✂

FØR OG NU

✂ Der var en Tid, da vort gamle Land
Var fuldt af taarnede, røde Paladser;
Hvor Fiskene legte i Gravens Vand,
Der spejlte sig Taarnets evige Masser.
Men i det mægtige store Bur
Der maatte en Fugl bestandig synge;
Den, der havde til Harpen en god Natur,
Han var vis paa en venlig, lyttende Klynge.
Og naar nu Sangeren, salig i Aand,
Strængene rørte af al Formue,
Da trykte Ridder og Svend hans Haand,
Og han fik et Smil af den søde Frue.

✂ Naar raske Sømænd droge fra Havn
Og raabte Farvel til Børn og Kone,
Da stod der en Skjald i forgyldene Stavn,
Og Bedrøvelsen veg for hans hulde Tone.
De roede i Takt efter Sangerens Spil
Og droge paa Aaren i bare Skjorte;
Sælhundene lyttede ofte til,
Over Vandet steg deres Legemer sorte.

4

✂ Ogsaa i Dal der en Sanger gik;
Mens Hjorden blev vogtet af store Hunde,
Hyrden i Græsset med sin Musik
Forlystede Folk, saa godt han kunde.
Viser han sang af Hjertens Grund
Om de mægtige Fædre i gamle Thule,
Og satte Kohornet tæt for sin Mund, -
I Skovene klang hans Toner saa hule.

✂ Nu staar her et enkelt ravende Slot,
Der høres kun Svalers og Ravnes Tone,
Alene det staar som en gammel Drot,
Der sørger, for han har tabt sin Krone.
Den vældige Vold er liden og lav,
Mellem Mudder og Siv smaa Ællinger svømmer,
Og Slottet synker i egen Grav,
Om sin gamle Hæder det ligger og drømmer.

✂ En enkelt Poet nu paa dets Ruin
Klager sig ret som en enlig Due;
Om hans Sang er aldrig saa liflig og fin,
Han høres ej mer af Ridder og Frue.
De fleste gaa udi dunkle Lund
Som fremmede Fugle ved Natten og sjunge
Om deres Kærestes liflige Mund.
I den øde Luft deres Viser de runge.

✂

HOLGER DANSKE OG SKRÆDDERNE

✂ Hr. Holger sad engang og drak
Med nogle Skræddersvende,
Saa Sveden af hans Pande sprak,
Og han faldt over Ende.

✂ Men Øllet glemtes heller ej
Af alle Skrædderhelte;
Thi maatte de den samme Vej
Og om paa Gulvet vælte.

✂ Nu var der just en ung Krabat,
En hel beskænket Skrædder,
Han ogsaa sov den ganske Nat
Paa Gulvets haarde Brædder.

✂ Han Holger Danskes Hoved har
I Fingrene behænde,
Og mente, at en Pels det var,
Som just han skulde vende.

✂ Han mente, han paa Bordet sad,
Paa Pelsen skulde flikke,
Begyndte derfor sjæleglad
I Heltens Top at stikke.

✂ Men Holger Danske føler nu,
Hans Hovedhaar de kriller,
Hvorfore han med skamfuld Hu
Sig udi Nakken piller.

✂ Han tænkte: »Det er noget slemt,
Jeg maa mig rigtig skamme;
Jeg har mig dog i Morges kæmt
Med gode, tætte Kamme.«

6

✂ Han rødmed i den tavse Nat,
Begyndte da at fange,
Og fik den arme Skrædder fat
Ved Benene de lange.

✂ Og Helten i det mørke Hus
Den arme Skrædder trykker
Med Neglen som en anden Lus,
Saa han gik rent i Stykker.

✂ Men da nu Markens Lilje vaad
Af Dagens Fakkel klares,
De Svende se den grumme Daad
Og raabe: Gud bevares!

✂ De stamped da med liden Fod
Og gav dem til at bande,
At Holger udi Mandebod
Spandere skal en Kande.

✂ Da svared Holger Danske lang:
»En Potte vil jeg give;
En Kande gav jeg ej engang
For ham at faa til Live.«

✂ Da brændte hvert et Skrædderblod
For Kamp med Holger Danske;
Hver slængte for hans brede Fod
Sin nye Randershandske.

✂ Men Holger Danske tog dem op
Og stak dem i sin Lomme,
Og lovede paa Højens Top
Med Sværd og Skjold at komme.

7

✂ Da atter Markens Lilje vaad
Af Dagens Fakkel klares,
Al Verden saa en grusom Daad
Og raabte: Gud bevares!

✂ Hr. Holger maatte svarlig Tid
Paa Skrædderfolket vente;
De sad og skrev med megen Flid
Paa deres Testamente.

✂ De skulde slibe deres Sværd
Og deres Støvler børste;
Slet ingen syntes, det var værd
At komme som den første.

✂ Til sidst de smukke Skræddermænd
Til deres Naale tage,
Den store Saks de hang ved Lænd,
Og ud i Marken drage.

✂ Neden for Bjærget stille stod
En Smule hele Troppen;
Der saa man Holger Danskes Fod,
Hans Hoved laa paa Toppen.

✂ Ham Tiden alt var bleven lang,
Han havde længe sovet,
Hans Skede laa i grønne Vang
Og Klingen bag hans Hoved.

✂ En bitter Mavesopken fik
Sig Hæren først, den ganske,
Derpaa man let og sagte gik
Nordvest om Holger Danske.

8

✂ De vilde af Medlidenhed
I Søvne Helten døde;
Thi da han ej saa meget led,
Som vaagen, ved at bløde.

✂ Men lange Holger, Heltes Pris,
Han sov, saa fast han orked,
Hvortil han just uheldigvis
Med eet ret djævels snorked.

✂ Ved denne rædselsfulde Støj
Blev Hæren saare bange,
Og flygted ned ad grønne Høj
Paa Benene de lange.

✂ De smukke, gode Skræddermænd
I denne store Hede
Med Orden retirerte hen
I Holger Danskes Skede. -

✂ Omsider vaagner Helten op
Og tager Balg og Klinge,
Og stiller sig paa Højen op,
Hvor han skal Sværdet svinge.

✂ De smukke Folk i Skeden sad,
Bestedt i megen Vaade.
Med Graad til Sante Knud de bad
Og folded Hænder baade.

✂ Da Holger Danske ingen saa,
Han stikker Sværd i Balgen;
De ædle, som der inde laa,
Dem stikker han i Talgen.

✂ 9 Men Sværdet ej kan finde Bund,
Han stikker og han støder;
De hylede af Hjertens Grund,
Som hviden Gris, der bløder.

✂ »Ha,« sagde han, »det er nok Mus,
Som udi Balgen piber!«
Og hurtigt Staalets lange Hus
Han udi Duppen griber.

✂ Han rejser sig paa Taaen høj
Og slynger til i Vrede,
Og Folket langt af Skeden fløj
Ud paa den vilde Hede.

✂ Der laa de nu med brudne Ben
Og sønderslidte Arme,
En knuste Ryggen paa en Sten,
En tabte sine Tarme.

✂ En havde faaet hoven Bag,
En havde Foden vredet,
Kort sagt, det hele Folkeslag
Var ynkelig tilredet.

✂ Derfor en Skrædder jo endnu
Og Skifting er det samme:
Holger har slaget dem itu
Og skæve, krumme, lamme.

✂ Thi hint ulykkelige Slag
Har Folket ej forvundet;
Man haver ej til denne Dag
En førlig Skrædder fundet.

✂

✂

TORBISTEN OG FLUEN

Torbisten kravler af mørken Hul
Med fire Vinger saa prude;
De to de vare som sorten Kul,
De to som Glar i en Rude.

✂ Dem havde han pudset med megen Besked
Alt med sin bageste Kralle.
At bejle til Fluen saa strunk han red;
Den elsked han over alle.

✂ Af Flødepotten søber saa net
Den liden og vevre Flue;
Saa flyver hun rundt omkring Spejlet let,
Hovmodig ret som en Frue.

✂ Torbisten sejler i Stuen ind
Alt paa sine fire Vinger;
Han klapper den Flue ved liden Kind,
Og det med sin smudsige Finger.

✂ »Skøn Jomfru! imens I kvæder saa blødt,
Ret som Fiolens Strænge,
Gift eder med Bassen, det ganger saa sødt,
Vi kunne da spille for Penge.«

✂ Hun visker sin Kind med Fødderne smaa:
»Jeg takker for slig en Hæder;
Skarnagere passer jeg lidet paa,
De bære saa sværtede Klæder!

✂ 11 Du Skorstensfejer ej komme mig nær!
Flyv til din Mødding derude,
Hvor Møget du roder paa Krys og Kvær
Alt med din kullede Snude.

✂ Jeg kysser Jomfruens Barm saa fin,
Jeg danser paa Kongernes Næser,
Jeg spiser Sukker og drikker Vin;
Ad dig, du Stodder! jeg blæser.«

✂ Bejleren tabte for Hast sit Vær,
Han snurrer og summer og brummer;
Den Spe han tog sig saa meget nær,
Og krøb udi Jorden af Kummer. -

✂ Sommerfugl sidder paa Lilien prud
Alt udi sin blommede Kjole;
Da Fluen flyver i Haven ud,
Hun vilde sit Ansigt sole.

✂ Og da hun saa det pralende Dyr
I de rige forgyldene Klæder,
Da brød hendes Hjerte straks i Fyr,
En Elskovens Vise hun kvæder.

✂ Den spraglede slog med Kaaben om Fod:
»Hvad tænker du, fattige Terne?
Du Mælkeraner! Jeg er for god
Til at slikke med dig af en Kerne.

✂ Du søber, som Kattene, Levning af Fad,
Hvori de Skæget mon væde!
Dig følger hver Mands Foragt og Had,
De gærne med Skoen Dig træde.

✂ 12 Jeg patter af det Alabasterbryst,
som Liliens Hjerte omhvælver;
God Rus af Draaben jeg drikker med Lyst,
Som aarle paa Roserne skælver.«

✂ Fluen gik næsten fra sin Forstand,
Hun maatte sig skamfuld liste.
»Nu faar jeg vist aldrig nogen Mand,
Hvi tog jeg ej den Torbiste!«

✂ Til Vinteren var hun en Jomfru graa,
Som Alderen hæsseligt rakked;
Da kunde hun intet til Føden faa;
Hen til Torbisten hun lakked.

✂ Han ejed i Mødding en Stue varm;
Lunt sad han der inden Vægge.
Da sagde den Flue ussel og arm:
»Her er vel Plads til os begge?

✂ Jeg elsker jer saare, den Tale er sand,
Kan I jer Kærlighed mindes?«
Torbisten er en fornuftig Mand,
Som saare sjælden forblindes.

✂ Han sagde: »I pakke jer fra min Dør,
Eders Klæder ere saa pene;
I husker jo nok, hvad I sagde mig før?
Jeg gør dem s'gu vist urene.«

✂

ST. LAURENTIUS

✂ Bonden beder med liden Ro,
Naar Regnen slaar paa hans Hue;
Naar Taaen er kold og Ryggen vaad,
Kun lidet hans Tanke due.

✂ Det var St. Laurentius,
Han agter en Kirke bygge;
Thi ganger han ud paa den brede Vej
Med Tiggerposen paa Rygge.

✂ Ganger han ud paa den brede Vej
Alt med sin Fattigmandspose;
Hans Øjne de vare som Alterlys,
Hans Kind den var som en Rose.

✂ Det var den hellige Herrens Mand,
Han sankede Guldet røde.
Hans Sko var reven, hans Fod var hoven,
Det gjorde ham megen Møde.

✂ Han samlede møgle Guld og Sølv
Alt paa de riges Trapper;
Men aldrig han ejed en Kjortel ny,
Han gaar i de gamle Kapper.

✂ Han drikker stedse det klare Vand
Og aldrig Vinen saa rød;
Thi besken Eddike Kristus drak
I sin uskyldige Død.

✂ Og aldrig han tager ved anden Mad
End Stodderbrød, det sorte;
Hunden river hans bare Skind
Alt for de rige Mænds Porte.

✂ 14 Men da han langer til Lundeby,
Hans Tiggerpose var fuld;
Og aldrig et Lem han røre kunde,
Saa mødig han falder om Kuld.

✂ Han tingede kunstige Mestere,
De skulde den Kirke rejse;
Muren skulde være rød og tyk,
Med Taarne skulde den knejse.

✂ Ørnen flyver i vildene Luft,
Han kan sine Vinger strække;
Det mente han St. Laurentius,
De Taarne skulde ham række.

✂ Den Muldvarp kravler i dyben Muld,
Hvor Snuden den kan bunde;
Der vilde han St. Laurentius,
Den Sten skulde Kirken grunde.

✂ De Mestere mure den lange Dag
Alt udi den bare Skjorte;
Men hver den Sten, de mure ved Dag,
Den var om Natten borte.

✂ Om Morgenen laa baade Kalk og Sten
Vidt om paa den grønne Hede;
Sligt gjordes af alle de Trolde smaa
Og alle de Kæmper lede.

✂ Laurentius vaager ved Midienat,
Hans Tanker løbe saa vide;
Det var da den sorte Trold,
Han stander ved Munkens Side:

✂ 15 »Hør du mig, St. Laurentius,
Den Kirke jeg bygger paa Slette,
Vil du mig goden Murerløn
Med Haand og Mund forjætte.

✂ Og du skal give mig Sol og Maane,
Dertil dine Øjne baade,
Eller du skal sige mig, hvo jeg er,
Mit Navn det være din Gaade.«

✂ Det var St. Laurentius,
Han nikker med Hovedet brat;
Det var da den sorte Trold,
Han bygger en Kirke ved Nat.

✂ For St. Laurentii venstre Øje
Tilmed for hviden Maane
Han bygger et langt og prægtigt Taarn,
Det synes i hele Skaane.

✂ For St. Laurentii højre Syn
Og for den røde Sol
Han bygger et andet Kæmpetaarn,
Det synes ved Nørrepol.

✂ Laurentius den Morgenstund
Staar glad for gyldne Alter;
Der drikker han af den hellige Kalk
Og synger en dejlig Psalter.

✂ Men dengang Solen han gik ned,
Og Mørket det drev paa,
Da monne den Herre saa sørgendes
Paa Marken ene gaa.

✂ 16 »Hvor skulde jeg hitte det Troldenavn,
Naar jeg det aldrig vidste?
Jeg visselig maa mine Øjne to
I Nat til Troldene miste.

✂ O, Skade for mit gamle Syn,
Som ej jeg kan bevare;
Men allermest for Sol og Maane,
De skinne begge saa klare.«

✂ Den Herre lagde sig ned og bad
Alt paa den grønne Høj,
Da hørte han i Højen brat
En Puslen og en Støj.

✂ Det var det arrige Troldebarn,
Saa saare hans Øjne runde,
Og Moderen ganger op og ned
Og tysser ham, som hun kunde.

✂ »Slaa dig til Taals, min rare Glut!
Du lade Graaden fare,
Nu kommer Find med Sol og Maane,
Med Kristmands Øjne klare.«

✂ Og det var St. Laurentius,
Han bliver saa glad til Mode,
Frelst var Sol, og frelst var Maane,
Dertil hans Øjne gode.

✂ Thi da den lede Troldemand
Ad Hjemmet monne lakke,
Han siger: »Du være velkommen, Find!
Alt i din egen Bakke.«

✂ 17 Og det var da den lede Trold,
Han skreg i Højen inde,
Og skrige gjorde det lidet Barn
Tilmed den lede Kvinde.

✂ Trolden havde saa dybt under Muld
De krogede Lønnegange,
Der tager han til, med Barn og Viv,
Saa skyndelig at gange.

✂ Og da de under Kirken kom,
Da dukker han op sin Pande,
Da monne han med Barn og Viv
Paa Kirkegulvet stande.

✂ Da griber han om den Støtte stærk,
Og det med megen Harme,
At knuse den Kirke, det var hans Agt,
Med sine Helvedes Arme.

✂ Da kunde han aldrig røre et Lem,
Og aldrig Benet flytte;
Han staar, en Kamp, i denne Stund
Ved Lundakirkens Støtte.

✂ Løser hans Kvinde sit lange Haar,
Hendes Lokker i Gulvet rinde,
Og om en Stolpe, tyk og stærk,
Det Baand hun monne vinde.

✂ Da blev hun Sten i samme Stund,
Og Sten blev hendes Unge;
Der staar hun med sit Hovedbaand,
Naar Folk i Kirken sjunge.

✂

GERTRUD

✂ Gertrud rider fra Bloksbjærg brat.
Hu hej!
Se, der er jo Lys hos mit Barn i Nat,
Ej ej!

✂ Gertrud sætter i Krog sin Stok.
Se se!
Saa sidder min Datter saa sent ved Rok?
He he!

✂ Aa! hent mine Briller i Hast herind,
O ja!
Og lad mig betragte det søde Spind.
Ha ha!

✂ Ak, Mutter! nu kommer jeg det i Hu,
O ve!
Katten har traadt dem rent itu -
Nej se!

✂ Du skulde hellere Oksen sagt,
O ja!
Kattens Pote har liden Magt.
Ha ha!

✂ Min kæreste Datter, hvor er det fat?
Hej hej!
Paa Gulvet er der en Spytteklat.
Nej nej!

✂ Søster græd for sin hule Tand,
O ve!
Hun haver spyttet det klare Vand.
O se!

✂ 19 Sig heller Kusken en anden Gang,
O ja!
Jomfruspytten er ej saa lang.
Ha ha!

✂ Men kæreste Datter, hvor holder du Hus!
Se, se!
Mig tykkes, her ligger en lodden Kabus.
He he!

✂ Mama, det er hverken Kabus eller Hat,
Nej se!
Den hvide Gris den er død i Nat.
O ve!

✂ Nej, sig dog heller det sorte Faar,
O ja!
Thi loddent er loddent, ihvor det gaar.
Ha ha!

✂ Men sig mig dog, Sissel, hvad skal jeg tro?
Hej hej!
Hvad er det dog her for to store Sko?
Nej nej!

✂ Det er ikke Sko, det synes kun saa,
Nej se!
Det er kun en Gryde, min Søster lod staa.
O ve!

✂ Du skulde heller to Potter sagt,
Ha ha!
Thi to er dog to, det staar ved Magt.
O ja!

✂ 20 I din Seng der ligger et underligt Dyr -
Se, se!
Nej, sig mig fluks, hvad er det for en Fyr?
He, he!

✂ Ak, Moder! tro ikke jert svage Syn,
O ve!
Det er kuns en Pose med Møllegryn.
Se, se!

✂ Sig heller to Tøndesække med Byg,
O ja!
Thi Karlen er temmelig trind og tyk.
Ha ha!

✂ Saa tog hun i Kutten den Munk saa graa,
Hu hej!
Og gav ham et Spark og lod ham gaa.
Ej ej!