Møller, Poul Martin Skrifter i Udvalg

TREDJE KAPITEL
ANDEJAGTEN

Frits havde paa ny begivet sig til Møllekroen for at indfinde sig ved den aarlige Andejagt. Mølleren havde meget rigtigen sluttet, at en Lidenskab, til hvilken Grunden i faa Dage var lagt, i en kort Tid igen vilde fortage sig. Derfor havde han maget det saaledes, at denne Jagt, der af ham selv og hans vaabendygtige Naboer ansaas for en stor Højtid, var bleven udsat i faa Dage. Han ønskede nemlig, at hans kære Lærling med fuldkommen beroliget Sind skulde tage Del i denne Jægerfest.

Da Frits altsaa Aftenen før Andejagten skred over Kroens Dørtrin, blev han modtaget med aabne Arme. Alle Gaardens Beboere, lige fra Værten selv til Drengen Peiter og den trivelige Puddelhvalp, ytrede deres Henrykkelse over hans Komme. Det var en tavs Overenskomst, at det ubehagelige Optrin, der havde foranlediget Fritses Afrejse, skulde være bragt i en fuldkommen Glemsel. Marie begreb af hans friske Miner, at den Fortvivlelse, som hun heller aldrig havde anset for meget grundig, aldeles havde lagt sig. Mellem Frits og hende var der let et fuldkommen tvangløst Forhold tilvejebragt. Møllerkonen blev nu 322 ogsaa befriet for den Skræk, som i adskillige Nætter havde paadraget hende urolige Drømme. Hun hviskede til sin Datter, at hun ved Fritses næste Regning maatte huske vel paa de nye Vinduesruder, som hun under Husets almindelige Forvirring rent havde glemt at føre til Bogs. Blot med Licentiaten var Frits ikke i Stand til at omgaas paa den forrige Fod. Af Maries Opførsel, da de begge bleve behandlede som Patienter, og en Del andre Omstændigheder havde han bemærket det Fortrin, hun øjensynligen gav denne Husets ældre Gæst. Han satte sig selv højt over sin formentlige Medbejler, og det var ham en utaalelig Forestilling at have maattet vige for en Mand, som han havde saa ringe Tanker om.
Licentiaten sad i Skumringen paa sit Kammer og bestræbte sig for at bibringe Peiter Begyndelsesgrundene til Indenadslæsning. Han strøg med sin flade Haand over Drengens glatkæmmede Hoved, idet han afbrød Undervisningen med det Spørgsmaal:
»Elskværdige, rare, fortræffelige Peiter! elsker du din gamle taabelige Lærer?«

»Ja,« svarede Drengen. »Holder du ikke ret meget af mig?« blev Licentiaten ved.

»Jo,« sagde Peiter hurtig, idet han skred videre med sin Pegepind, for jo før jo heller at komme til Enden af Leksen.

»Du lyver, Dreng!« sagde Licentiaten; »du har ingen Agtelse for mig.«

Drengen sagde: »Jo, - K-a-t, Kat.«

»Du anser mig for et Tossehoved,« vedblev Licentiaten. »Du har mig til bedste, fordi jeg er beladt med denne Klumpfod, du slette Dreng! Men en Unge 323 som du skal ikke foragte din Lærer, fordi han er vanskabt. Herefter skal jeg gribe til kraftige Midler for at sætte mig i Respekt hos dig, forstaar du mig, Knægt?«

Under denne Tiltale ruskede han sin Lærling dygtig i Ørelappen. Drengen gav et gennemtrængende Skrig fra sig og flygtede med Haanden for Øret hen i en Krog af Stuen. Ved Skriget ilede Marie til og raabte ved Indgangen:
»Gør du dig uartig, Peiter? Kom straks hen og kys Manden paa Haanden og bed om Forladelse.«

Hun greb sin Broder i Armen, for at slæbe ham hen til Licentiaten. Men Peiter, som levende følte sin Lærers Uretfærdighed imod ham, brugte baade Hænder og Fødder til sit Forsvar, idet han med den største Halsstarrighed satte sig imod enhver Slags Afbigt.

»Slip ham, Jomfru!« sagde den nedslagne Licentiat. »Jeg har i et Anstød af ondt Lune gjort ham Uret. - Søde Peiter! vær ikke vred paa mig for den tyranniske Medfart, du har udstaaet. Der har du et Stykke Sukker, lad saa det være glemt. Lad mig blæse paa dit Øre. Kom og kys mig, min Dreng! Jeg er ulykkelig; thi nu ved jeg, du hader mig din hele Levetid.« Med disse Ord, som ledsagedes af en Taarestrøm, trak han det modstræbende Barn op til sig.

Men Peiter fordoblede naturligvis sin Skraalen, og med det Raab: »Du er en slem en, du stikker mig med dit Skæg!« -tog han, forfulgt af sin Søster Marie, Flugten ud af Licentiatens Kammer.

Frits, som igennem den aabne Dør havde set Licentiatens bagvendte Forhold, sagde til Marie: 324 »Den fjollede Pedant fordærver aldeles Drengen. Lad for alting ikke Deres Broder have noget at skaffe med et Menneske, der er saa aldeles uskikket til at omgaas Børn.«

Marie svarede: »Jeg beder Dem, aldrig at tage den egensindige Dreng i Forsvar. Sæt endogsaa, Herren i sin Overilelse har været for streng imod ham, skal da slig en Purk straks have Lov til at ytre saadan Stivhed mod en Mand, der daglig viser Godhed imod ham?«

»I Peiters Sted,« sagde Frits fornærmet, »vilde jeg betakke mig for en saadan Godhed, som altid udsatte mig for Tab af Øren og Næse. Han har saa liden Færdighed i sine lange Lemmers Afbenyttelse, at han vist engang ved et mislykket Kærtegn vrider en Arm af Led paa den stakkels Peiter. Om det saa er Hvalpen Karo, saa stikker den Halen mellem sine Bagben og løber tudende bort, naar den ser sin lærde Ven i ti Skridts Afstand. Den føler sig ilde tjent med hans kælne Nærmen, da dens Tæer gærne maa forsøge Vægten af hans Elefantfødder.«

Marie værdigede ham intet Svar paa hans kaade Bemærkninger, men førte Rømningsmanden atter ind til den forladte Fibel.

Frits kunde om Natten næppe sove for den urolige Længsel, hvormed han saa den næste Dags Højtidelighed i Møde. Saa snart Daglysningen begyndte, stod han op og gjorde sine Jagtredskaber i Stand. Derpaa gik han ud i Haven og ventede med Utaalmodighed paa, at hans Vært skulde rejse sig af Sengen. De første Svaler, der forlod deres Nattero, maatte tjene til Maalet for hans Prøveskud, og da det lykkedes ham at træffe to til tre af disse under 325 deres regelløse Flugt, haabede han, med sit sikre Haandelag at indlægge sig stor Ære ved de betydeligere Skud paa den større Jagt.

Licentiaten, som var vækket ved Flinteskuddene, viste sig i et aabent Vindue, der stødte ud til Haven.

»De har ikke faaet megen Søvn i Nat,« sagde han til Frits.

»Ikke synderlig,« gav denne til Svar.

»Jeg ikke heller,« vedblev Licentiaten.

»Hvad har da ligget Dem paa Hjærtet?« spurgte Frits.

»Jeg har,» fik han til Svar, »den halve Nat grundet paa det Værk, De ved, jeg har under Hænder.«

»Og jeg,« sagde Frits, »har før Dag plaffet med min Flint. Se, her er tre Svaler, som jeg allerede har truffet. Hvor mange Tanker har De fisket til Deres Bog?«

»Jeg har,« tog Licentiaten Ordet, »beskæftiget mig med en Del forberedende Betragtninger over det skriftlige Foredrags Væsen. Jeg kan med soleklare Beviser godtgøre Dem, at man aldeles ikke kan fremstille nogen Mening i Ord og Sætninger. Inden man beviser mig Muligheden deraf, kan jeg slet ikke skride til Værket.«

»Ej, ej!« sagde Frits; »hvis mit mundtlige Foredrag ikke tilfredsstiller Dem, saa behag blot at række mig et Stykke Papir, og jeg skal straks overbevise Dem om, at Kunsten er ikke saa svær, som De tror.«

»Ja,« svarede Licentiaten, »jeg har jo vistnok før set Tanker udførte paa Papir; men siden jeg er kommen til tydeligen at indse den Modsigelse, der 326 ligger i et saadant Foretagende, føler jeg mig ganske sat ud af Stand til at skabe nogen skriftlig Sætning. Men uagtet Erfaringen utallige Gange har vist, at det dog lader sig gøre, piner jeg mig selv for at løse den uforklarlige Gaade, hvordan man kan tænke, tale eller skrive. Ser De, min Ven! En Bevægelse forudsætter en Retning. Forstanden kan ej skride frem uden at bevæge sig i en vis Linje; men inden den følger denne Linje, maa den jo i Forvejen have tænkt sig den. Altsaa har man jo bestandig tænkt enhver Tanke, førend man tænker den. Enhver Tanke, der synes at være Minuttets Værk, forudsætter jo saaledes en Evighed. Det kunde gøre mig næsten forrykt. Hvorledes kan da nogen Tanke fødes, da den altid maa have været til, før den bliver til? Naar De skriver en Periode, maa De jo have Perioden i Hovedet, førend De skriver den. Men førend De fik den i Hovedet, maa De jo have tænkt Dem den; hvoraf kunde man ellers vide, der kunde tilvejebringes en Periode? Og førend De tænkte Dem den, maa De jo have forestillet Dem den; hvorledes kunde De ellers være faldet paa at tænke Dem den? Saaledes gaar det frem i det uendelige, og denne Uendelighed begrænses af et Øjeblik.«

»Men, for Pokker,« sagde Frits ligegyldig, »netop i det De beviser, at Tankerne ej kunne bevæge sig, skride Deres egne jo ret frisk fremad.«

»Det er jo netop Knuden,« gav Licentiaten ham til Svar. »Derved forøges jo det store Virvar, som ingen Dødelig nogen Sinde kan oprede. Indsigten af Tankens Umulighed indeholder selv en Umulighed, og Erkendelsen heraf frembringer paa ny en uforklarlig Modsigelse.«

327

Frits gav kun lidet Agt paa dette Svar. Han havde faaet Øje paa en Skade, der uforsigtigvis havde nedladt sig i en af de nærstaaende Trætoppe, hvor den med vippende Stjært og skraldende Tungeslag hoppede mellem Grenene. Med sin hele Opmærksomhed henvendt paa den, havde han grebet med Tommelfingeren om Hanen paa sin Flint, da Licentiaten i det samme bankede sig med knyttet Næve paa Panden og skreg:
»Av, mit Hoved! jeg bliver ganske svimmel.«

Ved denne Lyd blev Fuglen advaret og frelste sit Liv ved en betimelig Flugt. Frits satte fortrædelig sit Gevær ned ved Foden og vilde til at give sin Harme Luft i Ord.

I det samme hørte han Mølleren i sin Gaard blæse paa Jagthornet. Dette Signal besvaredes af et andet, fjærnere Horn, hvis Toner dæmpedes af den tætte Skov. Frits, som allerede længe havde været fuldrustet, fulgte straks Musikkens Indbydelse. Stedets dobbelte Port stod paa vid Gavl, og en Skare Jægere til Hest og til Fods holdt deres Indtog paa den larmende Stenbro. Forskelligheden af deres Oppakning bidrog især til at give det hele Tog et broget Udseende. Nu saa man en pyntet ung Herre, som paa Skulderen bar en let parisisk Flint, hvis Pibe var blaatanløben og besat med Guldstads. Snart saa man en bedaget Skytte med et Hampereb om Livet og et halvskæftet Gevær, der havde gammelt Jærns uanselige Farve, men hvis tyndslidte Munding var Borgen for, at dets Ejer maatte have grundigt Bekendtskab med dets Egenskaber. En før Forpagter, med en Kabus af Katteskind og en rødtærnet Halsklud, blev baaren frem af sin bomstærke Kørehoppe.

328

Skydetasken, der hang over hans venstre Skulder, var forfærdiget af en Pudels krølhaarede Skind, og hans vægtige Flint var forsynet med et dobbelt Løb. Derefter kom en adelig Godsejer i en fin, blaa Spencer paa en stumphalet Hingst. Hans eneste Byrde var den smidige Ridepisk; thi ved Siden red hans Tjener, bebyrdet med hans Jagtredskaber. Denne førte, foruden Jagtkniven med et Skaft af Hjortetak, en Flint, der havde tilhørt Slægtens Stammefader. Mahogniskæftet var rigt udskaaret med Billeder og indlagt med Ruder af Perlemor. Hist blev en Jagthund ført i et Reb, her gik to sammenkoblede og slæbte med forenede Kræfter deres Træklods af Sted. Endnu flere løb uden Baand og Tvang omkring i Menneskevrimmelen.

Efter at det talrige Selskab, som til Hest og til Fods opfyldte hele Gaardspladsen, havde nydt den Frokost, der bedst passede til deres forskellige Kaar og Trang, skyndte man sig atter ud af Porten til den Sø, paa hvilken Jagten skulde holdes. Rundt omkring ved Bredden var den hele Sø besat med Siv og Moserør, som voksede paa et upaalideligt Grundlag. En letfodet Karl kunde til Nød løbe hen over den tynde Skorpe, men for en staaende var der ej noget sikkert Fodfæste. Gennem denne høje Planteskov havde Mølleren ladet hugge flere Gange, som alle vare saaledes belagte med Fjæle, at een Jæger uden Fare kunde stilles paa Post i hver Aabning. Da enhver havde faaet sin Plads anvist, tilkendegav Mølleren ved et Skud med sin Muskedonner, at Jagten kunde tage sin Begyndelse. Midt paa Søen roede seks til syv Joller, vel bemandede med de mest udsøgte Skytter. Mølleren anførte Flaaden, og havde sin Yndling 329 Frits i Baaden hos sig. En talrig Andeflok, som ved de første Skud var bortskræmmet fra sine Skjulesteder, drog med forvirret Skrig gennem Luften. Naar den styrede midt over Søen, forfulgtes den med en Haglregn fra Baadene; naar den flyede til Søens Grænser, blev den tilbagekyst ved Skud fra de mellem Rørene skjulte Jægere. Der gaves en saa uafbrudt Lejlighed til Skud, at adskillige Flinter ofte paa en Gang løsnedes, og bestandig det ene Knald fulgte uden Ophold paa det andet. Alle Hunde havde fuldt op at bestille med at hente de dræbte Fugle. Snart saa man i det aabne Vand blot Hovedet af en svømmende Hønsehund, som i sin Flab holdt en And, der forgæves baskede Vandet med sine Vingeslag; snart hørte man en anden give Hals, medens den med Nød arbejdede sig igennem Dyndet og de raslende Rør. En tredje fik næppe saa meget Pusterum, at den et Øjeblik kunde betræde Landjorden for at ryste Vandet af sin Pels og sine hængende Ørelapper. Den blaalige Røg, som i den blikstille Luft ikke bortvejredes af nogen Vind, stod som et Loft af Skyer over den hele Sø.

Frits var i det hele Selskab den allerufortrødneste Skytte. Hans Efterstræbelse indskrænkedes ikke til Andeflokken, men enhver bevinget Skabning, der kom ham paa Skudvidde nær, var vis paa i ham at finde sin Banemand. Han tog ej som sine Ledsagere Hensyn til Dyrenes Brugbarhed for Køkken og Skorsten, men selv de store Maager faldt i stor Mængde for hans Haand. Til en Forandring forlod han efter nogle Timers Forløb sin Baad for at strøjfe imellem Rørene. Paa denne Vandring begav han sig hen til den lærde Licentiatus, som han af Skalkagtighed 330 havde forledet til at følge Toget. Denne havde faaet sin Plads anvist paa en af de Veje, der vare banede gennem Rørene, hvor han, fordybet i Tanker og lænet til sit Gevær, stirrede ud paa Søen uden at lægge Mærke til, at en forvildet And med sine korte Vingeslag tit drog lige forbi hans Linje. Frits nærmede sig til ham, og satte ved sine Trin den bevægelige Grund i en saadan Rystelse, at Licentiaten knap var i Stand til at holde Ligevægten paa sit gyngende Bræt. En Svaneunge, der endnu var bedækket med de graafarvede, lodne Dun, kom i det samme sejlende forbi og standsede ganske raadvild foran Indgangen til Licentiatens Baghold.

»Skyd,« raabte Frits, »saa kan De bringe noget Vildt hjem til Jomfru Marie.«

Lægen trak med bortvendt Ansigt paa Stillepinden, men Krudtet brændte for, uden at noget Skud fulgte paa. »Ser De nu,« begyndte han derpaa til Frits, »hvorledes en uheldig Skæbne forfølger mig, hver Gang jeg vover mig ud i det bevægede Liv? Da De nærmede Dem, var jeg just i Begreb med at drøfte den almindelige Sætning, at Skaberen aldeles har nægtet visse Folk ethvert Anlæg til at virke paa Materien. Hvad mig selv angaar, da ved jeg nu bestemt, at Grunden til det mislige Udfald, der almindeligvis følger paa mine Foretagender i den synlige Verden, ikke skriver sig fra nogen Udygtighed hos mig, men fra en ugunstig Dæmon, der forfølger mig. Naar jeg lægger Krudt paa Panden, spænder Hanen og trykker løs, da har jeg gjort, hvad der staar til mig, - Diis permitto cætera. Det har jeg nu tre og tyve Gange gjort uden at se de forønskede Følger deraf. Fremgangsmaaden er saa simpel, at umulig 331 noget Misgreb her kan finde Sted. Til Overflod har Forpagteren, som staar paa Post her tætved, givet mig en grundig Underretning om den hele Mekanisme. Og dog har jeg tit set, at en anden, ved at betjene sig af de samme Forholdsregler, altid bringer et Skud til Veje. Men jeg er født under en saa ulykkelig Stjærne, at der intet bliver af, naar disse Handlinger foretages af mig. Selv Forpagteren, hvem jeg agter som en Mand, der besidder dyb Indsigt i Behandlingen af Livets ydre Fænomener, har ikke kunnet bringe det til at løse nærværende Problem. Nu ser De selv, at jeg nødsages til at begrave mig i mit ensomme Kammer for ikke mere at tjene min onde Genius til Spot. Det følger af sig selv, at jeg som en Mand, der mest har siddet paa Studerekammeret, ikke formaar uden Skræk at affyre mit Gevær. Tænk Dem nu, hvad jeg har maattet udstaa, da jeg tre og tyve Gange har gjort Vold paa min Natur for ret at familiarisere mig med Livets Rædselsscener. Tænk Dem min uendelige Smerte, da jeg tre og tyve Gange har gaaet over fra den mest overspændte Forfatning, hvori jeg ventede Bøsseskraldet, til den nedspændte Sindstilstand, der fulgte paa, naar min Forventning opløstes i et fuldkomment Intet.«

Frits fandt ikke noget uforklarligt i dette Vanheld; thi han var selv Skyld deri. Han havde paataget sig at udruste Licentiaten til Jagten, men af Skadefryd givet ham et uladt Gevær. Da han nu saa dennes fortvivlede Tilstand, begyndte han dog at føle nogen Anger over sin Ondskab. Denne Følelse bragte ham til at nærme sig Licentiaten med usædvanlig Venlighed og Fortrolighed. I den Samtale, 332 som nu forefaldt imellem dem, bragtes Frits hændelsesvis til at ytre, at Dagens Strabadser havde vakt en pinlig Hunger og Tørst hos ham. Saa snart Licentiaten havde hørt denne Klage, fremdrog han straks et Papir med Brød og en Lommeflaske med Madeiravin og sagde:
»Her er en liden Hjærtestyrkning, som Møllerens forekommende Datter har forsynet mig med. De gør mig en Fornøjelse, hvis De vil vederkvæge Dem dermed. Jeg kan med mere Lethed end De være sligt foruden. De er yngre end jeg og føler altsaa stærkere de legemlige Fornødenheder. Desuden gør Kummeren over min ulyksalige Skæbne, at jeg kuns lidet mindes af nogen sanselig Trang.«

Frits blev rørt og ydmyget over denne Godmodighed, som hans Samvittighed sagde ham, at han slet ikke fortjente. Han var nær ved rent ud at tilstaa sit skadefro Bedrageri; men en liden Fortrydelse, der opstod hos ham, fordi Jomfruen ikke lige saa vel havde set hans Lommer til gode som Licentiatens, hindrede denne Beslutning fra at komme til Modenhed. Han søgte sig da en afsides Plads i Græsset for der at nyde den kærkomne Frokost. Ved at opvikle det Papir, der tjente til Omslag for Smørrebrødet, fandt han, at det var beskrevet med Licentiatens Haand. Med Forundring og Medlidenhed læste han her følgende Linier:
»Betragtninger over ulykkelig Skilsmisse mellem Sjæl og Legem.«

Frits blev uagtet sin Letsindighed dybt bevæget ved Licentiatens Skildring af sin egen Sindssvaghed. Han følte med Ydmygelse, at det var en følelsesløs Kaadhed af ham at drive Gæk med en saa beklagelsesværdig 333 Sygdom. I Følelsen heraf besluttede han ufortøvet at gøre Licentiaten en oprigtig Afbigt. Da han med dette Forsæt begav sig hen til den Plads, hvor han havde forladt ham, saa han til sin store Forundring, at Posten var aldeles ledig. Han gennemstrøjfede nogle Minutter de tilgrænsende Rør uden at træffe paa nogen menneskelig Skikkelse. Endelig hørte han tæt ved sig nogle drøje Forbandelser i den brede sjællandske Mundart. Medens han saa sig om til alle Sider uden at opdage, hvor denne Røst kom fra, blev han saaledes tiltalt med Licentiatens Stemme:
»Ogsaa den Stræben, at give Stilen Velklang og numerus, har sine store Vanskeligheder. Thi naar jeg ved Valget af Ord søger at gøre Foredraget bekvemt for Udtalen, hvo er mig da Borgen for, at jeg ej uforsætligen bruger mit eget mangelfulde Organ som Rettesnor? Da jeg mangler tre Fortænder, maa jeg tit finde Knuder i Stilen, uagtet denne for en Læser med fuldstændige Taleredskaber kan flyde let og behagelig.«

Ved at følge Lyden og drage nogle Rør til Side fik Frits omsider tæt ved sine Fødder Øje paa Forpagterens Kabus og Licentiatens blakkede Hattepul. Begge Personer var, et Skridt fra hinanden, lige til Hagen sunkne ned i Dyndet.

»Kære Venner,« raabte han, »i hvilken Tilstand finder jeg Dem her!«

»God Dag, Kammerat!« sagde Forpagteren. »Vær saa god selv at tage min Kabus af for Dem selv; for vi sidder her med Arme og Ben i Klemme som to Pattebørn i et Svøb. Jo vi sidder rigtignok her i en køn Maade, det maa De nok sige to Gange.

334

Den Klodsmajor der kom stalkende med sine lange Ben af Forskrækkelse for en Skrubtusse og plumpede ned i Moradset. Min tossede Godhed løb saaledes af med mig ved dette Syn, at jeg vilde komme ham til Redning. Derfor sidder jeg nu til Straf omtrent i samme Maade som han. De kan ikke forestille Dem, hvad jeg har udstaaet i den halve Time, vi har siddet her. Jeg kan fast ikke leve, naar jeg ikke af og til faar mig en Pris Tobak; men det har været mig plat umuligt at komme til Daasen i min Vestelomme. Og saa har jeg oven i Købet haft den Ærgrelse at se det lærde Spektakkel sidde der og studere, som om han ret befandt sig i sit Es. Havde jeg endda haft en Karl, med hvem jeg kunde have slaaet en fornuftig Passiar af! Men her har jeg siddet og kedet mig rent fordærvet. Det har ej engang været mig muligt at spytte ret af Hjærtens Grund, da Velanstændighed forbød at spytte min Ulykkeskammerat i Ansigtet. Spring nu hen og hent os et Bræt, at vi jo før jo heller kan komme vel ud af Skarnet; men let først min Kabus lidt og riv mig dygtig i Hovedet over det venstre Øre, thi jeg føler just paa det Sted en bandsat Kløen og Krillen.« Idet Licentiaten paa det hidbragte Bræt kravlede frem af Moradset, sagde han til Frits: »Det er desuden en egen Sag at overveje, om en Priode skrider let af Sted. Man gennemlæser saa tit et Stykke Sammenskrift for at erfare, om det klinger godt; man grunder paa, hvor megen Malm det taaler uden at skride for tungt, hvorledes Ordenes Følge kan skride let over Læberne, uden just at have Udseende af at være beregnet for en tandløs Kvindes Mund. Det gaar en som en Maler, der stirrer saa 335 længe paa sit Lærred, at alle Farver forsvinde for hans Blik. En fastbundet Rad af Ord, der staa paa Papiret, sætter man med Tanken i Bevægelse. Men i samme Moment maa Tanken med et roligt Overblik staa stille for at iagttage Klangen. Altsaa maa Tanken paa een Gang gaa fremad og blive paa Pletten.«

Forpagteren, som i det samme lykkelig var bleven bjærget, sagde til Licentiaten: »Farvel, Kammerat! og Tak for godt Selskab. Enten De nu med Ben og Tanker skrider fremad eller staar stille, saa gaar jeg min Vej og takker Gud, jeg slap saa vel den Gang.« - Han stirrede ned i det Hul, hvorfra han var opsteget, og sagde: »Hilledød, hvor min Krop har optaget en forsvarlig Plads! Jeg har aldrig før vidst, at min Person havde saa mange Kubikalens Indhold. Det slaar dog aldrig fejl, at Afstøbningen er nøjagtig. Jeg kan sikkert skikke min Skrædder herud til dette Futteral, naar jeg skal have Maal til et Par ny Bukser.«

Et let Vindstød blæste for et Øjeblik Røgen bort fra Søens Overflade og aabnede Udsigten til den modsatte Bred, hvor der stod en Høj, beskygget af Træer og forsynet med Bænke. Der opdagede Frits nogle pyntede Damer, som havde taget Plads blandt Tilskuerne. Paa Vognen nedenfor ved Søen sad en Kusk med en sølvbræmmet Kjortelkrave. Hestene, som ængstedes ved Flinternes idelige Knalden, holdt deres lette Fødder i bestandig Bevægelse, og Karlen bestræbte sig for at berolige dem ved idelig at berøre deres Hofter med sit lange Piskeskaft.

»Hvo er det anselige Fruentimmer i den sorte Dragt?« spurgte Frits Forpagteren.

336

»Det er Enken, som ejer Godset Ravnshøj,« gav denne til Svar.

»Den mindre Dame,« vedblev Frits, »Pigen med Roser paa Hatten, som bestandig med dansende Fjed gaar omkring paa Terrassen, er formodentlig Fruens Datter?«

»Rigtig,« svarede Forpagteren; »det er Frøken Sophie. Hun er noget ubetydelig af Vækst og en Smule vilter af Sindsbeskaffenhed, det er sandt; men det er dog et ejegodt, retskaffent Kvindfolk. Var jeg saadan en køn Karl som De, vilde jeg forsøge min Lykke der. De kan tro, hun har baade at ligge paa og sidde paa. Hun kan ogsaa gøre nette Ting med sine Næver og er i alle Maader vel oplært. Det er Skade, Moderen sidder i uskiftet Bo; thi der staar en Del betydelige Prioriteter i Godset. Men hvordan det gaar, kan dog enhver Mand være vel tjent med Frøken Sophie, som sagt.«

Idet Forpagteren havde fuldendt sin Skildring af Sophies Omstændigheder, lød et skingrende Holla tværs over Søen, og Mølleren, fra hvem Raabet kom, vinkede med sin Haand ad Frits. Da Frits havde fulgt Vinket, fremstillede Mølleren sin Lærling for det nys ankomne Selskab med følgende Ord:
»Her skal Fruen og Frøkenen se en Karl, hvis Mage man skal rejse langt efter. Han har i Dag gjort et Skud, som jeg aldrig glemmer. Vi havde hist i Baaden saa rent bortskudt alle vore Hagl, at Frits maatte lade sin Bøsse med en Kugle. Dermed sigtede han paa en Vandhøne, der lod sig se over de tre Hundrede Skridt fra Baaden. Jeg raabte til ham, det var Narrestreger at skyde paa sligt et 337 Maal; men i det samme trykkede han løs, og Fuglen flød i sit Blod paa Søen.«

»Ja det forstaar sig,« tog Forpagteren Ordet, »naar jeg vil lade mit Gevær med et Sandskorn og fyre mellem en Sværm af Myg, kunde det kanske træffe sig, at jeg skød Øjet ind paa en af dem; men Slumpeskud bliver dog altid Slumpeskud.«

Efter denne Bemærkning gik han sin Vej. Men Frits, som imidlertid fortørnet havde ladt sit Gevær, skød ham Kabusen af Hovedet, saaledes at den fløj langt bort i Græsset. Forpagteren vendte tilbage, ganske hvid i Ansigtet, og sagde med rystende Stemme til Frits:
»Hør, ved du hvad, Brorlil! slige Friskyttespil høre ikke med til god Skik her i vort gamle Land. Her skyder man ikke til Maals efter Mænd, for at vise Kvindfolk sine ridderlige Dyder. Jeg er en Mand, som ved min Arms Dygtighed ernærer seks Børnemunde. Mit Hoved er for godt til at være Skydeskive for en Dreng fra København. Gjorde jeg dig din Ret, skulde jeg lette dig en Alen fra Jorden og ryste dig, saa at dine Nyrnberger-Lemmer skulde gaa fra hinanden i Limningen. Forstaar du Sjællandsk?«

Under denne Tiltale lod han sin vægtige Næve falde saa drøjt paa Fritses Skulder, at denne sank i Knæ derved. En stærk Rødme bedækkede Fritses Ansigt. Han ønskede sig dybt ned i Jorden af Skamfuldhed. Han, som nys, omgiven med en Slags Glorie, havde traadt for de fremmede Damers Aasyn, følte sig nu blottet og undselig som Adam, da han første Gang savnede Figenbladet. Han tog Forpagteren i Haanden og sagde: 338 »Jeg føler dybt, at jeg har Uret, og beder Dem oprigtig om Forladelse. At jeg har handlet som en Dreng, det erkender jeg selv; men jeg vil ikke høre det mer af Deres Mund. Hvis De blot med eet Ord endnu fortsætter det begyndte Sprog til mig, da sætter jeg min Salighed i Pant paa, at jeg skyder nok en Gang, ikke paa Deres Kabus, men paa Deres Pandebrask.« Idet han sagde dette, rev han et ladt Gevær ud af Møllerens Haand.

»Godt derfra, Søn!« sagde Mølleren; »rask derfra! Forlanger du nu mer, gamle hidsige Krabat! saa har du med to at skaffe. Gud fri os fra, at der ikke skulde gøre andet end kloge Ting i Verden, da var det snart forbi med Livets Lystighed. Ungdom og Galskab maa have sin Gang, om der ogsaa nu og da skulde gaa en Forpagter i Løbet.«

»Lad det nu være godt da,« sagde Forpagteren. »Frøkenen er vel saa god at skænke mig et Glas Vin oven paa den Forskrækkelse.«

»Meget gærne,« sagde hun; »jeg skænker to, men paa det Vilkaar, at De klinker til Forlig med den unge Mand.«

»Af Hjærtens Grund,« sagde Forpagteren; »naar Frøken Sophie forlanger det, drikker jeg Dus med Rakkerens Dreng.«

I begge sine snehvide Hænder bragte Sophie to fyldte Glas. De tvende Modstandere stødte Rand mod Rand, tømte Vinen og omfavnede hinanden.

»Se, nu er alting godt,« begyndte Mølleren; »men jeg har i Dag slet ikke kendt vores skikkelige Forpagter igen, der førte saa skarp en Tale for en ringe Spøgs Skyld. Da lover jeg min Søn Frits, han har samme Sind, som jeg altid har haft, baade her og 339 andetsteds. Naar jeg har forset mig mod nogen, da har jeg villigt givet ham al den Fyldestgørelse, han forlangte. Men jeg har aldrig kunnet finde mig i, at nogen har kastet mig sine Trumfer i Næsen, fordi han var i Forhaanden. Vi ere alle Mennesker. Den ene skal ikke bryste sig med højrøstet Tale for at genne den anden ind i et Musehul. Thi al vor Storhed er i Grunden kun Vind og Vejr.«

»Blodet kommer let i Kog,« sagde Forpagteren, »naar man ser sit Liv sat paa Spil.«

»Der har vi det!« svarede Mølleren; »det gaar altid saaledes med Hjemfødninger. Du har været vant til at sidde bestandig hjemme for din Bordende og have Forordet, derfor kan du ikke vænne dig til at se Verden med andres Øjne. Fra det Stade betragter du det som en stor Begivenhed i Landet, om du fik et Lod i Hovedet i Stedet for i Kabusen; men i Grunden gjorde det dog grumme liden Forandring i Verdens Gang, om der var en Forpagter mer eller mindre.«

Efter at Tvisten var bilagt, blandede Mølleren og Forpagteren sig atter mellem de jagende; men Frits ansaa det for en bedre Tidsfordriv at underholde sig med Damerne paa Terrassen. Fruen sagde til ham:
»De forekommer mig at drive Deres Lidenskab for Jagten alt for vidt, da De endogsaa har anrettet et grusomt Nederlag paa Dyr, hvis Død hverken er Dem selv eller nogen anden til Nytte.«

»O,« sagde Frits, »man nedværdiger den fri Kunst for dybt, naar man vil gøre Jægeren til en Tjener for Kokkepigen. Hvis De anser det for tilladeligt at dræbe Dyr for at sætte dem paa Bordet, maa De 340 dog tilstaa, det er mere forsvarligt at føre Krig med Dyreriget blot for at øve sin Aands og sit Legems Kræfter. Den hurtige Fatning og Koldblodighed, som er en Jægers Hoveddyd, uddanner man lige saa godt ved at forfølge de uspiselige Dyr som dem, der bruges til Husholdningen.«

»Det hjælper ikke,« tog Sophie Ordet, »at De taler til Moder derom. Hun er saa god, at hun aldrig tilsteder, man gør Dyr Fortræd. Da jeg var mindre, tillod hun mig ej engang at lege med vore Kattekillinger, fordi denne Befingren var skadelig for deres Helbred. Hun har i Grunden Ret. Jeg føler ogsaa, det er slemt gjort af mig, at jeg saa gærne ser paa, at man skyder Fugle; men jeg kan ikke gøre ved det Det er dog rigtig tungt at være dydig, naar man skal være saa generet derved. De smukke Fjer komme først ret til Syne, naar Fuglene falde ned fra deres Flugt. O! hvor det tager sig herligt ud, naar en ret stor Maage synker ned igennem Luften, og Solen skinner paa dens brede Vinger. Moder har ikke haft Ro for mig, førend jeg fik hende til at køre ned til Søen i Dag.«

»Og desuagtet,« sagde Fruen, »er min kæreste Lystvandring ved Bredden af denne Sø. Men paa en saadan Dag taber jeg Nydelsen af den skønne Natur, naar jeg hvert Øjeblik maa vende Blikket bort fra det store Blodbad.«

Frits bemærkede: »Fra denne Banke har man i Sandhed ogsaa ret en smuk Udsigt tværs over Søen til de skovbevoksede Bakker. Jeg har i Dag haft saa mange Ting i Hovedet, at jeg nu først bliver opmærksom derpaa. - Det fornøjer vist ogsaa Dem, Frøken! at betragte saa smuk en Egn?«

341

»O ja,« sagde hun, »lidt fornøjer det mig jo rigtig nok; dog kan jeg just ikke sige, jeg nogen Sinde bliver meget glad derover, saaledes som Moder og Marie. Jeg gider nok set paa Træer og grønne Marker; men jeg vil dog tusinde Gange hellere paa Bal.«

»Deri har du fuldkommen Ret,« sagde Moderen; »jeg er tit nok vred paa dig, fordi du er saa ganske følesløs for Naturens Herlighed.«

»Men deri gør du dog virkelig stor Synd, bedste Moder!« sagde Sophie, idet hun omslyngede Fruen med begge sine Arme. »Hvad kan jeg gøre for, at Vor Herre har givet mig saa liden Forstand? Du vil dog vist ikke have, at jeg skal lyve og anstille mig henrykt.«

Moderen drog sig lempelig ud af Datterens Favn og sagde med en alvorlig Tone til hende: »Det klæder ikke godt, at du i Folks Paasyn viser en saa barnagtig Kælenskab.«

»Men, lille Moder!« sagde Sophie, idet hun holdt Fruen for Munden, »du maa rigtig heller ikke saaledes rette paa mig i fremmedes Paahør! man kunde jo let anse mig for et Barn, især da jeg er kun lidet voksen af min Alder. Du maa ikke saaledes gøre dig vred for ingen Ting; thi,« føjede hun halv sagte til, »det klæder dog heller ikke godt.«

Ved sine paatrængende Kærtegn aftvang Sophie til sidst sin Moder et Smil. Frits gik ned ad Terrassens snegledannede Trappetrin. Sophie, som blev det var, slap sin Moder og raabte:
»Hvor vil De hen saa hastig?«

Han svarede: »Jeg hører en Hønsehund pusle hist henne mellem Rørene. Jeg maa hen at se, om den 342 ikke har forstyrret en Iriskrede, som jeg omtrent paa samme Sted har opdaget.«

»O,« raabte hun igen, »bi lidt og tag mig med; jeg holder saa meget af Fuglereder.« I samme Minut ilede hun uden at indhente Moderens Betænkning bag efter Frits og ankom i hans Selskab til det omtalte Sted, hvor Iriskreden fandtes aldeles ubeskadiget.

»Ak,« sagde Sophie, »det er da nogle snurrige smaa Æg! Tag Dem i Agt, rør ikke ved dem, saa forlader Moderen dem. De kunde ret gøre mig en stor Tjeneste, hvis De vil forære mig denne Rede. De rejser jo snart fra Egnen og har ingen Gavn af den. Jeg bor derimod saa nær herved og kan af og til besøge den; derfor skal De ret have Tak, hvis det maa være min Rede. Sig ja, hører De!«

»Om jeg rejser snart fra Egnen, er et stort Spørgsmaal; men for det første kunne vi jo være halvt om Reden.«

»Lad det da være et Ord,« sagde hun, »skønt fem Æg just ikke vel lade sig dele. Men vi kan jo endelig trække Straa om det ene. Dog, hvad hjælper det, jeg lægger slige Planer. Moder tillader mig vist aldrig at tage Ungerne hjem.«

»Sophie!« skreg Moderen.

»Nu kommer vi straks, lille Moder!« - Derpaa vendte hun sig atter til Frits med det Spørgsmaal. »Sig mig i en Hast, om De gør meget af at danse?«.

»O, det er min største Fornøjelse!«

»Det var herligt,« svarede hun; »vi skal om et Par Dage have Bal i vort Hus. Jeg skal overtale Moder til at invitere Dem.«

»O,« svarede Frits, »Gud velsigne Dem! brug endelig 343 al Deres Overtalelsesevne, ellers kommer jeg, saa Gud! uindbuden, skønt jeg forudser, jeg vil harme mig til Døde, hver Gang De danser med en anden.«

»Ja, saa bliv heller borte,« svarede hun; »thi saa længe nogen byder mig op, kan De være vis paa, jeg sidder ingen Dans over.«

»Den første Dans,« sagde Frits ivrig, »maa De helligen love mig, De danser med mig.«

»Det er et Ord,« svarede hun, »den første og den tredje.«

»Og den femte,« føjede Frits hastig til.

»Nu bliver De ogsaa alt for begærlig. Derom kan vi tale, naar Tiden kommer. Den Dag, den Sorg! Gud, hvor jeg glæder mig til det Bal! De kan tro, Tiden bliver os imellem lang. Undertiden forgaa hele fjorten Dage, uden at vi se noget Menneske hos os.«

»Hvad foretager De Dem da i Deres Ensomhed? De læser vel en hel Mængde Bøger?«

»O nej, jeg læser sjælden, uden hvad der bliver mig foresat. I de lange Vinteraftener læser Moder gærne højt for mig og Marie. Men det er gærne noget dumt, alvorligt Tøj. De kan tro, jeg har undertiden ondt med at holde mine Øjne aabne, især naar der kommer Vers imellem. Dem beder jeg altid Moder springe forbi. Det er mig ret ubegribeligt, hvorledes fornuftige Folk, som have Lærdom nok til at give Bøger i Trykken, gide befattet sig med saadanne Narrestreger som Rim. Naar jeg ikke har noget bedre at gøre, har jeg nok Lyst til at læse muntre Bøger, især Komedier, hvori der gøres Nar af gamle Mænd.«

344

»For at tale om noget andet,« sagde Frits, »Tiden vil falde mig forbistret lang i disse Dage, mens jeg gaar og længes efter Ballet. Kunde De ikke formaa Deres Moder til at indbyde mig inden den Tid?«

»Nej, det vil falde vanskeligt; men De kan jo komme af Dem selv. De lader jo ikke til at være undselig af Dem.«

»Det bliver det fornuftigste; jeg kommer bestemt i Morgen.«

»O ja, gør det!«

»Sophie!!« raabte Fruen igen, »Sophie!!! ... hvor bliver du af?«

»Bedste Moder! nu er jeg jo paa Øjeblikket hos dig,« svarede Sophie i en noget uvillig Tone. - »Det er ret ubehageligt,« sagde hun til Frits, »at vi nu straks skal køre bort; jeg træffer saa sjælden et Menneske, med hvem jeg kan faa en ret fornuftig Samtale.« Idet hun sagde dette, løb hun hurtig fra Frits, og da han med Flid fulgte langsomt efter, fik hun Tid til at tale to, tre Minuter med sin Moder, inden han igen stod hos dem paa Banken. I denne korte Mellemtid havde hun gjort saa god Brug af sin Veltalenhed, at Frits, da han igen nærmede sig dem, straks fik den forønskede Indbydelse. Derefter hjalp han begge Damer op i deres Vogn, og Kusken gav de utaalmodig stampende Heste Tømmen.

Da Vognen var forsvunden, ilede Frits paa ny hen til det Sted, hvor han tillige med Frøkenen fra Ravnshøj havde betragtet Iriskreden. Med blussende Kinder og uroligt Pulsslag kastede han sig ned paa den afsides Græsplet og tilbagekaldte bestandig i sine Tanker ethvert Ord, der var kommet over hendes Læber. Ja, for ret med Liv og Kraft at tilegne 345 sig Erindringen om de faa Minutter, han havde tilbragt i hendes Selskab, gentog han endogsaa højt for sig selv enhver af hendes Ytringer, idet han bestræbte sig for at efterligne hendes velklingende Røst. I denne Tidsfordriv blev han forstyrret ved et kraftigt Varsko! Dette Skrig kom fra Forpagteren, der red foran den hele Trop af hjemdragende Jægere. Han vendte sig til den efterfølgende Flok og raabte:
»Holdt! ellers ride vi den københavnske Herre ned. Han ligger, Gud hjælpe mig, her i Græsset og smaasnakker med sig selv. - Hvordan er det fat, Brorlille? Finder De Dem besværet af Bugvrid, siden De klager Dem saa gudsjammerligt? De ligger jo her og piber som en Mus i Barselnød. Hvorledes har De med et lagt Dem et saa spinkelt Mæle til?«

Frits rejste sig og ilede hen til Licentiaten, som, udmattet af Dagens Møjsommelighed, slæbte sig langsomt efter det hele Tog. Frits greb ham om Livet og trykkede ham af alle Livsens Kræfter op til sit Bryst.

»Far i Mag,« raabte Licentiaten, hvis Lemmer ved de voldsomme Kærtegn kom i stor Konfusion, »far i Mag, gode Ven! De sætter mig i en Slags Forlegenhed ved Deres sangvinske Venskabsytringer. Jeg besidder ikke Smidighed nok til at gengælde Deres Høflighed paa saa haandgribelig en Maade. Naturen har nægtet mig en saadan Lethed i Legemets Behandling. Desuden ser De selv, at jeg har en Del Sager at bære paa og besidder altsaa langtfra nogen fuldstændig Raadighed over mine Lemmer. Skal jeg besvare Deres Omarmelse, maa De dels give mig tilbørlig Betænkningstid, dels skaffe mig fat paa en 346 Tjener, der imens kan overtage mit Gevær.« Idelig afbrudt ved Fritses heftige Favntag fik han med Nød og næppe sin Undskyldning fremført.

Den begejstrede Ungersvend sagde til ham: »Fortræffelige Licentiat! vær ikke vred paa mig, fordi jeg af en Skadefryd, som jeg ret af Hjærtet fortryder, gav Dem en uladet Flint med paa Jagten. Jeg føler mig i dette Minut saa usigelig lykkelig, at jeg vil holde Venskab med den hele Verden, fra Øst til Vest, fra Pol til Pol, fra Alt til Intet og fra Sol til Sol. Ingen paa Jordens Overflade maa bære Nag til mig. Jeg vil slutte Stilstand med Møllerens Hankat, som hver Dag river min Ven Peiter i Ansigtet, og som er det vederstyggeligste Bæst, der gaar paa fire Ben. Herlige, grundlærde, godmodige Mand! giv mig Deres Haand til Forlig. Fy! det var i Grunden blot en lav Misundelse, der drev mig til at spille Dem det slemme Puds. Det var en halv ubevidst Harme over, at De stod i Vejen for min Kærlighed til Jomfru Marie. Al saadan lumpen Sindsbevægelse forsvinder nu rent af mit Bryst. Naar De gifter Dem, vil jeg danse syv Jomfruer trætte paa Deres Bryllupsdag. Jeg vil blæse saa skønt paa mit Horn, at de mest brøstfældige Ben ufrivillig skulle danse Hopsa.«

»Stop,« sagde Licentiaten, »stop et Øjeblik! De bedøver mig aldeles ved Deres balstyrige Vociferation. Jeg søger forgæves at finde nogen Tanketraad, nexus og logisk Sammenhæng i denne strygende Strøm af Ord. Giv mig lidt Betænkningstid. - Se, se! Ved Deres Tale kommer jeg til Kundskab om en Del facta - Kendsgærninger vilde jeg sige, som før have været mig aldeles ubekendte. Altsaa: De 347 har følt Kærlighed for Jomfru Marie? Ej, ej! Den Omstændighed staar da formodentlig i Forbindelse med Deres attenterede Selvmord? Se, se! - Jeg tilbringer den største Del af Dagen ved min Pult, og saaledes er det højst forklarligt, at en Del Tildragelser i Huset falde rent uden for min Synskres. Men mine psykologiske Granskninger sætte mig dog straks i Stand til at finde Traaden i de mig forelagte Begivenheder. Saaledes faldt det mig straks ind at kombinere Deres haabløse Kærlighed med Æbletræet og Strikken. Dertil bringer man det kuns ved Studier.«

»O!« svarede Frits, »Mølleren har dog vist ikke lagt sig meget efter Filosofien, og han begreb dog straks Sammenhængen.«

»Men,« blev Licentiaten ved, »en anden Ytring af Dem synes at bero paa en fuldkommen urigtig Forestilling, nemlig at jeg skulde have stillet mig i Vejen for Deres Kærlighed.«

»Den Fugl ville vi lade flyve,« sagde Frits. »Jeg trænger ej ind i nogens Lønkammer, skønt mit staar aabent for enhver. Nu er jeg alt for salig til at opholde mig ved Tanken om gammel Modgang.«

»Deres Modgang,« sagde Licentiaten, »synes i ubetimelig Tid at blive gammel. Men da De selv erklærer, at Adgangen til Deres Hemmeligheder staar aaben for enhver, anser De mig vel ej for paatrængende, naar jeg frit spørger Dem om Aarsagen til Deres pludselige Lyksalighed?«

Herpaa svarede Frits: »Kære Licentiatus! De har set mig en Fjerdedel af en Klokketime for [hippet paa at fortælle Dem det].«

348

Her mangler i Manuskriptet et halvt Ark, om hvis Indhold der næppe kan gøres andre og rimeligere Formodninger end dem, hvormed Thaarup, der til- med mener at kunne huske den følgende Scenes Tilblivelse, har udfyldt Lakunen.

Læseren, siger han, maa altsaa selv forestille sig, hvorledes Licentiaten optog Fritses Fortrolighed, uden Tvivl ikke uden Forbavselse over den Hurtighed, hvormed denne kunde gaa over fra en Forlibelse til en anden [og næppe helt uden Fortrydelse over den ny Retning for hans Tilbøjelighed, thi det er sandsynligt, at han allerede nu selv bærer paa en hemmelig Kærlighed til den smukke Frøken, som han sikkert oftere har set]; vistnok har han ogsaa i den Anledning meddelt Frits sine vise Raad. Under Samtalen komme de derpaa tilbage til Møllekroen, og hermed sluttes Kapitlet. Lakunen har endvidere indeholdt Begyndelsen til det

349