Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Men da Sølver slog Øjet ned, var hendes Øjes truende Magt forbi med det samme. Hans indre Øje saa hendes skønne nøgne Legeme som i et Lyns blændende Ramme. Brynden væltede sin stigende Bølge gennem hans Blod, han sprang imod hende, idet han stønnede: »Øen er min, Jagten er min, og du er mit Bytte.« Han var hende saa nær, at han troede at spore hendes Nøgenheds fine Duft, der var som Duften af modne Solbær, da hun med eet veg tilbage ud i Søen, der netop paa dette Sted var dyb. Hendes elfenbensblanke Lemmer smuttede ind under det sølvblaa gyngende Vand. Sølver 22 tøvede intet Øjeblik, men fulgte efter. Vandet sugede hans Klæder tunge som Bly, men alligevel stræbte han ud ad. Hendes Hoved var synligt, hvorfra det gule Haar flød ud og bredtes foran ham som en bølgesitrende Vifte; ellers var alt forsvundet. Sølver svømmede efter og greb et Par Gange ind i det skønne Haarnet, men det smuttede hen over Fladen i glimtende Slangelinier. Med eet forsvandt det ind under det nedhængende Elieløv, Grenene slog ham i Ansigtet og hindrede hans Forfølgelse. Det var som Træerne bøjede sig ned for at gribe og skærme hende. Et Øjeblik tabte han hende af Sigte; men hans Rus varede ved, al hans Manddoms Attraa var hidset op, Besiddelsesbegæret bruste i hans Blod. Han saa fremdeles hendes solbeskinnede Nøgenhed for sig og de rødbrune strittende Brystknopper. Rasende vred han Ellegrenene til Side og saa hende i Færd med at gaa i Land mellem gamle trøskede Træstubbe, hans Haand greb frem og berørte hendes vaade glatte Hud; men i det samme vendte hun sig imod ham med angstfuld fortrukken Mund og med skumblaa Øjne. Hendes Haand løftede sig og svang et gammelt rustent Sværd mod hans Hoved, der havde mistet sin Læderhue under Forfølgelsen.