Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sten havde set til Bunds i Menneskelivets Intethed. Han var fortrolig med Naturens ødsle Husholdning og lydhør for dens talløse Røster eller rettere for dens grænseløse Stumhed; thi kun et forsvindende ringe Tal af disse Røster opfangedes af et Øre. Han hørte Livet skrige af Jubel og skrige af Nød, men han saa det segne uden Lyd i Døden, uden Anklage mod noget Forsyn, upaaagtet af det mylrende Liv trindt omkring. Hvad Livet var, vidste han ikke; han saa kun det var noget sejgt og stædigt, noget, som krympede sig Led for Led under Døden, den stive Ubevægelighed. Han havde set Regnormen gennemskæres af Spaden og blive ved at leve Stykke for Stykke; han havde set Søstjernens i Brændingen løsrevne Arme vride sig som Slanger og fortsætte Livet som selvstændige Individer; han havde set 01- denborren krybe frem med spillende Følehorn, skønt Bagkrop og Ben var borthakket af en Stær; han havde set en afhugget Arm bøje sig i Albueleddet og et afhugget Hoved skære Tænder. Overalt havde han iagttaget Livets stumme Afmagt overfor den stivnende Død. Men samtidig med at han foragtede det hjælpeløse

        

65 Liv og haanede al menneskelig Lidelse, fordi han saa, hvorledes i Naturens evige Kamp alting led og dog bukkede under uden at udtrykke sin Klage, uden Krav paa Deltagelse, samtidig hadede han Døden og gyste ved Tanken om, at naar den engang kom til ham, vilde den isne hans Arme, saa han ikke kunde slaa sin usynlige Fjende i Ansigtet, og lamme hans Tunge, saa han ikke kunde udspy sin Protest.