Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Da den tredie Søn omkom ved Vaadeskud, var den sidste endnu kun en Dreng. Sten tog ham med sig den Morgen, han bar Liget ud. Han valgte en vældig ældgammel Eg. Drengen fattede ikke, hvad det skulde betyde, men Faderen saa underlig strengt paa ham og befalede ham at søge alle de Fuglereder, han kendte og kunde finde i Skoven. Sønnen gik og samlede og bar til — Reder med skrigende Unger og Reder med varme Æg. Faderen gravede Graven og lagde Sønnens Lig deri. Saa vendte han alle Rederne og lod Fugleunger og Æg falde deri. Drengen stod og saa til med Taarer i Øjnene. Han forstod ikke dette Myrderi, men saa bønfaldende paa Faderen. Denne blev rasende over Blikket. Han greb Drengen og svang ham ud for sig i sine Arme, tænkte et Øjeblik paa at kaste den Levende til den Døde — saa havde Døden intet mere at røve fra ham, saa var dens umættelige Gab stoppet med det sidste Offer. Men Drengen klamrede sig saa fast til hans Hals, som om

        

70 ingen Magt skulde kunne rive ham derfra mere, og Hjertet slog i den lille Krop og hamrede sin Fortvivlelse helt ud i Hændernes krampagtige Tag. Saa slap han Drengen, væltede Grene og Blomster ned, rev unge Bøge op med Rode, sønderlemmede alt, hvad friskt og blomstrende han saa omkring sig, og lukkede Graven dermed. Samme Dag lod han Egen fælde, som en uhyre Kæmpekrop dækkede den Sønnens Grav, og ingen vovede at røre den.