Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Han vaklede i Land og segnede om i Græsset. Hans lange Haar hang vandtungt ned ad Nakken, Blodet piblede svagt af hans Pande. Men Sølver tørrede det ikke bort. Hans Læber stivnede i et Smil — ikke af Haan eller Trods, men af fanatisk opskudt Lidenskab. Hans Hjerte hamrede af Begejstring over dette skønne, han havde set, dette blændende nøgne, hans Øjne havde indsuget, dette vidunderlige stærke, der havde standset ham. Længe laa han bedøvet 24 af sin egen Tanke, inden han søgte sin Baad, spilede sit Sejl og lod det drive for den stilnende Vind.