Møller, Poul Martin DIGTE

DIGTE

3

Før og nu. Poul Møller ønskede som ung at digte folkelig Poesi i Lighed med Homer, de middelalderlige Sangeres Viser og den unge Oehlenschlægers Romancer. Det lidet, der endnu er bevaret af hans Forsøg i denne Retning, er medUndtagelse af det i »Krøniken om Eyvind Skaldaspiller« optagne Digt om »Jæmtelands Befolkning« samlet i denne Afdeling. Til Indledning tjener et af Poul Møllers ældste Digte, skrevet vistnok allerede 1816, ikke - som Chr. Winther oplyser - i det Hefte, som Poul Møller brugte til digteriske Udkast paa Kinarejsen, men sammen med »Holger Danske og Skrædderne« paa et løst Ark Papir, dels 384 med Blæk, dels med Blyant. Det giver et poetisk Billede af den danske Folkevisesanger ligesom Krøniken om Eyvind Skaldaspiller af den gammelnordiske Skjald. Et tilsvarende Billede af den homeriske Rapsode findes i Elegien »Adieu til Poesien«, hvoraf et Fragment er bevaret i et Brev fra 1817 til Peder Hjort (Kritiske Bidrag, litterærhistorisk Afd., 2. Bind, S. LXXV):

Ak, som en Stodder paa de brede Veje
Krumrygget vilde jeg dog gerne vanke
I Pjalter med det vilde Løv til Leje
Og Skillinger for Riges Trapper sanke,
Naar liflig Sang jeg havde kuns i Eje
Om Riddersmænd og Pigerne de ranke.
Gid mine kære Øjne vare blinde,
Naar Musen jeg i Mørke kunde findel

Digtet »Før og Nu« er med denne af Winther valgte Titel optaget i alle tre Udgaver af de Efterladte Skrifter. f bare Skjorte, i blotte Skjorte (Jeppe paa Bjerget I, 4), i Skjorteærmer.

5

Holger Danske og Skrædderne. Emnet til denne skæmtefulde Romance findes i et sjællandsk Folkesagn, tidligst trykt i J. M. Thieles Danske Folkesagn II, 6 (1819). Situationen kan forstaas som en komisk Forklædning af Forholdet mellem Kraftgenierne i Poul Møllers Kres og det anstændige Borgerskab, som de især paa den baggesenske Fejdes Tid jævnlig gav Stof til Forargelse. Digtet er da et af de første Udtryk for den nylig vaagnede Studenteraands Trods imod de borgerlige Anstandslove og hører som saadant under den følgende Gruppe af Studenterdigte. Det foreligger endnu i Digterens Kladde, hvor det imellem Str. 5 og 6 har fire Strofer, der med rette er udeladt i Udgaverne, hvor Digtet er optaget i samme Form og med samme Titel som her.

6

Men da nu Markens Lilje vaad af Dagens Fakkel klares, skæmtende Efterligning af de stereotype Solopgangs-Billeder i klassisk Idyldigtning.

7

De sad og skrev med megen Flid paa deres Testamente, sammenlign Cæsar de bello Gallico I, 39, hvor det fortælles, at der paa de blotte Meddelelser om Germanernes Udseende 385 pludselig opstod en mægtig Rædsel i hele Hæren: »Rundt omkring i Lejren var man i Færd med at forsegle Testamenter«.

8

Dem stikker han i Talgen, smlgn. Oehlenschlægers Poet. Skr. XIV 177: »Stød Dolken straks i Balgen! / Hvis ikke, støder jeg dig den i Talgen (Nyrefedtet)«.

10

Torbisten og Fluen. Ogsaa dette Digts Emne har folkelig Hjemmel. I sin Skoletid havde Poul Møller hørt en Bonde synge den i hele Norden og Tyskland kendte Vise om Bremsens Frieri til Fluen (N. Søtoft i Berl. Tid. 1843 Nr. 2, jfr. 5). Af de trykte Former har han kendt den tyske i Büschings og v. d. Hagens Sammlung deutscher Volkslieder 1807, hvor der findes i al Fald en Antydning af den Slutning, Visen her har faaet. Med de mange nordiske Former har nærværende Digt intet andet til fælles end Begyndelsen. Behandlingen er meget fri. Det er sandsynligt, at Fabelen dækker over et personligt Indhold (P. M. I, 110-112), saa at Visen efter sit Indhold hører hjemme mellem Elskovsdigtene fra første Periode. Den er forfattet i Vinteren 1816-1817, tidligst trykt i den af J. M. Thiele udgivne Digtsamling Rosenblade 1818 og derefter optagen i alle Udgaver.

11

Jeg danser paa Kongernes Næser, smlgn. Holbergs Epistel 75: »Det synes vel urimeligt, hvad som siges om Minerva (i Iliaden XVII, 570), nemlig at hun opfyldte en græsk Helt med en Flues Dristighed. Men naar man ser, at en Flue tager ikke i Betænkning at sætte sig paa en Paves Næse, kan man ikke andet end finde Behag udi den Expression.«

15

St. Laurentius. Sagnet om Lunds Domkirkes vidunderlige Opbyggelse, hvortil der oftere hentydes af Holberg (Werlauffs Historiske Antegnelser 1858, S.406 ff; Peder Paars v. F. L. Liebenberg 1879, S. 249), findes ikke i Thieles Samling af Danske Folkesagn 1818 (men vel et ganske lignende om Kalundborg Kirke). Skønt Digtet i det første Tryk siges at være efter et svensk Folkesagn (jvfr. C. Molbechs Breve fra Sverig 1812 I, 97), er Poul Møllers Kilde dog vistnok den ældste Optegnelse af Sagnet i J. L. Wolfs Encomion regni Daniæ 1654, S. 569-71 (aftrykt af Werlauff 386 a. S.): »Der bemeldte Kirke stod i Bygning, da gik St. Laurentius ved sig at overveie og betragte, ved hvad Middel Kirken kunde blive ganske fuldfærdiget, og eftersom der fattedes meget paa hendis Bygning, hvortil ingen Forraad var; der nu St. Lauritz saa gik udi sine besværlige og omhyggelige Tanker, siges en Trold at være kommen til hannem, og erbødet sig at ville denne Kirke med en Hast fuldfærdige, med saadan Condition og Vilkaar, at St. Lauritz skulde sige hannem sit Navn og hvad han heed, hvis han ikke det kunde giøre, skulde S. Lauritz forskaffe og give hannem Sol og Maane, og dersom S. Lauritz end det ikke kunde efterkomme, da skulde og vilde den stikke S. Lauritzes Øyne ud, og S. Lauritz samtykte og bevilget. Men see, hvad skeede der? Trolden forsømmede sig ikke, men snarlig Kirken opbygte, og der Laurentius det saae, blev han saare bedrøvet, thi hannem stod trende onde Vilkaar fore: det ene, Troldens Navn paa at finde, var hannem umueligt og besværligt; Sol og Maane af Himmelen at kunne nedtage, det var endda umueligere; og for det tredie, da vilde S. Lauritz nødigt miste begge sine Øyne. Udi saadan stor og meget høi Bekymring gik S. Lauritz uden for Lund og spadserede, og af saadan Spadsering og vankelmodige Tanker blev han træt og mødig, og saa omsider nedlagde sig ved en Høi og at hvile, og imidlertid han saa ligger at hvile, da hørte han Troldens Troldunger og Børn at skrige og græde, hvorudover Moderen, som var inde, talede til det ene Barn med saadanne Ord, sigendes: Tie stille Sønnen min, i Stæd kommer Find Faderen din, og skal give dig Sol og Maane at lege med, eller begge St. Lauritzes Øien. Der denne bedrøvet S. Lauritz hørte denne Samtale imellem Troldinden og hendes Børn, og udi Synderlighed hørte det Ord som var Find, Troldens Navn, da blev han meget glad, og straks begav sig ind i Lund, med Glæde og stor Frimodighed. Og som S. Lauritz sig nu en Dag til Kirken forføiet, dens fuldkomne Bygning som nu tilstundet, at ville see, da indstiller Trolden sig for S. Lauritz, og kræver af hannem sin Løn og Betalning for sit Arbeid, hvortil S. Lauritz hannem skulde have svaret og sagt saaledes: Find, ingen Løn giver jeg Dig, førend Kirken

        

387 er færdig, troe Du mig. Der Trolden hørte dette Ord Find, at S. Lauritz saa vidste at nævne hans Navn, da blev han derudover saa vred og grum, at han den ene Piller med begge sine Arme omfavnet, og udi saa Maade vilde den ganske Bygning kuldkaste, hvilket S. Lauritz hannem formeente af den Magt som han havde af den som var mægtigere og stærkere end Trolden, hvorefter at Trolden med sin Troldinde og Børn blev paa Pilleren staaendes, som endnu er tilsyne.« Digtet er den af Poul Møllers Viser, der ligger den oehlenschlægerske Romancestil nærmest. Det har dog i høj Grad sin Forfatters Præg, hvad der tydeligt vil fremgaa af en Sammenligning ikke alene med Tegners samtidig skrevne, men først 1829 trykte Digt om Jætten Finn, men med Oehlenschlægers »De tvende Kirketaarne«. Det er skrevet 1817-18 under Forfatterens Ophold paa Espe, trykt i Hauchs Nytaarsgave for 1819 Iris og i alle Udgaver.

15

Og du skal give mig Sol og Maane, hermed har Sagnet Sammenhæng med den i Snorres Edda fortalte Myte om Asgaards Opførelse, hvis Bygmester, som er en Jætte, kræver Sol og Maane og Freja til Hustru som Løn.

17

Han staar en Kamp o. s. v. De tre Figurer i Krypten opfattedes tidligere som her og i Tegners Digt, men har i Nutiden været Genstand for forskellige Udtydninger: som Repræsentanter for Menigheden, for Bygmesteren og hans Familie, for de ved Bygningers Indvielse levende begravede Mennesker eller som Samson, der vælter Søjlen, og Samson og Dalila. (Se C. von Sydow Finnsägnen och besläktade byggmästersägner i Fataburen 1906).

18

Gertrud. Denne saftige Ballade er først trykt i anden Udgave af de Efterladte Skrifter efter Digterens Kladde, der synes at være fra 1818-19. Omkvædsordene er fra 9. Strofe af tilsat af den første Udgiver, i nærværende Udgave noget ændrede. Til Grund for dette Digt ligger en over hele Nordevropa udbredt, ogsaa af L. Tieck kendt, Skæmtevise (S. Grundtvigs Samling paa det kl. Bibliotek, Skæmtevise Nr 51), som Poul Møller, ligesom Ingemann (se dennes Levnedsbog S. 99 f), kan have hørt synge i sit 388 Hjem, og som er nær beslægtet med Visen »De hurtige Svar« (S. Grundtvigs Danmarks gamle Folkeviser Nr. 304). 21 Laus Tabaci. Den i Aarene mellem 1810 og 1820 vaagnende Studenterfølelse fik i Poul Møllers almen kendte Personlighed og snart efter i hans Poesi sit typiske Udtryk. I Poul Møllers nærmeste Omgangskres var man stive Latinere og ivrige Røgere: Latinen var her endnu Studenterfølelsens Organ og Piben dens Attribut. Nedenstaaende Vise har derfor foruden sit poetiske Værd kulturhistorisk Interesse. Den er digtet i Lighed med de to bekendte latinske Drikkeviser Mihi est propositum in taberna mori og Dulce cum sodalibus sapit vinum bonum og ligner især den sidste. Poul Møller skrev den til et Gilde i det latinske Disputereselskab Lycæum, hvoraf han var Medlem, vistnok efter 1822, da den ikke, som F. C. Olsen opgiver, er optagen i den første Udgave af Studenterforeningens Visebog fra 1822, som Poul Møller selv var med til at redigere. Derimod findes den i den anden Udgave fra 1833 og derefter i alle Udgaverne af Efterl. Skr. - 22 gnaviter saaledes O., Udg. graviter. I Udv. Skr. findes nedenstaaende Oversættelse ved Udgiveren : Tobakkens Pris.

Lykkelig den Svend, der før
Dunet gror om Hage,
Fik i Pibens ædle Dunst
Kunsters Kunst at smage.
Den, der foretrak som Pog
Røgtobak for Kage,
Han har grundet en solid
Smag for Manddoms Dage.
Druens rødliggyldne Flod
Allerførst jeg roser;
Ved mit Glas jeg smiler ad
Rang og Pengeposer.
Daarlig kalder jeg den Mand,
Der paa Elskov skoser;
Sødest smager Pigens Kys
Mellem unge Roser.
389 Mest af alt, o sjældne Urt!
Med dit bitre Kryder,
Mere sødt end Pigens Kys,
Du mit Hjærte fryder.
Som de klare Stjærners Skin
Maanen overbyder,
Saa blandt Jordens Blomsterflok
Pynter du og pryder.
Bittert Pigers Troløshed
Man at glemme stræber;
For en røvet Glut et helt
Folk et andet dræber.
Piben kender ej til Svig:
Til sin Elskers Læber
Med et evigt Troskabskys
Yndigt den sig klæber.
Mellem Flasker mangen Gang
Sad jeg vel til Mode,
Indtil - ak! - mod Bordets Rand
Luded tungt mit Hode.
Piben fælder ingen Mand,
Kuns den spæde Pode:
Hundred Piber smøger han
Lige fast paa Fode
Ved at smøge brav en Mand
Gudens Magt annammer:
Tætte Skyer lejre sig
Trindt omkring hans Kammer;
I hans Haand den stærke Ild,
Lynets Lige, flammer;
Fra hans Sofas høje Ro
Flygter Jordens Jammer.
Naar min sidste Time slaar,
Elskte Kammerater,
Beder jeg, I fly mig en
Gammel røgvant Pater.
390 Naar da sidste Glød er slukt
I min Pibes Krater,
Da har Eders Ven forladt
Jorderigs Teater.
Om min Grav en Sørgevagt
Fylkes skal af Venner.
Floromvundne Pibers Pragt
Smykke deres Hænder!
Naar til sidst en Sky med Magt
Over Himlen render:
Mig det er, som uforsagt
Atter Piben tænder.

23

Jægetvise. Under sine hyppige Ophold paa Landet var Poul Møller en ivrig Jæger. I det, som sædvanlig, udaterede Brev til Peder Hjort fra Efteraaret 1817, som er omtalt ovenfor i Oplysningerne til S. 3, sender han Vennen en Jægersang, som han kalder »Efterklang af en farlig Jagt, jeg bivaanede paa det gamle Slot Borreby«. Den er første Gang trykt i Thieles »Rosenblade« 1818 og optagen i alle Udgaver under Titlen »De vilde Jægere« med nogle af Winther foretagne Forandringer og en anden Strofedeling. Den er nedenfor aftrykt i sin oprindelige Form med en Strofe, der findes i Haandskriftet, men er udeladt hos Thiele, maaske fordi den indeholdt det af ham ikke forstaaede Udtryk: den blanke Rin. Herom bemærker P. Hjort: »Er formodenlig en Høre- eller Huskefejl for Rim (Dialektord: en Strimmel Sandjord langs Vand)«. Poul Møller har dog vistnok tænkt paa Folkevisens: den salte Rin (d. e. Havet), jvfr. S. 165.

25

Aprilsvise, Ligesom Jægersangen, et Udtryk for en Feriestemning, vil ogsaa Aprilsvisen kunne forsvare sin Plads mellem Studenterdigtene som et andet Billede af Studenten uden for Studerekammeret, paa en Spaseregang imellem unge Piger. Den er skreven i den humoristisk-vemodige Stemning, der især i Aarene efter den første Kærligheds ulykkelige Afslutning var almindelig hos Poul Møller, og indeholder noget af den samme »haabløse Længsel«, hvoraf Pedanten i Rosenborg Have og Licentiaten i Novellen er 391 opfyldte. Den er første Gang trykt under Mærket -r i »Københavns Morgenblad« 1825 Nr. 49 og opgives der at være forfattet i 1819, i Foraaret efter Poul Møllers Tilbagekomst fra Espe. Hermed stemmer Digtets Tid og Skueplads, paa Volden en Foraarsaften. Som Forbillede er brugt den med Holberg samtidige svenske Forfatter Olof von. Dalins Vårvisa i tre Strofer, hvis første Halvdele svarer til Poul Møllers Strofer, f. Eks.:

Bort med höga ting!
Lät man världens ring
öfver vårt begrepp sig vända!
Ack, du vackra vår,
som nu råda får
och på vintern gör en ända o. s. v.
Si hur stuten går
och med hornen slår!
Geten krummar sig för bocken.
Tackan (Vædderen), yr och vill,
uppfyld af april,
roar all den ludna flocken o. s. v.

26

Studentersang I. Af den i 1820 stiftede Studenterforening var Poul Møller efter sin Hjemkomst fra Kinarejsen et virksomt Medlem. Kort Tid efter Hjemkomsten skrev han til den Fest, hvormed Foreningen hvert Efteraar fejrede Dagen for Universitetets Stiftelse, nedenstaaende Sang, trykt anonymt, med Kommentar af Rahbek, i »Tilskueren«

1821

Nr. 49 og under Mærket -r i A. P. Liunges »Juletræet« 1821, optagen i »Sange for Studenterforeningen«

1822

og derefter i alle Udgaver.

28

Studentersang II. Ved et Gilde i Studenterforeningen i Begyndelsen af Aaret 1823 skrev Poul Møller paa ny en Sang. Medens den ældre Studentervise bærer Spor af den Lejlighed, hvoraf den er fremkaldt, er denne en fri Besyngelse af Studenterlivets aandelige Vilkaar, en Hymne, digtet i Nationalsangens Versemaal. Den blev straks efter sin Fremkomst trykt i Aftenbladet 1823 S. 55, samme Aar i Rahbeks »Tilskuerne« Nr. 93-94, optagen i »Sange for Studenterforeningen« 1833 (med Musik af Berggreen) og findes i alle Udgaver. 392 en evig Trold Hydra, som for hvert Hoved, Herakles afhuggede, fik to i Stedet.

30

Sange til Rahbek I-II. Studenterforeningen havde i Aaret 1823 besluttet at optage Rahbek som sit Æresmedlem. Til det Gilde, der af den Aarsag holdtes i Foreningen d. 10. Maj 1823, havde Poul Møller, der var Rahbeks personlige Ven og paa den Tid boede paa Bakkehuset, forfattet den første af de to her optagne Sange. To Aar senere, da Foreningen højtideligholdt sit eneste Æresmedlems 50-aarige Studenterjubilæum, blev den gamle Sang paa ny afsungen ved Modtagelsen i Foreningen, og senere paa Aftenen en ny ved et Sold i Sommerhaven paa Frederiksberg. Begge Sange er med en Beretning om Festen trykte i »Kjøbenhavns Morgenblad« 1825 Nr. 86-87 og optagne i Udgaverne. Den Ridder var Trolle Rahbek blev Student fra Herlufsholm. - Men stundom han flytter sin Kæp hentyder maaske til, at Rahbek plejede at bære sin Stok under Armen.

32

»Sang til Steffens. Da Steffens i Sommeren 1824 besøgte København, afholdtes der til hans Ære et Gilde i Studenterforeningen med Sang af Oehlenschlæger og et Festmaaltid paa Skydebanen, til hvilket Poul Møller havde forfattet sin Hilsen til Henrik Steffens, der blev trykt uden Forfatternavn i Nyt Aftenblad 1824 S. 360, derfor overset af Chr. Winther og først optagen i 2. Udgave af Efterl. Skr. I tredje Strofe hentydes til Steffens' Deltagelse i Preussens Befrielseskamp mod Franskmændene, i fjerde til hans Ansættelse som Professor ved Universitetet i Breslau og til hans mineralogiske Studier. Ogsaa denne Vise er Studenterpoesi, ikke alene ved det klassiske Billede i første Strofe af den kejtede lærde Svend - »forhadt for Drengene og ringeagtet af Kvinderne« (Mimnermos) - et Sidestykke til Pedanten i Rosenborg Have og i Novellen, men ved det fremstillede Ideal af den kæmpende Lærde - det samme som i Hymnen og i Sangen til Rahbek - og allerede ved sit Emne, fordi Steffens havde virket med til Udviklingen af Studenterfølelsen i Danmark.

393

34

To Studenterdigte. Den Tro paa Studentens Ret og Pligt til at tage Del i »Livets mandhaftige Kampe«, som Poul Møller i de foregaaende Studentersange bekender, fik han og hans Kammerater Grund til at vise i Gerningen, da Baggesen i Aaret 1818 indskød sit kritiske Mellemværende med Oehlenschlæger for Studenternes Domstol, og »Tylvten« traadte sammen til Forsvar for den af Baggesen angrebne Livsanskuelse og Kunstopfattelse, hvorpaa Oehlenschlægers Ungdomsdigtning og med den Grundlaget for deres eget aandelige Liv hvilede. Fra dette Aar er de to polemiske Digte. Det første, som under Titelen »Fuglenes Konge« er trykt efter Digterens Kladde i anden Udgave af Efterl. Skr., har Kr. Arentzen sat i Forbindelse med Fejden. Ørnen er da Oehlenschlæger, Gærdesmutten Baggesen, de opbragte Fugle Studenterne; med Uglen sigtes der maaske til Molbechs Tidsskrift »Athene«, som havde været Organ for Baggesens Modstandere, men i 1817 var ophørt at udkomme. Udlægningen falder dog, især mod Slutningen, noget tvungen. Det andet Digt, en Parodi paa Baggesens Elegi »Der var en Tid, da jeg var ganske lille«, som han i de bevægede Tider fremsagde for sine Venner under Taarer, aabnede den af Hauch o. fl. i Begyndelsen af 1819 udgivne »Hermes, Nytaarsgave for 1820« og er derefter optaget i den første og alle senere Udgaver.

38

Sang til Hansteen. Et Par akademiske Lejlighedsdigte fra de senere Aar, da Studenten var bleven Professor, afslutter Poul Møllers Studenterdigtning. Sangen til Hansteen blev forfattet i Aaret 1830 til et Festmaaltid i Kristiania til Ære for den berømte Naturforsker ved hans Hjemkomst fra en toaarig Studierejse til Sibirien, som han havde foretaget, fordi han i det omfattende Materiale af Bøger, Kort og skrevne Beretninger, der havde staaet til hans Raadighed under hans i over 20 Aar fortsatte Undersøgelser af Jordmagnetismen, næsten ganske savnede lagttagelser fra disse Egne. Den første Strofe, som ikke findes i Heibergs Flyvende Post, hvor Sangen stod trykt en Maaneds Tid efter sin Fremkomst, er senere funden i Digterens Koncept og i Udg. opført mellem Fragmenterne; dens Idé, Forskerens Førstehaandsforhold til Naturen har 394 Hansteen udtalt i sine Rejse-Ærindringer 1859 S. 42 med Ordene: »Rejs selv hen og sku!« I sin Helhed er Sangen, til Melodi af »Sønner af Norriges ældgamle Rige«, en Drapa til Videnskabens Ære.

40

Sang til G. H. Waage. Til Ære for Præsten ved Frue Kirke, Dr. theol. G. H. Waage, der i Januar 1837 var bleven udnævnt til Estrups Efterfølger som Direktor for Sorø Akademi, afholdt hans Venner den 16. April en Afskedsfest paa Skydebanen med Tale af Mynster og Sange af Ole Bang og Poul Møller. Sangen om den mynsterske Præst til Schulz's Melodi fra Thaarups Høstgildet, et af Poul Møllers sidste Digte, er i Aand og Tone et Udtryk for den harmoniske Livsopfattelse, han i sine sidste Aar søgte at tilkæmpe sig - et »mildt Godaften« mellem den seneste Tids bitre eller tungsindige Frembringelsar. Den er optagen i alle Udgaver. Til Vestens de røde Barbarer. Ved Dansk Missionsselskabs Generalforsamling i Januar 1837 oplæstes en Beretning om Missionen blandt Indianerne i Nordamerika. Selskabets Formand (F. Fenger) og dets Sekretær (J. A. L. Holm) var Præster i Sorø-Ægnen.

42

Til Laura. I. Efter Traditionen friede Poul Møller til Margrete Bloch, Datter af Rektor Bloch i Nykøbing, i hvem han allerede i Skolen var forelsket, i Paaskeferien 1813 (P. M. I 101). Et Udtryk for denne Tids Stemning er nedenstaaende Digt, som vistnok efter en ældre Opskrift er indført i Haandskriftet til Novellen som en af den krøllede Fritses Sange og optaget i l. Udg. af de Efterl. Skr. I de senere Udgaver er Teksten betydelig forandret efter en af Poul Møller selv mange Aar senere efter Hukommelsen foretagen Nedskrift. Nærværende Aftryk holder sig den ældste Form nærmest. Som Forbillede er ligesom til Aprilsvisen brugt et svensk Digt, P. D. A. Atterboms Erotikon i Phosphoros med Motto af Petrarca, 1810:

Säg, på hvilken majdag skall jag finna
detta hjärtas älskade gudinna,
målet för mitt himlaburna hopp, o. s. v. (v. 1).
395 Sågs ej redan i min dröm den ljufva
på en kulla, där en snöhvit dufva
tätt kring henne sväfvade i krets, o. s. v. (v. 3).

Kanske nu med nålen vid din båga
bakom gröna skydd mot solens låga
mig du tänker och i tårar ler, o. s. v. (v. 14).

Kanske ock »Hvar vistas han?» du frågar.
Månne i hans eget inre lågar
allt hvad i hans diktér godt jag fann? o. s. v.

(v. 15). Den højromantiske Tone er af Poul Møller omstemt i en idyllisk og homerisk Stil.

43

Til Laura. II. Fra den Tid, da Poul Møller troede sig en lykkelig Elsker, haves ingen Digte bevarede uden maaske de fem Sonetter, der under Titlen »En Elskers Fantasier« er trykt uden Forfattermærke i Rahbeks Tilskuerne 1823 Nr. 25 og optagne i Udg. under Titlen »Hendes Fingre«. Af disse er den sidste medtaget her. Til Laura. III. I Efteraaret 1815 hævede Margrete Bloch sin Forbindelse med Poul Møller; men det varede længe, før han kunde forsone sig med den Tanke, at alt var tabt. Fra Foraaret 1816 er denne Sonet, trykt under Titlen »Til Laura« i Thieles Rosenblade og i alle Udgaver. Den har givet Motiv til en Tegning af Vilh. Hammershøj og derigennem til et Digt (Aften paa Landet) af Helge Rode i en anden Stemning.

44

Til Graven dækker mine brændte Vinger er for Rimets Skyld i Udg. ændret til »Til Graven dækker kold min brændte Vinge«, hvorved der tillægges Poul Møller en »stilistisk Affektation« (en Antitese efter Horats Ars poetica v. 465 f. Empedocles ardentem frigidus Ætnam / insiluit), som er ham fremmed. Den enbenede. Visheden om Tabet af den elskede frembragte hos Poul Møller en Følelse af stækket Livsmod, som han oftere har udtrykt under Billedet af »en ung enbenet Kriger« (se Digtet »En gammel Pedant« i Scener fra Rosenborg Have). Nærværende Digt, der (med Forsæt?) 396 nærmer sig Skillingsvisens Stil, er rimeligvis forfattet i Foraaret 1817. Det findes trykt i Thieles Rosenblade 1818 og i alle Udgaver.

46

Den gamle Elsker. En Dag i Efteraaret 1817 under Opholdet paa Espe, da »den gamle fikse Ide (som det hedder i et Brev til Ingemann) havde opløst sig i en ren Elegi«, skrev Poul Møller dette Digt. Nu, da han er ved at falde til Ro, forekommer han sig som en gammel Mand, der erindrer sin Ungdoms Kærlighed, men med saa stærk en Længsel, at den gamle Elsker i Digtet vil gøre, hvad den unge tit havde gjort i Virkeligheden (P. M. I 105): gaa ud ad Vejen for at søge hendes Bolig. Digtet er trykt i Hauchs Nytaarsgave for 1819 Iris og i Udgaverne. Det har afgivet et Motiv til Søren Kierkegaards »Gentagelsen«, der som Helhed er i en anden Stemning.

47

O Lina staaende Navn paa den Elskede i Elegier af Rahbek o. fl.

48

Som Svalen bygger en Rede fin smlgn. Goethes Der Wandrer: »Hoch baut die Schwalb' an das Gesims / Unfühlend, welchen Zierath/ Sie verklebt!« Det sidste Vers minder om Hauchs »Kærlighedslængsel« i Athene 1816 (omdigtet til »Længsel« i Lyriske Digte 1842): O maatte vi smelte tilsammen i Løn,

S

m i Rosens (d. e. Himmelblomstens) Mund: De fængslede tvende, de elskende Køn I et evigt Blund. Hermed og med Oehlenschlægers Romance »Eventyret i den fremmede Stad« (Og da jeg nu hen ad Gaden gik) stemmer Versemaalet. Forholdet til Hauchs Digt oplyser ligesom Sammenligningen mellem »Til Laura I« og Atterboms »Erotikon« Poul Møllers konkrete (plastiske) Stil i Lyriken.

49

Romance. Denne Romance, der efter Digterens Kladde er optaget i Udg., synes af indre Grunde, som ikke modsiges af Haandskriftets Beskaffenhed, at være skreven umiddelbart efter Margrete Blochs Bryllup i Sommeren 1819, kort før Poul Møller begav sig paa sin lange Rejse. Versemaalet stammer fra en Vise i P. A. Heibergs Syngestykke »Indtoget«:

397

Der kom et Rygte, der kom et Ry
At sige:
En Prins fra Marokko gæster vor By
Og Rige.

Men baade i Stemning og Rytme minder Digtet om Geijers »Vikingen«, som Poul Møller paa den Tid idelig førte paa Læberne (se Anm. t. S.72). Ligheden med Schillers Ballade »Ritter Toggenburg« har maaske været Digteren ubevidst.

51

Nu rulles af Bølgen o. s. v. smlgn. »Medens at Ejerens Ben, de snehvide, smuldres af Regnskyl / Liggende fjernt paa Land, eller Bølgen dem ruller i Havet« (Odysseen I, 161 i Poul Møllers Oversættelse) og et Brev fra Poul Møller (til N. B. Krarup) fra Kapstaden i Foraaret 1820: »Dersom jeg ikke havde det Mandsmod og Hjærte, som jeg har, saa maatte jeg nødvendigvis blive hængende ved den skønne Strandbred, og Afrikas Sol vilde om hundrede Aar brænde paa mine hvide Knokler«. Brudstykke af et dramatisk Digt. Ogsaa i dette Digt, der efter Digterens Kladde er optaget i alle Udgaver, er paa et enkelt Sted Erindringen om den første Kærlighed saa levende, at det kan forsvare sin Plads i denne Gruppe. løvrigt hører det andetsteds hen. I den hele Situation, en ung Mands Hjemkomst fra en lang Rejse, og i enkelte Træk (den syngende Tyroler) viser det Sammenhæng med Novellen og er forfattet umiddelbart efter denne i Foraaret 1824. Det er at betragte som Begyndelsen til en Udarbejdelse af det sidste Kapitel »Genbesøget«, som aldrig blev skrevet, rigtignok i en helt ny Form, det græske Dramas Stil og Versemaal. Skildringen af Sommerballet og den litterære Præmieæskning i den lille »Stapelstad« viser hen til Poul Møllers Oplevelser i Aaret 1817, da han som Huslærer paa Espe var en hyppig Gæst i Korsør og Skelskør.

54

Jeg kun langsomt skrider o. s. v. I et lyrisk Fragment sammenligner Sapfo Medbejlersken med »en Bondepige, der ikke formaar at løfte sin Kjole om Anklen«; den tyske Homeroversætter Voss lader Heltinden i sin Heksameter-Idyl »Louise», efter at have hoppet ovet Stenene og 398 vogtet Sømmen paa sin Kjole for at tilstænkes, blotte »Svikkelblomsten«, idet hun stiger over Stenten, og Schack Staffeldt lader sin Lina, da hun gaar i Baaden, »jomfruelig bly, sanke med højere (!) Haand / Tæt om Svikkelens Blomst de lette, forræderske Klæder, / mens den venstre Haand strækkes til Ligevægt ud«.

55

Min Byfogeds gudlige Hoved gudlig eller gudlignende er hos Homer et Hædersord om Høvdinger.

57

Viddets Blomster er Enkelttal.

58

Sonet 1823. Saaledes som Hjemkomsten og Gensynet er skildret i det dramatiske Fragment, gensaa Poul Møller ikke sin elskede. Da han atter mødte hende, var hun gift, Moder til to Børn og meget forandret. To Aar efter Hjemkomsten, i Sommeren 1823, bejlede Poul Møller som en moden Mand til en ung Dame af Hovedstadens fineste og intelligenteste Krese og mødte et Afslag. Den gamle Kærlighedssorg, der fornyedes ved Gensynet, Harme og Trods fra den nye Skuffelse er Stemningen i hans Poesi fra denne Tid. Fra Efteraaret 1823 skriver sig den her meddelte Sonet, som først er trykt efter hans Død i Efterl. Skr. Til Kamp! Ikke meget senere end den foregaaende Sonet er et Brudstykke, som synes at røbe Kendskab iil Byrons Poesi (Manfred). Det optoges i l. Udg. af Efterl. Skr., dog med Haandskriftets Læsemaade Præst og Kvinde, i L. 4 ændret til Mand og Kvinde.

59

Drømmen. (Efter Byron). I Begyndelsen af Aaret 1824 oversatte Poul Møller Byrons poetiske Fortælling The dream, hvori den engelske Digter mange Aar efter Oplevelsen har genkaldt Mindet om en Ungdomskærlighed. Oversættelsen, der under Mærket Poul Martin blev trykt i Nyt Aftenblad 1824 S. 282 ff., er af Chr. Winther med rette indlemmet i Samlingen af Poul Møllers originale Digte, fordi den danske Digter i det engelske Digt har fundet Udtryk for sine egne Følelser og derfor oversat det.

61

Kun Brodernavn / I barnligt Venskab hun ham havde skænket. Hellere: - ham hun - for at dække Originalens Tekst: »For brotherless she was save in the name / Her infant friendship had bestow'd on him«.

399

63

Ved Lejets Bred »by his sleeping side«.

66

Et Blad af Dødens Dagbog. I Flugt med Byronoversættelsen, i samme Versemaal og samme Stemning har Poul Møller i et af sine Hefter nedskrevet Udkastet til disse to Digte. I det første, der viser Tilslutning til den ovenfor trykte Romance, lever endnu Erindringen om den tabte Ungdomsbrud, som den »vidtberejste« gensaa som »en falmet Kone«. Ogsaa det andet synes at have personligt Indhold. Det læses som en harmfuld Fordømmelse af den æstetiske, fra Livet bortvendte »Quindelighed«, som Digteren paa denne Tid bespotter i sine Aforismer, og er i al Fald en ægte Frembringelse af »den raske Spot, der kyser Præst og Kvinde«, som han ovenfor (S. 58) har paakaldt. Digtene, som Chr. Winther havde overset, er først trykte i 3. Bind af de Efterladte Skrifters 1. Udgave af Chr. Thaarup, som oplyser, at Poul Møller havde paatænkt at digte flere Scener til, hvilket ikke er sket. Ved Havets Bred der staar et gammelt Slot o. s. v. sammenlign. »Før og Nu« S. 4.

67

Med brækket Røst vilde maaske af Forfatteren selv være blevet ændret til: med brusten Røst. (Udg.).

68

En Vaabenbroders Dragt jeg tog mig paa, som Athene i Deiphobos' Skikkelse nærmer sig den dødsindviede Hektor (Iliad. XII 227).

69

En Snes udlevede spæde Mopser. Udg.: fede.

70

Længsel. I Aforismerne fra denne Tid, da Poul Møller havde sine fjendtlige Berøringer med Hovedstadens kvindelige Intelligens, udtaler han oftere sin primitive Naturs Uvilje ved det moderne Kulturlivs Fordringer, som det var ham en Overvindelse at skulle opfylde. Som et halvt humoristisk Længselssuk efter de gamle Tider, der er af en noget grundigere Beskaffenhed end de dannede romantiske Sværmerier, findes dette Digt indskrevet mellem Strøtankerne fra disse Aar og er optaget i Udg.

71

Til min Betty. I Sommeren 1827 holdt Poul Møller Bryllup med den skønne og naturfriske Betty Berg, Datter af en fynsk Herremand. Imellem Digtene til hans Hustru er kun nedenstaaende bevaret, skrevet til Betty Møllers Fødselsdag den 24. August 1828, faa Uger efter den første

400

S

ns Fødsel, altsaa under Opholdet i Norge, hvor den unge Professor, der tidligere ikke havde kendt til at have et eget Hjem, men befundet sig bedst i sine Kammeraters Selskab, nu førte et meget tilbagetrukkent Husliv. Digtet findes i Udgaverne.

72

Af Sted! Dette Digt, der er indført i Haandskriftet til Poul Møllers ufuldendte Roman, synes af indre Grunde at være forfattet kort før Afrejsen til Kina i Efteraaret 1819, paa den Tid, da Poul Møller idelig gik og nynnede paa Geijers »Vikingen«, hvoraf endog et enkelt Udtryk er gaaet over i hans Tekst. (Geijer: Vid femton års ålder blef stugan mig trång; Poul Møller: Og Stuen bliver mig alt for trang). Winther optog det imellem Digtene i 1. Udgave; i de senere Udgaver, ligesom i nærværende, findes det tillige, efter en Anvisning i Digterens Manuskript, indført i Novellen som Bondedrengens »Vandringsrim«. I første Strofe betyder Hald Hjald, det Tremmeværk, hvorpaa Hønsene sidder, paa S. 36 (Tyve Haner højt paa Hald) derimod Klippe(-Skrænt); i tredje sidste menes med »Granens Tap« (»Granetap« i »Eyvind Skaldaspiller«; jvfr. en Istap) en Grankogle. Ordene er almindelige i det noget ældre Øbomaal. Ordet Knap i sidst nævnte Strofe er derimod det hos nyere tyske Digtere almindelige Knappe (d. e. Væbner), optaget og læmpet af Hensyn til Rimet. Udtrykket Al Verdens Kringel og snurrige Bold er formet efter Begyndelsesordet i Snorres norske Kongesaga Kringla heimsins, »Verdens Kreds og runde Bold«, i Peder Clausens Oversættelse.

73

Sonet. Under Skibets tre Ugers Ophold ved Kap i Marts 1820 havde Poul Møller forelsket sig flygtigt i en ung smuk hollandsk Pige. Herpaa hentyder en Sonet, som han kort efter sendte sin Ven Chr. Lütken i et Brev, hvorfra den er optagen i alle Udgaver, ledsaget af en spøgefuld Kommentar, der desværre ingen Oplysning giver om det dunkle »Baba-Kiri«, som synes at tilhøre et Kaffersprog og at indeholde Navnet paa en Præst eller Folkesanger af baba, Fader og ku-kiri (at bekende), men tillige - ved Overførelse derfra eller som Lydefterligning - betyder en 401 af alle Rejsende velkendt Fugl, Slagterfuglen the Bacbakiri Bush-Shrike (Laniarius gutturalis). I Løvens Fødeland, i Afrika, leonum arida nutrix (Horats' Oder I, 22). En dejlig Datter af de Blanke smlgn.: »En Blank kaldes en Person, som er hvid- eller brunladen af Ansigt, til Forskel fra en Neger eller en Morian« (Videnskabernes Selskabs Ordbog 1793), og: »Det sorte Tjenestetyende tænker ikke paa andet Dag og Nat, end hvordan det kan gaa sit hvide eller blanke Herskab under Øjnene« (Oehlenschlæger Poet. Skr. XVII, 14). I Skyggen af Constantias fulde Ranke, i Vinhaverne i Landsbyen Constantia ved Kapstaden.

74

Klippens Tinde er Taffelbjergets flade Top. Hjemve. Dette Digt, der jo siger sig selv at være forfattet i Begyndelsen af den danske Sommerferie, i Rosen- og Jordbærtiden, er efter al Sandsynlighed skrevet kort efter Ankomsten til Manila (16. Juli 1820), som et Rimbrev til københavnske Venner. I fjerde Strofe hentydes til Navneligheden mellem Byen i Kap og Traktørstedet Constantia ved Charlottenlund; i femte menes med Udtrykket »Manilas Rønner« Havnestaden Cavite, hvis usle Hytter og uvidende Munke (»Klerke«) omtales i »Optegnelser paa Rejsen til Kina«. Skildringen af det østerlandske Vellevned i Str. 6 og 10 oplyses ved følgende Brudstykke af et Brev, som Poul Møller skrev hjem til sine Forældre fra Java, hvor han boede paa et Slot uden for Batavia hos den rige danske Købmand Haste: »De Riges Bopæle her giver en et Begreb om østerlandsk Pragt. Der er saa højt til Loftet som i store Templer. - Naar man i Middagsheden strækker sig paa en Løjbænk af Silke, tilviftes man Kølighed af Trælle fra alle Verdens Dele og af allehaande Kulører, som søge at læse i ens Øjne det Ønske, man ikke gider udsagt.« Næstsidste Strofe, som i denne, ligesom i 2. og 3. Udg. af Efterl. Skr. er sat i Klammer, findes i denne Form i Digtets ældste Tryk i Rahbeks »Tilskuerne« 1823, Nr. 47, men er udeladt i N. Krossings Poetisk Læsebog 1830, hvor Digtet er betegnet som et Brudstykke, og i A. S. (d. e. 402 Frederik Barfod): Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle 1835-36 Nr. 116, hvor det i Anmærkningerne hedder: »Er ikke noget Brudstykke. Forfatteren har nemlig erklæret mig, at det Vers, der i Almindelighed gaar som dette Digts næstsidste, er en Tilsætning af Rahbek. Der stod rigtignok der en Gang et Grundbillede til den rahbekske Tegning, men det Vers har aldrig været trykt, og Forfatteren ønsker ej heller, at det nu sker«. Udtrykket har imidlertid en ganske Poul-Møllersk Karakter (P. M. I, 151), og Digteren har vistnok husket fejl, hvis han har antaget Rahbeks Forvanskning for at være saa grundig, som Udgiveren her antyder, At Mødre selv bærer deres Børn over Daaben var tidligere en almindelig Skik paa Landet. "Glæde over Danmark« - som Digtet kaldes i »Tilskuerne« - findes ikke optaget i Sangbøgerne fra 1820'erne og 30'erne. Det blev fremsagt af N. P. Nielsen ved Mad. Heibergs Aftenunderholdning paa Det kgl. Teater Nytaarsdag 1830, men synes først at være blevet almenkendt efter Digterens Død, da det ofte blev deklameret i private Kredse (jvfr. Hostrups "Genboerne") og ved offentlige Aftenunderholdninger.

76

Undervejs. Rimeligvis straks efter Opbruddet fra Manila (7. September 1820) i Begyndelsen af det danske Efteraar - som det ses af to i Kladden overstregede Begyndelseslinier: »Alt Storken og Rosen i Norden svandt - mig lyster ej længer at dovne« - da Skibet atter var kommet ud i rum Sø, skrev Poul Møller, under Indtrykket af den evige Flakken, denne Vise, som fra Digterens Kladde paa det første Blad af det paa Manila begyndte Hæfte er optagen i 1. Udg. af Efterl. Skr.; i de senere Udgaver er den første Strofe, maaske efter et (af Udgiveren ukendt) fremmed Forbillede (P. M. I, 52), med tvivlsom Ret udskilt og opført mellem Fragmenterne. I denne Strofes tredje og fjerde Linie maa der ved Ordene her og hisset forstaas henholdsvis »i Norden« og »i Syden«. Udtrykket gaar paa Lud (d. e. hælder af Alderdom, staar for Fald) har Poul Møller etsteds noteret sig fra Ped. Syvs Danske Kæmpeviser (l, I, Str. 77).

403

78

Scener i Rosenborg Have. Af de seks Digte, som Chr. Winther under ovenstaaende Titel har optaget i l. Udgave af Efterl. Skr., havde kun Nr. 3 og Nr. 6 tidligere været offentliggjorte. De andre findes i Digterens Kladde i den paa Kinarejsen benyttede Bog, umiddelbart efter Digtet »Undervejs«. Heraf og især af indre Grunde kan det med Sikkerhed sluttes, at disse københavnske Billeder er forfattede paa Rejsen, enten under Opholdet i Kina, da Poul Møller, efter at have modtaget Breve fra sine Venner, var »ganske forvirret i Hovedet« af københavnske Erindringer, eller, hvad der stemmer med en senere Opgivelse fra ham selv, paa Hjemrejsen i Foraaret 1821. I Modsætning til Vikingestemningen i det nærmest foregaaende Digt er Scenerne ligesom »Glæde over Danmark« og den ligeledes paa Rejsen forfattede Skildring af Lægdsgaarden i Ølseby-Magle aabenbart fremkaldte af Hjemve - en københavnsk Hjemve, hvorunder Billedet af den gamle Kongens Have er blevet levende for Digterens Fantasi. Skuepladsen for de to første Digte er Havens to Hoveds gange, Kavallergangen til den i 1818 restaurerede Hercules-Pavillon (med Konditori og Koncert to Aftener om Ugen) og den dermed ligeløbende Damegang; de følgende maa tænkes at foregaa i Sidegangene. Personerne er Havens daglige Gæster: ensomme Gamle, Syge, der søger frisk Luft, Tiggere, der har trodset Ordensreglen, hvorefter »kun velklædte Personer tilstedes Adgang«, og undgaaet de to Skildvagter ved Indgangene fra Volden og Kronprinsessegade, Gadedrengene, der kryber over Stakittet det sidste Sted for at kravle i Træerne efter Kastanjer eller Fuglereder. Til »Ammebørsen« under Gruppen af høje Træer ved Springvandet svarer Billedet af Moderen under Træet med Barnet paa Skødet - det blev i 1833 forbudt at medtage Barnevogne; til de mange Kærestefolk, der havde Stævnemøde i Sidegangene, svarer det sidste Digts ungdommelige Elskerpar, Hans og Trine. I den danske Poesis Historie er den først en Snes Aar senere trykte Digt-Kres det første Dokument for Frembruddet af en ny Stil efter den i Aarhundredets Begyndelse herskende romantiske Idealisme. Man kunde, efter 404 Goethe, kalde den en typisk Realisme. Ligesom hos Goethe, især i »Hermann und Dorothea«, ser man Tilknytningen til den klassiske Original, især Homer: bag Pedanten overfor de hvidklædte Piger skimter man Odysseus overfor Nausikaa og hendes Terner i Odysseens sjette Sang, bag Tiggeren Thersites i Iliadens anden Sang, bag Moderen med Barnet Optrinnet mellem Hektor og Andromake i Iliadens sjette Sang. Men endnu tydeligere end hos Goethe ser man Frigørelsen fra det græske Forbillede gennem en levende Iagttagelse af Virkeligheden, dobbelt paafaldende ved Sammenligning med det nyligt skrevne Digt »Hjemve«, hvis abstrakte Typer først her har faaet konkret Liv uden Skade for det almenmenneskelige Indhold eller den Idé, som ogsaa disse moderne Genrestykker rummer. Til nogle af Figurerne (Tiggeren, Moderen) findes Sidestykker mellem Marstrands Tegninger. (Smlgn. P. M. I, 153-163; Vilh. Andersen: Tider og Typer af dansk Aands Historie III, 183-186). En gammel Pedant. Den Figur, som her kaldes en gammel Pedant, har Poul Møller oftere behandlet: som Licentiaten i Novellen og som Magisteren i et lille, iøvrigt ubetydeligt Lystspil »De opdigtede Historier« (Efterl. Skr. 3. Udg. 2. Bind). I Haandskriftet røber en kasseret Indledningsstrofe Digtets Sammenhæng med Digterens Situation:

En Skygge lig langs denne Væg
Undselig jeg mig sniger,
Og blues ved mit stride Skæg
Blandt disse smukke Piger.

Jeg som en Hønsetyv mig listed om, »at skule som en Hønsetyv«; er en folkelig Talemaade. »Foran dette fromme uskyldige Barn stod jeg saa sloten (slukøret) som en Hønsetyv«, skriver Blicher i »Præsten i Vejlby«. - Mens jeg bag Busken staar forsagt og sukker Udg., jvfr. S. 32; Hdskr. utydeligt: forknyt rettet til: for - [ulæseligt]. 79 Gid Pallas vilde Skyen om mig hænge som Afrodite om Paris, Apollon om Hektor i Iliaden III 380 f., XX 493 f. -Dog, frejdigt Mod! den kække Lykken frister . Hs. og Udv. (Udg.; Dog, frejdigt Mod den kække Lykke frister) efter 405 et latinsk Ordsprog i Terents' Phormio I, 4 (Vergils Æneide X, 284): Fortes (audentem) fortuna adjuvat (juvat). En Tigger. Efter Digtet om Pedanten, hvis Udgangspunkt er ganske personligt, har Erindringen om de hjemlige Omgivelser, hvori han er anbragt, for Digterens Tanke fremkaldt en anden Figur af Havens Proletariat. Digtet »En Tigger« er i Haandskriftet, ikke i Udgaverne, den anden af Scenerne i Rosenborg Have. Med Hensyn til Situationen kan sammenlignes Blichers Jyllandsrejsen, femte Døgn. For mig maa nu Skildvagten blive sort, af Ærgrelse. Ambrosius Stub skriver i Epigrammet om General Neuberg: »Hans kloge Tinding blive graa, / hans hvide Orden blive blaa, / hans Fjender blive sorte !«

80

Nu maa jeg passe paa mit Skud = »Jeg passer mit Snit« i fjerde Linje, sammenblandet med Udtrykket »at gaa sit Skud« d. v. s. sin Vej, den Vej, man kom fra. - Før (Udg. For) det sine Pligter opfylde vil. Hdskr. har den, maaske tilsigtet Gadesprog.

81

Hvis jeg skal læske dem og der Yngel den forkortede Genitivform der (af dere, senere deres) opfattedes (saaledes af Johs. Evald) som Possessiv; her vistnok Gadesprog. - Enhver bør drive sin Næringsvej føles paa Grund af den manglende Modlinje i Rimparret som en ufuldstændig eller afbrudt Digtudgang, men er ment som et afsluttende Udtryk for den »socialt indstillede« Type og hans »klassebevidste« Tankegang, som er fikseret i en Randnote i Hdskr.: Næringsvej - arbejdende Stand. Udtrykket oversætter den latinske (opr. græske) Sentens Quam quisque norit artem, in hac se exercea t (Cicero: Tuscualanæ Disputationes I, 38; Aristofanes Hvepsene v. 1431). En Moder med sit Barn. Dette Digt er skrevet i den Stemning, som Poul Møller i Optegnelserne fra Rejsen beskriver som »en Tørst efter at bivaane Scener af det huslige Liv, der er saa naturlig, naar man har sejlet 1000 Mile«. Da det var ved at fødes i Digterens Sind, viste der sig for hans Fantasi først Billedet af et af de gamle, skyggefulde, ligesom moderlige Træer i Kongens Have, saa forskellige fra dem, han saa paa sin Rejse, hvis Kroner, 406 som det hedder i en Randnote i Hæftet fra Manila, »ligner en Parasol«. Digtet har i Haandskriftet følgende overstregede Begyndelsesstrofe :

Djærv stander i sin Kraft
Den gamle Stamme
Og med sin rige Saft
Den Løvet ammer.

Først derpaa har han faaet Øje paa den levende Moder med sit Barn under Træet og i Hast nedkastet Omridsene til hendes Billede. Ved Siden af den kasserede Strofe staar i Haandskriftet Ordene: Sparke med Benene - Knæ Vugge - Bryst Pudevaar - evig Pagt - [Faderen] op ad Dage. Med de mange Udtryk fra Barnesproget stammer en Iagttagelse i Strøtanker: »Skabelsen af Sproget ytrer sig endnu under sin oprindelige Skikkelse, naar en Moder gør nye Navne til et kært Barn« o. s. v.

1 Sommeren 1830, da Digtets Indhold af personlige Grunde var blevet Poul Møller særlig levende (P. M. II, 158; ovenfor t. S. 71), sendte han det til Heiberg til Offenliggørelse i den Flyvende Post (Nr. 93, den 4. Aug. 1830). 82 Jeg faar et Smil til Vaageløn, smlgn. S. 71: »Og skænke dig et Smil til Fosterløn.«

En Rekonvalescent Poul Møller er nu begyndt at føle sig hjærtelig vel i Rosenborg Have. I Haandskriftet udtrykker et Par overstregede Begyndelseslinjer hans Stemning:

Med Fryd igen jeg atter ser
De velbekendte Gange,
Hvor Blomster under Hækken ler -

Det er da faldet ham ind, at denne Stemning kunde anskueliggøres under Billedet af en Rekonvalescent, der for første Gang efter et langt Sygeleje genser den blomstrende Natur. I Haandskriftet viser en Randnote: Slottets Spire - Knapper, ligesom de tilsvarende Optegnelser til det foregaaende Digt, det Synsbillede, der først dukkede frem for Fantasien. Af den ovenfor omtalte, vragede Indledningsstrofe til det foregaaende Digt er ogsaa dette Digt fremgaaet. Den dertil svarende Sentens i næstsidste Strofe indeholder den 407 homeriske (Iliad. VI 146), ogsaa i Bibelen (Sirak 14,18) forekommende Sammenligning mellem Bladenes og Menneskeslægternes Skifte paa den samme Stamme. Ved denne Følelse af genfødt Liv er Figuren et Modstykke til "En gammel Pedant« og til et Digt af Schack Staffeldt, som Poul Møller vistnok har haft i Tankerne, Sonetten »Manden«, der har til Motto Et in Arcadia ego (i den nedenfor meddelte Plan til en Fortælling, S. 180, glemmer Pedanten, »at han er ude af Arkadien«) og ender saaledes: »Nu spinder jeg mig ensomt ind / i Alvor, til af Ormens Alder / et andet Foraar mig fremkalder«. Et beslægtet Indtryk, af primitiv Livsfølelse i Modsætning til »anakreontisk« Livslyst, faar man ved at sammenligne Strofen:

Hin Sol, som farved Adams Palmer,
Den brænder endnu lige skøn,
Og Fuglen synger samme Salmer,
Og Linden stander lige grøn

med en tilsvarende i Digtet Aufmunterung zu Freude fra 1776 af den følsomme tyske Lyriker Hölty:

Noch rinnt und rauscht die Wiesenquelle,
Noch ist die Laube kühl und grün,
Noch scheint der liebe Mond so helle,
Wie er durch Adams Bäume schien.

83

Jeg ser igen den danske Sommer, det sidste Udtryk røber ligesom i »Hjemve« (S. 74) Digterens personlige Fraværelse fra Hjemmet. Fortsættelsen viser som et Eksempel, saa godt som mange, Fremgangen i konkret Fremstilling: fra »Bier deres brune Nektar lave« til »Fluesværmen brummer højt i den rene Foraarsluft«. Men aarlig slappes Mandens Knæ, et ofte forekommende homerisk Udtryk for Afmagt (f. Eks. Odys. IV, 703).

84

Mads og Mikkel. Pointen i denne lille Situation er en gammel Skæmtehistorie (fortalt f. Eks. i et tysk Anecdotenlexicon fra 1784), som Poul Møller kan have hørt om Bord af Skibets Læge, der var fuld af Anekdoter. Digtet virker som en blot Penneprøve til det følgende, ogsaa ved Forsøget paa at gengive Drengesproget (»Du er saa bange!«) med et Slags litterært eller voksent Anstrøg: 408 (»paa Parol!«). I første Strofe vakler Hdskr. mellem »minsand« og »bestemt«.

85

Hans og Trine. Dialogen »Hans og Trine« blev først trykt i den af den unge Skuespillerinde Elisa Beyer udgivne Nytaarsgave for 1826 Gefion og derefter optaget i Profts Conversationsblad 1826, andet Kvartal Nr. 9. I samme Blad Nr. 22 læses en Beretning om Frydendals Deklamatorium paa Hofteatret d. 12. Februar 1826, hvor den lille Scene, opført af C. N. Rosenkilde og den 13-aarige Johanne Louise Pätges, »gjorde, som man kalder det, furore«. Herfra overførte Heiberg Figurerne til Vaudevillen »Aprilsnarrene«, som en Maaned senere indleveredes til Teatret. Benævnelsen Fru Planes Institut, som forekommer et Par Steder i Dialogen og i Aprilsnarrene 28. Scene, er naturligvis fingeret ligesom Haandskriftets Svanes; en Madam Svane i Snaregaden var ingen Lærermor, men en velhavende Bryggerenke. Hofboghandler Stadthagen, der nævnes i sidste Linje af Sonetten, havde i Klædeboderne et Lejebibliotek, der især var vel forsynet med oversat Morskabslæsning. I Fortsættelse af den foregaaende Samtale - som Forfatteren i Haandskriftet ses at have afbrudt i den rigtige Følelse, at Situationen ikke gav Stof til mere - giver denne Dialog en gennemført Karakteristik af de Talende efter deres Sprogbrug, hvorved Digtet, der vistnok har det samme personlige Motiv som Visen om Torbisten og Fluen (S. 10) og Krøniken om Eyvind Skaldaspiller (S. 156 ff), har faaet en fuldkommen objektiv Holdning. Udtryksmaaden er hos Hans udpræget mandlig-romantisk: favne, Niding, Træf mig, Flamme! hos Trine ligesaa afgjort kvindeligrealistisk: Ærkesvin, Abekat, Pli. Til den første Stil hører i Digtets første Linje Udraabet »Skønne Sol for alle Sole!«, der ikke gælder Trine, men, som det fremgaar af den anden Linjes oprindelige Form: »Siden her jeg ser min Glut« efter latinsk Forbillede (Sol præter soles!) den lykkelige Dag, da de mødes. Til det realistiske Kvindesprog hører »megen Uforstand« - som dog tillige er græsk (πολλὴ ἄγνοια hos Platon) - og især Ordet »Buksemand«, som Poul Møller bruger paa egne Vegne i »Optegneiser 409 fra Kinarejsen« som et homerisk Kendingsnavn til »en lille Pog, der efter Udseende nylig havde faaet den Lykke at gaa med Bukser«. (Heraf kan vistnok sluttes, at Scener i Rosenborg Have er skrevet ikke længe efter Optegnelserne.)

86

Med to Allunshandsker. Handsker af Skind, som er hvidgarvet med Allun, omtales endnu af Schandorph og Drachmann.

87

Hver en Lærer gav mig Sekser, tidligere den laveste Karakter i de højere Skoler.

88

Jeg blev kaldt Hans Pandekage, ligesom »Mads Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage« (Erasmus Montanus I, 3).

89 Sonetto. I Tilslutning til det Ordskifte, hvormed Samtalen endte i første Nedskrift: Thr.: Hans kan se sig om en anden,
Thi han er en næsvis Ka'l.
H.: O, jeg skyder mig for Panden!
Trine troløs! Helvedkval!
Thr.: Nu Farvel, Hans Pandekage!
H.: O, Farvel, dit slemme Skarn!

bestod Sonetten ligesom den ovenfor nævnte »Manden« o. fl. af Staffeldt, af fire- (ikke som sædvanlig fem-) fodede Vers.

90

Hjemad. Mellem de Lejlighedsvers, som Poul Møller skrev om Bord, og hvoraf et Par Vers af en Vise fra Hjemfærden er gengivet i F. C. Olsens Biografi (Udg. VI, 76), er et Epigram i Kammerjunker L. C. Hauchs Stambog-Det opgives der at være forfattet paa Hjemrejsen fra Kina ved Shetlandsøerne, d. 9. Juli 1821. Fem Dage efter var Poul Møller atter hjemme og gensaa den næste Dag i Frederiksdal Bøgene, som hans Fantasi havde kreset om i Poesierne fra Rejsen (S. 75, 84).

91

Til Selskabet for de skønne Videnskaber. I over ti Aar digtede Poul Møller, som var stærkt optagen af sin Universitetsgerning, saa godt som intet. Fra Opholdet i Norge har man fra hans Haand intet uden nogle faa ubetydelige Lejlighedsdigtninge, hvoraf kun Sangen til Hansteen er optagen i dette Udvalg (S. 38). Heller ikke, da han var 410 vendt tilbage til Danmark, følte han nogen Trang til at deltage i Hovedstadens litterære Travlhed. Tværtimod udtaler der sig i de faa Digte, han i sine sidste Aar har forfattet, en afgjort Misfornøjelse med Tidens æstetiske Liv. Kort efter hans Hjemkomst til København i Aaret 1831 udsatte Selskabet for de skønne Videnskaber en Pris af et Hundrede Rigsdaler for de fire bedste danske Romancer, som maatte blive indgivne til dets Bedømmelse. Poul Møller, hvem al bestilt Poesi var imod, og som for flere Aar siden i en litterær Anmeldelse havde udtalt sin særlige Modbydelighed for den afledede (»derivative«) Poesi, som fremkommer derved, at en foregaaende blomstrende Kunstperiodes Mesterværker af en følgende Tids Digtere »mangfoldiggøres ligesom ved et farveløst Stentrykkerarbejde«, forfattede da nedenstaaende, i alle Udgaverne optagne, satiriske Hilsen til Selskabet, en af hans raskeste Viser, der med sin mere godmodige Satire danner Indledningen til de følgende bitrere Digte. Det græske Motto af Odysseen I, 340-342 lyder i Poul Møllers Oversættelse: - - - Med denne bedrøvede Sangvis/ standse du brat, da med Sorg den piner mit Hjærte, det kære, /dybt i mit Bryst.

92

Vi komme med Pik og med Pak kaldes i Videnskabernes Selskabs Ordbog 1829 »en Talemaade i Almuesproget«. Er en af de paa Dansk almindelige rimdannede Tautologier, efter tysk »mit Sack und Pack«. I Balladen »Ridder Ro og Rap«, hvorfra Poul Møller har taget Versemaalet til sin Vise, skriver Baggesen i samme Mening: »med Tip og med Top og med Tap«.

93

Den mellemste Sort og det pæreste Pøjt, en komisk Superlativ af »Pæreskidt«, der i V. S. O. 1829 siges at være »et groft Udtryk paa Pæresnavs«, der atter opgives som ene brugbart i daglig Tale. Forleddet i disse Sammensætninger er opr. et Adjektiv, indsat i denne og lignende Forbindelser som lydmalende Substitution for pure (det pure Guld). Baggesen tillægger i Rimbrevet »Væddemaalet i det lave« Oehlenschlæger en »pur, pære, plastisk Fantasi«. To Fragmenter. En alvorligere Mistillid til den danske Poesis Fremtid end i den skæmtefulde Hilsen til Selskabet 411 har Poul Møller udtrykt i et Par digteriske Fragmenter blandt hans Papirer. Det første, som det har kostet Thaarup megen Møje at udbringe i den rette Form af en usædvanlig vildsom Kladde, og som i nærværende Udgave i Overensstemmelse med Haandskriftets tydelige Anvisninger er blevet ordnet i Samtaleform og har faaet tilsat en af det første Udkasts Elementer sammenføjet Begyndelsesstrofe, kan efter en tilfældig Paategning paa Manuskriptet skønnes at være fra Foraaret 1834, altsaa fra den Tid, hvor en strengt artistisk Retning var herskende i den danske Litteratur, da »den overhaandtagende Epikuræisme bragte saa vel Kunstnerne som deres Publikum til at betragte Kunst og Poesi blot som et Middel til raffineret Nydelse« (Poul Møllers Recension af Sibberns Æstetik). Men »naar Poesien taber sin Sammenhæng med det virkelige Liv, ja til sidst ernæres blot af Poesi, da hører den ogsaa op at være virkelig Poesi. Den sande Digter maa først og fremmest være et sandt Menneske« (Recension af »Extremerne«). Det andet Brudstykke, som synes at være fra Poul Møllers sidste Aar, er skrevet under Trykket af den Overbevisning, at »den Periode i den europæiske Poesis Historie, som man vel kan give Navn af den goetheske, lider stærkt imod sin Aften, og at Nutidens Poesi for det meste hører til en af to modsatte Klasser: dels en mat Efterklang af den forsvindende græsk-tyske Poesi, dels det politiske Natparti med det skurrende Vægterskrig, som endnu synes at være langt fra sit Morgenvers« (Rec. af »Extremerne«). Ogsaa dette Digt er i nærværende Udgave trykt som Brudstykke af en Dialog.

94

Som døver Øret for den første Lyd, sammenlign: »De [efter en blomstrende Litteraturperiode] følgende Digtere - gentage ved et uendeligt, til sidst rent hendøende Ekko de originale Røster. - Og den mindre kunstforstandige Læseverden kommer i stor Forlegenhed, da den primitive og den derivative Kunst for en løselig Betragtning har saa skuffende Lighed med hinanden« (Recension fra 1824).

95

det nittende Sekels forstandige Mand, over Linjen er skrevet: »politiske?«. Forgæves man byder mig nyt Rangleri. Smlgn.: »Den falske

412

S

ag forleder i flere Lande selv talentfulde Digtere til at betjene sig af mange kokette Midler, f. Eks. metriske Ranglerier for at gøre deres Arbejder ret indsmigrende for den lystne Læseverden« (Recension af Sibberns Æstetik). - Helten i Blik, d. v. s. Rustning af Blik, nemlig paa Teatret. - Og Linden for Dør med sit kulsorte Ris. Linden er, som det ses af det i Udkastet benyttede Udtryk »Vore Fædres Lind ved Sommer i By«, ment som Symbol paa den folkelige Livspoesi. Smlgn. S. 83: »Og Linden stander lige grøn«.

96

Kunstneren mellem Oprørerne Til Forstaaelse af dette Poul Møllers sidste og, skønt det er digtet i Sygestuen, kraftigste Digt, skrevet i Efteraaret 1837 og trykt i den af H. P. Holst og Chr. Winther udgivne Nytaarsgave fra danske Digtere for 1838, henvises til Indledningen til det andet af de to Fragmenter, som er forfattet i en lignende Stemning og rimeligvis kort før dette Digt. Den gamle Kunstner er da en Legemliggørelse af hin »græsktyske« Kunst, medens Oprørerne tilhører »det politiske Natparti«, hvis »skurrende Vægterskrig« Poul Møller havde hørt i Poesien i »de berygtede nye Skoler i Frankrig og Tyskland« og fra det fjærne fornummet i Virkeligheden i Julirevolutionen. Det lidenskabelige Udbrud af den syge Mands Angst og Harme, der i mange Krese vakte Uvilje mod den folkekære Digter, er mere i Slægt med hans unge Ven Kierkegaards reaktionære Patos end med hans jævnaldrende Meningsfællers, Heibergs og Hertzes Ironi over den københavnske Liberalisme (Københavnsposten) i »En Sjæl efter Døden« (1841) og »Stemninger og Tilstande« (1839).

97

en Pog i Bluse, en ung Kunster i Arbejdsdragt, der giver ham Lighed med en Blusemand (blousier) fra Juli-Revolutionen.

98

Est du nyfigen, saaledes O. i St. f. Hs.: Er du nysgerrig, maaske af Hensyn til det efterfølgende Snøbel, der i V. S. O. 1848 i Formen Snøffel forklares som Navn paa en fed og spidssnudet Fisk (en Slags Helt, Salmo lavaretus) og obs. (d. e. forældet) som et Haansord: en ubehøvlet og næsvis Person. 413 En Skare, sær og lang, med grimt sværtet Aasyn. Appositions- og Præpositionsleddet gælder de i det kollektive »Skare« underforstaaede Individer; grimt sværtet maa forstaas som stygt sortladen, smlgn. Modsætningen »vore blonde Fædre«-»de grimme Vender« i Studentersang I, S. 26. 99 Du Kvindemand o. s. v., saaledes tiltaler den ophidsede Achilleus Agamemnon i Iliadens første Sang (V. 225 ff.): »Rusende Mand med Blik som en Hund, med Mod som en Daahjort« (Wilsters Overs.), og paa lignende Maade tiltales Paris af Hektor i 3. Sang V. 39 ff. Tidens Ørn er Fuglen Fønix, der her siges ligesom Fuglen i Eventyret at »føde sit Guldæg paa ny«; efter den almindelige Tradition opstod den ny Fønix af den gamles Aske. Med det fordanskede Udtryk kan sammenlignes »en evig Trold« om Hydra (Anm. t. S. 28).

101

Til en Halvguds ædle Billed, en Statue af Herakles.

102

Som en Vild af de Brune paa Java gaar Amok, det sidste Udtryk (malajisk meng-âmok, at gaa Bersærkegang) kan Poul Møller have hørt paa Rejsen til Kina; han bruger det i en af Strøtankerne om en vild Begejstring.

106

Revuen. Dette Digt, som under Poul Møllers Navn stod trykt i Københavns Flyvende Post Interimsblade Nr. 112 1837, er efter hans egenhændige Paategning paa Manuskriptet skrevet 1836 (ikke, som det opgives i Udgaverne, 1837), to Aar efter Betty Møllers Død, af hvis Erindring det er opfyldt, og kort Tid før Poul Møller ægtede sin anden Hustru. En Undersøgelse af Digtets Indhold læses i »P. M.« II, 231-235. Ved sin Tone betegner det noget nyt i Poul Møllers Poesi; Stroferne om den kunstneriske Inspiration er et Vidnesbyrd om den Udvikling, der var foregaaet i de sidste Aar af Digterens Liv, da Skønheden var ham en Aabenbaring og Kunsten en Andagt. At han lod det trykke, skyldes maaske, at der i det foregaaende Nr. af Flyvende Post havde staaet nogle »Betragtninger over det Skjønne« af P.-M., hvis Genstand: »at det skønne er det guddommeliges Forbindelse med det menneskelige under Formen af et rent Velbehag« meget lignede Poul Møllers Udtalelser om denne Sag i hans Afhandling om Udødeligheden, og som derfor almindelig 414 tillagdes ham, men som han i en tilføjet Erklæring nægter at have forfattet. I det ejendommelige Versemaal, hvor Strofens anden og fjerde Linie imod Reglen ikke har Rim, ligger en Protest imod Samtidens »metriske Ranglerier« og en Bestræbelse for at vende tilbage til »Fædrenes mandige Haardhed«. (Recensionen af Sibberns Æstetik). 109 Tankens Ørn synes at være fremkaldt af Billedet af Ørnen over Indgangsdøren til Universitetet, hvis Indskrift Cælestem adspicit lucem svarer til Linjerne: »Ej det stærke Lys (af »en himmelsk Aabenbaring«) hans (Kunstnerens) Øje blænder / ufravendt han efter Synet stirrer«. Maaske har Indvielsen af den nye Universitets-Bygning i samme Efteraar ved en storladen Fest givet det ydre Motiv til Digtet.