Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Da følte Sølver sin Kærligheds uendelige 106 Afmagt overfor denne rene Jomfru, som hans Raahed havde taget i Favn, hans Attraa skoldet med sin hede Aande, og som dog havde isnet ham ussel og fejg og svag. Da begreb han, at Kærligheden for at sejre først maatte ydmyge hans egen Kraft, slappe hans Muskler og blødgøre hans raa Vilje, — at Elskoven først maatte stemme alle hans Legems fineste Nerver som sitrende Strænge til kun at hviske et Navn og sukke en eneste Melodi. Da begreb han, at han maatte riste Kærlighedens mystiske Runer i sit eget Hjerte som i en blødende Rose og kaste det i Følelsernes vældige Hav og bede det flyde Jomfru Gro til Haand.