer paa. Lad I de lærde derom. Fordi en bliver kaldt Kætter, derfor kan han jo være lige god Karl.«

»I! du skulde faa en Ulykke for din Mund! Kan den være god, som hverken tror paa Messen eller Paven?«

»Hvad rager Paven mig eller jer? Jeg har tit sagt jer min Mening derom, Moder. Jeg holder for, at man ikke bør blande sig i det, som ikke kommer en ved. Hvem der kan forslaa mig Tiden, han er af mine Folk, enten man kalder ham Kætter eller Anabaptist. At man giver ham Øgenavn, det er jo hans egen Sag. Det er min Tro.«

»O, du har slet ingen Tro, du gudsforgaaede Dreng.«

»Jo sandt for Herren har jeg Tro. Jeg tror alt, 231 hvad som klogt og fornuftigt er. Jeg tror, at Vorherre har skabt Mark og Skov, Kornet, som vi klare Skatter og Afgifter med, Harerne, som vi skal skyde, og - og - kort at fortælle: Mennesker, Heste, Kvindfolk, Køer og Hunde. At sige det første Par. De andre have vi jo selv lagt til. Det ved vi jo nok. O, naar man ret vilde spekulere, fik man underlige Ting ud. Her er nu f. Eks. denne Kørepisk; jeg kan føre Tingsvidne paa, at jeg har ladet den gøre hos Ejlert Remmesnider. Og dog siger jo Præsten, at Gud har gjort alting. Men det kommer af, at Folk bruger ikke deres Forstand, men taler blindt hen i Vind og Vejr. Man kunde blive rent tosset i Hovedet, naar man vilde bryde Hjærnen med slige Ting. Men man gør bedst i at tænke og tie og lade enhver være den, han er.«

Her er atter et Halvark gaaet tabt. Medens Silvius sidder ved Bordet og taler med sine nye Bekendte, er en ny Gæst kommen til Kroen. Da han har fundet Staldrummet optaget af Kragerups Heste, er han gaaet ind i Krostuen, har fremstillet sig som Borgmester fra Lybæk og forlangt, at Herremanden skal rykke sine Heste ud for at skaffe Plads for hans Ridehoppe. Herover er de kommet i Klammeri, og Kragerup har væltet den tykke Borgmester om paa en Bænk, hvorfra han ikke ved egen Kraft formaar at rejse sig. Han truer da med at kalde sine Folk til Hjælp, for at faa den grove Karl afstraffet.

»[Forsøg] det kuns!« sagde Kragerup. »Jeg kalder da Bønderfolkene ind fra Borgestuen, og saa skal I 232 Død og Kritte komme til at smage Stevnsherreds Vognkæppe!«

»Vil I slaa mit Barn, Lybækker?« spurgte Fru Sophie og rejste sig møjsommelig fra Stolen. »I skal ikke krumme et Haar paa ham, saa længe jeg kan røre min Krykke.«

»Luk I jer Kæft, Mor!« sagde Kragerup. »Jeg er Karl for at svare for mig selv.«

Lybækkeren tog til Ordet: »Naar jeg ret besinder mig, saa behøves der ingen Slagsmaal. Jeg skal nok faa Husrum til min Ridehest.« Han fløjtede i sin Haand, og fire Ryttere sprang ved dette Løsen ind i Stuen. »Løft mig i Vejret, Æsler,« skreg han. De fire Karle lettede ham med forenede Kræfter op over Ende paa Bænken. Derpaa gik han med opbragt Ansigt ud i Gaarden. Et Øjeblik efter kom han tilbage, førende sin Hest ved Tøjlen. Rideknægten gik bag efter og gav det tilbagestræbende Dyr et Smæk med Pisken, hvorpaa dette efter et Spring over Dørtærskelen befandt sig midt i Gæstestuen.

»Rider Pokker jer, Lybækker!« udbrød Kragerup med Skoggerlatter. »Skal jeres Mær sidde til Bords med min Moder og min Faster?«

»Et Værelse,« sagde Lybækkeren, »som ej er for godt til danske Madammer, er heller ikke for godt til en Borgemesters Ridehoppe.«

Kragerup gjorde Mine til at gaa løs paa Lybækkeren, men Silvius trak ham til Side og hviskede ham ubemærket et Par Ord i Øret. Derpaa begyndte de paa Skrømt at brydes, og Kragerup lod sig til sidst kaste paa Døren.

»Det kan jeg lide,« sagde Borgemesteren, idet 233 han klappede Silvius paa Skulderen, »I er en haandfast Karl. Hvo skulde have tænkt, at I kunde have magtet den drøje Knold.«

»O, naar Blodet kommer i Kog, saa er det kuns en Haandevending at gøre det af med en slig kejthaandet Prygl.«

»Meget let er det just ikke, min brave Dreng; men det er dog lettere end at vinde ti Tusinde Daler. Ikke sandt, brave Knøs? Ha ha ha! Jeg skal nok betænke jer lidt for det Stykke Arbejde.«

»O, eders Velbehag er mig nok.«

»Jeg skal være jer god for det. Er det jeres, den Harpe der i Krogen?«

»Til Tjeneste.«

»Siden I har saadant Geni til Musik, da skal jeg saamænd skaffe Jer Levebrød som Piber eller Trommeslager ved de Tropper, vi samle for den fangne Kong Kristian. I kan tro, det vil blive et Herreliv. I kan lægge Jer mangen god Skilling til bedste ved Plyndring. Soldaten maa leve, det er mit Valgsprog. Hverken Bondens eller Herremandens Kælder er ham for god.«

»Mens I vil mig saa vel, Herre! kan I vel umage jer et Par Skridt for min Skyld. Jeg har, imellem os sagt, fundet en Pose med rinske Gylden, som jeg har skjult i Stalden. I kunde vel veksle dem for mig?«

»Raser I, Menneske! En hel Pose Penge? - Ja, Herligheden er endelig ikke saa stor, naar det kuns er rinske Gylden; det er et højst usselt Slags Penge. Jeg skøtter ikke stort om dem. Men den ene Villighed er den anden værd. Lad os tage dem i Øjesyn.«

234

De fulgtes ad til Stalden. Da Lybækkeren var indenfor, kom Kragerup til og slog begge Halvdorene i.

»Hvad betyder dette her,« sagde Tyskeren. »Hvor er Pengene?«

»Ja, ved I hvad,« sagde Silvius, »jeg tror, vi ville lade det bero med Vekslingen for det første. I skøtter jo desuden ikke om den Slags Mønt.«

»Kom nu kuns, go' Karl!« sagde Kragerup. »Skal Hesten staa i Stuen, saa skal, Død og Kritte! Manden staa i Stalden.«

»Hvad har I i Sinde? I forstaar dog vel Spøg?«

»Jo, i Sandhed forstaa vi Spøg,« svarede Silvius. »Det er just vort Fag. Vi have netop besluttet at spøge lidt med jer.«

De slæbte Lybækkeren hen til en Baas. Efter en kort og unyttig Modstand maatte han, aandeløs og bedækket med Sved, finde sig i deres Medhandling. Nu begyndte han at give gode Ord, at forestille dem, hvorledes hans Mad blev kold, hvis man opholdt ham længere, og lovede dem Guld og Sølv i Mængde for at slippe løs. Silvius svarede, at han som designeret lybæksk Piber havde Udsigt til saa rigt Bytte, at han kuns lidet agtede Penge. Hans sidste Kraftytring var en Strøm af Trusler og Eder. Ogsaa herpaa blev gjort Ende, da hans egen Halsklud blev stoppet i hans Mund. Silvius bandt hans Hænder paa Ryggen; Kragerup iførte ham et Hovedlag og surrede ham til Krybben.

»Nu bliver jeg dog mensoren,« sagde den sidste. »Før bandte jeg paa, at jeg ikke vilde rømme jer en Baas, men nu falder jeg alligevel til Føje. Men jeg tænker som saa: den Baas, som ej er for god til 235 en dansk Herremands Kørehoppe, den er heller ikke for god til en lybæksk Borgemester. - Bi nu lidt! her har I en Skuffe god Havrehakkelse.«

»Imidlertid skal jeg,« tilføjede Silvius, »sætte en Skefuld Suppe frem for det hvide Bæst deroppe. Det er ret godt, at store Herrer prøve, hvorledes deres Underhavende har det. Lad nu det sælle Kræ blot for en Gang agere Borgemester, mens I forestiller Hest.«

Lybækkeren skummede af Forbitrelse.

»Slaa Jer nu til Taals et Par Timer,« vedblev Silvius. »Nu ville vi trine op til Bordet i Stuen, hvor Eders Skaal ikke skal blive forglemt.«

Silvius gik paa Tilbagevejen gennem Borgestuen. Her sagde han til Borgemesterens Rideknægt: »Eders Herre befaler jer at passe paa, at ingen Sjæl i de første tre Timer nærmer sig Stalden. Han er gaaet derind med en skøn Jomfru af Nabolavet, som har Lyst til at bese hans skønne Rideheste.«

»Haha! det er godt! Jeg forstaar en halvkvæden Vise.«

»Det er mig ubegribeligt, hvorledes en ung Pige kan være saa stor Kender og Elsker af Heste.«

»Jeg skal sige dig, hvorfor det er dig ubegribeligt. Det er fordi I selv er en Hest - (Til sine Kammerater:) Gud fri os, hvor en Dansker dog er enfoldig. Jeg og mine Lige kender Rummelen. De danske Pigebørn er nu engang ikke anderledes. Naar de ser en Lybækker, en velvoksen Karl med Fjer i Hatten, ohngefæhr som Borgmesteren og jeg, saa bliver de straks mordisk forliebte. Jeg besøgte i Fjor min gode Ven, Kurfyrsten paa Langeland, men jeg maatte rejse straks igen, jeg kunde ikke være 236 med Fred for Kurfyrsten sin Datter; hun vilde med Djævels Skind og Ben gifte mig. Hun kom ned til mig i Stalden og sagde: Hans van Duus, han er en brav Karl og en honnet Karl. Han har et overmaadig skønt Gesicht, han kan pudse sine Stivier, og han har i alle Maader godt Geni. Jeg vil, partere mig Satan! være sin Kone! - Jeg kunde, hol mich der Kukuk! have haft Kurfyrsten sin Dokter og den ganske Graffschaften, men det var ikke noget for en Karl i min Alderdom, at binde sig fast. Den dänische Grütze und de tikke Pankuchen vil mich gar sehr schmekke.«

»Jeg skal saamænd dog ud i Stalden og se, hvad Borgemesteren bestiller.«

»Stop, stop, Freund! Han bliver paa Flækken. Jeg har ikke Lyst, min Stell at forlire um sin Villie. Jeg vil med min Degen op og ned ad Stallthüren [marschire], og wenn der nærer sig med drey Schritt, han schall po sine Gærninger ligge, om det so war den König af Dänemark han selv.«

Medens Rideknægten trolig holdt Vagt for Stalddøren, fornøjede Silvius og Kragerup sig over, at de havde givet Borgemesteren en saa passende Tugtelse.

Herremanden sagde: »Død og Pølse, hvor det var et rart Indfald af jer, saaledes at sætte Lybækkeren paa Staldforing. Det vilde jeg ikke været foruden, om en havde givet mig en Tønde Himmelbyg. Jeg er, vær' en evig! saa forgabet i jer, at jeg kunde kysse jer. Hør, ved I hvad? I maa endelig følge med mig til Byen. Saa kan vi gaa ud sammen og gøre Mudder. Vi skal ret have vore evige Løjer. Jeg skal nok gøre Udveje for, hvad Penge der gaar til. 237 Man maatte jo være gal, naar man ikke tog sig al den Morskab, man kunde faa. Hvorfor er man ellers her i Verden?«

»Jeg rejste gærne med jer; thi muntre Folks Selskab er mig stedse kært; men til København kan jeg ikke følge jer.«

»Aa fy for en Ulykke! saa har jeg ingen, der kan føre mig i Vinden. Men det maa I love mig, at I snart vil besøge mig paa Kragerupgaard. Der skal sgu ingen Slags Øl og Mad holdes for godt til jer. Der er min Haand paa det. - O, gid vi var der alt. Jeg længes saa usigelig efter Espen Ridefoged for at fortælle ham, hvorledes vi har gjort den storagtige Lybækker i Stand. Han har et Horn i Siden paa alle Lybækkere, siden de skambød os paa vore Stude i Forfjor. I kan tro, det er en naragtig Karl, den Espen. Han har et godt Hoved til at finde paa Uglspilstreger. Lillemor har en graa Kat, som hun elsker lige saa højt som mig. Den bandt han i Gaar fast til Lænkehundens Hus. Der blev da, som I vel kan tænke, et Fandens Spektakel mellem den og Hunden. Katten smuttede ind i Hundehuset og havde blot Snuden udenfor. Hunden bjæffede og sprang, og Katten fnøs og sprættede. Hvergang Pasop kom for nær, fik han en Tjat over Snuden af Kattens Kløer. Saa kom da Lillemor med en Kost og vilde hjælpe sin Kat, men turde ikke rigtig nærme sig, fordi hun var bange for Hunden. Jeg har aldrig i mine Levedage set saa snurrigt et Syn, naar jeg undtager i Dag, da jeg saa Borgemesteren staa ved Hestekrybben. - I er min bedste Ven i Verden. Jeg holder mer af Jer end af Espen. Kom, vi vil drikke Dus!«

238

Fru Sophie blinkede med Øjnene ad sin Søn, men denne sagde:
»Skøt hun sig selv, Lillemor! Jeg ved nok, hvad jeg gør. I mener, han er en omstrygende Spillemand og jeg en Herremand. Jeg vil ikke have noget med adelige Folk at bestille. I Ridderlav er jeg tilovers. Der sidder jeg som en Synder i Skammekrogen og tør aldrig røre mig af Stedet, fordi jeg ved, det stadselige Pak griner ad mig. Endnu har jeg ikke glemt den Frøken Trinletpaataa, der i Fjor lo mig i mine aabne Øjne, da jeg vilde føre Pandekagedansen op. Jeg spørger fint om, hvad Stand en Kari er af, naar jeg kan lide ham. Den, der skal være min Kammerat, maa ligne mig. Han maa have et vittigt Hoved og ej bryde sig om, hvad Snit ens Bukser har, eller hvordan man slaar Kappen over den højre Arm. En tintet So og en skurvet Orne kan bedst sammen.«

Silvius og Kragerup klinkede med deres Bægre og faldt i hinandens Arme. Efter at dette Broderskab var sluttet, holdt de det for raadeligst at skynde sig bort, førend Borgemesterens Fængselstid var udløbet. Herremanden, som havde haft den Forsigtighed i Forvejen at føre sine Heste ud af Stalden, satte dem for Vognen og jog til København, mens Silvius fortsatte sin planløse Vandring.

Henimod Aften kom han til en Bondegaard og gav sig til at spille paa sin Harpe uden for Vinduerne. Ingen af Husets Beboere lod sig til Syne; blot Bondens Døtre holdt Døren paa Klem og stjal sig til at kige ud til ham. Men en vranten Kælling greb dem med Skældsord i Skørterne og trak dem ind igen.

239

»Hvo har givet eder Lov til at lyde til Musiken, I Ravneunger? Har maaske nogen af jer Penge til at betale med?«

»Aa Herre Gud, Mor!« sagde en af Børnene, »vi kunne jo dog ikke lukke vores Ører.«

»Her indenfor i Smug kan I høre efter, saa meget I lyster; men I skal ikke stille jer til Skue, ellers tror han straks, han skal fortjene Guld og grønne Skove.«

En Karl, som havde foret af, gik over Gaarden med en Lygte. Han nærmede sig til Silvius og sagde til ham: »Gaa jeres Vej, Spillemand! I faar ingen Ting. Hvor kan saadan stærk, arbejdsfør Knægt som I vente nogen Almisse.«

»Jeg trygler intet,« sagde Silvius stolt. »Hvo intet vil give mig, kan lade være. Men jeg erkender, at jeg staar her som en Gæk og kaster Perler for Svin.«

»Pukker du til, go' Karl! jeg skal nok vise dig Vintervejen.«

Silvius gik ud af Porten, forfulgt af Gaardshunden. Men Børnene kom springende bag efter ham og tyssede paa den. Da han var kommen paa en Grønning uden for Huset, greb de smaa ham i Kappen og sagde: »Spil os dog et lidet Stykke, gode Herre!« Han opfyldte straks deres Begæring, og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme om hinandens Hals og gav sig til at danse rundt med hinanden. De lyseguide Krøller flagrede løst omkring deres Skuldre; thi de to fattige Huepulle, som de for længst vare voksede fra, bedækkede kuns deres Hovedisse. Et Par Gæs, som næsten havde gnavet 240 Græsset af til Bunden og kun levnet de lave Gaaseurter, hvæsede ad det dansende Par, som forfærdet kaldte den ældre Søster til Hjælp. Hun søgte med en Pind at drive den mest frygtede Gasse tilside. Kællingens skældende Stemme lød indenfor. Da sagde de forskrækkede Børn god Nat, og Silvius skænkede dem til Afsked hver en Sølvmønt til Hvedebrød. Den ældste vilde kysse hans Haand, og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Ben.

Moderen kom ud og raabte: »Vil I pakke jer ind, Rollinger! og hvad tænker du paa, Ellen? Vil din lange Tøs se, du kan genne dine Ællinger i Hus, eller jeg skal snakke med din Ryg.«

»Se, Moder!« raabte de i Munden paa hinanden, »sikken dejlig Skilling Manden har givet os til Hvedebrød.«

»Vil I hid med Pengene,« raabte Konen, »at I ikke gaar og taber dem i Græsset. Tænk I aldrig paa Hvedebrød, I Usselrygge! Nye Træskoer skal I have, det har I mere nødigt, Stodderunger. Vor Herre bevares! Hvedebrød er ikke Kost for Usselrygge som jer. Tak I Gud, om I kan faa en Osteskorpe til jeres Grovbrød. Gud velsigne jer, Spillemand, for jeres gode Villie. Tag mig det ikke fortrydeligt op, at I blev jaget paa Porten. Her render den ene Kæltring os paa Døren efter den anden, og det falder os selv surt nok at holde Livet i de mange Børn, vi har faaet paa Halsen. Vi har ondt nok ved at skaffe noget til Graamunkene. Dem maa man da betænke lidt. Man vil jo dog gærne slippe nogenlunde fra Fejefyret, ihvordan det gaar. De Dage ere længst forbi, da jeg kunde forlystes ved Musik. Da jeg var en ellevild Tøs 241 paa jeres Alder og løb gal i Julestuerne, da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjærding og spillede paa Fiol.«

Silvius gav Konen endnu et Par Skilling, under den udtrykkelige Betingelse, at et Par Kringler derfor skulde købes til Børnene. Derpaa akslede han sin Strængeleg og sukkede:
»O, hvi gaa dog Menneskene ikke hellere ud i Skoven og æde Olden end krybe sammen som Trældyr i elendige, mørke Hytter? Hvorfor skal et Egern og en Markmus føre et mere frit og lystigt Liv end sin fornuftige Medskabning? Hvad skal dog Manden med sin Smule Forstand, naar han alene skal bruge den for at tænke paa Udvej til Grød og Ærter? Mig skal intet bringe til at bøje Hals under Aaget som de øvrige Daarer. Den højeste Fyrstestol i Verden vilde jeg lade haant om. Aldrig vilde jeg bytte min Frihed bort for at sysselsætte mig fra Morgen til Aften med elendige, jordiske Tvistigheder. Ingen af de privilegerede Haandteringer er efter mit Hoved. Jeg priser mig lykkelig ved at være sluppen fra Klosterskolerne. For mig maa Priorer og Domherrer trækkes i Haaret om Aristoteles og Theophrastus. Et ærligt Haandværk var dog bedre, men jeg vil ej gøre Løjbænk og Stole til de magelige Herrer, der forsmaa at hvile sig paa Markens Sten og Tuer. Vil ingen give mig Brød for mit Harpespil, da vil jeg hellere æde Græs og Rødder end sælge mig selv til Slave.«

Det var alt mørk Nat, da Silvius befandt sig for Køge Port. Han bankede stærkt paa Porten, men ej en Sjæl rørte sig indenfor. Da satte han sig ned 242 paa en Afviser og spillede for Tidsfordriv en krigersk Melodi. Nattevægterens Kone var i sit ringe Hus, der laa ret inden for Porten, vaagnet op. Hun ruskede sin Mand i Ærmet og raabte:
»Staa op, din Syvsover! Hører du ikke, der er Folk for Porten!« . »Aa, lad mig ligge, allerkæreste Maren!«

»Vil du op, siger jeg.«

»Aa, lad mig nu blot sove en Time til, saa holder jeg saa meget af dig.«

»Hører du ikke Musikken uden for Byen!«

»Aa, du siger noget. Det er jo dejligt. Spring ud og hør paa det.«

»Jeg spørger dig nu for sidste Gang, om du vil staa op, Bertel. Jeg tror, du lukker baade Ører og Øjne, naar du sover. Det er en prægtig Musik. Det kan sgu gærne være Kommandanten fra Københavns Slot.«

»Kommandanten fra - Hvad siger du, Maren?«

»Ja, det er nok muligt, det er ham, og du ligger her en køn og sover paa din Post.«

»Paa min Post har jeg ikke sovet. - -«

Et Blad mangler her. Vægteren har endelig sat sig i Bevægelse og vækket de nærmest boende Borgere. Byen kommer i en Hast paa Benene; man tror, at Lybækkerne er for Porten, og er i Tvivl, om man skal aabne Byen for dem eller ej. Rimeligvis har Poul Møller til Skildringen af denne natlige Forstyrrelse villet benytte nogle Iagttagelser af et lignende Optrin, han engang selv havde været Mester for. »Jeg ved den - skriver han i et Brev til J. L. Heiberg fra Espegaard i Efteraaret 1817 - der forleden 243 Aften indsvøbt i en Kappe red til Skælskør, da Prins Christian var ventendes, og satte i fuld Galop igennem Gaderne, raabende: »Prinsen kommer!«. Det var da omtrent det samme som at sætte en Lunte i en Krudttønde; thi Fanden tog bemeldte Udraab: »Prinsen kommer«, saa det løb fra den ene Bysende til den anden. Praaserne kom i alle Vinduerne, Borgerne skulde rette dem, men de kom i Spegerede og løb imellem hinanden ligesom en Flok Faar i Regnvejr. Fløjmanden havde nemlig tabt sin ene Tøffel, og den var hverken at finde hist eller her. Det gjorde mig allermest ondt for den stakkels Organist, der gik foran og vrælte i en Basun; thi han kom i saadan Alteration, at han tog Kuløren af sine Manchesters Bukser. Det var dog ellers Synd, han skulde komme i Bevægelse. Stakkels Mand! han er kun maadelig til Bens og pukkelrygget baade for og bag. Men Prinsen, hvor blev han af! ja ta' ham der, det var kun fint, hvad Prins der kom. Der blev anstillet skarpe Undersøgelser om, hvo der havde sat Borgerskabet i Oprør, men jeg og Borgemesteren vare ej i Stand til med forenede Kræfter at opdage, hvo der først havde sagt: »Prinsen kommer!« Jeg vidste da egentlig nok, hvo det var; men jeg syntes, det var Synd at røbe ham.« Af denne Beskrivelse vil man kunne forestille sig, hvorledes Poul Møller har udført Skildringen, hvoraf nu kun Slutningen er bevaret. Her hedder det - efter et Brudstykke af en Samtale mellem en Borger (den omtalte Fløjmand?) og Anføreren for Borgerskabet - saaledes: 244 Allarmtrommen gik paa Byens Gader, og hele Borgerskabet stod snart i Vaaben. Borgemesteren foregav en Upasselighed for ej at nødes til at give sin Stemme i saa vanskeligt et Tilfælde, men Borgerne besluttede efter kort Overvejelse at aabne Byen for den elskede Kong Kristjerns Parti. Leve Kong Kristian! raabte de under Marschen gennem Gaderne og drog med klingende Spil ud af Porten for at modtage Hæren.

»Hvor er Lybækkerne?« raabte alle, da man befandt sig paa Byens Fælled. »Spring ind og hent Bertels Lygte! Her er jo ikke en Moders Sjæl.«

Vægteren førte henved en Times Tid sine opbragte Medborgere omkring paa Marken uden at kunne finde den frygtede Fjende. Endelig begav man sig tilbage under mange haarde Udladelser mod den forlegne Vægter, som efter alles Formodning paa Grund af en urolig Drøm havde sat hele Byen i Bevægelse. Solen stod bag Bugten og lyste for den lille Trop, som misfornøjet vandrede hjem. Da fandt man tæt uden for Porten en sovende Yngling, ved hvis Side der laa en Harpe med et Voksdugs Betræk omkring.

»Han skal være min Mand!« raabte Bertel. »Grib ham og læg ham paa Pinebænken, til han skaffer sine Kammerater frem. Jeg har ikke Lyst at staa som en Gæk for hele Borgerskabet.«

Silvius blev øjeblikkelig ført til Raadstuen.*)

»Siden han kommer fra København,« sagde Borgemesteren og skød Brillerne op paa Panden og *

245 traadte hen imod Silvius, der mellem to Raadstuetjenere stod uden for Skranken, »hvorfor har han da intet Pas?«

»Jeg rejste saa hovedkuls bort.«

»Hvem gav ham Lov til at rejse hovedkuls bort, som han behager at eksprimere sig.«

»Det akademiske Senat. Jeg kan skaffe Beviser paa, jeg er en relegeret [Student].«

»En køn Ære! Hvad vil han nu gøre her i Byen, Mossiø relegerede Student!«

»Jeg agter med jeres Tilladelse at gaa omkring i Borgernes Huse og spille dem et Stykke.«*)

Den hele Sommer gik Silvius omkring i Sjælland og spillede for Dørene. Undertiden fik han noget, undertiden intet. Da han var alt for let rede til at aabne sin Pung, saa vel til sin egen som til andres Fornøjelse, kom han til sidst i stor Forlegenhed. Han fandt, at en Spillemand ofte maatte lægge sig sulten om Aftenen, naar han ikke havde en Nødskilling i Baghaanden. Tit maatte han være glad ved at kunne faa Nattelejlighed paa et Hølad. Ja undertiden blev endogsaa denne Villighed ham nægtet, og han var nødt til at udsøge sig et Leje under et bredskygget Træ eller i en græsbevokset Grøft. Da Efteraaret nærmede sig og Natteluften blev kold, var denne Levemaade ham [ubekvem].

Her ender Manuskriptet, og da samtidig de paa et løst Blad indførte Tilføjelser, der er Indskud i *

246 Teksten, ogsaa standser, er det ikke sandsynligt, at der har været meget mere. Af de Momenter, der findes paa samme Sted som Tilføjelserne, men som er forfattede, før Poul Møller begyndte Nedskrivningen, faar man kun en meget usikker Oplysning om Handlingens Fortsættelse.

Med størst Sikkerhed ser man, at »Helten«, som han her stadig kaldes, efter sine Sommervandringer har lagt sig til Borgeleje for Vinteren hos Kragerup, i hvem Læseren vil have genkendt »Vildmanden« i Plan B (S. 182). »Kragerup leger kanske med Hunden og Katten, da Silvius kommer i hans Gaard.« Kragerup er en ivrig Jæger og kaldes i Optegnelserne jævnlig efter sin Yndlingsidræt Rævejægeren. En Gang fik han »Alteration i Blodet, fordi hans Hund ikke stod for Bekkasiner«. Sammen med sin Vært og nogle andre »vilde Jagtjunkere« har Helten her deltaget i »Jagten efter Ænder« og maaske ved denne Lejlighed foredraget Jægersangen »Gennem Moser og raslende Siv vi gaa« (S. 23). Megen Morskab har han ogsaa haft af sin Kammerats plumpe Løjer med hans »Lillemor«: naar han f. Eks. efter at have spillet hende et særlig drøjt Puds udtrykker sin Medfølelse for hende saaledes: »Det gør mig ondt for hende, det gamle Asen!« eller tilkendegiver hende sin Respekt med de Ord: »Fanden komme efter hende, det gamle Skind, har hun ikke en god Forstand!« Sammen med Kragerup og den omtalte Espen Ridefoged har Silvius sikkert haft andre Streger for. I det hele har vistnok Skildringen af hans Ophold paa Kragerupgaard, hvortil Forfatteren sikkert har villet benytte Oplevelser og Iagttagelser fra sit eget Herregaardsliv i Sydsjælland, været det Afsnit af 247 Arbejdet, der paa dette Tidspunkt har staaet ham klarest. Om Resten er det umuligt at sige noget med Sikkerhed. Med Foraarets Frembrud synes Silvius at være gaaet videre med sin Harpe. I Udkastet C hedder det ogsaa, at han har haft »Marionetteater, hvor der maaske spottes med Munkene«, men da der ikke har været Tale om dette i de udarbejdede Brudstykker, har Forfatteren vistnok opgivet dette Træk. Et Sted synes han at have haft et Eventyr med nogle »rige Bryggerdøtre«, en anden Gang har han været med til »et Brudegilde, hvor det gaar vildt til«. Ud paa Aaret er han kommen til Herregaarden »Ørneborg« (et Navn, som Forfatteren har dannet efter Adlersborg (Dragsholm), hvor han under sit Ophold paa Espe havde været i Besøg, og som er identisk med Romanens Ravnsborg, og Novellens Ravnshøj). Her synes han at have opholdt sig i nogen Tid hos Ladefogden. Denne er en raa Bondeplager, der siger: »Aldrig gør jeg Bonden godt« og taler om, at han »med et Slag af en Tyremeje kan slaa en Bonde omkuld«, og en vældig Drikkebroder, som praler af, at han »drak en Remmesnider paa Pelsen, saa at denne til sit Gilde maatte bøde en halv Tønde Øl«. Hos Ladefogden har han truffet Romanens anden Hovedperson, Pedanten, til hvis Karakteristik Udkastet meddeler nogle nye Bidrag. Han har endnu ikke naaet at indføre sig paa Herregaarden, men »gaar og gør Prøve paa, hvorledes han vil fremstille sig for Herremanden«, hvem han tiltaler med »Illustrissime!« Han lever ligesom i Drømme, et fuldstændigt »Somnambulliv«. Helten vandrer, medens

248

»Pedanten fantaserer om Vandring, men kommer ingen Vej«. Han er saa lidet handledygtig, at han skjuler sit Skidentøj for at slippe for den Ulejlighed at afgive det til Vask, saa diskræt, at han »maa regne efter, naar han er barberet« og saa menneskesky, at han »har en Genvej til Huset (Lokummet)«. Naar han »har drukket, kan han ej skrive«. Han bærer paa en ulykkelig Kærlighed til den skønne Louise paa Borgen, thi saaledes kaldes i C (ligesom i B) Romanens Heltinde, Sophie paa Ravnsborg.

Paa Slottet synes Silvius at være bleven indført af en ældre Studenterkammerat, den i Romanens første Kapitel omtalte Jens Madsen, der er kommen til Gaarden som Slotskapellan hos »Herremanden« (= Justitsraaden i A, Fruen i B). Af denne i Romanen kun løseligt skitserede Person, som er den samme som den formodede formfulde Person i A og den teologiske Kandidat og Huslærer Jens Hansen i Novellen, har Forfatteren ønsket paa dette Sted at give en indgaaende Karakteristik. Han optræder i Optegnelserne under den Persons Navn, der har givet Forfatteren Ideen til Figuren. Han »er et net Menneske«; det Ord net er i hans Sprog Udtrykket for den højeste Anerkendelse: en dannet Mand maa kunne »skære net for«, et poetisk Skrift, som tiltaler ham, kalder han »grumme net«. For sin præstelige Gerning føler han ingen Begejstring: »Aa ja-a!« siger han, »naar man en Gang er kommen i Kjole, faar man nok siden et godt lille Kald.« Ligesom han overhovedet i Trossager er af den Mening, at »man beder til Gud, fordi man føler sig ligge saa varmt under en Ulmerdugsdyne«, er han paa det rene med, at »det er 249 smaat for Præsterne, nu de faa hverken Stolemad eller Kirkens Vadmel«. Tilmed er der denne nye Lære. Tausen bedømmer han med megen Overlegenhed: »Grunden til, at han gør Lykke, er den, at han ikke kan sin Rhetorica«. Selv »kan han ej komme af Sted med at lære den nye Tro«. Han mener i det hele, at der er Grund til at beklage, at de gamle Tider ere forsvundne, og »de eviggode Pandekager gangne over Styr«. Af Ydre er han vistnok før og blodrig, siden han gaar med »Fonteneller« og er tilbøjelig til Opfarenhed, hvilket han som en forsigtig Mand meget beklager. »Det var godt, jeg ikke var til Stede«, siger han, naar han hører om bevægede Optrin, »jeg kan saa let overile mig.«

Slotskapellanen har vel forestillet sin Ven som en Sanger, der kunde forlyste de fornemme Herrer og Damer med sin Harpe. Men det er ikke rimeligt at hans Poesi har behaget Herskabet. De har vistnok ment, at Jens Madsen med sine nette »Vers med Navn i Begyndelsesbogstaverne« (de saakaldte Akrostika) var »en bedre Poet end Helten«, og i det hele behandlet den relegerede Student med en afvisende Ringeagt. Ved en Fest paa Slottet, hvor ogsaa Pedanten er til Stede og »bliver til Spot for den skønne Louise«, har Silvius da forløbet sig. »Begejstret af Vinen gør han Louise en brændende Kærlighedserklæring«, og da hun vel næppe har givet ham noget Haab, er det ikke usandsynligt, at han i Ophidselse har improviseret en »Spaadom om Borgens Ødelæggelse«. Hertil kan han yderligere være bleven bevæget ved at han, maaske den samme Dag, har set den raa Ladefoged eller Herremanden

250

selv »tvinge en ung Pige til at ride Træmæren«. Denne sidste Begivenhed siges i al Fald udtrykkelig at være Grunden til at »Helten deltager i Bondeoprøret«.

Her maa vi da i det følgende søge hans Spor. Han, der altid har ment, at »selv den lemfældigste Regering generer dog immer en Smule«, har vel nu til Gavns faaet sin Frihedslyst styret i de lovløse Tider. »Skovens Fugle ere tvangløse!« Det har ikke været fine Folk, han er kommen iblandt; imellem hans Kammerater synes at have været en vis Lange-Peter, der »slaar sin Fader« og »skrifter sig selv«. Ogsaa Skipper Clemens har han truffet, der ligesom han selv »takker Gud, at der ingen Regering er«. Men hvor lempeligt Forfatteren end forholder sig til Historien, har han dog næppe vovet at fastholde den Idé, han har nedkastet mellem Optegnelserne, at den fangne Konge Christian d. 2. skulde optræde i hans Roman paa en Fisketur.

Under Krigen har Silvius haft Lejlighed til at redde en ulykkelig Nonne af Rævejægerens Kløer. Da det nu viser sig, at »Nonnen er Ladefogdens Datter«, er herved antydet den Mulighed, at Silvius, der vel maa antages at ville føre hende til hendes Fader, vender tilbage til Ørneborg og genser den skønne Louise, og da der imellem Optegnelserne findes det Ord »Eremit« (rigtignok med ? efter sig), og dette efter den rimeligste Fortolkning maa være Betegnelse af en Periode i Heltens Liv, er det jo muligt, at der efter Genbesøget paa Slottet er fulgt som i B (og som i Digterens egne Oplevelser) et Eremitliv. Af hvad Art dette Eremitliv har været, og om det har skullet være Afslutningen paa Historien, eller 251 Helten senere, efter at have udviklet sig i Ensomheden, skulde have truffet den skønne Louise, hvem Tidernes Forandring kan have lært Ydmyghed, og vundet hendes Kærlighed, er det ogsaa paa dette Trin af Fortællingen umuligt at afgøre.

I det hele vil man betænke, at dette Forsøg paa en Rekonstruktion af Planen til Poul Møllers historiske Roman er foretaget ved en paa flere Steder usikker Kombination af utydelige, mellem hverandre spredte Antydninger, og at disse i sig selv usikre Momenter er nedskrevne, før Forfatteren begyndte paa Udarbejdelsen. Selv om det derfor virkelig er lykkedes ovenfor at fremstille Poul Møllers oprindelige Plan, er det meget muligt, at denne ikke i et og alt vilde være bleven fulgt, men have modtaget ikke ubetydelige Forandringer. En Antydning af en saadan ligger i Romanens første Kapitel i det Træk, at Silvius, der ikke kender sin Fader, men formodes at være af ædelt Blod, drager ud, ikke alene for »at opsøge den dejlige, han aldrig saa«, men »for at lede sine Frænder op«. Men herom tier Optegnelserne i C ganske. Det skulde da vel ikke have været Meningen, at det ved Silvius' andet Besøg paa Ravnsborg skulde opklares, at Herremanden var hans Fader og han selv sin elskedes Broder (smlgn. »Revuen«), og dette være den egentlige Grund til Eremitlivet? Thi endskønt Poul Møller opfandt og ordnede Handlingen i sin Roman med en ugenert Frimodighed, har dog vistnok dette Træk været ham for drøjt, og han har sikkert ikke heller været til Sinds at give det lystige Spil en saa bedrøvelig Afslutning.

252

EN UFULDENDT NOVELLE

Efter at Poul Møller, vistnok allerede inden Udgangen af Aaret 1822, havde standset Nedskrivnigen af sin historiske Roman, synes der at være gaaet nogen Tid, før han overvandt den naturlige Uvilje ved at vende tilbage til det afbrudte Arbejde. Først i Efteraaret 1823 har han efter al Sandsynlighed begyndt at arbejde paa Novellen, det tredje og sidste Trin i Udførelsen af den længe nærede Plan til Fortællingen »En dansk Students Eventyr«. Hermed stemmer det, at den Oplevelse, der i dette Efteraar satte hans Sind i Bevægelse (se Anmærkningen til S. 58), synes at have efterladt sig Spor i det ny Arbejde, og at Poul Møller i et, ogsaa i denne Udgave optaget, »Brev til Fru G.«, der er fra denne Tid, udtaler netop den Anskuelse om historisk Digtning og Virkelighedsskildring, som har bevæget ham til at omdanne den historiske Roman til en moderne Novelle. Arbejdet er vistnok gaaet rask fra Haanden under en oplivende Følelse af Frihed og Sikkerhed, hvoraf man vil faa et levende Indtryk blot ved at sammenligne Romanens første Side med Novellens - saaledes at Forfatteren 253 i Foraaret 1824 i Studenterforeningen kunde oplæse de tre første Kapitler af sit Værk som fuldt færdige til Offentliggørelse. Scenerne paa Ravnshøj formodes af Thaarup at være blevne til efter Oplæsningen og vistnok umiddelbart efter denne. Thi i Foraaret 1824, da en Oversættelse af Homer bebudedes til Udgivelse af en anden, besluttede Poul Møller at anvende al sin Tid paa sin Oversættelse af de første seks Sange af Odysseen, der udkom Aaret efter, og da han atter fik Hænderne fri for dette Arbejde, var han travlt optagen af anden Gærning. Fuldendelsen af Novellen blev derfor stadig opsat, men var endnu ikke ganske opgiven. Da han rejste til Norge i Sommeren 1826 som Lektor i Filosofi ved Kristiania Universitet, var det hans Ønske, at han til Julen kunde udgive et Bind Poesi, hvori den færdige Novelle skulde have Plads; i et Brev til ham fra dette Efteraar, spørges der til »den krøllede Frits«, og imellem hans Aforismer fra denne Tid findes et Par Bidrag til Licentiatens Karakteristik. Men efterhaanden som Poul Møller kom dybere ind i det filosofiske Studium, der fra nu af blev hans Livs Gærning, mistede han Lysten til digterisk Produktion og opgav vistnok Haabet om nogensinde at faa sin Studenterhistorie færdig. Naar hans Venner efter hans Hjemkomst fra Norge spurgte til Novellen, som ved Oplæsningen havde vakt en overordentlig Interesse, plejede han at svare, at den var bleven brugt til »at riste Sild i«. Efter hans Død skal da ogsaa Manuskriptet være bleven fundet i en saadan Uorden, at Chr. Winther, der ikke havde Tid og Taalmodighed til at skaffe Orden til Veje og tillige nødigt vilde udgive noget ufærdigt 254 af sin Broders Efterladenskab, lod det henligge ubenyttet. Først Chr. Thaarup lykkedes det at bjærge af dette Arbejde, hvad der endnu kunde reddes fra Forglemmelsen. Ved hans Fortjeneste foreligger nu Forfatterens Haandskrift ordnet og let tilgængeligt og bestaar af 2½ unumererede Ark (= 1. Kapitel med Undtagelse af »Licentiaten«) og en Række fra 1-10 numererede Ark (= 2.-4. Kapitel), hvoraf dog den første Halvdel af Nr. 7 og hele Nr. 9 mangler. Hertil kommer saa Nr. 11, Kladde og, unumereret, Renskrift af »Licentiaten«. I et 3. Bind af den første Udgave af de Efterladte Skrifter blev da Haandskriftet trykt og Hullerne udfyldte ved Udgiverens Gisninger. Hertil er i anden Udgave kommet et »Anhang til Novellen«, der foruden Udtog af Romanen og Talen om Poeters Mangfoldighed indeholder Udgiverens Antydninger til Fortællingens rimelige Fuldstændiggørelse.

Sammenligner man Poul Møllers Fortælling paa dette Trin med de to tidligere Stadier, vil man se, at Forfatteren ved atter at aftage den historiske Farve og bortskære de historiske Tildigtninger har ført sit Arbejde tilbage til det første Udkast. Ved Overgangen fra det romantiske Stadium udgaar alle de historiske Personer uden at efterlade sig Spor i Novellen; Harpespillermotivet opgives som formentlig mindre passende i det 19. end i det 16. Aarhundrede; Scenerne paa Kragerupgaard er udeladte eller udsatte til et senere Tidspunkt: noget af Kragerups Karakter genfindes maaske hos Forpagteren, der ligner ham af Udseende, og Mølleren, der har udviklet sig af hin »Vildmand, der omfavner Helten, fordi han ryster Æbler ned i Hovedet paa 255 Folk«, men iøvrigt efter sin Plads i Fortællingen er den samme som Udkastets Sognefoged, Romanens Ladefoged. Hans Datter, den ulykkelige Nonne, er Møllerens Marie, der har faaet sin særegne Farve af Poul Møllers fjendtlige Opfattelse af Hovedstadens æstetiske »Quindelighed«. Endelig er det i Licentiaten og den teologiske Kandidat Jens Hansen lykkedes Forfatteren at levendegøre de to i Udkastene skitserede Figurer: Pedanten og Slotskapellanen Jens Madsen (= den formodede formfulde Person i A).

Denne gennemgaaende Overensstemmelse imellem Arbejdets tre Stadier gør det muligt og forsvarligt at benytte de to første til Fuldstændiggørelse af det sidste, den - trods sin Fuldendthed i det enkelte - stadig ufuldendte Novelle En dansk Students Eventyr.

256

FØRSTE KAPITEL ET STUDENTER-TESELSKAB

En Flok Studenter gik en smuk Eftermiddag i Juni Maaned ud af Københavns østre Port. Kort før de begav sig paa Vejen, havde nogle dygtige Tordenbyger afkølet Luften, og Græs og Løv, der dryppede ned i Grøften, duftede dem efter denne Vederkvægelse med dobbelt Friskhed i Møde. Da de kom paa Strandvejen, trak nogle deres Tobakspiber op af Lommen og gave sig til at dampe; hos andre vaktes ved Aandedrættet i den rene Luft en saadan Lystighed, at de med høj Røst istemte deres ungdommelige Viser. Ved slig Tidsfordriv gled Tiden rask af Sted, og uden at vide hvorledes befandt de sig ved Stakittet for Norges Minde, der var Maalet for Vandringen. De vandrendes Hensigt var nemlig at gæste deres muntre Kammerat Balthasar, som her havde udset sig et afsidesliggende Sommeropholdssted, for at undgaa de alt for hyppige Besøg, der i Staden afdrog ham fra sine Studier.

Balthasar gik i Tøfler paa den grønne Plads uden for Huset, med en grøn Saffians Kasket paa Hovedet. Det mødige Selskab raabte paa Tevand, som 257 ved Hjælp af en hos Irgens forfærdiget Spirituslampe i faa Minuter blev tilvejebragt. De dampende Kontorkopper vinkede dem paa Bordet uden for Døren, og de styrtede ned ad Trapperne bag efter den gæstfri Vært, der bar en Flaske gammel Rom under Armen. Somme satte sig paa Stole, somme paa oprejste Fjerdinger, og somme strakte sig saa lange, som de vare, paa Grønsværet; men alle drak med Graadighed af den glødende Tevandspunsch. Den oplivende Drik bragte snart Overgivenhed og højrøstet Underholdning til Veje.