Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sønnens Lig bar han ud i den tidlige Morgen, ned til Søen, hulede selv en Grav ved Foden af det skønneste Træ, han kunde finde. Saa tog han alle sine kostbareste Skind, Maarog Graaskind og et gammelt Hermelin, hans Fader havde baaret over Brystet — og lagde som Underlag for Sønnens Lig. Og i sit ubændige Had til det Liv, der umedfølsomt levede videre omkring ham, dræbte ham alt levende, der kom indenfor hans Haand, Fugle og Vildt, han mødte paa sin Vej, slagtede det og lod Blodet rinde i Gruben som et Dødningeoffer. Sin bedste Hund slog han ihjel og kastede i Graven. Det grønne Løv omkring ham tirrede ham til Raseri, Blomsterne grinede ad hans Tab i deres blussende Farvepragt. Og som om han vilde true Døden ind i alt og hævne sig paa den stolte sejrrige Natur, rev han i Vildskab alle Skud og Planter op, flængede Buske og Blomster, rykkede unge Birke og Graner op med Rode, plyndrede og hærgede alt omkring sig og slængte Grene og Urter ned i Graven,

        

69 der ved dette Myrderi højnede sig som en Undgældelsens Trofæ for, hvad Døden havde berøvet ham. Liv skulde sones med Liv, og hans Tab skjules i Dynger af Tab.