Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Thi dybt nede i hans klippehaarde Sind, var det som Fjældgrunden svandt og Jorden blev skør og blød og frugtbar og fremelskede en lille solbelyst Plet, hvoraf alle Faderkærlighedens Blomster skød, milde og fredelige, og der græd Faderhjertet sin Dugg over alle Minder, og der spirede og voksede Forhaabninger om denne ene Søn, som var fjærn og skulde blive ved at leve, selv om han maaske aldrig vendte tilbage, og om denne ene Datter, hvis gyldne Hoved han hver Dag kunde tage i sine svære Hænder og kysse med sin farveløse runkne Mund.