✂

✂ SOPHUS MICHAËLIS

✂ REVOLUTIONS
BRYLLUP

✂ SKUESPIL I TRE AKTER

✂ KJØBENHAVN OG KRISTIANIA

✂ GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

✂ MDCCCCVI

II
III

✂

✂ SOPHUS MICHAËLIS

✂ REVOLUTIONSBRYLLUP

✂

SOPHUS MICHAËLIS:

✂ DIGTE. 1888.

✂ SYND. 1891.

✂ VANEMENNESKER. 1892.

✂ AUCASS1N OG NICOLETE. 1893.

✂ SOLBLOMSTER. 1893. Anden Udgave 1901.

✂ ÆBELØ. 1895. Tysk Oversættelse af Marie Herzfeld; 3. Oplag. Polsk af Jozéfa Klemensiewiczowa. Hollandsk af D. Logeman van der Willigen. Bøhmisk af Hugo Kosterka.

✂ AUCASSIN OG NICOLETE. Opera. 1896. 2. Oplag. Tysk Oversættelse af Eugen von Enzberg.

✂ SIRENER. 1898.

✂ LIVETS FEST. 1900.

✂ DØDEDANSEN. 1900. Tysk Oversættelse af Helene Klepetar. Hollandsk af D. Logeman van der Willigen.

✂ GIOVANNA. 1901. Svensk Oversættelse. Tysk af Marie Herzfeld. Hollandsk af D. Logeman van der Willigen.

✂ PALMERNE. 1904.

✂ REVOLUTIONSBRYLLUP. Skuespil i tre Akter. 1906. Paa Tysk ved Marie Herzfeld, paa Engelsk ved Ellie Weekes.

✂ LÆGEN. Skuespil i fire Akter. 1906. Paa Tysk ved Marie Herzfeld, paa Engelsk ved Ellie Weekes.

✂ GUSTAVE FLAUBERT; SALAMMBÔ. 1902.

✂ GUSTAVE FLAUBERT: DEN HELLIGE ANTONIOS' FRISTELSER. 1904.

✂ BILLEDHUGGEREN J. A. JERICHAU (under Trykning).

SOPHUS MICHAËLIS

📖 REVOLUTIONSBRYLLUP
SKUESPIL I TRE AKTER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
FORLAGETS BOGTRYKKERI
1906

VI
VII

✂

✂ BETTY NANSEN

✂ TILEGNET

VIII
IX

✂

PERSONERNE

✂ ALAINE DE L'ESTOILE.

✂ ERNESTE DES TRESSAILLES.

✂ Du BARTAS.

✂ ABBED COPIN.

✂ LÉONTINE.

✂ MESTER JÉRÔME.

✂ PROSPER.

✂ DAVOUT.

✂ MONTALOUP.

✂ MARC-ARRON.

✂ JEAN LASQUE.

✂ Slottet Trionville i Nærheden
af Condé.

✂ 13.—14. Floréal Aar II.

✂ (Maj 1793.)

✂

FØRSTE AKT

✂ Slotssal. Altan ud imod Parken. Hjørnevindu til Slotsgaarden.

ALAINE DE L'ESTOILE: fra Sideværelset
Léontine!

LÉONTINE: bøjet ud af Vinduet
Ja.

ALAINE DE L'ESTOILE: Kommer du ikke, naar jeg kalder? Frem i Døren. Léontine!

LÉONTINE: vender sig om
Jeg maa dog se efter, Naadigfrøken.

ALAINE DE L'ESTOILE: Hvem Rytterne er? Har du en Kæreste iblandt dem?

LÉONTINE: Jeg kender en højfornemme Dame, der har sin Brudgom imellem dem.

ALAINE DE L'ESTOILE: nærmere
Er Markien selv med?

LÉONTINE: Naadigfrøken gav mig ikke Tid at se rigtig efter.

ALAINE DE L'ESTOILE: mod Vinduet
Er han der?

LÉONTINE: Men Naadigfrøken, Eders Korset staar aabent.

ALAINE DE L'ESTOILE: Saa skynd dig dog.

LÉONTINE: Ja, ja, Naadigfrøken.
Begynder at knappe.

ALAINE DE L'ESTOILE: Vil du ikke høre! Gaa straks hen og se efter.

LÉONTINE: ved Vinduet
Det er en meget fin Kavaler. Han er knap til at kende. Han skinner som en Perle. Hvid fra Top til Taa. Silkeskærf. Strudsfjer. Selv Kokarden er som Sne. Saadan ser der vist ud i Versailles. Ikke Spor af Trikolore.

ALAINE DE L'ESTOILE

✂

Hvad snakker du om Trikolore! Tror du, min Brudgom har mer end een Farve?

Luk Vinduet og sig, han kommer for tidlig.

ERNESTE DES TRESSAILLES: udefra
Hallo! Er dit naadige Herskab færdig, Léontine?

ALAINE DE L'ESTOILE: flygter
Nej, nej!

LÉONTINE: Hvor tør I lade Eder se saa tidlig, Herr Marki?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Har I ikke glemt det vigtigste?

ALAINE DE L'ESTOILE: Hvad er det, Léontine?

LÉONTINE: Han har nogle Blomster i Haanden.

ALAINE DE L'ESTOILE: Blomster?

ERNESTE DES TRESSAILES: Har din Naadigfrøken sin Brudekrans?

LÉONTINE: Gud! Det er en hel Gren fuld af hvide Orangeblomster.

ALAINE DE L'ESTOILE: Mine Brudeblomster. Hvor har han kunnet finde dem?

LÉONTINE: Tak! Han staar op i Stigbøjlerne og ræk- ker dem paa sin Kaardespids. Kan Markiens Sabel skyde den Slags Skud — og i Maj Maaned?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Jeg har selv set paa, at de sprang ud i Morges. De kommer lige fra Valenciennes.

ALAINE DE L'ESTOILE: Erneste dog! Er han forrykt! Fra Valenciennes? Konventets Tropper staar i Byen.

LÉONTINE: Tør Markien saadan gaa sine Dødsfjender under Øjne?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Det er ikke farligere end at gaa dig under Øjne, Léontine. Nu har alting vendt sig. Dumouriez har kastet Masken. Han er gaaet 5over. Han er vor med Hud og Haar. Han forærer os baade Valenciennes, Lille og Condé. I Morgen den Dag gaar vi syd paa — i Stormskridt mod Paris.

LÉONTINE: vender sig
Hører I, Naadigfrøken?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Er dit naadige Herskab deroppe, Léontine?

ALAINE DE L'ESTOILE: Nej! Han maa ikke komme. Luk dog!

LÉONTINE: Farvel, Herr Marki: I er kommen altfor tidlig. Lukker. Sikke Blomster, Naadigfrøken. Naa, I faar en Helt til Mand! Dem snapper han fra en fjendtlig By, lige saa let som Gaardskarlene tager en Kommenskringle i en Karruseltur.

ALAINE DE L'ESTOILE: Smaa bitte, bitte Knopper. Lige til at aabne med et Kys.

LÉONTINE: tager Blomsterne
Det er slet ikke Jeres Sag, Naadigfrøken. Det er Jer, som er Knoppen, der skal kysses. 6De maa fæstes til Sløret. Vær saa naadig at bøje Jer, min Dejlighed. Nu skal I vænne Jer til det. Grenen sidder som et helt Diadem.

ALAINE DE L'ESTOILE: griber hende om begge Arme
Aa, Léontine, jeg har Tid endnu. Skal vi kaste Blomsterne og hele Stadsen og løbe væk! Hvorfor skal jeg giftes — over Hals og Hoved — for at faa en Beskytter — der forlader mig med det samme. Trænger jeg først til en Beskytter nu? Jeg, som har siddet over Aar og Dag alene, uden Fader, uden Broder, uden en eneste af mine egne. Mens de andre flygtede over alle Bjerge og alle Grænser — Emigranter, Emigranter! Skrækken jog dem til alle Sider, de fløj som Spurve for en Tromme. Hvad skal jeg med en Beskytter nu, da Faren er forbi? Jeg var jo den eneste, som turde blive.

LÉONTINE: Det var da godt, at I blev, Naadigfrøken.

ALAINE DE L'ESTOILE: Sløret maa længer tilbage.

LÉONTINE: Saadan. Hvad havde de ellers gjort ved Jeres dejlige Fædrenegods? Jakobinerne havde 7plukket det i Stumper. Enhver Emigrant har jo forbrudt sin Ejendom.

ALAINE DE L'ESTOILE: Nu faar de alting tilbage, Léontine.

LÉONTINE: Det siger den naadige Herr Marki. Men jeg vil se det, før jeg tror det. Det eneste, jeg kan se for Øjeblikket, er, at Mage til Brud har der aldrig været paa Trionville. Nu kan I spejle Jer i alle de gamle Forfædres Øjne rundt omkring paa Væggene.

ALAINE DE L'ESTOILE: Synes du, det er hyggeligt? Alle de stive Glasøjne. Ikke et eneste venligt Blik. Ikke en levende Haand, der kan føre mig til Brudeskamlen. Faders har været kold et helt Aar. Hvad mener du om disse døde Bryllupsgæster?

LÉONTINE: Naadigfrøkens Brudgom har Liv for dem allesammen. I skal se, de ramler ned af Panelerne, naar han taler.

ALAINE DE L'ESTOILE: Léontine, jeg vil ikke.

LÉONTINE: Men Gud, hvad er det, I ikke vil?

ALAINE DE L'ESTOILE: Jeg vil ikke, Léontine. Pluk du hele Pynten af mig. Har jeg ventet saa længe, kan jeg vente det Par Maaneder endnu, til Frankrig igen er blevet sig selv.

LÉONTINE: Nu skulde I se at blive Jer selv, Naadigfrøken. Véd I af, at Klokken næsten staar paa Slag? Jeg er vis paa, Abbed Copin er paa Trapperne.

ALAINE DE L'ESTOILE: Hvorfor skal jeg holde Bryllup midt i Felten, naar Krigen dog snart har Ende? Hvad ligner dette Hastværk af Markien, Léontine?

LÉONTINE: Det kan I spørge? Nu rykkede I Kransen skæv, fy. Markien blev trolovet med Jer, da I endnu laa i Jeres lille forgyldte Vugge. Han har ventet tyve Aar af de treogtyve, han er. Han har set Jer som et grønt Skud, som en Blomst i Knop. Tre hele Aar har han savnet Jer. Nu er I som et modent Bær. Se Jer selv i Spejl, dèr er Nakkespejlet, Naadigfrøken. Om jeg saa var Feltmarskalk for den samtlige 9Emigrant-Armé, lod jeg den gøre Holdt under Jeres Vinduer, eller ogsaa lod jeg dem ryge og rejse ad Helvede og Paris til, før jeg marscherede forbi uden at plukke min lille Paradisfugl.

ALAINE DE L'ESTOILE: Léontine!

LÉONTINE: Skulde han ikke have Appetit? Tyve Aars Sult at stille paa en eneste Nat.

ALAINE DE L'ESTOILE: Léontine!
Slaar hende med Haandspejlet.

LÉONTINE: Det er ikke mig, men Jer selv, I slaar paa Munden. Og dèr kan I høre, nu slaar Jeres Time.
Klokkerne begynder at ringe fra Slotskirken. Abbed Copin kommer i Messedragt, ledsaget af Kordrenge med Røgelsekar.

ABBED COPIN: Mit kære Barn. Saa lig din Moder, da hun første Gang stod paa Trionville. Nu ringer Klokkerne Befrielsen ind over Landet. Det landflygtige Frankrig strømmer til dit Bryllup. Det første Varsel om Freden.

ALAINE DE L'ESTOILE: Men er det ikke syndigt, Fader, at tænke paa sig selv i dette højtidelige Øjeblik, da vore landflygtige Brødre vender hjem til Frankrigs Jord?

ABBED COPIN: kysser hende paa Panden
Din Vielse skal vorde en Indvielse. Dit Ægteskab et Symbolum. Jeg genforener i dig vort hellige Fædrelands Jord med dens retmæssige Besidder. Det er Frankrig, som atter vies til sin Herre. Du er selve Landet, mit skønne Barn, du, som blev gennem Trængslernes lange Aar. Og han, som venter dig, er Landets hjemvendte Herre. Sig som de forstandige Jomfruer: Brudgommen kommer. Se, jeg er rede.

ALAINE DE L'ESTOILE: Men han kommer med fremmede Vaaben, Fader.

ABBED COPIN: Det fremmede Vaaben er Retfærdighedens Sværd. Det var kastet ud af dette stakkels hjemsøgte Land. Bøddeløksen var traadt i Stedet. Husk, hvor faa Maaneder det er siden, de myrdede Herrens Salvede i det ryggesløse Paris. Hævnen hører mig til, har 11Herren sagt. Og Hævnen kommer med Ild og Sværd. Vær stolt, kære Barn, at din Brudgom er en af dem, der bringer os Retfærdighedens Vaaben tilbage.
En Skare Emigrant-Officerer kommer ind, førte af Kaptajn Du Bartas, stiller sig i to Rækker, drager Kaarderne og krydser dem.

DU BARTAS: Naadige Frøken, tillad Eders Brudgoms Venner og Vaabenfæller med vore Klinger at bygge Æreporten over Eders Vej til Bryllupsaltret. Gud beskytte Frankrig! Gud velsigne denne første Pagt paa Fædrelandets hellige Grund!
Ført af Abbed Copin gaar Alaine de l'Estoile hen under Kaarderne. Officererne danner Følge. Alle ud undtagen Léontine.

LÉONTINE: ved Døren, klapper i Hænderne
Skynd Jer, Mester Jérôme. Der skal dækkes her.
Hushovmesteren kommer ind med Tjenere.

MESTER JÉRÔME: Hvor mange skal der dækkes til, Mamsel?

LÉONTINE: Hvor mange fremmede Heste har I paa Stalden, Mester Jérôme?

MESTER JÉRÔME: Spørg Staldkarlen, Jomfru Næsvis.

LÉONTINE: Og spørg I Herren til Trionville, Herr Stumtjener.

MESTER JÉRÔME: Man faar nok Svar af en Marmorkiste.

LÉONTINE: Den ny Herre, mener jeg.

MESTER JÉRÔME: Har ikke den Ære. Han er ikke forestillet for mig endnu.

LÉONTINE: Har man hørt Mage! Skal nu Herskabet forestilles for Høvederne?

MESTER JÉRÔME: Hvordan vover du at tale til Hushovmesteren paa Trionville? Vent, til jeg faar mine Handsker paa.

LÉONTINE: Og hvordan vover I at tale om Jeres Herre?

MESTER JÉRÔME: Jeg slaar dig paa dit skidne Mundtøj. Nej, det var Synd for mine Handsker. Husk nu vel paa, jeg taaier ikke et uvedkommende Muk i den Spisesal, hvor jeg skal kommandere. Pierre, ræk mig min Stok. Sss—sss! En, to, tre! slaar i Bordet. Begynd! Til en intime Havestue-Middag kan ikkun dækkes til ti allerhøjst. Egenlig mellem tre og ni, ikke under Gratiernes og ikke over Musernes Tal. Altsaa ti Kuverter — nej, lad os nøjes med Musernes ni. Det mellemstore Sølvstel. Neptun-Opsatserne. Blaa kinesiske Vaser til Blomster. Højsæder fra Riddersalen, to til Brudeparret. Greverne af Trionvilles Guldpokaler, ogsaa den sidste, skænket af Hans Majestæt, nu højsalig Kong Ludvig den Sejstende, højlovlig Ihukommelse! Ingen Adelsmand vender hjem til Frankrig og løfter sit Bæger uden at mindes, hvad vi har mistet. Kongen er død, og endnu har vi ingen ny. En, to, tre! Rap Jer, lad Poterne løbe! Hvad staar du dèr og maaber efter, Prosper?

PROSPER: Jeg spør kun, Jeres Velbaarenhed: Er vi Franskmænd, eller er vi ikke Franskmænd?

MESTER JÉRÔME: Hvorfor spør du ikke: Er vi Mandfolk, eller er vi ikke Mandfolk?

PROSPER: Det bliver saadan omtrentligen det samme. Ligger vi altsaa paa den rigtige Side af Grænsen, eller gør vi det ikke?

MESTER JÉRÔME: Du ligger vist paa den forkerte Side, lille Prosper.

PROSPER: Vil Jeres Velbaarenhed vise mig den Villighed at glo ud af Vinduet?

MESTER JÉRÔME: Vil Jeres Impertinence ryge ud af Døren med den Slags ubehøvlede Spørgsmaal!

PROSPER: Har Jeres Velbaarenhed da ikke set, det er Østerrigere, vi har i Indkvartering?

MESTER JÉRÔME: Østerrigere eller ikke Østerrigere, hvad — om jeg saa maa sige — rager det dig? Du har kun at lægge Mærke til, at det er vore egne lovlige Herrer, der kommer hjem og vil rense Fædrelandet for alle Jakobinerslyngler og Kongemordere.

PROSPER: Jeg siger Tak for Rensning. Skal jeg have mit Kammer fejet, kan jeg gøre det selv og har nok i en god fransk Kost; vi behøver ingen indførte Ris. Paa Porten med Belgerne og Prøjserne og Østerrigerne! Naar galt skal være, er en indfødt Jakobiner alle Dage bedre end en udenlandsk Storhertug. Har Jeres Velbaarenhed ikke set den sidste Proklame fra Konventet? Maa jeg saa bede Jer læse denne her?

MESTER JÉRÔME: slaar til den med sin Stok
Pas paa, lille Prosper, at vi ikke snor dig en Strikke af dine Proklamer.

PROSPER: tager en ny frem af Lommen
Vil I læse den op, eller skal jeg? Om I saa tusind Gange slaar den i Stumper, véd jeg lige godt, hvad der staar: Enhver Emigrant over fjorten Aar straffes med Døden. Alle Emigranter er Landsforrædere. Enhver, som hjælper eller huser en Emigrant, er skyldig til Guillotinen. Forstaar I! Lad Emigranterne komme hjem igen som de Syndere, de er, og faa det Livfuld Hug, de har fortjent. Be'r de om Forladelse, værsaaartig — uartige Børn véd, hvor Kløene svi'er. Men den Onde skal knuse mig, om jeg staar 16paa Tæerne for østerrigske Spioner eller tyske Indbrudstyve — herut! de har ikke noget her at gøre.

MESTER JÉRÔME: Ved højsalig Kong Ludvigs Hoved: Fyren raser! Han holder Brandtaler midt paa Bjerget. Bravo! Bliv dog ved! Emigranterne er her straks for at høre paa dig. Det er ret, tag dig til Halsen. Galgenfugle véd, hvor Rebet snærer.

LÉONTINE: fra Vinduet
Stille! stille dog! Der har vi Brudefølget.
Klokkerne kimer stærkere. Brudeparret kommer under Officerernes krydsede Kaarder. Bønderpiger strør Blomster.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Tak! Tak, mine dyrebare Venner og Vaabenfæller. I viser os en Ære, der er altfor overvældende. Øjeblikket er højtideligt. Efter Aars Skilsmisse er vi igen paa Fædrelandets Grund. Vi burde knæle og kysse Jorden, vi staar paa. Tak, fordi I gør dette Gensyn festligt og et Øjeblik slaar Kres om to Lykkelige, der endelig forenes efter Aars Skilsmisse.

ALAINE DE L'ESTOILE: Tak! I min afdøde Faders Navn beder jeg Herrerne være Trionvilles Gæster i Dag.

DU BARTAS: kysser hendes Haand
Naadige Frue, om vi røvede blot et af Eders Bryllupsdags Minutter, vilde det være Synd. Behold ham alene denne ene korte Dag. Husk, han er endnu ikke helt Eders. Fra i Morgen tjener han igen med os vor fælles Elskerinde, af hvis Haand I først faar ham tilbage, naar hun atter er befriet. Det skønne Frankrig er taget med Vold. Ingen af os tør tænke paa sin egen Lykke, saa længe hun ikke er hævnet.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Tør jeg da tænke paa min? Mine tro Kammerater, bør jeg ikke følge Jer straks?

DU BARTAS: Kære Marki, for en eneste Dag har I Vaabenhvile og tør tjene Venus, ikke Mars. Dette Bryllup midt i Krigen har en hellig Betydning for os alle. Det fejrer de Landflygtiges Genforening med Fædrelandet. Vær nu tryg, skønne Frue, og nyd Eders Dag. Faren er allerede forjaget helt fra denne Grænse. Dumouriez har brudt alle Fortidens Broer af bag sig. Han har sluttet sig uigenkaldeligt til vor hellige Sag. Han har fængslet og udleveret os Konventets Udsendinge, han har lovet os alle Nordgrænsens Fæstninger. 18I dette Øjeblik rykker vi ind i Condé. Giv os i Morgen en opflammet Helt tilbage, naar vi sejrrige gaar syd paa for igen at bringe Hæderen og Freden ind i Frankrigs Hjerte. Her skal i Dag ingen Bryllupspokaler tømmes af andre end de Nygifte. Men eet Løfte skal forene vore Kaarder, eet Haab og eet Ønske: Gud beskytte Frankrig og Frankrigs ældgamle Trone! For Frankrig sværger vi at kæmpe ved Brudekransen paa Eders skønne Hoved.

OFFICERERNE: løfter deres Kaarder over Brudens Hoved
Med Gud for Frankrig og Frankrigs ældgamle Trone!

DU BARTAS: Farvel, Marki. Til Lykke! Men sov ikke fra Réveillen i Morgen. Vi ses i Condé.
Ud med Officererne.

MESTER JÉRÔME: Tør jeg allerærbødigst lykønske mit høje Herskab. Og bede Herr Markien undskylde, at Taflet er dækket her. Det er efter den naadige Frues egen Befaling.

ALAINE DE L'ESTOILE: Gode Mester Jérôme, som I ser, er ethvert Bryllupsgilde udsat. Der skulde kun være 19dækket til to. Og Eders elskværdige Opvartning vil I gemme til en anden Gang.

MESTER JÉRÔME: Eders Naade vil ikke unde mig den Gunst at tjene Eder paa Eders Bryllupsdag?

ALAINE DE L'ESTOILE: Gode Jérôme, se efter, om Sørgefloret endnu hænger om min Faders Stol. Det maa ikke tages bort, før Landet igen har sit lovlige Styre. Men den nye Herre til Trionville skal ikke glemme den Troskab, I har vist hans Forgænger.

MESTER JÉRÔME: Eders Naade gør mig skamfuld. Naar ønsker mit naadige Herskab at spise?

ALAINE DE L'ESTOILE: Hvad Øjeblik Markien er sulten. Léontine og Prosper kan vente paa nærmere Besked.

MESTER JÉRÔME: Prosper, Eders Naade?

ALAINE DE L'ESTOILE: Ja, Prosper. Hvad er der med ham?

MESTER JÉRÔME: Prosper, Eders Naade, Prosper er …

ALAINE DE L'ESTOILE: Men saa sig, hvad han er.

MESTER JÉRÔME: Jeg væmmes ved at tage Ordet i min Mund. Prosper er …

ALAINE DE L'ESTOILE: Spedalsk maaske? Morder? Røver? Hvad er det dog?

MESTER JÉRÔME: Noget meget værre, Eders Naade. Prosper er … Ja … Jakobiner!

ALAINE DE L'ESTOILE: Uha! Gaar nu det røde Spøgelse her omkring ved højlys Dag? Prosper har tjent min Fader i tyve Aar. Og nu er han pludselig bleven forgjort? Nej, nej, lille Mester; de Jakobinere ringer altfor stærkt i Eders Øren. Og de Klokker kimer altfor voldsomt for vore. De ringer os ind i Evigheden.
Mester Jérôme og Tjenerne gaar. Ringningen hører op.

ALAINE: Endelig.

ERNESTE: Endelig.
Tager hende ved Haanden og ser sig om til alle Sider.

ALAINE: Skal du hilse paa alle mine Aner, Erneste?

ERNESTE: Paa alle mine Barndomsminder, Alaine.

ALAINE: Ikke paa mine?

ERNESTE: Du har jo ikke set dig selv, Alaine. Mit Billede af dig er knyttet til disse Vægge som et Portræt til sin Baggrund.

ALAINE: Og nu betragter du Baggrunden og ser ikke paa mig selv. Og du kysser mig ikke engang.

ERNESTE: bøjer sit Ansigt over hendes Haand
Jeg tror, jeg drømmer. Og jeg tror, jeg vaagner, om jeg pludselig fæster mine Læber paa dine. Saa lidt der skal til! En Draabe smeltet Voks vil vække dig og rive os begge ud af Drømmen.

ALAINE: Du tænker paa Billedet, du gav mig engang, min lille Legekammerat. Hvor Psyke bøjer sig over Amor.

ERNESTE: Netop som nu.

ALAINE: Med en lille Lampe i sin Haand. Saa er det jo dig, der skal vaagne, Erneste.

ERNESTE: Gid jeg skulde sove altid her hos dig og aldrig vaagne mer. Slaar sine Arme om hende. Her er mit Fristed, her er min Drøm.

ALAINE: Og Helten, som skal vaagne i Morgen? Som skal sove sig Styrke til. Vil du dog blot lukke dine Øjne her hos mig!

ERNESTE: Kan jeg det? Virkeligheden lurer uden om os, stor og stum og fuld af Forventning. Væggene har omringet os, Solen gaar paa Vagt udenfor, Træerne stirrer ind paa os, alting er Vidne. Gulvet knirker aarvaagent for hvert af mine Skridt. Livet følger mig i Hælene. Nede i Stalden staar min Hest og venter paa mig. Trompeten er rede til at løsne sit Skrig, Trommen er spændt paa sit Bulder. Min Kaarde har skærpet sin Sult efter at bide, min Pistol ruger over sit Knald 23— saaledes raaber Livet paa mig fra alle Sider, og jeg vil kun Drømmen.

ALAINE: Saa tag den, store Barn.

ERNESTE: Som en Sæbeboble mellem min Hænder. Den brister ved den mindste Berøring. Om nogle Timer sidder jeg igen paa Hesteryggen med Rimdugg om Munden og Vaabenkulde mellem Fingrene. Med en hul Parole mellem mine Tænder: For Alter og Trone! Er da Livet ikke andet end disse store Slagord, der fylder Munden som Isklumper.

ALAINE: Hvis du endnu har dem i din Mund, saa lad mine Kys smelte dem.

ERNESTE: Faar vi Tid til at være lykkelige? Jeg er som en Dreng, der er skulket af Skole, af Krigsskolen.

ALAINE: For i Morgen at jages i den igen.

ERNESTE: Efter et Par Timers Leg.

ALAINE: Bryllupsleg.

ERNESTE: Ja, gid vi kunde lege som før. Tror du, disse Aar har forandret mig? Fædrelandet — det er for mig kun dig. Frankrigs Grænser var for mig Træerne i Trionvilles Skove. Da jeg saa Taarnspiret funkle frem over Løvet, tog mit Hjerte paa at skælve, som var det Fligen af dit Slør, jeg skimtede. Der var kun een Vej ind i Frankrig. Den bar mig imod dig. Jeg higede som Trækfuglen mod sin gamle Rede.

ALAINE: Og fandt du den forladt? Lod Bruden dig vente? Havde hun ikke sin Bryllupsklædning rede? Hvad vilde Fader have sagt til dette styrtende Hastværk! Giftermaal med en halv Dags Varsel —

ERNESTE: Og Skilsmisse med en Nats —

ALAINE: Tænk dog ikke paa Dagen i Morgen, du store Skoledreng.

ERNESTE: Ja, gør mig til en Dreng igen. Hele Frankrigs 25Rige ligger her i din Park. Dammen dernede — det var mit Verdenshav. Heroppefra nikkede du til mig som en Dronning til sit Folk. Stor og naadig. Jeg var din Page, og jeg var din Ridehest. Aldrig var jeg saa glad og stolt, som naar du red paa min Ryg efter Regnen ned gennem de lange vaade Gange. Med din Haand rispede du Draaberne af Buksbomvæggene og trillede dem levende ned over min Hals. Jeg sprang af Fryd over at føle dine smaa Hæle i mine Hænder. Du sporede mig i Siderne.

ALAINE: Og du vrinskede som en rigtig Hest. Og du vilde ikke slippe mig ned igen.

ERNESTE: Jo mer du sporede, des vildere løb jeg. Husker du den Aften?

ALAINE: Vist gør jeg ej. Du maa ogsaa være min Hukommelse.

ERNESTE: Du var sprunget af og løbet fra mig. Vi skulde hjem. Onkel stod allerede paa Trappen, Hestene prustede af Utaalmodighed. Jeg løb op ad Taarntrappen, stormede gennem 26alle Salene for at finde dig. Jeg rendte som til Væddeløb og skingrede dit Navn op under alle Lofterne. Jeg styrtede gennem Riddersalen, hvor den sidste Sol gnistrede hen over Tapetets Gyldenblomster — jeg syntes, du selv var foran mig som en flygtende Solstraale. Tilsidst faldt jeg herind. I det sorteste Mørke. Kastanietræernes Skygger laa væltede hen over Gulvet. Det var som at træde i gabende Huller. Og alting var musestille. Væggene lyttede. Men Luften aandede omkring mig. Og jeg selv holdt, mit Vejr. Gennem de aabne Vinduer hørte jeg langt borte i Skoven Gøgen kukke. Jeg stod og talte alle Slagene — det sidste blev ligesom hængende henne i Gardinet.

ALAINE: Kukkuk.

ERNESTE: Det var dig. Du sad skjult i Vinduskarmen. Jeg krøb ind bag Gardinet og gemte mig hos dig. Jeg trykkede mit Ansigt ned i dit Skød, lige i dine to Hænder, der tog om mit Hoved.

ALAINE: Som kunde det være en stor solvarm Melon, der putter sig ind under Bladenes Skygge.

ERNESTE: Og jeg aandede mig helt bort mellem dine lune bløde Hænder. Vi hørte dem raabe og søge nede i Parken. Jeg tror, de bildte sig ind, vi var faldne i Dammen. Da jeg langt om længe lukkede Øjnene op, kunde jeg ikke se andet, end at du smilede til mig — der løb et Guldblink over dine Tænder — og du viste mig Nymaanen udenfor — den faldt som en funklende Stump Guldring ned mellem Bladene paa Træerne.

ALAINE: Erneste, du er jo Dreng endnu.

ERNESTE: Du bøjede dig ned over mig — det var ligesom Nymaanen, der kyssede mig. Den spejlede sig i dine hvide vaade Tænder. Et Par Øjeblikke efter var hver til sit. Du laa i din brede Himmelseng, og jeg red med Onkel ud ad Landevejen. Nymaanen dryppede i alle Hjulsporenes Pytter. Hver Gang jeg saa paa Maanen, kyssede du mig igen.

ALAINE: kysser ham
Som nu.

ERNESTE: Ja. Jeg har aldrig været andre Steder end her hos dig.

ALAINE: Du har blot drømt, du var Emigrant.

ERNESTE: Jeg kom aldrig bort fra dig. I Køln, i Bryssel, i London — paa Gymnasiet og i Officersskolen — hos Slægtninge, blandt Vildfremfremmede — bestandig var mine Tanker hos dig, altid laa mit Hoved i dit Skød.

ALAINE: Og voksede som Melonen bag sine Blade.

ERNESTE: Le kun! Har du aldrig mærket det? Utallige Nætter har jeg listet mig ud af Sovesalen og er gaaet op paa Bastionen for at se paa Maanen og tænke paa dig. Kunde du ikke mærke det?

ALAINE: At du gik op paa Bastionen? Min kære Dreng, hvad tror du, vi kunde mærke, vi, der blev siddende, mens alle de andre rømte, som var der Pest i Landet. Emigranterne kom over Trionville. Flygt, sagde de, hvor tør I blive? Men Fader sagde: Hvorfor skulde vi flygte? Vi flygter ikke. Jeg sidder paa min lovlige Grund. Hvem vil tage min Jord fra mig? Vi bliver. Bliv! sagde han til mig paa 29sit Dødsleje: Bliv! Du har først forbrudt din Arv, naar du rømmer.

ERNESTE: Og du blev.

ALAINE: Og jeg bliver.

ERNESTE: Følg med mig.

ALAINE: Du og alle I, som flygter, har jo nu kun een Vej og eet Maal: tilbage til Pligten! Og jeg har kun dette ene Sted at vogte, til Frankrig er befriet.

ERNESTE: Godt, at det ikke varer længe.

ALAINE: Véd du det sikkert? Har du faaet Ilddaaben?

ERNESTE: Kun af dig. Jeg kom for sent til Neerwinden. Men Krudtslammen drev endnu i Luften. Vi unge snuste den i os — den gav Appetit efter mere.

ALAINE: Har du tænkt over, hvad det vil sige, at du skal gaa imod dine egne Landsmænd?

ERNESTE: Mine Landsmænd? — Pariserbærmen, Sjovere og Fiskekællinger, Rakkere og Bønder. Vi gaar imod Slagterøkser og Høtyve.

ALAINE: Jeg synes, I maa lukke Øjnene, naar I skal til at slaas.

ERNESTE: Saa ser vi dobbelt rødt — Kong Ludvigs afhuggede Hoved.

ALAINE: Uh! Se saa hellere paa mig.

ERNESTE: Alaine, tilgiv mig. Det var dig selv, der mindede mig om, at jeg er Emigrant og Soldat.

ALAINE: Og Brudgom?

ERNESTE: Jeg skulde ikke være andet.

ALAINE: Og du kan ikke engang kysse. Hvad tror du, en Brud bryder sig om Alverdens afhuggede Hoveder, om Kanoner og Bastioner, om Guillotiner og Furieminer, om Sot og Helse 31og Rigens Frelse? Der er kun eet, et eneste. Jeg havde tænkt mig mit Bryllup som en Orkan. Det skulde rive mig ud over det vildene Hav. Jeg kan selv blive til et Verdenshav. Jeg har aldrig set Havet, men jeg har tænkt mig det. Det ene Hav skal sluge det andet. Jeg breder begge mine Arme ud over det grænseløse, jeg higer efter at kaste mig deri. Hører du: jeg jubler, naar det sluger mig.

ERNESTE: omfavner hende
Alaine!

ALAINE: Er der noget andet til? Om saa hele det skønne Frankrig forgik i dette Øjeblik, skulde vi to mærke det?

ERNESTE: Alaine!

ALAINE: Du bliver saa bleg. Du skælver. Kysser jeg dig for voldsomt?

ERNESTE: Du beruser mig. Jeg er saa ganske uvant — og al denne stærke Vin.

ALAINE: Min Elsker er maaske endogsaa fastende? Du har intet spist?

ERNESTE: smiler
Jo, i Morges.

ALAINE: Og hele Dagen siden? Du er redet til Valenciennes efter mine Orangeblomster. Du har samlet dine Kammerater til mit Æresfølge. Du har været i Marken med din Eskadron?

ERNESTE: Kun en Times Tid.

ALAINE: Og du tør ikke være din Sult bekendt? Lad os dog spise. Léontine, Prosper! Ringer, begge kommer. Hvor bliver Maden af? Vil I sulte os? Hvorfor ser du paa mig, Léontine? Du har ikke engang ønsket mig til Lykke. Er du skinsyg?

LÉONTINE: nikker
Synes Naadigfrøken ikke, jeg har Grund dertil? Hvem har i alle disse Aar ligget Skønjomfruen næst?

ALAINE DE L'ESTOILE: Jeg tror, du vil, Léontine. Hvad gaar der af Jer? Hvordan er det, Prosper staar og nidstirrer mig?

PROSPER: Naadige Frue, tør jeg servere?

ALAINE DE L'ESTOILE

✂

Til Bords, Herr Marki. Du ligner ikke just en Jakobiner, Prosper. Spis, Erneste. Og lad Vinen styrke dig.

Prosper, hvad er det, du gør ved Markiens Hat?

PROSPER: Jeg ærgrer mig, naadige Frøken.

ALAINE DE L'ESTOILE: Men hvad skal det sige, Prosper?

PROSPER: Det er første Gang, jeg ser en Emigrant- Kokarde saadan lige i Øjnene. Jeg havde med Skam at melde aldrig drømt om, at Svineriet skulde komme indenfor Dørene paa Trionville.

ALAINE DE L'ESTOILE: Prosper!!

LÉONTINE: Er du forrykt, Prosper?

PROSPER: Levede den salig naadige Greve, er jeg vis paa, han gjorde Naadigfrøkenens Herr 34Gemal den Vennetjeneste at pille Skidtet væk, før det er for silde.

LÉONTINE: Men du Fredsens Gud, Prosper, læg dog straks Markiens Hat.

PROSPER: Nu kan I lade mig slaa ihjel, naadige Frøken eller Frue, Gud forlade mig, men jeg skærer den af alligevel.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Er Slynglen fra Forstanden? Alaine, hvad tillader du dit Tjenerskab?

ALAINE DE L'ESTOILE: Det er ikke mit mere. Prosper kan gaa.

PROSPER: Prosper kan gaa. Javel. Prosper skal gaa, og Prosper vil gaa. Men ikke før jeg har sagt min salig Herres naadige Frøken Datter et lillebitte advarende Ord nedenfra og opefter. Det skal ikke ske to Dage i Træk paa Trionville, at Østerrigere og tyske Kæltringer og Landsforrædere sidder til Højbords her inden Døre. Ud med Væggetøjet. Ja skænd kun, saa Tapeterne rasler ned af Væggene. Vore egne Soldater, de staar kun en lille halv Time 35herfra. De vil skælde, saa Tagstenene flyver af Huset, naar de kommer og finder Emigrant- Kokarder i denne trofaste franske Rede.

ALAINE DE L'ESTOILE: Hvilken Frækhed! Vil du tie og gaa!

ERNESTE DES TRESSAILLES: rejser sig
Dette er uhørt. Afsted med den Tølper! Mine egne Folk skal komme op.

PROSPER: Spar Jer Ulejligheden, Herr Marki. Nu har jeg talt fra Leveren, og nu er jeg igen saa stum som en Sauceskaal. Sauceskaalen er lidt skaaret i Kanten, men den kan ikke gøre for det.
Serverer.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Bliv mig fra Livet! Jeg skal da ikke spise i denne Jakobinerstank?

ALAINE DE L'ESTOILE: Lad mig give dig. Hvad vil du bryde dig om denne uartige Hund? Han har været paa Trionville i tyve Aar, før han afslører sin sande Natur.

LÉONTINE: Prosper, du gør bedst i at gaa.

ALAINE DE L'ESTOILE: Spis dog, Erneste. Du har ikke engang drukket med din Brud.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Min Barndoms Drøm, min Manddoms Brud! Løfter sit GIas. Hvem er det, som skyder, Alaine? Jages der i Parken paa denne Tid?

ALAINE DE L'ESTOILE: Nej. Hvor kan det være? Og hvad er det? Har min høje Herr Gemal befalet Regimentsmusiken at komme og spille til Taffels?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Det maa være en af Bataillonerne, som marscherer forbi.

ALAINE DE L'ESTOILE: Men den nærmer sig, den vokser. Den er helt inde i Parken. Det er alligevel en Overraskelse, du har til mig.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Jeg forsikrer dig —

ALAINE DE L'ESTOILE: Hvad er det, de spiller? Disse Trommer — Léontine, du kender den Melodi?

LÉONTINE: Hvad er det, de spiller, Prosper?

PROSPER: stirrer ud i Luften

LÉONTINE: Du véd det, Prosper?

PROSPER: Det véd selv Børnene i Modersliv.

ALAINE DE L'ESTOILE: aandeløst
Ja. Er det muligt?

ERNESTE DES TRESSAILLES: springer op
Hvad er det, Alaine?

ALAINE DE L'ESTOILE: Bruger I den Melodi?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Hvad for en Melodi?

ALAINE DE L'ESTOILE: Du kender den ikke?

LÉONTINE: Men Prosper dog, det er jo —

PROSPER: Marseillaisen.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Mars ... Vi er forraadte. Min Kaarde! Hej, Allarm dernede! Hestene frem!

PROSPER: ved Vinduet
Det er for sent. Dèr har vi dem, vore egne Kokarder. De fylder hele Gaarden. Der kommer kun een Østerriger ud af Stalden — dèr ligger han!
Et skud.

ALAINE DE L'ESTOILE: Prosper, er du Skyld i dette?

PROSPER: Hvor kan mit naadige Herskab tro det? Herr Markien maa flygte. De maa ikke se Jer. Kom!

ERNESTE DES TRESSAILLES: Hvor? De kommer jo. Jeg bliver. Jeg sælger mit Liv saa dyrt som muligt.

PROSPER: For Spotpris. Her!

ALAINE DE L'ESTOILE: Ud over Altanen. Frels dig, Erneste!

ERNESTE DES TRESSAILLES: Hvor langt? Er Parken fri?

ALAINE DE L'ESTOILE: vinker
Bort! Skynd dig!

ERNESTE DES TRESSAILLES: vender sig paa Altanen
Alaine, bed for mig!
Svinger sig over Brystningen. Léontine er løbet til Trappedøren og har laaset den. Larm udenfor, Dundren paa Døren.

ALAINE DE L'ESTOILE: Luk op! Svar paa ingenting, sig ingenting!
Davout og Montaloup stormer ind med Soldater.

DAVOUT: ser sig hastigt om og løber til Vinduet
Kordon om hele Slottet! Om Parken med! Alle Udgange besat! Klapjagt fra Kælder til Taarn! Søg i hver Krog! Rod i hver Gulvsprække! Ikke en Lus maa undslippe. Djævlen maa vide, hvor Dumouriez har forputtet sig.

MONTALOUP: Det burde ikke Djævlen, men du vide, Borger Davout.

DAVOUT: Færten har jeg. En Forræder stinker som 40en Ræv — i en halv Mils Omkres. Men her lugter mest af Royalist-Pudder.

MONTALOUP: Og Fruentimmerskørter. Skal vi vippe dem i Vejret?

DAVOUT: Tror du, Dumouriez har gemt sig bag et Fiskebensskørt?

MONTALOUP: Skal vi prøve, mine Høns, hvad har I under Vingerne? Hvorfor Satan lod du ham slippe væk lige for Næsen af dig, Borger Davout?

DAVOUT: Det kalder du at lade slippe, Borger Kommissær? Jeg traf ham lige midt ad Landevejen. De kom imod os med Trommer og Faner — Republikens Tropper som vi selv. Dumouriez red i Spidsen med sin Stab, han gav Overgeneralen endnu, han holdt an og slog op med Haanden for at tale. Jeg lod Trommerne røre og Soldaterne lægge an. Ikke een af dem vidste, hvad jeg vidste, at Dumouriez var gaaet over til Landsforræderne. Men da jeg kommanderede: Ned med Overløberen Dumouriez! Fyr! — var der ikke een Geværpibe, der rystede.

MONTALOUP: Men heller ingen, der ramte.

DAVOUT: De drattede af Hestene, men da vi saa efter i Klumpen, var Dumouriez ikke imellem dem. Han blev væk mellem Rækkerne — som en Hare mellem Kaalhoveder.

MONTALOUP: Hvad hjælper saa dine Briller, Borger Davout?

DAVOUT: Vær du glad for mit Syn, Borger Kommissær. Ellers var det gaaet dig som de første Konventskommissærer. Dumouriez lod dem binde som Hunde, samlede et helt Kobbel og drev dem over til Østerrigerne. Det var ønskeligt, om alle Posekiggere og Konventsspioner kunde gaa samme Vej

MONTALOUP: Du skulde vogte din Tunge og dine Glarøjne, Borger Davout. Véd du, hvad det koster at være ulydig mod Konventets Kommissærer?

DAVOUT: Jeg lystrer ingen anden end General Dampierre. Min Bataillon bestaar af Frivillige, der kun følger mig.

MONTALOUP: Over til Egalité? Skal du ikke samme Vej som Dumouriez? Dèr hører du til med samt dit rakkerpuklede Adelsskjold. Satans, at en „forhenværende" skal have Lov at tjene i Republikens Hær!
Marc-Arron kommer med Soldater og Erneste des Tressailles, der er afvæbnet.

MARC-ARRON: Borger Oberst, denne Mand har vi snappet nede i Parken.

DAVOUT: Men Dumouriez?

MONTALOUP: Skal det være ham?

DAVOUT: Han ligner ikke Dumouriez mere, end et Gimmerlam ligner et Fedthalefaar. Til Alaine. Er det din Ægtefælle, Borgerinde?

MONTALOUP: Luk Kæften op! Hører du ikke, vi spørger dig?

ALAINE DE L'ESTOILE: tier haardnakket.

MONTALOUP: Kan da Flødeskægget svare? Overalt bærer det Rak sig ens ad. Det mister Mælet af bare Forfængelighed. Se, hvor han er majet ud. Gud hjælpe mig, om han ikke har Bryllupsbukserne paa. Og Damen har Slør og Blomster paa Hovedet. Brudekrans! Royalist- Maskerade! Dette her lugter af Bryllup. Et republikansk Ægteskab, som mangler vor Velsignelse. I skal faa den med det samme. Emigranterne har sig nok en lun lille Rede her ved Grænsen. Her kvalmer af Forræderi, saa man ikke kan faa Vejret. I skal have Ruderne slaaet ud. Her har Dumouriez — Satan annamme ham! — haft frit Spil til at lade sig bestikke af Republikens Fjender. En Grønskolling, som, da han var i Knibe, bad for sig under Navnet Egalité, men som nu igen spiller Hertugen af Chartres, har gjort Bud paa Ludvig Capets gamle Skrammel af en Trone. Han véd ikke, at vi har tømret den om til Guillotine. Her skal luftes ud. Vi har overrasket et Emigrantpar midt i Bryllupsmaden. Som en lille krydret Mellemret vil vi nu holde Standret, Sætter sig ved det dækkede Bord. Retten er sat! Borger Davout, før de Anklagede frem.

DAVOUT: Borger Kommissær, du forveksler mig 44med en Arrestforvarer. Jeg er Oberst og Chef for tredie Bataillon af de Frivillige fra Departementet Yonne, og jeg har andet at gøre end at overvære en Farce.

MONTALOUP: Haha! Ja, ved Fornuftens højbarmede Gudinde, det skal blive en Farce.

DAVOUT: Husk, du er ikke Revolutionsdomstol, Borger Kommissær.

MONTALOUP: Jeg er det, som er mere. Velfærdsudvalget har givet mig uindskrænket Magt. Jeg kan lade enhver, der ikke vil lystre, nyse i Sækken. Pas paa, at du ikke selv kommer til at kigge ud af det lille Hul — med Brillerne paa, min Ven.

DAVOUT: Du er Sækken nærmere end jeg, Borger Kommissær. Farvel!

MONTALOUP: Hvorhen saa hastigt?

DAVOUT: Dampierre har givet mig Befaling til at rykke mod Condé.

MONTALOUP: Tøv et Korn, Borger! Er du ikke sulten som jeg? Slik et Kyllingeben! Du har godt af at se en Stump hurtig Retsforfølgning og lære lidt republikansk Tjenesteiver.

DAVOUT: Dø i den Tro, at du kan lære mig noget, Borger Kommissær. Levvel! Til Prosper, idet han gaar mod Døren. Hvad er det, du træder paa, min Ven?

PROSPER: Ingenting.

DAVOUT: Du svæver i en Vildfarelse. Væk med Foden! Hvad er det?

PROSPER: Herre, det er ingenting ... bare en Sløjfe, jeg har tabt.

DAVOUT: Tab dog ikke Hovedet, fordi du har tabt en Sløjfe. Giv hid! Se, se: en Bourbon-Kokarde. Hvor sidder den paa dit Liberi?

PROSPER: Herr Oberst.

DAVOUT: Paa Halsen eller paa Brystet — eller paa din Herres Hat?
Tager Markiens Hat fra hans Hoved.

PROSPER: Herr Oberst, det er ikke min —

DAVOUT: Sløjfen er ikke din?

LÉONTINE: uvilkaarligt
Prosper!

PROSPER: retter sig
Det er ikke min Herre — men Sløjfen er min.

DAVOUT: Aha! din alligevel. Saa er det bedst, vi sætter den fast med det samme. Et Guillotine-Spænde havde klædt dig nok saa godt.

PROSPER: Herr Oberst ... I maa ikke tro ... jeg er ikke ... Republiken ... I maa ...

DAVOUT: Sig kun du, min Ven. For Republiken og en Kugle er vi alle lige. Du har ærlig fortjent din — selv om Hatten beholder sin Kokarde.
Kaster begge Dele paa Bordet.

PROSPER: Herr Oberst ... jeg har jo sagt ... Sløjfen er min.

DAVOUT: Jeg tror dig paa dit Ord, min Ven. Sagen er klar.

PROSPER: Republiken leve!

DAVOUT: Det var ret! Man skal dø med et fromt Ønske paa Læben.
Ud med Prosper og Soldater.

MONTALOUP: griber efter Hatten
Sagen er soleklar. Denne afrevne Kokarde røber en brødefuld Samvittighed og dømmer Hattens Ejermand. Han har villet lette sig ved et raskt lille Snit. Et raskt lille Snit skal han faa. Skriver, har du Papirerne rede? Skriv. Et skud falder udenfor. Det var Davout, som slog en lille Blækklat. Han har alligevel en fast Haand. Anklagede, træd frem. Dit Navn?

ERNESTE DES TRESSAILLES: tier.

MONTALOUP: dikterer
Navn — Alder — Hjemstavn. Dit Navn for Satan!

ERNESTE DES TRESSAILLES: tier.

MONTALOUP: Som du vil. Altsaa: Borger N. N. — Nul — Nul —, Emigrant-Officer i de hvide Husarer. Hjemstavn?

ERNESTE DES TRESSAILLES: tier.

MONTALOUP: dikterer
Født i Byen Navnløse, Departementet X. Alder?

ERNESTE DES TRESSAILLES: tier.

MONTALOUP: dikterer
Alder ubestemmelig. Særligt Kendetegn: Døvstum. Grebet paa fransk Grund med Vaaben i Hænde og under Oprørskokarde. Dømt til Døden. Eksekutionen uopholdelig. Léontine skriger. Smid mig den Tøs ud! Hun krænker Rettens Værdighed. Nu du, Borgerinde: Er du gift med denne velbyrdige Kongedyrker, som hos dig staar?

ALAINE DE L'ESTOILE: tier.

MONTALOUP: Ikke? Altsaa kun hans Elskerinde. Dit Navn?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Nedrige Slyngel!

MONTALOUP: Slumper den Døvstumme uventet til sit Mæle? Nu er det bagefter. Din Sag er sluttet. — Dit Navn, Borgerinde?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Usling!

MONTALOUP: Han skal nyse. Før ham ud, Marc-Arron.

MARC-ARRON: Borger Kommissær!

MONTALOUP: Hvad er der, min Ven?

Marc-Arron: Prøv at tiltale hende som Dame, Borger Kommissær.

MONTALOUP: Hvad vil det sige? Et afskaffet Begreb. Kvindfolk er dog Kvindfolk. Jeg kan ikke gøre Forskel. Republiken er een og udelelig.

MARC-ARRON: Sig os Eders Navn, Borgerinde.

ALAINE DE L'ESTOILE: tier.

MARC-ARRON: Svarer I ikke, har I selv Ansvaret. Ønsker I at hænges i Stilhed?

ERNESTE DES TRESSAILLES: Hold op at forhaane min Hustru!

MONTALOUP: Hans Hustru — aha! Altsaa ogsaa Emigrant.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Nej.

MARC-ARRON: Stille! Sig os, hvem I er, Borgerinde.

ALAINE DE L'ESTOILE: For at svare kræver jeg en sømmelig Tiltale.

MONTALOUP: Hun faar Mælet igen!

MARC-ARRON: Republiken kan ikke yde Jer mere sømmelig Tiltale, Borgerinde. Svar: Er I Emigrant?

ALAINE DE L'ESTOILE: I tre Aar har jeg ikke forladt min Fædrenejord. 51Jeg er eneste Datter af Grev Jean-Francois de l'Estoile, Herre til Trionville.

MONTALOUP: Emigrant?

ALAINE DE L'ESTOILE: Min Fader er død paa sin og Frankrigs Jord. Jeg vil følge hans Eksempel.

MONTALOUP: Bravo! En fornuftig Mand med en fornuftig Datter! Jeg frikender dig.

MARC-ARRON: Men I har huset en Emigrant, Borgerinde.

ALAINE DE L'ESTOILE: Marki Erneste des Tressailles har i Anledning af vor Formæling i Dag opholdt sig ialt en Time paa Trionvilles Grund.

ERNESTE DES TRESSAILLES: Hvorfor vil du nedværdige dig til at give Forklaringer?

ALAINE DE L'ESTOILE: For din Skyld.

MARC-ARRON: Hvorfor har I ægtet en Emigrant, Borgerinde?

ALAINE DE L'ESTOILE: Af Lydighed mod min Faders Vilje; vi var bestemte for hinanden, fra vi var Børn. Ingen Revolution kan befale Børn at være ulydige mod deres Forældre.

MONTALOUP: Hun svarer godt. Hun er fri. Vær glad, Borgerinde, at Republiken overskærer dit Ægteskab med en Fædrelandsforræder, slaar med sin Kaarde i Bordet. Retten er hævet. Oberstløjtnant Marc-Arron, send den Dødsdømte til den nærmeste Kniv.

ALAINE DE L'ESTOILE: skriger
Erneste!

MONTALOUP: Du skriger, Borgerinde, som var det dig, der rakte Hals. Den Tølper er ikke etSkrig værd.

ERNESTE DES TRESSAILLES: føres ud af Soldaterne
Herr Kommissær, jeg er Officer.

MONTALOUP: Ludvig Capet var Konge af Guds Naade. Kniven er et fint Instrument. Du havde fortjent at klynges op.

ALAINE DE L'ESTOILE: hviskende
Naade!

MONTALOUP: Hvorfor vil du nedværdige dig, Borgerinde?

ALAINE DE L'ESTOILE: Naade!

MARC-ARRON: Borger Kommissær, tilstaa ham en Soldats Død.

MONTALOUP: En Kugle? Skidt, for mig gerne. Velbekomme! Jeg synes nu, Kniven er anderledes elegant. Men giv ham hans Bly — straks!

ALAINE DE L'ESTOILE: synker i Knæ
Naade!

ERNESTE DES TRESSAILLES: vakler forover og skjuler Ansigtet i sine Hænder.

MARC-ARRON: peger paa dem
To Børn, der har leget Bryllup. Vi forlader først Trionville i Morgen tidlig. Giv dem deres Nat.

MONTALOUP: Er du raffineret eller grusom, Marc-Arron? Bryllup paa Skafottet. Det minder om Rom, hvor Bøddelen havde Ret til at voldtage sit. Offer.

MARC-ARRON: Republiken avler ikke saadanne Bødler. Din Sammenligning er grusom.

MONTALOUP: Vil du lære mig Medynk?

MARC-ARRON: Nej. Vi vil ikke have Kræft i Viljen. Guddommeligere end alt andet er den ubarmhjertige Retfærdighed. Vægtskaal og Sværd: Vej og hug! Hugget er forskyldt. Justitia har Bind for sine Øjne. Hun ænser ingen Bøn om Pardon. Har hun løftet sin Arm, skal ingen Magt hindre Sværdet i at falde.

MONTALOUP: For din republikanske Retfærdigheds Skyld, Borger Marc-Arron, vil vi netop ikke være grusomme, men fastsætte Eksekutionen til i Morgen tidlig. Dommen udfærdiges, og dens Fuldbyrdelse —

MARC-ARRON: Gaar sin Gang som et Urværk. Dikterer. Den forhenværende Marki Erneste des Tressailles, Emigrant, grebet under Vaaben mod sit Fædreland, dømt til Døden. Eksekutionen finder 55Sted Klokken seks Morgen Quartidi den fjortende Floréal Aar II i Slotsgaarden paa Trionville.

MONTALOUP: underskriver.

✂

ANDEN AKT

✂ Nogle Timer senere. Bordet staar fremdeles dækket. Skumring. Aftenrøde ude over Parken.

✂ Erneste des Tressailles sidder ubevægelig med Hovedet støttet i begge Hænder. Alaine staar ved hans Side og ser ud i Parken.

ALAINE: Vil du have Lys?

ERNESTE: hører ikke.

ALAINE: lægger sine Hænder om hans Haar
Tror du ikke, det er Mørket, som tager Modet fra dig?

ERNESTE: virrer med Hovedet.

ALAINE: Min stakkels Ven, du sidder jo og sover med aabne Øjne.

ERNESTE: ser uforstaaende omkring sig
Det kan da ikke være Aften.

LÉONTINE: kommer forpustet
Umuligt! Hver eneste Dør er spærret og bevogtet. Jeg har tigget dem en hel Evighed om blot at slippe et Øjeblik gennem Køkkenet for at sige to Ord ind ad Nøglehullet til Kommissæren. De siger, ingen tør forstyrre ham. Han sidder — Gud maa vide hvor — og laver Rapporter.

ALAINE: Men Officererne? Denne — hvad var det, han hed?— Maccaron?
Taarnuret slaar.

LÉONTINE: De spiser allesammen. Som de ikke havde faaet Mad i fjorten Dage. Køkkenet er i eet Blus. Trionville er bleven en hel Myretue af Soldater. De har flaaet alle Lammene. De plukker Høns, saa Fjerene ryger. De koger Suppe i Bryggerskedlerne. De drejer Spid i alle Kaminerne.

ERNESTE: farer op
Hvad var det? Hvad er det for en Støj?

LÉONTINE: Det er jo igen bare Vagterne, som afløses. Bag Dørene til os staar der hele Patrouiller.

ERNESTE: Se, hvor det flammer nede i Gaarden.

LÉONTINE: De kaster Halmknipper paa Baalene.

ERNESTE: Gid de vilde stikke Ild paa Trionville!

ALAINE: Ilden skærer dig i dine stakkels forpinte Øjne. Luk Skodderne, Léontine.

LÉONTINE: Ogsaa til Haven?

ALAINE: Kun for Ilden og Støjen. Erneste, min egen Erneste.

ERNESTE: Sig mig dog: hvad er dette her? Var det derfor, jeg kom tilbage?

ALAINE: Løft nu dit Hoved. Føl, hvis Hænder det er. Du skælver jo som et lille Barn.

ERNESTE: Jeg er helt tom indeni. Det drypper altsammen fra mig. Tankerne, Livet. Jeg er bleven 59en Draabetæller. Skal vi regne ud, hvor mange Dryp jeg har tilbage?

ALAINE: Nu maa du holde op, hører du.

ERNESTE: Jeg forbløder med hvert Slag af mit Hjerte.

ALAINE: Bliver du ved, saa er der ingen Frelse.

ERNESTE: Tværtimod. Min Frelse løber jeg ikke fra. Tolv Bøssepiber gemmer den' til mig.

ALAINE: Ti dog stille. Tænker du kun paa det, saa er der ikke andet. Rejs dig nu og bliv dig selv.

ERNESTE: staar op
Jeg rejser mig, jeg bliver mig selv. Hvad er jeg saa? Se paa mig: jeg holder mig som en Blomst, der er knækket i Stilken. Jeg kan næppe bære mit Hoved oppe. Kaster sig hulkende ind hi hende. Alaine, hvorfor skal Livet langsomt pines af mig?

ALAINE: Pines, Erneste? Er det dig en Pine at være sammen med din Brud?

ERNESTE: Ja, ja, ja! De har kastet mig i et Helvede. Hvad var det, han sagde, denne skumle Konventsbøddel? Bryllup paa et Skafot. De har hængt Døden over vort Hovedgærde. De har kastet os levende ind i Ilden. Med Døden i Hjertet brænder jeg efter dig.

ALAINE: Brænder? Stakkels Ven, du brænder jo kun af Dødsfrygt. Brændte du efter din Brud, saa tænkte du hverken paa Tid eller Død. Hvad savner du for at være lykkelig? Er jeg ikke hos dig? Har vi ikke vor Nat, den endeløse Nat, for os? Se, har Solen ikke stukket Verden i Brand? Den har glødet som for sidste Gang. Hvad gør det, at den ikke staar op igen? Behøver vi selv at vaagne mere?

ERNESTE: Det er Aftenrøden fra vor Barndom. Jeg forbløder mig ind i Mørket — kunde jeg blot sove.

ALAINE: Ja, sov som dengang, og lad Maanen kysse dig.
Kysser hans Øjne.

ERNESTE: Nu hører jeg igen kun en eneste Ting. Der er En, som gaar op og ned udenfor Døren 61derhenne og tæller til Klokken seks. Hold dog op! hold op! I gør mig vanvittig. Gaar hen og slaar paa Døren. Hold op! eller tag mig straks og lad det faa Ende!

ALAINE: Du er syg, Erneste.

ERNESTE: Ja, jeg holder det ikke ud.
Kaster sig i en stol.

ALAINE: Léontine, tænd Lys, mange Lys.

LÉONTINE: henter en Kandelaber og tænder.

ALAINE: Vær nu ikke mørkeræd længer. Se, hvor roligt Lysene brænder.

ERNESTE: Hvad skal jeg gøre af mig selv? Disse stirrende Lys, der fortærer sig selv, der brænder Tomme for Tomme!

ALAINE: Du maa ikke tænke, hører du.

ERNESTE: kysser hendes Hænder
Hvad vil du have, jeg skal gøre?

ALAINE: Gribe Øjeblikket, før det flygter.

ERNESTE: Hvor længe varer Øjeblikket?

ALAINE: En Evighed for den, der forstaar det. Et Nu kan fyldes med Evighed. Ti lange fulde Timer kan blive til ti lange fulde Aar.

ERNESTE: En Evighed af Dødskval.

ALAINE: En Evighed af Lykke. Spring ud af Tiden! Berus dig, Erneste! Drik og spis og glem!

ERNESTE: Thi i Morgen skal du dø! Aa, lad mig drikke dine Hænder, Alaine. Har du Is i dine Aarer? Dine Fingre er som Kildevand. Aa, dine skønne kolde Hænder — dine skønne kolde Hænder.

LÉONTINE: ved Bordet
Mit naadige Herskab maa nøjes med Resterne fra før. Der kan ingenting skaffes fra Køkkenet.

ALAINE: Kom her og sæt dig, Erneste. Drik! Byd 63Markien af Forellerne, Léontine. Din Livret, Erneste.

ERNESTE: lægger sin Gaffel
Aa Mo'r, Mo'r! Hvad vil Mo'r sige? Hun tager sin Død over mig.

ALAINE: Ja, hvis hun kunde se, hvor modig hendes Søn er.

ERNESTE: Du har let ved at være modig.

ALAINE: Ja, naar jeg ser paa dig.

ERNESTE: Den, som selv har bjerget Livet, forstaar ikke den, der skal dø.

ALAINE: Nej, jeg forstaar dig vist ikke. Jeg vilde kun ønske, jeg var i dit Sted.

ERNESTE: Talemaader! Tog jeg dig paa Ordet — du ofrede mig ikke en Dag af dit Liv.

ALAINE: hovedrystende
Nej, ikke en Time.

ERNESTE: Og jeg skulde ofre dig min sidste usle eneste Nat og ikke turde tænke et Minut paa min Mo'r.

ALAINE: rejser sig
Du har Ret. Jeg vil ikke tage et Minut fra din Mo'r.
Gaar ind i sit Sovekammer.

ERNESTE: hidsig
Léontine, skaf mig Pen og Papir.

LÉONTINE: bringer det forlangte og gaar efter Alaine.

ERNESTE: skriver med krampagtig Hast og krammer Ark efter Ark, kysser en Medaillon, han tager frem fra sit Bryst, skriver igen
Hvad hjælper det? Rejser sig, gaar til Vinduet, skyder Skodden til Side, saa Ildskæret og Stemmerne slaar ind, lukker igen, lytter til Vagten bag Døren, sætter sig atter ved Bordet, griber Pennen og stirrer aandsfraværende ud for sig. Hvad skal jeg dog? hvad skal jeg dog?

ALAINE: kommer frem i sin Dør uden Krans og Slør.

ERNESTE: Hvad nu? Hvad venter du paa? Du har lagt dit Slør. Er Bruden utaalmodig?

ALAINE: Erneste!

ERNESTE: rejser sig, slænger Pennen og styrter paa Knæ for hende
Alaine, tilgiv mig! Jeg er ikke mig selv.

ALAINE: Jo, du forstiller dig ikke. Du er dig selv. Du er saa ræd, som et Menneske kan blive. Og nu skal du frelses.

ERNESTE: Foragt mig, Alaine. Jeg fortjente ikke at være din Brudgom.

ALAINE: Rejs dig. Jeg har bedt den øverstbefalende Officer om en Samtale.

ERNESTE: Umuligt!

LÉONTINE: kommer hastigt
Jeg tror, det gaar. Ligestraks sagde de nej: — Nej for Helvede, hold op! Saa raabte jeg: Vil I dog ikke først se, hvem det er, I siger nej til? Det lokkede. De lindede Døren paa Klem: Aahaa, hun kender sine smukke Øjne. Naturlig, sagde jeg. Er den ene Høflighed ikke den anden værd? For mine smukke Øjnes Skyld kan I vel sagtens sige til Jeres Borgergeneral-Krigskommissær — Herr Borger 66Marc-Arron mener jeg — at min naadige Frue vil snakke to Ord med ham. De gav ikke andet Svar, end at de spyttede. Kun En — hans Haar lignede en Kragerede — lettede paa sig og sagde: Den Dame er god nok — vil ingen anden, saa vil Jean Lasque og jeg. Og saa gik han.

ALAINE: lyttende
Blot han nu kommer.
Ordskifte bag Døren til Korridoren. Laasen drejes. Marc-Arron træder ind. Han vinker Soldaterne tilbage og lukker efter sig.

MARC-ARRON: Du har bedt mig om en Samtale, Borgerinde.

ALAINE: ser ikke paa ham, svarer ikke.

ERNESTE: Skal vi ikke lade dette republikanske Pøbelsprog fare? Husk, hvem I taler til.

MARC-ARRON: Ikke til Jer, „Herr Marki"!

ERNESTE: Min Hustru har Krav paa samme Tiltale som jeg.

MARC-ARRON: Paa en bedre. Derfor hædrer jeg hende med Navnet Borgerinde. I hører til alt det, som er forhenværende. I overlever ikke Jeres tomme Titel. Men du, Borgerinde, hører min Tid til.

ERNESTE: Dette maa være sort Tale.

ALAINE: Hvorfor stiller I alle Ting paa Hovedet?

MARC-ARRON: Vi har stillet dem ret. Vi har afskaffet Kaste-Inddelingen. Vi vil ikke ophøje nogle, og fornedre andre. Vi vil ophøje alle til samme Menneskeværd. Vi har adlet hele Menneskeheden. Det broderlige Du stiller os alle lige, Friheden giver os samme Adelspræg. Det er paany den højeste Hæder at kaldes Borger — som i Sparta og Rom.

ERNESTE: Gem Eders Taler til Bjerget. Her har I ingen Meningsfæller til at klappe. Men forlang, hvad I vil, for at sætte mig i Frihed.

MARC-ARRON: Jeg forlanger kun — Jeres Liv. Tal dog ikke saa letsindigt. Husk, at I ikke eksisterer 68længer. I er kun til paa et Stykke Papir i min Lomme. Jeres Konto er afsluttet. I har faaet Balancen udsat til i Morgen tidlig. Spild nu ikke Jeres sidste Timer med de tomme Indbildninger.

ALAINE: Men saa hør dog: Markien maa og skal frelses.

MARC-ARRON: Borgerinde, sig dog lige saa gerne: Vi maa og skal have Jordskælv i Nat.

ALAINE: I vover ikke at dræbe ham.

MARC-ARRON: Solen vover ikke at staa op i Morgen.

ALAINE: Det er Justitsmord.

MARC-ARRON: Det er Solformørkelse.

ERNESTE: Jeg fordrer Proces. Før mig for Domstolene. Jeg vil have Lov at forsvare mig. Skaf mig en Advokat. Dette kan ikke være lovligt. Det er umuligt. Det maa være en ond Drøm.

MARC-ARRON: Prøv at drømme en bedre.

ERNESTE: Det kan ikke være sandt.

MARC-ARRON: Det er mindst lige saa usandt som Ludvig Capets Død.

ERNESTE: Er det da Djævle, som regerer Frankrig? Bestaar Konventets Hære kun af Bødler? Jeg er uskyldig. Min Fader tog mig med, jeg var umyndig, da han flygtede. Jeg har levet i frivillig Landflygtighed i tre Aar. Jeg gik tilbage over Grænsen for at ægte min Barndomsbrud. Jeg har ikke deltaget i noget Slag, jeg har ikke dræbt nogen Landsmand, jeg har ingenting gjort.

MARC-ARRON: Ingenting, slet ingenting. Alle Emigranter er uskyldige. Det er kun de frække Østerrigere, som med Magt slæber dem tilbage til Frankrig. Emigranterne lugter først Krudtet, naar de snigmyrdes.

ERNESTE: Ja, det er Snigmord. Jeg staar under Hertugen 70af Chartres' Beskyttelse. Han er Frankrigs retmæssige Arving. Min Slægt har altid trofast tjent Konge og Fædreland.

ALAINE: Ja. Som min Ægtefælle og fra i Dag af Ejer af Trionville, hvis Herrer aldrig har forbrudt sig mod Lovene, staar han under Lovens Beskyttelse. Maaske har han været vildført; men han har endnu ikke løftet Vaaben mod sit Land. Han er vendt hjem, og han forbeholder sig sin Ret som fransk Borger.

MARC-ARRON: Borger? Skal vi ikke lade dette republikanske Pøbelsprog fare?

ALAINE: I vover ikke at myrde ham uden Lov og Dom. Frankrigs ny Tyranner har Skændsler nok at svare til — begaa dog ikke flere.

MARC-ARRON: Gem dine Taler til Emigrantklubben, Borgerinde. Din Mand er ikke oplagt til at klappe. Godnat!

ALAINE: For Guds Skyld! I maa ikke gaa. Frels ham.

MARC-ARRON: Tror du paa Mirakler, Borgerinde?

ALAINE: Naar jeg nødes dertil.

MARC-ARRON: Saa bed dit Forsyn sende dig en Skypumpe, der kan løfte Taget af Huset og hvirvle ham til Vejrs ved Parykken.

ALAINE: I spotter.

MARC-ARRON: Jeg siger dig den tørre Sandhed. Se den lige i dens Nøgenhed. Godnat!.

ERNESTE: Gaa dog ikke fra os. I maa frelse mig, koste, hvad koste vil.

ALAINE: Ingen Pris er for høj. I maa forlange, hvad I vil.

MARC-ARRON: Det staar ikke i min Magt. Hvad Velfærdsudvalget har dømt, er ikke til at rokke.

ALAINE: Men I har Magten her. Det er Jeres Tropper, som bevogter alle. Udgange.

MARC-ARRON: Det er min republikanske Samvittighed. Om I drak alle Vagterne i Søvn — ingen slap forbi mig.

ERNESTE: En Blodhund er I — I holder Vagt ved et Skafot.

MARC-ARRON: smilende
Nej — udenfor Eders Brudekammerdør.

ERNESTE: Det er et Blodbryllup, I vil fejre. Denne Grusomhed raaber mod Himlen.

MARC-ARRON: I selv raaber højere. Er I en Mand? Soldat siger I, I ikke er. Duer I da ikke engang til at være Elsker? Hvem spørger i sin Brudenat om Dagen i Morgen? For Djævlen, før skulde jeg elske mig ind i Evigheden. Jeg skammer mig som Mand over Eders Fejghed. Er I bange for at vaagne og staa for Skud, saa besørg det selv. Knald Jer væk fra det hele, naar Lykken er paa sit højeste. Dèr! Kaster sin Pistol paa Bordet. Dèr er Universalmidlet.

ERNESTE: snapper Pistolen
Ja, nu har jeg Midlet. Spænder Hanen.

ALAINE: Erneste, hvad gør du?

ERNESTE: Nu er Eders Liv i mine Hænder.
Retter Pistolen imod ham.

MARC-ARRON: trækker paa Skuldrene
At I gider! Leg dog ikke med Skydevaaben. Eller tryk løs, hvis I straks vil have Ende paa det.

ERNESTE: lægger Pistolen
Jeg har mistet Forstanden. Alting er forgæves. Alaine, hvorfor gaar du ikke fra mig? Hvorfor vil du staa her og se en syg Mand lalle af Dødsfrygt? Gaa dog bort, gaa bort!

ALAINE: Dette er ikke til at holde ud. Min stakkels fortvivlede Erneste, gid du kunde komme til Ro. Kom, sæt dig her. Hvil dit Hoved herimod. Luk dine Øjne. Gid jeg kunde faa dig dysset i Slummer. Du er jo et stort opskræmt Barn, der ikke kan falde i Søvn. Stir dog ikke ind i Lysene — de stikker dine stakkels 74forpinte Øjne. Lad mig aande paa dem — saadan — du skal se, det dulmer. Tænk nu paa slet ingen, paa slet ingenting. Der er jo ingen, som vil gøre dig Fortræd. Det hele er kun en styg, ond Drøm. Den gaar bort, naar du sover. Saa, saa. Saadan.

ERNESTE: sidder stille, halvsovende.

ALAINE: gaar hen ti! Marc-Arron, der staar ved Døren
Red ham!
Lægger sin Haand paa hans.

MARC-ARRON: Hvad er det, I gør?

ALAINE: hviskende
For min Skyld.

MARC-ARRON: langsomt
I lægger Haand paa mig.

ALAINE: trækker sin Haand til sig.

MARC-ARRON: sagte
Gør det ikke engang til.

ALAINE: ser første Gang paa ham
Jeg gør det — og jeg kender Prisen.

MARC-ARRON: Eders Haand er som Is, den nærer sig af mit Blod. Nu suger den min Samvittighed fra mig — nu tager den min Troskabsed — og nu smiler min Fremtid. Denne Haand forlanger min hele Fremtid.
ser stillie paa den.

ALAINE: trækker Haanden til sig
Jeg kender jo Prisen.

MARC-ARRON: smilende
Kender I den?

ALAINE: ser fast paa ham og nikker.

MARC-ARRON: gaar hen til Markien og lægger Haanden paa hans Skulder
Rejs Jer, Herr Marki. Her er ingen Tid at spilde.

ERNESTE: springer op
Ja, ja, ja! Lad det faa en Ende. Hvorfor skal vi vente? En Time før eller senere. Der er jo dog ingen Redning.
Griber efter Pistolen.

MARC-ARRON: Jo. Jeg vil hjælpe Jer. I skal slippe bort.

ERNESTE: Slippe bort? I sagde jo selv, det var umuligt.

MARC-ARRON: Der er en Udvej. Kan vi gaa ind i dette Værelse?
Peger paa Alaines Soveværelse.

ALAINE: Ja. Men det vender ud til Parken som dette.

LÉONTINE: Der er Lys derinde. Skal jeg slukke?

MARC-ARRON: Lad kun brænde. I maa gaa med mig, Herr Marki. Vi maa skynde os, før Nattevagterne sættes ud.

ERNESTE: Jeg forstaar ikke, hvad I har i Sinde. Men gør Ved mig, hvad I Vil.
Gaar med ham.

LÉONTINE: gaar lyttende efter dem mod Døren
Hvad er dog hans Mening?

ALAINE: stirrer paa hende
Bliv her hos mig. Hvad kan der ske? Hvordan slipper han ud? Er ikke alle Dørene besatte? Gennem Vinduet? Er der ikke Vagt i Parken?

LÉONTINE: ser ud i Parken
Her er ingen at se. Men de er der saa sikkert alligevel. Jeg kan skimte noget hvidt 77dernede i Buksbom-Hækken. Aa, nu véd jeg. Det er Prosper. Han ligger og stirrer herop saa hvid som en kalket Væg, med store spjælkede Øjne. Stakkels Prosper! De pustede ham ud saa let som et Æg. Og de smed Skallerne her lige udenfor Vinduerne — han ligger og skinner, ligesom for at vare os. Hvad havde du for din Troskab, lille Prosper? Du var den eneste Jakobiner paa Trionville; men du holdt din Mund og blev skudt til Tak.

ALAINE: lyttende
Hvad tager de sig for derinde? Hvad vil de gøre? Hvor er de bleven af?

LÉONTINE: lytter ved Døren
De er der vist ikke mere. Hvad er det for en dump Lyd? Aa, er det ikke Eders Hjerte, som hamrer, Naadigfrue? Det slaar jo som en Stampemølle. Tys, der kommer nogen.

MARC-ARRON: aabner Døren
Hurtig! Skynd Jer nu! Kommer halvt til Syne, har byttet Klæder med Markien, kalder tilbage. Skynd Jer! Nu en rask Beslutning!

ALAINE: et Skridt imod ham
Erneste!

MARC-ARRON: vender sig helt frem
Tag ikke fejl, Fru Markise. Det er kun en af Revolutionens Ulve, der er trukket i Lilieklæderne. Der er ikke anden Udvej. Herr Marki, husk nu Eders Rolle, eller Spillet er ude.

ERNESTE: tøvende, bleg og blændet, halvt søvngængeragtig, ser ned ad sig
Hvad saa? Hvad nu? Hvad skal jeg gøre? Enhver kan jo se, hvem jeg er. Ikke, Alaine? Synes du, jeg er forvandlet? Ser jeg ud som en anden, som en —

ALAINE: hovedrystende
Nej. Skrækken sidder dig endnu i dit Ansigt.

MARC-ARRON: En Smule Instruks, og det gaar.

LÉONTINE: Naadigherren maa skyde Hjertet op i Livet, til at fylde lidt bag de store Opslag. Og tage Trikolore-Skridt som en Helt fra Bjerget.

MARC-ARRON: Det skal gaa. Prøv. Stram Jer op. Uniformen sidder omtrent. Duk Hovedet godt ned i Kraven, Herr Marki. Her er Hatten. Værst er det med det pudrede Haar. Det maa stoppes 79op under Pullen og Kanterne trækkes dygtigt ned over Ørene. Nu Pistolen i Skærfet — og ingen kan se paa Jer, at I ikke er Bataillonschef i Konventets Nordarmé. Til Lykke, Herr Oberstløjtnant. Husk blot Feltraabet. Naar I gaar forbi Vagtilden i Gaarden, hold Jer saa i Skyggen — ud gennem Porten — langsomt, sindigt, Skridt for Skridt, uden Jag. Hænderne bag paa Ryggen: I skal ud at inspicere. Nattevagten skal netop stilles ud — træffer I en Patrouille, saa husk at kræve Feltraabet.

ERNESTE: Ned med Dumouriez! Ned med — Faar øje paa Alaine og bliver blussende rød. Alaine!

MARC-ARRON: Herr Marki, hører I, Taarnuret falder til Slag. Det er det yderste Øjeblik.

ERNESTE: bliver staaende
Alaine —

ALAINE: Ikke et Ord mere! Her er intet Valg. Gaa dog!

MARC-ARRON: GiV Agt! Hold Jer rede! Banker paa Døren til til vagten. Hallo! Luk op her! Det er mig! Oberstløjtnant Marc-Arron!
Skubber, idet Døren aabnes, Markien ud og vender Ryggen til. 80 Taarnuret slaar otte Slag. Der hares Afløsning i Gaarden. Pavse.

LÉONTINE: ved Vinduet
Endelig! Dèr er han. Han gaar forbi Vagtlokalet, med raske Skridt — aa, ikke for hurtigt, ikke for hurtigt! Skildvagten præsenterer Gevær, han hilser ikke — de ser efter ham. Nu gaar han ind under Porten, ind i Skyggen — aa, jeg tror, han løber — han løber — det gaar aldrig — dèr er Patrouillen — de standser ham — nej, de kommer frem af Porten uden ham. Men nu kan jeg skimte, hvor han haster afsted i Skyggen — han løber, han løber —

ALAINE: for sig
Han løber —

MARC-ARRON: lytter og venter
Nu maa han være ude. Han er frelst.

LÉONTINE: Han løb, naadige Frøken. Det er endnu for tidligt at kalde Jer Frue. Han løb fra sit eget Bryllup, han løb fra sin Brudeseng. Han fejede afsted, som vilde han løbe fra sig selv.

ALAINE: folder Hænderne over sine Øjne
Han løb — han løber endnu —

LÉONTINE: mod Soveværelset
Han løb fra sin Brudeseng. Godt, at det ikke var min Brudgom. Jeg tror, jeg lod alle Sengefjerene ryge efter ham.

MARC-ARRON: Bring mig Markiens Kaarde — den blev liggende derinde.

LÉONTINE: bringer den
Den er ikke meget større end en Tandstikker.
Gaar igen.

MARC-ARRON: Og Markiens Kappe, hvis du finder den.

LÉONTINE: rækker ham den
Den er stor som et Lagen til en Dobbeltseng.

MARC-ARRON: Den er Stor nok til En.
Sætter sig og svøber Kappen om sig.

ALAINE: Hvad er Eders Hensigt?

MARC-ARRON: Ikke at forstyrre Fru Markisen.

ALAINE: Hvortil dette ironiske Marki-Sprog?

MARC-ARRON: Det hænger i disse hvide Lilieklæder. Mit hele republikanske Væsen er løbet bort i Uniformen. Man bliver døsig af den Duft af Kongerøgelse, der stikker i Silken.

ALAINE: Hvorfor sætter I Jer dèr?

MARC-ARRON: For at vente.

ALAINE: Paa hvad?

MARC-ARRON: Paa det selvfølgelige. Paa Skæbnen. Min velfortjente Skæbne.

ALAINE: Og I tror, den kommer godvillig?

MARC-ARRON: Det gør Skæbnen altid.

ALAINE: I føjer Spot til Eders Overmagt.

MARC-ARRON: Hvor meget er min Overmagt værd?

ALAINE: I vil altsaa rolig blive siddende dèr og vente?

MARC-ARRON: nikker.

ALAINE: Og være vis paa, at Skæbnen — kommer af sig selv?

MARC-ARRON: nikker.

ALAINE: Saa meget stoler I paa en Kvindes Ord. Men hvis jeg nu havde overlistet Jer? Hvis det var Svig, hvad jeg sagde før om Prisen? Hvis jeg nu bedrog Jer for Jeres — Skæbne!

MARC-ARRON: Det kan I ikke, Fru Markise.

ALAINE: Det gælder et Forsøg. Kalder ind i Sovekamret. Léontine! Du maa komme her! Léontine, du maa sove her i Nat.

LÉONTINE: i Døren
Hvor skulde jeg ellers sove? Ikke et Møl faar Lov at slippe ud.

ALAINE: Her. Jeg mener her. Her i Salen. Jeg gaar ind til mig selv alene. Jeg laaser Døren. Den, som vil ind, maa sprænge den. Du gør Anskrig, hvis nogen rører sig.

LÉONTINE: Hvem mener I?

ALAINE: Forstaar du da ikke? Jeg er saa dødelig angst. Han ser efter mig. Som en Kat ser paa en Fugl i et Bur. Han lader saa rolig for at gøre mig tryg. Jeg er saa ræd, at jeg kunde skrige.

LÉONTINE: Saa skrig, naadige Frøken. Skal jeg skrige for Jer?

ALAINE: Hvad saa? Hvorfor skal vi skrige? Saa har jeg hele Horden over mig. Det er maaske et aftalt Spil, at de lod ham slippe, min eneste Beskytter.

LÉONTINE: Ja, jeg skal love for, det var en Helt, de tog fra Jer, naadige Frøken.

ALAINE: Spotter du dit Herskab, Léontine? Havde 85han været her, skulde ingen vove at komme mig for nær.

LÉONTINE: Ak, at han netop skal være forhindret!

ALAINE: Nu maa jeg forsvare mig selv til det sidste. Jeg lukker mig inde. Jeg gaar ikke ud af mit Kammer, saa længe der er en Konventssoldat paa Trionville. Du indestaar med dit Liv for, at ingen nærmer sig denne Dør.

LÉONTINE: I vil jo laase den, naadige Frøken.

ALAINE: Jeg vil barrikadere den.

MARC-ARRON: Altsammen overflødigt. Jeg er ingen Indbrudstyv.

ALAINE: Jeg véd ikke, hvad I er. Jeg véd kun, at I forfærder mig. Se dog ikke paa mig. Rejs Jer. Vend Jer om. Gaa Jeres Vej.

MARC-ARRON: Hvor langt kommer jeg i disse Klæder?

ALAINE: Men hvad er da Jeres Hensigt? Hvad vil I gøre her?

MARC-ARRON: Skal jeg gentage det? Vente.

ALAINE: Men har I da ikke hørt det? Jeg bryder mit Ord. Jeg har brudt det. Jeg har aldrig ment det. Jeg greb til det yderste Middel. Nød bryder alle Love. Vil I øve Vold mod en værgeløs Kvinde?

MARC-ARRON: Værgeløse yder jeg Værn. I kan ikke være bedre forskanset.

ALAINE: Og alligevel vil I vente?

MARC-ARRON: nikker

ALAINE: Men paa hvad?

MARC-ARRON: Paa min Ret.

ALAINE: Hvilken Ret?

MARC-ARRON: Den Svageres Ret.

ALAINE: Hvad er det for en Ret?

MARC-ARRON: At blive slaaet ned.

ALAINE: I maa være forrykt.

MARC-ARRON: I har allerede lagt Haand paa mig.

ALAINE: I er fra Forstanden.

MARC-ARRON: At I rørte ved mig, koster mig Livet.

ALAINE: I fortjente, at jeg slog Jer —

MARC-ARRON: Jeg er jo en slagen Mand.

ALAINE: — for den Skamløshed at vove Kærlighedsfraser til en Brud i hendes Bryllupsnat.

MARC-ARRON: I elskede jo ikke Eders Brudgom.

ALAINE: Jeg elsker maaske Jer?

MARC-ARRON: nikker.

ALAINE: Lev eller dø i den Indbildning — saa har I faaet større Løn, end Jeres Frækhed havde fortjent. Kom med mig, Léontine. Du skal ikke være overladt til en Usling, som spekulerer i hjælpeløse Menneskers Angst.

LÉONTINE: Men Naadigfrøken, jeg er jo slet ikke bange.

ALAINE: tager hende i Armen
Du gaar med mig. Er du nu heller ikke til at stole paa? Du skal ligge lige indenfor Tærsklen.
Gaar mod Døren.

MARC-ARRON: Paa Gensyn!

ALAINE: Vi ses ikke mere.

MARC-ARRON: Jo.

ALAINE: Vi ses ikke mere.

MARC-ARRON: Jo. Endnu en Gang.

ALAINE: Naar?

MARC-ARRON: I Morgen tidlig Klokken seks.

ALAINE: studser
Hvorfor til den Tid?

MARC-ARRON: Fordi I er nysgerrig.

ALAINE: Efter hvad?

MARC-ARRON: Efter at se Afslutningen paa min — Skæbne. Jeg sidder jo her i mine Kisteklæder — som Musen, der sover sin sidste Nat bag Tremmerne. Den, der fik lokket Musen i Fælden, forsømmer ikke det spændende Øjeblik, da man slaar den ihjel.

ALAINE: Saa ti dog! Jeg vil ikke høre et Ord mere.
Gaar med Léontine.

MARC-ARRON: stirrer efter Døren og lytter, til han hører Nøglen drejes om i Laasen. Rejser sig og puster Lysene ud undtagen i Kandelabren ved hans Stol. Svøber sig i Kappen og sætter sig igen, slukker de sidste Lys og synes at sove. Efter nogen Tid aabnes Døren fra Soveværelset paa Klem, og Léontine stikker Hovedet ind.

LÉONTINE: lytter og hvisker tilbage
Bælgmørkt. Alting er slukket. Og ikke en Lyd. Jo. Vagten gaar op og ned paa Gangen. Jeg tror ikke, han er her længer. Skal jeg se efter? Saa maa jeg have et Lys. Langsomt frem; faar Øje paa Marc-Arron og farer tilbage. Ih Gud, jo! Han sidder og sover paa sin Stol.
Døren lukker sig hastigt, men aabnes kort efter igen. Alaine kommer med Léontine, der bærer en Armstage og gaar paa Taa. Alaine træder fast hen foran Marc-Arron og ser paa ham.

ALAINE: Sover I?

MARC-ARRON: svarer ikke.

ALAINE: I SOVer jo ikke. Rører let ved hans Skulder.

MARC-ARRON: ser op
Kun denne Haand kan hindre mig deri.

ALAINE: Jeg bønfalder Jer: hold dog op med disse 91Kunster. Lad være med at forstille Jer. Jeg vil have Tillid til Jer, blot I vil være naturlig.

MARC-ARRON: Er det unaturligt, at jeg vil sove? Eller var det naturligt af mig, at jeg hjalp en Emigrant til at undvige? For mig er der en eneste Naturlighed: aldrig at angre. Kun den kan sove, som ikke fortryder.

ALAINE: Og dog burde I fortryde, thi I har endnu ikke haft et eneste taknemligt Ord — hverken af ham eller af mig. Jeg tør ikke se Jer i Øjnene — af Skam.

MARC-ARRON: Hvortil den Tale om Tak og Taknemlighed! Hvem handler for et Par tørre Ords Skyld? Plag Jer ikke med et goldt Samvittighedsnag. Har I eller jeg Skylden? Se paa Døgnfluen dèr, som flyver i Lyset. Er Flammen Skyld deri? Er det ikke Kræet selv, som vil. Jeg vilde selv, og jeg fortryder ingenting, ikke engang i Morgen tidlig.

ALAINE: Hvorfor nu igen i Morgen tidlig?

MARC-ARRON: Naar jeg staar for Skud.

ALAINE: Bliv dog ikke ved at bruge det Skræmmebilled. Ikke et Øjeblik har jeg troet, at hvad I gjorde, kunde komme Jer saa dyrt at staa.

MARC-ARRON: Dyrt? Sig hellere billigt: en republikansk Borgerofficer overfor en højadelig Marki. En fuldvægtig Louisd'or skulde nok kunne veje op mod en af Republikens Papirsedler, der ikke tages for gode udenfor Frankrig.

ALAINE: Godt, at I endelig kan spøge. Hvorfor vilde I spille denne højtidelige Tragedie? I er jo dog blandt Eders egne, blandt Venner og Kammerater, der ikke straffer en lille Forseelse med Døden.

MARC-ARRON: Her er ikke Tale om Straf. Kun om en simpel Kvittering. Jeg er traadt i min Fanges Sted. Jeg erstatter ham. Jeg svarer til ham. Det er saa ligefrem som: Øje for Øje og Tand for Tand.

LÉONTINE: Nu hører man da, Oberstløjtnanten spøger, naadige Frøken. Man ofrer da ikke en Helt for en Skrælling. Man giver da ikke et friskt 93Øje for et daarligt. Man rykker da ikke en sund Kindtand ud, fordi man er bleven af med en hul.

MARC-ARRON: Tal ikke saa uærbødigt om dit Herskab. Det er mig, som er ormstukken. Der var gaaet Orm i min Lydighed. Jeg har forraadt Republiken. Jeg har fulgt Dumouriez' sjofle Eksempel. Skal jeg nu forraade mig selv og prøve at løbe fra min egen Samvittighed? Nej, jeg vil i hvert Fald dø som en af den ny Tids Mænd: de lystrer eller dør.

ALAINE: Jeg kender ikke den ny Tid, I tjener. Jeg troede, Rædselsherredømmet havde sendt et Kobbel Blodhunde ud over Landet. Men fordi en enkelt iblandt dem ikke skambider sit Bytte —

MARC-ARRON: Den slaas ned, naar den sviger sin Pligt.

ALAINE: Umuligt! Utroligt! I har jo dog Befalingen her. Alle de andre har jo kun at lystre. Det staar i Eders Magt at slippe ud — Vagterne kender Jeres Stemme — I kan —

MARC-ARRON: — løbe bort — som Eders Brudgom før. 94Men jeg løber ikke fra mig selv. Jeg vilde anholde mig selv paa Halvvejen og angive mig til ham, der er det vaagende Spejderøje over os allesammen.

ALAINE: I mener Gud.

MARC-ARRON: Jeg mener den lille tordnende Vorherre, I har set, Konventets Kommissær, der har underkøbte Spioner overalt blandt Soldaterne, og som kan snuse Forræderi, selv naar han sover.

ALAINE: Underkøber han andre, maa han ogsaa selv være til at bestikke. Jeg giver ham alt, hvad han forlanger.

MARC-ARRON: Nu gaar Tilbudet videre. For lidt siden fik jeg det samme.

ALAINE: Vi maa have ham i Tale. Han skal, han maa sætte Jer i Frihed. Du maa hente ham, Léontine. Du maa finde ham, hvor han saa er.

LÉONTINE: Men naadige Frøken — at faa Konventskommissæren i Tale — I kan lige saa gerne 95begære en Samtale med Eders Fader, højsalig Greven, eller med Eders forløbne Herr Gemal. Der er kun stængte Døre og døve Øren mellem ham og os.

ALAINE: Saa maa I skaffe ham herind. Saa vidt strækker Eders Kræfter endnu.

MARC-ARRON: smilende
Men vil I kunne strække „Prisen" saa langt som før? Glem ikke, Fru Markise, at I endnu er Brud, men denne Gang ikke har en Brudgom at gaa i Forbøn for. Jeg har jo kun Bryllupsklæderne, men mangler alt det øvrige. Hvad vil Kommissæren sige til et saadant nyt „republikansk“ Ægteskab? Tror I ogsaa lige saa hastigt at kunne faa ham til at prøve disse Lilieklæder? Og for et Haandtryks Skyld tilgive Jer, at I har hjulpet en dødsdømt Emigrant paa Flugt?

ALAINE: Lad al hans Vrede komme over mig, blot —

MARC-ARRON: — blot I kan blive overbevist om det umulige i ogsaa at ville bjerge mig af Saksen. Mig vil I ikke tro — lad saa ham give Jer Troen i Hænde. Er der Vagt derinde?

LÉONTINE: Ja, bag Døren til Naadigfrøkenens Paaklædningsværelse.

MARC-ARRON

✂ i Sideværelset, banker to Slag

Hallo! Vagten dèr? Ned med Dumouriez! Det er Oberstløjtnant Marc-Arron. Lad en Mand af Vagten ufortøvet opsøge Konventskommissæren, Borger Montaloup, og fra Borger Marc-Arron anmode om en Samtale af yderste Vigtighed. Konventskommissæren bedes indfinde sig i Hjørnesalen ad Trappeopgangen fra Gaarden, Vagtposten for Enden af den lange Korridor. Forstaaet? Godt! Straks! Ned med Dumouriez! Kommer tilbage. Og nu, Fru Markise, skal I for Alvor forskanse Jer bag Eders Dør, I kender intet til mit Forræderi, og I skal ikke igen skælve for et Angreb af denne stangende Konvents-Tyr. Selv bag lukkede Døre vil I uden at anstrenge Trommehinderne sikkert kunne høre Bulderet af den Torden, der nu trækker op.

Levvel! Vil I ikke tro, hvad I nu faar at høre, saa skal I heller ikke tro Eders egne Øren, om en Salve skulde vække Jer i Morgen tidlig. Gaa nu! Dèr kommer Uvejret rullende.

Skyder hende og Léontine ind ad Døren.

MONTALOUP: aabner Døren hidsigt
Hvad Satan gør han her? Har han nu indladt sig paa at være Forlover ved et republikansk Ægteskab? Drikker han med den hvide Husar? Det var Satan til Omgang! Marc-Arron! Er han drukket under Bordet? Marc-Arron, hvor har du gjort af dig selv?

MARC-ARRON: vender Ansigtet frem
Her, Borger Kommissær.

MONTALOUP: Er det mig, som er drukken? Hvad er dette for en Maskerade? Er Marc-Arrons Ansigt sat paa en Bylt hvidskimlet Tøj? Skal dette være en dum Spøg?

MARC-ARRON: Alvor, Borger.

MONTALOUP: En Konventsofficer i Lilie-Liberi! Har du slugt din Fange og er krøbet i hans Æselskind? Hvor Djævlen har du gjort af din Fange?

MARC-ARRON: Her, Borger.

MONTALOUP: Er du gaaet fra Forstanden, Borger?

MARC-ARRON: Nej, fra Klæderne.

MONTALOUP: Og Emigranten?

MARC-ARRON: Han er gaaet fra Trionville.

MONTALOUP: Og din Uniform?

MARC-ARRON: Er gaaet med ham.

MONTALOUP: Ved Robespierres Tunge — hvad er her sket? Hvordan gik det til? Drak han dig paa Pelsen? Har han bastet og kneblet dig og trukket Frakken af Raden paa dig? Hvor blev han af? Hvor er han henne?

MARC-ARRON: Borte, sagde jeg.

MONTALOUP: Borte? gennem Skorstenen? gennem Nøglehullet. Det er jo umuligt. Her staar Vagter overalt.

MARC-ARRON: Jeg har selv lukket ham ud.

MONTALOUP: rusker i ham
Du selv? Men hvorfor har du dog gjort det?

MARC-ARRON: Hvorfor gør man sit Livs største Dumhed?

MONTALOUP: For et Skørt altsaa! Marc-Arron, du Helvedeshund, var det din hele Appetit? Jeg syntes, du saa ud som et forsultent Rovdyr — det hvide Bid, det gule Glimt i Øjet, Kloen, der glider lydløst i sin Skede. Jeg troede, du var en af Øjeblikkets Mænd, af dem, der springer paa Livet som paa et Bytte. Var du ikke skabt til at jage? Og har der nogen Tid været en Jagt som nu? Alt er sluppet løs. Alting halser afsted. Alle kappes. Kongeligt Vildt! Byttet tilfalder den, som vover det dristigste Spring, som har den ubarmhjertigste Klo. Og saa gaar du hen og knækker alle Kløerne i Jorden for en lille erotisk Vipstjert. Mand dog, kunde du ikke taale Lugten af en Orangeblomst? Blev du syg ved Synet af en Brudeseng? Har da ikke alle Frankrigs Piger deres Senge aabne for Trikolorens Helte? Hvad skulde du her paa et slibrigt Parketgulv? 100Fik du Kvalme af Pudderet og de gamle Lilier? Skulde du falde for de stive Fiskeben? Fik et adeligt Frøkenblik dig til at daane? Hvordan gik det til?

MARC-ARRON: Kan jeg forklare, hvad jeg ikke selv forstaar? Vi leger med Livet, og Livet leger med os. En Soldat kan gaa igennem en Kugleskylle uden at faa et Stænk. Men Dagen efter stikker Solen ham en Synaal i Nakken, og han dør uden et Saar.

MONTALOUP: Satte hun Øjnene paa dig? Der er Kvinder, som forgifter med et Smil, som aabner deres Skød i et Blik. Men hun saa jo paa os med kolde Øjne. Hun strittede som en Tissel. Var det Tornene, som æggede dig?

MARC-ARRON: Hun havde ikke set paa mig en eneste Gang. De vilde bestikke mig til at lade ham slippe. Jeg var ganske kold. Jeg var ikke fri for at haane dem. Han bævrede som et Barn, der har Feber. Hun værdigede mig ikke et Blik. Hun talte til mig som til Luften foran sig. Du kender det: overfor os knejser de som Taarne med Skodder for Gluggerne. Jeg skulde til at gaa — hvad var her at forhandle 101om? Da staar hun med eet lige ved Siden af mig og lægger sin Haand paa min. Den rørte ved mig. Et eneste Øjeblik. Som Is, der brænder Huden. Da var jeg færdig. Le kun ad mig. Min Skæbne var lænket til den Haand. Den kunde have taget mine Øjestene, mit Hjerte mellem sine Fingre. Jeg vilde have dryppet Blod af Salighed. Jeg havde naaet min Bestemmelse, da den rørte ved mig. Jeg kunde have blusset mit Liv af som et Skud Krudt, der damper bort i et Blaf. Jeg var undfanget og født, vokset op, blevet stor, jeg havde levet, arbejdet, slidt, ekserceret, skudt, lært andre at eksercere og lært mig selv at kommandere — altsammen for at naa at se denne ene Haand, denne Blomst af Livets hvide Skønhed, for at føle dette Guddomsgreb af fem slanke lysende Fingre.

MONTALOUP: Stakkels Marc-Arron, du er altsaa helt kaput. Du taler i erotisk Vildelse, der har slaaet sig paa Hjernen. Du har faaet dit Synaalestik i Nakken. I et Nu af Vanvid har du ofret Ære, Stilling, Fremtid, Løbebane, Liv. Alt paa eet Kort, og hvad vandt du saa?

MARC-ARRON: En lukket Dør, knap et taknemligt Ord, 102Medynk, blandet med Tvivl om, hvor stor min Indsats har været.

MONTALOUP: Hvad! Du er ikke engang en lykkelig Elsker, en prisbelønnet Helt, som vinder alt, fordi du vovede alt?

MARC-ARRON: Jeg har vundet mindre end intet. Spillet er ude.

MONTALOUP: Og du er bankerot.

MARC-ARRON: Men ikke insolvent.

MONTALOUP: Det var som Satan!

MARC-ARRON: Jeg betaler, hvad jeg skylder. Liv med Liv.

MONTALOUP: Du har sat en af vore Fjender i Frihed.

MARC-ARRON: En værdiløs Fjende — han løber for sin egen Skygge. Med mig selv bøder jeg tilstrækkeligt.

103

MONTALOUP: Men koster Republiken en Mand, Spiren til en Marskalkstav. Det er dyrt betalt.

MARC-ARRON: Retfærdigheden betales aldrig for dyrt.

MONTALOUP: Var det kun det, du vilde sige mig? Du gaar ikke i Forbøn for dig selv?

MARC-ARRON: En Mand gaar ikke i Forbøn for sig selv.

MONTALOUP: Jeg kan godt lide din Oprigtighed, Marc- Arron. Skal da jeg gaa i Forbøn for dig?

MARC-ARRON: smiler
Har du virkelig saa ringe Tanker om mig, Montaloup?

MONTALOUP: Nej, for Djævlen! Du hader naturligvis Blødsødenhed lige saa stærkt som jeg. Du vil ikke lave Scener. Du vil sagtens helst gøre din Pligt i Stilhed.
Lægger sin Pistol paa Bordet.

MARC-ARRON: Stik din Benaadning til dig igen, Borger 104Kommissær. Jeg protesterer mod dette Indgreb i min Myndighed. Eksekutionen paahviler mig.

MONTALOUP: Det har jeg for min gode Vilje!

MARC-ARRON: Ja. Konventets Kommissær bar ikke af personlige Hensyn begunstige en af Republikens farligste Fjender. Og ikke hindre mig i at udføre mine Pligter til det sidste. Skal jeg minde dig om, hvad her er sket? Forrsederiet lurer paa os overalt. Dumouriez er løbet over til Frankrigs Fjender. Kun den haardeste Disciplin kan holde Rækkerne sammen. Og nu har en af Republikens edsvorne Officerer svigtet sin simpleste Pligt og hjulpet en dødsdømt Emigrant paa Flugt. Her maa statueres et Eksempel, som skræmmer. Selvmord vilde være et tomt Knald i Luften. En Eksekution vil øve sin Virkning. Den vil ikke blot befæste den vaklende Disciplin, det vil styrke din egen Stilling, naar du i Morgen sender Konventet din Rapport: Catonisk Strenghed — skaanselløs Retfærdighed! Oberstløjtnant Marc-Arron, der i et Øjebliks Svaghed havde ladet en Emigrant undslippe, blev i Morges skudt til Straf. Mønsterværdig Fasthed i saavel Soldaternes som Delinkventens 105Holdning. Han gav selv Pelotonen Befaling til at fyre under Raabet: Leve Republiken!

MONTALOUP: Marc-Arron, en Mand som dig har Republiken ikke Raad til at miste.

MARC-ARRON: For Eksemplets Skyld.

MONTALOUP: Den Emigrantdreng aner næppe, hvad han koster os. Lad mig faa fat i ham!

MARC-ARRON: Han er straffet haardt nok. Han ofrede sin Bryllupsnat.

MONTALOUP: For at bjerge Livet. Mens du ofrede Livet for — for at blive rørt — af Aldejlighedens Lillefinger. Stakkels Marc-Arron!

MARC-ARRON: Jeg vil ikke beklages.

MONTALOUP: Men en Vens Haand vil du tage. Du er min Ven, fordi du ikke klynker.

106

MARC-ARRON: tager mod Haanden
Du er min Ven, fordi du ikke ynker mig.

MONTALOUP: Skade, at vi to ikke skal følges ad længer.

MARC-ARRON: Du er dog en Mand som vi andre. Først troede jeg, I Kommissærer var Teater-Tordenmaskiner, Konventet havde sendt os.

MONTALOUP: Hvad kan din Ven gøre for dig?

MARC-ARRON: Lad mig sove min Nat i Fred.

MONTALOUP: Men jeg maa dog se dig endnu engang.

MARC-ARRON: Naar jeg har betalt min Skyld. Din blotte Uniform minder mig om, hvad jeg har forbrudt.

MONTALOUP: Farvel da, Broder.

MARC-ARRON: Farvel, Broder. De omfavner hinanden.

107

MONTALOUP: Levvel!
Gaar mod Døren.

MARC-ARRON: Endnu eet — gør mig en Tjeneste.

MONTALOUP: vender sig
Ti for een!

MARC-ARRON: Lad alle Vagtposterne fordoble — ogsaa i Parken.

MONTALOUP: Er min Ven bange for at blive usikker?

MARC-ARRON: Ikke, naar Urværket holdes i Gang af en sikker Haand. smiler. Jeg selv er jo forhindret.

MONTALOUP: Stol paa mig! De nikker til hinanden. Ved Døren. Giv Agt! Er Vagten dèr? Luk op for Konventets Kommissær, Borger Montaloup.
Døren aabnes. Montaloup gaar ud. Han høres uddele Ordrer udenfor. Marc-Arron slukker Armstagens Lys, gaar til Hjørnevinduet og ser ud. Ogsaa i Gaarden og Parken lyder Bevægelser og Vagtraab. Marc-Arron skyder Skodden til Side for bedre at se. Døren til Sideværelset aabner sig. I Lysaabningen staar Alaine.

108

ALAINE: Hvad er det? Hvad er det, som sker?

MARC-ARRON: vender sig
Lænkerne, hvis Kæde prøves.

ALAINE: Var det den sidste Redning?

MARC-ARRON: Den sidste og den eneste.

ALAINE: Og det har I hele Tiden vidst?

MARC-ARRON: Det har jeg hele Tiden vidst.

ALAINE: At I skulde bøde med Livet?

MARC-ARRON: At jeg skulde bøde med Livet.

ALAINE: Saa har jeg ogsaa hele Tiden vidst det.

109

MARC-ARRON: Hvilket? Hvad har I vidst?

ALAINE: At jeg elskede Jer.

110

✂

TREDIE AKT

✂ Tidlig næste Morgen. Graaligt Halvlys. Lyd af silende ensformig Regn, der ses strømme bag de udækkede Parkvinduer. Bordet staar som før.

✂ Paa en Kanapé ligger Léontine upaaklædt og sover. Taarnuret slaar.

✂ Lidt efter aabnes Døren til Soveværelset paa Klem.

MARC-ARRON: fra Døren
Léontine! Sover du? Léontine! Hvad var det, den slog? Hvor mange Slag? Var det fire? Léontine, hører du ikke?

LÉONTINE: halvt i Søvne
Hvad? Hvad var det? Hvad er der? Hvem kalder? Hvad var det? Hvad skal jeg høre?

MARC-ARRON: Klokken har lige slaaet. Var det tre eller fire?

LÉONTINE: rejser sig over Ende
Har den slaaet? Jeg har ikke hørt et eneste 111Slag. Det er jo Nat endnu. Her er sort som i en Daase.

MARC-ARRON: Det er ikke Nat. Klokken maa være mange. Rejs dig dog op og se efter.

LÉONTINE: gaar efter Kamin-Uret
Her er saa sort. Jeg kan ingenting se. Jeg maa vist prøve at faa tændt Lys.

MARC-ARRON: Nej, hvad vil du dèr? Urene gaar ikke mere. Vi stillede dem i Staa i Aftes allesammen. Forsøg at se efter paa Taarnet. Jeg kommer Straks. Trækker Hovedet indenfor Døren.

LÉONTINE: gaber
Se efter Taarnet! Det staar vel nok endnu. Hvad skal man med Klokken, saa længe det er ravende Nat? Man maa have Lys for at se, hvad Slags Vejr det er. Hvad skal et Ur slaa for, naar ingen gider høre efter? Hvor mange Slag? Han kunde lige saa godt spørge mig, hvor mange Potter Vand det har regnet i Nat. Kors, hvor det skyller. Eller, hvor mange Gange Hanerne har galet. Ikke saa meget som en Hane bilder sig ind, at detteher skal være Morgen.

112

MARC-ARRON: kommer, omtrent paaklædt
Hvad er den saa? Tre eller fire?

LÉONTINE: nejer
Naadige Herr Marki, til Lykke paa Bryllupsmorgenen. I har jo selv sat Tiden ud af Spillet.

MARC-ARRON: Svar dog! Har du ikke set efter?

LÉONTINE: Vil den naadige Herre ikke laane min Pudderkvast?

MARC-ARRON: Hvad mener du?

LÉONTINE: Ikke til Ansigtet. Markien er allerede hvid som en Lilie. Men til Haaret. Det er sort som en Tordensky. Det er altfor truende.

MARC-ARRON: Hold op med din Snak, eller jeg skal true dig.

LÉONTINE: Med lige saa mange Slag som den ulyksalige Klokke.

113

MARC-ARRON: Saa se dog efter, hvad den slog.

LÉONTINE: Kan I ikke vente, til den slaar næste Gang. Jeg er vis paa, Viserne er regnet af Skiven.

MARC-ARRON: Skyd Skodden op. Naa, hvad siger den?

LÉONTINE: ser ud af Hjørnevinduet
Den lyver, Herr Marki.

MARC-ARRON: Nu er min Taalmodighed til Ende. Hvor mange, for Djævlen!

LÉONTINE: Saa mange, at jeg ikke tror, den er ved sine fulde fem.

MARC-ARRON: Det er ikke muligt.

LÉONTINE: Nu siger I jo selv, at den lyver. Hvad vil I bryde Jer om en gammel Løgneklokke?

MARC-ARRON: Jeg talte dog efter før. Men fem?

114

LÉONTINE: Den er fræk nok til at paastaa det. Men hvorfor vil den naadige Marki tage sig det nær? Og hvor kunde I nænne at berøve Jeres Brud en lang og lykkelig Søvn paa sin Bryllupsmorgen?

MARC-ARRON: Hun sover.

LÉONTINE: Men I ser ud til snart at skulle faa hende vækket.

MARC-ARRON: tager hende om Haandleddet
Léontine, nu Spøg til Side! Gaa ind til din Frue. Væk hende ikke for alt i Verden. Lad hende sove. Bedst om hun kunde sove til midt paa Dagen. Kald paa mig, skulde hun vaagne. I samme Øjeblik hun slaar Øjnene op, kalder du paa mig. Du forstaar?

LÉONTINE: Stol paa mig. Jeg skal sidde hos hende som en Moder hos sit spæde Barn.

MARC-ARRON: Tak. Jeg skal huske dig det hele mit Liv.

LÉONTINE: Det var svært længe.

115

MARC-ARRON: smiler
Det er til at holde. Trykker hendes Haand.
Léontine gaar. Det begynder at lysne. Marc-Arron flakker op og ned og ser aandsfraværende omkring sig, følger Parketgulvets Trævinkler, tager en vissen Orangeblomst op, skotter til Vinduer og Døre, tager sig selv om Pulsen, gaar omsider til Korridordøren og lytter.

MARC-ARRON: halvhøjt
Hallo! Hvem dèr? Hvem har Vagt? Højere. Hører I ikke? Vil I svare! Jeg forlanger det. Banker. Luk op! Lad mig se, hvem der har Vagt. Jeg vil vide det.

EN STEMME: udenfor
Knoerne fra Døren! Her er ingen andre Kæltringer at banke til.

MARC-ARRON: Sss— tal sagte. Det er dig, Jean Lasque? Nu véd jeg, det er dig. Lad mig sige dig et Ord under fire Øjne. Hører du, bare to Ord, Jean Lasque!

STEMMEN: Hold nu op at snadre i det Nøglehul. Ellers bli'r der knaldet en Told i af Bly.

MARC-ARRON: Men saa hør dog, hvem det er. Det er jo 116mig, Marc-Arron! Din Ungdomskammerat, din gamle Vaabenbroder.

STEMMEN: Det er Løgn!

MARC-ARRON: Marc-Arron, som fik dig forfremmet til Sergeant.

STEMMEN: Hold nu Kæft!

MARC-ARRON: Som forbandt dig ved Jemappes med et af sine egne Skjorteærmer.

JEAN LASQUE: lukker Døren op
Hvor Satan véd du det fra! Gnider sine Øjne. Hvad er det for Djævelskab? Detteher er Marc-Arron, og det er ikke Marc-Arron. Ved Dumouriez' Halehvirvler — har den hvide Liliehusar skaaret Hovedet af min Bataillonschef og sat det paa sin Hals i Stedet for sin egen Knap! Det er nok det, de kalder Øjenforblændelse. Sikke Gavtyvestreger! Alt Pudderet af Haaret! Den er godt regnet ud. Malingen er bare en Smule for hvid — det rene Kalk!

117

MARG-ARRON: Jean Lasque, du ser jo, det er mig.

JEAN LASQUE: Hvad for en mig?

MARC-ARRON: Marc-Arron. Du véd det jo.

JEAN LASQUE: Marc-Arron? Han gik ud af den Dør i Aftes.

MARC-ARRON: ryster paa Hovedet.

JEAN LASQUE: Ikke? Naa, saa du vilde gerne gaa ud af den Dør paa Marc-Arrons Ansigt? Den Leg leger Vi ikke.
Lukker Døren efter sig, drejer Naglen om indvendig.

MARC-ARRON: Tag dog Piben af Flaben! Husk, hvem du taler til.

JEAN LASQUE: damper stærkere
Det er netop det, jeg husker.

MARC-ARRON: Er du fræk?
Slaar Piben af Munden paa ham.

118

JEAN LASQUE: langer til Slag, men standser
Den Satans Lighed!
Samler Piben op og stopper af sin Bukselomme.

MARC-ARRON: Skal jeg da vise dig, hvem jeg er. Skal jeg give Kommando? Skal jeg raabe, saa I allesammen kan kende mig. Hej!
Gaar mod Hjørne vinduet.

JEAN LASQUE: Hej! Skal jeg hjælpe dig? Vil du gerne svinebindes, kan du blive det straks. Vi er paa vor Post, skal jeg sige dig. Parken her omkring er saa spækket med Geværpiber som en Dyreryg med Flæskestrimler. Du slipper ikke, Hallunk! Hver Mand i Bataillonen véd, at du har villet bestikke Marc-Arron. Om du saa klasker os Guldet lige i Synet, kommer du ikke et Skridt videre. Føj, Mand! Først, at du bilder dig ind, en Republikaner som Marc-Arron er til at købe. Saa, at du maler dig efter ham og vil snakke til mig om Jean Lasque og Jemappes og Marc-Arrons Skjorteærmer — føj!

MARC-ARRON: Er du drukken, siden du ikke vil se?

JEAN LASQUE: Drukken! Hvad har jeg drukken? Har jeg 119maaske haft et Batteri Flasker paa Bordet som du? Du skulde tale om at drikke! Tror du, Marc-Arron vilde misunde en stakkels Soldat hans usle Morgensnaps, naar han skal stolpre paa Vagt, før Fanden faar Sko paa? Her skyller Syndfloden ned fra alle syv Himle, og saa skal en ærlig Sergeant af Konventets Nordarmé ikke faa Lov at hælde en Draabe Olie paa Lampen!
Gaar hi Bordet.

MARC-ARRON: Ja, kom her, Jean Lasque Skænker Vin for ham. Drik! Du maa se at blive rigtig klar.

JEAN LASQUE: sætter Glasset i Bordet.
Klar! Hvad snakker du om Klarhed? Er jeg ikke klar? Saa meget kan jeg da se, at du vil drikke mig paa Pelsen. Men det skal blive Løgn!
Skvætter Vinen henad Bordet.

MARC-ARRON: Jean Lasque, kom dog til dig selv. Du ser jo, du maa hjælpe mig. Jean Lasque dog!

JEAN LASQUE: Satan til Lighed! Ogsaa Stemmen.

MARC-ARRON: Det er jo mig.

120

JEAN LASQUE: Min Bataillonschef?

MARC-ARRON: Du gør mig gal.

JEAN LASQUE: Den sorteste Bagvadskelse! Tror du ikke, Marc-Arron kan skænke af en Flaske? Tror du, han lider af Rystefeber? Vil du bilde mig ind, at han trommer Retræte med sine store hvide Tænder? At Angstens Sved kan perle paa hans Pande som Duggdraaber paa en Morgenfrue ved Solopgang? At han ikke kan knappe sit Halsbind eller stramme sine Nøgleben? Marc-Arron — Guds Død og Pine! — han bær sit Hoved som det hellige Sakrament.

MARC-ARRON: synker om i en Stol
Gør ved mig, hvad du vil. Det er ude med mig.

JEAN LASQUE: Skal det bestandig være Marc-Arron?

MARC-ARRON: Put mig i en Sæk! Gem mig i en Kamin! Jeg vil gøre mig saa lille som en Faarekylling. Men skaf mig ud af det hele! Jeg vil ingenting være mere. Blot jeg kunde krybe 121ind i din Patrontaske. Degradér mig! Lad mig være din Oppasser. Kan jeg ikke blive Marketenderhund? Jeg er ødelagt. Jeg fortjener min Skæbne. Hører du, Jean Lasque, hører du? Jeg er ikke engang seks Skud Krudt værd. Jeg giver Afkald paa en hæderlig Død. Lad mig blot slippe! Spild ikke Jeres gode Kugler paa et saadant Skrog! Lad mig løbe, hører du, lad mig løbe — som en skabet Hund, ingen gider røre ved. Spyt paa mig, spark mig, lad mig rende Spidsrod! Men lad mig blot leve, lad mig redde Lasen af en Tilværelse!

JEAN LASQUE: banker sin Pibe ud
Ja, nu ser jeg, hvad du er for en Pjalt.

MARC-ARRON: Kender du mig endelig?

JEAN LASQUE: Du er som alle de andre. Som den sure Sauce, man hælder ud af sin Pibe.
Gaar mod Døren.

MARC-ARRON: griber i ham
Du maa ikke gaa! Jean Lasque, du maa ikke gaa! Slaa mig dog heller ihjel straks. Tag alt, hvad jeg ejer og har. Klæderne, jeg 122har paa — her! Famler i Lommen. Hvad er det? Tag dette her! Her er Guld.

JEAN LASQUE: slaar Pungen ud af hans Haand, sparker til den, studser ved Klangen
Dèr! Dèr slap det ud. Men Marc-Arron, Marc-Arron —

MARC-ARRON: Endelig! Ser du nu endelig, det er mig?

JEAN LASQUE: ryster paa Hovedet
Saadan skulde det ende! Dèr ligger Marc- Arrons Ære. Saadan kastrerer man en Helt.

MARC-ARRON: Jean Lasque, du tror da ikke —

JEAN LASQUE: — at dette her er Manden selv? Det er hans Manddom, som Djævlen har rørt ved og gjort til Guld.
Tager Pungen op.

MARC-ARRON: Du tror da ikke, Jean Lasque —

JEAN LASQUE: Jo netop. Nu tror jeg det hele. Klæderne. Pungen. Det ene med det andet. Selvfølgelig. Hvorfor skulde du ellers have gjort det?

123

MARC-ARRON: Du tror da ikke for Guldet?

JEAN LASQUE: Jeg saa jo, det laa i dine Bukser. Det er med Guld, man kastrerer Republikens bedste Mænd. Til Helvede med din forgyldte Vanære!
Slynger Pungen ud gennem et Parkvindu.

MARC-ARRON: Det tror du om mig? Jeg skammer mig for dig.

JEAN LASQUE: Skam dig for dig selv!

MARC-ARRON: Du foragter mig.

JEAN LASQUE: Foragt dig selv! Havde jeg Vand i Pumperne, saa græd jeg over Marc-Arron.

MARC-ARRON: Er jeg dine Taarer værd?

JEAN LASQUE: Du? Nej — du ikke! Du er et kalket Spøgelse af Fejghed. Et grønt Skræmsel med Slim i Aarene i Stedet for Blod. Du ser ud, som du var kastet op af dig selv. Men Marc- Arron, som ikke er mere, for ham kunde jeg 124smaatude af Smerte. Han havde Trommehvirvler i sit Pulsslag. Kanonslag i sine Lunger. Han var et nyt Krater i Udbrud. Han rullede frem som en Lavastrøm. Det røg af ham som af sprudende Svovl. Men nu er han væk. Han er død. Jeg vil helst tro, at han aldrig har været til.

MARC-ARRON: Han er død, Jean Lasque. Du har Ret. Lov mig blot, at du vil lade ham hvile. Spot ikke hans Minde. Vanær ham ikke, som jeg har vanæret ham. Røb ikke til nogen, hvad for et Spøgelse du har set af ham efter hans Død. Jean Lasque!
Rækker Haanden imod ham.

JEAN LASQUE: Jeg holder ikke af at give et Spøgelse Haanden.

MARC-ARRON: Er det ikke underligt — er det ikke underligt, at et Spøgelse endnu kan tænke paa at bjerge Livet?

JEAN LASQUE: Jeg skal komme en Sølvknap i min Bøsse, saa gaar Spøgelset ikke mere igen.

MARC-ARRON: Jeg tror, Spøgelset allerede er borte.

125

JEAN LASQUE: Lad det nu ikke gaa igen!

LÉONTINE: i Døren
Herre! Herr Marki! Lukker Døren forsigtigt. Nej, hvad gaar her dog for sig? Er det ikke min Hjælper i Nøden? Vor gode Ven? Men saa — hvad er her sket?

JEAN LASQUE: Ingenting. Jeg saa ind til Markien —

LÉONTINE: Markien?

MARC-ARRON: Ja, for at sige mig, hvad Klokken er.

LÉONTINE: Ikke for andet?

MARC-ARRON: Er det ikke nok?

LÉONTINE: Er det sandt?

JEAN LASQUE: nikker.

MARC-ARRON: Tak!

126

JEAN LASQUE: Godmorgen, Marki!
Gaar.

LÉONTINE: Og jeg, som troede —

MARC-ARRON: At jeg havde bedt dig blive hos din Frue.

LÉONTINE: Hun er vaagnet. Hun er ved at staa op. Jeg vilde kun se, om I var her.

MARC-ARRON: Hvor skulde jeg være? Men din Frue, som ikke maatte vækkes?

LÉONTINE: Hun smiler bare. Hun smiler hele Tiden.

MARC-ARRON: Der er jo ikke andet end at smile. Skynd dig ind til hende.
Drejer Nøglen om i Korridor-Døren. Marc-Arron stirrer efter Sovekammerdøren. Et Øjeblik efter kommer Alaine til Syne. Hun staar ganske stille og ser paa ham.

ALAINE: Du er her. Det er dig.

MARC-ARRON: gaar med sænket Hoved imod hende, griber hendes Hænder
Og du, som skulde sove —

127

ALAINE: Vil du tie.

MARC-ARRON: kysser hendes Hænder.

ALAINE: gemmer dem paa Ryggen
Se paa mig.

MARC-ARRON: ser fremdeles ned for sig
Du, som skulde sove.

ALAINE: Ti nu stille og se blot paa mig. Jeg har aldrig set dig før.

MARC-ARRON: løfter Hovedet; deres Øjne mødes længe.

ALAINE: Du græder jo.

MARC-ARRON: Nej, det er dig, som græder.

ALAINE: Ser du ikke, jeg smiler?

MARC-ARRON: Det er mig, som smiler. Men du græder jo.

128

ALAINE: smiler
Er det at græde?

MARC-ARRON: Hvorfor vilde du ikke blive ved at sove?

ALAINE: Sove ... sove .... Jeg har jo sovet alle mine atten Aar. Og nu er jeg vaagnet allerførste Gang. Blot for at se paa dig. Se, at du virkelig er til. Siden sover jeg igen. Lige ind i Visheden. Lige ind i Saligheden. At du er til. At jeg har dig inde i mig ....
Lukker sine Øjne.

MARC-ARRON: kysser hende paa Øjnene
Ja, sov — du — du.

ALAINE

✂

Ja, det er Navnet: du — du … det banker dybest inde i mig: du — du … du, den eneste, som har sagt du til mit Hjerte.

Men nu vil jeg slet ikke sove mere. Jeg er lysvaagen. Jeg er sprunget lige ud af Søvnen. Jeg vil se dig. Jeg vil se dig. Jeg vil se dig. Jeg har slet ingenting set. Jeg vil se den hele vide Verden, nu da jeg véd, den er til. Det er jo ingen Drøm, det er Liv, det er levende Liv.

129

MARC-ARRON: lægger sine Arme om hende
Ja, det er levende Liv.

ALAINE: Vi har Evigheden for os.

MARC-ARRON: Ja, vi har Evigheden for os. Smiler ved at høre et slag fra Taarnuret. Klokken sagde Amen.

ALAINE: Nu maatte Klokkerne gerne kime fra alle Kanter. Klokkerne er ikke støbte til at græde. De er støbte til at le. En rigtig buldrende og baldrende Latter fra Taarn til Taarn. Ikke sandt? De skal le af Glæde over os to. De skal ramle af Henrykkelse. Og Solen skal staa op. Den har ikke Lov at sove længer end vi to.

MARC-ARRON: Jeg tror, du kan hekse. Den er der virkelig — lige midt ind igennem Regnen.

ALAINE: Se, den spidder Regndraaberne — som Diamanter paa Guldnaale. Saadan har det aldrig regnet før. Saadan har Solen aldrig skinnet. Se, nu er den inde hos os. Jeg vil have dit Hoved hen i Solen. Jeg vil se, om 130dit Haar virkelig er saa sort, som jeg har drømt. Véd du, det var en hel Urskov, hvor mine Hænder fo'r vild i Nat.

MARC-ARRON: Du blinder mig. Du drypper Sol lige ned i mine Øjne.

ALAINE: Luk dem, om du tør. Jeg vil spejle mig i dem. Jeg vil se, hvordan jeg ser ud, efter at jeg er vaagnet.

MARC-ARRON: Jeg kan ikke sige dig det. Jeg kan ikke se for lutter Sol.

ALAINE: Men jeg kan se mig selv. Dit Øje er lige saa brunt som mit Skildpaddes Chatol. Og jeg kan se et lille bitte blankt Vindu. Og et lille bitte Hoved. Det er næsten ikke andet end Øjne. Det ligner Hovedet paa den lille underlige Vaarflue, der sad paa Lysepiben, da du pustede Lyset ud i Nat. Saa du den ikke?

MARC-ARRON: nikker.

ALAINE: Du tog Lyset bort lige for dens runde 131grønne Øjne — de lever ikke Natten igennem, tænkte jeg.

MARC-ARRON: Men vi to levede den igennem.

ALAINE: Nej, vi drømte den igennem. Du véd ikke alt, hvad jeg har drømt om dig. Jeg drømte, at ogsaa du havde to smaa Bryster, der formælede sig med mine. Men nu, naar jeg ser paa dig, véd jeg ikke, om det er sandt. Dagslyset gør mig vantro. Sig dog, at du elsker mig.

MARC-ARRON: Har jeg ikke sagt det med hver Draabe af mit Blod?

ALAINE: Men jeg vil have Beviser. Noget til at tage og føle paa. Aa, nu véd jeg det. Bøj dit Hoved, lad mig se din Nakke. Jeg drømte i Nat, at der laa en bittelille Mus og sov paa din Hals. Dèr er den — jeg har ikke drømt.
Kysser hans Nakke.

MARC-ARRON: Hvad er det, du gør?

ALAINE: Hvor du skælver!

132

MARC-ARRON: Dèr kyssede min Moder mig.

ALAINE: Og hun skulde have Eneret?

MARC-ARRON: Hun døde fra mig, da jeg var Dreng.

ALAINE: Har du nogensinde været Dreng? Hvad du siger! Jeg troede, du var skudt lige ud af en Mørser. At du var sprunget ud af Revolutionen i din fulde Højde — en Bjergets Mand med Epauletterne groende ud af dine Skuldre og Kommandostaven ud af dine Hænder.

MARC-ARRON: Som du ser mig nu, er jeg groet lige ud af dine Hænder.

ALAINE: Du tænker paa Klæderne. Men Revolutionen ligger i dit Ansigt. I dit Haar. I din Mund.

MARC-ARRON: kysser hende
Er dette Revolution?

133

ALAINE: Ja, det er Revolutionen, jeg kysser. Det er Revolutionen, jeg elsker i dig. Du har jo omvæltet mit hele Væsen. Kan du ikke se den røde Hue flamme fra mit Hoved? Hvad er der tilbage i mig af det, jeg var igaar? Har jeg ikke omvendt mig med Hud og Haar? Er du ikke selve den sejrrige Marseillaise?

MA⁒C-ARRON: Naar du siger det — jo.

ALAINE: Hvorfor smiler du saa mat? Er Revolutionen staaet for tidlig op. Har Helten ikke faaet sit Morgenfoder? Hvor har jeg ogsaa mine Tanker! Og min egen Appetit — tror du ikke, jeg er sulten? Jeg kunde spise dig og hele Bjerget. Se, Bordet er jo fuldt endnu. Vil Revotutionen helst have rygende Tyreblod, eller kan den nøjes med dampende Chokolade?

MARC-ARRON: smilende
Hvad Huset formaar.

ALAINE: Huset formaar alt. Du tror mig ikke? Til Straf skal Revolutionen have Chokolade i Louis-seize-Kopper. Kalder. Léontine! Er du færdig?

134

LÉONTINE: indefra
Straks! Nu kommer jeg, naadige Frue.
Bringer Chokoladen.

ALAINE: Se, hvor Revolutionen gør store Øjne til de smaa Kopper.

LÉONTINE: Fru Markise.

ALAINE: Byd Revolutionen først.

LÉONTINE: Herr Marki. Hvor I ser forbavset ud. I er maaske vant til en Portion Krudt om Morgenen?

ALAINE: Drik, kære Revolution. Det er ikke Gift.

MARC-ARRON: Om saa var!

ALAINE: Du maa gerne gaa, Léontine. Men skyd først Balkondøren op. Her er som i et Drivhus.

LÉONTINE: aabner
Uh! det ser stygt ud.

135

MARC-ARRON: Hvad mener du?

ALAINE: Ingenting. Léontine er bange for Regnvandet paa Balkonen, ikke?

LÉONTINE: Jo, naadige Frue.
Gaar.

ALAINE: En Kop til. Du véd ikke, naar du faar noget igen.

MARC-ARRON: Nej, det er Sandt. Sætter Koppen haardt fra sig. Hvor tager du dog dit Mod fra?

ALAINE: Fra dig, fra dig. Hvor kan du spørge? Det strømmer jo lige ud af dine Øjne.

MARC-ARRON: med et fortvivlet Smil
Kan du ikke se, hvor jeg er bange?

ALAINE: Du? Du straaler jo som en blank Klinge. Spejl dig i mine Øjne.

MARC-ARRON: ser længe paa hende
Ja, jeg bliver til et Genskin af dig. Aander dybt. Du fylder mig.

136

ALAINE: Ja — med din egen Revolution. Jeg vil fylde dig med Sol. Omkring, min Helt! Solen stormer ind til os. Se, der staar en Regnbue over Træerne. En syvfarvet Glorie højt over Trionville. Tegnet paa, at fra nu af skal vor Kærlighed aldrig aflade.

MARC-ARRON: henrevet
En Trikolore i Skyerne. Den slynger sig ind til os. Den skulde svøbe sig som et Skærf om dit Liv.

ALAINE: Tror du ikke, den kan? Den bliver til alt, hvad vi to vil. Se, hvor den spænder sig. Skal jeg bede den blive til en Bro, der buer sig ned for vore Fødder og bærer os bort, højt op over de hvide Kastanieblomster.

MARC-ARRON: aander
De hvide Kastanieblomster … Duften er saa stærk, saa fast. Den er til at gaa paa.

ALAINE: Op over Træernes Kroner.

MARC-ARRON: Lige ud i Luften.

137

ALAINE: Vi kan gaa i Luften.

MARC-ARRON: Hvorfor skulde vi ikke?
De træder Arm i Arm ud paa Balkonen.

EN STEMME: fra Parken
Tilbage! Et Skud smælder mod Muren.

ALAINE: er skrigende faret tilbage
Var det efter dig, de skød? Er du ramt?

MARC-ARRON: Regnbuen. Den ramlede ned. Se, der staar kun en Stump tilbage.

LÉONTINE: kommer løbende
Det er forfærdeligt. Skyder de herind?

MARC-ARRON: Der er ingenting sket. Vagten er paa sin Post. Jeg har selv stillet den ud.

LÉONTINE: Jeg saa det før. De staar allesammen og stirrer herop — med Geværet i Armen. Der hviskes om, at der er kastet Penge ned til dem for at bestikke dem. Derfor er alle Vagterne fordoblede.

138

MARC-ARRON: Fruentimmersnak i De retter sig kun efter en Instruks, jeg selv har udstedt.

ALAINE: De lurer paa dig. Jeg er saa angst. Dette Skud har vækket mig. Nu er jeg endelig vaagen. Kom, du maa afsted med det samme — om et Øjeblik er det for silde.

MARC-ARRON: smilende
Om et Øjeblik er det just Tiden.

ALAINE: Du maa bort, før nogen ser dig. Léontine, gaa og pas paa, at ingen overrumpler os. Kom her! Sætter Fingren paa en Fjer ved Siden af Sovekammerdøren, en Dør i Panelet springer op. Her!

MARC-ARRON: Skal jeg skjule mig i en Garderobe?

ALAINE: Gaa derind! I Hjørnet til højre er der en hemmelig Dør. Den springer op, naar du træder paa den inderste Kant af Bunden. En Løntrappe fører ned i Kælderen.

MARC-ARRON: Og hvis Kælderen som alt det andet er besat af Soldater?

139

ALAINE: Bliver du derinde, til Soldaterne er borte.

MARC-ARRON: Saadan en Forræderske er du!

ALAINE: En Forræderske?

MARC-ARRON: Saadan kunde du forraade din egen Brudgom!

ALAINE: Er det at forraade dig?

MARC-ARRON: Du jagede ham ud i Aftes — skønt du kunde have frelst ham dèr.

ALAINE: Jeg vidste det ikke i Aftes.

MARC-ARRON: Du vidste det ikke?

ALAINE: Jeg huskede det ikke.

MARC-ARRON: Du huskede det først nu? Din Hukommelse maatte vækkes. Af Knaldet, som skød vor Regnbue ned.

140

ALAINE: Nej, jeg huskede det i Nat.

MARC-ARRON: Før du blev min? Du havde vel ikke Mod til at favne en dødsdømt Mand.

ALAINE: Jo. Jeg huskede det først i Morges, da alt andet gled ud af min Erindring end den eneste Tanke, at jeg aldrig kunde slippe dig.

MARC-ARRON: Derfor altsaa kunde du sove.

ALAINE: Og derfor kunde jeg staa op.

MARC-ARRON: Derfra kom dit Mod. For at prøve mit tav du stille.

ALAINE: Du bestod jo Prøven.

MARC-ARRON: Du haaner mig. Men nu er jeg allermest bange, da jeg skal ind i min Frelses sorte Hul.

ALAINE: Men du maa.

141

MARC-ARRON: Ikke før min Time slaar.

ALAINE: Vi tør ikke friste det yderste Øjeblik.

MARC-ARRON: Skræm dig ikke. Lad os ikke ængstes før Tiden. Jeg har Minutter igen. Taarnuret vil varsle os. Døren er laaset, og ingen kommer, før Klokken slaar seks. Jeg bruger kun de to til at krybe i mit Musehul.

ALAINE: Det kan blive for sent.

MARC-ARRON: Und mig den sidste Stump Tid. Har jeg ikke de tusinde Ting at sige dig i tusind Sekunder?

ALAINE: Gem dem, til vi ses igen.

MARC-ARRON: Véd du, om vi mødes paany? Var det ikke dit Ønske i Nat, at et Lyn skulde ramme os Bryst imod Bryst og lade vore Hjerter briste i en fælles Død? Jeg vil være dig saa nær, at der kun er en Hinde imellem dit og mit Blod: et Pulsslag kan sprænge den, saa Strømmene 142hvirvles i hinanden og Livet sluser ud af vore Aarer i een Flod.
Omfavner hende heftigt.

ALAINE: Kan Døden favne saaledes, saa elsker jeg Døden.

MARC-ARRON: Saa elsker du Døden i mig, fordi jeg elsker dig til Døden. Er det ikke Tilintetgørelsen, som knuger os i sin Favn? Lyt! Derude gaar Døden taktfast op og ned. Urets mange Hjul klikker usynligt omkring os, maaier Cirklerne ud for at naa den sidste Tap og falde til Slag. Blykuglerne i Geværpiberne længes efter deres Maal, Hanerne staar paa Smæld, Krudtet drømmer om at vaagne i sit blaffende Knald. Alting sigter stille imod mig. Blyet higer efter Hvilen i mit Hjerte. Skæbnen er sat paa et eneste Nu. Netop derfor er jeg salig. Der er ingen anden Evighed end den, som eksploderer i et Glimt. Hvad der skal dø, kan tælles i Timer og Dage. Evighedens Lykke jubler i et Stjerneskud.

ALAINE: Det er dog en Stjerne, som dør.

MARC-ARRON: Nej, et Ønske, som tændes — en Evighed, 143som undfanges i et Ønske. Har du aldrig ønsket ved et Stjerneskud?

ALAINE: Jeg kom altid for sent. Stjerneskuddene mindede mig kun om, at mit Hjerte endnu ikke ejede sit uvilkaarlige Ønske.

MARC-ARRON: At du var et Barn — til i Nat. Da kom dit Stjerneskud og mødtes med dit Ønske.

ALAINE: Hvad har du selv haft at ønske?

MARC-ARRON: Stjerneskuds-Ønsker er ikke for Mænd. Jeg har set dem i utallige Nætter. Naar jeg stod paa Forpost og kun havde dem til at holde mine Øjne aabne. Jeg talte dem for Adspredelsens Skyld. Mine Øjne løb rundt paa Himlen for at samle dem op, inden de faldt ned. Eller ved Bivuakerne, naar jeg blev træt af at stirre ind i de sydende Gnister og vendte Hovedet mod Natten og saa en hvid Ildorm bore sig ind i Mørket. Selv i mit Telt er det hændt mig, at jeg er vaagnet op og har set et Stjerneskud blinke ind i en Rift.

ALAINE: Og det er aldrig faldet dig ind at ønske?

144

MARC-ARRON: Jeg har altid tænkt mig, at disse Stjerner faldt ned over ventende Kvinder, i opladte Skød. Der er En, som en Gang har fortalt mig om en Gud, der lod sig føde af en jordisk Moder: hun blev svanger ved at se paa et Stjerneskud. Pavse. Hvorfor svarer du ikke?

ALAINE: med lukkede Øjne
Et Stjerneskud kan ikke tale. Men der er noget inde i mig, som svarer.

MARC-ARRON: kysser hende paa Øjet
Der er en lille Puls, som banker helt op i dit Øjelaag. Det er dit Blod, som stormer op ad Trappen —

ALAINE: aabner Øjnene
Slaar Døren paa vid Gab og raaber: Sover du endnu? Staar du dèr og sover i den lyse Morgen? Livet venter jo paa dig. Husk dog dine Løfter.

MARC-ARRON: Ja, de tusind Ting, jeg skulde fortælle dig i tusinde Sekunder. Jeg skulde jo skrifte mit hele Liv ind i dine Øjne. Du skulde have alt, hvad jeg har levet og kæmpet. Min Barndom langt mod Syd i Dalen ved den sølvblinkende Rhone. Mine Tanker blandt Faarene, jeg har 145vogtet. Mine Hug af Korporalstaven, min Trælletid under Brienne-Junkerne. Jeg skulde fortælle dig om mine Bastille- og Versailles- Dage. Kramme mit Sergeant-Tornyster ud for dig, vise dig, hvor jeg smed det for en Løjtnantskaarde, og hvordan jeg snappede Kaptajns-Epauletterne ved Jemappes —

ALAINE: Videre, videre! Spring Fortiden over. Hvad der er forbi, er dødt. Eventyret, det er Fremtiden. Jeg vil se den med dine Øjne. Jeg vil se, hvad der spejler sig i din nøgne Klinge.

MARC-ARRON: Har jeg den endnu? Har jeg ikke sluppet den fra mig?

ALAINE: Det er Haanden, som skaber Sværdet. Afsted, og du fanger det i Luften. Du former Jernet i dit Greb.

MARC-ARRON: lægger hendes Hænder for sit Ansigt
Jeg former mit Liv efter disse. Min Sjæl ligger i din Haand som i en Slynge.

ALAINE: Og jeg slynger dig ud i Kampen —

146

MARC-ARRON: Som en Sten, der faar Syner, naar den fløjter gennem Luften. Jeg bliver synsk som En, der tørner ind i Evigheden. Tror du ikke, jeg kan se alt i denne Morgentime? Alle Galliens Haner skingrer i Skrig. Frihedshuerne blusser over Landet, som Valmuer skyder de op af Grøftekanterne. Marseillaisen knitrer hen ad Landevejene. Bajonetterne perler af Dugg, de blinker ud over Grænserne og skærer Frankrigs Fjender i Øjnene. I Paris har Velfærdsudvalget holdt Møde siden Midnat. Stafetterne bringer de sidste Efterretninger fra Nordarméen — Hestemulerne sprøjter dem som Skumflager ud over Mængden. Robespierre flænger de sidste Bulletiner og hviner dem ud i Salen: Dumouriez har forraadt Republiken, men har maattet flygte — som en Køter! — over til Østerrigerne. Ned med Forræderne! Leve Dampierre og Davout — de fører Hævnen som et Flammesværd, der skal brændemærke Forrædernes Ryg. I sit Badekar ligger Marat og skriver, saa Papiret syder — Pennen er dyppet i Lava: Skær bort! Skær væk! Der er en eneste Lægedom: Guillotinen! I Revolutionsdomstolene rasler Dødsdommene ud af Døren — Blækket er ikke tørt, før Blodet springer under Kniven. Men i Temple sidder Enken 147Capet foran Spejlet og stirrer stift paa sit blege Haar, som Døden har pudret.

ALAINE: Jeg ser det for mig, som du siger det. Hvordan kom du ind i dette rasende Kobbel?

MARC-ARRON: Det er os, som behersker Koblet. Det er os, de stærke Næver, som strammer Linerne eller lader staa til. Afsted pisker det over Stok og Sten. En Jagt som denne har Verden aldrig set. Hævnen har sluppet sine Furier løs. Svøberne hyler gennem Luften. De skændede Templer renses. Retfærdigheden bruger Sværdet, hun fylder sine Vægtskaale med Blod mod Blod. Gribbene forsamles om det Bytte, hun slagter. Men efter dem kommer Ørne med susende Slagfjer. Friheden ruller frem paa sin gyldne Sejrsvogn, hun har kastet Tømmerne, og Hjulene brænder Hovene paa de løbske Heste.

ALAINE: Ja, de er løbske. De stormer, til de styrter. De slynger Frankrig i Afgrunden.

MARC-ARRON: Nej. Alt, hvad Frankrig har fostret af Ungdom og Forvovenhed, løber langs Vognen. 148Deres Haar flyver omkap med Hestenes Manker. Der er Tusinder af Hænder rede til at snappe efter de tabte Tøjler, til at gribe dem og springe op i den hvirvlende Vogn.

ALAINE: I det Kapløb har du været med.

MARC-ARRON: Ja, til jeg styrted i Støvet for dig.

ALAINE: Men jeg har rejst dig igen. Du skal med! Du skal med! Spring, min Helt, spring!

MARC-ARRON: Springe Skal jeg. Taarnuret begynder at slaa. Nu springer Tiden i Stykker for mig.

ALAINE: Nu maa du afsted, før det sidste Slag er forstummet. Skynd dig!
Holder Tapetdøren aaben.

MARC-ARRON: tæller
— Fire — fem! Og forbi!
smælder Døren til.

ALAINE: Hvad gør du dog?

MARC-ARRON: Jeg slog Døren i.

149

ALAINE: For Fremtid og Frelse.

MARC-ARRON: For Fortid og Fejghed. Nu er jeg mig selv.

ALAINE: Vi er fortabte.

MARC-ARRON: Vi er frelste. Der bankes to skarpeSlag paa Korridordøren. Ja! jeg er her!

ALAINE: Aa, men ti dog!

MARC-ARRON: svarende paa en ny Bankning
Javel!
Gaar mod Døren.

ALAINE: i Vejen for ham
Du maa ikke. Du slaar mig ihjel.

MARC-ARRON: Nu tager jeg dig paa mine Arme og beder dig Selv lukke Buret op.
Knuger hende til sig.

ALAINE: Frels mig!

MARC-ARRON: ved en ny Bankning
Skal de tro, jeg er bange? Højt. Ja, jeg kommer.

150

LÉONTINE: hastigt fra Sovekammeret
Jeg kan ikke gøre for det. Nu sprænger de Yderdøren.

ALAINE: Her maa de ikke komme ind, hører du.

LÉONTINE: Jeg skal gøre mig selv til Slaa. Iler ind igen.

MONTALOUP: bag Døren
Luk op! Til Side! Væk med den Tøs! Hug hende ned!

LÉONTINE: skriger.

MONTALOUP: stormer ind
Marc-Arron! En Lykke, at du er her endnu!

JEAN LASQUE: udenfor Korridordøren
Luk op, eller vi slaar Døren ind.

MONTALOUP: Stille derude!

JEAN LASQUE: Luk Op i Konventets Navn!
De begynder at splintre Døren.

MONTALOUP: Det er Folk, som møder paa Pletten. Godt, 151at vi andre ogsaa er her. Jeg har ikke lukket et Øje i Nat. For din Skyld, Marc-Arron. Trøst dig, vi har ham. Nu lige paa Morgenstunden. Druknet som en Mus. Se, hvordan han bærer sine Tyvekoster, Republikens Klæder.

ERNESTE DES TRESAILLES: føres ind af Soldater, forreven, dyngvaad, barhovedet.

MONTALOUP: Han kan næppe hænge sammen, sølle Fyr.

ERNESTE DES TRESAILLES: hæst, uden at løfte Øjnene
Jeg er vendt frivillig tilbage.

MONTALOUP: Hvor Fanden skulde du gaa hen? Emigranterne render for hurtigt til, at du kan hente dem ind. Marc-Arron, her har du dit Pant og din Frihed igen.

JEAN LASQUE: i den splintrede Dør
Borger Kommissær, alting er rede til Eksekutionen.

MONTALOUP: peger paa Markien
Før Delinkventen ud.

JEAN LASQUE: Er dette Delinkventen?

152

MONTALOUP: Hvilket taabeligt Spørgsmaal! Ja.

ALAINE: klynger sig til Marc-Arron
Elskede, du er frelst.

MARC-ARRON: Elskede, ja, jeg er frelst. Højt. Spørgsmaalet er rigtigt.

MONTALOUP: Før Delinkventen ud.

MARC-ARRON: En Konventssergeant tager ikke fejl af Republikens Uniformer. Delinkventen er mig.

MONTALOUP: Men raser du, Marc-Arron!

MARC-ARRON: Stille, Borger Kommissær. Republiken lader sig ikke krænke i Udøvelsen af Retfærdighed. Soldater! Denne Mand er, hvad hans Uniform siger Jer: Oberstløjtnant i Konventets Nordarmé. Men han har svigtet sin Pligt, som var at lade en Dødsdom eksekvere denne Morgen Klokken seks. Tiden er overskredet, han har ladet Dommen bortkomme og trods ihærdig Søgen, hvorom hans Uniform vidner, ikke kunnet skaffe den til Veje. Han 153bør for denne Forsømmelse ikke straffes med mindre end Degradering. Borger Kommissær, tillad ham som menig Soldat et Forsøg paa at gøre sig værdig til de Farver, han bærer. Soldater, den Dødsdom, til hvis Fuldbyrdelse I her er samlede, er i Delinkventens egne Hænder. Her er den. Jeg er „Den forhenværende Marki Erneste des Tressailles; Emigrant, grebet under Vaaben mod sit Fædreland, dømt til Døden." Beviset er disse Klæder og saa mit Vidne. Alaine de l'Estoile, tør du for disse Republikens Mænd vidne, at jeg er din Elskede, din Brudgom?

ALAINE: nikker, sagte
Du er min Elskede, min Brudgom.

MARC-ARRON

✂

Tak! Jeg trænger til at fødes om. Du skal føde mig til Verden igen.

Soldater! Nu maa der ikke spildes mere Tid.

MONTALOUP: Stands! Jeg annullerer Dommen.

MARC-ARRON: Republikens Dødsdom annulleres ikke. Soldater, gør Eders Pligt.

154

MONTALOUP: Soldater! I Konventets Navn, ingen vover at røre denne Mand.

MARC-ARRON: smilende
Lad da mig — trods disse Klæder — vise Jer, hvordan en Revolutionsmand gør sin Pligt. Ser sig rundt, nikker til Jean Lasque og Montaloup, ser sidst paa Alaine, vender sig om og gaar med faste Skridt ud paa Balkonen. Kommanderer. Soldater! Giv Agt! Læg an! Sigt her! Leve Alaine de l'Estoile! Leve Republiken! Fyr!
En Salve fra Haven gennemborer ham. Trommehvirvel.

ALAINE: hvisker med lukkede Øjne
Han elskede mig.

Michaëlis, Sophus Revolutions-Bryllup