Møller, Poul Martin Skrifter i Udvalg

V

Silvius gik i Middagsheden paa Landevejen, bedækket af Støv og Sved. Usynlige Lærker hang højt i Luften over hans Hoved, hvor han saa gik, og kedede ham med deres ensformige Musik. Græshoppen skaffede ham ej mer Tidsfordriv med sin Kvidren i Kløvermarken. Han kom til en liden Sø, ved hvis Bred han besluttede at hvile en Stund. En forskrækket Irisk fløj ved hans Ankomst ud af Rørene, og Frøerne plumpede ubehændigen fra Brinken ned i Vandet. Han strakte sig paa en Græsbakke med Hovedet vendt nedad mod Søen, og stillede med den hule Haand sin Tørst. Derefter laa han i Selvbetragtninger og kastede afrevne Blomsterknopper ud til Frøerne, som lokkedes til af Nysgerrighed og greb dem i Flaben. Under denne Syssel bleve hans Tanker mer og mer drømmende, og han faldt tilsidst i en dyb Søvn. Det forekom ham, at han saa et dejligt Pigehoved med Guldhaar stige frem af Søen. Sophie! raabte han, men Hovedet nikkede til ham med et skalkagtigt Smil og dukkede ned i Vandet. Han stirrede længselsfuld 225 ned paa Pletten, hvor hun var forsvunden, da ved den modsatte Bred Hovedet atter steg frem og hviskede: Pi, Pi! men han saa kun et Glimt deraf, før det atter forsvandt. Saaledes blev Synet ved at lege Skjul med ham. Snart bevægedes Sivliljen hist, snart her; men saa hurtig han kastede Øjet derhen, lød det atter: Pi, Pi! og Hovedet var borte; kuns de koncentriske Ringe betegnede Stedet. Tusmørket faldt paa; han skimtede Synet svagere og svagere, indtil det rent forsvandt i den bælgmørke Nat. Men Natten blev pludselig lys. Han saa i Vejret; Maanen var en stor Guldkane. Sophie kørte deri over Skyernes Snedriver. Han blev besjælet af en dristig Lyst til at flyve, og i Minuttet følte han sig hævet -

Her mangler i Manuskriptet et Halvark, om hvis Indhold intet andet kan vides, end hvad man af det følgende kan slutte sig til. Silvius er, besjælet af Flyvelysten, gledet ned ad Brinken og plumpet i Vandet.*) I det samme er en Vogn kommen forbi, hvori der sidder to Damer, af hvilke den ene er tilsløret, og en Mandsperson. Silvius har raabt om Hjælp, og den fremmede har da skyndt sig af Vognen ned til Bredden, hvor han har bøjet sig ud over Vandet og med en Del Besvær faaet Silvius *226halet op. Den tilslørede Dame har under dette været færdig at besvime af Skræk; og det varer noget, før hun kan samle sig saa meget, at Vognen kan køre videre. Af Samtalen mellem de fremmede har Silvius imidlertid hørt, at Damens Navn er Sophie; han føler sig overbevist om, at han her har fundet den dejlige, han søger, og beslutter at løbe efter Vognen for at indhente den i den nærmeste Kro, hvor han havde hørt, at de skulde bede.

Han kom til Kroen i det Øjeblik, Damen var ved at stige ned af Vognen. Tjenstfærdig sprang han til og rakte hende sin Haand til Hjælp. Hun samlede sin Kjortel tæt om Ankelkoden, medens han med bævende Fingre flyttede hendes smaa, veldannede Fødder ned ad Vogntrappen. Hendes Gang forekom ham noget tung og besværlig, hvilket han betragtede som en Følge af den Upasselighed, Skrækken paadrog hende. Ved et Fejltrin havde hun gjort et farligt Fald, hvis Silvius ej behændig havde grebet hende i sine Arme.

»Gør mig ikke vaad!« [skreg hun, men han agtede ikke derpaa.]

Næsten ør i Hovedet svinglede han med sin elskede Byrde til Krostuen. Her kunde vor Helt først ret betragte Selskabet, men forgæves ventede han paa, at Sophie skulde kaste Sløret og sin blaa Silkekaabe. Disse Bedækkelser berøvede ham ganske Synet af hendes Yndigheder. Han kunde kuns af Kaabens Bevægelse slutte sig til en langsom Stigen og Falden af det yndige Bryst. Ved hendes Side sad en rørig gammel Kone. Kragerup havde slængt 227 Kappen, der hængte løst over hans Skuldre, og gik i sin Livkjole fløjtende op og ned ad Gulvet.

Silvius, der vilde benytte Lejligheden til at stifte Bekendtskab med sin tilbedede, bukkede sig for hende og sagde: »Det smerter mig, at I ved min Skyld fik saa stor en Skræk i Blodet.«

»Deri er I uskyldig,« svarede hun. »Jeg tænkte, Gud forlade min Synd! kun lidt paa jer. Men jeg var bange, Kragerup skulde springe ud i Vandet for at fiske jer op.«

Dette kolde Svar skar Silvius i Hjærtet. Han mønstrede med Blikket den lykkelige, der havde saa stor Del i hendes Hjærte. Kragerup var efter Udseendet en Mand paa 30 Aar. Hans tykke, blaarøde Kinder og drøje Lemmer tilkendegav, at han var opfødt ved god, nærende Kost paa Landet. Da desuden hans Dragt røbede særdeles Velstand, gjorde Silvius den rimelige Slutning, at det maatte være en Herremand fra Landet. Hans Øjne faldt paa en Ring, der glimrede paa Sophies venstre Haand.

Hun er altsaa Kragerups Forlovede, tænkte han med et Suk. For at bringes ud af sin Uvished, sagde han: »I rejser formodentlig til København med Eders Kæreste?«

»Jeg - Kæreste!« sagde hun. »Nej, det tænker man ikke paa i min Alder.«

I min Alder! gentog Silvius ved sig selv; hvorledes skal jeg forstaa det? Hun ser jo dog ikke ud til at være noget Barn. Jeg maa nødvendig have Lys i dette Vilderede.

»Ædle Fremmede,« sagde han til Kragerup. »I har reddet mit Liv. Derfor føler jeg dyb Taknemmelighed.

228

Men inden jeg forlader eder, udbeder jeg mig en Tjeneste, som vil fordoble min Skyld til eder. Jeg ønsker blot, at Damen i den blaa Kaabe vil unde mig Synet af hendes Ansigt.«

»Da vil I rigtignok faa noget net at se,« sagde Kragerup og gned fornøjet sin venstre Albu med den højre Haand.

»Skønne Dame!« blev Silvius ved, »jeg viger ikke fra jer, før I løfter eders Slør.«

»O, lad ham dog have den Fornøjelse, Moder!« bad Kragerup, »saa skal jeg svare til, han føler ingen Madlyst i Dag.«

»Saa galt er det dog heller ikke, din ugudelige Dreng,« sagde Damen. »For at I ikke skal tro, det er værre, end det er, ædle Fremmede! vil jeg fortælle jer hele Sagen. Jeg rejser ind til København, for at lade mig skære for en Gevækst; andet er der ikke i Vejen, det kan I her selv se.« - Med disse Ord skød hun Floret til Side, og Silvius saa et rynket Ansigt og en vanskabt Næse for sig.

»Himmel, hvilken Fejltagelse!« raabte Silvius. »Jeg troede, det var Sophie.«

»Jeg hedder ogsaa Sophie,« svarede Konen stødt.
Silvius indsaa, at han havde fornærmet den gamle, og søgte ved fordoblet Opmærksomhed at gøre sin Brøde god igen. Hun blev ogsaa snart igen forsonet med ham, og da han bød hende sin Arm for at føre hende til Bordet, hvor et rygende Fad Mælk og Grød ventede paa hende, udbrød hun rørt:
»Gud velsigne jer, min Søn, fordi I hjælper en gammel Kone til Rette. Den Dyd findes sjælden nu til Dags. Nu om Stunder holde Ungkarlene dem 229 heller til uforstandige Pigebørn end til aldrende Folk. Den, der har graat Haar, kan skøtte sig selv. Men hvad siger Sirak -«

Hun vilde nedlade sig paa Stolen, men Kragerup trak den bort, saa at hun satte sig plat paa Gulvet og havde faaet et slemt Stød, hvis Silvius ej havde standset hende noget i Faldet.

»Hvad siger Sirak, Moder?« spurgte Kragerup med Latter.

»Fy, skamme dig vanartige Dreng!« sagde Fru Sophie med et vredt Øjekast til sin Søn. Silvius greb ham i Brystet, ruskede ham og sagde: »Den, som forhaaner sin gamle Moder, er ikke værd, at Jorden bærer ham.« Da raabte Fru Sophie forskrækket: »Slip ham! slip ham, siger jeg! I tager jo paa ham, som det var et Umælende.«

Kragerup vristede sig med overlegen Styrke løs fra Silvius og sagde med fortsat Latter: »Hvad gaar der af jer, Spillemand! Om det gamle Skabilkenhoved ikke forstaar Spøg, burde I jo dog have bedre Forstand.«

»O, jeg kunde rive dine Øjne ud,« sagde Moderen.

»Dertil havde I ikke Sind, Morlille,« mente Kragerup og klappede hende paa Skulderen.

»Rør ikke ved mig, dit Skarn; jeg kan ikke taale at se dig.«

»Er det virkelig jert Alvor, gamle Tossehoved, at I vil surmule, fordi man gør Løjer med jer? Lad det nu være godt igen, ellers gider jeg min Sjæl hverken ædt eller drukket.«

»Naa, saa kom da, Dreng, og giv mig et Kys!« - »I kan ikke forestille jer,« sagde hun til Silvius, »hvad jeg lider med den uartige Knægt. At have 230 Børn er et sandt Huskors. Aldrig kan jeg faa ham til at bede, enten til Hjælperen eller til Jomfru Marie. Forestil jer en Gang: Jeg, der løber om i Huset fra Sol til Sol, maa ikke alene bede for mig selv, men ogsaa for den lange Lømmel, der render i Skoven den udslagne Dag og gør aldrig Gavn for to Skilling. Jeg lukker aldrig nogen Aften mit Øje, uden at tælle ti Rosenkranse for mig og tyve for den ugudelige Krop. Det er dog mere, end nogen ærlig Kone kan overkomme! Og hvad mener I vel? saa gør endda den lille Skælm saa mange Kattespaser, at han, Gud forlade min Synd! faar mig til at le midt under Bønnen. Det gik endda an, naar jeg blot ikke hveranden Dag maatte stege og brase for de argeste Kættere, som han fører mig i Huset.«

»Kom nu ikke med den gamle Snak om Kættere, Moder! Det er jo noget, I ikke forstaar jer paa. Lad I de lærde derom. Fordi en bliver kaldt Kætter, derfor kan han jo være lige god Karl.«

»I! du skulde faa en Ulykke for din Mund! Kan den være god, som hverken tror paa Messen eller Paven?«

»Hvad rager Paven mig eller jer? Jeg har tit sagt jer min Mening derom, Moder. Jeg holder for, at man ikke bør blande sig i det, som ikke kommer en ved. Hvem der kan forslaa mig Tiden, han er af mine Folk, enten man kalder ham Kætter eller Anabaptist. At man giver ham Øgenavn, det er jo hans egen Sag. Det er min Tro.«

»O, du har slet ingen Tro, du gudsforgaaede Dreng.«

»Jo sandt for Herren har jeg Tro. Jeg tror alt, 231 hvad som klogt og fornuftigt er. Jeg tror, at Vorherre har skabt Mark og Skov, Kornet, som vi klare Skatter og Afgifter med, Harerne, som vi skal skyde, og - og - kort at fortælle: Mennesker, Heste, Kvindfolk, Køer og Hunde. At sige det første Par. De andre have vi jo selv lagt til. Det ved vi jo nok. O, naar man ret vilde spekulere, fik man underlige Ting ud. Her er nu f. Eks. denne Kørepisk; jeg kan føre Tingsvidne paa, at jeg har ladet den gøre hos Ejlert Remmesnider. Og dog siger jo Præsten, at Gud har gjort alting. Men det kommer af, at Folk bruger ikke deres Forstand, men taler blindt hen i Vind og Vejr. Man kunde blive rent tosset i Hovedet, naar man vilde bryde Hjærnen med slige Ting. Men man gør bedst i at tænke og tie og lade enhver være den, han er.«

Her er atter et Halvark gaaet tabt. Medens Silvius sidder ved Bordet og taler med sine nye Bekendte, er en ny Gæst kommen til Kroen. Da han har fundet Staldrummet optaget af Kragerups Heste, er han gaaet ind i Krostuen, har fremstillet sig som Borgmester fra Lybæk og forlangt, at Herremanden skal rykke sine Heste ud for at skaffe Plads for hans Ridehoppe. Herover er de kommet i Klammeri, og Kragerup har væltet den tykke Borgmester om paa en Bænk, hvorfra han ikke ved egen Kraft formaar at rejse sig. Han truer da med at kalde sine Folk til Hjælp, for at faa den grove Karl afstraffet.

»[Forsøg] det kuns!« sagde Kragerup. »Jeg kalder da Bønderfolkene ind fra Borgestuen, og saa skal I 232 Død og Kritte komme til at smage Stevnsherreds Vognkæppe!«

»Vil I slaa mit Barn, Lybækker?« spurgte Fru Sophie og rejste sig møjsommelig fra Stolen. »I skal ikke krumme et Haar paa ham, saa længe jeg kan røre min Krykke.«

»Luk I jer Kæft, Mor!« sagde Kragerup. »Jeg er Karl for at svare for mig selv.«

Lybækkeren tog til Ordet: »Naar jeg ret besinder mig, saa behøves der ingen Slagsmaal. Jeg skal nok faa Husrum til min Ridehest.« Han fløjtede i sin Haand, og fire Ryttere sprang ved dette Løsen ind i Stuen. »Løft mig i Vejret, Æsler,« skreg han. De fire Karle lettede ham med forenede Kræfter op over Ende paa Bænken. Derpaa gik han med opbragt Ansigt ud i Gaarden. Et Øjeblik efter kom han tilbage, førende sin Hest ved Tøjlen. Rideknægten gik bag efter og gav det tilbagestræbende Dyr et Smæk med Pisken, hvorpaa dette efter et Spring over Dørtærskelen befandt sig midt i Gæstestuen.

»Rider Pokker jer, Lybækker!« udbrød Kragerup med Skoggerlatter. »Skal jeres Mær sidde til Bords med min Moder og min Faster?«

»Et Værelse,« sagde Lybækkeren, »som ej er for godt til danske Madammer, er heller ikke for godt til en Borgemesters Ridehoppe.«

Kragerup gjorde Mine til at gaa løs paa Lybækkeren, men Silvius trak ham til Side og hviskede ham ubemærket et Par Ord i Øret. Derpaa begyndte de paa Skrømt at brydes, og Kragerup lod sig til sidst kaste paa Døren.

»Det kan jeg lide,« sagde Borgemesteren, idet 233 han klappede Silvius paa Skulderen, »I er en haandfast Karl. Hvo skulde have tænkt, at I kunde have magtet den drøje Knold.«

»O, naar Blodet kommer i Kog, saa er det kuns en Haandevending at gøre det af med en slig kejthaandet Prygl.«

»Meget let er det just ikke, min brave Dreng; men det er dog lettere end at vinde ti Tusinde Daler. Ikke sandt, brave Knøs? Ha ha ha! Jeg skal nok betænke jer lidt for det Stykke Arbejde.«

»O, eders Velbehag er mig nok.«

»Jeg skal være jer god for det. Er det jeres, den Harpe der i Krogen?«

»Til Tjeneste.«

»Siden I har saadant Geni til Musik, da skal jeg saamænd skaffe Jer Levebrød som Piber eller Trommeslager ved de Tropper, vi samle for den fangne Kong Kristian. I kan tro, det vil blive et Herreliv. I kan lægge Jer mangen god Skilling til bedste ved Plyndring. Soldaten maa leve, det er mit Valgsprog. Hverken Bondens eller Herremandens Kælder er ham for god.«

»Mens I vil mig saa vel, Herre! kan I vel umage jer et Par Skridt for min Skyld. Jeg har, imellem os sagt, fundet en Pose med rinske Gylden, som jeg har skjult i Stalden. I kunde vel veksle dem for mig?«

»Raser I, Menneske! En hel Pose Penge? - Ja, Herligheden er endelig ikke saa stor, naar det kuns er rinske Gylden; det er et højst usselt Slags Penge. Jeg skøtter ikke stort om dem. Men den ene Villighed er den anden værd. Lad os tage dem i Øjesyn.«

234

De fulgtes ad til Stalden. Da Lybækkeren var indenfor, kom Kragerup til og slog begge Halvdorene i.

»Hvad betyder dette her,« sagde Tyskeren. »Hvor er Pengene?«

»Ja, ved I hvad,« sagde Silvius, »jeg tror, vi ville lade det bero med Vekslingen for det første. I skøtter jo desuden ikke om den Slags Mønt.«

»Kom nu kuns, go' Karl!« sagde Kragerup. »Skal Hesten staa i Stuen, saa skal, Død og Kritte! Manden staa i Stalden.«

»Hvad har I i Sinde? I forstaar dog vel Spøg?«

»Jo, i Sandhed forstaa vi Spøg,« svarede Silvius. »Det er just vort Fag. Vi have netop besluttet at spøge lidt med jer.«

De slæbte Lybækkeren hen til en Baas. Efter en kort og unyttig Modstand maatte han, aandeløs og bedækket med Sved, finde sig i deres Medhandling. Nu begyndte han at give gode Ord, at forestille dem, hvorledes hans Mad blev kold, hvis man opholdt ham længere, og lovede dem Guld og Sølv i Mængde for at slippe løs. Silvius svarede, at han som designeret lybæksk Piber havde Udsigt til saa rigt Bytte, at han kuns lidet agtede Penge. Hans sidste Kraftytring var en Strøm af Trusler og Eder. Ogsaa herpaa blev gjort Ende, da hans egen Halsklud blev stoppet i hans Mund. Silvius bandt hans Hænder paa Ryggen; Kragerup iførte ham et Hovedlag og surrede ham til Krybben.

»Nu bliver jeg dog mensoren,« sagde den sidste. »Før bandte jeg paa, at jeg ikke vilde rømme jer en Baas, men nu falder jeg alligevel til Føje. Men jeg tænker som saa: den Baas, som ej er for god til 235 en dansk Herremands Kørehoppe, den er heller ikke for god til en lybæksk Borgemester. - Bi nu lidt! her har I en Skuffe god Havrehakkelse.«

»Imidlertid skal jeg,« tilføjede Silvius, »sætte en Skefuld Suppe frem for det hvide Bæst deroppe. Det er ret godt, at store Herrer prøve, hvorledes deres Underhavende har det. Lad nu det sælle Kræ blot for en Gang agere Borgemester, mens I forestiller Hest.«

Lybækkeren skummede af Forbitrelse.

»Slaa Jer nu til Taals et Par Timer,« vedblev Silvius. »Nu ville vi trine op til Bordet i Stuen, hvor Eders Skaal ikke skal blive forglemt.«

Silvius gik paa Tilbagevejen gennem Borgestuen. Her sagde han til Borgemesterens Rideknægt: »Eders Herre befaler jer at passe paa, at ingen Sjæl i de første tre Timer nærmer sig Stalden. Han er gaaet derind med en skøn Jomfru af Nabolavet, som har Lyst til at bese hans skønne Rideheste.«

»Haha! det er godt! Jeg forstaar en halvkvæden Vise.«

»Det er mig ubegribeligt, hvorledes en ung Pige kan være saa stor Kender og Elsker af Heste.«

»Jeg skal sige dig, hvorfor det er dig ubegribeligt. Det er fordi I selv er en Hest - (Til sine Kammerater:) Gud fri os, hvor en Dansker dog er enfoldig. Jeg og mine Lige kender Rummelen. De danske Pigebørn er nu engang ikke anderledes. Naar de ser en Lybækker, en velvoksen Karl med Fjer i Hatten, ohngefæhr som Borgmesteren og jeg, saa bliver de straks mordisk forliebte. Jeg besøgte i Fjor min gode Ven, Kurfyrsten paa Langeland, men jeg maatte rejse straks igen, jeg kunde ikke være 236 med Fred for Kurfyrsten sin Datter; hun vilde med Djævels Skind og Ben gifte mig. Hun kom ned til mig i Stalden og sagde: Hans van Duus, han er en brav Karl og en honnet Karl. Han har et overmaadig skønt Gesicht, han kan pudse sine Stivier, og han har i alle Maader godt Geni. Jeg vil, partere mig Satan! være sin Kone! - Jeg kunde, hol mich der Kukuk! have haft Kurfyrsten sin Dokter og den ganske Graffschaften, men det var ikke noget for en Karl i min Alderdom, at binde sig fast. Den dänische Grütze und de tikke Pankuchen vil mich gar sehr schmekke.«

»Jeg skal saamænd dog ud i Stalden og se, hvad Borgemesteren bestiller.«

»Stop, stop, Freund! Han bliver paa Flækken. Jeg har ikke Lyst, min Stell at forlire um sin Villie. Jeg vil med min Degen op og ned ad Stallthüren [marschire], og wenn der nærer sig med drey Schritt, han schall po sine Gærninger ligge, om det so war den König af Dänemark han selv.«

Medens Rideknægten trolig holdt Vagt for Stalddøren, fornøjede Silvius og Kragerup sig over, at de havde givet Borgemesteren en saa passende Tugtelse.

Herremanden sagde: »Død og Pølse, hvor det var et rart Indfald af jer, saaledes at sætte Lybækkeren paa Staldforing. Det vilde jeg ikke været foruden, om en havde givet mig en Tønde Himmelbyg. Jeg er, vær' en evig! saa forgabet i jer, at jeg kunde kysse jer. Hør, ved I hvad? I maa endelig følge med mig til Byen. Saa kan vi gaa ud sammen og gøre Mudder. Vi skal ret have vore evige Løjer. Jeg skal nok gøre Udveje for, hvad Penge der gaar til. 237 Man maatte jo være gal, naar man ikke tog sig al den Morskab, man kunde faa. Hvorfor er man ellers her i Verden?«

»Jeg rejste gærne med jer; thi muntre Folks Selskab er mig stedse kært; men til København kan jeg ikke følge jer.«

»Aa fy for en Ulykke! saa har jeg ingen, der kan føre mig i Vinden. Men det maa I love mig, at I snart vil besøge mig paa Kragerupgaard. Der skal sgu ingen Slags Øl og Mad holdes for godt til jer. Der er min Haand paa det. - O, gid vi var der alt. Jeg længes saa usigelig efter Espen Ridefoged for at fortælle ham, hvorledes vi har gjort den storagtige Lybækker i Stand. Han har et Horn i Siden paa alle Lybækkere, siden de skambød os paa vore Stude i Forfjor. I kan tro, det er en naragtig Karl, den Espen. Han har et godt Hoved til at finde paa Uglspilstreger. Lillemor har en graa Kat, som hun elsker lige saa højt som mig. Den bandt han i Gaar fast til Lænkehundens Hus. Der blev da, som I vel kan tænke, et Fandens Spektakel mellem den og Hunden. Katten smuttede ind i Hundehuset og havde blot Snuden udenfor. Hunden bjæffede og sprang, og Katten fnøs og sprættede. Hvergang Pasop kom for nær, fik han en Tjat over Snuden af Kattens Kløer. Saa kom da Lillemor med en Kost og vilde hjælpe sin Kat, men turde ikke rigtig nærme sig, fordi hun var bange for Hunden. Jeg har aldrig i mine Levedage set saa snurrigt et Syn, naar jeg undtager i Dag, da jeg saa Borgemesteren staa ved Hestekrybben. - I er min bedste Ven i Verden. Jeg holder mer af Jer end af Espen. Kom, vi vil drikke Dus!«

238

Fru Sophie blinkede med Øjnene ad sin Søn, men denne sagde:
»Skøt hun sig selv, Lillemor! Jeg ved nok, hvad jeg gør. I mener, han er en omstrygende Spillemand og jeg en Herremand. Jeg vil ikke have noget med adelige Folk at bestille. I Ridderlav er jeg tilovers. Der sidder jeg som en Synder i Skammekrogen og tør aldrig røre mig af Stedet, fordi jeg ved, det stadselige Pak griner ad mig. Endnu har jeg ikke glemt den Frøken Trinletpaataa, der i Fjor lo mig i mine aabne Øjne, da jeg vilde føre Pandekagedansen op. Jeg spørger fint om, hvad Stand en Kari er af, naar jeg kan lide ham. Den, der skal være min Kammerat, maa ligne mig. Han maa have et vittigt Hoved og ej bryde sig om, hvad Snit ens Bukser har, eller hvordan man slaar Kappen over den højre Arm. En tintet So og en skurvet Orne kan bedst sammen.«

Silvius og Kragerup klinkede med deres Bægre og faldt i hinandens Arme. Efter at dette Broderskab var sluttet, holdt de det for raadeligst at skynde sig bort, førend Borgemesterens Fængselstid var udløbet. Herremanden, som havde haft den Forsigtighed i Forvejen at føre sine Heste ud af Stalden, satte dem for Vognen og jog til København, mens Silvius fortsatte sin planløse Vandring.

Henimod Aften kom han til en Bondegaard og gav sig til at spille paa sin Harpe uden for Vinduerne. Ingen af Husets Beboere lod sig til Syne; blot Bondens Døtre holdt Døren paa Klem og stjal sig til at kige ud til ham. Men en vranten Kælling greb dem med Skældsord i Skørterne og trak dem ind igen.

239

»Hvo har givet eder Lov til at lyde til Musiken, I Ravneunger? Har maaske nogen af jer Penge til at betale med?«

»Aa Herre Gud, Mor!« sagde en af Børnene, »vi kunne jo dog ikke lukke vores Ører.«

»Her indenfor i Smug kan I høre efter, saa meget I lyster; men I skal ikke stille jer til Skue, ellers tror han straks, han skal fortjene Guld og grønne Skove.«

En Karl, som havde foret af, gik over Gaarden med en Lygte. Han nærmede sig til Silvius og sagde til ham: »Gaa jeres Vej, Spillemand! I faar ingen Ting. Hvor kan saadan stærk, arbejdsfør Knægt som I vente nogen Almisse.«

»Jeg trygler intet,« sagde Silvius stolt. »Hvo intet vil give mig, kan lade være. Men jeg erkender, at jeg staar her som en Gæk og kaster Perler for Svin.«

»Pukker du til, go' Karl! jeg skal nok vise dig Vintervejen.«

Silvius gik ud af Porten, forfulgt af Gaardshunden. Men Børnene kom springende bag efter ham og tyssede paa den. Da han var kommen paa en Grønning uden for Huset, greb de smaa ham i Kappen og sagde: »Spil os dog et lidet Stykke, gode Herre!« Han opfyldte straks deres Begæring, og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme om hinandens Hals og gav sig til at danse rundt med hinanden. De lyseguide Krøller flagrede løst omkring deres Skuldre; thi de to fattige Huepulle, som de for længst vare voksede fra, bedækkede kuns deres Hovedisse. Et Par Gæs, som næsten havde gnavet 240 Græsset af til Bunden og kun levnet de lave Gaaseurter, hvæsede ad det dansende Par, som forfærdet kaldte den ældre Søster til Hjælp. Hun søgte med en Pind at drive den mest frygtede Gasse tilside. Kællingens skældende Stemme lød indenfor. Da sagde de forskrækkede Børn god Nat, og Silvius skænkede dem til Afsked hver en Sølvmønt til Hvedebrød. Den ældste vilde kysse hans Haand, og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Ben.

Moderen kom ud og raabte: »Vil I pakke jer ind, Rollinger! og hvad tænker du paa, Ellen? Vil din lange Tøs se, du kan genne dine Ællinger i Hus, eller jeg skal snakke med din Ryg.«

»Se, Moder!« raabte de i Munden paa hinanden, »sikken dejlig Skilling Manden har givet os til Hvedebrød.«

»Vil I hid med Pengene,« raabte Konen, »at I ikke gaar og taber dem i Græsset. Tænk I aldrig paa Hvedebrød, I Usselrygge! Nye Træskoer skal I have, det har I mere nødigt, Stodderunger. Vor Herre bevares! Hvedebrød er ikke Kost for Usselrygge som jer. Tak I Gud, om I kan faa en Osteskorpe til jeres Grovbrød. Gud velsigne jer, Spillemand, for jeres gode Villie. Tag mig det ikke fortrydeligt op, at I blev jaget paa Porten. Her render den ene Kæltring os paa Døren efter den anden, og det falder os selv surt nok at holde Livet i de mange Børn, vi har faaet paa Halsen. Vi har ondt nok ved at skaffe noget til Graamunkene. Dem maa man da betænke lidt. Man vil jo dog gærne slippe nogenlunde fra Fejefyret, ihvordan det gaar. De Dage ere længst forbi, da jeg kunde forlystes ved Musik. Da jeg var en ellevild Tøs 241 paa jeres Alder og løb gal i Julestuerne, da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjærding og spillede paa Fiol.«

Silvius gav Konen endnu et Par Skilling, under den udtrykkelige Betingelse, at et Par Kringler derfor skulde købes til Børnene. Derpaa akslede han sin Strængeleg og sukkede:
»O, hvi gaa dog Menneskene ikke hellere ud i Skoven og æde Olden end krybe sammen som Trældyr i elendige, mørke Hytter? Hvorfor skal et Egern og en Markmus føre et mere frit og lystigt Liv end sin fornuftige Medskabning? Hvad skal dog Manden med sin Smule Forstand, naar han alene skal bruge den for at tænke paa Udvej til Grød og Ærter? Mig skal intet bringe til at bøje Hals under Aaget som de øvrige Daarer. Den højeste Fyrstestol i Verden vilde jeg lade haant om. Aldrig vilde jeg bytte min Frihed bort for at sysselsætte mig fra Morgen til Aften med elendige, jordiske Tvistigheder. Ingen af de privilegerede Haandteringer er efter mit Hoved. Jeg priser mig lykkelig ved at være sluppen fra Klosterskolerne. For mig maa Priorer og Domherrer trækkes i Haaret om Aristoteles og Theophrastus. Et ærligt Haandværk var dog bedre, men jeg vil ej gøre Løjbænk og Stole til de magelige Herrer, der forsmaa at hvile sig paa Markens Sten og Tuer. Vil ingen give mig Brød for mit Harpespil, da vil jeg hellere æde Græs og Rødder end sælge mig selv til Slave.«

Det var alt mørk Nat, da Silvius befandt sig for Køge Port. Han bankede stærkt paa Porten, men ej en Sjæl rørte sig indenfor. Da satte han sig ned 242 paa en Afviser og spillede for Tidsfordriv en krigersk Melodi. Nattevægterens Kone var i sit ringe Hus, der laa ret inden for Porten, vaagnet op. Hun ruskede sin Mand i Ærmet og raabte:
»Staa op, din Syvsover! Hører du ikke, der er Folk for Porten!« . »Aa, lad mig ligge, allerkæreste Maren!«

»Vil du op, siger jeg.«

»Aa, lad mig nu blot sove en Time til, saa holder jeg saa meget af dig.«

»Hører du ikke Musikken uden for Byen!«

»Aa, du siger noget. Det er jo dejligt. Spring ud og hør paa det.«

»Jeg spørger dig nu for sidste Gang, om du vil staa op, Bertel. Jeg tror, du lukker baade Ører og Øjne, naar du sover. Det er en prægtig Musik. Det kan sgu gærne være Kommandanten fra Københavns Slot.«

»Kommandanten fra - Hvad siger du, Maren?«

»Ja, det er nok muligt, det er ham, og du ligger her en køn og sover paa din Post.«

»Paa min Post har jeg ikke sovet. - -«

Et Blad mangler her. Vægteren har endelig sat sig i Bevægelse og vækket de nærmest boende Borgere. Byen kommer i en Hast paa Benene; man tror, at Lybækkerne er for Porten, og er i Tvivl, om man skal aabne Byen for dem eller ej. Rimeligvis har Poul Møller til Skildringen af denne natlige Forstyrrelse villet benytte nogle Iagttagelser af et lignende Optrin, han engang selv havde været Mester for. »Jeg ved den - skriver han i et Brev til J. L. Heiberg fra Espegaard i Efteraaret 1817 - der forleden243Aften indsvøbt i en Kappe red til Skælskør, da Prins Christian var ventendes, og satte i fuld Galop igennem Gaderne, raabende: »Prinsen kommer!«. Det var da omtrent det samme som at sætte en Lunte i en Krudttønde; thi Fanden tog bemeldte Udraab: »Prinsen kommer«, saa det løb fra den ene Bysende til den anden. Praaserne kom i alle Vinduerne, Borgerne skulde rette dem, men de kom i Spegerede og løb imellem hinanden ligesom en Flok Faar i Regnvejr. Fløjmanden havde nemlig tabt sin ene Tøffel, og den var hverken at finde hist eller her. Det gjorde mig allermest ondt for den stakkels Organist, der gik foran og vrælte i en Basun; thi han kom i saadan Alteration, at han tog Kuløren af sine Manchesters Bukser. Det var dog ellers Synd, han skulde komme i Bevægelse. Stakkels Mand! han er kun maadelig til Bens og pukkelrygget baade for og bag. Men Prinsen, hvor blev han af! ja ta' ham der, det var kun fint, hvad Prins der kom. Der blev anstillet skarpe Undersøgelser om, hvo der havde sat Borgerskabet i Oprør, men jeg og Borgemesteren vare ej i Stand til med forenede Kræfter at opdage, hvo der først havde sagt: »Prinsen kommer!« Jeg vidste da egentlig nok, hvo det var; men jeg syntes, det var Synd at røbe ham.« Af denne Beskrivelse vil man kunne forestille sig, hvorledes Poul Møller har udført Skildringen, hvoraf nu kun Slutningen er bevaret. Her hedder det - efter et Brudstykke af en Samtale mellem en Borger (den omtalte Fløjmand?) og Anføreren for Borgerskabet - saaledes:244 Allarmtrommen gik paa Byens Gader, og hele Borgerskabet stod snart i Vaaben. Borgemesteren foregav en Upasselighed for ej at nødes til at give sin Stemme i saa vanskeligt et Tilfælde, men Borgerne besluttede efter kort Overvejelse at aabne Byen for den elskede Kong Kristjerns Parti. Leve Kong Kristian! raabte de under Marschen gennem Gaderne og drog med klingende Spil ud af Porten for at modtage Hæren.

»Hvor er Lybækkerne?« raabte alle, da man befandt sig paa Byens Fælled. »Spring ind og hent Bertels Lygte! Her er jo ikke en Moders Sjæl.«

Vægteren førte henved en Times Tid sine opbragte Medborgere omkring paa Marken uden at kunne finde den frygtede Fjende. Endelig begav man sig tilbage under mange haarde Udladelser mod den forlegne Vægter, som efter alles Formodning paa Grund af en urolig Drøm havde sat hele Byen i Bevægelse. Solen stod bag Bugten og lyste for den lille Trop, som misfornøjet vandrede hjem. Da fandt man tæt uden for Porten en sovende Yngling, ved hvis Side der laa en Harpe med et Voksdugs Betræk omkring.

»Han skal være min Mand!« raabte Bertel. »Grib ham og læg ham paa Pinebænken, til han skaffer sine Kammerater frem. Jeg har ikke Lyst at staa som en Gæk for hele Borgerskabet.«

Silvius blev øjeblikkelig ført til Raadstuen.*)

»Siden han kommer fra København,« sagde Borgemesteren og skød Brillerne op paa Panden og * 245 traadte hen imod Silvius, der mellem to Raadstuetjenere stod uden for Skranken, »hvorfor har han da intet Pas?«

»Jeg rejste saa hovedkuls bort.«

»Hvem gav ham Lov til at rejse hovedkuls bort, som han behager at eksprimere sig.«

»Det akademiske Senat. Jeg kan skaffe Beviser paa, jeg er en relegeret [Student].«

»En køn Ære! Hvad vil han nu gøre her i Byen, Mossiø relegerede Student!«

»Jeg agter med jeres Tilladelse at gaa omkring i Borgernes Huse og spille dem et Stykke.«*)

Den hele Sommer gik Silvius omkring i Sjælland og spillede for Dørene. Undertiden fik han noget, undertiden intet. Da han var alt for let rede til at aabne sin Pung, saa vel til sin egen som til andres Fornøjelse, kom han til sidst i stor Forlegenhed. Han fandt, at en Spillemand ofte maatte lægge sig sulten om Aftenen, naar han ikke havde en Nødskilling i Baghaanden. Tit maatte han være glad ved at kunne faa Nattelejlighed paa et Hølad. Ja undertiden blev endogsaa denne Villighed ham nægtet, og han var nødt til at udsøge sig et Leje under et bredskygget Træ eller i en græsbevokset Grøft. Da Efteraaret nærmede sig og Natteluften blev kold, var denne Levemaade ham [ubekvem].

Her ender Manuskriptet, og da samtidig de paa et løst Blad indførte Tilføjelser, der er Indskud i * 246 Teksten, ogsaa standser, er det ikke sandsynligt, at der har været meget mere. Af de Momenter, der findes paa samme Sted som Tilføjelserne, men som er forfattede, før Poul Møller begyndte Nedskrivningen, faar man kun en meget usikker Oplysning om Handlingens Fortsættelse.

Med størst Sikkerhed ser man, at »Helten«, som han her stadig kaldes, efter sine Sommervandringer har lagt sig til Borgeleje for Vinteren hos Kragerup, i hvem Læseren vil have genkendt »Vildmanden« i Plan B (S. 182). »Kragerup leger kanske med Hunden og Katten, da Silvius kommer i hans Gaard.« Kragerup er en ivrig Jæger og kaldes i Optegnelserne jævnlig efter sin Yndlingsidræt Rævejægeren. En Gang fik han »Alteration i Blodet, fordi hans Hund ikke stod for Bekkasiner«. Sammen med sin Vært og nogle andre »vilde Jagtjunkere« har Helten her deltaget i »Jagten efter Ænder« og maaske ved denne Lejlighed foredraget Jægersangen »Gennem Moser og raslende Siv vi gaa« (S. 23). Megen Morskab har han ogsaa haft af sin Kammerats plumpe Løjer med hans »Lillemor«: naar han f. Eks. efter at have spillet hende et særlig drøjt Puds udtrykker sin Medfølelse for hende saaledes: »Det gør mig ondt for hende, det gamle Asen!« eller tilkendegiver hende sin Respekt med de Ord: »Fanden komme efter hende, det gamle Skind, har hun ikke en god Forstand!« Sammen med Kragerup og den omtalte Espen Ridefoged har Silvius sikkert haft andre Streger for. I det hele har vistnok Skildringen af hans Ophold paa Kragerupgaard, hvortil Forfatteren sikkert har villet benytte Oplevelser og Iagttagelser fra sit eget Herregaardsliv i Sydsjælland, været det Afsnit af247Arbejdet, der paa dette Tidspunkt har staaet ham klarest.Om Resten er det umuligt at sige noget med Sikkerhed. Med Foraarets Frembrud synes Silvius at være gaaet videre med sin Harpe. I Udkastet C hedder det ogsaa, at han har haft »Marionetteater, hvor der maaske spottes med Munkene«, men da der ikke har været Tale om dette i de udarbejdede Brudstykker, har Forfatteren vistnok opgivet dette Træk. Et Sted synes han at have haft et Eventyr med nogle »rige Bryggerdøtre«, en anden Gang har han været med til »et Brudegilde, hvor det gaar vildt til«. Ud paa Aaret er han kommen til Herregaarden »Ørneborg« (et Navn, som Forfatteren har dannet efter Adlersborg (Dragsholm), hvor han under sit Ophold paa Espe havde været i Besøg, og som er identisk med Romanens Ravnsborg, og Novellens Ravnshøj). Her synes han at have opholdt sig i nogen Tid hos Ladefogden. Denne er en raa Bondeplager, der siger: »Aldrig gør jeg Bonden godt« og taler om, at han »med et Slag af en Tyremeje kan slaa en Bonde omkuld«, og en vældig Drikkebroder, som praler af, at han »drak en Remmesnider paa Pelsen, saa at denne til sit Gilde maatte bøde en halv Tønde Øl«. Hos Ladefogden har han truffet Romanens anden Hovedperson, Pedanten, til hvis Karakteristik Udkastet meddeler nogle nye Bidrag. Han har endnu ikke naaet at indføre sig paa Herregaarden, men »gaar og gør Prøve paa, hvorledes han vil fremstille sig for Herremanden«, hvem han tiltaler med »Illustrissime!« Han lever ligesom i Drømme, et fuldstændigt »Somnambulliv«. Helten vandrer, medens

248

»Pedanten fantaserer om Vandring, men kommer ingen Vej«. Han er saa lidet handledygtig, at han skjuler sit Skidentøj for at slippe for den Ulejlighed at afgive det til Vask, saa diskræt, at han »maa regne efter, naar han er barberet« og saa menneskesky, at han »har en Genvej til Huset (Lokummet)«. Naar han »har drukket, kan han ej skrive«. Han bærer paa en ulykkelig Kærlighed til den skønne Louise paa Borgen, thi saaledes kaldes i C (ligesom i B) Romanens Heltinde, Sophie paa Ravnsborg.

Paa Slottet synes Silvius at være bleven indført af en ældre Studenterkammerat, den i Romanens første Kapitel omtalte Jens Madsen, der er kommen til Gaarden som Slotskapellan hos »Herremanden« (= Justitsraaden i A, Fruen i B). Af denne i Romanen kun løseligt skitserede Person, som er den samme som den formodede formfulde Person i A og den teologiske Kandidat og Huslærer Jens Hansen i Novellen, har Forfatteren ønsket paa dette Sted at give en indgaaende Karakteristik. Han optræder i Optegnelserne under den Persons Navn, der har givet Forfatteren Ideen til Figuren. Han »er et net Menneske«; det Ord net er i hans Sprog Udtrykket for den højeste Anerkendelse: en dannet Mand maa kunne »skære net for«, et poetisk Skrift, som tiltaler ham, kalder han »grumme net«. For sin præstelige Gerning føler han ingen Begejstring: »Aa ja-a!« siger han, »naar man en Gang er kommen i Kjole, faar man nok siden et godt lille Kald.« Ligesom han overhovedet i Trossager er af den Mening, at »man beder til Gud, fordi man føler sig ligge saa varmt under en Ulmerdugsdyne«, er han paa det rene med, at »det er249smaat for Præsterne, nu de faa hverken Stolemad eller Kirkens Vadmel«. Tilmed er der denne nye Lære. Tausen bedømmer han med megen Overlegenhed: »Grunden til, at han gør Lykke, er den, at han ikke kan sin Rhetorica«. Selv »kan han ej komme af Sted med at lære den nye Tro«. Han mener i det hele, at der er Grund til at beklage, at de gamle Tider ere forsvundne, og »de eviggode Pandekager gangne over Styr«. Af Ydre er han vistnok før og blodrig, siden han gaar med »Fonteneller« og er tilbøjelig til Opfarenhed, hvilket han som en forsigtig Mand meget beklager. »Det var godt, jeg ikke var til Stede«, siger han, naar han hører om bevægede Optrin, »jeg kan saa let overile mig.«

Slotskapellanen har vel forestillet sin Ven som en Sanger, der kunde forlyste de fornemme Herrer og Damer med sin Harpe. Men det er ikke rimeligt at hans Poesi har behaget Herskabet. De har vistnok ment, at Jens Madsen med sine nette »Vers med Navn i Begyndelsesbogstaverne« (de saakaldte Akrostika) var »en bedre Poet end Helten«, og i det hele behandlet den relegerede Student med en afvisende Ringeagt. Ved en Fest paa Slottet, hvor ogsaa Pedanten er til Stede og »bliver til Spot for den skønne Louise«, har Silvius da forløbet sig. »Begejstret af Vinen gør han Louise en brændende Kærlighedserklæring«, og da hun vel næppe har givet ham noget Haab, er det ikke usandsynligt, at han i Ophidselse har improviseret en »Spaadom om Borgens Ødelæggelse«. Hertil kan han yderligere være bleven bevæget ved at han, maaske den samme Dag, har set den raa Ladefoged eller Herremanden

250

selv »tvinge en ung Pige til at ride Træmæren«. Denne sidste Begivenhed siges i al Fald udtrykkelig at være Grunden til at »Helten deltager i Bondeoprøret«.

Her maa vi da i det følgende søge hans Spor. Han, der altid har ment, at »selv den lemfældigste Regering generer dog immer en Smule«, har vel nu til Gavns faaet sin Frihedslyst styret i de lovløse Tider. »Skovens Fugle ere tvangløse!« Det har ikke været fine Folk, han er kommen iblandt; imellem hans Kammerater synes at have været en vis Lange-Peter, der »slaar sin Fader« og »skrifter sig selv«. Ogsaa Skipper Clemens har han truffet, der ligesom han selv »takker Gud, at der ingen Regering er«. Men hvor lempeligt Forfatteren end forholder sig til Historien, har han dog næppe vovet at fastholde den Idé, han har nedkastet mellem Optegnelserne, at den fangne Konge Christian d. 2. skulde optræde i hans Roman paa en Fisketur.

Under Krigen har Silvius haft Lejlighed til at redde en ulykkelig Nonne af Rævejægerens Kløer. Da det nu viser sig, at »Nonnen er Ladefogdens Datter«, er herved antydet den Mulighed, at Silvius, der vel maa antages at ville føre hende til hendes Fader, vender tilbage til Ørneborg og genser den skønne Louise, og da der imellem Optegnelserne findes det Ord »Eremit« (rigtignok med ? efter sig), og dette efter den rimeligste Fortolkning maa være Betegnelse af en Periode i Heltens Liv, er det jo muligt, at der efter Genbesøget paa Slottet er fulgt som i B (og som i Digterens egne Oplevelser) et Eremitliv. Af hvad Art dette Eremitliv har været, og om det har skullet være Afslutningen paa Historien, eller 251 Helten senere, efter at have udviklet sig i Ensomheden, skulde have truffet den skønne Louise, hvem Tidernes Forandring kan have lært Ydmyghed, og vundet hendes Kærlighed, er det ogsaa paa dette Trin af Fortællingen umuligt at afgøre.

I det hele vil man betænke, at dette Forsøg paa en Rekonstruktion af Planen til Poul Møllers historiske Roman er foretaget ved en paa flere Steder usikker Kombination af utydelige, mellem hverandre spredte Antydninger, og at disse i sig selv usikre Momenter er nedskrevne, før Forfatteren begyndte paa Udarbejdelsen. Selv om det derfor virkelig er lykkedes ovenfor at fremstille Poul Møllers oprindelige Plan, er det meget muligt, at denne ikke i et og alt vilde være bleven fulgt, men have modtaget ikke ubetydelige Forandringer. En Antydning af en saadan ligger i Romanens første Kapitel i det Træk, at Silvius, der ikke kender sin Fader, men formodes at være af ædelt Blod, drager ud, ikke alene for »at opsøge den dejlige, han aldrig saa«, men »for at lede sine Frænder op«. Men herom tier Optegnelserne i C ganske. Det skulde da vel ikke have været Meningen, at det ved Silvius' andet Besøg paa Ravnsborg skulde opklares, at Herremanden var hans Fader og han selv sin elskedes Broder (smlgn. »Revuen«), og dette være den egentlige Grund til Eremitlivet? Thi endskønt Poul Møller opfandt og ordnede Handlingen i sin Roman med en ugenert Frimodighed, har dog vistnok dette Træk været ham for drøjt, og han har sikkert ikke heller været til Sinds at give det lystige Spil en saa bedrøvelig Afslutning.

252