Michaëlis, Sophus Revolutionsbryllup

SOPHUS MICHAËLIS

REVOLUTIONS
BRYLLUP

SKUESPIL I TRE AKTER

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

MDCCCCVI

II

        

III

SOPHUS MICHAËLIS

REVOLUTIONSBRYLLUP

IV

SOPHUS MICHAËLIS:

DIGTE. 1888.

SYND. 1891.

VANEMENNESKER. 1892.

AUCASS1N OG NICOLETE. 1893.

SOLBLOMSTER. 1893. Anden Udgave 1901.

ÆBELØ. 1895. Tysk Oversættelse af Marie Herzfeld; 3. Oplag. Polsk af Jozéfa Klemensiewiczowa. Hollandsk af D. Logeman van der Willigen. Bøhmisk af Hugo Kosterka.

AUCASSIN OG NICOLETE. Opera. 1896. 2. Oplag. Tysk Oversættelse af Eugen von Enzberg.

SIRENER. 1898.

LIVETS FEST. 1900.

DØDEDANSEN. 1900. Tysk Oversættelse af Helene Klepetar. Hollandsk af D. Logeman van der Willigen.

GIOVANNA. 1901. Svensk Oversættelse. Tysk af Marie Herzfeld. Hollandsk af D. Logeman van der Willigen.

PALMERNE. 1904.

REVOLUTIONSBRYLLUP. Skuespil i tre Akter. 1906. Paa Tysk ved Marie Herzfeld, paa Engelsk ved Ellie Weekes.

LÆGEN. Skuespil i fire Akter. 1906. Paa Tysk ved Marie Herzfeld, paa Engelsk ved Ellie Weekes.

GUSTAVE FLAUBERT; SALAMMBÔ. 1902.

GUSTAVE FLAUBERT: DEN HELLIGE ANTONIOS' FRISTELSER. 1904.

BILLEDHUGGEREN J. A. JERICHAU (under Trykning).

V

SOPHUS MICHAËLIS

📖 REVOLUTIONSBRYLLUP
SKUESPIL I TRE AKTER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
FORLAGETS BOGTRYKKERI
1906

VI

        

VII

BETTY NANSEN

TILEGNET

VIII

        

IX

PERSONERNE

ALAINE DE L'ESTOILE.

ERNESTE DES TRESSAILLES.

Du BARTAS.

ABBED COPIN.

LÉONTINE.

MESTER JÉRÔME.

PROSPER.

DAVOUT.

MONTALOUP.

MARC-ARRON.

JEAN LASQUE.

Slottet Trionville i Nærheden
af Condé.

13.—14. Floréal Aar II.

(Maj 1793.)

1

FØRSTE AKT

Slotssal. Altan ud imod Parken. Hjørnevindu til Slotsgaarden.

ALAINE DE L'ESTOILE
fra Sideværelset

Léontine!

LÉONTINE
bøjet ud af Vinduet

Ja.

ALAINE DE L'ESTOILE

Kommer du ikke, naar jeg kalder? Frem i Døren. Léontine!

LÉONTINE
vender sig om

Jeg maa dog se efter, Naadigfrøken.

ALAINE DE L'ESTOILE

Hvem Rytterne er? Har du en Kæreste iblandt dem?

LÉONTINE

Jeg kender en højfornemme Dame, der har sin Brudgom imellem dem.

2
ALAINE DE L'ESTOILE
nærmere

Er Markien selv med?

LÉONTINE

Naadigfrøken gav mig ikke Tid at se rigtig efter.

ALAINE DE L'ESTOILE
mod Vinduet

Er han der?

LÉONTINE

Men Naadigfrøken, Eders Korset staar aabent.

ALAINE DE L'ESTOILE

Saa skynd dig dog.

LÉONTINE

Ja, ja, Naadigfrøken.

Begynder at knappe.
ALAINE DE L'ESTOILE

Vil du ikke høre! Gaa straks hen og se efter.

LÉONTINE
ved Vinduet

Det er en meget fin Kavaler. Han er knap til at kende. Han skinner som en Perle. Hvid fra Top til Taa. Silkeskærf. Strudsfjer. Selv Kokarden er som Sne. Saadan ser der vist ud i Versailles. Ikke Spor af Trikolore.

3
ALAINE DE L'ESTOILE

Hvad snakker du om Trikolore! Tror du, min Brudgom har mer end een Farve?

Luk Vinduet og sig, han kommer for tidlig.

ERNESTE DES TRESSAILLES
udefra

Hallo! Er dit naadige Herskab færdig, Léontine?

ALAINE DE L'ESTOILE
flygter

Nej, nej!

LÉONTINE

Hvor tør I lade Eder se saa tidlig, Herr Marki?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Har I ikke glemt det vigtigste?

ALAINE DE L'ESTOILE

Hvad er det, Léontine?

LÉONTINE

Han har nogle Blomster i Haanden.

ALAINE DE L'ESTOILE

Blomster?

ERNESTE DES TRESSAILES

Har din Naadigfrøken sin Brudekrans?

4
LÉONTINE

Gud! Det er en hel Gren fuld af hvide Orangeblomster.

ALAINE DE L'ESTOILE

Mine Brudeblomster. Hvor har han kunnet finde dem?

LÉONTINE

Tak! Han staar op i Stigbøjlerne og ræk- ker dem paa sin Kaardespids. Kan Markiens Sabel skyde den Slags Skud — og i Maj Maaned?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Jeg har selv set paa, at de sprang ud i Morges. De kommer lige fra Valenciennes.

ALAINE DE L'ESTOILE

Erneste dog! Er han forrykt! Fra Valenciennes? Konventets Tropper staar i Byen.

LÉONTINE

Tør Markien saadan gaa sine Dødsfjender under Øjne?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Det er ikke farligere end at gaa dig under Øjne, Léontine. Nu har alting vendt sig. Dumouriez har kastet Masken. Han er gaaet 5 over. Han er vor med Hud og Haar. Han forærer os baade Valenciennes, Lille og Condé. I Morgen den Dag gaar vi syd paa — i Stormskridt mod Paris.

LÉONTINE
vender sig

Hører I, Naadigfrøken?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Er dit naadige Herskab deroppe, Léontine?

ALAINE DE L'ESTOILE

Nej! Han maa ikke komme. Luk dog!

LÉONTINE

Farvel, Herr Marki: I er kommen altfor tidlig. Lukker. Sikke Blomster, Naadigfrøken. Naa, I faar en Helt til Mand! Dem snapper han fra en fjendtlig By, lige saa let som Gaardskarlene tager en Kommenskringle i en Karruseltur.

ALAINE DE L'ESTOILE

Smaa bitte, bitte Knopper. Lige til at aabne med et Kys.

LÉONTINE
tager Blomsterne

Det er slet ikke Jeres Sag, Naadigfrøken. Det er Jer, som er Knoppen, der skal kysses. 6 De maa fæstes til Sløret. Vær saa naadig at bøje Jer, min Dejlighed. Nu skal I vænne Jer til det. Grenen sidder som et helt Diadem.

ALAINE DE L'ESTOILE
griber hende om begge Arme

Aa, Léontine, jeg har Tid endnu. Skal vi kaste Blomsterne og hele Stadsen og løbe væk! Hvorfor skal jeg giftes — over Hals og Hoved — for at faa en Beskytter — der forlader mig med det samme. Trænger jeg først til en Beskytter nu? Jeg, som har siddet over Aar og Dag alene, uden Fader, uden Broder, uden en eneste af mine egne. Mens de andre flygtede over alle Bjerge og alle Grænser — Emigranter, Emigranter! Skrækken jog dem til alle Sider, de fløj som Spurve for en Tromme. Hvad skal jeg med en Beskytter nu, da Faren er forbi? Jeg var jo den eneste, som turde blive.

LÉONTINE

Det var da godt, at I blev, Naadigfrøken.

ALAINE DE L'ESTOILE

Sløret maa længer tilbage.

LÉONTINE

Saadan. Hvad havde de ellers gjort ved Jeres dejlige Fædrenegods? Jakobinerne havde 7 plukket det i Stumper. Enhver Emigrant har jo forbrudt sin Ejendom.

ALAINE DE L'ESTOILE

Nu faar de alting tilbage, Léontine.

LÉONTINE

Det siger den naadige Herr Marki. Men jeg vil se det, før jeg tror det. Det eneste, jeg kan se for Øjeblikket, er, at Mage til Brud har der aldrig været paa Trionville. Nu kan I spejle Jer i alle de gamle Forfædres Øjne rundt omkring paa Væggene.

ALAINE DE L'ESTOILE

Synes du, det er hyggeligt? Alle de stive Glasøjne. Ikke et eneste venligt Blik. Ikke en levende Haand, der kan føre mig til Brudeskamlen. Faders har været kold et helt Aar. Hvad mener du om disse døde Bryllupsgæster?

LÉONTINE

Naadigfrøkens Brudgom har Liv for dem allesammen. I skal se, de ramler ned af Panelerne, naar han taler.

ALAINE DE L'ESTOILE

Léontine, jeg vil ikke.

8
LÉONTINE

Men Gud, hvad er det, I ikke vil?

ALAINE DE L'ESTOILE

Jeg vil ikke, Léontine. Pluk du hele Pynten af mig. Har jeg ventet saa længe, kan jeg vente det Par Maaneder endnu, til Frankrig igen er blevet sig selv.

LÉONTINE

Nu skulde I se at blive Jer selv, Naadigfrøken. Véd I af, at Klokken næsten staar paa Slag? Jeg er vis paa, Abbed Copin er paa Trapperne.

ALAINE DE L'ESTOILE

Hvorfor skal jeg holde Bryllup midt i Felten, naar Krigen dog snart har Ende? Hvad ligner dette Hastværk af Markien, Léontine?

LÉONTINE

Det kan I spørge? Nu rykkede I Kransen skæv, fy. Markien blev trolovet med Jer, da I endnu laa i Jeres lille forgyldte Vugge. Han har ventet tyve Aar af de treogtyve, han er. Han har set Jer som et grønt Skud, som en Blomst i Knop. Tre hele Aar har han savnet Jer. Nu er I som et modent Bær. Se Jer selv i Spejl, dèr er Nakkespejlet, Naadigfrøken. Om jeg saa var Feltmarskalk for den samtlige 9 Emigrant-Armé, lod jeg den gøre Holdt under Jeres Vinduer, eller ogsaa lod jeg dem ryge og rejse ad Helvede og Paris til, før jeg marscherede forbi uden at plukke min lille Paradisfugl.

ALAINE DE L'ESTOILE

Léontine!

LÉONTINE

Skulde han ikke have Appetit? Tyve Aars Sult at stille paa en eneste Nat.

ALAINE DE L'ESTOILE

Léontine!

Slaar hende med Haandspejlet.
LÉONTINE

Det er ikke mig, men Jer selv, I slaar paa Munden. Og dèr kan I høre, nu slaar Jeres Time.

Klokkerne begynder at ringe fra Slotskirken. Abbed Copin kommer i Messedragt, ledsaget af Kordrenge med Røgelsekar.
ABBED COPIN

Mit kære Barn. Saa lig din Moder, da hun første Gang stod paa Trionville. Nu ringer Klokkerne Befrielsen ind over Landet. Det landflygtige Frankrig strømmer til dit Bryllup. Det første Varsel om Freden.

10
ALAINE DE L'ESTOILE

Men er det ikke syndigt, Fader, at tænke paa sig selv i dette højtidelige Øjeblik, da vore landflygtige Brødre vender hjem til Frankrigs Jord?

ABBED COPIN
kysser hende paa Panden

Din Vielse skal vorde en Indvielse. Dit Ægteskab et Symbolum. Jeg genforener i dig vort hellige Fædrelands Jord med dens retmæssige Besidder. Det er Frankrig, som atter vies til sin Herre. Du er selve Landet, mit skønne Barn, du, som blev gennem Trængslernes lange Aar. Og han, som venter dig, er Landets hjemvendte Herre. Sig som de forstandige Jomfruer: Brudgommen kommer. Se, jeg er rede.

ALAINE DE L'ESTOILE

Men han kommer med fremmede Vaaben, Fader.

ABBED COPIN

Det fremmede Vaaben er Retfærdighedens Sværd. Det var kastet ud af dette stakkels hjemsøgte Land. Bøddeløksen var traadt i Stedet. Husk, hvor faa Maaneder det er siden, de myrdede Herrens Salvede i det ryggesløse Paris. Hævnen hører mig til, har 11 Herren sagt. Og Hævnen kommer med Ild og Sværd. Vær stolt, kære Barn, at din Brudgom er en af dem, der bringer os Retfærdighedens Vaaben tilbage.

En Skare Emigrant-Officerer kommer ind, førte af Kaptajn Du Bartas, stiller sig i to Rækker, drager Kaarderne og krydser dem.
DU BARTAS

Naadige Frøken, tillad Eders Brudgoms Venner og Vaabenfæller med vore Klinger at bygge Æreporten over Eders Vej til Bryllupsaltret. Gud beskytte Frankrig! Gud velsigne denne første Pagt paa Fædrelandets hellige Grund!

Ført af Abbed Copin gaar Alaine de l'Estoile hen under Kaarderne. Officererne danner Følge. Alle ud undtagen Léontine.
LÉONTINE
ved Døren, klapper i Hænderne

Skynd Jer, Mester Jérôme. Der skal dækkes her.

Hushovmesteren kommer ind med Tjenere.
MESTER JÉRÔME

Hvor mange skal der dækkes til, Mamsel?

LÉONTINE

Hvor mange fremmede Heste har I paa Stalden, Mester Jérôme?

12
MESTER JÉRÔME

Spørg Staldkarlen, Jomfru Næsvis.

LÉONTINE

Og spørg I Herren til Trionville, Herr Stumtjener.

MESTER JÉRÔME

Man faar nok Svar af en Marmorkiste.

LÉONTINE

Den ny Herre, mener jeg.

MESTER JÉRÔME

Har ikke den Ære. Han er ikke forestillet for mig endnu.

LÉONTINE

Har man hørt Mage! Skal nu Herskabet forestilles for Høvederne?

MESTER JÉRÔME

Hvordan vover du at tale til Hushovmesteren paa Trionville? Vent, til jeg faar mine Handsker paa.

LÉONTINE

Og hvordan vover I at tale om Jeres Herre?

13
MESTER JÉRÔME

Jeg slaar dig paa dit skidne Mundtøj. Nej, det var Synd for mine Handsker. Husk nu vel paa, jeg taaier ikke et uvedkommende Muk i den Spisesal, hvor jeg skal kommandere. Pierre, ræk mig min Stok. Sss—sss! En, to, tre! slaar i Bordet. Begynd! Til en intime Havestue-Middag kan ikkun dækkes til ti allerhøjst. Egenlig mellem tre og ni, ikke under Gratiernes og ikke over Musernes Tal. Altsaa ti Kuverter — nej, lad os nøjes med Musernes ni. Det mellemstore Sølvstel. Neptun-Opsatserne. Blaa kinesiske Vaser til Blomster. Højsæder fra Riddersalen, to til Brudeparret. Greverne af Trionvilles Guldpokaler, ogsaa den sidste, skænket af Hans Majestæt, nu højsalig Kong Ludvig den Sejstende, højlovlig Ihukommelse! Ingen Adelsmand vender hjem til Frankrig og løfter sit Bæger uden at mindes, hvad vi har mistet. Kongen er død, og endnu har vi ingen ny. En, to, tre! Rap Jer, lad Poterne løbe! Hvad staar du dèr og maaber efter, Prosper?

PROSPER

Jeg spør kun, Jeres Velbaarenhed: Er vi Franskmænd, eller er vi ikke Franskmænd?

14
MESTER JÉRÔME

Hvorfor spør du ikke: Er vi Mandfolk, eller er vi ikke Mandfolk?

PROSPER

Det bliver saadan omtrentligen det samme. Ligger vi altsaa paa den rigtige Side af Grænsen, eller gør vi det ikke?

MESTER JÉRÔME

Du ligger vist paa den forkerte Side, lille Prosper.

PROSPER

Vil Jeres Velbaarenhed vise mig den Villighed at glo ud af Vinduet?

MESTER JÉRÔME

Vil Jeres Impertinence ryge ud af Døren med den Slags ubehøvlede Spørgsmaal!

PROSPER

Har Jeres Velbaarenhed da ikke set, det er Østerrigere, vi har i Indkvartering?

MESTER JÉRÔME

Østerrigere eller ikke Østerrigere, hvad — om jeg saa maa sige — rager det dig? Du har kun at lægge Mærke til, at det er vore egne lovlige Herrer, der kommer hjem og vil rense Fædrelandet for alle Jakobinerslyngler og Kongemordere.

15
PROSPER

Jeg siger Tak for Rensning. Skal jeg have mit Kammer fejet, kan jeg gøre det selv og har nok i en god fransk Kost; vi behøver ingen indførte Ris. Paa Porten med Belgerne og Prøjserne og Østerrigerne! Naar galt skal være, er en indfødt Jakobiner alle Dage bedre end en udenlandsk Storhertug. Har Jeres Velbaarenhed ikke set den sidste Proklame fra Konventet? Maa jeg saa bede Jer læse denne her?

MESTER JÉRÔME
slaar til den med sin Stok

Pas paa, lille Prosper, at vi ikke snor dig en Strikke af dine Proklamer.

PROSPER
tager en ny frem af Lommen

Vil I læse den op, eller skal jeg? Om I saa tusind Gange slaar den i Stumper, véd jeg lige godt, hvad der staar: Enhver Emigrant over fjorten Aar straffes med Døden. Alle Emigranter er Landsforrædere. Enhver, som hjælper eller huser en Emigrant, er skyldig til Guillotinen. Forstaar I! Lad Emigranterne komme hjem igen som de Syndere, de er, og faa det Livfuld Hug, de har fortjent. Be'r de om Forladelse, værsaaartig — uartige Børn véd, hvor Kløene svi'er. Men den Onde skal knuse mig, om jeg staar 16 paa Tæerne for østerrigske Spioner eller tyske Indbrudstyve — herut! de har ikke noget her at gøre.

MESTER JÉRÔME

Ved højsalig Kong Ludvigs Hoved: Fyren raser! Han holder Brandtaler midt paa Bjerget. Bravo! Bliv dog ved! Emigranterne er her straks for at høre paa dig. Det er ret, tag dig til Halsen. Galgenfugle véd, hvor Rebet snærer.

LÉONTINE
fra Vinduet

Stille! stille dog! Der har vi Brudefølget.

Klokkerne kimer stærkere. Brudeparret kommer under Officerernes krydsede Kaarder. Bønderpiger strør Blomster.
ERNESTE DES TRESSAILLES

Tak! Tak, mine dyrebare Venner og Vaabenfæller. I viser os en Ære, der er altfor overvældende. Øjeblikket er højtideligt. Efter Aars Skilsmisse er vi igen paa Fædrelandets Grund. Vi burde knæle og kysse Jorden, vi staar paa. Tak, fordi I gør dette Gensyn festligt og et Øjeblik slaar Kres om to Lykkelige, der endelig forenes efter Aars Skilsmisse.

ALAINE DE L'ESTOILE

Tak! I min afdøde Faders Navn beder jeg Herrerne være Trionvilles Gæster i Dag.

17
DU BARTAS
kysser hendes Haand

Naadige Frue, om vi røvede blot et af Eders Bryllupsdags Minutter, vilde det være Synd. Behold ham alene denne ene korte Dag. Husk, han er endnu ikke helt Eders. Fra i Morgen tjener han igen med os vor fælles Elskerinde, af hvis Haand I først faar ham tilbage, naar hun atter er befriet. Det skønne Frankrig er taget med Vold. Ingen af os tør tænke paa sin egen Lykke, saa længe hun ikke er hævnet.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Tør jeg da tænke paa min? Mine tro Kammerater, bør jeg ikke følge Jer straks?

DU BARTAS

Kære Marki, for en eneste Dag har I Vaabenhvile og tør tjene Venus, ikke Mars. Dette Bryllup midt i Krigen har en hellig Betydning for os alle. Det fejrer de Landflygtiges Genforening med Fædrelandet. Vær nu tryg, skønne Frue, og nyd Eders Dag. Faren er allerede forjaget helt fra denne Grænse. Dumouriez har brudt alle Fortidens Broer af bag sig. Han har sluttet sig uigenkaldeligt til vor hellige Sag. Han har fængslet og udleveret os Konventets Udsendinge, han har lovet os alle Nordgrænsens Fæstninger. 18 I dette Øjeblik rykker vi ind i Condé. Giv os i Morgen en opflammet Helt tilbage, naar vi sejrrige gaar syd paa for igen at bringe Hæderen og Freden ind i Frankrigs Hjerte. Her skal i Dag ingen Bryllupspokaler tømmes af andre end de Nygifte. Men eet Løfte skal forene vore Kaarder, eet Haab og eet Ønske: Gud beskytte Frankrig og Frankrigs ældgamle Trone! For Frankrig sværger vi at kæmpe ved Brudekransen paa Eders skønne Hoved.

OFFICERERNE
løfter deres Kaarder over Brudens Hoved

Med Gud for Frankrig og Frankrigs ældgamle Trone!

DU BARTAS

Farvel, Marki. Til Lykke! Men sov ikke fra Réveillen i Morgen. Vi ses i Condé.

Ud med Officererne.
MESTER JÉRÔME

Tør jeg allerærbødigst lykønske mit høje Herskab. Og bede Herr Markien undskylde, at Taflet er dækket her. Det er efter den naadige Frues egen Befaling.

ALAINE DE L'ESTOILE

Gode Mester Jérôme, som I ser, er ethvert Bryllupsgilde udsat. Der skulde kun være 19 dækket til to. Og Eders elskværdige Opvartning vil I gemme til en anden Gang.

MESTER JÉRÔME

Eders Naade vil ikke unde mig den Gunst at tjene Eder paa Eders Bryllupsdag?

ALAINE DE L'ESTOILE

Gode Jérôme, se efter, om Sørgefloret endnu hænger om min Faders Stol. Det maa ikke tages bort, før Landet igen har sit lovlige Styre. Men den nye Herre til Trionville skal ikke glemme den Troskab, I har vist hans Forgænger.

MESTER JÉRÔME

Eders Naade gør mig skamfuld. Naar ønsker mit naadige Herskab at spise?

ALAINE DE L'ESTOILE

Hvad Øjeblik Markien er sulten. Léontine og Prosper kan vente paa nærmere Besked.

MESTER JÉRÔME

Prosper, Eders Naade?

ALAINE DE L'ESTOILE

Ja, Prosper. Hvad er der med ham?

MESTER JÉRÔME

Prosper, Eders Naade, Prosper er …

20
ALAINE DE L'ESTOILE

Men saa sig, hvad han er.

MESTER JÉRÔME

Jeg væmmes ved at tage Ordet i min Mund. Prosper er …

ALAINE DE L'ESTOILE

Spedalsk maaske? Morder? Røver? Hvad er det dog?

MESTER JÉRÔME

Noget meget værre, Eders Naade. Prosper er … Ja … Jakobiner!

ALAINE DE L'ESTOILE

Uha! Gaar nu det røde Spøgelse her omkring ved højlys Dag? Prosper har tjent min Fader i tyve Aar. Og nu er han pludselig bleven forgjort? Nej, nej, lille Mester; de Jakobinere ringer altfor stærkt i Eders Øren. Og de Klokker kimer altfor voldsomt for vore. De ringer os ind i Evigheden.

Mester Jérôme og Tjenerne gaar. Ringningen hører op.
ALAINE

Endelig.

ERNESTE

Endelig.

Tager hende ved Haanden og ser sig om til alle Sider.
21
ALAINE

Skal du hilse paa alle mine Aner, Erneste?

ERNESTE

Paa alle mine Barndomsminder, Alaine.

ALAINE

Ikke paa mine?

ERNESTE

Du har jo ikke set dig selv, Alaine. Mit Billede af dig er knyttet til disse Vægge som et Portræt til sin Baggrund.

ALAINE

Og nu betragter du Baggrunden og ser ikke paa mig selv. Og du kysser mig ikke engang.

ERNESTE
bøjer sit Ansigt over hendes Haand

Jeg tror, jeg drømmer. Og jeg tror, jeg vaagner, om jeg pludselig fæster mine Læber paa dine. Saa lidt der skal til! En Draabe smeltet Voks vil vække dig og rive os begge ud af Drømmen.

ALAINE

Du tænker paa Billedet, du gav mig engang, min lille Legekammerat. Hvor Psyke bøjer sig over Amor.

22
ERNESTE

Netop som nu.

ALAINE

Med en lille Lampe i sin Haand. Saa er det jo dig, der skal vaagne, Erneste.

ERNESTE

Gid jeg skulde sove altid her hos dig og aldrig vaagne mer. Slaar sine Arme om hende. Her er mit Fristed, her er min Drøm.

ALAINE

Og Helten, som skal vaagne i Morgen? Som skal sove sig Styrke til. Vil du dog blot lukke dine Øjne her hos mig!

ERNESTE

Kan jeg det? Virkeligheden lurer uden om os, stor og stum og fuld af Forventning. Væggene har omringet os, Solen gaar paa Vagt udenfor, Træerne stirrer ind paa os, alting er Vidne. Gulvet knirker aarvaagent for hvert af mine Skridt. Livet følger mig i Hælene. Nede i Stalden staar min Hest og venter paa mig. Trompeten er rede til at løsne sit Skrig, Trommen er spændt paa sit Bulder. Min Kaarde har skærpet sin Sult efter at bide, min Pistol ruger over sit Knald 23 — saaledes raaber Livet paa mig fra alle Sider, og jeg vil kun Drømmen.

ALAINE

Saa tag den, store Barn.

ERNESTE

Som en Sæbeboble mellem min Hænder. Den brister ved den mindste Berøring. Om nogle Timer sidder jeg igen paa Hesteryggen med Rimdugg om Munden og Vaabenkulde mellem Fingrene. Med en hul Parole mellem mine Tænder: For Alter og Trone! Er da Livet ikke andet end disse store Slagord, der fylder Munden som Isklumper.

ALAINE

Hvis du endnu har dem i din Mund, saa lad mine Kys smelte dem.

ERNESTE

Faar vi Tid til at være lykkelige? Jeg er som en Dreng, der er skulket af Skole, af Krigsskolen.

ALAINE

For i Morgen at jages i den igen.

ERNESTE

Efter et Par Timers Leg.

24
ALAINE

Bryllupsleg.

ERNESTE

Ja, gid vi kunde lege som før. Tror du, disse Aar har forandret mig? Fædrelandet — det er for mig kun dig. Frankrigs Grænser var for mig Træerne i Trionvilles Skove. Da jeg saa Taarnspiret funkle frem over Løvet, tog mit Hjerte paa at skælve, som var det Fligen af dit Slør, jeg skimtede. Der var kun een Vej ind i Frankrig. Den bar mig imod dig. Jeg higede som Trækfuglen mod sin gamle Rede.

ALAINE

Og fandt du den forladt? Lod Bruden dig vente? Havde hun ikke sin Bryllupsklædning rede? Hvad vilde Fader have sagt til dette styrtende Hastværk! Giftermaal med en halv Dags Varsel —

ERNESTE

Og Skilsmisse med en Nats —

ALAINE

Tænk dog ikke paa Dagen i Morgen, du store Skoledreng.

ERNESTE

Ja, gør mig til en Dreng igen. Hele Frankrigs 25 Rige ligger her i din Park. Dammen dernede — det var mit Verdenshav. Heroppefra nikkede du til mig som en Dronning til sit Folk. Stor og naadig. Jeg var din Page, og jeg var din Ridehest. Aldrig var jeg saa glad og stolt, som naar du red paa min Ryg efter Regnen ned gennem de lange vaade Gange. Med din Haand rispede du Draaberne af Buksbomvæggene og trillede dem levende ned over min Hals. Jeg sprang af Fryd over at føle dine smaa Hæle i mine Hænder. Du sporede mig i Siderne.

ALAINE

Og du vrinskede som en rigtig Hest. Og du vilde ikke slippe mig ned igen.

ERNESTE

Jo mer du sporede, des vildere løb jeg. Husker du den Aften?

ALAINE

Vist gør jeg ej. Du maa ogsaa være min Hukommelse.

ERNESTE

Du var sprunget af og løbet fra mig. Vi skulde hjem. Onkel stod allerede paa Trappen, Hestene prustede af Utaalmodighed. Jeg løb op ad Taarntrappen, stormede gennem 26 alle Salene for at finde dig. Jeg rendte som til Væddeløb og skingrede dit Navn op under alle Lofterne. Jeg styrtede gennem Riddersalen, hvor den sidste Sol gnistrede hen over Tapetets Gyldenblomster — jeg syntes, du selv var foran mig som en flygtende Solstraale. Tilsidst faldt jeg herind. I det sorteste Mørke. Kastanietræernes Skygger laa væltede hen over Gulvet. Det var som at træde i gabende Huller. Og alting var musestille. Væggene lyttede. Men Luften aandede omkring mig. Og jeg selv holdt, mit Vejr. Gennem de aabne Vinduer hørte jeg langt borte i Skoven Gøgen kukke. Jeg stod og talte alle Slagene — det sidste blev ligesom hængende henne i Gardinet.

ALAINE

Kukkuk.

ERNESTE

Det var dig. Du sad skjult i Vinduskarmen. Jeg krøb ind bag Gardinet og gemte mig hos dig. Jeg trykkede mit Ansigt ned i dit Skød, lige i dine to Hænder, der tog om mit Hoved.

ALAINE

Som kunde det være en stor solvarm Melon, der putter sig ind under Bladenes Skygge.

27
ERNESTE

Og jeg aandede mig helt bort mellem dine lune bløde Hænder. Vi hørte dem raabe og søge nede i Parken. Jeg tror, de bildte sig ind, vi var faldne i Dammen. Da jeg langt om længe lukkede Øjnene op, kunde jeg ikke se andet, end at du smilede til mig — der løb et Guldblink over dine Tænder — og du viste mig Nymaanen udenfor — den faldt som en funklende Stump Guldring ned mellem Bladene paa Træerne.

ALAINE

Erneste, du er jo Dreng endnu.

ERNESTE

Du bøjede dig ned over mig — det var ligesom Nymaanen, der kyssede mig. Den spejlede sig i dine hvide vaade Tænder. Et Par Øjeblikke efter var hver til sit. Du laa i din brede Himmelseng, og jeg red med Onkel ud ad Landevejen. Nymaanen dryppede i alle Hjulsporenes Pytter. Hver Gang jeg saa paa Maanen, kyssede du mig igen.

ALAINE
kysser ham

Som nu.

ERNESTE

Ja. Jeg har aldrig været andre Steder end her hos dig.

28
ALAINE

Du har blot drømt, du var Emigrant.

ERNESTE

Jeg kom aldrig bort fra dig. I Køln, i Bryssel, i London — paa Gymnasiet og i Officersskolen — hos Slægtninge, blandt Vildfremfremmede — bestandig var mine Tanker hos dig, altid laa mit Hoved i dit Skød.

ALAINE

Og voksede som Melonen bag sine Blade.

ERNESTE

Le kun! Har du aldrig mærket det? Utallige Nætter har jeg listet mig ud af Sovesalen og er gaaet op paa Bastionen for at se paa Maanen og tænke paa dig. Kunde du ikke mærke det?

ALAINE

At du gik op paa Bastionen? Min kære Dreng, hvad tror du, vi kunde mærke, vi, der blev siddende, mens alle de andre rømte, som var der Pest i Landet. Emigranterne kom over Trionville. Flygt, sagde de, hvor tør I blive? Men Fader sagde: Hvorfor skulde vi flygte? Vi flygter ikke. Jeg sidder paa min lovlige Grund. Hvem vil tage min Jord fra mig? Vi bliver. Bliv! sagde han til mig paa 29 sit Dødsleje: Bliv! Du har først forbrudt din Arv, naar du rømmer.

ERNESTE

Og du blev.

ALAINE

Og jeg bliver.

ERNESTE

Følg med mig.

ALAINE

Du og alle I, som flygter, har jo nu kun een Vej og eet Maal: tilbage til Pligten! Og jeg har kun dette ene Sted at vogte, til Frankrig er befriet.

ERNESTE

Godt, at det ikke varer længe.

ALAINE

Véd du det sikkert? Har du faaet Ilddaaben?

ERNESTE

Kun af dig. Jeg kom for sent til Neerwinden. Men Krudtslammen drev endnu i Luften. Vi unge snuste den i os — den gav Appetit efter mere.

ALAINE

Har du tænkt over, hvad det vil sige, at du skal gaa imod dine egne Landsmænd?

30
ERNESTE

Mine Landsmænd? — Pariserbærmen, Sjovere og Fiskekællinger, Rakkere og Bønder. Vi gaar imod Slagterøkser og Høtyve.

ALAINE

Jeg synes, I maa lukke Øjnene, naar I skal til at slaas.

ERNESTE

Saa ser vi dobbelt rødt — Kong Ludvigs afhuggede Hoved.

ALAINE

Uh! Se saa hellere paa mig.

ERNESTE

Alaine, tilgiv mig. Det var dig selv, der mindede mig om, at jeg er Emigrant og Soldat.

ALAINE

Og Brudgom?

ERNESTE

Jeg skulde ikke være andet.

ALAINE

Og du kan ikke engang kysse. Hvad tror du, en Brud bryder sig om Alverdens afhuggede Hoveder, om Kanoner og Bastioner, om Guillotiner og Furieminer, om Sot og Helse 31 og Rigens Frelse? Der er kun eet, et eneste. Jeg havde tænkt mig mit Bryllup som en Orkan. Det skulde rive mig ud over det vildene Hav. Jeg kan selv blive til et Verdenshav. Jeg har aldrig set Havet, men jeg har tænkt mig det. Det ene Hav skal sluge det andet. Jeg breder begge mine Arme ud over det grænseløse, jeg higer efter at kaste mig deri. Hører du: jeg jubler, naar det sluger mig.

ERNESTE
omfavner hende

Alaine!

ALAINE

Er der noget andet til? Om saa hele det skønne Frankrig forgik i dette Øjeblik, skulde vi to mærke det?

ERNESTE

Alaine!

ALAINE

Du bliver saa bleg. Du skælver. Kysser jeg dig for voldsomt?

ERNESTE

Du beruser mig. Jeg er saa ganske uvant — og al denne stærke Vin.

ALAINE

Min Elsker er maaske endogsaa fastende? Du har intet spist?

32
ERNESTE
smiler

Jo, i Morges.

ALAINE

Og hele Dagen siden? Du er redet til Valenciennes efter mine Orangeblomster. Du har samlet dine Kammerater til mit Æresfølge. Du har været i Marken med din Eskadron?

ERNESTE

Kun en Times Tid.

ALAINE

Og du tør ikke være din Sult bekendt? Lad os dog spise. Léontine, Prosper! Ringer, begge kommer. Hvor bliver Maden af? Vil I sulte os? Hvorfor ser du paa mig, Léontine? Du har ikke engang ønsket mig til Lykke. Er du skinsyg?

LÉONTINE
nikker

Synes Naadigfrøken ikke, jeg har Grund dertil? Hvem har i alle disse Aar ligget Skønjomfruen næst?

ALAINE DE L'ESTOILE

Jeg tror, du vil, Léontine. Hvad gaar der af Jer? Hvordan er det, Prosper staar og nidstirrer mig?

33
PROSPER

Naadige Frue, tør jeg servere?

ALAINE DE L'ESTOILE

Til Bords, Herr Marki. Du ligner ikke just en Jakobiner, Prosper. Spis, Erneste. Og lad Vinen styrke dig.

Prosper, hvad er det, du gør ved Markiens Hat?

PROSPER

Jeg ærgrer mig, naadige Frøken.

ALAINE DE L'ESTOILE

Men hvad skal det sige, Prosper?

PROSPER

Det er første Gang, jeg ser en Emigrant- Kokarde saadan lige i Øjnene. Jeg havde med Skam at melde aldrig drømt om, at Svineriet skulde komme indenfor Dørene paa Trionville.

ALAINE DE L'ESTOILE

Prosper!!

LÉONTINE

Er du forrykt, Prosper?

PROSPER

Levede den salig naadige Greve, er jeg vis paa, han gjorde Naadigfrøkenens Herr 34 Gemal den Vennetjeneste at pille Skidtet væk, før det er for silde.

LÉONTINE

Men du Fredsens Gud, Prosper, læg dog straks Markiens Hat.

PROSPER

Nu kan I lade mig slaa ihjel, naadige Frøken eller Frue, Gud forlade mig, men jeg skærer den af alligevel.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Er Slynglen fra Forstanden? Alaine, hvad tillader du dit Tjenerskab?

ALAINE DE L'ESTOILE

Det er ikke mit mere. Prosper kan gaa.

PROSPER

Prosper kan gaa. Javel. Prosper skal gaa, og Prosper vil gaa. Men ikke før jeg har sagt min salig Herres naadige Frøken Datter et lillebitte advarende Ord nedenfra og opefter. Det skal ikke ske to Dage i Træk paa Trionville, at Østerrigere og tyske Kæltringer og Landsforrædere sidder til Højbords her inden Døre. Ud med Væggetøjet. Ja skænd kun, saa Tapeterne rasler ned af Væggene. Vore egne Soldater, de staar kun en lille halv Time 35 herfra. De vil skælde, saa Tagstenene flyver af Huset, naar de kommer og finder Emigrant- Kokarder i denne trofaste franske Rede.

ALAINE DE L'ESTOILE

Hvilken Frækhed! Vil du tie og gaa!

ERNESTE DES TRESSAILLES
rejser sig

Dette er uhørt. Afsted med den Tølper! Mine egne Folk skal komme op.

PROSPER

Spar Jer Ulejligheden, Herr Marki. Nu har jeg talt fra Leveren, og nu er jeg igen saa stum som en Sauceskaal. Sauceskaalen er lidt skaaret i Kanten, men den kan ikke gøre for det.

Serverer.
ERNESTE DES TRESSAILLES

Bliv mig fra Livet! Jeg skal da ikke spise i denne Jakobinerstank?

ALAINE DE L'ESTOILE

Lad mig give dig. Hvad vil du bryde dig om denne uartige Hund? Han har været paa Trionville i tyve Aar, før han afslører sin sande Natur.

LÉONTINE

Prosper, du gør bedst i at gaa.

36
ALAINE DE L'ESTOILE

Spis dog, Erneste. Du har ikke engang drukket med din Brud.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Min Barndoms Drøm, min Manddoms Brud! Løfter sit GIas. Hvem er det, som skyder, Alaine? Jages der i Parken paa denne Tid?

ALAINE DE L'ESTOILE

Nej. Hvor kan det være? Og hvad er det? Har min høje Herr Gemal befalet Regimentsmusiken at komme og spille til Taffels?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Det maa være en af Bataillonerne, som marscherer forbi.

ALAINE DE L'ESTOILE

Men den nærmer sig, den vokser. Den er helt inde i Parken. Det er alligevel en Overraskelse, du har til mig.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Jeg forsikrer dig —

ALAINE DE L'ESTOILE

Hvad er det, de spiller? Disse Trommer — Léontine, du kender den Melodi?

37
LÉONTINE

Hvad er det, de spiller, Prosper?

PROSPER
stirrer ud i Luften
LÉONTINE

Du véd det, Prosper?

PROSPER

Det véd selv Børnene i Modersliv.

ALAINE DE L'ESTOILE
aandeløst

Ja. Er det muligt?

ERNESTE DES TRESSAILLES
springer op

Hvad er det, Alaine?

ALAINE DE L'ESTOILE

Bruger I den Melodi?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Hvad for en Melodi?

ALAINE DE L'ESTOILE

Du kender den ikke?

LÉONTINE

Men Prosper dog, det er jo —

38
PROSPER

Marseillaisen.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Mars ... Vi er forraadte. Min Kaarde! Hej, Allarm dernede! Hestene frem!

PROSPER
ved Vinduet

Det er for sent. Dèr har vi dem, vore egne Kokarder. De fylder hele Gaarden. Der kommer kun een Østerriger ud af Stalden — dèr ligger han!

Et skud.
ALAINE DE L'ESTOILE

Prosper, er du Skyld i dette?

PROSPER

Hvor kan mit naadige Herskab tro det? Herr Markien maa flygte. De maa ikke se Jer. Kom!

ERNESTE DES TRESSAILLES

Hvor? De kommer jo. Jeg bliver. Jeg sælger mit Liv saa dyrt som muligt.

PROSPER

For Spotpris. Her!

ALAINE DE L'ESTOILE

Ud over Altanen. Frels dig, Erneste!

39
ERNESTE DES TRESSAILLES

Hvor langt? Er Parken fri?

ALAINE DE L'ESTOILE
vinker

Bort! Skynd dig!

ERNESTE DES TRESSAILLES
vender sig paa Altanen

Alaine, bed for mig!

Svinger sig over Brystningen. Léontine er løbet til Trappedøren og har laaset den. Larm udenfor, Dundren paa Døren.
ALAINE DE L'ESTOILE

Luk op! Svar paa ingenting, sig ingenting!

Davout og Montaloup stormer ind med Soldater.
DAVOUT
ser sig hastigt om og løber til Vinduet

Kordon om hele Slottet! Om Parken med! Alle Udgange besat! Klapjagt fra Kælder til Taarn! Søg i hver Krog! Rod i hver Gulvsprække! Ikke en Lus maa undslippe. Djævlen maa vide, hvor Dumouriez har forputtet sig.

MONTALOUP

Det burde ikke Djævlen, men du vide, Borger Davout.

DAVOUT

Færten har jeg. En Forræder stinker som 40 en Ræv — i en halv Mils Omkres. Men her lugter mest af Royalist-Pudder.

MONTALOUP

Og Fruentimmerskørter. Skal vi vippe dem i Vejret?

DAVOUT

Tror du, Dumouriez har gemt sig bag et Fiskebensskørt?

MONTALOUP

Skal vi prøve, mine Høns, hvad har I under Vingerne? Hvorfor Satan lod du ham slippe væk lige for Næsen af dig, Borger Davout?

DAVOUT

Det kalder du at lade slippe, Borger Kommissær? Jeg traf ham lige midt ad Landevejen. De kom imod os med Trommer og Faner — Republikens Tropper som vi selv. Dumouriez red i Spidsen med sin Stab, han gav Overgeneralen endnu, han holdt an og slog op med Haanden for at tale. Jeg lod Trommerne røre og Soldaterne lægge an. Ikke een af dem vidste, hvad jeg vidste, at Dumouriez var gaaet over til Landsforræderne. Men da jeg kommanderede: Ned med Overløberen Dumouriez! Fyr! — var der ikke een Geværpibe, der rystede.

41
MONTALOUP

Men heller ingen, der ramte.

DAVOUT

De drattede af Hestene, men da vi saa efter i Klumpen, var Dumouriez ikke imellem dem. Han blev væk mellem Rækkerne — som en Hare mellem Kaalhoveder.

MONTALOUP

Hvad hjælper saa dine Briller, Borger Davout?

DAVOUT

Vær du glad for mit Syn, Borger Kommissær. Ellers var det gaaet dig som de første Konventskommissærer. Dumouriez lod dem binde som Hunde, samlede et helt Kobbel og drev dem over til Østerrigerne. Det var ønskeligt, om alle Posekiggere og Konventsspioner kunde gaa samme Vej

MONTALOUP

Du skulde vogte din Tunge og dine Glarøjne, Borger Davout. Véd du, hvad det koster at være ulydig mod Konventets Kommissærer?

DAVOUT

Jeg lystrer ingen anden end General Dampierre. Min Bataillon bestaar af Frivillige, der kun følger mig.

42
MONTALOUP

Over til Egalité? Skal du ikke samme Vej som Dumouriez? Dèr hører du til med samt dit rakkerpuklede Adelsskjold. Satans, at en „forhenværende" skal have Lov at tjene i Republikens Hær!

Marc-Arron kommer med Soldater og Erneste des Tressailles, der er afvæbnet.
MARC-ARRON

Borger Oberst, denne Mand har vi snappet nede i Parken.

DAVOUT

Men Dumouriez?

MONTALOUP

Skal det være ham?

DAVOUT

Han ligner ikke Dumouriez mere, end et Gimmerlam ligner et Fedthalefaar. Til Alaine. Er det din Ægtefælle, Borgerinde?

MONTALOUP

Luk Kæften op! Hører du ikke, vi spørger dig?

ALAINE DE L'ESTOILE
tier haardnakket.
43
MONTALOUP

Kan da Flødeskægget svare? Overalt bærer det Rak sig ens ad. Det mister Mælet af bare Forfængelighed. Se, hvor han er majet ud. Gud hjælpe mig, om han ikke har Bryllupsbukserne paa. Og Damen har Slør og Blomster paa Hovedet. Brudekrans! Royalist- Maskerade! Dette her lugter af Bryllup. Et republikansk Ægteskab, som mangler vor Velsignelse. I skal faa den med det samme. Emigranterne har sig nok en lun lille Rede her ved Grænsen. Her kvalmer af Forræderi, saa man ikke kan faa Vejret. I skal have Ruderne slaaet ud. Her har Dumouriez — Satan annamme ham! — haft frit Spil til at lade sig bestikke af Republikens Fjender. En Grønskolling, som, da han var i Knibe, bad for sig under Navnet Egalité, men som nu igen spiller Hertugen af Chartres, har gjort Bud paa Ludvig Capets gamle Skrammel af en Trone. Han véd ikke, at vi har tømret den om til Guillotine. Her skal luftes ud. Vi har overrasket et Emigrantpar midt i Bryllupsmaden. Som en lille krydret Mellemret vil vi nu holde Standret, Sætter sig ved det dækkede Bord. Retten er sat! Borger Davout, før de Anklagede frem.

DAVOUT

Borger Kommissær, du forveksler mig 44 med en Arrestforvarer. Jeg er Oberst og Chef for tredie Bataillon af de Frivillige fra Departementet Yonne, og jeg har andet at gøre end at overvære en Farce.

MONTALOUP

Haha! Ja, ved Fornuftens højbarmede Gudinde, det skal blive en Farce.

DAVOUT

Husk, du er ikke Revolutionsdomstol, Borger Kommissær.

MONTALOUP

Jeg er det, som er mere. Velfærdsudvalget har givet mig uindskrænket Magt. Jeg kan lade enhver, der ikke vil lystre, nyse i Sækken. Pas paa, at du ikke selv kommer til at kigge ud af det lille Hul — med Brillerne paa, min Ven.

DAVOUT

Du er Sækken nærmere end jeg, Borger Kommissær. Farvel!

MONTALOUP

Hvorhen saa hastigt?

DAVOUT

Dampierre har givet mig Befaling til at rykke mod Condé.

45
MONTALOUP

Tøv et Korn, Borger! Er du ikke sulten som jeg? Slik et Kyllingeben! Du har godt af at se en Stump hurtig Retsforfølgning og lære lidt republikansk Tjenesteiver.

DAVOUT

Dø i den Tro, at du kan lære mig noget, Borger Kommissær. Levvel! Til Prosper, idet han gaar mod Døren. Hvad er det, du træder paa, min Ven?

PROSPER

Ingenting.

DAVOUT

Du svæver i en Vildfarelse. Væk med Foden! Hvad er det?

PROSPER

Herre, det er ingenting ... bare en Sløjfe, jeg har tabt.

DAVOUT

Tab dog ikke Hovedet, fordi du har tabt en Sløjfe. Giv hid! Se, se: en Bourbon-Kokarde. Hvor sidder den paa dit Liberi?

PROSPER

Herr Oberst.

DAVOUT

Paa Halsen eller paa Brystet — eller paa din Herres Hat?

Tager Markiens Hat fra hans Hoved.
46
PROSPER

Herr Oberst, det er ikke min —

DAVOUT

Sløjfen er ikke din?

LÉONTINE
uvilkaarligt

Prosper!

PROSPER
retter sig

Det er ikke min Herre — men Sløjfen er min.

DAVOUT

Aha! din alligevel. Saa er det bedst, vi sætter den fast med det samme. Et Guillotine-Spænde havde klædt dig nok saa godt.

PROSPER

Herr Oberst ... I maa ikke tro ... jeg er ikke ... Republiken ... I maa ...

DAVOUT

Sig kun du, min Ven. For Republiken og en Kugle er vi alle lige. Du har ærlig fortjent din — selv om Hatten beholder sin Kokarde.

Kaster begge Dele paa Bordet.
PROSPER

Herr Oberst ... jeg har jo sagt ... Sløjfen er min.

47
DAVOUT

Jeg tror dig paa dit Ord, min Ven. Sagen er klar.

PROSPER

Republiken leve!

DAVOUT

Det var ret! Man skal dø med et fromt Ønske paa Læben.

Ud med Prosper og Soldater.
MONTALOUP
griber efter Hatten

Sagen er soleklar. Denne afrevne Kokarde røber en brødefuld Samvittighed og dømmer Hattens Ejermand. Han har villet lette sig ved et raskt lille Snit. Et raskt lille Snit skal han faa. Skriver, har du Papirerne rede? Skriv. Et skud falder udenfor. Det var Davout, som slog en lille Blækklat. Han har alligevel en fast Haand. Anklagede, træd frem. Dit Navn?

ERNESTE DES TRESSAILLES
tier.
MONTALOUP
dikterer

Navn — Alder — Hjemstavn. Dit Navn for Satan!

ERNESTE DES TRESSAILLES
tier.
48
MONTALOUP

Som du vil. Altsaa: Borger N. N. — Nul — Nul —, Emigrant-Officer i de hvide Husarer. Hjemstavn?

ERNESTE DES TRESSAILLES
tier.
MONTALOUP
dikterer

Født i Byen Navnløse, Departementet X. Alder?

ERNESTE DES TRESSAILLES
tier.
MONTALOUP
dikterer

Alder ubestemmelig. Særligt Kendetegn: Døvstum. Grebet paa fransk Grund med Vaaben i Hænde og under Oprørskokarde. Dømt til Døden. Eksekutionen uopholdelig. Léontine skriger. Smid mig den Tøs ud! Hun krænker Rettens Værdighed. Nu du, Borgerinde: Er du gift med denne velbyrdige Kongedyrker, som hos dig staar?

ALAINE DE L'ESTOILE
tier.
MONTALOUP

Ikke? Altsaa kun hans Elskerinde. Dit Navn?

49
ERNESTE DES TRESSAILLES

Nedrige Slyngel!

MONTALOUP

Slumper den Døvstumme uventet til sit Mæle? Nu er det bagefter. Din Sag er sluttet. — Dit Navn, Borgerinde?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Usling!

MONTALOUP

Han skal nyse. Før ham ud, Marc-Arron.

MARC-ARRON

Borger Kommissær!

MONTALOUP

Hvad er der, min Ven?

Marc-Arron

Prøv at tiltale hende som Dame, Borger Kommissær.

MONTALOUP

Hvad vil det sige? Et afskaffet Begreb. Kvindfolk er dog Kvindfolk. Jeg kan ikke gøre Forskel. Republiken er een og udelelig.

MARC-ARRON

Sig os Eders Navn, Borgerinde.

50
ALAINE DE L'ESTOILE
tier.
MARC-ARRON

Svarer I ikke, har I selv Ansvaret. Ønsker I at hænges i Stilhed?

ERNESTE DES TRESSAILLES

Hold op at forhaane min Hustru!

MONTALOUP

Hans Hustru — aha! Altsaa ogsaa Emigrant.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Nej.

MARC-ARRON

Stille! Sig os, hvem I er, Borgerinde.

ALAINE DE L'ESTOILE

For at svare kræver jeg en sømmelig Tiltale.

MONTALOUP

Hun faar Mælet igen!

MARC-ARRON

Republiken kan ikke yde Jer mere sømmelig Tiltale, Borgerinde. Svar: Er I Emigrant?

ALAINE DE L'ESTOILE

I tre Aar har jeg ikke forladt min Fædrenejord. 51 Jeg er eneste Datter af Grev Jean-Francois de l'Estoile, Herre til Trionville.

MONTALOUP

Emigrant?

ALAINE DE L'ESTOILE

Min Fader er død paa sin og Frankrigs Jord. Jeg vil følge hans Eksempel.

MONTALOUP

Bravo! En fornuftig Mand med en fornuftig Datter! Jeg frikender dig.

MARC-ARRON

Men I har huset en Emigrant, Borgerinde.

ALAINE DE L'ESTOILE

Marki Erneste des Tressailles har i Anledning af vor Formæling i Dag opholdt sig ialt en Time paa Trionvilles Grund.

ERNESTE DES TRESSAILLES

Hvorfor vil du nedværdige dig til at give Forklaringer?

ALAINE DE L'ESTOILE

For din Skyld.

MARC-ARRON

Hvorfor har I ægtet en Emigrant, Borgerinde?

52
ALAINE DE L'ESTOILE

Af Lydighed mod min Faders Vilje; vi var bestemte for hinanden, fra vi var Børn. Ingen Revolution kan befale Børn at være ulydige mod deres Forældre.

MONTALOUP

Hun svarer godt. Hun er fri. Vær glad, Borgerinde, at Republiken overskærer dit Ægteskab med en Fædrelandsforræder, slaar med sin Kaarde i Bordet. Retten er hævet. Oberstløjtnant Marc-Arron, send den Dødsdømte til den nærmeste Kniv.

ALAINE DE L'ESTOILE
skriger

Erneste!

MONTALOUP

Du skriger, Borgerinde, som var det dig, der rakte Hals. Den Tølper er ikke etSkrig værd.

ERNESTE DES TRESSAILLES
føres ud af Soldaterne

Herr Kommissær, jeg er Officer.

MONTALOUP

Ludvig Capet var Konge af Guds Naade. Kniven er et fint Instrument. Du havde fortjent at klynges op.

ALAINE DE L'ESTOILE
hviskende

Naade!

53
MONTALOUP

Hvorfor vil du nedværdige dig, Borgerinde?

ALAINE DE L'ESTOILE

Naade!

MARC-ARRON

Borger Kommissær, tilstaa ham en Soldats Død.

MONTALOUP

En Kugle? Skidt, for mig gerne. Velbekomme! Jeg synes nu, Kniven er anderledes elegant. Men giv ham hans Bly — straks!

ALAINE DE L'ESTOILE
synker i Knæ

Naade!

ERNESTE DES TRESSAILLES
vakler forover og skjuler Ansigtet i sine Hænder.
MARC-ARRON
peger paa dem

To Børn, der har leget Bryllup. Vi forlader først Trionville i Morgen tidlig. Giv dem deres Nat.

MONTALOUP

Er du raffineret eller grusom, Marc-Arron? Bryllup paa Skafottet. Det minder om Rom, hvor Bøddelen havde Ret til at voldtage sit. Offer.

54
MARC-ARRON

Republiken avler ikke saadanne Bødler. Din Sammenligning er grusom.

MONTALOUP

Vil du lære mig Medynk?

MARC-ARRON

Nej. Vi vil ikke have Kræft i Viljen. Guddommeligere end alt andet er den ubarmhjertige Retfærdighed. Vægtskaal og Sværd: Vej og hug! Hugget er forskyldt. Justitia har Bind for sine Øjne. Hun ænser ingen Bøn om Pardon. Har hun løftet sin Arm, skal ingen Magt hindre Sværdet i at falde.

MONTALOUP

For din republikanske Retfærdigheds Skyld, Borger Marc-Arron, vil vi netop ikke være grusomme, men fastsætte Eksekutionen til i Morgen tidlig. Dommen udfærdiges, og dens Fuldbyrdelse —

MARC-ARRON

Gaar sin Gang som et Urværk. Dikterer. Den forhenværende Marki Erneste des Tressailles, Emigrant, grebet under Vaaben mod sit Fædreland, dømt til Døden. Eksekutionen finder 55 Sted Klokken seks Morgen Quartidi den fjortende Floréal Aar II i Slotsgaarden paa Trionville.

MONTALOUP
underskriver.
56

ANDEN AKT

Nogle Timer senere. Bordet staar fremdeles dækket. Skumring. Aftenrøde ude over Parken.

Erneste des Tressailles sidder ubevægelig med Hovedet støttet i begge Hænder. Alaine staar ved hans Side og ser ud i Parken.

ALAINE

Vil du have Lys?

ERNESTE
hører ikke.
ALAINE
lægger sine Hænder om hans Haar

Tror du ikke, det er Mørket, som tager Modet fra dig?

ERNESTE
virrer med Hovedet.
ALAINE

Min stakkels Ven, du sidder jo og sover med aabne Øjne.

ERNESTE
ser uforstaaende omkring sig

Det kan da ikke være Aften.

57
LÉONTINE
kommer forpustet

Umuligt! Hver eneste Dør er spærret og bevogtet. Jeg har tigget dem en hel Evighed om blot at slippe et Øjeblik gennem Køkkenet for at sige to Ord ind ad Nøglehullet til Kommissæren. De siger, ingen tør forstyrre ham. Han sidder — Gud maa vide hvor — og laver Rapporter.

ALAINE

Men Officererne? Denne — hvad var det, han hed?— Maccaron?

Taarnuret slaar.
LÉONTINE

De spiser allesammen. Som de ikke havde faaet Mad i fjorten Dage. Køkkenet er i eet Blus. Trionville er bleven en hel Myretue af Soldater. De har flaaet alle Lammene. De plukker Høns, saa Fjerene ryger. De koger Suppe i Bryggerskedlerne. De drejer Spid i alle Kaminerne.

ERNESTE
farer op

Hvad var det? Hvad er det for en Støj?

LÉONTINE

Det er jo igen bare Vagterne, som afløses. Bag Dørene til os staar der hele Patrouiller.

58
ERNESTE

Se, hvor det flammer nede i Gaarden.

LÉONTINE

De kaster Halmknipper paa Baalene.

ERNESTE

Gid de vilde stikke Ild paa Trionville!

ALAINE

Ilden skærer dig i dine stakkels forpinte Øjne. Luk Skodderne, Léontine.

LÉONTINE

Ogsaa til Haven?

ALAINE

Kun for Ilden og Støjen. Erneste, min egen Erneste.

ERNESTE

Sig mig dog: hvad er dette her? Var det derfor, jeg kom tilbage?

ALAINE

Løft nu dit Hoved. Føl, hvis Hænder det er. Du skælver jo som et lille Barn.

ERNESTE

Jeg er helt tom indeni. Det drypper altsammen fra mig. Tankerne, Livet. Jeg er bleven 59 en Draabetæller. Skal vi regne ud, hvor mange Dryp jeg har tilbage?

ALAINE

Nu maa du holde op, hører du.

ERNESTE

Jeg forbløder med hvert Slag af mit Hjerte.

ALAINE

Bliver du ved, saa er der ingen Frelse.

ERNESTE

Tværtimod. Min Frelse løber jeg ikke fra. Tolv Bøssepiber gemmer den' til mig.

ALAINE

Ti dog stille. Tænker du kun paa det, saa er der ikke andet. Rejs dig nu og bliv dig selv.

ERNESTE
staar op

Jeg rejser mig, jeg bliver mig selv. Hvad er jeg saa? Se paa mig: jeg holder mig som en Blomst, der er knækket i Stilken. Jeg kan næppe bære mit Hoved oppe. Kaster sig hulkende ind hi hende. Alaine, hvorfor skal Livet langsomt pines af mig?

ALAINE

Pines, Erneste? Er det dig en Pine at være sammen med din Brud?

60
ERNESTE

Ja, ja, ja! De har kastet mig i et Helvede. Hvad var det, han sagde, denne skumle Konventsbøddel? Bryllup paa et Skafot. De har hængt Døden over vort Hovedgærde. De har kastet os levende ind i Ilden. Med Døden i Hjertet brænder jeg efter dig.

ALAINE

Brænder? Stakkels Ven, du brænder jo kun af Dødsfrygt. Brændte du efter din Brud, saa tænkte du hverken paa Tid eller Død. Hvad savner du for at være lykkelig? Er jeg ikke hos dig? Har vi ikke vor Nat, den endeløse Nat, for os? Se, har Solen ikke stukket Verden i Brand? Den har glødet som for sidste Gang. Hvad gør det, at den ikke staar op igen? Behøver vi selv at vaagne mere?

ERNESTE

Det er Aftenrøden fra vor Barndom. Jeg forbløder mig ind i Mørket — kunde jeg blot sove.

ALAINE

Ja, sov som dengang, og lad Maanen kysse dig.

Kysser hans Øjne.
ERNESTE

Nu hører jeg igen kun en eneste Ting. Der er En, som gaar op og ned udenfor Døren 61 derhenne og tæller til Klokken seks. Hold dog op! hold op! I gør mig vanvittig. Gaar hen og slaar paa Døren. Hold op! eller tag mig straks og lad det faa Ende!

ALAINE

Du er syg, Erneste.

ERNESTE

Ja, jeg holder det ikke ud.

Kaster sig i en stol.
ALAINE

Léontine, tænd Lys, mange Lys.

LÉONTINE
henter en Kandelaber og tænder.
ALAINE

Vær nu ikke mørkeræd længer. Se, hvor roligt Lysene brænder.

ERNESTE

Hvad skal jeg gøre af mig selv? Disse stirrende Lys, der fortærer sig selv, der brænder Tomme for Tomme!

ALAINE

Du maa ikke tænke, hører du.

ERNESTE
kysser hendes Hænder

Hvad vil du have, jeg skal gøre?

62
ALAINE

Gribe Øjeblikket, før det flygter.

ERNESTE

Hvor længe varer Øjeblikket?

ALAINE

En Evighed for den, der forstaar det. Et Nu kan fyldes med Evighed. Ti lange fulde Timer kan blive til ti lange fulde Aar.

ERNESTE

En Evighed af Dødskval.

ALAINE

En Evighed af Lykke. Spring ud af Tiden! Berus dig, Erneste! Drik og spis og glem!

ERNESTE

Thi i Morgen skal du dø! Aa, lad mig drikke dine Hænder, Alaine. Har du Is i dine Aarer? Dine Fingre er som Kildevand. Aa, dine skønne kolde Hænder — dine skønne kolde Hænder.

LÉONTINE
ved Bordet

Mit naadige Herskab maa nøjes med Resterne fra før. Der kan ingenting skaffes fra Køkkenet.

ALAINE

Kom her og sæt dig, Erneste. Drik! Byd 63 Markien af Forellerne, Léontine. Din Livret, Erneste.

ERNESTE
lægger sin Gaffel

Aa Mo'r, Mo'r! Hvad vil Mo'r sige? Hun tager sin Død over mig.

ALAINE

Ja, hvis hun kunde se, hvor modig hendes Søn er.

ERNESTE

Du har let ved at være modig.

ALAINE

Ja, naar jeg ser paa dig.

ERNESTE

Den, som selv har bjerget Livet, forstaar ikke den, der skal dø.

ALAINE

Nej, jeg forstaar dig vist ikke. Jeg vilde kun ønske, jeg var i dit Sted.

ERNESTE

Talemaader! Tog jeg dig paa Ordet — du ofrede mig ikke en Dag af dit Liv.

ALAINE
hovedrystende

Nej, ikke en Time.

64
ERNESTE

Og jeg skulde ofre dig min sidste usle eneste Nat og ikke turde tænke et Minut paa min Mo'r.

ALAINE
rejser sig

Du har Ret. Jeg vil ikke tage et Minut fra din Mo'r.

Gaar ind i sit Sovekammer.
ERNESTE
hidsig

Léontine, skaf mig Pen og Papir.

LÉONTINE
bringer det forlangte og gaar efter Alaine.
ERNESTE
skriver med krampagtig Hast og krammer Ark efter Ark, kysser en Medaillon, han tager frem fra sit Bryst, skriver igen

Hvad hjælper det? Rejser sig, gaar til Vinduet, skyder Skodden til Side, saa Ildskæret og Stemmerne slaar ind, lukker igen, lytter til Vagten bag Døren, sætter sig atter ved Bordet, griber Pennen og stirrer aandsfraværende ud for sig. Hvad skal jeg dog? hvad skal jeg dog?

ALAINE
kommer frem i sin Dør uden Krans og Slør.
ERNESTE

Hvad nu? Hvad venter du paa? Du har lagt dit Slør. Er Bruden utaalmodig?

ALAINE

Erneste!

65
ERNESTE
rejser sig, slænger Pennen og styrter paa Knæ for hende

Alaine, tilgiv mig! Jeg er ikke mig selv.

ALAINE

Jo, du forstiller dig ikke. Du er dig selv. Du er saa ræd, som et Menneske kan blive. Og nu skal du frelses.

ERNESTE

Foragt mig, Alaine. Jeg fortjente ikke at være din Brudgom.

ALAINE

Rejs dig. Jeg har bedt den øverstbefalende Officer om en Samtale.

ERNESTE

Umuligt!

LÉONTINE
kommer hastigt

Jeg tror, det gaar. Ligestraks sagde de nej: — Nej for Helvede, hold op! Saa raabte jeg: Vil I dog ikke først se, hvem det er, I siger nej til? Det lokkede. De lindede Døren paa Klem: Aahaa, hun kender sine smukke Øjne. Naturlig, sagde jeg. Er den ene Høflighed ikke den anden værd? For mine smukke Øjnes Skyld kan I vel sagtens sige til Jeres Borgergeneral-Krigskommissær — Herr Borger 66 Marc-Arron mener jeg — at min naadige Frue vil snakke to Ord med ham. De gav ikke andet Svar, end at de spyttede. Kun En — hans Haar lignede en Kragerede — lettede paa sig og sagde: Den Dame er god nok — vil ingen anden, saa vil Jean Lasque og jeg. Og saa gik han.

ALAINE
lyttende

Blot han nu kommer.

Ordskifte bag Døren til Korridoren. Laasen drejes. Marc-Arron træder ind. Han vinker Soldaterne tilbage og lukker efter sig.
MARC-ARRON

Du har bedt mig om en Samtale, Borgerinde.

ALAINE
ser ikke paa ham, svarer ikke.
ERNESTE

Skal vi ikke lade dette republikanske Pøbelsprog fare? Husk, hvem I taler til.

MARC-ARRON

Ikke til Jer, „Herr Marki"!

ERNESTE

Min Hustru har Krav paa samme Tiltale som jeg.

67
MARC-ARRON

Paa en bedre. Derfor hædrer jeg hende med Navnet Borgerinde. I hører til alt det, som er forhenværende. I overlever ikke Jeres tomme Titel. Men du, Borgerinde, hører min Tid til.

ERNESTE

Dette maa være sort Tale.

ALAINE

Hvorfor stiller I alle Ting paa Hovedet?

MARC-ARRON

Vi har stillet dem ret. Vi har afskaffet Kaste-Inddelingen. Vi vil ikke ophøje nogle, og fornedre andre. Vi vil ophøje alle til samme Menneskeværd. Vi har adlet hele Menneskeheden. Det broderlige Du stiller os alle lige, Friheden giver os samme Adelspræg. Det er paany den højeste Hæder at kaldes Borger — som i Sparta og Rom.

ERNESTE

Gem Eders Taler til Bjerget. Her har I ingen Meningsfæller til at klappe. Men forlang, hvad I vil, for at sætte mig i Frihed.

MARC-ARRON

Jeg forlanger kun — Jeres Liv. Tal dog ikke saa letsindigt. Husk, at I ikke eksisterer 68 længer. I er kun til paa et Stykke Papir i min Lomme. Jeres Konto er afsluttet. I har faaet Balancen udsat til i Morgen tidlig. Spild nu ikke Jeres sidste Timer med de tomme Indbildninger.

ALAINE

Men saa hør dog: Markien maa og skal frelses.

MARC-ARRON

Borgerinde, sig dog lige saa gerne: Vi maa og skal have Jordskælv i Nat.

ALAINE

I vover ikke at dræbe ham.

MARC-ARRON

Solen vover ikke at staa op i Morgen.

ALAINE

Det er Justitsmord.

MARC-ARRON

Det er Solformørkelse.

ERNESTE

Jeg fordrer Proces. Før mig for Domstolene. Jeg vil have Lov at forsvare mig. Skaf mig en Advokat. Dette kan ikke være lovligt. Det er umuligt. Det maa være en ond Drøm.

69
MARC-ARRON

Prøv at drømme en bedre.

ERNESTE

Det kan ikke være sandt.

MARC-ARRON

Det er mindst lige saa usandt som Ludvig Capets Død.

ERNESTE

Er det da Djævle, som regerer Frankrig? Bestaar Konventets Hære kun af Bødler? Jeg er uskyldig. Min Fader tog mig med, jeg var umyndig, da han flygtede. Jeg har levet i frivillig Landflygtighed i tre Aar. Jeg gik tilbage over Grænsen for at ægte min Barndomsbrud. Jeg har ikke deltaget i noget Slag, jeg har ikke dræbt nogen Landsmand, jeg har ingenting gjort.

MARC-ARRON

Ingenting, slet ingenting. Alle Emigranter er uskyldige. Det er kun de frække Østerrigere, som med Magt slæber dem tilbage til Frankrig. Emigranterne lugter først Krudtet, naar de snigmyrdes.

ERNESTE

Ja, det er Snigmord. Jeg staar under Hertugen 70 af Chartres' Beskyttelse. Han er Frankrigs retmæssige Arving. Min Slægt har altid trofast tjent Konge og Fædreland.

ALAINE

Ja. Som min Ægtefælle og fra i Dag af Ejer af Trionville, hvis Herrer aldrig har forbrudt sig mod Lovene, staar han under Lovens Beskyttelse. Maaske har han været vildført; men han har endnu ikke løftet Vaaben mod sit Land. Han er vendt hjem, og han forbeholder sig sin Ret som fransk Borger.

MARC-ARRON

Borger? Skal vi ikke lade dette republikanske Pøbelsprog fare?

ALAINE

I vover ikke at myrde ham uden Lov og Dom. Frankrigs ny Tyranner har Skændsler nok at svare til — begaa dog ikke flere.

MARC-ARRON

Gem dine Taler til Emigrantklubben, Borgerinde. Din Mand er ikke oplagt til at klappe. Godnat!

ALAINE

For Guds Skyld! I maa ikke gaa. Frels ham.

71
MARC-ARRON

Tror du paa Mirakler, Borgerinde?

ALAINE

Naar jeg nødes dertil.

MARC-ARRON

Saa bed dit Forsyn sende dig en Skypumpe, der kan løfte Taget af Huset og hvirvle ham til Vejrs ved Parykken.

ALAINE

I spotter.

MARC-ARRON

Jeg siger dig den tørre Sandhed. Se den lige i dens Nøgenhed. Godnat!.

ERNESTE

Gaa dog ikke fra os. I maa frelse mig, koste, hvad koste vil.

ALAINE

Ingen Pris er for høj. I maa forlange, hvad I vil.

MARC-ARRON

Det staar ikke i min Magt. Hvad Velfærdsudvalget har dømt, er ikke til at rokke.

72
ALAINE

Men I har Magten her. Det er Jeres Tropper, som bevogter alle. Udgange.

MARC-ARRON

Det er min republikanske Samvittighed. Om I drak alle Vagterne i Søvn — ingen slap forbi mig.

ERNESTE

En Blodhund er I — I holder Vagt ved et Skafot.

MARC-ARRON
smilende

Nej — udenfor Eders Brudekammerdør.

ERNESTE

Det er et Blodbryllup, I vil fejre. Denne Grusomhed raaber mod Himlen.

MARC-ARRON

I selv raaber højere. Er I en Mand? Soldat siger I, I ikke er. Duer I da ikke engang til at være Elsker? Hvem spørger i sin Brudenat om Dagen i Morgen? For Djævlen, før skulde jeg elske mig ind i Evigheden. Jeg skammer mig som Mand over Eders Fejghed. Er I bange for at vaagne og staa for Skud, saa besørg det selv. Knald Jer væk fra det hele, naar Lykken er paa sit højeste. Dèr! Kaster sin Pistol paa Bordet. Dèr er Universalmidlet.

73
ERNESTE
snapper Pistolen

Ja, nu har jeg Midlet. Spænder Hanen.

ALAINE

Erneste, hvad gør du?

ERNESTE

Nu er Eders Liv i mine Hænder.

Retter Pistolen imod ham.
MARC-ARRON
trækker paa Skuldrene

At I gider! Leg dog ikke med Skydevaaben. Eller tryk løs, hvis I straks vil have Ende paa det.

ERNESTE
lægger Pistolen

Jeg har mistet Forstanden. Alting er forgæves. Alaine, hvorfor gaar du ikke fra mig? Hvorfor vil du staa her og se en syg Mand lalle af Dødsfrygt? Gaa dog bort, gaa bort!

ALAINE

Dette er ikke til at holde ud. Min stakkels fortvivlede Erneste, gid du kunde komme til Ro. Kom, sæt dig her. Hvil dit Hoved herimod. Luk dine Øjne. Gid jeg kunde faa dig dysset i Slummer. Du er jo et stort opskræmt Barn, der ikke kan falde i Søvn. Stir dog ikke ind i Lysene — de stikker dine stakkels 74 forpinte Øjne. Lad mig aande paa dem — saadan — du skal se, det dulmer. Tænk nu paa slet ingen, paa slet ingenting. Der er jo ingen, som vil gøre dig Fortræd. Det hele er kun en styg, ond Drøm. Den gaar bort, naar du sover. Saa, saa. Saadan.

ERNESTE
sidder stille, halvsovende.
ALAINE
gaar hen ti! Marc-Arron, der staar ved Døren

Red ham!

Lægger sin Haand paa hans.
MARC-ARRON

Hvad er det, I gør?

ALAINE
hviskende

For min Skyld.

MARC-ARRON
langsomt

I lægger Haand paa mig.

ALAINE
trækker sin Haand til sig.
MARC-ARRON
sagte

Gør det ikke engang til.

ALAINE
ser første Gang paa ham

Jeg gør det — og jeg kender Prisen.

75
MARC-ARRON

Eders Haand er som Is, den nærer sig af mit Blod. Nu suger den min Samvittighed fra mig — nu tager den min Troskabsed — og nu smiler min Fremtid. Denne Haand forlanger min hele Fremtid.

ser stillie paa den.
ALAINE
trækker Haanden til sig

Jeg kender jo Prisen.

MARC-ARRON
smilende

Kender I den?

ALAINE
ser fast paa ham og nikker.
MARC-ARRON
gaar hen til Markien og lægger Haanden paa hans Skulder

Rejs Jer, Herr Marki. Her er ingen Tid at spilde.

ERNESTE
springer op

Ja, ja, ja! Lad det faa en Ende. Hvorfor skal vi vente? En Time før eller senere. Der er jo dog ingen Redning.

Griber efter Pistolen.
MARC-ARRON

Jo. Jeg vil hjælpe Jer. I skal slippe bort.

ERNESTE

Slippe bort? I sagde jo selv, det var umuligt.

76
MARC-ARRON

Der er en Udvej. Kan vi gaa ind i dette Værelse?

Peger paa Alaines Soveværelse.
ALAINE

Ja. Men det vender ud til Parken som dette.

LÉONTINE

Der er Lys derinde. Skal jeg slukke?

MARC-ARRON

Lad kun brænde. I maa gaa med mig, Herr Marki. Vi maa skynde os, før Nattevagterne sættes ud.

ERNESTE

Jeg forstaar ikke, hvad I har i Sinde. Men gør Ved mig, hvad I Vil.

Gaar med ham.
LÉONTINE
gaar lyttende efter dem mod Døren

Hvad er dog hans Mening?

ALAINE
stirrer paa hende

Bliv her hos mig. Hvad kan der ske? Hvordan slipper han ud? Er ikke alle Dørene besatte? Gennem Vinduet? Er der ikke Vagt i Parken?

LÉONTINE
ser ud i Parken

Her er ingen at se. Men de er der saa sikkert alligevel. Jeg kan skimte noget hvidt 77 dernede i Buksbom-Hækken. Aa, nu véd jeg. Det er Prosper. Han ligger og stirrer herop saa hvid som en kalket Væg, med store spjælkede Øjne. Stakkels Prosper! De pustede ham ud saa let som et Æg. Og de smed Skallerne her lige udenfor Vinduerne — han ligger og skinner, ligesom for at vare os. Hvad havde du for din Troskab, lille Prosper? Du var den eneste Jakobiner paa Trionville; men du holdt din Mund og blev skudt til Tak.

ALAINE
lyttende

Hvad tager de sig for derinde? Hvad vil de gøre? Hvor er de bleven af?

LÉONTINE
lytter ved Døren

De er der vist ikke mere. Hvad er det for en dump Lyd? Aa, er det ikke Eders Hjerte, som hamrer, Naadigfrue? Det slaar jo som en Stampemølle. Tys, der kommer nogen.

MARC-ARRON
aabner Døren

Hurtig! Skynd Jer nu! Kommer halvt til Syne, har byttet Klæder med Markien, kalder tilbage. Skynd Jer! Nu en rask Beslutning!

ALAINE
et Skridt imod ham

Erneste!

78
MARC-ARRON
vender sig helt frem

Tag ikke fejl, Fru Markise. Det er kun en af Revolutionens Ulve, der er trukket i Lilieklæderne. Der er ikke anden Udvej. Herr Marki, husk nu Eders Rolle, eller Spillet er ude.

ERNESTE
tøvende, bleg og blændet, halvt søvngængeragtig, ser ned ad sig

Hvad saa? Hvad nu? Hvad skal jeg gøre? Enhver kan jo se, hvem jeg er. Ikke, Alaine? Synes du, jeg er forvandlet? Ser jeg ud som en anden, som en —

ALAINE
hovedrystende

Nej. Skrækken sidder dig endnu i dit Ansigt.

MARC-ARRON

En Smule Instruks, og det gaar.

LÉONTINE

Naadigherren maa skyde Hjertet op i Livet, til at fylde lidt bag de store Opslag. Og tage Trikolore-Skridt som en Helt fra Bjerget.

MARC-ARRON

Det skal gaa. Prøv. Stram Jer op. Uniformen sidder omtrent. Duk Hovedet godt ned i Kraven, Herr Marki. Her er Hatten. Værst er det med det pudrede Haar. Det maa stoppes 79 op under Pullen og Kanterne trækkes dygtigt ned over Ørene. Nu Pistolen i Skærfet — og ingen kan se paa Jer, at I ikke er Bataillonschef i Konventets Nordarmé. Til Lykke, Herr Oberstløjtnant. Husk blot Feltraabet. Naar I gaar forbi Vagtilden i Gaarden, hold Jer saa i Skyggen — ud gennem Porten — langsomt, sindigt, Skridt for Skridt, uden Jag. Hænderne bag paa Ryggen: I skal ud at inspicere. Nattevagten skal netop stilles ud — træffer I en Patrouille, saa husk at kræve Feltraabet.

ERNESTE

Ned med Dumouriez! Ned med — Faar øje paa Alaine og bliver blussende rød. Alaine!

MARC-ARRON

Herr Marki, hører I, Taarnuret falder til Slag. Det er det yderste Øjeblik.

ERNESTE
bliver staaende

Alaine —

ALAINE

Ikke et Ord mere! Her er intet Valg. Gaa dog!

MARC-ARRON

GiV Agt! Hold Jer rede! Banker paa Døren til til vagten. Hallo! Luk op her! Det er mig! Oberstløjtnant Marc-Arron!

Skubber, idet Døren aabnes, Markien ud og vender Ryggen til. 80 Taarnuret slaar otte Slag. Der hares Afløsning i Gaarden. Pavse.
LÉONTINE
ved Vinduet

Endelig! Dèr er han. Han gaar forbi Vagtlokalet, med raske Skridt — aa, ikke for hurtigt, ikke for hurtigt! Skildvagten præsenterer Gevær, han hilser ikke — de ser efter ham. Nu gaar han ind under Porten, ind i Skyggen — aa, jeg tror, han løber — han løber — det gaar aldrig — dèr er Patrouillen — de standser ham — nej, de kommer frem af Porten uden ham. Men nu kan jeg skimte, hvor han haster afsted i Skyggen — han løber, han løber —

ALAINE
for sig

Han løber —

MARC-ARRON
lytter og venter

Nu maa han være ude. Han er frelst.

LÉONTINE

Han løb, naadige Frøken. Det er endnu for tidligt at kalde Jer Frue. Han løb fra sit eget Bryllup, han løb fra sin Brudeseng. Han fejede afsted, som vilde han løbe fra sig selv.

ALAINE
folder Hænderne over sine Øjne

Han løb — han løber endnu —

81
LÉONTINE
mod Soveværelset

Han løb fra sin Brudeseng. Godt, at det ikke var min Brudgom. Jeg tror, jeg lod alle Sengefjerene ryge efter ham.

MARC-ARRON

Bring mig Markiens Kaarde — den blev liggende derinde.

LÉONTINE
bringer den

Den er ikke meget større end en Tandstikker.

Gaar igen.
MARC-ARRON

Og Markiens Kappe, hvis du finder den.

LÉONTINE
rækker ham den

Den er stor som et Lagen til en Dobbeltseng.

MARC-ARRON

Den er Stor nok til En.

Sætter sig og svøber Kappen om sig.
ALAINE

Hvad er Eders Hensigt?

MARC-ARRON

Ikke at forstyrre Fru Markisen.

ALAINE

Hvortil dette ironiske Marki-Sprog?

82
MARC-ARRON

Det hænger i disse hvide Lilieklæder. Mit hele republikanske Væsen er løbet bort i Uniformen. Man bliver døsig af den Duft af Kongerøgelse, der stikker i Silken.

ALAINE

Hvorfor sætter I Jer dèr?

MARC-ARRON

For at vente.

ALAINE

Paa hvad?

MARC-ARRON

Paa det selvfølgelige. Paa Skæbnen. Min velfortjente Skæbne.

ALAINE

Og I tror, den kommer godvillig?

MARC-ARRON

Det gør Skæbnen altid.

ALAINE

I føjer Spot til Eders Overmagt.

MARC-ARRON

Hvor meget er min Overmagt værd?

83
ALAINE

I vil altsaa rolig blive siddende dèr og vente?

MARC-ARRON
nikker.
ALAINE

Og være vis paa, at Skæbnen — kommer af sig selv?

MARC-ARRON
nikker.
ALAINE

Saa meget stoler I paa en Kvindes Ord. Men hvis jeg nu havde overlistet Jer? Hvis det var Svig, hvad jeg sagde før om Prisen? Hvis jeg nu bedrog Jer for Jeres — Skæbne!

MARC-ARRON

Det kan I ikke, Fru Markise.

ALAINE

Det gælder et Forsøg. Kalder ind i Sovekamret. Léontine! Du maa komme her! Léontine, du maa sove her i Nat.

LÉONTINE
i Døren

Hvor skulde jeg ellers sove? Ikke et Møl faar Lov at slippe ud.

84
ALAINE

Her. Jeg mener her. Her i Salen. Jeg gaar ind til mig selv alene. Jeg laaser Døren. Den, som vil ind, maa sprænge den. Du gør Anskrig, hvis nogen rører sig.

LÉONTINE

Hvem mener I?

ALAINE

Forstaar du da ikke? Jeg er saa dødelig angst. Han ser efter mig. Som en Kat ser paa en Fugl i et Bur. Han lader saa rolig for at gøre mig tryg. Jeg er saa ræd, at jeg kunde skrige.

LÉONTINE

Saa skrig, naadige Frøken. Skal jeg skrige for Jer?

ALAINE

Hvad saa? Hvorfor skal vi skrige? Saa har jeg hele Horden over mig. Det er maaske et aftalt Spil, at de lod ham slippe, min eneste Beskytter.

LÉONTINE

Ja, jeg skal love for, det var en Helt, de tog fra Jer, naadige Frøken.

ALAINE

Spotter du dit Herskab, Léontine? Havde 85 han været her, skulde ingen vove at komme mig for nær.

LÉONTINE

Ak, at han netop skal være forhindret!

ALAINE

Nu maa jeg forsvare mig selv til det sidste. Jeg lukker mig inde. Jeg gaar ikke ud af mit Kammer, saa længe der er en Konventssoldat paa Trionville. Du indestaar med dit Liv for, at ingen nærmer sig denne Dør.

LÉONTINE

I vil jo laase den, naadige Frøken.

ALAINE

Jeg vil barrikadere den.

MARC-ARRON

Altsammen overflødigt. Jeg er ingen Indbrudstyv.

ALAINE

Jeg véd ikke, hvad I er. Jeg véd kun, at I forfærder mig. Se dog ikke paa mig. Rejs Jer. Vend Jer om. Gaa Jeres Vej.

MARC-ARRON

Hvor langt kommer jeg i disse Klæder?

86
ALAINE

Men hvad er da Jeres Hensigt? Hvad vil I gøre her?

MARC-ARRON

Skal jeg gentage det? Vente.

ALAINE

Men har I da ikke hørt det? Jeg bryder mit Ord. Jeg har brudt det. Jeg har aldrig ment det. Jeg greb til det yderste Middel. Nød bryder alle Love. Vil I øve Vold mod en værgeløs Kvinde?

MARC-ARRON

Værgeløse yder jeg Værn. I kan ikke være bedre forskanset.

ALAINE

Og alligevel vil I vente?

MARC-ARRON
nikker
ALAINE

Men paa hvad?

MARC-ARRON

Paa min Ret.

ALAINE

Hvilken Ret?

87
MARC-ARRON

Den Svageres Ret.

ALAINE

Hvad er det for en Ret?

MARC-ARRON

At blive slaaet ned.

ALAINE

I maa være forrykt.

MARC-ARRON

I har allerede lagt Haand paa mig.

ALAINE

I er fra Forstanden.

MARC-ARRON

At I rørte ved mig, koster mig Livet.

ALAINE

I fortjente, at jeg slog Jer —

MARC-ARRON

Jeg er jo en slagen Mand.

ALAINE

— for den Skamløshed at vove Kærlighedsfraser til en Brud i hendes Bryllupsnat.

88
MARC-ARRON

I elskede jo ikke Eders Brudgom.

ALAINE

Jeg elsker maaske Jer?

MARC-ARRON
nikker.
ALAINE

Lev eller dø i den Indbildning — saa har I faaet større Løn, end Jeres Frækhed havde fortjent. Kom med mig, Léontine. Du skal ikke være overladt til en Usling, som spekulerer i hjælpeløse Menneskers Angst.

LÉONTINE

Men Naadigfrøken, jeg er jo slet ikke bange.

ALAINE
tager hende i Armen

Du gaar med mig. Er du nu heller ikke til at stole paa? Du skal ligge lige indenfor Tærsklen.

Gaar mod Døren.
MARC-ARRON

Paa Gensyn!

ALAINE

Vi ses ikke mere.

MARC-ARRON

Jo.

89
ALAINE

Vi ses ikke mere.

MARC-ARRON

Jo. Endnu en Gang.

ALAINE

Naar?

MARC-ARRON

I Morgen tidlig Klokken seks.

ALAINE
studser

Hvorfor til den Tid?

MARC-ARRON

Fordi I er nysgerrig.

ALAINE

Efter hvad?

MARC-ARRON

Efter at se Afslutningen paa min — Skæbne. Jeg sidder jo her i mine Kisteklæder — som Musen, der sover sin sidste Nat bag Tremmerne. Den, der fik lokket Musen i Fælden, forsømmer ikke det spændende Øjeblik, da man slaar den ihjel.

ALAINE

Saa ti dog! Jeg vil ikke høre et Ord mere.

Gaar med Léontine.
90
MARC-ARRON
stirrer efter Døren og lytter, til han hører Nøglen drejes om i Laasen. Rejser sig og puster Lysene ud undtagen i Kandelabren ved hans Stol. Svøber sig i Kappen og sætter sig igen, slukker de sidste Lys og synes at sove. Efter nogen Tid aabnes Døren fra Soveværelset paa Klem, og Léontine stikker Hovedet ind.
LÉONTINE
lytter og hvisker tilbage

Bælgmørkt. Alting er slukket. Og ikke en Lyd. Jo. Vagten gaar op og ned paa Gangen. Jeg tror ikke, han er her længer. Skal jeg se efter? Saa maa jeg have et Lys. Langsomt frem; faar Øje paa Marc-Arron og farer tilbage. Ih Gud, jo! Han sidder og sover paa sin Stol.

Døren lukker sig hastigt, men aabnes kort efter igen. Alaine kommer med Léontine, der bærer en Armstage og gaar paa Taa. Alaine træder fast hen foran Marc-Arron og ser paa ham.
ALAINE

Sover I?

MARC-ARRON
svarer ikke.
ALAINE

I SOVer jo ikke. Rører let ved hans Skulder.

MARC-ARRON
ser op

Kun denne Haand kan hindre mig deri.

ALAINE

Jeg bønfalder Jer: hold dog op med disse 91 Kunster. Lad være med at forstille Jer. Jeg vil have Tillid til Jer, blot I vil være naturlig.

MARC-ARRON

Er det unaturligt, at jeg vil sove? Eller var det naturligt af mig, at jeg hjalp en Emigrant til at undvige? For mig er der en eneste Naturlighed: aldrig at angre. Kun den kan sove, som ikke fortryder.

ALAINE

Og dog burde I fortryde, thi I har endnu ikke haft et eneste taknemligt Ord — hverken af ham eller af mig. Jeg tør ikke se Jer i Øjnene — af Skam.

MARC-ARRON

Hvortil den Tale om Tak og Taknemlighed! Hvem handler for et Par tørre Ords Skyld? Plag Jer ikke med et goldt Samvittighedsnag. Har I eller jeg Skylden? Se paa Døgnfluen dèr, som flyver i Lyset. Er Flammen Skyld deri? Er det ikke Kræet selv, som vil. Jeg vilde selv, og jeg fortryder ingenting, ikke engang i Morgen tidlig.

ALAINE

Hvorfor nu igen i Morgen tidlig?

MARC-ARRON

Naar jeg staar for Skud.

92
ALAINE

Bliv dog ikke ved at bruge det Skræmmebilled. Ikke et Øjeblik har jeg troet, at hvad I gjorde, kunde komme Jer saa dyrt at staa.

MARC-ARRON

Dyrt? Sig hellere billigt: en republikansk Borgerofficer overfor en højadelig Marki. En fuldvægtig Louisd'or skulde nok kunne veje op mod en af Republikens Papirsedler, der ikke tages for gode udenfor Frankrig.

ALAINE

Godt, at I endelig kan spøge. Hvorfor vilde I spille denne højtidelige Tragedie? I er jo dog blandt Eders egne, blandt Venner og Kammerater, der ikke straffer en lille Forseelse med Døden.

MARC-ARRON

Her er ikke Tale om Straf. Kun om en simpel Kvittering. Jeg er traadt i min Fanges Sted. Jeg erstatter ham. Jeg svarer til ham. Det er saa ligefrem som: Øje for Øje og Tand for Tand.

LÉONTINE

Nu hører man da, Oberstløjtnanten spøger, naadige Frøken. Man ofrer da ikke en Helt for en Skrælling. Man giver da ikke et friskt 93 Øje for et daarligt. Man rykker da ikke en sund Kindtand ud, fordi man er bleven af med en hul.

MARC-ARRON

Tal ikke saa uærbødigt om dit Herskab. Det er mig, som er ormstukken. Der var gaaet Orm i min Lydighed. Jeg har forraadt Republiken. Jeg har fulgt Dumouriez' sjofle Eksempel. Skal jeg nu forraade mig selv og prøve at løbe fra min egen Samvittighed? Nej, jeg vil i hvert Fald dø som en af den ny Tids Mænd: de lystrer eller dør.

ALAINE

Jeg kender ikke den ny Tid, I tjener. Jeg troede, Rædselsherredømmet havde sendt et Kobbel Blodhunde ud over Landet. Men fordi en enkelt iblandt dem ikke skambider sit Bytte —

MARC-ARRON

Den slaas ned, naar den sviger sin Pligt.

ALAINE

Umuligt! Utroligt! I har jo dog Befalingen her. Alle de andre har jo kun at lystre. Det staar i Eders Magt at slippe ud — Vagterne kender Jeres Stemme — I kan —

MARC-ARRON

— løbe bort — som Eders Brudgom før. 94 Men jeg løber ikke fra mig selv. Jeg vilde anholde mig selv paa Halvvejen og angive mig til ham, der er det vaagende Spejderøje over os allesammen.

ALAINE

I mener Gud.

MARC-ARRON

Jeg mener den lille tordnende Vorherre, I har set, Konventets Kommissær, der har underkøbte Spioner overalt blandt Soldaterne, og som kan snuse Forræderi, selv naar han sover.

ALAINE

Underkøber han andre, maa han ogsaa selv være til at bestikke. Jeg giver ham alt, hvad han forlanger.

MARC-ARRON

Nu gaar Tilbudet videre. For lidt siden fik jeg det samme.

ALAINE

Vi maa have ham i Tale. Han skal, han maa sætte Jer i Frihed. Du maa hente ham, Léontine. Du maa finde ham, hvor han saa er.

LÉONTINE

Men naadige Frøken — at faa Konventskommissæren i Tale — I kan lige saa gerne 95 begære en Samtale med Eders Fader, højsalig Greven, eller med Eders forløbne Herr Gemal. Der er kun stængte Døre og døve Øren mellem ham og os.

ALAINE

Saa maa I skaffe ham herind. Saa vidt strækker Eders Kræfter endnu.

MARC-ARRON
smilende

Men vil I kunne strække „Prisen" saa langt som før? Glem ikke, Fru Markise, at I endnu er Brud, men denne Gang ikke har en Brudgom at gaa i Forbøn for. Jeg har jo kun Bryllupsklæderne, men mangler alt det øvrige. Hvad vil Kommissæren sige til et saadant nyt „republikansk“ Ægteskab? Tror I ogsaa lige saa hastigt at kunne faa ham til at prøve disse Lilieklæder? Og for et Haandtryks Skyld tilgive Jer, at I har hjulpet en dødsdømt Emigrant paa Flugt?

ALAINE

Lad al hans Vrede komme over mig, blot —

MARC-ARRON

— blot I kan blive overbevist om det umulige i ogsaa at ville bjerge mig af Saksen. Mig vil I ikke tro — lad saa ham give Jer Troen i Hænde. Er der Vagt derinde?

96
LÉONTINE

Ja, bag Døren til Naadigfrøkenens Paaklædningsværelse.

MARC-ARRON
i Sideværelset, banker to Slag

Hallo! Vagten dèr? Ned med Dumouriez! Det er Oberstløjtnant Marc-Arron. Lad en Mand af Vagten ufortøvet opsøge Konventskommissæren, Borger Montaloup, og fra Borger Marc-Arron anmode om en Samtale af yderste Vigtighed. Konventskommissæren bedes indfinde sig i Hjørnesalen ad Trappeopgangen fra Gaarden, Vagtposten for Enden af den lange Korridor. Forstaaet? Godt! Straks! Ned med Dumouriez! Kommer tilbage. Og nu, Fru Markise, skal I for Alvor forskanse Jer bag Eders Dør, I kender intet til mit Forræderi, og I skal ikke igen skælve for et Angreb af denne stangende Konvents-Tyr. Selv bag lukkede Døre vil I uden at anstrenge Trommehinderne sikkert kunne høre Bulderet af den Torden, der nu trækker op.

Levvel! Vil I ikke tro, hvad I nu faar at høre, saa skal I heller ikke tro Eders egne Øren, om en Salve skulde vække Jer i Morgen tidlig. Gaa nu! Dèr kommer Uvejret rullende.

Skyder hende og Léontine ind ad Døren.
97
MONTALOUP
aabner Døren hidsigt

Hvad Satan gør han her? Har han nu indladt sig paa at være Forlover ved et republikansk Ægteskab? Drikker han med den hvide Husar? Det var Satan til Omgang! Marc-Arron! Er han drukket under Bordet? Marc-Arron, hvor har du gjort af dig selv?

MARC-ARRON
vender Ansigtet frem

Her, Borger Kommissær.

MONTALOUP

Er det mig, som er drukken? Hvad er dette for en Maskerade? Er Marc-Arrons Ansigt sat paa en Bylt hvidskimlet Tøj? Skal dette være en dum Spøg?

MARC-ARRON

Alvor, Borger.

MONTALOUP

En Konventsofficer i Lilie-Liberi! Har du slugt din Fange og er krøbet i hans Æselskind? Hvor Djævlen har du gjort af din Fange?

MARC-ARRON

Her, Borger.

MONTALOUP

Er du gaaet fra Forstanden, Borger?

98
MARC-ARRON

Nej, fra Klæderne.

MONTALOUP

Og Emigranten?

MARC-ARRON

Han er gaaet fra Trionville.

MONTALOUP

Og din Uniform?

MARC-ARRON

Er gaaet med ham.

MONTALOUP

Ved Robespierres Tunge — hvad er her sket? Hvordan gik det til? Drak han dig paa Pelsen? Har han bastet og kneblet dig og trukket Frakken af Raden paa dig? Hvor blev han af? Hvor er han henne?

MARC-ARRON

Borte, sagde jeg.

MONTALOUP

Borte? gennem Skorstenen? gennem Nøglehullet. Det er jo umuligt. Her staar Vagter overalt.

99
MARC-ARRON

Jeg har selv lukket ham ud.

MONTALOUP
rusker i ham

Du selv? Men hvorfor har du dog gjort det?

MARC-ARRON

Hvorfor gør man sit Livs største Dumhed?

MONTALOUP

For et Skørt altsaa! Marc-Arron, du Helvedeshund, var det din hele Appetit? Jeg syntes, du saa ud som et forsultent Rovdyr — det hvide Bid, det gule Glimt i Øjet, Kloen, der glider lydløst i sin Skede. Jeg troede, du var en af Øjeblikkets Mænd, af dem, der springer paa Livet som paa et Bytte. Var du ikke skabt til at jage? Og har der nogen Tid været en Jagt som nu? Alt er sluppet løs. Alting halser afsted. Alle kappes. Kongeligt Vildt! Byttet tilfalder den, som vover det dristigste Spring, som har den ubarmhjertigste Klo. Og saa gaar du hen og knækker alle Kløerne i Jorden for en lille erotisk Vipstjert. Mand dog, kunde du ikke taale Lugten af en Orangeblomst? Blev du syg ved Synet af en Brudeseng? Har da ikke alle Frankrigs Piger deres Senge aabne for Trikolorens Helte? Hvad skulde du her paa et slibrigt Parketgulv? 100 Fik du Kvalme af Pudderet og de gamle Lilier? Skulde du falde for de stive Fiskeben? Fik et adeligt Frøkenblik dig til at daane? Hvordan gik det til?

MARC-ARRON

Kan jeg forklare, hvad jeg ikke selv forstaar? Vi leger med Livet, og Livet leger med os. En Soldat kan gaa igennem en Kugleskylle uden at faa et Stænk. Men Dagen efter stikker Solen ham en Synaal i Nakken, og han dør uden et Saar.

MONTALOUP

Satte hun Øjnene paa dig? Der er Kvinder, som forgifter med et Smil, som aabner deres Skød i et Blik. Men hun saa jo paa os med kolde Øjne. Hun strittede som en Tissel. Var det Tornene, som æggede dig?

MARC-ARRON

Hun havde ikke set paa mig en eneste Gang. De vilde bestikke mig til at lade ham slippe. Jeg var ganske kold. Jeg var ikke fri for at haane dem. Han bævrede som et Barn, der har Feber. Hun værdigede mig ikke et Blik. Hun talte til mig som til Luften foran sig. Du kender det: overfor os knejser de som Taarne med Skodder for Gluggerne. Jeg skulde til at gaa — hvad var her at forhandle 101 om? Da staar hun med eet lige ved Siden af mig og lægger sin Haand paa min. Den rørte ved mig. Et eneste Øjeblik. Som Is, der brænder Huden. Da var jeg færdig. Le kun ad mig. Min Skæbne var lænket til den Haand. Den kunde have taget mine Øjestene, mit Hjerte mellem sine Fingre. Jeg vilde have dryppet Blod af Salighed. Jeg havde naaet min Bestemmelse, da den rørte ved mig. Jeg kunde have blusset mit Liv af som et Skud Krudt, der damper bort i et Blaf. Jeg var undfanget og født, vokset op, blevet stor, jeg havde levet, arbejdet, slidt, ekserceret, skudt, lært andre at eksercere og lært mig selv at kommandere — altsammen for at naa at se denne ene Haand, denne Blomst af Livets hvide Skønhed, for at føle dette Guddomsgreb af fem slanke lysende Fingre.

MONTALOUP

Stakkels Marc-Arron, du er altsaa helt kaput. Du taler i erotisk Vildelse, der har slaaet sig paa Hjernen. Du har faaet dit Synaalestik i Nakken. I et Nu af Vanvid har du ofret Ære, Stilling, Fremtid, Løbebane, Liv. Alt paa eet Kort, og hvad vandt du saa?

MARC-ARRON

En lukket Dør, knap et taknemligt Ord, 102 Medynk, blandet med Tvivl om, hvor stor min Indsats har været.

MONTALOUP

Hvad! Du er ikke engang en lykkelig Elsker, en prisbelønnet Helt, som vinder alt, fordi du vovede alt?

MARC-ARRON

Jeg har vundet mindre end intet. Spillet er ude.

MONTALOUP

Og du er bankerot.

MARC-ARRON

Men ikke insolvent.

MONTALOUP

Det var som Satan!

MARC-ARRON

Jeg betaler, hvad jeg skylder. Liv med Liv.

MONTALOUP

Du har sat en af vore Fjender i Frihed.

MARC-ARRON

En værdiløs Fjende — han løber for sin egen Skygge. Med mig selv bøder jeg tilstrækkeligt.

103
MONTALOUP

Men koster Republiken en Mand, Spiren til en Marskalkstav. Det er dyrt betalt.

MARC-ARRON

Retfærdigheden betales aldrig for dyrt.

MONTALOUP

Var det kun det, du vilde sige mig? Du gaar ikke i Forbøn for dig selv?

MARC-ARRON

En Mand gaar ikke i Forbøn for sig selv.

MONTALOUP

Jeg kan godt lide din Oprigtighed, Marc- Arron. Skal da jeg gaa i Forbøn for dig?

MARC-ARRON
smiler

Har du virkelig saa ringe Tanker om mig, Montaloup?

MONTALOUP

Nej, for Djævlen! Du hader naturligvis Blødsødenhed lige saa stærkt som jeg. Du vil ikke lave Scener. Du vil sagtens helst gøre din Pligt i Stilhed.

Lægger sin Pistol paa Bordet.
MARC-ARRON

Stik din Benaadning til dig igen, Borger 104 Kommissær. Jeg protesterer mod dette Indgreb i min Myndighed. Eksekutionen paahviler mig.

MONTALOUP

Det har jeg for min gode Vilje!

MARC-ARRON

Ja. Konventets Kommissær bar ikke af personlige Hensyn begunstige en af Republikens farligste Fjender. Og ikke hindre mig i at udføre mine Pligter til det sidste. Skal jeg minde dig om, hvad her er sket? Forrsederiet lurer paa os overalt. Dumouriez er løbet over til Frankrigs Fjender. Kun den haardeste Disciplin kan holde Rækkerne sammen. Og nu har en af Republikens edsvorne Officerer svigtet sin simpleste Pligt og hjulpet en dødsdømt Emigrant paa Flugt. Her maa statueres et Eksempel, som skræmmer. Selvmord vilde være et tomt Knald i Luften. En Eksekution vil øve sin Virkning. Den vil ikke blot befæste den vaklende Disciplin, det vil styrke din egen Stilling, naar du i Morgen sender Konventet din Rapport: Catonisk Strenghed — skaanselløs Retfærdighed! Oberstløjtnant Marc-Arron, der i et Øjebliks Svaghed havde ladet en Emigrant undslippe, blev i Morges skudt til Straf. Mønsterværdig Fasthed i saavel Soldaternes som Delinkventens 105 Holdning. Han gav selv Pelotonen Befaling til at fyre under Raabet: Leve Republiken!

MONTALOUP

Marc-Arron, en Mand som dig har Republiken ikke Raad til at miste.

MARC-ARRON

For Eksemplets Skyld.

MONTALOUP

Den Emigrantdreng aner næppe, hvad han koster os. Lad mig faa fat i ham!

MARC-ARRON

Han er straffet haardt nok. Han ofrede sin Bryllupsnat.

MONTALOUP

For at bjerge Livet. Mens du ofrede Livet for — for at blive rørt — af Aldejlighedens Lillefinger. Stakkels Marc-Arron!

MARC-ARRON

Jeg vil ikke beklages.

MONTALOUP

Men en Vens Haand vil du tage. Du er min Ven, fordi du ikke klynker.

106
MARC-ARRON
tager mod Haanden

Du er min Ven, fordi du ikke ynker mig.

MONTALOUP

Skade, at vi to ikke skal følges ad længer.

MARC-ARRON

Du er dog en Mand som vi andre. Først troede jeg, I Kommissærer var Teater-Tordenmaskiner, Konventet havde sendt os.

MONTALOUP

Hvad kan din Ven gøre for dig?

MARC-ARRON

Lad mig sove min Nat i Fred.

MONTALOUP

Men jeg maa dog se dig endnu engang.

MARC-ARRON

Naar jeg har betalt min Skyld. Din blotte Uniform minder mig om, hvad jeg har forbrudt.

MONTALOUP

Farvel da, Broder.

MARC-ARRON

Farvel, Broder. De omfavner hinanden.

107
MONTALOUP

Levvel!

Gaar mod Døren.
MARC-ARRON

Endnu eet — gør mig en Tjeneste.

MONTALOUP
vender sig

Ti for een!

MARC-ARRON

Lad alle Vagtposterne fordoble — ogsaa i Parken.

MONTALOUP

Er min Ven bange for at blive usikker?

MARC-ARRON

Ikke, naar Urværket holdes i Gang af en sikker Haand. smiler. Jeg selv er jo forhindret.

MONTALOUP

Stol paa mig! De nikker til hinanden. Ved Døren. Giv Agt! Er Vagten dèr? Luk op for Konventets Kommissær, Borger Montaloup.

Døren aabnes. Montaloup gaar ud. Han høres uddele Ordrer udenfor. Marc-Arron slukker Armstagens Lys, gaar til Hjørnevinduet og ser ud. Ogsaa i Gaarden og Parken lyder Bevægelser og Vagtraab. Marc-Arron skyder Skodden til Side for bedre at se. Døren til Sideværelset aabner sig. I Lysaabningen staar Alaine.
108
ALAINE

Hvad er det? Hvad er det, som sker?

MARC-ARRON
vender sig

Lænkerne, hvis Kæde prøves.

ALAINE

Var det den sidste Redning?

MARC-ARRON

Den sidste og den eneste.

ALAINE

Og det har I hele Tiden vidst?

MARC-ARRON

Det har jeg hele Tiden vidst.

ALAINE

At I skulde bøde med Livet?

MARC-ARRON

At jeg skulde bøde med Livet.

ALAINE

Saa har jeg ogsaa hele Tiden vidst det.

109
MARC-ARRON

Hvilket? Hvad har I vidst?

ALAINE

At jeg elskede Jer.

110

TREDIE AKT

Tidlig næste Morgen. Graaligt Halvlys. Lyd af silende ensformig Regn, der ses strømme bag de udækkede Parkvinduer. Bordet staar som før.

Paa en Kanapé ligger Léontine upaaklædt og sover. Taarnuret slaar.

Lidt efter aabnes Døren til Soveværelset paa Klem.

MARC-ARRON
fra Døren

Léontine! Sover du? Léontine! Hvad var det, den slog? Hvor mange Slag? Var det fire? Léontine, hører du ikke?

LÉONTINE
halvt i Søvne

Hvad? Hvad var det? Hvad er der? Hvem kalder? Hvad var det? Hvad skal jeg høre?

MARC-ARRON

Klokken har lige slaaet. Var det tre eller fire?

LÉONTINE
rejser sig over Ende

Har den slaaet? Jeg har ikke hørt et eneste 111 Slag. Det er jo Nat endnu. Her er sort som i en Daase.

MARC-ARRON

Det er ikke Nat. Klokken maa være mange. Rejs dig dog op og se efter.

LÉONTINE
gaar efter Kamin-Uret

Her er saa sort. Jeg kan ingenting se. Jeg maa vist prøve at faa tændt Lys.

MARC-ARRON

Nej, hvad vil du dèr? Urene gaar ikke mere. Vi stillede dem i Staa i Aftes allesammen. Forsøg at se efter paa Taarnet. Jeg kommer Straks. Trækker Hovedet indenfor Døren.

LÉONTINE
gaber

Se efter Taarnet! Det staar vel nok endnu. Hvad skal man med Klokken, saa længe det er ravende Nat? Man maa have Lys for at se, hvad Slags Vejr det er. Hvad skal et Ur slaa for, naar ingen gider høre efter? Hvor mange Slag? Han kunde lige saa godt spørge mig, hvor mange Potter Vand det har regnet i Nat. Kors, hvor det skyller. Eller, hvor mange Gange Hanerne har galet. Ikke saa meget som en Hane bilder sig ind, at detteher skal være Morgen.

112
MARC-ARRON
kommer, omtrent paaklædt

Hvad er den saa? Tre eller fire?

LÉONTINE
nejer

Naadige Herr Marki, til Lykke paa Bryllupsmorgenen. I har jo selv sat Tiden ud af Spillet.

MARC-ARRON

Svar dog! Har du ikke set efter?

LÉONTINE

Vil den naadige Herre ikke laane min Pudderkvast?

MARC-ARRON

Hvad mener du?

LÉONTINE

Ikke til Ansigtet. Markien er allerede hvid som en Lilie. Men til Haaret. Det er sort som en Tordensky. Det er altfor truende.

MARC-ARRON

Hold op med din Snak, eller jeg skal true dig.

LÉONTINE

Med lige saa mange Slag som den ulyksalige Klokke.

113
MARC-ARRON

Saa se dog efter, hvad den slog.

LÉONTINE

Kan I ikke vente, til den slaar næste Gang. Jeg er vis paa, Viserne er regnet af Skiven.

MARC-ARRON

Skyd Skodden op. Naa, hvad siger den?

LÉONTINE
ser ud af Hjørnevinduet

Den lyver, Herr Marki.

MARC-ARRON

Nu er min Taalmodighed til Ende. Hvor mange, for Djævlen!

LÉONTINE

Saa mange, at jeg ikke tror, den er ved sine fulde fem.

MARC-ARRON

Det er ikke muligt.

LÉONTINE

Nu siger I jo selv, at den lyver. Hvad vil I bryde Jer om en gammel Løgneklokke?

MARC-ARRON

Jeg talte dog efter før. Men fem?

114
LÉONTINE

Den er fræk nok til at paastaa det. Men hvorfor vil den naadige Marki tage sig det nær? Og hvor kunde I nænne at berøve Jeres Brud en lang og lykkelig Søvn paa sin Bryllupsmorgen?

MARC-ARRON

Hun sover.

LÉONTINE

Men I ser ud til snart at skulle faa hende vækket.

MARC-ARRON
tager hende om Haandleddet

Léontine, nu Spøg til Side! Gaa ind til din Frue. Væk hende ikke for alt i Verden. Lad hende sove. Bedst om hun kunde sove til midt paa Dagen. Kald paa mig, skulde hun vaagne. I samme Øjeblik hun slaar Øjnene op, kalder du paa mig. Du forstaar?

LÉONTINE

Stol paa mig. Jeg skal sidde hos hende som en Moder hos sit spæde Barn.

MARC-ARRON

Tak. Jeg skal huske dig det hele mit Liv.

LÉONTINE

Det var svært længe.

115
MARC-ARRON
smiler

Det er til at holde. Trykker hendes Haand.

Léontine gaar. Det begynder at lysne. Marc-Arron flakker op og ned og ser aandsfraværende omkring sig, følger Parketgulvets Trævinkler, tager en vissen Orangeblomst op, skotter til Vinduer og Døre, tager sig selv om Pulsen, gaar omsider til Korridordøren og lytter.
MARC-ARRON
halvhøjt

Hallo! Hvem dèr? Hvem har Vagt? Højere. Hører I ikke? Vil I svare! Jeg forlanger det. Banker. Luk op! Lad mig se, hvem der har Vagt. Jeg vil vide det.

EN STEMME
udenfor

Knoerne fra Døren! Her er ingen andre Kæltringer at banke til.

MARC-ARRON

Sss— tal sagte. Det er dig, Jean Lasque? Nu véd jeg, det er dig. Lad mig sige dig et Ord under fire Øjne. Hører du, bare to Ord, Jean Lasque!

STEMMEN

Hold nu op at snadre i det Nøglehul. Ellers bli'r der knaldet en Told i af Bly.

MARC-ARRON

Men saa hør dog, hvem det er. Det er jo 116 mig, Marc-Arron! Din Ungdomskammerat, din gamle Vaabenbroder.

STEMMEN

Det er Løgn!

MARC-ARRON

Marc-Arron, som fik dig forfremmet til Sergeant.

STEMMEN

Hold nu Kæft!

MARC-ARRON

Som forbandt dig ved Jemappes med et af sine egne Skjorteærmer.

JEAN LASQUE
lukker Døren op

Hvor Satan véd du det fra! Gnider sine Øjne. Hvad er det for Djævelskab? Detteher er Marc-Arron, og det er ikke Marc-Arron. Ved Dumouriez' Halehvirvler — har den hvide Liliehusar skaaret Hovedet af min Bataillonschef og sat det paa sin Hals i Stedet for sin egen Knap! Det er nok det, de kalder Øjenforblændelse. Sikke Gavtyvestreger! Alt Pudderet af Haaret! Den er godt regnet ud. Malingen er bare en Smule for hvid — det rene Kalk!

117
MARG-ARRON

Jean Lasque, du ser jo, det er mig.

JEAN LASQUE

Hvad for en mig?

MARC-ARRON

Marc-Arron. Du véd det jo.

JEAN LASQUE

Marc-Arron? Han gik ud af den Dør i Aftes.

MARC-ARRON
ryster paa Hovedet.
JEAN LASQUE

Ikke? Naa, saa du vilde gerne gaa ud af den Dør paa Marc-Arrons Ansigt? Den Leg leger Vi ikke.

Lukker Døren efter sig, drejer Naglen om indvendig.
MARC-ARRON

Tag dog Piben af Flaben! Husk, hvem du taler til.

JEAN LASQUE
damper stærkere

Det er netop det, jeg husker.

MARC-ARRON

Er du fræk?

Slaar Piben af Munden paa ham.
118
JEAN LASQUE
langer til Slag, men standser

Den Satans Lighed!

Samler Piben op og stopper af sin Bukselomme.
MARC-ARRON

Skal jeg da vise dig, hvem jeg er. Skal jeg give Kommando? Skal jeg raabe, saa I allesammen kan kende mig. Hej!

Gaar mod Hjørne vinduet.
JEAN LASQUE

Hej! Skal jeg hjælpe dig? Vil du gerne svinebindes, kan du blive det straks. Vi er paa vor Post, skal jeg sige dig. Parken her omkring er saa spækket med Geværpiber som en Dyreryg med Flæskestrimler. Du slipper ikke, Hallunk! Hver Mand i Bataillonen véd, at du har villet bestikke Marc-Arron. Om du saa klasker os Guldet lige i Synet, kommer du ikke et Skridt videre. Føj, Mand! Først, at du bilder dig ind, en Republikaner som Marc-Arron er til at købe. Saa, at du maler dig efter ham og vil snakke til mig om Jean Lasque og Jemappes og Marc-Arrons Skjorteærmer — føj!

MARC-ARRON

Er du drukken, siden du ikke vil se?

JEAN LASQUE

Drukken! Hvad har jeg drukken? Har jeg 119 maaske haft et Batteri Flasker paa Bordet som du? Du skulde tale om at drikke! Tror du, Marc-Arron vilde misunde en stakkels Soldat hans usle Morgensnaps, naar han skal stolpre paa Vagt, før Fanden faar Sko paa? Her skyller Syndfloden ned fra alle syv Himle, og saa skal en ærlig Sergeant af Konventets Nordarmé ikke faa Lov at hælde en Draabe Olie paa Lampen!

Gaar hi Bordet.
MARC-ARRON

Ja, kom her, Jean Lasque Skænker Vin for ham. Drik! Du maa se at blive rigtig klar.

JEAN LASQUE
sætter Glasset i Bordet.

Klar! Hvad snakker du om Klarhed? Er jeg ikke klar? Saa meget kan jeg da se, at du vil drikke mig paa Pelsen. Men det skal blive Løgn!

Skvætter Vinen henad Bordet.
MARC-ARRON

Jean Lasque, kom dog til dig selv. Du ser jo, du maa hjælpe mig. Jean Lasque dog!

JEAN LASQUE

Satan til Lighed! Ogsaa Stemmen.

MARC-ARRON

Det er jo mig.

120
JEAN LASQUE

Min Bataillonschef?

MARC-ARRON

Du gør mig gal.

JEAN LASQUE

Den sorteste Bagvadskelse! Tror du ikke, Marc-Arron kan skænke af en Flaske? Tror du, han lider af Rystefeber? Vil du bilde mig ind, at han trommer Retræte med sine store hvide Tænder? At Angstens Sved kan perle paa hans Pande som Duggdraaber paa en Morgenfrue ved Solopgang? At han ikke kan knappe sit Halsbind eller stramme sine Nøgleben? Marc-Arron — Guds Død og Pine! — han bær sit Hoved som det hellige Sakrament.

MARC-ARRON
synker om i en Stol

Gør ved mig, hvad du vil. Det er ude med mig.

JEAN LASQUE

Skal det bestandig være Marc-Arron?

MARC-ARRON

Put mig i en Sæk! Gem mig i en Kamin! Jeg vil gøre mig saa lille som en Faarekylling. Men skaf mig ud af det hele! Jeg vil ingenting være mere. Blot jeg kunde krybe 121 ind i din Patrontaske. Degradér mig! Lad mig være din Oppasser. Kan jeg ikke blive Marketenderhund? Jeg er ødelagt. Jeg fortjener min Skæbne. Hører du, Jean Lasque, hører du? Jeg er ikke engang seks Skud Krudt værd. Jeg giver Afkald paa en hæderlig Død. Lad mig blot slippe! Spild ikke Jeres gode Kugler paa et saadant Skrog! Lad mig løbe, hører du, lad mig løbe — som en skabet Hund, ingen gider røre ved. Spyt paa mig, spark mig, lad mig rende Spidsrod! Men lad mig blot leve, lad mig redde Lasen af en Tilværelse!

JEAN LASQUE
banker sin Pibe ud

Ja, nu ser jeg, hvad du er for en Pjalt.

MARC-ARRON

Kender du mig endelig?

JEAN LASQUE

Du er som alle de andre. Som den sure Sauce, man hælder ud af sin Pibe.

Gaar mod Døren.
MARC-ARRON
griber i ham

Du maa ikke gaa! Jean Lasque, du maa ikke gaa! Slaa mig dog heller ihjel straks. Tag alt, hvad jeg ejer og har. Klæderne, jeg 122 har paa — her! Famler i Lommen. Hvad er det? Tag dette her! Her er Guld.

JEAN LASQUE
slaar Pungen ud af hans Haand, sparker til den, studser ved Klangen

Dèr! Dèr slap det ud. Men Marc-Arron, Marc-Arron —

MARC-ARRON

Endelig! Ser du nu endelig, det er mig?

JEAN LASQUE
ryster paa Hovedet

Saadan skulde det ende! Dèr ligger Marc- Arrons Ære. Saadan kastrerer man en Helt.

MARC-ARRON

Jean Lasque, du tror da ikke —

JEAN LASQUE

— at dette her er Manden selv? Det er hans Manddom, som Djævlen har rørt ved og gjort til Guld.

Tager Pungen op.
MARC-ARRON

Du tror da ikke, Jean Lasque —

JEAN LASQUE

Jo netop. Nu tror jeg det hele. Klæderne. Pungen. Det ene med det andet. Selvfølgelig. Hvorfor skulde du ellers have gjort det?

123
MARC-ARRON

Du tror da ikke for Guldet?

JEAN LASQUE

Jeg saa jo, det laa i dine Bukser. Det er med Guld, man kastrerer Republikens bedste Mænd. Til Helvede med din forgyldte Vanære!

Slynger Pungen ud gennem et Parkvindu.
MARC-ARRON

Det tror du om mig? Jeg skammer mig for dig.

JEAN LASQUE

Skam dig for dig selv!

MARC-ARRON

Du foragter mig.

JEAN LASQUE

Foragt dig selv! Havde jeg Vand i Pumperne, saa græd jeg over Marc-Arron.

MARC-ARRON

Er jeg dine Taarer værd?

JEAN LASQUE

Du? Nej — du ikke! Du er et kalket Spøgelse af Fejghed. Et grønt Skræmsel med Slim i Aarene i Stedet for Blod. Du ser ud, som du var kastet op af dig selv. Men Marc- Arron, som ikke er mere, for ham kunde jeg 124 smaatude af Smerte. Han havde Trommehvirvler i sit Pulsslag. Kanonslag i sine Lunger. Han var et nyt Krater i Udbrud. Han rullede frem som en Lavastrøm. Det røg af ham som af sprudende Svovl. Men nu er han væk. Han er død. Jeg vil helst tro, at han aldrig har været til.

MARC-ARRON

Han er død, Jean Lasque. Du har Ret. Lov mig blot, at du vil lade ham hvile. Spot ikke hans Minde. Vanær ham ikke, som jeg har vanæret ham. Røb ikke til nogen, hvad for et Spøgelse du har set af ham efter hans Død. Jean Lasque!

Rækker Haanden imod ham.
JEAN LASQUE

Jeg holder ikke af at give et Spøgelse Haanden.

MARC-ARRON

Er det ikke underligt — er det ikke underligt, at et Spøgelse endnu kan tænke paa at bjerge Livet?

JEAN LASQUE

Jeg skal komme en Sølvknap i min Bøsse, saa gaar Spøgelset ikke mere igen.

MARC-ARRON

Jeg tror, Spøgelset allerede er borte.

125
JEAN LASQUE

Lad det nu ikke gaa igen!

LÉONTINE
i Døren

Herre! Herr Marki! Lukker Døren forsigtigt. Nej, hvad gaar her dog for sig? Er det ikke min Hjælper i Nøden? Vor gode Ven? Men saa — hvad er her sket?

JEAN LASQUE

Ingenting. Jeg saa ind til Markien —

LÉONTINE

Markien?

MARC-ARRON

Ja, for at sige mig, hvad Klokken er.

LÉONTINE

Ikke for andet?

MARC-ARRON

Er det ikke nok?

LÉONTINE

Er det sandt?

JEAN LASQUE
nikker.
MARC-ARRON

Tak!

126
JEAN LASQUE

Godmorgen, Marki!

Gaar.
LÉONTINE

Og jeg, som troede —

MARC-ARRON

At jeg havde bedt dig blive hos din Frue.

LÉONTINE

Hun er vaagnet. Hun er ved at staa op. Jeg vilde kun se, om I var her.

MARC-ARRON

Hvor skulde jeg være? Men din Frue, som ikke maatte vækkes?

LÉONTINE

Hun smiler bare. Hun smiler hele Tiden.

MARC-ARRON

Der er jo ikke andet end at smile. Skynd dig ind til hende.

Drejer Nøglen om i Korridor-Døren. Marc-Arron stirrer efter Sovekammerdøren. Et Øjeblik efter kommer Alaine til Syne. Hun staar ganske stille og ser paa ham.
ALAINE

Du er her. Det er dig.

MARC-ARRON
gaar med sænket Hoved imod hende, griber hendes Hænder

Og du, som skulde sove —

127
ALAINE

Vil du tie.

MARC-ARRON
kysser hendes Hænder.
ALAINE
gemmer dem paa Ryggen

Se paa mig.

MARC-ARRON
ser fremdeles ned for sig

Du, som skulde sove.

ALAINE

Ti nu stille og se blot paa mig. Jeg har aldrig set dig før.

MARC-ARRON
løfter Hovedet; deres Øjne mødes længe.
ALAINE

Du græder jo.

MARC-ARRON

Nej, det er dig, som græder.

ALAINE

Ser du ikke, jeg smiler?

MARC-ARRON

Det er mig, som smiler. Men du græder jo.

128
ALAINE
smiler

Er det at græde?

MARC-ARRON

Hvorfor vilde du ikke blive ved at sove?

ALAINE

Sove ... sove .... Jeg har jo sovet alle mine atten Aar. Og nu er jeg vaagnet allerførste Gang. Blot for at se paa dig. Se, at du virkelig er til. Siden sover jeg igen. Lige ind i Visheden. Lige ind i Saligheden. At du er til. At jeg har dig inde i mig ....

Lukker sine Øjne.
MARC-ARRON
kysser hende paa Øjnene

Ja, sov — du — du.

ALAINE

Ja, det er Navnet: du — du … det banker dybest inde i mig: du — du … du, den eneste, som har sagt du til mit Hjerte.

Men nu vil jeg slet ikke sove mere. Jeg er lysvaagen. Jeg er sprunget lige ud af Søvnen. Jeg vil se dig. Jeg vil se dig. Jeg vil se dig. Jeg har slet ingenting set. Jeg vil se den hele vide Verden, nu da jeg véd, den er til. Det er jo ingen Drøm, det er Liv, det er levende Liv.

129
MARC-ARRON
lægger sine Arme om hende

Ja, det er levende Liv.

ALAINE

Vi har Evigheden for os.

MARC-ARRON

Ja, vi har Evigheden for os. Smiler ved at høre et slag fra Taarnuret. Klokken sagde Amen.

ALAINE

Nu maatte Klokkerne gerne kime fra alle Kanter. Klokkerne er ikke støbte til at græde. De er støbte til at le. En rigtig buldrende og baldrende Latter fra Taarn til Taarn. Ikke sandt? De skal le af Glæde over os to. De skal ramle af Henrykkelse. Og Solen skal staa op. Den har ikke Lov at sove længer end vi to.

MARC-ARRON

Jeg tror, du kan hekse. Den er der virkelig — lige midt ind igennem Regnen.

ALAINE

Se, den spidder Regndraaberne — som Diamanter paa Guldnaale. Saadan har det aldrig regnet før. Saadan har Solen aldrig skinnet. Se, nu er den inde hos os. Jeg vil have dit Hoved hen i Solen. Jeg vil se, om 130 dit Haar virkelig er saa sort, som jeg har drømt. Véd du, det var en hel Urskov, hvor mine Hænder fo'r vild i Nat.

MARC-ARRON

Du blinder mig. Du drypper Sol lige ned i mine Øjne.

ALAINE

Luk dem, om du tør. Jeg vil spejle mig i dem. Jeg vil se, hvordan jeg ser ud, efter at jeg er vaagnet.

MARC-ARRON

Jeg kan ikke sige dig det. Jeg kan ikke se for lutter Sol.

ALAINE

Men jeg kan se mig selv. Dit Øje er lige saa brunt som mit Skildpaddes Chatol. Og jeg kan se et lille bitte blankt Vindu. Og et lille bitte Hoved. Det er næsten ikke andet end Øjne. Det ligner Hovedet paa den lille underlige Vaarflue, der sad paa Lysepiben, da du pustede Lyset ud i Nat. Saa du den ikke?

MARC-ARRON
nikker.
ALAINE

Du tog Lyset bort lige for dens runde 131 grønne Øjne — de lever ikke Natten igennem, tænkte jeg.

MARC-ARRON

Men vi to levede den igennem.

ALAINE

Nej, vi drømte den igennem. Du véd ikke alt, hvad jeg har drømt om dig. Jeg drømte, at ogsaa du havde to smaa Bryster, der formælede sig med mine. Men nu, naar jeg ser paa dig, véd jeg ikke, om det er sandt. Dagslyset gør mig vantro. Sig dog, at du elsker mig.

MARC-ARRON

Har jeg ikke sagt det med hver Draabe af mit Blod?

ALAINE

Men jeg vil have Beviser. Noget til at tage og føle paa. Aa, nu véd jeg det. Bøj dit Hoved, lad mig se din Nakke. Jeg drømte i Nat, at der laa en bittelille Mus og sov paa din Hals. Dèr er den — jeg har ikke drømt.

Kysser hans Nakke.
MARC-ARRON

Hvad er det, du gør?

ALAINE

Hvor du skælver!

132
MARC-ARRON

Dèr kyssede min Moder mig.

ALAINE

Og hun skulde have Eneret?

MARC-ARRON

Hun døde fra mig, da jeg var Dreng.

ALAINE

Har du nogensinde været Dreng? Hvad du siger! Jeg troede, du var skudt lige ud af en Mørser. At du var sprunget ud af Revolutionen i din fulde Højde — en Bjergets Mand med Epauletterne groende ud af dine Skuldre og Kommandostaven ud af dine Hænder.

MARC-ARRON

Som du ser mig nu, er jeg groet lige ud af dine Hænder.

ALAINE

Du tænker paa Klæderne. Men Revolutionen ligger i dit Ansigt. I dit Haar. I din Mund.

MARC-ARRON
kysser hende

Er dette Revolution?

133
ALAINE

Ja, det er Revolutionen, jeg kysser. Det er Revolutionen, jeg elsker i dig. Du har jo omvæltet mit hele Væsen. Kan du ikke se den røde Hue flamme fra mit Hoved? Hvad er der tilbage i mig af det, jeg var igaar? Har jeg ikke omvendt mig med Hud og Haar? Er du ikke selve den sejrrige Marseillaise?

MA⁒C-ARRON

Naar du siger det — jo.

ALAINE

Hvorfor smiler du saa mat? Er Revolutionen staaet for tidlig op. Har Helten ikke faaet sit Morgenfoder? Hvor har jeg ogsaa mine Tanker! Og min egen Appetit — tror du ikke, jeg er sulten? Jeg kunde spise dig og hele Bjerget. Se, Bordet er jo fuldt endnu. Vil Revotutionen helst have rygende Tyreblod, eller kan den nøjes med dampende Chokolade?

MARC-ARRON
smilende

Hvad Huset formaar.

ALAINE

Huset formaar alt. Du tror mig ikke? Til Straf skal Revolutionen have Chokolade i Louis-seize-Kopper. Kalder. Léontine! Er du færdig?

134
LÉONTINE
indefra

Straks! Nu kommer jeg, naadige Frue.

Bringer Chokoladen.
ALAINE

Se, hvor Revolutionen gør store Øjne til de smaa Kopper.

LÉONTINE

Fru Markise.

ALAINE

Byd Revolutionen først.

LÉONTINE

Herr Marki. Hvor I ser forbavset ud. I er maaske vant til en Portion Krudt om Morgenen?

ALAINE

Drik, kære Revolution. Det er ikke Gift.

MARC-ARRON

Om saa var!

ALAINE

Du maa gerne gaa, Léontine. Men skyd først Balkondøren op. Her er som i et Drivhus.

LÉONTINE
aabner

Uh! det ser stygt ud.

135
MARC-ARRON

Hvad mener du?

ALAINE

Ingenting. Léontine er bange for Regnvandet paa Balkonen, ikke?

LÉONTINE

Jo, naadige Frue.

Gaar.
ALAINE

En Kop til. Du véd ikke, naar du faar noget igen.

MARC-ARRON

Nej, det er Sandt. Sætter Koppen haardt fra sig. Hvor tager du dog dit Mod fra?

ALAINE

Fra dig, fra dig. Hvor kan du spørge? Det strømmer jo lige ud af dine Øjne.

MARC-ARRON
med et fortvivlet Smil

Kan du ikke se, hvor jeg er bange?

ALAINE

Du? Du straaler jo som en blank Klinge. Spejl dig i mine Øjne.

MARC-ARRON
ser længe paa hende

Ja, jeg bliver til et Genskin af dig. Aander dybt. Du fylder mig.

136
ALAINE

Ja — med din egen Revolution. Jeg vil fylde dig med Sol. Omkring, min Helt! Solen stormer ind til os. Se, der staar en Regnbue over Træerne. En syvfarvet Glorie højt over Trionville. Tegnet paa, at fra nu af skal vor Kærlighed aldrig aflade.

MARC-ARRON
henrevet

En Trikolore i Skyerne. Den slynger sig ind til os. Den skulde svøbe sig som et Skærf om dit Liv.

ALAINE

Tror du ikke, den kan? Den bliver til alt, hvad vi to vil. Se, hvor den spænder sig. Skal jeg bede den blive til en Bro, der buer sig ned for vore Fødder og bærer os bort, højt op over de hvide Kastanieblomster.

MARC-ARRON
aander

De hvide Kastanieblomster … Duften er saa stærk, saa fast. Den er til at gaa paa.

ALAINE

Op over Træernes Kroner.

MARC-ARRON

Lige ud i Luften.

137
ALAINE

Vi kan gaa i Luften.

MARC-ARRON

Hvorfor skulde vi ikke?

De træder Arm i Arm ud paa Balkonen.
EN STEMME
fra Parken

Tilbage! Et Skud smælder mod Muren.

ALAINE
er skrigende faret tilbage

Var det efter dig, de skød? Er du ramt?

MARC-ARRON

Regnbuen. Den ramlede ned. Se, der staar kun en Stump tilbage.

LÉONTINE
kommer løbende

Det er forfærdeligt. Skyder de herind?

MARC-ARRON

Der er ingenting sket. Vagten er paa sin Post. Jeg har selv stillet den ud.

LÉONTINE

Jeg saa det før. De staar allesammen og stirrer herop — med Geværet i Armen. Der hviskes om, at der er kastet Penge ned til dem for at bestikke dem. Derfor er alle Vagterne fordoblede.

138
MARC-ARRON

Fruentimmersnak i De retter sig kun efter en Instruks, jeg selv har udstedt.

ALAINE

De lurer paa dig. Jeg er saa angst. Dette Skud har vækket mig. Nu er jeg endelig vaagen. Kom, du maa afsted med det samme — om et Øjeblik er det for silde.

MARC-ARRON
smilende

Om et Øjeblik er det just Tiden.

ALAINE

Du maa bort, før nogen ser dig. Léontine, gaa og pas paa, at ingen overrumpler os. Kom her! Sætter Fingren paa en Fjer ved Siden af Sovekammerdøren, en Dør i Panelet springer op. Her!

MARC-ARRON

Skal jeg skjule mig i en Garderobe?

ALAINE

Gaa derind! I Hjørnet til højre er der en hemmelig Dør. Den springer op, naar du træder paa den inderste Kant af Bunden. En Løntrappe fører ned i Kælderen.

MARC-ARRON

Og hvis Kælderen som alt det andet er besat af Soldater?

139
ALAINE

Bliver du derinde, til Soldaterne er borte.

MARC-ARRON

Saadan en Forræderske er du!

ALAINE

En Forræderske?

MARC-ARRON

Saadan kunde du forraade din egen Brudgom!

ALAINE

Er det at forraade dig?

MARC-ARRON

Du jagede ham ud i Aftes — skønt du kunde have frelst ham dèr.

ALAINE

Jeg vidste det ikke i Aftes.

MARC-ARRON

Du vidste det ikke?

ALAINE

Jeg huskede det ikke.

MARC-ARRON

Du huskede det først nu? Din Hukommelse maatte vækkes. Af Knaldet, som skød vor Regnbue ned.

140
ALAINE

Nej, jeg huskede det i Nat.

MARC-ARRON

Før du blev min? Du havde vel ikke Mod til at favne en dødsdømt Mand.

ALAINE

Jo. Jeg huskede det først i Morges, da alt andet gled ud af min Erindring end den eneste Tanke, at jeg aldrig kunde slippe dig.

MARC-ARRON

Derfor altsaa kunde du sove.

ALAINE

Og derfor kunde jeg staa op.

MARC-ARRON

Derfra kom dit Mod. For at prøve mit tav du stille.

ALAINE

Du bestod jo Prøven.

MARC-ARRON

Du haaner mig. Men nu er jeg allermest bange, da jeg skal ind i min Frelses sorte Hul.

ALAINE

Men du maa.

141
MARC-ARRON

Ikke før min Time slaar.

ALAINE

Vi tør ikke friste det yderste Øjeblik.

MARC-ARRON

Skræm dig ikke. Lad os ikke ængstes før Tiden. Jeg har Minutter igen. Taarnuret vil varsle os. Døren er laaset, og ingen kommer, før Klokken slaar seks. Jeg bruger kun de to til at krybe i mit Musehul.

ALAINE

Det kan blive for sent.

MARC-ARRON

Und mig den sidste Stump Tid. Har jeg ikke de tusinde Ting at sige dig i tusind Sekunder?

ALAINE

Gem dem, til vi ses igen.

MARC-ARRON

Véd du, om vi mødes paany? Var det ikke dit Ønske i Nat, at et Lyn skulde ramme os Bryst imod Bryst og lade vore Hjerter briste i en fælles Død? Jeg vil være dig saa nær, at der kun er en Hinde imellem dit og mit Blod: et Pulsslag kan sprænge den, saa Strømmene 142 hvirvles i hinanden og Livet sluser ud af vore Aarer i een Flod.

Omfavner hende heftigt.
ALAINE

Kan Døden favne saaledes, saa elsker jeg Døden.

MARC-ARRON

Saa elsker du Døden i mig, fordi jeg elsker dig til Døden. Er det ikke Tilintetgørelsen, som knuger os i sin Favn? Lyt! Derude gaar Døden taktfast op og ned. Urets mange Hjul klikker usynligt omkring os, maaier Cirklerne ud for at naa den sidste Tap og falde til Slag. Blykuglerne i Geværpiberne længes efter deres Maal, Hanerne staar paa Smæld, Krudtet drømmer om at vaagne i sit blaffende Knald. Alting sigter stille imod mig. Blyet higer efter Hvilen i mit Hjerte. Skæbnen er sat paa et eneste Nu. Netop derfor er jeg salig. Der er ingen anden Evighed end den, som eksploderer i et Glimt. Hvad der skal dø, kan tælles i Timer og Dage. Evighedens Lykke jubler i et Stjerneskud.

ALAINE

Det er dog en Stjerne, som dør.

MARC-ARRON

Nej, et Ønske, som tændes — en Evighed, 143 som undfanges i et Ønske. Har du aldrig ønsket ved et Stjerneskud?

ALAINE

Jeg kom altid for sent. Stjerneskuddene mindede mig kun om, at mit Hjerte endnu ikke ejede sit uvilkaarlige Ønske.

MARC-ARRON

At du var et Barn — til i Nat. Da kom dit Stjerneskud og mødtes med dit Ønske.

ALAINE

Hvad har du selv haft at ønske?

MARC-ARRON

Stjerneskuds-Ønsker er ikke for Mænd. Jeg har set dem i utallige Nætter. Naar jeg stod paa Forpost og kun havde dem til at holde mine Øjne aabne. Jeg talte dem for Adspredelsens Skyld. Mine Øjne løb rundt paa Himlen for at samle dem op, inden de faldt ned. Eller ved Bivuakerne, naar jeg blev træt af at stirre ind i de sydende Gnister og vendte Hovedet mod Natten og saa en hvid Ildorm bore sig ind i Mørket. Selv i mit Telt er det hændt mig, at jeg er vaagnet op og har set et Stjerneskud blinke ind i en Rift.

ALAINE

Og det er aldrig faldet dig ind at ønske?

144
MARC-ARRON

Jeg har altid tænkt mig, at disse Stjerner faldt ned over ventende Kvinder, i opladte Skød. Der er En, som en Gang har fortalt mig om en Gud, der lod sig føde af en jordisk Moder: hun blev svanger ved at se paa et Stjerneskud. Pavse. Hvorfor svarer du ikke?

ALAINE
med lukkede Øjne

Et Stjerneskud kan ikke tale. Men der er noget inde i mig, som svarer.

MARC-ARRON
kysser hende paa Øjet

Der er en lille Puls, som banker helt op i dit Øjelaag. Det er dit Blod, som stormer op ad Trappen —

ALAINE
aabner Øjnene

Slaar Døren paa vid Gab og raaber: Sover du endnu? Staar du dèr og sover i den lyse Morgen? Livet venter jo paa dig. Husk dog dine Løfter.

MARC-ARRON

Ja, de tusind Ting, jeg skulde fortælle dig i tusinde Sekunder. Jeg skulde jo skrifte mit hele Liv ind i dine Øjne. Du skulde have alt, hvad jeg har levet og kæmpet. Min Barndom langt mod Syd i Dalen ved den sølvblinkende Rhone. Mine Tanker blandt Faarene, jeg har 145 vogtet. Mine Hug af Korporalstaven, min Trælletid under Brienne-Junkerne. Jeg skulde fortælle dig om mine Bastille- og Versailles- Dage. Kramme mit Sergeant-Tornyster ud for dig, vise dig, hvor jeg smed det for en Løjtnantskaarde, og hvordan jeg snappede Kaptajns-Epauletterne ved Jemappes —

ALAINE

Videre, videre! Spring Fortiden over. Hvad der er forbi, er dødt. Eventyret, det er Fremtiden. Jeg vil se den med dine Øjne. Jeg vil se, hvad der spejler sig i din nøgne Klinge.

MARC-ARRON

Har jeg den endnu? Har jeg ikke sluppet den fra mig?

ALAINE

Det er Haanden, som skaber Sværdet. Afsted, og du fanger det i Luften. Du former Jernet i dit Greb.

MARC-ARRON
lægger hendes Hænder for sit Ansigt

Jeg former mit Liv efter disse. Min Sjæl ligger i din Haand som i en Slynge.

ALAINE

Og jeg slynger dig ud i Kampen —

146
MARC-ARRON

Som en Sten, der faar Syner, naar den fløjter gennem Luften. Jeg bliver synsk som En, der tørner ind i Evigheden. Tror du ikke, jeg kan se alt i denne Morgentime? Alle Galliens Haner skingrer i Skrig. Frihedshuerne blusser over Landet, som Valmuer skyder de op af Grøftekanterne. Marseillaisen knitrer hen ad Landevejene. Bajonetterne perler af Dugg, de blinker ud over Grænserne og skærer Frankrigs Fjender i Øjnene. I Paris har Velfærdsudvalget holdt Møde siden Midnat. Stafetterne bringer de sidste Efterretninger fra Nordarméen — Hestemulerne sprøjter dem som Skumflager ud over Mængden. Robespierre flænger de sidste Bulletiner og hviner dem ud i Salen: Dumouriez har forraadt Republiken, men har maattet flygte — som en Køter! — over til Østerrigerne. Ned med Forræderne! Leve Dampierre og Davout — de fører Hævnen som et Flammesværd, der skal brændemærke Forrædernes Ryg. I sit Badekar ligger Marat og skriver, saa Papiret syder — Pennen er dyppet i Lava: Skær bort! Skær væk! Der er en eneste Lægedom: Guillotinen! I Revolutionsdomstolene rasler Dødsdommene ud af Døren — Blækket er ikke tørt, før Blodet springer under Kniven. Men i Temple sidder Enken 147 Capet foran Spejlet og stirrer stift paa sit blege Haar, som Døden har pudret.

ALAINE

Jeg ser det for mig, som du siger det. Hvordan kom du ind i dette rasende Kobbel?

MARC-ARRON

Det er os, som behersker Koblet. Det er os, de stærke Næver, som strammer Linerne eller lader staa til. Afsted pisker det over Stok og Sten. En Jagt som denne har Verden aldrig set. Hævnen har sluppet sine Furier løs. Svøberne hyler gennem Luften. De skændede Templer renses. Retfærdigheden bruger Sværdet, hun fylder sine Vægtskaale med Blod mod Blod. Gribbene forsamles om det Bytte, hun slagter. Men efter dem kommer Ørne med susende Slagfjer. Friheden ruller frem paa sin gyldne Sejrsvogn, hun har kastet Tømmerne, og Hjulene brænder Hovene paa de løbske Heste.

ALAINE

Ja, de er løbske. De stormer, til de styrter. De slynger Frankrig i Afgrunden.

MARC-ARRON

Nej. Alt, hvad Frankrig har fostret af Ungdom og Forvovenhed, løber langs Vognen. 148 Deres Haar flyver omkap med Hestenes Manker. Der er Tusinder af Hænder rede til at snappe efter de tabte Tøjler, til at gribe dem og springe op i den hvirvlende Vogn.

ALAINE

I det Kapløb har du været med.

MARC-ARRON

Ja, til jeg styrted i Støvet for dig.

ALAINE

Men jeg har rejst dig igen. Du skal med! Du skal med! Spring, min Helt, spring!

MARC-ARRON

Springe Skal jeg. Taarnuret begynder at slaa. Nu springer Tiden i Stykker for mig.

ALAINE

Nu maa du afsted, før det sidste Slag er forstummet. Skynd dig!

Holder Tapetdøren aaben.
MARC-ARRON
tæller

— Fire — fem! Og forbi!

smælder Døren til.
ALAINE

Hvad gør du dog?

MARC-ARRON

Jeg slog Døren i.

149
ALAINE

For Fremtid og Frelse.

MARC-ARRON

For Fortid og Fejghed. Nu er jeg mig selv.

ALAINE

Vi er fortabte.

MARC-ARRON

Vi er frelste. Der bankes to skarpeSlag paa Korridordøren. Ja! jeg er her!

ALAINE

Aa, men ti dog!

MARC-ARRON
svarende paa en ny Bankning

Javel!

Gaar mod Døren.
ALAINE
i Vejen for ham

Du maa ikke. Du slaar mig ihjel.

MARC-ARRON

Nu tager jeg dig paa mine Arme og beder dig Selv lukke Buret op.

Knuger hende til sig.
ALAINE

Frels mig!

MARC-ARRON
ved en ny Bankning

Skal de tro, jeg er bange? Højt. Ja, jeg kommer.

150
LÉONTINE
hastigt fra Sovekammeret

Jeg kan ikke gøre for det. Nu sprænger de Yderdøren.

ALAINE

Her maa de ikke komme ind, hører du.

LÉONTINE

Jeg skal gøre mig selv til Slaa. Iler ind igen.

MONTALOUP
bag Døren

Luk op! Til Side! Væk med den Tøs! Hug hende ned!

LÉONTINE
skriger.
MONTALOUP
stormer ind

Marc-Arron! En Lykke, at du er her endnu!

JEAN LASQUE
udenfor Korridordøren

Luk op, eller vi slaar Døren ind.

MONTALOUP

Stille derude!

JEAN LASQUE

Luk Op i Konventets Navn!

De begynder at splintre Døren.
MONTALOUP

Det er Folk, som møder paa Pletten. Godt, 151 at vi andre ogsaa er her. Jeg har ikke lukket et Øje i Nat. For din Skyld, Marc-Arron. Trøst dig, vi har ham. Nu lige paa Morgenstunden. Druknet som en Mus. Se, hvordan han bærer sine Tyvekoster, Republikens Klæder.

ERNESTE DES TRESAILLES
føres ind af Soldater, forreven, dyngvaad, barhovedet.
MONTALOUP

Han kan næppe hænge sammen, sølle Fyr.

ERNESTE DES TRESAILLES
hæst, uden at løfte Øjnene

Jeg er vendt frivillig tilbage.

MONTALOUP

Hvor Fanden skulde du gaa hen? Emigranterne render for hurtigt til, at du kan hente dem ind. Marc-Arron, her har du dit Pant og din Frihed igen.

JEAN LASQUE
i den splintrede Dør

Borger Kommissær, alting er rede til Eksekutionen.

MONTALOUP
peger paa Markien

Før Delinkventen ud.

JEAN LASQUE

Er dette Delinkventen?

152
MONTALOUP

Hvilket taabeligt Spørgsmaal! Ja.

ALAINE
klynger sig til Marc-Arron

Elskede, du er frelst.

MARC-ARRON

Elskede, ja, jeg er frelst. Højt. Spørgsmaalet er rigtigt.

MONTALOUP

Før Delinkventen ud.

MARC-ARRON

En Konventssergeant tager ikke fejl af Republikens Uniformer. Delinkventen er mig.

MONTALOUP

Men raser du, Marc-Arron!

MARC-ARRON

Stille, Borger Kommissær. Republiken lader sig ikke krænke i Udøvelsen af Retfærdighed. Soldater! Denne Mand er, hvad hans Uniform siger Jer: Oberstløjtnant i Konventets Nordarmé. Men han har svigtet sin Pligt, som var at lade en Dødsdom eksekvere denne Morgen Klokken seks. Tiden er overskredet, han har ladet Dommen bortkomme og trods ihærdig Søgen, hvorom hans Uniform vidner, ikke kunnet skaffe den til Veje. Han 153 bør for denne Forsømmelse ikke straffes med mindre end Degradering. Borger Kommissær, tillad ham som menig Soldat et Forsøg paa at gøre sig værdig til de Farver, han bærer. Soldater, den Dødsdom, til hvis Fuldbyrdelse I her er samlede, er i Delinkventens egne Hænder. Her er den. Jeg er „Den forhenværende Marki Erneste des Tressailles; Emigrant, grebet under Vaaben mod sit Fædreland, dømt til Døden." Beviset er disse Klæder og saa mit Vidne. Alaine de l'Estoile, tør du for disse Republikens Mænd vidne, at jeg er din Elskede, din Brudgom?

ALAINE
nikker, sagte

Du er min Elskede, min Brudgom.

MARC-ARRON

Tak! Jeg trænger til at fødes om. Du skal føde mig til Verden igen.

Soldater! Nu maa der ikke spildes mere Tid.

MONTALOUP

Stands! Jeg annullerer Dommen.

MARC-ARRON

Republikens Dødsdom annulleres ikke. Soldater, gør Eders Pligt.

154
MONTALOUP

Soldater! I Konventets Navn, ingen vover at røre denne Mand.

MARC-ARRON
smilende

Lad da mig — trods disse Klæder — vise Jer, hvordan en Revolutionsmand gør sin Pligt. Ser sig rundt, nikker til Jean Lasque og Montaloup, ser sidst paa Alaine, vender sig om og gaar med faste Skridt ud paa Balkonen. Kommanderer. Soldater! Giv Agt! Læg an! Sigt her! Leve Alaine de l'Estoile! Leve Republiken! Fyr!

En Salve fra Haven gennemborer ham. Trommehvirvel.
ALAINE
hvisker med lukkede Øjne

Han elskede mig.