Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Men undertiden kunde han vaagne i et pludseligt Anfald af Smerte — da svandt Drømmens hele Glans som et Lys, der pustes ud, og over sit Ansigt følte han det kolde Nattetræk fra Gluggen, og Mørket koglede i hans Øre, og han fornam sit Fængsels lænkende 116 Mure, skønt han ikke saa dem. Med eet laa han sunken dybt ned fra hendes Side, dybt nede paa sit ensomme Leje i Lugt af Ræve- og Faareskind. Og han udmalede sig, hvorledes Gro vaagnede i samme Øjeblik og greb ud i Luften med søgende Arme, og han næsten legemlig mærkede hendes nøgne Fødders Vandren over kolde Sten, og han dreves med et Sæt fra sit Leje hen til Gluggen for at se hende staa højt deroppe og stirre ned efter sig.