Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sten drev Sværdet gennem hans Isse i et frygteligt Hug. Uden Lyd segnede Svenden. Men Sten styrtede ud af Hallen, til Vejrs, op ad krinklede Trapper og Stiger, til han naaede Taarnets øverste Tinde. Solen luede blodiggylden ind til ham gennem alle Luger og Sprækker — det var som Lysets haanende Grin ad den Smerte, der rasede i Stens Bryst. Han steg op og op, til han stod paa den øverste 76 Terrasse og saa Solen synke i flammende Blod som en uhyre Dødens Hilsen. Det tyktes Sten, at selve det blussende Solansigt var Dødens eget Fjæs, der besprængte hans Pande, hans Mund, hans Hænder og Klæder med sit lunkne purpurrøde Blod. Og han hev Sværdet over Brystningen imod Solen, han saa det lyne i et sidste Blink og falde, som skar det dybt ned i Solens blodigt grinende Ansigt.