Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sanseløst gav han sig alligevel til at kysse hendes Ansigt Gang efter Gang som for at vække Varmen og Livet i den kolde Hud. Men for hvert Kys var det som stivnede hun mere, som skrumpede Læberne ind og forsvandt over Tændernes fugtige Is. Og det krøb koldt igennem Sølver fra dette Favntag, der sugede Heden og Brynden af hans Nerver saa længe, til han med eet skjalv af Kulde og gyste i den pludselige Tanke, at han havde et Lig under sig. Dog i det samme fornam han selve det højnende Aandedrag i hendes Bryst, stærkt i 52 al sin Kulde, saa stærkt, at det pustede ham bort, som Vinden flytter et Blad. Halvt tumlede han, halvt skød han sig selv bort fra hende, gled ned og laa tilsidst paa det klamme Murstensgulv.